Forfatterarkiv: Peter Kurrild-Klitgaard

Mere internet, færre drab og voldtægter

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 18. marts 2007. 8 svar

En af de mest interessante og altid underholdende forskere at læse mere populære klummer og kommentarer af er den fabelagtige økonom Steven Landsburg, forfatter til den moderne klassiker og bestseller “The Armchair Economist”.  Som vi tidligere har nævnt her på stedet, så skriver han fast for Slate.com, hvor han giver lænestols-økonomistiske forklaringer på dette eller hint, eller kommenterer andres forskning.  Det er altid læsværdigt, som f.eks. denne klumme, “How the Web Prevents Rape”, fra for et par måneder siden, som er en indirekte opsang til udviklings-pessimisterne, der i internettet kun ser stigende problemer:

“Does pornography breed rape? Do violent movies breed violent crime? Quite the opposite, it seems.

First, porn. What happens when more people view more of it? The rise of the Internet offers a gigantic natural experiment. Better yet, because Internet usage caught on at different times in different states, it offers 50 natural experiments.

The bottom line on these experiments is, “More Net access, less rape.” A 10 percent increase in Net access yields about a 7.3 percent decrease in reported rapes. States that adopted the Internet quickly saw the biggest declines. And, according to Clemson professor Todd Kendall, the effects remain even after you control for all of the obvious confounding variables, such as alcohol consumption, police presence, poverty and unemployment rates, population density, and so forth.

OK, so we can at least tentatively conclude that Net access reduces rape. But that’s a far cry from proving that porn access reduces rape. Maybe rape is down because the rapists are all indoors reading Slate or vandalizing Wikipedia. But professor Kendall points out that there is no similar effect of Internet access on homicide. It’s hard to see how Wikipedia can deter rape without deterring other violent crimes at the same time. On the other hand, it’s easy to imagine how porn might serve as a substitute for rape.

If not Wikipedia, then what? Maybe rape is down because former rapists have found their true loves on Match.com. But professor Kendall points out that the effects are strongest among 15-year-old to 19-year-old perpetrators—the group least likely to use such dating services.

Moreover, professor Kendall argues that those teenagers are precisely the group that (presumably) relies most heavily on the Internet for access to porn. When you’re living with your parents, it’s a lot easier to close your browser in a hurry than to hide a stash of magazines. So, the auxiliary evidence is all consistent with the hypothesis that Net access reduces rape because Net access makes it easy to find porn.

Next, violence. What happens when a particularly violent movie is released? Answer: Violent crime rates fall. Instantly. Here again, we have a lot of natural experiments: The number of violent movie releases changes a lot from week to week. One weekend, 12 million people watch Hannibal, and another weekend, 12 million watch Wallace & Gromit: The Curse of the Were-Rabbit.

University of California professors Gordon Dahl and Stefano DellaVigna compared what happens on those weekends. The bottom line: More violence on the screen means less violence in the streets. Probably that’s because violent criminals prefer violent movies, and as long as they’re at the movies, they’re not out causing mischief. They’d rather see Hannibal than rob you, but they’d rather rob you than sit through Wallace & Gromit.

I say that’s the most probable explanation, because the biggest drop in crime (about a 2 percent drop for every million people watching violent movies) occurs between 6 p.m. and midnight—the prime moviegoing hours. And what happens when the theaters close? Answer: Crime stays down, though not by quite as much. Dahl and DellaVigna speculate that this is because two hours at the movies means two hours of drinking Coke instead of beer, with sobering effects that persist right on through till morning. Speaking of morning, after 6 a.m., crime returns to its original level.

What about those experiments you learned about in freshman psych, where subjects exposed to violent images were more willing to turn up the voltage on actors who they believed were receiving painful electric shocks? Those experiments demonstrate, perhaps, that most people become more violent after viewing violent images. But that’s the wrong question here. The right question is: Do the sort of people who commit violent crimes commit more crimes when they watch violence? And the answer appears to be no, for the simple reason that they can’t commit crimes and watch movies simultaneously.

Similarly, psychologists have found that male subjects, immediately after watching pornography, are more likely to express misogynistic attitudes. But as professor Kendall points out, we need to be clear on what those experiments are testing: They are testing the effects of watching pornography in a controlled laboratory setting under the eyes of a researcher. The experience of viewing porn on the Internet, in the privacy of one’s own room, typically culminates in a slightly messier but far more satisfying experience—an experience that could plausibly tamp down some of the same aggressions that the pornus interruptus of the laboratory tends to stir up.

In other words, if you want to understand the effects of on-screen sex and violence outside the laboratory, psych experiments don’t tell you very much. Sooner or later, you’ve got to look at the data.”

Kan man lide denne slags analyser, bør man naturligvis heller ikke undlade at læse David D. Friedman.

President Thompson?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 17. marts 2007. 5 svar

Siden George Allens kampagne–og politiske karriere–imploderede så ynkeligt sidste år, har den del af det Republikanske Parti, der i mangel af bedre, bedst kan betegnes som “Reagan-fløjen” stået uden en naturlig kandidat. Nej, faktisk har man stået uden nogen kandidat. Det har fået mange til at se sig rundt omkring, for om der dog ikke kunne være nogen, man kunne stille op. Én, der ikke som McCain er sådan lidt småupålidelig, når det gælder statslig indblanding i økonomien. Én der ikke, som Giuliani, reelt er så ukonservativ, at det gør noget. Én der ikke, som Mitt Romney, er mormon. Og én der ikke–øvrige kvaliteter uberørt–som Newt Gingrich har omtrent lige så høje negative “ratings” som O.J. Simpson. Nå ja, og så gerne én, der er relativt kendt, ikke er en levebrødspolitiker, og er udbredt velllidt. En slags Reagan.

Om det er dét–en CABAL eller “talent contest” organiseret af Heritage Foundation m.fl.–der er ved at manifestere sig nu, skal jeg ikke kunne sige, men lige pludselig er der ved at tegne sig billedet af en mulighed, der ihvertfald er interessant.

Og så skifter vi lige emne–et øjeblik.

Jeg har i mere end et årti (faktisk siden jeg fulgte første sæson i USA i begyndelsen af 1990erne) været en inkarneret fan af den amerikanske krimi-koncern/serie “Law & Order” (som nu er den længst kørende serie i TV-historien). Ok, ikke alle “spin-offs” er lige gode–jeg er f.eks. ikke meget begejstret for “Law & Order: Special Victims Unit”, og “Law & Order: Trial By Jury” nåede aldrig at slå igennem. Men originalserien–også de gamle afsnit–er altid værd at se (igen og igen, som man kan næsten hver aften på Hallmark), og det samme er “Law & Order: Criminal Intent” med den fabelagtigt excentriske Vincent D’Onofrio (som Kanal 5 viser herhjemme–midt om natten). Og jeg var særligt glad for nogle sæsoner siden, da man til originalserien skulle finde en ny offentlig anklager. I et årti havde Steven Hill spillet rollen som den gamle sure District Attorney, og det havde han gjort perfekt. Derefter overtog Diane Wiest i en sæson eller to, men hun var ikke spor sej, og det lignende en gang “lad os prøve noget andet med en, der ikke er en gammel, hvid mand”. Og hvem tog de så? En erfaren skuespiller, der samtidig passede godt til rollen, fordi han er gammel advokat og ved, hvordan det er at stille op til valg: Den fhv. Republikanske senator Fred D. Thompson.

Det glædede mig særligt, fordi jeg–udover længe at have syntes, at han var en god skuespiller (bl.a. i Clint Eastwoods “In the Line of Fire” og i flere andre, hvor han typisk spiller præsident, stabschef eller efterretningsmand)–havde bemærket to ting ved ham: At han havde et klart liberalistisk islæt i sine holdninger, og at han–i modsætning til de fleste politikere–bevidst fravalgte at blive karrierepolitiker i resten af sin levetid. Han trak sig således frivilligt efter blot halvanden periode i senatet, og i de otte år han sad der, opnåede han p.b.a. sin stemmeadfærd at blive klassificeret som “libertarian” af Republican Liberty Caucus, som “ratede” ham 70 af 100 på personlig frihed og 87 af 100 på økonomisk frihed. Meget kunne have set anderledes ud, om andre medlemmer af kongressen stemte på den måde–eller hvis en præsident stod for noget lignende.

Og så kommer vi tilbage til emnet … For andre har tænkt det samme, og i den seneste uge har noget tydet på, at Thompson nu pludselig er i spil som uerklæret kandidat og Republikansk “dark horse”:

“Thompson, who plays district attorney Arthur Branch on NBC’s drama Law & Order, said Sunday that he’s going to “leave the door open” and make a decision in the coming months.

“I’m going to wait and see what happens,” Thompson said. “I want to see my colleagues on the campaign trial, what they say, what they emphasize, whether they can carry the ball next November.”

“I think people are somewhat disillusioned. A lot of people are cynical out there. They’re looking for something different,” he said.”

Det er muligt, at det ikke er alvorligt ment. Det er muligt, at det ikke bliver til noget. Det er muligt, at det slet ikke ville være noget at råbe hurra for. Men det er ihvertfald en ganske interessant udvikling–og der er (selvfølgelig) allerede en impromptu “Draft Fred 08”-kampagne, ligesom der er TV-klip og kommentarer bl.a. her. Her er Wall Street Journals indsigtsfulde politiske redaktør, John Fund, med en historie fra dagens avis:

Lights, Camera . . . Candidacy?
Fred Thompson is shaking up the GOP presidential field. And he’s not even running yet.

BY JOHN FUND
Saturday, March 17, 2007 12:01 a.m. EDT

NEW YORK–“Expect her to recount every moment of her ordeal,” the savvy district attorney mused to his deputy. “There won’t be a dry eye in the jury.”

“That’s a take!” says a director of the hit NBC series “Law and Order.” With that, Fred Thompson, the former U.S. senator from Tennessee who has played “strict constructionist” prosecutor Arthur Branch for the past four years, walks back with me to his dressing room to talk about a new role he might soon be undertaking: surprise Republican presidential candidate.

It is a slightly surreal setting to be talking big-league politics. But not unprecedented. In 1965, Ronald Reagan held early strategy meetings on his nascent race for governor of California on the set of “Death Valley Days.” In 2003, Arnold Schwarzenegger stepped off a plane from a world-wide publicity tour for his last “Terminator” film and immediately huddled with advisers on his own campaign for governor. Both men effectively used their celebrity status to completely transform the races they entered.

So too may Fred Thompson. When we meet on Thursday night, it’s only been four days since he appeared on Fox News to merely announce he was “looking at” running. Chuck Todd, the political director of NBC News, notes in amazement how “a retired senator can show a tiny bit of interest and literally shake up the race overnight.”

And he is shaking up the race. Every GOP candidate is nervously watching the reaction to his possible entry. J.C. Watts, an Oklahoma congressman from 1995 to 2003, has endorsed him: “I define Fred Thompson as AC, what’s AC? All class.”

Fan blogs for “Law and Order”
note that since the show
is especially popular among women, a Thompson race could help close the GOP’s “gender gap.” The most pithy comment is from Craig Hammond, a former mayor of Bluefield, W.Va. He told the Bluefield News: “He’s the tall timber we’ve been waiting for. He’s the total package. He can hold the red states and pick up a few blue ones along the way.”

But Mr. Thompson appears serene about all the speculation swirling around him. “Those running are all good guys, and would be good presidents,” he says leaning back in a recliner. “But there are truly vital issues–from the looming entitlement crisis to nuclear proliferation–I’m not afraid to talk about. Lots of people have such a low regard for politicians that they’re open to a campaign that would be completely different.”

So how would a possible Thompson campaign be distinctive? “Politics is now one big 24-hour news cycle, but we seem to spend less time than ever on real substance,” he muses. “What if someone harnessed the Internet and other technologies and insisted in talking about real issues in more depth than consultants would advise? What if they took risks with their race in hopes that the risks to our children could be reduced through building a mandate for good policy?”

…

Bluntly put, Fred Thompson had a reputation for being lazy in wanting to do the political chores that come with office. People openly question if he has “the fire in the belly” to really make a serious race.

“They used to say I moved slowly,” he chuckles. “But I move deliberately. I won every one of my races by more than 20 points in a state Clinton carried twice.”

…

On issues, he addresses head-on the major complaints conservatives have about his record. He was largely stymied in his 1997 investigation of both Clinton-Gore and GOP campaign fund-raising abuses: Key witnesses declined to testify or fled the country, though evidence eventually surfaced of a Chinese plan to influence U.S. politics. He won’t argue with those who say he showed “naiveté” about how he would be stonewalled in his investigation. He says he’s wiser now.

Many on the right remain angry he supported the campaign finance law sponsored by his friend John McCain. “There are problems with people giving politicians large sums of money and then asking them to pass legislation,” Mr. Thompson says. Still, he notes he proposed the amendment to raise the $1,000 per person “hard money” federal contribution limit.

Conceding that McCain-Feingold hasn’t worked as intended, and is being riddled with new loopholes, he throws his hands open in exasperation. “I’m not prepared to go there yet, but I wonder if we shouldn’t just take off the limits and have full disclosure with harsh penalties for not reporting everything on the Internet immediately.”

Mr. Thompson has also been criticized for failing to back some comprehensive tort-reform bills because of his background as a trial lawyer. Here he insists his stance was based on grounds of federalism. “I’m consistent. I address Federalist Society meetings,” he says, noting that more issues should be left to the states. For example, he cast the lonely “nay” in 99-1 votes against a national 0.8% blood alcohol level for drivers, a federal law banning guns in schools, and a measure limiting the tort liability of Good Samaritans. “Washington overreaches, and by doing so ends up not doing well the basics people really care about.” Think Katrina and Walter Reed.

Indeed, the federal government’s inability to function effectively would likely be a major theme of any Thompson campaign. “Audits have shown we’ve lost control of the waste and mismanagement in our most important agencies. It’s getting so bad it’s affecting our national security.”

Mr. Thompson says that while a senator he was long concerned with U.S. intelligence failures. “The CIA has better politicians than it has spies,” he says, referring to the internecine turf wars that have been a feature of the Bush administration.

A key problem, Mr. Thompson notes, is a general lack of accountability in government, where no one pays any price for failure. When asked about President Bush’s awarding the Medal of Freedom to outgoing CIA Director George Tenet after U.S. intelligence failures in Iraq became apparent, he shakes his head: “I just didn’t understand that.”

The next president, according to Mr. Thompson, needs to exercise strong leadership “and get down in the weeds and fix a civil-service system that makes it too hard to hire good employees and too hard to fire bad ones.” He doesn’t offer specifics on what to do, but notes the “insanity” of the new Congress pushing for the unionization of homeland security employees only five years after it rejected the notion in the wake of 9/11. “Should we tie ourselves up in bureaucratic knots with the challenges we may have to face?” he asks in wonderment.

The challenges, he says, are numerous. On Iraq, he admits “we are left with nothing but bad choices.” However, he says the “worst choice” would be to have Osama bin Laden proven right when he predicted America wouldn’t have the stomach for a tough fight. The costs of Iraq have been high, but they could be even higher “if we have another stain on America like that infamous scene from Saigon 1975 in which our helicopters took off leaving those who supported us grabbing at the landing skids.”

Mr. Thompson is especially worried about nuclear proliferation. He serves as chairman of the International Security Advisory Board, along with former Clinton CIA Director Jim Woolsey and former Democratic Sen. Chuck Robb. The board recently received an unclassified briefing that convinced him three or four countries in the Middle East are “on the cusp” of acquiring nuclear weapons should the Iranians carry through with their own weapons program.

He urges continued pressure on Iran, which he says has grave domestic problems. “Iran may fall of its own weight, and we can help that by offering vocal support to dissident groups and making effective use of the airwaves to reach its people.”

On domestic issues, Mr. Thompson says a major reason Republicans lost last November was that they aided and abetted runaway government spending. Yet Democrats, he contends, are incapable of following through on their pledges to be fiscally prudent. “Their political coalition needs more revenue like a car requires gasoline,” he laughs. “Reagan showed what can be done if you have the will to push for tough choices and the ability to ask the people to accept them.”

But Mr. Thompson says those tough choices shouldn’t include the tax increases contemplated in the new budget released by Senate Democrats this week. “The phony static accounting the government uses has obscured just how successful the 2003 tax cuts have been in boosting the economy,” he says. “Lower marginal tax rates have proven to be a key to prosperity now by Kennedy, Reagan and Bush. It’s time millionaires serving in the Senate learned not to overly tax other people trying to get wealthy.”

…

Mr. Thompson says he can compete with Democrats in talking plainly about the anxiety many Americans have about the economy, despite good macro numbers. “Someone who is 18 today may well have 10 employers in their career,” he says. “That’s completely different from how their parents lived. I would address that insecurity and help people adapt without shooting ourselves in the foot with protectionism and income redistribution. I had 10 employers before I finished law school.”

Fred Thompson clearly hasn’t decided whether to run for president; and he underestimates just how much the traditional fund-raising he disdains may be necessary for his long-shot campaign. But he has assets that add up to an impressive portfolio.

As Republican counsel in the Watergate hearings, he began building a reputation as a straight-shooter. It was he who asked the question that forced a White House deputy to admit that Richard Nixon had

secretly recorded his Oval Office conversations.

Later in the 1970s he played a key role in exposing a Tennessee cash-for-pardons scandal; his acting career began when he won the part of playing himself in the 1985 movie version of the story. Today, his national exposure is greater than ever with a dozen of his movies playing as TV repeats. All of this month he is substituting for radio legend Paul Harvey, whose show is heard on more than 1,200 stations.

…

So many voters remain unsold on any of the current GOP contenders that Mr. Thompson just might trade his TV sound stage for a campaign microphone. As this is the first truly open Republican nomination fight in decades, the party might as well revel in the competition it claims to cherish in other parts of life. “

Det kunne–set fra dette ringhjørne–godt være meget værre–og det er ihvertfald interessant. Hvis Thompson bestemmer sig for at forsøge, er mit gæt, at han vil få en stor del af de tvivlende republikanske primærvalgsvægere, spise størstedelen af Gingrichs tilslutning, meget af Romneys, en del af McCains og noget af Giulianis, og at det i sidste ende vil kunne blive et valg mellem ham og sidstnævnte. Men jeg har taget voldsomt fejl før …

Double whammy

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. marts 2007. 12 svar

En af de store historier den seneste uge har været, at Enhedslistens unge folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil snart forlader dansk politik (også før Enhedslistens interne regler ville have tvungent hende til det).  Måske ikke “for good”, men ihvertfald for en lang periode og på ubestemt tid.  I den forbindelse har hun afsendt et par afskedssalutter, bl.a. om at det er usundt at blive siddende i Folketinget alt for længe–især hvis man er kommet derind som meget ung.

Det vil jeg sådan set–som én der er en varm tilhænger af “term limits” for politikere–lette på hatten for.  Det fortjener hun lidt respekt for–også (og måske i særdeleshed) når der er så meget andet, man ellers er uenig med hende i. 

Det samme gælder, godt som skidt, Socialistisk Folkepartis tilsvarende unge stjerne Morten Homann, som allerede for noget tid siden med et lignende argument har meddelt, at han forlader dansk politik; ham har jeg været uenig med (og krydset klinger med), men man bør ære dem, som æres bør–og i dette tilfælde at der altså er to ganske eksponerede politikere, som givetvis uden store problemer kunne være blevet genvalgt i et par årtier, men som peger på, at det er usundt at gøre politik til en levevej, og som hver især har rygraden til at tage den personlige konsekvens.  Én ting er, når den type vurderinger kommer fra en erfaren politiker som Britta Schall Holberg (V), som næppe selv kan siges at falde ind under problemet–det er meget mere “stærkt”, når det kommer fra Homann & Rosenkrantz-Theil, som på den måde virkeligt “put their money where their mouths are”–eller rettere sagt: ikke gør det!

Men når denne ros nu er givet … kan jeg dog heller ikke undlade at bemærke mediernes omtale af fru Rosenkrantz-Theil i forbindelse med hendes meddelelse–og i særdeleshed den overstrømmende positive, grænsende til det ukritiske omtale af den unge politiker. Her blev det ganske vist, sine steder, nævnt en passant, at det jo var som hendes gæster, at de to venstreekstremister Lars Grenaa og Rune Eltard-Sørensen blev lukket ind på Christiansborg, inden de voldeligt overfaldt Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller.  Ingen steder blev hendes rolle i denne sag kommenteret bare lidt mere kritisk end som så, og når dét fra tid til anden er sket de seneste fire år, har f.eks. Frank Aaen været hurtig til at fare i blækhuset for at benægte sin partifælles rolle i sagen.

Derfor–og måske særligt i en tid, hvor man kan høre selv relativt moderat venstreorienterede de facto forsvare de voldelige opstande i København (som jo “var politikernes skyld” eller p.g.a. “religiøse fanatikere” o.a., der sætter “profit over kultur” o.s.v.)–kan det være formålstjeneligt lige at minde om et par af detaljerne i, hvad Rosenkrantz-Theil faktisk gjorde og sagde, inden Enhedslisten i sin tid hurtigt lagde låg på malingsagen.  Så hermed–via Spinnesidens samling af kilder (samlet af Mie Femø Nielsen)–lidt uddrag fra dengang for fire år siden, som siger en del både om Rosenkrantz-Theils syn på legitimiteten i at overfalde anderledes tænkende og om hendes mangel på ærlighed og konsistens, og om hvor hendes virkelige sympatier lå, før Enhedslisten bankede hende på plads:

Jyllands-Posten 19. marts 2003: “Det 26-årige medlem af Folketinget for Enhedslisten, Pernille Rosenkrantz-Theil, er parat til at tage et moralsk medansvar for overfaldet på Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller. Hun vil ikke beklage, at overfaldsmændene kom ind på Christiansborg som hendes gæster. Hun afviser dog, at hun kendte til aktionen på forhånd, og oplyser, at hun ikke var til stede, da gerningsmændene blev lukket ind på Christiansborg.

»Havde jeg vidst, at de ville hælde maling ud over Fogh, ville jeg formodentlig have lukket dem ind alligevel. Men jeg ville da gerne have vidst, hvad de ville,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun har tidligere selv udført aktioner i Folketinget – før hun blev valgt. Hun har kastet høns ned i Folketingssalen. »Det kunne ligeså godt have været mig selv, som havde kastet malingen.«”

Berlingske Tidende 19. marts 2003: “Nok så væsentligt bar den ene af dem et gæstekort, som afslørede, at han angiveligt var inviteret af Enhedslistens folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil, som selv er medlem af Globale Rødder. Hun benægtede senere, at hun skulle have inviteret sine holdningsfæller, men hun indrømmede dog, at hendes sekretær havde sagt god for de to besøgende hos Folketingets vagt, og at denne sekretær efterfølgende havde ladet dem vandre rundt på Christiansborg uden opsigt, hvilket er i strid med stedets sikkerhedsregler. …

Men anerkender du det som en demokratisk mulighed, at et flertal i Folketinget kan beslutte at Danmark skal deltage i en krig? »Jamen altså, det er jo en realitet, og det er det, der er sket.« Er det så i orden at kaste med maling mod flertallets repræsentanter, når der er blevet truffet en beslutning, der går imod det, som man selv står for? »Jeg synes ikke, at det er i orden at gå i krig. Uanset om man har 90 pct. af befolkningens opbakning til at gå i krig, så mener jeg ikke, at det er i orden. …«

Synes du, at Folketinget er det rette sted at demonstrere på den her måde? »Jeg har selv kastet med høns inde i folketingssalen, fordi vi var meget kritiske overfor en beslutning, som man havde taget. Så jeg skal være den sidste til at kritisere den slags.«

Det her var et overgreb mod to personer. »Nu synes jeg lige, at man skal få proportionerne på plads. …«

Det synes du altså er i orden her i Folketinget? »Ja, det synes jeg.«

Ved du, om bagmændene er nogen, som du kender? »Nej, det ved jeg ikke, men det er det da formodentlig.«  …” 

Berlingske Tidende 21. marts 2003: “Folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil fra Enhedslisten indrømmer nu, at hun på dagen, hvor statsministeren og udenrigsministeren blev overhældt med maling af aktivister fra Globale Rødder, mødte og talte med de to gerningsmænd på Christiansborg. Indrømmelsen kommer efter, at et vidne over for politiet har fortalt, at han så de tre sammen før aktionen, og før Pernille Rosenkrantz-Theil udtalte sin betingelsesløse støtte til malingoverfaldet.

Rosenkrantz-Theil fastholder dog, at hun ikke på forhånd kendte noget til aktionen, og at hun, trods mødet med gerningsmændene, ikke vidste, at de var kommet ind på Christiansborg under dække af at være hendes gæster. Mødet opstod ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil tilfældigt, da hun forlod folketingssalen for at hente en ordførertale på sit kontor. På vejen hilste hun på Lars Grenaa, som senere overhældte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) med maling. Ham kendte hun fra sin tid i en elevorganisation.

»Jeg hilste på ham og spurgte, hvad han lavede her. Han svarede, at han var inde i Folketinget for at få nogle oplysninger. Derefter gik han videre,« siger Rosenkrantz-Theil. …

Var det ikke mere dig, end det var malingkasterne, der skadede både Enhedslisten og dig selv ved at udtale støtte til aktionen?

»Altså, jeg udtaler mig ikke mere
overhovedet om de ting fra
i tirsdags,« slutter Pernille Rosenkrantz-Theil.”

Vejle Amts Folkeblad 20. marts 2003: “Enhedslistens folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil har fået hug i sin folketingsgruppe for sine udtalelser om malingsattentatet tirsdag på statsminster Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsmininister Per Stig Møller (K), som den 26-årige tidligere græsrodsaktivist lovpriste som en symbolaktion, som hun sagtens selv kunne have fundet på at lave. Det fremgår af en pressemeddelelse fra folketingsgruppen. Der står, at Enhedslistens folketingsgruppe tager afstand fra oversprøjningen af statsministeren og de udtalelser, som Pernille Rosenkrantz-Theil fremsatte udmiddelbart efter aktionen. …

Men om Rosenkrantz-Theil nu pludseligt mener noget andet, må pressen spørge Rosenkrantz-Theil om, siger Line Barfod. Og hertil svarer den ellers så åbenmundede Rosenkrantz-Theil selv:

– Jeg har ikke mere at tilføje. Jeg har sagt rigeligt. Og Line Barfod er ordfører i denne sag, siger hun til Ritzau.

Spurgt, om hun så fortryder sine udtalelser, gentager Rosenkrantz-Theil:

– Jeg har ikke mere at tilføje. Jeg har sagt rigeligt. Og Line Barfod er ordfører i denne sag.

Spurgt igen, om hun har tænkt sig at give statsministeren og udenrigsministeren en undskyldning for sin blåstempling af attentatet, siger Rosenkrantz-Theil:

– Jeg har ikke mere at tilføje. Jeg har sagt rigeligt.”

BT 21. marts 2003: “Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil er godt sur. Ikke kun over, at hun ikke længere må udtrykke sympati for ‘symbolaktionen’, da to aktivister fra Globale Rødder forleden hældte rød maling på Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller.

Det er slemt nok i sig selv. I går blev surheden vendt til flammende vrede, da det gik op for hende, at den ene af de to aktivister, Lars Grenaa, 23, muligvis stod bag et komplot, der kan lægge hendes politiske karriere i ruiner. Det er i hvertfald hendes egen opfattelse. …

Pernille Rosenkrantz-Theil valgte i går at lægge kortene på bordet og indrømme, at hun faktisk talte med den 23-årige Lars Grenaa i Folketinget før aktionen. Hun afviser dog fortsat, at hun på nogen måde stod i ledtog med aktivisterne eller kendte til deres attentatplan. Mødet fandt sted klokken 13.15 foran folketingssalen. Det var fem minutter efter, at de to aktivister havde sagt farvel til hendes sekretær og i strid med Folketingets sikkerhedsregler fik lov at bevæge sig frit ud i huset.

»Jeg var på vej tilbage til kontoret for at hente min ordførertale, da jeg så Lars Grenaa. Jeg spurgte ham hvad han skulle, og han svarede, at han skulle ind og tjekke nogle ting. Så smutter jeg videre,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Lars Grenaa og den 22-årige Rune Eltard-Jørgensen bar et skilt med påskriften ‘gæster til Pernille Rosenkrantz-Theil’. Det bemærkede hun dog ikke, siger hun. »De havde alle muligheder i verden for at spørge mig, om jeg ville lægge ryg til aktionen. Eller i det mindste fortælle mig, at de ville lave en aktion i mit navn. Det gør de ikke. De hilser bare, og det er jeg ikke specielt lykkelig over,« siger hun. Hvordan det hænger sammen med, at hun siden udtrykker sin støtte til overfaldet og siger, at hun selv kunne have fundet på det, ønsker hun ikke at uddybe.

»Det vil jeg ikke svare på,« siger hun og henviser til Enhedslistens udtalelse, der tager afstand fra aktionen. Hendes udlægning støttes til dels af Claus Pedersen, som er talsmand for Globale Rødder. »Jeg er ked af, at hun fik problemer. Det vil jeg gerne sige undskyld for. Men det er en personlig undskyldning til hende alene. Den gælder ikke resten af folketingsgruppen. Den måde de har banket hende på plads på er rent meningstyranni,« siger han.

Jyllands-Posten 26. januar 2005: “Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil nægter, som det eneste medlem af Folketinget, at fordømme to aktivisters angreb med rød maling på statsminister Anders Fogh Rasmussen. Pernille Rosenkrantz- Theil udtaler, at hun selv kunne have udført aktionen, hvis ikke hun var folketingsmedlem. Det udløser en storm af protester mod den unge venstrefløjspolitiker, der, allerede før hun kom i Folketinget, gjorde sig bemærket ved at lukke en flok levende høns ud i folketingssalen.

Hvordan har du det med udtalelsen, når du ser tilbage på forløbet i dag? Jeg siger altid min ærlige mening, og det giver indimellem øretæver.”

Med andre ord: Som kommunikationsforskeren Mie Femø Nielsen skrev for to år siden på Spinnesiden, er hele sagen et godt eksempel på, hvordan Enhedslistens ledelse lukkede og “spandt” sagen.  I dag er der stort set ingen, der vil give anden vinkel på dén end, at der var nogle som misbrugte en andens navn.  Ingen synes tilsyneladende villige til at rejse så simpelt et spørgsmål som, om Pernille Rosenkrantz-Theil overhovedet ikke vidste, hvem hendes sekretær arrangerede møder med i hendes navn?  Var sekretæren blevet snydt, medskyldig eller noget helt tredje?  Jeg har ihvertfald mine anelser, når alle de små ting ses i den større sammenhæng.

Er det en sag, der er værd at bruge kræfter på at bringe op igen? Tja, det er der vel delte meninger om, men i en tid hvor store dele af venstrefløjen næsten dagligt mere eller mindre aktivt støtter (eller ihvertfald forsvarer) venstreekstremisters politiske brug af vold, er den ihvertfald for vigtig til at lade gå helt i glemmebogen.

Bryd tavsheden

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. marts 2007. 9 svar

En af vore trofaste læsere har gjort os opmærksom på et arrangement, hun selv har deltaget i organiseringen af, og som måske kan fortjene en bredere opmærksomhed, end emnet ellers får: Nemlig kampagnen "Bryd Tavsheden" om den ignorerede krig i Tjetjenien og de helt uhyggelige ting, der foregår dér–stort set upåagtede af omverdenen, desuagtet at de i grusomhed og omfang får meget dystre historiske perspektiver frem.  Netop i dag begynder i den forbindelse i København en filmfestival med samme titel.  Jeg har set kampagnens fotoudstilling i katalogform, og det er simpelthen hjertegribende.

P.S. In an unrelated story …  Ruslands præsident Vladimir Putin er begyndt at skrive om fred og frihed i britiske The Guardian–eller ihvertfald har de trykt en tale, hvori han bl.a. siger, at "The universal, indivisible character of security can be expressed as the basic principle that "security for one is security for all". As Franklin D Roosevelt said at the onset of the second world war: "When peace has been broken anywhere, the peace of all countries is in danger."."  I stedet skal man opføre sig i overensstemmelse med de "uncontested" principper om "openness, transparency and predictability".  Host, host … Det har afstedkommet nogle farverige indlæg på avisens blog, bl.a. dette fra en læser:

"Anna Politkovskaya, Igor Domnikov, Sergey Novikov, Iskandar Khatloni, Sergey Ivanov, Adam Tepsurgayev, Eduard Markevich, Natalya Skryl, Valery Ivanov, Dmitry Shvets, Paul Klebnikov, Magomedzagid Varisov, and Alexander Litvinenko could not be reached for comment."

Social darwinisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. marts 2007. 11 svar

Berlingske Tidende beretter fra torsdagens flyvende fogedforretning:

Demonstrant fik sprængt hånd
En demonstrant i optøjerne i København fik ved 21.30-tiden torsdag sin hånd sprængt af i Prinsessegade. …
Demonstranten kom til skade, da han tilsyneladende ikke nåede at slippe et kanonslag. Han blev straks taget under behandling af ambulancefolk på stedet.

Ugens citat: Metz om frihed (igen)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. februar 2007. 3 svar

Så er Informations aldrende redacteur, Georg Metz, igen på banen med indsigtsfulde udtalelser om CEPOS og frihed:

“CEPOS og andre helligt overbeviste om den personlige friheds nær absolutte karakter og dyrkelse af individet som mål i sig selv er noget fis.”

Det er godt, at der er nogen, der holder fanen og tonen højt–og samtidigt bliver klogere.  Sidst Metz udtalte sig om emnet, sagde han, at det var lige så uforståeligt som albansk.  Nu må han have forstået det så meget, at han dog kan sige, at det er “noget fis”.  Man bliver tilsyneladende klogere med tiden.

Punditokraterne på P1

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. februar 2007. 14 svar

Til dem, der måtte have misset det, så var vores redaktør i går i P1’s nye program “Kaffeklubben”, hvor han skulle fremlægge og forsvare nogle af sine poster her på bloggen overfor en kreds af politikere.  Det var generelt værd at høre på og kan gøres her.

At være i femte kolonne

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 17. februar 2007. 11 svar

I princippet hylder jeg som en personlig målsætning meget sådan noget som "et åbent sind", "en vid horisont", "størst mulig information", o.s.v., o.s.v., men jeg har dog alligevel altid sat grænsen ved, at jeg nægter at betale for dagbladet Politiken.  Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at betale for en avis, der på hver anden side i de mest arrogante formuleringer, men ofte på fejlagtigt grundlag, belærer mig om, at alt jeg mener er ondt.

Derfor er det jo en helt særlig ærgelse at måtte erkende dette: Der er–mellem alt det andet–faktisk ganske mange, rigtigt gode og spændende artikler i dén avis.  Pokkers også. 

Og hvordan ved jeg så det?  Jo, jeg sniger mig fra tid til anden–som en femte-kolonne kulturkamps-kriger–til at læse avisen–sådan lidt i smug–hos svigerfamilien, som altså tilsyneladende gør lidt mere ud at stå fast på det dér med den åbne horisont, o.s.v.  Men dertil er der altså også sket det, at avisen af en eller anden mærkelig årsag bliver leveret gratis til os i weekenderne.  Jeg ved ikke hvorfor.  Det kan være et efterladenskab fra dengang, hvor jeg selv var tilknyttet Politiken som kommentator men fortalte dem, at jeg nægtede at betale for deres avis.  Det kan være, at der er et avisbud, der tror, at det er en gratisavis.  Det kan være, at det er nogle af mine adskillige bekendte fra Politiken, som mener, at jeg trods alt trænger til at læse den–altså ligesom dem på gaden med "Vagttårnet".  Det kan også være, at den bare bliver afleveret forkert til mig i stedet for til den Tøger-loyale, smålyserøde Frederiksberg-borger, der skulle have modtaget den–og så står der jo nærmest 2-0 i kulturkampen.

Jeg ved det som sagt ikke.  Men i dag er ihvertfald en af de dage, hvor jeg fandt adskillige læsværdige artikler i den unævnelige avis, heriblandt en af journalist Jannich Kofoed, som jeg fra mine optrædender i.f.m. USA-valg husker som en af de bedre DR Radio-korrespondenter i USA.  Den handler om Kofoeds egen fortid som kommunist i 1970erne og 1980erne, om fredskampen og om Jørgen Dragsdahl, og hvis bare halvdelen er korrekt gengivet, er den den ondelyneme mig et godt vidnesbyrd om, hvad jeg altid havde på fornemmelsen dengang–om dobbeltmoral, hykleri og manipulation, om militant fanatisme pakket ind som humanisme.  Læs selv "Fredsflæberne – og de rigtig farlige", men her er et længere pluk:

"Freds- og solidaritetsarbejdet, eller 'Fre-So', som vi kaldte det, lagde beslag på mange gode kræfter. Purunge pædagogpiger med røde kinder kastede sig forpustet ud i opgaven at få erklæret deres seminarier og børnehaver og boligforeninger for atomvåbenfri zoner.

Raske ungersvende med bæltespænder fra Den Røde Armé fik deres fagforeninger til at tilslutte sig 'Østersøen som Fredens Hav' eller 'Norden som Atomvåbenfri Zone'.

I 80'erne gjaldt det for os kommunister at bekæmpe NATO's beslutning om at opstille sine raketter som modvægt til Sovjets arsenal af SS 20-raketter.

Fredskomiteer skød op overalt. Ikke nødvendigvis med kommunister i spidsen, ja helst ikke med kommunister i spidsen; for i tråd med 'enhedsarbejdet', 'det brede massearbejde', 'den anti-monopolistiske strategi' og 'enhedsfronten', og hvad russerne og Ib Nørlund ellers kogte sammen i teorismedjen i Moskva, så blev det tilstræbt at have en partiløs, men loyal figur i spidsen, én, der kunne styres. At få dem indlemmet i partiet med tiden var en mulig sidegevinst, men ingen forudsætning. …

[Vi] anså det for absolut vigtigt, at Sovjetunionen blev styrket derved, at den imperialistiske lejr blev svækket.

Vi havde jo for længst taget det standpunkt, at der fandtes onde raketter og gode raketter. Deres og vores. Og vores befandt sig på den anden side, i hænderne på de gode kræfter, altså Bresjnev, Andropov og Tjernenko. Og vi var fortroppen på denne side, »die Vorhut der Roten Armee«, som det lød i den røde gadeslagsmålssang 'Roter Wedding'.

Kors, hvor vi morede os i mere lukkede kredse. Mens vi sang hyldestsange til Stalin og Ernst Thälmann og indtog hektoliter indsamlingsøl, vodka og cubansk rom, slog vi os på lårene af grin over, at det lykkedes at få tusinder af voksne mennesker til at møde op foran Christiansborg og hoppe ret op og ned, mens de i kor råbte 'Hoppe-hoppe-hop! Atomraketter stop!', eller få dem til at erklære alt fra fødestuer til hundetoiletter for atomvåbenfrie zoner. På universiteterne blev fred et fag og genstand for forskning. Enhver københavnsk fagforening med respekt for sig selv havde et fredsudvalg.

Og kultureliten? Kunstens og åndens arbejdere? Ja, det var næsten for godt til at være sandt: Skuespillere, kunstmalere, pottemagere, forfattere og musikere – de reciterede Brecht og Pablo Neruda, modellerede fredsduer, tegnede karikaturer af Reagan og Solsjenitsyn, latterliggjorde Sakharov og komponerede fredshymner. I de kredse var der ikke et øje tørt, når Carl Scharnberg på vaklende versefødder læste højt af sine digte, der oftest handlede om, hvor mange vuggestuer der gik på et Pershing-missil.

»Fredsflæberne«, kaldte vi dem. De var nyttige idioter, vi absolut ikke havde tænkt os at give så meget som et hjørne af magten – højst et reservat i fremtidens arbejder- og bondeparadis.

Jørgen Dragsdahl blev ikke regnet for en nyttig idiot. Men som absolut nyttig. Vi var målløse over at få leveret så megen prosovjetisk og antiamerikansk ammunition, som jo fik langt mere sprængkraft, når den blev affyret i Information end i Land og Folk.

Privat tog vi let på sandhedsværdien i det propagandamateriale, Moskva forsynede os med. Dets overbevisningskraft var da også begrænset. Men fra Dagbladet Information kunne vi citere syrede sammensværgelsesteorier fra manikere og fantaster fra den amerikanske venstrefløj, som Jørgen Dragsdahl viderekolporterede i den gamle modstandsavis. Og dét var nyttigt. …

Det var dengang, Socialdemokratiet under Anker Jørgensen og Svend Auken gik helt fra snøvsen i sin modstand mod USA. Fotografiet af Kjeld Olesen, Poul Nielson og Lasse Budtz på tiggergang til Moskva i oktober 1984 for at fedte for russerne og fable om Norden som atomvåbenfri zone må være sindbilledet på det årtis moralske lavpunkt.

Og selv om Sovjet knagede i fugerne under Reagans pres, fortsatte Jørgen Dragsdahl med at levere varen. Som propagandist og leverandør af argumenter fik han en status og en indflydelse, som ingen kommunist kunne have fået.

Hvis jeg i dag kunne stå inde for, hvad jeg dengang stod for, ville jeg være Jørgen Dragsdahl dybt taknemlig. Men i dag kan jeg se, at der var en halv milliard mennesker, som fik en elendig og uværdig tilværelse forlænget på grund af ham. Måske kun nogle timer. Eller bare minutter. Men for magthaverne i Moskva og os herhjemme, der havde knyttet os til diktaturet – for os var Jørgen Dragsdahls hjælp guld værd. Den var næsten ubetalelig."

Må (sammenhængs-)kraften være med dig

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 13. februar 2007. 11 svar

Hermed lidt genbrug af min lørdags-klumme fra Berlingske Tidende forleden:

Debat: Kommentar: Den autoritære »sammenhængskraft«

Berlingske Tidende 10.  februar  2007, 2 sektion, magasin, side 23

VARM LUFT. Alle taler om sammenhængskraft, men hvad er det?

Af Peter Kurrild-Klitgaard. Professor, ph.d.

»Sammenhængskraft« må vist tage prisen som det for tiden mest populære begreb i dansk politik. Alle taler om det, og alle – fra Venstre over Dansk Folkeparti til den yderste venstrefløj – synes at mene, at det er noget positivt. Men alle lægger vist også noget forskelligt i det, og ingen eller få synes at have øjnene åbne for, hvor autoritært begrebet kan anvendes. Eller også er det måske lige netop derfor, det er så populært?

FOR DET ER det. Søger man i avisdatabasen Infomedia, kan man se, at udtrykket er brugt ca. 2.800 gange i danske aviser siden begyndelsen af 1990erne – men af disse referencer er de 2.400 siden fra 2001 og frem. Hvor det i 1990erne mest var venstrefløjen, der brugte det, er det nu stort set alle politiske observanser, og statsminister Anders Fogh Rasmussen har sågar gjort det til et ofte omtalt begreb i den »skandi-liberalisme«, som det Nye Venstre har erklæret for sit nye udgangspunkt. Så alle taler om det, men samtidigt er det som om, at alle mener noget forskelligt med det.
Blandt nogle – især blandt nogle samfundsforskere og enkelte liberale – synes »sammenhængskraft« at blive brugt som synonym med det, økonomer kalder »social kapital«, og som bl.a. omfatter de positive normer og den gensidige tillid, man kan finde i et samfund. Her ser man dog som regel fænomenet som værende noget, der opstår ud af menneskers frivillige interaktion, og ikke noget der bliver skabt eller påført »fra oven«.

Men det er sjældent dén udlægning, man finder blandt danske politikere. Hos nogle konservative – i og udenfor Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti – forekommer ordet som en fællesnævner for et sæt af fælles værdier i et samfund. For dem er »sammenhængskraft« noget, der bliver forstyrret, når mennesker ikke længere udfylder de roller eller har de værdier, som andre mener, de bør have. Når den sociale mobilitet eller menneskelig migration pludselig er så stor, at den skaber kultur- og værdiforskelle, der i en eller anden forstand er for store.

PÅ VENSTREFLØJEN ER »sammenhængskraft« også lig med fraværet på forskelle, men her er forskellene materielle. Så hvis der er sociale forskelle mellem borgerne i et samfund, går det angiveligt ud over »sammenhængskraften«. På den måde er begrebet stort set identisk med socialisme og dermed nærmest en slags politisk udgave af Janteloven.

Det eneste, som i virkeligheden synes at være fælles for stort set alle, som anvender »sammenhængskraft« i den politiske debat, er, at de opfatter det som et begreb, der kan relateres til stort set ethvert politisk emne, og som trumfer stort set alle andre hensyn. Ét emne, som til gengæld aldrig rejses, er, hvor grænserne går for, hvad der kan retfærdiggøres med henvisning til »sammenhængskraften«.

MAN MÅ SPØRGE sig selv, om det er særligt sundt for en samfundsdebat, at et begreb, der tilsyneladende er så slattent og vattet, at alle kan lægge alt i det, gøres til en næsten uanfægtelig helligdom. Menneskehedens historie er fuld af eksempler på ideologier, der med udgangspunkt i en upræcis abstraktion forsøger at indrette virkeligheden i detaljer, uanset omkostningerne for menneskenes liv, frihed og lykke. Fascister og nationalsocialister har gjort det med »folket«, »nationen« og »racen«. Kommunister og socialister af forskellig observans brugte og misbrugte også »folket«, når de ikke lige talte om »klassen«. Gennem tiderne har flere religioner retfærdiggjort enhver tænkelig handling med henvisning til deres helligdomme, på samme måde som f.eks. islamister gør det i dag. Fællesnævneren har hver gang været, at individer må ofres til fordel for en eller anden uhåndgribelig abstraktion.

DETTE ER IKKE sagt for at underkende, at »sammenhængskraft« potentielt kan være noget vigtigt og værdifuldt – både hvis man vil forstå, hvordan samfundet er indrettet, og hvis man eventuelt vil sige noget om, hvordan det burde være indrettet.

Hvis man med begrebet mener at beskrive et samfund, hvor der ikke er så store modsætninger mellem borgerne, at de giver sig udslag i decideret borgerkrig, og hvor disse omvendt kan fungere smidigt og fleksibelt sammen, så giver det god mening. Men der er meget langt derfra og til de forskelle eller modsætninger, som de som prædiker »sammenhængskraft«, synes at lægge i begrebet. Talrige samfund med væsentligt større forskelle end dem, der kendetegner Danmark, har klaret sig betragteligt bedre i meget længere tid.

For nærværende er »sammenhængskraft« et begreb, der er så svævende, at det kan betyde alt for alle – og når det er tilfældet, så er der god grund til at være mere end almindeligt skeptisk overfor dem, der bruger det konstant.

Ti nu stille, Connie!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. februar 2007. 18 svar

Jeg ved ikke, hvad det er, der er galt med såkaldte kulturpersonligheder, men der synes at være to ting, som altid gør sig gældende.  For det første, at de er overvældende meget mere til venstre i det politiske billede end befolkningen som helhed.  For det andet at de føler, at deres samtidige status som kändisser og skuespillere/musikere/forfattere/instruktører/whatever giver dem en helt særlig unik rolle at spille med hensyn til at udbrede deres politiske ræsonnementer til de mere anonyme, folkelige masser.

At de er i deres fulde ret til dét (ytringsfrihed, o.s.v.), vil jeg ikke anfægte et øjeblik–og jeg har jo heldigvis generelt min tegnebog til at vælge anderledes med (med mindre der er tale om DR, statssubsidierede teatre og film, o.s.v.), min fjernbetjening, o.s.v.  Og et eller andet sted kan man måske endog også godt forstå, at de benytter lejligheden til at kæmpe for, hvad de (lidt misforstået) mener, er den gode sag.  Men dét, jeg har et problem med, er, at det som regel er i form af så ualmindeligt ubegavede udsagn, at det nærmest er fornærmende.  “Krig er noget lort” (Sanne Salomonsen), “Bush er dum” (Trier), “Sagen om Muhammed-tegningerne var en højreorienteret sammensværgelse” (Erik Clausen), o.s.v., o.s.v.

Så her er noget, Punditokraternes læsere kan hjælpe med at svare på: Hvorfor er så mange kulturpersonligheder så venstreorienterede?  Og samtidigt så fornærmende banale og/eller barnlige i deres udsagn?  Går kulturlivet hånd-i-hånd med at være venstreorienteret?  Er det den offentlige støtte på området, der er skurken?  Er det medierne?  Og virker kulturverdenen ekstra meget mere venstreorienteret, fordi dissidenterne holder lav profil?

Og så kommer vi til den konkrete årsag til denne post og dens rubrik: Dejlige, smukke, talentfulde Connie Nielsen, som denne punditokrat synes så ganske aldeles godt om (og som han i knap et år delte en bagerbutik på Hudson Street i New York’s West Village med–altså som kunde).  Men så samler man på et SAS-fly det seneste nummer af Scanorama op og læser i et portræt-interview disse guldkorn:

“She feels deeply rooted to Denmark and sympathizes with the inherent Social Democrat values prominent in the country she left in the 1980s.  An indelible image that’s stayed in her mind through the years is that of former Social Democrat prime minister Anker Jørgensen, who rode his bike to Parliament every day.  It’s an image that helps keep her feet on common ground.”

Oh man …

“You can take the girl out of Denmark, but you can’t take Denmark out of the girl. “I take pleasure in clinging to normality; maybe that’s the Dane in me,” Nielsen says, tucking those long legs–the ones that made guys drool in the ‘The Devil’s Advocate’–under her and lighting her first cigarette of the day. “I guess, it’s this very democratic thing I have engrained in me, sort of a socialist idea that I’m no different from anyone else and I want to remain that way.”

Please, stop, stop …!

PS. Der er naturligvis enkelte undtagelser fra venstreorienteringen af det danske kulturliv–jeg havde f.eks. i sidste uge lejlighed til at spise frokost med en rigtig god undtagelse fra reglen, som jeg ved også er en læser af denne blog, så you-know-who: undskyld for generaliseringen … 😉

Stigler om store økonomer–og Friedman om alt muligt

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. februar 2007. Skriv et svar

Jeg faldt forleden over dette morsomme citat af den ganske vittige (og høje!)Nobelprisvindende Chicago-økonom Georg J. Stigler, og et tilhørende doktoreret billede, lavet på initiativ af Mark Skousen:

"All great economists are tall. There are two exceptions: John Kenneth Galbraith and Milton Friedman."

Det er (omkring Friedman) Galbraith indsat til højre og Stigler selv til venstre …

Samme Mark Skousen har iøvrigt samlet en stak af de bedre Friedman-citater, som kommer her:

"Competition is a tough weed, but freedom is a rare and delicate flower." — (med Georg J. Stigler)

"If a tax cut increases government revenues, you haven't cut taxes enough."

"I favor tax reductions under any circumstances, for any excuse, for any reason, at any time."

"A society that puts equality ahead of freedom will end up with neither equality or freedom."

"Nothing is so permanent as a temporary government program."

"Inflation is taxation without legislation."

"The economy and the stock market are two different things."

"If government is to exercise power, better in the county than in the state, better in the state than in Washington."

"The great advances of civilization, whether in architecture or painting, in science or in literature, in industry or agriculture, have never come from centralized government."

"The minimum wage law is one of the most, if not the most, anti-black laws on the statute books."

"Nobody spends somebody else's money as carefully as he spends his own."

"The government solution to a problem is usually as bad as the problem."

E-mail fra Milton Friedman

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. januar 2007. 2 svar

I sidste uge kunne man i Wall Street Journal læse noget så forunderligt som en relativt ny e-mail fra den nysafdøde Nobelprisvinder i økonomi, Milton Friedman (1912-2006) (omfangsrigt omtalt her på stedet, både her og her).  Konkret drejede det sig om et e-mail interview i forbindelse med en artikel i avisen sidste sommer.  Interviewet var som altid interessant, og der er nok et svar eller to, der vil kunne få stort set enhver til at blive overrasket mindst én gang.  Her er et længere uddrag:

Are you still a strong supporter of flexible exchange rates, even for developing countries?

Friedman: Yes. Economic forces affecting different countries are not always the same. The right exchange rate for a country in general may be one thing one time and another thing another time. A country that pegs the exchange rate is essentially committing itself to adopt the economic policies of the country whose currency it is pegged to. If it does that by pegging the exchange rate, it will always be under pressure as circumstances change to take advantage of the pegged exchange rate when they can and get into a position which is untenable.

The case of Argentina is the most dramatic and clearest case about that. Either a country should explicitly become part of the economic system of another country, as it could by dollarizing its currency as Panama has done, or else it seems to me it is best off by allowing the market to determine the value of its currency and in that way adjust to changes in the relative economic pressures on different countries. But flexible exchange rates are not a panacea for all evils. Governments can follow bad economic policies with either flexible or fixed exchange rates.

…

Do tax cuts pay for themselves?

Friedman: Occasionally. But revenue loss is almost always less than static prediction.

Do you have any favorite candidates for president in 2008?

Friedman: No.

Is inflation-targeting the right medicine for monetary policy? If so, how would you do it?

Friedman: It is a good medicine with the present institutions. And recent experience suggests that it is doable. Targeting central banks have been able to hit their targets. Basic way to do it is to keep quantity of money growing at a rate equal to target plus trend rate of real growth. Full discussion beyond the scope of email.

What is the biggest risk to the world economy: America's deficits? Energy insecurity? Environment? Terrorism? None of the above?

Friedman: Islamofascism, with terrorism as its weapon.

What are your thoughts on the low U.S. savings rate?

Friedman: The right saving rate is whatever satisfies the tastes and preferences of the public in a free and unbiased capital market. Market can adjust to any rate. This is a very complicated question. Present estimates probably understate actual savings because of treatment of capital gains. In any event, the present situation does not raise any problems for the economy.

India–how do you assess its prospects?

Friedman: Fifty years ago, as a consultant to the Indian minister of finance, I wrote a memo in which I said that India had a great potential but was stagnating because of collectivist economic policies. India has finally started to disband those collectivist policies and is reaping its reward. If they can continue dismantling the collectivist policies, their prospects are very bright.

Any thoughts on a China versus India comparison?

Friedman: Yes. Note the contrast. China has maintained political and human collectivism while gradually freeing the economic market. This has so far been very successful but is heading for a clash, since economic freedom and political collectivism are not compatible. India maintained political democracy while running a collectivist economy. It is now unwinding the latter, which will strengthen freedom of all kinds, so in that respect it is in a better position than China.

Så se dog noget "Bullshit!"

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. januar 2007. 5 svar

Det er sjældent, man bliver positivt overrasket over, hvad man kan finde på 3+'s TV-programflade–eller for den sags skyld på de fleste andre danske TV-kanalers.  To aftener i denne uge har jeg dog været positivt overrasket–og ganske klækkeligt underholdt, nemlig af de amerikanske tryllekunstnere "Penn & Teller" og deres Emmy-nominerede TV-serie "Bullshit!", som nu kører på 5. sæson i USA.  Egentlig er jeg ikke meget for tryllekunstnere, specielt ikke dem af David Copperfield-typen (omend man da må anerkende mandens magiske evner for tilsyneladende i længere tid at have borttryllet Claudia Schiffers smag og dømmekraft).  Men den store storsnakkende Penn & den lille (bogstaveligt) intetsigende Teller er også noget ganske andet, og dem har jeg syntes godt om siden begyndelsen af 1990erne: Dels er de ret sjove, og dels er de undertiden ufatteligt politisk ukorrekte. 

Det skal jeg vende tilbage til nedenfor, men her foreløbig blot lidt reklame for serien, som altså ikke har så meget at gøre med tryllekunstnere, som den har med … bullshit.  Den handler i al sin enkelhed om–gerne med et godt grin–at afsløre, når folk lader som om de er seriøse, men det de præsenterer er noget skidt.  Så de første par aftener (to afsnit pr. aften) har nogle af mine yndlingsaverisoner fået med grovfilen: clairvoyante; miljø-dommedagsprofeter og Greenpeaceniks, som tror på menneskeskabt global opvarmning; alternativ medicin & alternativ behandling, o.s.v., o.s.v.  Til gengæld har "the good guys" været bl.a. folk fra Cato Institute og Bjørn Lomborg.  Andre afsnit, som ikke har været vist endnu, omhandler bl.a. konspirationsteorier, våbenlovgivning, recykling, passiv rygning o.l.  (Afsnit sendes og genudsendes på 3+: 28/1 22:00, 28/1 22:40, 29/1 23:20, 4/2 22:05, 5/2 23:25.)

Kan man ane en politisk linie?  Måske–og så kommer vi til, at Penn Jillette selv (i lighed med P.J. O'Rourke) er H.L. Mencken Fellow ved … Cato Institute–og ganske libertær i sine udmeldinger:

"Well, I'm a real total-freedom nut, a libertarian, and I'm one of those crazy optimists. Let people do what they want and everything will be okay." (interview, Boston Phoenix, July 2-8, 2004)

"I'm a hardcore libertarian. I want everything legal." (FilmForce.IGN.com website, October 13, 2003.)

"[I am] a Libertarian, pro-freedom, governs-least-governs-best, free market advocate." (Regulation magazine, Summer 2001.)

"We talk an awful lot about whether you have to stop at libertarianism or go on to anarchocapitalism." (Slate.com, February 4, 2006)

Jillette har også taget den såkaldte World's Smallest Political Quiz, hvor han scorede 100 ud af 100. "That was easy", sagde han efterfølgende.

Teller–som aldrig siger et ord i deres trylleshows eller TV-programmer–har været lidt mere fåmælt om politik, men under en online chat på WashingtonPost.com blev han spurgt om, hvem han ville stemme på i 2000, og han svarede:

"I am Libertarian. Democrats and Republicans, well, it's kind of like a 'magician's choice' — two identical incumbent organizations pretending to be different so that we will vote the same old mob back into power. I think our only hope is to support intelligent third-party candidates." (December 29, 2000.)

Penn & Teller er særligt optagede af ytringsfrihed.  Her er, hvad Penn for et årti siden sagde til Reason Magazine om Beavis & Butthead, vold og kunstnerisk ytringsfrihed:

Reason: How do you feel about the Beavis and Butt-head controversy?

Penn: Complete and utter insanity. There's no issue you can find that I could be further on one side of. The fact that Beavis and Butthead–cartoon characters!–are being blamed for things in the real world seems so close to insanity that I can't imagine believing it. There are two ways that I can see to argue this issue of the link between real violence and TV violence. One is to show that there's no [causal link] between the amount of violence someone watches and how they act in the real world. There just isn't. That's one way to go: [Researchers] didn't find anything, so shut up.

The other way to go is to just talk about the moral issue. To paraphrase Benjamin Franklin, those who sacrifice liberty for safety deserve neither. That' s all you need on this issue. The thing I said in The New York Times, which I probably shouldn't have said, since it probably weakens our side, is that, if in a country of 260 million people, all the art that we have done completely freely does end up killing four people a year, that's OK. That's an argument you're not supposed to make because it goes against the weird zero-risk society that we're supposed to be going towards. Even if it would turn out that three people who were predisposed to violence–not just inspired by the stuff, but motivated– committed a crime, that's OK.

One of the problems is that people confuse inspiration with motivation. If I'm the kind of person who's going to kill somebody, whether I do it Taxi Driver style, Beavis and Butt-head style, or Bible style is my decision. As far as I'm concerned, none of those artistic things enter into it at all. If I'm going to [kill] you, I don't care very much whether I light you on fire and say, "Heh, heh, cool," or say, "Suck on this," and shoot you in the stomach.

No one has an idea really of where we should draw the line. What about the Bible? Every nut who kills people has a Bible lying around. If you're looking for violent rape imagery, the Bible's right there in your hotel room. If you just want to look up ways to screw people up, there it is, and you're justified because God told you to. You have Shakespeare and you have Sophocles–what are we going to do, lose Oedipus Rex if someone pokes an eye out?"

Til den kritiske forbruger

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. januar 2007. 7 svar

Man skal ikke altid skælde ud på Frank Aaen og Enhedslisten–bare fordi det er så let …  Nu og da, omend ganske sjældent, gør de noget, der er til fordel for borgernes generelle velfærd.  F.eks. har vi lige set, at de har lavet et website med titlen Kend din vare, hvor de lister produkter fra alle de virksomheder, som ikke betaler så megen skat i Danmark, som Aaen & Co. mener, de burde.  (Hov, det kan vist ikke være sandt–det må være "… nogle af de virksomheder …", da vi må antage, at man som ægte Marxist-Leninist egentlig mener, at alle privatkapitalistiske virksomheders fulde profit skal eksproprieres til "fordel for fællesskabet".)  Listen omfatter:

Jeg tror, at det er ment som et forslag til, at man skal bruge listen til at informere sig om, hvilke varer man ikke skal købe, men listen kunne jo selvfølgelig også bruges til noget ganske andet …  Den opfordring er så givet videre herfra–shop 'till you drop!  Eneste omkostning er så, at man bliver nødt til at lytte til et video-indslag med Frankie "the Enforcer" Aaen, men man kan jo altid slå lyden fra.

The Axis of … Latino-Leninismo

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. januar 2007. 3 svar

Vi plejer ikke her på stedet at gøre meget ud af fotoreportager, men denne uges farverige indstættelse af Perus nye præsident byder dog på muligheden for at gengive billeder af, hvad der desværre må anses for mere end blot Latinamerikas ideologiske svar på Rip, Rap & Rup–de tre born-again socialister Chavez (Venezuela), Morales (Bolivia) og Correa (Peru)–samt deres naturlige allierede, Irans præsident Mahmoud Armageddon-out-of-here.   Det eneste, der vist rigtigt forener de fire, er deres kærlighed til en stor statsmagt, afsky for Vesten (og i særdeleshed USA) og manglende respekt for privat ejendomsret og andre basale frihedsrettigheder.  Billederne ville næsten være grinagtige, hvis de ikke lige var så umådeligt triste.

Det har Wall Street Journals velskrivende Mary Anastasia O’Grady en dagsaktuel kommentar til–“Making Lenin Proud”–i dagens WSJ:

“The way to crush the bourgeoisie is to grind them between the millstones of taxation and inflation.”

— Vladimir Lenin

Mexican historian and author Enrique Krauze has written that he believes that the “last Marxist in history [will] die at a Latin American university.” At a minimum, Mr. Krauze seems to have gotten the geography right.

Most of the rest of the world has stuffed communism into the dustbin of history but, as events over the past week remind, Latin America has not. Earlier this month, President Hugo Chávez officially took control of Venezuela’s central bank and declared himself a communist. He then traveled to Ecuador to attend the swearing-in ceremony of his latest and perhaps most promising protégé, Rafael Correa, as that country’s new president. Mr. Correa has lost no time emulating his mentor. … 

In his first week on the job, he has already demonstrated a profound understanding of Lenin’s dictum that power over monetary matters is a revolutionary essential. To that end, he has begun an effort to destroy Ecuador’s dollarization. From there, taxation and inflation will do much of his work for him.

At his inauguration last Monday Mr. Correa put on quite a show. Most extraordinary was his not-so-subtle admission that Mr. Chávez is going to be the power behind the Ecuadorean throne. Most Latin governments guard their independence as a matter of national pride. But Mr. Correa appeared quite happy to let the world know that he will be outsourcing Ecuadorean sovereignty to Venezuela.

Ecuador, the new president declared, is “leaving the night of neoliberalism behind” and the new “Bolivarian” government will pursue “21st-century socialism.” He denounced competition and called for cooperation instead. He held up a sword that Mr. Chávez had given him as a gift and cried, “Look out, look out, Bolívar’s sword is passing through Latin America,” a reference to the Chávez agenda, which calls for South American integration under the thumb of the continent’s largest energy producer. The Venezuelan president was perched behind the new president, eyes narrowed, enthusiastically applauding the performance. Iran’s Mahmoud Ahmadinejad was also an honored guest, sitting next to Bolivian President Evo Morales. …

Rewriting the constitution is so central to his agenda that on inauguration day he decreed a March 18 national referendum on the issue. The only problem is that Mr. Correa hasn’t the power to call a constitutional referendum. Changes to the constitution fall under congress. Since Mr. Correa’s party has no members in the 100-seat chamber and his coalition is shaky, it is not entirely clear that he will be able to push through the constitutional changes he seeks. His socialist revolution via a constitutional coup could be delayed.

Still, that doesn’t leave the aspiring authoritarian without options. He has Lenin’s millstones to fall back on, if only he can resurrect a local currency. This explains the assault on dollarization now under way.

The adoption of the greenback as Ecuador’s currency seven years ago has been extremely popular among Ecuadoreans of all classes. A long history of repeated bouts of hyperinflation, which destroyed both wages and savings, has finally come to an end and been replaced by a new sense of stability. Mr. Correa knows full well that he cannot strip Ecuadoreans of this one economic gain without facing the kind of rebellion that brought down previous governments. Yet the control he yearns for will not be his as long as the dollar reigns.

To reverse dollarization and introduce a fiat currency, Mr. Correa will have to undermine the dollar economy. One step in that process is stifling commerce with the U.S., his country’s largest trading partner. He has already pledged that under his guidance Ecuador will move away from trade liberalization with the gringos and throw its lot in with Mr. Chávez’s Bolivarian Alternative for America trading block.

Protectionism will help weaken the dollar economy but it may not be enough to provoke a crisis. A forced restructuring of the country’s $10.3 billion in external debt will provide further assistance by damaging the country’s creditworthiness and discouraging new investment, particularly because it is well known that Ecuador’s debt service as a percentage of gross domestic product is lower than Colombia’s or Brazil’s. Creditors understand that paying what is owed is a matter of willingness. Nevertheless, Mr. Correa’s finance minister, Ricardo Patino, last week proposed a haircut of 60% on the country’s debt and invited a team of Argentine officials — otherwise known as the world’s most experienced deadbeats — to Quito this week to act as advisers.

It will be claimed that the “savings” on debt service will be used to help the poor. This will boost Mr. Correa’s populist appeal but politicians never have enough revenue to meet their goals. Low growth rates and disappointing oil prices will exacerbate revenue shortfalls. In a fiscal crisis it is easy to imagine a government like Mr. Correa’s issuing script or a new currency in parallel to the dollar.

The new president seems to be prepared for just such an outcome. In the past he has called for a regional currency and he has now announced that he will end central-bank autonomy. Once foreign investment and trade dry up and the bottomless pit of corruption and social spending drains public coffers, dollarization will be the scapegoat. Mr. Correa can then begin to print his own notes and make Lenin proud.”

Ja, det lyder jo inspirerende.  Vil man have et forvarsel om de langsigtede konsekvenser af den nye Latino-Leninismo, kan man såmænd kaste et blik i den nye udgave af Heritage Foundation/Wall Street Journals Index of Economic Freedom (let at forveksle med, men ikke identisk med Economic Freedom of the World-indekset)–og så tænke i “negative” termer.  2007-udgaven af det kom i sidste uge med bl.a. en artikel af en af verdens førende forskere udi økonomisk vækst, den spansk-amerikanske Xavier Sala-i-Martin.  Denne–som absolut ikke er en teoretisk økonom, men nærmest kan kaldes en ultra-empiriker–viser, at den øgede vækst, som globaliseringen repræsenterer, fører til mindre ulighed og mindre fattigdom.  Så kan man jo spørge sig selv, hvad man tror de kommende år vil byde på for de almindelige mennesker i Venezuela, Peru, Bolivia og Iran.

Det har selvsamme O’Grady også skrevet om i “The Poor Get Richer” i sidste tirsdags WSJ:

“Here’s bad news for t
hose who oppose global fre
e trade: Not only did the world-wide trend toward greater economic liberty hold steady over the past year, but the incomes of poor individuals across the globe are rising as result. The world isn’t only growing richer. The gap between the per-capita income of have-not populations and that of the developed world is narrowing.

This good news for human progress is documented in the 2007 Heritage Foundation/The Wall Street Journal 2007 Index of Economic Freedom, released today. Neither another year of Islamic terrorism, nor record high oil prices, nor fear mongering on Capitol Hill about the China peril have been able to reverse a gradual global shift that reflects the basic human longing for individual liberty. While not all of mankind is participating in this advance, in those places where freedom has increased, people are becoming decidedly better off.

The average freedom score this year for the 157 countries ranked is the second highest since we began measuring economic freedom 13 years ago. It is down a fraction from last year, but each region of the globe enjoys greater economic freedom than it did a decade ago. Hong Kong, Singapore and Australia are the three freest economies in the world this year, in that order. The U.S. ranks No. 4. Among the 20 freest economies in the world, Europe holds 12 places. (The rankings are here.)

…

As it has in past editions, the 2007 Index also looks at income levels around the globe and finds that economically free countries enjoy significantly greater prosperity than those burdened by heavy government intervention. The per capita GDP of the top quintile of countries, ranked according to economic freedom, is now almost $28,000 while the bottom quintile is less than $5,000. The associated higher GDP rates that come with economic freedom “seem to create a virtuous cycle, triggering further improvements in economic freedom. Our 13 years of Index data strongly suggest that countries that increase their levels of freedom experience faster growth rates,” says the report.

This year the Index again includes important essays on world economic trends. In a piece titled “Global Inequality Fades as the Global Economy Grows,” Columbia University professor of economics Xavier Sala-i-Martin destroys the myth that the income gap is widening. While it is true that some countries are being left behind, when population weights are factored into the equation, the evidence shows that “individual income inequality declined substantially during the past two decades. The main reason is that incomes of some of the world’s poorest and most populated countries (most notably China and India, but also many other countries in Asia) converged rapidly with the incomes of OECD citizens.” Of course both China (ranked 119) and India (104) have a long way to go toward economic freedom but both have made big gains in recent years. Mr. Sala-i-Martin finds that the inequality gap would be even narrower if not for the “dismal performance” of African countries.

A second essay is by Swedish economist Johnny Munkhammar on “The Urgent Need for Labor Freedom in Europe–and the World.” The more advanced economies in Europe restrict labor freedom at the cost of low growth and high unemployment, he argues, while “many Eastern and Middle European countries experiment successfully with freedom.” Contrary to socialist views, labor freedom and improving social conditions actually go together. What he concludes could be applied to the rest of the globe in all areas of economic policy: “If the world wants to achieve both more jobs and better living standards, freedom is essential.”

Ugens citat: Dennis Nørmark om "modkultur" og virkeligheden

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 17. januar 2007. 16 svar

Antropologen Dennis Nørmark, der er amanuensis ved Aarhus Universitet, har tidligere “kloget sig”–på den gode måde–med hensyn til, hvad humanister kunne lære af lidt gedigen videnskabelig metode og kritisk sans.  Nu er han sørme ude med riven igen, i en ualmindelig interessant, velskrevet og i det hele taget læseværdig kronik i dagens Jyllands-Posten. Den er så god, at den burde gengives in extenso, men af hensyn til ophavsretten kommer her kun et par længere … ahem … citater.  Læs selv resten her.

Modkultur findes ikke

Ligesom religiøsitet bør venstreorienterethed studeres som et psykosocialt fænomen: Hvad får folk til at tro på noget, der først og fremmest er forestillinger og alternativer inden i hovedet på dem selv, skriver dagens kronikør.

“Som antropolog har jeg beskæftiget mig med den politiske venstrefløj, og når folk spørger mig hvorfor, svarer jeg, at det skyldes fagets traditionelle interesse for det irrationelle. Det er lidt som med religion.

Ligesom religiøse mennesker tror også mange venstreorienterede på forestillinger, der ikke direkte kan bevises, og som de aldrig opnår konkrete praktiske resultater med. Det forbliver påstande om verden, der fungerer bedst som modvægt til verden.

Ikke som en del af den ansvarlige kedsommelige styring af systemet, men som et alternativ til denne.

På denne måde er venstrefløjen som hunden, der hver dag løber efter sporvognen.

Den dag den rent faktisk når sporvognen, ville den ikke ane, hvad den skulle stille op dem den. Nøjagtig på samme måde har venstrefløjen det med magten.

Ligesom religiøsitet bør venstreorienterethed derfor studeres som et psykosocialt fænomen: Hvad får folk til at tro på noget, der først og fremmest er forestillinger og alternativer, inden i hovedet på dem selv.

Det er måske hårde ord, men i disse dage har unge venstreradikale grupper forskanset sig i et hus på Nørrebro, som de proklamerer, de vil forsvare til sidste blodsdråbe. Derfor er det interessant at undersøge, hvorfor hulen man ikke tager imod de tilbud, man får præsenteret og hvorfor man holder fast i, at det, man laver i den saneringsmodne ruin på Jagtvej, er så vigtigt for samfundet. Min baggrund for at studere venstrefløjens forestillinger har været at studere det som kulturelt fænomen. Som forestilling, som skematik, som myte og fortælling. Min konklusion har været, at den yderste venstrefløj baserer sig på en række spekulative filosofier, der fungerer helt uafhængig af reelle erfaringer. Nøjagtig ligesom religiøse myter gør det. Hvis man skal forstå, hvordan det alternative rebelske og venstreradikale miljø tænker, må man forstå grundtanken bag forestillingen om en modkultur. I 2006 udkom på dansk en tankevækkende bog, af de canadiske filosoffer Joseph Heath og Andrew Potter ved navn Rebel Modkultur som globalt brand. En bog, der burde have fået mere opmærksomhed, for den er et hårrejsende og tankevækkende stykke analyse af en af de mest åndssvage ideer i moderne tid. Denne idé gennemsyrer samfundet, og ingen tør rigtig udfordre den. Denne idé er efter min mening også årsagen til, at ingen, der ønsker at bevare deres coolness factor offentligt tør kritisere Ungdomshuset. Idéen er forestillingen om modkultur.

Potter og Heaths pointe er både godt dokumenteret og dybt provokerende: Modkultur er en forvrøvlet illusion. Alle forsøg på at omgå det kapitalistiske system, kommercialisering, mainstream og marked er håbløse. På coveret af bogen finder vi et billede af Che Guevara. Til salg på et kaffekrus. Den socialistiske rebel er blevet sit eget brand. I 2003 lancerede det rebelske progressive venstreorienterede blad Adbusters der var imod kommercialiseringen i samfundet deres eget skomærke. Og det bliver ved. Da Nirvana udsendte deres anti-kommercielle plade In Utero i 1993 blev det, til deres store fortrydelse, en kæmpe succes. Hvad sker der? Gang på gang har modkulturen forsøgt sig med alternativer. Den har forsøgt at vende det etablerede ryggen, og hver gang er man endt med at sælge ud. Men er det sådan, det er? Er det umuligt at slå systemet? Er den kapitalistiske edderkops net så grundigt spundet ind i alt, hvad vi rører, at kommercialiseringen er et ondskabens vilkår for os alle?

Nej, siger Potter og Heath, for køber du dén version har du også købt modkulturens vigtigste myte, nemlig, at der er et system, man kan slå ind. At det overhovedet er muligt at sælge ud kræver, at der er noget, der er mere virkeligt end virkeligt. Noget, der er bedre end den phony og falske facade, vi lever under i den middelklasse, forstadshelvede og forbrugersuppedas vi sidder i. Forfatternes modige pointe er bare, at forestillingen om dette alternativ er den egentlige illusion.

Og det er ikke bare en nymodens trend. At være rebelsk, at opstille alternativer og være imod the establishment- det er ældgammelt. Forestillingen om, at den verden, vi bebor, blot er illusorisk og tom, går i hvert fald helt tilbage til romantikken. Den fik nyt liv hos den neoromantiske Karl Marx, og den påvirkede hele det 20. århundredes menneskesyn med Freud. Mennesket var buret inde i et jernbur (som hos Max Weber), hvor det blev løjet for og bedraget af markedskræfter, og derefter blev de sultende arbejdere spist af med tomt forbrug hos både Marx og senere Baudrillard. Det sidste er i det hele taget en absurd selvmodsigelse, som Heath og Potter endelig får punkteret, men som stadig lever i bedste velgående hos forbrugshadende anti-liberalister.

…

Jeg husker fra mine studier blandt de autonome på Nørrebro, hvordan forestillingen om den store illusion også her var en bærende fortælling for den politiske kamp. Folk skulle vækkes af deres søvn, og slå øjnene op. Man skulle rive dynen af dem og udfordre den zombietilværelse, som forbrugsræs og kapitalisme blot udgjorde. Det var umuligt, at folk blot havde valgt denne livsstil af frivillige årsager. Nej, på den ekstreme venstrefløj troede man ikke på den slags frie valg. Her var man blevet bevidst om tingenes virkelige tilstand. Uden for boblen.

…

Der ER jo tilsyneladende intet alternativ [til systemet]. Man forsøger igen og igen at slå huller i kulturen og præsentere et sådant. Men kort tid efter vil alle have alternativet trykt, på t-shirts, på plakater og på deres kaffekrus. Ikke fordi kapitalismen og systemet er en parasit, der angriber alt, men fordi VI alle sammen er systemet, og fordi det ikke kan være anderledes.

På humanistiske uddannelser dyrker man sin egen version af myten, når de studerende ukritisk læser forsludrede teoretikere som eksempelvis filosoffen Michel Foucault, der hævder, at definitioner på mennesket er helt afhængig af magtforhold, og at mennesket i sig selv ikke ejer nogen essens. At det slet ikke findes. Hos Foucault dyrkes det unormale og gale, fordi det sindssyge kun er en tilfældig historisk konstruktion, der udtrykker den til enhver tid herskende forestilling om det normale. Og Hvem er gal, mig eller samfundet? genlyder også den enerverende stodderromantik, der gennemsyrer alt fra det sociale eksperiment Christiania og til Ungdomshuset.

…

Modkultur er noget vrøvl. Det er blot et udtryk for et håbløst forsøg på at være ny, kreativ og skabe opmærksomhed om sig selv. At sælge den slags som et oprør mod konformitet og vanetænkning er ganske enkelt et bedrageri. Men det virker. Det er smart, det er sexet, og det kan få selv den største idiot til at virke begavet og modig. Modkultur har intet at give os. Det skaber ingen politiske forandringer eller positive menneskelige resulta
ter. Ungdomshuset er blot
endnu et udtryk for netop modkulturens selvoptagede pseudo-revolution.

Verden findes, og til alle dem, der stadig får blanke øjne, når de fortæller, hvordan man kan sige nej til det etablerede og finde sandheden ved at gå bag om vores fastlåste tankegang og den skjulte magt, er der kun at sige: Shut up and get real!”

Han lyder altså næsten som en Punditokrat …

Dr. No som præsident

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 16. januar 2007. 7 svar

Et ukendt navn for langt de fleste danskere og amerikanere, men som nok er væsentligt mere kendt blandt en stor del af denne blogs læsere, er det amerikanske Republikanske kongresmedlem Ron Paul.  Paul, der er læge, har on/off siddet i kongressen som valgt i Texas, men er mest kendt for, at han i sin tid forlod Republikanerne og i 1988 stillede op som præsidentkandidat for Libertarian Party.

Præsidentvalgkampagnen blev der ikke meget ud af.  Selv Libertarian Party havde næppe ventet, at han ville blive valgt, eller blot få en to-cifret andel af stemmerne, og han fik da fordoblet stemmeandelen, men han–der givetvis er den mest scenevante og bedst talende kandidat, som det lille parti nogensinde har haft–klarede sig (med blot 0,5 pct. af samtlige stemmer) endda noget dårligere, end man kunne have ventet (hvilket sikkert skyldtes, at forestillingen om at få Michael Dukakis som efterfølger til Reagan var så skrækindjagende, at mange var villige til at holde sig for næsen og stemme på George H.W. Bush).  Siden vendte han tilbage til Republikanerne, blev valgt til kongressen igen, hvor han nu er kendt som “Dr. No”–fordi han stemmer nej til stort set alt.  At han da heller ikke er en holdningsmæssig opportunist blot fordi han er skiftet frem og tilbage mellem det store og det lille parti, fremgår f.eks. af, hvordan han præsenterer sig selv på sin hjemmeside:

“Congressman Ron Paul of Texas enjoys a national reputation as the premier advocate for liberty in politics today. Dr. Paul is the leading spokesman in Washington for limited constitutional government, low taxes, free markets, and a return to sound monetary policies based on commodity-backed currency. He is known among both his colleagues in Congress and his constituents for his consistent voting record in the House of Representatives: Dr. Paul never votes for legislation unless the proposed measure is expressly authorized by the Constitution. In the words of former Treasury Secretary William Simon, Dr. Paul is the “one exception to the Gang of 535″ on Capitol Hill.”

Paul er iøvrigt medlem af den libertarianske fraktion indenfor Republikanerne, Republican Liberty Caucus, og han ligger konsekvent blandt top-3 af Rep.Hus.medlemmer i dettes Liberty Index, som rater hvordan kongresmedlemmerne stemmer (med scores på mellem 80 og 100 pct.).

Og nu har Dr. No så meldt sig i feltet af kandidater til nomineringen som Republikanernes præsidentkandidat i 2008.  Det har næppe meget større sandsynlighed for at lykkes end forsøget i 1988, men der vil uden tvivl være flere, som bemærker kandidaturet denne gang–og dermed flere som hører budskaber, der kommer tættere på et klassisk-liberalt budskab end nogen anden præsidentkandidat for et af de to store partier siden … ja, meget, meget længe.  Og det er jo i sig selv ikke så skidt.

Her er uddrag fra en artikel om kandidaturet fra Associated Press:

Texas Congressman Seeks Presidency

By JOE STINEBAKER

The Associated Press
Thursday, January 11, 2007; 6:28 PM

HOUSTON — Rep. Ron Paul, the iconoclastic, nine-term lawmaker from southeast Texas, took the first step Thursday toward a second, quixotic presidential bid _ this time as a Republican.

Paul filed papers in Texas to create a presidential exploratory committee that will allow him to raise money. In 1988, Paul was the Libertarian nominee for president and received more than 400,000 votes.

Kent Snyder, the chairman of Paul’s exploratory committee and a former staffer on Paul’s Libertarian campaign, said the congressman knows he’s a long shot.

“There’s no question that it’s an uphill battle, and that Dr. Paul is an underdog,” Snyder said. “But we think it’s well worth doing and we’ll let the voters decide.”

Paul limits his view of the role of the federal government to those duties laid out in the Constitution. As a result, he sometimes casts votes at odds with his constituents and other Republicans.

He was one of a handful of Republicans to vote in 2002 against giving President Bush the authority to use military force in Iraq, contending that only Congress had the power to declare war. At times, he has voted against funds for the military.

Paul bills himself as “The Taxpayers’ Best Friend,” and is routinely ranked either first or second in the House by the National Taxpayers Union, a national group advocating low taxes and limited government.

Her er et link til teksten fra New York Times om samme emne.

PS. For de indforståede: En mangeårig først medarbejder og siden støtte for Ron Paul er Lew Rockwell, grundlægger og præsident for Ludwig von Mises Institute.  Rockwell og den afdøde “østrigske” økonom, historiker og politiske tænker Murray Rothbard var blandt de kraftigste støtter bag Ron Paul i 1988–og forlod efterfølgende Libertarian Party.  Det mig bekendt første sted, hvor man foreslog Paul som præsidentkandidat, var på Rockwells hjemmeside.  Her er Rockwells korte meddelelse om kandidaturet og et link til Ron Pauls artikler hos Rockwell.  Her er en lidt nyere–og nok noget urealistisk–post om emnet fra Rockwells blog.

Danmark daler i økonomisk friheds-indeks

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 15. januar 2007. 2 svar

Jeg har på baggrund af den seneste udgave af Economic Freedom of the World-indekset (som jeg/CEPOS er de danske deltagere i) lavet et lille notat til CEPOS om Danmarks relative placering i indekset.  Selve notatet og diverse andre ting kan findes her, og Børsen bringer dd. en artikel om det, som kommer her:

Stor offentlig sektor begrænser økonomisk frihed

Ny international rapport påpeger, at Danmark halter bagefter på økonomisk frihed og er på en 17.-plads blandt andet blevet overhalet indenom af Østrig og Estland.

Danskernes økonomiske frihed steg under den socialdemokratiske regering i 1990’erne, men står i stampe under VK-regeringen.

Danskernes økonomiske frihed steg under den socialdemokratiske regering i 1990’erne, men står i stampe under VK-regeringen.

I en ny, international opgørelse over den økonomiske frihed i verdens lande dumper Danmark fra en 14.- til en 17.- plads siden regeringsskiftet i 2001. Det viser rapporten, hvis danske del er udarbejdet af professor Peter Kurrild-Klitgaard fra Københavns Universitet for den borgerlige liberale tænketank CEPOS.

»Den økonomiske frihed er som helhed stagneret siden regeringsskiftet, hvor Danmark er blevet overhalet af blandt andet lande som Østrig og Estland. Vi skal passe på, at de stærke økonomiske resultater, som Danmark har vist i de senere år, ikke bliver en sovepude, så vi sakker yderligere bagud, når det gælder om at gøre Danmark konkurrencedygtig og at skabe vækst,« siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Nær sammenhæng

Rapporten viser, at der er nær sammenhæng mellem ranglisten over økonomisk frihed og resultaterne af såvel den årlige kåring af mest konkurrencedygtige økonomier fra World Economic Forum og det årlige indeks over de mest globalt orienterede økonomier fra det internationale konsulenthus AT Kearney. De mest frie økonomier er generelt også de mest konkurrencedygtige økonomier og de økonomier, der klarer sig bedst i globaliseringen.

Peter Kurrild-Klitgaard siger, at det er relativt enkelt at slå fast, hvad der begrænser Danmarks økonomiske frihed. Det fremgår af rapporten, at Danmark sammen med Sverige, Norge og Finland placerer sig i selskab med verdens diktaturstater, når det gælder størrelsen af den offentlige sektor. Også reguleringen af arbejdsmarkedet trækker ned i Danmarks placering, mens Danmark indtager en global førsteplads, når det gælder retssikkerhed og sikringen af ejendomsretten.

»Det er en vigtig pointe, at statens rolle i samfundsøkonomien handler om langt mere end skat. Danmark ligger vældig godt på en række områder, men ikke når det gælder størrelsen af den offentlige sektor. Problemet i Danmark er især størrelsen af overførselsindkomsterne,« siger Peter Kurrild Klitgaard.

Ranglisten over global, økonomisk frihed er langt fra den første, der peger på skat og den offentlige sektor som de to faktorer, som udgør den største barriere for vækst og konkurrencedygtighed. World Economic Forums rapport når samme konklusion.

»Da der er en stærk og robust sammenhæng mellem et lands økonomiske frihed og dets økonomiske vækst, kan man forvente, at en række andre lande, som liberaliserer deres økonomier mere end Danmark, i længden vil overhale Danmark i vækst – og dermed i velstand og levestandard,« siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Han opfordrer til, at der bliver gennemført en skattereform, for eksempel en såkaldt flad skat, der sænker den marginale skattesats til under 50 pct. Men professoren tilføjer, at også er behov for yderligere reformer på arbejdsmarkedet, i den finansielle sektor og i reguleringen af erhvervslivet.

Update:

  • Berlingske Business omtaler notatet her.
  • CEPOS’ nye undersøgelse af sammenhængen mellem økonomisk frihed og iværksætteri findes her.

The Vote Motive

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. januar 2007. 3 svar

Så er det igen tid til noget, der ikke er polemik, men har lidt med forskning at gøre–og så et gran selvpromovering.  Mere specifikt, så bad Institute of Economic Affairs i London mig forrige år om at redigere en 30-års jubilæumsudgave af den lille bog af public choice økonomen, Gordon Tullock, The Vote Motive, som IEA oprindeligt udgav i 1976.  Bogen er ikke et stort, originalt bidrag til studiet af politik, men den var i sin tid en af de første, lettilgængelige introduktioner til det dengang nye fænomen public choice teori, og som sådan var den faktisk indflydelsesrig i europæiske kredse langt udover, hvad mange andre værker har været.  (Bogen inspirerede forfatterne til “Yes, Minister”, og den var iøvrigt denne Punditokrats første introduktion til emnet, da jeg i 1985 via mine venner Otto og Palle og Libertas’ postorder-boghandel købte den svenske oversættelse.)

Så udover at skrive en introduktion om bogens indflydelse, har jeg til denne jubilæumsudgave bedt tre fremtrædende public choice eksperter–den britisk-amerikanske økonom Charles Rowley, den amerikanske økonom og politolog Michael Munger og den tyske økonom Stefan Voigt–om at give deres respektive bedømmelser af bogen og Tullocks arbejder.

Jeg håber, at udgivelsen–selv her 30 år efter–kan virke lige så øjenåbnende på andre, som den gjorde på mig.  Der er omtale af udgivelsen her hos IEA, hvor man–hvis man er virkeligt nærig og ikke vil betale £12 for et flot trykt eksemplar–også kan downloade bogen som pdf-fil.  Ellers kan den købes hos IEA og Amazon.

Sine qua non

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. januar 2007. Skriv et svar

En britisk domstol har fundet Umran Javed skyldig i racehad og opfordring til drab–specifikt for under Muhammed-krisen sidste år at have opfordret til, at muslimer bombede Danmark.  Det skete under en demonstration, hvor han var taler, og som Berlingske Tidende beskriver således:

"Dannebrog blev brændt af til taktfaste skældsord, da omkring 350 demonstranter samlede sig foran den danske ambassade i februar sidste år for at vise præcis, hvad de mente om tegningerne af profeten Muhammed, der bl.a. var blevet offentliggjort i Jyllands-Posten. Bannere, der hyldede de fire selvmordsbombere fra Londons angreb i undergrunden og lovede Europa, at mujahedin-krigerne var på vej, blev holdt i vejret, mens taktfaste råb mod Vesten, USA og især den danske regering forsøgte at finde vej op mod ambassadens lukkede vinduer. Enkelte kom udklædt som selvmordsbombere for at vise deres holdning over for Danmark."

Vi skal ikke her indlede en diskussion af, om det nu er passende, at man straffer en person for udtalelser snarere end gerninger–selvom den diskussion da iøvrigt altid er værd at tage.  Nej, snarere vil vi blot gengive den fulde transkription af, hvad manden faktisk sagde in extenso, idet den ganske godt illustrerer, hvad hele balladen handlede om: Ikke blot noget om, at nogen var "stødt" på manchetterne, eller "krænket" på deres religiøse følelser e.l., men derimod om selve grundpillerne for hvorledes et samfund skal være indrettet, og hvem der skal stå til ansvar for hvad:

"Mine kære muslimske brødre og søstre, vi må forstå, hvorfor vi er her i dag. For at erklære at vi ikke vil finde os i, hvad Danmark gjorde … Vi vil ikke finde os i, hvad Frankrig, hvad Europa, hvad alle verdens vantro og den vestlige verden står samlet om.

I har erklæret krig mod Allah og hans budbringer. I har erklæret krig mod det muslimske samfund, og det kommer I til at betale en høj pris for. Tag ved lære af Theo van Gogh. Tag ved lære af jøderne i Khaybar. Tag ved lære af hvad I kan se, for I kommer til at betale med jeres blod. Danmark, I kommer til at betale. Danmark, I kommer til at betale, I kommer til at betale. Med jeres blod, med jeres blod, med jeres blod. Bomb, Bomb Danmark. Jihad er en del af Gud.

Demokrati, hykleri. Til helvede med demokrati. Til helvede med Danmark. Til helvede med frihed. Bomb, bomb Danmark. Danmark, vær på vagt. Zarqawi kommer tilbage. Bomb, Bom USA. Bomb, bomb Danmark."

PS.  Umran skal nu angiveligt–lige inden strafudmålingen–have sagt, at han fortrød sine udtalelser.  Det bliver spændende at se, om den fortrydelse holder lige så længe som Zacharias Mousawis anger.