Der var engang … og det var en kold, mørk og våd nat.  Sådan primo 1980erne eller deromkring, sikkert en fredag eller lørdag.  Jeg var teenager og “i byen” med nogle af mine venner, i Odenses natteliv–—så beskedent som det nu var—–og af mangel på bedre tumlede vi ind på “Café Biografen” på Brandts Klædefabrik.  En café, der—–sådan da–—var en lidt hyggelig provinsiel blanding af Vester Vov Vov og Huset i Magstræde.  Og hvad deraf følger, på godt og ondt.

Vi forlod hurtigt stedet igen.  Lidt forargede og let grinende.

For selvom vi befandt os i primo-80erne, var aftenens underholdning endnu mere medio-70er politisk korrekt end sædvanligt: Det var den lokale afdeling af det diminutive Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (DKP/ML), som holdt åben fest på caféen, og til lejligheden havde de importeret et orkester helt fra København, som spillede en for min og mine venners smag ikke specielt interessant blanding af venstrefløjsrock og folkemusik.  Og det første jeg hørte, da jeg trådte ind—–udover den markante sangerinde–var, at en fra bandet talte om, at man på denne aften hyldede det socialistiske Albanien i anledning af Stalins fødselsdag.

Say what?

Vores forargelse var primært over, at nogen vitterlig ville fejre massemorderen Stalin, sådan en 30 års tid efter hans død.  Nå ja, og så måske også, at nogen seriøst kunne foretrække den slags musik frem for Yazoo, Depeche Mode, New Order, Human League, Spandau Ballet, o.s.v.  Helt ærligt! Skulle man endelig lytte til venstreorienteret musik, kunne det da i det mindste være The Jam, The Clash eller Heaven 17.

Nå, men den slags faldt altså ikke i beton-stalinisternes smag, og DKP/ML havde netop en af deres bastioner i netop Odense.  Af de få hundrede stemmer, som partiet ved et par folketingsvalg i 1980erne høstede, faldt en del i Odense, hvor partiet havde et par relativt pæne lokaler–—givetvis betalt af de samme generøse albanske statstilskud, som finansierede “Dagbladet Arbejderen”.  Og ML’erne var synlige i Odense—, på den ene og anden måde.  I 1982 overfaldt de med vold de lokale KU’ere, da disse delte pjecer ud på gågaden, og da politiet ankom, mødte ML’erne dem med råb om “fascisme” …  Kort efter blev en KU’er forfulgt på cykel det halve Odense igennem og truet med bank, hvis han nogensinde igen kom i nærheden af ML’ernes hovedkvarter.  Det var omtrent på dette tidspunkt, at det lille partis store rorgænger, generalsekretær Klaus Riis*, gjorde sig herostratisk bemærket, da han for åben mikrofon og DRTV-kamera fortalte, at man i partiet forberedte sig på den væbnede revolution, men at dette sandelig også var nødvendigt, fordi Mærsk og Simon Spies byggede koncentrationslejre, hvori de ville internere arbejderklassen.

Man mente det skam ganske alvorligt.  I 1982 vedtog det lille parti programmet “For et socialistisk Danmark under proletariatets diktatur”, hvori man hyldede “Albanien, verdens eneste socialistiske land”, og dets leder “den fremragende marxist-leninist Enver Hoxha”, —ligesom man gjorde dagligt i Dagbladet Arbejderen, hvis “hoved” på det tidspunkt indeholdt profilerne af Marx, Lenin og Stalin. Ifølge partiprogrammet var det i Danmark anno 1982 tilfældet, at “hele den objektive situation [er] moden til gennemførelse af lige præcis den voldelige socialistiske revolution og ikke nogensomhelst anden type ‘revolution’ eller ‘revolutionære reformer’ osv., som revisionisterne fabler om”. I partiets historieudlægning gik det grundlæggende godt i Sovjet indtil Stalins død; senere solgte man ud dér, ligesom man gjorde hos “revisionisterne” i resten af Østblokken, Jugoslavien, Cuba, Campuchea, Nordkorea …  Kun i Albanien og (et stykke tid) i Maos Kina havde man fat i den lange ende.  Så alle DKP/ML publikationer og møder var fyldt med endeløse lovprisninger af Albanien–som til det sidste var Europas største massefængsel, et forarmet og tyrannisk regime, der sank ned i en stadigt større tragedie.

Jo, ML’erne var … farverige.  Så farverige, at de gav det at være sekterisk og fanatisk et dårligt image.  De kunne sågar give Lyndon B. LaRouches “Schiller Institut” eller Danmarks Humanistiske Parti god konkurrence om, hvem der var landets dengang mærkeligste politiske bevægelse. Selv de rigtige DKP’ere syntes, at ML’erne var lidt … “gakkede”, som min ungkommunistiske skolekammerat Ole (kendt i Odense som “Komm’ole”) vist engang betegnede dem overfor mig.**

Nå, hvorfor nu hele denne tur “down memory lane”?

Jo, naturligvis for lige at sætte det hele lidt i relief m.h.t., hvad det egentlig var, der udgjorde det politiske udgangspunkt for komponisten Thomas Koppel, der døde forleden.  For det var naturligvis ham og “Savage Rose”, vi hørte hylde Albanien og Stalin dengang på Café Biografen.

Og søndagens TV og mandagens aviser var fyldt med lange lovprisninger til den store og politisk bevidste komponist, men ingen af journalisterne var tilsyneladende med dengang på Café Biografen–—eller også ville de helst glemme, at de havde været det.  Ingen nævnte nemlig med et ord, at Koppel & frue i årevis var stalinistiske hard-liners, som aktivt hyldede og støttede Europas sidste diktatur, selv efter 1989.  End ikke noget så faktuelt som, at Koppel var medstifter af DKP/ML og opstillet som folketingskandidat, eller at partiet betalte tilbage ved at udgive gruppens plader på det lille partis endnu mindre pladeforlag.

Koppel lagde ellers ikke fingrene imellem.  Han var blandt dem, der eksplicit udtalte sin støtte til Pernille Rosenkrantz-Theil og de to, der overfaldt Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller: “Derfor skal du skal ikke være flov. Der er ikke de to unge eller dig, der er kriminelle her. … Så – ryst ikke på hånden. Støt de to aktivister.”  Og Savage Rose støttede direkte terrororganisationen PLO.  Koppel fordømte de danske Muhammed-tegninger, men modsatte sig en offentlig fordømmelse af kommunismens forbrydelser.  Og Koppel & frue var såmænd klarsynede nok m.h.t. Sovjet-blokkens fald, om end fra en lidt uortodoks vinkel:

“Kommunismens fald i Østeuropa anfægter ikke Savage Rose: – Vi har i årevis gået og ventet på det, der sker i Østeuropa. I Sovjetunionen fik socialismen sit store sår i 1956-61, da bureaukratiet overtog magten og skabte sit eget lukkede system.” (“De vilde roser er stadig røde”, Politiken 5.VIII.1990)

Ja—–de skulle nok have holdt Onkel Joe i live i nogle år endnu …

Dybden i Koppels politiske tænkning fremgår med al tydelighed af denne kommentar til kulturkanonen:

“Brian og kompagni er i færd med at prøve at bortlede opmærksomheden fra, at de overhovedet ingen kultur har. Anders Foghs operahelte hos A. P. Møller fragter Donald “Duck” Rumsfelds kanoner og papkalkuner ud til en fup-krig mod et fremmed folk, der var så uheldige at bo oven på et oliefelt … Efter Fogh-regeringens hærgen ses Danmark rundt om i verden ikke længere som en kulturnation, men som en krakelerende fup-præsidents ikke særlig vellugtende kattebakke. Jeg længes efter det rigtige Danmark, der dufter af verdens rødeste jordbær og folkelig, frygtløs, livsnær inspiration. Det Danmark, der er H. C. Andersen, Jeppe Aakjær og Carl Nielsen værdigt.”

Og man kunne så have tilføjet: Og Lenin, Stalin og Hoxha.

Nuvel, Koppel skulle selvfølgelig have ret til at nyde den frihed, som hans kammerater nægtede andre—–om end det da ikke skete uden konsekvenser for andre.  Den senere statsministerielle spin-doktor, Michael Kristiansen, skrev som ung journalist på Weekendavisen artiklen “Et land i Europa” (13.IX.1991).  Heri beskrev han Albaniens fattigdom og tyranni—–og føjede en anekdote til:

“Men der var nogen, der elskede det gamle stalinistiske system. Ud over de priviligerede kadrer for eksempel de danske revolutionære marxister-leninister. Og det bliver man gjort opmærksom på dagligt af politikere og embedsmænd og taxichauffører. Med Annisette og Thomas Koppel i front var de de eneste, der fik mulighed for at besøge et ellers totalt isoleret Albanien, og de priste den virkeliggjorte marxisme i høje toner. En aften på Hotel Tiranas balkon slår udenrigsministeriets talsmand, Fatmir Ohnoj, mig på skuldrene og siger ligeud: »Vi har haft det svært med danskerne, de var simpelt hen de værste. De kom i gamle busser, krævede at se arbejderklasse-kontrol, sang slagsange dagen lang og krævede alt. Jeg måtte guide dem rundt og høre på al deres ævl, og de kaldte mig en klassefjende, fordi jeg ikke var medlem af partiet. De kommer heldigvis ikke mere, og skulle de komme, skal jeg sørge for, at de kommer til at betale for deres udnyttelse af mit folks trængsler og pinsler.« Man lusker hjem til sit hotelværelse, kigger på solen, der går ned over Dajti-bjergene, moskeen, der er fyldt med mennesker, afslår tigger-børnene, smiler til de mange albanere, der vinker til én fra Skanderbergpladsen, og håber det bedste for dette lille land, der endelig er sluppet ud af marxismens mærkværdige eksperimenter.”

Men disse aspekter blev generelt udeladt af de hyldende nekrologer.  Men hvad skrev aviserne i stedet?  Stort set alle artikler, der kan graves frem på Infomedia, betegner Koppel som “kompromisløs”–—det lyder da også pænere end “fanatisk”, “sekterisk”, “ekstremistisk” …

Politiken havde nekrologen “Den kompromisløse komponist”, hvori det om Koppels politik blot hed, at denne “enestående” og “afholdte” komponist, som lavede “politisk bevidst” musik, og at han “ikke [gik] på kompromis med hverken sine kunstneriske ambitioner eller sine personlige holdninger for at blive populær”.  Politikens nekrolog omtaler videre blot “det socialistiske, samfundsmæssige engagement”, og at han og fruen p.t. var “optaget af at skabe en ny græsrodsbevægelse”.  Den eneste yderligere antydning i nekrologen var, at Koppel var med i et “yderligtgående venstreorienterede parti”, DKP/ML, og at gruppen turnerede “i Albanien, hvis kommunistiske regering de sympatiserede med.”

I en nekrolog i Berlingske Tidende, der er trykt stort set hele vejen rundt i provinsaviserne, står der endnu mindre af den slags: Ikke et ord om støtten til diktaturer og PLO, om folketingskandidatur og medstifterrolle i DKP/ML.  Her hedder det blot: “Sidste del af 70erne og hele vejen op gennem 80erne viede Thomas og Annisette deres engagement og musik til politiske manifestationer, støttefester, arrangementer og demonstrationer – alt sammen i kampen for en bedre verden.”

Flere aviser nævnte derimod–—vistnok uden at bemærke komikke–n—at mens Koppel uden held havde frabedt sig at få sit arbejde med i kulturkanonen, protesterede han ikke, da han til gengæld i 1998 via finansloven opnåede Statens Kunstfonds livsvarige kunstnerydelse.

Hvordan kan det være, at når en fanatisk venstreorienteret diktatur-apologet skal omtales, så er det altid som “kompromisløs” og “idealistisk” i kampen for “retfærdighed” og “en bedre verden”?  Kunne man tænke sig en lignende behandling af politisk anderledes tænkende? Findes der mon noget mere illustrativt for journalistisk dobbeltmoral og for holdningen om, at hvis målet er det tilpas rigtige, så helliger det ethvert middel?

* Selvsamme Klaus Riis (der selv blev udrenset af DKP/ML, fordi han var for yderligtgående–i modsætning til resten?–og nu er med i Arbejderpartiet Kommunisterne) har for relativt nyligt skrevet denne hyldest til nærværende posts objekt.

** Jeg husker ikke, om det også var Komm’ole eller en af mine andre venner i Odenses politiske miljø, der fortalte mig historien om ML’eren, der ikke kunne komme i partiets hierarki, fordi han havde for tykke hinkestens-briller.  De gjorde ham nemlig ukampdygtig …!