Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Ugens citat: Ayau om universitetsmarkedet

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 27. november 2006. 2 svar

Jeg har netop været i Guatemala, hvor jeg dels deltog i Mont Pelerin Societys kongres og dels besøgte det private Francisco Marroquin Universitet.  Sidstnævnte var ganske imponerende, og det er stort set udelukkende resultatet af et enormt arbejde af iværksætteren Manuel “Muso” Ayau, som Richard Rahn dd. i Washington Times tegner et portræt af.  I artiklen er et for forskere interessant citat fra den aktive mand:

“The true scholar is inherently incapable of running anything. By temperament, he loathes the very concept of authority and, even more, the idea of exercising authority himself. Consequently our faculty is limited to its proper functions: teaching and research in that order. Students participate in governance the same way that customers participate in the governance of Macy’s: If they don’t like the goods offered they can go to Gimbel’s.”

PS. Det hører med til historien, at universitetets bibliotek er opkaldt efter Ludwig von Mises, og at alle studerende–uanset fag–skal tage et semesterkursus om markedsprocessen i “østrigsk” perspektiv …

Indvandring: hvem vinder og hvem taber? III

Af Jacob Mchangama, den 26. november 2006. 20 svar

En ny undersøgelse fra den amerikanske National Venture Capital Association (NVCA), kaster nyt lys over diskussionen om, hvorvidt immigration medfører flere gavnlige end skadelige effekter.

Undersøgelsen viser, at indvandrere de seneste 15 år har stiftet (eller er medstiftere af) 25% af USA’s venture kapital baserede børsnoterede selskaber. Isolerer man de venture baserede børsnoterede selskaber, hvis forretningsmodel er højteknologisk, står indvandrere bag 40% af disse selskaber. Markedsværdien af børsnoterede selskaber, stiftet af indvandrere er over 500 milliarder USD. Endvidere er halvdelen af de – white collar – arbejdspladser, der er skabt af venture baserede og børsnoterede selskaber, er skabt af sådanne selskaber stiftet af indvandrere, svarende til 220.000 arbejdspladser i USA og 440.000 på verdensplan. Gode eksempler på sådanne selskaber er Yahoo!, Intel, Sun Microsystems og Google.

Tendensen slår endnu kraftigere igennem bland unoterede – og mindre – venture baserede selskaber, hvor undersøgelsen tyder på, at helt op til 47% af sådanne selskaber er stiftet af indvandrere.

De indvandrere, der starter ovennævnte selskaber er ofte fra Indien, men også Israel, Kina, Iran, Taiwan, Storbritannien og Frankrig er godt repræsenteret.

Såfremt undersøgelsen er troværdig – og det tyder omtalen hos både Wall Street Journal og CNN på – er det et glimrende eksempel på, hvorledes en relativ fri markedsøkonomi – overordnet set – formår at høste frugterne af indvandring, mens indvandring alvorligt hæmmer den europæiske velfærdsmodel.

Men undersøgelsen viser også, at der er grund til at udvise stor skepsis når – særligt national-konservative – råber op om, hvorledes indvandring medfører den Vestlige Civilisations undergang. Den teknologi, som de ovennævnte selskaber har skabt og skaber, er jo netop en af grundende til, at vestlige lande stadig har den økonomiske førertrøje på internationalt set.

Mon ikke også Europas fremtid så lysere ud hvis nogle af de indvandrere, der har skabt milliardvirksomheder i USA havde haft muligheden herfor i Europa? Eller hvis de franskmænd og briter, der har startet succesfulde selskaber i USA havde haft samme incitament i deres hjemlande?

Når den national-konservative læser via Google giver sig til at trawle Internettet for indhold, der kan tilbagevise dette indlæg, så husk, at Deres effektive elektroniske søgning kun er mulig på grund af en blanding af en (relativ) åben indvandringspolitik og ditto markedsøkonomi.

Liberalisér eller forfald!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. november 2006. Skriv et svar

Den kendte italienske økonom, Harvard-professoren Alberto Alesina er nu (sammen med kollegaen Francesco Giavazzi) på banen med en bog, der ser spændende ud og forhåbentlig vil blive læst, The Future of Europe: Reform or Decline.  Jeg har ikke selv læst den, men sammenfatningen ser ihvertfald lovende ud:

“This work presents a provocative argument that unless Europe takes serious action soon, its economic and political decline is unavoidable, and a clear statement of the steps Europe must take before it’s too late. Unless Europe takes action soon, its further economic and political decline is almost inevitable, economists Alberto Alesina and Francesco Giavazzi write in this provocative book. Without comprehensive reform, continental Western Europe’s overprotected, overregulated economies will continue to slow – and its political influence will become negligible. This doesn’t mean that Italy, Germany, France, and other now-prosperous countries will become poor; their standard of living will remain comfortable. But, they will become largely irrelevant on the world scene. In “The Future of Europe”, Alesina and Giavazzi (themselves Europeans) outline the steps that Europe must take to prevent its economic and political eclipse. Europe, the authors say, has much to learn from the market liberalism of America. Europeans work less and vacation more than Americans; they value job stability and security above all. Americans, Alesina and Giavazzi argue, work harder and longer and are more willing to endure the ups and downs of a market economy. Europeans prize their welfare states; Americans abhor government spending. America is a melting pot; European countries – witness the November 2005 unrest in France – have trouble absorbing their immigrant populations. If Europe is to arrest its decline, Alesina and Giavazzi warn, it needs to adopt something closer to the American free-market model for dealing with these issues. Alesina and Giavazzi’s prescriptions for how Europe should handle worker productivity, labor market regulation, globalization, support for higher education and technology research, fiscal policy, and its multiethnic societies are sure to stir controversy, as will their eye-opening view of the European Union and the euro. But their wake-up call will ring loud and clear for anyone concerned about the future of Europe and the global economy.”

Omvendt kan man jo også blot sige som dagbladet Politiken og et par hundrede danske akademikere (eller flere): Hvorfor lave om på noget, der går så godt, som det gør–vi lider jo ikke af amerikanske tilstande … 😉

Friedman galore

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. november 2006. 4 svar

Jeg skal ellers lige love for, at Milton Friedmans (1912-2006) dødsfald er blevet markeret af de danske medier! Ikke så meget af de elektroniske, hvor jeg ikke har set en eneste reference (men kan have overset noget).  Men avisernes nyhedsdækning har–i det store billede–været nogenlunde med, om end der, som omtalt her på stedet, var nogle enkelte skæverter hist og pist.  Men der har været rigtig godt gang i kronik-spalterne: I går var det vores læser, cand.polit. Per Henrik Hansen i Berlingske Tidende (om end for 2. gang med et forkert portrætfoto …, tsk, tsk, tsk), mens denne skribent for en gangs skyld foldede sig ud med en kronik i Jyllands-Posten.  Og sørme om ikke en anden bekendt af denne blog, cand.polit. Lars Christensen i dag skrev kronikken i Information. (Selvsamme LC har også skrevet en hel bog om Friedman–i en iøvrigt glimrende serie ved navn “Økonomiens Konger” …)

Baker is back!

Af admin, den 22. november 2006. 14 svar

I fortsættelse af postingen ndf. om udsigten til 2. runde i Libanon og den efterfølgende debat, kan jeg tilslutte mig Repsak.

Når Syrien føler sig selvsikker, myrder de politikere i Libanon.

Lige for tiden føler Syrien sig selvsikker, fordi James Baker og andre fra den realistiske skole efter sigende, i hvert fald efter MSM-sigende, er tilbage på mode igen. Man har udsendt budskabet om, at Syrien skal inddrages som en respekteret partner for at beskytte demokratiet i Irak, og her følger så Syriens svar.

Det forekommer mig, at betegnelsen "realistisk udenrigspolitik" for den tankegang er en contradictio in terminis.

Hvor "realistisk" er det, at Syrien skulle støtte demokratiseringen af Irak, der efter alt at dømme er enormt populær i den brede irakiske befolkning, når ideen med demokratiseringen helt åbenlyst er, at diktaturer som Assads i Syrien skal væltes, når syrerne også kræver den frihed, de kan se deres broderfolk nyde på tv?

Det må være den samme "realisme", der ligger bag FNs indsats i Dafur-konflikten, for nu at give folkemordet dér en mere folkeretlig neutral beskrivelse. Man spørger pænt den lokale diktator, om han har noget imod, at man griber ind og stopper den nedslagtning, han har iværksat. "Kom igen lidt senere" er det forudseelige svar, og det affinder man sig med. Det hele er meget pænt og diplomatisk, men er det realistisk?

Efter sigende spøger gamle Baker med, at der ikke længere er nogen, som betvivler det "realistiske" i beslutningen om at lade Saddam blive siddende efter Kuwait-krigen.

Når man læser MSM, tror man ham gerne. Men vi andre, der fortsat tænker kritisk, kan spørge, om det nu var så "realistisk" at lade Saddam blive ved magten på et tidspunkt, hvor man havde tropperne og muligheden for at vælte ham, hvor hans venner i Rusland og Kina var svækkede, hvor al-Qaeda ikke var startet endnu, og hvor Syrien var tvunget til passivitet. Dette set på baggrund af, at man ikke kunne styre Saddam, som senere smed våbeninspektørerne ud, at man ikke kunne få sanktionerne til at fungere ordentligt, fordi de blev gennemhullet af korruption, og at man overlod shia til en massiv nedslagtning, som de aldrig har tilgivet os og forklarer, hvorfor vi ikke blev modtaget med større entusiasme end som så. Man overlod et olierigt og strategisk uhyre vigtigt samfund til en diktator, der slagtede sin befolkning og kørte landet ned i total ruin hellere end at opgive sin stræben efter MWD; en befolkning der selv efter alle disse år og lidelser stadig støtter ønsket om demokrati og i endnu højere grad ville have støttet det den gang. Realisme?

Vi ved, at terrorismen og den fanatiske opfattelse af islam næres af diktaturer og den følelse af afmagt og misundelse over for Vesten, som den medfører. Alligevel søger man at genskabe forestillingen om, at araberne "ikke er klar" til demokrati og vil have det bedre med en fod i nakken. Det var den form for "realisme" som har givet os et Mellemøsten, der eksporterer olie og terrorister og ikke meget andet.

Det var den realisme, og ikke alle mulige skøre påfunde fra hvorfor-hader-de/vi-os-fløjen, der gav os 11. september.

Hvis vi for et øjeblik skal indlade os på den kynisme, som MSM finder så charmant ved realisterne, så lad os se på krigens stade. Vi har væltet Saddam og sikret os, at han ikke producerer MWD. Vi har indført et demokrati, der nyder massiv opbakning i befolkningen. Vi har derimod ikke skabt en sikkerhed for befolkningen, og den kamp pågår stadig. I hele forløbet har vi mister – skal vi sætte det til godt 5.000 dræbte samlet for de forskellige allierede - hvilket under WWII snildt kunne være tabstallet på en god dag. Det koster en hulens masse penge, men hvad er prisen i både penge og menneskeliv, hvis demokratiseringen af Mellemøsten igen opgives, og mørket igen får lov at sænke sig?

Man bør ikke undervurdere Baker & Co. Måske er de blevet klogere, selvom hans forsøg på at retfærdiggøre det store svigt tilbage fra Kuwaitkrigen ikke lover godt. Men hvis The Fabulous Baker Boys i Iraq Study Group ikke er blevet det, må man håbe, at det nye demokratiske flertal, de såkaldte blue dogs, der afviste Murtha som leder, er det.

Ellers får vi realismen og dens konsekvenser igen. Først libaneserne, så irakerne, så israelerne, så….

Klar til 2. omgang?

Af admin, den 21. november 2006. 20 svar

Det forlyder netop nu, at Libanons industriminister og tidligere præsident Pierre Gemayel, er blevet myrdet ved et attentat. Han var kristen, og det forventes at destabilisere landet yderligere.

Drabet må ses som et led i opgøret mellem Hizbollah, der styres fra Syrien, og den libanesiske demokratiske regering, der søger at retsforfølge Syrien for drabet på Rafik Hariri.

For noget tid siden kunne The Times berette, at Hizbollah oplyser at have reetableret deres våbenlagre. Det er næppe tom pral. Våbene er leveret fra Iran via Syrien; de to lande som den såkaldt "realistiske" udenrigspolitiske skole forventer, at vi kan indgå en aftale med, der kan sikre demokratiet i Irak. Det er i givet fald sket uden om FN-tropperne, der skulle forhindre det.

Nyheden om, at Hizbollah er klar til 2. omgang blev ikke rigtig bemærket i den danske presse, der synes mere optaget af Israels brug af klyngebomber.

Hvis Israel har lært af første omgang denne sommer, og Hizbollah har gjort det samme, bliver en ny krig næste forår eller sommer om muligt endnu blodigere.

Spørgsmålet er, om det vil få jødehadet til at vokse yderligere i Europa? Der er allerede ubehagelige tegn på, at uviljen mod Israel ikke kun er begrænset til rationelle overvejelser. Som et tilfældigt eksempel kan her henvises til David Aaronovitch i The Times i dag.

Der er utvivlsomt mange, der vil modsige mig i kommentarspalten neden for – værs'go, det er det, den er til for – men for mig at se er billedet klart. Vi kan ikke slippe uden om at kæmpe i Mellemøsten. Undlader vi at kæmpe, som man gjorde før 11/9 01, så kommer kampen til os. Vælger vi at kæmpe, bliver kampen lang. Vi har den militære magt til at klare kampen, men har vi viljen?

Velkommen til næste omgang.

Frihedens bøger

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. november 2006. 12 svar

Hvis det skulle være forbigået nogens opmærksomhed, var der denne weekend bogmessen “Bog Forum” i Forum på Frederiksberg.  Det fik bl.a. Berlingske Tidende til at bestemme sig for, at alt i Magasinet skulle handle om bøger.  So be it …  Min lørdagsklumme kan nok ikke fortælle denne blogs læsere så meget nyt, men gode bøger kan næppe nævnes for tit.

Frihedens bøger

Berlingske Tidende 18.  november  2006, 2 sektion, magasin, side 27

LITTERATUR. Der er nok at læse i en tid, hvor politikere gør en dyd ud af at udviske holdningsforskelle.

Af Peter Kurrild-Klitgaard

Denne weekend finder to større sammenkomster sted: I Odense holder Venstre landsmøde for at vedtage nyt principprogram, og i Forum i København holdes bogmesse.

Umiddelbart har de to begivenheder ikke mere med hinanden at gøre, end kokasser har med bogkasser at gøre – men det er i hvert fald en lejlighed til at forholde sig til, hvilke »store« bøger (som forefindes på dansk), der inden for det seneste århundrede har forsøgt at udstikke principperne og retningen for et frit samfund. Så her er til inspiration fire læseværdige bøger til dem, der ikke er bange for at slå hjernen til og blive beskyldt af Bertel Haarder for at være »lænestolsliberale«.

»Vejen til Trældom« (1944) af den østrigske økonom og filosof Friedrich August von Hayek. Denne bog, skrevet mens kommunismen og nazismen hærgede størstedelen af jorden, var – og er den dag i dag – en kraftig advarsel mod at tro, at man kan løse alle problemer ad politisk vej.

Hayeks argument er, at et lille indgreb på ét område har en tendens til at lede til flere og større indgreb andre steder. Dermed vil samfund med markedsøkonomi og demokrati med tiden komme til at nærme sig forholdene i de autoritære, kommandoøkonomier, som man netop dengang bekæmpede. Bogen blev (især i USA) en bestseller, men ødelagde også næsten en meget lovende karriere for den yngre økonom, fordi den var så politisk ukorrekt, som den var, og det var først 30 år senere, i 1974, at hans ry var rettet så meget op, at han fik Nobelprisen i økonomi.

»Det Frie Valg« (1980) af Rose & Milton Friedman. Denne bog, skrevet af den nysafdøde Nobelprisvinder og Chicago-økonom og hans hustru, var udløberen af TV-dokumentarserien af samme navn. Der er stort set ikke én original tanke i bogen, men det gør intet, for gamle tanker er ikke nødvendigvis dårlige tanker, og aldrig nogensinde er så klassisk liberale tanker blevet så pædagogisk og effektfuldt præsenteret. Friedman tager læserne med på rejser over hele jorden og viser illustrativt logikken i, hvordan en markedsøkonomi virker, og hvordan den har en tendens til at frembringe den størst mulige levestandard for det største mulige antal. Samtidigt er bogen et øjenåbnende opgør med statsstyring i stort set alle dens former – ikke fordi motiverne nødvendigvis er dårlige, men fordi politikkerne som regel enten ikke virker eller har uintenderede, negative resultater: »Et samfund, der sætter lighed over frihed vil meget hurtigt ikke have nogen af delene. Et samfund, der sætter frihed over lighed, vil meget hurtigt have meget af begge dele«, hedder det blandt andet.

Bogen blev i sin tid solgt i mere end en halv million eksemplarer, og gennem TV-serien blev budskabet for mange flere den første introduktion til en lille mand med store tanker og endnu større indflydelse.

»Og Verden Skælvede« (1957) af den russisk-amerikanske forfatter Ayn Rand, men bedre kendt under originaltitlen »Atlas Shrugged«. Her er tale om en roman, men der findes næppe nogen anden roman, der indeholder så megen filosofi, økonomi og politik – og derfor fylder den også mere end 1.000 sider. Grundlæggende er historien en dramatisk fortælling om, hvordan et vestligt samfund kan gå neden om, når statslig styring og omfordeling trumfer markedsøkonomi og frihed og efterhånden sætter udviklingen i stå. Det er en uforbeholden hyldest til individualismen og friheden, men den er ikke et forsvar for relativisme: Rand forsøgte, i modsætning til Hayek og Friedman, først og fremmest at give et moralsk forsvar for kapitalismen.

»Jeg ønsker ikke, at noget andet menneske skal leve for min skyld, ligesom jeg ikke ønsker at leve for noget andet menneskes skyld«. (For de mindre intellektuelt interesserede kan det oplyses, at bogen snart bliver til film med Angelina Jolie i den kvindelige hovedrolle.)

Og hvad med statsminister Anders Fogh Rasmussens herostratisk berømte »Fra socialstat til minimalstat« (1993)? Bogen, som næsten alle har hørt om, men som relativt få faktisk har læst – og som faktisk bygger på netop de tre førnævnte tænkere. Det er en bog, der bør læses – og den findes gratis på nettet.

Det er næppe verdens mest velskrevne bog: Der er f.eks. ret stor inkonsekvens mellem filosofien i første halvdel og praksis i anden halvdel.

Men det var en modig og ambitiøs bog: Næppe nogensinde i dansk politik har en så fremtrædende politiker sat sig ned og skrevet en bog, der var så åbenlyst politisk ukorrekt i forhold til de herskende tanker i samfundet. Samtidigt er den tænksom, belæst og visionær langt udover, hvad man normalt ser i bøger skrevet af danske politikere.

Milton Friedman (1912-2006), R.I.P.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 16. november 2006. 12 svar

Den formodentlig største profil i den liberale renæssance i den 2. halvdel af det 20. århundrede, Nobelprisvinderen, Chicago-økonomen og Hoover Institution-forskeren Milton Friedman, døde her til aften (dansk tid).

Man kan ikke sige, at det kom uventet–hans alder taget i betragtning–og dagen måtte jo komme, selvom man efterhånden skulle tro, at han var udødelig, så frisk som han altid virkede.  Men alligevel melder der sig ihvertfald hos denne Punditokrat et betragteligt vemod: “Free to Choose” (“Det frie valg”) var en af de tre-fire bøger, som i sin tid (1982-83) var med til at give mig de holdninger, jeg har i dag.  Siden var jeg så heldig at træffe Friedman selv ved et par lejligheder–den ene gang i mere end en time “one-on-one” (hvilket resulterede i et interview)–og jeg kan kun sige, at han var et ualmindeligt sympatisk og inspirerende menneske.  Han havde en skarp logik, en utrolig pædagogisk sans, og så var der aldrig noget “mean spirited” over ham.

Datoen 29. januar blev fornylig designeret som officiel “Milton Friedman Day” i Chicago, fordi man den dag på PBS viser den nye dokumentarfilm “The Power of Choice: The Life of Milton Friedman” (som jeg selv havde fornøjelsen at se en forkortet version af i sidste uge). I Californien vil guvernør Arnold Schwarzenegger–som selv har sagt, at det var “Free to Choose”, som gjorde ham til tilhænger af det frie marked–angiveligt gøre det samme, og jeg hørte netop i sidste uge, at der var planer undervejs om at få dagen gjort til officiel, national mærkedag.  Hvorfor dén markering?  Fordi–sagde initiativtagerne–næppe noget andet (dengang nulevende) menneske gennem sine argumenter har gjort mere for at hæve flere menneskers levestandard og gavne deres liv end Friedman.

Det kan man faktisk godt argumentere for.  Og selv om Friedman nu ikke længere er nulevende, så vil han formodentlig–og forhåbentlig–være “levende” (og måske nærmest udødelig) i mange, mange år endnu.  Han var en helt.

Her er nogle links, som vil blive løbende opdateret:

PS. Hermed et sen-1980er billede af Milton & Rose Friedman sammen med præsident Ronald Reagan.  Herren med briller er Edwin Feulner, præsident for Heritage Foundation.

PPS. Her er (t.h.) et billede af Milton Friedman & præsident George W. Bush fra en Hvide Hus-ceremoni til hans ære (2002).  Man skal–til denne punditokrats store glæde–tilsyneladende ikke bedømme en persons betydning på vedkommendes højde …

PPPS. Et kendt og hyggeligt billede af to gode venner, kolleger og Nobelprisvindere–Friedman og Stigler–er dette “Fyr & Bi”-agtige (t.v.).  M.F. havde billedet indrammet på sit kontor på Hoover Institution, da jeg var der i 1993.

PPPPS.  Milton & Rose Friedmans kendte søn David (som denne Punditokrat spiste morgenmad og diskuterede vikinger med så sent som i lørdags) har sin egen blog her.  Selvom de næppe læser vores blog eller forstår dansk, så sender vi hermed de bedste hilsner til ham & familien.

Muslimer i Frankrig: Integration eller Intifada?

Af Jacob Mchangama, den 16. november 2006. 12 svar

Den aldrig sluttende debat her på bloggen vedrørende Islam, som særligt synes at optage denne punditokrat og vores trofaste og – trods den til tider hårde meningsudveksling – værdsatte læsere JR og Niels A. Nielsen, får nu næring af både Wall Street Journal, the Economist og Foreign Affairs. De nævnte blade har alle artikler som giver anledning til behersket optimisme på vegne af det europæiske land mange, inklusiv mig selv, har troet ville opleve de værste konsekvenser af muslimsk indvandring: Frankrig.

Artiklerne peger på, at det rent faktisk går bedre med integrationen af muslimer i Frankrig end hidtil antaget. Først Wall Street Journal, der på trods af at muslimer generelt ligger tungt til i kriminalitets og arbejdsløshedsstatistikker synes at konkludere, at det går i den rigtige retning:

At the moment French Muslims, like Muslims elsewhere in Europe, exhibit the pathologies that have long characterized the American underclass. Nearly a fifth of French residents with immigrant origins–a group dominated by North Africans–don't have jobs. Unemployment among young people in the projects runs as high as 50%. Muslims make up a majority of the French prison population, and in jails near urban areas their numbers approach 70% or 80%. It requires only a short commuter train trip from central Paris or Lyon to come across a culture of drugs, welfare dependency and crime.

France touts Europe's highest rate of intermarriage between Muslims and non-Muslims. In the realm of popular culture, its most beloved sports star (Zinédine Zidane) and comic (Jamal Debbouze) hail from Algerian Berber families. Though immigrant birth rates are high, they tend to slow down with each succeeding generation, approaching that of the general French population. A Muslim middle class is tiny but emerging.

An assimilationist outlook may be emerging as well. According to a Pew Global Attitudes survey published in July, 42% of French Muslims consider themselves French first; 47%, Muslim first. (In Britain, the numbers are 7% British first; 81%, Muslim first.)

In the same poll, 78% of French Muslims say that they want to adapt to French customs. Another recent survey, this one for La Vie, a Catholic monthly, appears to show that French Muslims aren't averse to "French" values: 91% of those interviewed approved of gender equality, 73% of the separation of church and state; 69% said that they don't oppose Muslim women marrying outside the faith. […]Messrs. Laurence and Vaisse argue that French Muslims are a diverse and fast-changing group, in many respects moderate.

WSJ er dog ikke blind overfor faren fra Islamismen:

Sounds good. So why are so many French citizens convinced that relations between Muslims and Christians will get worse and not better? The warning signs go beyond the delinquents who grab headlines by burning cars. The Pew survey also shows that Islamism–the militant, fundamentalist form of the religion–is putting down roots in France, as it is elsewhere in Europe.

The group that seems most susceptible to radicalization is the young who were born in France but feel at home neither in the West nor in the birthplace of their immigrant parents. Zacarias Moussaoui, the convicted 9/11 terrorist and a French citizen, is the most prominent example of this cohort. The authors note that up to 200 French Muslims trained in al Qaeda's Afghan camps. The Islamist Muslim Brotherhood is certainly active in Frances's suburban projects.

Artiklen udfordrer også klassik liberale holdninger til vidtgående anti-terror lovgivning, som får en stor del af æren for, at der ikke har været alvorlige terror angreb i Frankrig i lang tid:

It matters, then, that France's anti-terrorism laws are the toughest anywhere in the Western world. French prosecutors can hold terror suspects for years without charge; the definition of "links to terrorism" is loose. Every mosque in France is monitored. Since 9/11, the government has cracked down on foreign financing and moved to train "French imams." All this–more than the slow integrationist trend that Messrs. Laurence and Vaisse celebrate–may be the reason why France hasn't been hit by terrorism since a wave of subway bombings in 1995.

The French approach to assimilation, with its insistence on strict secularism and its dirigiste firmness, does not make for an American-style melting pot. But it may well carve a better path to civil peace, over time, than the policies of Europe's other Muslim-populated countries. The path would run smoother if France could undertake a major economic reform. Remarkably little has been done, even in the year since the riots, to loosen up the restrictive labor codes that do so much to keep poor immigrants–not least poor Muslim immigrants–from finding work and integrating themselves into French life.

WSJs artikel understøttes af en artikel i Foreign Affairs (hele artiklen kan læses her på Realclearpolitics) som også giver et mere nuanceret billede af, hvorledes det går med integration af muslimer i Frankrig. I artiklen hedder det bl.a:

The status of Muslims in France is at once much healthier and more problematic than most recent commentary lets on. France's experience with integration has been shaped by a unique combination of history, philosophy, and contemporary concerns, which together have produced a stop-and-start immigration policy and a wariness about Islam. Still, French sociologists agree that the integration of Muslims into French society has proceeded fairly well. Most Muslims in France — half to three-fifths of whom are believed to be French citizens — have adopted French cultural norms; they enthusiastically endorse republican values, including laïcité (the French state's aggressive official secularism).

They tend to vote somewhat less often and somewhat more to the left than most of the French population, but socioeconomic variables, not religion, account for the differences. Their desire to assimilate has sometimes been met with a form of discrimination fuelled by nativism and a deep distrust of Islam that has made it harder for them to find homes and jobs. But what has turned such vexing problems into crushing burdens is the economic stagnation that has afflicted the whole country and defied reform efforts for three decades.

Også the Economist har beskæftiget sig med Frankrig og dets muslimske indvandrere. Om sidste års voldelige uroligheder hedder det (kræver abonnement):

When the riots started, they were treated in some quarters as a "suburban intifada". "Jihad comes home", ran one newspaper headline. Some American observers regarded the uprising as further proof of Europe's inability to control the spread of radical Islam. France has Europe's biggest Muslim population—an estimated 5m, or 8% of France's inhabitants—so it comes under special scrutiny.

A report into the riots by the French Renseignements Généraux, the domestic intelligence-gathering service, however, found the opposite. Islamists had "no role in setting off the violence or in fanning it," it concluded.

Sammenlign ovenstående artikler med indholdet af a
rtikler om samme emne af R
obert Spencer i Front Page Magazine, og døm selv hvor lødigheden og troværdigheden er størst.

Hvis det kan lægges til grund, at Frankrigs hårdhændede fremfærd i kampen mod terrorisme og fundamentalisme, er spørgsmålet om en sådan fremfærd er nødvendig i velfærdstunge lande med muslimsk indvandring. Det er jo netop i disse lande indvandrere – særligt de muslimske af slagsen – samlet set nærmest undtagelsesfrit klarer sig markant dårligere end den øvrige befolkning. En sådan konklusion er dog ikke tvingende al den stund, at Danmark ikke – endnu – har været udsat for alvorlig terrorisme og at islamismen herhjemme ikke synes at have så fast et greb i de muslimske indvandrere, som i visse steder i f.eks. England.

Hvorom alt er synes den bedste opskrift på succesfuld integration af muslimer stadig at være den amerikanske med en mindre stat, lav eller ingen offentlig forsørgelse af indvandrere og en tradition for religiøs tolerance, faktorer, der synes at fremme en frivillig assimilationsproces med hensyn til demokratiske kerneprincipper. Resultater heraf er, at muslimer i USA klarer sig bedre end den gennemsnitlige befolkning og langt bedre end f.eks. den sorte og overvejende kristne del af befolkningen. Et eksempel de mest islamskeptiske debattører på mærkværdigvis konsekvent nægter at forholde sig til eller tage ved lære af.  

Amerika-valg igen

Af David Gress, den 16. november 2006. 3 svar

Denne artikel fra WaPo er endnu et tegn på, at D(emokraternes) sejre ved USA-valget ikke var udtryk for at marginalvælgerne er blevet overbevist om D-partiets ideologi, men at de var trætte af Bush og ikke mindst af, at den R-dominerede Kongres ikke førte R-politik.

Den umiddelbare reaktion på D-sejren var

“I think this is the best environment we’ve had on the issue in quite some time,” said Cassandra Q. Butts, a senior vice president for the pro-immigration Center for American Progress.

Men så viser det sig:

In the days after the election, Democratic leaders surprised pro-immigration groups by not including the issue on their list of immediate priorities. Experts said the issue is so complicated, so sensitive and so explosive that it could easily blow up in the Democrats’ faces and give control of Congress back to Republicans in the next election two years from now. And a number of Democrats who took a hard line on illegal immigration were also elected to Congress.

Intet udelukker en katastrofal indvandringslovgivning, som vil bevare de slette og hindre mulige gode følger af indvandring, såvel lovlig som ulovlig.  Men at det ikke bliver så let at gennemføre eksempelvis en amnesti, som visse D-ledere og aktivister har håbet, er sikkert.

Og lige så sikkert er det, at dette er det store spørgsmål i amerikansk politik i mange år fremover.  For det tredje at den største hindring for en indvandringspolitik, der ikke vil bidrage til at opløse USA, ikke er vælgerne, men eliterne af begge partier.

Ugens citat: Dennis Miller om narkotika-forbud

Af Redaktionen, den 15. november 2006. 16 svar

Her på stedet har vi tidligere citeret en af USA’s morsomste komikere, den krypto-libertære skuespiller Dennis Miller.  Det kan man næsten ikke gøre for tit, for hans kombination af metaforer, politik og politisk ukorrekte grovheder er som regel ret morsom.  Så her er en af hans kendte, såkaldte “rants”, denne gang om “the war on drugs”:

“Maybe he [the drug user] deserves a second chance, I mean who did he really hurt besides himself? Maybe it’s time that we as a nation start staying out of people’s personal problems and vices. What are we doing spending billions of dollars trying to keep people’s private lives in order?

And I’m talking about legal age consenting adults here, not kids, we
obviously have to take special precautions to protect kids. But what is this Orwellian hang-up of ours of sticking our nose into other
grown-up’s affairs? What concern is it of ours if some mindless stoner wants to spend his his life hooked up to a Turkish skull bong?

Now, I’m not pro-drug, they obviously cause a lot of damage, but I am pro-logic and you’re never going to stop the human need for release through altered consciousness. The government can take away all the drugs in the world and people will just spin around on their lawn until they fell down and saw God.

Now I don’t want to get off on a rant here, but it seems to really enrage the vast cheese dog and beer quaffing nation out there when someone decides to waste his own life chasing down chemical euphoria and I’m not sure why. Our displeasure with someone hell-bent on self-ruination through drug use seems really disproportionate to its direct impact on us. And as a matter of fact, I believe we amplify that impact when we attempt to enforce unenforceable laws. It not only costs us billions of dollars, but it puts us in harms way as addicts are driven to crime as a means to an end. Why do we chase druggies down like villagers after Karlov? Let them legally have what they already have and defuse the bomb. You know, I think the hysteria about drugs is often times baseless.

And this comes from me, a man who has never done cocaine in his life, although I did smoke dope upon occasion during my stint as a student at Oxford in the late 60s. And you know, the war on drugs is more often than not fruitless and patently hypocritical, be honest with yourselves now.

What drugs are the most dangerous to the most Americans? Its a no brainer: cigarettes and alcohol. Those are the statistical champions by hundreds of thousands of deaths. And wouldn’t you rather shoot a game of pool with a guy smoking a joint than a guy drinking whisky and beer? Someone smoking a joint doesn’t all of the sudden rear back and stab his partner in the eye socket with a cue stick, ok? He’s too busy laughing at the balls.

And you know as far as harder drugs go, if somebody wants to shoot up and die right in front of you, more power to him, you know? It’s his call. And you know the herd always has a way of thinning itself out. We aren’t stupid people here in America, no more than anyone else in the world, so why are we obsessing on habits that harm no one but the habitual, while we let real problems slip ever further out of reach. We seem to be willfully turning away from reality, and from logic might I add, to punish people, who in many instances are doing an extremely fine job of punishing themselves, thank you. And in some cases they’re not even punishing themselves, but rather just following age old spawning instincts that are as woven as deeply into their brain as their need to watch Home Improvement.”

Også danskerne stemte (engang) for den private ejendomsret

Af Jacob Mchangama, den 15. november 2006. 5 svar

De folkeafstemninger der i 9 amerikanske delstater begrænsede delstaternes magt til at ekspropriere og/eller kontrollere brugen af privat ejendom, som omtalt i min forrige post, fik givetvis en del liberale danskere til at drømme om en tilsvarende udvikling herhjemme.

Men rent faktisk kender vi i Danmark et tilfælde, der ligner de amerikanske afstemninger, nemlig folkeafstemningen om Jordelovene i 1963. I 1963 Stillede SR regeringen ledet af Jens Otto Krag 10 lovforslag, der bl.a. skulle forhindre udlændinges opkøb af ejendom i Danmark forud for landets forventede medlemskab af EF.

Særligt 4 af lovforslagene var vidtgående og indskrænkende for den private ejendomsret (dog ikke i Grundlovens § 73s juridiske forstand). Disse 4 love omhandlede (i) bopælspligt på landejendomme, (ii) statens forkøbsret til faste ejendomme på mere end 1 HA (Statshusmandsloven), (iii) kommuners forkøbsret til arealer på minimum 6000 m2 og (iv) naturfredning.

Lovforslagene blev vedtaget med de S, Rs og SFs stemmer, mens V og K stemte imod.

Nu skulle man så tro, at lovforslagene ville træde i kraft og at det offentliges adgang til at overtage og regulere privat ejendom – med fællesskabets bedste for øje naturligvis – ville være sikret. Men Venstre og de Konservative udnyttede – for første og hidtil eneste gang i Grundlovens historie – Grundlovens § 42, stk. 1 til at kræve de 4 ovennævnte lovforslag sendt til folkeafstemning. I henhold til Grundlovens § 42, stk. 5 kan et flertal – dog mindst 30% af de stemmeberettigede – nemlig forkaste et sådant vedtaget lovforslag, hvorefter det bortfalder.

Og det var lige præcis hvad der skete. 73% af de stemmeberettigede deltog i afstemningen og stemmerne for og imod de 4 lovforslag der var til afstemning fordelte sig som følger:

  • Erhvervelse af landbrugsejendomme og bopælspligt. Ja 27,7% – Nej 44,5%,
  • Statshusmandsloven, statens forkøbsret til jord. Ja 27,9% – Nej 44,3%,
  • Kommuners forkøbsret til fast ejendom. Ja 28,7% og Nej 43,6%,
  • Naturfredning. Ja 30,8% og Nej 41,5%.

Herefter bortfaldt samtlige 10 lovforslag. Folkeafstemningen blev vundet på en benhård kampagne ført af bl.a. Venstres daværende leder Erik Eriksen og den hårdtslående plakat ovenfor er fra de borgerlige partiers kampagne forud for folkeafstemningen. Der må siges at være ganske langt fra datidens borgerlige partier, som turde – og vandt på – at føre benhård borgerlig politik med den private ejendomsret som fikspunkt, og så nutidens såkaldte borgerlige partier, som har overtaget velfærdsstatsretorikken og væder senge når talen falder på ulighed og skattelettelser.

Forkastelsen af Jordelovene er et sjældent eksempel på, at Grundloven har ydet konkret beskyttelse mod et politisk flertals mere eller mindre vilkårlige magtudøvelse. Endvidere forekommer samspillet mellem § 42s mindretalsgaranti og det efterfølgende folkelige flertal ved folkeafstemningen mod stigende beføjelser til staten på borgernes bekostning mig at være et smukt eksempel på Vestlig konstitutionalisme når det er bedst.

Det hører dog med til historien at så godt som samtlige tiltag i de forkastede lovforslag lige så stille er blevet indført i senere lovgivning. Det hører selvfølgelig også med til historien, at Venstre og de Konservative da de (sammen med R) kom til magten i årene 1968-71, i den grad sadlede om og førte decideret venstreorienteret politik.

Forskere: Det er ikke så skidt at tabe et valg …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. november 2006. 3 svar

Det er åbenbart slet ikke så slemt at tabe.  Ifølge en artikel i Washington Post har taberne ved et politisk valg det som regel meget bedre efter nederlaget, end de troede (eller ihvertfald gav udtryk for) før valget.  Undersøgelsen blev lavet af Daniel Gilbert, en psykolog ved Harvard University, som i 1994 undersøgte, hvorledes Texas-vælgerne havde dey før og efter, at de havde skullet vælge mellem guvernørkandidaterne George W. Bush og Ann Richards:

“Not surprisingly, supporters of both politicians predicted they would be devastated if their candidate lost and said they would be delighted with victory. Bush, of course, defeated Richards, setting him on a course that eventually led to the White House.

About a month after the 1994 election, Gilbert had researchers call the same voters to ask how they felt. Supporters of Bush said they were still delighted–exactly in line with their prediction.

But supporters of Richards, who had said they would be devastated, were significantly happier than they had predicted.

“When partisans imagine being devastated when their candidate loses, they focus on how they will feel when they think about it,” Gilbert said. “What they fail to realize is how seldom they think about it.”

Så måske er det (ifølge Wall Street Journals OpinionJournal.com)–en del af–forklaringen på, hvorfor mange Republikanere p.t. går rundt og smiler sig igennem efterdønningerne af sidste uges nederlag.

“According to Gilbert and Vedantam, this is a normal pattern. People almost always feel less bad than they expect after suffering a loss–even something as horrific as the death of a child. That’s because “when people are asked to predict how they will feel about something, they think about just that one thing instead of all the other things that make up everyday life.” It’s not that they don’t feel the loss but that the demands and distractions of living keep them from focusing on it single-mindedly.”

Så er spørgsmålet bare: Hvordan mon mange af denne blogs skribenter (og læsere) vil have det efter næste folketingsvalg, når den nuværende regering er faldet …?

Fogh er blevet skizofren

Af Dr.Mephisto, den 14. november 2006. 12 svar

Fogh er blevet skizofren:

Dette sagde han 14. november 2006 som optakt til Venstres landsmøde (kilde: Ritzau)

En målsætning om, at “væksten i det offentlige forbrug til enhver tid skal være lavere end væksten i den private sektor”, hører ikke hjemme i Venstres nye principprogram. Regeringens ambition er, at den private sektor vokser med meget mere end den offentlige sektor – men at skrive dét ind i Venstres principprogram ville være “uliberalt”, konstaterede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tirsdag på et pressemøde forud for Venstres landsmøde i weekenden.
– Dét får ikke min stemme, fordi det er uliberalt. Og den tekst, der i forvejen står i principprogrammet, er i øvrigt meget bedre, sagde statsministeren.
Man kan godt stræbe efter en målsætning, men det er uden for politikernes kontrol at styre, hvor meget den private sektor vokser.
– Det er jo kun planøkonomer, der kan mene, at så skal man sige, at den offentlige sektor skal til enhver tid og under alle forhold vokse mindre end den private sektor. Fordi man kan jo ikke styre, hvad væksten er i den private sektor. Hvis man er liberal, er det, man styrer efter, hvad man maksimalt kan tillade, at det offentlige forbrug vokser med – det kan man have en politisk diskussion om, sagde statsministeren.
– Og derfor må man have en politik, der giver mulighed for, at den private sektor kan vokse med så meget som muligt.

Nu kan Fogh af en eller anden grund ikke acceptere, at den offentlige sektor skal vokse mindre hurtigt end den private. Sidste år på Venstres landsmøde sagde han ellers, at det var Venstres strategi. Men dengang var han måske planøkonom?

“Og derfor er den rigtige strategi at holde fast i den kurs, der er lagt. Det vil sige, at vi reserverer den økonomiske vækst, der er i kommende år på den måde, at der bliver en lille beskeden vækst i den offentlige sektor, ikke nedskæringer, men en lille beskeden vækst, som vi nu har præsteret i de senere år, og så bliver der en større vækst i den private sektor. Og på den måde så får vi gradvist en større og større privatsektor til at producere de værdier, som vi så skal finansiere en offentlig sektor af. Som ikke bare er på størrelse med den vi har nu, men som oven i købet er en lille smule voksende På den måde så bliver det muligt med en gradvist langsomt faldende skatteprocent at finansiere en offentlig sektor, ikke blot af den størrelse vi har nu, men svagt voksende, men svagere voksende end den private sektor.” (Anders Fogh Rasmussen, landsmøde 2005)

Orwell og sprogmisbrug

Af Jørgen Møller, den 12. november 2006. 7 svar

I 1946-47 befandt den britiske forfatter og journalist Eric Arthur Blair – bedre kendt som George Orwell – sig i selvvalg isolation på den skotske ø Jura. Den tuberkuloseramte Orwell var i et sort lune, forvisset om, at en ny og kraftigere totalitær bølge lurede om hjørnet. Hvad enten det skyldtes fysiske febervildelser eller politisk ængstelighed, så frembragte den engelske forfatter på den tågede skotske ø sit største mesterværk: romanen 1984.

Romanen beretter om en fremtid så dyster, så knugende og så afstumpet, at det næsten ikke er til at holde ud. I året 1984, hvor handlingen udspiller sig, ligger Storbritannien (og resten af verden med) indhyllet i et totalitært mørke. Ingsoc, det totalitære parti, har skabt et overvågningssamfund, hvor end ikke de inderste tanker er private. Selv sproget er kommet en tur i vridemaskinen. ‘Ministeriet for sandhed’ er i færd med at udvikle ‘Newspeak’, et nyt sprog, der ved at barbere ordforrådet ned til et absolut minimum, gør det umuligt at formulere kætterske tanker.

Advarslen imod ‘newspeak’ står i dag som Orwells mest berømte eftermæle. Det flittigt brugte tillægsord ‘orwellsk’ kan – på det mest generelle niveau – henvise til enhver for offentlig magtmisbrug. Men det bliver først og fremmest brugt om forsætlig sproglig manipulation.

Orwells interesse for emnet går imidlertid længere tilbage end 1984. Hele hans forfatterskab kan, på sin vis, opfattes som en kampagne for semantisk redelighed. To år før ‘Newspeak’ blev en fast del af den vestlige verdens ordforråd, satte han ord på sine tanker i essayet “Politics and the English Language”. Hvor 1984 gør brug af overdrivelser, der indeholder essayet om det engelske sprog en mere sober udgave af den orwellske kulturkritik.

Orwell rister i essayet en rune over det engelske sprogs forfald; et forfald der springer af en politisk kilde. I den politiske verden er sproglig uklarhed og udenomssnak helt bevidste våben, konstaterer Orwell. Med hans egne ord: “The great enemy of clear language is insincerity. When there is a gap between one’s real and one’s declared aims, one turns as it were instinctively to long words and exhausted idioms, like cuttlefish squirting out ink”.

Orwell ser på sin vis det uklare sprogbrugs indtog som en uoprettelig følge af, at stadig flere emner bliver politiseret. Men han slår samtidig fast, at recepten er yderst ligetil. Essayet slutter af med seks berømte regler, der skal tjene til at skabe sproglig klarhed. Disse seks regler udmønter den følgende – og meget simple – hovedregel: “What is above all needed is to let the meaning choose the word, and not the other way about. In prose, the worst thing one can do with words is to surrender to them”.

Hvorfor dette besøg hos en længst afdød engelsk forfatter? Fordi Orwells tanker i dag er så relevante som nogensinde. Der er noget forstemmende ved at høre, hvordan ord som ‘racisme’, ‘ulighed’ og ‘nedskæringer’ bliver slynget til højre og venstre i politiske diskussioner – og det uden nogen form for klarhed i konnotationerne. Ofte er der tale om soleklare eksempler på det, Giovanni Sartori kalder ‘conceptual stretching’: at lade et begreb indfange empiriske referenter, som det slet ikke dækker definitionsmæssigt.

I takt med at så mange emner er blevet politiseret, bliver den sproglige lødighed stadig mindre. Tag blot det de seneste par års debat om det europæiske center for overvågning af racisme og fremmedhad (EUMC).  EUMC påberåber sig at være mere end et politisk redskab. Dets opgave er – fremgår det af centrets hjemmeside – at “bistå fællesskabet og dets medlemsstater med objektive, pålidelige og sammenlignelige informationer og data om racisme, fremmedhad, islamofobia, og antisemitisme”.

Standarden er – og skal derfor være – videnskabelig, ikke politisk. Det indebærer, at vi må stille krav om systematisk sproglig klarhed. Som Sartori så rigtigt har påpeget, så er det i den sammenhæng helt afgørende, at “concept formation stands prior to quantification”. Det gør begrebsdannelsen bare ikke hos EUMC, hvis vi stoler på dr. Jur., Mads Bryde Andersens kritik (se mit tidligere indlæg om EUMC her). Og – hvis det er rigtigt – så er det selvfølgeligt helt galt. For så kan ordet ‘racisme’ lige pludseligt blive brugt om det, vi i gængs tale kalder ‘diskrimination’; conceptual stretching så det basker.

Det samme gælder den pågående danske diskussion om ‘ulighed’ og ‘nedskæringer’. Danmark er et af verdens mest lige lande, økonomisk set, og det er noget paradoksalt ved at høre politikere fra snart sagt alle partier udpege ‘ulighed’ som et stort problem herhjemme. Samtidig er det svært at forstå, hvordan det er muligt at harcelere imod regerings nedskæringspolitik, al den stund de offentlige udgifter er steget lige siden dens tiltrædelse. I begge tilfælde mangler den logiske negation (omnis determinatio est negatio, som det latinske ord lyder). Hvis Danmark anno 2006 er kendetegnet af ulighed, hvad er da definitionen på et land, der ikke er kendetegnet af ulighed? Og hvis Danmark anno 2006 lider under sociale nedskæringer, hvad er da definitionen på et land, der ikke er lider under nedskæringer? I forlængelse heraf: hvor i verden finder vi eksempler på sådanne lande?

Hvor vil jeg nu hen med denne tråd? Hverken EUMC eller danske politikere gør brug af ‘newspeak’, vil jeg starte med at slå fast. Dette begreb er i sig selv blevet misbrugt. ‘Newspeak’ henviser til en forsætlig politisk omkalfatring af sproget, og det finder sted under et totalitært systems vinger. Alt andet er at drive rovdrift på ordet.

Men EUMCs virke, den lettere forskruede danske diskussion om økonomisk ulighed, og påstanden om at den siddende regering skærer ned i velfærdsstaten passer som fod i hose med Orwells beskrivelse af politiserende sprogbrug. I alle tre tilfælde bliver ordene – ‘racisme’, ‘ulighed’ og ‘nedskæringer’ – brugt på bekostning af deres semantiske betydning. Der er tale om klare eksempler på ‘conceptual stretching’; på sproglig uredelighed dersom man foretrækker det.

Hvad stemte amerikanerne for?

Af David Gress, den 10. november 2006. 3 svar

Ifølge en interessant meningsmåling i 15 valgkredse, hvoraf de fleste ved valget gik fra R(epublikanerne) til D(emokraterne) var modstand mod voksende offentligt forbrug og “spild” en vigtig faktor i at få R-vælgere til at stemme på D-kandidater.

Resume af målingen her, med link til detaljer.

I dansk perspektiv er flg. resultat tankevækkende:

In a question — the answers to which should embarrass even the most shameless appropriators — we asked:

“Which type of candidate for Congress would you be more likely to vote for?  A candidate who wants to reduce overall federal spending, even if that includes cutting some money that would come to your district. Or a candidate who is willing to increase overall spending on federal programs and grow the federal budget, in order to get more federal spending and projects for your district?”

By more than 2 to 1, voters preferred the candidate who would cut spending.

Det ville svare til den hertillands fuldstændig utænkelige situation, at to tredjedele af danske vælgere erklærede sig som modstandere af politikere, der lovede at bruge flere skattemidler.  Det danske modsvar til det amerikanske resultat ville være, at to tredjedele af danskerne i sommers havde sagt “vi støtter ikke politikere, der lover mere “velfærd” for offentlige midler”.  Underforstået: fordi vi selv kan og vil bruge vore egne ressourcer på de ydelser, vi ønsker, og fordi vi ved, at når det offentlige påtager sig en opgave, bliver den dobbelt så dyr og resultatet halvt så godt som når borgere og ikkestatslige organisationer frivilligt organiserer opgaven.

Undersøgelsen bekræfter de formodninger, andre har fremsat herinde om, at for mange handlede valget i USA om at skaffe sig af med et parti, der traditionelt (omend langthen løgnagtigt) har præsenteret sig som borgerens værn mod statsmagten og som et parti der foretrak mindre fremfor mere stat.  Så stærkt var det ønske, og så groft har R misrøgtet deres påståede principper, at man altså foretrak D, selvom de ikke vil opfylde ønsket om mindre stat.

Med en delt regeringsmagt vil vi muligvis opleve en langsommere vækst i det føderale forbrug.  Imidlertid har Bush-administrationen så radikalt opdimensioneret den føderale rolle på så mange områder (uddannelse og sundhed for ældre er blot to af de omkostningstungeste) at det gulv, hvorfra det nye Repr Hus (kammeret hvor alle bevillingslove fødes) starter, ligger højere end nogensinde.

Hvis andre undersøgelser støtter den formodning, at utilfredshed med en økonomisk ødsel Kongres var en stærk faktor bag vælgerflugten fra R, bliver de næste to år interessante at følge.  Adskillige af de nyvalgte D-kongresmedlemmer er nemlig erklærede tilhængere af at styre de offentlige finanser og har vundet, fordi de påstod at kunne gøre det bedre end deres R-modstandere.

Iøvrigt bekræftede valgdeltagelsen, at kvinder stemmer D i langt højere grad end mænd, og at de mest trofaste R-vælgere er gifte mænd og ægtepar med børn.  Rs nederlag skyldes ikke mindst, at de mistede en stor del af deres mandlige kernevælgere.  Det kunne tyde på, at disse skuffede mænd, hvoraf de fleste er familiefædre og mange næringsdrivende, har mistet tilliden til, at R-politikerne længere står for deres principper om ansvar og begrænsning.  R kan vinde igen, når partiet kan overbevise vælgerne om, at det faktisk er den økonomiske ansvarligheds parti:

“The Republican Party used to be the party of economic growth, fiscal discipline, and limited government, but in recent years, too many Republicans in Washington have become just like the big spenders that they used to oppose.” An amazing 66 percent of the respondents agreed with that statement.

We asked which party is doing a better job “eliminating wasteful spending.”  The Democrats led 39 percent to 25 percent. Which party is “the party of big government?”  The Republicans, by an 11 point margin.

All of this is a big part of the reason the Republican party lost. Republicans squandered one of the very few valuable brands it established in voters’ minds over many years. And voters care about fiscal discipline and lower taxes.

I USA ja.  Ikke i Danmark.

USA stemmer for den private ejendomsret

Af Jacob Mchangama, den 9. november 2006. 7 svar

Fra en (klassisk) liberals synspunkt var det mest interessante ved tirsdagens amerikanske midtvejsvalg ikke om Kongressen de næste to år skal have rødt eller blåt flertal. Som David Gress (i en kommentar) har været inde på - og som de seneste års republikanske nedsmeltning til fulde har demonstreret – er forskellen de to partier imellem ofte marginal når det kommer til økonomisk frihed.

Hvad der til gengæld var rigtigt interessant var, at 12 delstater (Arizona, Californien, Florida, Georgia, Idaho, Michigan, Nevada, New Hampshire, North Dakota, Oregon, South Carolina og Washington) i tillæg til valget til Kongressen havde folkeafstemninger om, hvorvidt delstaternes adgang til at ekspropriere og/eller kontrollere brugen af privat ejendom skulle indskrænkes og den private ejendomsret dermed styrkes. 7 af disse folkeafstemninger var resultatet af vælgerinitiativer, frem for lovforslag fremsat af de respektive delstaters lovgivende forsamlinger. Endvidere var 9 af forslagene til folkeafstemningerne i form af ændringer til de respektive delstaters forfatninger, som typisk er vanskeligere at ændre end almindelig lovgivning.

De nævnte folkeafstemninger var en direkte følge af SCOTUS afgørelse i Kelo (som vi har dækket her, og her), der kraftigt udvidede delstaternes adgang til at ekspropriere privat ejendom, således at sådan ekspropriation er forfatningskonform selv i tilfælde, hvor baggrunden alene er et ønske om at udvikle mere attraktiv kommerciel bebyggelse, der vil medføre højere skatteindtægter.

I ni af de stater hvor sådanne folkeafstemninger blev afholdt blev forslagene om en styrkelse af den private ejendomsret vedtaget (Lousiana havde allerede vedtaget en lignende forfatningsændring i september). Kun i Californien, Idaho og Washington blev forslagene forkastet af vælgerne. I Georgia, Michigan, New Hampshire og South Carolina stemte mere end 80 % af vælgerne for at styrke den private ejendomsret.

Den folkelige opbakning bag den private ejendomsret og den juridiske forankring af denne ret som opbakningen har medført vidner om, at amerikanerne på trods af valgets resultat ikke er blevet mere "liberal" i ordets amerikanske forstand og at den klassiske liberalisme stadig har et vist intuitivt tag i den amerikanske folkesjæl.

Det vidner måske også om at republikanerne kunne have klaret sig bedre, hvis man havde inddraget og fremturet med nogle klassisk liberale standpunkter i valgkampen (om end man selvfølgelig ville have haft et gevaldigt troværdighedsproblem).

Hvilke konklusioner man end kan drage, kan vi i hvert fald konstatere, at borgerne i de 9 ovennævnte delstater (10 med Louisiana) netop har gjort det vanskeligere for både røde og blå politikere at misbruge deres politiske magt til at konfiskere, hvad der rettelig er borgernes. Disse borgere har dermed skænket sig selv en højere grad af både økonomisk og personlig frihed. Det er efterhånden sjældent at man kan sige det om resultatet af et demokratisk valg.    

 

Valgets resultat

Af admin, den 9. november 2006. 6 svar

På denne blog skriver hver punditokrat for sig, så mens vi venter på bidrag fra de øvrige, der har politik som forskningsfelt, kommer her en vurdering fra en jurist, for hvem det kun er en kær borgerpligt.

Det forlyder her til morgen, at Demokraterne har vundet både huset og senatet i en jordskredssejr, der modsvarer Republikanernes i 1994. Det er godt.

Det er godt, fordi det viser demokratiets styrke, og fordi det gør det endnu vanskeligere at være konspirationstilhænger. Magthaverne i Washington er sat fra magten, fordi et flertal af befolkningen ønskede det. Karl Roves magt er ikke magisk. Der er ingen sammensværgelser, blot folkestyre. Lige så legitim, som Bush' sejr var i 2000 og 2004, lige så legitim er Demokraternes sejr nu.

Det er godt, fordi valgresultatet er entydigt. Demokraterne kontrollerer nu den lovgivende og bevillingsgivende magt. De har magten og dermed ansvaret. Deres valgsejr var endda så stor, at det må give håb hos en bred del af deres ledere om at vinde præsidentembedet og dermed også den udøvende magt. Det tvinger dem også til at vise ansvarlighed. Lieberman vandt over Lamont og viste dermed den begrænsede opbakning i befolkningen til de mere ekstreme dele af Demokratene (netroots). Det er et mønster, der også går igen i andre valgresultater. Selvom Pelosis kommentar om at skabe den "mest etiske kongres i historien" minder uheldigt om Nyrup Rasmussens tilsvarende udsagn i begyndelsen af 1990erne, er der grund til at tro, at Demokraterne vil være mere ansvarlige og fornuftige (naturligvis bedømt efter denne punditokrats opfattelse), end de mere larmende og medieeksponerede dele af partiet. Det bliver mere Lieberman og Clinton (fru, ikke hr.) end Howard Dean.

Det er godt, fordi Republikanerne fortjente at tabe. Bushs sejr i 2004 var den største valgsejr og Republikanerne stod stærkere end nogensinde. Men de lod sig gribe af magtens arrogance i deres indenrigspolitik. De ødslede penge ud på velfærdsprojekter og blandede sig i private forhold. De havde glemt Reagans gamle dogme om, at staten ikke er løsningen, men problemet. Hvis det kan medføre en tilbagevenden for dem, er nederlaget vejen til sejr i '08. Hvis ikke, må Demokraterne fortsætte.

Som alle andre politiske analyser er denne båret af sublimering, projektion og ønsketænkning, særligt med hensyn til vores venner på Slotsholmen.

Så lad os afslutte med en omskrivning af, hvad en anden gammel stor republikaner (nej, ikke Reagan, men ham den anden), Abraham Lincoln, ville have sagt, havde han kendt til velfærdsstatens fristelser:

Man kan bestikke noget af befolkningen hele tiden, og hele befolkningen noget af tiden, men man kan ikke bestikke hele befolkningen hele tiden.

Danmark, NATO og styrkebidraget

Af Jens Ringsmose, den 5. november 2006. 3 svar

Som et led i forberedelserne til det kommende NATO-topmøde i Riga gæstede alliancens generalsekretær, Jaap de Hoop Scheffer, i fredags København og statsminister Anders Fogh Rasmussen. Da Scheffer efter mødet med statsministeren blev spurgt, om han var i Danmark for at sikre flere styrker til NATO’s trængte ISAF-operation i Afghanistan, afviste han forholdsvist konsekvent: “Danmark er ikke de første, jeg spørger – jeg beder om solidaritet hos alle de allierede. Andre lande må også træde til”, sagde generalsekretæren.

Havde NATO’s generalsekretær udtalt sig på lignende vis for blot 20 år siden, ville det utvivlsomt have vakt en betydelig opsigt. Under hele Den Kolde Krig var den primære målestok i byrdedelingsspørgsmålet “forsvarsudgifterne i procent af BNP”, og på den konto havde Danmark ikke meget at bryste sig af. Sammenholdt med langt størstedelen af de øvrige medlemslande var de danske forsvarsbudgetter yderst beskedne, og skiftende danske regeringer undgik da heller ikke at indkassere adskillige hug fra først og fremmest Washington og NATO-myndighederne.

Havde NATO’s generalsekretær udtalt sig på lignende vis for blot 20 år siden, ville det utvivlsomt have vakt en betydelig opsigt. Under hele Den Kolde Krig var den primære målestok i byrdedelingsspørgsmålet “forsvarsudgifterne i procent af BNP”, og på den konto havde Danmark ikke meget at bryste sig af. Sammenholdt med langt størstedelen af de øvrige medlemslande var de danske forsvarsbudgetter yderst beskedne, og skiftende danske regeringer undgik da heller ikke at indkassere adskillige hug fra først og fremmest Washington og NATO-myndighederne.

Med Berlin-murens fald og NATO’s voksende fokus på out-of-area-operationer ændrede byrdedelingsdebatten sig imidlertid radikalt. “Forsvarsudgifterne som procent af BNP” er fortsat en faktor, når alliancesolidariteten skal gøres op, men af langt større betydning er nu styrkernes anvendelighed – spørgsmålet om deployerbarhed – og den politiske vilje til rent faktisk at anvende styrkerne. Det er på den baggrund, at Danmarks forvandling fra Prügel- til Musterknabe skal ses.

At Danmark forfulgte en åbenlys free-rider strategi under Den Kolde Krig vil kun de færreste bestride. Ved frembringelsen af det fælles gode – sikkerhed – bidrog den danske skatteborger kun i meget begrænset omfang, og størstedelen af regningen for Vestens kollektive forsvar havnede i stedet hos blandt andre amerikanske og britiske borgere. Danmark fik dermed gennem NATO – som den britiske ambassadør i København udtrykte det i en indberetning til det britiske udenrigsministerium i 1968 -“an extraordinary high life cover in return for ridicously low annual premiums”.

Spørgsmålet er imidlertid, om den danske frihjulspolitik kan betegnes som amoralsk. De fleste vil næsten reflektorisk karakterisere free-riding på en mindre skala – eksempelvis når det gælder kaffekassen på arbejdspladsen – som kritisabel i en moralsk henseende, men gælder det også, når stater lukrerer på andre staters forsvarsindsats? Er statsledere moralsk forpligtiget til at forfølge nationens snævre interesser – og kaste omkostningerne forbundet med frembringelsen af offentlige goder over på andre landes skatteborgere – eller hersker der også i den internationale sfære normer, som fordrer solidaritet?

Imod panikmagerne

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. november 2006. 21 svar

Da der øjensynligt har været problemer med adgangen til David Gress’ indlæg, bringer vi det her igen fra redaktionen:

Blandt de adskillige udmærkede og hårdtslående kritikker af den tendentiøse Stern-rapport om global opvarming, som Information skadefro publicerede hovedkonklusionerne af på dansk, glæder denne mig i særlig grad da den skyldes min gamle studiekammerat Chris Monckton.

Et par citater (med indbygget link til tabeller og udregninger):

Sir Nicholas Stern’s report on the economics of climate change, which was published last week, says that the debate is over. It isn’t. There are more greenhouse gases in the air than there were, so the world should warm a bit, but that’s as far as the “consensus” goes. After the recent hysteria, you may not find the truth easy to believe. So you can find all my references and detailed calculations here.

The Royal Society says there’s a worldwide scientific consensus. It brands Apocalypse-deniers as paid lackeys of coal and oil corporations.

The oceans, we’re now told, are acting as a giant heat-sink. In these papers the well-known, central flaw (not mentioned by Stern) is that the computer models’ “predictions” of past ocean temperature changes only approach reality if they are averaged over a depth of at least a mile and a quarter.

Deep-ocean temperature hasn’t changed at all, it’s barely above freezing. The models tend to over-predict the warming of the climate-relevant surface layer up to threefold. A recent paper by John Lyman, of the US National Oceanic and Atmospheric Association, reports that the oceans have cooled sharply in the past two years. The computers didn’t predict this. Sea level is scarcely rising faster today than a century ago: an inch every 15 years. Hansen now says that the oceanic “flywheel effect” gives us extra time to act, so Stern’s alarmism is misplaced.

Finally, the UN’s predictions are founded not only on an exaggerated forcing-to-temperature conversion factor justified neither by observation nor by physical law, but also on an excessive rate of increase in airborne carbon dioxide. The true rate is 0.38 per cent year on year since records began in 1958. The models assume 1 per cent per annum, more than two and a half times too high. In 2001, the UN used these and other adjustments to predict a 21st-century temperature increase of 1.5 to 6C. Stern suggests up to 10C.

Und so weiter und so fort.  Læs det hele. Vi glæder os til

Next week (hvor Monckton vil) demonstrate the atrocious economic, political and environmental cost of the high-tax, zero-freedom, bureaucratic centralism implicit in Stern’s report; I’ll compare the global-warming scare with previous sci-fi alarums; and I’ll show how the environmentalists’ “precautionary principle” (get the state to interfere now, just in case) is killing people.

Her er iøvrigt Nigel Lawsons demolition af Stern; fyldigere version kommer senere fra Centre for Policy Studies.

Men se om Connie Hedegaard eller den nykonverterede grønne Fogh vil høre efter.  Nej, de vil hellere spilde penge og gøre deres hoser grønne (pardon!) hos meningsmagerne.