Kategoriarkiv: Peter Kurrild-Klitgaard

Ugens citat: Rohde om (en slags) skattestop

Af Redaktionen, den 7. juni 2006. 11 svar

Venstres politiske ordfører, Jens Rohde (hvis indsigt i økonomiske ræsonnementer, vi tidligere har dækket intenst her og her), bedyrer i dagens Jyllands-Posten, at det nye medieforligs udbredelse af licensbetaling til computere, telefoner m.v. sådan set ikke er et brud på skattestoppet:

»Licens er ikke omfattet af skattestoppet, for du har mulighed for ikke at betale den ved ikke at have radio eller tv. Ja, du skal endda tilmelde dig, hvis du betaler licens.«

Altså på samme måde som en forhøjelse af ejendomsskatterne ikke ville være en skatteforhøjelse–man har jo mulighed for ikke at eje fast ejendom.  Eller en forhøjelse af registreringsafgiften–man har jo også en mulighed for ikke at have bil.  Ja, eller sågar en forhøjelse af momsen eller indkomstskatten–man har jo også fine muligheder for at bruge sine penge på andet end momsbelagte varer og tjenesteydelser, ligesom man jo også bare kan arbejde mindre.  Mulighederne er med andre ord legio!  Det er bare om at komme i gang med at fastholde og udbygge skattestoppet …

Asocial velfærdsegoisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 27. maj 2006. 2 svar

Hermed min lørdags-klumme fra dagens Berlingske Tidende:

Asocial velfærdsegoisme

Berlingske Tidende 27.  maj  2006, 2 sektion, magasin, side 19

Diagnose. Danskerne er solidariske – med sig selv.

Hvem er mest egoistisk? En person, der ønsker at bruge vedkommendes egne penge, som vedkommende selv ønsker? Eller én, der ønsker at bruge andres penge til de ting, som den pågældende selv kunne tænke sig?

Mennesker, der mener, at skatterne skal være lavere, er (uanset hvor godt eller dårligt de i øvrigt behandler deres medmennesker) i nyere tid typisk blevet karakteriseret som »egoistiske«, mens mennesker, der ikke nødvendigvis selv tager sig af deres næste, men som ønsker højere offentlige udgifter, er »solidariske« og »sociale«.
Er det egentlig ikke paradoksalt? Tankegangen så man imidlertid fint illustreret ved forrige uges meget omtalte (men knap så omfangsrige) demonstrationer mod regeringens velfærdsreform. Her protesterede f.eks. studerende mod, at de skal igennem studiet hurtigere. Studier, der i modsætning til mange andre lande ikke betales af den studerende men af skatteyderne generelt; hvor stort set alle studerende kan modtage SU, som også betales af skatteyderne generelt; og hvor de, der ellers gennemfører studierne, generelt vil kunne se frem til en indkomst, der ligger væsentligt over gennemsnittet. Men de studerende protesterede mod regeringens »asociale« og »usolidariske« politik og forlangte i stedet »Luxus for alle«!

At de studerende imidlertid ikke er unikke fremgår med al tydelighed af en meningsmåling, som Catinét Research for nylig foretog for den borgerlige tænketank CEPOS, og som snart offentliggøres. Den viser, at danskerne overvejende satser på, at andre skal betale regningen for, hvad man selv vil nyde.

I meningsmålingen spurgte man et repræsentativt udvalg af danskerne om, hvordan de ser på henholdsvis at skulle betale mere eller mindre i skat selv, og på selv at få bedre eller ringere offentlige ydelser. På den måde er der fire typer danskere: For det første dem, der vil betale mindre i skat og have mindre fra det offentlige, og som man derfor kan kalde »værdi-borgerlige«. For det andet er der disses diametrale modsætning: dem, der både vil betale mere i skat og have mere fra det offentlige, og som man derfor passende kan kalde »værdi-socialister«.

En tredje gruppe er de selvopofrende mennesker, som selv vil have mindre fra det offentlige men som er villige til at betale mere i skat. Dem kan man kalde »velfærds-altruisterne«.

Den sidste gruppe er dem, der på den ene side vil betale mindre i skat men på den anden side også have mere fra det offentlige. Denne gruppe, som på den måde gør en dyd ud af at være egoistiske, kan man måske bedst kalde »velfærds-opportunisterne«.
Hvordan fordeler disse fire grupper sig så relativt i befolkningen? Af de adspurgte havde 83 pct. klare synspunkter på de fire muligheder. Tager man de to »rendyrkede« grupper, så er 29 pct. af danskerne i kategorien »værdi-socialister«, mens omvendt kun lidt over 7 pct. er »værdi-borgerlige«. Velfærds-altruisterne, som er villige til at betale mere i skat og selv få ringere ydelser, er på under 2 pct. – og kan muligvis også dække over nogen, der ikke forstod spørgsmålet eller simpelthen lavede sjov.

Den suverænt største af de fire grupper er derimod velfærds-opportunisterne: De vil betale mindre og have mere. Den udgør 45 pct. af befolkningen. Ser man på køn, er mænd og kvinder lige velfærds-opportunistiske, mens flere kvinder er værdi-socialister og flere mænd er værdi-borgerlige, og der er flest af de sidste i Jylland. Unge er mest opportunistiske, og ældre er mindst opportunistiske; den store midtergruppe af 30-69-årige er de mest værdi-borgerlige, men også de mest værdi-socialistiske. Ser man på politisk observans, er det måske ikke så overraskende hos Venstre og Konservative, at man finder flest værdi-borgerlige – men selv her er det kun 13-14 pct. Den opportunistiske indstilling finder man mest udpræget hos vælgerne blandt Dansk Folkeparti, fulgt af Radikale og Venstre.
Og så bliver det jo pludselig ikke så svært at se, hvorfor næsten al dansk politik pludselig handler om dét, som det gør: På den ene side hvorfor skattestoppet er ganske populært, og på den anden side hvorfor stort set alle punkter i regeringens valgprogram sidste år næsten fokuserede på højere offentlige ydelser, og hvorfor det synes så svært at komme igennem med velfærdsreformer. Danskerne er – som en kronikør skrev i Berlingske for nylig – blevet velfærdsjunkier.

Detaljerne i den omtalte meningsmåling offentliggøres i.f.m. CEPOS' store skattekonference d. 12.6., hvori bl.a. Robert Barro og Lord Lawson deltager.

Bush, basen og bæstet

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. maj 2006. 1 svar

Skyerne er i den grad ved at samle sig over præsident Bushs hoved.  Her tænker jeg ikke så meget på Al Gores nye miljø-"dokumentarfilm", der ganske forudsigeligt har fået stor omtale i Danmark og ledt til spekulation om Gores mulige politiske come-back.  Jeg tænker heller ikke på, at Bush fortsat er inderligt afskyet af den amerikanske venstrefløj eller det meste af det politiske billede i Europa, og ej heller på at hans popularitet blandt amerikanske midtervælgere falder i takt med stigninger i benzinpriserne.

Næ, problemet er snarere, at de dele af den amerikanske højrefløj, som i nogle år har holdt sig for næsen og på måtten m.h.t. at kritisere Bush, nu er ved at sige "enough is enough".  Nogle, som i forvejen var kritiske (f.eks. den liberalistiske tænketank Cato Institute) har skruet op for lydstyrken; andre, solide konservative, er ved at smide håndklædet i ringen–eller noget tungere efter Bush-administrationen og det Republikanske flertal i kongressen.  Konsekvensen af denne kritik er efter alt at dømme en kraftigt medvirkende årsag til, at Bushs "approval ratings" nu er så rekordlave, som de er: Svækkelsen siden sommeren 2005 er ikke sket blandt venstrefløjsvælgerne, men i Bushs eget bagland.  Ifølge en Washington Post/ABC News meningsmåling fra denne uge er det konservative baglands utilfredshed med Bush på blot én måned steget fra 16 pct. til 20 pct., altimens konservative Heritage Foundation kan berette, at man ikke i 12 år har hørt på så megen kritik af det Republikanske Parti fra egne rækker, som man gør nu.

Her er et "round up" af nogle smagsprøver i mere eller mindre tilfældig rækkefølge:

  • Cato Institute offentliggjorde for få uger siden et større studie af Gene Healy og Timothy Lynch , "Power Surge: The Constitutional Record of George W. Bush", som stykke for stykke, punkt for punkt, afdækker, hvorledes Bush-administrationen over de seneste fem år har flyttet stadigt mere magt til den udøvende magt og på en række områder fundamentalt har rykket ved den magtdelingsfilosofi, som forfatningsfædrene ønskede.  Her er deres sammendrag:

"[Far] from defending the Constitution, President Bush has repeatedly sought to strip out the limits the document places on federal power. In its official legal briefs and public actions, the Bush administration has advanced a view of federal power that is astonishingly broad, a view that includes

      • a federal government empowered to regulate core political speech—and restrict it greatly when it counts the most: in the days before a federal election;
      • a president who cannot be restrained, through validly enacted statutes, from pursuing any tactic he believes to be effective in the war on terror;
      • a president who has the inherent constitutional authority to designate American citizens suspected of terrorist activity as "enemy combatants," strip them of any constitutional protection, and lock them up without charges for the duration of the war on terror— in other words, perhaps forever; and
      • a federal government with the power to supervise virtually every aspect of American life, from kindergarten, to marriage, to the grave.

President Bush's constitutional vision is, in short, sharply at odds with the text, history, and structure of our Constitution, which authorizes a government of limited powers."

  • Samme organisations Chairman, William A. Niskanen, der er en af grundlæggerne af public choice skolen og var formand for Council of Economic Advisors under Ronald Reagan, er interviewet som hovedhistorien, "Stoking the Beast", i juni-nummeret af det aldeles fremragende Atlantic Monthly (som jeg ved en senere lejlighed vil skrive en længere anbefaling af).  I interviewet gør Niskanen op med selve kernen i Reagan-Bush "starve the beast" supply-side økonomien, d.v.s., at man ved at sænke skatterne nu i stedet for at forsøge at skære udgifterne, dels stimulerer økonomien og dels "udhungrer bæstet" således, at man efterfølgende vil blive nødt til at skære i udgifterne.  Niskanen har studeret tallene 1980-2005 og konstaterer, at alt tyder på den modsatte effekt: At denne strategi faktisk leder til højere offentlige udgifter, formodentlig fordi det skjuler de faktiske udgifter ved en stor offentlig sektor:

"[Until Reagan], the conservative movement had been at odds with itself. Libertarians in the Goldwater tradition wanted to reduce spending in order to shrink Big Government. Supply-siders derided that idea as a political loser, "root-canal economics." Instead, they demanded large tax cuts that would grow the economy. Traditional business conservatives, however, believed in balanced budgets, and they held tax cuts hostage to spending cuts that never happened. The movement was gridlocked.

Reagan and his supply-side vanguard saw a way to break the jam—or, more precisely, two ways. First, some argued that tax cuts would so energize the economy as to pay for themselves. That claim was widely controversial, even among Republicans (Reagan's then-rival George H. W. Bush called it "voodoo economics"), and it proved mostly wrong. Less controversial, but in the end more important, was the claim Reagan lobbed at Anderson. Often called the Starve the Beast hypothesis, it held that tax cuts shrink the federal Leviathan by starving it of funds. Tax cuts need not await spending cuts because they would cause spending cuts.

For modern conservatism and the country, the importance of Starve the Beast is impossible to overstate. Suddenly Republicans could offer both lower taxes and smaller government without any need for fiscal dentistry. Suddenly it was the Democrats who were trapped. From then to now, tax cutting has been the lodestar of conservatism, rising to its apogee under the current President Bush. But there have always been dissenting voices, of which perhaps the most prominent speaks from within the conservative movement.

When Diogenes searches Washington, D.C., for an honest man, he could do worse than carry his lantern to the office of William A. Niskanen, the chairman of the libertarian Cato Institute. Niskanen's wall displays portraits of Isaac Newton, Adam Smith, and Charles Darwin, each captioned ORDER WITHOUT DIRECTION. …  In the Reagan administration, he served as acting chairman of the Council of Economic Advisers. Blunt-spoken and seemingly impervious to partisanship, he was passed over for the permanent chairmanship after telling senior politicos, in Reagan's presence, that one of their pet tax proposals would have made Walter Mondale proud.

Even during the Reagan years, Niskanen was suspicious of Starve the Beast. He thought it more likely that tax cuts, when unmatched with spending cuts, would reduce the apparent cost of government, thus stimulating rather than stunting Washington's growth. "You make government look cheaper than it would otherwise be," he said recently. …

To the naked eye, Starve the Beast looks suspiciously counterproductive. After all, spe
nding (as a share of the g
ross domestic product, the standard way to measure it) went up, not down, after Reagan cut taxes in the early 1980s; it went down, not up, after the first President Bush and President Clinton raised taxes in the early 1990s; and it went up, not down, following the Bush tax cuts early in this decade.

Niskanen recently analyzed data from 1981 to 2005 and found his hunch strongly confirmed. When he performed a statistical regression that controlled for unemployment (which independently influences spending and taxes), he found, he says, "no sign that deficits have ever acted as a constraint on spending." To the contrary: judging by the last twenty-five years (plenty of time for a fair test), a tax cut of 1 percent of the GDP increases the rate of spending growth by about 0.15 percent of the GDP a year. A comparable tax hike reduces spending growth by the same amount. …

Thanks to the Bush tax cuts, revenues have been well below 19 percent since 2002 (17.8 percent last year). Perhaps not surprisingly, government spending has risen under Bush."

  • Richard Viguerie, som spillede en stor rolle i Reagans sejr i 1980 og Bushs i 2000, skrev søndag i et langt essay i Washington Post, hvori han direkte opfordrede amerikanske konservative til at holde op med at støtte det Republikanske Parti og dets forskellige organisationer.  Viguerie gik så langt som til at foreslå, at man ikke støtter Republikanerne ved midtvejsvalget i år og til næste præsidentvalg, i 2008, arbejder på at skabe en ny bevægelse.

"As a candidate in 2000, George W. Bush was a Rorschach test. Country Club Republicans saw him as another George H.W. Bush; some conservatives, thinking wishfully, saw him as another Ronald Reagan. He called himself a "compassionate conservative," which meant whatever one wanted it to mean. Experts from across the party's spectrum were flown to Austin to brief Bush and reported back: "He's one of us. Republicans were desperate to retake the White House, conservatives were desperate to get the Clinton liberals out and there was no direct heir to Reagan running for president. So most conservatives supported Bush as the strongest candidate — some enthusiastically and some, like me, reluctantly. After the disastrous presidency of his father, our support for the son was a triumph of hope over experience. Once he took office, conservatives were willing to grant this Bush a honeymoon. … Then came the Sept. 11, 2001, terrorist attacks, and conservatives came to see support for the president as an act of patriotism.

Conservatives tolerated the No Child Left Behind Act, an extensive intrusion into state and local education, and the budget-busting Medicare prescription drug benefit. They tolerated the greatest increase in spending since Lyndon B. Johnson's Great Society. They tolerated Bush's failure to veto a single bill, and his refusal to enforce immigration laws. They even tolerated his signing of the McCain-Feingold campaign finance overhaul, even though Bush's opposition to that measure was a key reason they backed him over Sen. John McCain (Ariz.) in the 2000 primaries.

In 2004, Republican leaders pleaded with conservatives … to register people to vote and help them turn out on Election Day. Those efforts strengthened Republicans in Congress and probably saved the Bush presidency. We were told: Just wait till the second term. Then, the president, freed of concern over reelection and backed by a Republican Congress, would take off the gloves and fight for the conservative agenda. Just wait.

We're still waiting.

Sixty-five months into Bush's presidency, conservatives feel betrayed. …

If onservatives accept the idea that we must support Republicans no matter what they do, we give up our bargaining position and any chance at getting things done … Sometimes it is better to stand on principle and suffer a temporary defeat." (Hele essayet "Bush's base betrayal" er her.)

  • Peggy Noonan, taleskriver for Reagan og Bush den Ældre (og, som læserne vil vide, en af mine favoritskribenter), opfordrede i sin Wall Street Journal-klumme i forrige uge ligeledes til den konklusion, at et nederlag for Republikanerne ved det kommende midtvejsvalg kan være det bedste for sagen på længere sigt: 

"Power is distancing.

When you've been in Congress for a while, or the White House for a while, you both forget too many things and learn too many things.

You forget why they sent you. You forget it's not that you're charming and wonderful. You forget it's not you. You become immersed in a Washington conversation, a political conversation, that is, by definition, unlike the normal human conversation back home. To survive and thrive, national politicians have to speak two languages, Here and Home. Actually it's more than two languages, it's two cultures. It's hard to straddle cultures.

But even as you forget a lot, you learn a lot. You get crammed into your head the political realities on the ground around you–how big the minority Democratic bloc in the House really is, how many votes the other team has in what committee, where to go for legal money, how the press will react to any given decision or statement.

In time you know a lot of things the people who sent you to Washington don't know. And you come to forget what they do know. It used to be easy for you to remember that, because it's what you knew too. …

[The] administration and the Congress are losing their base, and it isn't because of the media. Republicans on the ground love to defy the MSM. When the media dislike their guy, they take it as proof their guy is good.

Of all the bad poll numbers for the Republicans, I think the worst is the right track/wrong track numbers, which continue to trend downward. A majority of the American people think we're on the wrong track. How can this be when the American economy is in a boom? When the Dow Jones Industrial Average is approaching its all-time high, when annual growth is almost 5%, when unemployment is low, and so is inflation? (People don't talk much about inflation anymore, but in the 1970s and early '80s it was the thief in the night that kept America sleepless. They could almost feel the worth of their savings going down with each tick of the clock. It was more disruptive, more damaging to a sense of security, than street crime. It is an unnoticed achievement that it has been so low so long.)

There are many reasons for the current unease. Not everything comes down to politics, not by a long shot. But part of it is politics.

It has long been the American way to believe political problems can be solved or eased through political action. Were tax rates in certain areas of the economy too high from 1940 to 1980, and were they injurious to our economy and to individuals? Yes. So Americans pushed back, pamphleteered and backed leaders who promised to lower them. In time the taxes came down.

Name the political problem, we could answer it, or work toward answering it, with political solutions.

But faith in political action has been damaged the past few years, not by outside forces but by the two major political parties themselves.

If you are a normal person with the normal amount of political awareness, you might see it this way:

Th

e Republicans talk about cutting spending, but they increase it–a lot. They stand for making government smaller, but they keep making it bigger. They say they're concerned about our borders, but they're not securing them. And they seem to think we're slobs for worrying. Republicans used to be sober and tough about foreign policy, but now they're sort of romantic and full of emotionalism. They talk about cutting taxes, and they have, but the cuts are provisional, temporary. Beyond that, there's something creepy about increasing spending so much and not paying the price right away but instead rolling it over and on to our kids, and their kids.

So, the normal voter might think, maybe the Democrats. But Democrats are big spenders, Democrats are big government, Democrats will roll the cost onto our kids, and on foreign affairs they're–what? Cynical? Confused? In a constant daily cringe about how their own base will portray them? All of the above. …

Congressional Republicans right now seem just like the liberal Republicans of the great Losing Era of Republican history, circa 1960-80. All the Republican congressmen in those days had good beliefs, and shared them at the Rotary luncheon back home. The government was getting too big and taxes were too high. Then they'd go back to Washington and vote for higher spending and higher taxes. But not as high as the Democrats, they'd point out. Their job was to stand athwart history and cry, "Please slow down just a little bit!"

Republicans on the ground back home got mad. Eventually they threw the old guys out and sent to Washington in 1980 a guy who meant it when he said he'd cut and contain. …

Party leaders are showing a belief in process as opposed to a belief in, say, belief. But belief drives politics. It certainly drives each party's base.

One gets the impression party leaders, deep in their hearts, believe the base is . . . base. Unsophisticated. Primitive. Obsessed with its little issues. They're trying to educate the base. But if history is a guide, the base is about to teach them a lesson instead."

"George W. Bush was never a small government conservative, but we were willing to put up with the bad because it was outweighed by the good he was doing against terrorists. Our habit of cutting Mr. Bush a lot of slack was eroding under the burdens of hundreds of billions in pork and the lack of productive congressional action. It ended abruptly with his announcement of the Harriett Miers nomination to the Supreme Court. It took us less time to figure out why Miers was awful than it did the bloggers to determine that Dan Rather's Texas Air National Guard documents were forgeries."

Og dét var så, hvad vennerne sagde …

Den idealistiske kapitalist

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. maj 2006. 2 svar

Vores med-Punditokrat Foss havde forleden en for givetvis 99,9 pct. af læserne kryptisk reference til "The Kochtopus".  Dette begreb, som i sin tid blev lanceret af økonomen Murray Rothbard, er da også for længst faldet ud af daglig brug i de dele af det amerikanske højrefløjsmiljø, hvor det ellers var meget brugt i 1980erne–som en reference til det netværk af liberalistiske organisationer, der var sat i værk og delvist finansieret af de to idealistiske og velbelæste multi-milliardærer, Charles G. Koch og David H. Koch fra Koch Industries.  Blandt disse er først og fremmest f.eks. Cato Institute, Mercatus Center, og Institute for Humane Studies, samt i sin tid Libertarian Party (som i 1980 opstillede David Koch som vicepræsidentkandidat).

Egentlig havde jeg gladeligt ladet Foss' reference passere, men da Wall Street Journal forleden havde en portræt artikel om netop Charles Koch (skrevet af Stephen Moore, der selv tidligere har været ansat hos Cato Institute og har ledet Club for Growth), var der måske en lejlighed til at præsentere en type virksomhedsejere, som der ikke findes mange af i Danmark.

På venstrefløjen og Rådhuspladsen tror man ganske vist, at dansk erhvervsliv er mere end villigt til at finansiere pro-kapitalistiske ideologiske projekter med store checks, men de af os, der har været tættere eller lettere involveret i projekter som f.eks. CEPOS, ved, at det forholder sig ganske anderledes–at det faktisk er ekstremt svært at få penge fra den kreds af mennesker, der ellers burde synes som den gruppe med den mest åbenlyse forståelse for nødvendigheden af at sprede ideer og indsigter om privat ejendomsret, fri markedsøkonomi, retssikkerhed, o.s.v.  Mens venstrefløjen–udover million-store tilskud på fast basis til f.eks. AER–fra tid til anden fra fagbevægelsen har kunnet få f.eks. 180 mio. kr. til at vælte en borgerlig regering med, er det mildt sagt svært at få penge ud af det private erhvervsliv.

En del af årsagen er givetvis berøringsangst og frygt for politiske repressalier–det er ihvertfald et argument, der undertiden høres.  En anden årsag er sikkert, at den første årsag spiller en særligt tungtvejende rolle i et land, der er så lille og intellektuelt underudviklet som Danmark, og hvor Janteloven omvendt stortrives: Her er kapitalister nød til at gå stille med dørene og evt. lide af en god gang selvbebrejdelse.  En tredje væsentlig årsag er givetvis, at mange af de "managers", der er hyret til at lede erhvervsvirksomheder slet ikke er det mindste borgerlige.  (Jeg er f.eks. konstant forbløffet over, at det igen og igen lykkes medierne af præsentere SF'eren Lars Goldschmidt som en typisk repræsentant for det borgerlige erhvervsliv, når han hverken er det ene eller det andet af disse.)

Som vi tidligere har refereret til, er det selv i USA overraskende svært at rejse penge fra erhvervslivet til pro-frimarkedsøkonomiske projekter, om end det kan lade sig gøre.  Blandt dem, som har været villige til at gå længst med at kaste egne penge efter politiske projekter (andet end lobbyisme) er altså netop Koch-brødrene.  Og de har penge: De arvede en del, men har ovenpå formået at opbygge en virksomhed, som er USA's 5. største virksomhed, og som er landets største rent privatejede virksomhed (d.v.s. ikke er børsnoteret).  Her er uddrag af WSJ's portræt af Charles Koch:

"Meet Charles Koch. Philosopher, engineer, self-trained economist, libertarian activist, philanthropist — and the CEO of Koch Industries, a $60 billion, 80,000-employee empire, which just recently became the largest and most profitable privately held company in America.

But you've probably never heard of it.

Neither Charles Koch nor his firm are household names. Mr. Koch (pronounced "coke") has managed to live in relative obscurity despite being one of the richest men on the planet, with a net worth estimated at $14 billion. He is a man of modesty who craves none of the fame or public adulation that seems to preoccupy other members of the billionaires' club. …

Back in 1967, when Mr. Koch was in his early 30s, he became the reluctant president of the family business, then a $177 million, medium-sized oil firm. He recalls: "My father threatened that he was going to sell the company if I wouldn't come back home to Kansas from the East Coast and run it."

Nearly four decades later, that family company is a global conglomerate with net annual sales that exceed the GDP of many small nations, and it includes a diverse range of businesses supplying everything from jet fuel to plastic, asphalt to beef, toilet paper to lumber. It owns many familiar brand names such as Dixie cups, Stainmaster carpet and Brawny paper towels. The firm's financial performance numbers have been positively gaudy, with a rate of return on investment that has outpaced the Standard & Poor's 500 at least tenfold under Mr. Koch's stewardship. …

[Charles Koch] is immersed in the ideas of liberty and free markets. Whereas the bookshelves of most of America's leading CEOs are stocked with pop corporate management and "how to succeed" books, Mr. Koch's office is a wall-to-wall shrine to writings in classical economics, or, as he calls it, "the science of liberty." The authors who have had the most profound influence on his own political philosophy include F.A. Hayek, Ludwig von Mises, Joseph Schumpeter, Julian Simon, Paul Johnson and Charles Murray. Mr. Koch says that he experienced an intellectual epiphany in the early 1960s, when he attended a conference on free-market capitalism hosted by the late, great Leonard Reed.

Mr. Koch is by training a scientist, with master's degrees from MIT in nuclear and chemical engineering. Despite his business success, he has no MBA or formal management training. Mr. Koch sees that as an advantage. "Being an engineer, I realized there's an objective reality that helps one understand the rules and conditions that improve the human condition," he says. "Laws and principles that facilitate the advancement of peace, prosperity and social progress are as immutable as the laws that work in science. … Politicians often come up with misguided policy solutions," he continues, "because they suffer from Hayek's 'fatal conceit' and believe they can violate basic laws of economics. They are just as misguided as the man who jumps out the 14th floor of a building convinced that he can repeal the law of gravity."

As we continue, Mr. Koch becomes increasingly animated. He discusses another seminal work in his collection, F.A. Harper's 1957 "Why Wages Rise." The book demonstrates "that wages rise not because of unions or government action, but because of marginal productivity gains — people get more money when they produce more value for other people." Then he confides, "I was so thrilled by this revelation that I had what Maslow called a 'peak experience.'" …

"Long-term success entails con
stantly discovering new wa
ys to create value for customers and building new capabilities to capture new opportunities," he instructs. "In this sense, maintaining a business is, in reality, liquidating a business." Mr. Koch likens the cycle to Schumpeter's "creative destruction" — where the old and inefficient are ruthlessly swept away by the new.

What we have here are the theories of supply-side economics operating on the micro-level of the firm. Incentives matter; competition fosters innovation; property rights must be firmly established. Koch Industries gives big financial bonuses for entrepreneurial behavior by employees, whether it's a project head or a janitor. The idea is to reward all activities that add to the bottom-line profitability of the firm. "We want our employees to act like owners," Mr. Koch explains. Similarly, employees earn "decision rights" for past successes. "Just as central planning is a failure in running government, so it is at the level of the firm," he says, repeating one of his favorite operating tenets. …

Charles Koch — no surprise — disdains government and the political class. He has invested tens of millions of dollars into free-market think-tanks and political activist groups (including several founded by this author). He's disgusted with the runaway federal budget under the Republicans, and he proposes that "every new law should be subject to the question: Will it strengthen the culture of prosperity?" Won't about 90% of the laws fail that test? "Yes, that's exactly what I mean," he replies. "But the problem isn't the people in government, it's the system — the incentives are perverse."

Mr. Koch's latest crusade to spread the ideas of liberty has been his sponsorship of a twice-yearly conference that gathers together many of the most successful American entrepreneurs, from T. Boone Pickens to former Circuit City CEO Rick Sharp. The objective is to encourage these captains of industry to help fund free-market groups devoted to protecting the fragile infrastructure of liberty. That task seems especially critical given that so many of the global superrich, like George Soros and Warren Buffett, finance institutions that undermine the very system of capitalism that made their success possible. Isn't this just the usual rich liberal guilt, I ask. "No," he says, "I think they simply haven't been sufficiently exposed to the ideas of liberty."

Sounds as though Messrs. Soros and Buffett would benefit more from sitting down with Charles Koch than I would. For my part, after listening to this natural-born teacher exalt the superiority of free markets and the boundless wealth that they can create, I feel as though I'm about to experience one of Maslow's "peak experiences" myself. But our time is up, and if Mr. Koch has learned nothing else from his spiritual mentors, it's the concept of opportunity cost. Time is money, and it's time to get back to his greatest passion of all: building the profitability of his world-class company."

Kunne vi ikke godt bruge bare tre eller ti af den type i Danmark?  Problemet er såmænd blot, at dét nok netop er årsagen til, at vi næppe får dem.

Dødsstraf eller dødens pølse?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. maj 2006. 20 svar

Lad mig sige det med det samme: Jeg er en stor, principiel modstander af dødsstraf.  Lad mig også sige det med det samme: Nogle gange bliver jeg lidt svag i troen (eller blød i rygraden, eller hvad det passende metafor nu engang er).

Sidstnævnte skete bl.a. efter at have stået 11/9 nede på på gaden, på Greenwich Street i West Village, NY og set det første WTC tårn brase sammen–og derefter dagligt de næste to en halv måned kunne lugte dunsten af, hvad der jo ret beset må have været nogle dele plastic o.l. og nogle dele rester af knap ca. 3.000 uskyldige mennesker, som bare var gået på arbejde.  Det er formodentlig eneste gang i mit liv, hvor jeg på en og samme dag havde venner, der bogstaveligt måtte løbe for deres liv, og hvor jeg tilnærmelsesvis sad på første række til massemord–og jeg kunne endda så kun lige begynde at ane, hvorledes det må flytte ens grænser at opleve krig eller borgerkrig.

Og netop dét kom jeg så til at tænke på, da nyheden kom i forgårs om, at Zacarias Moussaoui var idømt livstid i fængsel uden mulighed for prøveløsladelse.  Og igen i går, hvor danskerne fejrede (eller burde have fejret) 4. maj, som jo er en årsdag, der også–om end på anden vis–bringer emner om mord og fortjent straf op.

En vis, særligt hævngerrig del af mig ville virkeligt gerne se Mousssaoui blive … [bleep].  Og jeg ville på det individuelle–psykologiske og moralske plan–have ret svært ved at være rigtigt fordømmende overfor, hvis der var et par efterladte, som havde gjort, som man ville have gjort i "det Vilde Vesten".  Og de følelser vil givetvis blive forstærket, når jeg på et tidspunkt forhåbentlig får lejlighed til at se den anmelder-roste United 93.

Men som en institutionaliseret og formaliseret straf? Jeg føler det her svært at være enig med f.eks. de mange amerikanske konservative, som i disse dage harcellerer mod, at det ikke blev dødsstraf til netop Moussaoui–f.eks. Wall Street Journals Peggy Noonan, hvis velskrevne klummer jeg ellers er en stor fan af.  Hendes klumme om emnet, som bastant hedder "The should have killed him", argumenterer:

"I happen, as most adults do, to feel a general ambivalence toward the death penalty. But I know why it exists. It is the expression of a certitude, of a shared national conviction, about the value of a human life. It says the deliberate and planned taking of a human life is so serious, such a wound to justice, such a tearing at the human fabric, that there is only one price that is justly paid for it, and that is the forfeiting of the life of the perpetrator. It is society's way of saying that murder is serious, dreadfully serious, the most serious of all human transgressions."

Jeg er ikke sikker på, at dét argument overbeviser mig.  Tværtimod, hvis spørgsmålet er om at statuere et eksempel, som både er retfærdigt og tjener til afskrækkelse, hvad er så egentlig mest effektfuldt, når det gælder islamistiske fanatikere, som er villige til også at slå sig selv ihjel:

  • At slå dem ihjel, så de dermed falder i den "hellige krig" de har ønsket sig, ryger til Muhammed og de lovede dusinvis af jomfruer?
  • At lukke dem inde for evigt i et af de helveder, som USA's supermaximum security fængsler uden tvivl er?*

Jeg ved, hvad jeg foretrækker–også for Moussaoui.  Så hermed et diskussionsemne til tænksomme sjæle, som måtte være tænksomt for eller tænksomt imod dødsstraf:

Hvad er egentlig de bedste argumenter for og imod dødsstraf? 

Vi mener formodentlig alle, at det at slå andre ihjel prima facie og ceteris paribus er forkert; de fleste af os mener formodentlig også, at der kan være undtagelser (f.eks. i decideret selvforsvar o.l.), så dét er ikke de interessante positioner.  Det er "life-boat situations", hvor en filosof udtænker et hyper-urealistisk eksempel til at retfærdiggøre noget (eller det modsatte) måske heller ikke.  Det er derimod generelle udsagn, der handler om principperne for straf, restitution, konsekvenser, o.s.v.

Bolden er givet op.

* PS: Her er uddrag af Wikipedias beskrivelse af ADX Florence fængslet i Colorado, som Moussaoui skal tilbringe sine seks livstidsdomme i: "ADX Florence is a 575-bed facility that generally houses between 400 and 500 male prisoners. About 22 percent of inmates have killed fellow prisoners in other correctional facilities; 35 percent have attempted to attack other prisoners or officers. As a result, most individuals are kept for at least 23 hours each day in solitary confinement. They are housed in a 7-by-12 foot (3.5-by-2 meter) soundproofed room, built behind a steel door and grate. The remaining free hour is spent exercising alone in a separate concrete chamber. Prisoners rarely see each other, and inmates' only human interaction is limited to that of the "correctional officers". Religious services are broadcast in from a small chapel. Most cells' furniture is made almost entirely out of poured concrete, including a desk, stool, and bed covered by a thin mattress. Each chamber contains a toilet that shuts off if plugged, a shower that runs on a timer to prevent flooding, and a sink missing a potentially dangerous tap. Rooms may also be fitted with polished steel mirrors bolted to the wall, an electric light, a 13-inch black and white television that shows only educational programming, which not all inmates are allowed to have, and a cigarette lighter. Windows in rooms are small, set high up in the wall, and point towards the sky, confusing the prisoner as to his specific location within the complex. … Prisoners have complained about excessive steps taken by officers and officials in these types of facilities to control inmates. Constant surveillance and random searches at the whim of prison staff can be humiliating, and their frequency may be used as methods of intimidation and sleep deprivation."

Klappe klappe kage …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. maj 2006. 2 svar

Hjemme hos denne Punditokrat byder tiden p.t. mere på "klappe klappe kage, imorgen skal vi bage …" med den 10 måneder gamle Frk. Punditokrat end på filosoferen over "A = A" eller regressionsanalyser af sammenhænge mellem institutionelle arrangementer, frihed og økonomisk vækst.

Noget lignende gør sig tilsyneladende også gældende i et af de utallige mellemstore danske midterpartier, Socialdemokraterne: Her interesserer man sig også for sammenhængen mellem at klappe i dag og at kunne bage i morgen.  Ihvertfald kunne dagbladet Politiken (2.V.2006) (i en iøvrigt også som helhed ganske morsom og interessant artikel) berette følgende fra Helle Thorning-Schmidts 1. maj turné:

"»Det var smaddersjovt«, siger hun alvorligt, inden hun stiger i Toyotaen for sjette gang. Nu venter Slagelse. Med hestevogne, fjordheste og hornmusik.

Det er eftermiddag her, og dagen er ligesom for gammel til politiske taler. Men der bliver alligevel klappet på alle de rigtige tidspunkter. Det sørger en fyr i stribet bluse for. Han har hænderne løftet op foran brystet – beredt til klap. Det er femte gang, han hører talen i dag. Alligevel klapper han begejstret på de helt rigtige steder. Det får de andre til at klappe med. Han kender talen vældig godt. Ikke kun har han fulgt med partiformanden hele dagen. Han er også ansat af partiet."

Og videre går det: Dagbladene Jyllands-Posten (2.V.2006) og Berlingske Tidende (3.V.2006) citerer også den fhv. formand for det dengang store parti, Anker Jørgensen for følgende tankevækkende kommentar, da han 1. Maj havde hilst på Helle Thorning-Schmidt i Fælledparken, hvor hun blev mødt med "Helle, Helle, Helle"-råb og klapsalver:

"Det er udmærket, hvis de har gjort det af egen fri vilje. Men det har man jo folk til."

Der er–mindst–to interessante ting ved dette.

For det første: Har man rent faktisk fra Socialdemokraternes side ansatte klakører, som 1. maj turnerede rundt og klappede af HTS?  At de politiske partier organiserer klakører til f.eks. valgkampe er velkendt–jeg har selv oplevet KU'ere, VU'ere og DSU'ere, hvis "spontane" begejstring var noget påfaldende.  Men der hører det jo ligesom til "showet"–ingen er rigtigt i tvivl om, at de unge mennesker er fragtet landet rundt, har fået udleveret fælles materialer og på forhånd indøvet råb og slagsange.  Men til et 1. maj møde …?  Hvis det er sandt, så siger det nok så meget om tingenes tilstand i Camp Thorning, herunder hvordan man selv synes, at det går.

For det andet: Er det mon værd at bemærke, at det er netop Dagbladet Politiken (med en årtier lang tilknytning til Auken-fløjen) og Anker Jørgensen, der simultant antyder, at begejstringen for HTS er orkestreret?  Jeg tror ikke på, at der her er tale om en konspiration, men mindre kan såmænd gøre det: Måske det bare er rygter, der florerer vidt og bredt i visse dele af det socialdemokratiske bagland?  Selv dét siger nok noget om tingenes tilstand, især når det kommer oven på udspil, som skulle rykke partiet til venstre og en rokade i partiledelsen med samme formål.

PS. Frk. Punditokrat på 10 måneder har iøvrigt andet tilfælles med Socialdemokraterne end at klappe: Hun brokker sig, når man ikke vil lege med hende; går lidt usikkert rundt i landskabet; lægger meget vægt på de umiddelbart synlige goder; er meget ensidigt fokuseret på at øge udgifterne; har ingen respekt for budgetrestriktioner eller -sammenhænge; ditto manglende forståelse for forudsætningerne for velstandsskabelse; slet ingen respekt for privat ejendomsret; er i det hele taget en stor daglig fortaler for asymmetri-tesen; giver ikke så mange konstruktive in-put til, hvordan det skal blive lettere at være dansker (bortset fra hende selv), o.s.v., o.s.v.  Hvis jeg ikke passer på, kan hun indenfor 10-15 år nå at blive en af partiets ordførere …

Ugens citat: Galbraith om USSR anno 1984

Af Redaktionen, den 1. maj 2006. 20 svar

Ugens mest afdøde venstreorienterede økonom skrev i 1984 følgende om Sovjetunionens daværende økonomiske styrke:

“That the Soviet economy has made great material progress in recent years is evident both from the statistics … and from the general urban scene … One sees it in the appearance of solid well-being of the people on the streets, the close-to-murderous traffic, the incredible exfoliation of apartment houses, and the general aspect of restaurants, theaters, and shops … Partly, the Russian system succeeds, because, in contrast with the Western industrial economies, it makes full use of its manpower.”

Hat-tip: Adam Smith Institute blog.

The (very) long run

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. april 2006. 1 svar

Den canadisk-amerikanske økonom John Kenneth Galbraith oplevede i weekenden, hvad hans store idol, John Maynard Keynes, i sin tid associerede med “the long run”.  Galbraith blev 93 97 år.  En hurtig nekrolog fra Reuters er her, og New York Times‘ hyldest er her, mens jeg vil overlade det til økonomerne her på stedet at foretage en evaluering af manden og hans arbejder.

Update: Her er The Economist, Peter Boettke fra AustrianEconomists og Tyler Cowen fra MarginalRevolution.com om dødsfaldet.  Førstnævnte skriver:

“Mr Galbraith has been famously (and correctly) described as the “foremost economist for non-economists”, a man whose writings saw great popular success, but who had much less stature within the profession.

That was partly because Mr Galbraith never played by the rules. He eschewed the mathematical rigour that came to define modern economics and his self-consciously activist political agenda was disconcerting to academics who prided themselves on the scientific nature of the subject. But it was also because many of Mr Galbraith’s ideas turned out to be wrong.”

Det lyder ganske meget som Lord Skidelsky … Pete Boettke skriver blandt meget andet, som nærværende Punditokrat i den grad kan tilslutte sig (og som en del af denne blogs åndsfæller måske skulle skrive sig bag øret):

“On a personal note, I met Galbraith and shared dinner with him one night in the early 1990s.  I was prepared to hate the evening only to be completely charmed by the man and his stories of JFK and India, of battles with Milton Friedman and William F. Buckley, or a profession which has succumbed to too much formalism, disrespect for history, and an inability to address the institutional contingencies of our age.   It was an amazing evening and it was one of the important moments which taught me that you cannot divide the world neatly into those who are stupid, those who are evil, and those who agree with me. Instead the world is full of charming, brilliant, and good hearted individuals who just happen to hold opinions opposite of the ones I do.  Understanding results from delving into those reasons for differing opinions without succumbing to the cheap tricks of attributing disagreement to bad motives and to lack of intelligence among opponents.”.

Update II: George Will har en nekrolog–og med en god punch-line.

T.A.N.S.T.A.A.F.L.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. april 2006. 11 svar

Som alle Milton Friedman-fans (og alle læsere af Robert Heinleins roman The Moon Is A Harsh Mistress) vil vide, så … There Ain’t No Such Thing As A Free Lunch.  Nogle steder betyder det bare, at nogen spiser den, mens skatteyderne spiser regningen.  Her er klip fra en historie af Dan Bjerring, “Offentlig frokost koster 10 mia. kr.”, fra Erhvervsbladet (som vist ikke er tilgængelig på nettet, men oprindeligt kommer fra I dag: Industriens Dagblad):

[Den] danske arbejdsstyrke [ville] tælle 70.000 flere i 2015, hvis offentligt ansatte blev lige så længe på arbejdsmarkedet som privat ansatte. Det viser en beregning fra Dansk Industri. Men hvad nu, hvis de offentligt ansatte arbejdede lige så mange timer, som ansatte på det private arbejdsmarked?

De offentlige overenskomster lyder på 37 timer ugentlig inklusive frokostpauser, mens DA-LO overenskomsten lyder på 37 timer ugentlig eksklusive frokostpausen. Altså arbejder store dele af den offentlige sektor 2,5 time mindre ugentlig i forhold til privatansatte.
Danmarks offentlige sektor er en af de dyreste i OECD landene med omkring 33 procent af arbejdsstyrken.

34,5 times arbejdsuge
Arbejdstid for tjenestemænd i staten gældende fra 24. marts fremgår det, at arbejdsdage medregnes med tiden mellem mødetidspunktet og det tidspunkt, hvor den ansatte kan forlade arbejdsstedet. Pauser medregnes, hvis de varer mindre end 1/2 time og den ansatte står til rådighed for arbejdsgiveren og ikke må forlade arbejdsstedet. Dermed er den reelle ugentlige arbejdstid altså på nær 5 minutter nede på 34,5 time.

Omregnet i fuldtidsstillinger er der i den kommunale sektor omkring 300.000 personer omfattet af denne eller en lignende aftale. Cirka 100.000 i den kommunale sektor har stort set samme aftaler, som er gældende på det private arbejdsmarked. Dertil kommer omkring 140.000 amtsansatte – hvoraf mindst 120.000 ansatte er med arbejdstid inklusive frokost – og 160.000 ansatte i staten. Af dem har cirka 155.000 frokosten betalt.

Det har ikke været muligt at få at vide, hvor mange af de ansatte i staten, der er omfattet af samme regler, som i kommunerne, men antages det, at det alt i alt er cirka 500.000 offentligt ansatte (300.000 i kommunerne, 120.000 i amterne og 80.000 i staten), der er omfattet af pågældende arbejdstidsregler – og det er sandsynligvis lavt sat – betyder det, at der ugentlig anvendes cirka 1.250.000 arbejdstimer på frokostpauser.

Dyr frokost
Det svarer til cirka 40.000 stillinger. Omregnet i løn, hvis det antages, at den gennemsnitlige løn for disse er 250.000 kroner, svarer det til, at der årligt i den offentlige sektor holdes frokost for 8,5 milliarder kroner. …

Uhensigtsmæssigt
Cheføkonom for Cepos, Mads Lundby Hansen, understreger over for Industriens Dagblad, at i en situation, hvor der opstår mangel på arbejdskraft, er det ikke hensigtsmæssigt, at offentligt ansattes ugentlige effektive arbejdstid er 2,5 time kortere end arbejdstiden på det private arbejdsmarked. Det fjerner reelt arbejdskraft fra den private sektor, der skal bruge arbejdskraften til at sikre samfundets generelle vækst.

Han opfordrer derfor finansminister Thor Pedersen og Kommunernes Landsforening til i forbindelse med de kommende overenskomster at sikre en længere arbejdstid, eksempelvis ved at de offentlig ansatte får en arbejdstid på 37 timer ugentlig eksklusive frokostpause.
Skulle det indebære en højere løn, understreger Mads Lundby Hansen, at det skal ske uden budgetmæssige konsekvenser.

Merudgiften for det offentlige skal hentes hjem igen gennem et lavere personaleforbrug som direkte effekt af højere arbejdstid samt primært ved naturlig afgang. Pointen er, at når de nuværende medarbejdere arbejder flere timer, er der brug for færre medarbejdere i den offentlige sektor. Dermed frigøres der arbejdskraft til den private sektor, der i øjeblikket oplever stigende mangel på arbejdskraft.

Andre ville måske mene, at den største risiko var, hvis skatteyderne faktisk fik den mængde arbejde fra den offentlige sektor, man reelt betaler for … 😉

Wicksell-prisen til ung, dansk forsker

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. april 2006. 3 svar

European Public Choice Society uddeler hvert år den såkaldte Wicksell Prize til det bedste public choice paper skrevet af en forsker under 30 år, og i forbindelse med disse dages kongres gik prisen (opkaldt efter den store svenske økonom Knut Wicksell (1851-1926)) i år for første kun anden gang nogensinde til en dansk forsker.  Der var ca. 25 papers at vælge blandt, og vinderen blev en nær ven af Punditokraterne … Mogens Kamp Justesen, cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og M.Sc. fra LSE og p.t. ph.d. stipendiat ved Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet.  Det pågældende paper, “The Social Choice of EU Treaties: Discrepancies between voter preferences and Danish referenda outcomes”, er en social choice teoretisk analyse af de danske vælgeres kollektive præference i.f.m. de danske EU-afstemninger 1992-93.  Paperet viser dels betydningen af dagsordenskontrol, og dels at det endelige udfald var ét, som kun meget få vælgere havde som deres førstepræference.  En tidligere (og dansk-sproget) version af analysen har været trykt i det danske Økonomi & Politik.

Et meget stort og inderligt tillykke fra Punditokraterne til Mogens!  Som Tom Paine skrev: “The harder the struggle, the more glorious the triumph”!

PS. Jeg har tidligere omtalt et af Mogens’ og mine egne projekter her på bloggen.

2008: Hillary Clinton mod George Allen V

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. april 2006. 7 svar

Den neo-konservative journalist og kommentator Fred Barnes har i weekendudgaven af Wall Street Journal et interview med og portræt af senator George Allen (R-VA), som trofaste læsere vil vide, at nærværende punditokrat snart utallige gange (og ihvertfald længere end de fleste andre) har tippet til at ville blive Republikanernes præsidentkandidat i 2008.  (Jeg skal dog bemærke, at jeg på det seneste i stigende grad har hæftet mig ved senator John McCains (R-AZ) vellykkede strategiske manøvrer, mens et kandidatur for Rudy Giuliani eller Condolezza Rice omvendt ikke synes at have nogen gang på jorden.)*  I interviewet sammenfattes Allens grundsynspunkt således:

[He] disagrees with Mr. Bush on the scope of the federal government. The president accepts its size as a given and advocates using it for conservative ends. Mr. Allen says he has "a libertarian sense." He describes himself as more in sync with Thomas Jefferson and Ronald Reagan than with George Bush. "I'm one who dislikes limits. I don't like restrictions. I like freedom. I like liberty. Unless you're harming someone else, you leave people free."

For nærværende skribent lyder det ikke så ringe endda, men af interviewet fremgår det imidlertid også, at Allen i praksis har et relativt pragmatisk syn på, hvornår statslige indgreb i folks frihed alligevel er acceptable.  Om det skyldes manglende intellektuel konsistens eller er nødvendige pragmatiske hensyn foranlediget af meningsmålinger og fokusgrupper er svært at sige.  Uanset hvad, tror jeg allerede nu, at et godt gæt vil være, at medierne senest i 2008 vil fremstille Allen som en overfladisk, intellektuel letvægter, der primært taler i klichéer og soundbites.  (Lyder det iøvrigt bekendt?)

Og apropos Republikanerne og 2008, så har det næsten altid fortrinlige The Economist i denne uge hovedhistorie og leder om emnet, hvor man giver denne rammende karakteristik af partiets image: "The ideological shine has gone, too. The party of streamlined government has been gorging on legislative pork. A party that once prided itself on businesslike pragmatism has become synonymous with ideologically skewed ineptitude …"  I den forbindelse genfortælles bl.a. denne vittighed fra konservative kredse i USA om Republikanernes aktuelle "succes": Hvad er forskellen på "Titanic" og det Republikanske Parti?  I det mindste forsøgte "Titanic" ikke at ramme isbjerget …

At det tænksomme ugeskrift er kritisk overfor Bush og Republikanerne bør dog ikke misforstås som, at man er begejstret for Demokraterne.  Her er noget af, hvad lederen skriver om dét parti og dets politiske linie:

"Nowadays "the alternative to Bush" is a muddle of vacuous populism and meaningless slogans … Worst of all, the Democrats are marching backwards.

Take the party's economic policies. Mr Clinton stood for free trade and (after some retraining) a balanced budget. In 1993, 102 House Democrats, less than half the total, voted for the North American Free-Trade Agreement. Last year, only 15 Democrats defied the unions to vote for a smaller trade bill, the Central American Free-Trade Agreement. In the usually wiser Senate, only 11 out of 44 Democrats supported the bill, and John Kerry and Hillary Clinton were not among them. As for the budget, the Democrats' main criticism of Mr Bush's splurge is that he has not spent enough.

This, sadly, is symptomatic. Some Democrats are trying to unpick Mr Clinton's welfare reforms. Despite the party's rhetoric about protecting the poor, it has blocked most serious attempts to improve the schools poor children are condemned to attend. As for national security, the party seems to be veering ever further to the Michael Mooreish left. Two years ago, Mr Kerry savaged Mr Bush over Iraq, but talked relatively responsibly about a gradual withdrawal. Now the call from many of the party's leaders is to bring the troops home now—and hang the consequences for the region.

Familiar vested interests are sometimes at work. The Democrats' relationship with the teachers' unions is just as crony-ridden as (and even more damaging to America's long-term interests than) the White House's ties to Big Oil. But there is also something new eating away at the Democratic brain: fury at Mr Bush. And though Bush-bashing may be understandable, it also looks increasingly counterproductive. The risk for the Democrats is that, although Mr Bush will retire to Crawford in 2009, he will have defined them as an anti-Bush party—isolationist because he was interventionist, anti-business because he was pro-business. Mr Rove would love that. …

The real danger facing the Democrats is that they become a permanent minority party—a coalition that enjoys support from the super-rich, a few minorities and the working poor, but is out of touch with the suburban middle class, not to mention America's broader interests. Such a party might sneak a victory this year, thanks to Mr Rumsfeld et al, but then get hammered by, say, John McCain in 2008.

Two years ago, this newspaper narrowly favoured Mr Kerry's incoherence over Mr Bush's incompetence (see article). Since then, Republican incompetence has exceeded even our worst fears. How depressing to report that Democratic incoherence has soared too. America deserves better."

The Economist har også en længere artikel om Demokraternes (pauvre) udsigter hér.

* Intrade.com har p.t. McCain til 39,5 og Allen til 22,2, hvilket er en fremgang for begge og yderligere konsolidering af deres frontløber-positioner.  Til sammenligning ligger Giuliani på under 10 og Rice på det halve.  Hilary Clinton ligger fortsat uforandret suverænt i spidsen for det Demokratiske felt (ca. 45).

Hvad vil du gi' for en efterløn? II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. april 2006. 33 svar

I går kogte jeg suppe i Berlingske Tidende på mit nylige CEPOS-notat om dette emne (som jeg tidligere har omtalt og linket til her på bloggen):

Danskernes velfærdssupermarked

Berlingske Tidende 19. april 2006, 2. sektion, magasin, side 11

Måling. Befolkningens støtte til de eksisterende velfærdsydelser er ofte mindre stærk, end mange meningsmålinger antyder

Af Peter Kurrild-Klitgaard Ph.d., professor i statskundskab

Her er et dagsaktuelt tankeeksperiment: Man sender to mennesker ind i et supermarked med hver deres indkøbsvogn. Den ene får et budget, som hun skal holde sig indenfor. Den anden får at vide, at han bare kan tage, hvad han gerne vil have. Mon de kommer ud med helt de samme ting i indkøbsvognen?

Det gør de næppe. Han vil formodentlig fylde vognen til det absolutte bristepunkt med alle de dyreste og mest behagelige varer. Hun vil givetvis tænksomt holde alternativerne op mod hinanden. Han vil gå efter at få mest muligt, hun efter at få mest muligt for pengene.
Dén pointe er værd at holde in mente i en tid, hvor det næsten dagligt svirrer om ørerne på politikere og andre avislæsere med nye meningsmålinger, der viser, hvor mange der går ind for dit, og hvor mange der er imod dat. Særligt populært er det for medierne at fortælle, hvor stor en del af vælgerne, der er bag den ene eller den anden type velfærdsreform, hvad enten det er efterlønnen, folkepensionen eller Socialdemokraternes forslag om udgifter til alt fra vugge til grav.

De fleste undersøgelser bør dog tages med et kilo salt eller mere. Ikke fordi der som sådan er noget i vejen med meningsmålingerne eller med dem, der laver dem.

Problemet opstår derimod ofte på nogle helt andre planer. For det første: Ved vælgerne f.eks. overhovedet, hvad det egentlig er, der spørges om? Man kan f.eks. sagtens spørge danskerne, hvorvidt de synes, at skattetrykket er for højt, for lavt eller passende – men hvor meningsfuldt er dét, når andre undersøgelser viser, at der reelt er relativt få danskere, der f.eks. har en korrekt viden om, hvad de selv betaler i kommunalskat?

For det andet: Giver det god mening at stille vælgerne spørgsmål, hvor man kun spørger om simple ja/nej-spørgsmål til forslag om at ændre på en udgift, når man ikke samtidig fokuserer på, hvor pengene skal komme fra? Det svarer lidt til at sende supermarkedskunden rundt med indkøbsvognen, men uden en budgetrestriktion: Man får givetvis en entusiastisk opbakning til at fylde vognen, men næppe meget som man kan bruge til at fastlægge en gennemtænkt politik ud fra. Skal man det, bliver man nødt til at give vælgerne alternativer at holde op mod hinanden.

Disse pointer fremgår tydeligt af resultaterne af en meningsmåling om efterlønsreform, som Catinét Research for nylig foretog for den borgerlige tænketank CEPOS. Her havde man ikke spurgt vælgerne om et simpelt ja/nej til efterlønnen; i stedet havde man bl.a. spurgt om, hvor meget vælgerne var villige til at betale i skat for at bibeholde ordningen i dens nuværende form. Mens mange meningsmålinger har vist, at halvdelen af befolkningen eller mere ønsker at bevare den nuværende efterlønsordning, gav denne undersøgelse et ganske andet billede. Konkret viste tallene, at kun knap 44 pct. af danskerne ønsker at betale noget som helst for at bevare ordningen (fra 500 kr. og op om året). Et relativt flertal af vælgerne (46 pct.) er derimod uvillige til at betale en eneste kr. for at opretholde efterlønsordningen.

Ser man på, hvor meget et flertal af vælgerne er villige til at betale i skat for at bevare efterlønnen, så er dette ca. 500 kr. om året. Til sammenligning hermed er det skønnet, at efterlønsordningen i sin nuværende form koster gennemsnitsdanskeren ca. 2.850 kr. om året i skat. Med andre ord er et flertal af danskerne uvillige til at betale en skat, der kan finansiere efterlønnen.

Hvor mange af danskerne er så villige til at betale et beløb, der svarer til de faktiske omkostninger? Meget få. Den andel af de adspurgte, som vil betale mindre end de faktiske omkostninger, er på 80-83 pct. Mindre end 20 pct. af danskerne vil altså betale, hvad efterlønsordningen faktisk koster.

Hvad er lærdommen? At politikerne ikke bør stirre sig selv blinde på undersøgelser, der viser en markant opbakning bag eksisterende velfærdsydelser. Når vælgere kan svare »gratis« uden hensyn til omkostninger, opfører de sig som supermarkedskunder uden hæmninger. Men når de skal sammenligne fordele og omkostninger, opfører de sig mere tænksomt – og så falder støtten til f.eks. efterlønsordningen betragteligt.

Hvordan afbrænder man en sendefrekvens?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. april 2006. 14 svar

Den politisk korrekte selvcensur (til forskel fra den selvcensur, der blot er udtryk for almindelig anstændighed og gode manerer) har netop i disse påskedage nået nye højder i det USA, som nærværende punditokrat holder meget af, men som også lider af de mere gakkede versioner af autoritær venstrefløjstænkning.

Og nej, jeg tænker her ikke på, at New York University for nylig har forbudt en gruppe Ayn Rand begejstrede studerende at holde et åbent møde om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, hvor disse udover at blive diskuteret også ville blive fremvist. (Læs om den groteske historie bl.a. her, samt her og her.)

Næ, jeg tænker såmænd på dagens historie fra CNN og Jyllands-Posten om den respektløse TV-tegnefilmserie South Park fra den normalt ganske grænseafprøvende TV-kanal Comedy Central.  (Se også den fremragende jurist-blog, Volokh Conspiracy, her og her og her.) Skaberne af serien (som Mikael Bonde Nielsen tidligere har omtalt her på bloggen) har i et afsnit villet tegne Muhammed, men det har TV-selskabet nægtet at lade passere; i stedet har man så–for at "prove a point" om hykleri–i netop denne påske-uges afsnit tegnet Jesus, som "forretter sin nødtørft" på George W. Bush og "Stars and Stripes"-flaget.  Dét havde TV-selskabets politisk korrekte ledelse omvendt ingen problemer med!

Well, well, måske ikke den mest smagfulde måde at demonstrere ens pointe på, men netop pointen er dog her åbenlys: At al talen om ikke at "krænke" nogens følelser har mindre at gøre med handlingens kategoriske karakter end, hvem det er, der bliver stødt på manchetterne.  Kunne man mon forestille sig reaktionen, hvis historien havde været vendt 180 grader rundt …?

Det er iøvrigt værd at bemærke argumentationen fra Comedy Central: Man har ikke villet acceptere Muhammed-gengivelsen på grund af "sikkerhedshensyn".  Hvilke budskaber sender det?  At religiøse fanatikere bare skal gå mest muligt amok–det virker!  God påske.

Errare humanum est …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. april 2006. 6 svar

Skadefryd er ikke et særligt tiltalende menneskeligt træk.  Derfor skal man heller ikke hygge sig for meget over andres (regne-)fejl–sådanne kan man såmænd sagtens komme til at lave selv.  Ikke desto mindre så er der altså i denne Punditokrat-familie en helt særligt behagelig og glad påske-stemning over alle de små historier (og her og her), der tilnærmelsesvis kan få solen til at skinne lidt mere rart.

PS. Pudsigt nok optræder den slags solstrålehistorier vist slet ikke på dagbladet Politikens sider …  Så kan Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til gengæld regne lidt på disse tal.

Ugens citat: Fund om paniske højrefløjspolitikere

Af Redaktionen, den 10. april 2006. 1 svar

Wall Street Journals meget indsigtsfulde (og generelt klassisk-liberalt lænende) politiske redaktør John Fund har mandag en syrlig kommentar til, hvorledes Republikanerne klarer sig p.t., og som vel bedst kan sammenfattes med det farverige og rammende udtryk, af man er ved at “snatch defeat out of the jaws of victory”.  Her er et uddrag af Funds klumme:

“It is becoming increasingly clear that the GOP majority is losing its team spirit, and many in Congress are going their own way as they eye a tough re-election climate. Back in 1994, that kind of behavior over a crime bill that failed to garner enough Democratic votes to pass on the floor was an early indicator that Democrats were in serious political trouble. They wound up losing control of both houses of Congress that year.

No one quite expects a tsunami of those proportions this year. Incumbent-protection devices and gerrymandered districts are likely to minimize GOP losses. But Republican strategists are now openly talking about the parallels between 1994 and 2006. …

Panicked politicians are not a pretty sight,” says GOP pollster Whit Ayres. “They usually run in the wrong direction”.

So far that’s exactly the direction that Republican have chosen to run in the last year as their national numbers and President Bush’s approval ratings have softened. From their scramble to ram through a national legislative solution to Terri Schiavo’s plight, to their overreaction to Hurricane Katrina, to their failure to recognize the public’s disgust with pork-barrel projects, to the Dubai Ports deal, Republicans have appeared to the world to be as unprincipled and rudderless as the politicians they campaigned against back in 1994. Unless they change course dramatically in the seven months between now and Election Day, they may well find themselves facing the same fate as the Democratic political dinosaurs of that year that they replaced.”

Søges: Post; Haves: Meget villig kandidat

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. april 2006. 1 svar

Den tidligere landsformand, politiske ordfører og gruppeformand for Centrum-Demokraterne, og 1982-2001 on/off MF, MEP og MA mmm, Peter Duetoft, nåede i sin lange, glorværdige karriere i det lille familieparti (der som bekendt i sin tid splintrede af fra Socialdemokratiet), aldrig en ministerpost.  Det siger i sig selv noget, givet at det lille parti i hans tid som leder og MF'er var med i regering flere gange og undertiden havde så få folketingsmedlemmer, at man dårligt kunne besætte posterne.  Men torsdag meddelte Duetoft, at han nu var "kommet hjem på gården", som Bendt Bendtsen ville sige.  Altså, at han nu–hvor CD givetvis permanent er ude af Folketinget, og hvor der efter flere års interne slagsmål er ryddet grundigt op i rækkerne af kommende socialdemokratiske ministerkandidater (Jensen, Brink, Blach Hansen, Stavad, o.s.v.)–er blevet betalende medlem af det (halv-)store, gamle parti, som CD havde sine rødder i.

Det kommer iøvrigt i kølvandet på, at Duetoft for mindre end et år siden meddelte, at han ikke længere var medlem af CD, men da gerne ville være borgmester i Hjørring på en lokal borgerliste, hvis man ville have ham.  Det ville man så ikke.  Men nu er hans motiv til at blive socialdemokrat den ganske uselviske, at han gerne vil give den nye formand "moralsk opbakning" …, samt at hans eget menneskesyn ligger tættest på Socialdemokraternes.  Og så har Duetoft sikkert også ihukommet den gamle socialdemokratiske vise om et samfund med "plads for alle, der vil" …  For villig er han da bestemt:

Vil du så stille op til Folketinget?

– Mit medlemskab er jo meget nyt, så nu skal vi lige lære hinanden at kende. Men hvis man kan bruge mig til noget …

Punditokraterne vil ihvertfald gerne ønske alle parter tillykke.  Det er rart at vide, at i nødens stund kan åndsfæller finde hinanden til fælles gevinst.

Er Cheney en diskursiv "girly-man"?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. april 2006. 7 svar

Vicepræsident Richard B. Cheney var 2004-valgets mest intellektuelt veltalende af de fire topkandidater.  Og så lyder han positiv, ungdommelig, og–ikke mindst–præsidentiel, ærlig og mandig!  Som Schwarzenegger ville sige: He ain’t no girly-man!

Nej, dette er ikke et uddrag fra en pressemeddelelse fra Eisenhower Executive Office Building.  Heller ikke et forsøg fra Republican National Committee på at snige Cheney ind som surprise-kandidaten til 2008-valget.

Der er såmænd blot tale om forskningsresultater fra en kommende tidsskriftsartikel af Richard B. Slatcher m.fl., “Winning words: Individual differences in linguistic style among US presidential and vice presidential candidates” i Journal of Research in Personality, hvori en gruppe amerikanske psykologer har analyseret time efter time af optagelser med de fire hovedpersoner i USA’s præsidentvalg 2004: Republikanerne Bush og Cheney og Demokraterne John Kerry og John Edwards.  Og kender man amerikanske psykologer–selv dem fra Texas–så er de næppe tyngede af forkærlighed for Republikanerne eller Cheney.  Faktisk er det vel et rimeligt godt (omend dybt usagligt) gæt, hvis man mistænker dem for at valgt netop dén vinkel og dét valg med et vist blik for, at George W. Bush som bekendt–med egne ord–er noget “misunderestimated” … Så meget desto mere interessante er resultaterne.

Konkret har forskerne brugt et computer-baseret tekstanalyse-program til at “afkode”, hvorledes kandidaterne udtrykte sig i.f.t. seks kategorier af udtryk, som andre studier har vist, at vælgerne lægger vægt på: Kognitiv kompleksitet (sofistikerede sætninger, brug af svære ord, o.s.v.); “feminimitet” (ord og sætningsstrukturer foretrukket af kvinder); depressivitet (ord, der forekommer pessimistiske og selvmordsrelaterede); alder (ord, der bruges af henholdsvis unge og ældre); “præsidentialitet” (ord og sætningsstrukturer, der forekommer i præsidenttaler siden Roosevelt); ærlighed (sammenligning med sætninger, der er sande/falske).  I stedet for kandidaternes præ-fabrikerede “stump speeches” fra valgkampsmøder, har man anvendt mere uformelle sammenhænge, f.eks. interviews, pressemøder, debatter o.l. (N = 271).  Dem har man så kodet og fodret computerprogrammet med og kørte forskellige typer af statistiske tests på.

Resultaterne er interessante–og lidt sjove.

  • Kognitiv kompleksitet: Her var Cheney suverænt i toppen, Kerry i midten (men tættere på bunden), og Bush og (særligt) Edwards i bunden.  Der var ingen systematisk forskel på kandidaterne anskuet efter partifarve.
  • Feminimitet: Edwards var den mest “feminine” i sit ordvalg, mens Cheney var den mindst.  Igen betød partifarven ikke noget.
  • Depressivitet: Kerry lød mest markant som en “deprimeret” person, mens Bush lød mindst deprimeret, og de to vicepræsidentkandidater lød mest som deres nr. 1’ere–og her slog partifarven igennem, altså således at Demokraterne var deprimerede og Republikanerne positive.  Det er måske ikke så overraskende, at Bush lød mere up-beat end Kerry, givet hvordan sidstnævntes kampagne udfoldede sig, men her aner man givetvis et mere “strukturelt” træk: At udfordrerne skal fortælle, hvor skidt alt går, mens det parti med magten skal fortælle, hvor godt det går.
  • Alder: Bush lød i sit ordvalg som en ældre herre, mens der ikke var signifikante forskelle mellem de tre øvrige, der alle lød “yngre”.  Her betød partifarven intet.
  • “Præsidentialitet”: Under valgkampen fokuserede medierne meget på, at Kerry fremstod mere “statsmandsagtig” end Bush.  Men ifølge forskerne var det rent verbalt Cheney, som suverænt lød mest som en statsmand, tæt fulgt af Bush, mens den “nuttede” Edwards lå helt i bunden.  Her var Republikanerne markant mere “præsidentielle” end Demokraterne.
  • Ærlighed: Når det gjaldt valg af ord, fremstod Cheney som den markant mest ærlige fulgt af Edwards, mens de to topkandidater, særligt Kerry, fremstod uærlige.  Her betød placeringen på stemmesedlen altså noget, mens partifarven igen ikke gjorde.

Til gengæld finder analysen stort set ikke nogen sammenhæng mellem kandidaternes ordvalg og deres relative succes i meningsmålingerne.

PS. Det er i visse kredse velkendt, at nærværende punditokrat ikke har overmåde stor faglig respekt for dét, der indenfor moderne samfundsvidenskab kaldes “diskursanalyse”, så hvorfor promovere et sådant studie?  Fordi det generelt er alt dét, som såkaldte diskursanalyser generelt ikke er.

Hvad vil du gi' for en efterløn?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. april 2006. 5 svar

Jeg har på baggrund af en meningsmåling, som Catinét har lavet for CEPOS, lavet et lille dagsaktuelt notat om danskernes reformvilje.  Essensen er, at når man kæder betalingsviljen sammen med spørgsmålet om reform af efterlønsordningen, så falder opbakningen ganske betydeligt i.f.t. de meningsmålinger, hvor man blot spørger om, hvorvidt vælgerne støtter/ikke-støtter efterlønsordningen.

Kun en femtedel af vælgerne er villige til at betale i skat, hvad efterlønsordningen faktisk koster.  Dansk Folkepartis vælgere er de mest efterlønsbegejstrede, men kun halvdelen af dem vil betale i skat, hvad ordningen faktisk koster–resten free-rider …

Bal i den borgerlige

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. marts 2006. 17 svar

Nærværende punditokrat havde forrige weekend fornøjelsen af at være en tur forbi Konservativ Ungdoms 2006-landsråd, som fandt sted på Frederiksberg.

Det var nu ikke, fordi jeg pludselig er blevet kontingentbetaler i den konservative bevægelse–den tanke har såmænd ligget mig noget fjernt siden den periode, hvor partiets leder udtalte, at “ideologi er noget bras”, at partikronprinsen sagde, at det offentlige havde den størrelse, det offentlige skulle have, og at Connie Hedegaard offentliggjorde, at hun–når alt kommer til alt–foretrækker socialisme fremfor liberalisme, fordi førstnævnte trods alt har nogle sympatiske værdier.

Altså 2. halvdel af 1980erne, hvis der var nogle, der skulle tro, jeg mente i forgårs.

Næh, jeg var såmænd blot inviteret som festtaler, og det var dog en ære, jeg ikke sådan kunne sige nej til.

Når KU har været værst, har man været en ligegyldig, logrende hundehale af wannabe-karrierepolitikere; men når KU har været bedst og mest succesrig, har det altid været, når man var dejligt fandenivoldsk og turde sige et par borgerlige ord til både moderpartiet og venstrefløjen og gøre det på en festlig og farverig måde og samtidigt gør det med seriøst politisk “bid”.  Og det var så dét, min festtale handlede om.

Men udover æren var det sådan set også en fornøjelse, for det virkede som om, at der for første gang i nogle år er lidt “gang i den” i KU.  Og så nærmer vi os dét, som denne post egentlig skulle handle om, for det kan næppe være forbigået manges opmærksomhed, at der p.t. er lidt gnidninger mellem de forskellige typer af borgerlige (også her på bloggen).  Liberalister synes ikke, at Venstre er så liberalt, at det gør noget; Dansk Folkeparti synes ikke, at Det Konservative Folkeparti er så konservativt, at det gør noget; og en hel del borgerlige synes ikke, at Dansk Folkeparti er så borgerligt, at det gør noget, men måske nok så … ganske mange ting … at det gør noget.  Og netop til selvsamme festmiddag, hvori jeg deltog, markerede KU’erne, at de tør være farverige, festlige og fandenivoldske på en borgerlig måde.  Specifikt optrådte to prominente KU’ere med en rap, skrevet til Østkysthustlers gamle 90-hit, “Han Får For Lidt”.  I KUernes udgave omhandler den tre personer: en unavngiven person, en vis Anders, og en vis Pia.  Her er–for dokumentarismens skyld og lettere censureret–et par uddrag.

Først lidt om den unavngivne:

Flad skat, du sir godnat, men det fordi du ikke tør/Tag og hør dog her på KU, for du både skal og bør/Det er de unge der vil frem, det er de unge der kan/Tag og glem de pensionister, for at styre dette land …

Ha’ visioner ta’ og prøv og fortæl hvor du vil hen/Eller pak dine gamle klude og se at komme hjem/Til Fyn hvor du kommer fra og skriv en rapport/Om en cykel uden lys, og en mand der handled’ sort

Og så lidt om en vis Anders:

Minimalstat, fred og frihed, det var det, som han ku’ li’/For når Anders kom til magten blev Danmark skattefri/I gamle dage, ku behage og blive skatteboss/Men der var noget galt med regnskabet, og Anders fik et los

Klog af dage, han var tilbage, nu var det Anders, der var chef/Han havde en lille arrig dame med på eftersløb/Han havde solgt sin sjæl til fanden, og det var ikke rart/Han lignede mest af alt en socialdemokrat

Og så var det ellers af med fløjlshandskerne:

Hun kører fra Gentofte til tinget og fra tinget retur/Hun er i tv så præcist, at man kan stille sit ur/Når hun møder en muslim, så er man helt sikker på,/at hun kommer med nogle meninger, som pøblen kan forstå

Hun taler til det laveste i lave menneskers sjæl/Hun kan godt nok være grov, hun kan godt nok være fæl/Populisme, småfascisme, der er had i det hun siger/Men bumserne forstår det, de skal stemme på Pia

Hun lover efterløn og bistandshjælp, og børnepenge, boligcheck/Hvordan kan hun dog tro, at det ikke gir’ skattesmæk/At styre dette land, hvordan kan nogen mennesker tro/Det kræver jo en mand og ik’ en hjemmehjælper-ko

Hun vil så gerne frem og blive stueren med os/I regering vil hun  gerne, hun vil gerne være boss/Men hun skal holde sig til Ragnvald, hyggekaffe og medister/For det bliver over vores lig før, at Pia bliver minister

Næppe stor lyrik, men passende respektløst og med et vist politisk bid–og ihvertfald illustrativt for, hvorledes stemningen altså er p.t. i en ikke helt ligegyldig del af det borgerlige Danmark, som netop nu er lidt i splid med sig selv.  Og hele den nuværende interne debat på den ikke-socialistiske fløj af dansk politik rejser jo passende en ældgammelt tema, som Punditokrat passende kan diskutere:

Når man i det store billede er “i samme båd”, er det så bedst at fremhæve forskellene og uenighederne mellem sig?  Eller er det bedst at finde den mindste fællesnævner, uanset hvor lav og lille denne er?

God weekend.

Skatter koster

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. marts 2006. Skriv et svar

Jeg har lige modtaget, hvad der ser ud som en interessant rapport, skrevet af den australske public choice økonom Alex Robson fra Australian National University.  I rapporten “Taxation, Individual Incentives and Economic Growth” fra det franske forskningsinstitut Institut de Recherches Economiques et Fiscales (IREF) (som jeg endnu kun har haft tid til at skimme) undersøger Robson de mulige sammenhænge mellem skatternes omfang og økonomisk vækst.  Fra borgerligt-liberal side er det normalt argumenteret, at høje skatter leder til mindre incitamenter til at engagere sig i produktive aktiviteter og dermed til (relativt) lavere vækst.  Fra venstreorienteret side (heriblandt visse danske samfundsforskere) postulerer man omvendt, at der ikke er en sådan sammenhæng, om end man–i det omfang der gives teoretiske argumenter–er lidt uklar m.h.t. årsagerne til, at skatter ikke skulle mindske incitamenterne.  Hidtidige empiriske studier har fundet sammenhænge, der i bedste er tvetydige og i værste fald modsatrettede.  F.eks. kan den borgerligt-liberale sammenhæng (lave skatter/høj vækst og høje skatter/lav vækst) være empirisk sand, men samtidigt kan der f.eks. være tale om, at samfund, der har oplevet høj vækst, hæver skatterne–hvorefter højvækstøkonomier har høje skatter …  Robson identificerer i stedet de logisk mulige alternative kausal-sammenhænge og undersøger så i sin empiriske analyse, hvordan det i periode t2 går lande, der gennemfører skattelettelser i periode t1.  Her bliver sammenhængen, som ihvertfald nærværende punditokrat ville forudse.  Altså, større skattelettelser fører til højere økonomisk vækst.

PS. Robson er også forfatter til bl.a. rapporten “The Costs of Taxation”, som er udgivet af den klassisk-liberale tænketank Centre for Independent Studies, og som er en slags forstudie til førnævnte.  Her argumenterer Robson, at de samfundsmæssige omkostninger af et højt skattetryk er langt større end, hvad selve skattetrykket synes at være, når man ser på, hvad der flyttes fra en kasse til en anden kasse, ligesom han viser, at de økonomier, der gennemfører betydelige skattelettelser får en økonomisk vækst, der er næsten dobbelt så høj som de økonomier, der gennemfører mere beskedne skattelettelser. Begge rapporter er gode eksempler på, hvad der interesserer CEPOS–og på den type arbejde, som tænketanken måske burde kaste sig ud i.

PPS. Robson refererer iøvrigt et studie, jeg ikke kender, men nok burde læse: Cassou & Lansin, som i Economic Inquiry (2004) estimerede, at en “flat tax” leder til en permanent stigning i økonomisk vækst på 0,143 pct.point om året.