Forfatterarkiv: Peter Kurrild-Klitgaard

Filantroper, filosoffer og det frie marked II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 27. maj 2005. Skriv et svar

Vi omtalte fornylig James Pieresons artikel "Investing in Conservative Ideas" i Commentary om den langsigtede betydning det havde haft for den amerikanske idédebat, at nogle dele af amerikansk erhvervsliv tog en chance og støttede mere ideologiske projekter. Nu har manden en ny artikel, nemlig en kronik, "Investing in the Right Ideas", i Wall Street Journal, hvori han behandler samme emne.

Det kan være værd at bemærke, hvor stor betydning Piereson tillægger én eneste bog:

"The seminal influence on these funders was F.A. Hayek's "The Road to Serfdom," published in London in 1944 and in the U.S. the following year. This slender volume, an articulate call to battle against socialism, turned its author, then an obscure professor at the London School of Economics, into an enduring hero among conservatives and classical liberals on both sides of the Atlantic. No other writer at the time had made the case against collectivist ideas and policies with such audacity and clarity. For this reason alone, "The Road to Serfdom" quickly became a reference point for those with misgivings about the expanding welfare state. Named in many surveys as one of the most influential books of the 20th century, "The Road to Serfdom" caused something of a sensation when first published, provoking reviews and comment from such leading figures as John Maynard Keynes and George Orwell, and scathing rebukes and rebuttals from scores of lesser lights. A condensed version, brought out in 1945 by Reader's Digest, reached over two million of the magazine's subscribers and aroused enough interest to bring Hayek to the U.S. for a national lecture tour.

"The Road to Serfdom" advanced two broad themes, one negative and the other positive. The first was that socialism leads almost inevitably to tyranny and the loss of liberty in all of its forms. The second was that the antidote to socialism is to be found in the revival of classical liberalism as articulated by British-Enlightenment thinkers like Adam Smith, David Hume and Edmund Burke. The book was in some ways highly pessimistic, for socialism was advancing everywhere and appeared irresistible. (As if to confirm Hayek's analysis, England's 1945 parliamentary election saw the Labour Party winning on a platform that called explicitly for the nationalization of British industry, and the victorious party proceeded to make good on its promise.) At the same time, Hayek saw a way out through the revival of a tradition of thought that was in the process of being lost.

As for present-day conservatism, in Hayek's view it suffered from a fatal weakness. Because it relied on tradition rather than principle, it could slow down or resist but never fundamentally alter the direction in which events were moving."

Man skal kende sine allierede

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. maj 2005. Skriv et svar

Selv blandt Punditokrater er der næppe fuldstændigt fo'slaw m.h.t. EU i almindelighed og den nye forfatningstraktat i særdeleshed. Og så ville det jo være så dejligt, hvis der var det blandt andre. Man kan jo f.eks. se på sine fjender, deres holdninger, argumenter, o.s.v., og så tage bestik derefter. "Min credo er som tilforn: Alt hvad I er imod, er jeg for", o.s.v.

Man kunne eksempelvis notere sig, som Berlingske Tidende gør markant i dag (og her), at stadigt flere borgerligt-liberale intellektuelle og debattører er blevet EU-skeptikere, og omvendt at over 100 mio. europæiske socialister synes, at EU er blevet en fantastisk ting?og den tidl. EF-modstander-men-så-EU-kommissær Ritt Bjerregaard har jo selv sagt, at EU nu er "et socialdemokratisk projekt".

Men selv den gode Berlingske Tidende kan alligevel forplumre, hvad der så ellers kunne være så let–for på selv samme side, som man omtaler de borgerligt-liberale EU-skeptikere, har man to andre artikler, der gør det hele lidt … uklart.

I den ene siger Svend Auken:

"Jeg er enig med Jacques Delors, der siger, at det farlige ved denne her nej-protest, det er, at den svækker alt det, som dem der siger nej, i virkeligheden gerne ville styrke.* Det er det politiske Europa og det sociale Europa … hvis vi svækker det, så overlades der mere og mere til markedskræfterne, og specielt USA får en helt dominerende placering internationalt."

Nu behøver man jo ikke at tage ethvert udsagn fra Svend Auken helt bogstaveligt, men omvendt behøver man jo heller ikke at afvise et udsagn, alene fordi det kommer fra ham. Og altså: et nederlag vil være en sejr for markedstilhængere (liberalister), amerikanere (storkapitalen) og deslige.

Men, som briterne ville sige, "The plot thickens …".

I den anden ende af spektret (og på den anden halvdel af samme avisside) melder den selvbestaltede prætendent til den franske kongetrone, den såkaldte HKH Prins Henri, Greve af Paris og Hertug af Frankrig, sig på banen. Nu skal man ikke tage hans status så pokkers alvorligt–han tilhører faktisk en af Bourbon?ernes alleryngste linier, og der er alvorlige forfatnings- og successionsmæssige svagheder i hans prætentioner. Men det er, som man siger, en helt anden historie, og i betragtning af, at han dog udgiver sig for at være arving til sin forfader Charlemagnes trone, kunne det dog være interessant at få hans perspektiv med på EU:

"Jeg støtter de svageste–de, der har mindst–og stemmer nej til forfatningen. Den ultraliberale kapitals Europa bør dø den 29. maj."

Nærværende Punditokrat er forvirret. Hvis det bliver et ja, er det en sejr for liberalismen og markedskræfterne–men hvis det bliver et nej, så er det sørme også en sejr for liberalismen og markedskræfterne. Det skulle jo unægtelig fylde nogle af os med glæde og begejstring–en slags "vind/vind"-situation. Men … sådan plejer det jo ikke at hænge sammen i politik, så udover at være forvirret, kunne man måske også frygte, at det bliver en slags "tab/tab".

Damn' if you do, damn? if you don't.

* Feinschmeckere med sans for både retorik og politisk historie vil her bemærke en variant af det engang så herostratisk berømte udsagn "Dét, som Svend mener, er …", men her vel at mærke anvendt af objektet selv i en slags samstemmighed med det tidligere subjekt.

Ugens citater: Lars "von" Trier om frihed, Bush og verden

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. maj 2005. Skriv et svar

Fra sidste uges bundløse dybder i Cannes rapporterede Jyllands-Posten disse interessante filosofiske ræsonnementer:

“Grunden til, at der ikke er svar i min film, er, at det ud fra et samfundsmæssigt synspunkt gælder om at holde spørgsmålene åbne. Sådan at forstå, at et ord ikke bare hedder demokrati. For demokrati er ikke bare demokrati. Demokrati er noget, der bliver nødt til at blive diskuteret og genopfrisket hele tiden. Det samme gælder ordet frihed. Spørgsmålene skal være åbne. Ellers bliver demokrati og frihed ord, som vi alligevel ikke er enige om betydningen af.”

Så altså noget skal ikke bare være, hvad det er, men evt. også være en masse andet, inkl. ting som det ellers ikke er. Frihed og demokrati for nogle kan f.eks. godt blive opfattet som ufrihed og mangel på demokrati af andre, og fordi nogle kan opfatte ting anderledes end andre, er der ikke noget, der nødvendigvis er, hvad det er–og det bliver vi nødt til at diskutere. Men hvordan kan man diskutere sig frem til “noget”–en slags konklusion–hvis intet er rigtigere end andet. Hmmm.

Og videre:

“Jeg tror ikke på, at der ligger oliemillioner, taktiske manøvrer og andet bag [Bush]. Han kan kun gøre, hvad han gør, hvis han mener det. Alt andet er umenneskeligt. Dybest set tror han på, at det bliver en bedre verden. Det tror jeg også, at Stalin og Hitler og alle dem gjorde.”

Så altså en slags syllogisme: 1. Bush ønsker en bedre verden. 2. Stalin og Hitler ønsker en bedre verden. –> 3. Bush = Stalin og Hitler. Eller hva’?

Vi lader de smukke og indsigtsfulde levende billeder stå og flimre et øjeblik.

Kraften er med SWIII: ROTS

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. maj 2005. 1 svar

Ok, så fik jeg set Star Wars III: Revenge of the Sith. Og hvad synes jeg så? Var den god i sig selv? Var den en passende "afslutning" på en stor serie? Var den politisk korrekt og anti-Bush?

Ja, jeg synes, at den var god: Den var relativt underholdende, fik sat historien på plads og flettet tråde, var filmisk ekstremt flot og var passende dyster, og den var ubetinget den bedste i den nye "prequel" trilogi. Ja, jeg synes, at teknikken tog lidt overhånd, og ja, selvom historien blev knyttet sammen, er der både gabende huller og decideret fjollede uforståeligheder.

Men ja, først og sidst: jeg mener fortsat, at det er en fantastisk frihedsorienteret historie, om kampen mellem det gode og det onde, mellem frihed og tyranni.

Det kom klarest til udtryk i en af filmens mest centrale scener, hvor kansler Palpatine har afsløret sig som Darth Sidious, har indledt angrebet på Jedi-ridderne og med et forvredent ansigtsudtryk udbryder i et halvtorgastisk skrig, hvad han nu har opnået: "… unlimited power!"

Og jeg syntes godt om scenen, hvor Padmé Amidala deltager som senator, da senatet vedtager at afskaffe sig selv og overgive al magt til kansleren som kejser i det nye galaktiske imperium som skal erstatte republikken: "So this is how liberty dies? To thunderous applause." Det er desværre set for mange gange udenfor filmlærredet.

Der er også to fine scener mellem Palpatine og Anakin Skywalker, hvor førstnævnte afslører sig som en moralsk relativist og en magthungrende opportunist, og hvor der klart er en sammenhæng mellem de to aspekter. "Good is a point of view" siger Palpatine affærdigende over den unge Skywalkers endnu naive moral, og lidt senere: "If one is to understand the great mystery, one must study all its aspects, not just the dogmatic, narrow view of the Jedi." Altså, man skal ikke kun være skeptisk overfor "kraften" og bruge den fornuftigt; man skal også se potentialet i dens mørke sider.

MEN … det er klart, at der også har sneget sig lidt politisk korrekthed ind, og det er tydeligt, at der var et par indsatte "hip", der var rettet mod Bush, og som uden tvivl ville have lydt i hvert fald lidt anderledes, hvis filmen havde været lavet for 28, 18, otte eller blot fire år siden.

Heldigvis var begge dele relativt beskedne i forhold til historiens hovedtema.

Eksemplet på politisk korrekthed er den af David Gress og National Review Online omtalte indledningstekst om, at der i klone-krigene "var helte på alle sider og ondskab alle steder". Det er faktisk lidt svært at få øje på heltene på "mørkets side", hvor den mindst onde formodentlig er Anakin Skywalker/Darth Vader–og han slår i denne film små, uskyldige børn ihjel! Og at kalde klonerne for helte er jo decideret absurd (for så vidt at "heroisk" er noget, mennesker er–ikke maskiner).

Irriterende er også den post-moderne formulering fra Padmé om at "This war happened because of a failure to listen." Nej–krige begynder ikke fordi folk ikke taler nok sammen eller lytter nok: De begynder, fordi nogle synes, at det er ok at anvende vold mod andre.

Det efter min mening mest inderligt irriterende er derimod i filmens dramatiske højdepunkt: lyssværdskampen på vulkanens rand, mellem Obi-wan Kenobi og Anakin Skywalker. Skywalker hylder her imperiet som garantien for, at magten nu kan bruges til at nå gode mål med, og at den kan garantere fred og sikkerhed, og at dem, der er imod dette, er imod Anakin. Hertil svarer Obi-Wan, at kun en mørkets fyrste taler i sådanne moralske absolutheder.

Det irriterende ved dette er efter min mening ikke så meget, at dialogen tydeligvis er blevet passet til, så den kan give associationer til Bush-regeringens argumenter i krigen mod terror. (Sammenlign Anakins "If you're not with me, you're my enemy." med Bushs "Either you are with us, or you are with the terrorists.") Jeg mener sådan set, at det er sundt nok at minde amerikanerne (og alle andre) om, at dét at opgive noget af ens frihed af hensyn til ?trygheden? kan være en farlig handel?og én som man ofte kun kommer til at lave én gang.

Det afsindigt irriterende er derimod, at replikken er i direkte og skærende kontrast til det billede af Sith-fyrsten, Darth Sidious, der er blevet tegnet blot kort før: som netop moralsk relativist. Der er intet absolut over Sith-fyrsten andet end den absolutte magt–og det er tydeligvis ikke det, Kenobi refererer til.

Og i selv samme sene siger Obi-Wan: "Don't you see? Chancellor Palpatine is evil!", hvortil Anakin svarer, "From my point of view, he is good." Altså, her giver Obi-Wan netop udtryk for, at der er moralske værdier, hvorimod Anakin giver udtryk for en slags post-moderne relativisme.

Her–som i den indledende tekst om "helte på begge sider" og i Padmés ord om dialog–virker det vitterligt som om, at den gode George Lucas (som så mange amerikanere) har forvekslet det at være frisindet og tolerant med det partout at skulle være relativist. Det er manuskriptændringer, der ikke blot er overflødige men direkte i strid med resten af film-seriens ånd, og det kunne man have været foruden.

Men, men … I det store billede var dét detaljer. Og de kompenseres meget godt af "mørkets kræfter" i størstedelen af serien ganske klart er venstreorienterede: Tilhængere af en stor offentlig sektor, handelsprotektionisme og modstandere af frihed, konstitutionalisme og magtdeling. Og skal man endelig se lighedspunkter mellem kansler Palpatine/Darth Sidious/kejseren–altså en relativistisk politiker, der undergraver friheder og konstitutionalisme og tilraner sig magt–så er der langt mere klare og nære eksempler end George W. Bush, og de er stort set alle venstreorienterede i et eller andet omfang (Fidel Castro, Robert Mugabe, Hugo Chavez, Vladimir Putin, Saddam Hussein, Tony Blair). I mellemtiden har den udmærkede John Tierney (som vi tidligere har omtalt) dette noget andet (og ikke uinteressante) "take" på filmen.

PS. Hayden Christensen er en forfærdelig skuespiller! Han har to ansigtsudtryk: ét tomt og ét, hvor han ligner en ung Christopher Lambert i første halvdel af Greystoke. Christensens bedste scener var i filmens sidste ti minutter … 😉
PPS. Natalie Portmans fine skuespiltalent er her klart underudnyttet. Til gengæld har hun jo ihvertfald én anden, ganske væsentlig kvalitet, som dårlig instruktion ikke kan spolere.

Intet nyt fra vestfronten (er godt nyt)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. maj 2005. Skriv et svar

Dr. Alan Reynolds fra Cato Institute havde i forgårs denne interessante kronik i Wall Street Journal i tilknytning til debatten om social mobilitet i USA. Reynolds argumenterer, at den sociale mobilitet i USA fortsat er rekordhøj, og at den afgørende forskel er familiens opbakning og mulighederne for at gøre en ekstra indsats og nyde frugterne deraf.

Hat tip til min gamle ven, Tom Palmer!

Filantroper, filosoffer og det frie marked

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. maj 2005. 1 svar

Den amerikanske konservative Commentary Magazine har en interessant artikel om den rolle, som fonde og erhvervsliv har spillet (og ikke har spillet) med hensyn til at støtte amerikanske konservative/liberalistiske organisationer og tænketanke–og derigennem påvirke amerikansk samfundsdebat. Én konklusion er nok, at det ikke er toppen af amerikansk erhvervsliv, der har gidet støtte sådanne; en anden er, at dem, der har gidet, i virkeligheden har haft stor indflydelse. Artiklen bør nok især læses med interesse af ledelsen for CEPOS og dem, der støtter (og ikke støtter), dette fortrinlige projekt.

Hat tip til David Gress!

PS. Vil man læse om den "anden side" i forhold til erhvervslivet–de intellektuelle–og vil man forstå, hvorfor så mange af dem intuitivt er så fjendtlige overfor et frit samfund, så er et af de bedste steder at begynde Robert Nozicks fremragende essay "Why Do Intellectuals Oppose Capitalism?".

May the force be with you …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. maj 2005. 2 svar

Mange er gennem tidens løb blevet klar over, at George Lucas formodentlig skjuler en frihedselskende liberal bag sin Hollywood-maske–der er ihvertfald en hel kult af folk, der har læst libertære politisk-ideologiske budskaber ind i hans film (f.eks. Samizdata.net).

Og i dagens anledning–hvis De skulle være i tvivl: den 28 år ventede premiere på Star Wars III–leverer Punditokraterne et par relevante link. Bare sådan lige for at markere, at der i hjertet på enhver mere eller mindre gråsprængt Punditokrat gemmer sig en lille dreng–f.eks. én der for ca. 28 år siden, som pre-pubertær knægt, tryglede den lokale kioskejer om den Star Wars-plakat, han havde hængede som reklame i sin lille butik på Læssøegade, og som brugte en lommelygte til at illudere det lyssværd, han kunne bekæmpe "The Evil Empire" med. (Eller var det en anden historie?)

Økonomen Mark Thornton havde i sidste uge denne artikel på Misesblog ("What is the 'Dark Side' and Why Do Some People Choose It?"), og den er en fortsættelse af et par tidligere om samme emne. Jeg skal selv se filmen på søndag–and may the force be with you too …

Forskning og fakta om fred og frihed

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 18. maj 2005. 3 svar

Den amerikanske samfundsforsker, professor R.J. Rummel har i en lang årrække forsket i sammenhængene mellem på den ene side frihed (personlig, økonomisk og politisk) og på den anden side krig, folkemord og politisk vold. Han har længe haft websitet “Power Kills”, hvor han har placeret en lang række af sine arbejder og datasamlinger, men har nu også lanceret bloggen “Freedom’s Peace”. Begge er et besøg værd, hvis man er interesseret i empirisk orienteret forskning, der overvældende bekræfter, at frihed er godt for de fleste ting i livet.

Frihedens forfatning II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 17. maj 2005. 1 svar

Punditokraterne omtalte fornylig New York Times Magazine's artikel om de klassisk-liberale/frimarkedsorienterede konservative amerikanske jurister, der i en årrække har kæmpet for en tilbagevending til den fortolkning af den amerikanske forfatning, som var fremherskende før New Deal–d.v.s. med relativt snævre rammer for, hvad forbundsstaten kan varetage af opgaver.

Jeffrey Rosens artikel vakte en del opsigt–især i denne tid, hvor der netop er en intens kamp om dommerudnævnelser i senatet, og hvor man står overfor formodentlig en eller to udskiftninger i Højesteret inden årets udgang.

Nu har min bekendt, Dr. Michael S. Greve fra American Enterprise Institute–én af dem der var portrætteret i Rosens artikel–svaret igen på denne med en ny artikel, og det går ikke stille for sig. Greves hovedbudskab er, at ja–den amerikanske forfatning er truet, men det er ikke af liberalistiske eller konservative jurister:

"Everybody, chill. Libertarians are notoriously incapable of planning a lunch. With the lone and arguable exception of Justice Clarence Thomas, all sitting justices have time and again reaffirmed New Deal precedents and shunned opportunities to limit their reach. The Rehnquist Court's federalism "revolution"–the principal target of liberal wrath–consists of margin-nibbling decisions that no ordinary American has heard of, and recent (and, probably, forthcoming) decisions strongly signal an abandonment. At the same time, the supposedly conservative Court has cranked out an amazing array of newfangled rights, especially on sexual mores. In short, I despair of our supposed plans for toppling the New Deal."

For Greve er den amerikanske forfatning derimod truet af jurister, der lader sig inspirere af europæernes måde at tænke i forfatninger på, "La Constitution" …:

"The proposed European Constitution, signed in 2004 and now awaiting ratification by member states of the European Union, spans 448 articles, including social-democratic rights to warm progressive hearts–"respect for his or her physical and mental integrity," "access to preventive health care," and "continuing education." Voters in the various EU countries may get to vote on the monstrosity, or they may not, for fear that they might reject it.

Consistent with past European practice, such as adoption of the Maastricht Treaty to cement the European Union, those who do get to vote will probably be obliged to do so until they approve. A no vote, French President Jacques Chirac has threatened, means the end of Europe.

What a yes vote means isn't exactly clear. Despite its stupendous length, the constitution leaves crucial questions–including taxing and military authorities–for a later day. A constitution, European officials say, is a "process." No backsliding from the accumulated mistakes, ever-forward movement toward ever-closer union. We will tell you later what it means and where it will end.This breed of constitutionalism differs from that of the American Founders, who confronted elected state conventions with an up-or-down choice on a Constitution of clearly defined powers and restrictions."

Man kan sige meget om amerikanske jurister–og jeg er gift med én, der nærmest er en af slagsen, så jeg er lidt (positivt) forudindtaget (og Greve selv er iøvrigt tysk)–men i lyset af den on/off småt derudaf tøffende hjemlige debat om en evt. grundlovsændring, hvor det synes som om, at det nyeste årtusindes væsentligste konstitutionelle spørgsmål er relateret til kønnet på HKH Kronprinsessens kommende barn, så må man sige, at den amerikanske forfatningsdebat finder sted på et noget højere plan. Hvem er klar til at gå i brechen for at give en evt. kommende dansk grundlovsdebat et niveau og et indhold, der er mere visionært og dybsindigt end, hvad … ahem … Niels Helveg Petersen og Aage Frandsen hidtil har kunnet levere?

Elitær maternalisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 16. maj 2005. Skriv et svar

Jeg havde i forgårs min faste klumme i Berlingske, hvor jeg stak lidt til Det Radikale Venstre, som snart fylder 100 år. Den er ikke alment tilgængeligt på nettet, så her er lidt uddrag:

"Engang i 1980erne lød en spydig, men tyndslidt vits, at en Radikal var en person, der ville dø af sult ved et tag-selv-bord. Det var dengang, da de Radikale i et årti lå som tungen på den parlamentariske vægtskål, og hvor man lavede økonomisk politik til højre og førte udenrigspolitik til venstre.

Men det var ikke en unaturlig rolle for de Radikale. Partiet er i sit udgangspunkt grundlæggende et borgerligt-liberalt parti, som historisk har omfavnet værdier som frihed og demokrati, markedsøkonomi og ansvarlighed, retsstat og konstitutionalisme, og som derfor let kunne samarbejde med Venstre og de Konservative. Omvendt har partiet også sine ubetvivlelige pacifistiske og kulturradikale islæt, som gjorde det til en naturlig samarbejdspartner for venstrefløjen. Man stod med arven fra husmændene endnu lidt med ét ben blandt de liberale selvejere og med et andet blandt de kulturradikale akademikere.

Sådan er det ikke i dag. Når partiet i næste uge kan fejre 100 år, har man fuldendt en ideologisk drejning og en social fornyelse. For blot et år siden var der ellers tegn på, at de Radikale kunne blive en slags liberal udfordring til regeringen. Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti har siden midten af 1990erne alle synligt bevæget sig mod midten af dansk politik, og på bl.a. skattepolitikken og retspolitikken markerede de Radikale en position, der ikke mindede om hverken regeringens flertal eller venstrefløjen.

Men nu er der langt mellem de liberale snapse – lige bortset fra udspillet om at sænke marginalskatterne, og det var endda et forslag, som brillerede ved både at kunne tiltrække højtlønnede vælgere og være et gratis løfte, fordi både Socialdemokraterne og til dels V og DF havde sagt, at det ville man ikke være med til. Man vil ændre bilbeskatningen med det erklærede mål at gøre det dyrere at have en bil – men det er også let nok, når man ikke længere har vælgere på landet. Man melder gladelig ud, at rygning skal forbydes i alle offentlige bygninger, restauranter m.v. Man vil gøre det kriminelt at gå til prostituerede. Man vil censurere reklamer med »seksuelle undertoner«. Man ville udøve sindelagskontrol over for den italienske EU-kommissærkandidat Rocco Buttiglione, desuagtet at han svor at ville respektere alle demokratiske beslutninger og rettigheder: Man dømte ham politisk ukorrekt, fordi han tillod sig som privatperson at mene, at nogle handlinger er mindre moralske end andre. Og partiets nestor, Niels Helveg Petersen, genfremfører nu et grundlovsudkast, der vil indebære en gennemgribende politisk socialisering af stort set alle dele af samfundet, som man skal helt tilbage til 1970erne for at høre en dansk toppolitiker forfægte.

Alt i alt en politik, der ligger mere på linje med en maternalistisk teknokrats tankegang end en frisindet husmands. Men det er måske ikke tilfældigt, at skiftet er sket samtidigt med, at man er gået fra at være husmændenes parti til at være partiet for den højtlønnede, offentligt ansatte, akademiske elite. Man siger, at hunde og deres ejere med tiden kommer til at ligne hinanden, og sådan er det nok også med partier og deres vælgere. I dag er der ikke én eneste husmand i den radikale folketingsgruppe, som til gengæld er velsignet med 100 pct. akademikere. Ifølge Magtudredningen er partiet med de absolut mest vellønnede vælgere. En Vilstrup-undersøgelse, foretaget for Dansk Aktionærforening i vinteren 2004, viste tillige, at næsten en tredjedel af SR-vælgerne har friværdi i deres bolig på over 500.000 kr. og en stor gruppe runder 1 mio. kr. - blandt de Radikale hele en femtedel. … Partiet repræsenterer dem, der nyder godt af en stor offentlig sektor, og som hele deres liv har beskæftiget sig med at planlægge andres liv. Der skal også nok blive fejret behørigt luksuriøst, når partiet runder de 100."

Femten fede til Frederik

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. maj 2005. 1 svar

De seneste par dage har vi her og i Berlingske Tidende set en opblomstring af en pudsig?og noget kunstig og søgt?debat om Grundtvig og liberalisme. Nogle indlæg har været sprogligt usammenhængende, intellektuelt selvmodsigende og decideret fjollede, mens andre har været tænksomme og indsigtsfulde (f.eks. Henrik Gade Jensen, der altid har noget interessant at bidrage med), eller morsomme og snusfornuftige (som Jan E. Jørgensen i dag). Men min med-punditokrat Mr. Law har som sædvanlig så rigtigt sat fingeren lige i såret og spurgt: Hvis Grundtvig er svaret, hvad var spørgsmålet så egentlig?

Bevares.  Jeg har også megen respekt for den gamle mand. Altså Grundtvig (eller, som han kærligt hedder i min svigerfamilie, hvor ind i han giftede sig i en meget moden alder: Den gamle gris).

Faktisk ganske megen respekt. Grundtvig var–udover en stor humanist, en god historiefortæller og noget af et karismatisk livstykke–en mand for mig. En god hårdnæset liberalist, der ønskede kraftige konstitutionelle begrænsninger på statsmagten, kæmpede for ytringsfriheden, modsatte sig omfordeling og kritiserede stort set ethvert statsligt indgreb i samfundsøkonomien. Han leflede ikke for folkestemningen og det småborgerlige og dyrkede ikke den aktive og ambitiøse stat.

Kort sagt: Grundtvig lå i praksis på mange, ganske centrale punkter meget langt fra den nationalromantiske "folkeligheds" dyrkelse, som mange hylder ham for i dag. Jeg tror faktisk, at der–når alt kommer til alt–er væsentligt kortere mellem på den ene side Grundtvig og på den anden side f.eks. Christopher Arzrouni, Martin Ågerup, Fogh Rasmussen (Anno 1993), Søren Pind m.fl., end der er mellem førstnævnte og de, der i dag tager hans navn lettere forfængeligt. Ville Grundtvig f.eks. gå ind for de fleste af de–set fra et borgerligt-liberalt hold–politiske monstrøsiteter, som Dansk Folkeparti står for? Ville Grundtvig synes, at de kgl. privilegerede, statssubsidierede og selvsmagende højskoler af i dag, fyldt med venstreorienterede akademikere og efterlønsmodtagere, er udtryk for det særligt "folkelige" eller særligt "danske"? Jeg tror det næppe.

Men hvad kan man så bruge ham til i dag? Altså hvad var dét eller de spørgsmål, som Mr. Law efterlyste? Man kan med Grundtvig måske nok få en vis stemningsfuld begejstring for det "danske", men fortæller det os særligt meget om, hvad man kan eller ikke kan, bør eller ikke bør?

Måske, måske ikke.

Paradokset her er nok i særdeleshed ét, der er gået upåagtet hen over Thue Kjærhus & Co.: at hvis Grundtvig kan bruges til at sige noget, vi kan anvende her 150-200 år efter, så må det netop være, fordi han har sagt noget abstrakt–noget af en vis universalitet og tidløshed. Og det er netop dét, som man samtidigt anklager andre for.

Lad os prøve en gang at se, hvad der kunne være interessante spørgsmål at stille gamle Mr. G.:

  1. Hvad er det rette kriterium for at bedømme, hvem der har ret til hvilke immuniteter og besiddelser (ejendom, o.s.v.)?
  2. Hvornår bør sådanne rettigheder være ubetinget ukrænkelige (om nogensinde)?
  3. Er det ideelle i det moderne samfund at begrænse statsmagten eller anvende den til at gøre de "rette" ting med? Eller de "gode" ting? Og hvis en af de to sidste muligheder, hvor går grænserne så for, hvad staten bør gøre?
  4. Hvad er forholdet mellem demokrati og velstand? Er det lineært? Og i så fald positivt eller negativt? Og hvis det ikke er lineært, hvor er optimum så henne?
  5. Ditto m.h.t. forholdet mellem uddannelse og velstand?
  6. Ditto m.h.t. forholdet mellem frihed og velstand?
  7. Hvis det i tilfælde med mere end to personer, som skal vælge mellem mere end to alternativer, er umuligt at aggregere individuelle præferencer (ønsker, motiver, o.s.v.) til et kollektivt valg baseret i samme, som på samme tid er meningsfuldt og opfylder en række almene fairness kriterier, kan man så overhovedet tale om, hvad "folket" vil have? Hvad "folket" har "godt af"?
  8. Når nu man interesserer sig for, hvem der har for meget, og hvem der har for lidt, hvilke af disse principper er så bedst: Alle skal have lige meget; alle skal have det, som de retmæssigt har erhvervet sig, uanset den fordelingsmæssige konsekvens; uligheden i fordelingen af goder må være så stor, som det vil være til gavn for de dårligst stillede; ingen skal have mere end x pct. mere end standardafvigelsen fra medianen; ingen skal have mere end x pct. mere end standardafvigelsen fra gennemsnittet; ingen skal have mindre end en vis minimums-levestandard.
  9. Antag at indvandring til et land, alt andet er lige, er med til at hæve levestandarden for alle i landet; er indvandringen så en god ting eller en dårlig ting?
  10. Antag at indvandring til et land, alt andet lige, er med til at hæve levestandarden for alle i landet?bortset fra dem, der er for dovne og dumme og forkælede til at tage konkurrencen om jobbene op; er indvandringen så en god ting eller en dårlig ting?
  11. Hvad er bedst: A) et land med stort ?folkeligt fællesskab? ("folkelig sammenhængskraft" o.l.) og lav levestandard for alle, eller B) et land hvor vi for nærværende lader folke-delen stå ubeskrevet, men som til gengæld har en høj levestandard? Hvis det første, hvor fattige skal man så ende med at være, før det er værd at give køb på det "folkelige fællesskab"?
  12. Under hvilke omstændigheder må et menneske anvende tvang overfor et andet? Når det gælder om at redde eget liv? Redde andres liv? Gøre godt?
  13. Under hvilke omstændigheder må en eller flere stater anvende militær magt overfor en eller flere andre stater?
  14. Er Bushs budgetunderskud rigtigt smarte ("Reagan's Revenge") eller rigtigt dumme eller bare lidt ligegyldige?
  15. Skulle man som Grundtvigianer heppe på Bush eller Kerry (eller sofaen)? Og hvorfor egentlig? Og ditto med Blair, Kennedy og Howard?

Af disse spørgsmål er en håndfuld lånt fra et par relativt nylige Nobelprismodtagere i økonomi (og en kommende), et par stykker fra nogle fremtrædende nutidige politiske filosoffer, og en del af de sidste er bare sådan nogle relativt interessante nogle, som et godt middagsselskab skulle kunne give anledning til et synspunkt eller tre om.

Jeg er ikke sikker på, at jeg selv kan give gode og fyldestgørende svar på alle disse–og så skal man heller ikke forlange det af andre.  Kan Grundtvig ikke svare på alle sammen, så kan han nu nok stadigvæk være meget god. Som en kilde til forståelse af dansk fortid. Som en interessant del af dansk fortid. Som salmedigter. Som en finurlig gammel rad. Men kan man ikke bruge "Grundtvigsk" tankegods til at sige bare lidt om bare en del af disse, så er det faktisk lidt svært at se Grundtvigianismens fascination–andet end at den kan være interessant for dem, der sætter en dyd i at sidde i mørket og diskutere, hvor smukt lyset var. Så kan man i hvert fald ikke bruge Nicolai Frederik Severin Grundtvig til at sige særligt meget dybsindigt, kontant eller relevant for det samfund, vi lever i, og de udfordringer vi står overfor.

Howards End III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. maj 2005. 1 svar

Nå, Michael Howard har så taget konsekvensen og sørget for, at Tory-partiet nu vil kunne konkurrere med de danske konservative om at have flest partiledere på færrest år. (Her ser man dog også ud til at tabe.)

Det amerikanske konservative tidsskrift National Review har denne gode leder om, hvad der kunne være Toryernes fremtidige strategi, og The Guardian har med udgangspunkt i odds fra Ladbrokes en liste over de mulige partiledere. Selv ville jeg nok heppe på David Davis som det mindste af onderne (eller Michael Portillo, men mange mener tilsyneladende, at dét tog er kørt–han er ihvertfald slet ikke på listen!).

PS. Super-bloggeren Andrew Sullivan har iøvrigt denne passende kommentar til National Reviews kommentar om, at Toryerne nu bør satse på "limited government":

"So NRO now supports limited government? So why have they not blasted consistently at George W. Bush's complete abandonment of limited government and fiscal balance? As I have written before, Tony Blair's incremental increase in government spending is pure Thatcherism compared to Bush's big government explosion. Wouldn't it be great if NRO actually used the same principles it deploys against Blair and Howard against Bush? And don't give me the excuse of occasional pathetic worries about Bush's spending. If a Democrat had Bush's record, NRO's assault on him would be daily and relentless."

Howards End II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. maj 2005. Skriv et svar

Min med-punditokrat, Mikael Bonde Nielsen, har naturligvis ret: Nederlaget til Toryerne bør på baggrund af den kampagne de førte få dem til at gå i tænkeboks m.h.t. partiets fremtidige linie. Men de behøver såmænd ikke at overveje denne så meget–when you find yourself in hole, stop digging! Et godt råd til partiet kom allerede dagen før valget i en kronik i Wall Street Journal Europe af John Wheatcroft, som foreslog, at partiet skulle gå tilbage til Edmund Burkes konservatisme–men vel og mærke af den type, som de fleste såkaldte Burke-konservative ikke kender, fordi de generelt aldrig har læst eller forstået, hvad Burke faktisk repræsenterede: en pragmatisk, skeptisk liberalisme snarere end en mere autoritær statskonservatisme. Wheatcroft skrev bl.a. om Torierne:

"Where do they go from here if they are to recover? Just as much to the point, how did they get to here? As the progenitor of intelligent conservatism once remarked, when things go wrong there is always a temptation to enquire "not how we got into this difficulty, but how we are to get out of it," or "to consult our invention, and to reject our experience."

And yet, Edmund Burke went on, this was "diametrically opposed to every rule of reason, and every principle of good sense." Far from ignoring the actions that have caused our present difficulties, we should take a strict review of them, "in order to correct our errors if they should be corrigible; or at least to avoid a dull uniformity in mischief, and the unpitied calamity of being repeatedly caught in the same snare."

Ifølge Wheatcroft ligger svaret ikke i Howards linie xenofobiske, paternalistiske konservatisme:

"Under his leadership the Tories have fought a remarkably brutal campaign, which may also have been misguided. They have denounced gypsies, foreigners and criminals, and attacked Mr. Blair in such personal terms as have rarely been heard before in British politics. Mr. Howard has warned of hordes of immigrants coming here "for nefarious purposes." The Tories have asked "How would you feel if a bloke on early release attacked your daughter?" and have said of Mr. Blair, "If he's prepared to tell lies to take us to war he's prepared to lie to win an election."
Not only has this distressed gentler souls in the party, it hasn't worked. There is some evidence that the bare-knuckle coarseness of the Tory campaign has actually backfired by alienating as many anticollectivist but socially liberal middle-class voters as it has picked up embittered nativists.
At the same time, Mr. Howard has been notably chary about fresh thinking from within his party … One Tory faked a photograph to show himself attacking asylum seekers, while another runs on the slogan "What part of 'Send them back' don't you understand, Mr. Blair?" Neither of those suffered more than a mild rebuke from Mr. Howard."

Derimod er politikere, som har stået fast på Thatcherske idealer om begrænset statsmagt, lave skatter og individuel frihed blevet slået ned med omtrent samme argumenter og metoder, som man under tiden ser blandt danske borgerligt-liberale partiers ledelser, når medlemmerne våger at forsøge at holde dem til partlinien:

"[Howard] behaved in well-nigh Stalinist fashion when it came to ejecting two others from the party … And the crimes for which they were "deselected" by Mr. Howard? Mr. Flight's was to have thought out loud about the need for deeper tax cuts, Mr. Kruger's to have proposed "creative destruction"–a phrase with which Mr. Howard affects to be unfamiliar–in our sclerotic public services. Plenty of people would say that the Tory leader sacked the wrong two men.
This nervousness about mounting a serious challenge on taxes and spending is matched by Mr. Howard's feeble display over civil liberties. The Blair government has relentlessly assaulted the basic principles of due process and individual freedom, from jury trial to incarceration without trial and compulsory identity cards. Rather than defend our ancient liberties, the Tories have competed with authoritarian rhetoric to please the tabloids."

Men hvor ligger fremtiden så for Torierne? Wheatcroft antyder svaret:

"Over the ages, the Tories have repeatedly reinvented themselves, co-opting one social group after another and drastically adapting their program. The last, brilliantly effective reinvention came under Margaret Thatcher, when the Tories wholeheartedly embraced the competitive free market (by no means always part of their creed) and preached social and economic liberation. Part of Tony Blair's secret is, of course, the way that he has embraced so much of that Thatcherite legacy while fashioning it to his own purposes. …

To avoid a dull uniformity in mischief, the Tories might step back after the election and wonder how they got it so badly wrong. Their attack on immigrants has not only left a nasty taste, it was wrongheaded. Our country badly needs incomers. … On top of that, Mr. Howard has, while accusing Mr. Blair in savage terms of lying over Iraq, not only said that he supports the war still but that he would have done even if there had been no evidence at all of weapons of mass destruction. Leave aside the logic of that, it has alienated many of his supporters. … If the Tories now find further leisure in opposition, they might try consulting their experience in the hope of correcting their errors. They could go on in the present Poujadist direction, voicing the sournesses of the alienated and embittered. Or they could try one further reinvention, as an economically (small-state) and socially (open-minded and diverse) libertarian party, while adopting a critical attitude to the increasing centralism of the European Union and also the unconditional American alliance.That may be unlikely at present, but the alternative for the Tories is to be caught yet again in the same snare. And then, "unpitied calamity" will surely be the words."

Politisk ukorrekt forskning

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. maj 2005. Skriv et svar

Den fortrinlige økonom-blog MarginalRevolution.com er begyndt at køre en serie poster med omtaler af politisk ukorrekte forskningsresultater. Den er værd at følge; indtil videre er der fire bidrag.

Samme blogs Tyler Cowen giver også nogle hurtige spilteoretiske perspektiver på rationel adfærd i.f.m. tortur! De kommer nok for sent til at kunne være til gavn for en vis hr. al-Libbi.

2008: Hillary Clinton mod … hvad sagde jeg!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. maj 2005. 3 svar

Det er officielt: jeg tildeler hermed mig selv Årets "Hvad Sagde Jeg!"-pris, omend det kan vise sig at være tre-fire år for tidligt (og iøvrigt ikke være rigtigt). Kryptisk?

OK, jeg har længe, længe, længe–d.v.s. over tre år–sagt, at Republikanernes præsidentkandidat i 2008 meget vel kunne blive Senator George Allen, fhv. guvernør over staten Virginia. Hans kombination af at være landspolitiker, men fhv. guvernør (og dermed kunne spille på både at være erfaren og "udenfor the Beltway"), se rimeligt godt ud (for en politiker), være relativt ung (d.v.s. se ældre ud end John Edwards, men være væsentligt yngre end Bob Dole), være fra en sydstat (som man reelt skal vinde), men fra en nordlig én (og dermed ikke med et red-neck image), være meget "konservativ" i økonomiske spørgsmål (d.v.s. frimarkeds-orienteret), men ikke så-konservativ-at-det-(virkelig)-gør-noget i religiøse og sociale spørgsmål (og dermed mindre uvalgbar for midten af amerikansk politik) … gør, at han alt andet vil stå rimeligt stærkt, når et parti ikke kan stille med en "naturlig" kandidat (når hverken Bush eller Cheney stiller op). Jeg skrev faktisk lige efter sidste præsidentvalg rundt til en række andre forskere med interesse for emnet og propaganderede for synspunktet. Den typiske respons var dengang "George hvem?"

Men nu viser det sig, at Washingtons insidere tilsyneladende mener det samme (altså som mig). Det respekterede tidsskrift National Journal har foretaget en meningsmåling blandt 175 top-politicos i Washington og spurgt dem om, hvem de tror, der bliver de to partiers præsidentkandidater i 2008.

Her er, fra Wall Street Journals daglige "OpinionJournal's Political Diary" (mit daglige fix), den indsigtsfulde redaktør John Funds opsummering:

"The Republican presidential field is wide open with the decisions of Vice President Dick Cheney and Florida Governor Jeb Bush not to run. So the 85 GOP insiders polled by the Journal had a tough decision deciding who has the best chance of capturing the 2008 GOP nomination. Their surprise choice was Virginia Senator George Allen, a former governor who likes to emulate Ronald Reagan's sunny conservatism. Factors cited in his strong showing were his ability to connect with the party's conservative primary voters and his hiring of campaign strategist Dick Wadhams, who helped engineer the defeat of Senator Tom Daschle last year.Just behind Mr. Allen was Senator John McCain, who has much higher name ID but a maverick reputation among GOP primary voters. A little further back were Senate Majority Leader Bill Frist and former New York Mayor Rudy Giuliani. They were followed in descending order by Massachusetts Governor Mitt Romney and Mississippi Governor Haley Barbour, who made a surprisingly good showing.

On the Democratic side, no one would be shocked that the 90 Democrats surveyed by the National Journal's "insider" poll gave Senator Hillary Clinton more than twice as many votes as second-place finisher John Edwards.Virginia Gov. Mark Warner came in third, reflecting in part the fact that he was the only southern governor on the list. The last two Democratic presidents — Jimmy Carter and Bill Clinton — both came out of the same talent pool. After Mr. Warner, the insiders tabbed moderate Senator Evan Bayh of Indiana as the next most likely nominee. He was followed by 2004 nominee John Kerry, New Mexico Governor Bill Richardson, Iowa Governor Tom Vilsack and Delaware Senator Joseph Biden, a 1988 presidential candidate who appears to be in the mood for a last hurrah. Last place in the Democratic field according to party insiders? Former Vice President Al Gore, now part-owner of a struggling cable channel. "He's down there with Mike Dukakis as someone you wouldn't want in your Rolodex," was the acid conclusion of one party official."

For de af os, der ikke kun er akademisk interesserede i, hvem kandidaterne kan blive, men tillige måtte foretrække politikere af en mere eller mindre libertær karakter, kan det være værd at bemærke, at Senator Allen får ganske høje rankings af Republican Liberty Caucus, d.v.s., den organiserede liberalistiske fraktion indenfor det Republikanske Parti. I dettes Liberty Index, baseret på kongresmedlemmernes afstemningsadfærd, scorede Allen således i 2004 90 af 100 mulige point på økonomisk frihed og 70 af 100 mulige point på personlig frihed. Han fik dermed af de fem mulige etiketter, som RLC uddeler, betegnelsen "libertarian". (Til sammenligning fik den bedst scorende af alle senatorer, John Sununu, Jr., henholdsvis 95 og 84. I den anden enede af spektret fik Edward Kennedy henholdsvis 5 og 25 point og betegnelsen "authoritarian".)

Men inden nogen nu på min vurdering begynder at investere i Allen-futures på Iowa Electronic Market, så lad mig tilføje, at jeg i 2000 i næsten et år hårdnakket påstod, at der ikke var nogen måde, hvorpå Al Gore kunne tabe, og at jeg sidste efterår nævnte Senator Rick Santorum som en anden mulig præsidentkandidat i 2008.

Errare punditokratem est …

De selvovervurderende skandinaver

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. maj 2005. 1 svar

Jeg havde i går en klumme i Danmarks bedste dagblad, Berlingske Tidende. Jeg lyder måske som en plade, der er gået i hak, men som bkendt kan man ikke få for meget “too much of a good thin’ …”, så her er et uddrag:

“Hvor USA over de seneste 25 år har haft en gennemsnitlig årlig vækst på 3 pct., har enkelte af landene i det »gamle Europa« været tættere på 1 pct., mens EU-landene som helhed har ligget ca. midt imellem med 2,2 pct. Konsekvensen har været, at USAs velstand er blevet stort set fordoblet i perioden, mens EUs kun er vokset med ca. det halve. Den købekraftsjusterede indkomst for en amerikaner er i dag på 36.100 dollar om året, mens den i EU er på 26.000.Og forskellene øges og sætter sig over tid også spor i samfunds velstand – om end de ikke nødvendigvis er så åbenlyse. Tværtimod klapper velfærdsdanskerne sig gladelig på hinandens og egne skuldre, når endnu en rapport viser, at danskerne ligger så og så højt på internationale opgørelser over de mest tilfredse nationer. Men hvor interessant er det egentlig, hvor godt man synes, man har det, hvis opfattelsen er fuldstændig ude af trit med udviklingen?

Én, der har bemærket forskellene, er den Oslo-baserede amerikanske kultur- og samfundsskribent Bruce Bawer, som skriver for det toneangivende amerikanske dagblad New York Times. I den forgangne uge vakte hans artikel »We’re rich, You’re not. End of story« en del opsigt frem og tilbage over Atlanten.

I artiklen tog Bawer afsæt i skandinavernes fællesopfattelse om, at vi her i Norden er ufatteligt mere velstående end alle andre, og at velfærdsstaten opfylder (sort set) alle vore tænkelige behov.

Men, påpegede Bawer med afsæt i en række nyere studier, realiteterne er andre. Som amerikaner og kulturskribent havde Bawer f.eks. hæftet sig ved, hvor pauvre velfærdsstatens ydelser egentlig er. I Norge er bibliotekssamlingerne forældede, svømmehallerne nedslidte, der er mangel på politibetjente, udstyr til skoler og hostemedicin på hospitalerne.

Men levestandarden i hverdagen er heller ikke imponerende i internationalt perspektiv: Bawer har bemærket, at nordmændene i dagliglivet må være langt mere tilbageholdende end f.eks. amerikanerne; de fleste elektroniske ting og møbler i hjemmene er så gamle, at de ville være blevet smidt ud af en amerikaner ? for slet ikke at tale om bilerne.Og madkulturen: I USA og resten af Europa er det vanligt at spise ude på restaurant, men priserne er så ekstremt høje i Skandinavien, at man i stedet sætter en dyd i et syn, der ellers stort set ikke ses andre steder i den civiliserede verden: madpakker!

En af de nylige undersøgelser, der slår hul i skandinavernes selvforståelse og understøtter Bawers indtryk, er fra det internationale revisions- og konsulentfirma KPMG, som i slutningen af marts udsendte en analyse, der burde være obligatorisk læsning for universitetsforskere, journalister og nye og gamle partiledere. Tallene viste, at når der justeres for købekraftsforskelle, er skandinaverne nu blandt de fattigste i Vesteuropa. Danskerne lå helt i bund, fulgt af nordmændene og med svenskerne som tredjesidst.

Men det er ikke kun amerikanerne, der viser, at det går godt dér – og skidt herhjemme. I første uge af april udsendte Finansministeriet sin egen undersøgelse af, hvor meget folk har til privatforbrug efter skat. Blandt 30 OECD-lande lå Danmark på 17. pladsen, og for hver krone en dansker har at disponere over, har en amerikaner to.Og vi kan jo blot prøve at fortsætte fremskrivningen. Holder de nuværende forskelle i vækstrater, vil amerikanerne snart have en levestandard, der er tre gange så stor som europæernes. Om ca. 35 år, eller sådan cirka når denne skribent og hans jævnaldrende lige er gået på pension.”

Spoofs på britiske valgannoncer

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. maj 2005. 2 svar

Punditokraterne viderebringer i anledning af det forestående britiske parlmentsvalg disse ganske gode spoofs på TV-annoncer for de politiske partier.

Rationel 1. maj

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. maj 2005. 1 svar

Danmarks Radio oplyste søndag den 1. maj, at der havde været ca. 15.000 til at festligholde arbejdernes internationale kampdag i Fælledparken. Det lød af lidt “lidt” i.f.t., hvad jeg syntes at huske fra mine yngre år–men det var godt i overensstemmelse med en meningsmåling, der siger, at 1. maj er noget, danskerne finder hører fortiden til.

Men hvad er årsagen? Kunne der være tale om et drastisk fald i antallet af medlemmer af sultens slavehær? Eller kunne der være noget andet på spil?

Her er (med hjælp fra Infomedias database med avisartikler) en lille optælling over udviklingen i antallet af deltagere i 1. maj i Fælledparken de seneste ti år:

  • 2005 (søndag): 15.000 (ifølge www.dr.dk 1.5. 2005)
  • 2004 (lørdag): 25.000 (ifølge Jyllands-Posten 3.5. 2004)
  • 2003 (torsdag) (regnvejr!): 10.000-20.000 (ifølge Jyllands-Posten 2.5. 2003)
  • 2002 (onsdag): 75.000 (ifølge B.T. 2.5. 2002)
  • 2001 (tirsdag): 100.000 (ifølge Jyllands-Posten og Ekstra Bladet 2.5. 2001)
  • 2000 (mandag): 100.000 (ifølge Ekstra Bladet 2.5. 2000 og Weekendavisen 5.5. 2000)
  • 1999 (lørdag): 100.000 (ifølge Politiken 3.5. 1999)
  • 1998 (fredag): 100.000 (ifølge Jyllands-Posten 2.5. 1998)
  • 1997 (torsdag): 100.000 (ifølge Jyllands-Posten 2.5. 1997)
  • 1996 (onsdag): 100.000 (ifølge Berlingske Tidende 2.5. 1996)

Noget tyder på, at det ikke just går frem med mobiliseringen af klassebevidstheden. På ti år er deltagerantallet faldet fra ca. 100.000 til nu ca. 20.000 de sidste tre år. Man skal godt nok have en meget optimistisk udlægning af den historisk-materialistiske historieopfattelse for at se revolutionen som værende noget, der er lige om hjørnet og båret frem af ungdommen.

Men noget kunne også antyde, at deltagelsen falder, når “fridagen” falder udenfor den normale arbejdstid–eller når det er dårligt vejr.

Alt sammen får det Punditokraterne til at spørge: Er revolutionens fortrop ved at blive rationel? Eftersom enhver rationel aktør ved, at den typiske deltagers indflydelse på en kollektiv handling, der kræver et stort antal deltagere, er så lille, at den går mod nul, så ved vedkommende også, at den forventede nytte af at deltage i fraværet på pisk eller gulerod er lig nul. Så det rationelle er at være ?free-rider?.

Økonomen Gordon Tullock har tidligere estimeret, at aktører i gennemsnit opfører sig snævert egoistisk i ca. 95 pct. af tiden, og indenfor studiet af deltagelsen i kollektive oprørsaktiviteter taler man da også om den såkaldte “5 pct. regel”, d.v.s., at der generelt maks. er 5 pct. af de relevante potentielle deltagere, som rent faktisk er med til oprørsaktiviteter, mens de resterende 95 pct. er passive (enten free-ridere eller personer, der lider af “falsk klassebevidsthed”).

Der var ved folketingsvalget i februar ca. 1,2 mio. vælgere, der satte deres kryds ved et såkaldt “arbejderparti”. Af disse er formodentlig mindst en halv mio. bosiddende i relativ nærhed af hovedstadsområdet. Skulle Tullock og 5 pct. reglen have ret, skulle der være maks. ca. 25.000 deltagere. Så det begynder jo at ligne noget.

Problemet er naturligvis: Hvis flere arbejdere er ved at blive rationelle free-ridere, hvad er så tilfældet for de sølle rester, der har været tilbage de seneste år? Har de ikke opdaget, at 1. maj faldt på en fridag? Læste de ikke vejrudsigten? Eller er de bare dybt irrationelle?

Svaret flyver–som fanerne–i vinden ?

"Public Interest", R.I.P.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. maj 2005. Skriv et svar

Det sidste nummer af det prominente og indflydelsesrige amerikanske neo-konservative tidsskrift Public Interest er netop udkommet. Efter nøjagtigt 40 år på markedet, udkom sidste nummer i den forgangne uge. (Charles Krauthammer havde denne omtale i Washington Post.) Grundlagt af Irving Kristol, Daniel Bell, James Q. Wilson m.fl. var det altid en kende mere (neo-)konservativt end nærværende punditokrats smag, men det var altid begavet, velformuleret, velunderbygget og interessant–og det er mere, end man kan sige om det meste her i livet. (De lidt yngre, neo-neo-konservative læser Weekly Standard i stedet.)

Freakonomics: Den knap så "dismal" Steven Levitt

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. april 2005. 3 svar

Store dele af samfundsvidenskabelig forskning er de senere år gået i et af to spor: enten i retning af hyper-rationalistisk formalisering, hvor det synes at være et mål i sig selv at bevæge sig væk fra enhver empirisk relevans, eller i retning af ultra-relativistisk, navlebeskuende pseudo-filosofi, hvor personlig smag er alt, og god dømmekraft er fraværende.

Der er omvendt langt mellem de forskere, der siger noget, der decideret er … sjovt. Øjenåbnende. Overraskende. Og alment forståeligt.

En markant undtagelse er Chicago-økonomen Steven D. Levitt, som jeg første gang hørte om for kun knap to år siden, da New York Times Magazine havde en lang portrætartikel om ham. (Her er en anden fra Wired.)

Et kik på Levitts publikationsliste afslører, at han–udover mængden og kvaliteten–ikke er helt gennemsnitlig. Her er f.eks. emner som: Om hvordan indførelsen af fri abort i 1970erne sænkede USA’s kriminalitet i 1990erne. Om tillid og “free-rider” problemer, når kolleger skal dele bagels. Om ligheden mellem ejendomsmægleres prissætning og bookmakeres odds-givning. Om hvorvidt det er svømmepøler eller pistoler, der er farligst. Om hvorfor narkohandlere som regel bor hjemme hos deres mødre.

Eksempel: Levitt skriver f.eks. om sport. Eller rettere, han tager en kompleks, kontraintuitiv spilteoretisk indsigt med relevans for fodbold (“Man bør ved straffespark sparke bolden i retningen af målmanden”), sætter sig ned, studerer et par hundrede kampe systematisk, og skriver så en artikel om det. Hvad fandt han ud af? At sparkerne generelt ikke sparker direkte til målmanden. Og hvorfor så ikke det?

Se, det var da interessante spørgsmål!

Man behøver ikke at være enig i alle de konklusioner, som Levitt drager?eller de anbefalinger, som andre udleder fra hans konklusioner. Men det er, for mig i hvert fald, sjovere at læse en, der siger noget nyt på en begavet måde, end det er med menigheds-masturbering.

Til juni udkommer Levitts første populære bog (skrevet sammen med en journalist), Freakonomics. Jeg har bestilt den fra Amazon og glæder mig.

(Øv, jeg skrev faktisk denne post forleden, og netop lørdag–inden jeg fik postet den–har Poul Høi en artikel om samme emne i Berlingske Tidende. Punditokraterne overhalet af MSM! Til gengæld er det vist ikke gået op for Høi, at Levitts bog faktisk ikke er udkommet endnu …)