Forfatterarkiv: Peter Kurrild-Klitgaard

MSM om Alito

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 29. november 2005. 5 svar

De danske MSM er som bekendt uhyre pluralistiske og indbyrdes nuancerede.  F.eks. kan man betragte, hvorledes danske TV-medier betegnede Samuel Alito, da han for knap en måned siden blev nomineret til ny amerikansk højesteretsdommer: samme dag i aftenudsendelserne kaldte TV2 ham “ærkekonservativ”, mens DR derimod betegnede ham som “ultrakonservativ”.  Pluralisme, indeed! (Man fik også tilføjet, at han var “i seng med den evangelske højrefløj”; her kunne man ganske vist ihukommet, at dansk protestantisme ret beset er … evangelsk, mens Alito derimod—ligesom John Roberts, Clarence Thomas og Antonin Scalia—er … katolik, således at der nu faktisk for første gang er et katolsk flertal af medlemmer af SCOTUS [mens to andre medlemmer iøvrigt heller ikke er protestanter, men jødiske].  Men visse vasse, lad os ikke hænge os i religiøse detaljer.)

Men nu viser det sig, at de danske mediers hårdtarbejde korrespondenter, som altid er på tæerne for at lægge en original vinkel på deres udenrigsdækning (host, host), sørme står fint på skuldrene af de amerikanske MS-mediers dækning af nomineringen.  Rich Noyes fra Media Research Center har således i en kronik afdækket, hvorledes de amerikanske medier systematisk omtaler venstreorienterede jurister som “moderate”, mens højreorienterede betegnes som “ultrakonservative”, “ekstreme”, o.s.v.:

“New Supreme Court nominee Samuel Alito has been a Justice Department lawyer, a U.S. attorney and a federal judge. Bill Clinton’s first Supreme Court nominee, Ruth Bader Ginsburg, was a federal judge, too, but she also had been a liberal political activist, most notably as director of the Women’s Rights Project for the American Civil Liberties Union.

But in the first hours after each was nominated, network reporters assured viewers Judge Ginsburg was a “moderate” and a “centrist,” while journalists characterized Judge Alito as a right-wing extremist.

Indeed, even before President Bush announced Judge Alito’s nomination, reporters were in a labeling frenzy. ABC’s Charles Gibson called Judge Alito “very conservative” and “the most conservative member” of an otherwise “liberal appellate court.” Over on CBS, Gloria Borger dubbed Judge Alito “quite conservative,” the same label applied on CNN by early-morning anchor Carol Costello. On ABC’s “Good Morning America,” a breathless Jessica Yellin labeled Judge Alito as “conservative” five times in 50 seconds.

That night’s newscasts carried the same message. ABC anchor Elizabeth Vargas called Judge Alito a “staunch conservative,” while CBS’ John Roberts warned that “if confirmed, Alito would wipe out the swing seat now occupied by Sandra Day O’Connor, tilting the Supreme Court in a solidly conservative direction.” (In contrast, NBC anchor Brian Williams agreed Judge Alito was “dependably conservative” but also saw an “independent streak,” as did NBC reporter Pete Williams.)

Twelve years ago, those same networks denied Judge Ginsburg’s liberal ideology. A few hours after President Clinton announced Judge Ginsburg’s nomination on June 14, 1993, NBC’s Andrea Mitchell pronounced Judge Ginsburg “a judicial moderate and a pioneer for women’s rights.” The next morning on ABC, “Good Morning America” co-host Joan Lunden asked legal editor Arthur Miller: “We hear words like ‘centrist,’ ‘moderate,’ ‘consensus builder.’ How will she fit into this court?” Mr. Miller, a longtime friend of Judge Ginsburg, wrongly predicted she would be a centrist justice.”

Lyder det bekendt?

To alen af samme stykke?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. november 2005. 11 svar

Blandt Punditokraterne giver vi os ikke af med at anbefale det ene parti fremfor det andet–egentlig vil vi helst bare kritisere dem alle sammen ansvarsløst, omend da gerne konstruktivt.  Men i dagens anledning bør det første udspil fra det nydannede Partiet Liberalisterne ihvertfald gives lidt positiv stemning med på vejen, ikke mindst når det sammenlignes med tonerne fra landsmødet i Danmarks Liberale Parti.  Førstnævnte partis udspil på skatte- og velfærdsområdet er efter min mening seriøst, velovervejet og modigt, hvilket næppe kan siges i samme grad om statsministerens “syv pejlemærker”.

Der er–desværre–en verden til forskel.

Præsident Robin McRoosevelt

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. november 2005. 12 svar

Mit favoritorgan for “the vast right-wing conspiracy”, Wall Street Journal, hyrede fornylig Stephen Moore som skribent; han har tidligere været Cato Institutes direktør med ansvar for økonomiske studier, og de seneste år har han været leder af den fænomenale organisation Club for Growth, som han gjorde til en af de mest innovative og offensive policy-organisationer i USA.  (Se bl.a. deres TV-reklamer, hvoraf enkelte er hylende morsomme.) Nu er han ved WSJ, hvor han på ledersiderne skriver den ene læseværdige artikel efter den anden.

I dagens avis har Moore en interessant artikel med portræt af en af frontløberne til at blive Republikanernes præsidentkandidat i 2008, senator John McCain (R-AZ).  Artiklen kommer godt rundt i emnerne og bekræfter til fulde det billede, jeg i forvejen havde af McCain: en interessant og charmerende mand med en livshistorie, der vil kunne forvandle Hillary Clintons CV til konfetti–men også en fuldstændigt løs kanon.

“On a broader range of economic issues, though, Mr. McCain readily departs from Reaganomics. His philosophy is best described as a work in progress. …

Throughout our chat he has referred to Theodore Roosevelt in almost reverential terms and glows when I ask about him. He calls TR “my hero . . . and one of our greatest presidents,” and at one point he excitedly searches through his briefcase and pulls out a book that he is reading on the famously tumultuous election of 1912. That was when TR bolted from the Republican Party (which Mr. McCain concedes was “a mistake”) and formed the Bull Moose Party to dethrone William Taft. When I mention TR’s trust-busting (which was mostly counterproductive economically), Mr. McCain really comes to life, exultantly points his finger in the air, smiles and cries out: “He called the trusts ‘the malefactors of wealth.’ ”

And in this very moment it becomes clear to me that John McCain aspires to be a modern-day TR. The similarities are unmistakable: Both were war heroes, mavericks within their own party, reformers and defenders of the little guy.

But here in a nutshell lies the danger of the McCain view of the world. Where some see the vast virtue of entrepreneurial wealth-generators and job-producers, he too often sees “robber barons.” …

He views himself, I believe, as a kind of modern-day Robin Hood, a defender of the downtrodden and tormentor of the bullying special interests, which is endearing and unquestionably a big part of his broad political appeal, but often leads to populist and parasitic economic policy conclusions like higher taxes on the rich and attacks on “huge oil profits.” …

I come away believing that if I’m ever in a knife fight or in a foxhole, there is no one I’d rather have next to me than John McCain. Whether he’s someone who should be steering the rudders of the American economy is a different issue altogether.”

Hvem kan f.eks. både ønske mindre “big government” og så seriøst have Theodore Roosevelt som et forbillede?  Manden var–trods andre kvaliteter–intet mindre end en katastrofe, og hvis han er McCains forbillede, ville jeg være meget, meget nervøs.

Månesyge?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. november 2005. 2 svar

Vi har jo tidligere bemærket Venstres politiske ordførers tendens til at tale om privatisering af månen–vistnok som en slags humoristisk afstandtagen til noget, der skulle være udtryk for noget verdensfjernt ideologisk tågesnak.  Rohde–som har været Venstres ansigt ud af til ved tre valgnederlag i træk–har brugt frasen i mange debatindlæg, taler og interviews, og idag gentager han eksemplet i et interview med Ritzau:

"Der har aldrig været så meget styr på de offentlige finanser. Vi har lavet skattestop. Det er en revolution. Var der noget af det i 80'erne og 90'erne? Nej. Vi får gennemført vor politik modsat før, hvor vi råbte og skreg om at privatisere månen og verdenshavene og alt det pjat, som aldrig bliver en realitet."

Nu må vi altså have navne på bordet!  Hvem var det i Venstre, der i 1980erne gik rundt og brugte alle kræfterne på at sige "Privatiser månen og verdenshavene!" og dermed forspildte mulighederne for at gennemføre liberal politik?  Var det Uffe? Henning? Bertel? Britta? Anders? Hanne?  Hvornår sagde de det?  Hvor sagde de det ?Vi Punditokrater helmer ikke, før vi får fundet de skyldige, som tilsyneladende–ihvertfald ifølge Rohde–lagde en helt forfejlet linie i 1980erne.

Back in the USSR …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. november 2005. 2 svar

Berlingske Tidendes Jørgen Staun beretter i dagens avis, hvorledes den russiske statsduma i går ved 1. behandling vedtog et lovforslag, som i realiteten vil gøre det umuligt for internationale organisationer at have afdelinger i Rusland, som er politiske og helt eller delvist finansierede fra udlandet.  I praksis vil det bl.a. betyde, at Amnesty International og Human Rights Watch ikke længere vil kunne have afdelinger i landet.  Tilfældigt? Næppe:

“Stramningen sker for at forhindre, at udenlandske regeringer ved at støtte russiske uafhængige organisationer – såkaldte ngo’er – kan fremme en »Orange Revolution« i stil med den i Ukraine og Georgien, hvor de russisk-støttede magthavere blev væltet af folkelige demonstrationer.”

Nobelprisvinderen Milton Friedman formulerede for en del år siden den tese, de forskellige former for frihed (personlig, økonomisk, politisk) over tid vil tendere i retning af at gå hånd i hånd i et land.  I den forbindelse kan man så bemærke sig, at Rusland i 2003-tallene fra Economic Freedom of the World Index fik en score på 5,1 (af 10), svarende til en plads som nr. 117 af 127 lande.  Til sammenligning fik man i 1995 en score på 4,0 og en plads som … nr. 117 af 123 lande.  Plus ca change …

Thanksgiving: Jeg er taknemmelig for …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. november 2005. 8 svar

Det er i morgen (torsdag), at amerikanerne fejrer “Thanksgiving”.  Det er en af de hyggeligere helligdage, jeg kender–og en, som jeg selv ved flere lejligheder har oplevet som en fantastisk illustration af amerikanernes store gæstfrihed (og som en fast tilbagevendende falsificering af uvidende europæeres hurtige udsagn om “overfladiske amerikanere”, som “kun er venlige/hjælpsomme/rare/hensynsfulde på overfladen”, o.s.v.).  Samtidigt er det i denne stadigt mere sekulariserede verden en helligdag, hvis raison d’etre er til at “føle på”.

Wall Street Journal markerer dagen på lederplads med at liste fem ting, som de synes, man bør være taknemmelige for.  Det omfatter bl.a.

  • Proliferating pandas. We learn something new every day, and this week that included the revelation that China’s pandas aren’t as endangered as we thought. Thanks in part to the cash and attention of Western conservationists, the Chinese panda population has now grown to something like 1,600 from the 1980s’ estimate of 1,000 or so. At this rate, the world will have to make sure Beijing doesn’t begin to enforce a strict one-panda birth control policy.

Det synes jeg er en god idé.  Hvad vil jeg gerne sige tak for?  Hvis vi lige ser bort fra privatfronten (hvor der er rigtigt meget at være taknemmelig for) men i stedet fokuserer på det samfundsmæssige, så er der her fem hurtige fra mig.  Jeg vil gerne sige tak for …

  • at Carsten Jensen nu ikke længere skal skrive for Berlingske Tidende.  Det gør i dette vintermørke mine morgener lysere og mit sind ditto.  Jeg ved positivt, at det var “velment”, da man hentede ham til avisen for at skrive i “Groft Sagt”–d.v.s., man ville gerne have én, der skrev godt og farverigt men først og fremmest ikke var så borgerlig, “at det gør noget”.  Men det er de borgerlige avisers evige misforståelse: De synes, at de skal være “pluralistiske” og “nuancerede”, og derfor henter de alskens skribenter ind, som mener noget helt andet end avisens ideologiske linie er (eller burde være).  Se på de (tilbageværende) venstreorienterede aviser (og radio/TV-programmer): Den fejl begår de ikke.  Når jeg holder en borgerlig avis, gider jeg ikke (også der) læse politisk korrekte, venstreorienterede holdninger.
  • At Venstre og De Konservative gik (lidt) tilbage ved kommunalvalget.  Egentlig ønsker jeg de to partier (næsten) alt det bedste, men det ville simpelthen være for deprimerende at skulle høre partibosser, back-benchers, wannabees, spindoktorer og andre hyrede hænder udlægge valget som endnu en bekræftelse af, at regeringens midtersøgende kurs har båret frugt.  Det stik modsatte er tilfældet: Nu er VK tilsammen gået tilbage ved tre valg i træk (2004 og to gange i 2005), og alle tre gange efter at de er svinget så meget ind mod midten, at De Radikale og Dansk Folkeparti er blevet presset op/ned i nogle helt andre politiske dimensioner.  Hvornår lærer VK lektien?
  • At vi nu snart går ind i 2006, for så er det 25 år siden, at vi blev færdig med 1970erne,* og det skal fejres.  Og så er det forhåbentlig på tide, at pendulet begynder at svinge til højre igen.  Personligt har jeg været ret træt af den 70’er nostalgi, der synes at have hærget det sidste årti.  Tøjet og håret var grimt, musikken var (bortset fra discoen og punken) om muligt værre, og politikken var …  Anker Jørgensen (need I say more?).  Firserne begyndte derimod formidabelt med Thatcherske privatiseringer, valgsejr til Reagan, o.s.v., og sluttede med Berlin Murens og Sandinisternes fald, og undervejs gik vi i pastelfarver, slips og malede “Til salg”- og “Privatisering nu”-grafitti på offentlige bygninger.  Det var faktisk meget sjovt.
  • At der er en masse gode iværksættere, der trods alt ikke går i Randiansk strejke.  Jeg ved det godt–det kunne være tillokkende at sige, at “Nu gider jeg sgu’ ikke længere arbejde 80 timer om ugen, blot for at der så kommer en samling bureaukrater og levebrødspolitikere og plukker det hele og regulerer mig i alle ender.  F*** det!”.  Men heldigvis for mig, dig og et par milliarder andre, så sidder der et eller andet sted på kloden en eller anden opfinder og et par driftige salgshoveder og trodser det hele, fordi de er ved at pudse noget af, som om få år givetvis vil have forandret en masse liv til det bedre.  Længere, bedre og rigere liv for flere mennesker.
  • At 2005 blev året, hvor CEPOS kom i søen.  Jeg mødte forleden en kendt dansk TV-personlighed, der var en af medindbyderne til det møde i disse dage for to år siden, som–ad mange omveje–udmøntede sig i dannelsen af CEPOS, og vi sagde næsten i munden på hinanden “Det havde vi dæleme ikke troet på, hvis nogen havde sagt for to år siden!”.  Personligt var jeg for to år siden (belært af andre fiaskoer) meget skeptisk overfor, om det kunne lykkes, men jeg havde klart på fornemmelsen, at hvis det nogensinde havde været muligt at lave en borgerlig tænketank, så var det nu.  Småting kunne eller burde måske have været gjort anderledes, men for det borgerligt-liberale Danmark er det alt andet lige en meget stor gevinst, at vi nu for første gang i årtier har en større operation, som kan fremlægge analyser og fremsætte tanker og forslag, som ikke er partipolitiske eller trivielle, men som kan være med til at gøre Danmark til et friere og rigere land.

Hvad er mine med-Punditokrater taknemmelige for? Og læserne?

* Siger jeg hermed, at firserne formelt set først begyndte i 1981 (og ikke allerede i 1980)? Ja, det gør jeg–og jeg var også stort set den eneste dansker, der markerede det nye årtusinde nytårsaften 2000/2001 snarere end 1999/2000.  Bare fordi 99 pct. af alle andre mennesker ikke forstår tidsregningens logik, skal man jo ikke holde kæft med at kloge sig …!

Det kunne være værre …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. november 2005. 2 svar

I forbindelse med de kommende Senatshøringer om nomineringen af Samuel Alito til nyt medlem af USAs forbundshøjesteret, har man i Ronald Reagan Biblioteket gravet en jobansøgning fra 1985 frem, hvori Alito redegør mere detaljeret for sine politisk-ideologiske overvejelser:

“I am and always have been a conservative… I believe very strongly in limited government, federalism, free enterprise, the supremacy of the elected branches of government, the need for a strong defense and effective law enforcement, and the legitimacy of a government role in protecting traditional values. In the field of law, I disagree strenuously with the usurpation by the judiciary of decision-making authority that should be exercised by the branches of government responsible to the electorate …

When I first became interested in government and politics during the 1960s, the greatest influences on my views were the writings of William F. Buckley Jr., the National Review, and Barry Goldwater’s 1964 campaign. In college, I developed a deep interest in constitutional law, motivated in large part by disagreement with Warren Court decisions, particularly in the areas of criminal procedure, the Establishment Clause, and reapportionment.”

Passagen har bragt sindende i kog på dele af den amerikanske venstrefløj.  Personligt deler jeg ikke alle synspunkter, men nu–da det desværre ikke bliver Janice Rogers Brown, Richard Epstein, Randy Barnett e.l.–kan jeg kun sige: Det kunne såmænd være meget værre …

Mr. Conservative runder 80

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 15. november 2005. 2 svar

Går man tilbage til året 1955 var der stort set ingen ideologisk tænkning på den amerikanske højrefløj og endnu færre organisationer til at promovere sådanne synspunkter.  Som præsident George W. Bush for nylig satte det i relief ved en perspektivering, så var det et år, hvor det kommunistiske Sovjetunionen var en ledende kraft i verden, og hvor Ronald Reagan var Demokrat.  Det var også året, hvor tingene langsomt begyndte at vende på den amerikanske højrefløj.

For selv i ørkenen var der oaser.  På den klassisk-liberale/”libertarianske” front var der et spirende miljø, især blandt intellektuelle i New York, der samledes i visse kredse.  En af disse var romanforfatteren Ayn Rand, der qua sine meget individualistiske og frihedsorienterede romaner nåede et stort publikum.  En anden var den aldrende østrigske økonom Ludwig von Mises, der dels samlede studerende til et seminar på NYU og dels var chef-ideologen for frimarkeds-fortalerne i Foundation for Economic Education.  En tredje gruppe, med overlap til begge de førstnævnte, var en lille gruppe yngre akademikere kaldet Cercle Bastiat, som under ledelse af økonomen Murray Rothbard omfattede bl.a. historikerne Leonard Liggio, Ralph Raico og Ronald Hamowy og senere en lang række andre.  Men talmæssigt var disse få og uden politisk indflydelse.

På den mere konservative front var der faktisk endnu færre profiler.  Her var der frem for alt én mand, der gjorde en forskel: Den unge, velformulerede, stærkt anti-kommunistiske og pro-traditionalistiske William F. Buckley, Jr., som netop i 1955 grundlagde tidsskriftet National Review og blev en af USA’s mest kendte forfattere og debattører.  Buckley havde lagt hårdt ud med klassikeren God and Man at Yale (1951), som var en meget tidlig kritik af den venstreorienterede, politisk korrekte invasion af universiteterne, som dengang kun var begyndende, men som siden hen blev nok så drastisk.  Buckleys konservative traditionalisme er tydeligst illustreret med et nu klassisk citat: “The job of conservatives was to stand athwart history, yelling, stop.”

Disse to grene—den mere libertære og den mere traditionalistiske—kunne dårligt være i stue sammen, især ikke i 1960erne og 1970erne.  Undertegnede hælder i det store billede langt mere i retning af de førstnævnte end de sidstnævnte, men man kommer ikke udenom, at Buckley har været en af de mest indflydelsesrige og betydende skikkelser på den amerikanske højrefløj og vel og mærke af en dybt intellektuel karakter.  I særdeleshed har Buckley været en af dem, der har forsøgt at bilægge stridighederne mellem de to grupper.

Samtidigt er han uden sammenligning en af de mest elegante og vittige politiske skribenter i USA, og forfatter til en lang række bøger, bl.a. Happy Days Were Here Again: Reflections of A Libertarian Journalist og romaner som Getting It Right.  Da jeg selv studerede i landet, nød jeg at se ham i hans program Firing Line, som var et af de mest succesrige og langlivede (1966-99) “seriøse” programmer i amerikansk TV-historie (og som bl.a. fik besøg af F.A. Hayek og andre koryfæer, jf. billedet, med Buckley til venstre og Hayek i midten). Buckley skriver også fortsat sin faste klumme i National Review, og som stilist og kommentator er han niveauer over de fleste tågehorn til højre og til venstre i amerikanske medier.

Buckley fyldte for nylig 80 (hvilket blev fejret af George W. Bush i Det Hvide Hus) men er “still going strong”, og dagen er blevet markeret med en række artikler i aviser og tidsskrifter af venner og fjender, bl.a. af E.J. Dionne i Washington Post. Sidstnævnte (som bestemt ikke er en “fellow traveller”) skrev bl.a.:

“I will always respect this columnist, editor, novelist, lecturer and organizer because he undertook a mission and carried it out with real genius. He knew conservatism needed a serious intellectual life if conservative ideas were to be considered by those outside the right’s faithful remnant. That’s why he founded National Review magazine, which is celebrating its 50th anniversary this year. He knew cranks were bad for the movement. He knew that deep splits among conservatives — between internationalists and isolationists, libertarians and traditionalists — had to be resolved. … Buckley was determined to rid the right of the wing nuts. He was, to his everlasting credit, the scourge of an anti-Semitism that once had a hold on significant parts of the right. He also blasted the strange conspiracy theories of the John Birch Society. But most important were Buckley’s efforts during the 1950s to resolve conservatism’s contradictions. These exertions made it possible for Barry Goldwater and then Ronald Reagan to turn the remnant into a mighty political force.

Buckley dumped isolationism, not so hard since many former isolationists were happy with an aggressive American foreign policy as long as the enemy was Soviet communism. More difficult was resolving the contradiction between anti-government libertarians — their primary love was individual freedom — and the traditionalists who believed in government’s role as a promoter of virtue and community.

One of National Review’s primary tasks was dealing with this doctrinal conundrum. Frank Meyer, Buckley’s friend and magazine colleague, came up with what is known as “fusionism.” It was an attempt to fuse the two forms of conservatism into one.

Libertarians needed to learn that the freedom they revered was insecure absent the cultivation of personal virtue and a moral order hospitable to liberty. Traditionalists were not to confuse the legitimate authority of tradition with the illegitimate power of big government. The United States was fundamentally a conservative society, the theory went, so our country was a place in which liberty was conducive to a reverence for tradition.”

Wall Street Journal havde forleden en fødselsdagsportrætartikel, hvor Buckley bl.a. gav dette dagsaktuelle synspunkt:

“My view is unorthodox,” Mr. Buckley says of the violence roiling the French suburbs. “It seems to me that a very hard dose of market discipline would distract the attention of the young revolutionaries from their frolics, traditional and otherwise, and my sense is that if they had to worry about how to eat, and buy food, they would stop screwing around and face reality. If these people didn’t wake up in the morning thinking about what cars to burn–instead of work–they might not be having these problems.”

Hip hurra for Buckley far!

PS. Dem, der gerne vil med til den officielle fejring af 8
0 års fødselsdagen,
ref=”http://www.nationalreview.com/comment/invitation-eightieth.asp”>kan købe billetter for 500 USD her …

R = BP – C + D

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 15. november 2005. 8 svar

Til dem, der (som jeg selv!) var nede at stemme ved kommunalvalget og regionsrådsvalget i dag, har jeg kun én ting at sige–og det sagde William H. Riker og Peter C. Ordeshook allerede i 1968, og det står i ligningen ovenfor.  (Og de var til orientering ikke enige med Louise Gade fra Århus, som i går sagde, at “Hver eneste stemme er afgørende!”.  Det var den så tilsyneladende heller ikke rigtig i Århus.)

PS. For en kort biografi af den store “Commander Riker” (1920-93), læs her.

PPS. Det var selvfølgelig Anthony Downs, som først var på sporet af ligningen.  Interesserede kan også læse Dennis Muellers Public Choice III.

Svar: Fordi de ikke har a-våben (endnu)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. november 2005. 3 svar

I sommer rejste jeg spørgsmålet om, hvorfor de islamistiske terrorister ikke havde anvendt atomvåben ved angrebene på New York/Washington, Madrid, London m.v.  Terrorismens pris er selvfølgelig lidt af forklaringen, men mere specifikt var det lidt kyniske og deprimerende svar, jeg antydede, at årsagen i sidste ende alene var, at de endnu ikke havde nogen.

Dagens nyhed er så, at noget tyder på, at hvor der er vilje, er der også vej. Her til morgen oplyste de australske myndigheder således, at de 18 personer, som man anholdt i sidste uge, menes at have forberedt et angreb på et australsk atomkraftværk.  Det er naturligvis ikke helt det samme, men lidt skal vel også have ret …

Skræmmende.

Franske tilstande II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. november 2005. 2 svar

Edith Thingstrup har lørdag et debatindlæg i Berlingske Tidende med nogle af de samme tanker, som udtrykt her forleden.  Vi kan ikke linke til eller gengive kommentaren, men her er en smagsprøve:

Den franske model er bankerot. Frankrig er et af de europæiske lande, hvor dagens ret i mange år har været »etatisme«, det vil sige statslig indblanding i alt fra sprog til økonomi. Franskmændene har lagt deres liv i statens hænder i en grad, hvor der stort set ikke findes liberale kræfter i landet. Det giver bagslag.

Nu er uroen brudt ud i lys lue i Frankrigs ghettoer. Og hvad siger socialister verden over. Stort set intet. Hvad skulle de også sige? I Frankrigs ghettoer ser vi den socialistiske utopis fallit. De har talt om frihed, lighed og broderskab. De har nægtet at forholde sig til, om der var særlige problemer i bestemte etniske grupper. De har nægtet at reformere deres arbejdsmarkeder for at gøre det lettere at skabe nye jobs. Resultatet er unge arbejdsløse i tusindtal.

Læs selv resten i dagens Berlingske.

Franske tilstande

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. november 2005. 31 svar

Kan nogen mon huske, hvorledes de danske medier—og danskerne i almindelighed —i september var ovenud indignerede over de forfærdende tilstande i New Orleans ovenpå “Katrina”?  Det var vist noget med, at der i et par dage var tyverier fra rømmede butikker og boliger, og der gik rygter om mord og voldtægt.  (Efterfølgende viste det sig ganske vist, at historierne om bandeskyderier og voldtægter ikke bare var overdrevne men var helt misvisende, men lad det nu ligge.)  Og det var i hvert fald noget med, at Bush havde fejlet (også desuagtet at der er gode grunde til at mene, at det først og fremmest var byen New Orleans og staten Louisiana, der havde fejlet).  Ud af 100 adspurgte i Politiken ultimo september om deres syn på lighed/ulighed, advarede et stort antal indigneret mod, at vi i Danmark fik “amerikanske tilstande” som “i New Orleans”.

Er tonen–og vinklingen–mon den samme i forbindelse med, hvad der p.t. foregår i Paris?  Hvor det i New Orleans drejede sig om (vildt overdrevne) historier om nogle få dages problemer som følge af en naturkatastrofe, hvorledes beskriver de danske medier så, når der hos os i Europa udvikler sig noget, der bedst kan betegnes som de mest borgerkrigslignende tilstande, som er set i et vestligt demokrati de seneste 37 år?  Hvor borgerne skyder med skarpt mod politiet?  Næsten to ugers konstante natlige opstande, mere end 5.000 ildspåsættelser, og mere end 1.200 arrestationer?

Tja, mandag aften kunne man f.eks. se den sædvanligt indignerede Georg Metz på Deadline, hvor han advarede imod, at vi snart kunne se noget lignende som de franske optøjer herhjemme, for “vi er jo ved at indføre en slags Apartheid”.  Denne åbenlyst groteske påstand lod den hyggelige og flinke Kurt Strand passere frit, helt uden at anfægte den.  (Var det samme mon sket, hvis en dansk borgerlig intellektuel havde påstået, at f.eks. Georg Metz advokerede sovjetisk planøkonomi?)  Udtalelsen illustrerede i hvert fald udmærket, hvorledes venstrefløjen nu “spinner” optøjerne: Det skyldes “kapitalistisk udstødning”, de væmmelige borgerlige, som tegner tegninger af Muhammed, o.s.v., o.s.v.

Wall Street Journal har ikke så overraskende et anderledes og mere sofitistikeret syn på den sag.  På deres lederside tirsdag skrev Joel Kotkin under den sigende overskrift “Why Immigrants Don’t Riot Here”:

“What has been largely ignored has been the role of France’s economic system in contributing to the current crisis. State-directed capitalism may seem ideal for such American admirers such as Jeremy Rifkin, author of “The European Dream,” and others on the left. Yet it is precisely this highly structured and increasingly infracted economic system that has so limited opportunities for immigrants and their children. In a country where short workweeks and early retirement are sacred, there is little emphasis on creating new jobs and even less on grass-roots entrepreneurial activity.

Since the ’70s, America has created 57 million new jobs, compared with just four million in Europe (with most of those jobs in government). In France and much of Western Europe, the economic system is weighted toward the already employed (the overwhelming majority native-born whites) and the growing mass of retirees. Those ensconced in state and corporate employment enjoy short weeks, early and well-funded retirement and first dibs on the public purse. So although the retirement of large numbers of workers should be opening up new job opportunities, unemployment among the young has been rising: In France, joblessness among workers in their 20s exceeds 20%, twice the overall national rate. In immigrant banlieues, where the population is much younger, average unemployment reaches 40%, and higher among the young.

To make matters worse, the elaborate French welfare state–government spending accounts for roughly half of GDP compared with 36% in the U.S.–also forces high tax burdens on younger workers lucky enough to have a job, largely to pay for an escalating number of pensioners and benefit recipients. In this system, the incentives are to take it easy, live well and then retire. The bloat of privileged aging blocks out opportunity for the young.”

Anderledes i USA:

“The Big Apple offers a lesson for France. An analysis of recent census numbers indicates that immigrants to New York are the biggest contributors to the net growth of educated young people in the city. Without the disproportionate contributions of young European immigrants, New York would have suffered a net outflow of educated people under 35 in the late ’90s. Overall, there are now 500,000 New York residents who were born in Europe (not to mention the numerous non-European immigrants who live, and prosper, in the city). …

[As regards Paris] The contrast with America’s immigrants, including those from developing countries, could not be more dramatic, both in geographic and economic terms. The U.S. still faces great problems with a portion of blacks and American Indians. But for the most part immigrants, white and nonwhite, have been making considerable progress. Particularly telling, immigrant business ownership has been surging far faster than among native-born Americans. Ironically, some of the highest rates for ethnic entrepreneurship in the U.S. belong to Muslim immigrants, along with Russians, Indians, Israelis and Koreans. …

It is almost inconceivable to see such flowerings of ethnic entrepreneurship in Continental Europe. Economic and regulatory policy plays a central role in stifling enterprise. Heavy-handed central planning tends to make property markets expensive and difficult to penetrate. Add to this an overall regulatory regime that makes it hard for small business to start or expand, and you have a recipe for economic stagnation and social turmoil. What would help France most now would be to stimulate economic growth and lessen onerous regulation. Most critically, this would also open up entrepreneurial and employment opportunity for those now suffering more of a nightmare of closed options than anything resembling a European dream.”

En anden med et interessant perspektiv på samme emne er den fortrinlige svenske Timbro-skribent, bestseller-forfatter og globaliseringsaktivist Johan Norberg.  Her er uddrag af, hvad han skriver i Expressen:

Föreställ dig att det var USA som tolv nätter i rad drabbades av våldsamma upplopp. Maskerade gäng drar runt och bränner bilar och skolor och kastar brandbomber och skottskadar poliser. Vad skulle franska politiker säga?

Vi behöver inte använda vår fantasi. Under de våldsamma upploppen i Los Angeles 1992 förklarade den franske presidenten François Mitterrand det som resultatet av USA:s marknadsliberala modell. Han slog fast att något sådant inte skulle kunna hända i Frankrike eftersom “det är landet med världens bästa sociala skyddsnät”.

Men sedan dess har USA skapat mer än 20 miljoner nya jobb. Samtidigt har den “sociala” franska modellen stagnerat och skyddsnäten har trasslat in miljoner i segregation och massarbetslöshet. Och nu är det över hela Frankrike som våldsamma upplopp bränner byggnader och sliter sönder samhällsväven.

För ett halvår sedan förklarade den unge franske liberalen Aurélien Véron att “Frankrike långsamt håller på att gå sönder”. Véron menade att regleringar och socialstat drar ned ekonomin och skapar arbetslöshet, vilket leder till “en fullständig brist på framtidstro”.
>Statistiken bekrä
ftar Vérons varningar. Nästan var tionde fransman är arbetslös, och andelen av dessa som är långtidsarbetslösa är mer än 40 procent. Bland de unga har bara var fjärde ett jobb. När minimilönerna är höga och arbetsrätten stark blir det för dyrt att anställa dem utan yrkeserfarenhet, rätt utbildning eller goda språkkunskaper. De slängs ut.

Jeg vil nu læne mig tilbage og vente tålmodigt på, at danske medier skal lave lange, tænksomme indslag, der viser, hvorledes “amerikanske tilstande”—kapitalistisk markeds-integrering—er bedre for indvandrerne og de pågældende samfund end socialistiske “franske tilstande”.

Det (daglige) store svigt II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. november 2005. 22 svar

Meget kan ske på en uge i dansk politik.  Ugen efter at regeringsledelsens stik-i-rend-dreng Venstres politiske ordfører Jens Rohde præventivt (altså før Velfærdskommissionens udspil) aflivede enhver form for forandring af efterlønnen, følger hans chef, velfærdsstatsminister Anders Fogh Rasmussen op med i Børsen lige så præventivt at aflive enhver form for lempelse eller afskaffelse af topskatten:

»Det er fuldstændigt umuligt at få folkelig opslutning til en skattesænkningspolitik«

Her kan vi virkelig tale om “det store svigt”.  For hvor stort et nederlag er dette egentlig for statsministerens linie?  Havde det været en virksomhedsleder, der i den grad satsede på én strategi og fejlede, ville straffen formodentlig være faldet prompte.  Regeringens linie har således de sidste tre år været, 1) at man skulle påvirke borgernes holdninger–værdier–gennem “værdikamp” snarere end lægge ud med store reformer, og 2) at man kunne skulle melde ud m.h.t. fremtidige reformer efter, a) at problemerne var grundigt analyseret (f.eks. af Velfærdskommissionen) og b) var grundigt diskuteret.

Dén strategi blev af mange kritiseret for at være et taktisk usmart og visionsløst tilbagetog.  Men nu har vi altså nået en ny fase: tilbagetog fra tilbagetoget …  Nu er både reformer og værdikamp aflyst.  Vi skal ikke prøve at ændre borgernes holdninger, men blot affinde os med dem og tilpasse os til dem, og vi skal ikke afvente Velfærdskommissionens forslag, idet de jo kunne tænkes at foreslå alt muligt drastisk.

Edith Thingstrup skrev forleden i Berlingske Tidende, at Jens Rohde m.fl. havde forvandlet regeringen til Socialdemokraterne minus 5 pct.  Ovenpå de seneste udmeldinger må man sige, at det er en uretfærdig karakteristik–altså overfor Socialdemokraterne …

Terrorismens pris

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. november 2005. 2 svar

Vores gode gæste-Punditokrat Otto Brøns-Petersen havde fornylig endnu en interessant artikel i Weekendavisens Ideer-tillæg.  Da artiklen er på den lukkede del af avisens hjemmeside kan vi kun linke til indgangen og så citere lidt af indholdet:

»DE er komplet vanvittige.« Man tager sig næsten uvilkårligt i at tænke sådan efter et blodigt terrorangreb. Men det er en forkert og nok også farlig reaktion. Den gør terroristernes adfærd uforudsigelig – og dermed også vanskelig at gardere sig imod. Samtidig er der grund til at gribe i egen barm: terrorismen virker i høj grad ved, at vi andre opfører os om ikke vanvittigt så meget uklogt.

Den økonomiske og politologiske forskning i terror viser begge dele tydeligt. Der findes en række studier af de økonomiske følgevirkninger af terrorisme. De viser gennemgående, at konsekvenserne kan være ganske mærkbare. Store nok til at sætte sig spor i nationalregnskaber og udenrigshandelsstatistikker – ikke mindst når det gælder turistsektoren. …

SELV om det kan være svært at forstå terrorgruppernes fanatisme og ligegyldighed over for civile tab, bør det ikke forveksles med ukalkuleret vanvid. Tværtimod ser de ud til at reagere på omkostninger og gevinster som de fleste andre.

På abstrakt plan er »produktionen af terrorisme« slet ikke så forskellig fra produktionen af for eksempel møbler. Møbelfabrikken skal for det første vælge, hvilke typer af møbler der skal laves.

Eller om det er bedre at gå ind i helt andre brancher. For det andet skal producenten finde den måde at producere på, som giver bedst indtjening. Stiger prisen på teaktræ, kan det bedre betale sig at bruge mindre af det og i stedet finde et alternativt materiale eller bruge lidt ekstra arbejdstid på at spare på teaken.

For terrorgruppen handler det på samme måde om at vælge mellem forskellige slags terrorhandlinger, og hvordan de udføres billigst og mest effektivt. Samtidig må terrorgrupperne overveje alternative politiske midler til terrorangreb for at opnå deres grundlæggende mål.

Statistiske analyser afslører, at omkostninger påvirker terroristernes kalkule. … Analysen af »terrorproduktions-funktionen« kan godt levere argumenter for, at borgerne bør acceptere at give statsmagten større beføjelser end ellers. Bedre muligheder for overvågning, indskrænkning af ytrings- og foreningsfriheden og tilsvarende udvanding af civile og politiske rettigheder. Det øger ganske vist risikoen for, at de mere potente midler bliver brugt mod uskyldige, men denne omkostning modsvares af behovet for mere beskyttelse mod terrortruslen.

Der er imidlertid også argumenter både fra økonomisk og politisk teori imod denne løsning. Frey er en af flere forskere, som peger på, at terrorbekæmpelse ikke alene kan ske ved at øge omkostningerne for potentielle terrorister – den kan også opnås ved at svække deres mulige gevinster.

Decentralisering i form af deling af den politiske magt og markedsøkonomi gør skadevirkningerne af terrorangreb mindre. …  Begrænsning af borgerlige, civile og økonomiske rettigheder kan desuden øge rekrutteringen af terrorister. Det er der flere statistiske analyser, der tyder på. …

Det mest effektive middel mod terror er formentlig en mere realistisk opfattelse af, hvor stor – og det vil sige: lille – risikoen er. Det ville begrænse terroraktionernes skadevirkninger markant. Og det kunne være med til at hindre modforholdsregler med små eller ligefrem perverse virkninger.

Artiklen baserer sig bl.a. på arbejder af økonomerne William Landes, Todd Sandler, Bruno Frey, Alberto Abadie m.fl.  Desværre for Otto, læserne og mig og to af mine kolleger (Mogens Justesen og Robert Klemmensen) havde jeg vist glemt at sende Otto den artikel om emnet, som vi tre sidstnævnte har skrevet, og som til januar kommer i tidsskriftet Public Choice.  (En foreløbig version af artiklen blev i sommer præsenteret i CEPOS-regi.) I artiklen når vi til stort set de samme resultater som Abadie, men på et meget bedre og mere omfattende datamateriale, og vi fokuserer både på de lande, der producerer transnational terror og dem, som rammes af sådan.  Kort kan vores konklusioner opsummeres som, at omfanget af borgerlige frihedsrettigheder og handel med omverdenen er de væsentligste faktorer til at forklare variationen i sandsynlighed for, at et land vil blive ramt af transnational terror eller selv vil producere transnationale terrorister–og i begge tilfælde er sammenhængen positiv.  Politiske rettigheder (demokrati) har også en betydning, men den er mere uklar: Når det gælder terrorist-produktion er sammenhængen positiv, men når det gælder terror-ramte lande er sammenhængen kurvelineær, således at der er mindst terror i meget lidt demokratiske og meget demokratiske lande, mens halvdemokratiske lande tiltrækker mest terror.

Mere vigtigt afkræfter vores studie en række myter: Der er ingen sammenhænge mellem sandsynligheden for transnational terror og fattigdom, ulighed, religion, vækst, o.s.v., og samfundsmæssig fraktionalisering synes i bedste fald at have en uklar effekt.

CEPOS Universitet

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. november 2005. 1 svar

Den borgerlige tænketank CEPOS lancerer nu et såkaldt “CEPOS Universitet” med tilbud om en omfattende supplering til studerende m.h.t., hvad de næppe lærer meget om på deres uddannelser.  D.v.s. en bred og dybdegående indføring i forskellige facetter af borgerlig-liberal tænkning.  Programmet, der er finansieret af Saxo Bank, kører over et halvt år og ledes af mag.art. Henrik Gade Jensen, som er en af de personer med de bedste forudsætninger til at køre dét.  Jeg har set nogle foreløbige skitser til programmet, og det ser meget lovende ud med rundture i alt fra Ayn Rand til Edmund Burke, fra Grundtvig til Anders Fogh Rasmussen, fra public choice til østrigsk økonomi …

Læs mere her.

Politisk aritmetik

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. november 2005. 1 svar

Min fhv. studerende og nu fagfælle og kollaboratør Martin Ejnar Hansen fra Aarhus Universitet har gjort os opmærksom på en interessant ny blog i den seriøse ende af skalaen: Political Arithmetik, “where numbers and politics meet”, skrevet af professor Charles Franklin fra University of Wisconsin-Madison.  Den er “lav” på politisk polemik/kommentar men “høj” på dagsaktuelle, statistisk-baserede analyser af igangværende debatter–faktisk et rigtigt godt eksempel på fagligt baseret “formidling” af en samfundsforsker.

Et par eksempler:

Spændende læsning–ihvertfald for “Igor”, “Stanislaw” og undertegnede.

Det (daglige) store svigt

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. november 2005. 4 svar

Ræson har i dag en kronik af og et interview med Liberalisternes formand, Torben Mark Pedersen, om Venstres “store svigt” i forhold til liberalismen.

Kronikken kunne evt. læses af den finansminister, der mener, at det er en “vital” opgave for staten at eje 39,2 pct. af aktierne i Københavns Lufthavne, eller den politiske ordfører, der nu mener, at efterlønnen bestemt ikke skal afskaffes, fordi den jo er en slags “forsikring”, og at folk har krav på den.

Som jeg tidligere har sagt: Det er den ondelyneme en mærkelig tid, vi lever i.

"Scalito"

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. oktober 2005. Skriv et svar

Så blev det dommer Samuel Alito–med det ideologiske øgenavn “Scalito” (altså: lille Scalia)–som blev Bushs nye nominerede til US Supreme Court.  Her er tale om en kandidat–hvis andre fordele og ulemper ufortalt–er alt det, som Harriet Miers ikke var: Han er fagligt kvalificeret og en fremtrædende profil i den retsfilosofiske tradition, som dele af Bushs konservative bagland ønskede, og hvor det ikke er nok at sige, at man er en evangelsk kristen, som er modstander af abort.

Det bliver givetvis det “mother-of-all-battles”, som mange på både højre- og venstrefløjen havde set frem til.  Spænd sikkerhedsbælterne: Det bliver noget mere interessant og “bumpy” end nomineringerne af Roberts og Miers.  Læs mere på Volokh Conspiracy.

More to come …

Bernanke er ingen Miers …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. oktober 2005. 1 svar

Det kan godt være, at han ikker er nogen Greenspan (f.eks. ligner han ikke Master Yoda), men de første spæde reaktioner på præsident George W. Bushs nominering af Dr. Ben Bernanke fra Princeton til ny formand for Federal Reserve Bank tyder på, at han heller ikke er nogen Harriet Miers.  Tag f.eks. Arthur Laffer, faderen til den famøse og infamøse Laffer Kurve, som Wall Street Journal citerer således:

“[He is] about the perfect choice for the job. He subscribes to our view of the world — stable prices, free trade, and low tax rates.”

Tyler Cowen siger, han er en stor økonom og et “excellent valg”, mens AustrianEconomists’ Pete Boettke (som selv er en virkelig flink fyr) siger, at Bernanke is “a genuinely nice guy”.  Well, hvis det er godt nok til Art Laffer, Tyler Cowen, Pete Boettke …

PS. Boettke har faktisk et par lidt mere skeptiske ord med på vejen.

Tæm Leviathan

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. oktober 2005. Skriv et svar

Den amerikanske skatteaktivist Grover Norquist har som bekendt sagt, at han mener, at den offentlige sektor skal være så lille, at man kan drukne den i et badekar.  Men mindre kan vel også gøre det.  Altså: noget mindre drastisk.

I dagens Wall Street Journal har den fhv. Republikanske præsidentkandidat og guvernør i Delaware Pete Du Pont en konstruktiv kronik med den sigende titel “Don’t Spend, Amend”, som amerikanerne i disse tider kunne have brug for–og som ambitiøse danske forfatningsarkitekter som Niels Helveg Petersen og Svend Auken måske burde læse.  I kronikken slår Du Pont til lyds for at sætte forfatningsmæssige restriktioner på de offentlige udgifter:

How big, how expensive and how fiscally generous to industries and local communities should America’s national government be?

The spending policies of the current administration have made this the central domestic public policy question, for government has substantially grown under the leadership of a political party that for many decades has claimed to be the party of smaller government.

The real annual growth rate of federal government outlays is nearly at its highest modern percentage. Under President Clinton it was only 1.5%, under Ronald Reagan 2.6% and under Lyndon Johnson 5.7%. Spending has grown 5.6% a year since George W. Bush took office, and it seems likely to keep rising. Of course the war in Iraq is a part of it, but the current administration’s domestic spending increase is 7.1% a year, the highest since the 1960s. …

The president has signed on to whatever spending increases Congress has chosen to enact. He promised to veto the transportation bill if it contained more than $256 billion in spending. It contained $295 billion, and he signed it anyway. …

But the better solution to the huge increase in federal spending would be a constitutional amendment to hold the growth of federal spending to specific percentages of revenue unless there is a supermajority override by both houses of Congress. It is not a new idea–Delaware, for example, passed a constitutional amendment in 1980, when I was governor, to limit state government spending to 98% of revenue unless there is a three-fifths vote of each legislative house to spend more. The extra 2% goes into a Rainy Day Fund–the kind of fund that could be used for relief in Katrina-type national catastrophes. The amendment has produced 25 consecutive years of balanced Delaware budgets, a fiscal discipline that the federal government needs even more that state governments do.

Another approach is the Taxpayers Bill of Rights, or Tabor, which Colorado put into place via a constitutional amendment in 1992. It limits annual state government spending to inflation plus population growth, with any extra revenue going back to the taxpayers. From 1995 to 2000 Colorado ranked first in the nation in GDP growth and second in personal income growth. Its success has generated a furious effort to allow more spending that will be on the 2006 ballot.

Amending the Constitution is not easy, but is the best solution to the long term spending challenges that have faced every modern president since the Great Depression of the 1930s. And offering it up in our troubled big spending times would energize a policy debate that America needs to have.