Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Hvad Kinas historie kan lære os om fattigdomsbekæmpelse

Af Erik Winther Paisley, den 28. januar 2015. Skriv et svar

På globalt plan falder uligheden og fattigdommen styrtdykker. Ikke på grund af beskatning af de onde multinationale, ikke på grund af IBIS, ikke på grund af velmenende vesterlændinges aktivistturisme, eller donordrevne ‘projekter’, men på grund af at hundredvis af millioner af mennesker endelig har fået mulighed for at bygge sig en ordentlig tilværelse.

Så kan det godt være, der er blevet gravet en brønd et eller andet sted i Xinjiang på vestligt initiativ, men hovedhistorien er denne: Kina er blevet rigt, fordi kommunistpartiet gav op på socialismen og holdt op med at bekæmpe almindelige menneskers forsøg på at forbedre deres lod i livet. Det er afgørende, at der kommer en bedre forståelse for, hvordan kineserne – på trods af regimet – har kunnet løfte deres land så meget.

Først, lidt kontekst:

Vi taler om et land, som blev hærget af krig og katastrofer fra Taiping-opstanden (1850-1864, 20 millioner dødsfald), kejserdømmets kollaps (1911), borgerkrig mellem nationalisterne og kommunisterne (1927-1949), til grufuld japanske invasion (1937-1945), til – i sidste ende- oprettelsen af et étpartidiktatur under den usammenligneligt morderiske Mao Zedong og resten af kommunistpartiet, som bestod af en blanding af småkriminelle militssoldater og europæisk påvirkede intellektuelle, der er umiddelbart genkendelig fra andre af verdens socialistiske lande. Kina var krigshærget, gennempryglet og ludfattigt — og blev genstand for verdens største planøkonomiske, socialistiske eksperiment.

Så snart kommunistpartiet tog over, satte de sig for at ekspropriere alle større jordejere. Det var forholdsvist populært, særlig idet de fleste familier beholdt deres egne jordlodder. Dernæst oprettelse af ‘frivillige’ arbejdsfællesskaber. De holdt hurtigt op med at være frivillige. Derefter fulgte en nådesløs, betingelsesløs kollektivisering — så vidtgående, at selv private køkkener blev forbudt — som lagde landet i knæ. Mellem 1958-1962 konfiskerede regeringen stort set alle afgrøder i landet, hvad der medførte mindst 15 millioner dødsfald.

Og lad os så se på, hvordan denne planøkonomiske katastrofe blev afhjulpet:

Aktiv modstand mod det socialistiske regime var næsten umulig. Bondeopstande blev slået ned i flere provisner. Vejen var mere indirekte, og der var mange forskellige strategier. Først og fremmest var der systematisk skatteunddragelse. Man skjulte sin mad, stjal fra madlagre, hamstrede; man spiste de rå afgrøder i markerne(!) frem for at aflevere dem til ‘fælleskassen’, som altså var ensbetydende med kadrerne. Kun dermed og gennem lignende strategier kunne folk skrabe sig gennem disse katastrofer, som kommunistpartiet havde eneansvaret for. Et strålende casestudium af en enkelt landsbys overlevelsesstrategi kan læses her. Der var tale om ren overlevelse, og det førte til et tillidsbrud mellem partiet og folket, som ifølge forskere som Kate Zhou og Ralph Thaxton aldrig lod sig reparere.

Til sidst bliver det så galt, at landsbyer Kina over på eget initiativ får gennemført en ordning ved navn baochan daohu 包产到户. Navnet er værd at huske, for det er måske dén enkeltstående reform, som har gjort mest for at løfte Kina – og dermed menneskeheden – ud af fattigdom. Ordningen bestod i, at familier i landsbyen fik ansvaret for at aflevere en vis del af deres afgrøder som skat til kollektivet, men tilgengæld måtte nyde overskuddet selv. Det blev hurtigt til en gen-privatisering af landbruget, som kommunisterne tillod, fordi de hellere ville bestikkes af landsbyer med flere penge end beskatte dem uden. Det er trods alt svært at plukke hår af en skaldet.

Disse højre-afvigende initiativer var naturligvis brandulovligt, og så sent som 1978 — to år efter Maos død — forsøgte ledende kommunister at standse privatiseringen. Selv Deng Xiaopeng, som i de vestlige medier uretmæssigt tilskrives æren for Kinas åbning, var oprindelig modstander af privatisering. Kommunistpartiet tillod det kun nølende og gradvis.

Straks efter lempelsen i den kollektivistiske politik opstår der — trods forbud mod at sælge mad(!) — små markeder, der kan afhjælpe den værste fødevaremangel. Driftige landmænd begynder at cykle ind til byerne og sælge mad. Senere overlader fabrikker til enkeltfamilier, og der opstod rundt om ørerne på de statsejede virksomheder en blomstrende industri på landet. Der var nød at afhjælpe, og det blev den gennem en markedsproces, der blev drevet af de fattige selv.

Reelt består kommunisternes store bidrag til Kinas udvikling, at de holdt op med at stå i vejen, og begyndte at interessere sig mere for velstand end for socialisme. Det er der måske også andre, der burde gøre.

Apropos grexit: Hvordan skifter man et helt lands pengebeholdning ud?

Af Erik Winther Paisley, den 26. januar 2015. Skriv et svar

Efter Syrizas sejr i det seneste valg er et muligt græsk udtræde af eurosamarbejdet – grexit – igen kommet på tale. Selvom græske og europæiske politikere vil gøre deres yderste for ikke at lade det ske, og selvom de har en vis vane med at tolke EU-konventioner lidt løst, når der sker kriser, kan risikoen ikke helt afskrives.

Hvis det skulle nå så vidt, er der udover de rent økonomiske problemer også række praktiske og logistiske udfordringer forbundet med at konfiskere og nyudstede alle penge i landet. I en prisvindende drejebog fra 2012 beskriver økonomen Richard Bootle og hans kolleger, hvordan det kunne ske:

– Øjeblikkelig indefrysning af alle græske bankkonti og andre strenge kapitalbevægelser, så de upatriotiske opsparere ikke får lejlighed til at flytte deres euro ud af landet.
– Herefter automatisk ombytning af græske bankers euroindskud til den nye græske møntfod
Dette kan eventuelt kombineres med en bail-in, så man kun får nye penge for en vis procentdel af sine gamle.
– Stempling (!) af alle eurosedler, de græske myndigheder kan få fat i, så de markeres som drakmer, greuro eller hvad den nye møntfod kommer til at hedde

Eftersom det tager et par måneder at få trykt og klargjort en helt ny kontantbeholdning, navnlig hvis det skal gøres hemmeligt (hvad det skal), er stempling den foretrukne løsning. Man møder op hos sin lokale bank og får påført markeringen. Lige kontanterne har normalt ikke udgjort det store problem ved de andre pengeombytninger i europæisk historie, fordi ingen vil brænde inde med de gamle penge, men samme smertefrie overgang kan man ikke forvente ved en grexit.

Grækerne ligger inde med eurosedler og -mønter, som de ville kunne beholde og bruge i udlandet. Da den persiske kejser bad spartanerne om at nedlægge deres våben, svarede de enkelt: Mολὼν λαβέ — Så kom og hent dem. Det bliver nok svaret, hvis de nulevende grækere bliver bedt om at aflevere deres euro til veksling.

Alternativet kunne være, at alle de andre eurolande også foretager pengeombytninger. Selvom eurosedler har samme design landene over, trykkes de med et serienummer, der viser hvilket land de er udstedt til. Græsk-udstedte euro ville kunne tages ud af cirkulation, hvorved man kunne forhindre grækerne i at undgå kontant-delen af pengeombytningen. Men så ville andre EU-borgere pludselig også ligge inde med græske euro med begrænset holdbarhed. Løsningen på dét problem kunne være at lade folk bytte græske sedler og mønter ved forevisning af et ikke-græsk pas, men det er nok de færreste politikere, der ønsker at inddrage Eurozonens øvrige 321 millioner borgere i en græsk pengeombytning.

EU-kommissionen har slået fast, at der ikke er nogen procedure for at forlade eller blive smidt ud af euroen, men det burde de nok se på at få udviklet. Pengeombytning er vanskeligt nok i forvejen, men en småimproviseret grexit  ville være i en anden størrelsesorden.

Nogle tanker om terrorbekæmpelse

Af Nikolaj Stenberg, den 18. januar 2015. 8 svar

Retssikkerheden er på spil, skriver Berlingeren, i en god, lang artikel om overvågning i form af sessionslogning. Det er den form for internet-overvågning af alt-og-alle, som EU-Domstolen kendte uproportional og ulovlig. Justitsministeriet tøver dog stadig med at rydde op i det danske regelsæt om sessionslogning, ligesom Rigspolitiet angiveligt mener, at masseovervågningen skal fortsætte som før. Samme sang kommer i dag fra chefembedsmanden i Europol, der har været på turnet med en påstand om, at det er bydende nødvendigt med mere overvågning og mere samarbejde.

Statens hovedopgave må være at skabe sikkerhed for borgerne i staten, så deres juridiske rettigheder ikke bliver krænket – fx af terrorister, kriminelle, fremmede statsmagter eller af staten selv. Hvis ikke staten kan give den sikkerhed, hvorfor så have den? For at løse sin hovedopgave må statsmagten selvfølgelig udvikle sig i takt med teknologien og tiden.

Denne punditokrat har ingen kvaler mod fx sessionslogning, hvis bare logningen sker ordentligt, proportionalt og begrundet (link går til Justitia). Det vil sige, at man først skal overvåge personer, når man kan begrunde, hvorfor overvågningen er et nødvendigt næste skridt i efterforskningen. Eller som Jacob Mchangamas sagde i forbindelse med EU-Domstolens dom i sagen om logningsdirektivet:

Jeg vil derfor anbefale … at der for det første alene kan foretages logning af persondata vedrørende konkrete personer, som, politiet har en rimelig formodning om, er involveret i alvorlig kriminalitet, og for det andet at de loggede data derefter alene kan udleveres i henhold til reglerne i Retsplejeloven, der bl.a. kræver mistanke og retskendelse

Overvågning må aldrig blive noget man gør, bare fordi man kan eller fordi det er det mest belejlige. I så fald varetager man hensyn, der ikke er forenelige med de værdier, et frit og åbent samfund bygger på. For at bruge Søren Pinds ord i den førstnævnte artikel:

“Rammer vi balancen rigtigt imellem civilsamfund og demokrati og respekt for frihedsrettigheder? Eller går vi i sidste ende terroristernes ærinde og får skabt totalitære træk ved vores samfund?”

Når det gælder sessionslogning kan man spørge, hvorfor Justitsministeriet har noget imod, at en jurist ved Politiet/PET/FE skal ofre en time til halvanden på at bede retten om godkendelse af en overvågning af en person, personkreds eller måske alle personer i et geografisk afgrænset område i en bestemt periode. Hvis vi formoder – og det mener jeg vi skal – at myndighedernes nuværende overvågninger er både velovervejede og lovlige, ligger man allerede inde med en begrundelse for overvågningen. Det er ikke kompliceret at skrive dén ned, tilføje en underskrift og så sende det hele til retten.

Det ville klæde Justitsministeriet at lave lovgivning, der udviser omsorg for retfærdigheden.

Det er på høje tid, at Justitsministeriet inviterer fx Advokatrådet, Justitia og (ikke mindst) eksperter i retspleje, sikkerhed og grundrettigheder fra de juridiske og politologiske institutter til drøftelser om, hvordan fremtidens danske anti-terrorlovgivning skal udformes: Hvad må Politiet og de to efterretningstjenester gøre selv og hvad kræver en dommerkendelse? Hvad skal retten undersøge, før den kan afsige en kendelse? Hvilke indsigelsesmuligheder skal der være for fx telefonselskaber? Hvordan opnår vi en mere intensiv kontrol med PET og FE’s virksomhed? Hvor går grænsen mellem terrorvirksomhed og almindelig kriminalitet, når det kommer til valg af midler, og hvordan sikrer vi, at Politiet ikke bruger anti-terrormidler til at bekæmpe simpel kriminalitet? Det er bare nogle af spørgsmålene, og de er vigtige.

Juraen er velsagtens det eneste staten kan bidrage med, når det kommer til terrorbekæmpelse specifikt, og kriminalitetsbekæmpelse generelt. Men der er vel også en mere kulturel dimension til spørgsmålet? Som Rune Selsing konstaterer på sin Jyllands-Posten-blog: “Truslen fra terroren kan vi aldrig fjerne med effektive efterretningstjenester, vi kan højest holde den nede.”

Det er rigtigt. Hertil kommer, at Danmark, ifølge Rune, skal:

vise styrke, selvtillid og stolthed. På alle fronter. Det gør vi ved at sætte hårdt mod hårdt. Kriminelle skal sidde i lukkede fængsler, og de skal sidde der i meget længere tid. Så længe de sidder bag tremmer, kan de ikke udøve fysisk kontrol over deres familier, de kan ikke kaste sten efter ambulancer og de kan ikke trække andre med sig ned. Vi skal holde op med at tolerere hærværk, cykeltyveri, baldrede ruder og smårapserier. Tolerance over for den antisociale kriminalitet er ikke et udtryk for civilisation, men det modsatte.

Hvor komplet dysfunktionelt må Danmark ikke fremstå, for det meget store antal indvandrere, der er fuldt arbejdsdygtige og alligevel lever på offentlig forsørgelse? De betragter ikke de ødsle velfærdsydelser som udtryk for menneskeligt overskud, men som dekadence. Det er det jo også.

De moderate muslimer skal vælge os til. Og det gør de hverken ved hjælp af humanistisk pladder eller rationelle argumenter. Det handler om følelser. Om Symbolik og kulturel styrke.

Det kan jeg erklære mig stort set enig i. Hvis den vestlige kultur og civilisation får lov til at degenerere i korrekthed, berøringsangst og værdi-nihilisme, er vi ude af stand til at overvinde andre menneskers “hearts and minds”? Men hvad nu med den balance, Søren Pind var inde på i citatet ovenfor?

Som en med-punditokrat skrev for 10 år siden:

Decentralisering i form af deling af den politiske magt og markedsøkonomi gør skadevirkningerne af terrorangreb mindre. …  Begrænsning af borgerlige, civile og økonomiske rettigheder kan desuden øge rekrutteringen af terrorister. Det er der flere statistiske analyser, der tyder på. …

Det mest effektive middel mod terror er formentlig en mere realistisk opfattelse af, hvor stor – og det vil sige: lille – risikoen er. Det ville begrænse terroraktionernes skadevirkninger markant. Og det kunne være med til at hindre modforholdsregler med små eller ligefrem perverse virkninger.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke (strø?)tanker vores læsere gør sig om emnet. Så giv din mening til kende i kommentarfeltet nedenfor, og lad det gerne være fyldigt.

Opdatering: Se også Christopher Arzrounis leder i Børsen d. 19. januar: “Hold Hovedet Koldt“, med et opråb imod “Carl Schmitt”-fløjen blandt de danske konservative og ligesindedes affekt-forslag, der for nogles vedkommende ville sætte lands lov og ret ud af kraft:

Men ud over islamisterne har vi også grund til at være bekymrede over de mennesker, der vil frelse os fra dem.

Det er blevet bemærket, at Pia Kjærsgaard (DF) foreslog brugen af “nødret”. Sandsynligvis har hun ikke fattet, at begrebet indebærer at sætte landets almindelige love ud af kraft. Og derfor er det ikke hendes følelsesudbrud, der er grund til at være bange for.

Det egentlige problem er nogle lidt mere sofistikerede personer, som fisker i rørte vande i det nationalkonservative miljø, som foragter, hvad de betragter som de liberale demokratiers svagheder. I dette miljø er det blevet normalt igen at henvise til “den tyske jurist Carl Schmitt”, som han benævnes.

…

Han burde læse Karl Poppers klassiske værk “Det åbne samfund og dets fjender” fra 1945, som netop giver et realistisk og liberalt svar på, hvordan frihedens institutioner skal forsvare sig mod den totalitære trussel, uden at sætte friheden over styr. Der er således ingen grund til at smide liberalismen ud med badevandet i det liberale demokrati.

Er Den internationale Straffedomstol biased mod Israel?

Af Nikolaj Stenberg, den 17. januar 2015. Skriv et svar

icc_logoDét er et af de spørgsmål nogen har stillet efter Det Palæstinensiske Selvstyre – i øvrigt i strid med Oslo-fredsaftalen – har meddelt, at man agter at tiltræde Rom-statutten.

Over hos Volokh Conspiracy har Eugene Kontorovich forsøgt at give svaret i to blogindlæg om emnet, som jeg på det varmeste skal anbefale:

  1. Palestinians seek to take advantage of ICC’s unique “Israel” provision
  2. Is the International Criminal Court biased against Israel?

 

Om at EU-Domtolen sagde nej til menneskerettighedskonventionen

Af Nikolaj Stenberg, den 11. januar 2015. Skriv et svar

Skamlæs selvpromovering er ikke noget, vi går af vejen for. Derfor en henvisning til et nok alt for langt indlæg jeg havde hos Børsen forleden. Det handler om, at EU-Domstolen den 18. december sagde, at EU ikke må tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og i den forbindelse kom til at lyde næsten som en såkaldt EU-skeptiker. Det kan læses her.

“Laced with factual error”: Mere om kritikken af Piketty

Af Erik Winther Paisley, den 2. januar 2015. 18 svar

Punditokraterne har efterhånden lagt side til en omfattende samling af kommentarer, kritik  og links til forskning om 2014’s store, noget uventede økonomiske bestseller, Capital in the Twenty-First Century, ved Thomas Piketty. Da værket udkom, var der knap nogen der havde bladret den igennem, før den blev udråbt til det mest skelsættende bidrag til samfundsdebatten i senere år.

Ikke mindst har man udvist største respekt for hans empiriske arbejde, uanset betragtninger om hans vidtgående skattepolitiske program. Som før omtalt her på siden er der imidlertid fremkommet en del indvendinger mod hans metoder, hvoraf den mest omtalte kom fra Financial Times’ Chris Giles. Den empiriske kritik af bogen går navnlig på Pikettys tendens til at udglatte mellem manglende datapunkter eller sjusse sig til de manglende tal, samt hans løse omgang med årstal. Kort sagt: Sjusk og cherry-picking.

Da Piketty siden offentliggjorde datagrundlaget for bogen (ikke bare den PowerPoint-præsentation, som han indledningsvis henviste til), kunne arbejdet med at regne artiklens kilder igennem begynde. Punditokraterne har omtalt Phil Magness’ kritiske arbejde med Piketty før, (direkte link til Magness’ første artikel). Det er netop udgivet som arbejdspapir, som er værd at dykke ned i. Magness og Murphy går især i kødet på Pikettys fremstilling af amerikansk historie:

“At its most basic descriptive level, Piketty’s presentation of major historical events at the
center of his argument is laced with factual error. In addition to suggesting an inattentiveness to detail, a recurring problem of factual inaccuracy with historical events indicates that interpretative extrapolations from these errors, as well as more sophisticated data claims that appear throughout the book, may suffer from a basic fault in their underlying historical assumptions. While we will not endeavor to pick apart his most extensive historical recounting – the 20th century French economy – it is fair to note that he struggles, and struggles mightily at that, in almost every instance he takes up the economic history of the United States.”

På den historiske front er der årstal der gengives forkert, præsidenter der forveksles, kilder som overses (f.eks. tal for mindstelønninger, skattesatser og formueskatteindtjeninger). Der er ikke alen tale om trykfejl, men manglende kendskab til eksistensen (!) af amerikansk formuebeskatning før det 20. århundrede. På eksempelvis den økonomiske front finder man en vidtgående ekstrapolering, eksempelvis så 1810 og 1870 repræsenterer hele det 19. århundrede, men også mystiske skud fra hoften. Vil han eksempelvis gerne sammenligne udviklingen mellem Europa (læs: England og Frankrig) og USA, men mangler de amerikanske tal, lukker han hullet med gennem en usædvanlig manøvre:

“His claimed numbers for these three decades appear not to have been obtained from any actual source, but rather through the alternating addition or subtraction of 0.5 percentage points projected backwards from the 1900 average. He evidently filled the gap in his own data collection – needed to bring the U.S. time series into line with his European records – by constructing it ex nihilo.”

Som forfatterne anfører, hviler Pikettys kritik og forudsigelser — det erklærede grundlag for hans policyanbefalinger — på hans historiske arbejde. Og det lader til at være behæftet med graverende fejl.

Reference:
Magness, Phillip W. and Murphy, Robert P., Challenging the Empirical Contribution of Thomas Piketty’s Capital in the 21st Century (December 26, 2014). Journal of Private Enterprise, Forthcoming. Available at SSRN: http://ssrn.com/abstract=2543012

Lars Christensens skitse til en immigrationsreform

Af Nikolaj Stenberg, den 31. december 2014. 5 svar

Lars Christensen har efter eget udsagn været så sindssygt træt af flygtninge- og indvandrerdebatten, at han har lagt en lang skitse til en liberal politik på området ud ikke på sin Market Monetarists-blog, men Facebook. Som han skriver om debatten:

Derudover synes jeg, at debatten minder ufattelig meget om miljødebatten – ta’ blot diskussionen om vandmiljøplanen i 1980erne eller diskussionen om ”global opvarmning”. I disse debatter handlede det ufattelig meget om ”følelserne”. De venstreorienterede ”miljøforkæmpere” tegner altid katastrofe scenarier og skriger på ”handling” med det sammen. Vandmiljøplanen fra 1985 er et godt eksempel på, hvordan følelser og katastrofe-scenarier fik lov at bestemme politikken.

Indvandrere-debatten er de borgerliges miljødebat.

Det vil jeg give ham ret i.

Lars præsenterer ideen om en immigrationsskat, der i udpluk lyder:

1) Folketinget beslutter hver femte år en årlig kvote for de kommende fem år den årlig netto-indvandring (både flygtninge og indvandrere). Hvis kvoten ”overshoots” det ene år, så skal den fratrækkes i det følgende års kvote.
2) Af historiske og institutionelle årsager fratrækkes flygtninge og indvandring fra andre EU-lande. Dette er ikke nødvendigvis fornuftigt fra et rationelt økonomiske perspektiv, men det er ret oplagt, at ingen reform kan lukke for flygtninge eller indvandring fra andre EU-lande.
3) Når kvoten er fastsat fratrækkes flygtninge og EU-indvandrere. Det giver en rest-kvote. Dette er den reelle kvote, der hvert år skal allokeres.
4) Optimalt set burde denne kvote allokeres ved at bortauktionere kvoterne på samme måde, som man bortauktionerer CO2-kvoter i dag. Dette være et system som Julian Simon og Milton Friedman har foreslået. Jeg tror dog, at et sådan ”marked” ikke nødvendigvis vil være efficient og likvidt nok til at give mening. Derfor ville mit forslag være en egentlig immigrationskat. Denne skat ”kalibreres”, så man kan ramme den årlige ”rest-kvote”. Skatten kan justeres løbende i løbet af året – foreksempel hver kvartal. Hvis der for eksempel komme uventet mange flygtninge kan skatte sættes op eller hvis mange forlader Danmark, så kan skatten nedsættes.
5) Ved at sætte en immigrationsskat vil man sikre ”self-selection” – altså at kun de immigranter, der mener, at det vil være skatten værd i fremtidig indtjening. Dermed er der ingen grund til ”diskrimination” baseret på nationalitet, religion, uddannelse. Skatten vil sikre den mest optimale allokering af rest-kvoten.
6) Immigrationsskatten er tænkt som en engangsskat, der betales ved ”entry” til Danmark. Dette kan suppleres med årligt ”fee” – for eksempel – 20.000 eller 50.000 kr., der betales over skattebilletten over for eksempel 10 år.
7) Når det årlige fee er betalt i 5 eller 10 år kan dette så give adgang til permanent opholdstilladelse med fulde rettigheder i forhold til offentlige ydelser og andet.
8) I denne ”prøveperiode” (5-10 år) gives, der ikke adgang til nogen former for sociale ydelser og sundhedsydelser. Man kunne stille et krav om en obligatorisk sundhedsforsikring.
9) Man kunne bestemt også tænke sig, at det årlige ”fee” også kom til at gælde for flygtninge. For flygtninge skulle antallet af året fee’et betales afhænge af udgifterne til ophold og ydelser i forbindelse med ankomsten til Danmark.
10) Indtægterne fra immigrationsskatten samt de årlige fees skal i første omgang betale udgifter til flygtninge samt udgifter til administration af systemet. De restende udgifter til en gang årligt uddeles direkte til hver enkelt dansk statsborger som en ”immigrationscheck”. Dermed få hver enkelt dansker en kontant betaling for at tage imod immigranter.

Denne punditokrat kan meget godt lide det aftaleretlige tilsnit en sådan immigrationspolitik har, men ville nok selv foretrække en immigrationspolitik baseret på forskellige residency-ordninger, ligesom det kendes fra golfstaterne.

Skitsen kan læses og kommenteres her: http://www.facebook.com/lars.christensen.9/posts/10153018095628793

 

Mchangama om Islamisk Stat-“krigsforræderi”

Af Nikolaj Stenberg, den 4. november 2014. 1 svar

Jacob Mchangama har været i lovbøgerne og dér fundet ud af, at den danske stat måske, i visse temmelig specifikke tilfælde, kan straffe danske Islamisk Stat-soldater i henhold til reglerne i den militære straffelov:

Der findes således en række bestemmelser i den militære straffelov, som umiddelbart synes at muliggøre at strafforfølge fremmedkrigere for deres ugerninger mod danske- og/eller allierede styrker i Irak, og som endog anvender terminologien ”krigsforræderi”. Vel og mærke uden en overhængende tvivl om domstolenes endelige fortolkning af begreberne “krig” og “væbnet konflikt”. Samtidig vil domstolene med den militære straffelov have mulighed for at straffe helt op til livstid for flere forbrydelser i mod det danske militær og dets interesser, hvorimod strafferammen i landssviger-paragrafferne i den almindelige straffelov er på 16 år.

Jacobs blogindlæg er væsentligt, fordi det illustrerer, at det – for så vidt angår en række situationer – nok ikke er nødvendigt, at indføre nye drakoniske regler, for systematisk at efterfølge “krigsforrædere” i Danmark.

 

Epstein om organhandel

Af Nikolaj Stenberg, den 2. november 2014. 1 svar

Der er markeder i alt, også organhandel. Liberale har i mange år talt om de gavnlige effekter af liberalisering, og senest har vi Richard A. Epstein, der skriver fra sin blog hos Hoover Inst. The Kidney Crisis. Her er den korte version:

Open markets could solve the organ shortage problem. On the donor side, it will induce high-quality sellers, because no one wants to buy a hepatic or diseased kidney. On the recipient side, the cash supplements could go a long way to increase organ access to indigent and minority patients, who are currently ill-served by the system. The big losers in this program will be the purveyors of dialysis services. But, the winner will be the large number of stricken people who, liberated from these machines, can live better and richer lives.

Hvorfor skal producenters interesser veje tungere end forbrugeres?

Af Erik Winther Paisley, den 29. september 2014. Skriv et svar

Der er få tilfælde, hvor jagten på ‘concentrated benefits, dispersed costs’ er mere åbenlys end på handelspolitikken. Det er ellers svært at forstå, hvorfor det er vigtigere at europæiske producenter tjener penge, end at forbrugerne sparer dem. Ikke desto mindre vejer indenlandske producenter og forhandleres interesserer næsten uvægerligt tungere end forbrugernes — i hvert fald når forbrugerne formaster sig til at foretrække importerede varer.

Senest har Jeppe Kofod fra sit høje sæde i Europa-Parlamentet erklæret, at handel ikke har egen berettigelse, men først og fremmest har til formål at skaffe beskæftigelse (antageligvis til Kofods vælgere):


På sin vis har han jo ret i, at handel ikke er et mål i sig selv. Formålet med handel er nok snarere at skaffe varer og ydelser, man gerne vil have, end at holde naboen beskæftiget i en ukonkurrencedygtig virksomhed. Det kan ikke nytte noget, mener MEPen. Selvom de fleste politikere gerne vil fremstå som overbeviste forbrugerforkæmpere, så støtter de ofte en direkte forbrugerfjendtlig told- og handelspolitik.

Man hører igen og igen, at Europa skal ‘beskyttes’ mod for billige import fra Kina og det øvrige udland, selvom titals millioner forbrugere ellers ser ud til at værdsætte, at deres indkomster rækker længere, og at de kan købe et bredere udvalg af varer. Nogle foretrækker endda amerikanske film. Men når det kinesiske styre eksempelvis subsidierer de varer, europæere køber, er det synd for Europa — ikke de kinesiske skatteydere.

Handelsrestriktioner bliver i øvrigt heller ikke mindre skadelige af at være udenrigspolitisk motiverede. Europa og Ruslands udveksling af handelsrestriktioner irriterer eksportører, men afskærer samtidig utallige forbrugere på begge sider af grænsen fra varer, de ellers har værdsat. ‘Concentrated harm’ påfører forbrugerne samme udgifter som ‘concentrated benefits.’

DR højner kvaliteten på Orientering

Af Nikolaj Stenberg, den 17. september 2014. 1 svar

Som led i DR’s “forandringsprojekt” har man besluttet at underlødige og komplet uobjektive interviews som dette skal begrænses:

[youtube id=”sKkDIhbWCIA”]

Tak. Af hjertet tak.

Skotternes ret til selv at bestemme

Af Nikolaj Stenberg, den 17. september 2014. Skriv et svar

I morgen går skotterne til valg om, hvorvidt nationen fortsat skal være en del af UK-staten. Det at man i det hele taget afholder en afstemning om så vigtigt et spørgsmål, som hvilken stat man vil høre til, er prisværdigt.

Jeg håber på, at skotterne vælger selvstændigheden og at skotternes valg vil afstedkomme lignende afstemninger andre steder i Europa. Og i den forbindelse er det oplagt at citere en ung Ludwig von Mises, der i 1929 skrev disse flotte ord i sit lille værk Liberalismus (her dog i en engelsk oversættelse):

The right of self-determination in regard to the question of membership in a state thus means: whenever the inhabitants of a particular territory, whether it be a single village, a whole district, or a series of adjacent districts, make it known, by a freely conducted plebiscite, that they no longer wish to remain united to the state to which they belong at the time, but wish either to form an independent state or to attach themselves to some other state, their wishes are to be respected and complied with.

Mere liberalt kan det nemlig ikke siges.

For en flot gennemgang af de væsentligste EU-retlige spørgsmål i forbindelse med afstemningen, se dette blogindlæg hos den som oftest gode Verfassungsblog: Scotland and the EU: Eleventh hour thoughts on a contested subject.

 

 

Dobbelte fejlskud om filippinske au pairer

Af Erik Winther Paisley, den 11. september 2014. 3 svar

Information bragte i dag en artikel med titlen: ”K vil holde au pair-løn nede af hensyn til børnefamilier.” Der fremhæver Mai Mercado, at aupair-arbejde ikke må ”gør[es] dyrere for børnefamilierne,” og taler imod obligatoriske feriedage med hensyn til, at ”rigtig mange … måske godt [kunne] bruge au pair-hjælp” de dage.

Mercados tåkrummende udtalelser fremstiller au pairer som basisvarer, som politikerne ikke må fordyre – en konservativ tilføjelse til Venstres krav, om at det ikke skal være dyrere at være dansker, hvilket det jo uden billige filippinere utvivlsomt ville være for nogle.

Desværre er det ikke meget bedre hos den velmenende Johanne Schmidt-Nielsen. Begge ser bort fra, hvad de pågældende mennesker selv kunne tænke sig at sige om den sag. Hun omtaler lige så glædeligt de filippinske kvinder som importvarer – de er stadig ressourcer, men bare ressourcer som det er synd for. De er åbenbart ”tyende” (!), der indgår i overklassens per definition suspekte conspicuous consumption.

”Hvis man gerne vil have en tjener, så må man betale det, en tjener koster,” udtaler den store humanist. (Helt i tråd med den tilsvarende etisk-protektionistiske kritik af middelklassen for at købe billige udenlandske varer og hyre polsk arbejdskraft). Ingen af de to politikere udviser den store interesse for de filippinske kvinders egne ønsker.

Heldigvis er der andre, der har gjort sig den ulejlighed at tage “au pair-piger” alvorligt. I seneste udgave af tidsskriftet Identities har to antropologer interviewet filippinske au pair-piger fra Bohol, som alle har været på ophold i Danmark. Artiklen anbefales på det varmeste. Selvom denne gruppe oftest fremstilles som ofre i litteraturen, er det ikke et billede, som understøttes i materialet fra dette feltarbejde.

I artiklen møder vi f.eks. Rosie, ”a young woman who had worked as a maid during her college studies,” hvis ophold var et springbræt ind i en voksentilværelse hjemme. Hun beskriver, at hun “‘grew up with her job (…) I became an adult when I worked here [where she was maid], as I budgeted my money for important things, for my family’.”

En anden beskriver, hvad hun havde lært på sit ophold, som: “to stand on my own feet, to be independent, to decide on my own, to be strong – I was far from my loved ones, that is a big challenge’.”

Det er givetvis noget andet end en kulturelt orienteret dannelsesrejse, som er ordningens officielle formål. Den typiske filippinske arbejdsudvandring er mere business end Byron. Gennem udrejse opnår de muligheder, de ikke kunne få hjemme som ”standby” – folk, der er selvforsøgende, men bliver tilbage og ikke forsørger sig selv. En af de muligheder er, overraskende nok for den, der anser dem for slaveagtige tyende, en højere grad af personlig frihed:

”While the au pairs framed their move as challenging, some also emphasised that they found pleasure in escaping the watchful eyes at home. … ”As one au pair put it: ‘it’s like you’ve been jailed and off-jailed’”

Personlig frihed er et gennemgående tema:

“Another au pair similarly explained that one of the great things about going abroad was gaining freedom, having been restrained by parental control until she came to Denmark at the age of 24.”

Selvom kritikerne af au pair-ordningen har ret i, at den reelt er en fremmedarbejderordning, så er det ikke i sig selv et særlig godt noget argument for at lukke eller begrænse den. Der er jo en grund til, at folk rejser ud. Geografisk mobilitet er en strålende vej til social mobilitet, selvom der kan være farer. Således også med au pair-ordningen:

Through migration they thus acquire higher social status in their local society, which allows them to re-position themselves within their families, as long as they live up to the ideals of maturity, prudence, and independence that are associated with adulthood in Philippine society. Despite the many ambiguities, uncertainties, and possibilities of exploitation that are associated with au pairing, it is therefore regarded, in the au pairs’ home communities, as an attractive pathway towards personal development for young women.

Migration reduceres ofte til et udslag af hovedløs økonomisk desperation (“fattigdomsflygtninge”). Men det er en grov karikatur — dem, der rejser ud, er jo netop i færd med at tage vare på sig selv, ikke passive ofre for omstændighederne. Det lader i den forbindelse til at være mindre væsentligt, hvad debattører i værtslandet synes om det.

Det betyder ikke, at der ikke er risici forbundet med arbejdsmigration. Eksempelvis er der mange stuepiger og barnepiger i Hongkong og Singapore, som behandles helt skrækkeligt.
Det er bare ikke en grund til automatisk at erklære alle au pairer for ofre, når man derved afskærer stadig flere fra at forbedre deres økonomiske kår.

Alene det imponerende faktum, at mange au pairer er i stand til at sende 1000-1500 kr. hjem på deres relativt sparsomme lommepenge, vidner en del om disse kvinders økonomiske og personlige overskud. Au pairerne udfører noget mere end bare let husarbejde, og mange arbejder mere end de 30 timer, men “au pairing in Denmark was generally viewed in very positive terms in the Philippines. Former au pairs, who also had work experience from Singapore, … described their au pair placement in Denmark as significantly safer and less labour intensive.”

Det er fejlagtigt at opfatte migranter fra fattigere lande som arbejdskraftens svar på drivtømmer. Vi har at gøre med mennesker, som påviseligt opsøger og udnytter muligheder, fravælger nogle lande og tilvælger andre – og i det hele taget opfører sig som de voksne mennesker, de er eller arbejder hårdt for at blive.

Passets historie: Fra nødforanstaltning til New Normal

Af Erik Winther Paisley, den 5. september 2014. 1 svar

Forleden var den fhv. konservative justitsminister ude med forslag om, at man administrativt og på efterretningstjenestens foranledning skulle inddrage de danske syrienskrigeres pas.
I de fleste lande er det et regeringsprærogativ at udstede og inddrage rejsedokumenter og opholdstilladelser; der er i dén forstand ikke meget bemærkelsesværdigt ved Mikkelsens forslag.

Før paskontrol blev så allestedsnærværende, som det er i dag, gav retten til at nægte at udstede pas langt fra så stor magt over borgerne. Foranlediget af den amerikanske borgerkrig begyndte Canada eksempelvis først at udstede pas i 1862. Seksten år senere, i 1878, blev der udstedt nøjagtig 50 pas; vi kan nok regne med, at der har været en del flere canadiere, som rejste internationalt.

Britisk pas fra 1927.

Britisk pas fra 1927.

Situationen er anderledes nu. Den, der får sit pas inddraget, pålægges ‘landearrest’. I det man overhovedet ikke kan rejse gennem lufthavne uden gyldige rejsedokumenter, og i de fleste lande (selv lande, der ikke aktivt vedligeholder grænsekontrolposter på landjorden) er forpligtet til at kunne bevise sit statstilhørsforhold, så er det et ganske konkret indgreb i borgerens handlefrihed. Det kan måske være nødvendigt, men ligesom ved varetægtsfængsling, påbud om fodlænke eller meldepligt, bør sådanne indskrænkninger skulle prøves af en dommer.

Det er en kærkommen lejlighed til at reflektere over passets historie. Læs resten →

Retssag om beslaglæggelse af Irans top-level-domæne

Af Nikolaj Stenberg, den 30. juli 2014. 1 svar

På Lawfare-bloggen refererer Paul Rosenzweig en finurlig retssag, hvor en række sagsøgere – ofre for terrorangreb – kræver Iran, Syrien og Nordkoreas landsspecifikke top-leve-domæner beslaglagt; altså .ir, .sy og .kp URL-endelserne. ICANN bemærker i sit processkrift – helt korrekt, efter min bedste opfattelse – at TLD’ere ikke er noget, man kan have en ejendomsret til. Men under alle omstændigheder er der tale om en interessant strategi i hvad man vel nok kan kalde en ”privat kamp mod terrorens bagmænd”.

Liberale hader ikke kvinder

Af Nikolaj Stenberg, den 28. juli 2014. 7 svar

Med undtagelse af Cordua & Steno – der efter min mening er Danmarks mest interessante og kvalitetstunge program om politik – lytter jeg sjældent til Radio24Syv, da jeg synes alt for meget af det andet kanalen har at tilbyde, er plat, pinligt eller fordummende. Jeg er ikke overbevist om, at kanalen er sin statsstøtte værd – heller ikke ud fra den betragtning, at pengene ellers bare ville være gået til DR.

Her i sommervarmen har program-redaktionen for eksempel givet taletid til en person ved navn Irene Manteufel, der har fået lov til at lave fem programmer om et emne, hun angiver at vide meget om. Emnet er formelt ”sexisme”. Altså diskrimination mod mænd eller kvinder alene på baggrund af deres køn. Men i mine øre lyder det nu mest som om, at radiokanalen har givet værtinden 5 x 1 time til at plædere for den variant af ny-marxismen, som kaldes ”feminisme”.

Jeg har kun hørt et af de i alt fem programmer. Det havde følgende emne:

Hvorfor hader liberale kvinder? Mange af de mest ekstreme og hadefulde ytringer mod kvinder kommer fra liberale politikere og på liberale medier. Kvindesynet blandt liberale forekommer generelt misogynistisk.

Gæsten er Christopher Arzrouni, og han demonstrerer på eksemplarisk vis, hvor dårligt sammentømret værtindens argumentation er.

På et tidspunkt pointerer Arzrouni, at det er en præmis i liberal politisk filosofi, at alle – uanset køn – skal have lige rettigheder, og at det derfor ikke kan være liberalt at mene, at kvinder skal være mænd underordnet, at mænd skal have bedre rettigheder end kvinder eller kvinder bedre rettigheder end mænd. Altså, at liberalismen i sig selv er anti-sexistisk.

Det lader dog til at gå Irene Manteufels hoved forbi. Hun lyder i hvert fald ikke det mindste forlegen over sin misopfattelse af noget så basalt, ligesom hun vælger ikke at ville erkende, at Arzrouni har demonstreret, at liberale ikke er sexister.

Radioprogrammet fremstår derfor som et glimrende eksempel på en redelig (Arzrouni) og uredelig (Manteufel) debatstil. Men lyt selv med. Det er er underholdende på sådan en lidt tåkrummende måde:

Sport, valg og rationalitet: Hvordan sport påvirker valg

Af Erik Winther Paisley, den 10. juli 2014. 3 svar

“Det er svært at forestille sig, at danske fodboldfans ville skyde skylden på Helle Thorning-Schmidt og buhe af hende, hvis Danmark tabte en landskamp. Sådan er det ikke i Brasilien.”

Med Ydmygelse af Brasilien kan få politiske konsekvenser for Dilma formår Politiken på meget lidt politisk korrekt vis at kontrastere en påstået brasiliansk letpåvirkelighed med dansk soberhed.

Men er danske fodboldfans særligt dygtige til at holde sport og politik for sig?Creativ Commons: https://www.flickr.com/photos/seedingchaos/178821720/ Hvis de er, skyldes det snarere, at interessen for fodbold er det mindre end at interessen for rationel politik er højere. Sportens indvirkning på politikken er bestemt ikke et særligt brasiliansk fænomen, selvom det lægger nemt op til at vinkle artiklen til at handle om sydlandsk lidenskabelighed frem for grundlæggende irrationalitet hos vælgere i alle lande.

Ud fra en gennemgang af borgmestervalg i 39 amerikanske byer fra 1948 til 2009 konkluderer fra Michael K. Miller fra George Washington University ikke bare, at sportssejre hjælper siddende borgmestres samltede stemmetal og chancer for genvalg, men at effekten endda er større end variationen i arbejdsløsheden (exceeding in magnitude the effect of variation in unemployment”!).

I tidligere artikel fra 2010 beskriver forskere ved Loyola Marymount University den fandt samme effekt i en række andre nationale og delstatsdækkende valg:  “A win in the 10 [days] before Election Day causes the incumbent to receive an additional 1.61 percentage points of the vote in Senate, gubernatorial, and presidential elections, with the effect being larger for teams with stronger fan support…”

Så når det går godt for ens land, kommer det de siddende politikere til gavn — uanset deres faktiske bidrag. Sportssejre skaber en positiv stemning, som man tilsyneladende tager med sig ind i stemmeboksen.

Men bemærk tidsrammen: Det var sportssejre 10 dage før valget, der gav den største effekt. Brasilianerne skal først stemme til oktober, så mon ikke taberstemningen når at dampe af?
Derefter er det nok de klassiske problemer, der kommer på dagsordenen.

Det siger også en del om de fornemme ‘intangible benefits’ som bruges til at sælge alt fra sportsbegivenheder til dynastiske bryllupper, at effekten på folkestemningen skal måles i dage, hvorimod regningerne betales af over flere år.

For the Win! The Effect of Professional Sports Records on Mayoral Elections
Michael K. Miller*
DOI: 10.1111/j.1540-6237.2012.00898.x

Andrew J. Healy, Neil Malhotra, and Cecilia Hyunjung Mo
Irrelevant events affect voters’ evaluations of government performance PNAS 2010 107 (29) , doi:10.1073/pnas.1007420107

Uhåndterlige projekter og umålelige afkast: Lidt om de store begivenheder

Af Erik Winther Paisley, den 7. juli 2014. 2 svar

Blandt de hidtil de mindste overraskelser på nyhedsfronten i 2014 må være skandalebudgetskreddet i forbindelse med Eurovision Song Contest. Ikke desto mindre var Københavns kulturborgmester i Berlingske Tidende for få dage siden og plædere for, at København “også i fremtiden aktivt [bør] søge værtskaber for store, internationale begivenheder,” idet han bemærker, at Eurovision indbragte en turismeomsætning på 127 millioner kroner og en skatteindtægt på hele 40 millioner.

I betragtning af, at skatteborgernes samlede udgift til begivenheden var på knap 97 millioner kr, har afkastet været temmelig beskedent. Og det er endda, hvis man tager Wonderful Copenhagens tal for gode varer. Helt uagtet sløset budgettering bør der være betydelig skepsis forbundet med effektberegninger som den, den gode kulturborgmester citerer. De optimistiske beregninger stammer oftest fra netop de organisationer, som har politisk og økonomisk interesse i at gennemføre arrangementerne — uagtet omkostningen til skatteborgerne og dem, som som lider direkte tab i forbindelse med store begivenheder, f.eks. som de mange, der blev eksproprieret i forbindelse med OL i Kina tilbage i 2008.

Derudover er det markant vanskeligere at beregne de pågældende effekter end borgmesterens nemt citerbare tal giver udtryk for. Mange af besøgene allerede var planlagt, fordi andre besøgende end dem til eventet udsætter deres egne besøg for at undgå travlhed eller som følge af de højere billetpriser. Endelig kan man ikke overse, at de reelle udgifter ikke kun underbudgetteres, men efterfølgende undervurderes. Vinter-OL i Salt Lake City gav eksempelvis overskud på papiret, men regnskabet undlod at tage højde for de øgede udgifter til politi- og sikkerhed (Matheson 2006). Man leder nok forgæves efter den store samfundsgavnlige effekt af store kulturbegivenheder — hvad enten det er Eurovision i Danmark, OL i Grækenland eller VM i Fodbold.

“Many economic gains associated with mega sports events do not stand up to the scrutiny of academic measurement. Spending by foreign visitors, a positive long-term effect on tourism or on sports participation, general health and well-being and a positive impact on exports and economicgrowth are frequently put forward in the public debate, but yieldlargely insignificant results when put to the test empirically. In addition, income multipliers are frequently exaggerated and the general equilibrium effect is frequently ignored in the me measurement of the economic effects of megaevents.” (de Nooij & van den Berg 2013).

Selvom det kan være svært at beregne de økonomiske virkninger, er så er det måske de umålelige afkast af skatteborgernes anderledes håndgribelige investering, vi skal skønne det på? Hertil fristes man til at at citere Chicago-økonomen Allen Sanderson:

“Anytime anybody uses the word ‘invaluable,’ they are usually too lazy to measure it or they don’t want to knaw the answer.”


Links:
Matheson, Victor, “Mega-Events: The effect of the world’s biggest sporting events on local, regional, and national economies” (2006). Economics Department Working Papers. Paper 68.
http://crossworks.holycross.edu/econ_working_papers/68

Michiel de Nooij & Marcel van den Berg, 2013.
“The bidding paradox: why rational politicians still want to bid for mega sports events,”
Working Papers 13-08, Utrecht School of Economics.
http://www.uu.nl/SiteCollectionDocuments/REBO/REBO_USE/REBO_USE_OZZ/DP%202013/13-08.pdf

Når politikere vil vogte politikere

Af Casper Hunnerup Dahl, den 24. maj 2014. Skriv et svar

Debatten om såkaldt “demokratisk underskud” i EU i form af haltende eller fraværende demokratisk legitimitet, folkelig opbakning mv. er vel nærmest lige så gammel som EU (måske endda EF) selv. Afstanden mellem den enkelte borger og EU’s politiske beslutningsprocesser er stor — for stor, ifølge kritikere — og vælgernes demokratiske kontrol med EU-politikerne lader en del tilbage at ønske, lyder argumentet. Argumentets appel til den almindelige borger i et af EU’s 28 medlemslande er ikke blevet mindre med årene: udviklingen er med hver ny traktat gået i retning af stadig tættere EU-integration — både i dybden og i bredden — og det såkaldte “nærhedsprincip”, der ellers i sin tid blev formuleret med henblik på at bremse en alt for lemfældig suverænitetsoverdragelse i.f.t. problematikker uden grænseoverskridende karakter, har generelt måttet tage til takke med en placering på bagsædet, mens princippet om stadig tættere EU-integration konsekvent har siddet solidt i førersædet oppe foran. Samtidig viderebringer diverse nyhedsmedier meningsmålinger, der peger på, at borgernes generelle skepsis overfor EU ikke ligefrem er faldende — for nu at sige det behersket.

Ifølge kritikerne af EU’s grundlæggende demokratiske legitimitet har EU således blandt andet, hvad politologer og økonomer kunne finde på at kalde et “accountability problem” — et demokratisk kontrolproblem. Der er imidlertid mere i gærde, idet medlemmer af nationale parlamenter i lande som Danmark, England og Holland nu er begyndt at argumentere for, at der er behov for nye redskaber (og styrkelse af de eksisterende af slagsen), som de nationale parlamenter kan bruge til at kontrollere først og fremmest EU-Kommissionen med. De nationale parlamenter har simpelthen ikke den grad af indflydelse, som de bør have, på mange af de EU-beslutninger, de bør have indflydelse på, lyder kritikken fra bl.a. formanden for det danske Folketings Europaudvalg, Eva Kjer Hansen. I dag har de nationale parlamenter eksempelvis mulighed for at give EU-kommissionen et såkaldt “gult kort”, hvis de mener, et EU-lovforslag fra Kommissionen er i strid med nærhedsprincippet. Problemet er imidlertid, at de nationale parlamenter kun har otte uger til at samle det påkrævede flertal (1/3 af medlemslandenes parlamenter) for at kunne smide det “gule kort”.

Denne tidsfrist foreslås sat op til 10 uger, men der er mange flere og større ting i posen hos de kritiske, nationale parlamentarikere, blandt andet forslag om, at de nationale parlamenter skal kunne nedlægge veto mod lovforslag — ikke blot stille spørgsmål til Kommissionen eller bede den genoverveje lovforslaget — under forudsætning af, at 2/3 af medlemslandenes parlamenter bakker op om vetonedlæggelsen. Dette såkaldte “røde kort”, der i institutionel-teoretisk forstand ville øge antallet af vetospillere i EU-systemets politiske konstruktion, ville udgøre en af de mere grundlæggende, institutionelle ændringer, EU har set siden EF blev til EU — hvis det blev gennemført. Her på bloggen vægter vi generelt saglighed over spåkoneri, og det sættes næppe over styr ved en påstand om, at dette “røde kort” næppe bliver en realitet i den kommende måned eller for den sags skyld i løbet af det kommende år.

EU har altså, ifølge kritikerne, et demokratisk kontrolproblem, idet vælgerne ikke har nok kontrol med politikerne. Nu mener flere nationale parlamentarikere så, at de heller ikke har nok kontrol med EU-politikerne. Altså har vi i en vis forstand et dobbelt demokratisk kontrolproblem — et kontrolproblem med løg på, hvis I vil have mig undskyldt. Om den slags overvejelser får nogen betydning for valget til Europaparlamentet og afstemningen om den fælles europæiske patentdomstol i morgen er nok tvivlsomt. På den anden side er valget og folkeafstemningen i morgen — fuldstændig som andre demokratiske valg, og som kloge folk allerede har påpeget — alligevel kun sjovt for folk, der ikke forstår (eller ignorerer, at de egentlig godt forstår) sandsynlighedsregning.

Men er det proportionalt?

Af Nikolaj Stenberg, den 17. maj 2014. 11 svar

Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll har spurgt justitsministeren om, hvorvidt:

“det er rimeligt, at totalkontroller får lov at gribe ind i et meget stort antal menneskers hverdag, selvom langt de fleste ikke har gjort noget for påkalde sig myndighedernes interesse eller har forbrudt sig mod lovgivning”.

Eller med andre ord, om der er proportionalitet mellem totalkontrollens vidtgående karakter og det formål, indgrebet i borgerens frihede tilsigter at opnå. Den offentlige forvaltning i Danmark er nemlig bundet af en grundsætning der siger, at handlinger af denne type skal være proportionale. Ministeren svarer udenom:

“[Totalkontrollen] sker med henblik på en effektiv retshåndhævelse og en hensigtsmæssig udnyttelse af de forskellige myndigheders ressourcer…

[J]eg tror også, at de personer, der berøres af sådanne kontrolaktioner, generelt har stor forståelse for, at sådanne aktioner gennemføres ud fra hensyn til en effektiv retshåndhævelse og hensigtsmæssig udnyttelse af myndighedernes ressourcer.”

Her på bloggen minder vi i al stilfærdighed Justitsministeriet om, at proportionalitet ikke er det samme som effektiv retshåndhævelse, og at den effektive retshåndhævelse altså skal ske med respekt for proportionalitetsprincippet, der er en af hjørnestenene i den danske retsstat.

(HT: Lars Andersen)