Vi var flere, der havde forventet, at nyheden om Kronprinsparrets forestående famlieudvidelse var ensbetydende med en tilnærmelsesvis 50-50 sandsynlighed for, at politikerne ville forhaste sig med at benytte chancen til at gennemføre en grundlovsrevision. Jeg skrev selv helt tilbage i 1999 en (lidt hårdt forkortet) kronik om, hvorfor dét ikke nødvendigvis var en god ting eller en nødvendig kobling af Tronfølgelov og Grundlov. Den har man enten husket i Statsministeriet, eller også har man nået til samme konklusion af anden vej.

Jeg havde en kommentar om emnet i dagens Berlingske Tidende, og her er et uddrag (da den ikke er alment tilgængelig på nettet):

"Da statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin grundlovstale søndag foreslog, at man ændrer tronfølgeloven til fordel for den førstefødte uden hensyn til køn, men at man gør dette uden en samtidig, egentlig grundlovsrevision, var det af to årsager et strategisk mestertræk af de helt store. For det første er en revision af tronfølgeloven noget, som virker realpolitisk næsten uomgængeligt. Kommer man i en situation, hvor grundloven skal ændres af andre årsager, eller hvor kronprinsparret har fået en eller flere døtre før en søn, vil presset for at få ændret tronfølgeloven politisk set være uimodståeligt stort. Men for det andet vil en egentlig grundlovsrevision kunne åbne en Pandoras æske af mere eller mindre gennemtænkte eller meningsfulde forslag. Man behøver blot at se på forslagene fra Folketingets konkurrence om emnet for to år siden. Og fra venstrefløjens side har Aage Frandsen, Niels Helveg Petersen m.fl. længe presset på med forslag, der reelt vil ændre grundlovens ånd fundamentalt: fra at være et sæt af institutionelle spilleregler til at være en ideologisk opremsning af alt det gode, man synes, staten skal gøre. Statsministeren har givetvis ræsonneret, at en grundlovsrevision ville komme til primært at handle om tronfølgen, og at dét så ville kunne bære nok så meget skidt igennem. Det var netop dét, der skete i 1953, da man koblede tronfølgeloven med grundloven ved at lade den sidste referere til den første, og dermed fik så mange vælgere til at møde op ved folkeafstemningen, at man kunne klare det daværende krav om, at mindst 45 pct. af samtlige valgberettigede skulle stemme for en grundlovsændring. … Koblingen af temaerne var nok en effektiv måde at få folk til stemmeurnerne, men elegant var det ikke. Fremtrædende statsforfatningsretseksperter kritiserede da også, at man ikke adskilte de to emner i to separate afstemningstemaer: selve grundlovsrevisionen og den nye tronfølge, idet de to egentlig ikke har meget med hinanden at gøre, og at mange vælgere måske var tilhængere af det ene og modstandere af det andet. … Nu har statsministeren signaleret, at man i stedet kan gå en anden vej end selve grundlovsrevisionen. Man kan hurtigst muligt fremsætte et forslag om lov om ændring af tronfølgeloven af 27. marts 1953. Dette ændringsforslag behøver kun en lille ændring, hvor man sløjfer bisætningen »… søn går forud for datter, og …« (§2) og bestemmelsen »… med fortrin for broder …« (§3). Denne ændring kan man igangsætte allerede inden fødslen af kronprinsparrets barn, og dermed kommer udfaldet ikke til at være betinget af, hvad barnets køn bliver, og dermed undgår den uskik at lave lovgivning med baggrund i specifikke personer. Og så kan man efterfølgende behandle dette forslag som om, det var en grundlovsændring, det vil sige vedtage det igen efter nyvalg og endelig sende det til folkeafstemning. Og når man så engang kommer til at skulle revidere selve grundloven, bør man passende opdatere dennes §2, så den siger »… tronfølgeloven af 27. marts 1953 med senere ændringer …«. Fløjpolitisk er det en sejr, fordi venstrefløjen er sat skakmat: Man kan dårligt være modstander af denne ændring af tronfølgeloven, og man kan omvendt ikke gennemtrumfe, at hele grundloven skal ændres, hvis Venstre og De Konservative ikke er med. Men mere end dét, så vil denne opskrift give den fordel, at en eventuel dansk debat om en kommende dansk grundlovsrevision komme til at handle om substansen: Er en revision overhovedet påkrævet? Hvor skal fremtidens grænser gå mellem borgernes frihed og statsmagten? Osv. Dét kommer der givetvis en bedre debat ud af."

Min gamle studenter- og adjunktkollega, Bjørn Lomborg, har nok kunnet høre kasseapparaterne ringe højt og længe, men det har hidtil haltet med den akademiske anerkendelse fra fagfæller. I Jantelovens fædreland har man haft travlt med at rynke på næsen over én, der ikke blot siger noget politisk ukorrekt, men til med gør det med høj og klar stemme og uden at sætte sit lys under en skæppe.

Men nu det ihvertfald delvist slut: Copenhagen Business School har udnævnt Lomborg til adjungeret professor, og det markeres med en tiltrædelsesforelæsning på fredag.

Tillykke med det til Bjørn og CBS.

Min med-Punditokrat Mikael Jalving kommenterede i sin Groft Sagt-kommentar lørdag meget passende skatteminister Kristian Jensens ludomani-udspil:

"Skatteminister Kristian Jensen, der repræsenterer et parti, der kalder sig liberalt, og en regering, der kalder sig borgerlig, oplyser nu den spilleglade befolkning om, at dens ludomani skal kortlægges. … Kære Kristian Jensen, nu skal jeg fortælle dig, hvad det er, du har gang i: Du spiller ludo med dit erklæret liberale sindelag, og nogen, f.eks. din chef, burde slå dig hjem eller i det mindste rykke dig tilbage til start. Du er en liberal ludoman, der klatter hele dit liberale renommé væk i ét sølle træk."

Det er ikke bare godt sagt, men rammende. Men faktisk er det kun toppen af isbjerget. Kristian Jensen, der før sin ministertid markerede sig som relativt principfast liberal, synes nu på rekordtid at være gået på rygrads- og holdningsmæssig stand-by. Jeg taler her ikke om, at han ikke dagligt farer ud med brask og bram imod skattetryk, skattevæsen og -uvæsen, o.s.v. Det kan man ikke forvente af manden eller nogen anden toppolitiker; en sådan bliver nødvendigvis i et eller andet omfang nødt til at affinde sig med de herskende forholds omfang og karakter (ellers ophører han snart med at være toppolitiker).

Dét, jeg taler om, er det for denne regering (og tilsyneladende enhver anden borgerlig-liberal af slagsen) så typiske (og symptomatiske): At man simpelthen holder op med at "checke" ens rygrad af. At man uden videre gummistempler, hvad embedsmændene placerer foran én. At man partout skal sige noget for at sige noget. At man skal gøre noget for at være synlig.Men sæt dog foden ned! Hold da op med at iværksætte de uliberale initiativer, som du ikke strengt taget er tvungent til.

Hvad mener jeg konkret? Tag et kik på bare nogle to af ministerens udspil fra én og samme dag:

• Pressemeddelelse, 28/04/2005: Nye regler om såkaldte "narkotikaprækursorer", der er–med ministeriets egne ord–"gængse kemiske varer" med "mange lovlige anvendelsesformål" som f. eks. acetone, eddikesyre eller saltsyre. Dem må man (staten) nu regulere, fordi de kan anvendes til også at lave ting med, som man (borgerne) ikke må f.eks. ulovlig fremstilling af narkotika. "Jeg er glad for, at vi nu har fået denne lovgivning på plads. Det er meget vigtigt at ToldSkat har de nødvendige redskaber til at bekæmpe en sådan ulovlig fremstilling af narkotika", siger skatteministeren. "Reglerne vil regulere handelen … Der er bl.a. regler om erhvervelse af licens, om fremlæggelse af dokumentation ved import og eksport og om indberetning til ToldSkat vedrørende usædvanlige ordrer." Men her vil jeg så foreslå et par andre mulige, alternative områder, der kan reguleres yderligere af ToldSkat: kameraer (kan bruges til at fremstille ulovlig pornografi med!), mursten og haveskuffejern (kan anvendes voldeligt!), legetøj der ligger og flyder (kan forårsage ulykker i hjemmet!), glasflasker og gummislanger (hey! hvis man er bange for, hvad der kan bruges til narko-relaterede ting, skal man bare slå vejen forbi Roskilde Festival eller et dansk gymnasium for inspiration), o.s.v., o.s.v.
• Pressemeddelelse, 28/04/2005: "Skrappere regler mod skatte- og afgiftssnyd" omfattende bl.a., at ToldSkat får ret til at beslaglægge produkter, varer eller emballager omfattet af pantordningen eller tage produkterne mv. i forvaring. "Dette skal sikre en mere effektiv kontrol med overholdelsen af pantreglerne." (Hvad med at foreslå, at staten blandede sig uden om panten?). Det omfatter også, at ToldSkat får adgang til at foretage kontrol på f.eks. byggepladser "for ved selvsyn at konstatere, om der er overensstemmelse mellem de oplysninger, myndighederne har fået fra hovedentreprenøren om underentreprenører og ansatte, og den faktiske virkelighed ude på arbejdsstedet." (Altså en krænkelse af privat ejendom uden dommerkendelse.) Det omfatter også, at ToldSkat får mulighed for at pålægge en virksomhed at føre logbog over de ansatte i virksomheden. "Det sikrer, at der sker en registrering af de ansatte allerede fra første arbejdsdag." (Ja, væk er de tider, hvor borgerligt-liberale mente, at det ikke var statens opgave at registrere private borgere.) Og ToldSkat kan, "hvis der er rod i regnskaberne", lade en revisor udarbejde regnskabet for den erhvervsdrivende og på dennes regning. (Ja–er rod i regnskaberne noget, som hører til statsmagtens absolutte kerneopgaver at gardere samfundet imod?) "Det er uholdbart, når lovlydige virksomheder udsættes for en unfair konkurrence fra andre virksomheder, der snyder med betalingen af skatter og afgifter?, siger skatteminister Kristian Jensen. (Men hvis det er "uholdbart", er det så også uholdbart, at skatteniveauet er forskellig fra land til land, ligesom socialisterne siger? Jeg troede sådan set, at skattesnyd var udtryk for, at det var skattetrykket, som var uholdbart højt.) … "Jeg er meget tilfreds med, at ToldSkat nu har fået yderligere værktøjer til bekæmpelse af snyd med skatter og afgifter."

Skatteministeren er tilsyneladende en stor tilhænger af formuleringen "nødvendige redskaber". Vi foreslår, at han anskaffer sig et for en liberal minister anvendeligt redskab: et styk rygrad.