Tålmodige læsere af denne blog vil vide, at denne posting bliver endnu et skamløst indlæg til støtte for Irak-krigen. Denne gang fremkaldt af statsministerens meddelelse om, at hovedparten af de danske tropper i Irak trækkes tilbage i august samtidig med en reduktion af de britiske tropper.
Kommentarspalten ndf. står åben til afvigende bidrag, heriblandt de sædvanlige trofaste kommentatorer der rasende vil fastholde, at krigen har været en katastrofe. Man kan også bare læse Thøger Seidenfadens leder i dagens Politiken, hvis man ikke gider vente på dem.
Denne posting bliver mere i stil med lederne fra JP, Berlingske (lederen, bestemt ikke folkene på 1. sektion) og The Times.
Beslutningen om at trække hovedstyrken tilbage efter fire års engagement giver grund til at overveje indsatsen. Det kan, passende provokerende, formuleres sådan:
Hver dag demokratiet overlever i Irak er en succes.
Som Victor Davis Hanson minder om, var der mange gode grunde til at ønske Saddam fjernet. Frygten for WMD var blot en af dem. Og læser man Duelfer-rapporten eller indledningen til Butler-rapporten får man bekræftet, at Saddam heller ikke den i henseende var den harmløse stakkel, som nogle ønsker at fremstille ham som.
Alternativet til den nuværende situation er, som statsministeren til stor irritation for de velmenende pacifister ofte gentager, at Saddam var fortsat som diktator.
Det mest sandsynlige er, at Saddam havde fået fjernet sanktionerne. Som han jo selv gjorde gældende i FN under opløbet til krigen, så havde FN truet med alvorlige sanktioner, hvis han ikke overholdt resolutionerne, og hvis man ikke ville sanktionere ham, måtte det være fordi, han faktisk overholdt sanktionerne, og derfor burde sanktionerne ophæves. Det var strengt logisk og ikke videre morsomt for Frankrig og Rusland, der foretrak at ignorere kravet, hvilket de kunne gøre, så længe UK og USA lavede larm.
Så hvis krigen ikke var kommet, er det mest sandsynlige, at sanktionerne var faldet. Så havde vi haft Saddam som leder af et samlet Irak med fuld kontrol med olieindtægterne uden tilsyn. Han ville – igen ifølge Duelfer-rapporten - få måneder senere have haft WMD i form af b- og c-våben. Han ville endvidere have haft midlerne til at købe a-våbenteknologien fra den pakistanske Dr Khans – den gang – hemmelige atombutik. Han ville være en formidabel støtte for den bin Laden, hvis utrættelige kamp mod USA han jævnlig hyldede i sine aviser, og for dennes al-Qaeda netværk, der efter nederlaget i Afghanistan ville være på udkig efter nye stærke venner. Det ville gøre ham til en langt større trussel end situationen i Mellemøsten i dag.
Alternativt ville sanktionerne være fortsat. Saddam ville leve i luksus, mens titusinder af hans underkuede folk ville dø, især børn. Medierne ville være fyldt med de selv samme mennesker, der i dag er vrede over krigen, men som nu ville være vrede over sanktionerne og deres morderiske virkning på Iraks civilbefolkning, mens de påpegede den radikalisering og støtte til al-Qaeda som disse menneskerettighedskrænkelser ville medføre. Til sidst ville Irak bryde sammen, det var allerede ved befrielsen i en fremskreden tilstand af opløsning, og vi ville have en endnu større trussel om indblanding fra Iran, der ville foregive at støtte shiaerne, og Saudi-Arabien m.fl.til støtte for sunni, mens Tyrkiet ville gå ind fra nord mod kurderne.
I stedet fik vi en befrielse, der – i modsætning til ynglingsmyten i MSM – blev hilst velkommen af et massivt flertal af irakerne, selv blandt sunni. Og som blev nøjagtig lige så kort og ublodig, som forventet.
Befrielsen og indførelsen af demokrati har i den forstand været en kæmpe succes. Vi har fået bevist, at det er muligt at introducere demokrati og få folkelig opbakning til det også i Mellemøsten. Påstandene om, at irakerne ikke kunne blive demokrater på grund af deres race, etniske sammensætning, kulturelle udviklingsstade eller religion er blevet modbevist.
Eksistensen af et demokrati i Mellemøsten er af enorm betydning, langt større end krigsmodstanderne nogen sinde vil indrømme. Synet af irakerne, der kunne deltage i et frit valg og selv vælge deres ledere, havde en enorm indflydelse på de øvrige folkeslag i regionen. Næste gang, der skal være valg, vil påvirkningen blive lige så stærk. Og næste gang, og næste gang. Derfor den indledende bemærkning om, at hver dag, demokratiet overlever i Irak, er en succes.
Til gengæld har vi ikke fået skabt den fred og sikkerhed, som er nødvendig for at gøre landet til et forbillede for andre og en mindre trussel mod os selv. Det bruger diktatorerne i området naturligvis som skræmmebillede: Se hvad demokrati kan føre til! Og MSM synger – forunderligt nok, hvis man tænker efter – samme sang.
Den vedvarende vold har tappet på den folkelige opbakning. Ikke i Irak, hvor meningsmåling efter meningsmålling bekræfter, at et massivt flertal stadig finder befrielsen alle ofrene værd. Men i Vesten, hvor man – som formuleret af den dystert præcise Mark Steyn – i stigende grad har opfattet krigen som et reality-show, man bare ønskede sig stemt ud af, så det ikke skulle fylde hele sendefladen.
Vi må således konstatere, at mens den politiske mission med Irak-krigen har været en succes, har den militære del været mindre vellykket. Når jeg ikke formulerede det i stil med MSM som en fiasko, skyldes det, at jeg ærlig talt tvivler på, at vi kunne have gjort det meget bedre. Faktisk tror jeg, at vi har gjort det så godt, som det var muligt.
Det er naturligvis fristende, som nogle tidligere krigstilhængere, at søge tilflugt i den gamle udflugt "Ideen var god, men vi blev svigtet i udførelsen". Men er det rigtigt? Naturligvis begås der fejl. Det gør der i alle krige, og man skal være mere end almindelig hysterisk for at hævde, at fejl og grusomheder i denne krig har været værre end andre krige, f.eks. WWII, der i dag har et ganske pænt omdømme som "demokratiets krig", selvom vi i dag kender til voldsomme krigsforbrydelser og allerede fra 1945 måtte sande, at den krig, som blev startet for at frelse Polens frihed fra diktatur, endte forgæves for netop dem.
Var det f.eks. forkert at opløse den irakiske hær? Tja, bum bum. Det siger mange, men havde man ellers fået overbevist al-Sistani og med ham det store befolkningsflertal af shia om, at man mente demokratiet alvorligt og ikke bare ville udskifte en sunni-diktator med en anden?
Skulle der have været flere soldater i Irak? Tja, måske. Men tænk en gang på den fjende, man stod over for. Terrorister, hvis mål ikke primært var tropperne, men derimod at dræbe så mange tilfældige civile shia som muligt. Selv i England kunne hele den britiske hær, Scotland Yard og hendes majestæts kat ikke forhindre lystmorderne fra IRA i at sprænge bomber og dræbe uskyldige forbipasserende. Og så var IRA endda ikke så morderisk indstillet som de kombinerede oprørsgrupper fra Bath, al-Qaeda & co.
Problemet er og har hele tiden været, at vi ikke kan tvinge et fremmed folkeslag til demokrati. Det kan kun lykkes, hvis de selv vil det. Det irakiske folk har igen og igen bekræftet, at de ønsker et samlet demokratisk Irak. Men de bekæmpes af militser, der kynisk prøver at fremkalde en borgerkrig. I det opgør har vi støttet demokratiet, men før eller senere m
å irakerne selv overtage.
Det tidspunkt er – for vores område i Sydirak – kommet nu.
Så bør vi trække os ud. Det har hele tiden været planen.
Er det for tidligt? Formodentlig ja, men hjemmefronten er svækket efter fire års ensidig negativ dækning i MSM. Er det alt for tidligt? Næppe. Irakerne kan en hel del mere, end MSM har lyst til at fortælle. Desuden forbeholder briterne sig at kunne gå ind igen. Vi bør holde samme mulighed åben.
Hvordan så med fremtiden?
Mit bud er, at demokratiet overlever, og at Irak fortsætter som en samlet stat. Formodentlig med selvstyre, men ikke en egentlig føderal opsplitning. Hvorfor, når vi ser disse frygtelige sekteriske massedrab? Fordi de ikke nyder større opbakning i befolkningen. Irakerne har ikke nået det punkt af udbredt had, som tvang til opdelingen mellem Pakistan og Indien efter afslutningen på kolonistyret. Tværtimod er der en betydelig nationalfølelse, og det er mit gæt, at de venstreorienterede krigsmodstandere igen undervurderer nationalismens styrke.
Får vi flere krige som Irak. Ja, formodentlig. Det vil være sværere at få folkelig opbakning, ikke mindst til påstande baseret på efterretninger. Men alle seriøse politikere ved, at efterretningerne forud for Irak-krigen ikke var manipulerede, men blot utilstrækkelige. Så de kommer også i den situation at skulle træffe ubehagelige valg på et usikkert grundlag. Og her tror jeg, at der i højere grad vil være vilje til at vælge sikkerhed frem for vished. Sagt på en anden måde: frygten for en ny 9/11 vejer tungere end flovheden over at have overvurderet Saddams arsenal.
Mens det er usikkert, om vi får flere Irak-krige med en koalition af villige, er det mere sandsynligt, at vi får flere stedfortræderkrige. Afghanistan-krigen var til dels en sådan krig, og Tysklands og mange andres manglende vilje til at sætte tropper ind, hvor det er nødvendigt og dermed farligt, antyder, at man vender tilbage til den model. Vi så det samme i Somalia, hvor islamisterne – til mange defaitistisk indstillede journalisters store overraskelse – blev slået noget så læsterligt af nabolandets militær. Stedfortræderkrige har den store fordel, at MSM og den politiske opposition normalt er rimeligt ligeglade med, hvad der sker. Der er ikke nogen indenrigspolitisk gevinst at hente. Det står i skarp kontrast til det hysteri, der præger dækningen af krige, hvor vores egne tropper deltager, og hvor enhver af krigens grusomheder bliver fremstillet som en mulig krigsforbrydelse – hvis den altså er begået af vores tropper.
Ulempen ved stedfortræderkrige er netop det: at vores stedfortrædere sjældent opfører sig så humant og fornuftigt, som vores egne tropper gør. Vi risikerer dermed at falde tilbage på den eneste udenrigspolitiske linje, der virkelig kan kategoriseres som en fiasko: den såkaldte realistiske skole, der mere rettelig burde hedde den kyniske skole, og hvor man troede, at vi kunne få ro i Mellemøsten ved at betale lokale diktatorer for at undertrykke deres befolkning. Det skabte uhyrer som Saddam, al-Qaeda og tragedien 9/11. Vi må ikke håbe, at politikerne igen fristes til at gå den vej.
Vil tilbagetrækningen af danske tropper til fordel for Afghanistan hjælpe regeringen? Ja, på kort sigt, men så heller ikke længere. Modstanden mod Afghanistan-krigen var lige så indædt og bestod af de samme kredse, som modstanden mod Irak-krigen. Den såkaldte fredsvagt foran Christiansborg sidder der faktisk i protest mod, at vi befriede afghanerne for taliban. Men dels var krigen i Afghanistan desværre (for dem) alt for hurtigt og sejrrig, dels og heldigvis (for dem) startede Irak-krigen.
Her gjorde venstrefløjen den taktiske fejl, at de fremstillede Afghanistan-krigen som den "rigtige og lovlige" krig for dermed at skærpe kontrasten til den "forkerte og ulovlige" krig i Irak. Det har virket nogenlunde til at demoralisere og undergrave støtten til vores tropper i Irak, men det gør det nu vanskeligt for dem at dæmonisere indsatsen i Afghanistan på samme måde. Det forsøger de nu at overkomme, dels ved at fokusere på mulige "ulovligheder", som i DRs såkaldte dokumentarfilm om fangeudvekslinger, dels ved at gentage temaet fra Irak om, at det er umuligt at civilisere de indfødte. Det er godt nok en påstand, der smager ikke så lidt af rascisme, men man kan gøre det smagfuldt med nogen øvelse.
Det er status set herfra. Det er ikke begyndelsen på afslutningen for Irak. Det er afslutningen på begyndelsen. Nu overgår ansvaret til irakerne selv.
