Dannelse. Dannelse i en globaliseret verden, var overskriften på undervisningsministerens Sorø møde, der fandt sted i de første dage af august. En årlig tradition der blev grundlagt i 1983 af daværende undervisningsminister Bertel Haarder. Merete Riisager havde været så venlig at invitere mig og det følgende er min kommentarer til enkelte indlæg, samt bidrag til dannelsesdebatten. Den førte undervisningspolitik har i hele min levetid været en lang katastrofe kulminerende med Antorinis ”reform”. Dannelsesdebatten er Riisagers initiativ til at hæve niveauet i skoledebatten og et første forsøg på at vende den negative udvikling et prisværdigt forsøg. Det kan bl.a. ses  her. Dette agtværdige initiativ fortjener opbakning. Problemet er, at ”de snakkende klasser” i ord tilslutter sig ministerens initiativ, men blot fortsætter ad den vej de har gået på gennem årtier. De kan ikke ændre retning. Ved Sorø-mødet viste det sig bl.a. ved rektor Birgitte Vedersø, rektor ved Gefion Gymnasium. I hendes indlæg hørte vi til bevidstløshed om elevinddragelse, elevernes medindflydelse og den ubestemmelige ”demokratisk dannelse”. Hensigten er, at den ”demokratiske dannelse” bidrager til – det på overfladen pæne mål – at alle unge mennesker bliver gode samfundsborgere, demokratiske, tror på menneskerettighederne, ligestiller alt, mænd, kvinder, børn, dyr, miljøet, den globale opvarmning, samt alle religioner – alt mudres sammen til et lighedssøle. Det er frugten af den ”kulturradikale dannelse”. Det fører ikke til beskyttelse af individet overfor de stærke, beskyttelse af den private ejendomsret mod magthavernes skalten og valten, til lighed for loven. Det fører istedet til demokratisme. Idet det politiske dannelsesbegreb bærer den totalitære tænkning i sig. Det er frugten af en ideologi, der har afsæt i Rousseaus dannelsesbegreb. Det tog Henrik Gade Jensen (HGJ) op i et af konferencens bedste indlæg, hvor han stillede Aristoteles’ dannelsesbegreb op overfor Rousseau. Den Aristoteliske dannelse fører til duelighed, fordi fundamentet er færdigheder, færdigheder tilegnet gennem øvelse. Så bliver dannelsesdiskussionen konkret og ikke abstrakt snakkende. HGJ kom også med den pointe, at ældre borgere i hans landsogn, der ikke har en lang uddannelse bag sig, er langt mere dannede og sikre i deres fremtræden. Med denne pointe fremhæver HGJ netop det som dannelse er, og som Anders Thyrring Andersen i et foredrag på Christiansborg i 28. november 2015 formulerede på følgende måde: ” Dannelse er en almenviden, der sætter i stand til at forstå den omgivende verden på en så differentieret og kompleks måde som muligt. Dannelse er altså mere end kundskaber, nemlig tilegnelse af en større virkelighed. Mennesket er et historisk væsen, der er indlejret i tid, og som forstår sig selv gennem historien og de fortalte historier. Dannelse er derfor at forstå sig selv i historisk kontekst, indfældet i tiden og traditionen – og idealet er at kunne forene historisk bevidsthed med lidenskabeligt engagement i nutiden. Alene deri det fatale ved størsteparten af moderne pædagogiks anskuelse af historie som noget unyttigt og traditionen som en dødvægt, eftersom det her kun drejer sig om at se fremad og/eller gribe nuet. Dermed fornægtes selve menneskets historicitet, og følgerne har været fatale. Foruroligende er det således, at ældre mennesker ofte besidder en højere grad af almen dannelse end unge universitetsstuderende, som ellers i de fleste tilfælde formelt er uddannet langt højere. Mange unge har mistet sansen for det multidimensionelle, altså at noget eksisterer og kommunikerer på flere niveauer samtidig. Samtalen med tilværelsen bliver på dén måde ulig fattigere. Men man har også mistet sansen for historien og traditionen, alle dens lærerige spor, uden hvilke man er såvel uvidende som erfaringsblank: Man lærer ikke noget af de forudgående problematikker og diskussioner, som man ikke kender og derfor ubevidst repeterer man fra et nulpunkt hver gang. Og dermed mister man simpelthen sansen for, at andre kan lære én noget, man mister viden om, at man ikke er den første eller er alene, man mister efterhånden evnen til at anerkende den anden som noget betydningsfuldt og som en samtalepartner, og til sidst mister man evnen til at sætte sig i den andens sted.”

Et andet lyspunkt var rektor ved Metropol Stefan Hermann, der talte om, at der er for meget Grundtvig og for lidt Ørsted, at man skal anstrenge sig, man skal læse Karen Blixen inden man kan kritisere hende. At eleverne skal lære grundighed, vedholdenhed, udsættelse af egne behov, at lærerne skal være en autoritet overfor eleverne. Mange af pointerne kan læses  her
Hermansen talte dermed om den opdragelse der ligger i selve undervisning. Hermed får dannelsen afsæt i færdigheder, pensum og faglige krav. Ikke i abstraktionen ”demokratisk dannelse” og et demokratisk menneske, men som et dueligt menneske. Forståelsen af dette havde Mattias Tesfaye, da han holdt et inspirerende indlæg om ”Dannelse i hænderne”, hvor han fremførte den vigtige pointe, at mester ser på det du har præsteret, på dit produkt, ikke på dig som lærling. Hvis det ikke er godt, skal du lave det om, hvis det er godt, er det godt. Mester ser ikke på dig, bedømmer ikke om du som person er god eller dårlig, men alene på om dit håndværk, din faglighed, din kunnen er i orden. Det har en disciplinerende effekt. Lærer ved Syvstjerneskolen, Mette Frederiksen påpegede i sit oplæg, at dannelsen ligger primært i fagene, men tillige at dannelse er noget, der ligger udover viden.
Helt som forventet var der ikke en fælles forståelse af, hvad dannelse er, hvad udgangspunktet er. Er dannelsens udgangspunkt den faglige viden og kunnen eller er det de ideologiske mål om demokratiske mennesker, løst formuleret som respekt for fælles værdier, som ligeværd og ligestilling. Jacob Manchangana tog i sit indlæg afsæt i den opdragelse John Stuart Mill blev udsat for af sin far, som et eksempel på hvad almen dannelse engang var. Faderen stillede krav til sin søn, som vi i dag slet ikke kan forholde os til. J.S. Mill var en ekstraordinær begavelse og fik en ekstraordinær opdragelse og uddannelse. Og selv sagde han om sin opvækst, at ethvert normalt begavet barn ville kunne klare den opdragelse, han havde fået og have gavn af den. Hvordan Mills opdragelse var, finder vi en fin beskrivelse af i Harald Høffding ”Den nyere Filosofis historie” (fra 1922, Niende og tiende bog, s.99): ”Han er et eksempel på tidlig intellektuel udvikling, men han udviklede sig også under et højtryk af intellektuel påvirkning, som en mindre kraftig og original natur næppe ville have kunnet tåle,…. Hans fader underviste ham selv. Tre år gammel begyndte han på græsk og snart efter på aritmetik; samtidig lærte han naturligvis engelsk læsning og grammatik. Latin begyndte han på, da han var otte år. Historie lærte han på egen hånd efter udførlige værker og aflagde så på spadsereture med sin far beretning om, hvad han havde læst. Efter at en stor del af den græske og romerske litteratur var gennemgået, begyndte han, da han var tolv år gammel, på logik, og det på egen hånd læste blev også gennemgået og gennemdiskuteret på spadsereture. Derefter fulgte nationaløkonomisk læsning samt et omhyggeligt studium af Demosthenes og Platon, med særligt hensyn til argumentation og metode”. Mills fader gav drengen denne opdragelse, fordi han ønskede, at drengen skulle kunne begå sig, blive duelig.
Vender vi os til salige prof. Sløk for at få en forståelse af forskellen mellem uddannelse og dannelse skriver Sløk i sin fine lille artikel ”Kan man undervise i kultur?” fra 1991 (Klassikerforeningens kildehæfter), hvor Sløk tager afsæt i Søren Kierkegaard for at belyse spørgsmålet om dannelsesidealer. Kierkegaard skelner mellem at ”banke noget ind i eleven” og ”banke noget ud af”. Eksemplet er, at et barn har i sig selv anlægget for at gå, det skal blot støttes og hjælpes på vej i rette tid, så kan barnet går. Det er at ”banke ud af”. Men skal barnet lære at danse, dansetrin og pirouetter, så skal balletmesteren banke færdighederne ind i barnet. Sådan forholder det sig med alle færdighederne, læse, regne, skrive, historie – og med Kierkegaards term, at ”banke ind i”, betyder det at færdighederne kun kan opnås igennem øvelse og atter øvelse. Og færdigheder er vigtige, men hvad med kulturen? Her skelner Kierkegaard skarpt mellem oprindelighed og uoprindelighed. Hvor man kan lære noget ”udenad”, kan man også lære noget ”indenad” – og hermed: ”viden er ikke noget, man lagrer op i et eller andet forrådskammer, uden for sig selv, men at man optager det i sig og derved bliver en anden, end man var” (Sløk, s.27) Pointen her er Kierkegaards, at det der er lære ”indenad”, det er lært i oprindelighed og dermed blevet en del af en selv. Det der alene er lært ”udenad” er lært i ”uoprigtighed” og er dermed aldrig blevet en del af personen selv. Det vi har lært ”indenad”, det præger os og ændrer os. Det politiske spørgsmål er så, om det ikke alene er undervisningssystemets opgave at lære ”udenad”, give tillært viden og indsigt. Give den enkelte et fundament at stå på. Kierkegaard har intet imod, at lære færdigheder ”udenad”, det er færdigheder, men det der ændrer en person, så vedkommende lever i oprindelighed, bliver et selv, det er Kierkegaards anliggende. Det er den levede eksistens og det kan der ikke undervises i.
Folkeskolen har en formåls paragraf, §1, stk. 3 ”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati” – så har man åbnet for at skolen direkte opdrager i en bestemt retning. Ikke kun inddirekte gennem fokus på indlæring og færdigheder, samt det forhold at lærerne i dag er tvunget til at opdrage børnene, så eleverne bliver i stand til at modtage undervisning. Som ægtefælle til en lærer i indskolingen ved jeg, at der ligger en kæmpe opdragelsesopgave hos lærerne. Mange børn sendes i skole uden at være parate til at modtage undervisning. Det er et af de ulykkelige vilkår, der er i den moderne skole. Det opløftende ved Sorø-mødet var, at flere indlæg havde fokus på de Aristoteliske dyder, at de skulle tilbage, desværre var der stadig mange, der talte forblommet om ”demokratisk dannelse”, hvilket åbner for en ladeport af politisk indblanding i opdragelsen og meningstyranni. Det totalitære i den ”demokratiske dannelse” er, at den gør alt til ”demokrati” og dermed i sidste ende relativerer også de liberale frihedstraditioner, vi har i samfundet. Eller formuleret som forskellen mellem de angelsaksiske frihedstraditioner og den franske, hvor den franske frihedstradition åbner for det totalitære. For at staten definerer, hvad der er godt og skidt og dermed er magten hos flertallet, så er den ”demokratiske dannelse” lig flertallets magt. Hvilket er en ulykke for den enkeltes frihed, men det er en anden debat.
Dannelse i en globaliseret verden var ministerens overskrift på Sorø mødet, det globale kom med at Faisal Saeed Al Mutar var inviteret som taler og det var et scoop. Der talte en mand der på egen krop havde oplevet konsekvenserne af de totalitære islamister, despoten Sadam Hussain. (Se  her) Han kæmper for de vestlige frihedstraditioner bl.a. sammen med Ayaan Hirsi Ali. Han havde ikke meget positivt at sige om den muslimske verden, dens konspirationsteorier, jødehad og myrderier, men trods uhyrlighederne arbejder han for at bevare et håb for ændringer til det bedre også i Mellemøsten og for de modige enkelte individer, der findes og som kæmper for den enkeltes ret til et liv i frihed.
At Merete Riisager har rejst dannelsesdebatten er yderst positivt, om det så nogen sinde bliver muligt at dreje det danske undervisningssystem i en bedre retning er nok tvivlsomt, med det politiske flertal der er, men håbet ligger i den enkelte lærer, der hist og her gør en forskel, fremfor i de store abstrakte undervisningseksperter – og så kan den enkelte altid arbejde på sin dannelse, ved at lære ”indenad” og blive et selv. Det skal staten eller andre ikke blande sig i.