Kategoriarkiv: Jesper Lau Hansen alias Mr. Law

Filmfolk med et budskab

Vi søger altid at give jer, hvad MSM ikke kan eller vil.

Den 16. august kunne den australske avis Herald Sun fortælle, at australske Nicole Kidman sammen med ca. 80 andre fra filmmiljøet i Hollywood havde indrykket en helsides annonce i LA Times med et politisk budskab. Blandt de andre underskrivere var Michael Douglas, James Wood, Bruce Willis, William Hurt og instruktører som Ridley Scott, Michael Mann og Sam Raimi.

En søgning på Infomedia viser overraskende, at det ikke har været omtalt i danske medier. De plejer ellers at være meget interesserede, når det udsnit af menneskeligheden, som består af filmskuespillere, udtaler sig politisk. Men ikke denne gang. Der må vel være noget galt med budskabet. Døm selv:

It specifically targets “terrorist organisations” such as Hezbollah in Lebanon and Hamas in Palestine.

“We the undersigned are pained and devastated by the civilian casualties in Israel and Lebanon caused by terrorist actions initiated by terrorist organisations such as Hezbollah and Hamas,” the ad reads.

“If we do not succeed in stopping terrorism around the world, chaos will rule and innocent people will continue to die.

“We need to support democratic societies and stop terrorism at all costs.”

A who’s who of Hollywood heavyweights joined Kidman on the ad.

Læs resten af artiklen her.

Myterne om 9/11

Vi nærmer os 5 års-dagen for terrorangrebene den 11. september 2001.

Det kan ikke overraske, at der hurtigt efter angrebene opstod forskellige myter om, at angrebene egentligt skyldtes den onde Bush-regering eller de fæle jøder. Det kan derimod undre, at myterne fik det omfang, de fik, og stadig trives.

Popular Mechanics startede med at undersøge fakta og kasserede myterne. Det blev først til en artikel, nu til en hel bog med egen hjemmeside.

Men bogen er naturligvis også en del af Den Store Sammensværgelse, så pas hellere på…

Våbenhvilen i Mellemøsten

Så er våbenhvilen trådt i kraft, og indtil videre overholdes den – sådan da.

For en vurdering af udfaldet citeres her en artikel af Tim Hames. Den er så positiv over for Israel, at man næppe skal regne med at finde noget tilsvarende i danske MSM. Selv nærværende punditokrat, der lider under en sejlivet optimisme, må tage forbehold for hans tro på, at en genoptagelse af fjendtlighederne fra Hizbollahs side vil få FN til at tage parti imod dem. Men resten virker fornuftigt nok.

IF ONLY Israel were as effective at public relations as at military operations, the results of the conflict on and around its border with Lebanon would be so much starker. As it is, however, the real meaning of the UN resolution that will start to come into force today is being widely misrepresented. Hezbollah is hailing a "victory" of sorts, albeit one of a presentational character. In a bizarre situation, Israeli politicians on both the hard Left and the hard Right appear to agree with the terrorists. All are profoundly mistaken.

What, after all, does this Hezbollah claim consist of? The organisation considers it a triumph that it has not been completely "destroyed" after just four weeks of fighting. It contrasts this with the dismal record of several Arab armies combined in 1967. It has not yet been disarmed and may not be formally neutralised in the near future. Nor has it been discredited on the Arab street, where it has enhanced its popularity. The Hezbollah leader, Sheikh Hassan Nasrullah, thus proclaims himself a "new Nasser".

*

As victories rank, not being destroyed, disarmed or discredited is not that impressive. It is hardly Henry V at Agincourt. The idea that the Six-Day War represents the military standard for the Arab world is a somewhat humiliating notion. Allowing for the feeble record of the original Nasser,  Israelis should not be too disturbed by the prospect of another incarnation. Nor was the Arab street that equivocal about Israel's existence before these clashes started.

Mere …

Når vi nu er i gang med at give jer, hvad I næppe kan finde i danske MSM, er her en artikel fra den forhenværende Bush-medarbejder, Michael Gerton hvis beskrivelse af udfordringerne i Mellemøsten slutter sig til min tidligere posting ndf. om defaitisternes vagtparade (som ikke kommer som kronik. Thanks, but no thanks. I må nøjes med det her).

Her er et par løsrevne citater, men læs selv det hele her:

From those events [9/11, red.], President Bush drew a fixed conclusion: as long as the Middle East remains a bitter and backward mess, America will not be secure. Dictators in that region survive by finding scapegoats for their failures—feeding conspiracy theories about Americans and Jews—and use religious groups to destroy reformers and democrats. Oil money strengthens elites, buys rockets, funds research into weapons of mass destruction, builds radical schools across Africa and Asia and finds its way to terrorist organizations. Terrorist organizers exploit the humiliated and hopeless—channeling their search for meaning into acts of murder—and plot, as London 2006 proves, to surpass the mad ambitions of 9/11. …

There are still many steps of diplomacy, engagement and sanctions between today and a decision about military conflict with Iran—and there may yet be a peaceful solution. But in this diplomatic dance, America should not mirror the infinite patience of Europe. There must be someone in the world capable of drawing a line—someone who says, "This much and no further." At some point, those who decide on aggression must pay a price, or aggression will be universal. If American "cowboy diplomacy" did not exist, it would be necessary to invent it. …

A second point: the promotion of democracy in the Middle East is messy, difficult, but no one has a better idea. …

Realism, however, is not always identical to pessimism. Arab societies, in fact, have strong traditions of private association, private property and a contractual relationship between ruler and ruled. It is not realism to ignore unprecedented elections in Afghanistan and Iraq and serious reforms elsewhere. The past half century has shown that the cultural obstacles to democracy are less formidable than many predicted, from Roman Catholic Southern Europe to Orthodox Eastern Europe to Confucian Asia. Our times provide strong evidence that liberty improves life and that people in many cultures eventually prefer liberty to slavery. And Americans, of all people, should not be surprised or embarrassed when our deepest beliefs turn out to be true. …

Other critics of the democracy agenda—what might be called hard realists—think democracy in the Middle East may be possible, but it is not desirable because elections are likely to bring anti-American radicals like Hamas to power. …

But it is something else to claim that democracy itself is a threat in the Middle East because dictatorships are more stable. This duplicates the argument of the dictators themselves: it is us or the Islamists … the junta or the jihad. But the choice is false. Political oppression in nations like Egypt has increased the standing and appeal of radicals and forced all opposition into the mosque, while state media continues to provide a steady supply of anti-Semitism and anti-Americanism. The real choice to be made in the Middle East is between radicals and democrats; both groups have been emboldened by the events of the last five years. We may have limited time to take the side of democratic forces—not merely as an act of altruism, but as an act of self-defense. …

 

Defaitisternes vagtparade

I går indledte Kastholm sin lørdagsklumme i Berlingeren på denne måde:

De pakistanske og britiske politi- og efterretningstjenesters afsløring af terrorplanerne mod en række fly på ruten mellem USA og Storbritannien er endnu så frisk, at hele den sædvanlige bølge af selvbebrejdelser endnu ikke har taget fart, men tro mig, den vil komme.

Han kom ikke til at vente længe, for i dagens søndagsudgave kan vi læse endnu en langstrakt artikel fra avisens USA-korrespondent om, hvordan krigen mod terror er slået helt fejl, hvilket naturligvis er vores egen skyld og især Bush og hans onde neo-cons, der lovede en hurtig sejr over terroristerne, og se nu bare, hvordan det går, og ih, hvor det forfærdeligt.

Det er svært at vurdere, om holdningen skyldes en misforstået loyalitet mod ledelsens ulykkelige kærlighedserklæring til John Kerry i dem amerikanske valgkamps sidste dage, eller er et udslag af det i Pilestræde så udbredte Olav Hergel-syndrom ("jeg vil hellere arbejde for Politiken"). Men det virker lidt ejendommeligt, at analyser fra en passioneret socialdemokrat som Karen Jespersen bedre er i stand til at ramme de holdninger, som ledelsen nu står ved, og som formodentlig dækker et flertal af avisens abonnenter, end avisens egne medarbejdere.

Lad os se lidt nærmere på artiklen og dens præmisser.

Vi kan starte med lidt elementær kildekritik og se, om det virkelig var rigtigt, at Bush lovede en hurtig sejr i kampen mod terror?

Her er, hvad han sagde kun ni dage efter terrorangrebet 11. september 2001:

This war will not be like the war against Iraq a decade ago, with a decisive liberation of territory and a swift conclusion.  It will not look like the air war above Kosovo two years ago, where no ground troops were used and not a single American was lost in combat.

Our response involves far more than instant retaliation and isolated strikes.  Americans should not expect one battle, but a lengthy campaign, unlike any other we have ever seen.

Og her er, hvad han sagde efter afslutningen på den militære kampagne mod Irak, der som lovet af Cheney blev afsluttet på nogle få uger og ikke, som frygtet af nogle, trak ud i måneder og år:

The transition from dictatorship to democracy will take time, but it is worth every effort. Our coalition will stay until our work is done. Then we will leave, and we will leave behind a free Iraq.

Uuups, ikke så godt klaret. Men at kildebrug ikke er deres stærke side, vidste vi jo godt fra dækningen af Plame-sagen.

Så lad os se på præmisserne. Er verden virkelig blevet værre for os og bedre for al-Qaeda siden 11. september 2001?

Indledningsvis må vi have noget at sammenligne med. Det må være verden før terrorangrebet, hvor "realisterne" stod for udenrigspolitikken i MØ, og hvor man i generationer havde ment, at det blot gjaldt om at støtte de lokale diktatorer, som så kunne undertrykke eventuelle ballademagere.

Hvad førte denne politik til, som nogle nu ønsker os tilbage til?

Vi fik ødelagt vores status som forkæmpere for demokrati og menneskerettigheder langt mere, end Abu Ghraib m.v. nogen sinde kan gøre.

Vi fastholdt MØ i et middelalderligt mørke, der eksporterede en formørket version af islam og kugleskøre udvandrede opfyldt ikke bare af jødehad, men også et ubændigt had mod "Vesten". Folk, der kun er rigtig gode til en ting: at dø. Folk, der brændende ønsker at smide den gudsgave væk, som livet er. Mange tak til Saudi-Arabien og de pakistanske madrasser.

Vi skabte ved vores ufatteligt naive og afstumpede politk grobunden og rekruteringsgrundlaget for tusinder af terrorister, som angreb os igen og igen, til sidst med så stor effekt den 11. september 2001, at vi måtte tage problemet alvorligt. Det er dybt forvrøvlet nonsens, at krigen i Afghanistan og Irak skaber terroristerne. Havde vi ikke befriet disse lande – og jo, et massivt flertal af den muslimske befolkning i disse to lande opfatter krigen som en befrielse – havde terroristerne blot fundet noget andet at hænge deres had op på. Kasmir, Tjetjenien eller Palæstina, you name it, der er altid et eller andet at dø for, når man er skør nok. Den sidst afslørede terrrorplan minder om skobombemandens plan, som han forsøgte at udføre i december 2001 – før der overhovedet var krig i Afghanistan og Irak.

Skal vi virkelig tilbage til den tid? Skal Irak, hvor demokrati og en moderne forfatning er indført med massiv folkelig opbakning, udråbes til en fejl, mens Dafur, hvor vi ignorerer folkemord, skal betragtes som den rigtige måde at håndtere problemer på? Er der virkelig nogle som tror, at vi kan nøjes med at bekæmpe terroristerne ved indtjekningsportene i lufthavnen? Jeez…

Vores tidligere politik før 9/11 stinker. Men hvad har vi så opnået i de sidste snart fem år?

Ikke bare har vi befriet millioner af muslimer i Afghanistan og Irak, hvilket har gjort demokrati muligt, hvor der før kun var borgerkrig og massiv undertrykkelse, vi har også fjernet al-Qaedas mulighed for at operere uforstyret i deres eget land. Ja, bin Laden lever stadigvæk, men han må gemme sig i huler, og hans folk bliver nakket jævnligt.

En række regimer er blevet presset til at tage de første nølende skridt mod demokrati, og vi har set, at hvis ikke presset opretholdes, så ruller de hurtigt diktaturet frem igen. Mon det betyder, at vi skal lette presset og gå over til lidt dialog og samtale med den lokale diktator? Nej vel.

Syrien er presset ud af Libanon, og deres proxy-arme, Hizbollah, har lidt svære tab i kampen mod Israel. USA og Frankrig er gået sammen om en resolution, og selvom Frankrig er svag over for Iran, er de rimeligt kolde over for Syrien, så der er håb om, at resolutionen faktisk opnår den passivering af Hizbollah, som en tidligere FN-resolution krævede. Og er resolutionen for svag, vil Hizbollah utvivlsomt angribe Israel igen, når de har fået regrupperet sig, og man kan da håbe, at de venstreorienterede medier vil være mindre naive i deres vurdering af Hizbollahs hensigter, og dermed mindre lette at narre i deres brug af fotos fra hjælpsomme lokale medarbejdere. Og i mens kan vi i Europa notere os de tosser, der har afsløret deres velskjulte jødehad i øjeblikkets ophidselse. Så er vi blevet så meget klogere, selvom der sjældent er overraskelser, for profet-sagen klarlagde allerede de fleste brudflader.

Ja, der er fortsat terrorister, og ja, de hader os fortsat. Men kan vi med rimelighed forvente, at vi nogensinde helt slipper for den slags? Og er det overhovedet rimeligt at spørge, hvorfor unge mænd og kvinder bliver muslimske terrorister? Vi har jo set andre mænd og kvinder, der også hadede vores liberale demokrati og søgte at drunkne det i blod, Rote Arme F., og vores hjemlige Blekingegadebande. Hvor velintegrerede var disse "hvide" lystmordere? Religion er formodentlig blot en undskyldning på lige fod med marxisme og lignende vrøvl for at hade det samfund, man ikke forstår og ikke føler sig en del af.

Ingen lovede os, at kampen mod det åbne samfunds fjender skulle blive let. Lad os blot drøfte, hvordan vi bekæmper dem bedst muligt, og lad os tage kritik, når det kan hjælpe os i kampen. Men det er for dumt at ville opgive kampen, bare fordi vi ikke vinder stort, hurtigt o
g ubesværet.

Den diskrete stillingtagen

En af vores læsere har efterlyst vores stilling til krigen i Mellemøsten mellem Israel og Hizbollah. Vi har desværre ikke fælles holdninger her på bloggen, selvom vi for det meste er enige, men som altid søger vi at efterkomme læsernes ønsker, så her er en holdning.

De fleste læsere af bloggen vil allerede have gættet, hvad den holdning er. Når det gælder om at vælge side mellem et demokrati og en islamofascistisk organisation er det ret forudsigeligt, både i Irak og andre brændpunkter af MØ. I stedet gives ordet her til Victor Davis Hanson, der peger på den manglende opbakning til Israel i visse europæiske kredse, navnlig MSM. Det tager især form af en ligestilling, sådan at de to parter ligestilles i enhver henseende. Det ser pænt ud, i det mindste på overfladen. At man så dækker den ene sides lidelser lidt mere intensivt end den andens, kan altid forklares med, at billederne er bedre (takket været Photoshop og guidede ture).

Denne diskrete stillingtagen, hvor man formelt tager afstand fra begge parter i en konflikt, minder om den Kolde Krig, hvor de samme kredse også var på den forkerte side. Ikke at de selv var klar over det. De opfattede sig selv som upartiske og blot bekymrede "fredstilhængere", der fromt kunne sige, at de skam både var imod Nato OG Warszawapagten. Mange af dem har den dag i dag ikke rigtig fattet, hvilken side det efterlod dem på. Det fik heldigvis ikke den store betydning, for de var ikke så nyttige endda, som Lenin havde håbet på. Men spørgsmålet er, om vi er lige så heldige denne gang. Hermed ordet over til

Victor Davis Hanson, RealClear Politics:

The reactions and media coverage coming out of the West regarding this latest war in the Middle East are as bewildering as they are instructive.

Rep. John Dingell, D-Mich., for example, recently said, "I don't take sides for or against Hezbollah or for or against Israel."

Mere…

Hold nu kæft

Mungo Park har iværksat en plakatkampagne, der skal vise fordelene ved selvcensur. Den viser tre politikere, hvis ytringer MP gerne så standset. De tre er naturligvis Bush, og for ligesom at få balance i det, så man fremstår som mere dyb, ikk', så har man taget den iranske præsident også. Flot, og godt set. Hvem siger, at den danske kunstscene er på gymnasieniveau, hva'ba? Pia må dog stå alene, for der er lissom ikke nogen ekstremister til venstre, vel? Så man endte altså med tre. Men hey, der mangler da en! De mangler hende den norske komiker Shabana Rehan, der skulle have optrådt på Betty Nansen, hvis ikke lidt (selv-)censur var kommet i vejen, som (bort-)forklaret af teatrets PR-mand i WEA den 14/7.

Hat tip: Uriasposten.

Dead case walking – Plame igen

Ferien lukker og jeg lukker, så får I også fred for Plame-sagen så længe. Men først må det med, at hr. og fru Wilson nu har anlagt et civilt søgsmål mod Cheney, Rove og et par andre i regeringen for at have lækket Valerie Wilson (nee: Plame) status som undercover agent i CIA.

Det synes at være et desperat forsøg på at holde historien i live efter, at Fitzgerald har afvist at retsforfølge Rove eller andre i regeringen end Libby, der ikke tiltales for lækagen, men for at have hindret efterforskningen af lækagen. Se Tom Maguire for mere.

Hvis det er formålet, så er det lykkedes rimeligt godt — i hvert fald i første omgang. De sædvanlige dele af MSM viste, at de stadig ikke kan finde ud af alm. kildebrug, herunder Internettet og lidt let googling.

Kufferten skal pakkes, så det bliver et (relativt) kort resume for de kildekritisk udfordrede. (for andre med bedre tid: tryk på Plame i tagslinjen ovf.):

1) Wilson skrev efter Irak-krigen en kronik om, at han var blevet udsendt til Niger forud for krigen for at undersøge, om Saddam havde købt uran dér. Hans konklusion var, at det var usandsynligt, at et salg havde fundet sted. I sin tale til nationen lige før krigen havde Bush nævnt britiske underretninger om, at Saddam forsøgte at købe uran i Afrika, og Wilson undrede sig nu over, om hans rapport om Niger var kendt af Bushs regering. Senere gik Wilson aktivt ind i Kerry’s præsidentkampagne og skruede op for sin kritik af Bush med påstand om, at Bush bevidst havde løjet om Saddams interesse i uran.

ad 1) I Senatets rapport fra juli 2004 om efterretninger inden Irak-krigen blev det fastslået, at Wilsons rapport ikke havde indeholdt noget nyt, og den var derfor ikke gået videre opad i CIA. Endvidere blev det nævnt, at Wilson faktisk havde bekræftet, at Irak havde forsøgt at skaffe uran fra Niger. Det var temmelig pinligt for Wilson, og han forsvandt herefter fra Kerry’s kampagne, der på det tidspunkt var i slutspurten og ikke havde brug for yderligere belastning.

2) I Butler-rapporten, der også udkom i juli 2004, blev det fastslået, at den britiske efterretningstjeneste havde god grund til at tro, at Saddam søgte at skaffe uran fra Niger. Disse efterretninger var ikke påvirket af den efterfølgende afsløring af falske dokumenter vedr. Niger, og vurderingen fastholdes derfor. Rapporten gik så langt, at den udtrykkeligt citerede Bush’s tale til nationen og opretholdt den som well founded. Wilson havde nu yderligere grund til at dukke hovedet.

3) Før disse rapporter underkendte både Wilson’s mere beherskede beskyldning og især de mere ubeherskede beskyldninger, havde den ansete journalist Robert Novak skrevet, at Wilson var blevet sendt afsted til Niger af sin kone, der arbejdede i CIA. Det viste sig, at konen ikke bare arbejdede for CIA, men havde arbejdet undercover og stadig havde denne status på tidspunktet for Novaks artikel. Ifølge en på det tidspunkt ikke videre kendt lov er det strafbart bevidst at afsløre en undercover agent.

Der er to forklaringer på Novaks afsløring: Enten var det et nedrigt forsøg på at skade Wilson ved at skade hans kone. Eller det var et yderst relevant forsøg på at fremhæve, Wilson ikke var en neutral kritiker af Bush, men en del af den interne magtkamp i CIA, hvor man på det tidspunkt sloges om ansvaret for de fejlagtige efterretninger om Saddams WMD. De kredse i CIA, der havde tvivlet på WMD, var rasende over, at chefen Tennet havde troet mere på de kilder, der bekræftede formodningen, mens Tennet-fløjen pegede på, at de kritiske kredse generelt havde undervurderet spredningen af WMD blandt diktaturstater, og at det derfor havde været berettiget at lægge større vægt på andre kilder, som underbyggede formodningen. En interessant debat, som Senats rapporten kun delvist afslører.

4) Fitzgerald blev sat til at efterforske, om afsløringen af Valerie Plame var strafbar. Han har nu afsluttet sin efterforskning og konstateret, at der ikke er nogen at tiltale. Det må betyde, at de, der oplyste om Plames tilknytning til CIA, ikke beviseligt kendte hendes status som undercover. Han har derimod tiltalt Libby for at hindre efterforskningen. Den sag kommer for til efteråret.

5) Novak har for nyligt oplyst, at han fik oplysningerne om Plames tilknytning til CIA fra flere, bl.a. Karl Rove, og at Rove skulle have bekræftet konens tilknytning under et længere interview, hvor Novak havde spurgt om tilknytningen, som han havde hørt om fra en anden. Rove skulle efterfølgende have oplyst via tredjemand over for Novak, at han ikke var bekendt med Plames status som undercover. Rove har tidligere afvist at have outed Plame. Igen er der to forklaringer: Enten at Rove lyver, eller at Rove ikke har outed Plame, dels fordi han ikke vidste, at Plame var en hemmelig agent som kunne outes, dels fordi han ikke gjorde andet end at bekræfte en oplysning, som adskillige journalister på det tidspunkt kendte.

6) Under hele sagen har MSM søgt at fremstille det som om, at sagen angik afsløring af Bush-regeringens løgn, eller i hvert fald vildledning, om Saddams interesse for uran. Både Senatets og Butler-kommissionens rapporter afviser dette. Tværtimod har regeringen tilladt offentliggørelse fra diverse fortrolige efterretningsrapporter netop for at bevise, at de havde dækning for deres opfattelse af truslen. Kort sagt: Bush løj ikke i sin tale til nationen. Wilsons første anklager viste sig ubegrundet, fordi hans rapport ikke var gået videre, og hans senere anklager var selv løgnagtige. Den egentlige historie handler mere om den magtkamp internt i CIA, som Wilson var en del af. Den – i sig selv ret interessante – historie fik og får vi bare ikke, i hvert fald ikke i MSM.

Her står sagen. Og her bliver den stående for vores vedkommende. God ferie.

Liberalisme på amerikansk

Det er sommer, det er solskin, det er sløøø-øvt…

Her er en lille udfordring til de, der endnu ikke er gået helt i varmekoma.

Kampen for liberalisme og konservatisme bliver ikke lettere af, at der er tvivl om, hvad det egentlig er, vi taler om. Hvor går grænsen mellem liberalisme og konservatisme, og hvad er indholdet i dem?

Vi har en regering, der ledes af et liberalt parti, men hvis støtteparti har som erklæret mål at bekæmpe liberalismen. Vi har et Europa, hvor liberalisme ofte er ilde set.

Og så har vi USA, hvor liberalisme stadig betyder venstreorienteret, men hvor indholdet ikke altid lige er det, vi tillægger det i Europa.

Markos Zúniga fra DailyKos har for nyligt gjort noget højst usædvanligt for den del af "venstrefløjen", både i USA og herhjemme: nemlig formuleret sig positivt om det, han går ind for. Normalt vil de helst kun tale om det, de er imod. Men her er for en gangs skyld en modig udmelding.

Den står her.

Værs'go' at læse og gerne diskutere.

Plame og pressemoral

I den døende Plame-sag er det nu bekræftet, at Robert Novak bl.a. fik oplysninger om Plame fra Karl Rove. Novak skal have oplyst efterforskningslederen Fitzgerald om det forholdsvis tidligt i efterforskningen. Der synes ikke at være begået noget strafbart ved offentliggørelsen, formodentlig fordi Plames status som undercover i CIA var ukendt for de, der nævnte hendes tilknytning til CIA. Som allerede nævnt her, bliver Rove ikke tiltalt, lige som Novak heller ikke er blevet det. At den manglende strafbarhed blev indset forholdsvist tidligt i efterforskningen kan forklare, hvorfor efterforskningen hovedsageligt har angået, om medlemmer af regeringen har søgt at hindre efterforskningen, hvorimod selve lækagen, som efterforskningen oprindeligt angik, hurtigt synes at være blevet af mindre betydning.

… Jep, det lyder som referatet af en soap afsnit 26.451, som ingen fornuftige personer gider følge længere, og hvis persongalleri alle har glemt. (et hint: hvis man virkelig ikke har bedre at lave, så tryk på Plame i tagslinjen øverst).

Det eneste interessante ved sagen er efterhånden det indblik i journalisters selvforståelse, som den giver. Det er til gengæld også værd at beskæftige sig med.

I søndags bragte hele fem dekaner fra ansete amerikanske journalistskoler en fælles kronik i WaPo, hvor de forsøger at håndtere det vanskelige spørgsmål om, hvad pressen bør offentliggøre i kampen mod terror. Meget sigende, og efter denne punditokrats opfattelse meget korrekt, lyder overskriften: When in doubt, publish.

Desværre viser kronikken, at deres forståelse for pressens rolle er noget, ahem, begrænset.

I deres i øvrigt sobre, men også ganske forudsigelige og reelt intetsigende opregning af, hvordan pressen må søge at afveje fordelen ved oplysning (at borgerne normalt har ret til at vide, hvad magtfulde aktører laver) med ulempen (man kan hjælpe fjenden, forbrydere osv.), føler dekanerne, at de har brug for et eksempel på et tilfælde, hvor pressen nok ikke burde have offentliggjort.

Her kunne dekanerne have valgt at kritisere NYT m.fl. offentliggørelse af SWIFT-programmet, der iflg. aviserne selv ikke var ulovligt efter amerikansk ret. Men bare det at forholde sig kritisk til selveste NYT, ligger de pæne herrer fjernt. Tværtimod fremtræder kronikken som et forsøg på at komme NYT til undsætning i netop den svære sag. Men er det så, fordi de ubetinget støtter retten til at offentliggøre, også selvom der ikke var nogen trussel mod samfundet, som i SWIFT-sagen? Næ.

I stedet vælger de fantastiske fem at pege på Plame-sagen, hvilket gøres rent en passant og uden yderligere begrundelse.

Så her har vi altså efter de fem dekaners opfattelse et tilfælde, hvor Novak ikke burde have oplyst folket om, at Joe Wilson, der var i gang med at rette alvorlige anklager mod regeringen for at have vildledt om efterretningerne om Saddams WMD, var gift med en ansat i CIA, der på det tidspunkt førte en intens kamp med regeringen om ansvaret for de forkerte efterretninger, og som personligt var involveret i spørgsmålet. Hva’ba?

Tom Maguire opfordrer journaliststuderende til at efterprøve dette eksempel på fordele og ulemper, formodentlig i den tro, at der stadig findes selvstændigt tænkende journalister ved de fem institutioner. Christopher Hitchens er mindre venlig ved dekanernes accept af, at lækager kan være forbudte, hvilket jo var NYT og ligestillede dele af MSM’s eneste tilbageværende påstand i Plame-sagen efter, at Joe Wilsons anklager blev skudt ned som uberettigede. Man behøver ikke være så radikal som Hitch for at se, at forargelsen over lækagen harmonerer dårligt med pressens både principielle og kommercielle interesse i at sætte tærsklen højt i sager om åbenhed.

Dekanernes kronik viser en del om, hvordan eliten i MSM tænker, eller rettere: hvordan man ikke tænker særlig dybt over tingene. Man betragter NYT som hævet over enhver kritik. Hvis red Bill Keller siger, at det var nødvendigt at offentliggøre, så er den sag ikke længere. Denne næsegrus respekt udleves på trods af, at avisen i dag er præget af ensidig venstredrejet journalistik, hvor kilder vinkles, udelades eller fordrejes til at passe et på forhånd givent journalistisk mål. F.eks. har både WaPo og NYT oplevet den uhørte skam at blive hængt til tørre på det Hvide Hus’ hjemmeside med faktuelle fejltagelser, der ville være pinlige selv for en gratisavis (se her og her). Man begynder at forstå niveauet i MSM, også herhjemme, når det bliver klart, at NYT og WaPo stadig betragtes som højdepunktet af journalistik — blandt journalister, altså. Samtidig tager dekanerne Plame-sagen, og frem for at diskutere den, så smider man den blot ud nærmest i forventning om en pavlovsk accept fra læserne. Man er tydeligvis hverken vant til (selv-)kritik eller kritik fra andre.

Gad vide, hvordan Plame-sagen tager sig ud i danske MSM. Stilheden er foruroligende.

Liberalisme for dummies

Berlingske er så venlige – med en vis forsinkelse – at bringe en revideret version af min posting om tidsbanken som dagens Opinion.

Postingen blev skrevet samme dag, som forslaget om en tidsbank blev luftet, og – må jeg tilstå – i en vis hast. Det var derfor en (behagelig) overraskelse med de mange positive tilbagemeldinger i kommentarfeltet. Tak for det.

Jeg ramte åbenbart en nerve med denne hurtige gang liberalisme for dummies. Der er et behov for at høre om disse basale ting, formodentlig fordi det politiske liv ikke, hmm, hvad skal vi sige: opfylder behovet.

Som påpeget i managementlitteraturen er behovet vist størst hos dem, der ikke aner, at de har et.

Se f.eks. dette punktnedslag i en artikel fra Berlingske Business om en mulig revision af lovgivningen vedr. firmapensionskasser. Det er ikke revisionen i sig selv, der er interessant her, men denne passus fra en fagforeningsmand:

»Kapitalfondenes formål er ikke at drive erhvervsvirksomhed. Det er jo at få maksimeret den kapital, de har skudt ind i TDC,« siger faglig sekretær i Dansk Metal, John Nim, der sidder med ansvaret for samtlige TDC-ansattes pensionsordninger og er medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i den ene af de tre kasser, Jysk Telefons Pensionskasse.

Behovet er klart til stede. Kom så i gang med noget behovstilfredsstillelse, folkens!

Plame, opfølgning

Et af problemerne ved samlermani er, at man ofte føler sig tvunget til at medtage et eksemplar alene fordi det indgår i samlingens tema, uanset at det isoleret betragtet er uinteressant.

Sådan er det også med vores dækning af Plame. Beklager.

Dækningen blev egentlig valgt for at vise, hvor ukritiske nutidens “kritiske” journalister ofte er. Hvor dårlige de er til kildekritik og selvstændig tænkning, og hvor lemminge ens de er i deres valg af retning. Berlingske har især måtte holde for, hovedsageligt fordi læserne af den avis kunne have forventet en anden og bedre dækning end Politiken og Information, som jo blot gav deres læsere, hvad de ville have.

Vi fokuserede således på Plame-sagen for at vise den mangelfulde kildekritik, der er gængs i MSM. Som nævnt i denne posting fra den 14. juni synes den egentlige historie gemt i Plame-sagen at være, at den viser noget om de interne magtkampe i CIA.

Set i et forfatningsretligt perspektiv (vi fejrer jo med god grund juli 1776 her på bloggen) fortæller det noget om de – her: utilsigtede – konsekvenser af den politisering af statsapparatet, som forfatningsfædrene bevidst valgte både i den nye nations forfatning og i de enkelte staters. Et valg, der afspejler, at for dem kommer legitimitet fra folket og kan investeres op ad i systemet, hvorimod en del europæere stadig synes at tro, at legitimiteten kommer oppe fra nationale og internationale myndigheder, der så nådigt kan udøve det ned over folket. Det amerikanske valg har sine ulemper, men også sine fordele, bl.a. en sund skepsis over for institutioner og organisationer som ikke enten direkte eller indirekte står til ansvar over for folket (accountability). Nok om denne digression og tilbage til sporet.

Denne CIA-vinkel har fået ny næring i et brev offentliggjort af den republikanske leder for the House Intelligence Committee, Peter Hoekstra. Som påpeget af Tom Maguire, der har dækket Plame-sagen mere udførligt end vi, har NYT dog nedtonet denne vinkel.

Danske MSM vil formodentlig gøre det samme. Dette derfor blot til samlingen om Plame-sagen. Endnu et ubetydeligt insekt på nok en nål.

Spar tid, spar penge

Berlingske beretter i dag om regeringens Familie- og Arbejdslivskommission (det hedder den, på ære!).

Her overvejer man problemet med det enkelte menneskes manglende evne til at fordele sine ressourcer over livet. Kort sagt: hvorfor har man først råd til en lækker sportsvogn, når det alligevel kan være lige meget?

Kommissionærerne (det må de vel hedde) tænker i dristige nye baner, bl.a. om at oprette en "tidsbank". Her skal unge, der knokler hårdt, kunne indsætte tid, så de senere kan holde fri, når de har stiftet familie. Det lyder jo enkelt, men det er vist ikke så lige til, som det i første omgang lyder. Berlingske beretter:

Mange børnefamilier er hårdt presset, når det gælder tid, og der må vi overveje, om vi kan finde en løsning, så man i højere grad kan fordele sin arbejdstid over et helt livsforløb. I dag er det sådan, at mange mennesker får børn forholdsvis sent i livet, og derfor kunne man godt forestille sig, at man som ung knoklede løs på arbejdsmarkedet og gjorde karriere. Den ekstra tid, der bliver brugt på arbejde, kunne så bruges på familie og børn senere i livet. Så det er helt klart et af de områder, vi arbejder med, siger kommissionens formand, tidligere rektor ved Københavns Universitet, dr. jur. Linda Nielsen.

Linda Nielsen understreger, at der er en lang række praktiske problemer, der skal løses, hvis tidsbanken skal blive en realitet, herunder spørgsmålet om, hvad der skal ske med den opsparede tid, når folk skifter arbejde.

Flere partier på Christiansborg ser som udgangspunkt positivt på tanken om en tidsbank, som kaldes både »visionær« og »modig«.

Jep, det bliver ikke helt let at holde regnskab med tiden. Hvad mon arbejdsgiver A siger til, at man gerne vil indløse noget af den tid, man sparede op til hos arbejdsgiver B? Men det kan vel lykkes med ekstra regulering og flere offentlige ansatte til at administrere ordningen.

Da denne blog handler om samfundssind og drives helt uden ækle profitmotiver (ud fra devisen: it's a non-profit organization. That's not what we planed, but that's how it turned out), iler vi med et forslag, der kan hjæpe kommissionen. Det er ikke just nytænkning, og så alligevel:

For en del år siden opfandt man noget, der hedder PENGE. Penge har en række fordele, bl.a. den politisk korrekte egenskab, at de i modsætning til mange andre gode ideer ikke er en ren europæisk opfindelse. Ideen synes at være opstået flere steder.

Penge er værdirepræsentativer. De kan udgøre en værdi i sig selv, men deres egentlige egenskab er at repræsentere værdi. Det er ret smart. Hvis man ejer en ko, men hellere vil have en hest, behøver man ikke trække rundt på koen, til man møder en hesteejer, der vil bytte. Man kan sælge koen og få penge i stedet for, og disse penge kan man så bruge til at købe hesten for. Smart ikke? Det er takket være penge, at vi har fået civilisationer, der har råd til at oprette Familie- og Arbejdslivskommissioner.

Penge er nemme at omsætte, de er lette at spare op, og man kan endda leje dem ud, f.eks. ved at sætte dem i en bank, så de kan trække renter, mens banken bruger dem til noget andet nyttigt.

Penge gør omsætning meget lettere, og fordi de repræsenterer værdi, skaber de priser, hvilket er den bedste form for investeringsoplysning og miljøbeskyttelse, der findes. Hvis prisen på et gode stiger, fortæller det straks, at godet efterspørges mere end det udbydes. Det fører enten til sparsommelighed eller til øget investering i udbuddet af godet. Prismekanismen er langt mere effektiv end det, selv de mest totalitære systemers efterretningstjenester og kontrolordninger kan tilvejebringe. Det er der vist en gammel østriger, som har skrevet noget om.

Tid kan ikke sættes i banken, men det kan penge.

Her kan man så indvende, at vi i Danmark (også) har opdaget penge og allerede bruger det. Og alligevel fungerer systemet ikke rigtigt.

Det er uimodståeligt sandt. Men så er problemet vel et andet?

Problemet er, at Staten tager vores penge og fordeler dem for os. Men Staten kan åbenbart ikke fordele vores penge lige så godt, som vi selv kan. Hvis man ikke ønsker, at Staten skal bestemme, hvad vi skal gøre, hvornår vi skal gøre det, og hvordan vi skal gøre det, må man bede Staten om at holde op med at tage vores penge. Det er da vist en anden gammel østriger, som har skrevet om.

Det bliver livet ikke billigere af, for vi skal stadig bruge pengene på de ting, vi ønsker at gøre. Men forskellen er, at vi selv kan bestemme. Hvis vi ønsker at knokle, mens vi er unge, kan vi spare vores penge op, sætte dem i banken eller investere dem på anden vis, og så kan vi holde fri og bruge pengene senere, hvis vi vil det. Smart ikke?

Løsningen er ikke at oprette tidsbanker, men at indføre en flad skat. En flad skat med et ordentligt bundfradrag til at gavne samfundets svageste og en lav skatteprocent, der afspejler, at borgerne selv vil bestemme, hvad de skal bruge deres penge til, hvornår  og hvordan.

Det kan lade sig gøre, hvis man er "visionær" og "modig".

Hamdan v. Rumsfeld

US Supreme Court har i dag afsagt dom i ovennævnte sag. Dommen underkender den version af militære kommissioner, som Bush regeringen har oprettet til at dømme fanger på Guantanamobasen.

Medierne vil formodentlig fokusere på, at Bush led nederlag i denne henseende og derudover formodentlig blande de forskellige involverede spørgsmål grundigt sammen.

For at antyde kompleksiteten af de involverede retlige spørgsmål kan det nævnes, at den amerikanske højesteret (angiveligt, har ikke set referatet endnu) fastholdt, at Hamdan, der er kendt som bin Ladens chauffør (han var vist mere end det), kan tilbageholdes "for the duration of active hostilities".

Hvis man vil have en mere sober gennemgang, henviser vi — på ny — til SCOTUSblog.

Update: Her er et link til dommen.

Villy har ret!

Søndagens forsidebasker hos Berlingeren er et følsomt interview med Villy Søvndal.

Her langer han ud efter medierne, der er alt for ukritiske. Og for en gangs skyld har gamle Villy ret, for de eneste kritiske spørgsmål i interviewet var dem, han stillede sig selv.

Det er da også for galt.

Til forsvar for virksomhederne

Som Berlingske kan berette, deltager den danske satiriker, Jørgen Bitsch, i den tegnekonkurrence, som for tiden afholdes i Iran. Her er et uddrag fra artiklen:

JB: Det er relevant at relatere Holocaust-lidelserne til, hvad der foregår i verden i dag, og hvad der kan komme til at ske i morgen. Jeg tænker f.eks. på, som det fremgår af min tegning, hvor mange der rent faktisk dør i den tredje verden som følge af politiske prioriteringer og dermed politiske beslutninger. Det er også en form for Holocaust, hvor pigtråden er erstattet af handelsbarrierer.

Journalisten: Men er det ikke at sætte lighedstegn mellem æbler og pærer?

JB: Det mener jeg ikke. Begge ting er et resultat af politiske prioriteringer og dermed af politiske beslutninger.

Det er en sjov form for logik. Når vi nu ved, at vi har et samfund, der tillader, at mellem 350 og 450 danskere dræbes om året i trafikken, så kan det da ikke gøre noget, at jeg lige nakker dig eller din familie?

Hvis man så bare kunne opfatte den slags holdninger som en opfordring til uhæmmet frihandel. Men nej, det er vist heller ikke lige det, der er meningen.

Han står i øvrigt næppe alene med sit kulturelle selvhad. Der er forbløffende mange danskere, hvis livssyn ubesværet passer med præstestyret i Iran.

I et indlæg i The Times advarer Madsen Pirie fra The Adam Smith Institute mod tendensen til at lægge virksomhederne for had, hvilket i stigende grad sker under dække af det i sig selv rimeligt harmløse, men uheldigt fleksible, begreb Corporate Social Responsibility. Her er en smagsprøve fra indlægget:

The current fad for “corporate social responsibility” carries with it the not-too-subtle message that corporations left to themselves are not socially responsible. Some pressure groups, including Christian Aid and War on Want, have joined with trade unions and other vested interests to establish the “Corporate Responsibility Coalition” (Core) to lobby for laws restricting the way that businesses operate overseas. Given the known anti-business stance of many of them, including full-page ads depicting business as a suit-clad pig riding on the back of a peasant, this is hardly a surprise.

*

Fundamentally these film-makers and lobbyists are anti-capitalist. They equate business activity with greed. They would probably be happier in a world where everyone worked in the public sector, and no one made any profits. We have seen this world, those of us who remember it. It was called communism and it reduced the human condition to squalor and servitude.

Og så mente Francis Fukuyama, at historien var slut. Den mands dømmekraft har aldrig været god.

Det minder mig om resultatet af en anden undersøgelse*, der viste, at selvom mange unge i dag opfatter sig som venstreorienterede, så er de ikke socialister med ønske om at afskaffe ejendomsretten og indføre kollektivt ejerskab på hverken højt eller lavt niveau. De vil sgu’ ikke af med deres Ipods eller forældrekøbte ejerlejligheder. Næ, de opfatter det at være venstreorienteret som “noget med at være god mod de svage”. Aha, så skal vi bare lige have skraldet den indoktrinering af, som de har været udsat for siden vuggestuen, og vist, at det er den liberale markedsøkonomi bedst til.

(* beklager, ingen link, så der er ekstra grund til at være mistroisk )

Kort sagt: It ain’t over.

Haditha

Det er med en vis tøven, at jeg skriver om den påståede massakre i Haditha, for hvis påstanden er sand, bør de involverede soldater straffes. Det er endvidere vigtigt, at sagen forfølges og ikke søges kvalt med undskyldninger om, at der sker så meget i krigens hede.

Men i de seneste dage har der været et stigende antal historier i de amerikanske medier, inkl. blogs, der betvivler, at der overhovedet var en massakre.

Da vi ikke kan stole på, at danske MSM giver os begge sider af sagen, bringer vi her et lille uddrag af de seneste indlæg, der så vidt muligt er repræsentative for kritikken af påstanden om en massakre.

Her er dagens leder fra New York Post (ikke at forveksle med NY Times):

Now is the time to start asking whether the “massacre” at Haditha is another Jenin. Readers might remember the “Jenin massacre” from April 2002, when Israeli soldiers were accused by the Palestinian Authority of killing of thousands of innocent civilians, only for the world to learn later that the casualties were lower by orders of magnitude and that the soldiers besmirched by the press actually took extraordinary risks to clear a West Bank suicide bomb factory and avoid the kind of mass killings of which they were accused. (mere)

Her er en artikel fra Washington Post 11/6, hvor de involverede soldater fastholder deres uskyld:

A sergeant who led a squad of Marines during the incident in Haditha, Iraq, that left as many as 24 civilians dead said his unit did not intentionally target any civilians, followed military rules of engagement and never tried to cover up the shootings, his attorney said. (mere).

Blandt de blogs, der har beskæftiget sig med denne vinkel er American Thinker. Her er et indlæg fra Clarice Feldman fra den 13/6:

I have no inside knowledge of what happened in Haditha, of course, but I can examine media stories for sourcing and quality of reporting. When the reports in Time Magazine and others are subjected to close scrutiny, there is much less solid evidence than one would expect a major media enterprise would require before making sensational charges against our military in wartime. All the more reason to presume the Marines’ innocence until proven guilty, and to read with suspicion reports that condemn Kilo Company’s actions in Haditha. (mere)

Og fra samme blogger en opsamling dateret 9/6:

Evidence accumulates of a hoax in Haditha. The weblog Sweetness & Light has done an estimable service gathering together the articles which cast substantial doubt on the charge of a massacre of civilians at Haditha . Because the blog is too busy gathering and fisking the news, I offered and the publisher accepted my offer to put what he has uncovered in a narrative form.

Vi må se, hvordan sagen udvikler sig. Skulle det vise sig at være en massakre, skal vi nok få det at vide af MSM og godt det samme. Skulle det vise sig at være fup, er det godt, at vi har blogs.

Plame: Rove går fri

Vi har dækket den såkaldte Plame-sag ganske længe (seneste her), så I skal ikke snydes for den seneste udvikling: Karl Rove bliver ikke tiltalt for at have hindret efterforskningen.

Skuffelsen på venstrefløjen er enorm, og håbet hos NYT er, at retssagen mod Libby måske alligevel kan skade Bush-regeringen til den tid.

I de danske medier er nyheden nævnt som petitstof. Selv hos Berlingske, der ellers har brugt rigtig meget spalteplads på at gengive den venstredrejede version af sagen, synes man ikke rigtig at have mod på at vinkle denne seneste udvikling. Men det kan jo komme i morgen…?

Sagen tyder stadig mere på, at være — folkeligt udtrykt — en fis i en hornlygte. Den egentlige sag synes at angå magtkampen mellem demokrater og republikanere internt i CIA efter afslutningen på Irak-krigen, hvor det blev konstateret, at efterretningerne var fejlagtige på flere punkter, og i opløbet til præsidentvalget.

Men den historie har vi ikke fået. Vi fik derimod et bovlamt forsøg på at styrke myten om, at der blev løjet forud for krigen. Wilson var en del af dette forsøg på at sværte Bush-regeringen, og da hans anklager blev skudt ned i hhv. den amerikanske Senats-rapport og den samtidige britiske Butler-rapport, forsøgte venstrefløjen at redde historien ved at fokusere på, at nogen (formodentlig i Bush-regeringen) havde oplyst til pressen, at Wilsons kone var i CIA. Det kan man enten udlægge sådan, at man ville sværte Wilson. Eller man kan udlægge det sådan, at hans nære forbindelse til CIA understøttede formodningen om, at Wilsons uberettigede anklager var en del af denne interne magtkamp rettet mod republikanerne. MSM valgte helt overvejende den første udlægning.

Det viste sig, at konen (Valerie Plame) havde status af hemmelig agent i CIA, og at det derfor var strafbart at oplyse om hendes tilknytning til CIA. Venstrefløjen øjnede dermed en mulighed for at holde historien i live: hvis nogen i Bush-regeringen, og allerhelst Bush eller Rove, kunne knaldes for at have outed Plame, så kunne det give indtryk af, at der alligevel var noget fusk ved den regering, og det kunne i sin tur måske endda opfattes som om, at der alligevel var løjet (godt nok ikke om Iraks WMD, men om kendskabet til Plame, men who cares, hvis historien vinkles rigtigt?).

Ikke alle journalister faldt for denne vinkling. Bob Woodward gav klart udtryk for, at der ikke var fugls føde på historien. Det udløste naturligvis en massiv kritik i MSM, bl.a. i de danske journalisters blad, hvor han blev fremstillet som et faldent ikon og en has-been. Tja, det tyder nu på, at det mere er hans kritikere, der er never-been-and-never-will-bes.

Det mest interessante ved historien er således dens medievinkel. Vi havde en formodning om, at den i lighed med Rathergate-sagen ville vise, hvor dårlige journalisterne i MSM er til kildekritik, og dermed hvor lette at narre de er. Derfor fulgte vi historien, og indtil videre er vi ikke blevet skuffede.

Den eneste skuffelse har været, at også Berlingske hoppede med på vognen. Komplet med faktuelle fejl, som det kun krævede nogle få museklik via Google at undgå, eller — hvad der er alvorligere — et vist kendskab til debatten i de liberal-konservative medier. Det burde f.eks. ikke være en overraskelse, at Butler-rapporten udtrykkeligt havde støttet Bushs citat om Saddams forsøg på at købe uran i Afrika og irrelevansen af de forfalskede Niger-dokumenter for denne vurdering. På venstrefløjen har disse oplysninger i Butler-rapporten været ignoreret, men ikke uden for. Men de dækkede sagen, som fik de deres informationer alene fra DailyKos og NYT/WaPo.

Denne manglende pluralisme i dansk MSM er beklagelig. For at foregribe de forudseelige anklager i kommentarspalten ndf. om, at denne klagesang er et skjult ønske om at få ensidighed og blind partiloyalitet, skal det understreges, at kritikken kun er, at for mange af journalisterne i den borgerligt-liberale del af MSM er for dårlige til kildekritik og til selvbevidst at anlægge en uafhængig borgerlig-liberal vinkel i deres nyhedsanalyser. Det er ikke et ønske om ensidighed; det er et ønske om, at der anlægges en borgerlig-liberal vinkel på samme måde, som journalisterne på Politiken og Information finder det naturligt at anlægge en venstreorienteret vinkel på deres analyser. Ikke ensidighed, men forskellig vinkling, så vi kan få den pluralisme i medierne, vi mangler i dag.

Der bør være forskel på overskrifter, historier og den nyhedsanalyse, man får ved at abonnere på Politiken og Berlingske. Som det er nu, er det et fedt; alle journalister forfølger som lemminger den samme historie og ud fra samme vinkel. Så tror da pokker, at stadig flere vælger gratisaviserne, hvor man får samme vinkling — gratis.

Et dagfrisk eksempel på denne journalistiske konsensus er vinklingen af Bushs besøg i Bagdad i går, hvor Berlingske, JP og Politiken bruger nøjagtig samme overskrift: “Bush: Volden er umulig at standse.”

Det enfoldige i denne overskrift kommer frem, når man sammenholder det med, hvad Bush egentlig sagde:

Det vil være forkert at vurdere succes eller fiasko i Irak ud fra, om volden stopper helt. Det er en umulig standard at leve op til.

Man kan måske kaste lys over citatet og dets reelle mere udramatiske indhold ved at spørge, om Danmark overhovedet kan kaldes et velfungerende demokrati, når vi ikke siden demokratiets indførelse med grundloven af 1849 har været i stand til at forhindre vold og drab på vores egne borgere? Vi har stadig brug for politi, og lige meget hjælper det; der er stadig vold og drab.

(Hvis journalisterne i MSM virkelig er så enfoldige, som deres valg af overskrifter antyder, risikerer vi at hensætte dem i grublerier over dette spørgsmål resten af dagen, og vi haster derfor med et svar: Nej, det er naivt at tro, at man kan skabe et frit samfund uden vold og drab. Bushs pointe var, at det aldrig kan blive et succeskriterium, om Irak slipper fuldstændigt for vold og drab. Hvad vi kan arbejde for er, at terroren i Irak bliver reduceret til et acceptabelt niveau, der kan håndteres af de irakiske myndigheder selv.)

Vi savner stadig pluralisme i dansk MSM. Tænk, hvis Berlingske havde dækket Plame-sagen fra en borgerlig-liberal vinkel. Så havde man undgået at foregive forargelse over, at lovgivning om fortrolighed var blevet krænket og dermed stået principielt stærkere i sit nødvendige forsvar for ytringsfriheden i den nuværende udløber af Grevil-sagen. Man kunne have udstillet de mange faktuelle fejl, som blev lavet af de øvrige MSM, i stedet for selv at gentage dem. Og man ville endda have fået den bonus at få ret.

En spildt chance. Mon det ændrer sig fremover?

Ramirez om den nye al-Qaeda leder i Irak

Michael Ramirez er en af de bedste tegnere af dagsaktuelle vittighedstegninger (som så meget andet lyder det bedre på engelsk: editorial cartoons).

Han var oprindeligt på Los Angeles Times, men hans tilknytning til den ret venstreorienterede avis virkede næsten naturstridig og ophørte ved udgangen af sidste år. I dag arbejder han for Investors Business Daily (se Investors.com).

Jeg vil ikke importere hans tegning, der handler om udnævnelsen af en ny leder for al-Qaeda i Irak, dels fordi det fylder meget, dels fordi jeg gerne vil lede traffikken forbi hans side, hvor der også er en samling af hans seneste bidrag.

Se her — and enjoy.

At bortforklare

Efter at The Telegraph har droppet Mark Steyn, har jeg droppet dem og læser i stedet The Times som mit valg af et britisk centrum-højre MSM (med The Guardian som et centrum-venstre).

The Times har, hvad der nu er blevet fashionabelt blandt MSM, sin egen weblog ved David Aaronovitch. Den kan anbefales, hvad der hermed er gjort.

Dagens blog handler om nogle venstreorienteredes ønske om at bortforklare ubekvemme udsagn fra islamister, så deres* foretrukne verdensorden, hvor “Vesten” er årsagen til og resultatet af alt ondt, kan opretholdes. Det gælder i forhold til selvmordsterroristerne fra 7/7, og det gælder i forhold til Irans præsident Armageddonoutofhere, som Steyn vist kalder ham.

(* Med “deres” menes begge parter)

Her er slutsekvensen, men læs selv her:

Of course, it could all just be nonsense, as it wasn’t with al-Faisal and Abu Hamza. But it does remind me of these words from David Edgar’s play Albert Speer. The dead Hitler is reproving the dying Speer. “Why,” he demands, “did you insist that anti-Semitism was ‘a vulgar incidental’? I said it — clearly time and time again. I didn’t say ‘resettlement’ or ‘cleaning efforts’. I did not speak of ‘special handling’. And yet you all insist that when I said the Jews must be destroyed, I only meant ‘defeated’. That when I said ‘eliminate’ I didn’t mean ‘exterminate’, I only meant ‘exclude’. That when I said ‘purge’ and ‘perish’ and ‘annihilate’ it was, of course, a metaphor. Why was I cursed with never being taken literally? How could the world have been so blind? And how could you?” Well?

Well indeed.

BBC i USA

For at fejre medieforliget i går, der udstrakte kop-skatten (licensen) til også at omfatte pc’ere (Se Rohdes strengt logiske forsvar for denne udvidelse af beskatningen her), men som dog opretter en public service-fond, som med tiden måske — måske ikke — kan få aflivet den nationalromantiske forestilling om statsopdragelse af masserne, bringer vi her et link til et lille indlæg om DRs åndelige og statsunderstøttede britiske tvilling BBC, der nu åbner i USA. Man mener åbenbart, at MSM i USA ikke er tilstrækkeligt venstresnoet.

Artiklen er af Gerard Baker, og her er et par smagsprøver:

A few years ago the former boss of the BBC attacked American television news for too slavishly following the government line. Instead the BBC now says in its publicity, it will offer “both sides of the story”.

Roughly translated this means the BBC thinks that, while the vast majority of Americans are morons who are perfectly content to swallow right-wing rubbish from their political and media masters, there is an educated and sophisticated elite on the coasts that feels somehow its worldview is underrepresented by the current giants of the mainstream media in the US.

This might come as surprise to Americans casually familiar with the output of CNN, CBS, NBC or ABC but the BBC is happy anyway to add its own little three-lettered logo to the vast and steaming alphabet soup of liberal bias. …

BBC News is produced by a very large team of ideological confreres, who, with a very few exceptions subscribe to the smart London set’s view of the modern world.

This thinks, roughly, that capitalism is some sort of conspiracy by evil men against the ordinary working stiff and that big government and higher taxes are the only route to a fair society.

Bakers pointe er ikke at jamre sig over den politiske ensretning i BBC’s nyhedsformidling, men den ekstreme konkurrenceforvridning, der følger af deres (dårligt kamuflerede) skatteopkrævning. Også på det punkt ligner situationen noget, vi kender hjemmefra.

Læs selv hele artiklen her.