Information havde forleden en artikel om bloggosfæren, hvori bl.a. denne Punditokrat blev interviewet. I denne uge begynder så i Berlingske Tidende Bent Blüdnikows større rundtur blandt en række borgerlige blogs, markeret med dagens to intro-artikler (her og her); senere i serien kommer en artikel om denne ikke specielt ydmyge blog. Læs mere ovre hos vores ven på Uriasposten.
Så er det “Store Skiftedag” her på bloggen. Adskillige småbørnsfædre iblandt os søger mere effektive udnyttelser af deres sparsomme tid:
Men for alle der faldt, er der–som bekendt–ny overalt, og ihvertfald flere end man skulle have troet end for blot et par år siden. Ny redaktør er vores skattede Jyllands-korrespondent, Christian Bjørnskov fra Handelshøjskolen i Aarhus. Han får samtidigt to helt nye, men erfarne, skribenter: Vores distingverede gæste-blogger og en af de få danske akademikere af internationalt format, David Gress, og et yngre skud på stammen, ph.d. stipendiat Jens Ringsmose fra Syddansk Universitet. Velkommen til dem.
Jeg synes, at det har været virkeligt sjovt at lave denne blog og være med til at skrive den. Jeg kender ikke rigtigt andre danske blogs, der minder om den, og jeg har dagligt glædet mig til at læse med-Punditokraternes indlæg. Men jeg er også typen, der synes, at det er sjovere at sætte noget i gang end at lege status quo, og når det går så godt, som det p.t. gør–ca. 5-600 unikke besøgende per dag–så er det et godt tidspunkt at sige stop.
Så, “Let the word go forth from this time and place, to friend and foe alike, that the torch has been passed to a new generation …”. Naah, måske ikke helt, alderen taget i betragtning (og ihvertfald ikke i dén forstand), men der skal dog herfra lyde et passende tak til alle for det forgangne halvandet år, og held og lykke til os alle i fremtiden.
Over and out.
PS. Og så dog lige, som lovet, lidt fra min nye boldgade:
Tesedrenge og tøsedrenge
Venstre, Danmarks såkaldt Liberale Parti, har kastet sig ud i at skulle revidere sit partiprogram op til efterårets landsmøde, og det tegner til et langtrukkent intellektuelt harakiri. Først fremsatte Søren Pind & Co. for et par år siden ti teser, som de så trak tilbage, fordi statsministeren sagde, de først skulle diskuteres i år. Så fremsatte Pind & lidt mindre Co. i år fire andre teser, som var så snusfornuftige, at ingen ville kunne have noget imod dem, og som de derfor øjeblikkeligt trak tilbage igen, hvorefter de fire øjeblikkeligt blev genfremsat af nogle helt andre tesedrenge.
Hele miseren har dog vist, at der i Venstre er i hvert fald én politiker, der ikke er en tøsedreng, men til gengæld har vid og visioner, nemlig Frederiksbergs rådmand Jan E. Jørgensen. Han har ræsonneret, at hvis man tager en tese og samtidig dens negation, så har man udtømt sættet af logiske muligheder. Så hvad kunne være mere illustrativt for den ideologiske tilstand i Venstre end at fremsætte teser, der siger det stik modsatte af Pind & Co.s? Altså, at det ikke skal kunne betale sig at arbejde. At høje skatter ikke er et problem. At det offentlige gerne skal være (meget) større end det private. At de offentlige udgifter skal stige hurtigere end private indkomster.
Det er da et klart valg! Så kan Venstres landsmødedelegerede for alvor tage stilling: enten de fire teser eller deres anti-teser. Men mon dog, at det går sådan? Næ, et godt tip vil være, at de delegerede forkaster det hele, og så har vi da fået bekræftet, at Venstre er blevet partiet, man overhovedet ikke aner, hvor man har.Enden er nær
Tirsdag blev det meddelt, at Fidel Castros 53 år lange karriere som
revolutionær nærmer sig enden – eller i hvert fald en tarmoperation, som midlertidigt sætter ham fra den oprejste stilling.
I den forbindelse er det jo pudsigt endnu en gang at kunne bemærke, hvorledes de danske medier titulerer denne kommandant i den ene af verdens to endnu tilbageværende marxistisk-leninistiske koncentrationslejre. Ritzau omtaler ham ærbødigt som Cubas »leder«, så det samme gør naturligvis Radioavisen, Politiken og Berlingske, mens TV2 mere formelt holder sig til »præsident« – og Jyllands-Posten bruger begge betegnelser.
Det er sådan set fint og faktuelt nok, men hvad når farven skifter? Lur mig ikke om mediernes dækning af såkaldt »højreorienterede« figurer som Pinochet, Salazar, Franco og Mussolini givetvis ville inkludere anvendelsen af arbejdstitlen »diktator«. Men hvorfor er en venstreorienteret diktator for medierne altid en »stor leder«, mens en ikke-venstreorienteret ditto – passende nok – bare er en fæl diktator? Det kan vel næppe være freudianske fortalelser? Mens journaliststanden filosoferer over det, kan vi andre så skænke os selv en Cuba Libre og fryde os over, at enden for Cubas regime nu i mere end én forstand formodentlig er ganske nær.Pias fornemmelser i hovedet
I B.T. fortæller lederen af regeringens støtteparti, Pia Kjærsgaard, at hun i krisesituationer får støtte af sin mormor – som ganske vist døde for ti år siden. »Jeg har en følelse af en gang imellem at have kontakt med et menneske, som ikke er her mere. Og så kan det give et ryk. Jeg oplever hende meget intenst. Jeg kan høre hendes stemme og se hende foran mig i bestemte situationer. (…) Det har været en støtte at fornemme hende igen. (…) jo, jeg tror, der er noget mellem himmel og jord, som jeg ikke kan formulere.« Vi er til gengæld nogle, der synes, det forklarer en hel del. F.eks. dybden i partiets finans- og velfærdspolitiske overvejelser. Eller at man nu vil have, at socialminister Eva Kjer Hansen skal have en mere synlig profil – efter at man ellers sidste år forlangte hendes afgang, da hun højt profileret sagde noget, der måtte være den logiske konsekvens af, hvad der står på henholdsvis første og sidste side i Dansk Folkepartis principprogram fra 2002. Kan logikken skyldes »fornemmelser« fra … hinsides? Vi kan lige høre det for os: »Lille Momse-mor, skal ham Flemming Hansen ha’ et mistillidsvotum? Bank én gang for ja, og to gange for nej«. »Skal vi lette skatten i toppen eller i bunden? Bank på loftet for toppen og i gulvet for bunden.« Men hvorfor ikke blive et gennemført New Age-parti? I stedet for at lege »den som flaskehalsen peger på« på næste sommergruppemøde kan aftenunderholdningen klares med en gang »Ånden i glasset«. Søren Espersens presseanalyser kan udskiftes med kabbala-horoskoper. Thulesen Dahls valgstrategi klares med numerologiske analyser af kandidaternes navne. Det vil næppe glæde partiets præster, men det vil være folkeligt.
Altimens EU Kommissionen ifølge Ritzau har travlt med at sende officielle "God bedring"-kort til Cubas store gamle leder diktator Fidel Castro,* vil jeg lige følge op på gårsdagens citat fra Wall Street Journals leder med en klumme fra samme avis' elegante kommentator, Peggy Noonan. Hun skriver i dag i "No Más: Castro may be dead. It's time to kill Castroism":
"It has long been my bitter hunch that the man I can't help think of as the last monster of the 20th century, Fidel Castro, creator and warden of the floating prison to our south, would die of old age in a big brass bed, a snifter of brandy in one hand and a good cigar in the other. No firing squad, no prison. He'd leave thinking he got away with it all. He had that kind of luck. The devil takes care of his own.
I hated that hunch.
Now Cuban authorities say Castro has temporarily stepped down due to ill health. And it is possible this is true.
It is just as possible that Castro is dead, and that what we are witnessing is not the graceful and temporary relinquishing of power–that would be unlike our Fidel, whose frozen fingers would more likely have to be peeled off the steering wheel with the back of a hammer–but the spinning of the death of a monster whose sudden departure might shock the people of Cuba into something like movement toward progress. And so Fidel is "sick" and his brother "stepping in." One suspects that in the coming weeks Castro will "take a turn for the worse," and that Raul Castro will take to hurried midnight visits to an empty hospital room, offering afterward to the waiting media both color coverage and play by play: "The tubes have been taken out. He mouthed the words, 'Tell the people I love them, and leave them in good hands.' "
Then, once the spontaneous mourning demonstrations have been arranged, will come word of his passing."
Hi-hi. You go, girl!
* Plejer EU iøvrigt at gøre det til lidende diktatorer? Eller er man lidt selektive m.h.t., hvilke diktatorers helbred og fødselsdage, o.s.v., man vil lade ledsage af lykønskninger?
Wall Street Journal har onsdag en fortræffelig leder, “The Fabulous Castro Boys “, om Fidel Castro, hans broder, den designerede arvtager, Raúl, og Cubas fremtid. Der er flere perler imellem, bl.a. (med fremh. tilføjet):
“Fidel is not only the longest-reigning dictator in the history of the modern world; he is also the archetype of the paranoid communist micromanager. He is known to be ruthless, insecure and distrustful, to the point of executing ideological allies suspected of disloyalty. He has also been obsessed with anti-Americanism for more than a half-century. If Cubans are malnourished and the country resembles a rundown 1950s’ museum, so be it. Fidel has been more interested in his legacy as the revolutionary who stood up to the imperialists. The odd admiration for his handiwork among many on the U.S. left–he may be a dictator but the health care is good!–is a mystery of our time.
Enter Raúl, five years younger than Fidel, and, historically, every bit as dedicated to the revolution. During their exile in Mexico in the 1950s, Raúl was the brother who befriended Che Guevara and he encouraged the adoption of a communist hard-line in 1960. Beginning in Mexico and especially when consolidating power after they overthrew Batista in 1959, Raúl did the bulk of Fidel’s political dirty work.
And yet, despite this brutal past, Raúl is now widely thought to be the reformer. Some of this is relative, given the harshness of his narcissistic older brother. But Cuba watchers say that Raúl has been known to express concern for the suffering of the Cuban people under the current system and has been a consistent voice for economic change.
As minister of defense, Raúl has also been in charge of the military which owns and profits from the most lucrative businesses in Cuba, particularly tourism. He has undoubtedly noticed how China’s military has prospered from creeping market liberalization. Should the U.S. trade embargo be lifted, he knows that he and his cadre of raulistas would be the immediate beneficiaries.
…
Whether it comes sooner or later, Fidel Castro’s death will be a moment of hope for the liberation of an island that was once a jewel of the Americas. If Raúl wants to go there, the U.S. ought to help show him the way.”
Vi berørte fornylig emnet om de yngste vælgerårganges politiske observans. Det inspirerede mig til nedenstående klumme i lørdagens Berlingske Tidende:
Debat: Myten om de unge venstreorienterede
Berlingske Tidende 29. juli 2006, 2 sektion, magasin, side 19
Rød ungdom. Trods mediernes udlægninger er de unge ikke specielt venstreorienterede
Af Peter Kurrild-Klitgaard, ph.d., professor i statskundskab
En agurketidshistorie går gennem de danske medier: At ungdommen atter er rigtig godt venstreorienteret. SFs og Enhedslistens ungdomsorganisationer melder om stigende medlemstal, og Politiken, Information, DRs P1, TV 2 og sågar denne avis har med næsten synlig begejstring proklameret, at de unge »går mod venstre«, er »mere venstreorienterede end 1968-generationen« osv.
Men passer det? Nu er det i sig selv længe siden, at man har kunnet tage de politiske ungdomsorganisationers selvoplyste medlemstal alt for seriøst. Man må i særdeleshed være skeptisk over for vidtgående fortolkninger, når det holdes i mente, at organisationernes samlede medlemstal udgør mindre end 1 pct. af de 12-29-årige. Udsving på nogle hundreder i medlemstal skal derfor næppe tillægges for stor betydning, særligt ikke når tallene kommer ovenpå et valgår, hvor der traditionen tro er medlemsfremgang.
Forårets meget omtalte politiske manifestationer må man også tage med et gran salt. Efter ugers massiv markedsføring kom 17. maj demonstrationerne mod regeringens velfærdsreform ikke nær i retning af det antal deltagere, man havde håbet, eller som man havde set ved tidligere, sammenlignelige demonstrationer, og kun en ganske beskeden andel syntes at være unge. Årets 1. maj demonstrationer tiltrak endog så få besøgende til Fælledparken, at politiet helt opgav at tælle dem. Så heller ikke på denne front er der altså noget, der tyder på en kraftig venstredrejning blandt de unge.
Hvad siger f.eks. analyser af sidste valgresultat og meningsmålinger? Ifølge Epinion og Ugebrevet A4 stemte 48 pct. af de 18-25-årige ved sidste folketingsvalg på et borgerligt parti, mens de Radikale fik 16 pct. og venstrefløjen kun 33 pct. Så selv med en bred definition af »venstreorienteret« er det altså kun knap halvdelen af de unge vælgere, som falder i denne kategori. Regner man de Radikale, CD og Kristendemokraterne med som borgerlige, stiger gruppens andel blandt de unge gevaldigt – til næsten to tredjedele af aldersgruppen.
Snarere end værende specielt venstreorienteret er ungdommen altså bare, som vælgerne som helhed er flest: Delt lige ned midtpå mellem dem, der støtter regeringen, og dem der ikke gør.Men når det er sagt, er der forskelle på generationerne. Fastholder man en meget bred definition af at være venstreorientreret (omfattende de Radikale osv.), er der f.eks. i gruppen af 26-32-årige næsten 10 pct. overvægt af borgerlige vælgere, og i gruppen af 33-39-årige er overvægten næsten 20 pct. Derefter vender billedet: Blandt de 40-46-årige er der lige mange til hver side, og blandt de yngste vælgeres forældre – de 47-53-årige, som var teenagere under 1968 er der en 15 pct. overvægt af venstreorienterede. Så de alleryngste årgange er altså de mest venstreorienterede længe – men de er det ikke i overvejende grad, og de er klart mindre venstreorienterede end deres forældres generation.
Alt dette handler om partivalg, men hvad med de unges holdninger? Det kunne jo tænkes, at de nok stemte borgerligt, men ideologisk set var blevet mere venstreorienterede. Her har valgforskere heller ikke endnu kunne finde entydige data om en systematisk venstredrejning blandt ungdommen. På nogle punkter (f.eks. omfordeling) er de yngste mere venstreorienterede end 1980ernes unge, men på andre punkter er de lige så borgerlige, og de er generelt langt mindre socialistiske i deres holdninger end 1970ernes unge. Frem for alt er der ingen sikker antydning af, hvor de yngste vælgergrupper er på vej hen.
Så hvorfor portrætterer medierne ungdommen som værende specielt venstreorienteret? Et rimeligt gæt kunne være, at det skyldes, at de unge venstreorienterede er relativt højlydte – det er lettere at bemærke dem, der laver demonstrationer og besættelser, end de kedelige borgerlige, som hænger plakater op og arrangerer debatmøder. Man kan også gætte på, at det er, fordi det er »en god historie«. Journalister kan godt lide at fortælle noget »nyt«, og nu har historien i mange år været, at ungdommen var blevet borgerlig, og så bliver det interessant, hvis pendulet svinger blot lidt den anden vej – også selvom det ikke er så meget, at det gør noget.
Der bliver i denne tid skruet for volume-knappen blandt kritikerne af præsident George W. Bush–altså vel at mærke fra prominente amerikanske konservative. Blot indenfor den forgangne uge har tre meldt sig på banen med ny kritik, heriblandt den amerikanske højrefløjs Grand Old Man, "Mr. Conservative" himself, William F. Buckley, Jr. Det er–som vi tidligere har bemærket–ikke noget helt nyt fænomen, men det er som om, at bunden er gået ud af baglandets opbakning.
TV-interviewet med Buckley fandt sted på CBS Evening News og fik overskriften "Buckley: Bush Not A True Conservative". I den trykte udgave hedder det bl.a.:
"Buckley finds himself parting ways with President Bush, whom he praises as a decisive leader but admonishes for having strayed from true conservative principles in his foreign policy.
In particular, Buckley views the three-and-a-half-year Iraq War as a failure.
"If you had a European prime minister who experienced what we've experienced it would be expected that he would retire or resign," Buckley says.
…
"I think Mr. Bush faces a singular problem best defined, I think, as the absence of effective conservative ideology with the result that he ended up being very extravagant in domestic spending, extremely tolerant of excesses by Congress," Buckley says. "And in respect of foreign policy, incapable of bringing together such forces as apparently were necessary to conclude the Iraq challenge."
Asked what President Bush's foreign policy legacy will be to his successor, Buckley says "There will be no legacy for Mr. Bush. I don't believe his successor would re-enunciate the words he used in his second inaugural address because they were too ambitious. So therefore I think his legacy is indecipherable"
Lignende toner kommer i et interview i Saint Louis Today med Richard Viguerie, som et halvt århundrede har været en fremtrædende Republikansk aktivist, forretningsmand og "bagmand". Han har skrevet en ny bog, der udkommer om få uger, med titlen "Conservatives Betrayed: How George W. Bush and Other Big Government Republicans Hijacked the Conservative Cause":
What is your major complaint with the president?
I guess it's the spending thing. He said he was a conservative, but government has just grown out of sight. It's so frustrating. He's the only president in 200 years not to veto a single bill [before last week's stem-cell veto], which means he approves of all of it. Early on I was impressed with him. I thought he started out strong in 2001, 2002, but when the budget kept getting bigger, I
started getting disillusioned. Then came the largest farm subsidy bill, amnesty for Hispanic immigrants, No Child Left Behind.What's your view of the war in Iraq?
We're not into nation building, and he ran against it in 2000, said we don't do it. That was music to conservatives' ears. But he was able to make a nexus between Iraq and the war on terrorism, playing the national security card. There's a certain amount of demagoguery there. Reagan wanted to change a lot of societies, but we didn't put American soldiers on the front lines.
What's the reaction of other conservatives to your views?
Most conservatives don't oppose a Republican president in public. But when Bush nominated Harriet Myers (to the Supreme Court), that was a wake-up call for conservatives. The conservative movement engaged him in battle, went toe to toe with him, and won. The next morning, the sun came up. I don't know three or
four conservatives that are satisfied with this president. It's almost
universal, the disappointment with the president. Some are disillusioned, some are dissatisfied, but half are downright angry. It is just palatable; you can cut it with a knife.Now that's not true of Wall Street, big business. They're very happy with this president. He's been carrying their water. There's almost like a 'conservatives need not apply' sign in front of the White House. Since November 2004, the president has had lots of appointments. It's been all the big business wing of the party, the corporate wing. Big business gets the action; we get lip service. He has given two of them to the conservatives, and we are not a wing
of the party, we are the party."
Peggy Noonans ugentlig klumme i WSJ er som sædvanlig lidt mere tænksom og lidt mere velformuleret:
"Republicans hearken back to Reagan for two big reasons. The first is that they agreed with what he did. The second is that they believe he was a very fine man. This is not now how they feel about Mr. Bush, at least if my interactions with strangers and party members the past year are a judge. They think Mr. Bush is a good man–that he's got guts and resolve, that he can take a lickin' and keep on tickin'. But they are no longer confident about what he does. They're no longer fully comfortable in their judgment of his policies and actions, or the root thoughts behind them. It gives Reagan an even rosier glow, for he was the last national political figure to fully win their minds and hearts.
William F. Buckley this week said words that, if you follow his columns, were not surprising. And yet coming from the man who co-fathered the modern conservative movement, carrying the intellectual heft as Reagan carried the political heft, the observation that President Bush is not, philosophically, a conservative, had the power to make one sit up and take notice.
I have had reservations in this area since Mr. Bush's stunning inaugural speech last year, but Mr. Buckley's comments, in a television interview last weekend, had the sting of the definitional. I agree with Mr. Buckley's judgments but would add they raise the question of what Bush's political philosophy is–I mean what he thinks it is. It's not "everyone should be free." Everyone in America thinks everyone should be free, what we argue over is specific definitions of freedom and specific paths to the goal. He doesn't believe in smaller government. Or maybe he "believes" in small government but believes us to be in an era in which it is, with the current threat, unrealistic and unachievable? He believes in lower taxes. What else? I continually wonder, and have wondered for two years, what his philosophy is–what drives his actions.
Does he know? Is it a philosophy or a series of impulses held together by a particular personality? Can he say? It would be good if he did. People are not going to start feeling safe in the world tomorrow, but they feel safer with a sense that their leaders have aims that are intellectually coherent. It would be good for the president to demonstrate that his leadership is not just a situational hodgepodge, seemingly driven and yet essentially an inbox presidency, with a quirky tilt to the box. Sometimes words just can't help. But sometimes, especially in regard to the establishment or at least assertion of coherence, they can. And it'
s never too late. History
doesn't hold a stopwatch, not on things like this."
Socialistisk Folkeparti har et ungt folketingsmedlem, Morten Homann, som udover at være uddannet cand.scient.pol. også er sit partis forskningspolitiske ordfører. Dermed skulle man tro, at han kunne have en vis interesse for en seriøs, videnskabeligt baseret diskussion af, hvilke faktorer, der er belæg for, som værende positive for økonomisk vækst og velstand. Men de, der har fulgt debatten i Berlingske Tidende den seneste måned, i kølvandet på CEPOS' vellykkede skattekonference, hvor man havde besøg af bl.a. Robert Barro (Harvard University), vil vide, at det måske var for meget at forvente. Nedenfor er således en række læserbreve fra Homann, Martin Ågerup og undertegnede selv, som tilsammen antyder, at SF endnu holder principfast i 1970ernes ideologiske forestillinger.
Liberalistisk skatteteori holder ikke i praksis
Morten Homann, MF (SF), Berlingske Tidende 18. juni 2006
Kronikken 12. juli falder helt i svime over, at superliberalisten Robert Barro har været i Danmark og underholdt med påstande om, at lavere skat og lavere udgifter til den offentlige velfærd vil give en økonomisk gevinst.
Barro er uden tvivl en stor økonomisk teoretiker, men han har – ligesom CEPOS og andre lavskatprofeter – et meget stort problem med virkeligheden. Det er nemlig sådan, at lande med høj skat som klar tendens også har et højt velstandsniveau. De rige lande opkræver mere skat end ulandene også målt som procent af produktionen. Blandt ulandene er der også en positiv sammenhæng, og den findes også blandt de rige lande.
Danmark har verdens højeste skattetryk og burde efter Barros teorier ligge og rode langt nede i den økonomiske sump. Fakta er anderledes: Få andre lande har større velstand, og Danmark udpeges rutinemæssigt som et af verdens mest konkurrencedygtige og erhvervsvenlige lande.
Fakta viser, at Barros teorier ikke holder i praksis. Lavere skat giver ikke større velstand. Derimod er der gode argumenter for, at en skatteomlægning kan give større velstand, men det bliver jo blokeret af skattestoppet.
Og så et svar fra Martin Ågerup:
Homann misforstår Barros teori
Martin Ågerup, Direktør, CEPOS, Berlingske Tidende 20. juni 2006
SFs Morten Homann betvivler i et læserbrev 18. juni, at lavere skat ville medføre øget velstand. Det er imidlertid særdeles veldokumenteret.
Lad mig give et enkelt eksempel: En sænkelse af den øverste marginalskat fra 63 procent til 43 procent ved at afskaffe mellem- og topskatterne forventes at øge udbuddet af arbejdskraft med, hvad der svarer til 30.000 fuldtidsmedarbejdere. Det vil i sig selv øge velstanden i samfundet.
Derudover ville en sådan flad skat på 43 procent øge tilskyndelsen til at uddanne sig, dygtiggøre sig på jobbet samt til at opsøge ansvar og avancement.
Med andre ord vil det enkelte menneske gøre sig lidt mere umage i hverdagen, og som følge heraf gøre samfundet både rigere og bedre.
Endelig vil det blive lettere at tiltrække dygtig arbejdskraft fra udlandet, som vil kunne bidrage positivt til det danske samfund, lære fra sig og generelt virke som en inspiration for de danske kolleger.
Morten Homann påstår, at ifølge økonomen Robert Barros teori burde Danmark med sit højt skattetryk være et fattigt land. Men her misforstår han Barro. Ifølge Barro bør Danmark blive endnu rigere, hvis vi sænker skatterne. Og det er der solidt belæg for.
Og mig …
Der er forskel på vækst og velstand
Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d., Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, Berlingske Tidende 21. juni 2006
Morten Homann (SF) skælder 18. juni ud på en af verdens førende økonomer, professor Robert Barro fra Harvard, som i sidste uge besøgte Danmark. Homanns læserbrev er ufrivilligt morsomt og kan måske vinde prisen for flest misforståelser og mest uvidenhed på kortest plads.
For det første beskylder han Barro for at være en teoretiker uden virkelighedssans. Det skal nok skabe en vis morskab blandt økonomer, idet den oftest hørte kritik mod Barros arbejder er, at de er for uteoretiske! Barro er derimod en af verdens førende økonomer inden for brugen af statistik til at undersøge faktisk økonomisk vækst.
Heraf næste morsomhed: At Homann beskylder Barro for ikke at have opdaget, at mange velstående lande har høje skatter. Men dét, som økonomer i almindelighed og Barro i særdeleshed interesserer sig for, er netop ikke velstand som sådan, men økonomisk vækst. Det ville Homann også have opdaget, hvis han havde studeret emnet.
Homann har således ikke forstået, at det undertiden kan ske, at lande, der er velstående, har lav vækst – eller omvendt. Det kunne han have opdaget, hvis han havde læst, hvad han udtaler sig om – faktisk er Barro én af dem, der mest grundigt har efterprøvet den tese, at fattige lande har en tendens til at vokse hurtigere end rige lande.Barros konklusion på systematiske studier af årtiers vækst i snesevis af lande er bl.a., at en stor offentlig sektor alt andet lige er hæmmende for økonomisk vækst. Det passer ikke i Homanns ideologi, så han giver dette uimponerende Erasmus Montanus-argument: Danmark er velhavende. Danmark har høje skatter. Ergo kan skatter ikke være skadelige for vækst.
Bortset fra at SFs forskningsordfører tilsyneladende ikke kender forskel på vækst og velstand, så kunne han måske med fordel lære at skelne mellem tendensen i en statistisk sammenhæng mellem to variable og en absolut lovmæssighed.
Tilbage til Homann:
Vækst og velstand hænger sammen
Morten Homann, MF (SF), Berlingske Tidende, 27. juni 2006
Min kritik har stødt superliberalisten Robert Barros danske disciple i CEPOS voldsomt på manchetterne. Således raser både CEPOS' direktør Martin Ågerup 20. juni og medstifter Peter Kurrild-Klitgaard i læserbreve 20. og 21. juni.
Kurrind-Klitgard mener, at vækst kræver lavere skat. Det er noget vrøvl. Danmark har over de sidste 40 år både haft et højt skattetryk og en fordobling af sin velstand! For høj skat og en velfungerende offentlig sektor bidrager til økonomisk vækst: Uddannelse, forskning, børnepasning og et trygt arbejdsmarked.
Robert Barros påstande skyldes formentlig, at staten i Den Tredje Verden er særdeles ineffektiv. I lande, hvor skattepenge bruges dårligt, står argumentet for lavere skat naturligvis tilsvarende stærkere!
Ågerup gentager – uden dokumentation – påstanden om, at lavere skat giver øget velstand. Han trækker oven i købet den »flade skat« af stalden, selvom selv skatteministeren har tilstået, at en flad skat enten skal være meget høj eller også er fordelingsmæssig helt uacceptabel. Jeg vil dog give Ågerup ret i, at for mange betaler topskat. Derfor foreslår SF en højere topskattegrænse. I stedet skal pengene skaffes ved f.eks. færre skattefordele ved store pensioner og dyre boliger.
Og så det–indtil videre–sidste ord:
Erasmus Homann
Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d., Statskundskab, KU, Berlingske Tidende, 11. juli 2006
27. juni viser Morten Homann (SF) – igen – at
han ikke har forstået, a
t man ikke ud fra et enkelt anekdotisk eksempel kan generalisere noget som helst, f.eks. om hvorvidt høje skatter generelt har en effekt på vækst og velstand. For igen anvender han et Erasmus Montanus argument: Danmark har høje skatter. Danmark har økonomisk vækst. Ergo må høje skatter være godt for økonomisk vækst. Er det virkelig den måde SF vurderer forskning på og tilrettelægger økonomisk politik ud fra?Mens Homann funderer over det, kan han samtidig tænke på, at en lang række OECD-lande, som har en mindre offentlig sektor end Danmark, de seneste årtier har haft højere vækst end Danmark – nogle endda meget kraftigt. Hvor danskernes købekraftsjusterede BNP pr. indbygger steg med 146 pct. 1960-2004, steg f.eks. amerikanernes med 188 pct. og ligger i dag næsten en tredjedel over danskernes. Så det forhold, at Danmarks velstand er steget, samtidig med at man har haft en kraftigt ekspanderende offentlig sektor, siger som sådan intet om nogen af delene.
Harvard-økonomen Robert Barros analyse, som Homann tilsyneladende endnu ikke har læst eller ikke kan forstå, men som han dog forkaster, viser således, at når man tager højde for forskelle i eksisterende velstandsforskelle, er der en synlig og statistisk signifikant negativ sammenhæng mellem, hvor stor den offentlige sektor er, og hvor høj den økonomiske vækst er. Så når man ser ud over sin egen kolonihave og sammenligner med et stort antal lande, giver et højere skattetryk over tid en relativ fattigdom for et samfund. Indtil Homann kan komme med nogle mere avancerede og mere veldokumenterede analyser end Barros, ved jeg, hvem har mest tillid til.
Punditokraternes absolutte favorit-pensionistpar, Milton & Rose Friedman, blev lørdag portrætteret i Wall Street Journal i et interessant, underholdende og på nogle punkter overraskende interview, "The Romance of Economics", skrevet af Tunku Varadarajan. Her er nogle klip:
"[…] Milton Friedman is everyone's idea of an American oracle, an American sage. Sages, of course, have their oddities, and the interview last week–at Mr. Friedman's surprisingly petite office at the Hoover Institution, on the campus of Stanford University–got off to a surreal beginning. By his desk hangs a map of Belize–one of those stylized souvenirs made of cloth, embroidered to catch the eye. Why, I asked him, did he have a map of Belize on his wall? Mr. Friedman turned, looked at the object, and said: "I don't know. I really don't know." Not a good start to the interview, some might say …"
Jeg har selv for nogle år siden interviewet Friedman, og han må have fået det Belize-kort siden–eller også var jeg simpelthen for nervøs og "awe-struck" til at bemærke det. Da jeg mødte ham, havde jeg iøvrigt på en varm juli dag dresset mig op i pæneste jakkesæt og Adam Smith slips. Milton derimod var superafslappet i shorts og t-shirt, men han sagde da "Nice tie … I've got one like it myself …". Nå, tilbage til WSJ-interviewet.
"… I made a reflexive apology for not being an economist myself. "You mean you're not a trained economist," was Mr. Friedman's comeback. "I have found, over a long time, that some people are natural economists. They don't take a course, but they understand–the principles seem obvious to them. Other people may have Ph.D.s in economics, but they're not economists. They don't think like an economist. Strange, but true." "
Det kan man jo kun nikke til. Så hvem synes Friedman var "naturlige økonomer"? Her kan nogle læsere nok få sig en overraskelse–især dem, der kun har deres viden om Keynesianisme vs. Monetarisme fra danske universiteters 1. dels undervisning:
""Was Keynes a "natural economist"?
"Oh, yes, sure! Keynes was a great economist. In every discipline, progress comes from people who make hypotheses, most of which turn out to be wrong, but all of which ultimately point to the right answer. Now Keynes, in 'The General Theory of Employment, Interest and Money,' set forth a hypothesis which was a beautiful one, and it really altered the shape of economics. But it turned out that it was a wrong hypothesis. That doesn't mean that he wasn't a great man!"
It cannot be said of too many economists that they "altered the shape of economics." Would Mr. Friedman say–modesty aside–that he was one of them? A long silence ensued–modesty, clearly, was hard to put aside–before he mumbled, as if squeezing words out of himself, "Er . . . very hard to say . . ." And then he was saved by the belle: The door opened, and in walked Rose, his wife, bringing a waft of panache into the drab office, her impact enhanced by a beautiful mink coat …
Mrs. Friedman settled herself in a chair, her eyes twinkling, and my questioning resumed. If they were to throw a small dinner party–indoors!–for Mr. Friedman's favorite economists (dead or alive), who'd be invited? Gone was his tonguetied-ness of a moment ago, as he reeled off this answer: "Dead or alive, it's clear that Adam Smith would be No. 1. Alfred Marshall would be No. 2. John Maynard Keynes would be No. 3. And George Stigler would be No. 4. George was one of our closest friends." (Here, Mrs. Friedman, also an economist of distinction, noted sorrowfully that "it's hard to believe that George is dead.")"
Og så nogle af de mere uortodokse spørgsmål:
"Had it helped their marriage–now in its 68th year–that they are both economists? Rose (nodding affirmatively): "Uh-unh. But I don't argue with him . . . very much." Milton (guffawing): Don't believe her! She does her share of arguing . . ." Rose (interrupting): ". . . and I'm not competitive, so I haven't tried to compete with you." Milton (uxoriously): "She's been very helpful in all of my work. There's nothing I've written that she hasn't gone over first."
The spark between the Friedmans is clear, and rather touching. So I'm tempted to ask whether there is a romantic side to economics, in the way there is to history, or to philosophy. "Is there a romantic side to economics?" Mr. Friedman repeats after me, sounding incredulous, and then chuckling. "No, I don't think so. There's a romantic side to economics in the same way there's a romantic side to physics. Fundamentally, economics is a science, like physics, like chemistry. . . . It's a science about how human beings organize their cooperative activities. … In that sense, it's not particularly romantic."
Og så til de kontroversielle spørgsmål, såsom indvandring, hvor Friedman har et noget mere "pragmatisk" syn på regulering af dette område end mange andre liberale og et mindre indvandrerfjendsk syn end mange konservative:
"Is immigration, I asked–especially illegal immigration–good for the economy, or bad? "It's neither one nor the other," Mr. Friedman replied. "But it's good for freedom. In principle, you ought to have completely open immigration. But with the welfare state it's really not possible to do that. . . . She's an immigrant," he added, pointing to his wife. "She came in just before World War I." (Rose–smiling gently: "I was two years old.") "If there were no welfare state," he continued, "you could have open immigration, because everybody would be responsible for himself." Was he suggesting that one can't have immigration reform without welfare reform? "No, you can have immigration reform, but you can't have open immigration without largely the elimination of welfare.
"At the moment I oppose unlimited immigration. I think much of the opposition to immigration is of that kind–because it's a fundamental tenet of the American view that immigration is good, that there would be no United States if there had not been immigration. Of course, there are many things that are easier now for immigrants than there used to be. . . ."
Did he mean there was much less pressure to integrate now than there used to be? Milton: "I'm not sure that's true . . ." Rose (speaking simultaneously): "That's the unfortunate thing . . ." Milton: "But I don't think it's true . . ." Rose: "Oh, I think it is! That's one of the problems, when immigrants come across and want to remain Mexican." Milton: "Oh, but they came in the past and wanted to be Italian, and be Jewish 
;. . ." Rose: "No they didn't. The ones that did went back."
Og så til Bush, Republikanerne og Irak-krigen, hvor der for en sjælden gangs skyld er uenighed mellem de kendte ægtefæller (hvoraf det er alment kendt, at det faktisk er Rose Friedman, der som regel er den mere liberale, og at hun og broderen, Aaron Director, i sin tid fik nogle af den unge Miltons mindre liberale ideer ud af hovedet på ham).
"Mr. Friedman explains "the story of the postwar period" in the U.S. "In 1945-46, intellectual opinion was almost entirely collectivist. But practice was free market. Government was spending something like 20%-25% of national income. But the ideas of people were all for more government. And so from 1945 to 1980 you had a period of galloping socialism. Government started expanding and expanding and expanding." Mr. Friedman stopped, as if deciding whether to use the word "expanding" a fourth time, before continuing: "And government spending went from 20% to 40% of national income.
But what was happening in the economy was producing a reverse movement in opinion. Now people could see, as government started to regulate more, the bad effects of government involvement. And intellectual opinion began to move away from socialism toward capitalism. That, in my view, was why Ronald Reagan was able to get elected in 1980." I noted, here, that Mr. Friedman, too, had some role to play in this shift in opinion. He was, characteristically, reluctant to take any credit. "I think we have a tendency to attribute much too much importance to our own words. People saw what was happening. They wouldn't have read my Newsweek columns and books if the facts on the ground hadn't been the way they were." (Rose: "Oh, don't be so modest!")
Does it disappoint Mr. Friedman that the Bush administration hasn't been able to roll back spending? "Yes," he said. "But let's go back a moment. During the 1990s, you had the combination that is best for holding down spending. A Democrat in the White House and Republicans controlling Congress. That's what produced the surpluses at the end of the Clinton era, and during the whole of that era there was a trend for spending to come down. Then the Republicans come in, and they've been in the desert, and so you have a burst of spending in the first Bush term. And he refuses to veto anything, so he doesn't exercise any real influence on cutting down spending. In 2008, you may very well get a Democratic president"–(Rose, interjecting: "God forbid!")–"and if you can keep a Republican House and Senate, you'll get back to a combination that will reduce spending."
Mr. Friedman here shifted focus. "What's really killed the Republican Party isn't spending, it's Iraq. As it happens, I was opposed to going into Iraq from the beginning. I think it was a mistake, for the simple reason that I do not believe the United States of America ought to be involved in aggression." Mrs. Friedman–listening to her husband with an ear cocked–was now muttering darkly.
Milton: "Huh? What?" Rose: "This was not aggression!" Milton (exasperatedly): "It was aggression. Of course it was!" Rose: "You count it as aggression if it's against the people, not against the monster who's ruling them. We don't agree. This is the first thing to come along in our lives, of the deep things, that we don't agree on. We have disagreed on little things, obviously–such as, I don't want to go out to dinner, he wants to go out–but big issues, this is the first one!" Milton: "But, having said that, once we went in to Iraq, it seems to me very important that we make a success of it." Rose: "And we will!"
Mrs. Friedman, you will note, had the last word."
Vi har her på stedet tidligere omtalt økonom/sociolog-parret Klein & Sterns studier af amerikanske akademikeres holdninger og partipolitiske observans (samt andre lignende studier). Et af disse er nu blevet udgivet i det fortrinlige fagtidsskrift “Public Choice” (som nærværende punditokrat er med-redaktør af …), nemlig artiklen “Economists’ policy views and voting” (Vol. 126, Nos. 3-4, March 2006: 331-342). Vi kan kun linke til en udgave, som man skal have abonnement for at kunne læse. Men her er et sammendrag, og så kan evt. interesserede slå vejen forbi et bibliotek:
“In Spring 2003, a survey of 1000 economists was conducted using a randomly generated membership list from the American Economics Association. The survey contained questions about 18 policy issues, voting behavior, and several background variables. The response was 264 (nonblank) surveys. The responses show that most economists are supporters of safety regulations, gun control, redistribution, public schooling, and anti-discrimination laws. They are evenly mixed on personal choice issues, military action, and the minimum wage. Most economists oppose tighter immigration controls, government ownership of enterprise and tariffs. In voting, the Democratic:Republican ratio is 2.5:1. These results are compared to those of previous surveys of economists. We itemize a series of important questions raised by these results.”
Med andre ord: Myten om, at økonomer er specielt “højreorienterede” holder ikke–omend de måske er det relativt til andre fagdiscipliner.
Jeg skriver p.t. en serie kronikker til Berlingske Tidende over temaet "1776-2006", og i dag handlede det så meget passende om "Liv, frihed og den amerikanske drøm", d.v.s. om Thomas Jefferson og den amerikanske uafhængighedserklæring. (Note til de læsere, der har gennemgået en dansk folkeskoleuddannelse i de seneste årtier: I dag er "Fourth of July", hvilket ikke er en rap-gruppe men den amerikanske nationaldag, som markerer uafhængighedserklæringen i 1776, d.v.s. et tidspunkt dér et sted mellem stenalderen og noget andet kedeligt. Og ja, Jefferson det er ganske rigtigt ham den væmmelige promiskuøse slavemishandler, I hørte om, da I havde gruppearbejde om slavers leveforhold under den tidlige kapitalisme …)
De næste to kronikker i serien bliver om henholdsvis Adam Smith og David Hume.
TV2 Nyhederne–hjemme hos os kendt som "Ekstra Bladet for folk, der ikke kan læse"–har gjort det igen. Altså sat deres vellønnede journalister, måske et par berørte politikere og evt. et par udvalgte eksperter til at fortolke udsving i en meningsmåling, hvor udsvingene hver især er mindre end den såkaldte "statistiske usikkerhed". Det er et emne, som både denne Punditokrat (her, her og her) og enkelte fagfæller gentagne gange har gjort noget ud af, men hvor pointen tilsyneladende enten er blevet overset, ikke forstået eller simpelthen ignoreret af medierne.
Fredag aften fortalte TV2 Nyhederne således en historie, der hedder "Stor fremgang til SF og S". Heri hed det bl.a.
"I løbet af den seneste måned er S gået 1,9 procentpoint frem til 23,7 pct., mens SF har opbakning fra 10,1 pct – en fremgang på 1,2 pctpoint. Venstre går tilbage fra 28,4 til 26, 8 pct. … SF-formand Villy Søvndal siger til NYHEDERNE, at partiets synspunkter har givet bonus hos vælgerne."
Skal vi lige tage den en gang til: I en typisk dansk, politisk meningsmåling vil der være et antal respondenter, der gør, at når man prøver at generalisere svarene i udvalget til befolkningen som helhed, vil pct.satserne kun være gyldige indenfor en margin på plus/minus 2 pct.point–nogle gange mere, andre gange mindre. Hvis det er tilfældet i denne måling, kan man altså blot sige, at Socialdemokraterne får et sted i nærheden af, hvad man fik sidst, og så ca. to pct. mere. Om der er fremgang eller ej, kan man faktisk ikke sige. For SF's vedkommende kan man sige, at partiet måske er et par pct.point frem eller måske er gået et pct. point tilbage … Om Venstre kan man med sikkerhed sige, at partiet enten er gået et sted mellem slet ikke tilbage eller op mod fire pct. point tilbage.
Eller sagt på en anden måde: Ingen af de omtalte udsving i denne ene enkelte måling er store nok til at berettige en fortolkning.
Men det er jo ikke så spændende at fortælle, vel?
Det er i visse kredse velkendt, at der ikke kun findes to fraktioner indenfor partiet Venstre–“højskole-Venstre” og “handelshøjskole-Venstre”–men at der tillige findes (mindst) en tredje, nemlig “kommunal-Venstre”. Sidstnævnte er karakteriseret ved (næsten) aldrig at have set en kommunal udgift, man ikke synes så godt om, at man ikke gerne vil øge den, og ved i stort set enhver henseende at være umulig at skelne fra kommunal-Socialdemokraterne (samme holdninger, samme visioner, samme argumenter, samme frisurer, samme tøj …).
Men, men, men … I den forgangne uges Berlingske Tidende kunne man konstatere, at det ikke er hele sandheden. Der er faktisk endnu principfaste og visionære mennesker, der som repræsentanter for Danmarks Liberale Parti pynter sig med de ansvarstunge gyldne kæder. Tag nu f.eks. borgmester Bjørn Dahl, Roskilde, der havde dette at sige til debatten om velfærds- og skattereformer:
“Står man med fem mia. kr., og Bendt Bendtsen siger skattelettelser for alle, og Helle Thorning-Schmidt siger velfærd for alle, så kan jeg hurtig forlige dem: 2,5 mia. kr. til begge dele.”
Er det ikke dejligt at vide, at der er nogen, der virkeligt forstår, hvordan der skal træffes velovervejede beslutninger?
Hvis man har en halv times fri, og hvis man iøvrigt er til, hvad super-bloggeren Andrew Sullivan (kærligt ment) kalder for “intellectual porn for classical liberals and conservatives of doubt”, så besøg Googles nye video-arkiv og se/lyt til et ca. 35 år gammelt sort-hvid TV-program med den senere Nobelprisvinder Milton Friedman. Hør ham på samme tid være velformuleret, kompromisløs, offensiv, sofistikeret, pædagogisk og tiltalende på en måde, som meget, meget få andre kan mestre–det er, som Sullivan antyder, til at blive helt intellektuelt … opstemt … af.
Bemærk at Friedman her, i TV-programmet, er i begyndelsen af 60erne. Selv størstedelen af Punditokraterne–30-somethings eller deromkring–kan dårligt håbe at være lige så friske og klare. Og imponerende nok er Onkel Milton efter sigende lige så frisk den dag i dag.
Som en del af vore læsere vil være klar over, har jeg mere end blot en svag interesse for USA; jeg er faktisk meget begejstret for landet og dets indbyggere (om end, i sagens natur, ikke for alt eller alle). Som det vil være noget færre bekendt har jeg også en lidt … excentrisk? fjollet? … interesse for brugen af symboler og studiet heraf, altså f.eks. heraldik og vexillologi. Enkelte vil også vide, at jeg under de rette omstændigheder kan blive godt gammeldags fjollet halvflæbende over visse nationale traditioner og værdier. Så alt i alt skulle man tro, at jeg ikke just bryder mig om, at man f.eks. brænder Stars and Stripes eller Dannebrog af. Og ja, min holdning er grundlæggende, at mennesker, der brænder flag af, dermed utvetydigt placerer sig selv i den mere moralsk og åndeligt udfordrede del af gadens parlament–for nu at sige det pænt.
Hvorfor nu dette navlepilleri? Jo, fordi jeg ikke desto mindre frydede mig kosteligt forleden, da det endnu engang mislykkedes for Republikanerne i USA's kongres at få samlet de nødvendige stemmer for det krævede kvalificerede flertal til at få forbudt afbrænding af USA's nationale flag. Afstemningen i USA's senat forleden var ganske vist tættere på end nogensinde før–der var faktisk kun én stemme, der manglede for, at grundlovstilføjelsen (som allerede har samlet nok stemmer i Repræsentanternes Hus) ville have fået flertal i Senatet. Dét, som i slutningen af 1980erne begyndte som et mindre og urealistisk forsøg fra Republikansk side på at få ført lidt "værdikamp" ind i Bush Sr.s valgkamp, er efter flere mislykkede forsøg (bl.a. en vedtaget lov, som blev underkendt af US Supreme Court som et indgreb i ytringsfriheden) nu, efter 11/9, meget tæt på at komme igennem. Men selv hvis det sker, f.eks. i en ny kongres, så er slaget ikke nødvendigvis afgjort: Grundlovstilføjelsen skal i givet fald ratificeres af et kvalificeret flertal af de amerikanske delstater og indenfor en tidsfrist (som regel syv år), og selvom mange af delstaterne sikkert vil støtte forslaget, er det langt fra sikkert, at alle vil kunne gøre inden fristens udløb.
Når jeg frydede mig over forslagets fald, er det–som antydet–ikke fordi jeg er begejstret for flagafbrænding–det nærmeste jeg er kommet på at skænde nationale flag er (mig bekendt) at have et par boxer-shorts med Stars and Stripes og så den som barn traditionsrige afbrænding af papir-Dannebrog til børnefødselsdage o.l.
Men for mig at se er retten til at gøre med ens egen ejendom, hvad man vil, så længe det ikke har direkte negative konsekvenser for andre, et naturligt udgangspunkt. At afbrænde et flag er måske usmageligt, stødende, skændigt, fordummende, o.s.v., men hvis det alene var et kriterie for at forbyde noget, burde Ekstra Bladet og TV2 Nyhederne have været forbudt for mange år siden. At brænde et flag (eller en dukke af en politiker, man ikke kan lide, o.s.v.) er jo trods alt noget nær den mest fredelige form for politisk protest, man kan kaste sig ud i–på mange punkter mere fredeligt end et borgermøde eller en folkeafstemning. Og fremfor alt må det være en målestok for et frit samfund, at man tillader selv de dumme og usmagelige at opføre sig på måder, man synes er utiltalende. Og om noget er det netop tilfældet–eller bør være–i et land, der er grundlagt på forestillingen om "life, liberty and the pursuit of happiness". Som den "left-liberal" Hendrik Hertzberg fra det glimrende magasin The New Yorker har skrevet fornylig om netop denne debat:
"The American flag is an abstraction, an idea expressed in a certain arrangement of colors and shapes. Any particular flag is merely a representation of that idea; and the idea of the flag, in turn, is a symbol of something else. That something else is certainly not the government of the day; nor is it, at bottom, the land or the nation, or even the people. It is, again, an ideathe idea of liberty, made real by institutional arrangements that protect the freedom of citizens to think and speak as they will. Liberty, which is a big idea, protects itself by protecting the expression (though not, of course, guaranteeing the triumph) of other, smaller ideas, good and bad. And the idea of liberty is embodied in the Constitution."
Eller sagt endnu bedre i 1990 af Harvard jura-professoren Charles Fried, som var Ronald Reagans Solicitor General (d.v.s. en slags statsadvokat på ministerniveau), der sagde, at et forslag om at forbyde flagafbrænding vil være som at tegne "a moustache on the Mona Lisa of our liberties. … It would be 'a piece of vandalism whose mark will be with us forever."
Det pudsige ved debatten om flagafbrænding er, at mange af de borgerlige/konservative, både i Danmark og i USA, som vil mene, at flagafbrænding ikke bare er skændigt men noget, der bør være strafbart, sikkert også var blandt dem, der var på den rette side af Muhammed-debatten–altså blandt dem, der mener, at retten til frihed prima facie trumfer det meste andet og ikke bør begrænses af, at andre mennesker føler sig stødt på manchetterne. Hvordan et parti som Dansk Folkeparti indenfor samme måneder meningsfuldt kan både forfægte ytringsfriheden i Muhammed-sagen og foreslå, at afbrænding af Dannebrog skal gøres strafbart, er lidt svært at forstå–med mindre man skal kaste sig ud i motivforskning (og det er vi ikke så store tilhængere af her på stedet).
Det er da heller ikke alle, som ikke er post-moderne føle-føle tolerantistas, der mener, at forbud mod flagafbrænding er en god idé. Wall Street Journals skribenter er imod. Cato Institute har været imod forslaget i flere omgange, både i 1995 og 2001. Liberty & Power bloggen er det naturligvis. Her kommer lidt fra denne uges Wall Street Journal-klumme af Peggy Noonan, som fortsat er blandt mine mest yndede amerikanske kommentatorer, og som generelt opfattes som "så konservativ, at det gør noget" (og bl.a. var taleskriver for Reagan og forfatter til A Heart, a Cross and a Flag: America Today, og derfor næppe kan opfattes som "upatriotisk"):
"The flag burning amendment is a bad idea, and will not prove, in the end, politically wise or fruitful to any significant degree. Three reasons. One is that the American people can sense, whether they support a constitutional ban or not, that they're being manipulated. They know supporters are playing with their essential patriotism for political profit. They know opponents are, by and large, taking their stand for equally political reasons. They can sense when everyone's posturing. It's not good, in the long term, when people sense you're playing with their deepest emotions, such as their love of co
untry.Second, nobod
y thinks America is overrun with people burning flags, so the amendment does not seem even to be an exotic response to a real problem. There are a lot of pressing issues before the Congress, and no one thinks this is one of them. Voters know it's hard to do a risky thing like define marriage as a legal entity that can take place only between an adult human male and an adult human female. That actually would take some guts. It's easy–almost embarrassingly so–to make speeches about how much you love the flag.Third, Americans don't always say this or even notice it, but they love their Constitution. They revere it. They don't want it used as a plaything. They want the Constitution treated as a hallowed document that is amended rarely, and only for deep reasons of societal or governmental need. A flag burning amendment is too small bore for such a big thing. I don't think it will come up as a big issue every even numbered year. I think it's going to go away. There's too much else that's really needed."
Eller som Cato Institute skrev for et årti siden:
"Another threat to free speech is the continuing campaign to outlaw the desecration of the American flag. As outrageous as flag burning is, the test of our commitment to freedom of speech is our willingness to tolerate offensive speech. The Founders put freedom of speech in the Constitution because they knew that we would all be tempted at one time or another to ban some kind of speech or expression, so it's best that everyone be unable to do so. It's interesting to speculate whether the flag-bedecked ties, hats, and other paraphernalia sported by Pat Buchanan and the delegates at the Republican National Convention would be legal under the flag-desecration amendment they favor.
Prevented by the courts from banning flag burning by statute, some members of Congress want a constitutional amendment to forbid desecration. Some advocates of campaign finance regulation likewise understand that such restrictions fall afoul of the First Amendment and want a new amendment to bring about their preferred exception. Maybe those new amendments should be numbered Amendment I(a), Amendment I(b), and so on, to keep all the exceptions in close proximity to the original First Amendment."
PS. I denne forbindelse kan det iøvrigt være lidt illustrativt at betragte (via Wall Street Journals OpinionJournal.com), hvilke lande, der har hvilken lovgivning på området:
I vores desværre nok meget lange serie med titlen "Sagde han virkelig dét …?" kommer her et dagsaktuelt klip fra statsministeren selv.
Det er fra hans lancering af oppositionens velfærdsreforms-forlig, som statsministeren ifølge Politiken karakteriserede som:
"Det er globalisering med et menneskeligt ansigt."
Det er jo godt at vide. Altså at venstrefløjens tanker på kun få år kan retorisk kravle til tops på den borgerlige fløj (jf. at begrebet blev lanceret af ATTAC og siden fremført af Mogens Lykketoft, Nyt Europa og senest bl.a. Steen Gade). Vi venter spændt på, hvad den næste landvinding kan blive–"økonomisk demokrati" …?
Den statskonservative Kasper Støvring (der for nogle måneder siden fik prygl med det intellektuelle spanskrør af Christopher Arzrouni i den anden Djævlens Advokat) har en kronik i dagens Jyllands-Posten, med den sigende titel “Staten bør støtte den nationale kultur”. Heri dette fine eksempel på et non sequitur (med fremhævning tilføjet):
“En fælles national kultur er bevaringsværdig, fordi den skaber stor indbyrdes loyalitet mellem kulturens medlemmer. At danskernes nationalfølelse og tillid til hinanden ligger helt i top dokumenteres hyppigt. Senest i en ny international undersøgelse om “social kapital”, udgivet af forskere ved den spanske bank BBVA.
Derfor er der god ræson i at styrke den nationale identitet i globaliseringens tidsalder, hvilket også har været intentionen bag kulturministerens initiativ til at skabe en national kulturkanon. For også de “umistelige” kunstværker i kulturkanonen udtrykker hver på sin måde en idé om danskheden.
For konservative bør staten derfor støtte den nationale kultur.”
Hvor er David Hume, når vi virkelig har brug for ham?
Hele den igangværende misere om, hvem der ikke har sagt hvad i Venstre (og hvem der ikke har drukket øl med hvem)–og hvem der ikke må mene hvad–udløste en artikel i dagbladet Information. Avisen, der tilsyneladende har ladet Danmarks førende cut'n paste skribent, Henning Tjørnhøj, diktere, hvorledes man skal titulere borgerlige danskere, har således bestemt sig for at undersøge, om liberalismen faktisk er lige så død som sovjetmarxismen–og det er jo noget, de må vide noget om derinde på avisen nær Dronningens Tværgade.
Til det formål har man jo brug for en ekspert eller to–og jeg skal for en ordens skyld indrømme, at jeg faktisk blev ringet op i den forbindelse, men om det var som ekspert eller ej, ved jeg ikke, da den lille Frøken Punditokrats første fødselsdag var i vejen. Om det dermed var mig, der indirekte var skyld i, at artiklen "ekspertmæssigt" hældede noget til venstre, skal jeg ikke kunne sige (eller tage ansvar for); ihvertfald tog man "flere" [=2] "samfundsforskere", som der skrives, og bad dem kommentere liberalismens tilstand, hvilket man så supplerede med bemærkninger fra Mads Lundby Hansen fra "den liberalistiske tænketank CEPOS". Så har man jo ligesom været alsidige.
Her kommer et par længere uddrag, med mine egne bemærkninger indsat:
"[Stridighederne] i Venstre er blot krampetrækninger fra en ideologi, der for længst har udspillet sin rolle, lyder det fra flere samfundsforskere herhjemme. Den klassiske liberalisme er trængt i defensiven af velfærdsstatens succes og står reelt uden folkelig opbakning, mener de. [Det sidste er formodentlig overordnet sandt–men skyldes det "velfærdsstatens succes"? Eller har det snarere noget at gøre med opportunistisk krævementalitet?]
"Det er for længst gået op for folk, at jo mere marked, vi får, jo mere stat er der også påkrævet. [Ok, vent lidt: Så dengang, der var meget lidt "marked", var der brug for meget lidt stat? Men hvis man får mere statsstyring, får man så ikke også mindre marked? På mig lyder det mistænkeligt som om, der kun kan blive mere og mere stat, uanset hvad man gør …?] Og det er en af grundene til at det er meget svært at slippe afsted med et liberalistisk program i Danmark," siger lektor på Copenhagen Business School Lars Bo Kaspersen, der i mange år har forsket i forholdet mellem stat og marked."[Lur mig, om ikke dét har lidt mindre sofistikerede årsager.]
"Folk er blevet klar over, at hverken den rene statsmodel eller den rene markedsmodel dur.[Det er nok halvt rigtigt–der er ihvertfald god grund til at tro, at manges tiltro til "den rene statsmodel" led et knæk ca. 1989-90. Men i hvad baserer samfundsforskeren sin viden om "folks" viden om, hvordan markedet dur eller ikke dur? Er der lavet undersøgelser af netop det?] Socialliberalismen har sejret, og det er derfor, at der er så crowded på midten af det politiske spektrum. Det parti, som evner at sælge et socialliberalt budskab bedst, vinder:[Er dét ellers lige en tautologi, der vil noget, eller hva'?] Frihed til den enkelte, men med kollektiv solidaritet.[I hvad baserer samfundsforskeren sin tiltro til, at det lige netop er forestillinger om "kollektiv solidaritet", der driver partierne mod midten?] Så får man den fulde pakke," siger han.
Også Mogens Rüdiger, historiker og forfatter til bogen Statens synlige hånd, mener at løbet er kørt for den rene liberalisme, som han kalder en "forældet ideologi".[Hey, hvad er lige den videnskabelige definition på "forældet"? Var demokratiet "forældet" i 1933? Var socialismen "forældet" i 1989?]
"Den klassiske liberalisme spiller på en modsætning mellem tryghed og frihed, der siger at man må vælge mellem de to: Hvis man vil have frihed, må man give køb på noget tryghed og omvendt. Men den holder ikke i dag, for velfærdsstaten har rent faktisk leveret en kombination. Den har forenet tryghed med individuel frihed," siger Mogens Rüdiger.[Der er måske nogle, der ville være uenig med samfundsforskeren i denne værdifrie vurdering, og som i stedet ville mene, at det ikke går helt så godt med den individuelle frihed–men så kan man jo altid omdefinere begreberne.]
Ifølge Lars Bo Kaspersen er det en erkendelse som for længst har bredt sig helt ud til de yderste flækker i Danmark.
"Det, som mange borgere har forstået, er, at frihed ikke består i en alles-kamp-mod-alle. [Nå ja, det er jo dét alle liberale har forfægtet siden Herbert Spencer!] Frihed består i grundlovssikrede rettigheder og arbejdsmarkedsrettigheder, der gør, at man kan konkurrere på et lige grundlag. [Here we go again …] Men det lige grundlag kan kun statsmagten skabe fundamentet for. Derfor er den rene liberalisme død. Den er fuldstændig færdig, den er lige så død, som sovjetmarxismen."[Det pudsige ved mange venstreorienterede akademikere er, at efter, at de selv opgav marxismen som program, så skal de partout erklære alt andet for dødt. Er det en slags indebrændthed?]
Anyway, til dem der måtte forfalde til at mene, at liberalismen er død eller er ved at dø, har jeg kun dette at sige: Daniel Bell! Det er mere end 40 år siden, at han erklærede "ideologierne døde". Ti år senere havde man set studentermarxismens fremmarch, og det næste ti år blev præget af en samfundsdebat, hvor det var tænkere som F.A. von Hayek, Robert Nozick, James Buchanan m.fl., som repræsenterede den intellektuelle avantgarde. Rygter om at en bestemt ideologi skulle være afgået ved døden, vil givetvis være kraftigt overdrevne, hvis de primært baseres i anekdotiske betragtninger fra en forstørret kolonihave.
Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, der som næstformand for partiet Venstre står med ansvaret for fornyelse af partiets program i retning af en af ham benævnt “velfærdsliberalisme”, har i Politiken følgende at sige om, at Søren Pind, Peter Christensen m.fl. har følt sig tvunget til at trække deres i forvejen udvandede teseforslag fra diskussion på partiets landsmøde:
»Det er jo deres egen beslutning at trække forslaget, og det er ærligt talt lidt tomt at kritisere debatkulturen, hvis man trækker sit indlæg på forhånd«.
Det er jo på sin vis sandt. Det forhold, at man de senere år har set Venstres partiledelse slå hårdt og offentligt ned på enhver form for tilløb til markering af liberale holdninger blandt medlemmerne, kan da bestemt ikke ses som undertrykkende for en debat. På samme måde som det jo kunne opfattes som lidt “tomt” at kritisere ytringsfrihedens vilkår i Sovjet og Nazi-Tyskland, hvis man selv havde rømmet landet–man kunne jo bare blive og forfægte ytringsfriheden! Uden sammenligning iøvrigt.
Vores med-punditokrat Mchangamas post om "den libertære Bush"–som altså ikke er en af præsidenterne af dette navn, men Floridas guvernør John Ellis "Jeb" Bush–har meget, eller ihvertfald noget, der taler for sig.
Selv oplevede jeg det allerede for nogle år siden, i slutningen af 1990erne, hvor jeg som svagt mere end gennemsnitligt interesseret i amerikansk politik bemærkede, at hvor "W." talte om "compassionate conservatism" og tydeligt fremhævede sin evangelsk-protestantiske baggrund, virkede Jeb–trods sine katolske forbindelser og vælgere–lidt mere sekulær og tydeligt mere libertær, ihvertfald i en Reagansk tradition. I 2000 nævnte jeg det "en passant" overfor en tysk-amerikansk fagfælle, der næsten bogstaveligt var vokset op for fødderne af F.A. Hayek, og som bestemt selv er klassisk-liberal–og som på det tidspunkt netop var flyttet til Florida. Jeg husker ikke hans eksakte ord, men det var noget i retning af, "Hvad i alverden taler du om …?". Men da jeg for et år siden bragte forskellene mellem de to brødre op igen, var min tysk-amerikanske ven svunget helt rundt og var, efter at have levet i Florida nogle år, blevet en overvejende ganske begejstret Jeb-fan. "Der er en markant politisk forskel på de to", sagde han. "Det skulle have været ham i 2000."
Det har andre også bemærket, i kølvandet på Weekly Standards artikler (bl.a. denne)–
og, kender man journalister ret, sikkert kraftigt inspireret heraf. Det gælder bl.a. britiske The Telegraph, som 11.VI. havde en lang artikel med titlen "Curse of big brother stalks Jeb Bush". Heri hed det bl.a.:
"He is a popular governor of a pivotal southern state, who has impressed with his leadership of hurricane relief efforts, is a charismatic speaker and a renowned policy expert – and is steeped in political campaigning.
Normally, such attributes and qualifications, along with his small government, libertarian brand of conservatism, would make him a front runner for the Republican presidential nomination in 2008.
But the governor of Florida, who has a popularity rating of 63 per cent in his home state, has one disadvantage that overshadows everything else – his surname is Bush."
Selvsamme dag havde en anden britisk avis, London's Sunday Times, en artikel om nøjagtigt samme emne.
Det er et generelt anerkendt postulat, at det var Jeb, som var udset til at være familiens politiske håb. Havde han vundet guvernør-valget i Florida, da han stillede op første gang, var det givetvis ham, som havde været kandidaten i 2000. Ét spørgsmål er så, hvor stor en forskel det ville have gjort? Et andet er, om han nu nogensinde får chancen?
PS. Til sidstnævnte spørgsmål kan det bemærkes, at den helt hotte "sladder" p.t. er, at der har været et møde mellem John McCain og Jeb Bush, og at spekulationen går på en aftale–eller ihvertfald en "føler"–m.h.t. McCain som præsidentkandidat og Bush som vicepræsidentkandidat …
PPS. Kommentatoren E.J. Dionne, som næppe kunne finde på at stemme på en sådan "ticket" (med mindre alternativet var George W. Bush), havde en kommentar om dette emne i Washington Post … for nøjagtigt et år siden! New York Times/International Herald Tribune havde en artikel for to uger siden.
PPPS. Hvad siger tallene? Ikke så meget p.t. Ser man på meningsmålingerne, der parrer Hillary Clinton vs. John McCain, har sidstnævnte generelt en føring og ofte én, der er statistisk signifikant. Det samme kan ikke siges i tilfældet med Jeb Bush, som omvendt taber til H.R.C., hvilket nok snarere skal ses som utilfredshed med storebroder end som voldsom kritik af lillebror. Til gengæld er Jeb Bush måske bedre end McCain til at bringe konservative kernevælgere af huse. Men hvor gerne vil McCain have én som Jeb som sin nr. 2 …?
Jeg skal ellers lige love for, at det i går igen lykkedes CEPOS at få skattelettelser på dagsordenen. Højdepunktet var en vellykket konference med knap 200 deltagere og et spændende program (present company excluded …), hvis hovedtalere var verdens bedst lønnede professor, Chicago-økonomen Robert Barro fra Harvard University, og chef-arkitekten bag Thatcher-regeringens økonomiske politiske, den fhv. finansminister, Lord Lawson.
Barro gav med udgangspunkt i sine solide empiriske studier af,
hvad der skaber økonomisk vækst, argumenterne for, hvorfor en mindre offentlig sektor vil være en fordel–selv hvis det sker gennem skattelettelser, der ikke er fuldt finansierede, om end han selv foretrak at skaffe et råderum gennem offebntlige besparelser. Lawson talte med udgangspunkt i sine egne personlige erfaringer om, hvorfor det er vigtigt, at regeringer, der vil gennemføre reformer, har mod, mandshjerte og strategisk sans for at gøre det. Han stod også for konferencens bedst one-liner: “If you want government off your back, you have to get your hands out of its pocket!”.
Andre talere inkluderede bl.a. skatteminister Kristian Jensen, overvismand og professor Peter Birch Sørensen, CEPOS’ cheføkonom Mads Lundby Hansen, samt forskningschef Torben Tranæs fra Rockwoolfondens Forskningsenhed. Sidstnævnte kunne bl.a. vise, at Danmark af fem nordeuropæiske lande syntes at være det med mest sort arbejde.
CEPOS havde i forbindelse med konferencen udarbejdet en række analyser og notater, bl.a. ét, der angav forslag til skattelettelser og indeholdt analyser af de sandsynlige dynamiske effekter, og ét, der “præventivt” viste, at selvsamme forslag ikke vil ændre på Danmarks placering m.h.t. lighed målt ud fra den såkaldte ginikoefficient. (Barro argumenterede iøvrigt på konferencen fint for, hvorfor fokus på lighed er uinteressant i.f.t. at fokusere på, hvor godt folk har det.)
Konferencens talere og temaer er også blevet taget godt imod flere steder i medierne, bl.a. i Dagbladet Børsens leder i går, som fandt CEPOS’ oplæg “stærkt” og gennemarbejdet. Og Berlingske Tidendes leder plæderer dags dato for “et frihedsorienteret samfund” og føler sig inspireret til at minde (De Radikale? Venstre?) om Viggo Hørups gamle ord:
“Ægte forfriskende ville det være, hvis partierne skelede til Viggo Hørups gode ord fra 1893: »Der maa engang komme Nogle, som siger: Vi vil ikke have Skat, heller ikke god Skat, ikke engang fortrinlig Skat; det er mindre Skat, vi vil have, forstaar I, mindre Skat«.”
PS. Nogle af os havde i går aftes lejlighed til under private former at spise middag med bl.a. Barro og Lord & Lady Lawson, og det var en både interessant og underholdende middag af en slags, man sjældent oplever. Begge hovedgæsterne holdt små dinner-talks: Lawson om de frihedens fjender, der efter hans mening har erstattet kommunismen: anti-globalisterne; dem, der taler for “sustainable growth”; miljødommedagsprofeterne; dem, der taler om “corporate social responsibility” … Barro talte derimod varmt og personligt om sin egen private helt og mester, Milton Friedman. Så var tonen ligesom lagt …