Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Indlysende forhold og bivirkninger 1:Nedlukning slår folk ihjel

Af Christian Bjørnskov, den 12. juni 2020. 11 svar

Som faste læsere ved, har punditokraterne den tradition, at vi hvert år kører en sommerserie om et særligt emne. Emnerne har blandt omfattet handel og public choice. På trods af, at året indtil videre har været mærkeligt, er der ingen grund til at bryde med traditionen. Årets sommerserie starter derfor i dag, hvor vi kan afsløre, at emnet er ”Indlysende forhold og bivirkninger.” Vi ser med andre ord i år på de mange forhold, som helt jævnligt ignoreres i politiske og økonomiske diskussioner, men som man ved er der og er vigtige. Nogen af dem er indlysende, men ikke nødvendigvis politisk accepterede, mens andre er bivirkninger ved politik, som kan være langt vigtigere end det officielle formål med politikken. Og vores første eksempel er nedlukningen af samfund som respons på coronavirussen, og de bivirkninger, man er sikker på er forbundet med nedlukningerne.

Baggrunden er, at der pågår en vigtig diskussion om nedlukningen har været effektiv eller ej. Denne diskussion, som vi også har bidraget kritisk til her på stedet, handler om hvorvidt nedlukningen har sænket antallet af dødsfald, der er relaterede til coronavirussen. Men som altid er der tale om en trade-off mellem forskellige årsager til dødsfald og ikke en simpel diskussion mellem flere eller færre: Forsøger man at redde nogle patienter, prisgiver man andre. Det element har i høj grad manglet i den danske debat, og kun få – inklusive den altid glimrende Lone Frank – har forsøgt at bringe det ind.

Der mangler ellers ikke læger, der har oplevet problemstillingen. Mange har skrevet om tomhed på hospitalernes andre afdelinger, selvom de nye coronaafdelinger ofte slet ikke kom i brug. Nogle medier hyldede det næsten som en god nyhed, men væsentligt færre er de seneste måneder gået til læge med bl.a. luftvejs- og hjerteproblemer, og markant færre patienter med hjerteproblemer behandles for tiden. På samme måde så man i april et fald på 20 procent i behandlingen af patienter med blodpropper. Problemerne er ikke forsvundet, men bliver simpelthen ikke håndteret.

En af de måske værste bivirkninger blev bemærket af læger på OUH allerede for to måneder siden, da de observerede hvordan antallet af patienter med enten bekræftet eller mistænkt lungekræft er faldet. Det samme er set i flere andre lande, og forskere fra University College London har for eksempel vurderet på basis af tidligere erfaringer, at den britiske nedlukning kommer til at koste 20 procent flere kræftdødsfald det kommende halvandet år. Omsat til danske forhold er det cirka 3000 ekstra dødsfald pga. kræft.

Man må også huske, at folks livskvalitet kan dale så meget pga. nedlukningen, at det bliver livstruende. Udviklingen, som amerikanske forskere har beskrevet som en ’perfekt storm’ for folks mentale helbred, ser også ud til at have skabt markant større problemer med depression og selvmord i bl.a. USA. En repræsentant for die Deutsche Depressionsliga vurderede også forleden, at den faldende brug af deres hjælpelinje kan være en refleksion af, at depressions- og selvmordstruede ganske enkelt ikke har overskud til at søge hjælp for tiden. Det er for eksempel vurderet, at finanskrisen kostede 10.000 ekstra selvmord i Vesteuropa og Nordamerika, og den nuværende krise er umiddelbart langt dybere og har et indbygget element af social isolation, som tidligere kriser ikke har haft.

Det samme gælder for andre grupper i samfundet. DR skrev lørdag om, hvordan mange ældre på plejehjem decideret vansmægter uden deres normale menneskelige kontakt. Demens udvikler sig hurtigere og – som man udtrykte det i gamle dage – risikerer man at mange ældre er ved at miste livsmodet. Mange andre lider også unødvendigt, når knæ- og hofteoperationer og en lang række andre procedurer er udskudt eller aflyst. I Storbritannien, hvor man har haft en langt mere åben og livlig diskussion af problemet, regner man nu med at ventelisterne kan fordobles til ti millioner patienter i løbet af i år. Mens den danske regering nægter at tale om det, kender den tydeligvis problemet, da den meget tidligt afskaffede behandlingsgarantien og ikke vil give klar besked om, hvornår den genindføres.

Min personlige erfaring er, at folk og særligt politikere hader denne type trade-offs, og specielt hader at blive mindet om dem. Det får dem dog ikke til at forsvinde eller at blive mindre vigtige, og som årtiers forskning i public choice viser, er svære trade-offs politisk problematiske. Politikere fokuserer på det umiddelbart synlige, og har stort set intet incitament til at gøre noget ved problemer, som vælgerne ikke forstår eller ser, eller som først bliver synlige efter næste valg. De har heller ingen incitamenter og ingen kompetence til at se de andre dødsfald eller andre bivirkninger, som de kun bliver opmærksomme på, hvis de åbent og omhyggeligt tager imod ekspertrådgivning. Det sker sjældent, og ligger bestemt ikke til den nuværende regering.

Og heri ligger grunden til, at beslutningsautoriteten under epidemier bør ligge suverænt hos sundhedsmyndighederne. Den gamle epidemilov var begavet på den måde, at den anerkendte at politikere hverken har kompetence eller incitamenter til at tage svære trade-offs i betragtning i nødsituationer som epidemier. De vil af strukturelle grunde derfor næsten altid tage objektivt forkerte beslutninger, og loven lagde således – årtier før denne slags indsigter blev klare i forskning i bl.a. forfatningsøkonomi – beslutningsgrundlaget hos en politisk uafhængig sundhedsmyndighed. For forskningen viser at politikere vil gøre præcist som den danske regering har gjort: Som om nedlukningen af det danske samfund ingen bivirkninger vil få, og at man uden varige skader kan åbne op efter forgodtbefindende. Men at føre politik som om intet andet end Covid-19 kan dræbe, og intet andet er vigtigt, er ikke blot inkompetent. Det er foragteligt.

Institutionel kvalitet og kup

Af Christian Bjørnskov, den 10. juni 2020. Skriv et svar

Som opmærksomme læsere vil vide, har jeg de seneste par år haft et projekt i gang om statskup. Meget af projektet har indtil fornylig drejet sig om at udvikle en database over politiske institutioner og regimetransitioner, som jeg deler med min ven og kollega Martin Rode. Databasen er frit tilgængelig (her, og med en ny version i næste måned), og artiklen hvor vi dokumenterer den er udgivet. Martin og jeg har med stor fornøjelse kunnet se, hvordan andre forskere er begyndt at bruge databasen, mens vi selv også arbejder videre med den sammen, hver for sig, og i konstellationer med andre kolleger.

Det første af disse studier, der drejer sig om hvordan samfunds institutioner ændrer sig efter kup, er nu på vej ud. Artiklen er fælles arbejde mellem Daniel Bennett, Steve Gohmann og mig. Daniel er pt. på Baylor University i Texas, hvor han har markeret sig med flere studier af entrepreneurship, og slutter sig til efteråret til Steve som adjunkt på University of Louisville. Vores første fælles artikel er optaget til udgivelse i Journal of Comparative Economics; en tidligere working paper version er tilgængelig ungated for alle interesserede fra IFN i Stockholm.

Det store spørgsmål, som vi forsøger at svare på i artiklen, er om statskup faktisk ændrer på noget grundlæggende og om det gør en forskel, hvor kupmagerne kommer fra i samfundet. Normalt regner man ret intuitivt med, at kupmagere har interesse i at svække samfundets institutioner, så de har relativt uindskrænket magt til at gennemføre, hvad de gerne vil. Tænker man lidt videre over det, er det dog ikke helt så enkelt. Nogle kupmagere kunne således have interesse i at styrke institutioner som retsvæsen og embedsværk for at legitimere deres styre, eller for at gøre det sværere for andre interesser at forsøge sig med et modkup. Kupmagere, der repræsenterer civile interesser såsom industriinteresser, kan også have klare incitamenter til at styrke institutionerne for at forbedre deres støtters konkurrenceevne. Det er derfor et åbent spørgsmål, hvad de faktiske konsekvenser er af kup, og særligt om civilt ledede kup – som faktisk udgør 133 af 539 kupforsøg siden 1950 – måske er tydeligt anderledes end militært ledede kup.

En del af udfordringen er at etablere, at et kup faktisk fører til institutionelle ændringer, og ikke bare er et respons på ændringer eller en helt tilfældig sammenhæng. Det statistiske ’trick’ i artiklen (som vi kopierer fra den fremragende Richard Jong-a-Pin) er, at vi sammenligner udviklingen omkring kup der lykkes, med kup der mislykkes. Vi kan konkret vise, at udviklingen typisk er den samme før kupforsøg, uanset om de lykkes eller ej. Det betyder, at de ex ante er korrekt sammenlignelige, og at man derfor kan betragte forskellen i udviklingen efter kupforsøgene som en årsagsvirkning.

Vores sammenligninger over de over 500 kupforsøg i vores data siden 1950 viser, at den politiske korruption typisk stiger efter militærkup, og i særlig grad efter kup ledt af folk fra toppen af den militære elite. Ser vi på kvaliteten af retsvæsenet ser det samme ud til at ske, når et militærkup lykkes. Vi ser dog også evidens for, at succesfulde civile kup mod militærregimer typisk har den modsatte virkning, og på sigt ender med en forbedring af de juridiske institutioner. Det er vel at mærke en effekt af at skifte fra et militærdiktatur til et civilt autokrati, og ikke til et demokrati.

Man kan naturligvis spørge, hvorfor det overhovedet er interessant, og hvorfor forskere på danske universiteter skal forske i den slags. Det er der mindst to svar på: For det første viser den nye kupforskning også noget om, hvad der sker under andre slags regimetransitioner. Det kan være vigtigt for både international politik og for danskeres perspektiver for at investere i fattigere lande og emerging economies, hvor risikoen for markante regimetransitioner er tydelig. For det andet sker der stadig kup i verden, og flere lande ser decideret ud til at være klar til et. I november 2017 afsatte Zimbabwes militær Robert Mugabe på foranledning af en gruppe politikere, ledt af den nuværende præsident Emerson Mnangagwa, og i april 2019 overtog militæret magten i Sudan ved et kup. Begge lande har umiddelbart gode muligheder for at blive succeser, men mere viden om dynamikken omkring kup er nødvendig for at forstå både mulighederne og farerne. Vores kupprojekt giver, ligesom anden forskning på området for tiden, en bid mere indsigt i denne type begivenheder. Den rykker os også et skridt nærmere at forstå det flygtige fænomen ’gode kup’.

Nedlukningen: Ingen effekt (2)

Af Christian Bjørnskov, den 8. juni 2020. 9 svar

Forleden skrev vi om, hvordan to centrale sammenligninger ikke peger på, at den danske nedlukning af samfundet har påvirket dødelighedsraten. Sammenligningerne er naturligvis kun indikative, omend vi absolut ville have forventet en anden profil og særligt en anden timing i ændringer i dødeligheden, hvis nedlukningen skulle have været vigtig. Men som Jens Præstgård -en af vores informerede læsere –– pegede på i kommentarerne, kan man ikke konkludere på de simple sammenligninger. Der er, som Præstgård pointerede, behov for mere egentlig statistisk analyse. Og det er det, vi bidrager med i dag.

Det vi har gjort, er at samle ugentlige dødelighedstal for de første 21 uger af 2018, 2019 og 2020 i 1) Danmark; 2) Jylland og Fyn; 3) Sjælland og Hovedstaden; og 4) Skåne, Halland og Blekinge. Vi har kodet perioden, hvor den danske nedlukning kunne have effekt på dødelighedsraten: Da nedlukningen starter i uge 11, regner vi med at den kan vise sig i ændringer i dødelighedsraten fra uge 13, hvis den har haft virkning (det tager typisk 7-10 dage fra smitte til symptomer, og 5-7 dage fra symptomer til indlæggelse). Vi koder derfor enten en indikator, der fanger om man er i uge 13-21 i Danmark i 2020, eller en indikator, der tæller op i ugerne 13-21 i Danmark i 2020.

Resultaterne i tabellen nedenfor er med såkaldte tre-vejs fixed effects – med kontroller for år, ugenummer og region. Vi sammenligner med andre ord dødelighedsudviklingen i enten Danmark (DK) eller en af de to dele af Danmark (SH og JF) med det sydsvenske område, givet den generelle udvikling over ugerne i de tidligere år, givet at der kan være stabile forskelle mellem regionerne der f.eks. kan skyldes forskelle i befolkningstæthed, aldersstruktur, økonomi osv., og givet forskelle mellem årene. Vores outcome-indikator er logaritmen til dødeligheden, hvilket betyder at man kan fortolke resultaterne som virkninger på procentændringer.

Hvis den danske nedlukning havde været effektiv til at bremse smitteudviklingen, ville vi regne med en lavere dødelighed i nedlukningsperioden i Danmark i forhold til Sydsverige. Man ville derfor i den situation få en negativ og signifikant koefficient på nedlukningsvariablerne. Men resultaterne i tabellen viser faktisk det modsatte: Efter den danske nedlukning er den danske dødelighed omtrent otte procent højere end den sydsvenske! Resultaterne i søjle 4-6, hvor vi bruger logaritmen til tiden siden nedlukningen som indikator (dvs. den er 1 i uge 13, 2 i uge 14 osv.), viser at den dansk-svenske forskel efter nedlukningen er stigende fra uge 13. Med andre ord falder dødeligheden langsommere i Danmark end i Sydsverige efter at den danske regering lukkede samfundet ned. Det samme indikerer de meget støjende estimater i søjle 7-9, hvor vi har splittet nedlukningen fra den lille oplukning, der blev implementeret fra uge 16.

Konklusionen i dag er således, at en omhyggelig analyse af dødelighedsdataene fra Danmark og Sydsverige faktisk giver et stærkere (og mere kontroversielt) billede af den danske nedlukning. Den ser ikke ud til at have forhindret smitteudbredning, men langt nærmere forsinket virussens forsvinden. Vi har med andre ord som samfund lidt store milliardtab for ingen verdens grund.

Dansk nedlukning: Hvor er effekten henne?

Af Christian Bjørnskov, den 4. juni 2020. 12 svar

Som vi har understreget flere gange her på stedet, er virussen ved at dø ud i Vesteuropa, og det er blevet tid til at vurdere forløbet. En væsentlig del af denne vurdering er det centrale spørgsmål, om regeringens nedlukning af det danske samfund har gjort en væsentlig forskel for udbredelsen af virus. Som vi tidligere har skrevet om, har den eneste videnskabeligt robuste undersøgelse indikeret, at Sveriges beslutning om at holde samfundet åbent, ikke førte til flere dødsfald. Vi nærmer os i dag et svar på en lidt mere simpel måde, men en der er specifikt rettet mod den danske politik: Vi sammenligner først Danmark med det sydlige Sverige, hvorefter vi ser omhyggeligt på timingen i nedlukning og smittetryk.

Dagens første figur giver en sammenligning af de ugentlige dødelighedstal per million fra de første 19 uger i Danmark i 2020, 2019 og 2018 med de samme dødelighedstal i de samme uger i Skåne, Halland og Blekinge (SHB) i Sydsverige. De danske udviklinger er markerede med fuldt optrukne linjer mens de svenske er markerede med stiplede linjer. Baggrunden er, at hvis den danske nedlukning har haft væsentlig virkning, burde man kunne se en markant forskel i udviklingen i dødelighed i Danmark og Sydsverige.

En første, interessant ting er, at man kan se den alvorlige influenzaepidemi i 2017-18 i begge lande (de røde linjer). Det mest væsentlige forhold er dog, at man ganske tydeligt kan se samme udvikling i år i begge lande (de sorte linjer), med en lidt tidligere stigning i Danmark, men samme profil og endda samme generelle niveau. De to områders dødelighedsudvikling er således ens på trods af at Danmark lukkede ned for sin økonomi fra starten af uge 11, mens Sverige holdt sin økonomi åben. Som Aftonbladet opsummerede det forleden: ”Skåne – svensk strategi men danska dödstal.”

Den anden bid evidens kommer fra timingen af ændringer i danske nyindlæggelser, relativt til nedlukningen. De fleste studier viser, at det tager 7-10 dage fra en person bliver smittet til hun udviser symptomer – hvis det da overhovedet sker. Derefter tager det ifølge det amerikanske Center for Disease Control and Prevention typisk fem dage, før en symptomatisk smittet indlægges – hvis sygdommen da udvikler sig alvorligt. Men må derfor regne med cirka 14 dage, fra en person smittes til smitten kan manifestere sig i nyindlæggelse.

Sker der således en ændring i smittetryk, tager det med andre ord cirka to uger før det kan ses i data på nyindlæggelser. Det indebærer også, at en politik der sænker smittetrykket, gradvist vil bremse stigningsraten i antallet af smittede fra dag ét, men at det først kan ses fra dag 15 i en lavere vækst i smittetrykket. Og det er her, problemet ligger for dem der argumenterer, at statsministerens nedlukning af Danmark har bremset smitteudviklingen.

Som figuren nedenfor viser med al tydelighed, toppede antallet af nyindlæggelser den 25. marts med 94 og faldt derefter relativt jævnt med cirka tre om dagen i næste fire uger. Havde nedlukningen været vigtig for smitteudviklingen, burde man have set en gradvis nedbremsning i udviklingen fra omkring den 30. marts, og absolut ikke en top på udviklingen med et jævnt efterfølgende fald næsten en uge før da. Timingen af udviklingen passer med andre ord hverken på, at nedlukningen bremsede udviklingen op, eller at den har accelereret faldet i smittetryk – der er intet, der peger på en accelereret nedbremsning i et jævnt fald.

Dagens bundlinje er således, at hverken når man undersøger timingen i ændringer i smittetryk, som det afsløres i antallet af nyindlæggelser, eller når man sammenligner dansk udvikling i dødelighed med sydsvensk udvikling, finder man et mønster, der på nogen måde er konsistent med en positiv rolle for nedlukningen. Dataene indikerer i begge tilfælde, at regeringens beslutning om at lukke Danmark ned ikke har gjort nogen tydelig gavn – den har blot skabt enorme økonomiske omkostninger.

Stem på Mads Lundby

Af Otto Brøns-Petersen, den 3. juni 2020. Skriv et svar

Berlingske har nomineret tre kandidater til at modtage avisens første Fonsmarkpris. Avisens abonnenter afgør vinderen. Jeg vil gerne opfordre til at stemme på Mads Lundby Hansen. Mads fortjener at få prisen, og Henning Fonsmark fortjener, at Mads bliver den første prismodtager.

Peter Kurrild-Klitgaard har et sted beskrevet Fonsmark som en af de meget få kæmpere ved Thermopylæ, da det borgerlige-liberale Danmark stod på et lavpunkt. Fonsmark var chefredaktør på en række borgerlige aviser og tillige en tænker af format. Hans ”Historien om den danske utopi” er et historisk opgør med en periode, hvor Danmark blev nationaliseret – ikke virksomhederne, men vælgerne. Hans ”Den suveræne dansker” er et liberalt indlæg i en politisk-filosofisk debat på et niveau, vi ikke er forvænt med. Fonsmark søgte ikke de pæne og accepterede meninger, og han var ingen skinger debattør. Det er fuldt berettiget, at Berlingske markerer sit fokus på, at man vil være en borgerlig avis, med en pris i Fonsmarks navn.

Mads udstråler samme utrættelige vedholdenhed som Fonsmark. Mads har uanset politiske stemningsskift – som undertiden har sendt borgerlige vejrhaner i alle retninger – holdt fast i en dagsorden om at gøre Danmark til et mere frit samfund og dansk økonomi mere liberal. Som Fonsmark er han klar over, at friheden også må indbefatte økonomisk frihed, og at økonomisk frihed er en uovertruffen velstandsmotor. Han har underbygget det med utallige analyser, og han har demonstreret, at principfasthed ikke strider imod at skabe pragmatiske fremskridt. Tværtimod har Mads’ analyser været med til at bane vejen for, at fremskridtene blev mulige, uanset at hans anbefalinger blev udråbt som urealistiske, da de blev fremlagt – for nogle år senere at blive omsat i politik.

I dag er der mange borgerlige ”debattører” med uforgribelige meninger om alt muligt. Men Mads er – og Fonsmark var – mere end dét. Mads anvender sin økonomfaglighed til at tilføre samfundsdebatten merværdi. Her ligger han langt over det øvrige felt af kandidater til prisen – både det oprindelige felt og den snævre anden runde med tre nominerede.

Mads har en væsentlig del af ansvaret for den anseelse og effekt, CEPOS har fået som en af de mest slagkraftige tænketanke i Danmark og internationalt. Det siger jeg uden at rødme, selv om jeg selv er tilknyttet institutionen, for denne platform blev skabt, før jeg kom til. Mads var med fra starten.

Jeg kender Mads både uden for og inden for CEPOS og kan bevidne hans utrolige principfasthed, dedikation og effektivitet. Selv under meget vanskelige odds – som Mads også har måttet kæmpe med – har han været urokkelig i sit fokus.

Så selv om vi her på stedet normalt ikke giver os af med at anbefale kandidater, vil jeg gøre en undtagelse. Det er ikke et almindeligt valg eller en almindelig kandidat. Gå ind og stem på Mads – og få gerne andre til at gøre det samme (det kræver, dog at man er abonnent).

Hvor slemt skal det være, før man kan retfærdiggøre en nedlukning?

Af Jonas Herby, den 2. juni 2020. 7 svar

Forleden så jeg her på siden på antallet af døde på månedsbasis siden 2. Verdenskrig og sammenlignede de 900 måneder siden juni 1945 med en COVID-19-pandemi under ”svenske” og ”italienske” tilstande, som af mange, jeg har debatteret med på sociale medier, er blevet fremhævet som begrundelse nok i sig selv for, at det var rigtigt af regeringen at lukke økonomien ned og (midlertidigt) afskaffe en række centrale borgerrettigheder.

Min gennemgang viste, at der havde været 133 måneder siden krigen, hvor antallet af døde pr. 100.000 indbyggere havde været højere end april 2020 med ”svenske tilstande”. Og at COVID-19 ikke var i nærheden af at være lige så dødelig som december 1993 og december 1995, hvor influenzaen tog livet af tusinder af danskere.

Da jeg skrev indlægget, tænkte jeg, at det første jeg ville møde fra dem, der bakker op om nedlukningen, ville være udsagn a’la ”Ja, italienske tilstande! Men det kunne nemt være endt som Lombardiet, hvis ikke regeringen havde grebet ind. Det er Lombardiet, du skal sammenligne med!” Og reaktionen er da også kommet flere steder, så lad os se på, hvad lombardiske tilstande (eller sågar New York City-tilstande – for det er vel næste skridt) ville betyde for vores rangliste over de dødeligste måneder siden krigen.

Men før vi ser på tallene, så lad os for en kort stund forestille os, at vi kunne tage en tidsmaskine tilbage til 2019 og spørge folk på gaden dengang om, hvor slem en epidemi skulle være i forhold til 1993-epidemien, før man skulle lukke samfundet ned. Sundhedsstyrelsen placerede som bekendt COVID-19 på liste B over smitsomme sygdomme, og kunne derfor – som flere medier har påpeget – ikke anbefale en nedlukning af samfundet. Men hvad havde “folk på gaden” sagt? At den skulle være 5 gange så slem som influenzaen i 1993? 20 gange så slem?  100 gange så slem? Sammenligner vi med dødeligheden for kopper eller ebola, som er på Sundhedsstyrelsens liste A, så taler vi nok nærmere om, at de er 100 eller 500 gange så farlige. Hvad folk havde svaret, finder vi aldrig ud af, men at det havde været høje tal, er der nok ikke nogen tvivl om.

Det er også interessant at tænke lidt over, hvordan vi havde reageret i Danmark, hvis Sverige var blevet ramt af COVID-19 før Italien. Hvis svenske plejehjemsbeboere var døde, mens store dele af resten af samfundet var kørt videre, havde vi så lukket ned, selvom det gik galt i Italien (undskyld: Lombardiet!)? Eller havde vi tænkt, at så mange ting jo er anderledes i Italien, og at svenskerne havde fat i den lange ende ift. en dansk strategi?

Det er spekulationer. Men det er spekulationer, der er interessante at forholde sig til, når vi diskuterer, hvor dødelig COVID-19 er. Om den er 2, 5 eller måske hele 10 gange så farlig som influenza er i mine øjne mindre vigtigt i forhold til det centrale spørgsmål: Kan man forsvare den hårdhændede behandling, borgerne i Danmark har fået af magthaverne under COVID-pandemien (tænk blot på kvinden, der fik en bøde for at være på legeplads på Islands Brygge med sine børn).

Nå. Det var indledningen. Lad os vende tilbage til data. I nedenstående figur har jeg – udover svenske og italienske tilstande – tilføjet lombardiske og NYC-tilstande. Som det fremgår, så var der døde lidt flere end i 1993 og 1995, hvis vi havde haft lombardiske tilstande. Og en hel del flere, hvis vi havde haft et forløb som NYC, hvor ca. 25% af befolkningen har været smittet. (Man kan sikkert snævre endnu mere ind på et konkret område, og få tallene gjort endnu værre, men der stopper legen altså!).

Umiddelbart ser lombardiske tilstande ikke voldsomme ud i forhold til epidemien i 1993, men her skal man huske, at det ikke er nok at se på de umiddelbare tal. Pga. udvikling i demografi, lægevidenskab mv., ændrer den naturlige dødelighed sig over tid. Så i stedet må vi se på overdødeligheden. Det har jeg gjort i nedenstående figur, hvor jeg har normaliseret alle perioder i forhold til den gennemsnitlige dødelighed i de fem forudgående år og derefter beregnet den absolutte overdødeligheden. Figuren viser, at overdødeligheden i 1993 var 41% i 1993, mens den ville have været henholdsvis 97% og 180% med “lombardiske tilstande” eller “NYC-tilstande”. Altså henholdsvis 2,3 og 4,4 gange så slem som i december 1993.

Her skal man huske på, at jeg antager, at alle, der dør af COVID-19, ikke ville være døde af noget andet i samme måned, hvilket godt kan være problematisk, men at det havde været en ualmindelig slem omgang influenza, hvis vi havde haft NYC-tilstande (og sandsynligvis også lombardiske tilstande), er der ikke nogen tvivl om. Ift. NYC er det i øvrigt værd at bemærke, at det er sjældent at en fjerdedel af befolkningen bliver ramt af influenza, så en væsentlig del af overdødeligheden skyldes sandsynligvis, at der er relativt mange, der ikke er immune overfor sygdommen.

Der var en del, der har peget på, at man ikke kan/bør sammenligne Danmark og Sverige, fordi befolkningstætheden er meget forskellig. Argumentet er i mine øjne lidt dovent, fordi man ofte blot dividerer befolkningens størrelse med landets areal og ikke tager højde for, hvor folk rent faktisk bor. På samme måde ville befolkningstætheden i Kongeriget Danmark (altså inkl. Grønland og Færøerne) blive ufattelig lav, selvom alle nok kan se, at det ikke rigtig beskriver, hvor tæt folk rent faktisk bor. Men for at se, om jeg har snydt på vægtskålen, så lad os se på tallene.

Hvis man skal tage argumentet seriøst (og der er trods alt noget om det, selvom det som nævn er for simpelt at se på ét tal), så kan vi afskrive Lombardiet og – i allerhøjeste grad – NYC som sammenlignelige cases. Befolkningstætheden er simpelthen alt for stor ift. Danmark. Danmark ligger derimod tæt på gennemsnittet af Sverige og Italien, og her er det nok (eller bør være) interessant for mange, at overdødeligheden under svenske og italienske tilstande er lavere end i 1993 (og 1995 for den sags skyld) jf. ovenstående figur.

Da folk har det med at grave skyttegrave i den verserende debat, vil jeg gerne endnu engang påpege, at dødeligheden ikke afspejler de samlede omkostninger ved COVID-19-epidemien. Svenskerne har i meget høj grad ændret adfærd for at beskytte sig mod smitte. Og det har en omkostning, selvom de ikke dør. Det, vi i bund og grund diskuterer, er snarere, om statens magtmidler står mål med problemet, og om politikerne samlet set har gjort situationen bedre eller værre.

Min holdning – som jeg bl.a. har underbygget med to af de få (måske er det de eneste) cost benefit-analyser udarbejdet under epidemien – er, at svaret på det sidste spørgsmål er et klart nej. Politikerne har ikke samlet set gjort problemet mindre, men snarere mange gange større (analyserne findes her og her). Og dermed har vi nok også svaret på det første spørgsmål. Statens anvendelse af magt har ikke stået mål med problemet.

Det er én af grundende til, at jeg ret hurtigt var større tilhænger af den svenske tilgang end den danske. Man har stået på ekstrem usikker grund og har været i tvivl om, hvad der har været den rigtige løsning. Og i sådan en situation bør man i højere grad lade det være op til borgene at træffe valg på egne vegne. Staten kan ikke træffe gode valg, når den ikke aner, hvad der foregår, og hvilke præferencer befolkningen har (dette gælder selvfølgelig altid, men nok særligt, når alt er usikkert). Den svenske tilgang er nok ikke optimal, men givet at man har været uforberedte og ikke ved, hvad der foregår, er deres tilgang altså bedre end en tilgang, hvor staten anvender megen magt. Det er egentlig blot det, mine cost benefit-analyser bekræfter.

Jeg har i øvrigt spurgt flere politikere (bl.a. Henrik Dahl og Rasmus Jarlov), om de har set nogen dokumentation for at gevinsterne skulle overstige omkostningerne ved nedlukningen. De har begge svaret nej. Og det er egentlig nok den manglende interesse blandt (borgerlige) politikere generelt for, om gevinsterne med nedlukningen står mål med omkostningerne, der har gjort mig mest bekymret under COVID-19-pandemien…

PS: Her er mine teser fra seneste indlæg for, hvorfor vi er gået så meget i panik under COVID-19-pandemien. Forslag til nye (og bedre?) teser modtages med kyshånd. De fire teser er:

  • Mobilkameraer, sociale medier mv. har gjort folk uden for hospitalerne meget mere op-mærksomme på, hvad der sker. I 1993 fandtes disse ting ikke, så da det væltede ind med syge, kom billederne af grædende læger ikke ud til offentligheden. I stedet tog ældre og mere5 / 5erfarne læger fat i dem og forklarede, at sådan var det altså en gang imellem i influenza-sæ-sonerne (se også punkt 4 her).
  • COVID-19 er ikke influenza, og pleje- og sundhedssektor har derfor reageret anderledes denne gang end tidligere. Influenzasymptomer er velkendte og da influenzaen raserede på plejehjemmene i 1993 kaldte man familien ind, som holdt den syge i hånden til han/hun ån-dede ud. Sådan dør mange, og gevinsten ved at leve nogle måneder ekstra på hospitalet kan være lille i forhold til at ånde ud sammen med hele familien. Hvis COVID-19 er anderledes og har fået folk til i højere grad at sende de ramte på hospitalerne, er hospitalerne blevet over-svømmet i en grad, der ikke er set tidligere. I stedet for at dø hjemme og på plejehjemmene (decentralt) er de døde på hospitalerne (centralt), hvilket i Italien førte til billeder af lastbiler, der kørte væk fra hospitalerne med lig på ladet.
  • COVID-19 var ukendt, og mange var alvorligt bange for følgerne af sygdommen. Det gjaldt ikke i så høj grad Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut, som de seneste mediehistorier har vist anbefalede en mere svensk tilgang, men for alle os lægmænd var det skræmmende. Og det fik os til — i hvert fald i begyndelsen — at billige nedlukningen på det daværende (of-fentligt tilgængelige) vidensgrundlag.
  • Vi overså 1993-epidemien. 1993 havde ikke 1. og 2. ovenfor, og derfor døde mange menne-sker, uden at vi gjorde noget. Vi overså epidemien og missede muligheden for at redde masser af mennesker. Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen i Danmark vil mene, at vi skulle have lukket landet ned i 1993, men man kan sagtens forestille sig, at vi dagligt burde have testet plejepersonalet for influenza og have brugt håndsprit og værnemidler i langt større omfang i 1993, end vi gjorde. Det er måske en af læringerne, vi trods alt kan tage med fra COVID-19-pandemien.

Udskudte dødsfald

Af Christian Bjørnskov, den 1. juni 2020. 10 svar

Der foregår for tiden en ophedet diskussion om, hvor alvorlig coronavirussen er. På den ene side står en række meningsdannere, der fastholder at den er meget farlig, og at der således er god grund til, at mange vestlige lande har lukket deres økonomier ned og (måske midlertidigt) afskaffet en række borgerrettigheder. På den anden står en anden gruppe, der henviser til statistiske problemer og ny forskning – bl.a. undertegnede – og mener, at de peger på at coronavirus faktisk ikke er særligt dødelig. Implikationen er derfor, at nedlukninger, tab af rettigheder osv. er en enorm overreaktion.

Et af de store problemer er, at en væsentlig del af diskussionen handler om, hvor mange smittede der er. Uden en korrekt nævner – antallet af smittede – kan man ikke vurdere, hvor dødelig virussen er, selvom man har antallet af døde (tælleren). Det er med andre ord diskussionen om mørketallet. Flere studier har derfor de seneste uger i stedet for fokuseret på den overordnede dødelighed i samfundet: Hvor mange dør per uge eller per måned. Jonas brugte denne approach for et par dage siden her på stedet. Det er derfor den approach, vi tager i dag, med en særlig fokus på timing.

Læs resten →

133 måneder siden krigen har været mere dødelige end en april med “svenske tilstande”

Af Jonas Herby, den 30. maj 2020. 7 svar

Forleden spurgte David Trads sine følgere på Twitter om, hvilken krise der var/er størst siden 2. verdenskrig. Var det Den Kolde Krig (1945-91), Islamisk terror (2001-), Klimakrisen (1992-) eller Coronakrisen?

Afstemningen blev vundet af klimakrisen med 41% af stemmerne (som nok viser, at Trads undersøgelse ikke er helt repræsentativ), men kan man – ved hjælp af data – svare lidt bedre på spørgsmålet? Der er mange måder at opgøre størrelsen af en krise på, og man vil sikkert få forskellige svar afhængig af hvilken parameter man måler på. Men da alle i disse dage ser ud til at gå op i antal døde, er det det tal, jeg tager udgangspunkt i nedenfor.

Læs resten →

Hvorfor tvungen nedlukning koster meget mere end social distancering – flere bidrag.

Af Otto Brøns-Petersen, den 29. maj 2020. Skriv et svar

Tvungen nedlukning koster mere end frivillig social distancering. Det skrev jeg om i min klumme i JP Finans her På bloggen anskueliggjorde et enkelt regnestykke, at de økonomiske omkostninger kan have været 2-3 gange så store som de svenske, fordi vi i langt højere grad end Sverige betjente os af tvungen nedlukning i første omgang.. Der er derfor også en overset gevinst ved genåbningen af dansk økonomi.

Forklaringen er den velkendte sammenhæng fra helt grundlæggende økonomisk teori, at forbrugeroverskuddet er meget større per gennemsnitsenhed end marginalt. Ved frivillig social distancering kan folk selv skære det marginale forbrug væk, som giver mindst forbrugergevinst i forhold til reduktionen i smitterisiko. Ved nedlukning af en hel branche afskæres de derimod også fra forbrug med stort overskud.

Læs resten →

Køb din kage i Lagkagehuset, boykot Oxfam-Ibis og opsig dit abbonement på TV2

Af Niels Westy, den 26. maj 2020. 11 svar

I de seneste uger har en række danske virksomheder med udenlandske ejere været udsat for en veritabel shitstorm, fordi nogen finder det problematisk, at de f.eks. er ejet af kapitalfonde med base i Luxembourg eller på Jersey. Det er f. eks. tilfældet for Lagkagehuset, som vi ser nærmere på i dette blogindlæg.

Læs resten →

Alberto Alesina er død

Af Christian Bjørnskov, den 26. maj 2020. 3 svar

Forleden kom den triste besked, at den italienske økonom Alberto Alesina var faldet om med et hjerteanfald, da han var på vandretur. Den 63-årige Alesina, der var professor i nationaløkonomi på Harvard, var en af de mest kreative og indflydelsesrige økonomer i sin generation, og hans alt for tidlige død er et stort tab for professionen. Hans position i professionen er de seneste dage blevet afspejlet i den stribe af topforskere og topøkonomer, fra Nouriel Roubini og Larry Summers til Dina Pomeranz og vores egen Lars Christensen, der har hyldet ham på Twitter.

Alesina var født i det nordlige Italien i 1957 og læste økonomi på Bocconi-universitetet i Milano, men endte med at tage til Harvard, hvor han modtog sin PhD i 1986. Året efter begyndte han at efterlade sit aftryk på politisk økonomi med to artikler: Rules and Discretion with Non-coordinated Monetary and Fiscal Policy i Economic Inquiry, som han skrev sammen med den et år ældre Guido Tabellini, og hans egen Macroeconomic Policy in a Two-Party System as a Repeated Game i Quarterly Journal of Economics. Særligt hans tidlige QJE-artikel ændrede manges syn på økonomisk politik, da Alesina viste at fuldt rationelle politikere kan implementere såkaldte politiske business cycles, og dermed destabilisere den økonomiske udvikling. Politisk økonomi i en eller anden form skulle vise sig at være det tilbagevendende omdrejningspunkt for hans forskning.

Alesina gjorde de følgende år et indtryk med en række særdeles indflydelsesrige artikler, og vendte således syv år efter sin PhD tilbage til Harvard, hvor han blev Professor of Economics and Government. Han havde siden 2003 den prestigefyldte stilling som Nathaniel Ropes Professor of Political Economics.

Alesinas betydning for udviklingen og populariseringen af politisk økonomi er svær at undervurdere. Ifølge Google Scholar er der idag mere end 120.000 citationer til Alesinas studier – et tal, der er næsten ubegribeligt for de fleste økonomer – og bare hans fem mest citerede artikler er citeret næsten 20.000 gange. Disse fem – to i Quarterly Journal of Economics, to i Journal of Economic Growth og en i European Economic Review – illustrerer også bredden af hans interesser. Distributive Politics and Growth, som han skrev sammen med Dani Rodrik, og Income Distribution, Political Instability, and Investment, skrevet sammen med Roberto Perotti, bidrog tidligt til den moderne litteratur om ulighed og udvikling. Public Goods and Ethnic Divisions og Fractionalization, fra henholdsvis 1999 og 2003, rykkede forskningen om samfundsmæssig homogenitet og udvikling en tand videre, mens hans artikel Who Gives Foreign Aid to Whom and Why, der var fælles arbejde med David Dollar, for første gang dokumenterede hvordan fordelingen af ulandshjælp er voldsomt politiseret. Alesina var ikke altid lige populær i politiske miljøer, men var altid interessant og ekstremt kompetent.

Noget af hans sidste færdiggjorte arbejde var den kontroversielle, men omhyggeligt researchede bog Austerity: When It Works and When It Doesn’t fra sidste år. Alesina gjorde sig her, sammen med Carlo Favero og Francesco Giavazzi, til fortaler for nedskæringer i stedet for skattestigninger, når en moderne regering skal have styr på budgettet. Budskabet var i særlig grad upopulært hjemme i Italien, hvor modstanden mod fiskal disciplin og budgetbegrænsninger er stærkere end i mange år. Alesina gjorde dog det rigtige, men ikke det politisk populære, og foretog en omhyggelig analyse af en lang række situationer hvor regeringer måtte rette op på store underskud. Disse analyser viste, at dem der havde reageret med nedskæringer i de offentlige budgetter, havde haft langt større succes med både at bringe budgettet under kontrol, og med at skabe økonomisk udvikling igen.

Alberto Alesina var en af de økonomer, der insisterede på at forske i political economics i stedet for public choice, og som dermed distancerede sig fra det tidlige arbejde fra folk som James Buchanan, Gordon Tullock og Mancur Olson. Men uanset hvad man vælger at kalde det felt, man arbejder indenfor – public choice, political economy, political economics… – var han en af de ypperste udøvere af det. At han oveni sine akademiske kvaliteter var en venlig, ydmyg og afholdt kollega og populær blandt sine studerende, gør kun tabet det større.

Seruminstituttets 1,1 % må være forkert

Af Christian Bjørnskov, den 24. maj 2020. 10 svar

Forleden udgav Seruminstituttet det første studie af en random sample af faktisk coronasmitte i Danmark. Man havde testet cirka 1000 personer og fandt, at 1,1 % havde været smittede. Seruminstituttet konkluderede derfor, at med en vis usikkerhed var der cirka 60.000 danskere, der havde været smittede. Mens instituttet fremhævede, at det indebar at Danmark er meget langt fra flokimmunitet, var den vigtigste implikation måske, at det gav en dødelighedsrate på lidt under 1 %. Studiet så vigtigt ud, men der er blot ét problem: Seruminstituttets fund kan simpelthen ikke være retvisende, da de er helt inkonsistente med andre ting vi ved. Lad mig illustrere problemet med nogle eksempelberegninger.

Allerførst skal man holde sig for øje, at de 1,1 % ikke er det nuværende antal danskere, der har været smittede, men antallet omtrent 2-3 uger før testen. Grunden er, at det tager tid før kroppen har dannet antistoffer og man derfor overhovedet kan finde dem. Undersøgelsen er således retvisende for antallet af smittede i cirka sidst i april. Det kan man derfor sammenholde med de tests af aktiv smitte, som man har lavet siden slutningen af februar, og den ændring i teststrategi, som man implementerede fra omkring den 20-21 april (se figuren).

Læs resten →

Dødelighed i Danmark – en update

Af Christian Bjørnskov, den 21. maj 2020. 4 svar

Hver gang man skriver, at coronavirus ikke er nær så dødelig som statsministeren og de fleste medier synes at mene, står der en hær af modstandere klar. Med jævnlige beskyldninger om at være Trump-apologet, Bolsonaro-elsker, eller blot en kynisk og menneskefjendsk person, er det blevet ganske ubehageligt at holde fast i fakta for tiden. En insisteren på fakta er dog en af vores fremmeste opgaver her på stedet, og det gælder i lige så høj grad coronavirussen som økonomiske og politiske forhold. Med risiko for endnu en gang at blive udskreget på de sociale medier (jeg heldigvis ikke deltager i), handler dagens post om hvordan den faktisk dødelighed ser ud i Danmark.

Vi formidler fakta gennem to figurer: Den ene viser de ugentlige dødstal for danskere under 60 år, mens den anden viser de samme tal for danskere der er 60 år eller ældre. For begge serier viser vi tallene for uge 38-22 i 2016-17, gennemsnittet for 2017-18 og 2018-19, og for den nuværende sæson 2019-20 (hvor data for uge 20-22 ikke er tilgængelige endnu). Dataene følger således hvad man normalt betragter som influenzasæsonen. De danske data er interessante på mindst to måder: For det første kan de tydeligt vise over- og underdødelighed uge for uge og totalt set, og for det andet kaster de ekstra lys over timingen af forskellene.

Læs resten →

Demsetz, Hayek og statslig intervention

Af Christian Bjørnskov, den 19. maj 2020. 3 svar

Mange mennesker hylder, at vestlige stater har taget drakoniske beslutninger og vist ’handlekraft’ de seneste måneder. Men på samme tid som de fleste stater har implementeret vidtrækkende ændringer i samfundet, har de fleste også vidst, at man fra starten næsten intet vidste om den egentlige, potentielle trussel – SARS-CoV-2-virussen – og at man under normale omstændigheder ikke bør stole på de fleste politikere. Denne noget absurde situation er velbeskrevet i den politisk-økonomiske faglitteratur, men ikke særligt bredt kendt.

Harold Demsetz beskrev allerede i 1969 et meget udbredt problem: Hvordan langt de fleste, der kritiserer den faktiskemåde, frie markeder virker, peger på statslige løsninger, men med en antagelse om at vi taler om den perfektestat. De sammenligner således faktiske markeder, med alle de fejl der kommer fra både markedsstruktur og menneskers almindelige fejlbarlighed, med ideelle stater, hvor politikere og embedsværk er alvidende, omnipotente og fuldstændigt uselviske. På trods af at denne slags sammenligning ville være indlysende absurd i andre forhold – f.eks. en sammenligning af ens ti kilo overvægtige kæreste med en Bond-pige – er den alligevel helt almindelig i politiske diskussioner. Den har siden Demsetzs arbejde været kendt som ’Nirvana-fejltagelsen’ (the Nirvana Fallacy). Den altid glimrende Stephen Davis forklarer den på pædagogisk vis i EA Magazine her. Davis understreger også, at en ikke ubetydelig del af økonomisk teori begår Nirvana-fejltagelsen – ikke mindst i public economics, hvor man helt typisk antager en benevolent, alvidende stat der ordner markedsfejl.

Mens konsekvenserne af politiske incitamenter – har beslutningstagerne overhovedet incitament til at prøve at gøre det rigtige, eller forsøger de bare at maksimere popularitet, stemmetal eller egen magt?  – er ekstremt velbeskrevne i public choice og politiske økonomi, er den anden del af Demsetzs problem, om de overhovedet har nok og tilstrækkeligt præcis viden til at ’ordne’ noget som helst. Det problem var centralt i Friedrich Hayeks arbejde, og hans Nobel-forelæsning havde netop titlen ’The Pretense of Knowledge’. Hayek understregede her en bestemt del af Demsetzs problem, idet han pegede på at der er mange ting, som politikere og centrale beslutningstagere hverken ved eller kan vide. Det er for eksempel praktisk umuligt for dem at kende forskellige virksomheders omkostningsstruktur – en pointe den senere Nobelprismodtager Jean Tirole arbejde videre med – og dermed også umuligt, at vide bare nogenlunde præcist, hvad konsekvenserne af skatte- og reguleringsændringer vil være. De kan heller ikke kende folks (i øvrigt meget forskellige) præferencer, og helt indlysende nok, er det umuligt for dem at vide, hvad der vil være ’fremtidens industrier’ eller om det er områder, som Danmark har nogen som helst kompetencer eller komparative fordele i. Som Hayek og hens mentor Ludwig von Mises understregede, gør de epistemiologiske problemer det helt umuligt for politikere at ’styre’ et lands udvikling positivt eller udvælge fremtidens industrier eller vindere.

I den nuværende situation, hvor viden om en virus dannes fra uge til uge, og ofte er relativt usikker, og hvor økonomiske nedlukninger og massiv politisk usikkerhed slår tusindvis af virksomheder og arbejdspladser ihjel, bør disse indsigter i komplekse forhold betyde, at man bør være ekstra ydmyg. Det gælder i helt særlig grad for centrale beslutningstagere! De ser i stedet ud til at være gået efter en situation, hvor de hjulpet af de fleste medier holder dele af befolkningen i panik, og dermed skaber sig selv manøvrerum til at tage ekstremt vidtgående beslutninger uden noget som helst vidensgrundlag.

Hvis man er mere interesseret i Hayeks indsigter i komplekse forhold, der er specielt relevante i dag, kan vi varmt anbefale the Institute of Economic Affairs webinar med King’s College’s fremragende professor Mark Pennington i morgen.

Har dansk nedlukning kostet 2-3 gange så meget som den sociale distancering i Sverige?

Af Otto Brøns-Petersen, den 17. maj 2020. 8 svar

Vi er på vej til at genåbne det meste af økonomien. Det indebærer ikke, at det er opgivet at gøre noget ved corona-epidemien. Men i stedet for tvungen nedlukning af bestemte brancher bliver det i højere grad overladt til borgerne selv at holde afstand, samtidig med, at reguleringen primært har generel karakter i form af afstandskrav, brug af værnemidler mv.. Det sker bl.a. i lyset af, at Seruminstituttet har nået den konklusion, at netop den frivillige sociale distancering har spillet en central rolle for smittebekæmpelsen i forhold til den tvungne nedlukning.

Læs resten →

Har nedlukningerne gjort en forskel?

Af Christian Bjørnskov, den 16. maj 2020. 14 svar

Torsdag aften kunne man igen se statsministeren rose sig selv for at have reddet danskere ved hjælp af den massive nedlukning af det danske samfund. Argumentet er sært i og med, at hele baggrunden for nedlukningen var et forsøg på at skærme sundhedsvæsenet mod alt for mange intensivpatienter med respiratorbehov på en gang. Med andre ord var det halvofficielle formål med nedlukningen, hvis man spurgte sundhedsmyndighederne – statsministeren og hendes sundhedsminister har hele vejen igennem nægtet at definere en klar strategi – at blive på den ’grønne kurve’. Men med 138 patienter i respirator den allerværste dag Danmark lå mere end 900 patienter under den grønne kurve på den værste dag.

Sundhedseksperter har gentagne gange understreget, at man kun redder folk fra at dø i det omfang at man undgår kapacitetsproblemer, og dem har de færreste lande oplevet. Mens de fleste kommentatorer og politikere meget simpelt regner med, at nedlukning har virket – og derefter har enkelte vovet at stille spørgsmålet, om den måske var for dyr – er det ikke sådan forskning virker. Punditokraterne er lige så forskningsbaseret som værdibaseret, og vi stiller derfor det store spørgsmål i dag: Ser det ud til, at nedlukningerne af de vestlige samfund har haft effekt udover de enorme økonomiske omkostninger? Det gør vi på to forskellige måder.

Læs resten →

Der skal færre end 60% til flokimmunitet

Af Jonas Herby, den 14. maj 2020. 1 svar

”Det er den første bølge, som er den værste. De næste bliver mildere, og på et tidspunkt vil 40-60 procent af befolkningen have fået sygdommen, og den vil finde en balance, hvor den bliver en naturlig infektion blandt alle mulige andre”. Sådan sagde Kåre Mølbak i et interview i Politiken d. 26. marts. Og siden har det i adskillige medier heddet sig, at flokimmunitet indtræder når ca. 60% af befolkningen er immune (se fx Berlingske, Politiken og Ingeniøren). De 60% svarer til flokimmuniteten i en simpel SIR-model (som beskrevet af min kollega, Otto Brøns-Petersen her), når R0 er 2,5 (så hver smittede i udgangspunktet (hvor ingen er immune og alle derfor er modtagelige for smitte) smitter 2,5 andre.

Men måske er der grund til i højere grad at hæfte sig ved den nedre grænse for Kåre Mølbaks interval. For som jeg tidligere har beskrevet, så er der mange grunde til at tro, at R0 vil falde, jo længere vi kommer hen i en epidemi. Det sker bl.a. som følge af superspredere, som jeg tidligere har omtalt her. Superspredere er personer, der kan smitte hundredvis af personer (som fx bartenderen med fløjten på after-ski stedet Kitzloch kan have gjort). Superspredere har størst risiko for at blive smittet i starten af en epidemi, og derfor vil R0 være højere i starten af epidemien, men falde løbende, efterhånden som flere og flere ”almindelige” mennesker bliver smittet (og supersprederne bliver immune).

Men superspredere er ikke de eneste, der adskiller sig fra gennemsnittet. Det gør de fleste. Supersprederne er bare de mest ekstreme, men der er stadig god grund til at tro, at de fleste ikke vil smitte 2,5 andre, men smitte flere eller færre afhængig af bl.a. hvor sociale de er. I et paper af Reich et al. (2020) modellerer de denne forskel blandt mennesker ved hjælp af en gammafordeling. De viser, at fordelingen af, hvor mange personer hvert enkelt individ smitter, har stor betydning for, hvor stor en andel af befolkningen, der smittes, før en epidemi dør ud pga. flokimmunitet.

Figuren nedenfor viser forløbet af en epidemi for forskellige værdier af gamma i Reich et al. (2020)’s model. Jo lavere gamma, jo mere heterogen er befolkningen. Gamma = 0,4 (rød kurve) giver den eksponentielle kurve, som vi kender fra SIR-modellen, mens gamma = 0,2 (gul kurve) giver et helt anderledes forløb med væsentligt færre smittede samlet set.

Reich et al. (2020) skriver, at “absent direct evidence, in what follows we select gamma=0.2, which makes the degree of the top 0.1 percentile (1/1,000 nodes) equal about 15 times the median degree. We think this is a somewhat reasonable approximation of the true distribution.” Hvorfor de tror det, kommer de ikke nærmere ind på. Jeg synes det lyder lavt, når jeg tænker på mit eget liv før jeg fik børn, hvor fodbold, fester osv. fyldte langt mere end i dag. Men hvis vi tager deres vurdering for gode varer, betyder det, at der samlet set er ca. 30% færre smittede, når epidemien dør ud, end med gamma = 0,4.

HVIS samme faktor kan ganges på resultaterne fra den simple SIR-model, så ender vi faktisk meget tæt på de 40 procent smittede, før vi opnår flokimmunitet, som var i den lave ende af Kåre Mølbaks interval. Er gamma kun 0,1 (så spredningen i social aktivitet er endnu større), opnås flokimmunitet endnu tidligere.

Menneskelig adfærd og incitamenter har selvfølgelig også betydning for R0. Men adfærden er i højere grad med til at sikre, at epidemien ikke løber løbsk (fordi folk passer mere på, hvis der er mange smittede i samfundet) og vi derfor holder os nærmere den grønne end den røde kurve. Derimod påvirker adfærden næppe, hvornår der opstår flokimmunitet, fordi vi alle — før eller siden — vil leve stort set, som før vi lærte at sige COVID-19.

Referencer

Reich, Ofir, Guy Shalev, og Tom Kalvari. 2020. “Modeling COVID-19 on a Network: Super-Spreaders, Testing and Containment”, april, 20. https://www.medrxiv.org/content/10.1101/2020.04.30.20081828v1.

Sampling- og selektionsproblemer

Af Christian Bjørnskov, den 14. maj 2020. 4 svar

Når man læser statistiske undersøgelser, og særligt undersøgelser af spørgeskemadata og sundhedsstudier, er de fleste tilbøjelige til at tro, at jo større den er, jo bedre er den også. Det er en god tommelfingerregel i nogle tilfælde, men kan være meget misvisende i andre. Pointen med dagens post er derfor at illustrere de problemer med såkaldt sampling- og selektionsproblemer, som kan føre til at undersøgelser af bl.a. danskernes holdninger og af sygdomsforhold kan være så stærkt problematiske, at de er værre end ingen undersøgelser.

Vi stiller derfor et hypotetisk eksempel op, hvor man gerne vil vide noget om, hvor udbredt en bestemt ekstrem holdning er – det kunne være, om alle homoseksuelle skal have tæsk – eller hvor udbredt en sygdom er – i dagens eksempel corona. I vores hypotetiske eksempel er der 1 % af alle borgere, der har en bestemt holdning eller er smittede. Spørger man således 9000 borgere i en korrekt gennemført undersøgelse, vil de 90 erklære sig enige med det bestemte spørgsmål, eller være smittede. Spørgsmålet er så, hvordan store studier kan komme til helt andre konklusioner.

Læs resten →

Corona versus influenza

Af Christian Bjørnskov, den 12. maj 2020. 11 svar

Det sker med jævne mellemrum, at folk sammenligner Covid-19 med influenza. Jeg har selv gjort det, og bliver som andre ramt af en veritabel shitstorm. Formaster man sig til at mene, at den nuværende coronaepidemi kan sammenlignes med en svær influenzaepidemi, reagerer mange øjeblikkeligt: Jeg kan åbenbart kun mene det, fordi jeg er et hjerteløst (neoliberalt) monster, det har Trump også sagt så jeg må støtte Trump, og hvad i alverden ved en – underforstået ideologisk – økonom om det?

Det er stadig min statistisk underbyggede mening, at den faktiske dødelighed af corona (den såkaldte Infection Fatality Rate, IFR) er ganske begrænset, og sandsynligvis af størrelsesordenen 1-2 ‰. Men hvordan ser den ellers ud i forhold til influenza? Det ser vi på i det følgende ved at sammenligne det nuværende coronaudbrud med den svære influenzasæson 2017-18.

I influenzasæsonen for to år siden blev 7667 danskere indlagt med influenza, hvoraf 549 endte på en intensivafdeling. I alt 603 af de indlagte døde med influenza i 2017-18-sæsonen, og det samlede antal døde med influenza endte på 1644 borgere. Influenzaepidemien, der bl.a. blev særlig pga. den store forekomst af Influenza B, der også kendes som Yamagata, udviste en klar aldersgradient. Medianalderen for alle indlagte var 69 år, og 68 for de intensivindlagte. Sammenligninger af Case Fatality Rates (CFR), dvs. andelen af positivtestede der er døde, for danskere over 65 år versus dem under 65, viste at de ældre havde 26 gange større dødelighed end folk i den arbejdsdygtige alder (118 / 4,5).

Når man vender sig mod coronaepidemien er der i skrivende stund 2134, der er eller har været indlagt med Covid-19. Selv hvis man regner med tre ugers fortsat epidemi med 10-15 nyindlæggelser per dag (som er det nuværende niveau), ender man under en total på 2400 indlæggelser. 320 af disse har været på intensiv, mens totalt set 527 er døde. Vores estimat (se figuren nedenfor) er, at dødsfaldene vil fortsætte cirka to uger endnu, så vi stadig vil se omtrent 25-30 ekstra døde. Det vil sige, at det totale antal døde når et niveau på cirka 550-560, og en meget stor andel af disse er ældre. Blandt de indlagte er medianalderen sidst i 60erne, og over 80 år for dødsfaldene. Sammenligner man CFR’erne for danskere under og over 70, peger det på en dødelighed der er 29 gange større hvis man er over 70 (243,1 / 8,4).

Nogle læsere vil sikkert mene, at det er koldt og måske endda kynisk, at sammenligne sygdomme på denne måde. Fakta er dog fakta, og intet – siger og skriver intet – rimeligt sundhedsrespons på en sygdom kan give mening uden fakta. Disse fakta demonstrerer, at coronaepidemien i Danmark på alle parametre har været sammenlignelig eller lettere end influenzasæsonen 2017-18. Om det så skyldes regeringens respons og nedlukningen af det danske samfund, eller det har været helt ligegyldigt, er en helt anden diskussion. Den vender vi givetvis tilbage til relativt snart, men læg blot mærke til et enkelt forhold på figuren her: Den første fase genoplukning fra 15. april, som politikere og sundhedsmyndigheder sagde ville give et højere smittetal, og nogen decideret advarede imod, har ikke givet nogen som helst effekter, der kan aflæses i indlæggelses- eller dødstal.

Hvor farlig er corona – en update

Af Christian Bjørnskov, den 10. maj 2020. 23 svar

Da coronaepidemien officielt ramte Europa i februar, skabte skrækbillederne fra Norditalien en panikstemning hos politikere og befolkninger: Stemningen var, at noget måtte gøres og det måtte gøres nu så titusinder ikke døde. Et estimat, baseret på den såkaldte Imperial College model, forudså flere end 90.000 dødsfald i Sverige, og stemningen skabte et sjældent manøvrerum for mange regeringer, der viste sig mere end villige til at ignorere basale rettigheder eller politisk omhu (se f.eks. her). Siden da har de fleste af dem – om end ikke de svenske, der simpelthen styrer efter sundhedsekspertisens råd – også ignoreret ny viden om virussen. Det gælder i helt særlig grad ny viden om dens faktiske dødelighed, som viser sig at være ret begrænset.

Læs resten →