Forfatterarkiv: Peter Kurrild-Klitgaard

Ejendomsrettigheder er menneskerettigheder II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. januar 2006. 2 svar

Vi omtalte i sommer den infamøse amerikanske højesteretsdom Kelo v. New London, der var et særdeles trist eksempel på arbitrær politisk krænkelse af den private ejendomsret–én, som man ellers formodentlig skal helt til Danmark eller Zimbabwe for at finde…  Vi omtalte i den forbindelse også, hvorledes en gruppe frihedssindede borgere bestemte sig for at kombinere happening og hævn: Nemlig at foreslå en ekspropriation af hjemmet tilhørende højesteretsdommer Souter (som afgav den udslagsgivende stemme) med henblik på at bygge et "Hotel Lost Liberty".  Nu er der nyt i den sag (takket være Wall Street Journals Brendan Miniter på OpinionJournal.com):

Supreme Court Justice David Souter is now one step closer to losing his house. A group called the Committee for the Protection of Natural Rights, based in Mr. Souter's hometown of Weare, N.H., has gathered enough signatures (25 in a town of 8,500) to bring the seizure of the Justice's historic 200-year-old home up for a vote on March 14. Activists are out to spank Justice Souter for joining the Court's recent Kelo v. New London decision, which expanded the power of state and local governments to seize private property and replace it with commercial property that will bring in more tax revenue.

At a rally in Weare this past weekend to gin up support for creating "Hotel Lost Liberty" on the Souter site, about 25 volunteers from around the county met at the Town Hall and later passed out copies of the Kelo decision. Logan Darrow Clements, a Californian and one of the protest organizers, compared the effort to the Boston Tea Party and Weare's own Pine Tree Riot, an incident that involved town residents beating up officials appointed by King George III in 1772 after being fined for cutting down pine trees. "What we're trying to do is stop eminent domain abuse," Mr. Clements told reporters. If people like Justice Souter lost their homes to a flaky government seizure process, maybe they would "understand why it needs to end," he added.

It's the government, stupid! II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. januar 2006. 1 svar

Vores værdsatte, faste læser “Limagolf” kunne ikke lide, at jeg hævdede, at en mere omfangsrig styring af samfundsøkonomien har en tendens til at lede til mere korruption.  Så det har jeg skrevet endnu mere om …  Her er min faste lørdags-klumme fra gårsdagens Berlingske Tidende:

Korruption og den almægtige stat

Berlingske Tidende 21. januar 2006, 2. sektion, magasin, side 19

Abramoff. Korruptionsskandalen i USA viser, at pengene søger hen, hvor der er magt og midler

Hvad sker der, når man lader slikposer ligge frit tilgængeligt i en børnehave? Det samme som når man har 3 mia. dollar frit tilgængeligt i USAs kongres – eller i en hvilken som helst anden politisk institution, hvor store beløb og mange fordele er koncentreret på få personers hænder.

De seneste måneders afsløringer af, hvorledes den amerikanske lobbyist Jack Abramoff mod betaling har været mellemmand mellem særinteressegrupper og politikere fra begge de to store partier, burde egentlig ikke komme som nogen stor overraskelse. Jo mere magtfuld og omfangsrig en stat er, og jo mere magten til at kunne træffe politiske beslutninger er koncentreret på få personer, desto mere vil det kunne cementere en uhellig alliance mellem særinteresser, lobbyister og villige politikere – og det gælder både ulovlig korruption og den lovlige og indirekte, som forekommer i de fleste politiske systemer.

Logikken er elementær. På et normalt marked klarer folk sig bedre ved at være gode til at følge markedets signaler. Iværksættere investerer i at producere varer og tjenesteydelser bedre eller billigere end andre, og hvis de er gode til det, bliver alle rigere. I politik er logikken lidt den samme – men alligevel meget forskellig. Her kan politikere ofte tildele særinteresser store fordele – subsidier, privilegier, konkurrencefordele, kontrakter osv. Og hvis det kan betale sig for særinteresserne at opnå disse, vil de også være villige til at betale for at få dem. Men den fordel, som én virksomhed får, kan en anden ikke få, og derfor gælder det om at sikre sig mest muligt. Her skabes der ikke ny velstand – den flyttes bare fra nogle til nogle andre.

Der er to faktorer, der driver denne proces: Hvor stor kagen er, og hvor let det er at få et stykke af den.

I USA er forbundsstatens rolle vokset betydeligt – også under Bush. I de sidste seks år er reguleringen øget, og forbundsstatens udgifter er steget med hele 39 pct. Den amerikanske forbundsstats samlede udgifter er nu på 3.000 mia. dollar om året, og de økonomiske konsekvenser af en stadigt mere omfattende regulering af samfundet er mange gange større. Det er en kage, som er så stor og lækker, at det for mange er værd at investere i at få et stykke af. Og det gør de. Ifølge tænketanken Cato Institute er antallet af virksomheder med registrerede lobbyister steget 58 pct. på seks år, og lobbyisternes (officielle) udgifter er steget fra 1,5 mia. dollar til 2,1 mia. Da kongressen i 2003 vedtog nye udgifter i billion-størrelsen til medicintilskud, investerede pensionistorganisationer, fagforeninger og farmaceutisk industri ca. 300 mio. dollar i at hyre lobbyister til at sikre, at de fik de resultat, de gerne ville have. Mindre snævre interessegrupper har sværere ved at skaffe penge til at forsvare generelle interesser med. F.eks. brugte USAs nationale sammenslutning af skatteydere, NTU, som arbejder for et lavere skattetryk, sølle 175.000 dollar på lobbyisme i 2004.

Men at sammenhængen mellem statens rolle i økonomien og omfanget af lobbyisme ikke kun er et amerikansk fænomen fremgår af en undersøgelse foretaget i 2003 af tænketanken Heritage Foundation. Ser man på decideret korruption i et større udvalg af verdens lande (95 styk), er der således en synlig sammenhæng mellem omfanget af statens størrelse i samfundsøkonomien og niveauet af korruption. Når friheden til at handle forsvinder, kanaliseres midler over i at undslippe reguleringen og i at opnå andre fordele.

Den ene af USAs grundlovsfædre, præsident James Madison, skrev i 1787, at der ikke ville være brug for forfatninger (eller stater), hvis mennesker var engle. Men det er vi som bekendt ikke, og vil man for alvor forhindre politisk korruption, er det nødvendigt med andet end et håb om god opførsel. Løsningen er heller ikke at f.eks. lægge grænser på politiske bidrag – på det punkt er USA allerede mere reguleret end noget andet land, og det har ikke afhjulpet problemet. Om noget har det netop skabt typer som Abramoff, der har fungeret ved at handle i tjenester og naturalier.

Løsningen er snarere at sørge for, at det ikke er attraktivt i første omgang: At sætte grænser for, hvad politikerne kan gøre, og at sprede magten ud på så mange beslutningstagere som muligt. Det er en lektie, man bør skrive sig bag øret – både i Washington, København og Bruxelles.

Viva Reagan!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. januar 2006. 6 svar

Til de “historisk udfordrede”: Det er i dag 25 år siden, at Ronald W. Reagan blev indsat i embedet som USA’s 40. præsident, og i dagens anledning er det vel nok værd at sende “the Gipper” en venlig tanke.

Nuvel, som øverste chef for den udøvende magt i verdens mægtigste nation får man uvilkårligt lidt … skidt … på fingrene—selv når man i øvrigt efter alt at dømme har en generelt pletfri karakter.  Og selv de mest “die hard” Reaganistas (Søren Pind? Morten Holm? Finn Ziegler?) må vel erkende, at det langt fra var alt, der gik, som det skulle—især ikke i 2. embedsperiode.  Jeg vil ikke gå så langt som Murray Rothbard gjorde i 1989 i hans—som altid—afsindigt velskrevne (og spydige) essay, “Ronald Reagan: An Autopsy”, men snarere sige at Reagan var en mand, hvor der ikke helt var konsistens mellem ambitionerne/retorikken og de faktiske resultater.

Men det ville også have været svært.  Tænk på, hvor revolutionært det var i 1981 at sige ting som disse i sin indsættelsestale:

“[G]overnment is not the solution to our problem; government is the problem. From time to time we’ve been tempted to believe that society has become too complex to be managed by self-rule, that government by an elite group is superior to government for, by, and of the people. But if no one among us is capable of governing himself, then who among us has the capacity to govern someone else? …

We are a nation that has a government — not the other way around. And this makes us special among the nations of the earth. Our Government has no power except that granted it by the people. It is time to check and reverse the growth of government which shows signs of having grown beyond the consent of the governed. …

Freedom and the dignity of the individual have been more available and assured here than in any other place on earth. The price for this freedom at times has been high, but we have never been unwilling to pay that price.

It is no coincidence that our present troubles parallel and are proportionate to the intervention and intrusion in our lives that result from unnecessary and excessive growth of Government.

It is time for us to realize that we are too great a nation to limit ourselves to small dreams. We’re not, as some would have us believe, doomed to an inevitable decline. I do not believe in a fate that will fall on us no matter what we do. I do believe in a fate that will fall on us if we do nothing.”

Og mens Rothbard nok havde ret i, at Reagans resultater af mange på den amerikanske højrefløj er blevet overdrevet, så er de nu ikke alle helt sådan at kimse af—især ikke når der anlægges et lidt længere tidsperspektiv.  Wall Street Journal har fredag en hyldest og opsummering i en lederartikel, der passende hedder “Still Morning in America: Reaganomics 25 Years Later”:

“Twenty-five years ago today, Ronald Reagan was inaugurated as the 40th President of the United States promising less intrusive government, lower tax rates and victory over communism. On that same day, the American hostages in Iran were freed after 444 days of captivity. If the story of history is one long and arduous march toward freedom, this was a momentous day well worth commemorating.

All the more so because over this 25-year period prosperity has been the rule, not the exception, for America–in stark contrast to the stagflationary 1970s. Perhaps the greatest tribute to the success of Reaganomics is that, over the course of the past 276 months, the U.S. economy has been in recession for only 15. That is to say, 94% of the time the U.S. economy has been creating jobs (43 million in all) and wealth ($30 trillion). More wealth has been created in the U.S. in the last quarter-century than in the previous 200 years. The policy lessons of this supply-side prosperity need to be constantly relearned, lest we return to the errors that produced the 1970s.”

For de sentimentale har Heritage Foundation i dagens anledning lavet et helt nyt website dedikeret til Reagan—hvor man bl.a. kan sample gamle citater, hyldesttaler m.v., men hvor man også kan læse tænketankens mere kritiske bemærkninger om Reagan-periodens mindre vellykkede elementer.

En anden mulig måde at fejre dagen på er denne: Tag en øl (men ikke en Budweiser!), spænd dit AuH2O badge på jakkereversen, sæt dig til rette, smæk cowboystøvlerne på bordet, og se og lyt til videooptagelsen af den tale (kendt som “The Speech” eller “A Time for Choosing”), som Reagan i 1964 holdt for Barry Goldwaters præsidentkampagne:

“This is the issue of this election: Whether we believe in our capacity for self-government or whether we abandon the American revolution and confess that a little intellectual elite in a far-distant capitol can plan our lives for us better than we can plan them ourselves.

You and I are told increasingly we have to choose between a left or right. Well I’d like to suggest there is no such thing as a left or right. There’s only an up or down — [up] man’s old — old-aged dream, the ultimate in individual freedom consistent with law and order, or down to the ant heap of totalitarianism. And regardless of their sincerity, their humanitarian motives, those who would trade our freedom for security have embarked on this downward course.

In this vote-harvesting time, they use terms like the “Great Society,” or as we were told a few days ago by the President, we must accept a greater government activity in the affairs of the people. But they’ve been a little more explicit in the past and among themselves; and all of the things I now will quote have appeared in print. These are not Republican accusations. For example, they have voices that say, “The cold war will end through our acceptance of a not undemocratic socialism.” Another voice says, “The profit motive has become outmoded. It must be replaced by the incentives of the welfare state.” Or, “Our traditional system of individual freedom is incapable of solving the complex problems of the 20th century.” Senator Fullbright has said at Stanford University that the Constitution is outmoded. He referred to the President as “our moral teacher and our leader,” and he says he is “hobbled in his task by the restrictions of power imposed on him by this antiquated document.” He must “be freed,” so that he “can do for us” what he knows “is best.” …

Well, I, for one, resent it when a representative of the people refers to you and me, the free men and women of this country, as “the masses.” This is a term we haven’t applied to ourselves in America. But beyond that, “the full power of centralized government” — this was the very thing the Founding Fathers sought to minimize. They knew that governments don’t control things. A government can’t control the economy without
controlling people. And th
ey know when a government sets out to do that, it must use force and coercion to achieve its purpose. They also knew, those Founding Fathers, that outside of its legitimate functions, government does nothing as well or as economically as the private sector of the economy. …

Now it doesn’t require expropriation or confiscation of private property or business to impose socialism on a people. What does it mean whether you hold the deed to the — or the title to your business or property if the government holds the power of life and death over that business or property? And such machinery already exists. The government can find some charge to bring against any concern it chooses to prosecute. Every businessman has his own tale of harassment. Somewhere a perversion has taken place. Our natural, unalienable rights are now considered to be a dispensation of government, and freedom has never been so fragile, so close to slipping from our grasp as it is at this moment. …

You and I know and do not believe that life is so dear and peace so sweet as to be purchased at the price of chains and slavery. If nothing in life is worth dying for, when did this begin — just in the face of this enemy? Or should Moses have told the children of Israel to live in slavery under the pharaohs? Should Christ have refused the cross? Should the patriots at Concord Bridge have thrown down their guns and refused to fire the shot heard ’round the world? The martyrs of history were not fools, and our honored dead who gave their lives to stop the advance of the Nazis didn’t die in vain. Where, then, is the road to peace? Well it’s a simple answer after all.

You and I have the courage to say to our enemies, “There is a price we will not pay.” “There is a point beyond which they must not advance.” And this — this is the meaning in the phrase of Barry Goldwater’s “peace through strength.” Winston Churchill said, “The destiny of man is not measured by material computations. When great forces are on the move in the world, we learn we’re spirits — not animals.” And he said, “There’s something going on in time and space, and beyond time and space, which, whether we like it or not, spells duty.”

You and I have a rendezvous with destiny.

We’ll preserve for our children this, the last best hope of man on earth, or we’ll sentence them to take the last step into a thousand years of darkness.

We will keep in mind and remember that Barry Goldwater has faith in us. He has faith that you and I have the ability and the dignity and the right to make our own decisions and determine our own destiny.”

Den er sgu’ til at blive både sentimental og helt oprørsk af.

CEPOS – status quo: 3-0

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. januar 2006. 8 svar

Når man interesserer sig for politik og for at påvirke indholdet af politiske beslutninger, kan man nogle gange blive nødt til at spørge sig selv: Betyder det egentlig rigtigt noget?  Nytter det overhovedet?

Det er svært at give et kategorisk svar på–bortset fra partimedlemskab og traditionelle aktiviteter i politiske partier, hvor det vel snart må være klart for de fleste, at den reelle politiske indflydelse for stort set alle er så tæt på nul, at det ihvertfald ikke er af den årsag, man skal være aktiv.  Nå ja–og det at stemme ved vi jo også generelt ikke betyder så meget …

Men der er jo andre muligheder–f.eks. den offentlige debat.  Som en af dem, der var med til at planlægge, stifte og etablere CEPOS, har jeg været lidt spændt på, om det skulle lykkes en eksplicit borgerligt-liberal tænketank at gøre en forskel.  Nu er der kun lidt over en måned til CEPOS kan fejre sin egentlige 1 års fødselsdag, så det er måske tid at begynde at overveje, hvad status er p.t.

Det er givetvis endnu ikke lykkedes CEPOS at få ændret specifik lovgivning med den konsekvens, at danskerne er blevet mere frie og mere velstående–men mindre kan også gøre det.  CEPOS har siden 1.1.2005 været omtalt knap 1.100 gange i danske aviser (og dertil kommer et stort antal indslag i radio og TV), og i langt overvejende grad har omtalerne været enten positive eller neutrale–mens de negative kommentarer som regel har været hadske og negative i en grad, som minder en om 1970ernes “tone” (nu da alle er mere optaget af “tonen” end indholdet).

Dertil kommer ihvertfald tre punkter, hvor CEPOS–efter min vurdering–konkret har formået at sætte dagsordenen for debatten.  Det ene er spørgsmålet om fladskat (“flat tax”), som stort set ingen havde omtalt herhjemme, før CEPOS i foråret tog spørgsmålet op, og hvor det efterfølgende har fået konsekvenser for ihvertfald to-tre partiers skattepolitik.

Det andet er spørgsmålet om noget så usocialdemokratisk som rangordning af skoler; det kunne nok have været gjort endnu bedre, men det har ihvertfald været med til at legitimere, at man overhovedet foretager den slags sammenligninger.  Det er udansk, og det er smukt.

Det tredje er dagsaktuelt og endnu kun under opsejling, nemlig spørgsmålet om at sætte skub i privatisering og udlicitering af offentlige aktiviteter.  CEPOS afholder netop fredag konference om emnet, og indenrigsministerens planlagte udmeldinger i den forbindelse var et af hovedemnerne i morgenens TV2 Nyheder–og det er vist kun begyndelsen.

Not bad–not bad at all …

Amerikansk krystalkugle

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 17. januar 2006. 6 svar

RealClearPolitics.com er det bedste sted på nettet for statistik og links til kommentarer vedrørende amerikansk politik.  Men vil man have saglige og upartiske analyser fra en politolog med forstand på amerikansk politik og med omtrent lige dele ris og ros til begge fløje, så er der formodentlig få bedre end professor Larry Sabato, University of Virginia, og hans website Sabato’s Crystal Ball.  Jeg har (af en række årsager) lidt på fornemmelsen, at Sabato nok selv hælder lidt mere til venstre, end man får indtryk af—men det er jo i og for sig kun en kompliment til hans analyser, som jeg generelt finder meget indsigtsfulde og behageligt fri for partipolitisk “spin”.  Og den slags er efterhånden relativt sjældent i dækningen af amerikansk politik.

Nye læsere kan f.eks. læse Sabatos analyser af de mulige kandidater til 2008-præsidentvalget, både blandt Republikanerne og Demokraterne; ingen af dem er chokerende, men de er solide og dækkende.  Jeg deler ikke hans vurdering af George Allen, men Sabato har givetvis flere fuldtræffere m.h.t. amerikansk politik, end jeg har …  Læs også Sabatos analyser af det kommende (eller skulle vi sige “igangværende”?) 2006 midtvejsvalg til Senatet og Repræsentanternes Hus.  Sabato forudser p.t., at der vil være fremgang for Demokraterne, men at den vil være beskeden, og at udsigterne til, at de vil genvinde Huset p.t. er for svage, mens det næppe sker i Senatet.

PS. Apropos mig og amerikansk politik, så lad mig i øvrigt en passant og sædvanligt selvpromoverende nævne, at jeg i sidste uge var gæst nr. 2 i Niels Krause-Kjærs nye og udmærkede DR P1-program Krause på Tværs. Programmet (som blev båndet allerede i november) blev lanceret som om, at jeg skulle forsvare Bush—og er efter sigende blev mødt med mange positive lytterreaktioner netop på den konto.  Hvilket sådan set er pudsigt nok, eftersom jeg reelt kritiserede ham en del undervejs og generelt blot prøvede at være “fair and balanced” …  Måske det siger mere om, at jeg havde lidt ret i min påstand om, at ethvert ikke negativt ord om Bush i danske medier næsten pr. automatik udlægges som et forsvar for manden …!  Udover at jeg fik karakteriseret Carter som mormon (når manden—som jeg jo godt vidste—faktisk er baptist!), gik det vist meget godt—ikke mindst i betragtning at det var 1 time og 33 minutter uden pause.

PPS. Bushs Amerika sælger i øvrigt ret godt.

Pluralistiske som Stalin II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. januar 2006. 3 svar

Vi har tidligere omtalt undersøgelser, der viser, at den politiske pluralisme blandt amerikanske akademikere svarer omtrent til dén i den Øverste Sovjet anno 1950.

Men hvad med økonomerne specifikt?  Alle ved jo, at økonomer generelt er mere “egoistiske” end andre–og er de mon samtidigt ikke generelt mere “højreorienterede” (eller ihvertfald liberalistiske)?  Det første er muligvis sandt, men der er ikke nødvendigvis nogen sammenhæng med det sidste–og det sidste synes i givet fald kun at være relativt (altså sammenlignet med f.eks. antropologer og arkitekter …).

Det har det fortrinlige lille tidsskrift EconJournalWatch nu undersøgt ved at sammenholde medlemskab af American Economic Association med de i USA offentligt tilgængelige informationer om bidrag til politiske kandidater, og det har William A. McEachern skrevet en artikel om.  Efter at have undersøgt 2.000 amerikanske økonomers politiske bidrag kan han observere, at ratioen for bidrag til Demokraterne i.f.t. Republikanerne er 5,1:1.  Dette svarer meget godt til en survey-undersøgelse fra 2001 foretaget af Brookings Institution, som viste, at ca. 41 pct. af amerikanske akademiske økonomer stemmer Demokratisk, mens kun ca. 6 pct. af dem stemmer Republikansk–altså en ratio på 7:1.  Blandt redaktørerne af AEA’s flagskibs-tidsskrift American Economic Review er ratioen 9:0, mens den blandt forfattere til artikler i tidsskriftet er 19:2.  I tidsskriftets sektion for inviterede konference-papers, AER Papers & Proceedings er ratioen 32:1.  For redaktionen af AEA’s andet store tidsskrift, Journal of Economic Literature, er ratioen af Demokrater til Republikanere 5:0, mens den blandt forfattere til artikler i dét tidsskrift er 24:0.

Nu siger partisympatier jo ikke i sig selv noget om politiske holdninger–man kan f.eks. godt være en frimarkedsorienteret Demokrat eller en protektionistisk Republikaner.  Men professor Dan Kleins tidligere undersøgelser om politiske synspunkter antyder, at partisympatierne og de politisk-økonomiske holdninger følges meget godt ad.

It's the government, stupid!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. januar 2006. 5 svar

Mens næsten alle er ved at falde over hinanden for at beskæftige sig med, hvad Jack Abramoffs fald som super-lobbyist mon kan betyde for Bush og Republikanerne, synes der at være få, der husker på, hvad det egentlig drejer sig om: At en pris, der er værd at have, er en pris, som det er værd at investere i at få.  Det er dét, som Gordon Tullock og public choice skolen kalder “rent-seeking”, men som den irske 1800-tals historiker Lord Acton egentlig beskrev mere filosofisk med ordene: “Power corrupts and absolute power corrupts absolutely”.  Jo større og mere regulerende den offentlige sektor er, og jo mere magten til at træffe beslutningerne er koncentrerede på nogle få, desto mere er det sandsynligt, at særinteressegrupper vil forsøge at påvirke beslutningerne på en måde, der gavner de få på bekostning af de mange.

Problemet er jo ikke, at Abramoff og de (mestendels) Republikanere, han har været i “business” med, er specielt meget mere korrupte eller kedelige typer end Demokraterne eller end politikere og lobbyister i det hele taget er flest.  Næ, Abramoff var bare bedre til det; hans “K-Street Strategy” var blot det seneste og det mest innovative forsøg, og man skal være meget naiv for ikke at tro, at en kraftig ekspansion af den offentlige sektor, ikke medfører stigende lobbyisme og mere innovative metoder for at sikre sig de “rents”, der kan gafles.  Ville Demokraterne have været mindre plagede af lignende sager, hvis de havde kontrolleret kongressen?  Det skal man være endog meget naiv for at tro—eller også have en meget kort hukommelse.

Det er ikke en undskyldning af Abramoff, men det er en uundværlig diagnose, som man skal være opmærksom på, hvis man ønsker at gøre noget ved problemet.  Og problemet er her, at man bliver nødt til at have en fundamental mistillid til, hvad staten og den politiske proces repræsenterer.

En af mine absolutte favoritter blandt klummeskribenter, Peggy Noonan, havde torsdag i Wall Street Journals OpinionJournal en virkelig god klumme over netop dén læst:

“The problem with government is that it is run by people, and people are flawed. They are not virtue machines. We are all of us, even the best of us, vulnerable to the call of the low: to greed, conceit, insensitivity, ruthlessness, the desire to show you’re in control, in charge, in command.

If the problem with government is that it is run by people and not, as James Madison put it, angels, the problem with big government is that it is run by a lot of people who are not angels. They can, together and in the aggregate, do much mischief. They can and inevitably will produce a great deal of injustice, corruption and heartlessness.

People in government–people in a huge, sprawling government–often get carried away. And they don’t always even mean to. But they are little tiny parts of a large and overwhelming thing. If government is a steamroller, and that is in good part how I see it, the individuals who work in it are the atoms in the steel. The force of forward motion carries them along. There is inevitably an unaccountability, and in time often an indifference about what the steamroller rolls over. All the busy little atoms are watching each other, competing with each other, winning one for their little cluster. And no one is looking out and being protective of what the steamroller is rolling over–traditions, shared beliefs, individual rights, old assumptions, whatever is being rolled over today.

This is essentially why conservatives of my generation and earlier generations don’t like big government. They don’t even like government. We know we have to have one, that it is necessary, that it can and must do good, that it has real responsibilities that must be met. Madison again, in Federalist 51: “If men were angels, no government would be necessary. If angels were to govern men, neither external nor internal controls on government would be necessary. In framing a government which is to be administered by men over men, the great difficulty lies in this: you must first enable the government to control the governed; and in the next place, oblige it to control itself.”

These are wise words.

But conservatives are not supposed to like big government. It’s not our job. We’re supposed to like freedom and the rights of the individual. (Individuals aren’t virtue machines either, but they’re less powerful than governments and so generally less damaging.) We’re supposed to be on the side of the grass the steamroller flattens.”

Mon ikke.  Og her er så videre en Reaganistas hilsen og “reminder” til Abramoff og K-Street klanen:

“Twenty-five years ago this month the conservative movement came to Washington, and much good came of its arrival. The argument against big government–its big taxing and big regulating, its bias toward a kind of enforced cultural conformity–was made again and again. The growth of government slowed, its demands to some degree beaten back.

The leadership of the Republican Party was now, in its avowed aims if not its daily practices, antigovernment. …  The steamroller slowed.

Eleven years ago this month came the Gingrich revolution and the Contract With America. That contract could be boiled down to these words: Stop the Steamroller. Take away its gas, make it smaller, term-limit it. Be on the side of the grass. This movement too did good work–it actually forced upon the federal government a balanced budget–but in the end results were mixed, as political results tend to be. The steamroller rolled on. …

And yet. All other parts of the government grew. The size and force of it grew in ways that were not at all necessary or crucial.
And learning to accept the steamroller, learning to direct the steamroller, learning in fact to love the steamroller, can get you to some bad places. It can get you to Jack Abramoff. To more size, more action, more corruption. To flawed people who are essentially unaccountable and busy winning their own victories for their own cluster. “I got mine. You got yours?”

Political corruption is always more likely when you fall in love with the steamroller. Or if not loving it accepting it, being “realistic” about it, embracing it. … [But it] isn’t good to love the steamroller. In the end it can roll right over you, and all you stand for, or stood for.”

Og netop dét advarede Wall Street Journals politiske redaktør John Fund forleden om: At hele Abramoff-affæren kan få alvorlige konsekvenser for Republikanerne ved midtvejs-valget i 2006, fordi partiet dermed ikke troværdigt vil kunne føre valgkamp på dets traditionelle mærkesager.  WSJ’s ledere har konsekvent være negative overfor lobbyisterne og “pork barrel politics”, og fredagens leder tager konsekvensen:

“This week’s plea agreement by “super-lobbyist” Jack Abramoff has Republicans either rushing to return his campaign contributions in an act of cosmetic distancing, accuse Democrats of being equally c
orrupt, or embrace some ne
w “lobbying reform” that would further insulate Members of Congress from political accountability.
Here’s a better strategy:Banish the Abramoff crowd from polite Republican society, and start remembering why you were elected in the first place. …

What’s notable so far about this scandal is the wretchedness of the excess on display, as well as the fact that it involves self-styled “conservatives,” who claimed to want to clean up Washington instead of cleaning up themselves. That some Republicans are just as corruptible as some Democrats won’t surprise students of human nature. But it is an insult to the conservative voters who elected this class of Republicans and expected better.”

Som Noonan afsluttende skriver:

“Is there a way for Republicans to go? Stop trying to fit in. Stop being another atom in the steel. It does no good trying to run a better steamroller. It won’t work. Steamrollers are not your friend.”

Bedste "nye klassikere"? II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. januar 2006. 7 svar

For nylig opfordrede jeg læserne og mine med-Punditokrater til at give deres bud på, hvad der kunne være de bedste nye “klassikere” siden 1980 af bøger skrevet fra et frihedsorienteret perspektiv.  Dette set i lyset af den ret store mængde af sådanne bøger, som kom i perioden 1960-1980.

Baggrunden var fra min side en vis stigende frustration over—eller i hvert fald bekymring for—at antallet af virkeligt “store” bøger, der enten er fra liberalististisk/frimarkeds-konservativt hold eller i hvert fald er analytisk kompatibelt hermed, har været noget faldende i de senere år.

Der var ikke mange af mine med-Punditokrater, der reagerede—det var vist alene Mikael Jalving.  Omvendt var der en del af læserne, som reagerede i kommentar-sektionen.  Så her kommer dels mine kommentarer til læsernes forslag, og dels nogle af mine egne bud.  Hvis andre—læsere og Punditokrater—efterfølgende skulle have lyst til at fortsætte debatten, så er den bestemt endnu “åben”.

OK, først til de værker, som nogle syntes, jeg burde have taget med på listen over store værker fra perioden 1960-1980:

  • Johan Espersen: Henry Hazlitt: The Foundations of Morality (1964).  God bog af en god økonom.  Men har den haft stor indflydelse?
  • Peter Nedergaard: Anthony Downs: An Economic Theory of Democracy (1957).  Mega-klassiker, —men udenfor tidsafgrænsningen (1960-1980).
  • ditto: Anthony Downs: Inside Bureaucracy (1967).  Jeg har aldrig selv læst den, men min generelle forståelse fra folk, der har, er, at den er milevidt under AETOD— og i øvrigt har relativt lidt med den førstes rational choice teori at gøre (?).
  • Mr. T: Ludwig von Mises: Human Action (1963).  Klart et storværk.  Men her er der vel at mærke tale om en revideret udgave af en ældre bog (1949), som igen er en engelsksproget version af et ældre, tysk-sproget værk (Nationalökonomie), —og 1963-udgaven var efter Mises’ egen mening en af udgiveren mishandlet version.  Havde perioden været “efter 2. verdenskrig”, skulle den klart med.
  • Repsak: F.A. Hayek: The Constitution of Liberty (1960).  Tja, ja, bum, bum.  Den indeholder sande perler—, herunder et essay, der stort set alene var med til at forandre mit ideologiske verdensbillede på en vinterdag i januar 1983 (“Why I Am Not A Conservative”).  Men diskussionen af frihed/tvang er i bedste fald uklar, og i løbet af bogen kommer Hayek til at gøre sig til talsmand for stort set ethvert element i den moderne velfærdsstat.  Det kan man naturligvis synes om, men jeg foretrækker selv klart enten Hayeks tidligere arbejder eller Law, Legislation and Liberty trilogien, som er et sandt mesterværk.

Så til nogle af læsernes bud på bøger, der kunne kvalificere som “nye klassikere”:

  • Johan Espersen/Daniel Beattie: Murray Rothbard: The Ethics of Liberty (1982)—som Johan ikke kan lide, men som Daniel kan.  Tja, hvad skal jeg sige?  Som alt af Rothbard er den velskrevet, og bogen spillede en ekstrem stor rolle i dannelsen af mine egne holdninger, og den dag i dag er jeg imponeret over dens grundlæggende meget originale forsøg på at genoplive en naturrets-baseret liberalisme.  Den er generelt strengt logisk i dens ræsonnementer, og bogens appendikser indeholder gode polemikker imod alternative liberale tilgange.  Men … som tiden er gået, er jeg grundlæggende blevet mindre udelt positiv overfor den.  At mene at man udlede alle politisk relevante normative konklusioner strengt deduktivt fra to og kun to simple aksiomer, forekommer mig i dag langt mindre overbevisende end for 20 år siden.  Det kan Rothbard da heller ikke, og i praksis kommer han—–meget mod egne preskriptioner–—til at smugle adskillige side-antagelser ind undervejs.  Frasorterer man appendikserne, og anerkender man at der ret beset er en ret ringe kobling mellem det rent naturretsfilosofiske (om “natural law”) i begyndelsen og den specifikt skitserede libertære teori, bliver bogen egentlig ret tynd.  Den har haft stor indflydelse på libertarianere/liberalister i USA og Europa ved at uddybe det grundlag, som Rothbard allerede havde udviklet, men jeg tvivler på, at den (modsat f.eks. Rothbards For A New Liberty) har nået eller overbevist mange, som ikke allerede havde købt det meste af pakken.
  • Johan Espersen: Jan Narveson: The Libertarian Idea (1988).  Jeg var meget skuffet over den, da den udkom—men nok fordi jeg havde købt den p.b.a. Laissez Faire Books‘ overstrømmende “anmeldelse”.  Da jeg sidst læste i den for et år eller to år siden, virkede den meget bedre.
  • ditto: Leland B. Yeager: Ethics as Social Science: The Moral Philosophy of Social Cooperation (2001), som Johan siger, er hans personlige favorit.  En virkelig interessant bog—en af de mere interessante jeg har læst i det forgangne år, og én som jeg i dag er (relativt) mere enig i, end jeg ville have troet for 10 år siden.  Men som helhed bærer den i nogen grad præg af at være en sammenskrivning af artikler og kortere noter snarere end en helstøbt helhed.  Og en ny klassiker?  Hardly.
  • ditto: David Boaz: Libertarianism: A Primer (1997).  Velskrevet introduktion, god fremstilling—meget lidt nyt eller originalt.
  • ditto: Charles Murray: What It Means to Be A Libertarian (1997).  Original, personlig fremstilling af en dygtig forsker, men meget overfladisk og hurtigt glemt.
  • ditto: Hans Hermann Hoppe: A Theory of Socialism and Capitalism (1989).  Se nedenfor.
  • Daniel Beattie: Hans Hermann Hoppe: Democracy: The God That Failed.  Jeg har det med Hoppes arbejder, som en rabbiner sagde om Det Nye Testamente: Der er noget godt i det, og der er noget nyt i det–—problemet er, at det gode ikke er nyt, og det nye ikke er godt.  De gode dele af Hoppes forfatterskab er elaboreringer af elementer, som findes hos de franske radikale liberale fra 1700-1800 tallet, hos “østrigerne” i almindelighed og hos Rothbard i særdeleshed.  Hans mest originale bidrag–—forsøget på at begrunde Rothbards libertarianske rettighedsteori i en slags Habermas-agtig “kommunikations etik”–—er simpelthen så forvrøvlet, at man kan stable non sequitur’er ovenpå hinanden, til man når toppen af Empire State Building.  Hoppes senere forsøg på at legitimere enhver tænkelig restriktion på migration i et argument om en slags “national ejendomsret” er enten ment som en joke, eller også er det en blankocheck til at foretage enhver form for frihedskrænkelse–eller begge dele.
  • Anders K.: Hernando de Soto: The Mystery of Capital (2000).  Fremragende og betydningsfuld bog, som klart har åbnet manges øjne om et vigtigt emne.
  • Katrine: Johan Norberg: In Defence of Global Capitalism.  Smadder instruktiv og tankeprovokerende lille populær bog—men også med streg under lille og populær.  Den er god i fremstillingen, menindeholder den noget andre ikke har sagt før (eller mere uddybende)?
  • Katrine: Bjørn Lomborg: The Skeptical Environmentalist.  Fremragende værk, som givetvis har flyttet manges holdninger.  Men er den specielt frihedsorienteret?  Næppe meget mere end forfatteren selv.  En planøkonom ville med glæde kunne tage den til sig.  Jeg tror, at den vil have betydning gennem at have påvirket en del, men jeg tvivler på, at den vil blive læst af mange om f.eks. 10 år (om end givetvis mere end noget, jeg har skrevet …!).
  • Repsak: David Frum/Richard Perle: An End to Evil.  Jeg må med skam melde, at jeg ikke har læst den.
  • Repsak: Natan Sharansky: The Case for Democracy: The Power of Freedom to Overcome Tyranny and Terror.  Ditto …!

Nogle andre, der ikke er på min liste:

  • Hayeks The Fatal Conceit (1989): Booooooring! Overvurderet.  Og vistnok i øvrigt i vidt omfang slet ikke skrevet af Hayek selv.
  • Rothbards History of Economic Thought (1995ff): Den ventede jeg godt nok meget længe på …, og jeg blev altovervejende skuffet.  Den var velskrevet og mange steder fantastisk, ikke mindst i fremstillingen af de middelalderlige, skolastiske “præ”-økonomer, men kritikken af Adam Smith var helt ude af proportioner, og Pareto var reduceret til stort set alene at være set med ideologiske (libertarianske) briller snarere end som økonom.
  • Mancur Olsons Power and Prosperity (2000): Jeg havde set så meget frem til den, at jeg blev gevaldigt skuffet.  Den var fremstillingsmæssigt velskrevet, men de mere akademiske arbejder, der lå bag den, var faktisk bedre.  Og så nåede forfatteren desværre at dø inden, den var helt færdig.
  • Robert Higgs’ Crisis & Leviathan: Critical Episodes in the Growth of American Government (1989): Fænomenal, provokerende og meget velskrevet bog, som solgte godt efter udgivelsen.  Men jeg tvivler (desværre) på, at den vil blive husket af mange om blot ti år.
  • Bruce Bensons The Enterprise of Law: Justice without the State (1990): Ditto—og ditto.

Så hvad er mine egne bud?  Det er svært.  Dels fordi der er virkeligt mange gode bøger fra de sidste 25 år (herunder mange af de ovennævnte, men også mange andre).  Dels fordi der altså er få af dem, der virkeligt er originale, indflydelsesrige og har åbenlys langtidsholdbarhed.  Men her er tre bud, som nok i et vist omfang afspejler mine egne idiosynkratiske interesser og specialiseringer:

  • Mancur Olson: The Rise and Decline of Nations: Economic Growth, Stagflation and Social Rigidities (1982). Olsons “fortsættelse” af sin egen The Logic of Collective Action (1965), hvori han argumenterer, at den asymmetriske organisering af særinteresser til fordel for snævre interesser (som han viste i Logic) over tid vil have negative konsekvenser for den økonomiske vækst i et samfund.  Bottom-line: De lande, der fra tid til anden får “rykket” deres politiske systemer “op” (f.eks. taberne i 2. verdenskrig), vil efterfølgende opleve større økonomisk vækst.  Bogens empiri har siden hen vist sig at halte lidt, men den grundlæggende tese er givetvis sand, og den påvirkede gennem sin sammenknytning af god teori (public choice) og aktuelle problemer (stagnation) mange til at få øjnene op for de negative konsekvenser af særinteressegruppers adfærd.
  • William H. Riker: Liberalism Against Populism: A Confrontation Between the Theory of Democracy and the Theory of Social Choice (1982).  Den helt store tour-de-force introduktion af social choice teoris implikationer for vores opfattelse af demokratiske metoder og procedurer.  Bottom-line: Der findes (generelt) ingen “folkevilje”; det er procedurerne og manipulation snarere end præferencerne, der afgør udfaldet af demokratiske beslutninger, og det bedste man kan sige om demokratiet som metode er, at det (når det er skruet sammen som det amerikanske) muliggør, at man kan skille sig af med slynglerne og at ingen kan sidde på det hele.  Der er—bortset fra indledningen og afslutningen—meget lidt i bogen, som ikke er blevet sagt før af Riker eller andre, men her bliver det sagt (relativt) uteknisk og med stor sammenhæng og systematik.  Den er givetvis kendt af få herhjemme, men i den amerikanske akademiske verden er den en klassiker næsten på linie med f.eks. Dahls Who Governs? (og så er den væsentligt bedre!), og gennem Rikers elever (Shepsle, Weingast m.fl.) er den blevet uhyre indflydelsesrig.  For mit eget vedkommende fandt jeg i 1988 ved første øjekast bogen nærmest gabende kedsommelig, og jeg stillede den tilbage på bibliotekshylden med det samme; få år senere, i 1993, gik det op for mig, hvor dramatisk den udfordrede de fleste demokratiforestillinger, og siden hen har den spillet en stor rolle for mine egne arbejder.
  • Robert Axelrod: The Evolution of Cooperation (1985).  Det var ikke Axelrod, der opfandt spilteori, heller ikke Fangernes Dilemma, og ikke engang (helt) “Tit-for-Tat” strategien.  Men der har næppe været et andet værk, der har udbredt disse begreber til så mange ikke-fagøkonomiske akademikere (og en del ikke-akademikere).  Bottom-line: At selv under de værst tænkelige omstændigheder, kan det faktisk være rationelt for egennytte-maksimerende aktører at opføre sig på en samarbejdsvillig måde (snarere end at modarbejde hinanden).  Og så er den så beundringsværdigt kort!
  • Runner-up(s): Et eller andet af den klassisk liberale jurist og retsfilosof Richard A. Epstein.  Han fortjener det–—problemet er blot hvilken en af hans bøger.  Takings: Private Property and Eminent Domain (1984) er givetvis den mest indflydelsesrige; den har påvirket en hel generation af yngre liberale/konservative jurister i USA, og den blev endda nævnt under senatets afhøring af Clarence Thomas.  Men jeg synes selv bedre om Simple Rules for A Complex World (1995) eller Principles for A Free Society: Reconciling Individual Liberty with the Common Good (1998), som begge er mere originale i deres forsøg på at “recaste” grundlaget for en liberalisme og m.h.t. at ophæve modsætningen mellem rettighedshensyn og konsekvenshensyn.

Men … hvad er det (åbenlyst) triste ved disse?  Bortset fra Epstein, så se på udgivelsesdatoerne: Alle de tre første bøger er fra begyndelsen af 1980erne og reelt populariseringer af arbejder helt tilbage fra 1960erne og 1970erne.  Og … de er alle amerikanske.  Ikke at der er noget galt ved det, men det siger noget om tilstanden i Europa.

Ugens citat: Steyn om relativistisk multikulturalisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. januar 2006. 10 svar

Den velskrivende Mark Steyn har onsdag et længere indlæg i Wall Street Journal.  Det er som helhed en anelse mere deprimerende, end jeg foretrækker, men så længe det er så velformuleret og tankevækkende som dette, går det nok:

“The progressive agenda–lavish social welfare, abortion, secularism, multiculturalism–is collectively the real suicide bomb. Take multiculturalism. The great thing about multiculturalism is that it doesn’t involve knowing anything about other cultures–the capital of Bhutan, the principal exports of Malawi, who cares? All it requires is feeling good about other cultures. It’s fundamentally a fraud, and I would argue was subliminally accepted on that basis. Most adherents to the idea that all cultures are equal don’t want to live in anything but an advanced Western society. Multiculturalism means your kid has to learn some wretched native dirge for the school holiday concert instead of getting to sing “Rudolph the Red-Nosed Reindeer” or that your holistic masseuse uses techniques developed from Native American spirituality, but not that you or anyone you care about should have to live in an African or Native American society. It’s a quintessential piece of progressive humbug.

Then September 11 happened. And bizarrely the reaction of just about every prominent Western leader was to visit a mosque: President Bush did, the prince of Wales did, the prime minister of the United Kingdom did, the prime minister of Canada did . . . The premier of Ontario didn’t, and so 20 Muslim community leaders had a big summit to denounce him for failing to visit a mosque. I don’t know why he didn’t. Maybe there was a big backlog, it was mosque drive time, prime ministers in gridlock up and down the freeway trying to get to the Sword of the Infidel-Slayer Mosque on Elm Street. But for whatever reason he couldn’t fit it into his hectic schedule. …

In most circumstances, it would be considered appallingly bad taste to deflect attention from an actual “hate crime” by scaremongering about a purely hypothetical one. Needless to say, there is no campaign of Islamophobic hate crimes. If anything, the West is awash in an epidemic of self-hate crimes. A commenter on Tim Blair’s Web site in Australia summed it up in a note-perfect parody of a Guardian headline: “Muslim Community Leaders Warn of Backlash from Tomorrow Morning’s Terrorist Attack.” Those community leaders have the measure of us.

Radical Islam is what multiculturalism has been waiting for all along. In “The Survival of Culture,” I quoted the eminent British barrister Helena Kennedy, Queen’s Counsel. Shortly after September 11, Baroness Kennedy argued on a BBC show that it was too easy to disparage “Islamic fundamentalists.” “We as Western liberals too often are fundamentalist ourselves,” she complained. “We don’t look at our own fundamentalisms.”

Well, said the interviewer, what exactly would those Western liberal fundamentalisms be? “One of the things that we are too ready to insist upon is that we are the tolerant people and that the intolerance is something that belongs to other countries like Islam. And I’m not sure that’s true.”

Hmm. Lady Kennedy was arguing that our tolerance of our own tolerance is making us intolerant of other people’s intolerance, which is intolerable. And, unlikely as it sounds, this has now become the highest, most rarefied form of multiculturalism. So you’re nice to gays and the Inuit? Big deal. Anyone can be tolerant of fellows like that, but tolerance of intolerance gives an even more intense frisson of pleasure to the multiculti masochists. In other words, just as the AIDS pandemic greatly facilitated societal surrender to the gay agenda, so 9/11 is greatly facilitating our surrender to the most extreme aspects of the multicultural agenda.“

Terrorismens pris II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. december 2005. Skriv et svar

Hermed til læserne min lørdags-klumme fra Berlingske Tidende, som refererer til den statistiske undersøgelse af faktorer, der associeres med grænseoverskridende terrorisme, som jeg tidligere har omtalt her.

Terrorismens pris

Frihed. Det har sin pris, hvis tryghedssøgende danskere smider friheden ud med terrorpakken

Et klogt menneske skal engang have sagt, at hvis et overvældende flertal af befolkningen går ind for noget, så er der god grund til at begynde at blive nervøs og begynde at lede efter udgangen.
Helt så kynisk behøver man måske ikke at være, men der er i hvert fald et gran af sandhed i, at folkestemningen for eller imod en sag let kan svinge ganske dramatisk, og at den sjældent svinger den vej, som er god for borgernes frihed.

Dét er værd at komme i hu, når en jule-meningsmåling fra Gallup viser, at syv af ti danskere støtter selv de mest vidtgående og frihedskrænkende dele af den terrorpakke, som regeringen forbereder. Danskerne er tilsyneladende så opsatte på at sikre trygheden, at de er mere end villige til at give køb på friheden – også selvom det omfatter at blive filmet vilkårligt på offentlige steder, få e-mails og telefonsamtaler studeret af fremmede og i det hele taget blive registreret i alskens hverdagshandlinger uden forudgående dommerkendelse.

Nuvel, meget er sket de seneste år – først og fremmest terror-angrebene 11. september, i London og Madrid, samt de næsten daglige terrorhandlinger i Israel. Men inden man farer så voldsomt i flint, er der vel grund til at spørge sig selv: Er det faktisk rigtigt, at problemet er, at det er den relativt udstrakte grad af frihed i de vestlige lande, som muliggør terror-angreb? I så fald skulle man tro, at sandsynligheden for forekomsten af terrorangreb var højere i mere frie lande end i mindre frie lande.

En undersøgelse, som jeg har lavet sammen med mine kolleger Mogens Kamp Justesen og Robert Klemmensen, viser imidlertid, at der ikke er belæg for en sådan påstand – tværtimod. Vi har statistisk analyseret data for alle registrerede tilfælde af grænseoverskridende terrorisme i perioden 1996-2002, og vi har så set på, hvor meget af denne, der kunne forklares ved hjælp af omfanget af økonomisk frihed (kapitalisme), politisk frihed (demokrati) og borgerlige frihedsrettigheder i de lande, der oplever sådanne angreb, eller som producerer grænseoverskridende terrorister.

Samtidigt har vi statistisk set taget højde for en mængde andre alternative faktorer, såsom landenes levestandard, vækst, ulighed, religiøse og etniske sammensætning, osv.

Konklusionen er entydig: Der er kun to ting, som med sikkerhed betyder noget for sandsynligheden for, at et land producerer grænseoverskridende terrorister eller tiltrækker sådanne: Graden af borgerlige frihedsrettigheder og omfanget af handel med omverdenen, og begge dele har en negativ effekt. Dvs. flere frihedsrettigheder og mere handel giver mindre sandsynlighed for terror. Alle andre faktorer er enten uklare eller ubetydelige.
Det er med andre ord ikke tilfældet, at terrorisme finder sted, fordi de borgerlige frihedsrettigheder er for vidtgående. Tværtimod er der noget, der tyder på, at frihed og handel har en civiliserende effekt på mennesker. Det antyder, at den bedste medicin imod terror er at opretholde friheden i vor del af verden og at sprede dén og markedsøkonomi til resten af verden.

Vi skal passe på ikke at opgive vores frihed i forsøget på at beskytte den, men det bør ikke læses som et udtryk for en naiv holdning om, at ingen vil os det skidt. Tydeligvis er de radikale islamistiske kræfter, som de senere år har angrebet vesten, den mest frihedsfjendske politiske bevægelse, som verden har set siden Berlinmurens fald – og måske meget længere.

Problemet er blot, at stort set ethvert indgreb i borgernes frihed igennem tiderne er blevet retfærdiggjort med lige netop den type argument – men når faren så igen er drevet over, er ufriheden ofte blevet stående tilbage, og ganske ofte er indgrebene blev brugt til noget ganske andet, end de var tænkt til.

Det minimale, som politikerne bør gøre, hvis de ønsker at vedtage en terrorpakke, er konsekvent at tvivle til fordel for retssikkerheden og at gøre lovgivningen tidsbegrænset. Altså, sætte en »udløbsdato« på, efter hvilken man bliver nødt til at revurdere, hvorvidt lovgivningen har virket, og hvilke konsekvenser den i øvrigt har haft. Det har man gjort med den amerikanske terrorlovgivning, og dér har man endog i forvejen langt stærkere beskyttelse af den personlige frihed, end vi har.

Mageløse Madsens anti-manifest II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. december 2005. 2 svar

Som et follow-up på min post forleden med udvalgte citater af musikeren og maleren Johnny Madsen, så følger her et læserbrev, som manden skrev i 1993 i Ekstra Bladet, og som tydeligvis var foranlediget af (men ikke primært omhandlende) folkeafstemningen om dansk deltagelse i EU’s monetære union.  Hvad man nu end mener om dét specifikke emne, så er læserbrevet som helhed et godt eksempel på, at Madsen er en frihedselskende individualist–og en sjælden fugl i den danske kunstnerverden, hvor “frihed” alt for ofte synes at forstås alene som statsstøtte til egne projekter.

Tro dem ikke

Af Johnny Madsen

Ak, disse politikere har atter slået til. Med slagord som social dimension og harmonisering vil de ikke længere nøjes med at være amtsfilosoffer, nu vil de være verdensfilosoffer. Men – venner – tro dem ikke, skriver musikeren Johnny Madsen.

ATP, Moms, Oms, kloms, 6%-reglen, 20%- reglen, afgifter, regler, regler, regler.

Regler for bykørsel, regler for ikke-bykørsel, regler for kapitalpension, regler. Frem og tilbage. Regnskaber, revisorer, advokater, tilbage igen, fradrag, selvangivelse, love, anmærkninger, parenteser, ejendomsskat, harmonisering, den sociale dimension. Hvis de passerer start indkasserer de 200 kr., og betaler 80 i skat, eller er det 68%, tre felter tilbage, torskegilde, indflytningsafgift, udflytningsafgift, arveafgift, gift, ugiftafgifter og så videre, og så videre.

Ak disse politikere. Disse talende og tænkende øgler, hvis forudsætninger som regel er en lærereksamen med sløjd og håndgerning som speciale, har atter slået til.

Med usvigelig sans famler de rundt på middelmådighedens slagne vej, hvor de instinktivt forsøger at konstruere en virkelighed, som ikke eksisterer.

Med slagord som social dimension, harmonisering, fællesskab, union, nøjes de nu ikke længere med at være amtsfilosoffer, nej nu vil de være statsfilosoffer, verdensfilosoffer.

De vil fortælle os om den historiske nødvendighed. De vil sige ‘om ikke for andet, så for ungdommens skyld’. De vil ikke eje anstændighed og ydmyghed. Tværtom vil de ikke ryste på hænderne et sekund i iver for at gennemføre ‘den europæiske nødvendighed’.

‘Vores union er bedre end de andres union’. Vi er demokrater, vi er de sande profeter, råbes der, mens halvdelen af Europa ligger i ruiner på grund af tidligere sande profeters lære om den historiske nødvendig hed.

Venner, tro dem ikke. Politikerne har i dag simpelthen overskredet deres kompetence. De blander sig i alt. Der er ikke det emne, de ikke har en mening om. Der er ikke de ting, de ikke lovgiver om. De er ikke længere folkets repræsentanter, nej, de er deres åndelige førere. Er De i tvivl, så spørg Deres lokale politiker, han har svar på alt. Han er det sakrales tænker. Han er det profanes mester.

Dette er ikke sagt af forklogskab, men det er simpelthen en livsnødvendighed, at politikerne får en anden selvforståelse, ellers bliver det store svælg til folket for stort, hvilket var den dybere årsag til det kommunistiske sammen brud.

Mennesker er ikke en ensartet masse. Hvert menneske er unikt i vores vidunderlige forskellighed, og det er den dybere årsag til, at systemer aldrig virker. Lad os være venner, lad os handle sammen, lad os besøge hinanden, men lad være med at røre ved vores forskellige grund vilkår, det vil ende galt.

Selv akvariefisk pisser deres territorium af. Europa kan ikke samles.

Lad os gøre Kvong og Lissabon til venskabsbyer, men lad os ikke komme brasende med vores dødssyge nordiske velfærdsmodel, under påskud af en social dimension, uanset hvor velmenende det end måtte være.

Lad os feje for egen dør, der er rigeligt at gå i gang med. Lad os ikke fjerne Europas mystik, lad det usagte være usagt, lad forskelligheden være det grundlæggende for enhver samværsform.

Den danske befolkning er ikke glade for denne her union. Heller ikke ja-sigerne, hvor en af hovedsætningerne har været: ‘Jamen, vi kan da ikke stå udenfor, når de andre er inde’. Det kan vel ikke just kaldes de store visioners ædegilde. Eller: ‘Vi må sidde med ved bordet’. (Gud ved hvordan Beethovens musik ville have lydt, hvis den blev lavet ved en flertalsbeslutning).

I øvrigt fatter jeg ikke en pind af, hvad erhvervslivet vil i denne union. De vil blive belagt med vedtægter og bestemmelser, som siger spar to til dem, de har i forvejen. Jeg kan godt forstå Socialdemokratiets store engagement. De har naturligvis en drøm om at komme til at beherske Europa sammen med Labour, SPD, de franske socialister og de italienske (hvis de er ude af spjældet til den tid), for slet ikke at tale om de nordiske brødrepartier.

De vil hånd i hånd mod de uddøende fagforeninger, få ny næring til at stå i front, som de moralsk ansvarlige. Med den sociale dimension i hånden og harmoniseringen i lommen vil enhver rask dreng i Portugal og Hirtshals få spoleret muligheden for at tjene til en ny knallert. (Det vil naturligvis ophæve diskussionen om fælles type styrthjelm).

Til gengæld kan de vel se frem til 200 mm Rockwool på loftet, hvilket som bekendt heller ikke er så dårligt endda.

Men venner husk: En bureaukrat er og bliver en bureaukrat, uanset hvad systemet hedder.

Ha’ en god dag.

(fra Ekstra Bladet 17. maj 1993, 1. sektion, side 25)

Mageløse Madsens anti-manifest I

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. december 2005. 3 svar

På Libertas’ email-liste har Palle Steen Jensen reklameret for sidste søndags store interview i Berlingske Tidende med musikeren og maleren Johnny Madsen i anledning af dennes nye album, Det Gode Liv—og Palle har venligt mindet om, at det i sin tid var undertegnede, der gjorde opmærksom på, at mandens syn på samfundet ikke er, som kunstneres er flest.

Og ja, jeg har sådan set fulgt Madsen-manden i nogle år, sådan lidt skizofrent. For at sige det som det er: Det er ikke som fan eller groupie, jeg har fulgt ham, for hans musik er godt nok ikke lige min kop té. Jeg kan faktisk ikke forestille mig ret meget … Nå ja, det er ganske vist ikke ham som sådan, der er noget i vejen med; det er ganske muligt, at han for sin genre er, hvad Bach er for barokmusikken, og hvad ‘Pistols’ er for punken—jeg aner det faktisk ikke. Næ, det er genren, jeg ikke er vildt begejstret for.

Men læser man derimod teksterne og, hvad manden fra tid til anden siger, så er det klart, at han er en af de overordentligt sjældne fugle i den danske kunstnerverden. Det virker næsten som om, at det er noget andet “country” ved Madsen end blot musikken—og at der måske er kortere mellem Fanø og Arizona, end der er mellem Fanø og Esbjerg. Her er lidt uddrag (med underliniering tilføjet) fra et par interviews og artikler fra de seneste 15 år.  Det er ikke dyb filosofi det hele, men undervejs er der da moralfilosofiske ræsonnementer a la Adam Smith og et skattepolitisk forslag hentet lige ud af F.A. Hayeks The Constitution of Liberty …  Meget af det er idealistisk, men det meste er også ganske realistisk og nede på jorden.  Sjælden tale fra danske rockmusikere.

Frihed og “det gode liv”

  • “Det er sjovt, at vi netop skal til at snakke om det gode liv. Her sidder jeg i min mors totale domæne. Det her er hendes stol, som ikke engang gæster får lov at sidde i. Her kan hun sidde og se sine yndlingsudsendelser og så videre. Så vil nogen måske sige: ‘Jamen er det ikke lidt ensformigt at sidde foran fjernsynet og se diverse ting og sager?’ Nej, folk vælger helt individuelt, hvad de synes er bedst for dem her i tilværelsen. Jeg tror, det gode liv handler om selv at vælge, hvad man har lyst til, på tværs af normer og moral. Selvfølgelig skal man opføre sig anstændigt. Men netop det at der ikke er udstukket en film for dig. For livet bliver jo ikke genudsendt, i hvert fald ikke i bredformat.” (“I Madsens septiktanker”, Berlingske Tidende 18. december 2005, 2 sektion, magasin, side 6)
  • “[Jeg] får alligevel ikke lov at sove længere, når jeg er hjemme ved mine forældre… Men så vil jeg også sige, at det hører med til det gode liv også at acceptere andre folks valg, sådan i Kierkegaardsk forstand. Frihed er også at vælge sin næstes frihed.” …
    “Nu var jeg for eksempel militærnægter. Og vi troede jo dengang, at lige den måde vi selv så ud på, altså med islændersweater og langt hår, at det var det eneste rigtige. Når man i dag ser billederne fra dengang, er det slående, hvor uniformerede vi også selv var. Så en mand, der vælger at gå rundt i jakkesæt, det er hans uniform, men vi har også vores egen et eller andet sted. Så det at vælge sin næstes frihed skal defineres ud fra vores egen frihed.
    Det er også derfor jeg aldrig har været tilhænger af store sammenslutninger, store bevægelser, store politiske taler og den slags ting. Jeg har altid været mistænkelig over for folk, der gerne vil gøre noget for andre, de ikke kender. Og det er som bekendt politikeres lod. Det ligger i hele min filosofiske opfattelse, at du skal forholde dig til den næste, du møder i tilværelsen. Hvis alle folk gjorde det, så nåede vi hele vejen rundt, og der fandtes ingen krig på jorden. Et eksempel. Der dør millioner af børn af sult hvert eneste år. Det ved vi alle sammen. Men vi kan ikke rumme de lidelser, så vi har et relæ, der slår fra over for dem. Men hvis jeg tager en cykel og klipper en kat, og den ligger på vejen, og jeg kigger den ind i øjnene, så føler jeg en dyb smerte, fordi katten er blevet min næste. Men alt for tit flygter vi fra vores ansvar over for næsten. For det er nemmere at støtte pandabjørne og regnskoven end at starte med naboen, som svarer igen. Det er også altid sjovt at høre embedsmænd tale om grisevelfærd. Ha, ha. Altså at en mand, der bor i Hellerup, skulle gå ind for grisevelfærd. Rend mig i røven! Selvfølgelig gør han ikke det.” (“I Madsens septiktanker”, Berlingske Tidende 18. december 2005, 2 sektion, magasin, side 6)

Skatter

  • Er danskerne gode nok til at bruge de muligheder de har?
    “Det skal jeg ikke kunne sige. Men det er meget sjovt at høre Anders Fogh stå og sige, at nu er der blevet større frihed. Jeg mener, staten ejer jo stadig 80-90 procent af vores penge, og dermed ejer de også 80-90 procent af os. Man kan sige, at penge er ikke en grundlæggende ting for frihed, men jeg vil hellere langt selv bestemme, hvad jeg skal bruge mine penge til, end hvad staten eller amt eller kommunen synes, der er godt for mig.”
    Hvordan synes du systemet skulle være?
    “Jamen det er da at lade folk beholde 80 procent af deres egne penge og lade staten lave en velfærdsstat for de 20 procent i stedet for omvendt, for så kan jeg også lave velfærd. Nu lyder jeg måske som Glistrup i gamle dage. Men det jeg taler om, er friheden. Penge skaber en vis form for frihed, og den største svøbe ved det nuværende system, det er at folk er nødt til at arbejde gevaldig hårdt for at få tingene til at køre rundt. Dem, der har pengene, har magten. Staten har magten, når de har pengene. Så kan staten dirigere befolkningen. Så for mig er det et frihedsoprør, mere end det er et spørgsmål om at ville rage til sig. Det er det, som folk skal forstå, at staten simpelt hen har for meget magt i dag. Danmark er jo et af de mest registrerede lande i verden og et af de mest lukkede lande. Selv Albanien er mere åben i den offentlige forvaltning end vi er.”
    Ville samfundet hænge sammen, hvis vi kun betalte 20 procent i skat?
    “Selvfølgelig. Det gør det jo i resten af Europa. Og også dér er der hospitaler og alting. Men selvfølgelig, alting drejer sig om anstændighed. Selvfølgelig skal man have et system, hvor ingen sulter. Men det er heller ikke anstændigt, at en hårdt arbejdende person afleverer næsten alt, hvad han tjener, til staten. Jeg snakkede med min far om det i går, det med beskatningen af den sidst tjente krone, og hvor urimeligt det er. Det burde jo være helt omvendt. Den sidst tjente krone burde beskattes med ti procent. For de sidste penge er dem, du arbejder hårdest for, det er dér, det gør allermest ondt.” (“I Madsens septiktanker”, Berlingske Tidende 18. december 2005, 2 sektion, magasin, side 6)

Staten og tvangen

  • Da poeten og sangeren Johnny Madsen eksempelvis sidst udgav en plade, hed titelsangen “Ses vi i Slesvig”. En politisk sang, der er et frontalt opgør med systemets sorte snak og Christiansborg-tumblerens hvide støj, som set fra vestkyst-poetens ruder er ved at suge alt liv ud af landet via skatten og bureaukratiet. Ikke fordi man ikke skal hjælpe de fattige, de syge og de uheldige, ifølge Madsen, der udtrykker det sådan her:
    “Jeg brokker mig ikke over at betale skat. Men hvorfor skal det være s
    å besværligt? Der er jo
    ingen, der kan finde ud af det. Det er jo lige før, en avisdreng bliver nødt til at ha’ sig en revisor. Et eller andet sted er man sgu et jaget dyr. Sådan fornemmes det. Og “Ses vi i Slesvig” er en politisk sang om det. Staten har besat det danske folkerige, sådan ser jeg det. Vi bindes på hænder og fødder i regler“.
    Sangskriveren fra Fanø mener, at den danske stat er i færd med at frarøve det danske folk friheden.
    “Det sidste, de har indført, er et borgerkort. Sådan et elektronisk et med alle oplysninger om én selv. Jamen, jeg vil sgu da ikke løbe rundt med et borger-kort. Hva’ helvede skal jeg bruge et borgerkort til? Det behøver jeg da ikke, når jeg skal ud og fiske eller ud og opleve noget. Det er helt forrykt. Ikke engang russerne havde personnumre. De var jo ikke halvt så tjekkede, som vi er. Vi er derude, hvor man har indført den totale overvågning. Og så vil de sætte videokameraer op ved vejene for at kontrollere, om vi kører for stærkt. Det er jo blevet sådan, at et barn ka’ ikke smide en kat i en mikrobølgeovn, uden at vi dagen efter får en lov om, at alle mikrobølgeovne skal ha’ hængelås på. Vi ender i det dér totalitære styre.” (“Egoland?”, Berlingske Tidende 11. februar 1996, mag, side 1)
  • Ifølge Johnny Madsen er staten blevet det danske folks fjende nummer et – den vestjyske sangskriver kræver fred og frihed for kunstens elite. … Faktorernes orden har altid været anderledes i den poetiske verden end i den reelle. Måske er det derfor, Johnny Madsen ikke kan holde den danske stat ud længere. På mandag udkommer hans nye album “Ses vi i Slesvig”. Titelnummeret er et frontalt opgør med systemets sorte snak og medie-tumblerens hvide støj, der set fra vestkyst-poetens ruder er ved at suge alt liv ud af landet. “Jeg synes, der er behov for, at nogen tør sige, at det er gået for vidt,” siger Johnny Madsen. …
    `Ses vi i Slesvig’ – overvejer du at emigrere? “Nej, det gør jeg vel ikke. På et tidspunkt blev jeg bare træt af, at man skal bogføre sine hotdogs. Kunstnere drukner jo stort set i bilag. For nylig var der et orkester på Fanø, der skulle til at begynde at spille, og så spurgte de: `Hva’ skal vi starte med i det her rockorkester?’ Så sagde jeg: `Ja, jeg ville starte med en revisor og en advokat, så kan I senere udvide med bas og trommer’. Og det er jo ikke løgn. Jeg kender stort set ingen i den her branche, som ikke er forgældede.” …
  • “Vi ender i det dér totalitære styre. Det eneste håb er, at folk gør oprør imod det. I ethvert system er der altid en sabelsluger, én der går imod strømmen. Det ka’ være et barn, der sætter fingeren i diget, når det er ved at løbe over, eller et andet, der siger, at `ham dér har ikke noget tøj på’ og så videre. Sådan én vil jeg godt være med den sang,” siger Johnny Madsen. (“Mayday fra Madsen”, Berlingske Tidende 29. oktober 1994, 2. sektion, magasin, side 1)

Offentlig kulturstøtte

  • I starten af dette år huggede staten Madsens trommeslager. Kulturudvalget i Nordjyllands Amt havde besluttet, at det ville have sit eget rockorkester. Fire mand blev hyret til at spille 66 koncerter, indspille en plade og lave video. Ifølge formanden for udvalget for at vise, at man ikke behøver at komme fra Århus for at slå igennem i dansk rock. Trommeslageren Michael Friis fra Madsens band blev købt til kulturprojektet ligesom de andre medlemmer. Har du skrevet titelsangen omkring det tidspunkt, hvor Nordjyllands Amt kom og tog din trommeslager? “Ja, det ka’ sgu’ godt være, at det startede dér. Det er jo fuldstændig rablende. Det eneste, der sker ved sådan noget, er, at vi får en helvedes ballade med nogle amts- og stats-støttede sambaorkestre, der larmer ad helvede til, når vi andre skal sove. Det er jo fuldstændig fejlagtigt at tro, at mennesker ikke selv har en kreativitet, der gør, at de fører sig frem. Og hvis man først er inde på statsstøttede rockorkestre, så ved vi jo godt, at det næste bliver en rockskole. Du ved, sådan noget med: `Ja, i dagens første time skal vi lære om, hvordan man smider et fjernsyn ud fra 5. sal. Og i time nummer to, hvordan man løber fra en barregning og lader trommeslageren betale.’ Jeg ved sgu snart ikke, hvor det kan ende henne.” …
  • “[Næsten] al støtte går jo til bredden. Generelt ser det ud, som om man ønsker at gøre eliten til bredde og bredden til elite. Eliten må gå rundt og suge på labben og have skattegæld og trækkes rundt i manegen af pantefogederne. Og på den anden side er det jo en misforståelse, at hvis man bare støtter noget, eksempelvis som Jytte Hilden, der vil gøre alle de unge arbejdsløse til kunstnere, så får vi en masse god kunst. Så dukker der talenter op, siger de. Jamen, det gør der måske også. Men som jeg sagde, dengang Nordjyllands Amt kom med den dér forrykte idé: Hvis staten fandt ud af, at den vil gi’ støtte til folk, der ka’ gå med en snurretop på næsen, så skal der også nok dukke talenter op. Men spørgsmålet er, om det er statens opgave. Det at være kunstner er jo et frit erhverv. Folk, der vil gå rundt med en snurretop på næsen, gør det alligevel. Det altafgørende for mig er, at vi får lov at passe os selv uden at skulle bruge halvdelen af vores energi på at føre regnskab og spekulere i skatteregler, fordi de giver vores penge til, at unge på bistand kan komme til. På den måde er der jo også kun den halve energi til at skabe kunst i.” (“Mayday fra Madsen”, Berlingske Tidende 29. oktober 1994, 2. sektion, magasin, side 1)

Politikere og velfærdsstaten

  • “Ifølge Johnny Madsen er politik blot reduceret til en ideologisk Arte- ordning, der hedder Socialdemokratiet og dets velfærdssamfund, en forestilling, der kontrolleres af et syvende kontor, som ingen ved, hvor ligger. “Politikerne er ved at være den største trussel mod demokratiet med deres håndlangere. De har samlet knap 900.000 ansatte i det offentlige. Og det er klart, at så mange mennesker på samme sted automatisk vil søge at rage magt til sig. Folk de tror jo fejlagtigt, at når skatten stiger, så får vi det bedre i det her samfund. Men prøv og sænk skatten med 30 procent, og du vil få en 30 procents forøgelse i service. Man har indført funktionel socialisme på tværs af alle partier. Alle politikernes og de dér embedsmænds instrument er skatten. For hver gang skatten stiger med en procent, enten direkte eller indirekte, så kan du ansætte flere folk, og jo mere sikkert sidder de i deres magtbeføjelser. Det drejer sig om magt og ikke en skid andet. Folk kan jo godt se, at den dér solidaritetssnak er løgn. Det er hult. De vil gerne passe sig selv og sørge for deres egen familie i stedet for at være medlem af et postuleret solidarisk samfund. Vi har fået en stat i staten. Folk kan jo godt se, at den rager til sig for at sikre sine egne magtbeføjelser. Alene det faktum, at folk betaler op mod 80 procent af deres indtægter til staten, hvis du regner moms, afgifter, arbejdsmarkedsbidrag og miljøskatter med. Det er derfor, man kan spørge: Hvem beskytter den enkelte? Jamen, det er der ingen, der gør. Og derfor beskytter den enkelte sig selv. Det ender galt. Et af de farligste tegn på det er, at du har en økonomi ligesom i Polen. En undergrundsøkonomi med sorte penge. Og så har du den officielle kurs, som du veksler til. Det ender i totalt anarki,” siger Johnny Madsen. (“Egoland?”, Berlingske Tidende 11. februar 1996, mag, side 1)
  • “Lad os kaste os ud i myterne og søge længslerne i stedet for at være så helvedes optaget af Ole Stavad og hende gårdvagten fra Århus, Marianne 

    Jelved, og hele det dér syge, intellektuelle niveau, der nu er lagt over det her land. Lad os nu gøre, hvad vi har lyst til, om ikke andet så ka’ vi da gøre det i vores sange,” siger Johnny Madsen.” (“Mayday fra Madsen”, Berlingske Tidende 29. oktober 1994, 2. sektion, magasin, side 1)

Frihed og individualisme

  • Hvad er vigtigst for dig i tilværelsen?
    “Her er vi tilbage ved friheden. Det at kunne handle frit og tillade andre at gøre det samme. Der er ikke noget, jeg hader mere, end når folk vil trække mig ind i en moral. Altså hvis jeg kommer ind og skal have et par bukser, det der med at ekspedienten siger: “Jamen dem her, dem sælger vi ellers mange af.” Så løber jeg skrigende bort, for hvad rager det mig dybest set, at de sælger mange af de bukser. Jeg skal have et par bukser. Det er også derfor moden nogen gange indhenter mig. Jeg har for eksempel altid haft hul i mine bukser, for jeg går som regel i dem, indtil de ikke kan mere. Og moden går jo i ring, og nogen gange rammer den mig. Og nu er det så moderne at have hul i bukserne, og ‘nej, hvor er du moderne!’, for nu er det den store mode at have hullede bukser, og man giver rask væk 1.500 kr. for et par. Jeg har mindst 20 par af slagsen derhjemme, så måske skulle jeg åbne en hullet buksebutik.”
    “Jeg tror ikke, folk skal have så travlt med at profilere sig. Det er også det råd, jeg giver til folk i branchen, når de siger: ‘Jamen, det er meget oppe i tiden, det musik vi spiller.’ Jamen så lad være med at spille det. Så kopierer du jo bare noget, der er “oppe i tiden”. Fortæl dine egne historier. Og det kan godt være, den ikke er interessant nok, og at den ikke rækker nok, men det er den eneste indsats, du har at gøre.” …
  • “Men det skal også ses i forhold til det gode liv, det med den enkeltes ret til at bestemme over sit eget liv. Jeg vil ikke have andre til at bestemme over mit liv, jeg vil ikke være del af et større projekt, simpelt hen. Jeg vil ikke sættes ind i nogle båse og systemer. Jeg vil have lov at leve mit liv. Og guderne må vide, at for mit vedkommende er det ikke et spørgsmål om at stable op. Så snart jeg endelig har fået købt fem kasser vin et eller andet sted på tilbud, så skal de drikkes. Jeg er ikke typen, der systematisk laver en vinkælder, eller hvis jeg har tjent mine penge, så forærer jeg dem væk til folk eller til min søn eller mine venner, der mangler et eller andet.”
    Vil du betegne dig selv som et frit menneske?
    “Ja”.
    Også selvom du skal betale det meste af det, du tjener i skat?
    “Jaja, ja. Men det er hårdere. Det er vigtigt at skrive det rigtigt det her, så det ikke bliver misforstået. Jeg holder mig som regel altid væk fra store samfundsanalyser, for de har en satans tendens til at blive misforstået. Det hele er jo spændt op i et land som vores, hvor alle skal have en del af kagen. Men for mig handler det alt sammen om frihed. Frihed i musikken, frihed i kunsten. Friheden driver én rundt i manegen, giver plads til intuitionen.” (“I Madsens septiktanker”, Berlingske Tidende 18. december 2005, 2 sektion, magasin, side 6)

Moraliseren, politiseren og musik

  • “Moral? Der er da overhovedet ingen moral i mine sange. Ikke antydningen.
    Der er da ikke noget så ækelt og tåbeligt som løftede pegefingre i rockmusik. Rockmusikere, der samtidig går rundt og prøver på at være politiske filosoffer, virker fuldstændige latterlige på mig.” …
    “Nej, for lige at vende tilbage til det der med politik, så tror jeg ikke, der findes noget politisk system, der passer mennesker. Ja, systemer dur overhovedet ikke på mennesker”.
    Hvordan ved du det? Har du da nogen sinde prøvet at leve uden? “Ta’ det nu ikke så bogstaveligt. Selvfølgelig skal der være love. F.eks. om, at vi skal køre i højre side af vejen. Men sådan noget har jo ikke noget at gøre med løftede pegefingre og politiske filosoffer.”
    Du ligner jo ikke ligefrem en, der er medlem af Det Konservative Folkeparti. Har du nogen sinde fået opfordringer fra venstrefløjen om at stille op til et eller andet? “Ja, bare fordi man er lidt langhåret og ikke går i jakkesæt og slips, så tror de jo straks, man sympatiserer med dem. Jo, jeg fik en gang en opfordring til at stille op for folkebevægelsen mod EF.”
    Hvad svarede du? “Hvad tror du? Nul!” Hvad vil du stemme på til et kommende folketingsvalg? – Ikke på noget? – Har du aldrig stemt? “Det tror jeg faktisk ikke.” (“Mageløse Madsen”, Ekstra Bladet 16. oktober 1990, 1. sektion, side 22)

Posten fortsættes her.

2008: Hillary Clinton mod George Allen III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. december 2005. 1 svar

Det ansete, uafhængige National Journal har nu for 2. gang i år offentliggjort et survey af 200 centralt placerede meningsdannere i Washington, DC, med henblik på, hvem der bliver de to store partiers præsidentkandidater i 2008.  Jeg har tidligere (med en vis tilfredshed) omtalt det første af disse surveys (med tilføjelser her og her), og i den seneste undersøgelse er forudsigelserne stort set uforandrede, d.v.s., det er fortsat senator George Allen (R-VA) og senator Hillary Clinton (D-NY), der anses for de mest sandsynlige kandidater.

Blandt Republikanske emner fører George Allen fortsat snævert over Senator John McCain.  Den Republikanske flertalsleder i Senatet, Bill Frist, er derimod dumpet fra en tredjeplads ned på en femteplads, mens Massachusetts-guvernøren Mitt Romney omvendt er steget tilsvarende.  New Yorks fhv. borgmester Rudy Giuliani ligger uforandret på en fjerdeplads, og længere nede, på sjettepladsen, kom tidligere RNC-partiformand, nu Mississippi-guvernør, Haley Barbour som et “long shot”.

Blandt Demokraterne er Clintons placering uovertruffen med mere end 3/4, der mener, at det bliver hende.  Nr. 2 er Virginia-guvernøren Mark Warner, sm har skubbet fhv. senator og vicepræsidentkandidat John Edwards fra denne plads.    Herefter kommer noget svagere kandidater som Senator Evan Bayh (Indiana), Iowa-guvernør Tom Vilsack, Senator Joe Biden og New Mexico-guvernør Bill Richardson. Af de 200 adspugte, var der ingen (0), der troede, at kandidaten i 2008 ville være den samme som i 2004, Senator John F. Kerry.  Tilsvarende stærk opbakning havde fhv. vicepræsident og 2000-præsidentkandidat Al Gore og general Wesley Clark.

For en ordens skyld skal det tilføjes, at mens navnene i toppen i det store billede er de samme på Intrade (hvor man kan investere i valgudfaldet), så er den indbyrdes rangorden ikke helt den samme.  Blandt Republikanerne fører McCain klart, fulgt af Allen og Giuliani side om side, med Romney som en fjern nr. 4., Frist som nr. 5, og derefter kanidater som Rice, Jeb Bush, Chuck Hagel, Barbour, Cheney m.fl.  Blandt Demokraterne er det Clinton klart i spidsen, fulgt af Warner som en klar nr. 2, og derefter fjerne bud som Edwards, Gore, Biden, Bayh m.fl.

Republikansk selvransagelse II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. december 2005. Skriv et svar

I forlængelse af med-Punditokrat Mchangamas post vedrørende Chris DeMuths fortrinlige artikel bør man iøvrigt også læse denne passage fra et indlæg fornylig af J.C. Watts, det nu fhv. Republikanske kongresmedlem, der var med i partiets ledelse i Repræsentanternes Hus, og som (bl.a. fordi han var sort og en kendt football-spiller og konservativ) var spået en stor politisk fremtid (men som nu er gået ind i konsulentbranchen):

“I was part of that wild and crazy Class of ’94 that shook the political landscape by taking over the House after more than 50 years of unfettered Democrat control. We came to Washington full of ideals and conviction. But sadly, what they say about absolute power is coming to reality in the 2005 GOP Washington. Republicans in just 10 years have developed the arrogance it took the Democrats 30 years to develop. But you know, in spite of the very real arrogance displayed by my party in Washington in the years since taking the House, Senate and White House, I firmly believe the Republicans have a real chance to rebound simply because our Democrat friends just don’t get it. Essentially, they believe the basic plan of getting their base to the polls, increasing Hispanic voters, and better communication will put them over the top. They believe their failures in these mechanical functions have cost them in the past decade.”

Fra “den anden side” har The New Republic også i denne uge nogle kritiske ord om Republikanerne–men (naturligvis uden J.C. Watts’ positive slutning.  Det kunne man nok forvente, og givet hvorledes Demokraterne opførte sig frem til 1994, må man nok tage kritik dér fra med det kendte kilo salt.  Men til gengæld er noget af det faktisk morsomt.  Her er en passage fra tidsskriftets “guide til Republikanernes Washington DC”, nemlig 1. afsnit Forhistorien:

A History of GOP D.C.

The first major wave of conservative settlers, who arrived in the 1980s and 1990s, encountered an indigenous Democratic civilization in serious decline. Much like the Aztecs and the Incas, the Democrats had constructed impressive monuments like the Welfare State and Regulatory Policy. Under the reign of President Bill Clinton, however, they succumbed to the temptations of imperial power, abusing a primitive congressional banking system and seducing young interns. So the arrival of the new settlers, mostly Southerners and Midwesterners of Caucasian stock, coincided with momentous upheaval. One visionary immigrant, Tom DeLay from Sugar Land, Texas, had a plan for a new city of elegantly circuitous money trails and a grid that would link lobbyists to the Republican Party. The DeLay plan for modernizing the city is also known as the K Street Project, and it benefits from the simplicity of its intentions: Want to work with the Republicans? Then you’d better hire Republicans at your law firms and lobbying shops–and then donate your money to Grover Norquist, conservative 527s, and other GOP D.C. charities. Nobody had ever dared to think so transparently.

The DeLay vision couldn’t have come to fruition were it not for a stroke of luck. That luck came to Washington in the form of a failed energy executive, failed congressional candidate, and all-around late bloomer with a recognizable name and a refusal to compromise with himself. Together, Tom DeLay and George W. Bush (with the help of a plucky, can-do guy named Karl Rove) raised the city that has become a magnet for corporate lobbyists and tourists alike.

Visitors expecting to encounter a thriving civilization, however, will be disappointed. After a few hours of exploring, you will immediately recognize that GOP D.C. has taken an unfortunate turn. The city’s culture has come to resemble the old Democratic regime in its final days of decay. Take the fall of Jack Abramoff, a lobbyist who helped DeLay make his vision for the city a reality. Abramoff once bilked Indian tribes for $80 million and enticed congressmen with golf trips to Scotland and free meals at his restaurants. Now he’s facing prison. Or consider another popular attraction–the office of Vice President Dick Cheney. In the prelude to the Iraq war, intrepid tourists who enjoyed a good scare would travel here for warnings about mushroom clouds that might soon appear over GOP D.C. Adrenaline junkies now make the pilgrimage to the OVP on the off chance that they might glimpse Cheney or one of his aides trashing CIA analysts, former ambassadors, and other critics. But we suggest that you don’t let GOP D.C.’s air of decline and omnipresent indictments interfere with the pleasures of your visit. If you place yourself in the 2002 mindset of the city’s lobbyists or Republican congressmen, GOP D.C. can be a magical place.

Regeringens politiske selvmål

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 18. december 2005. 13 svar

Jeg plejer fra tid til anden at poste mine klummer fra Berlingske Tidende, men her i al den seneste tids snak om velfærd og reformer …  Well, som Clint Eastwood siger i Dirty Harry, altimens han sigter med sin Magnum .44: "In all this excitement, I kinda lost track myself".  Så her kommer den:

Regeringens politiske selvmål

Velfærdsreform-flop. Venstre flytter sig til venstre – og flytter vælgerne samme vej

Mange har i tidens løb spekuleret i, hvad der gemmer sig inde under Anders Fogh Rasmussens statsminister-habit: Gemmer der sig i stedet for en julemand en hulemand, en markedsøkonomisk minimalstatstilhænger? Det tror mange på venstrefløjen, og dét håber i hvert fald nogle borgerlige. Men svaret må oven på regeringens reaktioner på Velfærdskommissionens udspil være, at inden under gemmer der sig – ingenting.

For »ingenting« er formodentlig dén mest rammende beskrivelse, man kan give af regeringens vilje, visioner og værdikamp. Sjældent har man set så mange løbe så hurtigt væk fra ansvaret fra at gøre selv det mindste.

Velfærdskommissionens 43 udspil var ganske vist som helhed hverken særligt opsigtsvækkende eller intellektuelt ambitiøse. De rangerede fra det problematiske (tredobling af skat på ejerboliger) over det ligegyldige (en række nye offentlige udgifter) til det strengt nødvendige (lavere marginalskat, længere arbejdsliv, brugerbetaling osv.). Det eneste overraskende var, hvor hurtigt regeringsledelsen skød forslagene ned.

F.eks. vil beskæftigelsesministeren ikke afkorte dagpengeperioden (selvom det vil give 22.000 færre arbejdsløse), fordi det angiveligt skulle kunne ses som i strid med et løfte om ikke at ændre på satserne. Statsministeren vil ikke røre ved skatterne – ud fra en svært forståelig påstand om, at skatter intet har med velfærd at gøre. De to ministre blev loyalt bakket op af deres egen politiske ordfører, Jens Rohde, som kaldte det »akademisk« at tro, at skatter har nogen indflydelse på beskæftigelsen. Rohde må i givet fald mene, at borgernes adfærd – og dermed statens skatteindtægter – vil være uændrede, uanset om borgerne skal betale 0, 50 eller 100 pct. af deres indkomst i skat. Det er et synspunkt, som næppe mange økonomer vil kunne tilslutte sig, og som lidt venligt må betegnes som »interessant«.

Reaktionen er så meget desto mere bemærkelsesværdig, fordi Venstres strategi igennem de seneste par år først har været systematisk at udskyde debat om ethvert forslag om skatte- eller velfærdsreformer med henvisning til, at det måtte vente til efter Velfærdskommissionen, og dernæst at disse ændringer ønsker befolkningen ikke, og derfor gør Venstre heller ikke.

Derfor har Venstre nu bundet sig selv – og regeringspartneren – fast på, at der reelt kun er to ting, man vil røre ved: Man vil (måske) øge tilbagetrækningsalderen ganske beskedent, og man vil søge at få flere indvandrere ud på arbejdsmarkedet.

Men er der ikke bare tale om, at regeringen simpelthen har placeret sig dér, hvor man ved, at resultatet i sidste ende må ende? Udover den mangel på politisk lederskab som en sådan tankegang er udtryk for, må man bemærke, at den tilsyneladende også har en anden effekt: Siden Anders Fogh Rasmussen i 1998 erstattede Uffe Ellemann-Jensen og begyndte en omfattende omkalfatring af Venstres politik med udmeldinger om, at marginalskatten ikke skal ned, og om at efterlønnen ikke skal afskaffes, er vælgerne blevet synligt mere venstreorienterede.

En meningsmåling fra Epinion viste i forrige uge, at blot 29 pct. af danskerne mener, at de betaler for meget i skat. I 1990 – hvor skattetrykket var mindre – var andelen hele 63 pct., og i 1998 var andelen 41 pct. Selv blandt V- og K-vælgere er der nu et flertal, der finder skattetrykket passende. Den nye linie har med andre ord haft succes – hvis succes er at få danskerne til at synes om et højere skattetryk.

Samme billede ser man i spørgsmålet om efterløn. Her viste en Gallup-måling fra forrige uge, at efterlønnen måned for måned bliver mere populær. I april i år mente 69 pct. af vælgerne, at den skulle bevares; nu er det 78 pct.

På begge punkter er der altså ikke tale om, at regeringen blot anlægger en mere midtersøgende linie for at tækkes midtervælgerne. Det gør den ganske vist også, men samtidig trækker den borgerlige vælgere til venstre og gør det dermed stadig sværere at komme igennem med de i grunden banale reformer, som selv Radikale ønsker, og som for blot få år siden ville have været ubetvivlelige elementer i arsenalet. Man er – med en gammel Venstre-høvdings ord – godt i gang med at tisse i gummistøvlerne for at holde varmen.

Rohderi II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 13. december 2005. 1 svar

Det har ellers været en meget god uge for Venstres Jens Rohde.  Først brillerer den politiske ordfører med at hævde, at skatternes omfang ikke influerer folks adfærd; det fik han på hatten for både her og af Berlingske Tidendes chefredaktør.  Dernæst skriver han en e-mail til Venstres tillidsfolk, hvori han reelt opfordrer dem til at holde kæft med kritik af statsministerens læggen låg på velfærdsdebatten–og det fik han også på hatten for.

Rohdes e-mail har således affødt sure reaktioner fra baglandet og en (i hvert fald offentlig) irettesættelse fra partiets næstformand.  Så nu hævder Rohde, at e-mailen er blevet helt misforstået; han har såmænd altid ønsket en livlig debat i Venstre, og dét at sige, at Venstres bagland ikke skulle "køre de ideologiske kanoner i stilling", skulle da bestemt ikke forstås som om, at han prøvede at påvirke, hvilken retning (eller hvorvidt) de ideologiske kanoner skulle skyde … 

I øvrigt, siger Rohde, står han naturligvis så meget bag indholdet, at han ikke vil trække den tilbage.  Ja, det er klart.

Men ret beset: Hvad har Venstres tillidsfolk egentlig at være så utilfredse over?  Det er jo ikke i den forgangne uge, at partiets ledelse har forsøgt at undertrykke intern dissens—det har man da såmænd en ganske vist ny men dog længere og snart meget veletableret tradition for.  Det har faktisk været næsten dagens rutine siden 1998.

  • Da Anders Fogh Rasmussen blev partiformand i 1998 opfordrede han således i første omgang rituelt til en levende debat i partiet, især blandt de unge.  Få uger senere dannedes som direkte reaktion kaffeklubben Espresso, hvis første forslag var en skattereform—og det forslag resulterede i, at Rikke Hvilshøj blev spanket, både offentligt og i folketingsgruppen.
  • Da Søren Pind og Tesedrengene M/K for to år siden fremsatte de Ti Teser, skal statsministeren angiveligt have truet med at gå af som statsminister, hvis de ikke blev trukket som resolutionsforslag (Right …! Jeg kan kun sige, at jeg kunne godt tænke mig at spille poker med både Anders Fogh og Søren Pind.).
  • Ved samme lejlighed var Jens Rohde ude med en seriøs og velargumenteret stimulering af Venstres debat ved at karakterisere Pinds forslag om at lade overførselsindkomsterne stige med inflationen som "usympatisk".
  • Med slet skjult adresse til de mere ideologiske elementer i partiets bagland meddelte statsministeren under valgkampen in 2005, at liberalismen som ideologi var "død".  Så var det da klart.
  • Da socialminister Eva Kjer Hansen i september kom for skade i et interview at sige ting, som reelt stod i Venstres partiprogram (og for den sags skyld i alle de andre ikke-socialistiske partiers programmer), blev hun også truet med en ministeriel fyreseddel.

Skulle man være i tvivl om, hvad de langsigtede konsekvenser for debatklimaet i et parti er, når man udsættes for noget sådant, så kan man blot tænke på begrebet "battered wife syndrome", når man i dag kan læse, at 10 ud af 12 amtsformænd i Venstre—overraskende nok—er enige med deres partiformand i hans velfærdsstrategi.

Næ, som sådan Jens Rohde har da såmænd ikke gjort noget forkert.  Han har blot fortsat den linie, som han og andre de seneste år har lagt i Venstre: Hvorfor have debat, når man lige så godt kan kvæle den?  Hvor der i 1980erne og 1990erne var højt til loftet og dybde i debatten indenfor Venstre, er der nu så højt til loftet som i en Dansk Folkepartists parcelhus-krybekælder og så dybsindigt et niveau som i DR-TVs Showtime.

Bushs Amerika

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. december 2005. 13 svar

Hermed lidt–traditionen tro–utidig selvpromovering: Clement Kjersgaard og Ræson har netop på People’s Press udsendt bogen Bushs Amerika, som er en antologi med kapitler skrevet af David Gress, Niels Bjerre-Poulsen og Jørgen Dragsdahl, samt undertegnede Punditokrat.  Derudover indeholder bogen længere udgaver af de interview med os fire, som Clement Kjersgaard lavede ugentligt i Berlingske Tidende i efteråret 2004, samt hele to forord: et af Svend Auken og et af Uffe Ellemann-Jensen.

Bogen er som sådan–ligesom mange andre antologier–en lidt blandet landhandel, men ambitionen har ihvertfald fra redaktørens side været, at den også skulle være et lidt mere nuanceret og pluralistisk perspektiv på både Bush og USA, og det er vist lykkedes.

Update: Bogen (som kan købes via Ræson) er blevet omtalt både i Go’ Morgen Danmark på TV2 og Deadline (Søndag) på DR2.  Det giver os behændigt en undskyldning for at bringe–takket være Kim Møller/Uriasposten–et billede af Henriette Honoré …

Update: Her er iøvrigt links til anmeldelser i Fyens Stifstidende og Jyllands-Posten.

Rohderi

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. december 2005. 8 svar

Venstres politiske ordfører (og ansigt udadtil under de sidste tre valgnederlag) Jens Rohde har ifølge Jyllands-Posten ikke meget til overs for økonomerne i Velfærdskommissionens forslag om at lempe skatten, for A) skat har ikke noget med velfærd at gøre, og B) den slags virker alligevel slet ikke:

“Skatten er ikke en del af de her velfærdsreformer. For os er det vigtigste at øge udbuddet af arbejdskraft. Og man sidder jo ikke og kigger på sin skattebillet for at se, om det kan betale sig at arbejde lidt mere. Her bliver diskussionen lidt for akademisk, siger Jens Rohde ….”

Tag dén!, alle I ultraliberale skrivebordsøkonomer i Velfærdskommissionen (Torben M. Andersen, Nina Smith, Jørn Henrik Petersen m.fl.).  I skal sgu’ ikke komme her og påstå, at folks adfærd vil blive påvirket af, om de skal betale 0, 50 eller 100 pct. i skat.  At der skulle være en sammenhæng mellem skattetrykket og den offentlige sektors finanser er så akademisk, at det minder om dem, der vil privatisere månen …

Bedste "nye klassikere"?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. december 2005. 19 svar

Jeg får altid et varmt, men svagt spydigt, indre smil på læben, når jeg hører den ene eller den anden af mine (typisk midaldrende) fagfæller taler om “det nye venstre”, som om det var en ung og fremadstormende retning indenfor samfundstænkningen–snarere end det, det virkelig er, nemlig et begreb, der er stort set ukendt for folk, der ikke var teenagere eller studerende i 1970erne, og et som er uden nogen form for nutidig relevans.

Men i mine lidt mere “mørke” øjeblikke kan det også godt slå mig: Hvordan står det egentlig til med “det nye højre”, som man talte så meget om i 1980erne?  Er vi også ved at blive nogle grånende gamlinge, som primært læner os op af bøger, der sidst var nytænkende for et kvart århundrede siden?  Da jeg selv begyndte at interesse mig for liberale idéer i begyndelsen af 1980erne, var det i det umiddelbare kølvand af 15-20 år med en sand strøm af ubetvivleligt virkeligt “store”, moderne klassikere indenfor liberal og konservativ tænkning: Værker, som enten var samfundsvidenskabelige og ændrede måden, man tænker om virkeligheden på, eller mere normative teorier, som grundlæggende udfordrede det moralsk-etiske grundlag for samfundstænkningen.

Hvis vi lægger snittene ved henholdsvis 1960 og 1980, så er der (i kronologisk orden) disse oplagte klassikere (omend flere måske kunne nævnes):

  • F.A. Hayek: The Constitution of Liberty (1960)
  • Milton Friedman: Capitalism and Freedom (1962)
  • James M. Buchanan & Gordon Tullock: The Calculus of Consent: The Logical Foundations of Constitutional Democracy (1962)
  • Mancur Olson: The Logic of Collective Action (1965)
  • William A. Niskanen: Bureaucracy and Representative Government (1971)
  • David Friedman: The Machinery of Freedom: A Guide to A Radical Capitalism (1973)
  • Murray N. Rothbard: For A New Liberty (1973)
  • Robert Nozick: Anarchy, State and Utopia (1974)
  • James M. Buchanan: The Limits of Liberty: Between Anarchy and Leviathan (1975)
  • F.A. Hayek: Law, Legislation and Liberty (1976-79)
  • Milton & Rose Friedman: Free to Choose (1980)

Reelt set er det nok kun tre-fire af disse, der for alvor er virkelige klassikere, men listen er dog intet mindre end en sand perlerække af værker, som hver på deres måde påvirkede titusinder af opiniondannere og i nogle tilfælde direkte eller indirekte millioner af mennesker.

Og hvad nu?  Mit eget indtryk er, at liberal tænkning–i en bred forstand, altså fra frimarkedsorienteret konservatisme til anarcho-libertarianisme, normativ filosoferen og mere positiv samfundsvidenskab, der blot trækker i den retning–har det både godt og skidt.  På den “gode” side er det et faktum, at det idag formodentlig er lettere at få udgivet værker, som udfordrer traditionel centrum-venstre ortodoksi end på noget andet tidspunkt siden 1930erne, og det er givetvis også tilfældet, at der udkommer flere og mere liberalistiske/konservative forskningsbaserede fagbøger, debatbøger, fagtidsskriftsartikler, kronikker m.v., end måske nogensinde.

På den “skidte” side må jeg sige, at jeg samtidigt synes, at det er påfaldende så langt, der p.t. er “mellem snapsene”.  Da Anarchy, State and Utopia i sin tid udkom, vidste alle i det fagfilosofiske miljø indenfor ét år, at her var der tale om intet mindre end en trend-sættende blockbuster.  Indenfor to-tre år havde adskillige tidsskrifter udsendt temanumre om bogen, og der udkom siden hen hele antologier og monografer om Nozick.

Hvor er der noget, der blot tilnærmelsesvis minder om det idag?  Efter min mening er der–desværre–ikke noget, der reelt kommer i nærheden.  Bevares, der bliver skrevet mange gode frihedsorienterede bøger om markedøkonomi, globalisering, o.s.v., men er det ikke ret beset tilfældet, at de fleste af dem er … ahem … “third hand dealers in ideas”?  De er gode i anvendelserne og fremstillingerne, men bidrager sjældent, hvis nogensinde, til videreudviklingen.  (I visse dele af den klassisk-liberale lejr virker det endog som om, at man er godt tilfredse med ikke at videreudvikle tænkningen, hvis man kan nøjes med lidt solipsistisk recitering af evangeliet.)  Er “det nye højres” tænkning blevet et i Kunhsk forstand degenerende paradigme?

Men måske jeg er for pessimistisk her?  I så fald, er der her en “konkurrence” for intellektuelle–eller ihvertfald en udfordring.  Kære med-Punditokrater og Punditokrat-læsere: Hvad er de tre vigtigste bøger–klassikere eller potentielle klassikere–skrevet siden 1980? Værker, der i bemærkelsesværdig grad har bragt eller realistisk vil kunne bringe frihedsorienteret tænkning videre frem?  Lad os få nogle bud og nogle begrundelser. (Vi har tidligere spurgt læserne om slige ting; Nicolai Foss har f.eks. igangsat debatter her om, hvad der skulle med i en samfundsvidenskabelig kanon, og hvem der burde have Nobelprisen i økonomi.)

Jeg har mine egne favoritter, men dem vil jeg gemme lidt endnu–til jeg har set, hvad der ellers kommer på bordet.

Franske tilstande II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. december 2005. 29 svar

Min post om de franske optøjer og forskellene på amerikanske og franske tilstande for muslimske indvandrere har afstedkommet en større debat her på bloggen.  Meget passende har det altid spændende amerikanske tidsskrift The New Republic i sit kommende nummer en ganske velskrevet artikel om netop det emne med titlen “Religious Protection”.  TNR kan næppe anklages for just at være en del af Bush-administrationens bagland, men kan omvendt heller ikke entydigt klassificeres som doktrinært venstreorienteret og politisk korrekt.  Netop derfor kan det måske være interessant at se på, hvad artiklen siger–uden at man iøvrigt behøver at være enig i alle dens fortolkninger eller forudsigelser.

Kort fortalt mener forfatteren, Spencer Ackerman, at, ja, amerikanske muslimer generelt er mindre radikale end de tilsvarende europæiske, og at de generelt er bedre integrerede.  Årsagen er to-foldig: For det første har de bedre økonomiske muligheder end i Europa, og for det andet gør der vidtstrakte grad af religiøsitet-cum-religionsfrihed i USA, at de på den ene side ikke bliver opfattet som “nuts”, blot fordi de er religiøse, og på den anden side at debatten ikke så meget bliver én om sekularisme vs. religion.

Her er nogle smagsprøver fra artiklen, som også indeholder interessante faktuelle oplysninger:

“[The] British and American cases are not the same. It’s true that extremist messages exist in American Muslim communities, and there have been a few instances of American Muslims becoming terrorists. Those extremely rare cases, however, are far better explained by individual pathology than by rising Islamic militancy due to group disaffection. Europe’s growing Muslim culture of alienation, marginalization, and jihad isn’t taking root here. As a result, one senior administration official contends, “Al Qaeda finds greater support among European Muslim communities than in the U.S.”–meaning that the self-activated jihadists that Europe is witnessing are less likely to appear in America. In part, the United States is protected because it offers better social and economic opportunities to its Muslim citizens, while Europe’s inability to accommodate its growing Muslim underclass led to rioting that spread from the Paris suburbs across France. But economics alone can’t explain the more fluid integration of Muslims into American life. That, in large part, is a function of America’s ability to accommodate Islam itself.

French political theorist Olivier Roy argues that jihadism stems from a violent identity crisis felt acutely among Muslims in the West. But, ironically, that search for identity is far less of a crisis for Muslims in the United States–the supposed oppressor of Muslims, in bin Laden’s telling–because of a fundamentally American attribute: the mutually reinforcing creeds of pluralism and religiosity. “When I go out to Bush Country,” says Eboo Patel of Chicago’s Interfaith Youth Core, “it is true that, for some people, the way I pray is peculiar. But they don’t think I’m hallucinating when I say, ‘It’s prayer time.'” In other words, if the United States is looking for a way to win the hearts and minds of Muslims worldwide, it ought to first look at what it has accomplished at home. …

There’s no doubt that, as Patel puts it, “extreme messages are out there.” … [But] given the availability of extremist messages to American Muslims–who live in the country that’s supposedly the premier enemy of Islam–it’s startling how few American Muslim extremists there actually are. The Justice Department’s record on counterterrorism post-September 11 suggests little appetite among American Muslims for the jihadist agenda. Though, in June, President Bush boasted of investigating more than 400 terrorism suspects and winning convictions of “more than half of those charged,” an analysis by The Washington Post found that only 39 of the convictions could be considered at all terrorism-related, and only 14 of those prosecuted had links to Al Qaeda.  … What’s more, despite intimations that Islamic preaching in the United States is breeding terrorism, evidence suggests that the few Americans who picked up jihadism in the United States were primed for violence by psychological disturbance or past criminal activity–not the call of an imam. …

Indeed, counterterrorism experts are taking notice of the relative absence of American Muslims in the global jihadist movement. In a September talk, former White House counterterrorism czar Richard Clarke observed, “Al Qaeda’s usual strategy is … to rely on indigenous populations, and maybe bring in a few operatives, but that indigenous population may not be here in the numbers necessary.” (Considering that September 11 was executed by only 19 men, that’s quite a statement about millions of American Muslims.) Some in the Bush administration concur. “An Al Qaeda-like attack–well-coordinated, in sequence, causing significant casualties–is less likely to come from a native American Muslim population,” says the senior official. “Countervailing factors make it less likely for sleeper cells to germinate among the native American Muslim population.” Those factors, according to the official, are fundamental: “It’s the American dream. American Muslims are living that dream.” Even that may be an understatement. For a variety of reasons, the United States has successfully created the model for a Western Muslim identity.

The most obvious reasons for that success are social and economic. As the riots in France highlighted, Muslims in Europe face severe levels of unemployment, few professional prospects, and social isolation. When Eboo Patel studied at Oxford University in the late ’90s, his American youth had left him thoroughly unprepared for what Muslims like himself had to endure in Britain. The economic options for his co-religionists were largely limited to working at “the fish and chips store, where racist insults were thrown at them by drunks on Friday nights.” It was an alien experience: “In America, my dad would go off to a corporate office for his job, and my mom was in advertising.” Patel’s shock is as illuminating as it should be unsurprising. Since Muslims began coming to the United States in appreciable numbers after the immigration reforms of 1965–around the same time that an African American Muslim community began to flourish–they have found a socially and economically hospitable environment.

It’s difficult to document trends among American Muslims, since census data do not track religion. Yet, in 2003, John R. Logan, a sociologist now affiliated with Brown University’s American Communities Project, used ancestry and place-of-birth information to conduct perhaps the most comprehensive demographic study to date of the American Muslim population. (Accordingly, Logan couldn’t track African American Muslims, believed to comprise one-third of all American Muslims.) That population increased by about 85 percent since 1990 and now totals nearly 3 million Americans, though some Muslim organizations claim the figure is too low. Even accepting the blurred edges of his report, Logan found several surprising facts about the American Muslim population: Unlike other recent immigrant groups, and distinctly unlike Muslims in Europe, American Muslims are solidly middle-class and solidly integrated with their non-Muslim neighbors.
60;

America
n Muslims tend to live in a few population centers, along the coasts and around Midwestern and Southern cities like Detroit, Chicago, and Houston. But, inside those metropolitan areas, enclaves–homogenous population clusters historically favored by recent immigrant groups–are surprisingly few. The ten metropolitan regions with the greatest concentration of Muslims tend to be ethnically integrated. With Detroit as the only exception, in both 1990 and 2000, every neighborhood with notable concentrations of Muslims was at least 60 percent white and only around 5 percent Muslim.

Within those neighborhoods, American Muslims display healthy indications of upward social mobility. The median household income of American Muslims in 2000 was over $52,000, nearly the $53,000 reported by the median white household. Even the poorest households among American Muslim groups, North Africans, earned $40,000 on average in 2000–$6,000 more than blacks. The typical American Muslim in 2000 possessed 14 years of education (more than whites, Latinos, blacks, and Asians); and American Muslims of Middle Eastern descent, who possess the lowest levels of education, still record higher levels of education than whites, blacks, and Latinos. American Muslims are presently living in census tracts where nearly 60 percent of residents own their homes and over 35 percent of residents have college educations. “Overall,” writes Logan, “the Muslim-origin population is characterized by high education and income with low unemployment.” “