Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Den første reaktion

Af admin, den 4. januar 2007. 3 svar

Det nye år begynder hårdt hos os. Første dag med mundtlig eksamen var tirsdag den 2. januar. Velkommen du Herrens år! De arme studerende havde knapt fået konfettien ud af håret, før de sad ved det grønne bord.

Jeg tror aldrig, at jeg vænner mig til det. At sidde ansigt til ansigt med et andet menneske, der er næsten lammet af angst og nervøsitet – vel at mærke fremkaldt af ens blotte nærvær. Men som årene går, får man en vis rutine. Man begynder at lægge mærke til små ting, f.eks. at de studerende altid tager sedlerne med spørgsmål fra midten og ud. Eller den afslørende måde, som deres første reaktioner på et uventet spørgsmål giver. Det kan være ganske afslørende for, om de kan eller ikke kan emnet.

Det med de første reaktioner gælder også på andre områder.

Det var f.eks. tydeligt efter Dronningens nytårstale. Sagde hun virkelig det?, lød den første kommentar. Forbløffelsen og rådvildheden var udbredt i MSM. Sagde hun virkelig, at tilflyttere må udfolde deres egenart inden for de brede rammer, som et civiliseret samfund sætter. Tja, det var vist essensen. Jamen, hvad så med multi-kulti, værdirelativismen og respekten for hjemlandets mere brutale traditioner. Og sagde hun virkelig, at der var værdier, som vi ikke kan opgive, men må værne og slås for? Jeps. Rådvildheden hos de mange kommentatorer var underholdende. Underholdende og afslørende. Og egentlig unødvendige. Det var jo ikke ligefrem første gang, at hun gav udtryk for, at demokrati og frihed er værdier, hun sætter højt.

Et ganske andet, og så alligevel ikke, område var islamisternes militære nederlag i Somalia*). Igen var der den udbredte forbløffelse. Jamen, det er jo den konventionelle visdom, at terrrorisme ikke kan besejres; at islamisterne bare bliver flere og flere, hvis man byder dem modstand. En særligt underholdende kommentar var en avisforside – jeg skal nok lade være med at hænge vedkommende avis ud, til en afveksling – lød, at "nu" ville islamisterne kalde til hellig krig mod Etiopien, underforstået at nu blev det først værre. Men, æh, nej. Det med at kalde til hellig krig havde de faktisk allerede gjort for længst, og først bagefter slog Etiopien til, bl.a. af den grund. Tilbage er nu kun at søge trøst i, at islamisterne måske alligevel kommer tilbage, lidt i hvert fald og måske på længere sigt. Det synes i hvert fald at være håbet hos MSM.

Det skal blive spændende at se, om resten af 2007 udvikler sig lige så "overraskende".

*) Dang! Jeg skrev Sudan, men det er Somalia. jeg vidste, at det var et land med S, men at det ikke kunne være Sverige — endnu.

Skat eller kaos

Af Dr.Mephisto, den 3. januar 2007. 25 svar

Glædelig jul, godt nytår – måtte det bringe lavere skatter.

Men ikke til Politikens redaktør Tøger Seidenfaden og ikke til Berlingske Tidendes journalist Jakob Weiss. De fortjener det simpelthen ikke.

Denne jul kunne Politiken-læsere opleve Tøger Seidenfadens mærkværdige logik i fri dressur. “Lykken er en høj trækprocent” skrev han i sin jule-klumme den 31. december.

Jo flere penge du tjener, jo mindre lykkelig bliver du af at tjene flere.
Derfor bør skatteprocenten naturligvis stige, jo højere din indtægt er. Ikke af hensyn til den sociale retfærdighed eller dem, der er misundelige på dig. Men for din egen skyld. En meget høj skatteprocent begrænser simpelthen rotteræset. Samtidig gør den det sværere for dig at genere alle dine medmennesker med de gigantiske forbrugsmuligheder, du ville have, hvis skatten var lavere. Den gør det kort sagt mere økonomisk rationelt for dig at vælge at opføre dig på den måde, du alligevel bliver lykkeligere af, selv om du ikke ved det på forhånd, fordi du hidtil ikke har kendt lykkeforskningens nyeste resultater.

Tak for “oplysningen” Seidenfaden. Tak for din ambition om at gøre mig lykkelig ved at tage mine sidst tjente kroner. Men har du overvejet om ikke jeg ville blive mere lykkelig ved selv at bestemme, hvor mine sidst tjente – og dermed angiveligt mindre lykkebringende kroner – skulle havne?

Selv hvis Seidenfaden virkelig havde ret i, at mine sidste tjente kroner var mindre lykkebringende for mig end de først tjente, er det alligevel intet brugbart argument for hans paternalisme. Det er blot et argument for, at jeg ville have lettere ved at skille mig af med de sidst tjente kroner på eget initiativ.

Personligt er jeg nu indrettet således, at jeg bliver stadig lykkeligere af flere penge. Jeg har det ligesom onkel Joakim. Hver eneste af de små pus betyder noget helt særligt for mig.

Og måske er der andre som onkel Joakim og Dr. Mephisto. Vores über-punditokrat Bjørnskov havde i en glimrende kritik af Seidenfaden i dagens Politiken (3. januar):

Problemet for Seidenfaden, Layard og de mange andre, der på dette grundlag argumenterer for stærk udligning gennem skattesystemet er, at moderne lykkeforskning også afviser denne bid økonomisk teori. Nok er relativt rigere mennesker i gennemsnit lykkeligere end fattige, men de sidste 100 kroner betyder generelt ikke mindre end de første.
Mine egne undersøgelser, udført sammen med de tyske økonomer Axel Dreher og Justina Fischer, bekræfter som andre videnskabelige studier, at hverken skat eller ulighed påvirker folks lykke. Forklaringen på den danske lykke er derimod, at danskerne er et af verdens ærligste og mest tillidsfulde folk – noget, som heller ikke har med skat at gøre.

På den anden side viser forskningen, at en uforholdsmæssig stor offentlig sektor under visse betingelser kan være skadelig for nationens lykke ved at umyndiggøre befolkningen. Forklaringen i søndagens Politiken er derfor ikke blot faktuelt forkert, men potentielt skadelig, hvis politikerne skulle tage den alvorligt.

Ikke blot Politiken har fået skatten galt i halsen. Det har Berlingske-journalisten Jakob Weiss også. I sin avis refererer han en Gallup-undersøgelse for, at de konservative vælgere hellere vil have bedre offentlig service end lavere skat. Og dermed skulle det konservative folkepartis politikere angiveligt være på kollisionskurs med deres vælgere.

Men det kan undersøgelsen ikke bruges til at konkludere.

For det første har de konservative politikere primært argumenteret for lavere marginalskat (navnlig topskat). Og kommunerne opkræver mig bekendt ikke topskat – men en temmelig flad kommuneskat.

For det andet er undersøgelsens spørgsmål stillet på en sådan måde, at almindelige mennesker vil blive fristet til at ønske højere kommunal service. Navnlig i en situation, hvor politikerne ikke diskuterer andet.

For det tredje er udnersøgelsen langt mere overraskende for et helt andet parti end de konservative. Det viser sig nemlig, at Dansk Folkepartis vælgere end dem, der allemest ønsker sig skattelettelser. Morsomt, morsomt – i betragtning af, at dette parti blokerer dem gang på gang. Havde det ikke været en ide at spørge Pia Kjærsgaard om dette forhold?

Se selv på: http://images.bm4.metropol.dk//251/251704/251704_original.jpg

Fra mediernes verden

Af admin, den 26. december 2006. 8 svar

Så blev det juleaften, og den blev helt så stemnings- og kaloriefyldt, som den bør være. Ah, uhæmmet materialisme i familiens skød, det er for mig en væsentlig del af, hvad liberalisme handler om. Skal vi have and eller flæskesteg? Det må den enkelte selv afgøre, så vi nupper begge dele.

Det siges, at der i forsikringsverden kendes en sammenhæng, hvorefter farven rød på en bil er ensbetydende med større risiko for skader. Jeg tror, at der er en tilsvarende usikker, men dog signifikant sammenhæng mellem anti-materialisme og diktatursympati. Den, der ikke er glad for frihed, er sjældent heller glad for materielle goder og frås. Puritaneren stræber efter kontrol over både sind og krop. Bevis? Tja, det var næppe en tilfældighed, at Churchill både drak og spiste mere end gennemsnittet, mens Hitler var både afholdsmand og vegetarianer.

Så mens jeg stod og gjorde mig den slags underlødige overvejelser om livets indretning i den propfyldte bagerbutik tidligt i morges, kunne jeg kigge på morgenaviserne, der lå fremme. Der var rigeligt tid, for selvom butikken i Classensgade er kendt for at have Danmarks formodentlig sidste høflige og venlige ekspedienter, var ventetiden lang.

På forsiden af Jyllands-Posten var en rubrik, hvor en kvinde, der tjenestegør i Afghanistan, men åbenbart også har været i Irak, fortæller om den glæde, irakerne føler over at være befriet fra Saddams regime. En sådan forside er utænkelig hos Berlingske, og på vejen hjem gik jeg og fundere på, om det var på tide at skifte til JP i stedet for kun lejlighedsvis at købe den i et spædt forsøg på at vise min sympati for deres indsats for ytringsfriheden.

Det står galt til med dækningen af udlandsstoffet i Berlingskes 1.  sektion. Ensidigheden er massiv og næsten rituel. Det er åbenbart indiskutabelt, at man ikke kan, endsige bør, forsøge at udbrede demokrati til arabere i Mellemøsten, for det kan ganske simpelt ikke lade sig gøre på grund af arabernes race/religion/kulturelle udviklingsstade. Man prøver konsekvent at fremstille det som om, at krigen var vendt mod irakerne og ikke mod Saddam. At det var en aggression, ikke en befrielse. Man stiller på skrømt spørgsmålet: hvorfor blev vi ikke hilst som befriere? Svaret er naturligvis, at shia-flertallet meget fornuftigt frygtede Saddams SS-tropper, hans fadayeen, som var ladt tilbage i civil for at terrorisere dem, og de frygtede, at USA ville følge den realistiske skole og undlade at af-bathificere hæren og staten, så regimet igen kunne slå oprøret ned og sikre "orden", sådan som det gik i 1991. Meningsmålinger fra den tid viste klart, at mere end 90 pct. var glade for befrielsen fra Saddam; et flertal der senere er faldet pga volden, især blandt sunni, men som stadig udgør et massivt flertal. Alligevel fremstiller man det som om, at irakerne vil volden, selvom andre meningsmålinger viser, at de ønsker militserne nedkæmpet og Irak samlet.

Det er en ånd, der langsomt har spredt sig til andre dele af avisen. Ebbe Iversen må i sin anmeldelse af Bobby lige nævne, at han savner den flotte retorik hos afdøde Kennedy i forhold til den nuværende præsident. Mon han overhovedet har læst Bushs seneste indsætttelsestale, eller kan han kende forskel på Kennedys taleskrivere og Bushs ditto, hvis han blev udsat for en blindprøvning? Jeg tvivler. Korrespondenten fra USA omtaler stadig Plame-sagen som et tilfælde af regeringens hævn, og har mig bekendt aldrig indrømmet eller korrigeret de mange faktuelle fejl, man lavede under vejs i dækningen af den and. Selv Jens Hage, den noble ældre tegner, fremstiller Bush som et barn, der er sygeligt optaget af våben til sine forældres fortvivlelse. Sådann fremstiller man den præsident, der har befriet millioner af muslimer fra diktatur og givet dem chancen for frihed. At det ikke er sket fejlfrit, er utvivlsomt, men Berlingskes dækning er selv infantilt ensidigt. Se blot på Weekendavisen. Her kan man også gætte det politiske ståsted hos en Arne Herdis eller en Jan Bo Hansen. Men deres respektive reportager er alligevel så fyldte med oplysninger og nuancer, at der er langt ned til den ensidighed, som præger den gamle moderavis.

Vel hjemme igen fik jeg så læst min Berlinger, der vanen tro afleveres senere end gratisaviserne; denne morgen dog uden denne konkurrence. For avisernen er 2. juledag er mest fyldt med stof, som er skrevet god tid i forvejen. Og godt det samme. Det betød nemlig, at dækningen af udlandsstoffet i 1. sektion mest var telegrammer fra nyhedsbureauerne. Til gengæld var 2. sektion fyldt med tankevækkende stof, som er både tidløst og interessant. Især og mest vigtigt fra et kommercielt synspunkt er det dog, at det er stof, man ikke ville kunne finde i Politiken.

Et centralt tema var ensretningen hos journalisterne. Fra Lisbeth Knudsens utvivlsomt kyndige og indsigtsfulde til en rundspørge blandt en række forskellige mediefolk. Og så var der Megafon, der ofte står som et tiltrængt korrektur til dækningen af nyhederne i 1. sektion, især når den bestyres af Bent Blüdnikow. Sidst, men absolut ikke mindst, er der Groft Sagt med det grove men ædle salt til dagens gang.

Og således endte denne julemorgen. Der er alligevel grund til fortsat at abonnere på Berlingske, nemlig 2. sektions kulturstof. JP må nøjes med min mere spontane uregelmæssige støtte, og denne blogs læsere må trækkes med mere klynk over indholdet hos den Gamle Tante også i 2007.

Godt nytår!

Genbrug: Et svensk juleeventyr

Af admin, den 23. december 2006. 1 svar

En af fordelene ved at have blogget i længere tid er, at man skamløst kan genbruge sit mere sæsonbetonede stof.

Med sort samvittighed over ikke at have bidraget med noget den seneste tid kommer her et link tilbage til min posting for nøjagtigt et år siden.

Så i lighed med vores redaktør, der vil sidde ved skærmen og se Disneys Juleshow, vil jeg herudover prøve at få set Karl-Bertil Jonssons Julafton.

Meget af det, jeg skrev i indledningen sidste år, gælder fortsat. Men med en stor forskel. De har nu en borgerlig-liberal regering på den anden side af Sundet og en astronaut i rummet. Hvor er de heldige. Vores kan ikke engang finde råderummet.

Glædelig jul.

Rudy for Prez?

Af David Gress, den 23. december 2006. 7 svar

NROs Jonah Goldberg mener, at New Yorks borgmester 1994-2001, den 62-årige Rudolph Giuliani har en chance for at blive nomineret til Republikanernes kandidat ved præsidentvalget i 2008.  Eller rettere, Goldberg synes, at Giuliani burde have en chance herfor, og opfordrer ham til at gøre sig til en “amerikansk Pim Fortuyn”.

Giuliani har nemlig iflg. Goldberg de rigtige kvaliteter for at tiltrække såvel omskiftelige midtervælgere som trofaste Republikanere.  Han nedbragte kriminaliteten i New York blandt andet ved at følge James Q. Wilsons forslag om at sætte konsekvent ind også mod små forseelser, med det resultat at New York på få år blev sikrere og renere end nogensinde før (og betydeligt renere og med en lavere berigelseskriminalitet end Danmark).  Derved har han vist sig som konservativ, hvor det gælder.  Han er tilmed socialt “liberal” i amerikansk forstand, men vil iflg. Goldberg favorisere dommerkandidater som Antonin Scalia og John Roberts.

Efter 9/11 blev han kortvarigt hele landets helt, og han viste sig da også som en politiker og ikke mindst retoriker af et for vor usle tid ganske ekstraordinært niveau.

Altsammen sikkert rigtigt nok, og jeg ville da stemme på ham uden tøven (selvom jeg ikke er enig i alle dele af hans socialliberalisme), men jeg tror dog ikke, han har realistiske chancer.  Døm selv.

http://article.nationalreview.com/?q=NjMwMDJlMWZkZDJhZjU0Zjk4ZWJjMGNkN2M3Mzc0ZjA=

O'Rourke om "The Wealth of Nations"

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. december 2006. 2 svar

Jeg ved ikke med jer, men for egne vedkommende ved jeg ihvertfald godt, hvad jeg skal lave ved midnat den 9.I.2007: Jeg skal sidde klistret til min PC-fladskærm for at følge med “live”, når den ufatteligt morsomme forfatter, journalist, satiriker og lommefilosof P.J. O’Rourke hos Cato Institute lancerer sin nye bog, “On the Wealth of Nations”.  I den vil P.J. anvende Adam Smiths logik til at behandle nutidige emner–og sikkert gøre lidt grin med alle.

Der er nok få læsere her på stedet, som ikke allerede kender O’Rourke lidt, men gamle som nye fans kan altid få sig et godt grin over den bedste politiske satiriker, jeg kender til.  Skulle man ikke kende ham, eller have glemt dem, eller bare have lyst til at få dem genopfrisket, så er her et par guldkorn fra forfatteren til klassikere “Republican Party Reptile”, “Parliament of Whores”, “Holidays in Hell”, “Kill the Rich” , “Give War A Chance”, m.fl.:

  • “Giving money and power to government is like giving whiskey and car keys to teenage boys.”
  • “You know, if government were a product, selling it would be illegal.”
  • “What is this oozing behemoth, this fibrous tumor, this monster of power and expense hatched from the simple human desire for civic order? How did an allegedly free people spawn a vast, rampant cuttlefish of dominion with its tentacles in every orifice of the body politic?”
  • “Every government is a parliament of whores. The trouble is, in a democracy the whores are us.”
  • “Government is a health hazard. Governments have killed many more people than cigarettes or unbuckled seat belts ever have. Government contains impure ingredients — as anybody who’s looked at Congress can tell you.”
  • “A little government and a little luck are necessary in life, but only a fool trusts either of them.”
  • “Our democracy, our culture, our whole way of life is a spectacular triumph of the blah.”
  • “The Tenth Commandment sends a message to socialists, to collectivists, to people who believe that wealth is best obtained by redistribution, and that message is clear and concise: Go to hell! It’s as simple as that.”
  • “You can’t get good Chinese takeout in China and Cuban cigars are rationed in Cuba. That’s all you need to know about communism.”
  • “Idiots are blind to the coercive power of government. Bigots are blind to everything else.”
  • “What I discovered in Somalia is a place where there was no shortage of food … There was a shortage of public order. There was a shortage of a social system to provide food for people who were powerless. Rice was selling in Mogadishu at 10 cents a kilo — the cheapest rice in the world because of all the rice that had been donated. The problem was that if you didn’t have a gun in Mogadishu you didn’t have 10 cents. It didn’t matter how cheap or readily available the rice was. There were people with guns taking it away from the people who didn’t have guns.”
  • “Government is not a machine with parts; it’s an organism.”
  • “The three branches of government number considerably more than three and are not, in any sense, “branches” since that would imply that there is something they are all attached to besides self-aggrandizement and our pocketbooks.”
  • “When government quits being something we use only in an emergency and becomes the principal source of aid and assistance in our society, then the size, expense and power of government are greatly increased.”
  • “No drug, not even alcohol, causes the fundamental ills of society. If we’re looking for the sources of our troubles, we shouldn’t test people for drugs, we should test them for stupidity, ignorance, greed and love of power.”
  • “Money is preferable to politics. It is the difference between being free to be anybody you want and being free to vote for anybody you want. And money is more effective than politics both in solving problems and in providing individual independence. To rid ourselves of all the trouble in the world we need to make money. And to make money we need to be free. But, oh, the trouble caused by freedom and money.”
  • “The difference between corporations and governments is governments have a monopoly on force. It’s a lot easier to vote with your feet or your wallet than it is to change a government with your vote.”
  • “Let’s reintroduce corporal punishment in the schools – and use it on the teachers.”
  • “The mystery of government is not how Washington works but how to make it stop.”
  • “The whole aim of practical politics is to keep the populace alarmed (and hence clamorous to be led to safety) by menacing it with an endless series of hobgoblins, all of them imaginary.”
  • “If you think health care is expensive now, wait until you see what it costs when it’s free.”
  • “In an egalitarian world everything will be controlled by politics, and politics requires no merit.”
  • “You can’t get rid of poverty by giving people money.”
  • “There is no virtue in compulsory government charity, and there is no virtue in advocating it. A politician who portrays himself as ‘caring’ and ‘sensitive’ because he wants to expand the government’s charitable programs is merely saying that he’s willing to try to do good with other people’s money. Well, who isn’t?”
  • “When buying and selling are controlled by legislation, the first things to be bought and sold are legislators.”
  • Om narkotikaforbud: “We won’t dispassionately investigate or rationally debate which drugs do what damage and whether or how much of that damage is the result of criminalization. We’d rather work ourselves into a screaming fit of Puritanism and then go home and take a pill.”
  • Om Hillary Clintons bog “It Takes A Village”: “Some kinds of stupidity cannot be faked.”
  • “Always read something that will make you look good if you die in the middle of it.”
  • “If you say a modern celebrity is an adulterer, a pervert and a drug addict, all it means is that you’ve read his autobiography.”
  • Om Cato Institute: “The Cato Institute has an unusual political cause — which is no political cause whatsoever. We are here tonight to dedicate ourselves to that cause, to dedicate ourselves, in other words, to … . nothing. We have no ideology, no agenda, no catechism, no dialectic, no plan for humanity. … All we have is the belief that people should do what people want to do, unless it causes harm to other people. And that had better be clear and provable harm. No nonsense about second-hand smoke or hurtful, insensitive language, please. I don’t know what’s good for you. You don’t know what’s good for me. We don’t know what’s good for mankind. And it sometimes seems as though we’re the only people who don’t. It may well be that, gathered right here in this room tonight,are all the people in the world who don’t want to tell all the people in the world what to do. This is because we believe in freedom. Freedom — what this country was established upon, what the Constitution was written to defend, what the Civil War was fought to perfect. Freedom is not empowerment. Empowerment
    is what the Serbs have in
    Bosnia. Anybody can grab a gun and be empowered. It’s not entitlement. An entitlement is what people on welfare get, and how free are they? It’s not an endlessly expanding list of rights — the “right” to education, the “right” to health care, the “right” to food and housing. That’s not freedom, that’s dependency. Those aren’t rights, those are the rations of slavery — hay and a barn for human cattle. There is only one basic human right, the right to do as you damn well please. And with it comes the only basic human duty, the duty to take the consequences. So we are here tonight in a kind of anti-matter protest — an unpolitical undemonstration by deeply uncommitted inactivists. We are part of a huge invisible picket line that circles the White House twenty-four hours a day. We are participants in an enormous non-march on Washington — millions and millions of Americans not descending upon the nation’s capital in order to demand nothing from the United States government. To demand nothing, that is, except the one thing which no government in history has been able to do — leave us alone. … There, ladies and gentlemen, you have the Cato Institute’s program in a nutshell: government should be against the law.”

Baker-Hamilton rapporten – stort ståhej for ingenting?

Af Jens Ringsmose, den 18. december 2006. 20 svar

Da den længe ventede Baker-Hamilton rapport omsider blev offentliggjort for knap to uger siden, var der ikke meget som overraskede. En betydelig del af udredningsgruppens vurderinger og anbefalinger var for længst sivet til pressen, men rapportens meget utvetydige understregning af hvor alvorlig situationen i Irak rent faktisk er, kom alligevel bag på mange. Forhåbentlig vil rapportskrivernes ubesmykkede bedømmelse af forholdene i Irak virke til, at de sidste optimister i Washington i større udstrækning end hidtil erkender problemets sande omfang. Men det er desværre nok rapportens væsentligste bidrag.

I hvert fald er der ikke meget som peger i retning af, at kommissionens hovedanbefalinger får nogen lang gang på jorden. Det højt profilerede forslag om at igangsætte en diplomatisk offensiv overfor nabolandene Iran og Syrien er absolut værd at forfølge, men det er kun mindre sandsynligt, at nogen amerikansk administration vil være villig til at betale den pris som Iran og Syrien efter alt at dømme vil forlange for at påtage sig en mere konstruktiv rolle i Irak-spørgsmålet. Det kræver ingen doktorgrad i International Politik for at nå den konklusion, at iranerne vil forlange indrømmelser på det nukleare område, og at Syrien vil stille krav om friere hænder i forhold til Libanon. Og hverken iranske atomvåben eller syrisk dominans i Beirut er noget, der udløser brede smil i Washington eller ret mange andre steder på Kloden for den sags skyld.

Heller ikke det gennemløbende forslag om at presse eller true den irakiske regering til gøre større og hurtigere fremskridt synes at have meget for sig. Spørgsmålet er for det første om den – i en parlamentarisk forstand – meget svage, siddende regering overhovedet har mulighed for at gøre ret meget mere end den allerede gør. Premierminister al-Maliki er frem for noget andet et kompromis mellem de to mest indflydelsesrige shiitiske partier Sadr og SCIRI, og de udeblivende resultater har i højere grad rødder i en intern shiitisk magtkamp end i en svag regering. Amerikanske trusler om at gøre en svag regering endnu svagere er næppe nøglen til fremskridt.

Forestillingen om at true med at reducere den “politiske, militære og økonomiske støtte”, hvis ikke den irakiske regering gør snarlige fremskridt, er for det andet dødfødt, fordi iværksættelsen af sådanne sanktioner med al sandsynlighed vil være i direkte modstrid med USA’s egne interesser. Der er al mulig grund til at tro at en for hurtig amerikansk tilbagetrækning, vil resultere i et totalt irakisk sammenbrud med store konsekvenser for amerikansk sikkerhed og indflydelse i hele den vigtige region, og truslen mister derfor unægtelig meget af sin snert. Det svarer vel nærmest til at true sine børn med at slå sig selv i nakken, hvis de ikke makker ret.

Indrømmet: Baker-kommissionen rummer flere gode ideer og forslag – det er meget væsentligt, at det irakiske sikkerhedsstyrker hurtigere bliver i stand til at varetage landets sikkerhed – men desværre er to af de mest fremtrædende optioner i rapporten ikke præget af megen realisme.

Spørg Atilla

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 17. december 2006. 6 svar

Jeg havde forleden (13.XII.2006) et indlæg i Berlingske Tidendes “Groft Sagt”, som nok var en kende mere seriøst, end de normalt er dér.  Så her kommer noget genbrug, tilsat lidt relevante links.

***

Det er ikke just konsensus om, hvorvidt EU skal lade Tyrkiet komme ind i den angivelige varme. Nogle mener, at landet ikke er modent nok–andre at netop medlemskab vil modne det yderligere. Det skal vi såmænd ikke kloge os om her. Men man kan jo spørge den tyrkiske professor i statskundskab, dr. Atilla Yayla.

Han holdt 18. november i år en forelæsning i Izmir på invitation af det regerende parti. Konferencen omhandlede forskelle mellem EU og Tyrkiet, og i sin tale opremsede Yayla de træk, han mente kendetegner civilisationer: retssikkerhed, privat ejendomsret, frihandel, aftalefrihed, ytringsfrihed, religionsfrihed osv., hvorefter han vurderede Tyrkiet på disse parametre. Yayla kritiserede her »Kemalismen«–tyrkernes tilnærmelsesvise tilbedelse af statens grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk–som mindede ham om den persondyrkelse, man har set af diktatorer i kommunistiske regimer. Ups.

Den etpartistat og personkult, som Atatürk havde skabt, havde kørt Tyrkiet ud på et sidespor i forhold til europæiske idealer om demokrati og frihed. Ups.

Men værst af alt refererede Yayla ikke konsekvent til Atatürk som »Vor Forfader« og »Den Ophøjede Leder«, som det praktiseres, men i en bisætning som »denne mand. Dobbelt ups.

Den nationale reaktion udeblev ikke fra den nationale reaktion: Yayla blev straks angrebet i stort set alle medier, og en regeringsvenlig avis trykte hans portræt på forsiden med teksten »Forræder!«. Derefter blev han suspenderet fra sin stilling som professor ved det statslige Gazi Universitet, mens der pågår en undersøgelse af hans holdninger og af, at han var rejst til Izmir for at holde talen uden universitetets forudgående tilladelse. »Jeg kan ikke tillade, at en person, der er modstander af republikkens grundlæggende principper, underviser studerende«, udtalte rektoren.

Sagen har fået en del international opmærksomhed, men er indtil videre ubemærket i de større danske medier. Men hvis der er nogen, der vil høre en mening om, hvorvidt Tyrkiet er klar til EU, kan de jo ringe til den suspenderede professor.

***

Den eneste danske avis, som har omtalt sagen er Information i en ultrakort notits.  Det tjener avisen til ære, men så meget desto mere mærkeligt er det, at aviser som Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske Tidende slet ikke har omtalt den–især givet dette års debatter om både Tyrkiet, om ytringsfrihed og om forskere i medierne.

Links:

CEPOS blog

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. december 2006. 3 svar

Vores gode venner hos den bedste nyskabelse i det danske politiske miljø i mange år har åbenbart masser af fritid på hænderne … Så de er nu også entret blogosfæren med deres egen blog.  Velkommen til CEPOS Blog.

Hvad er demokrati?

Af Jørgen Møller, den 14. december 2006. 17 svar

CEPOS sender d.d. et lille essay om demokrati på gaden forfattet af undertegnede. Her følger – som et udslag af den grovest tænkelige selvpromovering – en lille appetitvækker med eneret for Punditokraterne.

————–

I 1945 udgav den danske professor og samfundsdebattør Hal Koch sin berømte Hvad er demokrati?; en bog der siden er blevet brugt til at forme generationer af danske gymnasielever og universitetsstuderende i det ‘danske folkestyres ånd’. Koch gjorde sig i den lille beretning talsmand for at anskue demokratiet som en livsform besjælet af samtale. “Demokratiet kan aldrig sikres – netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled”, skriver han tidligt i bogen. Og uddyber så senere:

“Dets væsen beror på dette, at man mødes og tales ved, at man gennem samtalen når til en bedre og rimeligere forståelse og derudfra træffer en afgørelse, som ikke alene tjener en enkelt person eller klasse, men som tager billigt hensyn til helheden”.

Det er et formidabelt ideal, Koch her giver videre til læseren. Vi er tilbage ved den sokratiske dialog. Vi er tilbage ved ideen om, at vi i samdrægtighed kan tale os til rette, når blot vi lægger fordomme og følelser til side og lader fornuften råde. Kochs forbillede er da også antikkens Athen, hvor alle byens (mandlige) borgere i endrægtighed diskuterede de fælles anliggender, gerne bistået af indsigtsfulde mænd af en filosofisk støbning. Det lyder smukt, men det er ikke en hensigtsmæssig forståelse af demokrati. I den kochske forstand er demokratiet ubestemmeligt, fordi det er et fritsvævende ideal.

Lad mig give et praktisk eksempel hentet direkte i Hvad er demokrati? I bogen kan Koch tilsyneladende ikke helt finde ud af, om han skal kalde Sovjetunionen et diktatur eller et demokrati. Det ene sted henviser han til “det demokratiske Rusland” – det næste sted trækker han i land igen, og skriver, at ‘Sovjetrusland’ i hvert fald har taget nogle meget væsentlige skridt imod demokratiet. Landet har ganske vist ikke frie valg, men til gengæld har man skabt en form for økonomisk demokrati. Den samlede beskrivelse er sigende:

“Efter den såkaldte Stalinforfatning synes der at være en vis tilnærmelse mellem russisk og vesteuropæisk demokrati. Men på den anden side går næsten alle skildringer derovre fra ud på, at en politisk opposition og en fri partidannelse er udelukket. Derved udelukkes imidlertid også den fri, frugtbare drøftelse af de politiske spørgsmål. Jeg kan ikke tænke mig andet end, at den nuværende tilstand i Rusland må betragtes som noget midlertidigt, som et skridt på vejen, og at Rusland her – måske under stærkt modificerede former – vil nå frem til den samme frihed som præger det politiske liv i Vesteuropa. Det kan også udtrykkes på den måde, at Sovjetrusland politisk endnu ikke synes at være nået frem til demokratiet. Til gengæld skal det ikke glemmes, at man derovre har sat ind på et andet punkt: man har først og fremmest været optaget af at skabe det økonomiske demokrati. På dette punkt har Vesteuropa endnu overordentligt meget at lære”.

Koch er tydeligvis betaget af tidens fylde. Bogen er skrevet ved Anden Verdenskrigs afslutning. Men beskrivelsen af Sovjetunionens ‘lige-ved-og-næsten-demokrati’ er mere sigende end som så. For hvorfor egentlig ikke? Hvis demokrati er en livsform, og i særdeleshed en form for samtale, hvem kan så på forhånd udelukke, at Sovjetunionen er et demokrati – eller udelukke at landet står på tærsklen til demokratiet? Det kan være hip som hap, for i sin rene form eksisterer demokrati intetsteds.

Eksemplet understreger, at Kochs definition betyder alt og dermed intet. Vi kan ikke bruge hans definition til at forklare, hvad demokratiet er. Eller hvad det ikke er. Efter at have besøgt Koch står vi altså tomhændede tilbage.

Heldigvis er der hjælp at hente hos en anden dansk samfundsdebattør. Bemærkelsesværdigt nok er han en af Kochs samtidige. I professor Alf Ross’ bog Hvorfor demokrati?, der kom på gaden i 1946, er betydningen af demokrati således ganske klar. Demokratiet er en politisk metode, der er bygget på et juridisk fundament:

“Taget i denne betydning er demokratiet et retligt og formelt begreb. Det er udtryk for, hvorledes statsviljen dannes, ikke for hvad der dens indhold. Det betegner en fremgangsmåde for den politiske viljes fastsættelse, ikke dens genstand, mål eller midler”.

“Demokratiet angiver et hvorledes, ikke et hvad“, som Ross elegant forklarer. Med ideen om demokratiet som en politisk metode får vi pludselig sikker grund under fødderne. Definitionen gør selv på det abstrakte niveau klart, hvad demokratiet ikke er – en livsform, et sæt af holdninger og så videre. På det mere konkrete niveau definerer Ross demokratiet “[…] som den statsform, i hvilken statsmagten (den politiske magt, ‘suveræniteten’) retligt tilkommer befolkningen som helhed og ikke blot en enkelt person eller en bestemt, begrænset kreds af personer” – med ét ord som “flertalsprincippet”.

I overensstemmelse hermed gør han det klart, “[…] at demokrati og liberalisme er forskellige begreber uden indbyrdes sammenhæng“. Alligevel skal vi ikke læse mange sider længere frem, før Ross – tilsyneladende uden selv at være klar over modsigelsen – må trække i land. Han erkender her, og han gentager det flere gange i sin videre beretning, at flertalsprincippet er meningsløst, hvis det ikke bliver bakket op af visse liberale frihedsrettigheder og af retssikkerhed. Det er yderst fornuftigt, for hvad hjælper en fri stemmeafgivelse, hvor kun én part kommer til orde i valgkampen, eller hvor politiet knægter oppositionens politiske rettigheder?

Tilføjelserne vidner om Ross’ imponerende klarsyn – også på dette område. Men han tager ikke konsekvensen af dette klarsyn. Han fastholder stædigt, at det er meningsfuldt at definere demokratiet som flertalsprincippet og ikke andet. Den påstand holder ikke vand. Ross gør ret beset tilstedeværelsen af en ‘liberal statsmagt’, et organ der gennem lovhåndhævelse sikrer visse politiske frihedsrettigheder, til en forudsætning for flertalsprincippet. Kombinationen af frie valg og en liberal statsmagt – det liberale demokrati – er det egentlige demokrati, lyder denne tråds svar på spørgsmålet ‘Hvad er demokrati? Det er den eneste styreform, der sikrer, at flertalsprincippet bliver meningsfuldt.

Det kan vi sige på en anden måde. Hvor antikkens grækere opfattede frihed som muligheden for at realisere sig selv gennem politisk deltagelse, så er frihedsidealet bag det moderne demokrati, det liberale demokrati, væsensforskelligt. Det er forestillingen om individets frihed – herunder i egenskaben af stemmeberettiget. De liberale skranker skal tilsikre, at den politiske deltagelse bliver en personlig, ikke en kollektiv foreteelse.

Derfor er det også et helt legitimt demokratisk valg ikke at stemme eller fravælge at deltage i politik. Faktisk udmærker det liberale demokrati sig ved, at det ikke kræver særlig megen borgerdeltagelse for at kunne fungere. Det er der ingen grund til at beklage. Valget af repræsentanter udgør en form for politisk delegering, der sætter borgerne i stand til at bruge deres tid og kræfter på produktive forehavender frem for bestandigt at skulle bekymre sig om den politiske verdens ævl og kævl.

Det var det, Hal Koch aldrig forstod, og det er værd at spinde en lille afsluttende kommentar over. Koch vil, ganske som de radikale franske oplysningsfilosoffer, have os til at tro,
at uoverensstemmelser alti
d kan bilægges gennem samtale. Det er en meget naiv forestilling. Kun intellektuelle og sværmeriske sind tror på, at diskussioner kan brolægge dybe værdimæssige kløfter. Når vi har religionsfrihed, så skyldes det netop, at vi ikke foregøgler os, at vi kan tale os frem til ‘den rigtige religion’. Og det er ikke kun på troens område, vi møder værdistandpunkter.

Det paradoksale ved sagen er, at Koch i bund og grund er ude i et unødvendigt ærinde. Det liberale demokrati er den eneste styreform, der tillader fundamental uenighed om værdispørgsmål (og på alle mulige andre områder for den sags skyld, men her vil uenigheder naturligvis ikke være fundamentale). Spillets regler kræver ikke, at de politiske beslutninger skal være et produkt af endrægtighed. De giver tværtimod plads til uenighed på tværs af det politiske spektrum – og heldigvis for det. For på det sociale område, hvad angår menneskelivet, er der kun ét alternativ til uenighed: en ‘enighed’ gennemført med magt.

I den forstand er det liberale demokrati menneskehedens vakreste opfindelse nogensinde. Men dermed stopper det også. Hvis vi forventer os mere af det liberale demokrati end dets unikke mulighed for at være uenige på tværs af det politiske spektrum, så er vi dømt til at blive slemt skuffede. Og så er det, at vi gøder jorden for udemokratiske folkeforførere med deres besnærende budskab om fuldstændige løsninger og fuldstændig forløsning. Det er kort sagt ikke ligegyldigt, hvad vi lægger i ordet ‘demokrati’.

Journalister og politik

Af Jens Ringsmose, den 13. december 2006. 31 svar

De fleste af os har det jo nok på fornemmelsen. At den gennemsnitlige danske journalist befinder sig et ganske pænt stykke til venstre for den politiske midte. En betydelig del af standen gør rigtignok en dyd ud af at anskue en given problemstilling fra mere end en side, men den opmærksomme og kritiske avislæser, radiolytter eller tv-seer sidder alligevel af og til tilbage med fornemmelsen af, at en given historie havde en lidt venstresnoet journalistisk vinkling betinget af formidlerens eget politiske ståsted. Den personlige stillingtagen smittede af på emnevalg og udlægning. Under alle omstændigheder er det vel kun de færreste, der tør kaste sig ud i en generel karakteristik af det danske pressekorps som gennemførte højrefløjslakajer.

Man skal imidlertid være ganske varsom med at lufte den slags fornemmelser. I reglen bliver de formastelige mødt med skarpe udfald samt erklæringer om, 1) at danske journalister hverken er mere eller mindre venstredrejede end den gennemsnitlige dansker, og 2) at danske journalister – også dem på P1 – ikke lader deres personlige holdninger påvirke deres journalistiske virke. Det, som nogle få syndere betragter som politisk farvede indlæg, er noget helt andet og meget finere: Kritisk journalistik.

Den slags argumenter har indtil dato været særdeles vanskelige at imødegå. Der er således kun blevet genereret en meget begrænset systematisk viden om, hvor journalister rent faktisk befinder sig på den politiske højre-venstre skala, og en undersøgelse, af hvorvidt politisk ståsted influerer på den journalistiske formidling, er naturligvis behæftet med store metodiske vanskeligheder.

Nu har en gruppe nordiske, samfundsvidenskabelige forskere imidlertid taget det første spadestik. I forbindelse med en større undersøgelse af hvilke personer, der bliver indskrevet på journaliststudiet i de nordiske lande, spurgte undersøgerne nemlig til, hvilket parti de studerende agtede at stemme på, “hvis der var folketingsvalg i morgen?”. Blandt de danske førsteårsstuderende (på Journalisthøjskolen i Århus, journaliststudiet på SDU i Odense og journaliststudiet på RUC) svarede kun ca. 11 procent, at de ville stemme på et af de to siddende regeringspartier eller Dansk Folkeparti (Venstre ca. 8 procent; De Konservative ca. 3 procent; Dansk Folkeparti 0 procent). Hele 34 procent svarede, at de havde til hensigt at stemme på Det Radikale Venstre, mens Enhedslisten med godt og vel 20 procent af de journaliststuderendes stemmer kom ind på en flot andenplads. Nummer tre i prøveafstemningen – med ca. 18 procent af stemmerne – blev SF, mens Socialdemokraterne måtte tage til takke med en ærefuld fjerdeplads og omtrent 14 procent af stemmerne (for statistikker og flere resultater se her).

Nu er det jo langtfra givet, at den pågældende årgang er repræsentativ for de danske journaliststuderende. Og det er da heller ikke umuligt, at de studerende i løbet af studieårene skifter partipolitisk ståsted. Men nogen decideret falsifikation af forestillingen om at danske journalisters politiske holdninger ligger til venstre for gennemsnitsdanskerens, giver undersøgelsen næppe heller anledning til.

Talnørdernes himmel

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. december 2006. 1 svar

Talnørdernes himmel? OK–det er måske så meget sagt.  Men her er ihvertfald et lidt anderledes, og for nogle af os potentielt lidt sjovt, website: Swivel.com.  Dér kan man uploade og dele data, som man synes er interessante. Der er også links til de originale datakilder, samt muligheden for at diskutere de mulige fortolkninger.

Det skal nok blive sjovt og nyttigt–og brugt og misbrugt.  Her er f.eks. den graf som Rudy Giuliani nok ikke kan lide at se: Den negative sammenhæng mellem levestandard og antallet af tilfælde af tyveri m.v. i USA over en 30-årig periode.

Hat tip: Et af de sjoveste mennesker, jeg kender, nemlig min redaktør-kollega, guvernør-kandidat, Professor Dr. Munger fra bloggen Mungowit’s End.  (Bemærk iøvrigt dennes fine “motto” øverst på bloggen: “If property rights are clearly specified and enforced, and prices are free to adjust, there is little more government should do … And if not, there is little more government cando. So why do we talk about government all the time? Just get prices right”.  Eller hans guvernørvalgkamp-slogan: “I’d like a government small enough to fit inside the Constitution”.)

Størst i dansk blogosfære?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. december 2006. 24 svar

Selv om denne Punditokrat er blevet “den gamle redacteur”, kan jeg dog ikke lade være med at følge, hvordan det går i blogosfæren–og jeg checker ofte, hvor mange besøgende vi har, og hvem der citerer eller linker til denne blog.

Når det gælder besøgstal, ligger vi ganske godt.  Besøgstallene er, uanset opgørelsesmetoden, stabile og dog jævnt stigende.  Vi havde i oktober og november det største antal unikke besøgende nogensinde: opgjort hos Sitemeter.com havde vi således ca. 17-18.000 unikke besøgende på månedsbasis og knap 45.000 sidevisninger. Det er mere end det dobbelte af, hvad vi havde ved samme tid sidste år. Midt i denne uge havde vi det største antal unikke besøgende på en enkelt dag (800 styk)–med undtagelse af en enkelt dag eller to under Muhammed-krisen.  Det er mindre end f.eks. den fortrinlige en-mands blogger-hær på Uriasposten, som givetvis har to-tre-fire gange flere besøgende pr. dag, end vi har.

Men det er i et komparativt lys slet ikke så skidt–og på Chart.dk’s liste over de mest læste blogs (i kategorien “Blogs”) ligger vi solidt på top-3 (som regel i hård konkurrence med en singlepiges bekendelser og nogle lesbiske fra Århus …).  Havde man fortsat kunne tilmelde sig mere end en kategori hos Chart.dk, og havde vi også tilmeldt os til kategorien “Politik & offentlig”, ville vi givetvis have skubbet Rune Engelbreths Humanisme.dk væk fra 7. pladsen.

Men i den navlebeskuende blogosfære kunne et andet interessant spørgsmål være: Hvem er størst i Danmark efter hvor mange, der linker til bloggen?  Den slags kan Technorati svare på, og jeg har så (ikke helt systematisk) gået en række danske blogs igennem–nogle kendte, andre ukendte–for at få en slags “hitliste” over, hvem der er størst i den danske blogosfære.  Det er ikke umuligt, at der er nogen ganske store blogs, som ikke er med på min hitliste, enten fordi de ikke er tilmeldt Technorati (f.eks. Polemiken og Liberators Brog), eller fordi jeg simpelthen ikke kender dem.  Men her er altså en liste, jeg har samlet over nogle udvalgte blogs, og hvor det første tal er bloggens placering i Technoratis ranking, mens det andet er det antal indgående links, som “rankingen” er baseret i:

  • Punditokraterne: #37.361; 87 blogs
  • Uriasposten: #39.135; 83 blogs
  • Polemiken: #39.555; 83 blogs (update)
  • Hodjas blog: #52.303; 62 blogs
  • Solitude.dk: #56.093; 58 blogs
  • Modspil.dk: #61.005; 54 blogs
  • Dorte’s Smadderkasse: #61.711; 53 blogs
  • Filtrat.dk: #67.487; 49 blogs
  • Minut: #71.488; 46 blogs
  • Humanisme.dk #81.131; 41 blogs
  • Onkel Henning #87.436; 38 blogs
  • Oschlag.dk: #89.914; 37 blogs
  • Mondofunza.com (Henrik Føhns): #93.331 (36 blogs)
  • Luftskibet (Dagbladet Information): #95.592; 35 blogs
  • Raapil Unblogged: #95.592; 35 blogs
  • Lars Hvidberg: #101.804; 33 blogs
  • Singleton: #121.643; 28 blogs
  • Skattetryk.dk: #137.719; 25 blogs
  • Amerikansk politik: #176.025; 20 blogs
  • Hairpin Bend: #186.167; 19 blogs
  • The Citizen: #209.859; 17 blogs
  • Progressivt.dk: # 239.889; 15 blogs
  • COIN Blog (Copenhagen Institute): #258.244; 14 blogs
  • Balder Blog: #279.933; 13 blogs
  • Kimporatoriet: # 330.085; 11 blogs
  • Zurückgeschossen: #451.229; 8 blogs
  • Jarls Blog: #451.229; 8 blogs
  • Reimer Bo Christensen/DR: #451.229; 8 blogs
  • Mandagsbloggen (Lars Hvidberg): #1.495.095; 2 blogs

Nuvel, selvom det ikke er meget at være ca. nr. 37.000 i verden, så giver dette jo dog visse “bragging rights” på hjemmebanen …

PS. Det er særligt værd at bemærke, hvor relativt få (3-4 styk) af disse danske blogs, der kan klassificeres som direkte venstreorienterede–og hvor relativt dårligt, de klarer sig.  Men så har de jo også MSM.

PPS. Sig gerne til, hvis der er nogle store danske blogs, som er tilmeldt Technorati, som jeg har overset.

PPPS. Det er egentligt forbavsende, at vores blog har væsentligt flere indgående links end f.eks. Informations “Luftskibet”–som til gengæld længe gav os den cadeau, at Punditokraterne som den eneste danske blog var taget med i RSS-feed i højre side af deres lay-out, side om side med NYT o.l.  Men så i denne uge eller så røg vi ud–og nu er vi ikke engang med i deres blogroll, som ellers indeholder David Trads og alskens venstreorienterede blogs.  Eller som de skriver derovre hos pluralisterne på Information: “Vi har valgt en række blogs, som vi synes er markante på den ene eller anden måde. Blogs som det er værd at pege på, og sende videre til.”  Sic transit gloria mundi–og værst for dem! 😉

The Crisis

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. december 2006. Skriv et svar

Det har godt nok været et langt efterår.  Jeg synes faktisk, det begyndte sådan ca. i september 2005–måske endda væsentligt før (2001?  1998?).  Jeg tænker her ikke så meget på det rent meteorologiske og sæsonmæssige efterår, men det åndelige efterår for de af os, der i en eller anden forstand er, hvad man med en i visse kredse populær 80er-eufemisme kalder "frihedsorienterede".

For jeg synes altså bare ikke, at der er mange solstrejf over det, der foregår i Danmark p.t.  Her tænker jeg ikke så meget på, at der ikke bliver foretaget flere liberaliserende reformer m.v.–det så jeg gerne, men realisme er jo heller ikke dårligt.  Nej, jeg tænker på to ting. Dels den besynderlige omklamring af politikker og argumenter, som enhver commonse betragtning burde tilsige er en gang nonsens.  Dels det katastrofale holdningsmæssige–værdimæssige–ophørsudsalg, som ganske mange borgerligt-liberale er i gang med p.t., og hvor de synes uden vilje til at forstå, hvad de langtsigtede, strategiske konsekvenser bliver, ihvertfald for dem der kommer bagefter.

Men måske disse dårlige efterårstegn blot er i "the short run"? Måske tingene kan blive bedre.  Og selvom vi godt ved, hvad det er, vi alle er i "the long run", så kan man måske tillade sig at se lidt frem i kalenderen og ikke forfalde til totalt mismod. 

Det havde jeg fornylig årsag til at minde en hårdtarbejde, fornuftig, yngre idealist om, da vedkommende blev lidt uretfærdigt behandlet.  Det gjorde jeg ved at sende vedkommende et historisk citat, som jeg godt kan lide, og som altid giver mig lidt ekstra gå-på-mod, når jeg genlæser det.  I går aftes mødte jeg så den unge idealist, og han sagde, at det havde haft lige præcis den tilsigtede virkning.

Så til alle jer, der sidder derude bag skærmene og synes, at det godt nok er svært at holde gejsten, så kommer der lige i form af et citat en opmuntrende hilsen fra gamle Thomas Paine (1737-1809), som en uge inden jul 1776–midt mens det så sortest ud for de frihedselskende amerikanske kolonister, som blev angrebet af det magtfulde britiske imperium–skrev pamfletten "The American Crisis" og brugte disse velvalgte ord som indledning:

"These are the times that try men's souls. The summer soldier and the sunshine patriot will, in this crisis, shrink from the service of their country; but he that stands by it now, deserves the love and thanks of man and woman. Tyranny, like hell, is not easily conquered; yet we have this consolation with us, that the harder the conflict, the more glorious the triumph. What we obtain too cheap, we esteem too lightly: it is dearness only that gives every thing its value. Heaven knows how to put a proper price upon its goods; and it would be strange indeed if so celestial an article as freedom should not be highly rated."

Juridisk vurdering af Berlingske-sagen

Af Jacob Mchangama, den 6. december 2006. 1 svar

Fra et rent juridisk synspunkt var et af de mest interessante aspekter ved Byrettens dom i Berlingske-sagen rettens begrundelse, hvoraf jeg har fremhævet væsentlige afsnit:.

Spørgsmålet om de tiltalte kan straffes for overtrædelse af straffelovens § 152 d stk. 3, afhænger herefter af, om de tiltaltes viderebringelse af fortrolige oplysninger kan anses som "uberettiget", eller om det i stedet må antages, at de tiltalte har handlet i "berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af eget eller andres tarv", jf. straffelovens § 152 e, nr. 2.

De nævnte bestemmelser i straffeloven skal læses i lyset af ytringsfrihedsbestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions [EMRK] artikel 10 og praksis fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol [EMD] vedrørende denne bestemmelse, idet de tiltalte har gjort gældende, at de er straffri fordi de som led i deres arbejde som journalister og redaktør var berettigede til at videregive oplysninger væsentlig samfundsinteresse til offentligheden.

[..]Afvejningen af de modstående væsentlige hensyn i sagen fører efter rettens opfattelse til, at den betydelige offentlige interesse omkring beslutningen af krigsdeltagelse i 2003 skal tillægges en sådan vægt overfor risikoen for, at efterretningstjenestens virksomhed ville lide skade, at det kan lægges til grund, at de tiltalte handlede i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse, da de valgte at videregive de fortrolige oplysninger til pressen.    

Som følge af det anførte frifindes de tiltalte.

Det interessante i ovennævnte citat er den vægt retten valgte at lægge på EMRK artikel 10, og EMDs praksis, der givetvis var den udslagsgivende faktor i denne sag. Læg endvidere mærke til, at Grundlovens § 77 slet ikke er nævnt og givetvis ikke ville have medført frifindelse på grund af denne bestemmelses afgrænsede beskyttelsesområde, der som udgangspunkt alene omfatter den formelle ytringsfrihed – forbud mod forudgående censur. Bestemmelsen omfatter dog som udgangspunkt ikke materiel ytringsfrihed, hvorfor borgerne efterfølgende frit kan sanktioneres for deres ytringer. Byrettens dom er således endnu et eksempel på, at EMRK har udvidet ytringsfriheden her i landet, hvilket også skete i EMDs afgørelse i Jersild dommen fra 1994.

(En del af) den retspraksis som de tiltaltes advokat påberåbte sig og som retten henviste til i sin afgørelse, har denne punditokrat i øvrigt tidligere behandlet her.   

Byrettens dom er for undertegnede et eksempel på, at selvom den kritik Mads Bryde Andersen fremsatte af menneskerettighedstænkningen i Danmark var utrolig vigtig og væsentlig, var hans forslag om at ophæve den lov der inkorporerede EMRK i dansk ret for vidtgående. Havde man valgt at tage dette skridt ville Byretten muligvis være kommet til et andet resultat, da Højesteret for nyligt (korrekt i mine øjne) fastslog, at uinkorporerede menneskerettighedstraktater ikke udgør en originær kilde i dansk ret, hvorfor sådanne traktater ikke er direkte anvendelige.

Berlingske og Grevil-sagen

Af admin, den 5. december 2006. 26 svar

Det er med et lettelsens suk, at man noterer sig frifindelsen af chefredaktøren og de to journalister i gårsdagens dom fra Københavns Byret. Men nu, hvor frifindelsen er på plads, kan man igen være bekendt at omtale sagen i et vist frisprog.

Det var en dum sag, som anklagemyndigheden burde have forskånet de tiltalte og os andre for. Det har skadet vores omdømme, at den blev rejst, og frifindelsen risikerer at skabe nye myter.

Dommen er heldigvis klar. Den fastslår, at domfældelsen af Grevil skete med rette, hvilket i juraens sprog er byrettens måde ikke bare at anerkende landsrettens resultat, men også at tiltræde det. Det anerkendes også, at FE havde ret i, at materialet burde være forblevet hemmeligt. Men frifindelsen skyldes en fornuftig afvejning af, at medierne bør kunne offentliggøre materiale i meget videre omfang end andre aktører. For at sikre mediernes rolle i demokratiet må man nøjes med at retsforfølge de, der lækker til medierne. Medierne selv bør gå fri, medmindre de da udtrykkeligt har opfordret eller lokket til lækagen, hvad der ikke synes at være tilfældet her.

Man kan sammenfatte det sådan, at det ikke bør være strafbart at lave dårlig og tendentiøs journalistik.

For dårlig og tendentiøs journalistik, det var det.

Det er forståeligt, at Berlingske nu prøver at fremstille sig selv som sandhedens bannerførere. Det var de ikke, og det er heller ikke derfor, at de blev frikendt. De lækkede oplysninger var ikke "ubekvemme" for regeringen. Det var kun den tendentiøse fremstilling, som var ubehagelig.

Lad os se på historien, som den udviklede sig.

Grevil ønskede at forlade sit job hos FE. Inden da valgte han at lække hemmelige oplysninger til Berlingske for at smæde sin gamle arbejdsplads; en metode han havde brugt tidligere i sit liv, når han var på kant med nogen. Hans påstand i de første afsløringer var, at FE var en samling amatører, der blot skrev af efter udenlandske efterretningstjenester uden at kunne tænke eller analysere selv. Først da han vidste, at han var afsløret, blev påstanden, at Fogh havde løjet i forhold til de rapporter, som FE lod udarbejde.

Det var en tåbelig påstand al den stund, at FE rapporterne blev forelagt Folketingets kontroludvalg, og enhver løgn fra Foghs side ville derfor blive opdaget. Denne kontrol er faktisk en væsentlig grund til, at vi har kontroludvalget. Da Fogh valgte at offentliggøre FE rapporterne, faldt historien sammen.

Det eneste politiske offer blev forsvarsministeren, der var kommet til at sige, hvad enhver normalt begavet person kunne have sagt sig selv, nemlig at Fogh næppe havde løjet, for så havde medlemmerne af kontroludvalget vel reageret. Herved citerede han indirekte fra kontroludvalget, som ellers er undergivet tavshedspligt, og dermed kunne oppositionen få et offer, når de nu ikke kunne få Fogh.

Berlingske m.fl. prøvede at få Fogh hængt op på en overdrivelse af rapporterne, f.eks. ved at fuske med hans citat om, at Saddams WMD ikke er noget, vi tror, men noget vi ved. Men i disse internettider er det svært at få citatfusk til rigtig at virke andet end blandt de allerede frelste.

Denne gennemgang er kritisk over for Berlingskes indsats, så jeg må hellere supplere med lidt dokumentation for min kritik.

Berlingskes dækning var tendentiøs, fordi man bevidst undlod at nævne, at den britiske efterretningstjeneste, som Grevil jo netop beskyldte FE for at kopiere, faktisk havde udsendt en rapport den 11. september 2003, der udtrykkeligt opretholdt en væsentlig del af efterretningstjenestens påstande og afviste, at de havde været under politisk pres. Det var i øvrigt den rapport, som for første gang fastslog, at Saddam havde været efter uran i Afrika; en konklusion som senere blev gentaget i Hutton-rapporten og senere meget udførligt i Butler-rapporten. Men Berlingske var ikke alene om at ignorere den ubekvemme rapport. Ekstra Bladets såkaldte Hvidbog om "Irakløgnen", der udkom et par måneder efter, omtalte den heller ikke med et ord, og det gav som bekendt en Cavlingpris. Og i sommer valgte Berlingskes to journalister i deres dækning af den uheldige Plame-sag sørme at gentage vrøvlet om uranløgn og falske dokumenter – hele to år efter at den første britiske rapport havde afvist det vås.

Denne tendentiøse dækning skrev jeg et debatindlæg om, der blev bragt den 9. marts 2004. Det kan læses her.

Berlingskes redaktør gjorde imidlertid, hvad man kan forvente af den stakkels mand og forsvarede avisens dækning imod kritikken. Disse korte kommentarer blev optrykt under debatindlægget.

Det fik mig til at præcisere min kritik i et nyt debatindlæg, som jeg fremsendte samme dag. Det blev desværre ikke bragt, men gengives her:

Rapporten er relevant

I et tillæg til mit indlæg i går afviser redaktøren, at man ignorerede fakta ved ikke at omtale rapporten fra the Intelligence and Security Committee (ISC). Jeg må først beklage, at jeg slog Information i hartkorn med Politiken, for Information omtalte faktisk rapporten også efter udgivelsen. Derudover må jeg fastholde min kritik. På forsiden af søndagens Magasin optræder to faktabokse, der ses i sammenhæng med overskriften "Skræmmebilleder". Overskriften giver læseren indtryk af, at trusselsbilledet af Saddams Irak var overdrevet, og det forstærkes af de to faktabokse. Begge faktabokse er imidlertid misvisende, hvis man sammenholder dem med ISCs rapport. Lad os se på dem hver for sig.

Den venstre faktaboks om uran-køb anfører, at USA har erkendt, at "påstanden beroede på forkerte oplysninger". Men som nævnt fastholder briterne stadig påstanden, og i ISCs rapport tiltrædes denne vurdering. Den pointe har også The Economist (4/10 03) fanget, men de har vel også læst rapporten. Det er ikke en relevant indvending, at amerikanerne faktisk har trukket påstanden tilbage. For den blev i den amerikanske debat præsenteret som baseret på britiske efterretninger.

Den højre faktaboks anfører om de 45 min., at "påstanden har længe forfulgt Tony Blair og hans efterretningstjeneste". Det må give læserne indtrykket af, at påstanden var ubegrundet. Men i ISCs rapport betragtes den som pålidelig, faktisk lidt banal. Den fik kun en prominent plads, fordi spindoktoren Alastair Campbell med sin journalistiske tæft indså dens tiltrækningskraft på journalister. Det virkede, desværre for meget. Nogle journalister troede, at Irak kunne angribe Storbritannien på 45 min. De blandede oplysningerne om masseødelæggelsesvåben (WMD) fremført ved konventionelle våben sammen med oplysningerne Iraks langtrækkende missiler. Det var der ikke belæg for, og ISCs rapport kritiserer i denne forbindelse Blair for ikke at have skåret det ud i pap. Men påstanden i sig selv opretholdes. Det synes mange danske journalister at have misforstået. I Berlingske (23/2 04) får en journalist det til, at oplysningerne om de 45 min. kun angik konventionelle våben og ikke WMD. Tilsvarende misforståelse synes at optræde (28/1 04), hvor påstanden omtales som "totalt afvist", mens lederen samme dag i øvrigt gav udtryk for de modsatte holdninger. At journalister og redaktion giver udtryk for forskellige opfattelser har sikkert sin logiske forklaring i den journalistiske magtfordelingslære, men for læserne fremstår det som et (Berlingske) hus i splid med sig selv.

Jeg må derfor fastholde, at ISCs rapport er blevet ignoreret, og at Berlingskes reportager har lidt derved. Jeg forstår godt, at Berlingske ønsker at forfølge en kritisk stil, da det sælger bedre. Men hvorfor følge alle de andre på Politiken, DR, osv. Hvorfor ikke være kritisk over for dem og vurde
re, om de har noget at hav
e kritikken i? Det er da også kritik, og kan endda være ord, der fører til noget.

Tja, det var spildte ord, og avisens dækning fortsatte ad samme spor.

Til sidst greb Fogh til offentliggørelse af FE rapporterne. Det var et godt træk, som siden er blevet brugt af andre politikere. Blair brugte det, da vedholdende rygter ville vide, at kronadvokaten skulle have skrevet i sin rådgivning til regeringen, at Irak-krigen var folkeretsstridig. Det havde han naturligvis ikke. Og Bush har ligeledes offentliggjort forskellige efterretningsrapporter for at punktere mytedannelsen om løgn. Det lykkes nu ikke altid, da konspirationstilhængerne altid blot vil pege på, at "noget" ikke er offentliggjort endnu.

Men Foghs offentliggørelse lukkede ikke desto mindre den del af debatten herhjemme, og oppositionen måtte nøjes med forsvarsministerens hoved. At det var ganske usandsynligt, at Fogh skulle have løjet om de rapporter, som kontroludvalget havde haft adgang til, ses bl.a. af endnu et debatindlæg, som jeg havde i Berlingske den 18. april, hvor jeg fremsætter samme påstand, selvom rapporternen endnu ikke var fremlagt. Indlægget kan læses her. Det var ikke så svært at forudsige, selvom man i Informations leder samme dag havde svært høje forventninger til "afsløringen". De blev skuffede.

Sagen havde ikke noget smukt forløb, og den sidste tiltale var ingen pryd for vores demokrati, selvom det heldigvis endte godt. Se, det var jo næsten et juleeventyr.

Lav din egen grundlov …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. december 2006. 24 svar

Denne Punditokrat er ganske ofte uenige med amerikanske konservative–i og udenfor det Republikanske Parti–med hensyn til, hvad der er de rette principper eller bedste politikker.  Men så sker der som regel det, at jeg finder mig fanget i det modbydelige, binære valg, som desværre bliver presset ned over de fleste observatører af de facto to-parti systemer som f.eks. USA–hvor man kommer til at sympatisere med det mindste af to onder (velvidende at “the lesser of two evils is still evil”).

Og jeg skal altså ikke læse meget af denne AP-artikel med interview med forbundshøjesteretsdommer Stephen Breyer for at løbe skrigende i armene på Scalia, Alito m.fl.:

“Justice Stephen G. Breyer says the Supreme Court must promote the political rights of minorities and look beyond the Constitution’s text when necessary to ensure that “no one gets too powerful.”

Breyer, a Clinton appointee who has brokered many of the high court’s 5-4 rulings, spoke in a televised interview that aired one day before justices hear a key case on race in schools. He said judges must consider the practical impact of a decision to ensure democratic participation.

“We’re the boundary patrol,” Breyer said, reiterating themes in his 2005 book that argue in favor of race preferences in university admissions because they would lead to diverse workplaces and leadership.

“It’s a Constitution that protects a democratic system, basic liberties, a rule of law, a degree of equality, a division of powers, state, federal, so that no one gets too powerful,” said Breyer, who often votes with a four-member liberal bloc of justices.

… In his interview, Breyer argued that in some cases it wouldn’t make sense to strictly follow the Constitution because phrases such as “freedom of speech” are vague. Judges must look at the real-world context — not focus solely on framers’ intent, as Scalia has argued — because society is constantly evolving, he said.

“Those words, ‘the freedom of speech,’ ‘Congress shall pass no law abridging the freedom of speech’ — neither they, the founders, nor those words tell you how to apply it to the Internet,” Breyer said.

Pointing to the example of campaign finance, Breyer also said the court was right in 2003 to uphold on a 5-4 vote the McCain-Feingold law that banned unlimited donations to political parties.

Acknowledging that critics had a point in saying the law violates free speech, Breyer said the limits were constitutional because it would make the electoral process more fair and democratic to the little guy who isn’t tied to special interests.“

Tsk, tsk, tsk … Breyer er tilsyneladende uvidende om, at USA’s forfatning intet sted definerer systemet som et demokrati, og at der f.eks. ikke engang er en forfatningsmæssig borgerret til at deltage i præsidentvalg.  Eller også er han bare ligeglad–for hvis han synes, at den ret (eller andre rettigheder) skal være der, så … trylle, rylle, rylle … er den der.

Højesteretsdommere kan med andre ord stort set opfatte sig selv som politisk udpegede smagsdommere, som slet ikke behøver at se på, hvad intentionerne med et arrangement var, eller hvad præcedens i snæver forstand ville diktere.  I stedet kan de bare, så frit det lyster dem, omdefinere begreberne, så det passer ind i deres eget ideologiske kram.  Hvis der står “almenvel” kan det tilsyneladende frit bruges til at betyde “diversitet”, og hvis der specificeres et forbud mod indgreb i ytringsfriheden, kan det let fortolkes som konsistent med indgreb i samme.  A er -A.

Hvor er James Madison og Thomas Jefferson, når vi har brug for dem?

Værnepligtens væmmelige virkelighed

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. december 2006. 14 svar

Højreorienterede (krigsliderlige og autoritære, som de er) går ind for værnepligt, mens venstreorienterede (freds- og frihedselskende, som de er) er modstandere af tvangsmæssig inddrivelse af soldater, ikke sandt?

Måske nogle steder, men ikke i USA.  Det har ikke været det historiske billede, hvor det i det 20. århundrede alle tre gange, værnepligten blev indført, var Demokraterne, der gjorde det, mens Republikanerne var imod.  Barry Goldwater var i 1960erne en af de første til at tale for en afskaffelse af værnepligten i forbindelse med Vietnam-krigen, og det var i sidste ende George P. Shultz, som foranlediget af kollegaen Milton Friedman, fik Nixon til at afskaffe den.

Nu er Demokraterne på færde igen.  Rep. Charlie Rangel (D-NY), som er på vej til at blive en af de mest indflydelsesrige politikere i den nye kongres, presser endnu engang hårdt på for at få genindført værnepligten.  Interesserede kan her læse et godt, kort positionpaper (med henvisninger til empiriske analyser) fra Heritage Foundations Dr. Tim Kane, som piller Rangels påstande fra hinanden.  Værnepligt vil

  • ikke give en mere "socialt retfærdig" rekruttering
  • ikke resultere i mindre engament i krige
  • ikke give bedre tropper

Og sidst, men ikke mindst, værnepligten vil til gengæld være en krænkelse af den personlige frihed:

"Regardless of Rangel's arguments, justification of a "just draft" presents a philosophical dilemma. Coercing people to serve is detrimental to individual liberty—this is the problem of social justice based on group demographics rather than individuals. The U.S. military is one of the most colorblind, merit-based institutions in the nation. Soldiers surrender their individuality voluntarily to join a team, with a team mentality. Mandating service will diminish this choice.

Even if Rangel and his colleagues in power rename their project "national service," it would still be unjust, because forced volunteerism is inauthentic. Certainly, Americans will sometimes accept restrictions on their liberty, such as the speed limit or income tax, but only to advance the common good. Empowering the central government to oversee and restrict the employment of all young Americans for two years is not consistent with common good restrictions and is instead a dangerous violation of individual liberty.

The Pentagon, the President, Congress, and the new Democratic leadership need to repudiate the idea of a draft as well as the notion of mandatory volunteerism. All young Americans deserve the peace of mind that their personal freedom is not in jeopardy."

Cato Institute har før kritiseret Rangels forslag–og har naturligvis længe syntes, at en frivillig hær er bedre end en ufrivllig.

Desperate tider

Af admin, den 1. december 2006. 5 svar

Dagens forside på Berlingske bekræfter, at der i den seneste tid har været en stigende desperation at spore i avisens defaitistiske linje.

De fornemmer måske, at muligheden for at fremkalde en betingelsesløs opgivelse af demokratiet i Irak er ved at være forpasset. Midtvejsvalget gik ikke helt, som man havde håbet. Baker-rapporten synes heller ikke at blive så uansvarlig og naiv, som man kunne have frygtet. Regeringen og Dansk Folkeparti står fast på, at tropperne kun skal trækkes gradvist ud i takt med, at irakerne selv kan overtage. Og så længe Helle fører i meningsmålingerne – hvad hun bliver ved med, så længe hun og Fogh konkurrerer om at love den største velfærdsstat – kommer der ikke noget valg, og Lykketoft bliver ikke udenrigsminister.

For denne punditokrat er det kun gode nyheder, og tilmed her hvor den søde juletid med sit gigantiske materielle og kommercielle forbrugsræs melder sig. Det er lige til at komme i godt humør af.

For ikke helt at glemme sagens alvor kommer her et link til Christopher Hitchens, der stadig er bekymret. Desværre nok med god grund. Hitchens er som bekendt blevet udstødt af det gode journalistiske selskab, fordi han trods sin livslange trotskisme ikke var tilstrækkeligt rettænkende. Han deler skæbne med en række andre journalister, f.eks. Judith Miller (tidl. fra NYT), og Bob Woodward (efter hans to første bøger om Bush, dog taget til nåde efter sin tredje bog om samme emne). Poul Høi har  som altid beredvilligt videreformidlet karaktermordet på Hitchens og kan berette, at Hitchens drikker! Kan man tænke sig det. En journalist, der både ryger og drikker. Jamen dog. Men i betragtning af, at Hitchens i modsætning til Høi aldrig røg på Plame-historien og klokkede rundt i de primære kilder, kan det måske vise noget om alkohols gavnlige virkninger til at give klarsyn.

Her er et lille uddrag fra Hitchens artikel:

Barely five years after the eviction of the Taliban, three and a half years after the fall of Saddam Hussein, and a year and a half after the Syrian army was forced out of Beirut by a show of mass popular and democratic unity, the memory of those brave fingers marked with the purple ink of the franchise has almost vanished. Tribalism and gangsterism are back, in a big way, with heavy state support from across the frontiers. And the United States, it seems, cannot wait to confirm the impression that it would rather deal with the aggressors. If the latest assassination in Lebanon caused any embarrassment to the enthusiasm of the Baker-Hamilton team for direct talks with Damascus and Tehran, the embarrassment wasn’t evident. The Lebanese Cabinet may have bravely voted last week, in spite of a campaign of blackmail by Syria’s death squads and religious proxies, to establish a tribunal to investigate the murder of Rafik Hariri, but in Washington, the talk is of getting on better terms with the people who, on all the available evidence, blew up his car. You may have noticed the new habit in the media of referring to the government of Lebanon as “American-backed” or “Western-backed.” This is as if to imply that it is not an expression of Lebanon’s remaining autonomy. But it is also cruelly ironic: Where exactly is this “backing”? Once again, it is becoming more dangerous to be a friend of the United States than an enemy.

Også i danske MSM kan man iagttage, at Libanons demokratisk valgte regering nu omtales som “vestligt støttet”. Endvidere kan man se den klassiske fortolkning: “Hvis Syrien virkelig står bag, bliver vi nødt til at betragte Syrien som vores fjende. Det kan ikke være i Syriens interesse. Så det er nok alligevel ikke Syrien, der har gjort det.” Ak ja.

Læs restens af artiklen her.

God jul.

Cheminova

Af Jørgen Møller, den 1. december 2006. 6 svar

Nu har jeg i snart en uge ærgret mig stadig mere over Politikens hetz mod Cheminova uden at have fået sat ét ord på skrift derom. Så er det jo godt, at andre er flittigere end jeg. I dagens udgave af Weekendavisen får Leif Blædel sat tingene i rette perspektiv med nogle få, men velvalgte ord.

Under overskriften “Hysteri. Hetz baseret på enøjethed og misvisning” forklarer Blædel, hvorfor Cheminovas mange kritikere er gået helt galt i byen i denne her sag. Der er desværre ikke fri elektronisk adgang til artiklen, men de følgende to afsnit sammenfatter så nogenlunde budskabet:

“Gu’ er det da giftigt, stoffet. Det er også fint, at vi ikke bruger det herhjemme mere. Men hvis vi ikke havde andre og mindre giftige midler, eller hvis de andre var så dyre, at vi ikke havde råd til at bruge dem, så ville Bladan ikke være forbudt herhjemme og stadig blive brugt i dansk landbrug.

Det er det, som er humlen i Brasilien og forskellige u-lande. Deres bønder må producere med de midler, de har råd til at købe, og Bladan er væsentligt billigere end de fine stoffer, som anvendes i Danmark. Økonomer vil kunne forklare, hvilke konsekvenser i form af arbejdsløshed, nogle steder i form af sult, det ville have, hvis bønderne i de lande skulle producere uden hjælp af Bladan. Og det er enøjet og ikke særlig god journalistik at hetze løs mod fabrikken, som leverer de lande varen”.

Bedre kunne det ikke være sagt. Og man må da håbe, at Connie Hedegaard holder Weekendavisen, for hendes bidrag har bestemt ikke gjort sagen bedre. Lad mig blot nævne de visdomsord hun fik fyret af i søndagsudgaven af Politiken: “Jeg har før opfordret virksomheder – og vil gerne gentage denne opfordring – til ikke at udsætte befolkningerne i andre lande for ringere miljøvilkår end det, vi selv vil acceptere herhjemme”.

Den hedegaarske formel er en ret effektivt opskrift på, hvordan man kan forhindre fattige lande i at udvikle sig – og den udtrykker i det hele taget en vestlig arrogance, man skal lede længe efter. Danmark ville i hvert fald aldrig havde nået sin nuværende velstand, hvis vi under hele processen skulle have levet op til Hedegaards miljøkrav anno 2006. Lidt sund fornuft efterlyses så mindeligt!