Apropos det med Chic Ché, så er vi jo en del, der i tidens løb forarget har brokket os over det smagløse ved "Café Castro" på Nørrebro og restaurant "KGB" i (af alle steder) Dronningens Tværgade (der heldigvis blev udsat for en gang hård kapialisme). Og ved sådanne lejligheder har vi passende nok kunne fabulere over, hvor forskellige folks reaktioner ville have været, hvis der mon havde været f.eks. en "Hitler Ølstue", et "Hotel Himmler", et "Pizzaria Pinochet", en "Bodega Benito", en "Café El Caudillo Franco", et "Dachau Disco", eller en "Der Stürmer" sportsklub, o.s.v. For det kan da ikke være tilfældet, at folk på venstrefløjen er både smagløse og intolerante: at de kun synes, det er sjovt at spise eller bo eller feste på steder opkaldt efter venstreorienterede mordere?

Men jo: Jeg–der fra min barndom husker, hvordan Irma solgte Mao-tøj til børn–kan nu konstatere, at der faktisk ikke er grænser for smagløsheden: dejlige San Francisco–en af de amerikanske byer med flest indbyggere af kinesisk baggrund–har såmænd en Mao Zedong Village Cuisine Chinese Harvest Restaurant. Sikke en humor, sikke en anstændighed–at opkalde en restaurant efter en mand, der brugte hungernød overfor egne landsmænd som et bevidst politisk våben!

Hat tip: Café Hayek.

Hat tip II: Kasper Kyndsberg for at have mindet os om Liberators "Café Hitler".

Update: For de knap så Ché-chic, er der et oplagt alternativ: El MiChé …

Jeg faldt idag i International Herald Tribune over en næsten to måneder gammel nyhed: Tilsyneladende har 800 dømte sexforbrydere, voldtægtsmænd m.v. i 11 stater i USA fået Medicaid-tilskud fra det offentlige til køb af Viagra.

Endnu et eksempel på, at når det gælder offentlige aktiviteter og udgifter, er det i den grad tilfældet, at efterspørgslen stiger med et "stigende" udbud … Det var sørme godt, at Bush i valgåret 2004 fik givet Medicaid-udgifterne en historisk stor "rejsning".

Jeg havde lørdag denne klumme i Berlingske Tidende:

Død og skatter … og for lidt arbejde
Berlingske Tidende 16. juli 2005, 2. sektion, side 15

Klassekamp. I Europa er der nogle, der arbejder–og andre, der ikke har incitamentet

Et gammelt ordsprog siger, at kun to ting i livet er sikre: død og skatter. Problemet er, at de som regel kommer i en ubehagelig rækkefølge (altså skatterne først og derefter døden).

Men nogle mener ikke, at det er så ærgerligt. Man hører fra tid til anden nogle politikere og samfundsforskere hævde, at menneskers arbejdsindsats er upåvirket af skattetrykket. Altså: folk arbejder ikke mindre, hvis de kun kan beholde en tredjedel af deres indkomst, end hvis de f.eks. kan beholde halvdelen. Faktisk kan det nærmest få nogle til at arbejde mere - for hvis mennesker skal arbejde mere for at opretholde deres levestandard, så vil de faktisk arbejde mere. Elementær logik - og morlille, som ikke kan flyve, er for resten en sten.

En af dem, der ikke køber påstanden, er 2004-nobelprisvinderen i økonomi, Edward C. Prescott. Han har gennem systematiske statistiske studier vist, at skatterne bestemt påvirker udbuddet af arbejdskraft - og den klareste illustration er en sammenligning af USA og Europa. I USA arbejder man hårdt, og økonomien kører derudad; i Europa arbejder man mindre og mindre, og væksten halter bagefter. Ifølge OECD-tal arbejder en gennemsnitlig amerikaner i alderen 15-64 omtrent 50 pct. mere end sine tilsvarende franske og tyske kollegaer.

Prescotts svar er, at det ikke skyldes forskelle i kultur og sågar ikke forskelle i understøttelse. Det er marginalskatten, der forklarer stort set hele forskellen. I USA, hvor indkomster typisk beskattes med ca. 30 pct., kan det betale sig at arbejde; i Europa, hvor det snarere er 50 pct., kan det ikke - og så kan amerikanerne tilmed købe mere for deres penge.Prescotts analyser viser også, at når skatterne er sammenlignelige mellem landene, bliver udbuddet af arbejdskraft det også. I 1998 indførte Spanien en mere flad skattestruktur, der mindede om den, USA indførte i 1986, og lynhurtigt steg det spanske arbejdskraftudbud med 12 pct. - hvorefter statens skatteindtægter steg med et par procent.

To italienske økonomer, Guido Tabellini og Tito Boeri, siger noget lignende. De argumenterede sidste år i en artikel i Financial Times, at når levestandarden i Europa er ca. 30 pct. lavere end i USA, er det ikke bare, fordi vi har valgt at indrette os anderledes - fordi vi gerne vil arbejde mindre og prioritere vor tid til andet end arbejde.

Vi arbejder først og fremmest mindre, fordi arbejdsløsheden er højere i et Europa med stive arbejdsmarkeder og høje skatter. Cirka to tredjedele af forskellene i arbejdstid mellem Europa og USA kan forklares på den konto. For det andet arbejder den gennemsnitlige lønmodtager i Europa færre timer end amerikaneren, og det forklarer omtrent den sidste tredjedel af forskellene. Men det skyldes ikke ensartet kortere arbejdsuger: det er primært, fordi omfanget af deltidsarbejde er meget mere udbredt.

Så i Europa er der nogle, der arbejder meget, og andre, der næsten ikke gør. Kvindernes andel af de beskæftigede er 10 pct. lavere, og andelen af personer over 55 er 19 pct. lavere, mens de yngre i et vist omfang bliver mere end gennemsnitligt ramt af ledighed. Var der tale om en selvvalgt eller kulturel forskel, ville forskellene ikke slå så markant igennem for nogle grupper og slet ikke for andre - så ville de være mere ensartet fordelt. Forskellene skyldes politisk påførte beslutninger. Man har indrettet det så viseligt, at det er muligt og attraktivt for mange at trække sig ud af arbejdsmarkedet tidligt - som når vi i Danmark lader dem, der arbejder, betaler arbejdsdygtige for ikke at arbejde. De arbejdsløse kvinder og unge mener de to italienske økonomer i stedet må tilskrives, at mange lande har arbejdsmarkedspolitikker, som i virkeligheden holder dem ude ved at beskytte dem, der allerede har job (bl.a. imod fyringer).

Økonomernes indsigt er vigtig. Vi europæere er ikke af psyke særligt dovne, og vi har ikke en specielt ophøjet kultur, hvor vi af princip prioriterer andet end arbejde. Vi har bare færre incitamenter, fordi vi har valgt politikere, der har indrettet samfundet således, at nogle belønnes for ikke at arbejde, mens andre holdes kunstigt ude af arbejdsmarkedet. Det er velfærdsstatens måde at klassedele et samfund på.

Appropos vores post forleden om, hvem der er de "ansvarlige" i forbindelse med bomberne i London, så viser det sig nu, at "newspeak" trives fortræffeligt i Orwells Fatherland. BBC har ifølge eget udsagn bestemt sig for, at det kunne være "følelsesladet" eller "fordømmende" at referere til de ansvarlige–altså dem, der detonerede bomberne–som "terrorister". Det vil, mener BBC, være en mulig "barriere for forståelse". I stedet har man valgt det mere forsigtige "bombemænd".

Formodentlig ud fra en betragtning om, at det trods alt endnu ikke er endeligt fastslået, at de pågældende vitterligt ønskede at dræbe og sprede terror. Hvem ved–måske de blot var personer med en lettere overdreven interesse for fysik/kemi og en lidt nonchalant måde at transportere deres hobby-redskaber på?

PS. En blogger ved navn Gene har nogle illustrative eksempler på BBC's politisk korrekte redigering.

Hermed, foranlediget af sidste uges bomber i London, en multiple choice quiz, hvor éns svar samtidigt siger noget om … så meget andet:

Q: Hvorfor detonerede terroristerne kun fire almindelige bomber og ikke en atombombe?*

Her er fire svarmuligheder:

A1: De er kun lidt sure på Vesten; at anvende en atombombe ville ligesom være lidt for ekstremt.

A2: De er overbevist om, at hvis de kun bruger moderat morderiske angreb (f.eks. med 1 – 4.000 ofre e.l.), vil man sagtens kunne tale om tingene bagefter. I virkeligheden vil de bare leve i fred med alle.

A3: De ønsker ikke at ramme uskyldige (altså andre end dem, der jo desværre nødvendigvis bliver ramt).

A4: Af én eneste årsag: De havde ikke atombomben (endnu).

* Første halvdel af sætningen kan evt. erstattes med "… fløj de kun fly ind i bygningerne i stedet for at detonere …", eller hvad der nu er den dagsaktuelt relevante mulighed.

Hørte jeg noget helt galt i Radioavisen for lidt siden? Eller sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen lige, at han havde opfordret USA og G8 til at sikre en handel med ulandene, som er baseret på "balanced and fair trade"?

Hvor er vi henne, når en liberal politiker lyder som om, at han er talsmand for neo-protektionisterne bag Live 8, De Autonome og Mellemfolkeligt Samvirke?

Vi spurgte forleden, om det var manglende dybde i ens analyser eller forudfattet, polemisk politisk korrekthed, der fik Politikens lederskribent til først at beskrive CEPOS' forslag om "flat tax", derefter opridse konsekvenserne af et helt andet forslag, og så på den baggrund kalde forslaget for en "nitte".

Svaret er nu ved at være inde–sådan da. Det var tilsyneladende bare en "fejl". Den 30. juni bragte Politiken denne opklaring:

"I lederartiklen 'Fremtidens job' (29.6.) skrev vi blandt andet, at den borgerlige tænketank Cepos' forslag om en flad skat på 43 pct. for alle lønmodtagere vil indebære, at 75 procent kommer til at betale mere i skat. Det er forkert. Cepos mener, at forslaget om flad skat kan gennemføres, uden at nogen danskere kommer til at betale mere i skat, da alle fradrag opretholdes, og ingen skatter sættes op. Forslaget skal ifølge Cepos finansieres ved at fastfryse det offentlige forbrug og ved at inflationsregulere overførelsesindkomster. Vi beklager fejlen."

Det var jo rart. Og dd. har Politiken så et læserbrev fra CEPOS' gode cheføkonom, Mads Lundby Hansen, der har dette at sige (som vi har fået lov til at gengive):

"Under overskriften 'nitte' kommer Politiken fejlagtigt til at konkludere, at Cepos forslag til flad skat vil indebære, at 75 pct. af danskerne skal betale mere i skat. Det er helt forkert. Ingen kommer til at betale mere i skat som følge af Cepos' forslag.

Hvordan kan Politikens lederspalte komme så galt af sted? Det kan den, fordi man i Skatteministeriet har regnet på en skattemodel, som INGEN har foreslået. I Skatteministeriets beregning har man fjernet stort set alle fradrag, herunder personfradraget, og anvendt provenuet til at finansiere en lav fælles skattesats på 35 pct. Det betyder selvsagt, at en masse mennesker mister penge og især personer med lave indkomster. Med andre ord vil 75 pct. af danskerne tabe penge på Skatteministeriets konstruktion.

Problemet medberegningen er, at INGEN har foreslået modellen. I en teoretisk model for flad skat er der et bundfradrag for at øge tilskyndelsen til at arbejde for personer med lave indkomster. I lande, hvor man i praksis har søgt at indføre flad skat, er der også betydelige bundfradrag. Og i Cepos' forslag bevares det nuværende bundfradrag (og alle andre fradrag). Skatteministeriets beregninger handlede således ikke om Cepos' forslag, men om en fiktiv model som ingen nogensinde har foreslået.

Cepos' forslag indebærer, at 64 pct. af de fuldtidsbeskæftigede får en mærkbar lettelse i skatten på den sidst tjente krone, primært fordi mellem- og topskat bortfalder. Den resterende del af de danske skatteydere har uændret skat. Det indebærer, at praktisk taget alle lønmodtagere får en marginalskat på 43 pct. Dvs. der forhøjes ingen skatter, ligesom alle fradrag opretholdes som i dag. Med andre ord: INGEN danskere kommer til at betale mere i skat som følge af Cepos' forslag.En fladskat på 43 pct. vil være en klar forbedring af det danske skattesystem og vil være til gavn for samfundet. Det vil øge tilskyndelsen til at arbejde ekstra, svarende til en beskæftigelseseffekt på 30-40.000 personer. Det udgør ca. halvdelen af det krav, regeringen stiller til beskæftigelsesfremgang for, at der i fremtiden skal være råd til folkepension, sygehuse mv.

Hertil kommer, at forslaget vil give en større tilskyndelse til at tage en lang videregående uddannelse. Endelig vil Danmark blive et mere attraktivt land at arbejde i for højtuddannede, herunder for unge danske studerende, der har læst i udlandet og derfor har muligheden for at arbejde i lande, som bl.a. tilbyder en lav skat.

Meget mindre end den nuværende danske – men på niveau med Cepos' forslag. Regeringen og Folketinget bør indse, at hvis vi vil have en større andel af en ungdomsårgang til at tage en lang videregående uddannelse, så er det en meget dårlig ide at brandbeskatte viden.

Cepos' forslag finansieres ved i 7 år at inflationsregulere overførselsindkomsterne (frem for lønregulering) samt ved at fastfryse væksten i det offentlige forbrug i samme 7 år. Skattesatsen kunne komme endnu længere ned ved bl.a. en sanering af forskellige komplicerede fradrag i skattesystemet og ved at gennemføre velfærdsreformer.Vi håber, at Politikens lederskribenter i fremtiden formulerer deres konlusioner efter, at de har læst, hvad de ønsker at kritisere."

Hvordan ved man, at et forslag formodentlig har noget rigtigt i sig? Hvis det på en og samme tid betegnes som "bindegalt" af SF's Morten Homann, som asocialt af Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, afvises af en borgerlig skatteminister og hånes i en leder i Politiken. Så kan man ikke være gået helt galt i byen–og tillykke med det til CEPOS' flat tax-udspil.

Men når man nu taler om at gå helt galt i byen, bør det halvthundrede cand. og stud.scient.pol.'er, der gemmer sig i Politikens redaktionslokaler, måske lige lære at gøre deres research en smule bedre. I lederen betegner de CEPOS' "flat tax"-forslag som en "nitte" og en "sommerbalon" og med dette ræsonnement:

"SOMMERBALLONEN blev naturligvis opsendt af Cepos, en såkaldt 'flad skat' efter østeuropæisk forbillede på 43 pct. af al indkomst og finansieret gennem en nulstilling af de offentlige udgifter. Det skulle øge de udenlandske investeringer og øge arbejdsglæden for de rigeste 25 pct., der får gavn af skatteprogressionens afskaffelse, så de får lyst til at skabe flere arbejdspladser til de 75 pct., der skal betale mere i skat. Intet under, at ballonen omgående er punkteret af samtlige partier i Folketinget – bortset fra de konservative."

Til gengæld er det måske lidt af et under (eller er det ikke?), at Politiken ikke lige kunne gennemskue, at man her faktisk blander to forskellige forslag sammen: A) Skatteministerens karikatur-forslag, som går på at afskaffe alle fradrag, inkl. personfradrag, og beskatte alle lønindkomster med en ensartet trækpct. i midt-30'rne (hvis konsekvensberegninger man så her refererer), og B) CEPOS' forslag som går på at beskatte al indkomst med 43 pct. men uden at pille ved alle fradrag (herunder f.eks. ikke personfradraget).

At der vil være en voldsom fordelingsmæssig forskel på de to forslag siger sig selv–spørgsmålet er bare, om man på Rådshuspladsen ikke kan eller ikke vil gennemskue det?

Det kan ellers nok lige være, at CEPOS har fået sat begrebet "flad skat" (flat tax) højt på den politiske dagsorden herhjemme! I de seneste to dage har medierne været tykke med artikler (i Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Børsen) og indslag i TV (f.eks. DR-Nyheder, DR's Deadline og i et kommende TV2-indslag) om CEPOS, der lægger op til at forklare danskerne, at der kunne være ret store gevinster at hente ved at skrotte et indviklet og forvridende skattesystem til fordel for et, der var simpelt og ens for alle. Sådan skal dét gøres at sætte en borgerlig-liberal dagsorden!

De Konservatives Charlotte Dyremose og De Radikales Anders Samuelsen har begge i varierende grad taget ideen til sig, bl.a. på dagens konference. Derimod bliver den ikke kærligt modtaget af den finanspolitiske venstrefløj, d.v.s. SF, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Og Danmarks Liberale Partis skatteminister, Kristian Jensen: "Det vil sige, at man laver en omfordeling fra dem, der tjener mindst til dem, der tjener mest. Det kan vi ikke støtte." … Forslaget koster dog cirka 28 milliarder kroner, og de penge skal findes ved et ansættelsesstop i den offentlige sektor og ved at holde overførelsesindkomsterne nede på deres nuværende købekraft.

Det kan Kristian Jensen ikke støtte:

"Jeg har ikke noget imod en lav skat. Men jeg har noget imod Cepos' måde at finansiere det. Vi har lovet vælgerne, at der skal være plads til investeringer i den offentlige service, og derfor vil vi ikke fjerne den vækst, som skal finansiere dem."

Det argument tages direkte videre af folkepartisterne:

"Det afviser vi helt blankt. Det er ikke rimeligt, at den almindelige jævne dansker skal betale for skattelettelser til de rigeste, siger skatteordfører Mikkel Dencker."

Hvorfor anlægger Kristian Jensen dog denne retorik? Vi ved, at han er en mand med hjertet på rette sted, men netop derfor er den slags retorik jo unødvendigt. Man kan–som nogle tænksomme liberale er–være modstander af en flad skat, fordi man frygter, at det i virkeligheden på langt sigt vil være en strategisk fejl: At det vil give en mere effektiv skatteopkrævning, flere skattekroner til politikerne at disponere over, o.s.v. Den slags reservationer er sådan set fornuftige nok for liberalt sindede at tage i betragtning. Men det er det ikke at gøre ligheds- og fordelingshensyn og ønsker om højere offentlige udgifter til hovedargumenterne imod at ændre et skattesystem. Kan Kristian Jensen nævne ét eneste socialistisk tiltag, der ikke ville kunne retfærdiggøres med lignende ræsonnementer? Og kan han ikke se, at når man anvender denne type ræsonnementer, så gør man det i virkeligheden umuligt for sig selv at komme videre i fremtiden?

Vi har tidligere bemærket, at ministeren tilsyneladende er begejstret for begrebet "at give skattemyndighederne de nødvendige redskaber". Vi foreslog i den forbindelse, at ministeren evt. som et nødvendigt redskab anskaffede sig selv en ideologisk rygrad til at modstå den slags tendenser til socialdemokratisk vanetænkning med. Men da ministeren tilsyneladende anvender pluralis-formen, kan det jo være at det er to styk af noget helt andet, der er brug for …

PS. Det var sådan set en Punditokrat her og i Berlingske Tidende, der kom CEPOS i forkøbet med at fokusere på flad skat … 😉