Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Hvor dårlig er arven fra kolonitiden?

Af Christian Bjørnskov, den 1. april 2018. 2 svar

Rejser man spørgsmålet, om kolonialiseringen af Afrika og store dele af Asian var god eller dårlig, stemples man ofte hurtigt som et ondt menneske. Sidste efterår rasede en konflikt hos det prestigiøse International Studies Quarterly fordi Bruce Gilley, der er lektor i statskundskab ved Portland State University. Grunden var, at tidsskriftet havde optaget en artikel af Gilley med titlen ”The Case for Colonialism” hvor Gillet argumenterede, at kolonitiden havde bragt væsentlig gevinster til nogle lande. Resten af hans artikel, som ISQs redaktion valgte et trække tilbage, ligger her, mens hele artiklen stadig kan findes her.

Gilleys hovedargument, opsummeret her af Inside Higher ED, er at mindst halvdelen af de tidligere kolonier efter uafhængighed oplevede grusomme konflikter og undertrykkende regimer. Selve det, at Gilley stillede spørgsmålet hvor skidt kolonitiden var, fik flere medlemmer af redaktionsbestyrelsen til at kræve, at artiklen blev trukket tilbage under trussel af, at de ellers ville forlade tidsskriftet. Mindst et andet medlem, truede med at trække sig fra redaktionen, hvis artiklen blev trukket tilbage, og adskillige kommentatorer har beklaget hele episoden. Mens man kan angribe artiklen for at være sjusket og ikke op til standard, havde den været gennem en fuld, dobbeltblind peer review-proces som alle andre videnskabelige artikler, og var optaget ved et højt respekteret tidsskrift.

Det eneste, der ikke rigtigt diskuteres, er om de nye regimer, der kom til da mere end 80 lande fra sidste i 40erne til midt-70erne blev uafhængige, var værre eller bedre end kolonimagterne? Det spørgsmål må man øjensynligt ikke stille, og det stiller vi derfor i dag. Det følgende kan måske gå hen at blive basis for en egentlig artikel en dag, men foreløbig skal det blot læses som en konkret, kvantitativ indikation til en blog. Og indikationen kan ses i figuren nedenfor.

Figuren viser ændringen i graden af politisk korruption fra umiddelbart før til umiddelbart efter uafhængighed i 46 afrikanske lande. De røde søjler indikerer tidligere franske kolonier, de blå tidligere britiske kolonier, mens de få resterende er belgiske, portugisiske og en enkelt sydafrikansk (Namibia). Målet kommer fra V-Dem-databasen og er fordelt mellem 0 (ingen korruption) og 1 (endemisk korruption).

Mens der er stor variation – Cape Verdes korruptionsniveau faldt ganske kraftigt efter at landet i 197 frigjorde sig fra det portugisiske diktatur – så 22 af de 46 lande faktisk en stigning i den politiske korruption på mere end 0,1 point, mens kun fem så et tilsvarende fald. I Elfenbenskysten, Guinea-Bissau, Kenya og Madagascar var stigningerne endda så store som 0,4 point på få år. Var kolonitiden da bedre? Svaret, når man fokuserer udelukkende på hvordan de politiske system opfører sig, ligner et ja. Der er naturligvis mange andre relevante mål at se på, men hvor kontroversielt det end kan se ud for mange, er der klare indikationer på, at de nye regimer i uafhængige lande ofte var væsentligt værre end kolonimagterne.

Vil man have nuancer med, kan man f.eks. notere sig hvor rædselsfuldt belgierne opførte sig i Centralafrika, og hvordan det stadig præger områdets failed states, men også hvordan særligt briterne efterlod demokratiske institutioner, der ofte viste sig meget stabile, og hvordan en række mindre lande valgte at vedblive at være kolonier. Man kan ikke blot konkludere, som nogle forskere gerne vil, at Colonies: Saaad! Hvert eksempel er unikt, men der ser ud til også at være mere generelle træk, der bestemt ikke altid taler til fordel for de uafhængige regimer.

Public Choice-grundlæggere og mere

Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2018. Skriv et svar

Har man et roligt øjeblik i løbet af påsken og har lyst til at afstive sin viden, er the Concise Encyclopedia of Economics et glimrende sted at starte. Som vores trofaste læsere uden tvivl vil vide, er et af Punditokraternes primære interessefelter det område af samfundsvidenskaberne, der skiftevis kaldes public choice, political eonomy eller political economics (se vores introduktion her). Encyklopædien omfatter naturligvis en post om Public Choice som felt, men også en lang række biografier, der ikke blot er spændende, men også generelt så korte og velskrevne, at de bør kunne bruges i gymnasieundervisning.

Man kan for eksempel læse korte af biografier af grundlæggerne af public choice og relaterede felter som Gordon Tullock, James M. Buchanan, og Elinor Ostrom. Den omfatter dog også en biografi om den svenske økonom Knut Wicksell, som nu er glemt af mange økonomer, men var en hovedindflydelse for så forskellige folk som Buchanan, Paul Samuelson, John Maynard Keynes, og Ludwig von Mises.

Har man fem minutter tilovers og lyst til at vide lidt mere om nationaløkonomi, er the Concise Encyclopedia et glimrende sted at besøge. Og har man ikke allerede gjort det, kan man jo efterfølgende besøge Punditokraterne og enten læse vores sommerserie om public choice, eller om få dage, vores guide til dette års konference hos the European Public Choice Society. Påsken kan bruges på andet end æg og X-faktor.

Ét år til Brexit

Af Christian Bjørnskov, den 29. marts 2018. 3 svar

I det, der for få år siden blev kaldt blogossfæren, fndes der en række gode serier af samtaler, diskussioner og debatter, og the Institute of Economic Affairs fremragende podcast-serie Live from Lord North Street er en af dem. I IEAs  nyeste podcast i serien taler Madeline Grant tænketankens egne Julian Jessop og Shanker Singham om Brexit. Anledningen er, at vi i dag er præcist ét år fra dagen, hvor Storbritannien endegyldigt udtræder af den Europæiske Union.

Adspurgt direkte om de fremtidige udsigter for briterne, er hverken Jessop eller Singham specielt pessimistiske. Begge understreger, hvor store usikkerhederne er og hvor meget, der afhænger af den specifikke aftale, landet får med den resterende union. Jessop og Singham peger dog også begge på, hvor partiske mange analyser af Brexit stadig er, og hvor meget der ligger gemt i analysernes grundlæggende antagelser. De overvejelser er velkendte for de fleste økonomer, og diskuteres ofte og heftigt i medier og politik, men de to IEA-økonomer understreger også begge, hvor meget der afhænger af de andre aftaler, briterne skal og kan indgå.

En af Julian Jessops hovedpointer glemmes ofte, også selvom vi har skrevet om den både her på stedet og i Børsen: For at have mulighed for at realisere en række af de potentielle gevinster ved Brexit. Det er derfor ”essentielt at forlade toldunionen” og han er i samtalen meget klar i sin vurdering af, at det er positivt at alle aktører – andre landes politikere, britiske og udenlandske virksomheder osv. – nu ved med rimelig sikkerhed, at der kommer til at ske.

De væsentlige gevinster kommer netop af, at Storbritannien genvinder landets uafhængighed i told- og handelspolitikken. Det gælder ikke kun, som vi tidligere har skrevet om, at et fortsat medlemskab ville have gjort en af de væsentlige potentielle gevinster ved Brexit umulige, da langt de fleste af de kendte gevinster afhænger af, at Storbritannien kan tage væsentlige skridt væk fra de ofte stærkt protektionistiske elementer i EU’s politik.

Jessop understreger, at en del af medlemsskabet i toldunionen også tvinger lande til at implementere en række ’non-tariff regulations’, der fungerer som handelsbarrierer. Hans pointe, som jeg ikke erindrer at have set kommunikeret så klart før, er at der er et ganske stort og nødvendigt overlap mellem toldunionens handelspolitik og unionens reguleringspolitik.

Jessop understreger, at en række væsentlige detaljer, der er uenighed om i forhandlingerne, er i hvilken grad Storbritannien skal overholde fælles EU-reguleringer. Det er altså ikke et spørgsmål om toldbarrierer som sådan, men meget specifikke krav til at varer – og i en række tilfælde også produktionsprocesser – der importeres fra Storbritannien skal overholde EU’s reguleringer. Som Jessops kollega Shanker Singham formulerede det, ville landet indenfor toldunionen ”not be able to slow down European regulation.” Jeg er meget enig med Singham i, at det er en voksende bekymring, ikke mindst når man tager Jean-Claude Junckers udmeldinger efter Brexit alvorligt. Juncker har erklæret, at Brexit er en mulighed for resten af EU at rykke mod langt dybere integration, hvilket i EU-speak betyder langt mere regulering, fælles politik, og endda i en række forslag, fælles finans- og skattepolitik og EU-skat.

Singham er dog ikke naiv, og understreger også i samtalen, at der er en række tin, som briterne sagtens kan gøre bedre selv. Hans primære eksempel er toldbehandling, som ikke just er hurtig eller gnidningsfri, og hvor han ønsker sig, at det britiske embedsværk lærer af særligt Hollands ekstremt effektive håndtering. Derudover peger han også på, at det er ”fænomenalt svært” at vurdere effekter på handel. I modsætning til hardcore ideologiske tilhængere af Brexit peger han også på, at det er helt legitimt at antage, at der er større told- og handelsomkostninger, og problemer med ’trade diversion’. En analyse fra Whitehall, der blev lækket i medierne forleden, estimerer dem til cirka 27 milliarder pund over de næste 15 år. Singham gentager dog pointen, som forfatterne selv peger på, at analysen er partiel, og heller ikke ser på nogen af de mulige gevinster. Der er således ikke, som nogle danske medier synes at tro, tale om en cost-benefit analyse, men udelukkende en analyse af omkostningssiden. Og dele af de omkostninger, der tales om, er ikke rigtige omkostninger. Det irsk-britiske common travel area, der betyder at der er pas- og kontrolfri adgang mellem Irland og Nordirland, faktisk er fra før 1973 og derfor ikke bør berøres af Brexit.

Spørgsmålet er så, hvordan markederne reagerer og hvordan den britiske økonomie har udviklet sig efter afstemningen? Svaret er, at økonomien er fortsat med at vokse, men nok lidt langsommere end ellers. Der er for eksempel usikkerhed omkring hvad der kommer til at ske, der har ført til lavere investeringer. Jessops vurdering er dog, at der ikke er tegn på permanente problemer, pundet er begyndt at rette sig op efter at have tabt værdi i månederne efter afstemningen, og investeringsunderskuddet for tiden skyldes primært projekter, der er udskudt pga. usikkerheden, og ikke aflyst. Der er heller ingen tegn på, at det finansielle centrum i the City lider. Og som hans kollega minder om, er en del af de nuværende forhandlinger udenfor EU-regi nødvendige for at Storbritannien kan genindtræde som suverænt medlem af WTO. At landet nu får en selvstændig stemme i internationale handelsfora er også et resultat af Brexit, og som Singham omhyggeligt peger på, forventer andre lande i WTO, at Storbritannien bliver mere liberalt end EU. Nok kan man have sine tvivl om Theresa Mays kompetence, og hvad Labour under ledelse af Jeremy Corbyn kan finde på, men markederne regner med, at Brexit er gavnligt for både Storbritanniens og verdens frihandel. Det i sig selv er gode nyheder.

Nyt Ekonomisk Debatt på gaden

Af Christian Bjørnskov, den 28. marts 2018. Skriv et svar

I dag udkommer det nye nummer af det fine svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Nummeret, der kan læses i sin helhed her, omfatter i denne omgang en række interessante artikler. De inkluderer bl.a. Daniel Waldenström, Spencer Bastani og Åsa Hansson, der diskuterer en mere hensigtsmæssigt beskatning af kapitalindkomster. Deres forslag, som faktisk er indtægtsneutralt for staten, burde absolut også diskuteres i Danmark, hvor vi har lignende problemer i skattestrukturen. En anden stærkt interessant artikel i det nye nummer er Per Lundborgs diskussion af Nationalekonomiska aspekter på reformering av det gemensamma europeiska asylsystemet. Lundborg, der starter med at konstatere, at Dublinaftalen er stendød og ikke kan genoplives, foreslår at tillade handel med flygtningekvoter i Europa. Det vil tillade nogle lande, som f.eks. Ungarn, at få langt færre flygtninge, men gør også omkostningen synlig. Om man køber Lundborgs argument, at det vil sænke fremmedfjendskhed ved at man faktisk ’får noget’ for at tage imod flere, eller ej, er det et forslag, der absolut er værd at tænke over.

Blandt flere andre indlæg lyser Johan Eklunds leder dog særligt. Som indledning til et forslag om at supplere BNP-opgørelser i nationalregnskabet med et bruttoproduktionsmål, skriver Johan det følgende, der karakteriserer Danmark mindst lige så godt som Sverige:

Kan ni nämna ett grundläggande strukturproblem i den svenska ekonomin som har lösts eller närmat sig en lösning under de gångna åren? Jag kan inte det. I stället har politiken som synes fokuserat uteslutande på reformer på marginalen, lappande av befintliga strukturer och modeller samt symbolpolitik med tydliga ideologiska förtecken.

Stærkt anbefalet.

Hvad betyder ’neoliberal’?

Af Christian Bjørnskov, den 24. marts 2018. 7 svar

På den danske venstrefløj kører der åbenbart en diskussion for tiden om såkaldt ’neoliberalisme’. En del af denne debat blev gjort eksplicit forleden, da Rune Møller Stahl, en PhD-studerende ved Institut for Statskundskab i København med tilknytning til Enhedslisten, skrev et angreb  i Information under titlen ” Neoliberalismen er ’dead man walking’. Alligevel holder vi fast i den.” Møllers angreb var, ligesom mange andre i Information og andre medier, karakteristisk ved sin sammenblanding af almindelige økonomiske argumenter, normative synspunkter om politik, og tåget tænkning.

Jonas Herby svarede på angrebet i Information nogle få dage senere, og understregede i sit svar hvordan alt, som venstrefløjen øst for Socialdemokratiet mener er ondt, bliver kaldt ’neoliberalt’. Jonas understregede for eksempel hvordan Møller og andre synes at mene, at new public managemen er ’neoliberalt’ og derfor moralsk angribeligt. Men som Jonas skrev, er dilemmaet at ”new public management egentlig er et redskab til at styre en kæmpestat, som ingen liberale vist har bedt om.” Torben Tranæs gav i et twitter-svar – ” Gad vide, hvad de taler om” – også udtryk for den konceptuelle elastik, der bruges af de fleste, når de bruger begrebet ’neoliberalisme.’

En af de klarest tænkte reaktioner mod Møllers angreb var min medpundiktokrat Otto Børns-Petersen, der i Børsen ligesom Jonas bad om konceptuel klarhed. Mange modstandere af ’neoliberalisme’ synes nemlig, som Møller gjorde meget tydeligt i Information, at sætte lighedstegn mellem neoklassisk økonomisk tænkning og ’neoliberalisme’. Som Otto understregede, er neoklassisk økonomi et teoretisk analyseapparat (med ganske stærk empirisk konsistens), og en approach som så forskellige Nobelpristagere som Paul Samuelson, Amartya Sen og Kenneth Arrow har brugt – tre af de mest venstreorienterede pristagere – mens bl.a. Milton Friedman, Vernon Smith og James Buchanan – blandt de tydeligt liberale pristagere – var (og i Smiths tilfælde er) skeptiske overfor dele af det neoklassiske apparat.

Ser man på førende økonomers politiske positioner, passer de næppe med Møllers og andres ide om ’neoliberalisme’ som et konsistent koncept. Spørgsmålet er derfor, hvad ’neoliberalisme’ betyder? Er der en form for kerne i konceptet, eller er det som Otto skrev i Børsen, blot en sproglig diskurs, der kan bruges i en hvilken som helst konkret betydning i en politìsk magtkamp

Jeg skrev kort om problemet for tre år siden i en artikel med titlen ” Does economic freedom really kill? On the association between ‘Neoliberal’ policies and homicide rates”, der blev udgivet i European Journal of Political Economy. Artiklen var et svar på påstande fra to marxistiske kriminologer, der havde påstået, at ‘neoliberal’ politik fører til højere mordrater. For at kunne svare på dette og lignende spørgsmål, må man naturligvis forsøge at indsnævre, hvad de betyder.

Problemet med det er, at begrebet bliver brugt i flæng i både offentlig debat og meget politologisk forskning. En af de klareste diskussioner af det, kan findes i nordmanden Dag Einar Thorsens PhD-afhandling The politics of freedom: A study of the political thought of Isaiah Berlin and Karl Popper, and the challenge of neoliberalism, som han forsvarede ved universitet i Oslo i 2012. Thorsen finder – selvom han i udgangspunktet politisk synes mere på linje med folk, der bruger konceptet – at de fleste kritikere af ‘neoliberalisme’ er tilfredse med at “accord neoliberalism an overwhelming significance, while they at the same time seem quite happy to leave the concept of ‘neoliberalism’ completely undefined, claiming […] that it defies definition.” Han indikerer således, at der eksisterer et koncept, som nogen mener er ondt, men som de ikke behøver at definere.

Thorsen følger dog en tidligere artikel af Taylor Boas og Jordan Gans-Morse, der ikke blot omhyggeligt viser, at der kun er én side i debatten: mange kritikere taler om farerne ved ’neoliberalisme’, men stort set ingen kalder sig neoliberalister. De finder dog også, at det tætteste man kan komme på en eller anden form for kerne i det tågede koncept, er den såkaldte Washington-konsensus. Konsensussen, der i sig selv er et både tåget og forhadt begreb, synes tæt på rendyrket ‘neoliberalisme’, når man læser omtalerne. Problemet med det er, som jeg også selv påpegede i 2015-artiklen, at store dele af Washington-konsensussen er almindelig fornuft. De ti elementer, som Oliver Williamson i sin tid pegede på, handler om f.eks. finanspolitisk disciplin – man kan ikke på langt sigt bruge flere midler, end man får ind i indtægter – og om afskaffelse af handelsbarrierer og kapitalkontrol, der begrænser udenlandske investeringer. Det førstnævnte er måske upopulært, men stadig et grundvilkår for enhver regering, mens det andet element er noget, der går på tværs af almindelige partiskel: Både højre- og venstrefløj støtter en liberalisering af international handel, mens modstanden skal findes på en anti-økonomisk fransk venstrefløj og blandt økonomisk analfabetiske nationalkonservative, der tæller både Donald Trump og visse danske stemmer.

Konsensussen inkluderer også mere ideologiske elementer som privatisering af statsejede virksomheder, offentlig afregulering for at øge markedskonkurrencen, lavere og mindre progressive skatter med en bredere skattebase, og finansielt oversyn, som det dog er de færreste økonomer der taler imod, uanset deres partitilhør. Sidst men ikke mindst er en baggrundsfaktor for det hele de institutioner, der omhyggeligt beskytter den private ejendomsret. Der er næppe mange udenfor de mest sekteriske marxistiske kredse, der ikke længere støtter solide, politisk uafhængige retsvæsener, der beskytter folk og deres ejendom.

Selv Washington-konsensussen kan derfor ikke stå ind for en kerne af det, mange påstår er ’neoliberal’ politik. Det er for eksempel almindeligt at klage over Trumps handelspolitiske protektionisme som ’neoliberal’ politik, mens der i Frankrig klages over reformforslag af EU’s landbrugs- og handelspolitik som ’neoliberale’. På samme måde kan der hurtigt klages over stærke retsvæsener, der beskytter visse menneskers ejendom, mens de hyldes når de beskytter andre menneskers lige så lovlige ejendom. End ikke når man er meget venlig og tager konsensussen som en slags nogenlunde konsistent kerne af ’neoliberal’ tænkning, kan man komme meget videre mod, hvad der ligger i konceptet.

Dykker man ned i diskussionen om, hvad ’neoliberalisme’ faktisk betyder, er man tvunget til at nå den tankevækkende konklusion, at ‘neoliberalisme’ er et koncept, der er helt tomt for faktisk indhold. I en konkret forstand betyder det intet, og det er umuligt at bruge konceptet i nogen som helst evidensbaseret kontekst. Men som Otto meget rigtigt skriver i Børsen, afholder det ikke modstandere på venstrefløjen af politik, de ikke kan lide, fra at bruge det. Deres diskussion, og deres modstand, eksisterer blot i en post-faktuel, postmoderne parallelverden, hvor det er fuldstændigt ligegyldigt hvad noget betyder, og alt handler om at udøve magt.

Lykkemålinger: Hvad skal man vælge?

Af Christian Bjørnskov, den 20. marts 2018. Skriv et svar

Jeg er i løbet af dagen blevet ringet op flere gange i anledning af, at det i dag er FNs officielle International Day of Happiness. Flere af de spørgsmål, jeg er blevet stillet, har handlet om Danmarks position: Hvorfor er Danmark kun nummer 3 i år, og er det rigtigt som andre kommentatorer påstår, at lykken i Danmark enten er stagneret eller decideret på tilbagetog? Svaret er, at det afhænger hvilken måling man bruger.

Problemet skyldes, at de fleste ignorerer forskellen mellem forskellige måder at spørge på, eller simpelthen ikke ved, at der ikke er tale om det samme spørgsmål. Men som jeg skrev om for nogle år siden i Journal of Happiness Studies, gør det rent faktisk en forskel. Gallups World Poll, som FN bruger, beder respondenterne om det følgende:  ”Please imagine a ladder, with steps numbered from 0 at the bottom to 10 at the top. The top of the ladder represents the best possible life for you and the bottom of the ladder represents the worst possible life for you. On which step of the ladder would you say you personally feel you stand at this time?” EuroBarometeret spørger i stedet for “On the whole are you very satisfied, fairly satisfied, not very satisfied or not at all satisfied with the life you lead?” og tilbyder kategorierne “Very satisfied”, “Fairly satisfied”, “Not very satisfied”, og “Not at all satisfied.” World Values Survey stiller et næsten enslydende spørgsmål som EuroBarometeret, men lader dem svare på en skala fra 1 til 10. Forskellen mellem de to typer spørgsmål er, at Gallup eksplicit beder folk om at sammenligne sig med det bedste liv, de kan forestille sig – deres idealliv – mens andre undersøgelser stiller et absolut spørgsmål uden at blande folks forventninger eller idealer ind i spørgsmålet.

I figuren ovenfor har jeg plottet EuroBarometerets gennemsnitsscorer i 2015-2017 mod Gallups scorer i samme periode (som rapporteret i FNs Happiness Report). Overordnet viser de to mål samme billede, med en korrelation på 0,88. Tager man udgangspunk i en antagelse om, at EuroBarometerets tal er ’korrekte’, kan man dog sammenligne scorerne mere direkte. En sådan sammenligning peger på, at Gallup overvurderer lykke- eller tilfredshedsniveauerne i Sverige, Island og Holland med 6-7 %, men Finlands niveau med hele 27 %. Den peger også på, at tidligere kommunistiske lande undervurderes med 25 % i gennemsnit, sandsynligvis fordi folk der sagtens kan forestille sig noget bedre – f.eks. vestlige levestandarder og institutioner – men egentlig ikke er så utilfredse, når de ikke bliver bedt om at lave ideelle sammenligninger.

Overordnet er problemet, at man ikke bør bede folk om specifikke sammenligninger. Er deres bedst tænkelige liv således det bedste for dem, eller det de mener, er det socialt accepterede bedste liv? Og er det overhovedet acceptabelt, eller støder man mod en social norm, hvis man erklærer, at man er tæt på et ideal? Jo mere, man beder folk om en specifik sammenligning, jo mere kommer ens resultater til at lide under denne type velkendte problemer. Så er Danmark faldet i de internationale målinger? Er lykken på tilbagetog? Svaret er nej, så længe man tager danskernes egne svar alvorligt, og lader være med at bede folk om at definere en form for socialt ideal.

Er den teknologiske udvikling bremset op?

Af Christian Bjørnskov, den 18. marts 2018. 1 svar

Blandt økonomer kører der i disse år en debat om, hvorvidt den teknologiske udvikling i dag er væsentligt langsommere end i årene fra 40erne til først i 70erne. Spørgsmålet er ekstremt vigtigt fordi teknologisk udvikling er en af de væsentligste drivkræfter bag den langsigtede udvikling i produktivitet. Mange af dem, der taler for stagnation – at den teknologiske udvikling faktisk er langsommere i dag end tidligere – taler om, at der ikke længere er mange ’lavthængende frugter’. Med andre ord er der færre og færre nemme måder at blive mere produktiv på. Om det er sandt blæser stadig i vinden.

Der er dog en anden fløj, der peger på at der stadig er væsentlig udvikling. Den er blot sværere at ’se’, og optræder heller ikke altid fuldt i BNP-statistikker. Hvor svær, den debat er, vil vi i dag eksemplificere med nogle få eksempler. Vi gør det ved at vise seks eksempler på teknologisk udvikling mellem 1973 – det normale cut-off i litteraturen – og i dag, 45 år senere og mellem 1973 og 1928, 45 år tidligere. Eksemplerne er fly og telefoner.

Fly er tydelige og meget synlige eksempler på, hvordan den teknologiske udvikling kan være bremset op. De tre billeder her er fly, der var blandt de største og mest avancerede på deres tid: En Fokker 30 fra 1928, en Boeing 747-100 fra 1973, og en ny Boeing 747-8 fra i dag. Kvantespringet i de 45 år mellem 1928 og 1973 er tydeligt: Det er skiftet fra 32 til 366 passagerer, propeller til jetmotorer, og transport for de få til de mange. Springet fra 1973 til 2018 er derimod næsten usynligt, og det basale design af flyet er identisk i dag med Joe Sutters oprindelige fra sidste i 60erne.

Boeings jumbo er dog også et eksempel på, hvor lidt man ofte kan se den nyere teknologiske udvikling. Selvom -8-versionen ligner -100 og ikke kan flyve hurtigere, kan de nye flyve cirka 14.000 kilometer uden mellemlandinger. Den gamle 100-versionen, der fløj i 1973, brugte cirka 5,1 liter fuel per passager per 100 kilometer. Det lidt mindre og mere fleksible, højteknologiske – og meget smukke – Lockheed L-100 TriStar, brugte marginalt mindre. I dag bruger 747-8 cirka 3,5 liter på long-haul-ture, mens Boeings 787-8, der går for at være det mest avancerede af de nye fly, kan nøjes med 2,8 liter. Grundene er ikke direkte synlige for de fleste, da de to versioner af 747 ligner hinanden, og de fleste heller ikke ville kunne gætte, om TriStar eller 787 var det nyeste fly. På jumboen er de væsentligste forskelle detaljer i vingedesignet og motorerne – Pratt & Whitneys JT9D-7 på de tidlige versioner versus General Electrics GEnx. Det samme gør sig gældende for de lidt mindre fly, hvor 787-vingen er ekstremt efficient, og de nye Rolls Royce Trent-motorer (som British Airways f.eks. har købt) er enorme forbedringer i forhold til TriStars dengang avancerede Rolls Royce RB-211. Alligevel vil de fleste kun kunne se en forskel på motorerne: At de nye motorkasser, der omgiver motoren, ender i en savtakket kant, hvor de gamle havde en glat kant.

Den teknologiske udvikling er derfor skjult for de fleste i mange fly, og er også ofte i høj grad understøttet af afregulering, som har gjort flytransport meget billigere. En tur over Atlanten koster således mindre i dag i nominelle kroner end i 70erne, på trods af at det generelle prisniveau er firedoblet. Men det er ikke det eneste eksempel på, hvordan vi ikke ser udviklingen.

Et af de mest dramatiske og mest synlige eksempler er telefoner. Til højre herfor har vi derfor billeder af typiske telefoner fra de tre år 1928, 1973 og 2018. Den første er en tysk GAG Haustelefon, den næste en Kirk F 68 med trykknapper, mens den sidste er en ny Samsung Galaxy S8.

GAG-telefonen ligner den, man ser rige og glamourøse mennesker bruge i amerikanske film fra 30erne – et særligt apparat som stod på sit eget, dertil indrette bord. Man drejede et nummer, omend man ofte skulle gennem en telefonistinde og spørge om en forbindelse. I forhold til tiden før telefonen, var det dog et meget stort fremskridt. Man kan derfor overveje, hvor hurtig den teknologiske udvikling var fra 1928-73, når man ser Kirk-telefonen. Udover at den har knapper i stedet for en drejeskive, er det essentielt samme teknologi, omend med bedre lyd og langt lavere samtalepriser.

Springet fra 1973 til 2018 er synligt for alle, og meget velkendt når man spørger folk: En Samsung Galaxy ville virke som noget fra Star Trek, hvis man havde set den i 1973, og flere af dens funktioner ville være fuldstændigt ukendte. Det er dog næsten usynligt på to andre fronter af to grunde. For det første er det velkendt, at folk vænner sig meget hurtigt til mange objektive forbedringer, og dermed ‘glemmer’ fremskridtene. Selvom man ved med sikkerhed, at ens liv er blevet bedre, hæver man stille og roligt overliggeren for, hvad man opfatter som almindeligt.

For det andet har Samsung-telefonen, som meget anden ny teknologi, multifunktionalitet. Skulle man være fair overfor Samsung, er den ikke blot telefon, men også ur, radio, en lynhurtig postkasse til kort, og en moderne telefon udgør det også for en hel hylde fuld af telefonbøger og kort. Ét apparat har dermed erstattet en række andre forbrugergoder, som en ny generation ikke kender til. Multifunktionaliteten skjuler dermed, hvor stort fremskridtet faktisk er.  Forsøger man at måle konsekvenserne af fremskridtet kommer man derfor til kort. Det købekraftsjusterede BNP per indbygger i Danmark steg 191 % mellem 1928 og 1973, men er kun steget med  80 % siden 1973 (iflg. Maddison-databasen).

Som den britiske økonom Diane Coyle (se også her) har understreget, skjuler det dog meget væsentlige velfærdsforbedringer af en meget simpel grund. For at kunne korrigere for købekraftsforskelle – at nogle lande er dyrere end andre, og at varer stiger i pris uden at blive bedre (en Mælkedreng vanilleis kostede 1,25 da jeg var helt lille) – må man sammensætte en almindelig ‘kurv’ af varer og spore, hvor meget prisen på den kurv ændrer sig over tid. Problemet med det er, at der i 1928-kurven naturligvis ikke indgik TV i kurven, da det ikke var opfundet, og i 1973-kurven er der ingen mobiltelefoner. Kurven, man bruger til at beregne købekraftsparitet med, ændrer sig over tiden. Og hver gang, man stopper en ny vare i kurven fordi den er ved at blive almindelig, fører det til at man undervurderer velstands- og velfærdsfremgangen i BNP-statistikkerne.

Skal man gå videre end ‘blot’ BNP, bør man måske også regne de nye flys ekstremt forbedrede brændstoføkonomi med ind. Med et noget populært udtryk er en 747-8 eller 787s ‘økologiske fodaftryk’ væsentligt mindre end en 747-100 eller en L-1011. Og i en vis forstand gælder det samme for moderne mobiltelefoner. Vi udskifter dem langt hurtigere end de gamle telefoner, men de har på den anden side gjort, at vi ikke længere producerer kortbøger, telefonbøger osv.

Bundlinjen er, at der er mange grunde til at være teknologisk optimist. Der er dog også grunde til at være skeptisk over, hvor store de fremtidige fremskridt kan blive på en lang række områder. Skal man opsummere det hele, er konklusionen nok den lidt uldne, at der stadig er fremskridt og udvikling, men at den margin, de sker på, skifter over tid. En dag holder telefoner op med at udvikle sig, og bliver sikkert ligesom flyene et område, hvor fremskridtene bliver stadig mindre synlige. Men den dag er der sandsynligvis dukket et andet område og nogle andre produkter op, som vi ikke havde fantasi til at forestille os idag. Om balancen mellem opbremsningen i fly og de enorme fremskridt i kommunikation så alt i alt er dårlig eller god, må vi være op til hver enkelt læser. Der skal bare tænkes over den, før man udtaler sig for bombastisk om verdens tilstand.

Mere om frihandel

Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2018. Skriv et svar

Vi har skrevet meget om frihandel her på stedet, og i særlig grad om, hvordan der ingen gode argumenter er imod. I den forbindelse blev jeg interviewet af den glimrende Troels Wenzel Østergaard, der er vært på DK4s serie Selskabsadvokaterne. Hele programmet er tilgængeligt nu, og kan ses nedenfor. Troels interviewede både mig, Børsens tidligere chefredaktør Anders Krab-Johansen og erhvervsminister Brian Mikkelsen. En af de pudsige ting, man kan se og høre i udsendelsen, er hvordan vi alle er stærke tilhængere af frihandel, men giver ganske forskellige grunde til det. Det hele er stærkt anbefalet.

 

Hvem er de rigeste i dag?

Af Christian Bjørnskov, den 10. marts 2018. 2 svar

Forleden skrev vi om hvilke lande, der var rigest i midt-1950erne. Overraskelsen i den forbindelse var, at Libanon var på listen – et faktum, som fleste enten aldrig havde vidst eller havde glemt. Vores ærinde i dag er at spørge, hvem der er rigest i dag. Og her er der både overraskelser i form af, hvilke lande der er på listen, og i form af den usikkerhed, der står om spørgsmålet.

Listerne over de 30 rigeste lande nedenfor viser tre ting. For det første angive de rangeringen i Maddison-datasættet, hvor det sidst tilgængelige datapunkt er købekraftskorrigeret BNP per indbygger i 2016. Maddison-datasættet matcher de meget brugte Penn World Tables og købekraftskorrigerer – dvs. tager hensyn til, hvor dyrt det er at leve i et bestemt land – på cirka samme måde. Tallene er derfor bredt accepterede, men lider det problem, at Maddison ikke dækker alle lande. Søjle 1-3 i tabellen omfatter derfor lande, der også eksisterede og havde data i 1955; en del af dramaet i tabellen er derfor sammenligningen mellem et lands placering i dag, og dets placering internationalt i 1955.

Hvis vi starter med søjle 1-3 er overraskelserne næppe overraskelse som så. Singapore er nummer 2, op fra nummer 54 i 1955; Hong Kong er nummer 9 (61); Taiwan nummer 15 (99) og Sydkorea nummer 25 (105). De fire asiatiske tigres historie er velkendt og skyldes omfattende liberalisering og åbenhed for international handel. De er med andre ord kapitalistiske succeshistorier. Det samme kan i et vist omfang siges om Japan (21 versus 45) og Irland (5 versus 26). Det eneste virkeligt mærkværdige land er Ækvatorial Guinea, hvor rigdommen skyldes relativt nye og store oliefund.

Rykker man over til højre i tabellen ser rangeringen en smule anderledes ud af to grunde. For det første er den alternative liste baseret på CIA’s World Factbook, der købekraftskorrigerer en smule anderledes, og for det andet har CIA næsten alle lande med. De fire første – det lillebitte finanscentrum Liechtenstein, olielandet Qatar, rigmandskolonien Monaco og det tidligere portugisiske spillemekka Macau – er således ikke med i Maddison-databasen. CIA har også Luxembourg på førtepladsen, og ikke Norge, der ’blot’ bliver nummer 10. Forskellen skyldes, at CIA måske mere omhyggeligt tager hensyn til de meget høje leveomkostninger i Norge, og derfor vurderer den objektive levestandard lavere end de nationalt baserede BNP-tal i Maddison.

CIA-listen afslører også, hvordan en række meget små lande har formået at blive rige pga. specialisering. Det gælder ikke blot Liechtenstein, Sint Maarten, Gibraltar og Caymanøerne på international finansering, Macau og Monaco på spil og ekstremt lave skatter, eller Bermuda på forsikring og turisme. Olielandene er naturligvis også med, om end en række af dem har meget lave vækstrater selvom de re rige. Et påfaldende træk ved listen er, at mange relativt små lande, er at finde på Top-30, hvilket burde være et vink med en vognstang til de mange, der stadig tror at størrelse er vigtigt i international konkurrence. Gode institutioner, fri markedsøkonomi, og åbenhed overfor resten af verden er fællestrækkene ved verdens rige lande. De har også været tydelige træk i Danmarks (nummer 27) historie, men er under angreb fra stort set alle partier i det nu næsten helt inkompetente Folketing.

Hvis man ikke lige har olie i undergrunden, er der næppe andre måder at blive rig på. Det reflekteres også i mange andre forhold. Så næste gang, nogen påstår at man skal være ’stor’ for at kunne klare sig, kan vores læsere passende pege på Bermuda. Og det er ingen tilfældighed, at et af verdens ældste parlamenter findes på Bermuda.

Nye public choice-navne at holde øje med

Af Christian Bjørnskov, den 8. marts 2018. 1 svar

Jeg er pt. så småt på vej hjem fra USA, hvor jeg havde fornøjelsen at deltage i årets konference i the Public Choice Society. Turen var travlere end normalt, da jeg ikke blot skulle deltage i selve konferencen. Dagen før konferencen holdt jeg seminar på the College of Charleston med et af de nye projekter – Institutional Shocks and Economic Crises – som kommer ud af mit databasearbejde med Martin Rode. Torsdag, før konferencen startede, holdt jeg en gæsteforelæsning i Pete Calcagnos fag Comparative Economic Systems om hvordan Skandinavien fungerer, og onsdag efter konferencen var jeg fløjet op til Washington og holdt seminar om tillid på George Mason University i Fairfax. Og i mellemtiden var der heldigvis tid til et besøg på the Smithsonian Air and Space Museum.

Hovedattraktionen var dog konferencen, og en af fornøjelserne var at se, hvor mange dygtige unge public choice-forskere der dukker op for tiden. Et signal om kvaliteten er, at årets vinder af Ostrom-prisen er James Strickland fra University of Michigan. Det fremragende papir, der gav ham prisen hedder “The Contingent Value of Connections: The Supply and Demand for Revolving-Door Lobbyists” og er pt. en såkaldt revise & resubmit hos det ekstremt prestigiøse American Journal of Political Science.

Af de adskillige andre unge forskere, som enten er PhD-studerende eller post-docs, stillede universitetet i Münster med et helt hold. Helena Helfer har tidligere været finalist til Ostrom-prisen, og særligt Lena Gerling imponerede med en glimrende præsentation af ” Public Protests, Coups d’État and Elections – Evidence from Africa.” Lenas hovedidé at uroligheder, blandt andet op til valg, kan være udløsende faktorer for kupforsøg, er helt intuitiv, men er aldrig blevet testet før nu. Det hjalp naturligvis også på min personlige interesse, at min egen præsentation “When do Coups Succeed” handlede om samme emne!

Blandt de mange andre kan man nævne Matthew Bonick (Freiburg), Carl Magnus Bjuggren (IFN og Memphis) og Anna Lewczuk (Warszawa), der alle fokuserer på meget anderledes emner. Heldigvis skal man heller ikke glemme mine to studerende (på billedet) – Andrea Sáenz de Viteri, der normalt er på universitetet i Navarra, og Greta Piktozyte, der er specialestuderende i Aarhus – som gav præsentationer og kritikindlæg, som folk efterfølgende talte varmt om. For vores læsere er der således nye navne at holde øje med, og som vi sandsynligvis kommer til at skrive mere om. Og for de af os, der er i forskningen, er der masser af lys forude for public choice-feltet – og lidt af det skinner på Aarhus.

De rigeste i 50erne

Af Christian Bjørnskov, den 5. marts 2018. 11 svar

Forleden udkom den nye version af det såkaldte Maddison-datasæt, der oprindeligt blev startet af og nu er opkaldt efter den fremragende britiske økonom Angus Maddison. Det særlige ved datasættet er, at det indeholder estimater af bruttonationalindkomsten tilbage i tid, og for nogle landes vedkommende meget langt tilbage. Jeg bruger det til tider i min undervisning i udviklingsøkonomi, hvor de studerende ofte bliver overraskede. En del af overraskelserne handler om det faktum, at verdens rigeste lande i dag ikke er helt de samme som før i tiden. Tabellen nedenfor fortæller således historien om, hvordan en gruppe af verdens rigeste lande bliver ved med at være rigest ved at vise Top-25 omkring 1955. Sammenligningen med deres position og relative indkomst omkring 2015 er ganske instruktiv.

Kun otte lande i Top­-25 i dag var det ikke allerede for 60 år siden, og de to var i Top-30. Irak var ekstremt rigt en kort overgang, men landet var midt i et olieboom i 1955, og faldt meget hurtigt bagud igen. De interessante lande er i stedet Libanon, Venezuela, Argentina, Gabon og Uruguay. Libanons hovedstad Beirut var f.eks. kendt som Mellemøstens Paris og tiltrak kendisser i hobetal. Det var meget tydeligt, at levestandarden bestemt ikke stod tilbage for Sydeuropas, hvilket også er til at se på billedet nedenunder (som er fra Mario Kanaans tweet). Tragedien i Libanon var den voldsomme borgerkrig, der brød ud i 1970erne og over to årtier ødelagde det ellers rige land. Libaneserne har i dag næsten præcist samme købekraft som i midten af 1950erne.

Argentina, Uruguay og Venezuela var steder, vestlige virksomheder etablerede sig og som tiltrak immigranter med initiativ og uddannelse, ikke mindst fra det noget fattigere diktatur i Spanien. Ingen husker det i dag, men umiddelbart efter anden verdenskrig blev store dele af Sydamerika set som økonomisk ligeværdige med Sydeuropa. Resterne af storhedstiden ses stadig i blandt andet det fremragende Teatro Colón i Buenos Aires, der på trods af alt stadig regnes for et af verdens fineste operahuse, og i andre ting som Brasiliens Bossa Nova-tradition. Sidst, men ikke mindst, må man huske at flere kolonier faktisk var meget velfungerende. Gabon, der indtil 1960 var et fransk territorium, havde en ganske diversificeret økonomi med tømmer, guld, landbrug og en masse handel fra resten af det franske imperium i Vestafrika. Landet er stadig ganske rigt, set i forhold til resten af Afrika, men er faldet lige så meget bagud som Latinamerika.

Den vigtige indsigt fra historien er, at nok kan lande være blandt de rigeste i mange år – og have en etableret selvforståelse som et af de rigeste lande – men det er ikke sikker, at det bliver ved. Historien om f.eks. Argentina, Gabon og Venezuela handler om, hvordan horribel politik, som man troede ’man havde råd til’, stoppede udviklingen og effektivt efterlod dem som tredjerangsnationer. Ingen tror, at det kan ske hos dem – det er kun andre, der kan kvaje sig så meget, indtil man alt for sent opdager, at man selv er blevet elendig.

Megan McArdle om Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 1. marts 2018. Skriv et svar

Forleden skrev den glimrende Megan McArdle en artikel om Danmark og det danske samfund i Bloomberg. Baggrunden for Megans artikel var, at Danmark blev ved med at være et af temaerne i den amerikanske valgkamp. Som hun skriver:

Denmark showed up in American politics during the first Democratic primary debate in October 2015, when Senator Bernie Sanders cited it when asked about his vision of democratic socialism. “I think we should look to countries like Denmark, like Sweden and Norway, and learn what they have accomplished for their working people,” Sanders said.

Megan var derfor i København sidste efterår, hvor hun mødte en række folk til interview. Jeg brugte selv et par hyggelige timer sammen med hende, og hun besøgte bl.a. også Martin Ågerup. Artiklens konklusion er ret god:

So, sorry, conservatives: Denmark really does combine high wages with high employment, high taxes with prosperity, fiscal responsibility with high levels of government spending. No wonder leftists ask if policymakers couldn’t do something like that in the U.S.

But also … sorry, leftists. After a week in Copenhagen, the conclusion I came to is that no, they probably can’t. Not because the Danish model doesn’t work, but because it’s so very, very Danish.

Men, som Megan også skriver, “Danish social cohesion works great for Danes. It’s not so great, though, at doing another thing modern advanced economies need: Absorbing outsiders.” Hendes hovedpointe, smukt illustreret i historien om at hendes telefon blev stjålet og hvordan folk reagerede på det, viser tydeligt fordelene og en enkelt ulempe ved den skandinaviske tillid. Hele artiklen er et fremragende eksempel på, hvordan en outsider kan se ting i vores samfund, som vi måske tager for give tog overser hver dag. Uanset at man måske ikke er enig med hende i alle vurderinger, er Megans artikel stærkt anbefalet!

Public Choice Society 2018

Af Christian Bjørnskov, den 22. februar 2018. Skriv et svar

I næste uge ruller den årlige konference i the Public Choice Society af stablen. Konferencen, som jeg deltaget i hvert år og som vi derfor også traditionelt skriver om, afholdes i år i det charmerende Charleston, South Carolina. PCS er de fleste år en spændende konference, hvor dygtige amerikanske forskere og deres PhD-studerende præsenterer noget af deres nye forskning i public choice og politisk økonomi. Det er også altid en meget hyggelig konference, hvor man kan bruge tid med de kolleger fra adskillige lande, man helst vil drikke en kop kaffe eller en øl med, eller dele et måltid sammen med.

Jeg får desværre temmelig travlt, da jeg af mærkværdige grunde er endt med at have ikke mindre end seks papirer på programmet. Jeg ville meget hellere have præsenteret ét papir og måske, som de fleste år, have en enkelt anden medforfatter, der præsenterer et af vores fælles studier. Sådan er det ikke gået, da flere kolleger fra to overordnede projekter har besluttet, at sende papirer til konference, hvor jeg også står som medforfatter.

Jeg skal selv præsentere ” When do coups succeed?” sammen med Greta Piktozyte, mens vores medforfatter Martin Rode (Uni Navarra) bliver hjemme og passer sin næsten nyfødte datter. Jerg Gutmann (Uni Hamburg) præsenterer vores fælles arbejde med Andreas Freytag (Uni Jena) med titlen ”Coups, Regime Transition, and the Dynamics of Press Freedom”, Niclas Berggren (IFN Stockholm) præsenterer “Do Voters Dislike Liberalizing Reforms? New Evidence Using Data on Satisfaction with Democracy”, Andrea Saénz de Viteri Vázquez (Uni Navarra) kommer med “Populism and Constitutional Reform in Latin America”, Stefan Voigt (Uni Hamburg) har “Terror and States of Emergency” med, og Shruti Rajagopalan (SUNY) skal præsentere “Disasters in India – a welcome pretext for the federal government to get rid of state governments?”. Alle disse papirer er med undertegnede som medforfatter, og mine medforfattere valgte at sende dem til netop denne konference.

Men ind imellem mine pligter er der som altid en række spændende præsentationer, som jeg ser frem til. I mine egne sessions kommer den fine Thomas Apolte (Uni Münster) med ”A Theory of Autocratic Transition. How Populists Establish Dictatorship”. Thomas kaster en smule lys over, hvordan politikere som Vladimir Putin, Recep Erdogan og Hugo Chavez ødelagde demokratiet i deres land. Et helt andet emne, der kan gå hen at være interessant, er ”Public debt, factions, and rules: Toward effective restraints on fiscal commons problems.” grunden er, at det præsenteres på en plenary session af Lars Feld (Uni Freiburg), der er formand for Tysklands ækvivalent til de danske vismænd. Og på konferences førstedag kan man bl.a. se frem til den fremragende Peter Kurrild-Klitgaard, der taler om ”Public Choice and Political Science: A View from Europe” på den første plenary.

Blandt de mange andre papirer, er den interessante Daniel Bennetts (Baylor U) ”Field of dreams: If government builds infrastructure, will entrepreneurs come?” Daniel ser på den meget populære idé om, at infrastruktur kan tiltrække nye virksomheder og mere aktivitet. Den er blandt andet central for beslutningen om at bygge letbane i Aarhus og Odense, og er for det meste rendyrket nonsens.

Andre papirer, jeg ser frem til er først og fremmest ”Is trust in companies rooted in social trust, or regulatory quality, or both?” Forfatteren er den glimrende Hans Pitlik fra WIFO i Wien, som de seneste år har bidraget til vores forståelse af, hvordan tillid præger samfund og den måde, de fungerer på. Colin Harris og Peter Leeson (GMU) kommer også med ”Wealth-Destroying Private Property Rights”, der umiddelbart lyder underligt. Men Leeson har en sjælden evne til at opdage overraskende komplikationer, så hans session tiltrækker sandsynligvis en flok.

Formålet i dag er ikke at opsummere hele det lange program til PCS, men blot plukke nogle få potentielt interessante papirer, som vi – hvis interessen er der – kan skrive mere om senere. Hele programmet indeholder for eksempel også studier af ressourceforbandelsen, hvordan regulering kan forhindre kvinder i at starte virksomhed, etik i public choice, og langsigtseffekter af ideologiske forskelle. Som altid er der voldsomt meget at se frem til rent fagligt – og derudover et besøg hos 5 Church Charleston med nære venner. Forskning er hårdt og halvdårligt betalt arbejde, men en gang imellem er der lyspunkter.

Globalisering skaber ikke ulighed

Af Christian Bjørnskov, den 20. februar 2018. Skriv et svar

Der har i årevis floreret påstande om, at globalisering skaber økonomisk ulighed. Påstanden er ikke kun fra den yderste venstrefløj, hvor international handel altid har været suspekt, men har også fået sin gang blandt nationalkonservative. I USA er ideen om globaliseringens trusler central i Trump-administrationens politiske overvejelser, mens den i Danmark mest er begrænset til angiveligt ’intellektuelle’ som Rune Selsing. For de af os, der har beskæftiget sig med handelsteori og international økonomi har påstanden altid lydt teoretisk tvivlsom og politisk hul, som de fleste påstande med stærk politisk opbakning.

Ny forskning, der blev udgivet fra det fornemme CesIFO i München i januar, afmonterer således store del af myten. CesIFO-chefen Clemens Fuest har allieret sig med sine professorkolleger Florian Dorn og Niklas Potrafke – en ven af punditokraterne og en af undertegnedes jævnlige medforfattere – for at se omhyggeligt på evidensen.

I Globalization and Inome Inequality Revisited tager de tre tyske økonomer fat på spørgsmålet med friske øjne. De tager først og fremmest fat i problemet, at økonomisk teori siden 1930erne har peget på, at virkningen af globalisering ikke behøver være ens på tværs af regioner og typer af samfund. Fuest et al. håndterer også kausalitetsproblemet, da ulighed kunne bidrage til globalisering ved både at have konsekvenser for landes komparative fordele og påvirke eller reflektere landets økonomiske politik.

Tyskerne finder, at ser man på verden som helhed ser det ud til, at globalisering er forbundet med større ulighed. Bryder man derimod verden op i forskellige regioner, bliver det klart at det generelle billede er skabt af én bestemt gruppe lande. Det er i lande, der er i transition fra kommunisme til en eller anden form for markedsøkonomi, at globalisering ser ud til at skabe ulighed. I resten af verden er der ingen tydelig forbindelse mellem de to, og i særdeleshed i OECD-landene er sammenhængen meget klart et nul. Konklusionen fra et af de mest omhyggelige studier til dato er klar: I vores slags samfund skaber globalisering absolut ikke indkomstulighed.

Dermed er det dog ikke sagt, at globalisering ikke påvirker forskellene mellem rig og fattig. Ser man på verden som helhed, er øget globalisering en af de vigtigste grunde til, at en række fattige lande vokser ganske hurtigt og dermed løfter desperat fattige mennesker ud af fattigdom. Men internt i lande er der også en afgørende forskel.

Som den svenske økonom Fredrik Erixon og direktør for tænketanken European Centre for International Political Economy peger på i et nyt papir, er forskelle i indkomst ikke den eneste måde, at ulighed kan måles. Han ser i stedet på, hvad der hypotetisk ville ske, hvis ens land holdt op med at handle med resten af verden. Fredrik viser en række beregnede eksempler på, hvordan globalisering gør hverdagen meget billigere for almindelige forbrugere. Jakkesæt til mænd er cirka 36 % billigere, briller er 58 % billigere, vaskemaskiner er 76 % billigere, og symaskiner – som ikke var almindelige i f.eks. tyske hjem i 60erne, er 82 % billigere. Med andre ord er en af de store gevinster fra globalisering ikke at blot folk tjener meget mere – hvilket de faktisk gør, da globaliseringsprocesser på flere måder bidrager til at gøre samfundet mere produktivt – men at pengene også rækker meget længere.

Som jeg selv har understreget i flere anledninger, gør øget globalisering måske endda champagne dyrere når nyrige kinesere og indere begynder at efterspørge de sparsomt tilgængelige bobler. Men i vores del af verden bliver almindelige varer, som vejer tungt i de fattigere segmenters budget, væsentligt billigere af at den internationale handel bliver friere og mere konkurrencepræget. Og i den fattige del af verden skaber den utallige muligheder for verdens virkeligt fattige. Globaliseringskritik er derfor muligvis god populistisk valgkamp, men den er en ekstremt ringe basis for udviklings- eller socialpolitik.

Skal Storbritannien blive i toldunionen?

Af Christian Bjørnskov, den 18. februar 2018. 2 svar

I sidste uges Live From Nord North Street, the Institute of Economic Affairs fine podcast-serie, talte Madeline Grant med IEA’s cheføkonom Julian Jessop om hvad der taler for og imod, at briterne sigter efter at forblive en del af EUs toldunion. De fremtidige handelsforhold er centrale for Brexit-problematikken og for, hvordan briternes økonomi sandsynligvis kommer til at udvikle sig efter Brexit. Emnet diskuteres heftigt i Storbritannien, men burde også fylde i de danske medier. Storbritannien er for eksempel ikke blot Danmarks tredjestørste eksportmarked – et forhold, danske politikere forstår – men også vores sjettestørste importpartner. Jo bedre en aftale briterne får, jo bedre er det for dansk økonomi og danske forbrugere.

Baggrunden for IEA-diskussionen er, at Confederation of British Industry, den britiske ækvivalent til DI, forleden argumenterede for at landet bør forsøge at blive i toldunionen. Organisationens argument er, at en forbliven i toldunionen vil sikre, at britiske eksportvirksomheder bevarer deres toldfrie adgang til det Indre Marked, og dermed ikke skades af Brexit. Et andet argument, som Jessop nævnte i podcasten, er at fortsat deltagelse i toldunionen vil løse en del af de noget absurde problemstillinger, der er omkring den irsk-nordirske grænse. Nok er Storbritannien et ørige, men fordi Nordirland som bekendt stadig hører under kronen, har landet alligevel en landgrænse med EU. Pt. er den grænse mindst ligeså porøs og nem at passere som den dansk-tyske grænse, men EU har truet med at lukke den og gå tilbage til en situation med permanent paskontrol hvor alle person- og lastbiler stoppes. Hverken irerne eller briterne er interesseret i andet end en fortsat åben grænse, men det synes Michel Barnier at være relativt ligeglad med.

Alligevel er det interessante i Grant og Jessops samtale, at der også er forhold der taler for at briterne bør udtræde af toldunionen og forhandle en separat aftale. Overvejer man spørgsmålet kan det heller ikke undgås, at det fører til at man overvejer fordele og ulemper ved det danske medlemskab. En central del af diskussionen, der gør den mere kompleks end blot en idiotisk rygmarvsreaktion som at vi ”taber handel med EU”, er at EU både giver nemmere handel til andre EU-lande, men også begrænser mulighederne for at handle frit med lande udenfor EU.

Spørgsmålet er derfor om balancen mellem trade creation og trade diversion. En række firmaer står til at miste en del af deres markedsadgang, hvis Brexit indebærer at, at Storbritannien udtræder af toldunionen og ender med en aftale, der er tydeligt værre. Det kan ske hvis briterne tvinges til at betale told, hvilket ikke betyder at grænserne lukker – husk, at det værste der kan ske er, at de kommer til at få såkaldt MFN-adgang ifølge WTO-reglerne. Det kan også ske, hvis de bevarer toldfri adgang til EU-markederne, men kommer til at bære væsentlige dokumentationsudgifter, der i sig selv er non-tariff barriers.

Den anden side af sagen er dog, at virkeligheden i enhver toldunion også er, at medlemskab forhindrer et land i at indgå andre handelsaftaler. I en toldunion har man fri adgang til andre medlemmers markeder, og en fælles handelspolitik. For Storbritannien betyder det, at fortsat medlemskab i særdeleshed forhindrer landet i at indgå aftaler, der er bedre og indebærer friere handel end EU’s laveste fællesnævner (læs: Frankrig) tillader. Jessop understreger således, at briterne efter Brexit på sigt har mulighed for at lave bedre aftaler – og i bedste fald fuldstændigt fri handel – med en række af verdens emerging markets, ligesom de også kan tage større skridt mod fuldstændig fri handel med f.eks. Canada.

Grant og Jessop er således fornuftens stemmer i det kvarter, deres IEA-samtale tager. De peger på, at der er tab forbundet med Brexit, hvilket der næppe er nogen i den britiske eller danske debat, der tvivler på. De understreger derimod også, at der er potentielle gevinster forbundet med at bryde med EU’s toldregime, hvilket ofte overse af politikere og kommentatorer. EU er, som vi understregede forleden i Børsen, udadtil en af de stærke protektionistiske kræfter i verden. Brexit, håndteret af mere indsigtsfulde politikere end den robotagtige Therese May, åbner også en række muligheder. Jo stærkere frihandelstraditionen er i et land, jo mere sandsynligt er det, at landet kan få faktisk gavn af at bryde med den fælles handelspolitik da dets politikere kommer til at være mere tilbøjelige (alt andet lige) til at implementere friere handelspolitik. Og er der lande i Europa med stærkere frihandelstraditioner og –præferencer end Storbritannien og Danmark? Det skulle da lige være Sverige.

Handel kræver ikke politiske aftaler

Af Christian Bjørnskov, den 15. februar 2018. 4 svar

Niels leverede et glimrende indlæg i går om handel, med budskabet om at import er mindst lige så vigtigt som eksport. Niels og jeg tænker ofte ens, hvilket viste sig endnu en gang i morges, da min klumme kunne læses i Børsen. Baggrunden for begge indlæg er Anders Samuelsens ellers meget prisværdige støtte til øget frihandel, som ministeren luftede offentlige i sidste uge. Problemet er, at Samuelsen ligesom de fleste uden nationaløkonomisk skoling tror, at gevinsterne kommer gennem eksport. Men som jeg skriver i Børsen:

Gevinsten af handel kommer ikke gennem flere arbejdspladser eller større eksportindtægter, men fordi de nye arbejdspladser er mere produktive og dermed skaber mere værdi for samfundet såvel som for den enkelte arbejdstager. De nye arbejdspladser er med andre ord bedre end de gamle.

Det er på høje tid, at også politikere slipper af med de gamle merkantilistiske ideer om, at eksport er godt og import er ondt. De store gevinster ved handel kommer, hvis man selv åbner op for handel! De kommer ikke, når politikere prøver at vinde eksportgevinster for ’deres’ virksomheder, og sniger alskens ’rettigheder’ og andre dybt protektionistiske krav ind.

Hele klummen kan læses her og kan særligt anbefales, hvis man er udenrigsminister.

Andreas Bergh om den gode ulighed

Af Christian Bjørnskov, den 12. februar 2018. 2 svar

Min ven og kollega Andreas Bergh, der deler sin tid mellem Lunds Universitet og IFN i Stockholm, er ikke blot en dygtig økonom og samfundsforsker. Han er også en af de bedste kommunikatorer, jeg kender. Dagens forslag er derfor, at læserne tilbringer 4½ minut i selskab med Andreas, der forklarer hvornår økonomisk ulighed er et gode. Hans distinktion mellem typer og forskellige institutionelle processer er central for at forstå fænomenet, og helt fraværende i den danske debat – og hans svenske er endda nogenlunde forståeligt. Stærkt anbefalet!

Er liberaliserende reformer virkelig upopulære? Nej

Af Christian Bjørnskov, den 10. februar 2018. 4 svar

Det påstås ofte, at liberaliserende reformer, der reducerer det offentlige forbrug og afregulerer, og dermed lader mere tilovers til et frit marked og civilsamfundet, er upopulære. Den canadiske journalist Naomi Klein, der er feteret på den yderste venstrefløj, blev for eksempel berømt med sin tese om, at politikere direkte skaber kriser for at gennemtvinge liberalisering. Hendes marxistisk inspirerede tese er, at de udelukkende gør det for at gøre deres allerede rige venner endnu rigere. I Kleins verden – der i høj grad også er blevet Jeremy Corbins, Bernie Sanders og Pernille Skippers verden – er enhver direkte liberaliserende reform derfor demokratisk illegitim.

For halvandet år siden skrev vi derfor om emnet her på stedet (læs her), da en variant af denne debat var blusset op igen. Baggrunden var en ny bog af professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet, hvor han hævdede, at danskernes lave tillid til politikere var en konsekvens af, at velfærdsstatsreformer havde ”skabt større utryghed blandt en stor gruppe af vælgere.” Vi bragte den dag resultaterne af nogle simple regressionsanalyser af faktiske data, der bestemt ikke pegede i Gouls retning.

Emnet blev dog ved at nage, da den grundlæggende påstand dukkede op i flere sammenhænge. I ny forskning sammen med min gode ven og kollega Niclas Berggren fra IFN ser vi derfor på netop dette spørgsmål. Niclas og jeg har gjort præcist hvad vi lagede op til i blogposten for halvandet år siden, men langt mere systematisk. I ”Do voters dislike liberalizing reforms? New evidence using data on satisfaction with democracy” ser vi på effekten af reformer, der enten øger eller reducerer statens rolle i samfundet væsentligt, og sammenholder disse events med udviklingen i folks vurdering af, hvordan demokratiet virker i deres samfund. Vores centrale indikator er derfor borgernes direkte vurdering af, hvor legitimt systemet og politikerne er. Vi dokumenterer i et appendiks, at denne vurdering følger borgernes tillid til politikere og parlamentet meget tæt, og at vi derfor måler kernen i argumenterne imod reformer.

Resultaterne på tværs af 30 europæiske lande mellem 1993 og 2015 er tydelige: Reformer der afregulerer er populære hos vælgerne og reformer, der indfører mere regulering er upopulære. Evidensen taler således direkte og meget tydeligt imod Goul, Klein og andre. Vi finder endda robust evidens for, at vælgerne reagerer endnu mere negativt, når det er en venstreorienteret regering, der indfører mere regulering. Med andre ord opfatter vælgerne i gennemsnit liberaliserende reformer som klart legitime, og yderligere reguleringer som illegitime i de fleste tilfælde.

Niclas skal præsentere papiret på de to public choice konferencer i foråret (Charleston i marts og Rom i April). Mens vi håber på gode kommentarer, der kan bringe vores forskning et skridt videre, ændrer resultaterne sig næppe. Konklusionerne i abstractet nedenfor er robuste, og måske noget, dansk politikere på begge fløje burde kende til?

Since the early 1980s a wave of liberalizing reforms has swept over the world. While the stated motivation for these reforms has usually been to increase economic efficiency, some critics have instead inferred ulterior motives and a desire to enrich certain (already rich) people at the expense of others. This critique, coupled with the claim that many of the reforms have been undertaken during different crises so as to bypass potential opponents, suggests that people will dislike the reforms and even be less satisfied with democracy as such. We test this hypothesis empirically, using panel data from 30 European countries in the period 1993–2015. The dependent variable is the average satisfaction with democracy, while the reform measures are constructed as distinct changes in four policy areas: government size, the rule of law, openness and regulation. Our results indicate that while reforms of government size are not robustly related to satisfaction with democracy, reforms of the other three kinds are – and in a way that runs counter to the anti-liberalization claims. Reforms that reduce economic freedom are generally related to satisfaction with democracy in a negative way, while reforms that increase economic freedom are positively associated with satisfaction with democracy. Voters also react more negatively to left-wing governments introducing reforms that de-liberalize. It thus seems as if the hypothesis of a general negative reaction towards liberalizing reforms taking the form of reduced satisfaction with democracy does not stand up to empirical scrutiny, at least not in our European sample.

Tre spørgsmål til Liberal Alliance

Af Christian Bjørnskov, den 8. februar 2018. 2 svar

I tirsdags præsenterede en glad og lettet regering den længe ventede skatteaftale, som er indgået med Dansk Folkeparti. Den samlede skattelettelse i aftalen er endt på fem milliarder, hvor de 3½ faktisk kommer fra tidligere aftaler. Den aftale, som Simon Emil Ammitzbøll-Bille og resten af regeringen indgik i går er dermed langt fra ”historisk”, som man havde lovet før det farceagtig forløb i november-december. Skal man tage bladet fra munden, er den nye skatteaftale rent ud sagt latterlig og dens effektivitet er cirka som en fis i en hornlygte.

Finansministeriet synes at regne med, at den hæver arbejdsudbuddet med 1200 fuldtidsstillinger som konsekvens af en lillebitte lettelse af bundskatten (på 0,02 %) og et nyt jobfradrag på 2500 kroner. Selv hvis man regner med, at hele arbejdsudbudseffekten kommer fra de ekstra 1½ milliarder kroner, betyder det dermed at hvert nyt job ’koster’ cirka 1,2 millioner kroner. Jeg har svært ved at finde et bedre eksempel på, hvor ineffektive lettelser i bunder er relativt til lettelser i toppen af skattesystemet, hvor bl.a. Jacob Lundbergs forskning peger på, at lettelser i Danmark vil være cirka selvfinansierende. Problemet er blot, at ved at flytte topskattegrænsen opad, og ikke mindst ved at fokusere så meget på Dansk Folkepartis vælgere, er de vælgere der nu betaler topskat, blevet helt ligegyldige for Venstre.

Tirsdagens skatteaftale gør det således lysende klart, at Venstre og de Konservative de facto kan ignorere enhver af Liberal Alliances kernesager. Partiet er udelukkende med i regeringen for netop at demontere den indflydelse, som faktisk liberale vælgere ellers kunne opnå når en VK-regering var nødt til at finde et flertal. Den situation, som nu er blevet pinagtigt åbenlys, fører til at man må stille tre spørgsmål til Liberal Alliance, og i særlig grad til partiets ledelse.

1) Vil LA være et parti med egen ideologi eller et discount-Venstre?

Vi har tidligere peget på, at Liberal Alliance med deres nuværende position fisker i de samme vande som Venstre og de Konservative, mens de ignorerer virkeligt liberale vælgere. Grunden er øjensynligt, at partiets ledelse har vurderet, at de alligevel stemmer på dem, fordi liberalister ikke har andre steder at gå hen. Det dybere spørgsmål er derfor, om ledelsens strategi – hvis der overhovedet er en strategi – er at søge at få mange stemmer og blive et større parti. Den strategiske udfordring er, at det kun kan lade sig gøre ved at gå fundamentalt på kompromis med partiets ideologi og kernevælgernes inderste overbevisninger – en fremtidig politik baseret på samme slags intellektuel prostitution som Venstre har bedrevet siden 1998-valget. Hvis ikke, må man spørge om alliancens ledende figurer kan holde ud kun at få de 10 % af vælgerne, der rent faktisk er enige i en liberal linje. Men hvis man vil fokusere på de vælgere, der er ideologisk nogenlunde enige med partiet – og jeg tror, at det er den eneste mulighed for at få indflydelse – må Liberal Alliance sørge for at fremstå som et troværdigt alternativ til andre partier.

2) Skal Anders Samuelsen fjernes?

Netop troværdigheden er et stigende, og meget selvskabt, problem, ikke mindst for partilederen. Ret beset har Anders Samuelsen absolut ingen personlig troværdighed tilbage, og en genoprettelse af hans omdømme har så lange udsigter. Uanset om man gik i gang i dag, er offentlig troværdighed langt sværere at bygge op end at ødelægge, og konsekvenserne af selv en massiv indsats fra Samuelsen ville næppe blive synlige før lang tid efter det næste valg. Det samme problem gælder, omend i væsentlig mindre grad, for Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Skulle man se helt nøgtern på problemet, er den rigtige løsning for partiet sandsynligvis at fjerne Samuelsen fra lederstillingen, men spørgsmålet er, om intern dynamik og magtpositioner tillader, at man rydder op i partiets samlede troværdighedsproblem. Men måske kan mindre løse noget af problemet?

3) Skal LA blive i regeringen?

Det helt store problem for Liberal Alliance er, at partiet i de fleste målinger står til at få endda meget store tæv af vælgerne til valget næste år. Som bl.a. Mogensen og Kristiansen i deres Tirsdagsanalyse på TV2-News har diskuteret, er en af de mulige løsninger at udtræde af regeringen et stykke tid før næste valg. Særligt Kristiansen synes at mene, at det er Liberal Alliances eneste mulighed, hvis det vil minimere det stemmetab, partiet står til. Bliver partiet i regeringen indtil valget, vil dets deltagelse ses som en blåstempling af en række politiske tiltag, der primært har to formål. For det først har en stor del af regeringens politik fungeret som Venstres måde at ’appellere’ til Dansk Folkeparti – dvs. at kysse den del af folkepartisternes fysiognomi, hvor solen med sikkerhed aldrig skilter. For det andet vil det blive set som taburetklistren – Samuelsen, Ammitzbøll-Billes og andres desperate forsøg på at blive i magtens haller og ministerbiler så længe som muligt.

Det eneste rigtige er således, at partiets ledelse allerede nu så småt begynder at planlægge, hvornår det skal forlade regeringen. Frigjort at Venstres brydergreb på partiet kan Liberal Alliance i det mindste forsøge at relancere sig som et faktisk alternativ til andre nominelt borgerlige partier, der skiftevis forsøger at gøre sig lækre overfor en socialdemokratisk medianvælger, og hendes indvandrerfjendske fætter i Dansk Folkeparti. Om det kan lade sig gøre med Samuelsen i front tvivler jeg meget på, men et parti i regering, med Samuelsen som partileder, der forsøger at lure vælgere fra Venstres midterposition, er et parti der får 3-4 procent af stemmerne næste år.

Inclusive Development – WEF’s nye indeks og nye vrøvl

Af Christian Bjørnskov, den 1. februar 2018. 2 svar

The World Economic Forum har fornylig afholdt sig årlige, og voldsomt hypede, møde i Davos. WEF har gang i mange ting, og udgiver for eksempel hvert år et mål for konkurrencedygtighed. Men mødet har i høj grad over årene udviklet sig til at være domineret af centrum-venstre-tænkning. WEF-miljøet er derfor også interesseret i såkaldte udvidelser af måden, man måler velstand og udvikling på. I år er deres nye opfindelse dermed the Inclusive Development Index (IDI), der sigter mod at måle inklusiv udvikling – hvad det end er.

Indekset består af tre ’søjler’, hvor meningen er at de fanger ”growth and development; inclusion and; intergenerational equity – sustainable stewardship of natural and financial resources.” Vækst og udviklingssøjlen består af BNP per indbygger, arbejdsproduktivitet, beskæftigelse, og noget WEF kalder ”healthy life expectancy”, der er en form for justeret forventet livslængde. Anden søjle består af medianindkomsten, ulighed målt som en Gini-koefficient for indkomst-Ginier, den officielle fattigdomsrate, og formueulighed som en Gini-koefficient fra de samme data som de stærkt kritisable Oxfam-rapporter. Den tredje søjle er en blanding af nettoopsparing, afhængighedsrate, den offentlige gældsrate, og CO2 intensitet i produktion. IDI er dermed et såkaldt kitchen sink index, dvs. en sammenvejning af alt godt fra havet, som WEF-miljøet synes om.

Man kan mene hvad man vil om den type indeks, og mange af dem er meget kritisable, ikke mindst fordi de sammenvejer forhold, der intet har med hinanden at gøre. Det er dog ikke pointen i dag, fordi der er andre ting at kritisere i WEF-rapporten. Ikke mindst viser WEF (på side 6) at indekset korrelerer stærkt med social tillid, dvs. hvor befolkningens vurdering af hvor meget tillid man kan have til andre.

Vi gengiver figuren nedenfor, om end med to væsentlige ændringer. For det første har vi placeret tillid på x-aksen – WEF placerer den på y-aksen som om tillid var en konsekvens af inklusiv udvikling. For det andet viser vi sammenhængen mellem tillid og IDI for både demokratier og lande som ikke er demokratiske (vurderet ved DD-indikatoren).

WEF konkluderer, at sammenhængen mellem tillid og IDI ”points to the need for a more human-centric approach to improving the cohesion of increasingly fractured societies.” Med andre ord mener de, at ‘inklusiv udvikling’ skaber social sammenhæng og tillid. Den konklusion går direkte imod en efterhånden ganske lang række studier, der støtter den omvendte kausalretning (se f.eks. en oversigt her).

Lige så vigtigt er det, at tilliden ikke påvirker IDI alle steder. WEF er ofte underligt uldne, når det kommer til demokrati. Men som figuren nedenfor viser ganske klart, er tillid kun forbundet med målet for inklusiv udvikling i stabile demokratier (hvor almindelige vælgeres præferencer faktisk betyder noget). Selvom regressionslinjen for de blå, ikke-demokratiske observationer ser ud til at hælde opad, er den ikke signifikant forskellig fra nul. Og blandt demokratierne er der kun to store outliers – Luxembourg og Indien – som stort set er det rigeste og det fattigste stabile demokrati. Der er således ingen mysterier der.

Det andet forhold, som WEF ignorerer, er at IDI også korrelerer stærkt med mål for økonomisk frihed. Det viser vi i den anden figur, der igen illustrerer en tydelig sammenhæng, der er stærkere for demokratierne.

WEF

Bundlinjen er således, at WEF måske har produceret et indeks, der kan være ganske interessant at se på og tænke over. Men organisationens ideologiske brug af det – påstande om, at mere styret udvikling med større ’human-centric’ fokus kan skabe udvikling og tillid – er ikke understøttede af andet end dem selv. Tværtimod peger forskningen på, at tilliden kommer før disse forhold, og at jo mere faktiske politikere i det virkelige liv blander sig, dvs. jo lavere den økonomiske frihed er, jo dårligere og mindre inklusiv udvikling får man. Tak for målet, men glem de politiske implikationer.