Kategoriarkiv: Jesper Lau Hansen alias Mr. Law

Danmarks bedste avis

Af admin, den 13. januar 2007. 18 svar

Her på bloggen har vi nævnt det tit og ofte, og forleden blev det nok en gang bekræftet: Weekendavisen er Danmarks bedste avis, i hvert fald fik de Berlingskes pris. Den burde de få hvert år.

Deres indlæg er ganske simpelt bedre, og det øger både aftagerkredsen og den enkelte læsers interesse, at medarbejderne på avisen dækker et ganske bredt politisk spektrum. Selvom det er muligt at gætte den enkelte journalists personlige ståsted, det viser sig jo som alt overvejende hovedregel i valg af emne, vinkling og kilder, så er det ekstremt sjældent, at journalisten forfalder til den slags ensidig prædiken, der desværre er normen i de fleste andre aviser.

Den høje standard gælder normalt også læsernes indlæg. I denne uge mærker man sig især et større indlæg af David Pontoppidan og Christan Houlberg, der gør op med den historieforståelse, som desværre synes at præge store dele af de mediebærende klasser og som blev forseglet i Matador.

Der er m.a.o. noget for enhver smag. Det kan ikke undre de tålmodige læsere af denne blog, at jeg her fremhæver interviewet med Mikkel Vedby Rasmussen. Her bringes kun et par citater, for har I ikke købt eller abonneret på WEA, SÅ GØR DET.

Og Vedby er ikke bange for, at det bliver svært at komme pænt ud, for der har ifølge ham altid været to forskellige krige i Irak: Den der bliver ført i Irak, og den der bliver ført på den politiske bane i København, London og Washington.

"Og krigen nede i Irak kan de godt komme ud af på en god måde, for på mange måder har både danskere, briter og amerikanere gjort et ganske godt stykke arbejde, selvomm det er gået lidt upåagtet hen i den anden krig, den i hovedstæderne. Guderne skal vide, at de har begået masser af fejl, det gør man altid i krig, men det, de har gjort rigtigt, er, at de i vidt omfang har kunnet reducerede den opstand, der var i begyndelsen. Der, hvor Saddam Hussein lod sin hær forsvinde uden at komme i kamp, så den var bevaret til at lave guerillakrig. Den nedkæmpede de i vidt omfang uden de store problemer. Det, der så skete, var at Irak blev en magnet for alverdens islamister, som kom til og som også radikaliserede irakerne, så det blev en ny kamp. Og den kamp har de haft sværere ved at vinde. Det er så tæt på at være en borgerkrig, som det kan være, og den handler om mange andre ting, og det er en kamp, som vi fra Vesten aldrig rigtig kan vinde, for det er ikke vores kamp. Vi står midt i den, mens kuglerne flyver  hen over hovedet på os, men det er egentlig ikke vores kamp — den er det nok klogt at træde et skridt tilbage fra, som vi gør nu, og sige: Nu er vi her som en reserve, hvis det går galt, men derudover holder vi os væk."

Pointen er, mener Vedby Rasmussen, at det er gået okay. Det kunne være gået bedre, men det kunne sandelig også være gået værre.

Jeg kan især godt lide hans understatement om, at det er gået "lidt upåagtet hen". Jep, den "anden" krig er tabt ikke bare i Politiken og Information, hvor man kunne forvente det, men også i vores såkaldte public service-stationer DR og TV2, samt i de dele af Berlingske, der er ramt af Olav Hergel-syndromet.

Som kommentarspalten forneden måske vil vise, er der som nævnt altid noget for enhver smag i WEA. Det er under alle omstændigheder en god smag. Mums.

Nostalgi: Krauthammer i de gode gamle dage

Af admin, den 9. januar 2007. Skriv et svar

Forleden faldt jeg over denne artikel af Charles Krauthammer fra WaPo 18. marts 2005.

Det var i de gode gamle dage, hvor demokratiet netop var indført succesfuldt i Irak, og hvor demokratiet havde spredt sig til Libanon. Slyngelstaterne var bange, Libyen havde opgivet sit a-våbenprogram, og Syrien lod sig presse ud af Libanon. MSM måtte modvilligt overveje, om Bush alligevel havde haft ret i sin politik om, at demokrati ville have en afsmittende effekt. Det bekom dem tydeligvis ikke vel. Som en kommentator udtrykte det: It's like my head is going to explode. Og Krauthammer, han hånede sine modstandere. Tja, det var den gang.

Det sete afhænger af øjnene, der ser. krigsmodstanderne vil sikkert kun se det naive i Krauthammers optimisme. For mig minder foråret 2005 mest om det, der trods alt blev opnået: demokrati i både Irak og Libanon samt små skridt i retning af frihed i de øvrige diktaturer i området. Det bekræftede, at der blandt Mellemøstens arabiske folkeslag findes moderate kræfter, der ønsker demokratiet og er parate til at gribe det, når det tilbydes. Det er vigtigt at fastholde i en tid, hvor medierne søger at give os indtryk af, at diktatur og undertrykkelse er en naturtilstand for arabere.

I morgen skulle Bush fortælle om sin nye Nye Plan. Vi får se. Der er mange forslag i luften lige nu. Her er et link til The Times i dag, hvor Taheri lufter sine. I sidste ende afhænger det af irakerne selv. Det gør nogle til pessimister, men ikke denne punditokrat.

Den første reaktion

Af admin, den 4. januar 2007. 3 svar

Det nye år begynder hårdt hos os. Første dag med mundtlig eksamen var tirsdag den 2. januar. Velkommen du Herrens år! De arme studerende havde knapt fået konfettien ud af håret, før de sad ved det grønne bord.

Jeg tror aldrig, at jeg vænner mig til det. At sidde ansigt til ansigt med et andet menneske, der er næsten lammet af angst og nervøsitet – vel at mærke fremkaldt af ens blotte nærvær. Men som årene går, får man en vis rutine. Man begynder at lægge mærke til små ting, f.eks. at de studerende altid tager sedlerne med spørgsmål fra midten og ud. Eller den afslørende måde, som deres første reaktioner på et uventet spørgsmål giver. Det kan være ganske afslørende for, om de kan eller ikke kan emnet.

Det med de første reaktioner gælder også på andre områder.

Det var f.eks. tydeligt efter Dronningens nytårstale. Sagde hun virkelig det?, lød den første kommentar. Forbløffelsen og rådvildheden var udbredt i MSM. Sagde hun virkelig, at tilflyttere må udfolde deres egenart inden for de brede rammer, som et civiliseret samfund sætter. Tja, det var vist essensen. Jamen, hvad så med multi-kulti, værdirelativismen og respekten for hjemlandets mere brutale traditioner. Og sagde hun virkelig, at der var værdier, som vi ikke kan opgive, men må værne og slås for? Jeps. Rådvildheden hos de mange kommentatorer var underholdende. Underholdende og afslørende. Og egentlig unødvendige. Det var jo ikke ligefrem første gang, at hun gav udtryk for, at demokrati og frihed er værdier, hun sætter højt.

Et ganske andet, og så alligevel ikke, område var islamisternes militære nederlag i Somalia*). Igen var der den udbredte forbløffelse. Jamen, det er jo den konventionelle visdom, at terrrorisme ikke kan besejres; at islamisterne bare bliver flere og flere, hvis man byder dem modstand. En særligt underholdende kommentar var en avisforside – jeg skal nok lade være med at hænge vedkommende avis ud, til en afveksling – lød, at "nu" ville islamisterne kalde til hellig krig mod Etiopien, underforstået at nu blev det først værre. Men, æh, nej. Det med at kalde til hellig krig havde de faktisk allerede gjort for længst, og først bagefter slog Etiopien til, bl.a. af den grund. Tilbage er nu kun at søge trøst i, at islamisterne måske alligevel kommer tilbage, lidt i hvert fald og måske på længere sigt. Det synes i hvert fald at være håbet hos MSM.

Det skal blive spændende at se, om resten af 2007 udvikler sig lige så "overraskende".

*) Dang! Jeg skrev Sudan, men det er Somalia. jeg vidste, at det var et land med S, men at det ikke kunne være Sverige — endnu.

Fra mediernes verden

Af admin, den 26. december 2006. 8 svar

Så blev det juleaften, og den blev helt så stemnings- og kaloriefyldt, som den bør være. Ah, uhæmmet materialisme i familiens skød, det er for mig en væsentlig del af, hvad liberalisme handler om. Skal vi have and eller flæskesteg? Det må den enkelte selv afgøre, så vi nupper begge dele.

Det siges, at der i forsikringsverden kendes en sammenhæng, hvorefter farven rød på en bil er ensbetydende med større risiko for skader. Jeg tror, at der er en tilsvarende usikker, men dog signifikant sammenhæng mellem anti-materialisme og diktatursympati. Den, der ikke er glad for frihed, er sjældent heller glad for materielle goder og frås. Puritaneren stræber efter kontrol over både sind og krop. Bevis? Tja, det var næppe en tilfældighed, at Churchill både drak og spiste mere end gennemsnittet, mens Hitler var både afholdsmand og vegetarianer.

Så mens jeg stod og gjorde mig den slags underlødige overvejelser om livets indretning i den propfyldte bagerbutik tidligt i morges, kunne jeg kigge på morgenaviserne, der lå fremme. Der var rigeligt tid, for selvom butikken i Classensgade er kendt for at have Danmarks formodentlig sidste høflige og venlige ekspedienter, var ventetiden lang.

På forsiden af Jyllands-Posten var en rubrik, hvor en kvinde, der tjenestegør i Afghanistan, men åbenbart også har været i Irak, fortæller om den glæde, irakerne føler over at være befriet fra Saddams regime. En sådan forside er utænkelig hos Berlingske, og på vejen hjem gik jeg og fundere på, om det var på tide at skifte til JP i stedet for kun lejlighedsvis at købe den i et spædt forsøg på at vise min sympati for deres indsats for ytringsfriheden.

Det står galt til med dækningen af udlandsstoffet i Berlingskes 1.  sektion. Ensidigheden er massiv og næsten rituel. Det er åbenbart indiskutabelt, at man ikke kan, endsige bør, forsøge at udbrede demokrati til arabere i Mellemøsten, for det kan ganske simpelt ikke lade sig gøre på grund af arabernes race/religion/kulturelle udviklingsstade. Man prøver konsekvent at fremstille det som om, at krigen var vendt mod irakerne og ikke mod Saddam. At det var en aggression, ikke en befrielse. Man stiller på skrømt spørgsmålet: hvorfor blev vi ikke hilst som befriere? Svaret er naturligvis, at shia-flertallet meget fornuftigt frygtede Saddams SS-tropper, hans fadayeen, som var ladt tilbage i civil for at terrorisere dem, og de frygtede, at USA ville følge den realistiske skole og undlade at af-bathificere hæren og staten, så regimet igen kunne slå oprøret ned og sikre "orden", sådan som det gik i 1991. Meningsmålinger fra den tid viste klart, at mere end 90 pct. var glade for befrielsen fra Saddam; et flertal der senere er faldet pga volden, især blandt sunni, men som stadig udgør et massivt flertal. Alligevel fremstiller man det som om, at irakerne vil volden, selvom andre meningsmålinger viser, at de ønsker militserne nedkæmpet og Irak samlet.

Det er en ånd, der langsomt har spredt sig til andre dele af avisen. Ebbe Iversen må i sin anmeldelse af Bobby lige nævne, at han savner den flotte retorik hos afdøde Kennedy i forhold til den nuværende præsident. Mon han overhovedet har læst Bushs seneste indsætttelsestale, eller kan han kende forskel på Kennedys taleskrivere og Bushs ditto, hvis han blev udsat for en blindprøvning? Jeg tvivler. Korrespondenten fra USA omtaler stadig Plame-sagen som et tilfælde af regeringens hævn, og har mig bekendt aldrig indrømmet eller korrigeret de mange faktuelle fejl, man lavede under vejs i dækningen af den and. Selv Jens Hage, den noble ældre tegner, fremstiller Bush som et barn, der er sygeligt optaget af våben til sine forældres fortvivlelse. Sådann fremstiller man den præsident, der har befriet millioner af muslimer fra diktatur og givet dem chancen for frihed. At det ikke er sket fejlfrit, er utvivlsomt, men Berlingskes dækning er selv infantilt ensidigt. Se blot på Weekendavisen. Her kan man også gætte det politiske ståsted hos en Arne Herdis eller en Jan Bo Hansen. Men deres respektive reportager er alligevel så fyldte med oplysninger og nuancer, at der er langt ned til den ensidighed, som præger den gamle moderavis.

Vel hjemme igen fik jeg så læst min Berlinger, der vanen tro afleveres senere end gratisaviserne; denne morgen dog uden denne konkurrence. For avisernen er 2. juledag er mest fyldt med stof, som er skrevet god tid i forvejen. Og godt det samme. Det betød nemlig, at dækningen af udlandsstoffet i 1. sektion mest var telegrammer fra nyhedsbureauerne. Til gengæld var 2. sektion fyldt med tankevækkende stof, som er både tidløst og interessant. Især og mest vigtigt fra et kommercielt synspunkt er det dog, at det er stof, man ikke ville kunne finde i Politiken.

Et centralt tema var ensretningen hos journalisterne. Fra Lisbeth Knudsens utvivlsomt kyndige og indsigtsfulde til en rundspørge blandt en række forskellige mediefolk. Og så var der Megafon, der ofte står som et tiltrængt korrektur til dækningen af nyhederne i 1. sektion, især når den bestyres af Bent Blüdnikow. Sidst, men absolut ikke mindst, er der Groft Sagt med det grove men ædle salt til dagens gang.

Og således endte denne julemorgen. Der er alligevel grund til fortsat at abonnere på Berlingske, nemlig 2. sektions kulturstof. JP må nøjes med min mere spontane uregelmæssige støtte, og denne blogs læsere må trækkes med mere klynk over indholdet hos den Gamle Tante også i 2007.

Godt nytår!

Genbrug: Et svensk juleeventyr

Af admin, den 23. december 2006. 1 svar

En af fordelene ved at have blogget i længere tid er, at man skamløst kan genbruge sit mere sæsonbetonede stof.

Med sort samvittighed over ikke at have bidraget med noget den seneste tid kommer her et link tilbage til min posting for nøjagtigt et år siden.

Så i lighed med vores redaktør, der vil sidde ved skærmen og se Disneys Juleshow, vil jeg herudover prøve at få set Karl-Bertil Jonssons Julafton.

Meget af det, jeg skrev i indledningen sidste år, gælder fortsat. Men med en stor forskel. De har nu en borgerlig-liberal regering på den anden side af Sundet og en astronaut i rummet. Hvor er de heldige. Vores kan ikke engang finde råderummet.

Glædelig jul.

Berlingske og Grevil-sagen

Af admin, den 5. december 2006. 26 svar

Det er med et lettelsens suk, at man noterer sig frifindelsen af chefredaktøren og de to journalister i gårsdagens dom fra Københavns Byret. Men nu, hvor frifindelsen er på plads, kan man igen være bekendt at omtale sagen i et vist frisprog.

Det var en dum sag, som anklagemyndigheden burde have forskånet de tiltalte og os andre for. Det har skadet vores omdømme, at den blev rejst, og frifindelsen risikerer at skabe nye myter.

Dommen er heldigvis klar. Den fastslår, at domfældelsen af Grevil skete med rette, hvilket i juraens sprog er byrettens måde ikke bare at anerkende landsrettens resultat, men også at tiltræde det. Det anerkendes også, at FE havde ret i, at materialet burde være forblevet hemmeligt. Men frifindelsen skyldes en fornuftig afvejning af, at medierne bør kunne offentliggøre materiale i meget videre omfang end andre aktører. For at sikre mediernes rolle i demokratiet må man nøjes med at retsforfølge de, der lækker til medierne. Medierne selv bør gå fri, medmindre de da udtrykkeligt har opfordret eller lokket til lækagen, hvad der ikke synes at være tilfældet her.

Man kan sammenfatte det sådan, at det ikke bør være strafbart at lave dårlig og tendentiøs journalistik.

For dårlig og tendentiøs journalistik, det var det.

Det er forståeligt, at Berlingske nu prøver at fremstille sig selv som sandhedens bannerførere. Det var de ikke, og det er heller ikke derfor, at de blev frikendt. De lækkede oplysninger var ikke "ubekvemme" for regeringen. Det var kun den tendentiøse fremstilling, som var ubehagelig.

Lad os se på historien, som den udviklede sig.

Grevil ønskede at forlade sit job hos FE. Inden da valgte han at lække hemmelige oplysninger til Berlingske for at smæde sin gamle arbejdsplads; en metode han havde brugt tidligere i sit liv, når han var på kant med nogen. Hans påstand i de første afsløringer var, at FE var en samling amatører, der blot skrev af efter udenlandske efterretningstjenester uden at kunne tænke eller analysere selv. Først da han vidste, at han var afsløret, blev påstanden, at Fogh havde løjet i forhold til de rapporter, som FE lod udarbejde.

Det var en tåbelig påstand al den stund, at FE rapporterne blev forelagt Folketingets kontroludvalg, og enhver løgn fra Foghs side ville derfor blive opdaget. Denne kontrol er faktisk en væsentlig grund til, at vi har kontroludvalget. Da Fogh valgte at offentliggøre FE rapporterne, faldt historien sammen.

Det eneste politiske offer blev forsvarsministeren, der var kommet til at sige, hvad enhver normalt begavet person kunne have sagt sig selv, nemlig at Fogh næppe havde løjet, for så havde medlemmerne af kontroludvalget vel reageret. Herved citerede han indirekte fra kontroludvalget, som ellers er undergivet tavshedspligt, og dermed kunne oppositionen få et offer, når de nu ikke kunne få Fogh.

Berlingske m.fl. prøvede at få Fogh hængt op på en overdrivelse af rapporterne, f.eks. ved at fuske med hans citat om, at Saddams WMD ikke er noget, vi tror, men noget vi ved. Men i disse internettider er det svært at få citatfusk til rigtig at virke andet end blandt de allerede frelste.

Denne gennemgang er kritisk over for Berlingskes indsats, så jeg må hellere supplere med lidt dokumentation for min kritik.

Berlingskes dækning var tendentiøs, fordi man bevidst undlod at nævne, at den britiske efterretningstjeneste, som Grevil jo netop beskyldte FE for at kopiere, faktisk havde udsendt en rapport den 11. september 2003, der udtrykkeligt opretholdt en væsentlig del af efterretningstjenestens påstande og afviste, at de havde været under politisk pres. Det var i øvrigt den rapport, som for første gang fastslog, at Saddam havde været efter uran i Afrika; en konklusion som senere blev gentaget i Hutton-rapporten og senere meget udførligt i Butler-rapporten. Men Berlingske var ikke alene om at ignorere den ubekvemme rapport. Ekstra Bladets såkaldte Hvidbog om "Irakløgnen", der udkom et par måneder efter, omtalte den heller ikke med et ord, og det gav som bekendt en Cavlingpris. Og i sommer valgte Berlingskes to journalister i deres dækning af den uheldige Plame-sag sørme at gentage vrøvlet om uranløgn og falske dokumenter – hele to år efter at den første britiske rapport havde afvist det vås.

Denne tendentiøse dækning skrev jeg et debatindlæg om, der blev bragt den 9. marts 2004. Det kan læses her.

Berlingskes redaktør gjorde imidlertid, hvad man kan forvente af den stakkels mand og forsvarede avisens dækning imod kritikken. Disse korte kommentarer blev optrykt under debatindlægget.

Det fik mig til at præcisere min kritik i et nyt debatindlæg, som jeg fremsendte samme dag. Det blev desværre ikke bragt, men gengives her:

Rapporten er relevant

I et tillæg til mit indlæg i går afviser redaktøren, at man ignorerede fakta ved ikke at omtale rapporten fra the Intelligence and Security Committee (ISC). Jeg må først beklage, at jeg slog Information i hartkorn med Politiken, for Information omtalte faktisk rapporten også efter udgivelsen. Derudover må jeg fastholde min kritik. På forsiden af søndagens Magasin optræder to faktabokse, der ses i sammenhæng med overskriften "Skræmmebilleder". Overskriften giver læseren indtryk af, at trusselsbilledet af Saddams Irak var overdrevet, og det forstærkes af de to faktabokse. Begge faktabokse er imidlertid misvisende, hvis man sammenholder dem med ISCs rapport. Lad os se på dem hver for sig.

Den venstre faktaboks om uran-køb anfører, at USA har erkendt, at "påstanden beroede på forkerte oplysninger". Men som nævnt fastholder briterne stadig påstanden, og i ISCs rapport tiltrædes denne vurdering. Den pointe har også The Economist (4/10 03) fanget, men de har vel også læst rapporten. Det er ikke en relevant indvending, at amerikanerne faktisk har trukket påstanden tilbage. For den blev i den amerikanske debat præsenteret som baseret på britiske efterretninger.

Den højre faktaboks anfører om de 45 min., at "påstanden har længe forfulgt Tony Blair og hans efterretningstjeneste". Det må give læserne indtrykket af, at påstanden var ubegrundet. Men i ISCs rapport betragtes den som pålidelig, faktisk lidt banal. Den fik kun en prominent plads, fordi spindoktoren Alastair Campbell med sin journalistiske tæft indså dens tiltrækningskraft på journalister. Det virkede, desværre for meget. Nogle journalister troede, at Irak kunne angribe Storbritannien på 45 min. De blandede oplysningerne om masseødelæggelsesvåben (WMD) fremført ved konventionelle våben sammen med oplysningerne Iraks langtrækkende missiler. Det var der ikke belæg for, og ISCs rapport kritiserer i denne forbindelse Blair for ikke at have skåret det ud i pap. Men påstanden i sig selv opretholdes. Det synes mange danske journalister at have misforstået. I Berlingske (23/2 04) får en journalist det til, at oplysningerne om de 45 min. kun angik konventionelle våben og ikke WMD. Tilsvarende misforståelse synes at optræde (28/1 04), hvor påstanden omtales som "totalt afvist", mens lederen samme dag i øvrigt gav udtryk for de modsatte holdninger. At journalister og redaktion giver udtryk for forskellige opfattelser har sikkert sin logiske forklaring i den journalistiske magtfordelingslære, men for læserne fremstår det som et (Berlingske) hus i splid med sig selv.

Jeg må derfor fastholde, at ISCs rapport er blevet ignoreret, og at Berlingskes reportager har lidt derved. Jeg forstår godt, at Berlingske ønsker at forfølge en kritisk stil, da det sælger bedre. Men hvorfor følge alle de andre på Politiken, DR, osv. Hvorfor ikke være kritisk over for dem og vurde
re, om de har noget at hav
e kritikken i? Det er da også kritik, og kan endda være ord, der fører til noget.

Tja, det var spildte ord, og avisens dækning fortsatte ad samme spor.

Til sidst greb Fogh til offentliggørelse af FE rapporterne. Det var et godt træk, som siden er blevet brugt af andre politikere. Blair brugte det, da vedholdende rygter ville vide, at kronadvokaten skulle have skrevet i sin rådgivning til regeringen, at Irak-krigen var folkeretsstridig. Det havde han naturligvis ikke. Og Bush har ligeledes offentliggjort forskellige efterretningsrapporter for at punktere mytedannelsen om løgn. Det lykkes nu ikke altid, da konspirationstilhængerne altid blot vil pege på, at "noget" ikke er offentliggjort endnu.

Men Foghs offentliggørelse lukkede ikke desto mindre den del af debatten herhjemme, og oppositionen måtte nøjes med forsvarsministerens hoved. At det var ganske usandsynligt, at Fogh skulle have løjet om de rapporter, som kontroludvalget havde haft adgang til, ses bl.a. af endnu et debatindlæg, som jeg havde i Berlingske den 18. april, hvor jeg fremsætter samme påstand, selvom rapporternen endnu ikke var fremlagt. Indlægget kan læses her. Det var ikke så svært at forudsige, selvom man i Informations leder samme dag havde svært høje forventninger til "afsløringen". De blev skuffede.

Sagen havde ikke noget smukt forløb, og den sidste tiltale var ingen pryd for vores demokrati, selvom det heldigvis endte godt. Se, det var jo næsten et juleeventyr.

Desperate tider

Af admin, den 1. december 2006. 5 svar

Dagens forside på Berlingske bekræfter, at der i den seneste tid har været en stigende desperation at spore i avisens defaitistiske linje.

De fornemmer måske, at muligheden for at fremkalde en betingelsesløs opgivelse af demokratiet i Irak er ved at være forpasset. Midtvejsvalget gik ikke helt, som man havde håbet. Baker-rapporten synes heller ikke at blive så uansvarlig og naiv, som man kunne have frygtet. Regeringen og Dansk Folkeparti står fast på, at tropperne kun skal trækkes gradvist ud i takt med, at irakerne selv kan overtage. Og så længe Helle fører i meningsmålingerne – hvad hun bliver ved med, så længe hun og Fogh konkurrerer om at love den største velfærdsstat – kommer der ikke noget valg, og Lykketoft bliver ikke udenrigsminister.

For denne punditokrat er det kun gode nyheder, og tilmed her hvor den søde juletid med sit gigantiske materielle og kommercielle forbrugsræs melder sig. Det er lige til at komme i godt humør af.

For ikke helt at glemme sagens alvor kommer her et link til Christopher Hitchens, der stadig er bekymret. Desværre nok med god grund. Hitchens er som bekendt blevet udstødt af det gode journalistiske selskab, fordi han trods sin livslange trotskisme ikke var tilstrækkeligt rettænkende. Han deler skæbne med en række andre journalister, f.eks. Judith Miller (tidl. fra NYT), og Bob Woodward (efter hans to første bøger om Bush, dog taget til nåde efter sin tredje bog om samme emne). Poul Høi har  som altid beredvilligt videreformidlet karaktermordet på Hitchens og kan berette, at Hitchens drikker! Kan man tænke sig det. En journalist, der både ryger og drikker. Jamen dog. Men i betragtning af, at Hitchens i modsætning til Høi aldrig røg på Plame-historien og klokkede rundt i de primære kilder, kan det måske vise noget om alkohols gavnlige virkninger til at give klarsyn.

Her er et lille uddrag fra Hitchens artikel:

Barely five years after the eviction of the Taliban, three and a half years after the fall of Saddam Hussein, and a year and a half after the Syrian army was forced out of Beirut by a show of mass popular and democratic unity, the memory of those brave fingers marked with the purple ink of the franchise has almost vanished. Tribalism and gangsterism are back, in a big way, with heavy state support from across the frontiers. And the United States, it seems, cannot wait to confirm the impression that it would rather deal with the aggressors. If the latest assassination in Lebanon caused any embarrassment to the enthusiasm of the Baker-Hamilton team for direct talks with Damascus and Tehran, the embarrassment wasn’t evident. The Lebanese Cabinet may have bravely voted last week, in spite of a campaign of blackmail by Syria’s death squads and religious proxies, to establish a tribunal to investigate the murder of Rafik Hariri, but in Washington, the talk is of getting on better terms with the people who, on all the available evidence, blew up his car. You may have noticed the new habit in the media of referring to the government of Lebanon as “American-backed” or “Western-backed.” This is as if to imply that it is not an expression of Lebanon’s remaining autonomy. But it is also cruelly ironic: Where exactly is this “backing”? Once again, it is becoming more dangerous to be a friend of the United States than an enemy.

Også i danske MSM kan man iagttage, at Libanons demokratisk valgte regering nu omtales som “vestligt støttet”. Endvidere kan man se den klassiske fortolkning: “Hvis Syrien virkelig står bag, bliver vi nødt til at betragte Syrien som vores fjende. Det kan ikke være i Syriens interesse. Så det er nok alligevel ikke Syrien, der har gjort det.” Ak ja.

Læs restens af artiklen her.

God jul.

Baker is back!

Af admin, den 22. november 2006. 14 svar

I fortsættelse af postingen ndf. om udsigten til 2. runde i Libanon og den efterfølgende debat, kan jeg tilslutte mig Repsak.

Når Syrien føler sig selvsikker, myrder de politikere i Libanon.

Lige for tiden føler Syrien sig selvsikker, fordi James Baker og andre fra den realistiske skole efter sigende, i hvert fald efter MSM-sigende, er tilbage på mode igen. Man har udsendt budskabet om, at Syrien skal inddrages som en respekteret partner for at beskytte demokratiet i Irak, og her følger så Syriens svar.

Det forekommer mig, at betegnelsen "realistisk udenrigspolitik" for den tankegang er en contradictio in terminis.

Hvor "realistisk" er det, at Syrien skulle støtte demokratiseringen af Irak, der efter alt at dømme er enormt populær i den brede irakiske befolkning, når ideen med demokratiseringen helt åbenlyst er, at diktaturer som Assads i Syrien skal væltes, når syrerne også kræver den frihed, de kan se deres broderfolk nyde på tv?

Det må være den samme "realisme", der ligger bag FNs indsats i Dafur-konflikten, for nu at give folkemordet dér en mere folkeretlig neutral beskrivelse. Man spørger pænt den lokale diktator, om han har noget imod, at man griber ind og stopper den nedslagtning, han har iværksat. "Kom igen lidt senere" er det forudseelige svar, og det affinder man sig med. Det hele er meget pænt og diplomatisk, men er det realistisk?

Efter sigende spøger gamle Baker med, at der ikke længere er nogen, som betvivler det "realistiske" i beslutningen om at lade Saddam blive siddende efter Kuwait-krigen.

Når man læser MSM, tror man ham gerne. Men vi andre, der fortsat tænker kritisk, kan spørge, om det nu var så "realistisk" at lade Saddam blive ved magten på et tidspunkt, hvor man havde tropperne og muligheden for at vælte ham, hvor hans venner i Rusland og Kina var svækkede, hvor al-Qaeda ikke var startet endnu, og hvor Syrien var tvunget til passivitet. Dette set på baggrund af, at man ikke kunne styre Saddam, som senere smed våbeninspektørerne ud, at man ikke kunne få sanktionerne til at fungere ordentligt, fordi de blev gennemhullet af korruption, og at man overlod shia til en massiv nedslagtning, som de aldrig har tilgivet os og forklarer, hvorfor vi ikke blev modtaget med større entusiasme end som så. Man overlod et olierigt og strategisk uhyre vigtigt samfund til en diktator, der slagtede sin befolkning og kørte landet ned i total ruin hellere end at opgive sin stræben efter MWD; en befolkning der selv efter alle disse år og lidelser stadig støtter ønsket om demokrati og i endnu højere grad ville have støttet det den gang. Realisme?

Vi ved, at terrorismen og den fanatiske opfattelse af islam næres af diktaturer og den følelse af afmagt og misundelse over for Vesten, som den medfører. Alligevel søger man at genskabe forestillingen om, at araberne "ikke er klar" til demokrati og vil have det bedre med en fod i nakken. Det var den form for "realisme" som har givet os et Mellemøsten, der eksporterer olie og terrorister og ikke meget andet.

Det var den realisme, og ikke alle mulige skøre påfunde fra hvorfor-hader-de/vi-os-fløjen, der gav os 11. september.

Hvis vi for et øjeblik skal indlade os på den kynisme, som MSM finder så charmant ved realisterne, så lad os se på krigens stade. Vi har væltet Saddam og sikret os, at han ikke producerer MWD. Vi har indført et demokrati, der nyder massiv opbakning i befolkningen. Vi har derimod ikke skabt en sikkerhed for befolkningen, og den kamp pågår stadig. I hele forløbet har vi mister – skal vi sætte det til godt 5.000 dræbte samlet for de forskellige allierede - hvilket under WWII snildt kunne være tabstallet på en god dag. Det koster en hulens masse penge, men hvad er prisen i både penge og menneskeliv, hvis demokratiseringen af Mellemøsten igen opgives, og mørket igen får lov at sænke sig?

Man bør ikke undervurdere Baker & Co. Måske er de blevet klogere, selvom hans forsøg på at retfærdiggøre det store svigt tilbage fra Kuwaitkrigen ikke lover godt. Men hvis The Fabulous Baker Boys i Iraq Study Group ikke er blevet det, må man håbe, at det nye demokratiske flertal, de såkaldte blue dogs, der afviste Murtha som leder, er det.

Ellers får vi realismen og dens konsekvenser igen. Først libaneserne, så irakerne, så israelerne, så….

Klar til 2. omgang?

Af admin, den 21. november 2006. 20 svar

Det forlyder netop nu, at Libanons industriminister og tidligere præsident Pierre Gemayel, er blevet myrdet ved et attentat. Han var kristen, og det forventes at destabilisere landet yderligere.

Drabet må ses som et led i opgøret mellem Hizbollah, der styres fra Syrien, og den libanesiske demokratiske regering, der søger at retsforfølge Syrien for drabet på Rafik Hariri.

For noget tid siden kunne The Times berette, at Hizbollah oplyser at have reetableret deres våbenlagre. Det er næppe tom pral. Våbene er leveret fra Iran via Syrien; de to lande som den såkaldt "realistiske" udenrigspolitiske skole forventer, at vi kan indgå en aftale med, der kan sikre demokratiet i Irak. Det er i givet fald sket uden om FN-tropperne, der skulle forhindre det.

Nyheden om, at Hizbollah er klar til 2. omgang blev ikke rigtig bemærket i den danske presse, der synes mere optaget af Israels brug af klyngebomber.

Hvis Israel har lært af første omgang denne sommer, og Hizbollah har gjort det samme, bliver en ny krig næste forår eller sommer om muligt endnu blodigere.

Spørgsmålet er, om det vil få jødehadet til at vokse yderligere i Europa? Der er allerede ubehagelige tegn på, at uviljen mod Israel ikke kun er begrænset til rationelle overvejelser. Som et tilfældigt eksempel kan her henvises til David Aaronovitch i The Times i dag.

Der er utvivlsomt mange, der vil modsige mig i kommentarspalten neden for – værs'go, det er det, den er til for – men for mig at se er billedet klart. Vi kan ikke slippe uden om at kæmpe i Mellemøsten. Undlader vi at kæmpe, som man gjorde før 11/9 01, så kommer kampen til os. Vælger vi at kæmpe, bliver kampen lang. Vi har den militære magt til at klare kampen, men har vi viljen?

Velkommen til næste omgang.

Valgets resultat

Af admin, den 9. november 2006. 6 svar

På denne blog skriver hver punditokrat for sig, så mens vi venter på bidrag fra de øvrige, der har politik som forskningsfelt, kommer her en vurdering fra en jurist, for hvem det kun er en kær borgerpligt.

Det forlyder her til morgen, at Demokraterne har vundet både huset og senatet i en jordskredssejr, der modsvarer Republikanernes i 1994. Det er godt.

Det er godt, fordi det viser demokratiets styrke, og fordi det gør det endnu vanskeligere at være konspirationstilhænger. Magthaverne i Washington er sat fra magten, fordi et flertal af befolkningen ønskede det. Karl Roves magt er ikke magisk. Der er ingen sammensværgelser, blot folkestyre. Lige så legitim, som Bush' sejr var i 2000 og 2004, lige så legitim er Demokraternes sejr nu.

Det er godt, fordi valgresultatet er entydigt. Demokraterne kontrollerer nu den lovgivende og bevillingsgivende magt. De har magten og dermed ansvaret. Deres valgsejr var endda så stor, at det må give håb hos en bred del af deres ledere om at vinde præsidentembedet og dermed også den udøvende magt. Det tvinger dem også til at vise ansvarlighed. Lieberman vandt over Lamont og viste dermed den begrænsede opbakning i befolkningen til de mere ekstreme dele af Demokratene (netroots). Det er et mønster, der også går igen i andre valgresultater. Selvom Pelosis kommentar om at skabe den "mest etiske kongres i historien" minder uheldigt om Nyrup Rasmussens tilsvarende udsagn i begyndelsen af 1990erne, er der grund til at tro, at Demokraterne vil være mere ansvarlige og fornuftige (naturligvis bedømt efter denne punditokrats opfattelse), end de mere larmende og medieeksponerede dele af partiet. Det bliver mere Lieberman og Clinton (fru, ikke hr.) end Howard Dean.

Det er godt, fordi Republikanerne fortjente at tabe. Bushs sejr i 2004 var den største valgsejr og Republikanerne stod stærkere end nogensinde. Men de lod sig gribe af magtens arrogance i deres indenrigspolitik. De ødslede penge ud på velfærdsprojekter og blandede sig i private forhold. De havde glemt Reagans gamle dogme om, at staten ikke er løsningen, men problemet. Hvis det kan medføre en tilbagevenden for dem, er nederlaget vejen til sejr i '08. Hvis ikke, må Demokraterne fortsætte.

Som alle andre politiske analyser er denne båret af sublimering, projektion og ønsketænkning, særligt med hensyn til vores venner på Slotsholmen.

Så lad os afslutte med en omskrivning af, hvad en anden gammel stor republikaner (nej, ikke Reagan, men ham den anden), Abraham Lincoln, ville have sagt, havde han kendt til velfærdsstatens fristelser:

Man kan bestikke noget af befolkningen hele tiden, og hele befolkningen noget af tiden, men man kan ikke bestikke hele befolkningen hele tiden.

Åslund om Putin

Af admin, den 15. oktober 2006. 1 svar

I forlængelse af vores gæstebloggers Rachlins smukke og smertelige posting ndf. om mordet på Anna Politkovskaya er her et indlæg fra Ruslandskenderen Anders Åslund om Putin med den sigende titel: Putin gets away with murder.

IN RUSSIA, gangsters have the macabre custom of making a birthday present of a murder. On Vladimir Putin's 54th birthday, one of his fiercest domestic critics, the journalist Anna Politkovskaya, was shot to death in her apartment building in central Moscow. She worked for the weekly Novaya Gazeta, Russia's last independent newspaper. Its deputy editor was murdered a couple of years ago, and the killer was never found. Although Politkovskaya had been tailed by the FSB for years and her murderer was captured on film, he got away. The Kremlin has made no comment. The prosecutor general claims to have personally taken charge of the investigation, but such investigations seldom result in an arrest.

Western policy toward Russia has been an unmitigated failure since Vladimir Putin became president on New Year's Eve 1999. Every year since then, the Russian government has moved further away from both the United States and the European Union, and Western influence over Russia has waned.

Læs resten her.

Berlingskes dækning af USA

Af admin, den 14. oktober 2006. 22 svar

Det er længe siden, at vi her på bloggen bemærkede, at Berlingskes korrespondenter i USA had gone native og fuldt ud opførte sig som indfødte blandt de Bush-bashende MSM, de omgås. Det mærkes især nu, hvor kampens hede under midtvejsvalget stiger og nuancerne droppes.

Poul Høi bidrager i dag med en artikel om de undersøgelser, som Bush må frygte, hvis Nancy Pelosi og hendes demokrater får magten i Repræsentanternes Hus.

Høi indleder bl.a. med denne bemærkning, der måske, måske ikke, er mere spidsfindig, end man umiddelbart tror:

Hvis et parti har flertallet i et af Kongressens kamre, kontrollerer det også dagsordenen i samtlige udvalg, og et udvalg kan til enhver tid tvinge f.eks. forsvarsminister Donald Rumsfeld til at møde op som vidne og under ed svare på spørgsmål, som han ikke har lyst til at svare på.

Nogle af de helt store øjeblikke i amerikansk politik har været sådanne undersøgelser, fra Titanic-undersøgelsen i 1912 over McCarthy-høringerne 40 år senere og til hele regimentet af -gates, Watergate, Iran-Contragate og Monicagate.

Men præsident Bush og hans regering har ikke været udsat for den slags pinagtige undersøgelser af den simple grund, at Republikanerne – med en kortvarig undtagelse – har haft magten i Kongressen i hans embedsperiode.

Dernæst omtaler han Irak på denne måde:

Undersøgelsen over alle undersøgelser. Blev efterretningerne op til krigen bevidst pustet op, og hvem gjorde det? Hvorfor sad vicepræsident Cheney (foto) i CIAs hovedkvarter og sorterede i efterretningerne, og hvorfor oprettede han og Pentagon deres alternative efterretningstjeneste? Hvorfor blev besættelsen af Irak så forplumret, og hvem gjorde det? Hvorfor blev kun olieministeriet bevogtet, og hvorfor blev den irakiske administration opløst? »Plus korruptionen«, skriver den demokratiske kommentator Joseph Palmero. »Det vil være vores pligt at undersøge, hvem i Det Hvide Hus som forgyldte virksomheder som Haliburton med meget gavmilde kontrakter i Irak«.

Læsere af denne blog, og folk, der følger bare en lille smule med, vil vide, at netop spørgsmålet om politisk pres på efterretningerne om Saddams regime er blevet genstand for adskillige uafhængige undersøgelser. Fra UK kan især nævnes Hutton-rapporten og Butler-rapporten. Fra USA kan især nævnes Senates første rapport fra 2004 og Robb-Silberman kommissionen. Som bekendt afviser de alle, at der blev løjet, og at efterretningstjenesterne havde produceret deres skøn efter politisk pres. Ud over links til de pågældende rapporter er her et link fra det Hvide Hus, hvor man hænger New York Times til tørre, fordi de heller ikke havde gjort sig den ulejlighed at læse rapporterne, før de skrev deres ledere.

Det er naturligvis altid muligt for konspirationstilhængere at hævde, at disse rapporter enten er en del af sammensværgelsen eller ikke stiller de rigtige spørgsmål og derfor må efterfølges af yderligere undersøgelser. Men det burde være umuligt at hævde, at de rejste spørgsmål ikke har været undersøgt.

Skal man være venlig mod Poul Høi, og det vil vi gerne være, da han ikke er så slem som mange andre danske USA-kyndige journalister, har han muligvis tilsigtet en sondring mellem de undersøgelser, som Kongressens politikere kan lave på eget initiativ i diverse udvalg, og så de her nævnte store uafhængige undersøgelser. Men så burde han i det mindste have nævnt, at disse undersøgelser har været afholdt. Som teksten er skrevet nu, er det direkte vildledende for den forudsætningsløse læser.

Desværre fortsætter Poul Høi med at nævne …. åh nej, siger I sikkert, ikke det …. Jo, netop: Plame-sagen.

Hvem besluttede sig for at lække navnet på en hemmelig agent – for at underminere en rapport, som hendes mand, en tidligere ambassadør, havde skrevet? Medierne har været på sagen, og en særlig undersøgelsesdommer er på sagen og har tiltalt vicepræsident Cheneys stabschef, men hvem er ellers involveret i en affære, der ikke blot handler om afsløringen af en hemmelig agent, men også om den måde, som Bushs spinmaskine opererer på. Demokraterne vil nyde at få tilsagt Bushs chefstrateg, Karl Rove, som vidne og udspørge ham under ed.

Ved Poul Høi virkelig ikke, at det ER afsløret, hvem der lækkede navnet på Ms Wilson (født Plame), nemlig Richard Armitage? Ved han ikke, at Armitage ikke er ven med hverken Cheney eller Rove, og derfor næppe har afsløret navnet for at skade Wilson? Ved han ikke, at det ikke var nødvendigt at underminere Mr Wilsons rapport, fordi den jo udtrykkeligt bekræftede, at Saddams regime var interesseret i uran fra Niger? Ved han ikke, at det eneste Wilson afslørede, var sig selv? Ved han ikke, at Fitzgerald har opgivet at tiltale andre end den pågældende medarbejder, og det alene for forhold, som knytter sig til efterforskningen, ikke til afsløringen af Plame? Selvfølgelig gør han det. Men hvorfor dælen skriver han så, som han gør? Det kan kun forklares med gone native-syndromet, hvor man kun ser sagen fra sine omgivelsers vinkel. I de kredse handler Plame-sagen om den onde Rove, der knuste en stakkels mor til et par dejlige krølhårede tvillinger, fordi hendes mand tappert havde afsløret Den Store Løgn, og ingen virkelighed skal komme og ændre på det.

Endelig har Poul Høi så en lille vignet på samme side (desværre ingen links). Under overskriften “Dagens giftigste kommentar” omtales en republikaner, der irriteret over, at hans demokratiske modpart på en og samme gang angreb sex-skandalen om Foley og roste Teddy Kennedy, skulle have sagt: Jeg ved, at Dennis Hastert ikke kørte over en bro og efterlod en ung person i vandet. Dennis Hastert slog ikke nogen ihjel”. Hvortil Høi meget nænsomt forklarer:

Kommentaren var en henvisning til en ulykke i 1969, hvor Kennedy kørte i vandet, og en ung medarbejder druknede.

En ung medarbejder?! Det var hans elskerinde, og skandalen var, at Teddy reddede sig selv, tog hjem, og først flere timer efter fortalte myndighederne, at hun stadig lå i bilen på bunden af søen. Kan det tænkes, at Høi ikke kender Chappaquiddick-skandalen? Helt utænkeligt. Men hvorfor så denne hensynsfuldhed?

Nå, denne omgang Berlingske Bashing bør ikke afsluttes uden at rose omtalen i samme sektion af den britiske general Dannatts udtalelser om situationen i Irak. Personligt mener jeg (naturligvis), at man lægger mere i Dannatts udtalelser, end de kan bære. En tilsvarende vurdering har The Times leder i dag, og Dannatts efterfølgende “præciseringer” kan tolkes på samme måde (eller som følgagtighed), men dækningen er i det mindste nuanceret, bl.a. får vi for en sjælden gangs skyld lov at høre fra de danske soldater i Irak. De giver udtryk for deres frustration over den manglende opbakning fra hjemlige politikere, og den manglende anerkendelse af deres indsats.

Berlingske kan altså godt lave dækkende og nuanceret analyse, hvorfor skal vi så have en så lav standard på USA-stoffet?

Bernard Lewis om demokrati og Mellemøsten

Af admin, den 28. september 2006. 10 svar

For de mellemøsten-interesserede er her et lille foredrag af Bernard Lewis, hvor han kommer ind på spørgsmålet om, hvorvidt demokrati kan udvikles i regionen.

Det er et tankevækkende stykke og dejligt kort. Jeg er ikke historiker, men Lewis omtaler den afghanske modsstandsbevægelse i 1980erne som talebanere, hvilket vist først var et nyere fænomen. Men det er en detalje. Hans lille hip om det franske demokratis udvikling siden 1789 ("And I'm not sure that they've got it right yet"), kan minde os om, at demokrati kan antage mange former.

Her er en smagsprøve hentet et lille stykke inde:

What is the possibility of freedom in the Islamic world, in the Western sense of the word? If you look at the current literature, you will find two views common in the United States and Europe. One of them holds that Islamic peoples are incapable of decent, civilized government. Whatever the West does, Muslims will be ruled by corrupt tyrants. Therefore the aim of our foreign policy should be to insure that they are our tyrants rather than someone else's–friendly rather than hostile tyrants. This point of view is very much favored in departments of state and foreign offices and is generally known, rather surprisingly, as the "pro-Arab" view. It is, of course, in no sense pro-Arab. It shows ignorance of the Arab past, contempt for the Arab present, and unconcern for the Arab future. The second common view is that Arab ways are different from our ways. They must be allowed to develop in accordance with their cultural principles, but it is possible for them–as for anyone else, anywhere in the world, with discreet help from outside and most specifically from the United States–to develop democratic institutions of a kind. This view is known as the "imperialist" view and has been vigorously denounced and condemned as such.

Her er et link til hele foredraget.

Efterdønninger

Af admin, den 14. september 2006. Skriv et svar

Efter at Plame-sagen floppede, har der været enkelte mildt underholdende efterdønninger. The Wilsons har anlagt en civilsag for at holde liv i deres celebrity status som ofre for en væmmelig sammensværgelse, og har angiveligt nu også sagtsøgt Richard Armitage, der forleden bekræftede, hvad alle efterhånden havde gættet, nemlig at det var ham, som afslørede Mrs. Wilson/Plame’s tilknytning til CIA. Men det var ikke med vilje, hævder han. Det har så fået Robert Novak til at skrive nok en klumme, hvor han dels besværer sig over, at journalisterne i MSM var dumme nok til at opfatte ham som del af en Bush-sammensværgelse, dels sparker til Armitage, der åbenbart ikke bare kom til at afsløre, men gjorde det med vilje. Hvad Armitage selvfølgelig straks har benægtet. The show goes on and on and …

Her er et par klip fra Novaks klumme i dag fra WaPo:

An accurate depiction of what Armitage actually said deepens the irony of his being my source. He was a foremost internal skeptic of the administration’s war policy, and I had long opposed military intervention in Iraq. Zealous foes of George W. Bush transformed me, improbably, into the president’s lapdog. But they cannot fit Armitage into the left-wing fantasy of a well-crafted White House conspiracy to destroy Joe and Valerie Wilson. The news that he, and not Karl Rove, was the leaker was devastating for the left. …

Armitage’s silence for the next 2 1/2 years caused intense pain for his colleagues in government and enabled partisan Democrats in Congress to falsely accuse Rove of being my primary source. When Armitage now says he was mute because of special prosecutor Patrick Fitzgerald’s request, that does not explain his silent three months between his claimed first realization that he was the source and Fitzgerald’s appointment on Dec. 30, 2003. Armitage’s tardy self-disclosure is tainted because it is deceptive.

Læs hele klummen her.

11. september 2001 in memoriam

Af admin, den 11. september 2006. 7 svar

Jeg har en kronik i Berlingske Tidende i anledning af 5 året for terrorangrebet den 11. september 2001.

Den sidste hån + update

Af admin, den 29. august 2006. 3 svar

I dagens Berlinger (formatet er som bekendt uændret…)berettes om den sidste udvikling i Plame-sagen, den sidste hån i en sag, der kom til at handle om noget helt andet, end journalisterne selv troede.

Vi citerer her et par steder fra indledningen:

Richard Armitage var næstkommanderende i det amerikanske udenrigsministerium fra 2001 til 2005, og han var – ligesom sin chef Colin Powell – skeptisk over for Irak-krigen. Især nærede han uvilje mod krigens nykonservative arkitekter samt dens bagmænd, præsident George W. Bush og vicepræsident Richard Cheney, hvoraf ingen havde prøvet at være i krig. Armitage, der selv deltog i Vietnam-krigen, anså dem for blodtørstige »lænestolskrigere«, afslører ny bog. …

Ironisk er det derfor, at bogen samtidig afslører Richard Armitage i at have spillet en central rolle i Plamegate-skandalen, der handler om Bush-administrationens angreb på en kritiker af Irak-krigen.

Ironisk? Næ, det er bare totalt ødelæggende for den vinkel, MSM hidtil har fulgt i deres dækning af sagen, inkl. Berlingske der på et tidspunkt brugte tre hele sider af Magasinet på den vinkel.

Bogen, der omtales, er Isikoff & Corn, Hubris, der kan bekræfte, at det var Armitage, der afslørede over for journalisten Robert Novak, at Wilsons kone var i CIA. Bogen er yderst kritisk mod regeringen, så det er ikke en afsløring forfatterne er glad for.

Det er da virkelig også en sidste hån. Indtil da kunne man i det mindste klynge sig til troen på, at det var folk tættere på Bush, som havde afsløret konen. Det ville have opretholdt den sidste tråd af den oprindelige historie, at Valerie Wilson (née Plame) var blevet afsløret som en grusom hævn for sin mands “kritik” (ret beset, ubegrundede og fejlagtige anklager, but what the heck). Men det er almindeligt kendt, at Armitage ikke var ude efter at genere the Wilsons, lige så lidt som Novak var det.

Her er et uddrag fra Christopher Hitchens dækning af samme sag. Det er godt en måned gammelt, men udgør stadig en forfriskende erstatning for den ellers dominerende holdning i MSM:

When one thinks of the oceans of ink and acres of paper that have been wasted on this mother of all nonstories, one wants to weep for the journalistic profession as well as for the trees. Well before Novak felt able to go public, he had said that his original source was not “a partisan gunslinger,” which by any reasonable definition means that he was consciously excluding the names of Karl Rove or Dick Cheney. And how likely was it anyway that either man, seeking to revenge himself on Joseph Wilson, would go to a columnist who is known to be one of Wilson’s admirers (praise for him and his career was a central theme in the original 2003 article), is friendly with the CIA, and is furthermore known as a staunch and consistent foe of the administration’s intervention in Iraq? The whole concept was nonsense on its face.

As Novak says, the original question was: How did a man publicly critical of the Bush policy get the CIA’s nomination for a mission to Niger? When he asked this question of his first source, he was told in effect, “That’s easy. His wife works there and recommended him for the trip.” This has since been confirmed by the report of the Senate intelligence committee, which quotes a memo from Valerie Plame making the recommendation in so many words (on the bizarre grounds that Wilson already enjoyed warm relations with the people he would supposedly be investigating at the Niger Ministry of Mines). It seems to me that Novak was well within his rights to check with Karl Rove and with the CIA that this was indeed the case, and to take down his copy of Who’s Who in America from the shelf. As he puts it, “I considered his wife’s role in initiating Wilson’s mission … to be a previously undisclosed part of an important news story.” …

No reporter or lawyer concerned with the case believes that Novak’s original source was any other than Richard Armitage. I have heard it lamely said that, if true, this would “undercut” the idea that Wilson and Plame were targets of an administration vendetta. No. it wouldn’t “undercut” the idea. It would annihilate it. Mr. Armitage exceeds even his own former boss and current best friend Colin Powell in visceral hatred of the neoconservatives.

Ah, velgørende klart formuleret. Men Hitch har jo heller ikke noget i klemme. Han har ikke dummet sig og demonstreret sine manglerne evner til kildesøgning, og ingen mistænker ham for at være Bush-tilhænger.

I Berlingerens dækning prøver man tappert at fastholde fokus på Rove:

Det har længe været kendt, at to toprådgivere i Det Hvide Hus, Lewis »Scooter« Libby og spindoktor Karl Rove, også har lækket Plames identitet til reportere med det formål at genere en kritiker.

Tja, bum bum. Enten ønskede de at lade offentligheden vide, at Wilsons kone var i CIA for at skade hende ved kynisk at afsløre hende som undercover agent og dermed “genere” hendes kritiske mand. Men de er ikke blevet tiltalt for at have afsløret hendes status som undercover agent, formodentlig fordi de simpelt hen ikke vidste, at det havde været hendes job i CIA. Så genen skulle altså alene ligge i at afsløre, hvor hans kone arbejdede? Det lyder ikke rigtig sandsynligt.

En anden plausibel forklaring er, at de ønskede at fremhæve, at Joe Wilson ikke var den uafhængige ekspert, han fremstillede sig selv som, men derimod havde en tæt personlig kontakt til de kredse i CIA, der var i gang med at skyde ansvaret for de fejlagtige WMD-efterretninger fra sig i det sædvanlige blame-game. Døm selv.

Så hermed synes sagen omsider at dø. The Wilsons har i desperation over det svindende scenelys anlagt en privat sag, hvilket for en kort stund fik MSM til at gentage vrøvlet, men den bringer næppe noget frem, som statsanklageren ikke kunne finde.

Sagen blev dermed den skandale, den var tænkt som. Men det blev ikke en skandale om Bush-regeringen. For en sjælden gangs skyld synes inkompetencen ikke at høre hjemme her.

Inkompetencen ligger hos MSM, der bl.a. begik følgende faktuelle fejl i dækningen:

1) Wilson afslørede, at Irak ikke havde forsøgt at få uran fra Niger.

2) Wilsons rapport blev forelagt Det Hvide Hus, som bevidst ignorerede den, fordi konklusionerne ikke passede dem.

3) Bush løj i sin tale til nationen, da han hævdede, at den britiske efterretningstjeneste havde fundet, at Irak prøvede at skaffe uran i Afrika.

4) Den britiske efterretningstjeneste blev fuppet af falske dokumenter til at tro, at Irak havde søgt at skaffe uran fra Afrika.

Svaret er, som det klart fremgår af Senats rapporten om pre-war intel og den britiske Butler-rapport (begge helt tilbage fra 2004): nej, nej, nej og atter nej. Enhver journalist, der havde gjort sig ulejlighed med at læse disse rapporter, eller blot fulgt med i links på Instapundit, ville have været for klog til at begå disse fejl. Alligevel faldt de alle i, NYT, WaPo, BBC, DR, TV2 og Berling
eren.

Det viste sig,
at gamle Bob Woodward havde ret, da han sagde, at der ikke var kød på sagen. Han forstod blot ikke, hvor lavt branchen er sunket siden.

UPDATE (30/8): Som supplement til Peter KKs posting med en full-text gengivelse fra WSJ tilbydes her Christopher Hitchens seneste indlæg fra Slate, nu hvor Armitage er outed. Læseværdig er også Jake Kellys artikel fra RealClearPolitics.

Begge hæfter sig ved, at ikke bare Armitage, men også hans omgangskreds fra et tidligt tidspunkt vidste, at “afsløringen” af Valerie Wilson/Plame ikke var et ondsindet angreb fra Bush og hans neo-cons. Alligevel lod de historien fortsætte i flere år og bygge sig op til det orgie af Bush-lied-people-died hysteri, som stadig lever videre. Selv Berlingeren er som nævnt ovf. ikke helt ajour med den seneste udvikling.

De peger også på det klamme i, at Isikoff & Corn omtaler anklagerne mod Bush i neutrale termer, selvom det var dem, der startede hysteriet. NYT er i øvrigt også påfaldende tamme i deres omtale af påstanden om den ondsindede outing. Endvidere har Isikoff & Corn åbenbart også kendt til Armitages rolle længe nok til at få det med i en bog, men har først offentliggjort det i forbindelse med lanceringen af bogen. Nice move, nice money.

Jep, jeg vedkender mig en aparte interesse for denne absurde historie. Ikke siden Rathergate har vi haft et så manifest bevis på, hvordan journalisterne i MSM ikke gider tjekke deres kilder, men ukritisk citerer hinanden, fanget som de er i et klaustrofobisk venstreorienteret miljø, hvor man ikke en gang aner, når man er langt langt ude. Jeez.

De haler ind på os

Af admin, den 23. august 2006. 5 svar

Berlingeren og de øvrige MSM er ved at komme godt med. Som omtalt her har de nu opdaget blogs, og i de seneste dage har de omtalt problemerne med Frankfurterskolefesten på sygeplejeuddannelsen (leder), som blev drøftet her på bloggen i foråret (se under pomo).

Det syge væsen sættes i øvrigt i perspektiv af David Karsbøl i Berlingskes kronik. Som supplement kan henvises til denne nye undersøgelse, der viser, at det danske sundhedsvæsen er på niveau med Polen og Estland. Undersøgelsen bringes af en interesseorganisation, så en vis skepsis er nødvendig, men alligevel.

Frihed og lykke

Af admin, den 23. august 2006. 4 svar

Jeg havde et indlæg i gårsdagens Berlinger om forskellen på frihed og lykke i anledning af en kronik af Jonas T. Bengtsson fra den 16/8.

MSM har ikke de fordele i form af hurtighed og ubegrænset plads, som blogs har. Selvom indlægget blev indsendt samme dag, blev det først bragt i går og da i forkortet stand. Til gengæld har MSM lidt, ahem, flere læsere, så de skal nok klare sig.

Indlægget er her i sin redigerede form:

Frihed er ikke lykken

Forfatteren Jonas T. Bengtsson søger i sin kronik (16/8) at indkredse, hvad frihed er. Ved at tage udgangspunkt i en række medmenneskers situation formår han følsomt registrerende at vise, hvor forskelligt frihed kan tage sig ud. Det er et sympatisk projekt. Desværre har forfatteren gjort sig det vanskeligere ved at blande to helt forskellige begreber sammen. Frihed er ikke lykke, og det er vist snarere det sidste flygtige begreb, han egentlig beskæftiger sig med i kronikken.

Begrebsforvirringen får ham til at skrive om friheden: “I Sovjet byttede de den for lighed, og mange mente, at det var et godt bytte. Mange mener det stadig.” Det sidste er desværre rigtigt, men det første udsagn er forkert på alle måder. Det er faktuelt forkert, at Sovjet bød på lighed; selv ikke lighed i fornedrelse var der. Lige fra starten nød Lenin og hans kreds privilegier i form af bedre mad, tøj og bolig, der hurtigt antog karakter af uopnåelig luksus for de undertrykte masser.

Men mere forkert er den underliggende præmis om, at frihed kan byttes med lighed. Det er forkert, når kronikøren antager, at “under kapitalismen er frihed noget, man køber, frihed giver ingen mening, hvis man ikke har råd til et æg, til at betale varmeregningen, til sko.” Her fremfører han uafvidende diktaturets oldgamle undskyldning, hvor undertrykkelse søges retfærdiggjort ved løfter om bestikkelse. Som om tog til tiden og arbejde til alle kan retfærdiggøre kz-lejre og censur.

Problemet udspringer af, at frihed og lykke sammenblandes. Hvorvidt man er fri eller undertrykt, handler ikke nødvendigvis om at være lykkelig eller ej. Det er rigtigt, at den, der sulter, men er fri, næppe er lykkelig. Men den overvægtige, frie dansker er heller ikke nødvendigvis lykkelig. Der er ganske simpelt ingen logisk sammenhæng.

Frihed er noget andet end lykke. Frihed betyder friheden fra indblanding og dermed retten til selv at træffe egne valg. Kampen for frihed var først reformationens kamp for religionsfrihed, retten for den enkelte til selv at vælge sin tro og sine dogmer uden indblanding fra autoriteter. Herfra voksede oprøret mod autoriteterne, indtil den kulminerede i den såkaldte oplysningstid, hvor kampen nu gjaldt frihed fra statens indblanding og formynderi. Det var i denne tid, at de liberale frihedsrettigheder tog deres form.

Det er farligt at sammenblande frihed og lykke, for det skaber let skuffelse og svækker dermed kampen for frihed. Ikke bare tilbyder det en undskyldning for undertrykkelse, men alt for ofte ser vi, at de undertrykte desillusioneres, når de omsider slipper fri. Nu er jeg fri, hvorfor er jeg så ikke lykkelig, spørger de, og relativerer dermed den forbrydelse, som krænkelse af friheden altid er.

Det er desperationen over at skulle leve med ansvaret for egne valg, der får nogle til at søge tilflugt i totalitære ideologier, politiske som religiøse. Fællesnævneren er hadet til det åbne samfund og drømmen om at komme tilbage til det lukkede samfund, hvor man ikke behøver at tænke selv eller nages af tvivl over trufne valg, fordi alle svar er givne. Tidens fokus på terrorister, der bruger islam som begrundelse, risikerer at overse den oplagte parallel til de terrorister, som brugte marxismen for blot nogle få år siden. Men hadet er det samme. Det rettes fortrinsvis mod USA og Israel, fordi de i særlig grad repræsenterer det åbne samfund; USA globalt, og Israel i det lukkede Mellemøsten. Det er ingen tilfældighed, at karikaturtegninger fra den yderste venstrefløj minder så meget om islamisternes egne, at de ubesværet kan indgå i iranske konkurrencer, hvis ellers tegnerne ønskede at deltage, hvad heldigvis kun få er dumme nok til at gøre.

Det er umådeligt trist, men vi må sande, at det ikke er for alle, at frihed er lykken. Men det gør ikke friheden mindre værdifuld for os andre.

Om domstolenes pligt

Af admin, den 23. august 2006. 4 svar

Professor Ann Althouse, der som alle gode amerikanske juraprofessorer naturligvis har egen blog, har skrevet et indlæg i NYT om den føderale dommer Anna Diggs Taylor, som for nyligt afsagde dom om, at regeringens aflytningsprogram var ulovligt.

Ifølge en artikel i NYT er dommen så dårligt skrevet, at den fortvivler selv de mange jurister, som støtter dommens resultat. (pudsigt nok nåede NYT i sin leder fra dagen før at skamrose dommen som "a careful, thoroughly grounded opinion", men det understreger desværre blot på ny, hvor avisen ligger rent intellektuelt i dag).

Althouses betragtninger om det forfatningsretlige selvdestruktive ved aktivistiske dommere, der blæser på de juridiske rammer for at udtrykke sig mere frit, har især betydning for domstole, der beskræftiger sig med regler på enten forfatningsniveau eller folkeretsniveau,  fordi den politiske magt på disse niveauer har sværere ved at reagere og give et modspil til de uvalgte dommeres afgørelser. Det vedrører dermed mere og andet end blot de amerikanske domstole, men også den danske Højesteret, Menneskerettighedsdomstolen og EF-Domstolen, når den dømmer om primær EU-ret (traktaterne).

Her er et par citater fra Althouses indlæg:

Why should the judicial view prevail over the president's?

…The public may have become so used to the notion that a judge's word is what counts that it forgets why this is true. …

This system works only if the judges suppress their personal and political willfulness and take on the momentous responsibility to embody the rule of law. They should not reach out for opportunities to make announcements of law, but handle the real cases that have been filed.

This means that the judge has a constitutional duty, under the doctrine of standing, to respond only to concretely injured plaintiffs who are suing the entity that caused their injury and for the purpose of remedying that injury. We trust the judge to say what the law is because the judge "must of necessity expound and interpret" in order to decide cases, as Chief Justice John Marshall wrote in Marbury. But Judge Taylor breezed through two of the three elements of standing doctrine — this constitutional limit on her power — in what looks like a headlong rush through a whole series of difficult legal questions to get to an outcome in her heart she knew was right.

Læs resten her.

PS. På sin blog bemærker hun, at en hel del læsere har misforstået hendes pointe. Det er mit gæt, at hun ikke sigter til sagens udfald, men at hendes pointe angår dommernes pligt til at respektere rammerne for juridisk metode og overlade egentlig politisk virksomhed til de folkevalgte politikere. Hendes pointe er således næppe, at domstolskontrol af politikere er forkert, eller at dommen er det, men nærmere at dommeren (også) bør begrænses af de forfatnings- eller traktatmæssige rammer, som gælder for de øvrige myndigheder i et samfund.

Günter Grass Cunctator

Af admin, den 19. august 2006. 13 svar

Berlingske har i dag en god dækning af historien om Günter Grass, der omsider har afsløret i sine nyudgivne erindringer, at han ikke bare var soldat, men SS-soldat. Det er i det hele en god dag for Berlingeren med gode artikler, selv udlandsdækningen er mere nuanceret end normalt, og ingen bør snyde sig for Poul Nyrops kronik, hvor han ønsker sig selv og Clinton tillykke; det er tåkrummende selvafslørende og ufrivilligt morsomt. Men tilbage til nøleren Grass.

Det virker lidt svært at forstå al det påstyr i det ærede kulturliv.

Det er rimelig oplagt, at man dårligt kan bebrejde manden, at han var begejstret SS-soldat som 17 årig, når han siden har fortrudt og taget klar afstand. Hvis bare alle diktaturtilhængere tog så klar afstand fra den ideologi, de en gang støttede. Det er mange år siden, at han var i SS, og han er kommet videre.

Det er ligeledes rimeligt oplagt, at manden er en opportunist og hykler, hvilket ikke er længe siden. Det var han åbenbart det meste af sit liv indtil for knapt en måned siden. Opportunist i sin fortielse af fortiden, fordi det ville svække hans nye stilling som samfundsrevser. Hyklerisk i sin uforbeholdne fordømmelse af personer, og i sin iver efter at kaste den første sten uden at medgive sin egen del i historien.

Det, der kan undre, er, at det åbenbart falder kulturfolk så svært at indrømme, at en dygtig kunstner kan være et skidt menneske. For eksempel var Niels Barfoed i DR om sagen, og selvom han plejer at være skarp i sine iagttagelser og udtalelser, voldte det ham helt åbenbart voldsomme problemer at vedstå, at Grass havde opført sig som en opportunistisk hykler. Barfoed ville hellere tale uden om og holde sig til det ufarlige spørgsmål om medlemskabet af SS.

Det er jo egentligt sært. Et værk bliver jo ikke ringere af, at kunstneren havde tåbelige eller direkte uhyrlige holdninger. Tænk på en Knut Hamson og Céline, eller på Scherfig, Andersen Nexø og Brecht.

Forfatteren og anmelderen Jens Andersen anfører i sin klumme:

Hvad er så problemet?

At det fremover vil være svært at tage Günther Grass alvorligt uden for hans fiktive univers. Et halvt århundredes åbenhjertige fortielser vil forstyrre i ens baghoved. Jeg mener, Grass har aldrig skånet sit eget land og sine landsmænd, når det gjaldt om at være selvkritisk og tage et opgør med de ubehagelige begivenheder i fortiden. Og hvad ser vi så nu? At mennesket bag alle disse høje moralske krav til sine omgivelser valgte at skåne sig selv.

Det er en svær pille at sluge for en Grass-fan, selv om ivrige iagttagere i ugens løb, både i udlandet og herhjemme, påstod, at forfatterens »syndsbekendelse« ikke får indflydelse på fremtidens læsning af forfatterskabet. Det tvivler jeg på. En forfatters liv og værk lader sig ikke klinisk adskille oppe i hovedet på læsere, selv om mange teoritunge litterater gerne vil tro det. Så dumme er vi ikke.

Hans bemærkninger peger på, at mange åbenbart har læst Grass ikke bare som forfatter, men som en særlig moralsk person. En person uden dadel. De har lagt mere i værket end værket selv. Hvor naivt at have et sådant behov for at tro, at folk, der siger noget, som man finder sympatisk, nødvendigvis repræsenterer en særlig pletfri position. Men åbenbart udbredt i det miljø, postyret og modviljen taget i betragtning.

Måske er der også noget mere, som gnaver og gør ondt.

Den venstrefløj, som Grass repræsenterer, har længe opfattet sig som den diamentrale modsætning til nazismen. Det gør derfor ondt, når man bliver mindet om, at nazismen ligger så tæt på, at nogle koryfæer bevægede sig ubesværet over grænserne. Vi så det for relativt nyligt, da Ole Wivels og Knud W. Jensens flirt med nazismen blev afsløret. Vi har også set det før i modsat retning. Mussolinis fortid som socialist, Quislings og hans franske kollega Lavals ditto. Nu også Grass som en grænsegænger.

I det uddrag fra Grass’ selvbiografi, som Berlingske bringer i dag, kan man læse om hans glæde ved, at hans SS-afdeling skulle bære navnet Jörg von Frundsberg:

Han var mig kendt som anfører for det schwabiske forbund fra bondekrigenes tid og som »landsknægtenes far«. En, der stod for frihed, befrielse.

Det var altså den unge Grass’ opfattelse af frihed og befrielse. Mon den egentlig adskilte sig så meget fra de andre holdninger på den venstrefløj, hvor Grass siden blev ikon? Det er den slags tvivl om egen ufejlbarlighed, som gør venstrefløjen ilde til mode.

Hørte national-socialismen overhovedet til på højrefløjen, eller var de blot endnu en version af socialismen? En af best-sellerne i Det 3. Rige hed vist endda den sande socialisme. De hadede det liberale demokrati, kapitalismen og dens kuponklippere. Göring kopierede med begejstring ideen med femårs-planer fra Sovjet, og vinterhjælpen, den storstilede sociale indsats for fattige, indtog en væsentlig rolle i deres image både før og efter magtovertagelsen. Det er traditionelt at placere dem til højre, men de, der placerede dem dér, placerede også socialdemokrater og trotskister på “højrefløjen”, uden at vi af den grund opretholder det valg.

Hayek har i sin bog om vejen mod trældom skrevet om national-socialismens rødder i socialismen, men det er fortsat et af de sidste tabuer fra nazitiden. Er det den orm, hvis gnaven vi kan høre i påstyret fra en gammel mands nølende bekendelser?