Forfatterarkiv: Peter Kurrild-Klitgaard

Helle the Cannibal

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 29. april 2005. Skriv et svar

Som vi tidligere har bemærket, er de danske journalister og en del mere eller mindre selvbestaltede eksperter udi valgforskning gået aldeles i selvsving over, at Socialdemokraterne oven på valget af Helle Thorning-Schmidt som formand er gået lidt frem i meningsmålingerne (og således ligger lidt over de historisk ringe resultater, man opnåede ved de to sidste folketingsvalg). Vi har derfor set uforbeholdne journalistiske formuleringer i stil med "Helle kan slå Fogh".

Men hvor meget er der egentlig om snakken? Er Socialdemokraterne lige på nippet til at ville kunne overtage regeringsmagten igen (hvis der ellers var et valg indenfor de næste tre år og 9 måneder)?

Eller er der tale om, som min gamle lærer, Hans Jørgen Nielsen–en af landets førende (rigtige!) valgforskere–har argumenteret i en kronik i Berlingske Tidende, at Socialdemokraterne faktisk er ude i en langt større og dybere krise, end de fleste har anerkendt?

Tja, vi kan jo ikke sige med sikkerhed, hvad fremtiden vil bringe, men vi kan i hvert fald se på, hvorledes det er gået Helle Thorning-Schmidts "Coalition of the Possible" (ABØF-partierne) i de seneste meningsmålinger.

Der er jo–sikkert til stor forbavselse for enkelte danske journalister–ikke tale om, at statsministre kåres alene på deres eget partis fremgang (eller kandidatens udseende). Eller sagt med andre ord: Der er ikke megen fidus i, at ens parti går frem, hvis det sker på bekostning af de partier, der skal udgøre ens parlamentariske grundlag.

Hvis en regeringskoalition opnår ca. 49 pct. af stemmerne, kan man være ret tæt på at opnå regeringsmagten. (Der er et par usikkerhedsmomenter, som gør, at man kan skulle have mere, eller reelt vil kunne klare sig med mindre end 50 pct.–først og fremmest hvor mange "tabte" stemmer ens koalition og modstanderens koalition har, d.v.s. koalitionspartnere, der ikke opnår repræsentation, eller hvor mange stemmer man har i "overskud" i.f.t. de opnåede mandater, men som ikke kan overføres, da listeforbund er udelukket på landsplan. En anden faktor er de Nordatlantiske mandater. En tredje faktor er, hvorvidt nogle partier ikke er dele af en koalition, o.s.v.)

Så hvor tæt er HTS' "Coalition of the Possible" på at nå 49 pct.? Endnu et stykke. Man er gået frem, men faktisk har denne koalition endnu ikke haft et flertal i én eneste af meningsmålingerne efter valget i februar.

Hvor meget skal man–ABØF-partierne–så have for at nå de 49 pct.? Og hvor meget skal Socialdemokraterne gå frem? De to ting er jo–som indikeret–ikke helt de samme. To grafer kan hjælpe hermed: en for forholdet mellem A's og BØF's stemmeandele og en for forholdet mellem A's og hele blokkens stemmeandele.

Lad os først se på sammenhængen mellem Socialdemokraternes stemmepct. og resten af blokkens. En statistisk analyse af disse med udgangspunkt i meningsmålingerne siden valget viser, at der er en statistisk signifikant negativ korrelation mellem de to størrelser. Altså: A tager stemmer fra BØF. Men hvor meget? Analysen viser, at når A går frem med 1 pct.point, er tendensen, at BØF-partierne går tilbage med ca. 0,3 pct.point. (Noget tyder på, at dette er en relativt stabil sammenhæng: ser man kun på de relativt få meningsmålinger efter formandsskiftet, er der tale 0,4 pct.point. Ser man på det meget store antal meningsmålinger under valgkampen, er tallet på mellem 0,3 og 0,4 pct.point.)

A spiser altså med andre ord af sine egne allierede, når man går frem (og omvendt)–om end man altså også tager fra de borgerlige. Og ser man nærmere på A/ABØF-grafen, kunne det endda se ud som om, at der er en ikke-lineær sammenhæng, således at ABØF's stemmeandel bliver "fladere" i tendensen, desto større stemmeandel A får.

Hvis vi antager, at der her er tale om mere end et snapshot, men noget, der antyder noget om A-vælgerne i disse år, kan vi dernæst spørge: Hvor meget skal A gå frem for, at ABØF-koalitionen kan nå de 49 pct.?

Svaret er, at A skal ligge til ca. 32-33 pct. for at man kan være bare lidt sikker på overhovedet at have en chance for at komme til fadet. (Hans Jørgen Nielsen har sagt noget lignende.)

Det lyder måske ikke af så meget–men det er det. Det kræver reelt, at A når tilbage til at opnå den type valg, som man fik i 1990erne–f.eks. 1998 (hvor man fik 35,9 pct.)–men det var partiets næstbedste valg i nyere tid, og hvor det vel at mærke kun var 100 stemmer på Færøerne, der sikrede, at man ikke mistede regeringsmagten.

Kan det lade sig gøre? I politik skal man aldrig sige aldrig, og teoretisk er muligheden der.

Men er den sandsynlig? Skal man tro dét, skal man i hvert fald tro på, at partiet kan skrue tiden næsten 10 år tilbage–til før indvandring blev et så fremtrædende emne i dansk politik, at det reelt kom til at udgøre en 2. dimension i det politiske spektrum.

Økonom joke

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 27. april 2005. Skriv et svar

Økonomer må være den profession, der fortæller flest vittigheder om dem selv som fag, men hvor disse generelt er svært forståelige for de fleste andre. Her er en mere af slagsen, direkte fra den uforlignelige Tyler Cowen (der ligeledes har hentet den andetsteds):

Three econometricians go hunting, and spot a large deer. The first econometrician fires, but his shot goes three feet wide to the left. The second econometrician fires, but also misses, by three feet to the right. The third econometrician starts jumping up and down, shouting "We got it! We got it!"

Ja, jeg synes faktisk, den var rimelig sjov … Men jeg er vel også lidt en nørd.

Ugens citat: Andrew Sullivan om amerikansk konservatisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. april 2005. 4 svar

Den britisk-amerikanske skribent og super-blogger Andrew Sullivan giver i artiklen “Crisis of Faith” i det nyeste nummer af sit gamle blad, The New Republic, denne opsang til amerikansk konservatisme:

“Conservatism isn’t over. But it has rarely been as confused. Today’s conservatives support limited government. But they believe the federal government can intervene in a state court’s decisions in a single family’s struggle over life and death. They believe in restraining government spending. But they have increased such spending by a mind-boggling 33 percent in a mere four years. They believe in self-reliance. But they have just passed the most expensive new entitlement since the heyday of Great Society liberalism: the Medicare prescription-drug benefit. They believe that foreign policy is about the pursuit of national interest and that the military should be used only to fight and win wars. Yet they have embarked on an extraordinarily ambitious program of military-led nation-building in the Middle East. They believe in states’ rights, but they want to amend the Constitution to forbid any state from allowing civil marriage or equivalent civil unions for gay couples. They believe in free trade. But they have imposed tariffs on a number of industries, most famously steel. They believe in balanced budgets. But they have abandoned fiscal discipline and added a cool trillion dollars to the national debt in one presidential term.
One reason for conservatism’s endurance in the face of such contradiction, of course, is the extreme weakness–intellectual and organizational–of the opposition.”

Så er dét sagt–men der er mere, og specielt Sullivans distinktion mellem “Conservatives of Faith” og “Conservatives of Doubt” er interessant og tankevækkende, og den kan uden store problemer læses som en slags advarsel udstrækkende sig til, hvad der kan ske med f.eks. danske borgerligt-liberale, når de sætter sig på statsapparatet.

Artiklen er ikke frit tilgængelig på nettet; man skal lade sig registrere, men det er dét værd.

Ugens citat: Dennis Miller om skatter

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. april 2005. Skriv et svar

Vi Punditokrater vil nu lancere "ugens citat"–et ugentligt tilbagevendende indslag, hvor et særligt kløgtigt, morsomt eller tåbeligt udsagn fra den forgangne uges medier gengives (hvis der ellers er materiale til det). Vi begynder med en af verdens mere morsomme kommentatorer, den amerikanske TV-vært og komiker Dennis Miller, der i sidste uge videregav sit syn på skattelovgivningen:

"Hey, folks, let's take a stand on taxes. The tax code has become harder to understand than Ozzy Osbourne and Bob Dylan debating string theory in Aramaic." (Kilde: New York Times)

Statistisk usikkerhed & medierne

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. april 2005. 3 svar

Nærværende punditokrat havde i lørdagens Berlingske Tidende en klumme om journalisters og politiske kommentatorers manglende forståelse af–eller bevidste ignorering af–hvordan man rimeligvis kan fortolke meningsmålinger. Jeg har tidligere rejst samme problemstilling, bl.a. da medierne gik i selvsving over "Connie effekten", og mange, mange andre samfundsforskere (inkl. en del med langt større autoritet udi emnet end jeg) har gjort det samme.

Men budskabet trængte åbenbart ikke igennem til Berlingskes egen (ellers generelt indsigtsfulde) politiske kommentator, Thomas Larsen. Han kommenterede søndag en endnu en ny meningsmåling, som udlægges som visende, at S nu er større end V–desuagtet at dette netop ikke kan udledes. Men hans lidt-over-hvad-der-rent-faktisk-er-tilfældet udlægning var endog ikke nok for Danmarks Radio, der uden forbehold proklamerer "Socialdemokratiet nu klart største parti".

Hmmmm. Klart og klart … Helt klart er det vel ikke. Min klumme fra Berlingske er ikke alment tilgængelig på nettet, men her er nogle centrale uddrag:

"»Helle Thorning-Schmidt har givet vind i sejlene igen« og »S er nu igen Danmarks største parti« proklamerede Danmarks Radio skråsikkert som dagens hovedhistorie hele torsdag. Politikens kioskbasker samme dag var »Helle Thorning overhaler Anders Fogh«. Sagen var, at en meningsmåling fra Vilstrup nu viste, at S lå 0,9 pct. point foran V. Specifikt at S lå til 29,9 pct., mens V lå til 29 pct. For Vs vedkommende var det nøjagtigt det samme som valgresultatet, mens det for Ss vedkommende var en fremgang på fire pct., ikke mindst hentet fra De Radikale. Af samme årsag viser målingen fortsat flertal til den nuværende regerings bagland.

Adskillige politiske kommentatorer, spindoktorer og et par mere eller mindre selvbestaltede eksperter (uden erfaring med valgforskning) skyndte sig at komme med udlægninger. … Vi tager den lige én gang til: Meningsmålinger er ikke direkte billeder af, hvad »vælgerne« mener, men i bedste fald snapshots af, hvad et mere eller mindre repræsentativt udvalg af vælgerne mener. For at udtale sig om befolkningen, må man tage højde for den »statistiske usikkerhed«: de pågældende procentsatser kan ikke tages for fuldstændigt pålydende, men skal checkes for, om de ligger indenfor et såkaldt »konfidensinterval«, typisk angivet med småt nedenunder tabellen, og ved danske politiske meningsmålinger ofte som plus/minus to pct.

Så hvad betyder det? Jo, hvis der er en statistisk usikkerhed på plus/minus to pct., og hvis S ligger til 29,9 i en måling, så kan vi ikke sige med nogen særlig grad af sikkerhed, hvorvidt partiets tilslutning i befolkningen som helhed i virkeligheden ligger på 27,9 pct. eller 31,9 pct. Tilsvarende når V ligger til 29 pct. - her kan vi ikke sige, hvorvidt partiet i befolkningen som helhed ligger til 27 pct. eller 31 pct. Eller hvorvidt nogle af partierne ligger imellem disse respektive yderpoler.

Og hvad betyder det så (for nu at skære det helt ud i pap, så selv journalister kan forstå det)? Måske fører V, måske fører S, måske står de lige. Det betyder også, at de kække og begejstrede journalister ikke har megen historie. Punktum. Men det er jo ikke så sjovt at skrive. Det er sjovere at skrive i august sidste år, at nu er der en »Connie-effekt« for De Konservative, og så i efteråret at »Nu er Connie-effekten væk!«, og så ved valget i februar at »Nu er Connie-effekten tilbage!«. På samme måde her. Vi kommer givetvis til - i én uendelig ulidelighed - at høre om den formodede, angivelige »Helle-effekt«, fra nu af og til næste valgdag om knap fire år. At nu er den dér, og nu er den væk igen, og nu … Det bliver givetvis lidt trivielt men meget fornøjeligt og stimulerende for de journalister og kommentatorer, der partout skal have en »frisk« vinkel på nyhederne."

Tilbage til frihedens forfatning

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. april 2005. Skriv et svar

Denne uges New York Times' Sunday Magazine har en lang og absolut fortræffelig artikel, "The Unregulated Offensive", om den gruppe af amerikanske liberale jurister, økonomer og rettighedsteoretikere, der i de seneste år har arbejdet systematisk for at få drejet fortolkningen af USA's forfatning tilbage til, hvad den var før 1930erne. D.v.s., at forbundsstatens magt skal være konstitutionelt begrænset til de opgaver, der ifølge forfatningen er eksplicit tillagt den. I praksis vil det sige, at forbundsstaten vil være forhindret i at foretage en række reguleringer og udføre en række aktiviteter–eller ihvertfald at gøre det uden at give økonomisk kompensation til de borgere, hvis ejendomsrettigheder aktiviteterne krænker.

Artiklen (der er skrevet af jura-professoren Jeffrey Rosen–ikke en sympatisør) kommer godt rundt om prominente nulevende klassisk-liberale rettighedsfilosoffer som Richard Epstein (University of Chicago) og Randy Barnett (Boston University), men tillige om det netværk af tænketanke og borgerretsorganisationer, der de seneste 20-30 år har forsøgt at benytte retssystemet selv til at "roll back the state", bl.a. Institute for Justice. Her er en rimelig fair opsummering af Epsteins ræsonnement:

"… Epstein was promoting a legal philosophy far more radical in its implications than anything entertained by Antonin Scalia, then, as now, the court's most irascible conservative. As Epstein sees it, all individuals have certain inherent rights and liberties, including ''economic'' liberties, like the right to property and, more crucially, the right to part with it only voluntarily. These rights are violated any time an individual is deprived of his property without compensation — when it is stolen, for example, but also when it is subjected to governmental regulation that reduces its value or when a government fails to provide greater security in exchange for the property it seizes. In Epstein's view, these libertarian freedoms are not only defensible as a matter of political philosophy but are also protected by the United States Constitution. Any government that violates them is, by his lights, repressive. One such government, in Epstein's worldview, is our government. When Epstein gazes across America, he sees a nation in the chains of minimum-wage laws and zoning regulations. His theory calls for the country to be deregulated in a manner not seen since before Franklin D. Roosevelt's New Deal."

Artiklen får også meget fint vist, hvorledes det langt fra altid er tilfældet, at denne gruppes holdninger falder lige godt i erhvervsinteressers smag–eller det Republikanske Partis Washington establishment.

Meget kunne tyde på, at artiklen er ment som en advarsel–et forsøg på at motivere den amerikanske venstrefløj til at være særligt engageret i at bekæmpe Bushs mulige nomineringer. Men den er velskrevet, informativ og–for nærværende Punditokrat–opmuntrende. Artiklen er meget lang, og det kræver, at man lader sig registrere som bruger ved New York Times–men det er gratis, og det er bestemt umagen værd.

Punditokraterne i Weekendavisen

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. april 2005. 1 svar

Denne nye blog er omtalt i dagens udgave af Weekendavisen:

“DEN elektroniske krigsførelse i Socialdemokratiets sjæl var endnu et eksempel på, at internettets weblogs har vundet indpas som et medie, der betyder noget i politik. Nu melder en ny borgerlig-liberal weblog sig på nettet, styret af en række markante debattører blandt andre professorerne Nicolai Juul Foss og Jesper Lau Hansen, samt den ansvarlige redaktør lektor Peter Kurrild-Klitgaard.
På hjemmesiden med det lidt højtidelige navn http://www.punditokraterne.blogspot.com/ kan man få serveret alternative nyheder med liberal vinkel. Det vil sige kritisk over for offentlig regulering og høje skatter. Punditokraterne lægger ikke skjul på, at deres inspirationskilde blandt andet er den såkaldte Becker-Posner blog. Det er en seriøs – men skarp – amerikansk hjemmeside drevet af Nobelpristageren i økonomi Gary Becker og den kendte dommer Richard Posner, som har været en af hovedmændene bag den nye studieretning »law and economics«, hvor økonomisk og juridisk analyse beriger hinanden. Indtil videre har de fleste af indlæggene på hjemmesiden været kommentarer af Mikael Bonde Nielsen. Han er kendt i liberale kredse som en kritiker af Venstres uvilje mod at diskutere velfærdsreformer, og han optrådte blandt andet i Weekendavisens artikel »Borgerlige ser rødt« den 28. januar 2005. Mikael Bonde Nielsens forbindelser ind i Venstres bagland, hans fornemmelse for partiets strategier og hans uforfærdethed i det hele taget kan gøre det til en interessant side at følge. Så længe det varer. MEN så kan andre jo tage stafetten op. Læs hvordan på http://www.blogger.com/. For de gamle, der faldt, er der ny overalt.”

Vi takker for interessen og omtalen men skal ikke undlade at bemærke, at vi egentlig synes, at “Weekendavisen” er en lidt højtidelig betegnelse for et (indtil videre) statssubsidieret ugeblad, der udkommer sidst på ugens hverdage og som regel er passé allerede inden weekenden. Men tager man ikke navnet for højtideligt, er den da meget god … 😉

Sobre ord om status quo fra USA's Mr. Conservative

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. april 2005. 3 svar

Forfatteren, filosoffen, forlæggeren, eks-politikeren William F. Buckley, Jr. (grundlægger af National Review og forfatter til bl.a. Happy Days Were Here Again: Reflections of A Libertarian Journalist), har et par tænksomme ord om status quo for socialismen, velfærdsstaten og Republikanerne:

“Dogmatic socialism is exhausted; it didn’t make it and that happened in the last 50 years. Years ago, there were a lot of very bright people who were simply socialist, but they were hit with reality. At the spiritual level, I think that the advances that were thought predictable in the 1950s that would discredit Christian thought didn’t happen. The Christian communion is stronger than it was back in the 1950s. That’s pretty heartening … On the other hand, state welfarism continues to be very strong. People don’t worry about it, that’s one we haven’t won … Neither major party seems conspicuously concerned with fiscal policy, and that’s alarming. It was part of the dogma of the Republican Party, [the idea of unlimited spending] that you can’t do those kinds of things, but then we did it.” (fra et interview med David Sanders, Arkansas News Service).

Gevinst non habemus: Markedskræfterne tabte (sådan da)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. april 2005. Skriv et svar

Som Punditokrater har vi set på rationaliteten i pavevalgsprocessen, og så kan vi jo lige så godt også kaste et blik på selve udfaldet?altså markedets og den usynlige hånds rolle i at hjælpe HH Benedictus XVI på vej.

Danmarks ellers bedste avis, Berlingske Tidende, proklamerede onsdag, at bookmakerne fik ret, da de forudså, at det var den tyske Kardinal Ratzinger, der ville blive nye pave. Men her er faktisk tale om en dobbelt fejl, gentaget hele to gange. For faktum er, at bookmakerne og de elektroniske markeder faktisk ikke forudså, at det ville blive Ratzinger?og derfor heller ikke fik ret. Stort set alle gamblede på en italiener (først og fremmest Dionigi Tettamanzi) eller på–undskyld udtrykket–“the dark horse”, Francis Arinze fra Nigeria. Her er et blik på sidste dags tal for de markeder, hvor man enten kunne handle futures-kontrakter på udfaldet eller indgå væddemål:

Tradesports:
· Tettamanzi: 20.0
· Arinze: 14.0
· Rodriguez-Maradiaga: 9.1
· Ratzinger: 8.0
· Hummes: 7.1
Intrade:
· Tettamanzi: 19.1
· Arinze: 14.0
· Rodriguez-Maradiaga: 11.0
· Ratzinger: 8.0
· Hummes: 7.1
· Field (anyone else): 19.9
Betfair:
· Tettamanzi: 4.8/$25
· Arinze: 6.4/$29
· Hummes: 9/$19
· Rodriguez-Maradiaga: 9.8/$75
· Maradiaga 9.8/$75
· Ratzinger: 12.5/$3
Pinnacle Sports (odds):
· Tettamanzi: +384
· Arinze: +541
· Rodriguez-Maradiaga: +748
· Ratzinger: +508
· Hummes: +711

Det irske spillested, som blev fremhævet som særligt pålideligt, Paddypower.com, havde på selve dagen faktisk Arinze som vinderen.

OK, det hører også med til historien, at Ratzingers status blev forbedret i løbet af den sidste dag–formodentlig efter en International Herald Tribune artikel, der fortalte, at rygter ville vide, at tyskeren nu sad på over halvdelen af stemmerne. Men selv umiddelbart inden annonceringen lå Ratzinger på under 20 hos Intrade, hvilket nok var bedre end alle andre navne, men dårligere end “alle andre”!

De elektroniske markeder har ellers vundet gevaldigt frem i de senere år. De har vist sig at være langt de bedste prognoser af f.eks. valg–langt bedre og præcise end f.eks. meningsmålingerne. Særlig stor succes har de såkaldte Iowa Electronic Markets haft ved de seneste amerikanske præsident- og kongresvalg.

Men når markederne denne gang rammer forbi, er det måske netop fordi “pavemarkedet” er en lidt anden type end f.eks. “præsidentmarkedet”. Der er langt færre markedsaktører–både blandt beslutningstagerne (kardinaler i.f.t. vælgere) og blandt investorer med pålidelig viden. En lignende pointe lavede John Tierney allerede i sidste uge i sin klumme i New York Times (samme Tierney som Punditokraterne omtalte i en af vores første poster).

Meget mere "flat tax"

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. april 2005. Skriv et svar

Nærværende Punditokrat har ved flere tidligere lejligheder (her og her) udtrykt en vis begejstring for den i mange lande omsiggribende idé om en “flat tax”–altså en fuldstændigt ens indkomstskatsats for alle, hvor alle fradrag og alle skattetrin fjernes i et hug. Fordelene er, kort opsummeret, mange:

  • Mere gennemskueligt skatteniveau; alle kan stort set øjeblikkeligt se, hvis politikerne sætter skattetrykket op.
  • Mindsket progression; mere ud af den sidst tjente krone.Mindre behov for skattebureaukrati hos den enkelte skatteyder i.f.m. selvangivelsen.
  • Mindre behov for skattebureaukrati hos (og overvågning fra) skattemyndighederne.
  • Mindre “kassetænkning” i fradrag o.l.
  • Mindre “gevinstsøgning” (rent-seeking) hos særinteressegrupper, der vil lobbye for fordelagtige fradrag til egen fordel.

Det fænomenale ugeskrift The Economist har af lignende årsager kastet deres kærlighed på idéen og har i denne uge et helt tematillæg om emnet.

Rational Choice 101 for "papabiles"

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. april 2005. Skriv et svar

Er det egentlig særligt rationelt med alt det dér med kardinaler i rober, det Sixtinske Kapel, sort og hvid røg? Hvorfor skal paver partout vælges på en måde, der er i fundamental strid med Janteloven?

Men måske der er noget rationelt ved det alligevel. 2000 års institutionel trial-and-error har jo givet den katolske kirke lidt længere tid at lære i end de fleste elevråd. Oprindeligt var det f.eks. borgerne i Rom, der valgte deres lokale biskop, og i det Herrens År 236 kom en bonde gående forbi, mens processen var i gang, og da en due pludseligt landede på hans hoved, blev han på stedet erklæret for at være Pave Fabian. Det skete ikke igen. Valget af Pave Gregorius X tog næsten tre år, og det fik ham til i 1271 at introducere lidt moderne transaktionsomkostnings-orienterede foranstaltninger: Nu blev kardinalerne lukket inde, og efter tre dage gik stadigt skrappere føde- og drikkevarerationering i gang. Det hjalp også.

Så måske man kan se processen som rationel–i en eller anden grad. Økonometrikeren J.T. Toman har da også skrevet en instruktiv teoretisk analyse–med empiriske eksempler–på udviklingen af procedurerne for pavevalg, “The Papal Conclave: How Do Cardinals Divine the Will of God?”. Social choice eksperten Don Saari har i en artikel også vist, at den kvalificerede flertalsregel (2/3), som bruges ved moderne pavevalg, på mange punkter er langt bedre end simpelt flertal–og ihvertfald har færre probelmatiske aspekter. Men det er selvfølgelig en indsigt, der allerede kunne findes delvist hos Buchanan og Tullock, da de i 1962 viste i The Calculus of Consent: The Logical Foundations of Constitutional Democracy, at hvis der er tale om meget vigtige valg, med potentielt store omkostninger for andre, er den optimale beslutningsregel én, der ligger et sted mellem almindeligt flertal og enstemmighed.

I al ubeskedenhed har nærværende Punditokrat selv beskæftiget sig med lignende emner–altså hvordan reglerne er for, hvorledes en autokrat afløser en anden, bl.a. i et bidrag til Encyclopedia of Public Choice (2004), der var en udvidet udgave af en lidt ældre artikel.

Sæt pris på dyr

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. april 2005. Skriv et svar

Jeg har en umådeligt cool ungdomsveninde: storvildtsjægeren, forfatteren og digteren Natasha Illum Berg (hvis hjemmeside findes her). Jeg har altid vidst, at Natasha er langt skarpere end langt de fleste, men under min månedlige læsning af Vogue (!), fik jeg også til fulde bekræftet, at hun forstår både økonomi og natur bedre end 99 pct. af de politisk korrekte, som udtaler sig om begge dele uden som regel at have forstået nogle af dem. Her er Natashas fusion af law-and-economics analyse og World Wildlife Foundation:

"Hunting is conservationally important–the only way to make sure the animals have a future is to give them an economical value. … By shooting one animal, you ensure the lives of 10 others." ("Fear factor", Vogue, April 2005)

Sådan. To en halv sætning. Knæk og bræk.

Akademikere i USA: Pluralistiske som Stalin

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. april 2005. Skriv et svar

Vi er rystede–rystede og chokerede! En amerikansk professor, Dan Klein fra Santa Clara University (men snart med job ved George Mason University), har i to artikler sammen med Andrew Western (ph.d. studerende sammesteds) og Lotta Stern (sociolog ved Stockholm Universitet)–vovet at påstå, at den amerikanske universitetsverden er politisk ensidig, og vel og mærke ved at hælde entydigt til venstre.

Men værre end det, så har Klein & Co. faktisk tilladt sig at bakke påstanden op med data.

I det ene studie tog Klein & Western lister over ansatte ved 23 universitetsinstitutter i Californien og sammenholdt disse med de lokale–og i USA offentligt tilgængelige–lister over registrerede vælgere. Herudfra kan man så se, hvilket parti de akademikere, der har valgt at lade sig registrere som ikke-uafhængige, har sympati for. Totalt var balancen mellem Demokrater/Grønne m.v. i.f.t. Republikanere/Libertarianere m.v. ca. 10:1. Her er en opsummering af resultater for University of California-Berkeley (der normalt opfattes som relativt venstreorienteret) og Stanford University (der omvendt opfattes som mere borgerligt):

"On the Berkeley faculty, Klein and Western uncovered 445 Democrats and 45 Republicans, a ratio of 10:1. At Stanford, they located 275 Democrats and 36 Republicans; that comes to 8:1. The most extreme mono-mindedness exists among female faculty. At Berkeley and Stanford, female professors break out this way: 172 Democrats versus a total of 7 Republicans. That's 25:1.

Most of the specific academic departments at each of these universities had zero, one, or two Republicans at most. The departments that came closest to balance were electrical engineering (40 Democrats and 13 Republicans at the two campuses combined), civil and environmental engineering (24 D, 7 R), mathematics (35 D, 9 R), chemistry (42 D, 9 R), and law (55 D, 8 R). Even the accounting and marketing departments at Berkeley and Stanford–business bastions which ought to have room for Republicans–showed 8:1 ratios of D over R."

Det andet studie, foretaget af Klein & Stern, baserede sig på en survey undersøgelse blandt seks faglige sammenslutninger, havde 1.678 respondenter og blev kontrolleret uafhængigt af Leavey School of Business. I USA er ratioen af Demokrater og Republikanere i befolkningen som helhed idag stort set 1.1–men ikke blandt akademikerne. Klein & Sterns resultater viste, at økonomerne var de mest "borgerlige": Her var der tre (3) Demokrater for hver en (1) Republikaner. Dernæst kom de ikke helt så pluralistiske politologer, hvor ratioen var 7:1. Blandt sociologer og antropologer var venstre-tiltningen henholdsvis 28:1 og 30:1. (Så meget for diversiteten blandt diskursinteresserede post-modernister!)

Ser man det, ser man det … Vi er–som sagt–rystede og chokerede.

PS. Klein er selv ikke hverken Republikaner eller konservativ.

Public Choice Society Annual Meeting 2005

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. marts 2005. Skriv et svar

Jeg er p.t. til det amerikanske Public Choice Society‘s 2005 årsmøde i New Orleans, og der er–som sædvanligt–en stor stak af interessante papers om alskens emner i politisk økonomi.

Her er links til nogle af dem, jeg syntes var særligt interessante …:

Columbia University: Medier tre gange mere negative mod Bush end Kerry

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. marts 2005. Skriv et svar

Der kan man sørme' bare se! En undersøgelse fra USA's førende journalistuddannelse, Columbia University's Graduate School of Journalism, har vist, at de amerikanske medier generelt var overvældende "biased" imod George W. Bush (R) og til fordel for John Kerry (D) under valgkampen i 2004. Historierne om Bush var tre gange oftere "negative" i deres vinkling end historierne om Kerry, mens de var ca. 50 pct. mere positive overfor Kerry end overfor Bush.

Hvem skulle nu have troet det? Vi Punditokrater er rystede–rystede og chokerede. Der kan man sørme' bare se! En undersøgelse fra USA's førende journalistuddannelse, Columbia University's Graduate School of Journalism, har vist, at de amerikanske medier generelt var overvældende "biased" imod George W. Bush (R) og til fordel for John Kerry (D) under valgkampen i 2004. Historierne om Bush var tre gange oftere "negative" i deres vinkling end historierne om Kerry, mens de var ca. 50 pct. mere positive overfor Kerry end overfor Bush.

Hvem skulle nu have troet det? Vi Punditokrater er rystede–rystede og chokerede.

Mere "flat tax"

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. marts 2005. 1 svar

Her er en klumme, skrevet af denne punditokrat, fra lørdagens Berlingske Tidende:

Berlingske Tidende 12. marts 2005, 2 sektion, magasin, side 19

Progressiv skat er reaktionær

Flad skat. Stadig flere lande tilstræber en stadig mere ensartet trækprocent for alle. Bare ikke Danmark

Hong Kong har for længst gjort det, og Kina overvejer det. Esterne var først til at gøre det i Europa, og så gjorde letterne og litauerne det. Slovakker, rumænere, ukrainere, georgiere og serbere gør det, og sågar russerne. Faktisk gør stort set alle det – undtagen danskerne.

Og hvad gør de? De gennemfører radikale skattereformer, der sænker topskatterne, og som i flere tilfælde endog forsøger at gennemføre en »fladskat« – altså en lige skatteprocent for alle skatteydere.

Radikale skattereformer af den type er de seneste ti år blevet så fremtrædende, at Wall Street Journal i februar kaldte den flade skat for en »global bølge«, mens det ansete ugetidsskrift The Economist i sidste uge kaldte tendensen en »revolution«.

Og den flade skat har mange facetter, som mange ser som fordelagtige.Den er let at implementere. Det vil kræve langt færre medarbejdere i ToldSkat at administrere den end de myriader af fradrag, der eksisterer i dag. Den er let at administrere. Mange borgere har i dag svært ved at gennemskue, hvad de egentlig har af krav – og hvad statens krav er baseret i.Og ikke mindst gør den det lettere for skatteborgerne at se, hvornår deres skatter stiger.I dag kan et stigende skattetryk kamufleres gennem en jungle af fradrag og skattetrin, med den konsekvens at de færreste ved nøjagtigt, hvilken andel af deres indkomst de afleverer til det offentlige.Sidst men ikke mindst vil den mindske asocial og uproduktiv kassetænkning. I dag benytter mange skatteydere sig – ganske naturligt – af mulighederne for at spekulere i fradrag. Jo højere ens indtægt, desto større et incitament til at gøre det.Alt i alt vil en flad skat gøre det lettere at beregne éns skat, sværere at spekulere i undtagelser, opmuntre til arbejde og til investeringer, og dermed understøtte økonomisk vækst.Er man i tvivl, behøver man kun at se på Hong Kong, hvor den flade, lave skat har været med til at sikre den lille bystats enorme vækst i perioden. De baltiske landes skattereformer i 1990erne er blevet tilskrevet en stor del af æren for, at de er blandt de tidligere kommunistiske stater, der har klaret sig bedst. Rusland er derimod længe haltet af sted, men efter at have indført en flad skat, skød landets vækst i vejret med vækstrater på 5-10 pct. de sidste tre år.Hvad ville en flad skat betyde i Danmark? Beregninger fra Skatteministeriet viser, at hvis man fjernede alle fradrag og alle skattetrin, arbejdsmarkedsbidrag m.v., ville den ensartede skatteprocent blive på 36,8 pct.For mange middelindkomster ville der alt i alt ikke være store forskelle, men der ville være et åbenlyst fordelingspolitisk og markedsføringsmæssigt problem: en fuldstændig ens skatteprocent vil betyde, at nogle høje indkomster vil skulle betale mindre, mens nogle lavere skulle betale mere. Det vil givetvis blive mødt med forudsigelige kommentarer som, at forslaget ville »vende den tunge ende nedad« og »tage fra de fattige og give til de rige« – også selvom der ville være tale om, at de rigeste fortsat betaler langt flere kroner i skat, og desuagtet at de langsigtede, positive konsekvenser givetvis vil være til fordel for alle borgere.
Men det kan man løse på to måder. For det første vil radikalt lavere marginalskatter uden tvivl udløse, hvad økonomer kalder »dynamiske effekter« – altså øget økonomisk vækst og med øgede skatteindtægter som konsekvens. Disse kunne de politiske parter til et forlig på forhånd aftale at bruge til en trinvis forhøjelse af en skattefri bundgrænse for personer i arbejde. Et sådant vil også gavne højere indtægter, men det vil alt andet lige komme lavindkomstgrupper relativt mest til fordel. Et andet finansieringsbidrag ville kunne være den, som tænketanken CEPOS pegede på tidligere i denne uge, nemlig at fastfryse det offentlige forbrug og samtidig lade overførselsindkomster stige med inflationen (snarere end den generelle lønudvikling).

Herhjemme er man imidlertid så begejstret for status quo, at man næsten praler af ikke at ville ændre på noget. Men det er også her, man endnu tror, at man har verdens højeste levestandard, bedste sundhedsvæsen og bedste skoler.

Peter Kurrild-Klitgaard Lektor, ph.d., Syddansk Universitet

CEPOS flyvende fra start, med skatteudspil

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. marts 2005. Skriv et svar

Den nye danske tænketank CEPOS er de sidste dage kommet flyvende fra start. Se pressedækningen her. Der har været stor opmærksomhed om tænketankens første udspil: et konkret forslag, der viser, hvordan man kan finde finanspolitisk råderum til at sænke de danske skatter mærkbart–uden at skære i offentlige ydelser.Berlingske har også haft hele to kronikker om tænketanken: en af undertegnede om tænketankens principper og en af fhv. statsminister Carl Bildt om dens muligheder.Den nye danske tænketank CEPOS er de sidste dage kommet flyvende fra start. Se pressedækningen her. Der har været stor opmærksomhed om tænketankens første udspil: et konkret forslag, der viser, hvordan man kan finde finanspolitisk råderum til at sænke de danske skatter mærkbart–uden at skære i offentlige ydelser.Berlingske har også haft hele to kronikker om tænketanken: en af undertegnede om tænketankens principper og en af fhv. statsminister Carl Bildt om dens muligheder.

Ikke alle politikere er lige (ens)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. marts 2005. Skriv et svar

I en tid, hvor det nogle gange synes som om, at alle politikere mener, siger og gør det samme, kan det være værd at holde sig for øje, at der nogle gange vitterlig er forskelle. Nobelprisvinderen Milton Friedman, født 1912 men still-going-strong, viste i et nyligt publiceret, kortfattet læserbrev om Ronald Reagan med to simple tidsserier, at der kan være forskelle på præsidentembeder–også selv om man ikke derudfra kan udlede, hvad forskellene skyldes, eller om det er de eneste væsentlige forskelle.

Vargas Llosa om frihed & velstand

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. marts 2005. Skriv et svar

Den store, prisbelønnede peruvianske forfatter, Mario Vargas Llosa, har været på besøg hos American Enterprise Institute, hvor han modtog The Irving Kristol Award og som kvittering gav en tale for det neokonservative forum med titlen "Confessions of A Liberal".

Skulle nogle være i tvivl om, at den engang unge kommunist idag sympatiserer med ganske andre ideer og livssyn (og har interessante perspektiver at bygge dem på), kan de med fordel læse talen–også selvom hans syn på forholdet mellem idéer/kultur og økonomi kan forekomme en anelse naivt.

I talen berørte Vargas Llosa bl.a., hvordan begrebet "liberalisme" i store dele af verden er blevet korrumperet og perverteret til at betyde noget ganske andet, end det egentlig betyder, og hvorfor frihed i sidste ende er det væsentligste, når det gælder om at sikre mennneskehedens levestandard og fortsatte fremgang:

"[The] liberal I aspire to be considers freedom a core value. Thanks to this freedom, humanity has been able to journey from the primitive cave to the stars and the information revolution, to progress from forms of collectivist and despotic association to representative democracy. The foundations of liberty are private property and the rule of law; this system guarantees the fewest possible forms of injustice, produces the greatest material and cultural progress, most effectively stems violence and provides the greatest respect for human rights. …[Liberalism] is tolerance and respect for others, and especially for those who think differently from ourselves, who practice other customs and worship another god or who are non-believers. By agreeing to live with those who are different, human beings took the most extraordinary step on the road to civilization. It was an attitude or willingness that preceded democracy and made it possible, contributing more than any scientific discovery or philosophical system to counter violence and calm the instinct to control and kill in human relations. It is also what awakened that natural lack of trust in power, in all powers, which is something of a second nature to us liberals. We cannot do without power, except of course in the lovely utopias of the anarchists. But it can be held in check and counterbalanced so that it does not become excessive. It is possible to take away its unauthorized functions that quell the individual, that being who we liberals believe is the touchstone of society and whose rights we must respect and guarantee. Violating these rights inevitably unleashes a series of escalating abuses, which like concentric waves sweep away the very idea of social justice."

Tja, men den slags udtalelser skal den prisbelønnede Llosa nok ikke se frem til at få Nobelprisen i litteratur lige med det samme–for slet ikke at tale om Sonningprisen …

William Safire forlader New York Times, erstattes af John Tierney

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. marts 2005. Skriv et svar

Det er sikkert relativt få i Danmark, som jævnligt læser New York Times–og endnu færre, som er dedikerede læsere af den amerikanske politiske kommentator William Safire (der i 32 år har været et fornuftigt ugentligt islæt på NYT's debatsider). Men for dem af os, som er, var det ærgeligt at høre, at den Store Gamle Mand ikke længere skal skrive for avisen som kommentator (omend han fortsætter som avisens sprog-ekspert). På hans sidste dag trykte NYT hele fire klummer, som fyldte hele debatsiden. Hans allersidste klumme–hvis filosofi fortalere for det danske efterløns- og pensionssystem burde notere sig–var "Never Retire".

Safire er nu erstattet af John Tierney, der nok er sprogligt mindre elegant, men nok er mindst lige så saglig, humoristisk og måske samtidigt lidt mere "empirisk".