Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Det er belejligt for alle at overdrive, hvor kapitalistisk USA er

USA har en stor og voksende velfærdsstat, en gennemreguleret økonomi, og en historie der er præget af markedsindgreb og statssubsidier helt siden oprettelsen, som ikke tjener dem til ære. Det afspejles mildest talt ikke i den gængse fremstilling.

Både borgerlige, der gerne fremhæver USA som en liberal shining city on a hill, og socialister, der gerne vil bruge USA som skrækeksempel, overdriver USA’s liberalisme betydeligt. Vrangbilledet florerer sådan set også i den amerikanske debat. Både konservative republikanere og socialdemokratiske demokrater overdriver forskellen mellem deres respektive positioner og hvor kapitalistisk-godt og kapitalistisk-ondt USA er. Det er i alles parters interesse.

At Danmark blev brugt som eksempel under den seneste demokratiske præsidentkandidatdebat har heldigvis henledt opmærksomheden på vrangbilledet af Danmark som socialistisk paradis og USA som ditto liberalt. Det er sjældent man hører borgerlige rose den store økonomiske frihed i Danmark, men når det gælder danske erhvervsforhold er det helt fair. Som mange borgerlige har skrevet, så halter liberalismen i USA på mange punkter. For bare at tage nogle få eksempler:

  • USA har indtil for få måneder siden haft priskontroller på rosinmarkedet – helt tilbage fra den katastrofale New Deals tid, hvor Roosevelts regering forsøgte at kuppe hele økonomien
  • De har ekstreme licenskrav til erhverv; man måtte på et tidspunkt ikke flette hår uden statsligt godkendte certificeringskurser.
  • USAs velfærdsstat(er) er på niveau med typiske socialdemokratiske europæiske lande, og enkelte delstater har endnu større velfærdspakker.

Forskellen mellem den samlede placering på indekset mellem Danmark og USA er ikke enorm — Danmark er det 10. frieste, mens USA er det 12. Danmark vinder på regulering og erhvervsklima, mens USA vinder på, at staten samlet set lægger mindre beslag på økonomien. Der indkradses 25,4 pct. af BNP, vs. 46,8 i Danmark (2013, OECD).

I Danmark er det nemmere at stifte virksomhed; erhvervsreguleringen er på nogle punkter mindre byrdefuld, og den generelle lovkvalitet og administrative kvalitet er høj, ligesom korruptionen er lav. Det er alt sammen godt. Vi har også fritvalgsordninger, privatiseret ambulancekørsel og andre ordninger, der ville sætte en skræk i livet på danmarksdyrkende demokrater.

Tror da pokker – uden et liberalt erhvervsklima var vi for længst gået bankerot. Det modsatte gør sig gældende i USA. Økonomiens enorme dynamik og landets overordentligt store tiltrækningskraft på kapital, højtuddannede indvandrere og erhvervsprojekter af alle arter gør, at de kan bære en på mange måder langt værre og mere indgribende stat uden netop at gå bankerot. (Detroit og Californien undtaget). USA har en selskabsskat på 39 pct. Danmark har måttet sænke sin fra 34 pct. til 22 henover de sidste tyve år – vi kan simpelthen ikke konkurrere ellers.

Opfattelsen af USA som kapitalistisk dystopi eller liberalt paradis er uden hold i virkeligheden. Det ville hjælpe på det, hvis man så lidt mindre på Jacob Holdts billeder og lidt mere på tallene, men vrangbilleder sælger nok flere billetter.


Følg med her på Punditokraterne, hvis du vil læse mere om liberalismen i USA og Danmark. Næste afsnit i føljetonen bliver om den omfattende amerikanske velfærdsstat ventes 29/10.

USA’s øverste lovgivende kammer stadig mere upopulært — blandt konservative

I USA praktiseres magtens adskillelse meget hårdt. Den udøvende magt ligger hos præsidenten, den dømmende hos domstolene, mens den lovgivende er delt mellem Repræsentanternes Hus, Senatet og kvasi-lovgiverne hos Højesteret.

Derfor er det ingen overraskelse, at Højesteret har tabt anseelse blandt de vælgere, som ikke føler sig repræsenteret politisk. Siden SCOTUS’ kendelser i sagerne om Obamacare (King v. Bur­well), som gennem en begrænset bogstavelig fortolkning af lovteksten blev kendt forfatningsgyldig, og homoseksuelle vielser (Obergefell v. Hodges), har republikanske og ideologisk konservative vælgere mindsket tillid til domstolen.

After Momentous Term, Widening Partisan Gap in Views of the Court

Som Pew Research Center skriver i sin rapport:

“Since March, the share of Republicans viewing the court favorably has fallen 17 percentage points (from 50% to 33%), while the share with an unfavorable impression has jumped 21 percentage points (from 40% to 61%). Republicans’ views of the Supreme Court are now more negative than at any point in the past three decades.”

Det er værd at notere sig, at det langt fra kun er konservative vælgere, der opfatter Højestret som politiserende, hvad meningsmålingen også viste, og at flertallet synes, det er passende:

“Seven-in-ten Americans (70%) say that in deciding cases, the justices of the Supreme Court “are often influenced by their own political views.” Just 24% say they “generally put their political views aside” when deciding cases. The belief that justices are swayed by their own political views spans partisan and demographic groups. The survey also finds that a majority of the public (56%) says the court should consider the views of most Americans when deciding cases; 39% say they should not be influenced by public opinion.”

Sådan er det. Det er svært at forestille sig, at man skulle kunne have en ren teknisk afgørelse af sager af stor offentlig betydning – hvor højesteret skal fungere som tie-breaker mellem stridende politiske fraktioner. Stort set al kontroversiel lovgivning skal trods alt gennem en højesteretsprøvning. Det er heller ikke nødvendigvis dårligt – der er som bekendt temmelig mange forhold, der ansås for helt passende ved forfatningens vedtagelse, som næppe ville falde i manges smag i dag. Domstolen må så også vurderes på det politiske indhold i deres beslutninger, som kan gå både godt og skidt.

Mere nyt fra IEA: Om afkriminalisering af prostitution

I forlængelse af Christians anbefaling i går af IEA’s “Classical Liberalism” er det oplagt også at anbefale London-tænketankens nyeste værk, der udkom i forgårs: “Supply and Desire: Sexyality and the Sex industry in the 21st Century” af Catherine Hakim. Hvis man går op i sådan noget, er udgivelsen nr. 61 i rækken af IEA’s Discussion Papers. Det korte af det lange:

By decriminalising the industry, and making it easier for women to work together or with third parties, society would make increase the protections available to women.

Afkriminaliseringsdebatten ligger død i Danmark for tiden, men skulle den blusse op igen, vil der helt givet være ammunition til debattørerne i denne bog. Den kan downloades gratis eller købes i paperback.

Valgdag og exitpolls

I dag, torsdag den 18. juni 2015, er der valg til Folketinget. Op til valgdagen har der — som ved så mange tidligere valg og folkeafstemninger — også denne gang været debat om, hvorvidt det skal forbydes at offentliggøre resultater af exitpolls, mens valgstederne endnu er åbne. Indtil for kort tid siden så det stadig ud til, at DR og TV2 måske ville offentliggøre exitpolls kl. 19, dvs. en time før valgstederne lukker, efter at de store dagblade havde meldt ud, at de ikke ville. Nu ser det så ud til, at begge de to store tv-stationer har bøjet sig for presset.

Og presset er betydeligt. Det skorter ikke på dramatiske påstande uden andet belæg end mavefornemmelser. Det fyger gennem luften med bål og brand og bombastiske udsagn om, hvordan offentliggørelse af exitpolls kan påvirke valgresultatet. Notabiliteter som lektor Johannes Andersen, AAU, forskningschef Roger Buch, Danmarks Journalisthøjskole, og folketingets formand, Mogens Lykketoft, har talt om “alvorlige konsekvenser for demokratiet” og at “man ved med sikkerhed, at det fjerner vælgernes fokus fra det politiske indhold til den politiske proces” (Andersen); at der er “ingen diskussion om, at de påvirker et valg, for det gør de” (Buch, i samme artikel som Andersen), og at det “ikke [er] rimeligt, at den slags målinger skal kunne påvirke selve valgresultatet, og vi så ved kommunalvalget, hvor galt det kan gå” (Lykketoft). Også Radikales Camilla Hersom er klar på en frisk kommentar (i samme artikel som Lykketoft): “Alle ved, at exit polls er mere præcise end meningsmålinger, og det kan jo påvirke et valgresultat, som ser ud til at blive meget meget snævert.”

Det sidste er ikke nødvendigvis fuldstændig skævt. Og det ser altså ud til, at vi ikke får nogen exitpolls at se eller høre på valgdagen i dag, før valgstederne lukker. Men hvad kan exitpolls egentlig betyde for et valgresultat? Ved vi noget som helst seriøst — I ved, i kraft af forskning, systematisk og stringent undersøgelse og den slags — om det?

Til at begynde med må man gøre sig klart, hvad det mere præcist er for et udfald, man gerne vil undersøge exitpolls’ mulige indvirkning på — hvor mange, der stemmer (valgdeltagelsen), eller hvordan vælgerne stemmer?

I en velskrevet og forbilledligt klar artikel publiceret i “Journal of Theoretical Politics” sidste år ser Asger Lau Andersen og Thomas Jensen, begge Institut for Økonomi, KU, nærmere på det første. Deres analyse viser, at selv i umiddelbart simple tilfælde, hvor vælgerne kan vælge mellem blot to alternativer, kan offentliggørelse af exitpolls teoretisk set påvirke valgdeltagelsen på flere måder. For de vælgere, der endnu ikke har stemt på det tidspunkt, hvor exitpoll’en offentliggøres, og som stadig overvejer, om de skal gå ned og stemme eller blive hjemme på sofaen, er det oplagt, at det har afgørende betydning, hvad exitpoll’en mere præcist viser: indikerer den et tæt valg, øges incitamentet til at gå ned og stemme, fordi sandsynligheden for at ens stemme får betydning for valgresultatet øges. Indikerer exitpoll’en en klar føring til det ene alternativ over det andet, falder vælgerens incitament til at gå ned og stemme.

Men som Andersen og Jensen fremhæver, så kan en exitpoll ikke kun påvirke incitamentet til at stemme efter dens offentliggørelse, men også før. En exitpolls effekt på tilbøjeligheden til at stemme før exitpoll’en offentliggøres er imidlertid langt fra entydig: Er man den passive, strategiske og/eller ikke-super-deltagelsesdemokratisk-engagerede vælgertype, kan information om, at der senere vil blive offentliggjort en exitpoll, få een til at afvente exitpoll’ens resultat, før man beslutter sig for, om det er umagen værd at gå ned og stemme — en “vent-og-se”-effekt. Er man derimod den aktivistiske type, kan ræsonnementet vende stik modsat, idet det således netop er vigtigt at komme ned og få stemt i håb om at få exitpoll’en til at vise mere medvind til ens foretrukne alternativ, hvilket kan opmuntre andre, der stadig befinder sig i sofaen, til at “tro på det” og selv bevæge sit korpus til valgstedet.

Hvad får vi så ud af det? Som Andersen og Jensen peger på, får vi i hvert fald hamret en pæl gennem den påstand, at offentliggørelsen af en tidlig exitpoll på valgdagen for folkeafstemningen om ændring af tronfølgeloven den 7. juni 2009 var selve årsagen til, at ændringen endte med at blive vedtaget. Exitpoll’en indikerede, at 37,9% af alle stemmeberettigede ville stemme for en ændring — hvilket var under de påkrævede 40% — mens det endelige resultat blev, at 45,1% af alle stemmeberettigede stemte for ændringen. I den offentlige debat blev korrelation hurtig lig kausalitet, og exitpoll’en blev beskyldt for at have påvirket valgdeltagelsen og i sidste ende valgresultatet afgørende. Andersen og Jensen påpeger, at denne påstand overser den meget vigtige pointe, at vi ikke bare kan antage, at folk ville fortsætte med at opføre sig som før exitpoll’en blev offentliggjort, hvis vi antager, at den ikke var blevet det — fordi exitpolls både påvirker incitamentet til at stemme før og efter dens offentliggørelse. Eller sagt med grafik:

Andersen & Jensen - Figure 1

Med andre ord kan det ikke udelukkes, at valgdeltagelsen ved folkeafstemningen om ændring af tronfølgerloven var lavere før og højere efter exitpoll’ens offentliggørelse, fordi mange vælgere, der foretrak et “ja”, simpelthen ventede med at gå ned og stemme, indtil de fik exitpoll’ens indikation af, om der nu også så ud til at være et behov for at hjælpe et “ja” på vej. Vi kan derfor ikke vide, om disse vælgere helt var blevet hjemme, hvis der slet ikke var blevet offentliggjort nogen exitpoll, idet det ikke kan udelukkes, at de kun ventede med at gå ned og stemme af strategiske årsager. Havde exitpolls nu været forbudt på valgdagen, kunne man forestille sig, at flere af disse “ja”-sindede, men ikke-super-deltagelsesdemokratisk-engagerede vælgere ville have gået ned for at stemme alligevel ud fra det ræsonnement, at de ikke kunne vide sig sikre på, om et “ja” nu også ville blive en realitet.

Så vidt valgdeltagelsen. Hvad med betydningen af exitpolls for fordelingen af stemmer? Ifølge den ene af artiklens forfattere (Andersen), kan man groft sagt forestille sig to hovedeffekter, der trækker i hver sin retning: En “med-på-vognen”-effekt (a.k.a. “bandwagon”), hvor en føring opfordrer til flere stemmer fra vælgere, der gerne vil være på det vindende hold, og en “underdog”-effekt, hvor vælgere oplever tilskyndelse til at stemme på det alternativ, der er bagud — fodboldparallellen burde give sig selv her. I et nyt studie finder Jens Olav Dahlgaard, Jonas H. Hansen, Kasper Møller Hansen og Martin Vinæs Larsen, alle Institut for Statskundskab, KU, empirisk belæg for “med-på-vognen”-effekten i positiv retning (fremgang giver endnu flere stemmer) og i mindre grad i negativ retning (tilbagegang giver endnu færre stemmer). “Underdog”-effekten finder de ingen empirisk evidens for. Hansen understreger dog, at disse effekters substantielle størrelse er tilpas begrænsede til, at det forudsætter et meget tæt valg, før de reelt kan påvirke valgresultatet.

Og denne dags Folketingsvalg ser da også ud til at blive overordentlig tæt — i skrivende stund er vi ude i noget snavs omkring 50,5% vs. 49,5% i blåt favør. Så er det ikke bare med at få forbudt disse vederstyggelige exitpolls på valgdagen i en vis fart, så de med sikkerhed ikke får lov at påvirke tætte valg som det netop forestående? Well. Faktum er, at vi generelt ved meget lidt om, hvordan exitpolls i praksis påvirker valgdeltagelse og stemmeafgivning, og det, vi ved, er i høj grad både usikkert og tvetydigt. Som jeg har forsøgt at pege på herover, arbejder gode, danske forskere på at gøre os alle klogere.

I mellemtiden er det min personlige vurdering, at sandsynligheden for, at en exitpoll ville kunne påvirke denne dags valgresultat ikke er meget større end sandsynligheden for, at Helle Thorning-Schmidt nok skal få styr på De Radikale.

Jeg vil gerne ønske Dem, kære Punditokratlæser — hvad enten De er trofast, nytilkommen eller blot meget vedholdende — en rigtig god dag! Uanset hvordan De vælger at bruge den.

Tre grunde til at narkokrig på nettet er forgæves

I sidste uge blev ejeren af sortbørsen Silk Road, Ross Ulbricht, idømt livsvarigt fængsel for en række forseelser, der i den milde ende omfatter omgåelse af USA’s drakoniske narkotikalovgivning og planlægning af et attentat mod en af sine skyldnere i den særdeles grove. Silk Road udnyttede – som alle andre sortbørshandlere – en niche, som politikerne har skabt, og som naturligvis ikke går væk af at en enkelt mand bliver spærret inde. I så var narkomarkedet for længst opløst. Der er større dynamikker på spil end én mands karakter.

Helt uagtet de interne opgør der har været og vil vedblive at være mellem aktørerne på narkotikamarkeder, er der meget der tyder på, at den samlede virkning af Silk Road og lignende børser har været positiv. Måske ikke sammenlignet med en ideel verden, hvor der intet misbrug findes, men sammenlignet med den vi faktisk lever i — temmelig klart. Skadesreduktionen er resultat af bedre information om produkter, mindsket behov for direkte kontakt med hårde gademiljøer, og muligheden for at sanktionere uærlige sælgere (Buxton & Bingham 2015):

“[A]nonymised user forums and online chat rooms encourage and facilitate information sharing about drug purchases and drug effects, representing a novel form of harm reduction for drug users and an entry point for drug support services.

Forbrugersikkerhedsorganisationen Digital Citizens Alliance, som er imod sortbørshandel med narkotika, giver i en nylig rapport en oversigt over forskellige børser på the Darknet. The Economist har været så venlige at illustrere dem:

Dark markets 2015

Billede via The Economist.

Børsen forgår, nichen består. Som rapportens forsfattere skriver:

Approximately 13,648 listings for drugs are now available on Silk Road compared to the 13,000 that were listed shortly before the FBI arrested Ulbricht and shut down the site. In comparison, Silk Road’s closest competitor, Agora, has just roughly 7,400 drug listings.

There is significantly more competition today than when the original Silk Road was seized. Silk Road 2.0 currently contains 5% more listings for drugs than its predecessor held at the time of its seizure. By comparison, the Darknet drug economy as a whole contains 75% more listings for drugs.

Ross Ulbricht kommer til at afsone sammen med omkring 300.000 mennesker, som er fængslede som led i narkotikabekæmpelsen i USA. Hans og det første Silk Roads historie er bare sidste kapitel i den snart 45-år gamle War on Drugs, som efter et hvert tænkeligt mål må siges at være en udelt, total og vedvarende fiasko.

Som bekendt er den væsentligste årsag til narkorelateret vold at de involverede parter ikke har adgang til gængse konflikthåndteringsredskaber. Der er ikke junglelov; dertil er det alt for regelstyret og institutionaliseret (Skarbek 2011). Det fritager på ingen måde Ulbricht for ansvar, men det betyder dog, at man ikke skal gøre sig de store forventninger om at dommen over ham eller lignende aktører kommer til at gøre nogen forskel.


Skarbek, David (2011): “Governance and Street Gangs,” American Political Science Review (105)

Buxton, Julia and Bingham (2015): “The rise and challenge of dark net drug markets,Global Drug Policy Observatory, Swansea

Digital Citizens Alliance (2015): “Busted, but not broken. The state of Silk Road and the Darknet Marketplaces” samt opfølgning.

Parallelle valutaer, pseudo-euro og andre løsninger på Grækenlands betalingsvanskeligheder

Billede via Cointelegraph.com

Den græske regering står nu over for en så akut mangel på penge, at det diskuteres om de bliver nødt til at udstede en ny, parallel valuta til at lukke hullet. Tænketanken Bruegel  har hér samlet en række af de væsentlige indlæg i debatten.

Der er forskellige modeller, men grundlæggende består manøvren i at udstede værdipapirer, der kan træde i stedet for euroen til indenlandske betalinger. I stedet for €10 i løn, pension eller anden betaling fra den græske stat, får man en check på €10, der først kan indløses om 3, 6, 12 eller flere måneder, eller til at betale sine skatter med året efter. De ville kunne bruges internt i Grækenland. Dækning består primært i, at det offentlige forpligter sig til at tage imod dem. Som før omtalt her på Punditokraterne har lignende været prøvet før, bl.a. i Californien, men det er fortsat meget uvist, hvordan de kunne fungere i en europæisk integreret økonomi.

Et af de mere skæve indlæg i debatten er skrevet af ingen anden end Yanis Varoufakis, nuværende finansminister i Grækenland. Han foreslog at udstede en paralleleuro — og bruge endda blockchainteknologi som infrastruktur:

“Governments in Europe’s Periphery are asphyxiating in a Gold Standard-like monetary union that is buffeted by the winds of recession and outright deflation. … Is there something that the peripheral countries can do to give themselves a chance to breathe better and to act as a bargaining chip that will make Berlin, Frankfurt and Brussels take notice?

The answer is yes: They can create their own payment system backed by future taxes and denominated in euros. Moreover, they could use a Bitcoin-like algorithm in order to make the system transparent, efficient and transactions-cost-free. Let’s call this system FT-coin; with FT standing for… Future Taxes.”

Bruegel skriver i øvrigt: “although historical examples of parallel currencies exist, the analysis of the idea remains in its infancy.” Det er nu ikke ubetinget korrekt, idet de amerikanske og canadiske kolonier jo løbende udstedte præcis tilsvarende penge, som netop havde dækning i fremtidige skatteindtægter: “essentially securitizing the future tax liabilities of its citizens.

(Mere om disse tidlige penge, som denne punditokrat finder ekstremt interessante: http://econ.biu.ac.il/files/economics/seminars/goldberg-lunch.pdf )

(Og endnu mere om de såkaldte govcoins, som lader til at vække mere begejstring hos finansielle institutioner og regeringer end selve Bitcoin)

 

Skamløs selvpromovering

Grundlovsdag er en oplagt lejlighed til at lufte frustrationerne med det bestående og præsentere omverdenen for nye idéer; eller i hvert fald kolportere et gammelkendte liberalistiske idéer. Men siden jeg begyndte at blogge i 2007 har jeg altid glemt det. Indtil i år. I Børsen har jeg det første indlæg i en serie om, hvad man burde – eller i hvert fald burde overveje at – ændre i grundloven. Det giver 3 bud på moderne rettigheder, der burde være med. Det handler blandt andet om aktindsigt, datarettigheder og præventive anholdelser.

Generelt forbud mod “psykoaktive” stoffer i UK

H.M. Dronning Elizabeth II har i dag åbnet det britiske parlament og i den forbindelse oplæst den til lejligheden af kabinettet skrevne Queen’s Speech, der nærmere opridser hvad hendes regering har tænkt sig at arbejde med.

Blandt tiltagene er et helt generelt forbud mod substanser, der påvirker psyken. Alkohol, tobak, kaffe og mad i almindelighed påvirker psyken og vil som udgangspunkt være omfattet af forbuddet. Regeringen forsikrer dog, at varer af denne type vil være omfattet af en undtagelse.

Eksempelet viser vel tydeligt, hvor klodset et damptromle-forbud er. Hvis man mener det er politiets opgave at fortælle voksne mennesker, hvad de må og ikke må gøre med deres krop, er et generelt forbud selvfølgelig ikke nogen smart løsning. En praktisk løsning ville i stedet være at gøre som man plejer, nemlig forbyde de skadelige stoffer på individuel basis, samtidig med, at man afkriminaliserede de illegale “hverdags-nydelsesmidler”, som fx hash og kokain, så forbrugeren har adgang til produkterne på det almindelige marked.

Hvor meget liberaliserede Thatcher egentlig finanssektoren?

Ikke nær så meget som man skulle tro, forlyder det i rapporten Thatcher: The Myth of Deregulation fra det velestimerede Institute for Economic Affairs, som kom på gaden i går:

It is commonly believed that, during the 1980s, Margaret Thatcher presided over a substantial reduction in government regulation of financial services. …

‘Big Bang’ in 1986 did remove the restrictive practices and largely private regulation that existed in securities markets. However, this involved the state unwinding systems of private regulation and was not, as such, a simple act of deregulation.

The idea that the 1980s was a period of increasing regulation and not deregulation is not revisionist history. Contemporary accounts argued that, under the regulatory system that developed, the City has ceased to be a place “where you look after yourself according to a code of honour of conduct. It is a tough regulatory system”; that the regulator had a “very tough bunch of powers”; and that “There is a substantial risk, in fact, that we now have massive overkill of the supervisory structure in the financial industry.”

Rapporten ledsages af en kommentar i City AM, som også er læseværdig. Den forsøger at gøre op med, hvad forfatteren opfatter som myter: at Thatcher i væsentlighed liberaliserede finanssektoren, og den politik hun førte – hvad end den så var – var en succes:

Thatcher’s governments did two things. They opened the door to the bureaucratic regulation of many areas of financial services, and this regulation has since grown like Topsy. They also stifled regulatory institutions that grew up within the market. Neither policy has been a success.

Tre observationer fra Verdensbanken: Mindre vækst, russisk nedtur, høje omkostninger for remittances

“In 2015, the growth of remittance flows to developing g countries is expected to moderate sharply to 0.9 percent to $440 billion , led by a 12.7 percent decline in ECA and slowdown in East Asia and the Pacific, iddle-East and North Africa, and Sub-Saharan Africa.”

Det er hovedkonklusionen i Verdensbankens seneste brief om migration og remittance. Verdensbanken peger på fire store tendenser, der har påvirket skiftet fra 2014, hvor der var pæn vækst i overførslerne, til 2015:

  • Ustadig økonomisk forbedring i udviklede lande, navnlig Europa
  • Lavere oliepriser og Ruslands nedtur
  • Strammere indvandringspolitik, bl.a. i Rusland, USA og Singapore
  • Og konflikter med flugt og intern fordrivelse til følge

Væksten i remittances-overførsler ventes dog at vende tilbage til sit tidligere niveau — omkring 5 pct. årligt — i 2016. Samlet set sender verdens ca. 250 millioner migranter omkring 440 mia. dollar hjem til fattigere lande.  Til sammenligning er verdens samlede nominelle BNP omkring 76.000 mia. dollar (2013).

Mere fra rapporten:

Læs resten

Når riget fattes penge: Nulkuponobligationer som nødpenge ved #grexit?

Når statskassen er tom og ikke kan genopfyldes, og man stadig har kreditorer at betale, må man enten gå konkurs eller finde på noget at spise dem af med. Én vej er at trykke nye penge, men det kan man ikke altid gøre officielt; så må man finde nye veje.

Disse kreative løsninger på statslige finanskriser er grundlæggende historien bag opfindelsen af den type statslige papirpenge, der bruges i vesten og verden over i dag. (Goldberg 2009 har en fascinerende gennemgang).

"Mens du venter."

“Mens du venter.”

Det startede i de amerikanske kolonier, der ikke kunne udstede britiske pund eller betale i guld, eftersom de intet guld havde, eller kunne sikre deres sedlers indløselighed i jord — som man ellers havde gjort — eftersom de ikke rådede over noget.

Kolonien Massachusetts var de første, der udstedte dem alene med dækning i fremtidige skatteindtægter — altså ikke engang et løfte om at veksle dem til hårde penge, men alene at bruge dem til at give nedslag i skattebetalingen. De blev navnlig givet som betaling til soldater og andre, som staten skulle aflønne, men også andre indenrigske kreditorer. Det var formelt nulkuponobligationer, men fungerede reelt som nytrykte penge.

Kan vi forestille os noget lignende som kortsigtet alternativ til det såkaldte #Grexit? (Opdateret: ECB  har allerede diskuteret muligheden, men afviser den.)

De historiske fortilfælde er interessante, fordi de peger på hvor moderne penge stammer fra, og hvad deres funktion har været, nemlig at finansiere det offentliges underskud fra år til år, og til at skaffe omløbsmidler.

Ligesom de amerikanske kolonier, som ikke kunne skaffe guld eller sølv, og amerikanske delstater der ikke kan trykke egne dollar, kan eurolande ikke selv trykke penge.  Økonomibloggeren John Cochrane forestiller sig en anden udvej, hvor grækerne finder på en måde at skabe deres egne nye penge uden formelt at udtræde fra eurosamarbejdet. Det skulle foregå således.:

Greece can print up small-denomination zero-coupon bearer bonds, essentially IOUs. They say “The Greek government will pay the bearer 1 euro on Jan 1 2016.” Greece can roll them over annually, like other debt. Mostly, they would exist as electronic book entries in bank accounts, but Greece can print up physical notes too.

De obligationer kunne næppe sælges til udenlandske kreditorer, allerhøjst til relativt ufordelagtige priser, men den forhandlingskraft har alle, der forventer penge fra den græske statskasse, ikke:

Most of Greece’s spending is transfer payments, to pensioners, health care, government workers, and so on. Greece can pay all of these with IOUS. It can “recapitalize” or lend to banks with these.

Man kan læse Cochranes fulde indlæg her. Trods lovning om det modsatte er den græske regering allerede begyndt at benytte deres indenrigske kreditorers relative svag. De er allerede bagud på løn- og pensionsudbetalinger, men er dog ikke begyndt at tilbyde alternativer. (OPDATERET: Det diskuteres allerede nu, her et par måneder efter John Cochrane skrev sit indlæg)

Cochrane henviser til Californien som fortilfælde. Under budgetkriserne i 1992 og 2008-2012 begyndte Californien at betale sine regninger med Registered Warrants. Disse tilgodehavender kunne indløses efter et antal måneder, hvor delstatsregeringen forventede at kunne betale sine regninger. De gik meget tæt på at fungere som fuldbyrdede penge. Eksempelvis kunne de til dels deponeres i banker og veksles til almindelige, hårde penge. De bruges til at betale eksempelvis elregninger, og de kunne bruges til alle betalinger over for delstaten, hvilket jo er sådan de amerikanske kolonier skabte de første moderne papirpenge.

(Sidstnævnte alternativ peger Cochrane også på, hvis det skulle være ulovligt at udsende nødpenge, som ECB mener det er. Grækerne kan i stedet sælge retten til at slippe for 1 euro året efter, eksempelvis til 95 eurocent, hvad der er det samme som at skabe nye penge).

Afskaf straffeloven

retfærdighedDet er ifølge videnskab.dk, hvad dr.jur. Flemming Balvig har foreslået i en fratrædelsesforelæsning, der blev leveret på Københavns Universitet.

I stedet for en straffelov, som vi kender den, bør Danmark ifølge den afgående professor i stedet indføre en serie påbud. Påbuddene skulle så regulere de strafværdige forhold, lidt i stil med Kardemommeloven.

Nuvel, det er idealistisk og ikke i harmoni med princippet om, at regler om straf skal være præcise. Men når det kommer til hvad der bør være strafbart – eller nærmere straffrit – er i hvert fald denne skribent fuldt enig med doktoren i, at:

  • “Alle bør have maksimal ytringsfrihed. Væk med paragraffer om racisme og æreskrænkelse.
  • Det skal være lovligt at ryge hash, begå selvmord, køre uden sikkerhedssele. Al adfærd, der ikke direkte forvolder andre skade, skal ud af lovgivningen.
  • Man aldrig bør straffes for skade, som man påfører andre, hvis de selv har bedt om det eller indgår i sammenhænge, hvor det må forventes, at det gør ondt, om det så er i forbindelse med medlidenhedsdrab, sadomasochisme eller fodboldkampe.
  • Alle »udposninger« på straffeloven, som eksplicit kriminaliserer en masse områder, skal væk: rockerloven, lov mod bandekriminalitet, terrorlove og andet – det er »fuldstændig overflødigt« og kan sagtens høre ind under andre paragraffer mod vold og tyveri.”

Det er ligegyldigt om indvandring får gennemsnitsindkomsten til at falde

Denne punditokrat har bevæget sig ud i en tvist med en konservativ folkekandidat, som i en diskussion om indvandringen til Danmark skrev:

”Den gennemsnitlige indkomst pr. indbygger i Danmark faldt i årene 2010-13 fra 324.207 kr. til 320.342 kr. I samme periode steg antallet indvandrere med 118.019 personer. Med en gennemsnitsindkomst på det halve af den øvrige befolkning, gør de nytilkomne samfundet fattigere og hvor politik før drejede sig om, hvordan vi skulle forvalte og fordele den stigende velstand, må vi nu tage stilling til, hvordan byrderne ved den faldende indkomst skal bæres…”

Det forekommer naturligt at se på, om indvandringen gavner det danske samfund ud fra nogle makroøkonomiske indikatorer. En af dem er indkomst per capita og den samlede indkomst i Danmark, BNI. Men er dét et meningsfuldt mål for indvandringens effekt på økonomien?

Et tænkt eksempel:

To personer bor på hver sin side af en landegrænse. Den ene tjener 4 kroner og den anden tjener 2. Gennemsnitsindkomsten i Land A er 4 kroner og Land B er 2 kr. Så bevæger ham fra Land B sig over grænsen. Befolkningen fordobles, BNI øges med 50 pct., men gennemsnitsindtægten falder med 25 pct.

Og der er vel at mærke ikke sket nogen reel forandring hverken i den samlede velstand eller i dens fordeling.

Her er to befolkninger, der bor for sig:
før

Her bor de i samme land:
efter

Selvfølgelig ændres gennemsnittet, når to uens grupper, der før blev regnet hver for sig, nu regnes under ét. Det svarer ikke nødvendigvis til nogen ændring i den reelle indkomst, ligesom børn ikke bliver lavere af, at der bliver født nye søskende, selvom gennemsnitshøjden falder. Der skal specifikt gøres rede for, hvordan indkomst flyttes. Det sker ikke bare, fordi der flytter folk til. Det sker fordi det besluttes.

I dagens Danmark vil den tabel se anderledes ud. Der vil danskerne fra første tabel miste nogle penge, som vil blive overført til den nye gruppe. Men igen: Det er ikke en følge af aritmetik.

Herudover: Gennemsnitsbetragtninger siger intet om de pågældende indvandreres position i samfundet – det siger ikke engang noget om, hvorvidt de er selvforsørgende. Indvandrere der primært arbejder i lavtlønnede fag, f.eks. som ufaglærte gartnere, aupairpiger eller SOSU-medhjælpere, vil have en indkomst, der ligger under gennemsnittet. Det vil derfor se ud som om de pågældende mennesker gør skade på økonomien, selvom det modsatte er tilfældet.

Faren ved at stirre sig blind på om gennemsnitsindkomsten stiger eller falder, er, at det lægger op til en generel agitation imod migration selv i tilfælde hvor det entydigt kommer alle parter til gavn, eksempel den migration der foregår mellem nye og gamle EU-lande, USA og Latinamerika, USA og Europa.

Danmark har ikke haft samme gavn af indvandring fra tredjeverdenslande, og det er der specifikke, lokale grunde til. Først og fremmest at mange indvandrere og flygtninge står udenfor arbejdsmarkedet og altså forsørges af det offentlige. (Pernille Vermund henviste helt rimeligt til tal fra Rockwool-fonden, som kan ses her. Der er tale om 16,6 mia. kr om året.). Det er dét, der er problemet. Snak om gennemsnitsindkomsten er kun forplumrende.


Jeg har i øvrigt ført en tilsvarende disput med Morten Uhrskov Jensen, som lå til grund for en lunken anmeldelse af hans bog, Indvandringens pris, i tidsskriftet Critique. Nielsy Westy har gennemgået argumenterne i endnu større detalje hér.

Om kommerciel ytringsfrihed

Til de USA- og ytringsfrihedsinteresserede skal der hermed lyde en opfordring til at kigge forbi Harvard Law Review. Tidsskriftet har netop udgivet e-artiklen Adam Smith’s First Amendment, der handler om kommerciel ytringsfrihed, og den er værd at læse. Også selvom forfatterne tager alvorligt fejl.

På tide at Hayekianere bliver (tilbageholdende) anarkister?

I et forsøg på at nå til bunds i indbakken ramte jeg en interessant artikel fra januar, som jeg gerne vil dele – fordi emnet er spændende. Den er optrykt i næstkommende nummer af University of Queensland Law Journal og har titlen Radicalising Hayekian Constitutionalism.

P.t. kan den hentes hos SSRN. Abstract:

The work of Friedrich A Hayek presents a compelling theory of the normative basis for constitutionalism and other related notions, such as the rule of law. It is difficult, however, to avoid a sense of incongruity when seeking to apply Hayekian notions within the context of the modern administrative state. Hayek is widely regarded as a conservative figure, although he famously rejected the label. A comparison between Hayek’s theory and modern modes of governance makes Hayek seem more radical than conservative, since deep reforms would be needed to instantiate anything like his preferred model. How radical, then, is Hayekian constitutionalism? That is the question I explore in this article. The article begins by unpacking the normative foundations for Hayek’s theory of constitutionalism. I then examine the wider implications of the theory for politics and governance, focusing particularly on the role of the state in securing important social goods. I argue that Hayek provides a nuanced account of the place of the rule of law in social governance. However, his account of constitutionalism turns out to have more radical implications than he acknowledges. The article concludes by examining the relationship of Hayekian constitutionalism to the anarchist tradition in political philosophy. I suggest that Hayek’s arguments, considered in light of the striking failures of the contemporary corporatist state, give us reason to question his commitment to statism. Hayekian constitutionalists may have to become reluctant anarchists.

 

Stadig straf for blasfemi – Justitsministeriet vil ikke udvide ytringsfriheden

Bør blasfemi-paragraffen i straffeloven ophæves?  Det spørgsmål har Straffelovsrådet – et juristudvalg, der rådgiver Justitsministeren – gransket i betænkning 1548. Men det retspolitisk set liberale svar er selvsagt: Ja, bestemmelsen bør afskaffes. Ingen bør straffes for sine ytrede meninger om tros- og gudsdyrkelsesspørgsmål.

Bestemmelsen hører hjemme i straffelovens § 140 og lyder:

“Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”

Betænkningens afsnit om den juridiske debat i Danmark og Norden (s. 96ff) og internationalt (s. 135ff) er interessante. Ligeså denne bemærkning i konklusionen:

Straffelovrådet bemærker endvidere, at det efter Straffelovrådets opfattelse … ikke vil være i strid med Danmarks internationale eller EU-retlige forpligtelser at ophæve straffelovens § 140. De forpligtelser til at kriminalisere visse offentlige meningstilkendegivelser, som følger af EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af racisme og fremmedhad, må således anses for opfyldt i kraft af straffelovens § 266 b om offentligt eller i en videre kreds at true, forhåne eller nedværdige en gruppe af personer på grund af race, hudfarve, national eller et-nisk oprindelse, tro eller seksuel orientering

Dér burde man være stoppet. Men Straffelovsråder blevet bedt om at tage stilling til flere juridiske facetter af det, der udelukkende er et politisk spørgsmål. Justitsministeriet har meddelt, at betænkningen sendes i høring, men at Regeringen ikke vil fremsætte noget forslag om en ophævelse. Det burde den, som sagt, gøre.

Som afslutning på dette korte indlæg er her et billede, som Jacob Mchangama lagde på Facebook forleden. Det viser hvilke lande, der har blasfemi-lovgivning:

11001818_10153136079309859_269091350804725162_n

 

 

 

Ytringsfrihed uden “men”

Angrebet på debatmødet i Krudttønden og på den jødiske synagoge i Krystalgade i København lørdag den 14. februar samt angrebet på det satiriske, franske magasin Charlie Hebdos redaktion den 7. januar understreger på alvorlig og tragisk vis, at debatten om ytringsfrihed og hensyn til religiøse følelser er alt andet end blot en strid om ord. Ytringer kan koste menneskeliv.

Denne debat er mindst lige så vigtig nu, som den var i tiden, der fulgte efter Jyllands-Postens offentliggørelse af en serie tegninger af profeten Muhammed den 30. september 2005 — vigtigere end nogensinde, faktisk. For vi møder stadigvæk igen og igen “ytringsfrihed, men”-synspunktet i den offentlige debat — altså udsagn af typen: “Naturligvis er ytringsfriheden vigtig og ukrænkelig, men derfor kan man godt tage hensyn til folks religiøse følelser.” Eller: “Ja, vi har fuld ytringsfrihed i Danmark. Men derfor kan man godt opføre sig ordentligt.”

Formuleringer af denne type er dybt problematiske af flere grunde. Det handler dels om sammenblandingen af rettigheden (ytringsfrihed) og måden, den bruges på, dels om gradbøjning eller indskrænkning i anvendelsen af ytringsfriheden af hensyn til de krænkelser eller skader, en ytring angiveligt kan forvolde andre mennesker.

I den vestlige, liberale forståelse af grundlæggende menneskerettigheder er ytringsfrihed negativt defineret. Ytringsfrihed er retten til, at andre ikke blander sig i, hvad man ytrer, og hvordan man ytrer sig. Ytringsfriheden er altså per definition uindskrænket og fuldstændig afkoblet fra, hvad den bruges til og hvordan. For at bøje det i neon: Ytringsfriheden er, ligesom de øvrige liberale frihedsrettigheder, en ret til ikke-indblanding fra andre — i ytringsfrihedens tilfælde i hvad og hvordan man ytrer sig.

I det øjeblik ytringsfriheden begrænses — ved lov eller i praksis — har vi ikke længere ytringsfrihed i liberal forstand. Så har vi i stedet en positivt defineret, statsligt eller socialt sanktioneret ytringsfrihed, der forstås som retten til at ytre sig, forudsat man bruger denne ret på en bestemt måde eller afholder sig fra at bruge den på en bestemt måde. Dette er ikke ytringsfrihed. Det er statsligt (lov) eller socialt (praksis) sanktioneret ytringskontrol.

Denne erkendelse af, hvad ytringsfrihed som rettighed betragtet egentlig er for en størrelse, er helt afgørende for at forstå, hvorfor “ytringsfrihed, men”-synspunktet er så problematisk. En afgørende implikation heraf er, at spørgsmålet om ytringsfrihedens status som rettighed og spørgsmålet om menneskers konkrete brug af denne ret reelt er to vidt forskellige diskussioner, der bør holdes skarpt adskilt. Hvad ytringsfrihed er i politisk-teoretisk forstand, og hvordan den kan beskyttes gennem lovgivning, er én ting — hvad en person mener om en anden persons forvaltning af sin egen ytringsfrihed er noget helt andet.

“Ytringsfrihed, men”-synspunktet er en fatal sammenblanding af disse to diskussioner, der kæder retten til at ytre sig frit sammen med brugen af rettigheden. Dette er en eklatant fejlslutning, når det kommer til de mest grundlæggende rettigheder i et frit samfund, herunder retten til sit eget liv og legeme, retten til privat ejendom og retten til at tænke, tro og ytre sig frit. I den vestlige, liberale tradition er ingen af disse rettigheder knyttet op på, hvordan de i praksis forvaltes eller udnyttes af den enkelte. Hvis jeg — fuldstændig hypotetisk — købte et flygel for en mindre formue og derefter huggede det i stumper og stykker med en økse, ville folk næppe sige til mig: “Ja, vi har privat ejendomsret i Danmark. Men derfor kan du godt tænke dig om.” Folk ville (forhåbentlig) fortælle mig, at det, jeg gjorde, var vanvittigt. Men mit gæt er, at det ville blive efterfulgt af: “Men det må du selv om.” Eksemplet er bizart, men det er mange ytringer også. Og det, at en persons ytring er bizar i andres øjne, er lige så dårligt et argument for indskrænkning af ytringsfriheden, som øksemord på et flygel eller lignende galskab er for indskrænkning af den private ejendomsret.

“Men analogien holder jo ikke!”, vil nogen måske indvende. Der er jo ingen, der vil føle sig krænket eller såret på deres musikalske eller kunstneriske følelser som følge af ovennævnte ødelæggelse af et vellydende, smukt og dyrt flygel, hvorimod hadefulde, hånende eller latterliggørende ytringer på helt anderledes vis kan krænke og såre andre menneskers religiøse følelser — kunne modargumentet lyde.

Fejlslutningen her — i hvert fald i et liberalt perspektiv — handler om definitionen af begrebet “skade” — eller mere præcist: hvornår en persons adfærd skader andre. I Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder fremsat i forbindelse med den franske revolution i 1789 lyder det, at retten til frihed består i at kunne gøre det, som ikke skader andre, forudsat at andre borgere sikres samme ret. Det understreges videre, at disse grænser kun kan bestemmes ved lov. Den britiske filosof John Stuart Mill — der undertiden nævnes som socialliberalismens og/eller De Radikales husfilosof — hyldes blandt andet for at have videreført denne ide og formuleret den som princip i sit hovedværk ”On Liberty” (1859). Mills skadesprincip fastslår, at den eneste legitime begrundelse for magtudøvelse over for en borger i et civiliseret fællesskab imod borgerens vilje er at forhindre skade på andre.

Det er vanskeligt at se, hvordan skadesprincippet skal kunne omfatte krænkelser af religiøse følelser — og potentielt andre følelser, vel sagtens? — uden at blive udvandet til meningsløshed. Det er i sagens natur nødvendigt at trække en grænse et eller andet sted i forhold til, hvad der defineres som “skade”, og hvad der ikke gør. Hvor den grænse går, er ikke nødvendigvis let og lige til at definere, men det er ret så åbenlyst, at det at krænke andres religiøse følelser – eller nogen som helst andre slags følelser – ikke kan sidestilles med fysisk skade og derfor ikke meningsfuldt kan omfattes af skadesprincippet.

Man bevæger sig ud på en glidebane, når man åbner for begrænsninger i ytringsfriheden. For det er umuligt at give en nærmere definition af, præcis hvordan ytringsfriheden bør indskrænkes eller gradbøjes, som alle i et samfund kan være enige om, og som derfor kan opnå bred legitimitet i samfundet — for slet ikke at tale om global legitimitet på tværs af nationale samfund. Dertil kommer, at ingen gradbøjning af ytringsfriheden kan være tilstrækkelig konsistent på tværs af forskellige steder og over tid til, at den giver mening og ikke bliver et arbitrært udtryk for skiftende politiske luner hos dem, der råber højest.

Terrorangrebet på Charlie Hebdos redaktion i Paris den 7. januar var abstrakt set et angreb på ytringsfriheden og konkret et angreb på magasinet Charlie Hebdo. I de store, danske dagblade blev angrebet kaldt for “et angreb på os alle” og “et angreb på demokratiet”, mens andre lod sig inspirere af hashtag’et #jesuischarlie og erklærede: “Vi er Charlie”. Angrebet på debatmødet i Krudttønden og på den jødiske synagoge i Krystalgade i København var ligeledes “anslag mod vores samfund og vores demokrati” ifølge Politiken, mens Berlingske mener, at vi nu “desværre alle er Charlie”.

Præcision er vigtigt her. Charlie Hebdo blev angrebet, fordi magasinet turde insistere på ubegrænset ytrings- og trykkefrihed, uanset risikoen derved. Det samme gælder debatmødet på Østerbro. Disse angreb handler om ytringsfrihed og religiøse følelser — ikke om demokratiet i bred forstand med alt, hvad det indebærer af frie parlamentariske valg, folkestyre, lighed for loven og andre grundpiller. Et angreb på ytringsfriheden er ikke et angreb på hele og selve demokratiet — det er et angreb på ytringsfriheden, hverken mere eller mindre. At påstå andet bidrager blot til yderligere udvanding af begreberne ”ytringsfrihed” og ”demokrati”.

Hykleriet er udtalt i danske medier. Mange har i ord ønsket at stille sig på Charlie Hebdos side, og tomme erklæringer om, at vi ikke må lade os kyse eller kue, går igen. Men der er en afgrund mellem hvad de siger, og hvad de gør. For de følger kun Hebdo, Hedegaard, Rose, Rushdie, Vilks, Westergaard og andre, der rent faktisk tør at udfordre ekstreme islamisters voldelige intolerance overfor andres ytringer, så længe det ikke for alvor bliver farligt for dem selv. Eksempelvis illustreret ved det redaktionelle synspunkt, at man kun vil bringe en kontroversiel, satirisk tegning såfremt det er nødvendigt som “dokumentation”, hvorefter man vælger ikke at bringe nogen af Charlie Hebdos tegninger efter angrebet på magasinet eller ikke at bringe Lars Vilks’ omstridte tegning af Muhammed som hund efter angrebet på debatmødet i Krudttønden. Relevansen af at trykke disse tegninger som dokumentation synes ellers åbenlys.

Den første halvanden måned af 2015 har gjort det endnu mere ubehagelig klart, end det var i forvejen, at risikoen ved at trykke sådanne tegninger desværre er reel. Frygten er derfor fuldt forståelig. Det var ærligt og tragisk på én og samme tid, da Jyllands-Posten efter angrebet på Charlie Hebdo på lederplads indrømmede, at man afholdt sig fra at genoptrykke Hebdos tegninger af frygt for egen sikkerhed.

Ytringsfriheden er truet. Og den forsvarer ikke sig selv.

Tre artikler om østrigerne

Tidsskriftet fra det amerikanske økonomi-historiske selskab er på gaden. Foruden en interessant leder om Mandeville, Hume og økonomisk, politisk og metafysisk liberalisme, indeholder tidsskriftet denne gang tre artikler fra et minisymposium om den østrigske skole, som nok vil interessere nogle af denne blogs læsere:

  1. The methodology of Austrian economics as a sophisticated, rather than naïve, philosophy of economics
  2. Hayek the apriorist?
  3. Implications of Machlup’s interpretation of Mises’ epistemology

Masseovervågning – for velfærdsstatens skyld

Lov om Udbetaling DanmarkJyllands-Posten skriver i dag om, hvordan Udbetaling Danmark med et lovforslagudkast (læs det her) vil komme til at lave endnu mere dybde-gående registersammenkørsel om folks private forhold.

Sammenkoblet med den meget brede adgang Udbetaling Danmark i forvejen har til at videregive oplysninger til andre myndigheder, som så kan snuse sig frem til snavsen, er der inviteret til en “fisketur” af de helt store.

For mit eget vedkommende er jeg temmelig forunderet over den brede formulering i Udbetaling Danmark-lovens § 7 nedenfor, om “anden opfølgning i sager på kommunens sagsområde”. Kommunerne har som bekendt et sagsområde, der er noget bredere end bare det sociale, og forarbejderne er i realiteten tavse: “Anden opfølgning af sager omfatter andre typer forskellige administrative forpligtelser, som kommunen har ansvaret for efter lovgivningen, som ikke er nævnt i eksemplerne i bestemmelsen”.

§ 7. Udbetaling Danmark skal uden samtykke fra borgeren videregive oplysninger, herunder oplysninger om rent private forhold, til kommunen om borgere, der søger om eller modtager kontante ydelser og økonomiske tilskud fra Udbetaling Danmark, hvis oplysningerne er nødvendige for at foretage efterregulering, omberegning, fradrag eller modregning, for at frakende eller stoppe kontante ydelser og økonomiske tilskud eller for at foretage anden opfølgning i sager på kommunens sagsområde.

Det er en blankocheck, og det er love som denne, mine tyske kollegaer ikke ville være bange for at kalde “stasi”-agtige. Med det seneste lovforslag, der er i høring, bliver den karakteristik ikke mindre rammende. Det tragiske er tilmed, at man med loven end ikke søger at værne om statens sikkerhed, eller menneskers liv og legeme. Den handler ganske enkelt om at effektivisere. Se for eksempel hvordan Liberal Alliances Thyra Frank anpriste Udbetaling Danmark-loven, da den blev førstebehandlet i Folketinget i 2012:

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, skal den offentlige sektor være moderne og tidssvarende, og LA støtter alle initiativer, der samtidig effektiviserer og udnytter ressourcerne bedre.

I JPs artikel beskriver Jacob Mchangama Udbetaling Danmark som “en slags velfærdsstatens NSA.” At det er en meget rammende beskrivelse, må alle kunne være enige i.

Bare fordi omkostningerne ved at bedrive overvågning på en nyere og mere smart måde vha. en bid data-tilgang betydet det ikke, at den besparelse er værd at indkassere. Det kan og bør være et mindstekrav, at staten og kommunerne ikke bedriver overvågning uden at kunne dokumentere en konkret mistanke om ulovligheder.

Hvad nytter det at få eftergivet statsgæld?

I 2012 gik Grækenland de facto statsbankerot, og deres gæld blev opkøbt af mere velvillige kreditorer for at redde dem fra total kollaps i statsfinanserne. Dermed opnåede grækerne en langt længere gennemsnitlig løbetid på gælden, en betydelig mindskelse i renteudgifterne og samlet set en eftergivelse af gælden svarende til 66% af BNP. Det er så at sige gået så godt, at Grækenland nu bruger mindre end både Spanien og Italien på at betale renter til gælden — under 3% af BNP.

Ikke desto mindre er den samlede gæld stadig høj og den økonomiske situation stadig elendig. Grækenlands nye regering kræver yderligere eftergivelser.

Spørgsmålet er, om gældseftergivelse overhovedet virker efter hensigten?

Læs resten