Forfatterarkiv: Peter Kurrild-Klitgaard

Bonde om liberalisme og den slags

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. oktober 2005. Skriv et svar

Weekendavisens Arne Hardis har i den forgangne weekends udgave et fortrinligt interview med vor Punditocratus Emeritus, Mikael Bonde Nielsen.  Interviewet findes i sin fulde længde på den lukkede del af avisens sider, som kun er tilgængeligt for abonnenter, men her er et par uddrag:

PÅ bordet mellem os ligger Henning Fonsmarks Historien om den danske utopi som inspiration, for det er ikke er munter læsning for tilhængere af et liberalt samfund, der præger den bog.

Fonsmarks 15 år gamle analyse lyder, at den liberale kamp mod den socialdemokratiske velfærdsstat reelt blev tabt omkring 1960, da Venstre-lederen Erik Eriksen mislykkedes med sit ambitiøse forsøg på at samle Venstre og De Konservative om en liberal opposition til Socialdemokratiet. Siden har det bare været den rene jammer med det liberale alternativ. VKR-regeringen under Hilmar Baunsgaard gjorde ondt meget værre, mens det faktiske udkomme af Schlüters regeringstid var, at han rettede økonomien op, så den danske velfærdsmodel kunne fortsætte og ekspandere og ekspandere.

Og nu er vi så – hvis vi ser bort fra Hartlings smalle parentes – nået til fjerde forsøg i rækken: Anders Fogh Rasmussen, som har haft held til at erobre og bevare magten, men også til at udvide velfærdsordningerne, udvide den offentlige sektor og øge antallet af danskere på indkomstoverførsler ud på den pæne side af 900.000. Hvad med ham, hvordan skal han bedømmes? Socialdemokratisk kustode eller ultratålmodig liberalist?

»Det ser jo ud, som om han ikke har viljen til andet end at konsolidere den socialdemokratiske velfærdsstat,« siger Mikael Bonde Nielsen …

»Det liberale projekt har det såmænd ganske godt på det intellektuelle niveau – jeg har aldrig oplevet så mange begavede og kreative liberale sjæle som i dag. Det kan jo mærkes i den offentlige debat, hvor konservative og liberale meningsdannere er særdeles aktive, ja, nærmest dominerende. I den forstand er Danmark et land med en stærk liberal forankring. Men på det parlamentariske niveau er billedet helt anderledes. Foghs reaktion på ulighedsdiskussionen og Eva Kjer Hansen var jo påfaldende voldsom. Det var en bekendelse til ligheden i det land, der har den mest sammenpressede indkomstfordeling, man kan forestille sig. Det peger jo i retning af ren konsolidering af den socialdemokratiske velfærdsmodel. På den anden side talte Fogh i sin åbningstale også om, at det skal være muligt for folk at påvirke deres egen tilværelse – det kan rigtig mange på overførselsindkomst ikke i dag, de må enten arbejde sort eller håbe på en lottogevinst, hvis de vil have en bedre økonomi. Og i samme åbningstale understregede han, at det altid skal kunne betale sig at arbejde – det er også klassisk liberalisme,« påpeger Mikael Bonde Nielsen.

Efterårsgenbrug

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 17. oktober 2005. 2 svar

Punditokrater kan også godt lide genbrug.  Ihvertfald holder denne Punditokrat i disse dage en mini-efterårsferie, så i mangel på noget nyt at skrive, vil jeg nøjes med at poste to indlæg, som jeg i sidste uge havde i Berlingske Tidende.  Et indlæg fra i lørdags, der var en del af tre indlæg (de andre af David Gress og Niels Højlund), som kommenterede Dansk Folkepartis betydning for det borgerlige Danmark, og et andet indlæg fra forrige lørdag, hvor jeg tog afsæt i CEPOS’ analyse af antallet af danskere på overførselsindkomster.  Here we go …

Uden overordnet vision

»Det er ikke et borgerligt parti … Det er et mærkeligt parti.« Ingen har vel udtrykt det borgerlige Danmarks syn på Dansk Folkeparti mere rammende end fhv. statsminister Poul Schlüter gjorde i lørdags i TV-showet »Clement Direkte«. Og Schlüters ord var illustrative for, hvor svært det er at vurdere, om partiet »netto« er en hjælp eller en belastning for det borgerlige Danmark og regeringspartierne.
Ser man på den borgerlige fløj som helhed og med henblik på at realisere borgerlige idealer, må svaret i bedste fald være ambivalent. DF har nok hevet stemmer fra Socialdemokraterne henover midten, og det kan borgerlige så glæde sig over – hvis det ikke lige var fordi partiet efterfølgende har overtaget Socialdemokraternes syn på velfærdsstaten og dermed flyttet »midten« til venstre. Det fremgår af talrige politiske udmeldinger, men måske især af, at man blokerer for en decideret nedsættelse af topskatten og for en justering af dagpengesatserne.
Set mere snævert for regeringspartierne kan man måske bedst illustrere spørgsmålet ved at betragte et hypotetisk scenarie: Under valgkampen viste mange meningsmålinger, at regeringen kunne ende i en situation, hvor man ville kunne danne flertal enten med DF eller med de Radikale – og i begge tilfælde uden at skulle trække på andre. Når statsministeren på det seneste har oplevet, hvor opportunistisk og besværligt DF er, ville han så helst have haft den nuværende situation, eller et sådant alternativt scenarie?
Man havde givetvis så langt foretrukket at have haft et alternativt flertal med Radikale. Hvad VK ellers i øvrigt synes om Radikale (og dets nuværende leder), så er det dog et parti med hvem man kan »do business«.
Det samme kan ikke helt siges om DF. Partiets eneste virkelige værdi for regeringen er, at partiet næppe vil vælte den og bakker op om skattestoppet – derudover er der ikke meget at hente.
Det er f.eks. efterhånden uklart, hvad står partiet egentlig står for – andet end en mere eller mindre stueren tone i indvandrerdebatten og et mere eller mindre socialdemokratisk syn på offentlige udgifter. Sagen er nok, at partiet egentlig ikke står for meget andet end selvopretholdelse: Hvordan skal man ellers forklare, at en gruppe professionelle politikere på ti år har forvandlet sig selv fra skattehadende og bureaukratibekæmpende fremskridtsfolk til Dannebrogssvingende nationalister, der ville hjemsende indvandrerfamilier kollektivt, til nu at være status quo forkæmperne nr. 1? Om noget er partiets mangel på overordnet vision illustreret af, at det i den forgangne uge er lykkedes Pia Kjærsgaard i dialogen med Niels Lunde på disse sider at være aldeles ude af stand til at sige noget som helst om, hvad man vil gøre ved det pres, der i de kommende årtier kommer på de offentlige udgifter.
På kort sigt er aktiverne heller ikke store, og langt ind i rækkerne hos V og K er der snart et syn på DF som nogen, man helst kun er i stue med, fordi man p.t. ikke kan slippe. I forholdet til regeringen nærmer man sig p.t. en parlamentarisk mikrostyring af ministrenes ressortområder, f.eks. når man insisterer på omrokeringer i ministersager og ressortområder (TV 2, affald, ghettoer). Man behøver ikke at tale med mange i Folketinget for at få karakteristikken, at partiets ordførere generelt (men med undtagelser) er urutinerede, mindre godt inde i deres områder og uselvstændige – det er svært at lave aftaler med dem, fordi de hele tiden skal tilbage til ledelsen og have o.k.
Regeringspartierne bør dog trøste sig med, at DF aldrig ville kunne vælte en borgerlig regering. Halvdelen af partiets vælgere ville finde det helt uforståeligt, og dermed ville det risikere at kaste en stor del af partiets folketingsmedlemmer ud i ledighed – og man har den dårligst uddannede folketingsgruppe og den med flest med en umiddelbar fortid i passiv forsørgelse.
Så næste gang DF truer statsministeren med at vælte regeringen, fordi en minister mener noget forkert, eller ikke gør som partiet ønsker, bør han sige som Clint Eastwood i »Dirty Harry«: Go ahead, make my day!

Og så den om forsøgerbyrden:

Danskernes store fiktion

Staten er den store fiktion, at alle kan leve på bekostning af alle andre.
Ordene tilhører den franske økonom Frédéric Bastiat (1801-50), som tidligt forudså, hvad der ville ske, når staten påtager sig stadigt flere opgaver og mere omfordeling. Altså bevæger sig fra at udstikke rammerne for, hvad borgerne og staten ikke må gøre mod hinanden, og til primært at være omfordelende.
At danskerne har det fint med fiktionen var tydeligt i den forgangne uge. Først da tænketanken CEPOS kunne fremlægge beregninger, der viser, at der nu er et historisk stort antal danskere med deres primære indtægt fra de offentlige kasser – og dermed i sidste ende fra skattekroner hentet i den private sektor. Antallet, der er afhængige af de offentlige kasser, vil i 2006 være vokset med 101.000 siden regeringsskiftet i 2001: 9.000 flere offentligt ansatte og 92.000 flere på overførselsindkomst. Samtidig falder den private beskæftigelse, og dermed vil andelen af statsafhængige borgere udgøre 61 pct.i 2006 (mod 59 pct. i 2001).
Til sammenligning var andelen på »kun« 35 pct. i 1970 – hvor man oven på årtiers ekspansion af det offentlige ikke just stod midt i en »minimalstat«. Under den nuværende regering er modtagerne af overførselsindkomster steget til 900.000 på kontanthjælp, dagpenge, efterløn o.l., 700.000 på folkepension, 200.000 på SU, samt 833.000 offentligt ansatte. Sådan går det med andre ord, mens man har en regering, der kalder sig for borgerlig-liberal, og mens man har samfundsøkonomisk gode tider. Man kan spørge sig selv, hvordan det ville have set ud, hvis man havde haft en venstrefløjsregering eller en recession? Eller om det overhovedet er muligt at ændre på udviklingen?
Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at ingen ønsker at stille det åbenlyse spørgsmål: Hvis vi vedvarende bruger flere skattekroner på mennesker på overførselsindkomster, men der bliver flere, som er afhængige af overførselsindkomster, er det så sygdommen eller behandlingen, der er skidt for patienten?
I de fleste andre sammenhænge ville man reagere anderledes. Bruger man flere penge på at holde ens bil ved lige, men uden at der sker en forbedring af bilens tilstand, er det oplagt at overveje at skifte mekaniker. Bruger man endnu flere penge, men bliver bilens tilstand efterfølgende endnu værre, er det oplagt at ringe til politiet.
Men sådan er det ikke i politik. Her siger politikerne i stedet: Lad os fortsætte med at gøre, som vi gør – bare endnu mere. Så ved Folketingets åbning var regeringens budskab, at man egentlig ikke havde tænkt sig at ændre på noget særligt. Dansk Folkeparti vil ændre endnu mindre – andet end evt. at bruge flere penge. Og venstrefløjen vil naturligvis bruge endnu flere penge på stort set alt.
Årsagen er én, som har været kendt længe, men som den danske politolog Ole P. Kristensen i 1980erne satte ord på: Det skyldes asymmetrien i, hvem der yder, og hvem der nyder i forbindelse med politiske beslutninger.
Ved et forslag om at bruge penge på noget vil fordelene typisk være koncentreret på relativt færre end omkostningerne. De, der får en ny ydelse, vil føle denne mærkbart – og være tilsvarende begejstrede. De, der skal betale, vil typisk være skatteyderne generelt – og de vil som oftest være ligeglade, »for hvad er et par kroner fra eller til?«. Lige omvendt er det med forslag om at skære eller omlægge offentlige udgifter: Her vil de, det går udover, føle det mærkbart – og derfor være højlydte imod; de, der nyder fordelen af f.eks. en besparelse, vil omvendt sjældent kunne mærke den, og derfor være ligeglade.
Set på den måde er det ikke så mærkeligt, at antallet af nydere af offentlige udgifter stiger og stiger: Det er som skralden, som børnene svinger til fastelavn, og som kun kan køre den ene vej. Det, som nogle af mine forskerkolleger har kaldt »velfærdskoalitionen« – altså gruppen af vælgere, der har deres hovedindtægt fra de offentlige kasser – er nu så stor, at intet politisk parti ønsker at træde den over tæerne.
Så til de 39 pct., der endnu ikke er helt afhængige af den offentlige sektor, er der denne tanke at tygge på: Det bliver I nok med tiden

PS.  Iøvrigt er jeg–sammen med en del andre–bidragyder til en ny dansk bog om det moderne USA set gennem film: Helle Porsdam’s antologi “Coming to A Theatre …” (Jeg skrev om stat og individ i amerikansk politik–med udgangspunkt i Mel Gibsons “The Patriot”)

Er Rosenkrantz-Theil en selvfed profitmager?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. oktober 2005. 5 svar

Forleden skrev vores med-punditokrat Dr. Mephisto om, hvorledes et folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti ræsonnerede, at når borgerlige politikere var imod at retsforfølge kunder hos prostituerede, var det nok fordi de selv benyttede sig af prostituerede.

Den type sindelagsanalyse åbner jo vide perspektiver for at gisne om politikeres motiver—og gerninger.  Hvis f.eks. nogle politikere ønsker, at voldsmænd skal slippe lettere rent straffemæssigt, er det så, fordi de selv er voldsmænd?  Hvis nogle politikere ønsker, at der ikke skal stilles aktiveringskrav til bistandsmodtagere, er det så, fordi de selv er passive? (Eller regner med at blive bistandsmodtagere?) Og sådan kunne man blive ved med spændende gætterier.

Men ret beset ville man i hvert fald kunne sige, at sådanne politikere da så i det mindste er konsekvente—der er overensstemmelse mellem, hvad de siger, og hvad de selv gør/tror.  Det kan man imidlertid ikke sige om alle politikere.

Tag f.eks. en vis halvstuderet stud.scient.pol., som 15.9.2005 skrev i Information:

“[Kernen] i debatten om den stigende ulighed er et spørgsmål om selve samfundets sammenhængskraft, ligeså meget som det er et spørgsmål om anstændighed og retfærdighed.

Når debatten kredser om begreber som retfærdighed og anstændighed, så er der indiskutabelt forskellige positioner i det politiske landskab.  … Her [hos de borgerlige] er den centrale faktor for graden af retfærdighed, en persons ret til at akkumulere kapital, herunder at denne akkumulation sker ved at høste værdien af andres arbejde.

Lighed er ikke i sig selv et mål, der skal forfølges …, det er derimod afskaffelse af hensynet til de svage, der fungerer som spændetrøjer og klods om benet for de dygtige, de kyniske og de enestående. …

[For os] er lighed et helt centralt politisk mål i sig selv og altså ikke kun et spørgsmål om anstændighed. Kampen for lighed og imod ulighed er en kamp for samfundets evne til at hænge sammen.

Fællesskab er det gode samfunds forudsætning, og mennesker føler sig kun forpligtet af fællesskabet, hvis de føler sig inkluderet i fællesskabet, og folk føler kun fællesskab, hvis de er i nogenlunde materiel øjenhøjde med hinanden. …

For at et samfund skal hænge sammen, skal dets rygrad være et fællesskab. Ikke et negativt defineret fællesskab, der baserer sig på uendelig selvfedme og afgrænsning af sig selv i forhold til andre … Men derimod et positivt inkluderende fællesskab, der handler om en fælles vilje til at tage vare på hinanden og i sær [sic!] de, som har brug for hjælp.

Et sådan fællesskab er ikke noget, vi kan tale frem; det er ikke en idealistisk forestilling om, at vi ‘bare skal være søde ved hinanden’. Det er et benhårdt økonomisk spørgsmål. For uden en konsekvent fordeling af de skabte værdier, uden økonomiske fælleder – så er idéen om fællesskab noget idealistisk snik-snak.”

Det er jo altsammen—på sin egen måde—en slags klar tale.

Selvsamme studerende er til hverdag en fuldtidspolitiker med det halvadeligt klingende navn Pernille Rosenkrantz-Theil, og hun er ifølge Ekstra Bladet i gang med at tjene 1,6 mio. skattefrie kroner på at sælge sin ejerlejlighed på Nørrebro.  Lejligheden er i øvrigt ikke ejet til boligformål, men er videreudlejet.  Samtidig har hun lige tjent 150.000 kr. i skattefri fortjeneste på at sælge et hus, hun har haft en del af.  Og hun har så oven i købet investeret i en ny ejerlejlighed på Nørrebro, som hun er flyttet ind i.  Med andre ord er den pågældende altså i gang med at score decideret profit (også kendt som “arbejdsfri fortjeneste”)—og akkumulere kapital—på at “udnytte boligsituationen” …  Da damen i forvejen tjener et beløb pænt over fattigdomsgrænsen ved sit “arbejde” som politiker, kan man stille sig selv spørgsmålet: Hvor blev solidariteten og kampen mod uligheden af?  Skal alt da drukne i selvfed egoisme og grådighed?  Hvad med det med at være “forpligtet” overfor “fællesskabet” til at “tage vare på hinanden” og gennemføre en “konsekvent” fordeling af “værdierne”?

Sarkasme til side: Vi Punditokrater—eller i hvert fald nærværende—mener selvfølgelig, at PRT skal have lov til at akkumulere al den kapital, hun kan slippe afsted med, for vi ved, at selv hun derved—som var hun ledt af en usynlig hånd—kan komme til at gøre noget godt for andre.  De fleste Punditokrater vil endog nok gå så langt som til at sige, at hvis to parter kan enes om en transaktion, og at denne ikke har voldsomme, uønskede eksternalitetseffekter i forhold til andre personers ejendom, ja, så er det godt nok.

Men kunne man da i det mindste ikke bede om lidt moralsk konsekvens af en, der til stadighed prædiker moral (tilsyneladende i uvidenhed om, hvad Marx rent faktisk skrev om moral og rettigheder)?  Hvis PRT virkeligt mener, at “lighed er et helt centralt mål i sig selv”, og øget ulighed altså per definition er skidt, er der masser af måder, hun selv aktivt kan bekæmpe “den stigende ulighed” på: Hun kunne forære sin gamle lejlighed til beboerne.  Eller til De Autonome–de passer, som man kan se på Jagtvej, ganske godt på fast ejendom.  Og der er gode, nyttige formål, hun kan donere sin snart betydelige personlige formue til.  Men mon ikke det viser sig, som så ofte før, at “solidaritet” primært er solidaritet for andre folks penge?

Hvem er det så egentlig lige, der er “uendeligt selvfede”?

PS.  Vores Fru Punditokrat har hjælpsomt gjort os opmærksom på, at frk. Rosenkrantz-Theil p.t. er sygemeldt fra sit hårde job i Folketinget grundet stress; vi har fuld forståelse for, at det må kræve sin mand m/k at bruge så meget tid på at styre andre menneskers liv.  Vi ønsker frk. Rosenkrantz-Theil god bedring, men husk nu: Kom ikke tilbage, før du er helt klar …

Charles Murray om grupper & politisk korrekthed

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. oktober 2005. Skriv et svar

Den politologiske forsker ved American Enterprise Institute Dr. Charles Murray–forfatter til bl.a. Losing Ground: American Social Policy 1950-1980 og What It Means To Be A Libertarian–blev for ca. ti år siden udsat for personlige angreb af en sjælden væmmelig art, da han og (afdøde) Richard J. Herrnstein udsendte The Bell Curve: Intelligence and Class Structure in American Life.  I bogen tillod de sig at anvende amerikanske IQ-data til at diskutere indretningen af USA’s socialpolitik, og i særdeleshed spørgsmålet om “affirmativ action” (positiv særbehandling) for etniske grupper–hvilket resulterede i, at Murray blev gengivet i både tale og tegning som værende nazistisk racerenheds-fortaler.

Belært af den erfaring har Murray holdt sig fra emnet, men i en kronik i dagens Wall Street Journal tager han emnet om politisk korrekted, grupper og “affirmative action” op igen.  Den er laaaang men interessant at læse–uden at man behøver at være ukritisk. Her er essensen:

The Orwellian disinformation about innate group differences is not wholly the media’s fault. Many academics who are familiar with the state of knowledge are afraid to go on the record. Talking publicly can dry up research funding for senior professors and can cost assistant professors their jobs. But while the public’s misconception is understandable, it is also getting in the way of clear thinking about American social policy.

Good social policy can be based on premises that have nothing to do with scientific truth. The premise that is supposed to undergird all of our social policy, the founders’ assertion of an unalienable right to liberty, is not a falsifiable hypothesis. But specific policies based on premises that conflict with scientific truths about human beings tend not to work. Often they do harm.

One such premise is that the distribution of innate abilities and propensities is the same across different groups. The statistical tests for uncovering job discrimination assume that men are not innately different from women, blacks from whites, older people from younger people, homosexuals from heterosexuals, Latinos from Anglos, in ways that can legitimately affect employment decisions. Title IX of the Educational Amendments of 1972 assumes that women are no different from men in their attraction to sports. Affirmative action in all its forms assumes there are no innate differences between any of the groups it seeks to help and everyone else. The assumption of no innate differences among groups suffuses American social policy. That assumption is wrong.

When the outcomes that these policies are supposed to produce fail to occur, with one group falling short, the fault for the discrepancy has been assigned to society. It continues to be assumed that better programs, better regulations or the right court decisions can make the differences go away. That assumption is also wrong. …

In university education and in the world of work, overall openness of opportunity has been transformed for the better over the past half-century. But the policies we now have in place are impeding, not facilitating, further progress. Creating double standards for physically demanding jobs so that women can qualify ensures that men in those jobs will never see women as their equals. In universities, affirmative action ensures that the black-white difference in IQ in the population at large is brought onto the campus and made visible to every student. The intentions of their designers notwithstanding, today’s policies are perfectly fashioned to create separation, condescension and resentment–and so they have done.

Bushs borgerkrig

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. oktober 2005. 10 svar

Hermed en lidt lang “round-up” for, hvordan Republikanerne i den forgangne uge har været i borgerkrig—eller rettere: bombning af hovedkvarteret:

Mange har—med en vis ret—set de muligheder for udnævnelser af nye højesteretsdommere, som præsident George W. Bush har kunnet disponere over, som hans måske væsentligste mulighed for at påvirke amerikansk indenrigspolitik på langt sigt. Og netop derfor er store dele af den amerikanske højrefløj nu i fuld udblæsning med en endog meget skarp og skrap kritik af Bush—ikke kun for hans udgiftspolitik men også—og i særdeleshed—for netop nomineringen af White House Counsel Harriet Miers til Associate Justice ved US Supreme Court.  Og i modsætning til, hvad danske medier får det til at lyde som, så har kritikken meget lidt at gøre med abort.

Kritikken har derimod alt at gøre med, at man på den amerikanske højrefløj (bredt forstået) i et par årtier har set frem til at kunne brudt med +70 års brug af Højesteret til at udvide forbundsregeringens opgaver.  Det var, hvad Rehnquists “New Federalism” gik ud på, og det er, hvad man nu mener, Bush har set stort på ved at nominere sin egen advokat—en person, der tilsyneladende er uden andre bemærkelsesværdige kvalifikationer end at Bush har talt religion med hende og har “set ind i hendes hjerte”.

Kritikken er ved at nå sådanne højder, at man formodentlig skal tilbage til George H.W. Bushs brud på sit løfte om “No New Taxes” for at finde lignende kritik fra baglandet af en Republikansk leder. Den eklektisk-konservative britiske kommentator og super-blogger Andrew Sullivan har i London Times meget fint sammenfattet problematikken på denne måde:

“She has never been a judge and has never, to anyone’s knowledge, even proffered an opinion about the fundamental constitutional issues with which the Supreme Court grapples daily. But last Monday Harriet Miers was nominated to be one of only nine justices on the Supreme Court of the United States. She was, in President Bush’s words, “the best person I could find.” …

Why the outrage on the right?  It’s explicable for both short-term and long-term reasons.  In the short term this president has betrayed every conservative principle with regard to public spending.  Most conservatives bottled up their dyspepsia before the election for partisan reasons, or because they believed that the war on terror was too important to be left to John Kerry. But now that spending is spiralling up again, and Bush seems utterly unconcerned, they’re angry. … Bush blew it. He bypassed any number of superb judges to place his personal lawyer on the court. Hence the explosion of anger.”

Og derfor f.eks. på tirsdagens pressemøde dette overraskende spørgsmål til Bush fra en journalist: “Are you still a conservative?”.

Vores ærede med-Punditokrat Mchangama har allerede forleden skrevet om emnet med henvisning til de første kommentarer fra konservative kommentatorer, men her er nogle flere klip og en delvis round-up:

  • George F. Will, fremtrædende og frygtløs konservativ kommentator (som i 1988 sammenlignede daværende vicepræsident George H.W. Bush med en skødehund), skrev (som jeg selv nævnte forleden) en intet mindre end syrlig klumme.  Den har nu gjort Will så ildeset i Det Hvide Hus, at Bush ved et offentligt arrangement forleden nidstirrede ham.  Will spørger: Kan nomineringen af Miers retfærdiggøres?  Han giver svaret allerede i indledningen: “Senators beginning what ought to be a protracted and exacting scrutiny of Harriet Miers should be guided by three rules. First, it is not important that she be confirmed. Second, it might be very important that she not be. Third, the presumption—perhaps rebuttable but certainly in need of rebutting—should be that her nomination is not a defensible exercise of presidential discretion to which senatorial deference is due. It is not important that she be confirmed because there is no evidence that she is among the leading lights of American jurisprudence, or that she possesses talents commensurate with the Supreme Court’s tasks. The president’s “argument” for her amounts to: Trust me. There is no reason to … He has neither the inclination nor the ability to make sophisticated judgments about competing approaches to construing the Constitution. Few presidents acquire such abilities in the course of their pre-presidential careers, and this president particularly is not disposed to such reflections.”
  • Randy Barnett, juraprofessor og ledende klassisk-liberal retsfilosof, kalder i en kommentar i Wall Street Journal nomineringen for det værst tænkelige eksempel på den type “cronyism”, som forfatningens “founding fathers” advarede imod.
  • Rush Limbaugh, den mest lyttede til talk-radiovært i amerikansk radio, sagde i sit program: “There was an opportunity here to show strength and confidence, and I don’t think this is it … It seems to me from the outset that this is a pick that was made from weakness. … There are plenty of known quantities out there who would be superb for the Court. This is a nominee that we don’t know anything about. It makes her less of a target, but also doesn’t show a position of strength.”
  • Dommer Robert Bork, den fremtrædende jurist som Reagan i 1987 nominerede til SCOTUS, men som blev nedstemt i senatet (og som dermed lagde grunden for det amerikansk verbum “at blive ‘borked’“), kalder i et interview Miers-nomineringen “a disaster on every level … It’s a little late to develop a constitutional philosophy or begin to work it out when you’re on the court already … It’s kind of a slap in the face to the conservatives who’ve been building up a conservative legal movement for the last 20 years.“
  • Charles Krauthammer, Pulitzer Pris-vindende konservativ kommentator ved Washington Post, skriver i sin klumme, at nomineringen er intet mindre end skandaløs og opfordrer direkte Bush til at trække nomineringen tilbage: “[N]ominating a constitutional tabula rasa to sit on what is America’s constitutional court is an exercise of regal authority with the arbitrariness of a king giving his favorite general a particularly plush dukedom. The only advance we’ve made since then is that Supreme Court dukedoms are not hereditary. It is particularly dismaying that this act should have been perpetrated by the conservative party. For half a century, liberals have corrupted the courts by turning them into an instrument of radical social change on questions—school prayer, abortion, busing, death penalty—that properly belong to the elected b
    ranches of government. Con
    servatives have opposed this arrogation of the legislative role and called for the restoration of the purely interpretive role of the court. To nominate someone whose adult life reveals no record of even participation in debates about constitutional interpretation is an insult to the institution, and to that vision of the institution. There are 1,084,504 lawyers in the U.S. What distinguishes Harriet Miers from any of them other than her connection with the president? To have selected her, when conservative jurisprudence has J. Harvie Wilkinson, Michael Luttig, Michael McConnell and at least a dozen others on a bench deeper than that of the New York Yankees, is scandalous. … [The] president has ducked a fight on the most important domestic question dividing liberals from conservatives: the principles by which one should read and interpret the Constitution. For a man whose presidency is marked by a courageous willingness to think and do big things, this nomination is a sorry retreat into smallness.    “
  • John Fund, politisk redaktør ved Wall Street Journal og som sådan noget af en big-shot i amerikanske medier, har i den forgangne uge ændret holdning. Først var han ikke begejstret for Miers-nomineringen, men mente hun skulle have en chance; nu mener han kun det første: “[That] was before I interviewed more than a dozen of her friends and colleagues along with political players in Texas. I came away convinced that questions about Ms. Miers should be raised now—and loudly—because she has spent her entire life avoiding giving a clear picture of herself. “She is unrevealing to the point that it’s an obsession,” says one of her close colleagues at her law firm. … Harriet Miers is unquestionably a fine lawyer and a woman of great character. But her record on constitutional issues is nil, and it is therefore understandable that conservatives, having been burned at least seven times in the past 50 years, would be hesitant about supporting her nomination.”
  • William Kristol, neo-konservativ chef-ideolog og redaktør ved Weekly Standard, siger træk nomineringen tilbage eller gå selv:  “President Bush’s nomination of Harriet Miers was an out-of-the-blue act of loyalty to a longtime staffer. Is it too much to hope that she might reciprocate by withdrawing, thereby sparing her boss the chance of lasting damage to his legacy that her appointment to the Supreme Court may well represent?”
  • Peggy Noonan, taleskriver for Reagan, Bush 41 m.fl. og skribent ved Wall Street Journal siger, at det er svært at forstå, hvad Bush tænkte på.  “[The] Miers pick was another administration misstep. The president misread the field, the players, their mood and attitude. He called the play, they looked up from the huddle and balked. And debated. And dissed. Momentum was lost. The quarterback looked foolish. The president would have been politically better served by what Pat Buchanan called a bench-clearing brawl. A fractious and sparring base would have come together arm in arm to fight for something all believe in: the beginning of the end of command-and-control liberalism on the U.S. Supreme Court. Senate Democrats, forced to confront a serious and principled conservative of known stature, would have damaged themselves in the fight. If in the end President Bush lost, he’d lose while advancing a cause that is right and doing serious damage to the other side. Then he could come back to win with the next nominee. And if he won he’d have won, rousing his base and reminding them why they’re Republicans. He didn’t do that. Why didn’t he? Old standard answer: In time of war he didn’t want to pick a fight with Congress that he didn’t have to pick. Obvious reply: So in time of war he picks a fight with his base? Also: The Supreme Court isn’t the kind of fight you “don’t have to pick.” History picks it for you. You fight.”
  • Den konservative forfatter og journalist Rich Miniter foretog først på sin egen hjemmeside og derefter i National Review en morsom punkt-for-punkt sammenligning af kvalifikationerne hos Harriet Miers og hos … den konservative talk-show vært Laura Ingraham.  Sammenligningen var utvetydigt til Ingrahams fordel (og det endda uden at inddrage mere åbenlyse, om end irrelevante, parametre).
  • Fhv. Bush-taleskriver David Frum (som formulerede “Axis of Evil”), hvis kritiserede Miers-udnævnelsen (som Jacob Mchangama omtalte forleden), hvilket har givet ham selv megen kritik fra Det Hvide Hus.  Han forklarer i en post, at han bare simpelthen finder kandidaten … dårlig: “So if I don’t dislike Miers and want the president to succeed, why am I speaking out? Aside from all the substantial reasons I have cited to date, I am speaking out because there are so many others who want to speak but cannot. I have spent hours over the past three days listening to conservative jurists on this topic—people who have devoted their lives to fighting battles for constitutionalism, for tort reform, for color-blind justice, people who fought the good fight to get Bork, Scalia, Thomas, and now Roberts onto the high Court. Their reaction to the nomination has been almost perfectly unanimous: Disappointment at best, dismay and anger at worst. Here’s the tough truth, and it will become more and more important as the debate continues: There is scarcely a single knowledgeable legal conservative in Washington who supports this nomination. There are many who are prepared to accept her, reluctantly, as the president’s choice. Some still hope that maybe it won’t turn out as bad as it looks. But ask them: “Well what if the president had consulted you on this choice,” and the answer is almost always some version of: “I would have thought he was joking.” … The woman is 60 years old, a lawyer for more than three decades. Can you see any instance in this long life and career where Miers ever took a risk on behalf of conservative principle? Can you see any indication of intellectual excellence? Did she ever do anything brave, anything that took backbone? Did anyone before this week ever describe her as oustanding in any way at all? If the answers to these questions is No, as it is, then you have to ask yourself: Why is a Republican president bypassing so many dozens of superb legal conservatives to choose Harriet Miers for the highest court in the land? “
  • James Taranto, redaktør for Wall Street Journals OpinionJournal.com, skriver i en kommentar om, hvordan amerikanske konservative har modtaget nomineringen: “When President Bush nominated Harriet Miers on Monday, we saw it as a missed opportunity. It left us underwhelmed, not appalled. But having spent last evening communing here with some 1,000 conservatives at National Review’s 50th anniversary dinner, we see a political disaster in the making.  We talked to quite a few people, a

    nd we heard not a single kind word about the nomination from anyone who wasn’t on the White House staff. … Conventional wisdom still has it that Miers is a shoo-in for confirmation. We’re not so sure. From what we saw last night, the right is furious at President Bush for appointing someone they see as manifestly underqualified and for ducking a fight with the Democratic left.”

  • Den konservative kommentator Michelle Malkin kalder sin blog-round-up om emnet “Utterly underwhelmed”.  Den fremtrædende liberalistisk-konservative politolog-blogger Dan Drezner forholder sig til Bushs anbefaling af Miers’ kvalifikationer: “Whoa, hold the phone—she was a fair and honest Lottery Commissioner? Put this woman on the bench right away!!!”

Det interessante at bemærke her er (bl.a.), at ingen af disse kommentatorer er “evangelske kristne” eller tilhører, hvad der normalt ville blive opfattet som det “kristne højre”; det er derimod, som omtalt i Berlingske Søndag, faktisk blandt den sidstnævnte gruppe, at man finder flest, der støtter nomineringen—og formodentlig fordi hun er imod abort.  I bund og grund skyldes utilfredsheden, at én born-again Christian har udpeget en anden born-again Christian til et af nationens mest betydningsfulde embeder—og uden anden grund.  Derved har han for alvor vist, hvad han er, nemlig som Mark Steyn har udtrykt det: “The president is a religio-cultural conservative who believes in big government and big spending and paternalistic federal intervention in areas where few conservatives have ever previously thought it wise”.

Og hvad med de andre, man kunne have forventet ville støtte Miers-nomineringen?

  • Robert Novak, konservativ journalist og kommentator extraordinaire, fortæller i sin klumme, at Det Hvide Hus og partiledelsen har bedt Republikanske senatorer om at tage ordet i Senatet og støtte Miers.  Det har de generelt nægtet.
  • Den Republikanske formand for Senatets Retsudvalg, Arlen Specter (som skal lede behandlingen af nomineringen), har udtalt, at Miers har brug for et “crash course” i forfatningsret, og at hun ikke vil få svære spørgsmål til at begynde med …
  • Her er en udtalelse (via New York Times) fra en af dem, som Bush administrationen har hyret til at promovere Miers: “Sean Rushton, executive director of the Committee for Justice, said generating enthusiasm for Ms. Miers was proving difficult because “anytime we put out something positive about her it gets shot to pieces by all our allies and the blogs.””

Ouch, ouch, ouch! Med den slags venner … Noget tyder på, at Bush har lagt sig ud med en pæn del af de 45 pct. af amerikanerne, der godt kunne lide ham—og så er der ikke så mange tilbage.

PS. George Will har i øvrigt opsummeret, hvad konservative bør være utilfredse med m.h.t. Buh og Republikanerne i sin artikel i denne uges Newsweek.

Nobelprisen til Schelling & Aumann

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. oktober 2005. 1 svar

Så blev det Thomas C. Schelling og Robert J. Aumann, som fik 2005 Nobelprisen i økonomi.

Ikke Robert Barro eller Gordon Tullock, som nærværende Punditokrat havde håbet.  Men Schelling er bestemt på mange punkter et rigtigt godt valg (og alt er bedre end at skulle læse endeløse lovprisninger af den fhv. økonom Paul Krugman): Det berømte “Schelling Punkt” er noget, som tilhængere af en mindre centralt dirigeret menneskelig adfærd burde kunne værdsætte (og det er altså ikke et sted på en menneskekrop …).

Mens der sikkert–og forhåbentlig–er nogle af mine ærede med-Punditokrater, der skriver på en post om det, kan andre læse denne fine hyldestartikel skrevet af de kløgtige økonomer Dan Klein, Tyler Cowen & Timur Kuran.  MarginalRevolution.com har også flere nyttige poster om de to vindere som kan læses her.

Plus ça change …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. oktober 2005. 8 svar

Det første tegn på, at man skal “lighten up” og tænke konstruktivt og fremadrettet er, når man begynder at sidde og synes, at tingene var nu altså bedre før i tiden.  Min Fru Punditokrat slår mig som regel hårdt —og fortjent —på overarmen, når jeg kommer for skade at sige, “Alt bli’r værre og værre!”.

Alligevel kan det nogle gange være svært ikke at blive lidt nostalgisk.  Jeg får det i hvert fald uvilkårligt på den måde, når jeg læser eller hører Connie Hedegaard udbrede sig om, hvad der er “ægte konservatisme”, og hvad der omvendt er utiltalende synspunkter.  Hedegaard har ved flere lejligheder erklæret, at hun foretrækker socialisme frem for liberalisme, hvilket nok er en væsentlig grund til, at hun er så populær blandt det Politikenske-Caffe Latte-Kystbanesocialistiske-Kulturradikale-Bureau-Kleptokrati–—de har altid foretrukket borgerlige, der ikke er så borgerlige, at det gør noget.  Og for Hedegaard er der næppe noget mere ukonservativt end at kritisere velfærdsstaten til fordel for noget som materialistisk som “markedet”, og liberale–—hvem hun så end måtte tænke på—–går jo (mener hun) ind for ulighed for ulighedens skyld.  Hedegaard har også hævdet (i en debat med Martin Ågerup), at en liberal kun argumenterer med økonomiske argumenter, mens en konservativ fokuserer på det “etiske”.  Det må jo uvilkårligt komme som et stort chok for de i Himlen forsamlede koryfæer Adam Smith, Herbert Spencer, John Stuart Mill, F.A. Hayek m.fl., der så tilsyneladende ikke er rigtige liberale, al den stund at de jo ikke kun benyttede sig at økonomiske argumenter.  Og det må være et lige så stort chok for de sammesteds forsamlede konservative, der i tidens løb er kommet til at benytte sig af økonomiske argumenter …  Alt i alt er er “klassisk konservatisme” ifølge Hedegaard noget helt, helt andet end “den liberalisme, som regeringen synes at hylde” (som hun skrev i Politiken i 2002).

Og så er vi ved det med nostalgi-trippet.  For “klassisk konservatisme” er vist ikke rigtigt, hvad den har været.  Jeg arbejder p.t. på et bidrag til en endog meget stor fransk antologi om liberal tænknings historie, og her skal jeg skrive (et af flere bidrag) om Danmark, hvilket har fået mig til at genlæse et par ting, som efterhånden har nogle år på bagen, bl.a. Det konservative Folkepartis 40-års jubilæumsskrift, Til Alle Mænds Tarv (1956), og Henning Fonsmarks aldeles uforlignelige Historien om Den Danske Utopi (1990).  Læser man sådanne ting bliver man uvilkårligt mindet om, at der var en tid, hvor de Konservative (og Venstre, ikke at forglemme!) var anderledes ideologiske.  I en lang periode af efterkrigsårene, frem til Hartlings ryk til venstre i 1965, og Poul Sørensen og Hans Jørgen Lembourns efterfølgende forsøg på at overhale indenom, var V og K i tale og (i vidt omfang) også i praksis helt derude på overdrevet, hvor Hedegaard ville rulle med øjnene.
Når det gælder “klassisk konservatisme” fra den periode, så er den vist noget andet, end hvad Hedegaard tænker på.  Her er hvad den daværende konservative partileder, Aksel Møller, skrev i Til Alle Mænds Tarv, 1956, dengang man kaldte velfærdsstaten for “formynderstaten” og afviste den så kategorisk, at man satte lighedstegn mellem folkepension og socialisme og mente således:

“[F]ormynderstaten er trods al sin gav­mild­hed ikke målet for de politiske partier, som er født af kravet om frihed for person og ejendom.  At skabe tryghed fra vuggen til graven og sikkerhed for, at mennesket kan transporteres igennem livet med den mindst mulige personlige risiko, kan nok forekomme mange tillokkende.  Men den risiko, der er ved at leve, lader sig ikke fjer­ne uden at den personlige frihed be­græn­ses. …

Lad os dog ikke overse, at men­ne­skene har forskellige behov.  Jo stærkere formynderstaten bliver, og jo me­re den fø­ler sig kaldet til at tage sig af menneskets velfærd, desto me­re må men­nesket aflevere af sine ar­bejds­resultater, og desto mindre bliver der til opfyldelsen af hans personlige ønsker til livet.”

Og:

“En for sin dyrevenlighed kendt og beun­dret direktør for en zoologisk have blev aldrig træt af at fremhæve, hvor meget sundere, raskere og tryggere dyrene var i hans bure, end i den verden, hvor de engang havde levet frit.  Der er ikke så forfærdelig megen forskel på den tryghed, hans dyr nød, og den, der bliver os til del i den helt gennemførte socialdemokratiske velfærdsstat.  Der vil heller ikke blive nogen særlig stor forskel på den pris, vi skal betale der for!”

Og Aksel Møllers broder, den senere konservative partileder, finansminister (og udenrigsminister-far) Poul Møller, skrev også i Til Alle Mænds Tarv:

“Velfærdsstaten vil … næppe byde på en så høj produktionsevne og dermed rigdom, som den privatejede bedriftsform, og der­for vil menneskene i Velfærdsstaten, når dens mål er nået, være fattigere end de be­høver at være i et samfund, hvis ø­ko­no­mi­ske bæ­repiller er anerkendelsen af privat ka­pi­tal­dannelse og privat ejendomsret.  Det er så­ledes slet ikke en varig højere rig­dom, Vel­færdsstaten tilbyder.  …

Det er derfor … u­tvivlsomt, at selve målet slet ikke er så at­tråværdig, som velfærds­pro­grammets tals­mænd udmaler det.  Tvært­imod taler alt for, at vel­færds­sam­fundet vil være fattigere, den politiske frihed mindre, den men­ne­ske­lige an­svars­fø­lelse vil mindskes, mod­standskraften aftage og initiativet lammes.  Socialismens ofte fremholdte skadelige virkninger vil gå igen, simpelthen fordi der kun er en nuance imellem den sociale Velfærdsstat og den socialistiske stat.”

Og her er (via Fonsmark, s. 196f) Poul Møllers opgør med velfærdsstaten anno 1962–—som vel og mærke havde et omfang af dværgestørrelse sammenlignet med nutidens:

“Hvis man nærer den opfattelse, at næsten al dårligdom er ‘samfundets skyld’, så må dette samfund, organiseret i nutidens stærke stat, også som gode forældre tage sig kærligt af hvert eneste barn.

Det er muligt, at de pædagoger, økonomer, kriminologer og politikere, der docerer dette synspunkt, har ret.  Jeg håber det ikke, for jeg tror ikke det kan forenes med drømmen om et frit samfund.  Dette må vel tværtimod forudsætte, at de mennesker, man ved stemmesedlen har givet magt til at bestemme over sig selv og andre, er ansvarlige for deres gerninger, er modne nok til at kunne foretage såvel de daglige økonomiske som de politiske valg og er oplyste nok til at forstå valgets konsekvenser.

Folkestyret må og kan derfor kun baseres på tilliden til menneskets fornuft og på et ansvarsgrundlag, der klart fastslår, at det enkelte menneske mere end noget andet er ansvarligt for sin skæbne.

Der lader sig simpelthen ikke gøre at bygge et retssamfund og et demokrati på et andets ansvarsgrundlag end dette, der af mange kaldes primitivt og af andre endog reaktionært.  Et hvilket som helst andet grundlag vil – om ikke formelt – så reelt føre frem til en enevælde, hvor den politiske magthavers ‘Vi alene vide, hvad der tjener folket bedst’ bliver folkestyrets svanesang.”

Ikke så meget tåget ordflom om “balance”, “sammenhængskraft”, og hvad ved jeg.  Men hvad var der mon sket, hvis medlemmer af K (eller V) i dag havde ytret sådanne ting?

Hr. Boe om frihed & enerne

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. oktober 2005. 16 svar

Eftersom kammeraterne på Information nu omsider har opdaget og eksponeret, hvad nogle af os har vidst længe (men ikke har villet blamere manden med), sker der vist ingen skade ved, at jeg citerer fra sidste uges portræt af den succesrige unge instruktør Christoffer Boe:

Den 31-årige instruktør Christoffer Boe har altid skilt sig ud fra den gemene hob

Christoffer Boe har altid skilt sig ud og haft en forkærlighed for hyldesten af eneren. På Filmskolen lagde han stort ud med en trilogi – og med sin spillefilmdebut ‘Reconstruction’ markerede han sig – som en vinder. …

Det begyndte allerede, da han var barn i Nordsjælland. Mens andre løb rundt og legede, så han film af jurist-faderens yndlingsinstruktører Howard Hawks, Orson Welles, Fritz Lang og Jean-Luc Godard. Og han var kun 12 år gammel, da han begyndte at interessere sig brændende for den omstridte tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900).

“I stedet for Michael Laudrup var jeg bare interesseret i Nietzsche. Så simpelt er det, og det udartede sig til mange ting. Frem for at tænde for tv åbnede jeg en bog. Dengang læste jeg virkelig meget og havde en målsætning for, hvor mange bøger jeg skulle læse om året,” har han udtalt til Berlingske Tidende.

19 år gammel skrev han to længere artikler i det ultra-liberalistiske tidsskrift Libertas, et blad, der trods placering på den ydre højrefløj var anarkistisk nok til at gå ind for Christianias bevarelse.

Artiklernes interesse for individualistens uindskrænkede rettigheder harmonerer godt med, at Boe – da han i 2003 skulle vælge sine yndlingsfilm til visning i Cinemateket – blandt andet slog ned på King Vidors ellers ret upåagtede Ayn Rand-filmatisering Kun den stærke er fri (1949), som han roste som “et fuldstændig kompromisløst forsvar for individualismen og retten til at være sin egen.”

Så er den gal igen-igen!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. oktober 2005. 8 svar

Så er det på tide, at Dansk Folkeparti ruster sig til kamp med en nyt mistillidsvotum mod regeringen!  En farlig ultraliberal hulemand forklædt som velfærdsstatsminister Anders Fogh Rasmussen blev tirsdag omkring frokost set på Folketingets talerstol, hvor han fremførte dette uacceptable forsvar for, at det skal være muligt for nogen at ophøre med at forblive helt lige i forhold til andre, og ovenikøbet påstod–uden dokumentation fra Socialforskningsinstituttet!–at der kunne være positive økonomiske konsekvenser heraf:

“Det skal altid kunne betale sig at arbejde og gøre en ekstra indsats. Det giver et dynamisk samfund. Det giver et velstående samfund. Og jo mere vækst og velstand vi har, desto bedre muligheder har vi for at hjælpe dem, der har brug for hjælp. Det har hele tiden været regeringens politik. Og det fortsætter med at være regeringens politik.”

Disse farlige udtalelser minder på foruroligende vis om, hvad socialministeren kom for skade kortvarigt at mene fornylig.  Vi forventer, at DF omgående insisterer på, at velfærdsstatsministeren snarest muligt irettesætter sig selv.

Om ansvar, autoritet og staten

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. oktober 2005. 2 svar

Som jeg nævnte forleden, er en af mine absolutte favorit-skribenter den amerikanske kommentator og taleskriver Peggy Noonan.  Hun er vittig, sentimental “på den fede måde” og ganske ideologisk hårdnæset.  Og alle med en interesse for amerikansk politik kan med fornøjelse læse hendes erindringer om at være taleskriver i Reagans administration, What I Saw at the Revolution: A Political Life in the Reagan Era (1990).

Vi har her på stedet tidligere kommenteret spændingerne på den amerikanske højrefløj.  I sin klumme i denne uge i Wall Street Journal er Noonans tema–—i hvert fald underliggende–—den spirende konflikt blandt amerikanske konservative.  Den amerikanske højrefløj har altid bestået af et antal ret indbyrdes forskellige fraktioner, men det er givetvis blevet endnu mere markant de seneste 30 år: moderate “Rockefeller Republikanere”, der nærmest minder om danske konservative (som George H.W. Bush); egentlige libertarianere (som det liberalistiske, Republikanske kongresmedlem Ron “Dr. No” Paul, Republican Liberty Caucus, sympatisører med Libertarian Party og klassisk-liberale udenfor partierne); kristne-religiøst “moral majority” konservative (som TV-prædikanter a la Pat Robertson); neokonservative, der er fokuserede på “national greatness”, forsvar og udenrigspolitik og godt kan lide en stor, men effektiv offentlig sektor (som f.eks. Weekly Standard og kommentatorerne William Kristol og David Brooks); paleokonservative, som taler om “states rights”, religion, yankee-nordstaternes aggression overfor Syden (og som associeres med f.eks. Chronicles Magazine), o.s.v., o.s.v.

For Noonan og nogle få andre er der særligt én konfliktlinie, der er ved at blive meget synlig.  På den ene side de amerikanske konservative, der synes, at autoritet og stærk politisk styring er et godt mål i sig selv (og især når det er de rette, der udøver den: Eller som som et kongresmedlem hånenede karrikerede det i en tale forleden: “Big government is good government if it is our government”). På den anden side de andre, der synes, at dette er selve problemet.  Man kan sige, at Noonan ser konflikten som værende specifikt mellem neokonservative a la Brooks og Kristol/”compassionate conservatives” a la Bush, og hvad man så kunne kalde Reagan/Goldwater konservative.  Her er et uddrag fra Noonans klumme, som meget godt skitserer konflikten, og som samtidigt meget velformuleret og koncist udtrykker “hendes” USA (og nærværende Punditokrats)—og er en god kritik af de politiske overfortolkninger af Katrina-katastrofen:

“David Brooks on “Meet the Press” Sunday said he thought Katrina had given rise to a greater public desire for “authority” and “order.” I found what he was saying typically thoughtful, but I differ with him. …

I don’t think Americans are or have been, by nature, lovers of authority. When we think of the old America we think of house-raisings on the prairie and teeming cities full of immigrants, but a big part of the American nature can also be found in the story of Jeremiah Johnson, the mountain man who just wanted to live off by himself, unbothered and unmolested by people and their churches and clubs and rules. He didn’t like authority. He wanted to be left alone.

We live in the age of emergency, however, and in that age we hunger for someone to take responsibility. Not authority, but a sense of “I’ll lead you out of this.” On 9/11 the firemen took responsibility: I will go into the fire. So did the mayor: This is how we’ll get through, this is how we’ll triumph.

In New Orleans, by contrast, the mayor seemed panicked, the governor seemed medicated, and the airborne wasn’t there until it was there and peace was restored. Until then no one took responsibility. There was a vacuum. But nature abhors a vacuum, so rumors and chaos came in to fill it. Which made things worse.
No one took charge. …

No one took responsibility, but there was plenty of authority. People in authority sent the lost to the Superdome and the Convention Center. People in authority blocked the bridges out of town. People in authority tried to confiscate guns after the looting was over.
And they did things like this: The day before hurricane Rita hit Texas, last Friday, I saw on TV something that disturbed me. It was not the usual scene of crashing waves and hardy reporters being blown sideways by wind gusts. It was a fat Texas guy swimming in the waves off Galveston. He’d apparently decided the high surf was a good thing to jump into, so he went for a prehurricane swim. Two cops saw him, waded into the surf and arrested him. When I saw it the guy was standing there in orange trunks being astonished as the cops put handcuffs on him and hauled him away.

I thought: Oh no, this is isn’t good. This is authority, not responsibility.

You’d have to be crazy, in my judgment, to decide you were going to go swim in the ocean as a hurricane comes. But in the America where I grew up, you were allowed to be crazy. You had the right. Sometimes you were crazy and survived whatever you did. Sometimes you didn’t, and afterwards everyone said, “He was crazy.”

Last week I quoted Gerald Ford: “The government big enough to give you everything you want is big enough to take away everything you have.” I was talking about money. But it applies also to personal freedom, to the rights of the individual, including his right to do something stupid as long as it’s legal, like swimming.

Government has real duties in disaster. Maintaining the peace is a primary one. But if we demand that our government protect us from all the weather all the time, if we demand that it protect us from rain and hail, if we make government and politicians pay a terrible price for not getting us out of every flood zone and rescuing us from every wave, we’re going to lose a lot more than we gain. If we give government all authority then we are giving them all power.

And we will not only lose the right to be crazy, we’ll lose the right to be sane. A few weeks ago when, for a few days, some level of government, it isn’t completely clear, decided no one should be allowed to live in New Orleans after the flood, law-enforcement officers went to the home of a man who had a dry
house, a month’s supp
ly of food and water, and a gun to protect himself. The police demanded that he leave. Why? He was fine. He had everything he needed. The man was enraged: It was his decision, he said, and he was staying.

It is the government’s job to warn and inform. That’s what we have the National Weather Service for. It is not government’s job to command and control and make microdecisions about the lives of people who want to do it their own way. …

Governments always start out saying they’re going to help, and always wind up pushing you around. They cannot help it. They say they want to help us live healthily and they mean it, but it ends with a guy in Queens getting arrested for trying to have a Marlboro Light with his Bud at the neighborhood bar. We’re hauling the parents of obese children into court. The government has increasing authority over our health, and these children are not healthy. Smokers, the fat, drinkers of more than two drinks per night, insane swimmers in high seas …

We are losing the balance between the rights of the individual and the needs and demands of the state. Again, this is not new. It’s a long slide that’s been going on for a long time. But Katrina and Rita seemed to make the slide deeper.

It is hard for governments to be responsible, and take responsibility. It takes real talent, and guts. But authority? That’s easier. Pass the law and get the cuffs.”

You go girl! Hvorfor har vi ikke den slags kommentatorer i Danmark?

PS. I øvrigt er førnævnte kongresmedlem Mike Pences tale, citeret ovenfor, værd at læse i sin helhed.

Politikens konkurrencedygtighed

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 29. september 2005. 2 svar

Dagbladet Politiken har en af den slags historier, som danskerne elsker–at andre siger, at vi er rigtigt dygtige–og en af den slags, som bladets foretrukne læsere elsker endnu mere–at en stor offentlig sektor er løsningen på alt.

Specifikt har avisen en historie, der fortæller, at World Economic Forum i sin årlige opgørelse siger, at vi har en af verdens mest konkurrencedygtige økonomier.  Og pudsigt nok har Politiken også fundet en økonom, der kan give en forklaring på dét, som er i bemærkelsesværdig overensstemmelse med en af avisens nylige ledere: At det er på grund af–ikke på trods af–et højt skattetryk, at vi er konkurrencedygtige.  Åbenbart leder højere afgifts- og skattetryk slet ikke til højere lønudgifter, og det offentlige bruger jo generelt ressourcerne langt mere kløgtigt, end forbrugere og investorer selv ville kunne finde ud af.

Men næste gang man vil researche dette emne kunne Politikens redaktions mange akademikere evt. læse noget andet end Zizek, Negri, Naomi Klein m.fl.–f.eks. denne undersøgelse af de svenske økonomer Stefan Fölster og Magnus Henrekson (der kom i European Economic Review, 2001).  De finder, at højere offentlige udgifter i velstående lande associerer med lavere økonomisk vækst.  Barro (som vi nævnte i går) fandt noget lignende i sit autoritative værk på området, Determinants of Economic Growth (1997).  Senest (2004) har Peter Gordon og Lanlan Wang observeret, at enhver positiv effekt af en stor ofentlig sektor synes at forsvinde, når man statistisk kontrollerer for graden af økonomisk frihed.  Om ikke andet så kunne Politikens journalist måske også bemærke, at USA, Schweiz, Singapore og Australien også er på top-ti listen–hvilket vel antyder, at der “lissom” er tale om andet end et højt skattetryk som værende det vigtigste.

PS. Division of Labour-bloggens Larry White er heller ikke enig med Politiken (eller rettere: med WEF).  Som han siger i en post, virker det som om, man har defineret sig til, at en stor offentlig sektor er god–og iøvrigt er det absurd at måle konkurrencedygtighed abstrakt.  F.eks. er Finland ikke særligt konkurrencedygtigt m.h.t. fremstilling af vin og bananer …

Barro om lighed, ulighed og vækst

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. september 2005. 2 svar

Mens størstedelen af Danmarks ånds-, erhvervs- og politiske liv i den forgangne uge slog syv politisk korrekte kors for sig selv og bedyrede, at stigende ulighed var fuldstændigt uacceptabelt (selv hvis det var til gavn for alle, inkl. de svagest stillede)–“for vi har jo en konsensus om, at vi jo ikke skal have amerikanske tilstande!”–havde Berlingske Tidende som eneste danske medie overvejet at spørge verdens formodentlig førende ekspert udi økonomisk vækst, Harvard-professoren Robert Barro, hvad han mente om emnet.

Det kom der et kort interview ud af–som pudsigt nok fik beskeden opmærksomhed i de medier, hvor journalisterne havde mere travlt med at interviewe hinanden om “sagen”.  Men de mere akademisk interesserede kunne jo evt. med fordel læse Barros meget citerede fagøkonomiske artikel om emnet: Barro, R.J. (2000). Inequality and growth in a panel of countries. Journal of Economic Growth 5: 5-32.  Den findes her i en lidt tidligere manuskriptudgave.

Hvad konkluderer han?  Dette er sammendraget:

“Evidence from a broad panel of countries shows little overall relation between income inequality and rates of growth and investment.  However, for growth, higher inequality tends to retard growth in poor countries and encourage growth in richer places.  The Kuznets Curve–whereby inequality first increases and later decreases during the process of economic development–emerges as a clear empirical regularity.”

Min egen holdning er, at der er god grund til dette mønster, men at det næppe skyldes lighed/ulighed som sådan.  Det er svært at se, at fordelingen af goder mellem mennesker isoleret set skulle betyde det store for væksten; der er til gengæld gode grunde til at tro, at graden af frihed betyder noget for væksten, og at væksten så har Kuznets-agtige effekter for fordelingen.  For dem, der derfor er interesserede i nogle tanker om dén sammenhæng, samt referencer til survey-artikler om emnet, er der bl.a. denne analyse–og lad os ikke glemme denne survey-artikel om økonomisk friheds fordele af den fortrinlige svenske økonom Niclas Berggren (som mig bekendt læser denne blog …!).

Så næste gang Martin Krasnik eller en anden siger, at alt dette er et rent ideologisk spørgsmål uden dokumentation …

Post-Rehnquist II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 27. september 2005. Skriv et svar

Så bliver det altså med sikkerhed John Roberts, der efterfølger Rehnquist som amerikansk forbundshøjesteretspræsident–og noget kunne tyde på, at det bliver med lidt større tilslutning, end jeg forudså tidligere på ugen.  (Tilsyneladende har mange Demokratiske senatorer fra delstater, der ved valget sidste år overvejende stemte på Bush, pudsigt nok haft en tendens til at større præsidentens kandidat …)  Men hvordan kommer den post-Rehnquistske æra til at se ud for US Supreme Court?  Det skrev vi om rent personale mæssigt forleden, men hvad med politikken?

En af de største amerikanske retsfilosoffer af en klassisk-liberal orientering, Professor Randy Barnett fra Boston University (forfatter til bl.a. “The Structure of Liberty: Justice and the Rule of Law” og “Restoring the Lost Constitution: The Presumption of Liberty”), havde i forrige uge i Wall Street Journal en kronik om netop Rehnquist.  Højesteretspræsident Rehnquist var næppe helt en, som Barnett helt “delte paraply med”, men dog én som han adskillige gange havde professionelt med at gøre—når Barnett skulle procedere for US Supreme Court (hvilket han senest gjorde i foråret, hvor Barnett talte for staternes ret til at legalisere marijuana-brug, hvilket Rehnquist støttede).  Og Barnett kunne trods andre uenigheder lide den såkaldte “New Federalism”-doktrin, som Rehnquist i praksis formulerede:

“One day soon we may mourn the death of his legacy — the jurisprudence of the Rehnquist Court.

Even before becoming chief justice, often in lonely dissents, it was William Rehnquist who was most personally responsible for what is now called “the New Federalism” — the revival of the ideas that judiciary should protect the role of the states within the federal system and enforce the textual limits on the powers of Congress. Establishing the New Federalism took enormous effort and leadership by Rehnquist over many years. Now that legacy is in jeopardy.

At the founding, and for some 150 years thereafter, the limits on congressional power provided by the Constitution of 1789 — as modified by the Fourteenth Amendment — were enforced by the Supreme Court. According to the textual plan, Congress is, with few exceptions, confined to the express powers enumerated in Article One of the Constitution. While these express powers were understood as flexible, they were nonetheless limited. When the federal government was limited to its enumerated powers, the states were left to the exercise of their police powers, subject to the limitations imposed upon them after the Civil War by the Fourteenth Amendment.

The Founders’ plan was more or less intact until the 1930s, when President Roosevelt and the New Deal Congress enacted a massive expansion of federal power. By the 1940s, the textual scheme of limited federal powers was effectively swept away by a Supreme Court dominated by appointees of President Roosevelt. In a series of landmark decisions, such as Wickard v. Filburn in 1942, the New Deal Court replaced the Constitution’s textual scheme of limited federal power with a policy of judicial deference to any claim by Congress to regulate anything and everything with even a remote connection with the national economy.

By the early 1990s, even the requirement of a remote connection was giving way, as Congress began to regulate subjects that could only be described as “interstate commerce” by Lewis Carroll’s Humpty Dumpty, who asserted (in a rather scornful tone) that: “When I use a word, it means just what I choose it to mean — neither more nor less.” With no judiciary to provide a constitutional compass, Congress passed laws reaching activities such as possessing a gun near a school without even trying to show how the regulated activity had any conceivable connection with “commerce . . . among the several states.”

Barnett slår fast, at det var Rehnquist, der standsede denne udvikling, fordi han havde et “forfatningsmæssigt kompas”, der i hvert enkelt sag styrede ham i én overordnet retning.  Dette var tydeligt allerede fra en række sager, mens han var menig dommer, men det blev især klart da han blev højesteretspræsident:

“With Justice Rehnquist’s ascension to chief justice, the Rehnquist Court cabined Garcia’s laissez-faire approach toward Congressional power with a series of “Tenth Amendment” cases that aimed at protecting state sovereignty from federal interference in a variety of ways. I put Tenth Amendment in quotes because this jurisprudence was never grounded on the original meaning of the Tenth Amendment, which merely affirms that the Federal government is one of delegated powers, and that all powers not delegated are reserved to the states or to the people. With the post-New Deal judiciary interpreting the delegated powers so as to allow the Federal government to do virtually anything it wants, federal power had completely enveloped any “reserved” powers of states. Instead of directly holding Congress to the powers enumerated in the text, these earliest New Federalism cases attempted indirectly to preserve the underlying “principle” of federalism by carving out islands of state sovereignty in a sea of federal power.

Chief Justice Rehnquist understood this, of course. In 1995, he launched a direct attack on the source of the problem in the case of U.S. v. Lopez, which held unconstitutional the Gun Free School Zone Act because it exceeded the power of Congress to “regulate commerce . . . among the several states.” There he wrote, “We start with first principles. The Constitution creates a Federal Government of enumerated powers.” For the first time in 60 years, the Court found a federal statute to have exceeded the commerce power of Congress. Rehnquist’s opinion in Lopez sent shock waves through the legal academy. …

Together with the Tenth Amendment cases, Rehnquist’s opinions in Lopez and Morrison were the keystones of the New Federalism. Had he been able to marshal a consistent majority for the constitutional “first principles” these cases represented, the Rehnquist Court might have overseen a constitutional restoration as substantial as the constitutional demolition begun by the Roosevelt Court. But both decisions were 5-4, with the five more “conservative” justices in the majority and the four more “liberal” justices in strong dissent. The four adamant dissenters have not relented in their opposition and need only pick off one of the New Federalists to uphold the constitutionality of a claim of federal power.”

Og nu er Barnett nervøs for, at flertallet vil kunne skifte på et mere permanent vis—den forkerte vej:

“[In] this the final year of the Rehnquist Court there are signs that his legacy may not endure. In Gonzales v. Raich both principles of state sovereignty and of enumerated powers were put to the test. Rehnquist was one of only three justices who were willing to say that Congress cannot magically transform the noncommercial possession of homegrown marijuana into “interstate commerce.” The Chief joined the dissenting opinion written by Justice Sandra Day O’Connor.
Many who now lionize her w
hen discussing her replacement omit mentioning her stalwart support of the New Federalism so strongly advanced by her fellow Arizonian and Stanford classmate.

Sometime this fall, two of the five votes that made up the Lopez and Morrison majorities will have been replaced. Only Justice Clarence Thomas will be left from the three Raich dissenters. As the new chief justice (assuming he is confirmed), will John Roberts assume the role of his mentor William Rehnquist — for whom he clerked — and lead the Roberts Court to enforce the Constitution’s original plan of limited federal power? Will President Bush now look for a nominee to replace Justice O’Connor who is as committed to the New Federalism as she was? Given that so many of the New Federalism cases were 5-4, if either of the new justices adopts the mantra of “judicial deference” to congressional power, then Chief Justice Rehnquist’s death, along with Justice O’Connor’s retirement, may presage the second death of federalism. A judicial withdrawal from enforcing the original limits on the powers of Congress would undo the New Federalist legacy of William Rehnquist.

As the president now decides who next to nominate, he would uphold the Constitution by selecting a person with a firm and demonstrated commitment to the Rehnquist Court’s New Federalism legacy. Only such a choice would continue the movement to restore the “first principles” of constitutionally limited government that William Rehnquist affirmed so eloquently. One can hardly imagine a sadder end to the tenure of William Rehnquist than that his most prized and important contribution to constitutional law is aborted by a conservative Republican president and a Republican-controlled Senate.”

En anden prominent amerikansk klassisk-liberal, Clint Bolick—grundlæggeren af den indflydelsesrige og nyttige organisation Institute for Justice, der hjælper borger i sager mod statsmagten, når deres ejendomsret o.l. bliver krænket—deler Barnetts ængstelser.  Han gik i sin eulogi til Rehnquist så langt som til at forudse, at Bushs udnævnelser vil komme til at repræsentere et markant ryk til “venstre”:

“To say that an era has ended is a huge understatement.
The passing of “the Chief,” as William Rehnquist affectionately was known by everyone in the U.S. Supreme Court’s circle, coupled with the retirement of Justice Sandra Day O’Connor, leaves the court without sure leadership for the first time in a generation.
Oddly, depending on President Bush’s choice to replace him, the court could be poised for a lurch to the left, rather than the right turn predicted by left-leaning special-interest groups. …

When Rehnquist joined the court in 1972, it was still in the throes of Warren court liberalism, routinely advancing causes that could not be won in the legislative arena. Though the court as a whole never fully embraced Rehnquist’s conservatism, his influence moved the court toward the center.

For instance, under Rehnquist’s stewardship, the court stopped routinely overruling criminal convictions, but retained the Miranda ruling that protects against abusive police interrogations. It strengthened state autonomy, but never overturned Roe vs. Wade. It struck down most racial preferences, but left the door open to preferences in college admissions.

As chief, Rehnquist was adroit in moderating his own views to bring in colleagues, and often appeared to switch to the winning side in order to exercise the chief’s prerogative to assign writing of key decisions to himself so as to narrow their scope.

One area of Rehnquist’s enormous influence was school choice.
In the 1960s and ’70s, the court had broadly interpreted the First Amendment’s prohibition against establishment of religion to embrace outright hostility to religion.

In 1983, Rehnquist cobbled together a 5-4 majority in Mueller vs. Allen, charting a more moderate course in upholding tuition tax credits for K-12 education, emphasizing that the choice of where to spend the education dollars was decided by parents, not the state.
That same slender majority held 19 years later in Zelman vs. Simmons-Harris, in which the court, in a landmark decision written by Rehnquist, upheld the Cleveland school-voucher program. For Rehnquist, it was a matter of state autonomy and an interpretation of the First Amendment true to its original intent.

For millions of children …, it meant the promise of precious educational opportunities.

Rehnquist’s combination of strong conservative convictions and political savvy make him a tough act to follow. …  For two decades, the court has been narrowly divided, usually (though less frequently lately) siding with individual liberty over state power, precisely the role the framers intended the federal judiciary to play. Judge John Roberts, the nominee to fill Justice O’Connor’s position, is truly an unknown quantity. If Bush nominates a Rehnquist replacement who is less committed to conservative principles than his predecessor, it could have the effect of turning the court to the left.”

Er Bendtsen og Espersen sekteriske superliberalistiske anarkister?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. september 2005. 22 svar

De Konservative har holdt landsrådsmøde denne weekend.  Der er p.t. endnu ikke meldt om afsyngning af gamle slagsange —initieret af væmmelige liberalister for at kompromittere partimedlemmerne (der jo aldrig selv kunne finde på at gøre noget sådant på eget initiativ), —men det kan jo sikkert nås endnu.  Pia Christmas Møller—, som jeg som stud.scient.pol. i 1980erne delte statistik-noter med, og som siden som partileder fik vist, hvad man kan opnå med en velgennemtænkt statskonservativ linie—, er ihvertfald belært af begivenhederne fra tidligere år, og hun vil ikke lade sådanne undergravende elementer forplumre landsmødet eller partiet.

Her er, hvad hun sagde, i hvad Berlingske betegner som en “opsang” til Eva Kjer Hansen og sympatisører:

“Jeg gik rundt og troede, at alle, der ikke ligefrem bekender sig til den sekteriske skare af anarkister og superliberalister, for længst har set, at ulighed heller ikke kan være et politisk mål i sig selv,” lød hendes opsang til Eva Kjer Hansen, og de folk, der har bakket socialministerens udtalelser op.

Men er de konservative top-politikere Bendt Bendtsen og Lene Espersen mon blandt disse farlige elementer?  Der kunne være ting, der tyder på det.  Begge blev vist medlemmer af partiet engang i 1980erne, hvor partiprogrammet hed “En Fremtid i Frihed”—og alene det er jo foruroligende nok, for den slags kan jo tiltrække alle tænkelige sekteriske superliberalister og anarkister.  (Det gælder ikke Pia Christmas Møller: Hun blev tiltrukket partiet helt tilbage dengang, da partiets ideolog var Hans Jørgen Lembourn, der gjorde sig til talsmand for en korporativt styret statsmagt, SK-regering og siden blev socialdemokrat.)  Men værre end det, så sagde både Bendtsen og Espersen ifølge Berlingske Tidende ting på landsmødet, der næsten minder om … Eva Kjer Hansens udtalelser.

Her er først—igen—de herostratisk berygtede udtalelser fra socialministeren, som alle har hørt om, men få har læst:

“Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst til gode …  Vi skal ikke bruge kræfterne på bekæmpe rigdom og på at udjævne forskellen med de rigeste og de fattigste. Jeg ser ikke ulighed som noget problem i sig selv. Sagen er, at Danmark er et af de mest lige lande i verden. Det er Rwanda også, men det er vel ikke et mål i sig selv at være lige. Vi ønsker økonomisk vækst i samfundet, og hvis der er mennesker, der har ideerne, energien og initiativet til at skabe vækst og blive stenrige …, så er det alle tiders. Uligheden kan være med til at skabe dynamik i samfundet. Vi skal bare huske at behandle de dårligst stillede godt med de sociale ydelser, vi har. …  [Hver] gang der er fremgang og lønstigninger for folk, det går godt, smitter det af på folk, der er på overførselsindkomster via den takstregulering af overførslerne, som vi har i Danmark. Det gør ikke noget, at de rige bliver rigere, så længe de fattige også gør det. … Vi skal stadig have lighed i den forstand, at alle skal have de samme muligheder, eksempelvis i uddannelsessystemet. Men hvis folk klarer sig forskelligt bagefter, og det betyder, at afstanden mellem de rigeste og de fattigste øges, må det være sådan. Man skal bare stadig – huske, at der skal være et ordentligt sikkerhedsnet under de svageste, og det er der.” (JP 18-09-2005)

Altså: hverken lighed eller ulighed er mål i sig selv.  Formålet er derimod at indrette skatte- og socialpolitik således, at den ved at stimulere individuel aktivitet resulterer i generel velstandsskabelse.

Her er så, hvad Bendtsen ifølge Berlingske sagde på landsmødet:

“Det er ikke målet for os at søge ulighed. Det er heller ikke målet for os at søge lighed for den sags skyld. …  Fremgang og velstand i samfundet får vi kun, når det enkelte menneske kan få succes og blive rigere ved egen indsats. Vi konservative er garanten for, at de flittige og stræbsomme kan høste frugterne af deres egen indsats – også til gavn for fællesskabet. Det skal kunne betale sig at arbejde. … Sociale ydelser er til for dem, der ikke kan selv. Ikke alle vi andre. Ved at give alle mennesker samme ydelse får de, der sagtens kan klare sig selv, mere end rigeligt, mens de, der reelt har behov, får en utilstrækkelig hjælp. Det er ikke konservativ politik. Det er et socialdemokratisk omfordelingscirkus.”

Og her er, hvad Espersen sagde ved samme lejlighed:

“Socialdemokraternes stræben efter lighedsmageriet viser, at de intet har lært af de socialistiske økonomiers fallit. Når man vil brandbeskatte erhvervslivet, fordi det går godt, når man vil straffe mennesker, der gerne vil spare mange penge op til alderdommen, så er det udtryk for jantelovspolitik af værste skuffe. Hvad hjælper det, at Helle Thorning-Schmidt går i dyre sko, hvis de personer, hun er chef for, går i alt for små sko?”

Kære Pia’er, i Dansk Folkeparti og hos De Konservative: I har tilsyneladende begge tillagt socialministeren holdninger, hun tydeligvis ikke har; er der fordi I ikke forstod det, eller fordi I gerne vil score billige politiske point på at fordreje en udtalelse?  Og hvad er så iøvrigt forskellen på dét, Eva Kjer Hansen sagde, og dét som Bendtsen og Espersen gav udtryk for?  Er Bendtsen og Espersen farlige sekteriske superliberalister og/eller anarkister?  Skal vicestatsministeren og justitsministeren nu begynde at flaggelere sig selv og gå bodsgang for at undgå at miste deres poster?

Jeg tror iøvrigt, at Christmas Møller kan slå koldt vand i blodet.  Mens KU’erne nok har vist, at der endnu er liv i organisationen, med både støtte til Eva Kjer Hansen og et forslag om fladskat (som desværre nok skal blive nedstemt), viste vicestatsministeren hurtigt, at han bestemt ikke er hverken anarkist eller superliberalist: Han vil såmænd have højere skatter (om han så er sekterisk må andre bedømme):

“Vi må spørge os selv, om vi fortsat skal acceptere, at nye EU-lande opererer med ingen selskabsskat eller en meget lille selskabsskat. Nej, det mener jeg ikke. Jeg har den holdning, at der må være en underliggende grænse for, hvor lav selskabsskatten må være, hvis man samtidig ønsker strukturfondsmidler fra EU.”

Her gik man og troede, at nationalstaten, konkurrence og lave skatter var konservative mærkesager.  Tilsyneladende ikke.  De er nu ofret til fordel overstatslig påtvungent konkurrence-bekæmpelse og højere skatter—hvilket naturligvis bliver rost af SF’s Morten Homann (hvilket skulle være signal nok til De Konservative).

Det er dæleme en underlig tid, vi lever i.

Noonan om Bush, barbecue-sovs & "the Bridge to Nowhere"

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. september 2005. 2 svar

En af mine absolut mest yndede skribenter er den fænomenale amerikanske taleskriver, Peggy Noonan, som over de sidste +20 år har skrevet nogle af de mest velformulerede taler i amerikansk politik nogensinde.  Og det siger ikke så lidt.  Blandt talerne er Reagans farveltale, hans VE-Day tale og Bush Srs. “Read My Lips, No New Taxes”, og til Republikanernes konvent sidste år havde hun skrevet en tale til guvernør George Pataki, der næsten fik ham til at lyde interessant.

Damen skriver også som kommentator ved Wall Street Journal, og her er lidt af hendes kommentar til George W. Bush; hun opfatter ham, modsat Berlingske Tidendes Poul Høi, ikke som repræsentant for “nulstats-konservatisme”, men kalder ham det, han er, “big spender”, og nu er mor sur på og træt af ham.  Hun skal nok ikke regne med at blive inviteret tilbage til Det Hvide Hus som skribent lige med det samme, efter den svada hun her leverer:

“In his Katrina policy the president is telling Democrats, “You can’t possibly outspend me. Go ahead, try. By the time this is over Dennis Kucinich will be crying uncle, Bernie Sanders will be screaming about pork.”

That’s what’s behind Mr. Bush’s huge, comforting and boondogglish plan to spend $200 billion or $100 billion or whatever–“whatever it takes”–on Katrina’s aftermath. And, I suppose, tomorrow’s hurricane aftermath.

George W. Bush is a big spender. He has never vetoed a spending bill. When Congress serves up a big slab of fat, crackling pork, Mr. Bush responds with one big question: Got any barbecue sauce? The great Bush spending spree is about an arguably shrewd but ultimately unhelpful reading of history, domestic politics, Iraq and, I believe, vanity.

This, I believe, is the administration’s shrewd if unhelpful reading of history: In a 50-50 nation, people expect and accept high spending. They don’t like partisan bickering, there’s nothing to gain by arguing around the edges, and arguing around the edges of spending bills is all we get to do anymore. The administration believes there’s nothing in it for the Republicans to run around whining about cost. We will spend a lot and the Democrats will spend a lot. But the White House is more competent and will not raise taxes, so they believe Republicans win on this one in the long term.”

Mere effektive til at administrere en større offentlig sektor–lyder det ikke bekendt?

“As for vanity, the president’s aides sometimes seem to see themselves as The New Conservatives, a brave band of brothers who care about the poor, unlike those nasty, crabbed, cheapskate conservatives of an older, less enlightened era.

Republicans have grown alarmed at federal spending. It has come to a head not only because of Katrina but because of the huge pork-filled highway bill the president signed last month, which comes with its own poster child for bad behavior, the Bridge to Nowhere. The famous bridge in Alaska that costs $223 million and that connects one little place with two penguins and a bear with another little place with two bears and a penguin. The Bridge to Nowhere sounds, to conservative ears, like a metaphor for where endless careless spending leaves you. From the Bridge to the 21st Century to the Bridge to Nowhere: It doesn’t feel like progress.

A lot of Bush supporters assumed the president would get serious about spending in his second term. With the highway bill he showed we misread his intentions.

The administration, in answering charges of profligate spending, has taken, interestingly, to slighting old conservative hero Ronald Reagan. This week it was the e-mail of a high White House aide informing us that Ronald Reagan spent tons of money bailing out the banks in the savings-and-loan scandal. This was startling information to Reaganites who remembered it was a fellow named George H.W. Bush who did that. …

Poor Reagan. If only he’d been strong he could have been a good president. … At any rate, Republican officials start diminishing Ronald Reagan, it is a bad sign about where they are psychologically. In the White House of George H.W. Bush they called the Reagan administration “the pre-Bush era.” See where it got them.

Sometimes I think the Bush White House needs to be told: It’s good to be a revolutionary. But do you guys really need to be opening up endless new fronts? Do you need–metaphor switch–seven or eight big pots boiling on the stove all at the same time? You think the kitchen and the house might get a little too hot that way?”

Og så rejser hun et tema, som danske borgerligt-liberale også kender til: Selvretfærdiggørelsen med henvisning til, at “de andre” er langt værre:

“The Republican (as opposed to conservative) default position when faced with criticism of the Bush administration is: But Kerry would have been worse! The Democrats are worse! All too true. …  But saying The Bush administration is a lot better than having Democrats in there is not an answer to criticism, it’s a way to squelch it. Which is another Bridge to Nowhere.”

Bushs mest grundlæggende fejl er, siger Noonan, én, som danske borgerligt-liberale også vil kunne genkende:

“First and foremost Mr. Bush has abandoned all rhetorical ground. He never even speaks of high spending. He doesn’t argue against it, and he doesn’t make the moral case against it. When forced to spend, Reagan didn’t like it, and he said so. He also tried to cut. Mr. Bush seems to like it and doesn’t try to cut. He doesn’t warn that endless high spending can leave a nation tapped out and future generations hemmed in. In abandoning this ground Bush has abandoned a great deal–including a primary argument of conservatism and a primary reason for voting Republican. And who will fill this rhetorical vacuum? Hillary Clinton. She knows an opening when she sees one, and knows her base won’t believe her when she decries waste.”

Og denne strategi er kortsigtet, siger Noonan–og igen kan vi nikke fra vore hjemlige erfaringer:

“… Mr. Bush seems not to be noticing that once government spending reaches a new high level it is very hard to get it down, even a little, ever. So a decision to raise spending now is in effect a decision to raise spending forever. …

Money is power. More money for the federal government and used by the federal government is more power for the federal government. Is this good? Is this what energy in the executive is–“Here’s a check”? Are the philosophical differences between the two major parties coming down, in terms of spending, to “Who’s your daddy? He’s not your daddy, I’m your daddy.” Do we want this? Do our kids? Is it safe? Is it, in its own way, a national security issue? …

I never understood compassionate conservatism to mean, and I don’t know anyone who understood it to mean, a return to the pork-laden legislation of the 1970s. We did not understand it to mean never vetoing a spending bill. We did not understand it to mean a historic level of spending. We did not understand it to be a step back toward old ways that were bad ways.

I for one feel we need to go back to conservatism 101. We can start with a quote from Gerald Ford, if he isn’t too much of a crabbed and reactionary old Republican to quote
. He said, “A government b
ig enough to give you everything you want is big enough to take away everything you have.” “

Og igen er der en parallel til hjemlige forhold:

“The administration knows that Republicans are becoming alarmed. Its attitude is: “We’re having some trouble with part of the base but”–smile–“we can weather that.”  Well, they probably can, short term. Long term, they’ve had bad history with weather. It can change.”

Noonan opfordrer den amerikanske højrefløj til ikke stiltiende at acceptere en så dramatisk omlægning af de idealer, man tidligere har haft:

“Here are some questions for conservative and Republicans. In answering them, they will be defining their future party.
If we are going to spend like the romantics and operators of Lyndon Johnson’s Great Society; If we are going to thereby change the very meaning and nature of conservatism; If we are going to increase spending and the debt every year; If we are going to become a movement that supports big government and a party whose unspoken motto is “Whatever it takes”; If all these things, shouldn’t we perhaps at least discuss it? Shouldn’t we be talking about it? Shouldn’t our senators, congressmen and governors who wish to lead in the future come forward to take a stand?

And shouldn’t the Bush administration seriously address these questions, share more of their thinking, assumptions and philosophy?

It is possible that political history will show, in time, that those who worried about spending in 2005 were dinosaurs. If we are, we are. But we shouldn’t become extinct without a roar.”

Hvad gør dinosaurerne i de danske politiske partier?  Brøler de som løver, eller mæh’er de som lam?

Det skal (ikke) kunne betale sig at gøre en ekstra indsats

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. september 2005. 9 svar

Der var engang, hvor det at være borgerlig var stort set synonymt med synspunkter som, at “pengene ligger bedst i borgernes lommer”, “frihed og ansvar hører sammen”, “det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats”, o.s.v.  Nuvel, måske ikke sofistikeret eller svært forståeligt som en Habermas, en Heidegger eller en Foucault, men så meget desto mere udtryk for sund snusfornuft.  Common sense.

Men, hov … Hvis det skal kunne “betale sig at gøre en ekstra indsats”, så må dette være i forhold til ikke at gøre en indsats.  Med andre ord, det skal kunne betale sig, at man—den, der gør en ekstra indsats—er knap så meget “lige” med dem, der ikke gør en indsats, som man ellers ville være.  Det må jo så uvilkårligt være i modstrid med et princip om, at “uligheden” partout ikke må øges.

Men sådan er det åbenbart ikke mere.  Tag nu f.eks. “Venstre, Danmarks Liberale Parti”.  Her er det tilsyneladende partiformanden–—statsministeren–—som fra dag til dag bestemmer, hvad partiets principielle menneskesyn er; det er (siger han på pressemøder), hvad han siger (i landsmødetaler).  Det er i hvert fald tilsyneladende ikke, hvad der i partiets principprogram står anført som principper.  Det er heller ikke, hvad beskæftigelsesministeren siger, beskæftigelsespolitikken er.  Og det er da slet ikke, hvad erhvervslivet siger, der er fornuftigt.  (Og selvom de har glemt det, så er det godt nok heller ikke, hvad der står i Dansk Folkepartis principprogram.)

De må alle straks kaldes til orden—ligesom socialministeren.  For, hvad var det nu lige socialminister Eva Kjer Hansen sagde forleden?  Sagde hun, at fattige skulle have det dårligt?  At det var et mål?  Det hun sagde var:

“»Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst til gode,« siger Eva Kjer Hansen. …

»Vi skal ikke bruge kræfterne på bekæmpe rigdom og på at udjævne forskellen med de rigeste og de fattigste. Jeg ser ikke ulighed som noget problem i sig selv. Sagen er, at Danmark er et af de mest lige lande i verden. Det er Rwanda også, men det er vel ikke et mål i sig selv at være lige. Vi ønsker økonomisk vækst i samfundet, og hvis der er mennesker, der har ideerne, energien og initiativet til at skabe vækst og blive stenrige – som for eksempel den unge Janus Friis, der netop er blevet milliardær ved at sælge sit firma, Skype, så er det alle tiders. Uligheden kan være med til at skabe dynamik i samfundet. Vi skal bare huske at behandle de dårligst stillede godt med de sociale ydelser, vi har«.
Betyder det, at spændet mellem de bedst og de dårligst stillede i samfundet gerne må blive større, end det er nu?
»Ja. For hver gang der er fremgang og lønstigninger for folk, det går godt, smitter det af på folk, der er på overførselsindkomster via den takstregulering af overførslerne, som vi har i Danmark. Det gør ikke noget, at de rige bliver rigere, så længe de fattige også gør det«.
Men overførselsindkomsterne stiger ikke i samme takt som lønmodtagernes indkomster?
»Nej, men de stiger i et tempo, der sikrer, at de dårligst stillede i Danmark altid vil have et ordentligt forsørgelsesgrundlag til sig selv og deres familie. Det er det centrale. Ingen siger, at der skal være præcis den samme stigningstakt for alle grupper i samfundet. Så bliver der for lidt dynamik«.
Regeringen har inden for de seneste år gjort indkomstforholdene dårlige for de økonomisk dårligt stillede, eksempelvis ved at indføre et loft over indkomster for folk på kontanthjælp. Hvordan hænger det sammen med målsætningen om ikke at forringe de dårligst stilledes økonomiske forhold?
»Det handler om at sikre nogle fair og rimelige mekanismer ved at sætte indtægten på eksempelvis kontanthjælp i et rimeligt forhold til indtægten på mindsteløn. Der er det vigtigt, at der er en økonomisk gevinst at hente ved at gå på arbejde. Vi har lavet loftet, så det bedre kan betale sig for kontanthjælpsmodtagere at gå på arbejde«.
De fleste danskere er vokset op med grundopfattelse, at det danske samfund er bygget op omkring lighedsidealer. Gælder det stadig?
»Vi skal stadig have lighed i den forstand, at alle skal have de samme muligheder, eksempelvis i uddannelsessystemet. Men hvis folk klarer sig forskelligt bagefter, og det betyder, at afstanden mellem de rigeste og de fattigste øges, må det være sådan. Man skal bare stadig – huske, at der skal være et ordentligt sikkerhedsnet under de svageste, og det er der«. (JP 18-09-2005)

Dette lyder faktisk som lige ud af en John Rawls’ arbejder snarere end Milton Friedmans eller F.A. Hayeks.  Og er det i voldsom modstrid med Venstres ganske socialliberale udgave af liberalismen?  Hvad står der i Venstres principprogram?  Her står bl.a.:

“Fællesskabet mellem mennesker bliver stærkest, når det enkelte menneske får størst mulig frihed til at stræbe efter et godt liv. Derved skabes værdier, som kan komme fællesskabet til gode. Den, der kan klare sig selv, har en forpligtelse til at bistå den, der ikke kan – privat og gennem samfundets indsats. …

Ægte social tryghed og velstand forudsætter en stor privat produktion, som kan finansiere velfærden. …Venstre vil arbejde for en gradvis sænkning af skattetrykket. Det skal ske ved lavere offentlige udgifter og øget vækst i den private sektor. Venstre vil konsekvent bruge væksten i den private sektor til lavere skatter frem for til højere offentlige udgifter. Fremgang i et samfund forudsætter, at det kan betale sig at arbejde, at spare op, at investere og at løbe en risiko. Derfor skal samfundet være sådan indrettet, at det overalt stimulerer privat initiativ og selvstændighed.

Venstre ønsker en fri markedsøkonomi – både fordi den mest effektivt kan opfylde menneskers individuelle ønsker og behov, og fordi den enkelte har en grundlæggende ret til frit at handle og indgå aftaler med andre mennesker. Den fri markedsøkonomi sikrer den dynamik og fornyelse i samfundet, der giver vækst i såvel materielle som ikke-materielle værdier. “

Hvis man skal vælge mellem de to principper—at det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats, og at det skal ikke kunne—hvilket et er det så lige, at Venstre og statsministeren er tilhængere af?

Post-Rehnquist I

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. september 2005. Skriv et svar

Processen i forbindelse med John Roberts’ udnævnelse til et af verdens mægtigste embeder—–ny præsident for USA’s forbundshøjesteret–—er nu ved at nærme sig sin afslutning; afstemningerne kommer i løbet af de næste par dage, og der er vist ikke megen tvivl om udfaldet.  At nomineringen går igennem både senatets retsudvalg, formodentlig med alle Republikanske stemmer for og de fleste af de Demokratiske imod; at nomineringen ikke bliver “filibustered”, d.v.s., at den faktisk kommer til afstemning i det 100 medlemmer store senat, og at man også her vil stemme nogenlunde langs partiskel—–nok noget i retning af ca. 55-58 mod ca. 42-45.  Det markerer i så fald et drastisk skift i forhold til tidligere tiders næsten enstemmige accept af præsidenternes kandidater: Den i dag så kontroversielle Antonin Scalia og begge Clintons udnævnelser af erstatninger for mere konservative dommere kom dengang i gennem med stemmetal, der grænsede til enstemmighed.  Det spændende bliver også at se, hvorledes en række mulige Demokratiske 2008-præsidentkandidater vil stemme (senatorerne Bayh, Biden og Clinton).

Spørgsmålene er så, hvad der efterfølgende sker.  Hvem nominerer Bush som den anden af sine kandidater til at udfylde de to pladser efter Rehnquist og O’Connor?  Og hvad bliver den langsigtede konsekvens—om nogen—af disse udnævnelser?

Ifølge New York Times har Det Hvide Hus nu en revideret liste med kandidater.  Man er særligt interesserede i kvinder og minoriteter … Det samme skønner en fhv. Demokratisk insider hos FoxNews.

Manuel Miranda—tidligere juridisk rådgiver for den Republikanske partiledelse i Senatet—listede i sin klumme i Wall Street Journals OpinionJournal.com, hvem han mente, der er “The Contenders”—og hvem han foretrækker.  Blandt de sidstnævnte er ikke justitsminister og fhv. Texas Supreme Court dommer Alberto Gonzales, som mange mener, er Bushs egen foretrukne kandidat.

“Journalists are particularly eager over Gonzales talk, mostly because they sense that conservatives do not share their enthusiasm. They’ve got that right. The fact is that not one conservative leader I know supports a Gonzales nomination. Those who publicly say they do are not telling the truth. They either are Texas friends or are fearful of losing White House access and fund-raising support.”

Miranda mener, at den nye dommer skal være én, der er klart forskellig fra Gonzales men også fra John Roberts:

“The president’s next pick must be someone very different from Roberts. The object is not to have someone who is more conservative. That would be hard to accomplish. The next nominee must be differently credentialed. The overriding challenge for the president is to rid us of the stigma of the Bork nomination, which produced a Republican stealth nominee like David Souter, by naming someone with a precise record, the kind of record William Rehnquist had in 1986.

This high goal is not imperiled by the political desire the president may have to name either a woman or a Hispanic. These are the categories to which the president is likely to limit his new short list. The White House may also look at senators; an option that previous presidents have taken when they wanted a smooth Senate confirmation of a solid nominee.”

Her er Mirandas liste over kandidater, der er mulige men som samtidigt er mere ideologiske:

  • Edith Jones, dommer, Fifth U.S. Circuit Court of Appeals.
  • Priscilla Owen, dommer, Fifth U.S. Circuit Court of Appeals.
  • Janice Rogers Brown, dommer, U.S. Circuit Court of Appeals for the District of Columbia—en kandidat som nærværende punditokrat flere gange har omtalt.
  • Maura Corrigan, dommer, Michigan Supreme Court.
  • Emilio Garza, dommer, Fifth U.S. Circuit Court of Appeals.
  • Danny Boggs, retspræsident og dommer, Sixth U.S. Circuit Court of Appeals.
  • Raoul Cantero, dommer Florida Supreme Court.
  • Jeff Sessions, senator (R-Alabama), medl. af retsudvalget, fhv. U.S. attorney.
  • John Cornyn, senator (R-Texas), fhv. dommer, Texas Supreme Court.
  • Mel Martinez, senator (R-Florida).
  • Larry Thompson, fhv. vicejustitsminister.
  • Theodore Olson, fhv. Solicitor general.

Og—som rosinen i pølsenden og til nærværende punditokrats store glæde:

  • Douglas H. Ginsburg, retspræsident, D.C. Circuit Court of Appeals og professor ved Universoity of Chicago og George Mason University.  Siger Miranda: “The president would also win admiration if he considered the popular and highly respected Douglas Ginsburg, only 59, the chief judge of the D.C. Circuit, whose 1987 nomination to the Supreme Court was scuttled. When Reagan nominated Judge Ginsburg to replace Justice Lewis Powell, the president described the young judge as “unpretentious.” That has not changed, but 20 years of appellate experience later, Judge Ginsburg has the finest record on the federal appellate bench.”

Men hvordan kommer den post-Rehnquistske æra til at se ud?  Det vender vi tilbage til i en Post-Rehnquist: Parte Deux.

PS. Den fortrinlige John Tierney havde i øvrigt i New York Times en ret morsom liste med post-moderne spørgsmål, Senatsmedlemmerne kunne stille John Roberts.  Jeg tror ikke, at mange af dem blev stillet …

PPS. Flere fra den amerikanske venstrefløj har knap så subtilt antydet, at John Roberts muligvis … er homoseksuel.  Det skulle vel egentlig ret beset være ret ligegyldigt, men det har i hvert fald affødt denne relativt sjove, tongue-in-cheek spoof blog: Conservative Bloggers Who Support The Gay Judge Roberts.

Holberg og Habermas

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. september 2005. 10 svar

Bestyrelsen for den norske Ludvig Holbergs Minnefond har dd. offentliggjort, at de har tildelt Ludvig Holbergs Minnepris på 4,5 mio. norske oliekroner til den gamle Frankfurter-skole Marxist Jürgen Habermas.  Prisen, der prætenderer at være en slags humaniora-og-samfundsvidenskab-der-ikke-er-økonomi-Nobelpris, er blevet tildelt med den begrundelse, at

“Jürgen Habermas har skapt banebrytende teorier om diskurs og kommunikativ handling og dermed utviklet nye perspektiver på demokrati og rett …  Hans forskning spenner tematisk vidt og har en uvanlig tverrfaglig tyngde.  Habermas har på avgjørende vis bidratt til forståelsen av rasjonalitet, etikk, legitimitet, offentlig meningsutveksling, modernitet, det post-nasjonale samfunn og europeisk integrasjon …  I den senere tid har Habermas blant annet arbeidet med filosofiske og etiske grunnlagsproblemer … Habermas har hatt eksepsjonell internasjonal innflytelse innen svært mange fag.”

Ja, det sidste kan jeg desværre kun være enig i.

Der er til gengæld en vis poetisk retfærdighed i, at de, der har tildelt Habermas millionerne, nu bliver tvungne til at skulle sidde og høre på en forelæsning om “det kommunikative” fra en person, som helt bogstaveligt er tilnærmelsesvis ude af stand til at kommunikere verbalt–og hvis skrevne ord kun er marginalt klarere.  Jeg har hørt ham forelæse, og jeg ville gerne betale 4,5 mio. norske oliekroner for at slippe for det.  Omvendt tror jeg, at den kære gamle Ludvig–der uden viden eller medvirken lægger navn til tildelingen–nok skulle have haft mulighed for inspiration til en lille comedie af Erasmus Montanuske kvaliteter (hvis han ellers kunne være tilstede).

Skal vi–i lighed med punditokrat Foss’ nylige Samfundskanon og Nobelspekulationer–give bolden op?  D.v.s. hvilke samfundsforskere/humanister, som ikke er økonomer, burde retteligen have Holberg Prisen i stedet?  Lad os høre fra læserne.  (Da Gordon Tullock jo åbenbart ikke er økonom nok til Nobelprisen i økonomi, vil jeg indlede med at nominere ham.  Han er også væsentligt sjovere end Habermas, og jeg tror, at gamle Ludvig ville have syntes om ham.)

Om Trads, Cuba & juhu-liberalisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 18. september 2005. 6 svar

Informations fhv. chefredaktør, David Trads, havde 16.9. et læserbrev i Berlingske, hvori han skarpt kritiserede min kronik fra søndagen før (og som jeg også omtalte her på stedet).  Her er først et uddrag af, hvad han skrev, og derefter mit svar:

“De nuancer, som jeg forsøgte at bringe ind, prellede selvfølgelig af på Peter Kurrild-Klitgaard, der tilhører den gruppe af mennesker, der mener, at liberalisme og kapitalisme alene er nøglen til verdens frelse. Denne gammeldags holdning kom også til udtryk i hans opfattelse af, hvordan man definerer levestandard, fordi han nøjes med at måle rigdom i bruttonationalprodukt per indbygger. På den måde bortfejer han mit argument om, at Cuba har klaret sig eksceptionelt godt siden revolutionen. Øens BNP per indbygger er kun på godt 3.000 dollars, noterer PKK.
Mere interessant er det at se på FNs opgørelser over levestandard – det såkaldte Human Development Index, som tager højde for en række andre faktorer som gennemsnitlig levetid, adgang til uddannelse, graden af alfabetisme, mulighed for sundhedsbehandling etc. Listen toppes af Norge, mens Danmark er nummer 14. Cuba er nummer 52 – pænt foran Brasilien, Colombia, Venezuela, Rusland, Rumænien, Thailand, Saudi-Arabien, Kina og Tyrkiet.
Hvis man nøjes med Kurrild-Klitgaards simple opgørelse af levestandard, så er eksempelvis saudi-arabernes BNP per indbygger fire gange så høj som cubanernes. Enhver kan gennemskue, at det skyldes en kolossal forskel mellem rig og fattig i Saudi.
Antallet af ekstremt fattige skal oftere findes i store fattigdomslommer i lande, der måske godt kan have pæne udviklinger i BNP – eksempelvis i Kina, Bangladesh og Indien.
To milliarder mennesker lever ifølge FN for under to dollars om dagen. Alle tal viser det samme – nemlig at den ekstreme fattigdom vokser, og at uligheden mellem de rigeste og de fattigste øges år for år. I de rige OECD-lande har ingen lande oplevet samlet negativ vækst i de seneste ti år – det har derimod hvert tredje land i Afrika og Arabien samt hver tiende land i Latinamerika.
Det er samtidig her, at den interne ulighed vokser. Derfor, Kurrild-Klitgaard: Din tro på, at liberalisme alene kan løse ulighed, er grundløs – i stedet for de helt frie markedskræfter er der behov for øget solidaritet.”

Og her er så mit svar, der udgjorde min faste, roterende lørdags-klumme i går:

“David Trads kritiserede i et læserbrev 16.9. min kronik fra 11.9., hvori jeg havde kommenteret hans dyrkelse (5.9.) af den maoistiske terrorist og morder Che Guevara og lovprisningen af diktaturet Cuba som et samfundsøkonomisk forbillede. I sin kronik hævdede Trads, at Cuba havde den højeste levestandard i regionen; da jeg gjorde opmærksom på, at landet faktisk har et langt lavere BNP pr. indbygger end de fleste lande i området, fortæller han os nu, at det er et »gammeldags« mål for levestandard. Det er ganske vist det ældste – men det er også fortsat det, som verdens nationer og internationale organisationer anvender dagligt som dét, der lettest og bedst giver mening. Trads mener derimod, at man i stedet skal anvende FNs Human Development Index, som er et indeks, hvori man inkluderer en række forskellige, lidt tilfældigt og ikke helt objektive mål for, hvor udviklet et samfund er. Den målestok har bestemt også visse kvalifikationer – men den har også det problem, at den er ekstremt afhængig lige præcis af, hvad man putter i indekset.
Men hvis Trads foretrækker at anvende FNs indeks, så er det sådan set fint med mig for nærværende. For det første viser det nemlig mere, end hvad Trads fortæller læserne. Han fortæller blot, at Cuba ligger godt i dette indeks (som nr. 52); hvad han forholder os er, at Cuba heller ikke efter denne målestok er det førende af de latinamerikanske lande (som først påstået). Faktisk ligger landet, når det gælder menneskelig udvikling, efter lande som Argentina, Chile, Uruguay og Costa Rica og blot på niveau med Mexico og Panama.
For det andet var netop dette indeks for menneskelig udvikling omtalt i den forskningsrapport, som CEPOS er medudgiver af, og som jeg henviste til i min kronik. Her kunne Trads på side 25 have set, at der er en endog meget klar, positiv sammenhæng mellem, hvor megen økonomisk frihed der er i et samfund, og hvor godt det pågældende land ligger i indekset. Mere markedsøkonomi tenderer i retning af en højere score på udviklingsindekset (som går fra 0 til 1). Den femtedel af verdens lande, der har størst økonomisk frihed, scorer i gennemsnit 0,9 i »menneskelig udvikling«; den femtedel af verdens lande med mindst økonomisk frihed får i gennemsnit en score på 0,5.
Hvis David Trads nu har lyst til igen at finde en anden målestok, der kan vise, at markedsøkonomi er skidt for mennesker, og at castroistisk planøkonomi er godt for dem, skal han være velkommen. Men lad mig indtil da tage forskud på varerne: FN laver også et årligt fattigdomsindeks, som måler, i hvilket omfang et lands borgere mangler visse basale fornødenheder. Her er der også en klar sammenhæng, om end den er negativ – dvs. jo mere markedsøkonomi, desto mindre mangler borgerne disse basale fornødenheder. Blandt den femtedel af verdens lande med mest økonomisk frihed mangler 15,7 pct. af borgerne disse af FN opstillede fornødenheder; i den femtedel med mindst økonomisk frihed er det 37,4 pct. Er Trads fortsat ikke overbevist, kan jeg kun henvise – igen – til ovennævnte rapport, som viser samme tendenser, når det gælder forventet levealder, fravær af børnedødelighed, fravær af børnearbejde, andel beskæftigede, mangel på analfabetisme, adgang til rent vand, fravær af korruption, tilstedeværelse af demokrati og beskyttelse af borgerrettigheder, osv., osv. På alle disse punkter er det verdens frieste økonomier, der klarer sig bedst, og de mest planøkonomiske der klarer sig dårligst.
David Trads føler det åbenbart nødvendigt at klistre en etiket som »juhu-liberalist« på mig. Det siger selvfølgelig en del i sig selv, at man griber til den type retorik, og jeg skal i hvert fald afholde mig fra at finde skældsord frem, som man kunne klistre på en person, der hylder en seriemorder som en »helt«, og som lovpriser en marxistisk planøkonomi af den type, der altid kun har resulteret i fattigdom og fornedrelse. Men ret beset har jeg faktisk ikke meget imod at blive kaldt »juhu-liberalist«, hvis det betyder én, der jubler over de bidrag til civilisation og livskvalitet, som kombinationen af personlig frihed, fri markedsøkonomi og en retsorden med retssikkerhed og begrænset statsmagt gennem tiderne har medført.”

Big government is back

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 15. september 2005. Skriv et svar

“The era of big government is over” sagde Bill Clinton i sin State of the Union tale i 1995.  “Not!” kunne man (hvis man ellers var hoppet på dén) så forledes til at tilføje her ti år efter.  Og det er ihvertfald, hvad Associated Press–ikke kendt som en skødehund for “the vast right-wing conspiracy”–kunne konkludere i denne artikel fredag.

Senator Tom Coburn (R-Oklahoma) har, siger Robert Novak, spillet “his familiar role of skunk at the Sunday school picnic” og foreslået, at forbundsstatens udgifter i.f.m. Katrina bliver dækket af besparelser på andre områder.  Konfronteret med opfordring til, at skatteyderne burde ofre sig, sagde Coburn “it is no sacrifice on the part of Congress to steal $51.2 billion from our grandchildren.'” (hattip: Club for Growth).  Han er straks blevet kaldt til orden af den Republikanske partiledelse, der bestemt mener, at det ville være umenneskeligt at holde igen …  her kun et år før, et par hundrede Republikanske kongresmedlemmer igen er på valg.

Det skulle man ikke have troet om sådan nogle væmmelige “nulstats-konservative”.