Kategoriarkiv: Jesper Lau Hansen alias Mr. Law

Nødvendig læsning

Af admin, den 24. maj 2006. 4 svar

Det er et fortærsket udtryk: it’s a must read, men det er denne gang dækkende, for denne linkede artikel om Irak-krigens baggrund er vigtig.

De grundlæggende fakta om Irak-krigens baggrund er kendte og offentligt tilgængelig, også her på bloggen. De omfatter bl.a. fra USA Senats rapporten om pre-war intelligence, Silberman-Robb undersøgelsen og Duelfer-rapporten, og fra UK Butler-rapporten m.fl. Alligevel fortsætter myterne.

Det kan ikke undgås i kredse, der dyrker teorier om omfattende sammensværgelser. Det kan jo ikke modbevises, at det hele var en stor sammensværgelse, og at alle officielle undersøgelser var fup; lige som det ikke kan afvises, at rumvæsener har taget bolig blandt ledende socialdemokrater. Den slags kan man ikke gøre bedre. Problemet er, at disse myter også trives i MSM, som var journalisterne uvidende om disse faktuelle forhold.

Det, der gør Peter Wehners artikel i gårsdagens WSJ til nødvendig læsning, er hans evne til at sammenfatte de nødvendige fakta og citater på kort plads. Det er simpelt hen dygtig journalistik på et niveau, man ikke er vant til i MSM længere på det område.

Artiklen ligger her, hvor han effektivt afliver følgende fire myter:

1) The president misled Americans to convince them to go to war.

2) The Bush administration pressured intelligence agencies to bias their judgments.

3) Because weapons of mass destruction stockpiles weren’t found, Saddam posed no threat.

4) Promoting democracy in the Middle East is a postwar rationalization.

Da kilderne er loyalt angivne hos Wehner, kan enhver selv finde dem på nettet (eller her på bloggen), slå efter og læse videre. Men da artiklen i sig selv er kort og velskrevet, burde ingen journalist kunne hævde at være uvidende herom.

Det her burde være pligtlæsning for journalister.

PS. Wehners artikel er omtalt i dagens udgave af Day-by-day, så hat tip til Chris Muir.

Tilfældighed?

Af admin, den 20. maj 2006. 9 svar

Dagens forsidehistorie hos Berlingske er påstanden om, at nogle amerikanske tropper skulle have foranstaltet en massakre i den irakiske by Haditha efter at være blevet angrebet.

Massakren skulle være sket i november 2005, og forsidehistorien trækker hovedsageligt på demokraten John Murthas påstande.

I går blev det oplyst, at Irak formodentlig får sin første folkevalgte regering i dag lørdag.

Det er endnu et positivt skridt i en lang række, der har gjort Irak til det mest demokratiske land i Mellemøsten, på nær Israel, og vist, at demokratiet fungerer i det terrorplagede land. Det vigtigste skridt kom i slutningen af april, da shia-alliancen måtte opgive at fastholde Jaafari som statsministerkandidat og i stedet valgte al-Maliki. Det var en afgørende sejr for demokratiet, fordi det viste de to andre betydningsfulde blokke, sunni og kurdere, at shiaerne ikke kunne gennemtvinge deres holdning, men er nødt til at samarbejde.

Det interessante er, at Berlingske på netop denne dag vælger at rydde forsiden for at fortælle om en påstået massakre, der ikke har domineret andre medier i de seneste dage. En hurtig gennemgang af andre danske aviser (Politiken, Information, JP) samt de vigtigste europæiske (FAZ, Le Monde, The Times, The Guardian) og de to store amerikanske (NYT, WaPo) viser, at heller ikke de finder den historie aktuel.

Hvorfor vælger Berlingske at bringe lige den historie netop i dag, hvor den nye regering udpeges?

Almost ignored, almost overlooked

Af admin, den 9. maj 2006. 8 svar

This piece of news was buried at the bottom of page 2 of the daily newspaper Berlingske Tidende Monday (sorry, no link to the actual item) and was almost overlooked:

A poll conducted by Zapera on behalf of the “think tank of news” Mandag Morgen that was carried out on April 24 – 25 showed that 41 per cent of Danes support that Danish troops should stay in Iraq as long as it may be necessary, while 25 per cent want their stay to be fixed by a certain period, whereas only 30 per cent want them withdrawn immediately. Thus, two thirds support our troops in Iraq and less than a third wants them out.

Imagine if it had been the other way around. It would have hit the front page. As it is, you can’t even find it on DR (the Danish equivalent to the BBC in respect of public service, oh, and bias of course).

Last year in January, a similar poll was spun by adding the take-them-home-now crowd with the take-them-home-within-a-fixed-period-of-a-year-or-more bunch, which made it possible to suggest that a majority of Danes were against Prime Minister Fogh Rasmussen, because he wanted them to stay as long as necessary. But in fact, the take-them-home crowd was even smaller then, some 22 per cent, while 76 per cent supported keeping the troops. A few bought it, though. Here’s a quote from The Economist, Full Fogh Forward (Feb. 3rd, 2005) (restricted):

Public opinion has swung against the Iraq war, and two-thirds of Danes want their 500 troops home soon, …

Well, you can’t fool The Economist completely, so they added: but they are unlikely to punish Mr. Fogh Rasmussen for sending them. And indeed, he won the election later that month nicely.

Why, one may ask, are Danes different from so many others? They are bombarded with solely negative news on Iraq by the MSM like most others and yet it has hardly had any effect.

First of all, it appears that Danes are less naïve than many of their blue and starry eyed European cousins. They may buy the leave-it-to-the-UN stuff, Danes don’t. Second, the anti-Americanism that is a primary driver behind the let’s-skip-Iraq movement is less popular in Denmark than in, say, Germany, France or Spain. It’s here alright, but it always looks quaint.

One case in point is Mr Mogens Lykketoft, who in his youth way back in the last century nurtured an intense dislike against the USA, while praising the “samba-socialism” of Mr Castro. Mr Lykketoft became the leader of the Socialdemocrats only to be defeated spectacularly by Mr Fogh Rasmussen last year as mentioned above. That has not stopped Mr Lykketoft from arguing that we should skip Iraq, nor has it prevented his party from making him their shadow foreign secretary, effectively making the party’s policy on Iraq under their (very) new but otherwise quite sensible leader Ms Helle Thorning-Schmidt follow a Brownian motion. If Mr Lykketoft thinks that he’s on to a winner by calling for immediate withdrawal, he and his party may be disappointed. Danes are no quitters.

Mere citatfusk

Af admin, den 8. maj 2006. 2 svar

Husker De vores citatfusk-konkurrence?

Nå ikke.

Men husker De så Mark Steyn?

Naturligvis husker De ham. Han skriver ikke længere for The Telegraph, og dermed er tirsdagene blevet mere grå, og avisen ikke længere værd at læse (gratis på nettet, men der er jo andre fra UK). For selvom hans aftenlandsstemning ikke lige er min kop te, så han har ret i så meget andet og skriver bedre end de fleste.

Steyn skriver heldigvis stadig for mange andre medier. Her er han for fuld skrue i Chicago Sun-Times, hvor han rister demokraterne i al almindelighed, og senator Kerry i særdeleshed, for deres citatfusk om, at Thomas Jefferson skulle have sagt, at dissens kan være den højeste form for patriotisme.

Det er svært at konkurrere med Steyn, men det bør bemærkes, at Stjernfelt & Thomsen i deres kritik af den negative opbyggelighed, også påpeger det mildt sagt tåbelige i at hylde det negative, dissensen, afvigelsen, uden at gøre sig klart, hvad man så er for.

Men her er Steyn selv:

There is no virtue in dissent per se. When John F. Kennedy said, “We shall pay any price, bear any burden, meet any hardship, support any friend, oppose any foe to assure the survival and the success of liberty” — and, believe it or not, that’s a real quote, though it’s hard to imagine any Massachusetts Democrat saying such a thing today — I could have yelled out, “Hey, screw you, loser.” It would have been “dissent,” but it wouldn’t have been patriotic, and it’s certainly not a useful contribution to the debate, …

Men læs og tænk selv.

To slags journalistik

Af admin, den 29. april 2006. 4 svar

Her på bloggen vil vi helst give jer det, som I ikke får i MSM.

Et hurtigt kig på Infomedia viser, at denne vinkel på Plame-sagen ikke er blevet kørt i MSM. So here we go…

Christopher Hitchens er et eksempel på en slags journalistik, der bliver stadig mere sjælden: den selvstændigt opsøgende og kildekritiske journalistik. Han er samtidig socialist, så det har ikke nødvendigvis noget med politisk ståsted at gøre; det handler nærmere om professionalisme og integritet.

Han har undersøgt en særlig vinkel på det sagskompleks, der omtales som Plame-sagen. Vi har tidligere dækket sagen (se her og følg links tilbage), netop fordi den normalt viser MSM, når de er mest ringe. Men det er faktisk muligt at lave journalistik af en hæderlig standard.

Hitchens påviser i to artikler i Slate (her og her), at Saddams repræsentant til FN atomagentur IAEA, Wissam al-Zahawie, besøgte Niger i februar 1999. Det bekræfter mistanken om, at Saddam efter at have smidt FN-inspektørerne ud i 1998 forsøgte skaffe uran (yellow-cake) fra Niger, hvor han i sin tid havde fået det til sit atomvåbenprogram, der var blevet afsløret og afbrudt efter nederlaget i Kuwait-krigen.

Adspurgt om sit besøg i Niger svarer Zahawie, at han blot var der for at opfordre til et brud på den blokade mod rejser, som var rettet mod Irak, og lidt vel overivrig tilføjer han, at han da slet ikke vidste, at Niger solgte uran. Da Nigers hovedeksport er uran, eftersigende med geder på en fjern andenplads, og da Irak i begyndelsen af 1980erne fik sin uran fra netop fra Niger, virker det ikke helt, ahm, troværdigt, at Zahawie med sin tilknytning til atomindustrien i Irak er så uvidende.

Nu er det ikke nyt, at der er beviser for Saddams forsøg på at skaffe uran fra Afrika — måske lige for MSM, der stadig ikke synes at have læst de officielle rapporter, herunder Butler-rapporten, der fastholder påstanden som korrekt og udtrykkeligt opretholder Bush omtale heraf i sin tale til nationen fra 2002.

Det egentlige nye er Hitchens teori om, at de falske Niger-dokumenter blev fabrikeret ikke af korrupte italienere, men af Nigers ambassade i Rom for at sløre sporet efter Zahawis besøg. De falske Niger-dokumenter var jo ualmindeligt dårlige forfalskninger, bl.a. angav de oplagt forkerte personer fra Nigers regering, og — nok så interessant — angav de Zahawi, som den irakiske modpart. IAEA kunne da også hurtigt afviser dem som falsknerier. Det var denne afvisning, der gav stødet til myten om, at Saddam slet ikke havde forsøgt at skaffe uran fra Afrika, og at Bush havde løjet herom. Det var denne myte, som Joe Wilson forsøgte at puste til i det, der senere udviklede sig til Plame-sagen.

Hvis Hitchens teori er rigtig, forklarer det ikke bare, hvorfor Niger-dokumenterne var så elendige. Det forklarer også, hvorfor den britiske efterretningstjeneste fastholder, som forklaret i Butler-rapporten, at Saddam forsøgte at skaffe uran i Afrika. Deres mistanke støttes bl.a. på Zahawis besøg i 1999, og eksistensen af falske dokumenter ændrer ikke denne tolkning, fordi de ses som et forsøg på at dække sporene.

Det er en interessant vinkel, som Hitchens to artikler fra hhv. 10. og 17. april dyrker. Men se om MSM i Danmark ønsker at omtale dem. Nix. Og det selvom Berlingske i sin tid brugte rigtig meget spalteplads på at fortælle om de falske Niger-dokumenter, selvfølgelig med en del faktuelle fejl i sin iver efter Bush-bashing. Suk.

Så lad os kigge på en anden form for journalistik. Igen må Berlingske holde for. Det er yderst snæversynet at pukle på dem hele tiden, men den man elsker, tugter man. Man kan ikke forvente sig noget særligt af Information eller Politiken, men Berlingske… det burde være bedre.

I går havde journalist Karl Erik Nielsen en historie både på forsiden og stort opsat inde i avisen. Her er starten på forside-artiklen:

Hvad mange har mistænkt den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, for længe, indrømmer han nu selv på overraskende vis: USA er ved at løbe tør for ideer i Irak.

Artiklen handler om, at militærakademiet ved Fort Leavenworths sammen med militærtidsskriftet Military Review som emne for en tilbagevendende skriftlig øvelse har valgt emnet: Countering Insurgency. I Berlingskes dækning bliver det altså til, at Pentagon selv indrømmer, at man er løbet tør for ideer, og først som allersidste sætning kommer denne oplysning:

Pennen er med andre ord Pentagons nye sværd, og udover at redde fremtiden for den moderne civilisation, er essay-konkurrencen et led i søgningen efter og uddannelsen af nye officerer.

Slår man efter på artiklens link får man bl.a. denne besked. Da det er et rotting link, som fjernes 1. maj, gengives det her:

The deadline for submissions for the COIN Writing Competition closed 1 April 2006.  However, due to national and international curiosity generated by U.S. News World Report and The Daily Show with Jon Stewart, we have reposted the initial announcement which was the object of their humorous comment for interest.

Stileøvelsen er altså blevet gjort til genstand for satire, hvilket er fair nok. Den ene af disse var USNews, hvor stileøvelsen omtales som et morsomt lille indlæg blandt flere andre i spalten kaldet Washington Whispers, der handler om stort og mest småt. Her lyder historien (se linket et stykke nede) ganske kort:

Fighting Insurgents, One Essay at a Time

Psst. Wanna save the world? The latest front in the Pentagon’s struggle against terrorism is . . . a writing competition. “The Army absolutely needs to understand more about counterinsurgency,” began the published request for submissions to the “Countering Insurgency” contest. “Nothing less than the future of the civilized world might depend on it.” Col. Bill Darley, editor in chief of Military Review-which will publish the winning submissions-says that entries for the contest have been “fresh and innovative.” The first-place winner gets $1,000. Sorry, entries were due by April 1.

Det er ikke muligt at finde sekvensen fra The Late Show, men det er et satirisk program, så vinklen har formodentlig været tilsvarende sjov. [update: Doh, det var ikke the Late, men the Daily Show. Se linket i kommentarfeltet.]

Hvordan dælen kan Berlingske leve med at slå en sådan lille spøg op med forsidedækning og det hele på noget andet tidspunkt end 1. april? Det minder lidt om den gang under præsidentvalget, hvor Nielsens kollega Poul Høi med åndeløs spænding hver dag dækkede historien om bulen-på-ryggen af Bush, ofte også på forsiden.

Ønsker avisen ikke at blive taget alvorligt?

Pressefrihed

Af admin, den 27. april 2006. 9 svar

To journalister på Berlingske er blevet tiltalt for at have offentliggjort de oplysninger, som Frank Grevil lækkede fra fortrolige FE-rapporter.

Som sagen foreligger oplyst for by- og landsret, var det rigtigt at straffe Grevil for hans brud på tavshedspligten. Hans handling var ikke begrundet i “almeninteresse”, men i ønsket om at sværte sin tidligere arbejdsgiver ved at fremstille dem som inkompetente. Først da han var afsløret, kom forklaringen om, at Fogh havde løjet om rapporternes indhold. Da rapporterne løbende forelægges Folketingets kontroludvalg, var det aldrig videre sandsynligt, at Fogh skulle have løjet herom. Det burde enhver kunne regne ud, og da rapporterne blev offentliggjort, fes sagen i medierne ud.

Men selvom Grevil måtte være dømt med rette, og vi mangler stadig at høre Menneskerettighedsdomstolen herom, er det ikke ensbetydende med, at journalisterne også bør straffes.

Der bør være forskel på, hvad en journalist kan tillade sig, og hvad en ansat i FE kan.

Selvom de to journalister næppe konkret har bidraget væsentligt til debatten i denne sag, er det vigtigt at fastholde det generelle princip om, at journalister har en vidererækkende ytringsfrihed, hvilket har betydning for fremtidige sager. At kræve symmetri mellem den, der giver oplysningerne, og journalisten, som offentliggør, er ikke sundt for debatten og kan dermed skade demokratiet.

Med forbehold for de tilfælde, hvor en journalist ligefrem opfordrer andre til et strafbart brud på tavshedspligten, eller offentliggør livsvigtige hemmeligheder uden nogen synderlig grund, bør journalister kunne nyde en sådan vidererækkende ytringsfrihed.

For at holde det internationale perspektiv kan vi nævne den besynderlige Plame-sag. Som omtalt flere gange her på bloggen, er der intet indhold i sagen af betydning for vurderingen af Irak-krigen, selvom MSM gør sig ihærdige forsøg på at antyde det. Tværtimod fremgår det af sagen, at Bush-regeringen søgte at forsvare sig imod påstandene om at lyve om efterretningsrapporterne ved at fremlægge disse, og alle senere offentlige undersøgelser har da også afvist påstandene om løgn. Indholdet i Plame-sagen er dermed alene, at det var strafbart at lække, at ambassadør Wilsons kone var i CIA, fordi hun tilfældigvis var hemmelig CIA-agent.

Oplysningen om, at hun var i CIA, var imidlertid ganske relevant, da meget tyder på, at oppositionskredse i CIA har ført en stillingskrig, bl.a. ved prekære lækager til medierne, imod den siddende regering. Wilsons angreb, der senere udviklede sig til selv at være løgnagtigt, kunne dermed ses i lyset af, at hans kone var i CIA.

Som del i dette interne politiske opgør i CIA er f.eks. Mary McCarthy, der gjorde en påfaldende hurtig karriere under Clinton, for nyligt blevet fyret, angiveligt fordi hun lækkede oplysninger, der kunne kompromittere Bush-regeringen. Den venstredrejede del af MSM (og det er de fleste) blev forargede over, at hun skulle fyres, blot fordi hun lækkede oplysninger, hvilket passer dårligt med deres forargelse over lækagen i Plame-sagen. Som påpeget i denne leder fra WSJ er det en upassende gang hykleri fra mediernes side.

Medierne har brug for lækager og bør i ganske vidt omfang kunne offentliggøre disse. Det kan så være, at et brud på tavshedspligten bør straffes, fordi det ikke var rimeligt begrundet. Men medierne selv bør gå fri som altovervejende hovedregel.

Vi bruger meget tid her på bloggen til at kritisere MSM for deres venstreorienterede ensidighed, og fordi deres kritikløshed gør dem alt for nemme at narre. Men vi og samfundet i øvrigt kan ikke undvære dem.

Law Blogs — Blawgs

Af admin, den 20. april 2006. 1 svar

I takt med at blogs bliver mere almindelige ser man nu også blogs, der særligt handler om jura. En sammentrækning af web-log giver blog, og en uskøn kombination med law giver begrebet blawg.

Nærværende blog er ikke en sådan blawg, og selvom Mr. Law i sit professionelle virke har en faglig hjemmeside, er det heller ikke en typisk blawg. Derimod kommer Retsstaten, der skrives af punditokraten Jacob Mchangama, nærmere på at handle om menneskerettigheder. Noget, der også ligner, er hjemmesiden for den juridiske enmandshær fra universitetet i Aalborg, professor Erik Werlauff.

Egentlige blawgs, hvor jura diskuteres på samme måde som politik her på bloggen eller madopskrifter eller kultfilm på andre blogs, kender jeg ikke rigtig herhjemme. Det skyldes utvivlsomt min uvidenhed, men en vis modvilje mod at tage den nye teknologi til sig blandt Justitias disciple kan heller ikke udelukkes. Nogle jurister mener vist fortsat, at formidling af vores skatteyderbetalte forskning kun bør ske i klasselokalet til indskrevne studerende.

Som på så mange andre områder er amerikanerne længere fremme, og ganske mange anerkendte som mindre kendte professorer har blawgs, hvor de drøfter jura og retspolitik. En af de mest kendte blogs, der samler nyheder fra højre side af det amerikanske politiske spektrum, er som bekendt Instapundit, der skrives af juraprofessoren Glenn Reynolds. Han har valgt at have en særskilt blog ved siden af, som har karakter af en blawg.

Nu indkalder Harvard University til en konference om blawgs den 28. april 2006. Se indbydelsen.

Jeg kan ikke selv deltage, men hvis nogle vil afhjælpe min uvidenhed om juridiske blogs i Danmark, må de meget gerne benytte kommentarfeltet ndf.

Dave Allen RIP

Af admin, den 19. april 2006. Skriv et svar

Det måtte jo komme.

Tyske katolikker har startet en kamp for at få forbudt den satiriske tegnefilm Popetown, der er, æhm, mindre end respektfuld over for pavestaten. (Se her og her, og begrundelsen her).

I dansk oversættelse forklarer kampagnelederen det troskyldigt sådan:

Efter det, der skete med Muhammed-karikaturerne, troede vi, at der var enighed om, at medierne skulle tage hensyn til de troendes følelser — uanset om de er muslimer, jøder, buddhister eller kristne.

At de ikke helt har fattet mekanikken fremgår dog af, at kampagnen opfordrer til modstand med “argumenter, men ikke med vold”. Men undskyld, sådan får man altså ikke respekt hos MSM, og Berlingske bringer da også et stort billede af The Pope himself.

Tja, mon ikke snart det begynder at dæmre for nogle af debattens stridsmænd og -damer, at det ikke er en farbar strategi i kampen for ytringsfriheden at svigte dem, man er politisk uenige med såsom JP, og så tro, at man kan bevare ytringsfriheden for sig selv og dem, man kan li’?

Debatten har, som nævnt flere gange, herunder af statsministeren til flere meningsmageres store fortørnelse, trukket nogle interessante fronter op. En af disse brudflader løber ned igennem det befolkningsudsnit, man med lidt godt vilje kan kalde de intellektuelle. Her er en lille hurtig opstilling over nogle af kombattanterne, fortsæt gerne selv:

Mario Vargas Llosa vs. Klaus Rifbjerg

André Glucksman vs. Carsten Jensen

Salman Rushdie vs. Ib Michael

Ayaan Hirsi Ali vs. Mette Winge

Ak ja, da Bob Simons satte sig for at nedgøre Danmark som et provinsielt hul, havde han mere ret, end han selv anede.

Godt at gamle Dave Allen blev forskånet for disse tider.

Strange bedfellows

Af admin, den 18. april 2006. 9 svar

Politics makes strange bedfellows.

Citatet stammer angiveligt fra Shakespeare, The Tempest, hvor citatet egentlig lyder:

Misery acquaints a man with strange bedfellows.

Selv som passioneret demokrat må man tilstå, at det ikke er helt forkert at bruge politics som synonym for misery.

Som tålmodige læsere af denne blog vil vide, har min dækning af Irak mest handlet om at præsentere et andet billede end det entydigt negative, som præsenteres af MSM, herunder de såkaldte public service-virksomheder.

Der er fortsat positive nyheder, som forties, se f.eks. en nyere samling her.

Men det er ubestrideligt, at de irakiske politikere ved deres manglende evne og vilje til at danne en funktionsdygtig regering skaber flere problemer for det i forvejen hårdt plagede land. Der er ingen tvivl om, at det irakiske folk ønsker demokratiet; over 75 pct. stemte ved parlamentsvalget i december. Det er et ufatteligt højt tal sammenlignet med valgdeltagelsen i Europa, hvor det eneste man risikere ved at stå i kø for at stemme er at kede sig. I Irak var valgdeltagelsen forbundet med konkret livsfare og alligevel mødte de frem. Politikernes nølen virker som et svigt og synes for nogle at bekræfte, at demokrati alligevel ikke kan lade sig gøre i et arabisk land.

Det frister kort sagt til at lægge mere vægt på den indledende betragtning om, at politik er elendighed, for det irakiske demokrati har tilsyneladende skabt politikere, der er ude af stand til at finde sammen og tage et ansvar, og som er plaget af korruption og nepotisme.

Før man falder for fristelsen til at fortsætte ned ad det intellektuelle skråplan bør man fæstne sig ved nogle sammenligningspunkter. Det hjælper til at fastholde ens dømmekraft.

Det er ikke nyt, at politikere i demokratier ikke kan finde ud af at tage et ansvar, selv når forholdene er fredelige og velstanden stor, se blot Italien, Frankrig og Tyskland. Hvordan kan vi så forvente mere af politikere i et forarmet land, plaget af terror og med mere end 30 års undertrykkelse at gøre op med. Korruption synes heller ikke at være uforeneligt med “vestligt” demokrati. Det er bedre uden, men det er ikke håbløst med.

Det er let at kritisere demokratiet, men det er for at parafrasere Churchill det mindst ringe system.

I det hele synes modstanden mod Irak-krigen, der som bekendt sluttede for nogle år siden, og den efterfølgende opbygning af landet, der stadig pågår, at fremtvinge nogle mærkelige bedfellows.

Personer, der uopfordret kan finde på at beskrive sig selv som “anti-racistiske”, synes ofte at være særligt udsatte for at tro på, at mennesker alligevel er grundlæggende forskellige afhængige af, hvor de er født. Kan “vestligt” demokrati overhovedet forenes med arabisk mentalitet og trives i Mellemøsten, spørger de. Et mærkeligt spørgsmål al den stund, at “vest” ikke er et geografisk begreb. National-socialisterne brugte det om Frankrig og UK, der efter Hitlers opfattelse var degenerede og kraftløse i deres demokratiske samfundsmodel. Tolv år efter sin magtovertagelse måtte han skyde sig en kugle for panden, besejret af en alliance mellem de foragtede demokratier og hans tidligere allierede Sovjet-Rusland. Vesten blev nu den ydre rand af europæiske stater, som undgik sovjetisk besættelse, samt USA. Men ikke Syd-Amerika, for det karakteristiske ved Vesten er det “svage” demokrati. Japan er nu en del af Vesten, og da jorden er rund, kan begrebet altid bruges, men næppe kun forklares med geografi. Udtrykket betegner nærmere systemer med liberale menneskerettigheder og demokrati. Har en araber ikke samme ret til det som alle andre? Strange.

Personer og partier, der hidtil har dyrket kampen mod diktatur og støttet den med våbenmagt, dvs. en revolutionær strategi, er pludselig blevet “anti-krig”. En kvinde lod sig f.eks. præsentere som “kunstner og krigsmodstander”. Men er hun virkelig det — altså krigsmodstander, det andet kan enhver være. Er hun mon virkelig pacifist og imod enhver form for krig, altså en konsekvent pacifist, der også ville være imod kampen mod nazismen og som afviser enhver revolutionær befrielseskamp? Næppe.

Modviljen mod at se Irak-krigen som en idealistisk kamp for demokratiet kan også forklare, hvorfor nogle kredse stædigt fastholder diverse konspirationsteorier om, at det “hele handlede om olie”. Selvfølgelig spillede olien ind, som Wolfowitz sagde. Hvis Saddam havde været en diktator i en ubetydelig afrikansk stat, havde han formodentlig fået samme lette skæbne som Zimbawes præsident Robert Mugabe. Krigens idealistiske element er imidlertid åbenlyst, at man ikke fulgte realisternes sædvanlige kurs og udskiftede diktator A med diktator B, men søgte at indføre noget så ustabilt og uforudsigeligt som demokrati i erkendelse af, at realismens væg-til-væg diktatur i Mellemøsten ikke har givet os sikkerhed, tværtimod.

Så personer, der tidligere hyldede en idealistisk tilgang til udenrigspolitik, er godt i gang med at krybe i kanen med realister af Kissingers model. Strange indeed.

En anden underlig kombination er begejstringen for militæret, der kommer fra personer uden nogen særlig forhistorie som støtter for netop den del af statsmagten. Personer, der angiveligt er imod krigen, støtter begejstret kritikken fra militærfolk, der ønsker massivt flere soldater i Irak. Kritikken er — måske — berettiget, men burde man ikke overlade den slags “militæret ved bedst”-argumentation til os, der var for krigen?

En sær variation over det tema ses for tiden i den ukritiske beundring, der udvises over for de tidligere generaler, som kritiserer forsvarsminister Donald Rumsfeld. Nu har andre generaler, som f.eks. Richard Myers m.fl., påtalt kritikken og fremhævet, at i et demokrati er det faktisk demokratisk valgte politikere, der afgør spørgsmålet om krig og fred. Se en rimelig fornuftig gennemgang af det synspunkt her, hvor det også påpeges, at kritikken mod Rumsfeld nærmere er et forsøg på at undgå kritik mod egne rækker for ikke at have rådgivet politikerne godt nok — og det er faktisk militærets mere begrænsede ansvar i et demokrati.

Tilbage står det helt afgørende spørgsmål: Kan det irakiske demokrati overleve sine egne politikere?

Ja, for det gør demokratiet også andre steder. Det er desværre ingen naturlov, og demokrati kan slå fejl, men det er ikke tilfældet i Irak — endnu.

Intet nyt fra Plame-fronten

Af admin, den 9. april 2006. Skriv et svar

Da vi har orienteret om Plame-sagen hidtil (opsamling her, og en efternøler her), må vi vel også hellere tage den sidste udvikling med, selvom der reelt ikke er sket noget af betydning.

Fra efterforskningen af Scooter Libby fremgår det, at præs. Bush autoriserede ham til at oplyse om indholdet af efterretningsrapporter over for journalisten Judith Miller fra NYT.

Hvordan bliver nyheden så fortolket af MSM:

1) MSM: Bush tillod citering fra efterretningstjenesterne for at miskreditere ambassadør Joe Wilson.

Tja, ordvalget er vel ikke helt dækkende. Bush ønskede at imødegå Wilsons påstand om, at man løj i forhold til efterretningstjenestens vurderinger. Det kunne man imødegå ved simpelt hen at fremlægge rapporterne. Fogh imødegik Grevils påstande om løgn ved på samme måde at fremlægge FE rapporterne, og Blair løste tilsvarende påstande om Goldsmiths vurderinger ved offentliggørelse. Der er som bekendt endnu ikke dokumenteret et eneste tilfælde af løgn fra hverken Bush, Blair eller Fogh i så henseende.

Derimod fremstår Wilson som løgner i sine anklager mod Bush. Men MSM kæmper bravt for ham og oplyser stadig, at han under sit besøg i Niger havde bevist, at Saddam ikke forsøgte at købe uran. Det er – igen som bekendt – forkert. Skal man endelig forsøge at være flink mod Wilson kan man sige, at han fandt det usandsynligt, at Saddam kunne købe uran i Niger. Men Bush påstand var jo også kun, at Saddam forsøgte at købe det i Afrika, og den påstand kunne Wilson faktisk selv bekræfte, og Butler-rapporten har siden fastholdt den.

2) MSM: Hvis Bush blot ville vise, at han ikke havde løjet om efterretningstjenesterne, hvorfor nøjedes han så med at citere fra dem og endda gøre det via en venligt indstillet journalist?

Tja, rapporterne blev faktisk fremlagt ganske kort tid efter, så der er ikke rigtig bid i den del heller.

Men efterretningsrapporter bliver sjældent fremlagt fuldt ud, så her er der (lidt) plads for konspirationsteoretikere, hvad der da også gælder Wilson-, Grevil- og Goldsmith-sagerne.

Den venligt indstillede journalist Judith Miller har i øvrigt fået en krank skæbne, og her finder vi måske en af årsagerne til, at journalister er så konforme, som de er. Gud nåde og trøste den journalist, der ikke passer ind og deler branchens holdninger.

3) MSM: Bush er taget i at hykle. Han sagde, at han ville fyre enhver, der lækkede oplysninger til pressen, og så gjorde han det selv.

Denne her er den dårligste del af historien og viser, hvilke dele af MSM, der er de ringeste. Bush udtalelser angik afsløringen af Plame som (tidligere) CIA-agent, hvilket er kriminelt. Ingen har påstået, at citeringen fra efterretningsrapporterne var strafbar. Hvorfor ikke? Fordi Bush afgør, om rapporterne skal fremlægges eller ej. Denne del af sagen er nogen lunde så ubegavet, som at kritisere, at Fogh kunne offentliggøre FE-rapporterne, når Grevil ikke måtte.

Summa sumarum: Bob Woodward synes stadig at have ret i sin vurdering af, at Plame-sagen ikke har noget på sig.

Når vi fortsat dækker sagen her på bloggen, er det, fordi den giver et indtryk af, hvad der er galt med MSM i dag.

På Woodwards tid handlede kritisk journalistik om at være kritisk over for sine kilder. At man hele tiden efterprøvede, om ens kilder kunne holde vand og gav et fair billede af virkeligheden. I dag angår begrebet ikke arbejdsmåden, men resultatet. Man skal som journalist være kritisk over for “magthaverne”, og så er det bedøvende ligegyldigt, om kilderne er skæve eller uholdbare, bare tendensen er rigtig.

Undergrundsmusik

Af admin, den 4. april 2006. 6 svar

Vi har givet jer filmpriser, konkurrencer og digte, og nu får I ægte undergrundsmusik af den mest provokerende og ensidige slags. Alt denne kultur og intet af det finder I magen til i MSM.

Find den sorte T-shirt frem, lær teksten her, og syng så med The Right Brothers på videoen her: Bush was right, etc., etc.

(hattip: Instapundit a.e.)

Kunst på bloggen – Growl

Af admin, den 24. marts 2006. Skriv et svar

Statens kunstfond fejrer sit jubilæum, og for at imødegå den kritik, der under tiden rejses mod andre dele af den borgerlig-liberale debat om manglende sans for det kunstneriske, ja, så byder vi her på et rigtig hipt digt. Det hedder Growl og er vist dedikeret til Karl Rove. Det er dog ikke rigtig kunst, da det bringes helt gratis uden nogen form for støtte.

For ikke at krænke ophavsretten yderligere, bringer vi kun de første linjer her, så må I selv linke jer videre:

Growl

by Gerard Allen Van der Ginsberg

For Karl Rove Solomon

I SAW the second-best minds of my not-so-Great Generation destroyed by Bush Derangement Syndrome, pasty, paunchy, tenured, unelectable, and not looking too sharp naked,

bullshitting themselves through the African-American streets at cocktail hour looking for a Prozac refill,

aging hair-plugged hipsters burning for their ancient political connection to the White House through the machinations of moonbats,

(read on here)

Hattip: Instapundit (as ever).

Katedraler i forfald

Af admin, den 21. marts 2006. 4 svar

Der kan være noget romantisk dragende over forfald. Den gamle klosterruin bevokset med græs og blomster. Men det er en følelse, som man bør undgå at hengive sig til, da det nemt bliver en selvbekræftende og fortærende besættelse.

Der er ikke noget romantisk over den rapport, som dekanen ved Harvard’s Kennedy School of Government, Stephen Walt, har udarbejdet sammen med John Mearsheimer. Rapporten, The Israel Lobby and U.S. Foreign Policy, fremlægger en omfattende (wall-to-wall) konspirationsteori om, hvordan jøderne har sat sig på amerikansk udenrigspolitik via et omfattende netværk af politikere, lobbyister, journalister, tænketanke, you name it. Rapporten bliver kritisk omtalt i New York Sun, ikke at forveksle med New York Times, der, så vidt det ses, ikke har beskæftiget sig med historien. Morris Amitay, der selv bliver hængt ud i rapporten, har dog denne positive vurdering af påstanden om en gigantisk jødisk sammensværgelse:

As far as I’m concerned this is a tribute to the Jewish community. We couldn’t do anything about Auschwitz, but look, we now control foreign policy for a region of the world so vital to American interests.

Rapporten modtages med begejstring af andre kræfter, der længe har forfægtet samme synspunkt, men uden støtte fra et gammel fint universitet som Harvard, f.eks. den tidligere Ku Klux Klan-leder David Duke. Rapporten er også blevet godt modtaget af det islamiske broderskab, hvor et ledende medlem Abdulmo’em Abulfotah udtaler:

I ask a question here: Is it in the interest of the American people to clash with 1.3 billion people in favor of 5 million people who represent the Zionist project? Not even the Jews, but the Zionists.

Det er som bekendt et regnestykke, som Arla har gjort op.

Et andet eksempel på forfald er Uffe Ellemann-Jensens kronik i dagens Berlingske, hvor han flere gange fremhæver New York Times som et journalistisk flagskib, et eksempel til efterlevelse. Det er samme NYT, der i dag er præget af sjusk med kilderne og tendentiøs ensidighed, så de jævnligt bliver hængt til tørre, ikke bare i bloggosfæren, men også af Det Hvide Hus, som påvist her på bloggen i Plamesagen.

Sic transit gloria mundi.

Kender De den om de 364 økonomer?

Af admin, den 16. marts 2006. 6 svar

For en blog, der gerne pryder sig med sin forankring i den samfundsvidenskabelige forskning, er dette et tiltrængt frikvarter:

Kender De den om de 364 økonomer, der alle var enige?

Nå ikke? Så læs historien her. Det handler om den gang, at den nyvalgte Thatcher gjorde op med den degenererede form for Keynesianisme, som havde paralyseret Storbritannien op gennem 1960erne og 1970erne, hvorefter ikke mindre end 364 økonomer i et åbent brev undsagde hendes politik som skadelig og ødelæggende for landet.

Hele 364 økonomer, der mener det samme, og der havde endda været flere, hvis ikke listen var blevet sendt rundt ved påske.

Her er et uddrag fra historien:

Only a brave few stood out against them. Indeed, it is said that Mrs Thatcher was asked in heated debate in the Commons whether she could even name two economists who agreed with her. She replied that she could: Patrick Minford and Alan Walters. As the story goes on, her civil servant said when she returned to Downing Street: “It is a good job he did not ask you to name three.” In fact, there were one or two others who deserve mention, such as Terry Burns and Tim Congdon, as well as some journalists and politicians who stayed firm and argued the case for what would today be described as orthodox fiscal and monetary policies.

Det åbne brev udkom netop, som økonomien begyndte at rette sig. Ak ja.

Historien er en vigtig påmindelse om, at samfundsvidenskabelige eksperter sjældent repræsenterer en uhildet og upolitisk dagsorden.

Det afgørende er ikke kvantiteten af forskere, men kvaliteten…

… det er vel derfor, at CEPOS klarer sig lige så godt som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Rigsadvokatens afgørelse

Af admin, den 15. marts 2006. 4 svar

Rigsadvokaten har truffet afgørelse om ikke at rejse tiltale mod Jyllands-Posten for profettegningerne efter straffelovens §§ 140 og 266b om hhv. blasfemi og racediskrimination. Afgørelsen kan læses her.

Begrundelsen er, at tegningerne ligger inden for de grænser for ytringsfriheden, som gælder i Danmark.

Statsministeren havde ret i sin status over debatten. At være personligt imod disse tegninger, ligger klart inden for ytringsfriheden. Ytringsfriheden omfatter også retten til at ytre sig kritisk om andre, der benytter deres ytringsfrihed. Men når nogle er gået det skridt videre at foreslå, at den slags respektløse tegninger ikke skulle kunne forekomme i danske aviser, så har de altså ønsket at begrænse ytringsfriheden i forhold til den udstrækning, den havde før. Det er de får og bukke, som statsministeren talte om. Det må kræve en næsten invaliderende abstraktionsevne at hævde, “At ingen seriøse kræfter i dette land har ønsket at begrænse nogens ytringsfrihed”, som chefredaktøren for Berlingske fik udtrykt det. Åh jo, det var der, og vi er nu blevet mindet om, hvor grænsen går, og hvem de var.

Det er formodentlig risikoen for ny uro, der får rigsadvokaten til at komme med følgende afsluttende bemærkning:

Det er således ikke en rigtig gengivelse af gældende ret, når det i artiklen i Jyllands-Posten anføres, at det er uforeneligt med ytringsfriheden at gøre krav på hensyntagen til religiøse følelser, og at man må være rede til at finde sig i “hån, spot og latterliggørelse”.

Hvis bemærkningen kan hindre yderligere blodsudgydelse og glæde Politiken i nederlagets stund, så bør vi ikke dvæle ved, at den angivne passus ikke passer med den foregående analyse, der jo netop viser, at tegninger, som diverse imamer fandt krænkende, alligevel var inden for ytringsfrihedens grænser. Bemærkningen er jo rigtig i mere abstrakt forstand: der gælder grænser for ytringsfriheden, og selvom landet er lille, er de vide.

Punditokrater i medierne (igen)

Af Redaktionen, den 12. marts 2006. 2 svar

Punditokraterne gør sig p.t. i medierne–og vi tænker her ikke kun på Mr. Laws alter ego, som jævnligt optræder som ekspert udi TDC-sagen.

Næ, i dagens Berlingske har Jacob Mchangama en kronik om forslaget om et FN-menneskerettighedsråd, samt nogle forslag til hvordan dette kunne gøres bedre ved at gøre et sådant mere eksklusivt.  Det hedder bl.a.:

“Et andet eksempel på relativiseringen af menneskerettigheder på FN-niveau er, at de 56 islamiske lande i OIC med udgangspunkt i Muhammed-striden fremlagde et forslag om, at det ny Menneskerettighedsråd skulle »forhindre tilfælde af intolerance, diskrimination og opfordringer til had med udgangspunkt i handlinger rettet mod religioner, profeter og trosretninger«. Med andre ord skulle Menneskerettighedsrådet begrænse snarere end beskytte ytringsfriheden. Den slags kompromiser ville ikke være nødvendige i en ny organisation af stater, der alle – om end i varierende grad – bekendte sig til og respekterede en kerne af basale borgerlige og politiske rettigheder. En kerne af rettigheder der udgør det nødvendige fundament for, at det liberale demokrati er funktionsdygtigt og legitimt. Man ville dermed kunne skære den svulstige og til tider nærmest religiøse menneskerettighedsretorik, der dominerer FN, væk og fokusere på rettigheder, der med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols ord er »praktiske og effektive« frem for »teoretiske og illusoriske«.

Og i tirsdags optrådte Mikael Jalving i DR2 Deadline som debattør overfor Morten Albæk m.h.t. Muhammed-krisens betydning for det borgerligt-liberale Danmark, herunder hvorvidt V og K bør samarbejde med De Radikale eller med Dansk Folkeparti.

Sidste lørdag havde Peter Kurrild-Klitgaard sin lørdags-klumme i Berlingske.  Denne er ikke tilgængelig på nettet, men traditionen tro gengiver vi den her lidt forsinket:

Om får, bukke og opportunister

Berlingske Tidende 4. marts 2006, 2 sektion, magasin, side 19

Muhammed-sagen har gjort det lettere at gennemskue, hvem der er hvad

Af Peter Kurrild-Klitgaard Professor, ph.d.

De fleste værdsætter frihed. I hvert fald deres egen. Sågar tyve insisterer ofte på, at de selv har ret til ikke at blive bestjålet, og mordere på, at de har en ret til ikke at blive slået ihjel. Der er med andre ord ofte langt fra, hvad mennesker mener, når de taler om generelle principper, til hvordan de vurderer egne handlinger eller andres handlinger mod dem.

I al enkelhed var det vel dét, statsministeren forsøgte at sige i sit nu berygtede interview om »får og bukke«. Men der har på kort tid dannet sig en række myter om, hvad statsministeren faktisk sagde.

Så lad os lige slå fast: Han sagde ikke, at alle danskere skulle smide alt, hvad de havde i hænderne, og kaste sig ind med fuld kraft i kampen for ytringsfrihed. Han sagde i særdeleshed ikke, at erhvervsvirksomheder skulle gøre det.

Dét statsministeren sagde var, at visse kredse i erhvervslivet og i kultur- og medielivet var principløse, fordi de nyder godt af ytringsfriheden, men samtidigt vil gå på kompromis med denne, når det strider med deres egeninteresse eller øvrige holdninger. At dét forholder sig sådan er svært at modsige. Torsdag blev det f.eks. uddybet, at der tilsyneladende har været erhvervskredse, som har lagt et decideret pres på regeringen for at få denne til at opføre sig på en anden måde i denne sag – herunder at give dén undskyldning, som den hverken kan eller bør give.

Og fra de personer på venstrefløjen, som i 1970erne syntes, at det var fint nok at anvende deres ytringsfrihed til at håne kristendommen og traditionelle normer og værdier, har der været en blanding af tavshed og tvetydig afstandtagen fra »tonen«. Hvor har de været nu, når selv samme ytringsfrihed bliver truet af en ideologi, der i dens frihedsfjendtlighed tangerer fascismen og kommunismen? Har man brugt lige så mange kræfter på at fordømme angreb på ytringsfriheden som på at kritisere »tonen«?

Har man i denne sag hørt et ord til f.eks. venstresocialisten Preben Wilhjelm, som ellers gerne fremstår som en forkæmper for borgerlige frihedsrettigheder? Til gengæld nåede man at høre noget fra den i den forgangne uge afdøde stalinist, komponisten Thomas Koppel. Denne – som i årevis aktivt støttede det marxistisk-leninistiske tyranni i Albanien, forfægtede kort før sin død på Al-Jazeeras hjemmeside, at ytringsfriheden skal kunne bruges til at samle penge ind til terrorbevægelser som PFLP og FARC og fysisk angreb på virksomheder, man ikke kan lide. Samtidig sammenlignede han Jyllands-Posten med Hitler og opfordrede »ofrene« til ikke at respektere »aggressorernes« ytringsfrihed.

Fra regeringens kritikere i medie- og kulturlivet har man derimod næsten dagligt gentaget en myte om, at der »jo aldrig er nogen, der har villet begrænse Jyllands-Postens ytringsfrihed«. Her må man uvilkårligt undre sig, hvor de pågældende har været det sidste halve år. Hele sagen begyndte med, at tegnere ikke ville illustrere en børnebog om Muhammed – ikke ud fra et moralsk ønske om selvcensur af hensyn til andre, men fordi man var bange for repressalier fra dem, som mener, at enhver portrættering af profeten er en dødssynd. Så bad man tegnere om at påtage sig opgaven for derved at markere, at man som avis ikke fandt det acceptabelt, at mennesker end ikke kunne tegne noget uden at frygte for deres eget liv. Konsekvenserne? At fremmede landes regeringer og politikere har insisteret på, at den danske stat skulle retsforfølge avisen, selvom den offentlige anklager ikke havde fundet grund dertil. At Jyllands-Posten er blevet udsat for adskillige bombetrusler. At avisen har fået sin hjemmeside angrebet. At der er udsat dusører på tegnernes og redaktørernes hoveder. At der er udsendt fatwaer og trusler i massevis, og for at pointere meningen med disse har organiserede pøbelmasser angrebet og brændt danske ejendomme i udlandet. Og at uskyldige kristne præster er blevet myrdet i flere lande.

Herhjemme har imam Abu Laban og de endnu mere radikale islamister vedvarende villet begrænse både Jyllands-Postens ytringsfrihed og andres om muligt med vidtgående fortolkninger af blasfemiparagraffen, men ellers ved at stramme lovgivningen. Noget lignende har jura-professorer som Eva Smith, Henning Koch og Gorm Toftegaard Nielsen været inde på. Enkelte medlemmer af PEN forfægter utvetydigt censur. Ved et heldags-debatmøde på Københavns Universitet for nylig var der stort set ingen, der forfægtede Jyllands-Postens ret til at offentliggøre tegningerne.

Som statsministeren sagde, så har denne sag gjort det lettere at se, hvem der er hvad.

Et stærkt bidrag

Af admin, den 11. marts 2006. 9 svar

Danmark er foreningernes land, og vi er nu også beriget med foreningen Danskere imod Blasfemi. Formanden Jakob Erle, der (naturligvis) også er folketingskandidat for Radikale, har i landets bedste avis Weekendavisen ydet et stærkt bidrag til at vinde vores citatfuskkonkurrence.

Ifølge formand Erle lød den centrale passage i Flemming Roses tekst til profettegningerne (anførelsestegnene er formandens egne):

“(..) muslimer (..) gør krav på en særstilling, når de insisterer på en særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.”

Det er sjældent, at man ser så amputeret et citat. Tænk, at man kan nænne at skære så meget i så kort en tekst, og at gøre det så klodset. Prøv at se teksten uden de 2 x (..) her.

Man kan undre sig over, hvorfor formand Erle overhovedet gør sig den ulejlighed at citere, når han er nødt til at klippe så tydeligt, men han har formodentlig følt, at den fremstormende Khader-fløj kun kunne stoppes med anførelsestegn.

Vi har allerede modtaget flere gode bidrag til konkurrencen, men dette er et stærkt bidrag, fordi det på en og samme gang kombinerer en formel respekt for god citeringsskik med en tedentiøs beskæring, hvilket gør det til et af de mest ekvivokke eksempler, vi har set længe.

Men giv ikke op. Bunden er måske nok nået, men der er plads til flere. Vi tager stadig imod bidrag til konkurrencen.

Stor citatfuskkonkurrence med præmie!

Af admin, den 5. marts 2006. 7 svar

Vores smagløse forsøg på at ligne rigtig Main Stream Media (MSM) fører os nu til at lave en rigtig konkurrence. Wauv!

Alle kan deltage, det er helt gratis, og der er en flot præmie til vinderen. Den stolte vinder får intet mindre end den helt nye version af ytringsfriheden: Du er fri til at tænke, hvad du vil, blot du ikke udtrykker det på nogen måde, da det kan skade Arlas garanteret jødefri eksport af mælkeprodukter til Mellemøsten.

Vi havde egentlig planlagt en stor flot ceremoni for kåringen af vinderen, hvor PEN-koret skulle synge den nye udgave (ikke Outlandish’, men Seidenfadens) af PH’s evigt aktuelle schlager, nu kaldet Vi binder os på mund og hånd. Meget passende skulle det hele foregå i lokalerne hos Institut for Menneskerettigheder, men vi har måtte aflyse, fordi dagen vist er reserveret en konference, Ytringsfrihedens ofre II, hvor man fokuserer på de danske katolikker, der blev traumatiserede af at se Dave Allen Shows i 1970erne.

Det tegner i øvrigt til at blive en spændende konference. Først vises stærkt censurerede afsnit af Allens shows klippet ned til ca. 15 sekunder per afsnit for at illustrere, at man faktisk godt kan tage hensyn til andres religiøse følelser, hvorefter der er et indlæg af en repræsentant fra Brandes Selskabet over emnet, Før Brandes og Cavling – Da religionen nød respekt i dansk presse. Derefter fortæller en repræsentant fra Foreningen til udbredelse af troen på intelligent design om den langt mere hensynsfulde tradition for at respektere religion i amerikansk MSM. “Der ville næppe være så mange voksne mennesker i USA, som tror på den guddommelige skabelsesberetning, uden denne høflige selvcensur”, udtaler rev. E. C. Offended i konferencematerialet, “Det kunne I lære meget af i Europa”. Der afsluttes med et meget personligt indlæg af Berlingskes chefredaktør Niels Lunde, Han kan da ikke mene mig, vel?, hvor han fortsætter sin kritik af, at statsministeren ikke hængte nogle få navngivne individer ud ved navn og dermed gav anledning til ubehagelig selvransagelse hos mange fremtrædende medie- og erhvervsfolk. Det skal nok blive spændende.

I stedet for en ceremoni sker overrækkelsen af gevinsten virtuelt ved tankeoverførelse. Det er jo åbenbart også bedst ikke at vække for meget opmærksomhed.

Og nu til reglerne. Det hele er meget enkelt. Man skal bare påvise citatfusk, og der er rigeligt at tage af fra MSM. Det giver ekstra, hvis der er links. Desto bedre citatfusk, desto større chance for at vinde. Vi lægger vægt på elegance og frækhed. Det giver bedst at tage ord ud af en kontekst, så de forvrides, hvorimod vi ikke rigtig giver noget for egentlig løgn; det er for let(h). Men hold jer ikke tilbage, grænsen mellem de to former for fusk er jo flydende. Man kan også komme med eksempler på, at vi har lavet citatfusk, men det vil vi betragte som krænkende og straks ignorere, så I kan lige så godt spare jer. Her er nogle eksempler på do and don’ts:

1) Jyllands-Posten trykte sine profettegninger for at “håne, spotte og latterliggøre” muslimer.

Elegant, fordi det er taget ud af konteksten. Her er, hvad JP egentlig skrev 29/9 2005:

Det moderne, sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.

JP ønskede således ikke at håne muslimer, men angiver blot, at ytringsfriheden i Danmark ikke afgrænses af, om en person føler sig krænket, men efter objektive kriterier fastsat af domstolene. Samme standard gælder naturligvis for kristendommen, og JP har da også trykt tegninger, der sikkert har krænket “nogle kristne”. Beskrivelsen af ytringsfriheden var efter en presseetisk og juridisk vurdering rigtigt, da den blev skrevet. Om det stadig er tilfældet, er blevet mindre klart for en række universitetsforskere efter balladen startede, så nu venter vi spændt på rigsadvokaten.

2) En rigtig dansk klassiker er citatet om, at statsministeren ikke bare troede, men vidste, at Saddam havde WMD. Citatfuskeriet blev markedsført i sammenhængen med Grevil-sagen om FE-rapporterne, så man skulle tro, at Fogh hævdede at have sin viden fra dem. Det fulde citat var:

Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Vi ved det. Irak har selv indrømmet, at de har haft sennepsgas, nervegas og miltbrand, men Saddam Hussein vil ikke afregne. Han vil ikke fortælle os, hvor og hvordan de våben er blevet destrueret. Det ved vi fra FNs inspektører, så der er ingen tvivl i mit sind.

Det fremgår således, at statsministerens “viden” fulgte af et logisk ræsonnement knyttet til de WMD, som Irak ubestrideligt havde haft og ikke siden havde redegjort for, og ikke til specifikke FE-rapporter. Den er ved at være slidt, men ses under tiden i brug alligevel.

3) At Bush skulle have erklæret over for hele Verden, at “enten er I med os eller I er imod os”, er en anden lille perle, som man for nyligt kunne se i Berlingske, der jævnligt sjusker med deres dækning af Bush. Her er det rigtige citat fra talen den 20. september 2001, ni dage efter terrorangrebet. Efter først at have talt om, at Afghanistan må udlevere bin Laden og al-Qaeda, siger han:

We will starve terrorists of funding, turn them one against another, drive them from place to place, until there is no refuge or no rest.  And we will pursue nations that provide aid or safe haven to terrorism.  Every nation, in every region, now has a decision to make. Either you are with us, or you are with the terrorists.  (Applause.)  From this day forward, any nation that continues to harbor or support terrorism will be regarded by the United States as a hostile regime.

Det fremgår, at Bush kun retter kravet mod de stater, der i lighed med Afghanistans taleban-styre husede terrorister, og at kravet retter sig mod deres dobbeltspil. Enten er de med USA og må bekæmpe terroristerne, eller de lader dem blive og vil så blive betragtet som fjender af USA. Talebanerne valgte som bekendt siden side med al-Qaeda.

Her er nogle eksempler, der ikke du’r i denne konkurrence:

1) Efter at have afvist, at man kan sammenligne Flemming Roses situation med de udenlandske forfattere og journalister, som PEN kæmper for, udtaler Niels I. Meyer:

Her er der tale om mennesker, som risikerer lange fængselsstraffe i diktaturstater. Det er pinligt at sammenligne dem med Flemming Rose, som har al den ytringsfrihed, han ønsker. Han kommer jo ikke fængsel.

Selvom Meyers vurdering af den mordtruede Roses situation er afslørende, du’r citatet ikke i denne konkurrence. Det er nemlig ikke fusk; han har faktisk sagt det. Desuden har Meyer taget konsekvensen og meldt sig ud af PEN, hvilket nok er godt det samme, da International PEN i mellemtiden har erklæret, at Rose skal modtage den støtte, som et flertal af bestyrelsen med nød og næppe, og kun på egen hånd, fik meddelt ham under mange forbehold.

2) Her er et andet eksempel. Det er en oversættelse fra spansk af Mario Vargas Llosa fra Weekendavisen:

På samme måde lader de såkaldt progressive intellektuelle end ikke til at have opfattet, hvad det er, der foregår. Med André Glucksmann forventeligt som den første er der beundringsværdige undtagelser – men d
e er nærmest ikke-eksiste
rende. Jeg kunne håbe, at denne tavshed blot skyldtes ærværdig fejhed: det ville være menneskeligt og til at forstå. Det er rimeligt nok ikke at ønske at ende som den hollandske filminstruktør Theo van Gogh, dræbt af en fanatisk muslim for at benyttet sig af sin ret til at tænke frit. Men jeg tror desværre, at den egentlige grund er en anden og værre. At en god del af tavsheden til venstre skyldes, at venstrefløjen ikke kan beslutte sig for, hvad der er den politisk korrekte holdning i denne polemik. … Når man sammenligner nutidens europæiske venstrefløj med den, der i sin tid gik foran i kampen for den ytringsfrihed, som fanatismen i dag bekæmper – så er det lige til at græde over.

Igen er vi helst fri for den slags bidrag. Dels er det ikke citatfusk, men et ægte og gennemtænkt citat, dels er det en smertefuld påmindelse om forskellen på rigtige intellektuelle og så den slags, vi må nøjes med her i landet, hvor selv Ib Michael betragtes som en farlig intellektuel.

Klar – parat – start!

Vintage Steyn

Af admin, den 2. marts 2006. 1 svar

Her på bloggen har vi med jævne mellemrum behandlet FN og gjort det mindre venligt. Men nok engang må det konstateres, at ingen gør det mere velskrevet end Mark Steyn. Det er et af de hellige emner, som det endnu ikke er blevet forbudt at skrive kritisk eller satirisk om — selvom ingen selvbevidst dansk journalist i MSM kunne drømme om at gøre det.

Dette link er til en tale, som han holdt i december (hat tip Instapundit). Her er nogle få uddrag, men læs selv, selvom det er langt.

Let me give an example. Nearly three years ago, the space shuttle Columbia crashed, and Katie Couric on NBC’s Today show saluted the fallen heroes as follows: “They were an airborne United Nations—men, women, an African-American, an Indian woman, an Israeli….” By contrast, there’s a famous terror-supporting Islamist imam in Britain, Abu Hamza, who, when the shuttle crashed, claimed it was God’s punishment “because it carried Americans, an Israeli and a Hindu, a trinity of evil against Islam.” Say what you like about the old Islamofascist nutcake, but he was at least paying attention to the particulars of the situation, not just peddling, as Katie Couric did, vapid “multi-culti” bromides. Why couldn’t Katie have said the Columbia was an airborne America? After all, the “Indian woman,” Kalpana Chawla, was the American Dream writ large upon the stars: she emigrated to the U.S. in the 1980s and became an astronaut within a decade. What an incredible country. But somehow it wasn’t enough to see in the crew’s multiple ethnicities a stirring testament to the possibilities of her own land; instead, Katie upgraded them into an emblem of what seemed to her a far nobler ideal—the UN. …

Didier Bourguet, a UN staffer in Congo and the Central African Republic, enjoyed the pleasures of 12-year-old girls, and as a result is now on trial in France. His lawyer has said he was part of a UN pedophile network operating from Africa to southeast Asia. But has anyone read anything about that? The merest glimpse of a U.S. servicewoman leading an Abu Ghraib inmate around with girlie knickers on his head was enough to prompt calls for Donald Rumsfeld’s resignation, and for Ted Kennedy to charge that Saddam’s torture chambers were now open “under new management.” But systemic UN child sex in at least 50 percent of their missions? The transnational morality set can barely stifle their yawns. If you’re going to sexually assault prepubescent girls, make sure you’re wearing a blue helmet. …

What’s important to understand is that Mr. Annan’s ramshackle UN of humanitarian money-launderers, peacekeeper-rapists and a Human Rights Commission that looks like a lifetime-achievement awards ceremony for the world’s torturers is not a momentary aberration. Nor can it be corrected by bureaucratic reforms designed to ensure that the failed Budget Oversight Committee will henceforth be policed by a Budget Oversight Committee Oversight Committee. The Oil-for-Food fiasco is the UN—the predictable spawn of its utopian fantasies and fetid realities. If Saddam grasped this more clearly than, say, Katie Couric or John Kerry, well, that’s why he is—was—an A-list dictator and they’re not. …

It’s a good basic axiom that if you take a quart of ice cream and a quart of dog mess and mix ’em together, the result will taste more like dog mess than ice cream. That’s the problem with the UN. If you make the free nations and the thug states members of the same club, the danger isn’t that they’ll meet each other half-way but that the free world winds up going three-quarters or seven-eighths of the way. Indeed, the UN has met the thug states so much more than half way that they now largely share the dictators’ view of their peoples—as either helpless children who need every decision made for them, or a bunch of dupes whose national wealth can be rerouted to a Swiss bank account. …

As you may have noticed, the good people of Darfur in Sudan have been fortunate enough not to attract the attention of the arrogant cowboy unilateralist Bush and have instead fallen under the care of the UN multilateral compassion set. So, after months of expressing deep, grave concern over whether the graves were deep enough, Kofi Annan managed to persuade the UN to set up a committee to look into what’s going on in Darfur. Eventually, they reported back that it’s not genocide. That’s great news, isn’t it? Because if it had been genocide, that would have been very, very serious. As yet another Kofi Annan-appointed UN committee boldly declared a year ago: “Genocide anywhere is a threat to the security of all and should never be tolerated.” So thank goodness what’s going on in Sudan isn’t genocide. Instead, it’s just 100,000 corpses who all happen to be from the same ethnic group—which means the UN can go on tolerating it until everyone’s dead, and none of the multilateral compassion types have to worry their pretty heads about it. …

The tsunami may have been unprecedented, but what followed was business as usual—the sloth and corruption of government, the feebleness of the brand-name NGOs, the compassion-exhibitionism of the transnational jet set. If we lived in a world where “it’s what you do that defines you,” we’d be heaping praise on the U.S. and Australian militaries, who in the immediate hours after the tsunami dispatched their forces to save lives, distribute food and restore water, power and communications.

Hvordan er danskerne – egentlig?

Af admin, den 20. februar 2006. 7 svar

Som nævnt før er det gode ved JP-balladen, at den viser, hvem der står hvor og for hvad.

Midt i glæden over, at langt hovedparten af danske muslimer opfører sig civiliseret og som gode danske borgere i et velfungerende demokrati, kan man beklage, at nogle danskere bruger anledningen til selvhad.

Det er der ikke noget nyt i. Under Den Kolde Krig kæmpede vi ligeledes med en dødvægt af såkaldte intellektuelle, der langt hellere ville kritisere vores egne små fejl eller tage stilling mod den totalitære trussel. Det var de færreste, som direkte støttede de fjendtlige diktaturer. Langt de fleste led bare af det selvhad, som Karl Popper så levende har beskrevet, og som fremkaldes af frygten for at leve i et åbent samfund, hvor man er tvunget til at tænke selv, og tvunget til at høre og forholde sig til meninger, man ikke bryder sig om. Uanset denne dødvægt vandt vi alligevel, og alt tyder på, at det gør det åbne samfund også i denne omgang.

Dagens kronik i Berlingeren af Hans Jørgen Nielsen indeholder et velgørende opgør med dette selvhad. Han gengiver resultaterne af de seneste undersøgelser af danskernes holdninger til fremmede, og vi har intet at skamme os over. Kun synd at Berlingeren ikke bragte kronikken i går søndag, hvor læserkredsen er større.

Danskerne er tolerante over for fremmede, og vi ønsker dem integreret i vores samfund, så de kan deltage på lige fod med os både i det civile samfund og i det politiske, med samme rettigheder og pligter. Man kan konstatere, at langt de fleste af de danske muslimer har vist sig tilliden værdig.

Kun på et punkt synes danskerne at være, som kritikerne tror: vi er ikke meget for multikulturalisme. Men det er der heller ikke mange andre europæere, der er. I betragtning af undersøgelsernes øvrige resultater, der ikke viser tegn på xenofobi, er det nærliggende, at modviljen mod multikulturalisme ikke skyldes ønsket om en ensretning, men skyldes en bestemt fortolkning af begrebet, nemlig den fortolkning, som selvhaderne har givet det: en værdirelativisme, hvor man f.eks. vægrer sig ved at konfrontere kvindeundertrykkelse og racisme, hvis overgrebene udspiller sig i andre grupper end lyserøde danskere. Med en lille omskrivning fra 1970erne: et eksotisk folk har altid ret.

Nej, det har de ikke nødvendigvis. Og at gøre opmærksom på det, er ikke racisme, men en fortsat kamp for det åbne samfund.