Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Til den kritiske forbruger

Man skal ikke altid skælde ud på Frank Aaen og Enhedslisten–bare fordi det er så let …  Nu og da, omend ganske sjældent, gør de noget, der er til fordel for borgernes generelle velfærd.  F.eks. har vi lige set, at de har lavet et website med titlen Kend din vare, hvor de lister produkter fra alle de virksomheder, som ikke betaler så megen skat i Danmark, som Aaen & Co. mener, de burde.  (Hov, det kan vist ikke være sandt–det må være "… nogle af de virksomheder …", da vi må antage, at man som ægte Marxist-Leninist egentlig mener, at alle privatkapitalistiske virksomheders fulde profit skal eksproprieres til "fordel for fællesskabet".)  Listen omfatter:

Jeg tror, at det er ment som et forslag til, at man skal bruge listen til at informere sig om, hvilke varer man ikke skal købe, men listen kunne jo selvfølgelig også bruges til noget ganske andet …  Den opfordring er så givet videre herfra–shop 'till you drop!  Eneste omkostning er så, at man bliver nødt til at lytte til et video-indslag med Frankie "the Enforcer" Aaen, men man kan jo altid slå lyden fra.

The Axis of … Latino-Leninismo

Vi plejer ikke her på stedet at gøre meget ud af fotoreportager, men denne uges farverige indstættelse af Perus nye præsident byder dog på muligheden for at gengive billeder af, hvad der desværre må anses for mere end blot Latinamerikas ideologiske svar på Rip, Rap & Rup–de tre born-again socialister Chavez (Venezuela), Morales (Bolivia) og Correa (Peru)–samt deres naturlige allierede, Irans præsident Mahmoud Armageddon-out-of-here.   Det eneste, der vist rigtigt forener de fire, er deres kærlighed til en stor statsmagt, afsky for Vesten (og i særdeleshed USA) og manglende respekt for privat ejendomsret og andre basale frihedsrettigheder.  Billederne ville næsten være grinagtige, hvis de ikke lige var så umådeligt triste.

Det har Wall Street Journals velskrivende Mary Anastasia O’Grady en dagsaktuel kommentar til–“Making Lenin Proud”–i dagens WSJ:

“The way to crush the bourgeoisie is to grind them between the millstones of taxation and inflation.”

— Vladimir Lenin

Mexican historian and author Enrique Krauze has written that he believes that the “last Marxist in history [will] die at a Latin American university.” At a minimum, Mr. Krauze seems to have gotten the geography right.

Most of the rest of the world has stuffed communism into the dustbin of history but, as events over the past week remind, Latin America has not. Earlier this month, President Hugo Chávez officially took control of Venezuela’s central bank and declared himself a communist. He then traveled to Ecuador to attend the swearing-in ceremony of his latest and perhaps most promising protégé, Rafael Correa, as that country’s new president. Mr. Correa has lost no time emulating his mentor. … 

In his first week on the job, he has already demonstrated a profound understanding of Lenin’s dictum that power over monetary matters is a revolutionary essential. To that end, he has begun an effort to destroy Ecuador’s dollarization. From there, taxation and inflation will do much of his work for him.

At his inauguration last Monday Mr. Correa put on quite a show. Most extraordinary was his not-so-subtle admission that Mr. Chávez is going to be the power behind the Ecuadorean throne. Most Latin governments guard their independence as a matter of national pride. But Mr. Correa appeared quite happy to let the world know that he will be outsourcing Ecuadorean sovereignty to Venezuela.

Ecuador, the new president declared, is “leaving the night of neoliberalism behind” and the new “Bolivarian” government will pursue “21st-century socialism.” He denounced competition and called for cooperation instead. He held up a sword that Mr. Chávez had given him as a gift and cried, “Look out, look out, Bolívar’s sword is passing through Latin America,” a reference to the Chávez agenda, which calls for South American integration under the thumb of the continent’s largest energy producer. The Venezuelan president was perched behind the new president, eyes narrowed, enthusiastically applauding the performance. Iran’s Mahmoud Ahmadinejad was also an honored guest, sitting next to Bolivian President Evo Morales. …

Rewriting the constitution is so central to his agenda that on inauguration day he decreed a March 18 national referendum on the issue. The only problem is that Mr. Correa hasn’t the power to call a constitutional referendum. Changes to the constitution fall under congress. Since Mr. Correa’s party has no members in the 100-seat chamber and his coalition is shaky, it is not entirely clear that he will be able to push through the constitutional changes he seeks. His socialist revolution via a constitutional coup could be delayed.

Still, that doesn’t leave the aspiring authoritarian without options. He has Lenin’s millstones to fall back on, if only he can resurrect a local currency. This explains the assault on dollarization now under way.

The adoption of the greenback as Ecuador’s currency seven years ago has been extremely popular among Ecuadoreans of all classes. A long history of repeated bouts of hyperinflation, which destroyed both wages and savings, has finally come to an end and been replaced by a new sense of stability. Mr. Correa knows full well that he cannot strip Ecuadoreans of this one economic gain without facing the kind of rebellion that brought down previous governments. Yet the control he yearns for will not be his as long as the dollar reigns.

To reverse dollarization and introduce a fiat currency, Mr. Correa will have to undermine the dollar economy. One step in that process is stifling commerce with the U.S., his country’s largest trading partner. He has already pledged that under his guidance Ecuador will move away from trade liberalization with the gringos and throw its lot in with Mr. Chávez’s Bolivarian Alternative for America trading block.

Protectionism will help weaken the dollar economy but it may not be enough to provoke a crisis. A forced restructuring of the country’s $10.3 billion in external debt will provide further assistance by damaging the country’s creditworthiness and discouraging new investment, particularly because it is well known that Ecuador’s debt service as a percentage of gross domestic product is lower than Colombia’s or Brazil’s. Creditors understand that paying what is owed is a matter of willingness. Nevertheless, Mr. Correa’s finance minister, Ricardo Patino, last week proposed a haircut of 60% on the country’s debt and invited a team of Argentine officials — otherwise known as the world’s most experienced deadbeats — to Quito this week to act as advisers.

It will be claimed that the “savings” on debt service will be used to help the poor. This will boost Mr. Correa’s populist appeal but politicians never have enough revenue to meet their goals. Low growth rates and disappointing oil prices will exacerbate revenue shortfalls. In a fiscal crisis it is easy to imagine a government like Mr. Correa’s issuing script or a new currency in parallel to the dollar.

The new president seems to be prepared for just such an outcome. In the past he has called for a regional currency and he has now announced that he will end central-bank autonomy. Once foreign investment and trade dry up and the bottomless pit of corruption and social spending drains public coffers, dollarization will be the scapegoat. Mr. Correa can then begin to print his own notes and make Lenin proud.”

Ja, det lyder jo inspirerende.  Vil man have et forvarsel om de langsigtede konsekvenser af den nye Latino-Leninismo, kan man såmænd kaste et blik i den nye udgave af Heritage Foundation/Wall Street Journals Index of Economic Freedom (let at forveksle med, men ikke identisk med Economic Freedom of the World-indekset)–og så tænke i “negative” termer.  2007-udgaven af det kom i sidste uge med bl.a. en artikel af en af verdens førende forskere udi økonomisk vækst, den spansk-amerikanske Xavier Sala-i-Martin.  Denne–som absolut ikke er en teoretisk økonom, men nærmest kan kaldes en ultra-empiriker–viser, at den øgede vækst, som globaliseringen repræsenterer, fører til mindre ulighed og mindre fattigdom.  Så kan man jo spørge sig selv, hvad man tror de kommende år vil byde på for de almindelige mennesker i Venezuela, Peru, Bolivia og Iran.

Det har selvsamme O’Grady også skrevet om i “The Poor Get Richer” i sidste tirsdags WSJ:

“Here’s bad news for t
hose who oppose global fre
e trade: Not only did the world-wide trend toward greater economic liberty hold steady over the past year, but the incomes of poor individuals across the globe are rising as result. The world isn’t only growing richer. The gap between the per-capita income of have-not populations and that of the developed world is narrowing.

This good news for human progress is documented in the 2007 Heritage Foundation/The Wall Street Journal 2007 Index of Economic Freedom, released today. Neither another year of Islamic terrorism, nor record high oil prices, nor fear mongering on Capitol Hill about the China peril have been able to reverse a gradual global shift that reflects the basic human longing for individual liberty. While not all of mankind is participating in this advance, in those places where freedom has increased, people are becoming decidedly better off.

The average freedom score this year for the 157 countries ranked is the second highest since we began measuring economic freedom 13 years ago. It is down a fraction from last year, but each region of the globe enjoys greater economic freedom than it did a decade ago. Hong Kong, Singapore and Australia are the three freest economies in the world this year, in that order. The U.S. ranks No. 4. Among the 20 freest economies in the world, Europe holds 12 places. (The rankings are here.)

As it has in past editions, the 2007 Index also looks at income levels around the globe and finds that economically free countries enjoy significantly greater prosperity than those burdened by heavy government intervention. The per capita GDP of the top quintile of countries, ranked according to economic freedom, is now almost $28,000 while the bottom quintile is less than $5,000. The associated higher GDP rates that come with economic freedom “seem to create a virtuous cycle, triggering further improvements in economic freedom. Our 13 years of Index data strongly suggest that countries that increase their levels of freedom experience faster growth rates,” says the report.

This year the Index again includes important essays on world economic trends. In a piece titled “Global Inequality Fades as the Global Economy Grows,” Columbia University professor of economics Xavier Sala-i-Martin destroys the myth that the income gap is widening. While it is true that some countries are being left behind, when population weights are factored into the equation, the evidence shows that “individual income inequality declined substantially during the past two decades. The main reason is that incomes of some of the world’s poorest and most populated countries (most notably China and India, but also many other countries in Asia) converged rapidly with the incomes of OECD citizens.” Of course both China (ranked 119) and India (104) have a long way to go toward economic freedom but both have made big gains in recent years. Mr. Sala-i-Martin finds that the inequality gap would be even narrower if not for the “dismal performance” of African countries.

A second essay is by Swedish economist Johnny Munkhammar on “The Urgent Need for Labor Freedom in Europe–and the World.” The more advanced economies in Europe restrict labor freedom at the cost of low growth and high unemployment, he argues, while “many Eastern and Middle European countries experiment successfully with freedom.” Contrary to socialist views, labor freedom and improving social conditions actually go together. What he concludes could be applied to the rest of the globe in all areas of economic policy: “If the world wants to achieve both more jobs and better living standards, freedom is essential.”

Den invaliderende velfærdsstat

Berlingskes forside handler i dag om den nye skatteordfører for de Konservative Jakob Axel Nielsen.

Han forsøger sig med det synspunkt, at solidariteten er på retur i Danmark, hvilket også gælder de seneste fem år under Foghs regering.

Læser man artiklen i Business, får jeg indtryk af, at han er i byen med et for liberale/borgerlige velkendt synspunkt: en stor velfærdsstat amputerer folks evne til at tage ansvar for sig selv og deres medmennesker.

Det er jo et synspunkt, som mest prægnant blev formuleret af Henning Fonsmark i hans bog, Historien om den danske utopi (1990) En bog, der endnu ikke er blevet overgået i vigtighed. Gyldendal har den ikke længere på sin hjemmeside. Måske et genoptryk var på sin plads?

(Velfærds-)staten har bestemt sine gode sider. Denne punditokrat vil hævde, at der er forskel på at være liberal og anarkist, og at den vanskelige, men nødvendige opgave er at indrette Staten sådan, at der er en balance mellem de nødvendige rammer for et civiliseret samfund og risikoen for magtmisbrug og umyndiggørelse, der ikke bare er økonomisk belastende, men også åndeligt invaliderende.

Men velfærdsstaten, som den er blevet udviklet i vores del af verden, er gået langt videre og har skabt et system, der i alvorlig grad umyndiggør folk, så de bliver skadet på både krop og sjæl.

De fleste finder sig i denne umyndiggørelse. Det kan lige frem være rationelt at være systemkonform, for når man bliver flået i skat og derfor både selv og med bofællen må arbejde meget og længe, bliver det fornuftigt at kræve sine problemer løst af Staten. Man har jo ikke selv hverken tid eller penge til det. Det er jo for H…., derfor vi betaler skat, lyder argumentet fornuftigt nok.

For dem, der i det mindste bander, er der fortsat håb. Mere uhyggeligt er de mange, der vokser op med velfærdsstatens invaliderende effekt formidlet af en uhørt systemtro presse. De vokser op åndeligt amputerede, så de ikke kan forestille sig en tilværelse med mere personligt ansvar. Det må Staten ordne, og hvis jeg eller andre ikke er lykkelige, er det Statens eller den til enhver tid siddende regerings skyld, hvilket kun kan afhjælpes med mere Stat.

Måske er det her, at vi finder svaret på, hvorfor danskerne er mere lykkelige end så mange andre folkeslag: vi er lykkelige som børn, ubekymrede i vores tillid til, at Staten som vores forældre nok skal løse stort og småt. For nogle er det uhyre positivt, for os andre er det næsten lige så uhyggeligt som Invasion of the body snatchers.

Forskellen mellem de to opfattelser ses i Berlingskes dækning. Skatteordfører Nielsen prøver – formodentlig belært af sin forgængers kranke skæbne – at pege på denne invaliderende virkning af velfærdsstaten ved at formulere det i bløde former: solidariteten formindskes.

Solidaritet er jo et plusord for alle, selvom nogle efterhånden er blevet træt af begrebet, fordi det har ændret indhold. Det betød jo oprindeligt, at A påtog sig at hjælpe B, der var i nød. Dernæst kom det til at betyde, at A krævede, at C hjalp B, fordi C havde bedre råd. Herefter ophævede man forudsætningen om nød, så A også kunne kræve hjælp sammen med B af C. Og i dag betyder det, at A, B og C alle kræver at blive hjulpet af andre.

Men for uhyggeligt mange er solidaritet og velfærd noget, som kun Staten kan levere. Derfor må Staten som Molok konstant fodres med større skatter. Den tapre skatteordfører (og han er virkelig modig, hvilket man kan forvisse sig om ved at se på tidligere forsøg i samme retning fra andre nu stynede politikerspirer, eller sammenligne med de mere spage udtalelser fra hans kolleger på Christiansborg) bliver derfor mødt med spørgsmålet, om "det så ikke er paradoksalt, at du efterlyser større solidaritet, samtidig med at du taler varmt for at sænke skatten."

Tja, bum bum.

Nå, i samme erhvervstillæg kan man også læse om CEPOS, der holder en konference i dag på baggrund af en rapport udarbejdet af prof. Nicolai Foss (ex-punditokrat) og Christian Bjørnskov (punditokrat-in-chief). Rapporten påviser en sammenhæng mellem en stor velfærdsstat og en manglende lyst til at være selvstændig, dvs. tage en stor personlig risiko, arbejde ekstremt hårdt og med udsigt til konfiskation af hovedparten af gevinsten, hvis det mod al statistisk sandsynlighed lykkes.

Som jurist kan jeg ikke bidrage til denne samfundsvidenskabelige diskussion om mulige sammenhænge. Men jeg kan da pege på det forunderlige i, at den første frie grundlov fra 1849 havde en bestemmelse om næringsfriheden, dvs. retten til at skabe sin egen tilværelse og forsørge sig selv. Da grundloven sidst blev revideret i 1953 indførte man en bestemmelse om retten til arbejde, dvs. retten til at lade sig forsørge af andre. Sic transit, etc. (og hvis grundloven Gud forbyde det skal revideres i nær fremtid, må vi forvente, at det "udvidede" solidaritetsprincip også grundlovsfæstes. Tak til unge prins Christian for at have lagt den sag død indtil videre).

Rapportens konklusioner er for os at se en naturlig følge af velfærdsstatens invaliderende virkning, men den bestrides naturligvis af bl.a. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der er CEPOS velfinansierede modpart i samfundsdebatten. De peger bl.a. på, at iværksættertrangen er større i lande, der er "fattigere og mindre udviklede end Danmark", og at det derfor er "lidt komisk, når CEPOS nu har så travlt med at understrege, at iværksætteri gør os rigere". Tja, man kunne jo også vende det om og hævde, at det var iværksætteri, der gjorde os rige og dermed skabte en velfærd, som langtsomt har kvast initiativet ud af de fleste og gjort dem afhængige af Staten. Mon vi bliver ved med at være rige på den måde?

Konferencen finder sted i Den Sorte Diamant (læs mere her), kl. 11.

Redaktøren af denn blog vil forhåbentlig skrive mere om emnet.

Imod uddannelses-mantraet

Han har gjort det igen, Charles Murray.  Altså sagt ting, pæne mennesker ikke siger, men som er lige så sande som de gør ondt på de rettroende.

I 1984 sagde han at den amerikanske velfærdsstat producerede mere fattigdom og dårlig social arv, end den lindrede.  Meget mere.

I 1994 sagde han sammen med Richard Herrnstein, at intelligens eller rettere "g", den generelle faktor i mentale evner, stort set er genetisk betinget, og at folks livstidsindkomst (i hvert fald i markedsøkonomier som USA) i stigende grad vil være betinget af deres "g" snarere end af forældres status.  Samtidig medfører "assortative mating", altså at lige søger mage, at høj-g og lav-g folk får børn med folk af samme slags, hvorved den økonomiske sociale spaltning befæstes af en skarpere opdeling af befolkningen i mentale klasser.  Den belæste håndværker, den halvdumme Harvard-dimittend, er fænomener der ikke længere er plads til i en økonomi, der bestandig søger den højeste effektivitet, og den leveres af dem med den højeste g.

I 2005 foreslog han (ikke mindst som følge af den sociale opdeling, han forudså i 1994) at afskaffe alle velfærdsordninger, offentlige skoler og tilskud til sundhedsvæsenet osv., og erstatte dem med et årligt stipendium (eller borgerløn) til alle voksne borgere på $10.000.  For alle andre forsøg på at skabe bedre livskvalitet for de dårligt stillede var slået fejl.  Skrot det hele og start igen.  USA er et tordnende rigt land, der er rigeligt råd til at give enhver 10.000 om året.

Nu (her, her og her i sidste uges WSJ, det eneste medium der har mod til at bringe den slags virkelig ærlige artikler) gør han op med myterne om at bedre og mere uddannelse kan løse ret mange sociale eller andre problemer.

Pr. definition er halvdelen af alle børn under middel i intelligens.  Trods udbredte fordomme er det umuligt at sætte denne halvdel i stand til at bestride komplekse arbejdspladser.  Det passer ikke (og her angriber Chuck en af mine egne fordomme, så tak for det kolde brusebad!) at skolerne i gamle dage var gode til at lære alle at læse, skrive og regne.  Det passer ikke generelt, at de offentlige skoler idag er forfærdelige (selvom det gælder nogle steder).  Amerikanske og andre tiltag, der skal tilføre skolerne flere penge og sætter normer for det ene og det andet er stort set spild af penge.

Når Bush poster milliarder i det føderale undervisningsbureaukrati, bruger han bl.a. som argument, at det er skandaløst, at 36 pct. af en 4. klasse ikke kunne klare de faglige krav, som en national organisation fastsatte som gennemsnit for årgangen.  Men Chuck viser, at det faktisk er en andel der formentlig svarer ganske godt til den andel af en given årgang, der ikke mentalt nogen sinde vil være i stand til at klare kravene.  Der er altså intet mysterium og ingen skandale i det.  Bare virkelighed.

Argumenterne herhjemme for mere og bedre skoler er analoge.  Det betyder ikke, at skolerne ikke er faldet meget af på den (mere herhjemme end i det meste af USA), men det er altså en illusion at tro, at flere penge og flere krav vil producere årgange af it-ingeniører.

Første artikel handler altså om skolerne og om det umulige i at øge "g".  Den anden handler om højere uddannelser og bliver forhåbentlig straks læst af Haarder (han vil forstå den, om Sander vil være i stand til at kapere den, er nok mere tvivlsomt).  Her taler Chuck om den anden halvdel af fordelingen, altså dem med intelligens over middel.  De fleste af dem hører nemlig ikke hjemme på et college.  Det er spild af tid og penge.  De hører hjemme på tekniske uddannelser, som er de uddannelser, der virkelig fortjener at opgraderes, fornyes og gøres tillokkende.  For her kan det store flertal af disse mennesker lære nyttige og givtige færdigheder.  Det er intellektuel arrogance at tro, at flest muligt skal gennem en boglig uddannelse.

(Her leverer Murray ammunition til en række andre modige folk, der har påpeget det tåbelige i at tro, at det fører til noget godt eller til vækst at kræve flere og flere igennem en videregående uddannelse, folk som Alison Wolf i England (som jeg ved, Haarder kender) og Randall Collins og Ivar Berg i USA).

Traditionally and properly understood, a four-year college education teaches advanced analytic skills and information at a level that exceeds the intellectual capacity of most people.

There is no magic point at which a genuine college-level education becomes an option, but anything below an IQ of 110 is problematic. If you want to do well, you should have an IQ of 115 or higher. Put another way, it makes sense for only about 15% of the population, 25% if one stretches it, to get a college education.

Det lyder rigtigt.  Omkring de 20 pct.  Og hvis man satte det som realistisk mål ville det betyde langt mindre pres på uddannelserne og ikke mindst muligheden for at øge niveauet igen efter årtiers nivellering.  Sådan gør man eksempelvis i Schweiz, hvor universiteterne har holdt en standard, vi kun kan drømme om herhjemme.

Eller sagt på en anden måde: skrot de Foucault-læselister for sygeplejeelever og lær dem at tage sig af patienter!!!  Og giv dem så en ordentlig løn (en god sygeplejerske kan tjene en million i USA).  Hvis de ikkeboglige færdigheder førte til høj løn — det er de godt på vej til — ville incitamenterne efterhånden undergrave massetilløbet til universiteterne.

The fault lies in the false premium that our culture has put on a college degree.

Nemlig.

The spread of wealth at the top of American society has created an explosive increase in the demand for craftsmen. Finding a good lawyer or physician is easy. Finding a good carpenter, painter, electrician, plumber, glazier, mason–the list goes on and on–is difficult, and it is a seller's market. Journeymen craftsmen routinely make incomes in the top half of the income distribution while master craftsmen can make six figures. They have work even in a soft economy. Their jobs cannot be outsourced to India. And the craftsman's job provides wonderful intrinsic rewards that come from mastery of a challenging skill that produces tangible results. How many white-collar jobs provide nearly as much satisfaction?

Nemlig igen og mutatis mutandis for Danmark, selvom selv "rige" danskere notorisk er for fattige til at købe tjenester i samme omfang som i andre lande.

Tredje artikel er den måske mest tankevækkende for folk som os (dem i den yderste højre ende af fordelingen).  Som altså har kunnet bestride og nyde godt af en videregående boglig uddannelse.  Hvad med os?

Chuck siger vi skal lære at blive vise.  Lære at fælde domme, ikke lære at være multikulti-værdifrie.  Lære at møde vore mentale grænser.  Blive udfordret.

Og — ta-dah! — så slutter Chuck hvor jeg selv ville slutte:

Vi skal genoprette den klassiske dannelse.

The encouragement of wisdom requires being steeped in the study of ethics, starting with Aristotle and Confucius. It is not enough that gifted children learn to be nice. They must know what it means to be good.

The encouragement of wisdom requires an advanced knowledge of history. Never has the aphorism about the fate of those who ignore history been more true.

All of the above are antithetical to the mi
ndset that prevails in tod
ay's schools at every level. The gifted should not be taught to be nonjudgmental; they need to learn how to make accurate judgments. They should not be taught to be equally respectful of Aztecs and Greeks; they should focus on the best that has come before them, which will mean a light dose of Aztecs and a heavy one of Greeks. The primary purpose of their education should not be to let the little darlings express themselves, but to give them the tools and the intellectual discipline for expressing themselves as adults.

In short, I am calling for a revival of the classical definition of a liberal education, serving its classic purpose: to prepare an elite to do its duty.

Murray er guf for viderekomne.  Og manden har ret.

Indlæg i Jyllands-Posten

Jeg vil nødig tage opmærksomhed fra den langt mere interessante debat i den foregående posting om selvforsvar og -tægt, men bloggen tager altid det nyeste indlæg øverst, så jeg beklager.

Som tidligere nævnt har denne blog til tider en københavnerorientering, der må være trættende for de øvrige af vores læsere. Det har dog hjulpet, at vores redaktør hører til i hovedlandet. Selv vedstår jeg gerne, at jeg ikke læser JP ofte nok, men nøjes med Berlingske. Derfor gik der noget tid, før jeg blev opmærksom på et ophidset indlæg fra vores alle sammens Villy Søvndal. Det gik kort fortalt ud på, at en række debatører skulle "stikke piben ind". Det var dog ikke endnu et overgreb på rygere, men angik debatten om Irak. I kampens hede fik Søvndal endda angrebet CEPOS, selvom de slet ikke beskæftiger sig med udenrigspolitik. Også jeg blev nævnt og benyttede derfor lejligheden til at skrive et længere svar af kroniklængde, som JP naturligvis ikke kunne besvære sine læsere med. Det blev dermed en forkortet version, som bringes i søndagens udgave (her).

Mangfoldighed, forskellighed, samfundsorden, indvandring

Fremmer mangfoldighed (diversity) vækst, velstand, tolerance, retssikkerhed, et blomstrende civilsamfund og alle de andre gode ting, som såvel liberale som alle andre efterstræber?

Ja, siger meningsdannernes mantra, der forlængst i USA og efterhånden også herhjemme har ført til en ekstrem forkvakling af debatten, der censurerer ubekvemme opdagelser eller endog forhindrer, at de gøres, og som fremmer en række klicheer, der kolporteres aldeles ukritisk.  Mangfoldighed sættes lig med flere interessante restauranter, varer i butikkerne, sprog på gaderne og spændende fremmede skikke.  Og det skal man da være et skarn for at foragte.

Men de gode ting, mangfoldigheden, den etniske og kulturelle, medfører, rækker ikke særlig dybt.  Det er der efterhånden en del, der ved, men de fleste af dem tør ikke tale om det.

En af dem er selveste Robert D. Putnam, der blev verdensberømt i 1990rne med sin bog om social kapital, vækst og demokrati baseret på case studies i italiensk historie og samfundsudvikling (How Democracy Works, Princeton 1993) og som siden videreudviklede sin analyse af social kapital og dens skrantende helbred i USA i Bowling Alone (Simon & Schuster 2000).

Putnams seneste projekt har været at undersøge, hvordan tillid mellem mennesker — som jo er en fundamental faktor i social kapital — har det under forskellige etniske betingelser.  Og han fandt at “etnisk diversity får os til at gå i forsvarsposition.  Effekten af diversity er værre, end vi kan forestille os.  Det er ikke engang sådan, at vi ikke har tillid til folk, der ikke ligner os.  I meget diverse samfund har vi ikke engang tillid til dem, der ligner os”.

Hmja, det kan jo ikke overraske nogen, der har blot et overfladisk kendskab til historien og besidder elementær sund fornuft om menneskers sociale natur.  Men det er eksplosiv tale fra en Harvard-professor og bestemt en af de sandheder, meningsmagthaverne (og de politiske, op til og med vore regeringschefer alle til hobe) ikke ønsker påpeget og slet ikke ønsker at diskutere.

Så bange var Putnam for sin egen opdagelse, som byggede på meningsmålinger og analyser af 26.000 personer i 40 amerikanske by- og landsamfund, at han i flere år nægtede at offentliggøre den, indtil han kunne finde på nogle trøstende løsninger at komme med.  Imidlertid afslørede han nogle af sine opdagelser til en journalist fra Financial Times, mens den ellers trofast progressive Los Angeles Times med udgangspunkt i Putnams forskning skrev:

Those who live in more homogeneous places, such as New Hampshire, Montana or Lewiston, Maine, do more with friends and are more involved in community affairs or politics than residents of more cosmopolitan areas, the study said.

Steve Sailer bringer det vigtigste af interviewet og en analyse dels af Putnams opdagelser og dels af det håbløse politisk-ideologiske klima, der censurerer den slags, her.

Se også, a propos Los Angeles, verdens mest multikulturelle by, Sailers omtale af en ny politiroman af James Wambaugh, der gjorde sig kendt for 30 år siden med realistiske romaner om politifolk i L.A., men ellers har været tavs længe.

Som følge af ideologisk motiverede anklager om racisme fik LAPD pålagt at arrestere flere hvide mænd, for der var for få af dem i politirapporterne i forhold til deres andel af befolkningen, og dette tal er for politiet ligesom for arbejdsgivere en slags Ti Bud, der afgør hvem der må ansættes og forfremmes og altså også i L.A., hvem der må arresteres.  Det er ikke noget, Wambaugh har fundet på, det er den vitterlige sandhed, og den betyder, at politiet må bruge ressourcer på at foretage tusindvis af meningsløse anholdelser med medfølgende papirarbejde for at dokumentere den racemæssigt korrekte arrestationstakt i stedet for at patruljere de farlige områder.

De vestlige eliters selvmordsdrift på alle vore andres vegne er i sandhed imponerende af omfang.

Bolton om FN og NATO

Man kan mene hvad man vil om USA's nu forhenvaerende FN-ambassadoer men paa vises punkter har hans no-nonsense tilgang til diktaturstater og hans usentimentale forhold til FN og denne institutions begraensninger i denne punditokrats oejne vaeret et frisk og tiltraengt pust. I et interview med the Times – det foerste efter Bolton maatte traede tilbage – konkluderer Bolton, at FN er blevet saa ineffektivt, at NATO boer goeres til et globalt alternativ bestaaende af demokratiske stater. Bolton foreslaar derfor, at lande som Australien, Japan og Israel gives adgang til NATO, som saa kan udgoere et "caucauses of democracies".

Boltons ide er naeppe realistisk men ville vaere saerdeles kaerkommen, som en kraftig markering fra verdens demokratier, af at man ikke undskylder for sit politiske system men tvaertimod finder det overlegent i forhold til de alternativer praeget af fundamentalisme, kommunisme og fascisme, som dominerer flere af af FNs oervige medlemsstater.    

At den er helt gal med FN findes der adskillige nylige eksempler paa. FN's nye generalsekretaer Ban-Ki Moon, lovede ved sin tiltraeden at reformere FN. Men Moon er kommet saerdels uheldigt fra start. Som sin vice-generelsekretaer har Moon udnaevnt Asha Rose-Migiro. Migiro er  udenrigsminister i Tanzania. Paa den baggrund kunne man maaske taenke, at udnaevnelsen var lige efter bogen.

Migiro har dog kun fungeret, som udenrigsminister i lidt under et aar. Det er endvidere vaerd at bemaerke at Migiros saede i det tanzanianske parlament ifoelge avisen the Australians mandagsudgave blev sikret i en valgkreds reserveret til kvindelige kandidater. At Migiro er en sort afrikansk kvinde – og dermed en politisk korrekt darling – vejer saaledes aabenbart tungere end det faktum, at hun ud fra helt objektive kriterier er uegnet til at bestride en post, der er helt central for Moons bebudede reformer, og hvor Migiro vil skulle haandtere diplomater og politikere med mange flere aars erfaring fra international politik.

Som om Migiros manglende erfaring ikke var nok er det kommet frem, at hun – igen ifoelge the Australian – i sin embedsperiode har stoettet Irans atomprogram og enddog udtrykt haab om at tanzaniansk uranium kan anvendes af Iran.

Et andet eksempel er FNs nye Menneskerettighedsraad, der afloeste den skandaleramte Menneskerettighedskommision. Menneskerettighedsraadet har dog vist sig endnu mere politiseret og ligegyldig overfor egentlig menneskerettighedsbeskyttelse end sin forgaenger. Raadet har saaledes – anfoert af muslimske lande koordineret af OIC – brugt det meste af sin energi paa fuldstaendigt ensidigt at fordoemme Israel og de vestlige stater i Raadet har flere gange maatte se sig nedstemt af alliancer af lande saasom Pakistan, Saudi-Arabien, Marokko, Cuba og Kina, hvilket man i oevrigt snart vil kunne laese mere om i en kort artikel af undertegnede i det nye trykte Raeson.

Naar man tager i betragtning at de ovennaevnte eksempler paa FNs inkompetence langt fra er enestaaende men snarere kendetegnende, kan det synes overraskende at en ide som John Boltons om et globalt NATO  med udvidede befoejelser opfattes som kontroversielt i de fleste Vestlige lande. Det er endnu mere overraskende, at the Economist (og Paul Kennedy) saetter sin lid til at FN kan (og skal) spille en mere central rolle i international politik. I denne punditokrats optik er det i stigende grad noedvendigt med et opgoer med tanken om FN som garant for en international retsorden. Saa laenge FN Pagten ikke skelner mellem demokratier og diktaturer er det utopi at tro paa at frie og undertrykkende lande kan enes om en vision om det gode internationale samfund og uden en saadan faelles vision er selv nok saa fromme haab derom ligegyldige.

 

 

 

Spændingen er udløst

Tja, så blev spændingen om. hvordan Berlingske m.fl. ville dække Plame-sagen, udløst.

Valget stod mellem at erkende den stærkt mangelfulde og faktuelle ukorrekte dækning, man hidtil havde præsteret, eller at fortie den og fremsætte nye konspirationsteorier.

Resultatet blev, dam-da-da-dammm, det sidste.

Der har allerede været kommentarer fra mere morgenduelige læsere, der i øvrigt ikke kun angår Berlingskes dækning, se kommentarerne til den tidligere posting her. De forskellige blade har vist ikke noget at lade hinanden høre, når det gælder mangelfuld dækning.

Da vi imidlertid har dvælet særligt ved Berlingskes dækning, er det vel kun forudseeligt, at vi laver lidt fisking på dem, bare lidt.

Joe Wilson er tidligere diplomat og var tidligere udstationeret på ambassader i Afrika, og i den egenskab blev han af CIA bedt om at tage til Niger i 2002 for at undersøge en mistanke om, at Irak havde forsøgt at købe såkaldt uran-materiale til brug for fremstilling af atomvåben i det afrikanske land. Det kunne han ikke bekræfte.

Nej, Wilson kunne faktisk bekræfte, at Irak formodentlig havde forsøgt at købe uran, men han mente ikke, at det var lykkedes dem. Se Senatets rapport fra juli 2004 (her).

Sideløbende konkluderede det amerikanske udenrigsministerium, at de dokumenter, som i første omgang havde vækket mistanken, var forfalskninger. Det var CIA enig i, og tjenesten advarede flere gange Det Hvide Hus mod at tage Niger-oplysningen for gode varer. Alligevel omtalte præsident Bush den som en kendsgerning i sin tale om nationens tilstand i januar 2003.

Nej, Bush fremhævede udtrykkeligt, at påstanden var baseret på britiske efterretninger, og at der var tale om forsøg på at skaffe sig uran. Se talen fra januar 2003 her. Vurderingen blev fastholdt af briterne allerede i en rapport fra september 2003, og er senest blev bekræftet som troværdig i Butler-rapporten fra juli 2004 (her). Rapporten afviser også, at de forfalskede Niger-dokumenter har nogen betydning for denne vurdering.

Joe Wilson blev vred. Han så det som et bevis på, at Bush-administrationen bevidst havde manipuleret og misbrugt utroværdige efterretninger for at få solgt krigen til den amerikanske befolkning. Hvis de havde gjort det med så åbenlyst falske oplysninger, som dem han kendte til, havde de måske også gjort det med andre. Så Wilson skrev sin kronik, og derefter rullede Plamegate.

Nej, i sin kronik undrede Wilson sig blot over, om hans rapport om Niger var blevet læst af regeringstoppen (læs gengivelsen her). Senatets 2004-rapport fastslog senere, at det var den ikke blevet, fordi den blot gentog, hvad man allerede mente at vide i CIA, herunder om Saddams interesse i at skaffe sig uran. Det var først i anden omgang, da Wilson opdagede pressens glubende interesse for hans person, at han gik videre og beskyldte regeringen for at lyve. Samtidig gik han ind i kampagnen for at få valgt John Kerry. Da Senatsrapporten udkom, var den så pinlig for Wilson, at han måtte holde lav profil resten af valgkampen.

Sammenfattende kan man opgøre dækningen sådan:

Omtale af Butler-rapporten, der bekræfter Bushs oplysninger i talen til nationen: 0

Omtale af Senatets rapport med kritik af Wilson: 0

Omtale af Richard Armitage, der faktisk lækkede oplysningerne om Ms. Wilson/Plame: 0

Omtale af den magtkamp, der har været mellem CIA og Bush-regeringen, og som udgør en alternativ forklaring på, hvorfor regeringen fandt det interessant, at Joe Wilson var gift med en CIA-ansat: 0

Omtale af de mange rapporter (se links under søgeordet Plame), der har afvist, at der blev løjet eller lagt pres på efterretningstjenesten: 0, men man omtaler dog, at spørgsmålet om løgn er "aldrig undersøgt til bunds".

Sandsynlighed for, at nye undersøgelser vil afsløre, at der alligevel blev løjet og lagt pres på efterretningstjenesten: 0

Man fristes til at fortsætte med følgende, helt subjektive vurdering:

Tillid til kildekritik og -brug i MSM af sager, der angår Bush-regeringen: 0

Ugens citat: Dennis Nørmark om "modkultur" og virkeligheden

Antropologen Dennis Nørmark, der er amanuensis ved Aarhus Universitet, har tidligere “kloget sig”–på den gode måde–med hensyn til, hvad humanister kunne lære af lidt gedigen videnskabelig metode og kritisk sans.  Nu er han sørme ude med riven igen, i en ualmindelig interessant, velskrevet og i det hele taget læseværdig kronik i dagens Jyllands-Posten. Den er så god, at den burde gengives in extenso, men af hensyn til ophavsretten kommer her kun et par længere … ahem … citater.  Læs selv resten her.

Modkultur findes ikke

Ligesom religiøsitet bør venstreorienterethed studeres som et psykosocialt fænomen: Hvad får folk til at tro på noget, der først og fremmest er forestillinger og alternativer inden i hovedet på dem selv, skriver dagens kronikør.

“Som antropolog har jeg beskæftiget mig med den politiske venstrefløj, og når folk spørger mig hvorfor, svarer jeg, at det skyldes fagets traditionelle interesse for det irrationelle. Det er lidt som med religion.

Ligesom religiøse mennesker tror også mange venstreorienterede på forestillinger, der ikke direkte kan bevises, og som de aldrig opnår konkrete praktiske resultater med. Det forbliver påstande om verden, der fungerer bedst som modvægt til verden.

Ikke som en del af den ansvarlige kedsommelige styring af systemet, men som et alternativ til denne.

På denne måde er venstrefløjen som hunden, der hver dag løber efter sporvognen.

Den dag den rent faktisk når sporvognen, ville den ikke ane, hvad den skulle stille op dem den. Nøjagtig på samme måde har venstrefløjen det med magten.

Ligesom religiøsitet bør venstreorienterethed derfor studeres som et psykosocialt fænomen: Hvad får folk til at tro på noget, der først og fremmest er forestillinger og alternativer, inden i hovedet på dem selv.

Det er måske hårde ord, men i disse dage har unge venstreradikale grupper forskanset sig i et hus på Nørrebro, som de proklamerer, de vil forsvare til sidste blodsdråbe. Derfor er det interessant at undersøge, hvorfor hulen man ikke tager imod de tilbud, man får præsenteret og hvorfor man holder fast i, at det, man laver i den saneringsmodne ruin på Jagtvej, er så vigtigt for samfundet. Min baggrund for at studere venstrefløjens forestillinger har været at studere det som kulturelt fænomen. Som forestilling, som skematik, som myte og fortælling. Min konklusion har været, at den yderste venstrefløj baserer sig på en række spekulative filosofier, der fungerer helt uafhængig af reelle erfaringer. Nøjagtig ligesom religiøse myter gør det. Hvis man skal forstå, hvordan det alternative rebelske og venstreradikale miljø tænker, må man forstå grundtanken bag forestillingen om en modkultur. I 2006 udkom på dansk en tankevækkende bog, af de canadiske filosoffer Joseph Heath og Andrew Potter ved navn Rebel Modkultur som globalt brand. En bog, der burde have fået mere opmærksomhed, for den er et hårrejsende og tankevækkende stykke analyse af en af de mest åndssvage ideer i moderne tid. Denne idé gennemsyrer samfundet, og ingen tør rigtig udfordre den. Denne idé er efter min mening også årsagen til, at ingen, der ønsker at bevare deres coolness factor offentligt tør kritisere Ungdomshuset. Idéen er forestillingen om modkultur.

Potter og Heaths pointe er både godt dokumenteret og dybt provokerende: Modkultur er en forvrøvlet illusion. Alle forsøg på at omgå det kapitalistiske system, kommercialisering, mainstream og marked er håbløse. På coveret af bogen finder vi et billede af Che Guevara. Til salg på et kaffekrus. Den socialistiske rebel er blevet sit eget brand. I 2003 lancerede det rebelske progressive venstreorienterede blad Adbusters der var imod kommercialiseringen i samfundet deres eget skomærke. Og det bliver ved. Da Nirvana udsendte deres anti-kommercielle plade In Utero i 1993 blev det, til deres store fortrydelse, en kæmpe succes. Hvad sker der? Gang på gang har modkulturen forsøgt sig med alternativer. Den har forsøgt at vende det etablerede ryggen, og hver gang er man endt med at sælge ud. Men er det sådan, det er? Er det umuligt at slå systemet? Er den kapitalistiske edderkops net så grundigt spundet ind i alt, hvad vi rører, at kommercialiseringen er et ondskabens vilkår for os alle?

Nej, siger Potter og Heath, for køber du dén version har du også købt modkulturens vigtigste myte, nemlig, at der er et system, man kan slå ind. At det overhovedet er muligt at sælge ud kræver, at der er noget, der er mere virkeligt end virkeligt. Noget, der er bedre end den phony og falske facade, vi lever under i den middelklasse, forstadshelvede og forbrugersuppedas vi sidder i. Forfatternes modige pointe er bare, at forestillingen om dette alternativ er den egentlige illusion.

Og det er ikke bare en nymodens trend. At være rebelsk, at opstille alternativer og være imod the establishment- det er ældgammelt. Forestillingen om, at den verden, vi bebor, blot er illusorisk og tom, går i hvert fald helt tilbage til romantikken. Den fik nyt liv hos den neoromantiske Karl Marx, og den påvirkede hele det 20. århundredes menneskesyn med Freud. Mennesket var buret inde i et jernbur (som hos Max Weber), hvor det blev løjet for og bedraget af markedskræfter, og derefter blev de sultende arbejdere spist af med tomt forbrug hos både Marx og senere Baudrillard. Det sidste er i det hele taget en absurd selvmodsigelse, som Heath og Potter endelig får punkteret, men som stadig lever i bedste velgående hos forbrugshadende anti-liberalister.

Jeg husker fra mine studier blandt de autonome på Nørrebro, hvordan forestillingen om den store illusion også her var en bærende fortælling for den politiske kamp. Folk skulle vækkes af deres søvn, og slå øjnene op. Man skulle rive dynen af dem og udfordre den zombietilværelse, som forbrugsræs og kapitalisme blot udgjorde. Det var umuligt, at folk blot havde valgt denne livsstil af frivillige årsager. Nej, på den ekstreme venstrefløj troede man ikke på den slags frie valg. Her var man blevet bevidst om tingenes virkelige tilstand. Uden for boblen.

Der ER jo tilsyneladende intet alternativ [til systemet]. Man forsøger igen og igen at slå huller i kulturen og præsentere et sådant. Men kort tid efter vil alle have alternativet trykt, på t-shirts, på plakater og på deres kaffekrus. Ikke fordi kapitalismen og systemet er en parasit, der angriber alt, men fordi VI alle sammen er systemet, og fordi det ikke kan være anderledes.

På humanistiske uddannelser dyrker man sin egen version af myten, når de studerende ukritisk læser forsludrede teoretikere som eksempelvis filosoffen Michel Foucault, der hævder, at definitioner på mennesket er helt afhængig af magtforhold, og at mennesket i sig selv ikke ejer nogen essens. At det slet ikke findes. Hos Foucault dyrkes det unormale og gale, fordi det sindssyge kun er en tilfældig historisk konstruktion, der udtrykker den til enhver tid herskende forestilling om det normale. Og Hvem er gal, mig eller samfundet? genlyder også den enerverende stodderromantik, der gennemsyrer alt fra det sociale eksperiment Christiania og til Ungdomshuset.

Modkultur er noget vrøvl. Det er blot et udtryk for et håbløst forsøg på at være ny, kreativ og skabe opmærksomhed om sig selv. At sælge den slags som et oprør mod konformitet og vanetænkning er ganske enkelt et bedrageri. Men det virker. Det er smart, det er sexet, og det kan få selv den største idiot til at virke begavet og modig. Modkultur har intet at give os. Det skaber ingen politiske forandringer eller positive menneskelige resulta
ter. Ungdomshuset er blot
endnu et udtryk for netop modkulturens selvoptagede pseudo-revolution.

Verden findes, og til alle dem, der stadig får blanke øjne, når de fortæller, hvordan man kan sige nej til det etablerede og finde sandheden ved at gå bag om vores fastlåste tankegang og den skjulte magt, er der kun at sige: Shut up and get real!”

Han lyder altså næsten som en Punditokrat …

Dr. No som præsident

Et ukendt navn for langt de fleste danskere og amerikanere, men som nok er væsentligt mere kendt blandt en stor del af denne blogs læsere, er det amerikanske Republikanske kongresmedlem Ron Paul.  Paul, der er læge, har on/off siddet i kongressen som valgt i Texas, men er mest kendt for, at han i sin tid forlod Republikanerne og i 1988 stillede op som præsidentkandidat for Libertarian Party.

Præsidentvalgkampagnen blev der ikke meget ud af.  Selv Libertarian Party havde næppe ventet, at han ville blive valgt, eller blot få en to-cifret andel af stemmerne, og han fik da fordoblet stemmeandelen, men han–der givetvis er den mest scenevante og bedst talende kandidat, som det lille parti nogensinde har haft–klarede sig (med blot 0,5 pct. af samtlige stemmer) endda noget dårligere, end man kunne have ventet (hvilket sikkert skyldtes, at forestillingen om at få Michael Dukakis som efterfølger til Reagan var så skrækindjagende, at mange var villige til at holde sig for næsen og stemme på George H.W. Bush).  Siden vendte han tilbage til Republikanerne, blev valgt til kongressen igen, hvor han nu er kendt som “Dr. No”–fordi han stemmer nej til stort set alt.  At han da heller ikke er en holdningsmæssig opportunist blot fordi han er skiftet frem og tilbage mellem det store og det lille parti, fremgår f.eks. af, hvordan han præsenterer sig selv på sin hjemmeside:

“Congressman Ron Paul of Texas enjoys a national reputation as the premier advocate for liberty in politics today. Dr. Paul is the leading spokesman in Washington for limited constitutional government, low taxes, free markets, and a return to sound monetary policies based on commodity-backed currency. He is known among both his colleagues in Congress and his constituents for his consistent voting record in the House of Representatives: Dr. Paul never votes for legislation unless the proposed measure is expressly authorized by the Constitution. In the words of former Treasury Secretary William Simon, Dr. Paul is the “one exception to the Gang of 535″ on Capitol Hill.”

Paul er iøvrigt medlem af den libertarianske fraktion indenfor Republikanerne, Republican Liberty Caucus, og han ligger konsekvent blandt top-3 af Rep.Hus.medlemmer i dettes Liberty Index, som rater hvordan kongresmedlemmerne stemmer (med scores på mellem 80 og 100 pct.).

Og nu har Dr. No så meldt sig i feltet af kandidater til nomineringen som Republikanernes præsidentkandidat i 2008.  Det har næppe meget større sandsynlighed for at lykkes end forsøget i 1988, men der vil uden tvivl være flere, som bemærker kandidaturet denne gang–og dermed flere som hører budskaber, der kommer tættere på et klassisk-liberalt budskab end nogen anden præsidentkandidat for et af de to store partier siden … ja, meget, meget længe.  Og det er jo i sig selv ikke så skidt.

Her er uddrag fra en artikel om kandidaturet fra Associated Press:

Texas Congressman Seeks Presidency

By JOE STINEBAKER

The Associated Press
Thursday, January 11, 2007; 6:28 PM

HOUSTON — Rep. Ron Paul, the iconoclastic, nine-term lawmaker from southeast Texas, took the first step Thursday toward a second, quixotic presidential bid _ this time as a Republican.

Paul filed papers in Texas to create a presidential exploratory committee that will allow him to raise money. In 1988, Paul was the Libertarian nominee for president and received more than 400,000 votes.

Kent Snyder, the chairman of Paul’s exploratory committee and a former staffer on Paul’s Libertarian campaign, said the congressman knows he’s a long shot.

“There’s no question that it’s an uphill battle, and that Dr. Paul is an underdog,” Snyder said. “But we think it’s well worth doing and we’ll let the voters decide.”

Paul limits his view of the role of the federal government to those duties laid out in the Constitution. As a result, he sometimes casts votes at odds with his constituents and other Republicans.

He was one of a handful of Republicans to vote in 2002 against giving President Bush the authority to use military force in Iraq, contending that only Congress had the power to declare war. At times, he has voted against funds for the military.

Paul bills himself as “The Taxpayers’ Best Friend,” and is routinely ranked either first or second in the House by the National Taxpayers Union, a national group advocating low taxes and limited government.

Her er et link til teksten fra New York Times om samme emne.

PS. For de indforståede: En mangeårig først medarbejder og siden støtte for Ron Paul er Lew Rockwell, grundlægger og præsident for Ludwig von Mises Institute.  Rockwell og den afdøde “østrigske” økonom, historiker og politiske tænker Murray Rothbard var blandt de kraftigste støtter bag Ron Paul i 1988–og forlod efterfølgende Libertarian Party.  Det mig bekendt første sted, hvor man foreslog Paul som præsidentkandidat, var på Rockwells hjemmeside.  Her er Rockwells korte meddelelse om kandidaturet og et link til Ron Pauls artikler hos Rockwell.  Her er en lidt nyere–og nok noget urealistisk–post om emnet fra Rockwells blog.

I morgen er det Plame-dag (igen)

At smag og behag er forskellig, er vel en af de mere fundamentale dele af den liberale ideologi og fortjener derfor jævnlig gentagelse. Der skal således nok være nogle, der finder Berlingskes Bush-fokuserede forside helt i orden; for dem står kommentarspalten altid åben.

Men selv finder jeg, at forsiden i sjældent grad er disproportional med historien bag. Jeg ved ikke, hvem der redigerer forsiden, men de er tydeligvis hårdt angrebet af Olav Hergel-syndromet ("Jo, jeg arbejder på Berlingske, men …"). Denne medie-patologiske diagnose støttes af, at ingen af de øvrige aviser havde fundet behov for at lade historien rydde forsiden.

Inde i avisen er der et forskræp for en større Plame-reportage, som angiveligt kommer i morgen. Næ, tænker vores trofaste læsere, det var da også på tide, at vi igen hører mere om Plame på denne blog.

Ja, tænk engang. Måååååske vil man nu beklage og korrigere de mange faktuelle fejl, man lavede i sin dækning, f.eks. den gang man brugte tre fulde sider i samme udgave af Magasinet på at demonstrere sin uvidenhed om Butler-rapporten, der som bekendt fastholdt vurderingen af, at Saddam havde prøvet at skaffe uran fra Afrika, og at de forfalskede Niger-dokumenter var irrelevante for denne vurdering. I øvrigt en opfattelse, som allerede den første officielle undersøgelse fra september 2003 havde fastslået. Men Butler-rapporten gik det skridt længere udtrykkeligt at citere Bush 16-ord til nationen og bekræfte dem, formodentlig for at skære det ud i pap for medierne. Åbenbart forgæves.

Til gengæld havde Berlingskes korrespondenter fanget, at Ms. Plames børn har krøller. En detalje, som mange andre iagttagere havde overset, f.eks. Christopher Hitchens. Men han drikker jo også, som avisens korrespondenter har betroet os, og så er det jo svært at skelne stort fra småt.

Eeeeellller måske vil korrespondenten prøve at fortie deres mangelfulde dækning og i stedet fremsætte fantasifulde konspirationsteorier, der heller ikke denne gang søges sammenholdt med de mange officielle undersøgelsesrapporter, som har vist sig så skuffende?

Hvad mon det bliver? Indrømmelse af egen utilstrækkelighed eller nye konspirationer mod den onde Bush-regering? Spændingen er næste ikke til at holde ud. Næsten…

Popper som pligtpensum for journaliststuderende

I forbindelse med efterårets interne stridigheder i Dansk Folkepartis sønderjyske afdeling blev jeg kontaktet af en – i øvrigt ganske udmærket – journalist fra et af provinsens større dagblade. Den pågældende bryggede på en historie om de langsigtede konsekvenser af de heftige trakasserier blandt Kjærsgaards sønderjyske proselytter, og ønskede i den sammenhæng at indhente mit bud på, hvilke følger eksklusionerne og de voldsomme slagsmål ville få for partiets fremtidige vælgeropbakning. Fra samtalens begyndelse gjorde jeg det klart, at DF tidligere – og vel at mærke uden større ridser i lakken – havde overlevet partintern strid, der var langt mere alvorlig end de verserende skærmydsler, og at jeg fandt det endog meget usandsynligt, at resultatet af stridighederne ville blive en langsigtet nedgang i partiets vælgeropbakning. Det var vist ikke helt den respons, journalisten havde ønsket sig. I hvert fald gentog den pågældende sine spørgsmål i en ny sproglig klædebon. Svarene var imidlertid de samme; og nej og atter nej, jeg fandt det heller ikke sandsynligt, at konsekvensen af den partiinterne splid ville blive et nyt udbryderparti. Man spürt die Absicht, und ist verstimmt.

Stor var min forbløffelse, da jeg dagen efter interviewet læste den artikel, journalistens research havde udmøntet sig i. Mine – indrømmet: lidt kedelige og usexede – forudsigelser, var placeret langt nede i teksten, mens artiklen i det store og hele var domineret af det synspunkt, at stridighederne ville få ganske store og langtrækkende konsekvenser for Dansk Folkeparti. Det var sågar lykkedes journalisten at finde en person, som var villig til at foreslå, at en regulær partisplittelse lå lige om hjørnet. Denne – for mig fuldstændigt ukendte person – var af journalisten blevet tildelt prædikatet ekspert.

Nu består det hjemlige miljø af politologer og kommunikationsguruer jo ikke af flere tusinde sjæle, så pirret af min nysgerrighed foretog jeg et par opslag på den pågældende “ekspert”. Efter knapt halvandet minuts søgen stod det klart, at bemeldte ekspert var en yngre bachelorstuderende fra handelshøjskolen i København, der havde oprettet en – ikke fungerende – hjemmeside (den er i dag nedlagt), hvorpå den pågældende beskrev sig selv som ekspert i politisk kommunikation. Ekspertetiketten var således en smule tillempet, men hvad betyder det, når man er journalist med noget på hjertet (for et andet og lidt morsommere eksempel i samme boldgade, se her: http://www.theonion.com/content/node/39473/print/).

I mine øjne begik DF-artiklens forfatter en – desværre alt hyppigt forekommende – journalistisk kardinalsynd. Lad være at den pågældende ikke havde tjekket sit hovedvidnes baggrund; langt være er det, at journalisten helt åbenlyst udelukkende var på jagt efter udsagn, der kunne bekræfte og underbygge den forestilling / hypotese vedkommende på forhånd havde dannet sig om virkelighedens beskaffenhed. Den pågældende søgte – i den popper’ske lingo – kun efter de hvide svaner.

Ingen vil angribe journalister for at nære forestillinger om et givent fænomen inden den empiriske research påbegyndes, men i lighed med god videnskabelig praksis, burde også journalister søge efter udsagn, som potentielt set vil kunne invalidere den hypotese, der fungerer som retningsgiver i ethvert empirisk arbejde. Heller ikke journalister kommer uden om at søge efter de sorte svaner.

Men hvordan undgår vi journalistisk arbejde, der udelukkende baserer sig på verifikationsprincippet (“led-kun-efter-de-hvide-svaner-princippet”)? Findes der et effektivt antidot? For enhver der har læst mere end en videnskabsteoretisk grundbog, turde svaret være indlysende: Karl Popper og den hypotetiske-deduktivisme / falsifikationismen. Med udgangspunkt i en grundig indføring i Poppers anvisninger for god videnskabelig praksis på journalistuddannelserne, må det tilstræbes at det journalistiske normsæt i større udstrækning bliver præget af falsifikationsprincippet. Findes der et journalistisk etos burde den popper’ske tænkemåde blive tildelt en langt mere fremtrædende plads.

Danmark daler i økonomisk friheds-indeks

Jeg har på baggrund af den seneste udgave af Economic Freedom of the World-indekset (som jeg/CEPOS er de danske deltagere i) lavet et lille notat til CEPOS om Danmarks relative placering i indekset.  Selve notatet og diverse andre ting kan findes her, og Børsen bringer dd. en artikel om det, som kommer her:

Stor offentlig sektor begrænser økonomisk frihed

Ny international rapport påpeger, at Danmark halter bagefter på økonomisk frihed og er på en 17.-plads blandt andet blevet overhalet indenom af Østrig og Estland.

Danskernes økonomiske frihed steg under den socialdemokratiske regering i 1990’erne, men står i stampe under VK-regeringen.

Danskernes økonomiske frihed steg under den socialdemokratiske regering i 1990’erne, men står i stampe under VK-regeringen.

I en ny, international opgørelse over den økonomiske frihed i verdens lande dumper Danmark fra en 14.- til en 17.- plads siden regeringsskiftet i 2001. Det viser rapporten, hvis danske del er udarbejdet af professor Peter Kurrild-Klitgaard fra Københavns Universitet for den borgerlige liberale tænketank CEPOS.

»Den økonomiske frihed er som helhed stagneret siden regeringsskiftet, hvor Danmark er blevet overhalet af blandt andet lande som Østrig og Estland. Vi skal passe på, at de stærke økonomiske resultater, som Danmark har vist i de senere år, ikke bliver en sovepude, så vi sakker yderligere bagud, når det gælder om at gøre Danmark konkurrencedygtig og at skabe vækst,« siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Nær sammenhæng

Rapporten viser, at der er nær sammenhæng mellem ranglisten over økonomisk frihed og resultaterne af såvel den årlige kåring af mest konkurrencedygtige økonomier fra World Economic Forum og det årlige indeks over de mest globalt orienterede økonomier fra det internationale konsulenthus AT Kearney. De mest frie økonomier er generelt også de mest konkurrencedygtige økonomier og de økonomier, der klarer sig bedst i globaliseringen.

Peter Kurrild-Klitgaard siger, at det er relativt enkelt at slå fast, hvad der begrænser Danmarks økonomiske frihed. Det fremgår af rapporten, at Danmark sammen med Sverige, Norge og Finland placerer sig i selskab med verdens diktaturstater, når det gælder størrelsen af den offentlige sektor. Også reguleringen af arbejdsmarkedet trækker ned i Danmarks placering, mens Danmark indtager en global førsteplads, når det gælder retssikkerhed og sikringen af ejendomsretten.

»Det er en vigtig pointe, at statens rolle i samfundsøkonomien handler om langt mere end skat. Danmark ligger vældig godt på en række områder, men ikke når det gælder størrelsen af den offentlige sektor. Problemet i Danmark er især størrelsen af overførselsindkomsterne,« siger Peter Kurrild Klitgaard.

Ranglisten over global, økonomisk frihed er langt fra den første, der peger på skat og den offentlige sektor som de to faktorer, som udgør den største barriere for vækst og konkurrencedygtighed. World Economic Forums rapport når samme konklusion.

»Da der er en stærk og robust sammenhæng mellem et lands økonomiske frihed og dets økonomiske vækst, kan man forvente, at en række andre lande, som liberaliserer deres økonomier mere end Danmark, i længden vil overhale Danmark i vækst – og dermed i velstand og levestandard,« siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Han opfordrer til, at der bliver gennemført en skattereform, for eksempel en såkaldt flad skat, der sænker den marginale skattesats til under 50 pct. Men professoren tilføjer, at også er behov for yderligere reformer på arbejdsmarkedet, i den finansielle sektor og i reguleringen af erhvervslivet.

Update:

  • Berlingske Business omtaler notatet her.
  • CEPOS’ nye undersøgelse af sammenhængen mellem økonomisk frihed og iværksætteri findes her.

Danmarks bedste avis

Her på bloggen har vi nævnt det tit og ofte, og forleden blev det nok en gang bekræftet: Weekendavisen er Danmarks bedste avis, i hvert fald fik de Berlingskes pris. Den burde de få hvert år.

Deres indlæg er ganske simpelt bedre, og det øger både aftagerkredsen og den enkelte læsers interesse, at medarbejderne på avisen dækker et ganske bredt politisk spektrum. Selvom det er muligt at gætte den enkelte journalists personlige ståsted, det viser sig jo som alt overvejende hovedregel i valg af emne, vinkling og kilder, så er det ekstremt sjældent, at journalisten forfalder til den slags ensidig prædiken, der desværre er normen i de fleste andre aviser.

Den høje standard gælder normalt også læsernes indlæg. I denne uge mærker man sig især et større indlæg af David Pontoppidan og Christan Houlberg, der gør op med den historieforståelse, som desværre synes at præge store dele af de mediebærende klasser og som blev forseglet i Matador.

Der er m.a.o. noget for enhver smag. Det kan ikke undre de tålmodige læsere af denne blog, at jeg her fremhæver interviewet med Mikkel Vedby Rasmussen. Her bringes kun et par citater, for har I ikke købt eller abonneret på WEA, SÅ GØR DET.

Og Vedby er ikke bange for, at det bliver svært at komme pænt ud, for der har ifølge ham altid været to forskellige krige i Irak: Den der bliver ført i Irak, og den der bliver ført på den politiske bane i København, London og Washington.

"Og krigen nede i Irak kan de godt komme ud af på en god måde, for på mange måder har både danskere, briter og amerikanere gjort et ganske godt stykke arbejde, selvomm det er gået lidt upåagtet hen i den anden krig, den i hovedstæderne. Guderne skal vide, at de har begået masser af fejl, det gør man altid i krig, men det, de har gjort rigtigt, er, at de i vidt omfang har kunnet reducerede den opstand, der var i begyndelsen. Der, hvor Saddam Hussein lod sin hær forsvinde uden at komme i kamp, så den var bevaret til at lave guerillakrig. Den nedkæmpede de i vidt omfang uden de store problemer. Det, der så skete, var at Irak blev en magnet for alverdens islamister, som kom til og som også radikaliserede irakerne, så det blev en ny kamp. Og den kamp har de haft sværere ved at vinde. Det er så tæt på at være en borgerkrig, som det kan være, og den handler om mange andre ting, og det er en kamp, som vi fra Vesten aldrig rigtig kan vinde, for det er ikke vores kamp. Vi står midt i den, mens kuglerne flyver  hen over hovedet på os, men det er egentlig ikke vores kamp — den er det nok klogt at træde et skridt tilbage fra, som vi gør nu, og sige: Nu er vi her som en reserve, hvis det går galt, men derudover holder vi os væk."

Pointen er, mener Vedby Rasmussen, at det er gået okay. Det kunne være gået bedre, men det kunne sandelig også være gået værre.

Jeg kan især godt lide hans understatement om, at det er gået "lidt upåagtet hen". Jep, den "anden" krig er tabt ikke bare i Politiken og Information, hvor man kunne forvente det, men også i vores såkaldte public service-stationer DR og TV2, samt i de dele af Berlingske, der er ramt af Olav Hergel-syndromet.

Som kommentarspalten forneden måske vil vise, er der som nævnt altid noget for enhver smag i WEA. Det er under alle omstændigheder en god smag. Mums.

The Vote Motive

Så er det igen tid til noget, der ikke er polemik, men har lidt med forskning at gøre–og så et gran selvpromovering.  Mere specifikt, så bad Institute of Economic Affairs i London mig forrige år om at redigere en 30-års jubilæumsudgave af den lille bog af public choice økonomen, Gordon Tullock, The Vote Motive, som IEA oprindeligt udgav i 1976.  Bogen er ikke et stort, originalt bidrag til studiet af politik, men den var i sin tid en af de første, lettilgængelige introduktioner til det dengang nye fænomen public choice teori, og som sådan var den faktisk indflydelsesrig i europæiske kredse langt udover, hvad mange andre værker har været.  (Bogen inspirerede forfatterne til “Yes, Minister”, og den var iøvrigt denne Punditokrats første introduktion til emnet, da jeg i 1985 via mine venner Otto og Palle og Libertas’ postorder-boghandel købte den svenske oversættelse.)

Så udover at skrive en introduktion om bogens indflydelse, har jeg til denne jubilæumsudgave bedt tre fremtrædende public choice eksperter–den britisk-amerikanske økonom Charles Rowley, den amerikanske økonom og politolog Michael Munger og den tyske økonom Stefan Voigt–om at give deres respektive bedømmelser af bogen og Tullocks arbejder.

Jeg håber, at udgivelsen–selv her 30 år efter–kan virke lige så øjenåbnende på andre, som den gjorde på mig.  Der er omtale af udgivelsen her hos IEA, hvor man–hvis man er virkeligt nærig og ikke vil betale £12 for et flot trykt eksemplar–også kan downloade bogen som pdf-fil.  Ellers kan den købes hos IEA og Amazon.

Nostalgi: Krauthammer i de gode gamle dage

Forleden faldt jeg over denne artikel af Charles Krauthammer fra WaPo 18. marts 2005.

Det var i de gode gamle dage, hvor demokratiet netop var indført succesfuldt i Irak, og hvor demokratiet havde spredt sig til Libanon. Slyngelstaterne var bange, Libyen havde opgivet sit a-våbenprogram, og Syrien lod sig presse ud af Libanon. MSM måtte modvilligt overveje, om Bush alligevel havde haft ret i sin politik om, at demokrati ville have en afsmittende effekt. Det bekom dem tydeligvis ikke vel. Som en kommentator udtrykte det: It's like my head is going to explode. Og Krauthammer, han hånede sine modstandere. Tja, det var den gang.

Det sete afhænger af øjnene, der ser. krigsmodstanderne vil sikkert kun se det naive i Krauthammers optimisme. For mig minder foråret 2005 mest om det, der trods alt blev opnået: demokrati i både Irak og Libanon samt små skridt i retning af frihed i de øvrige diktaturer i området. Det bekræftede, at der blandt Mellemøstens arabiske folkeslag findes moderate kræfter, der ønsker demokratiet og er parate til at gribe det, når det tilbydes. Det er vigtigt at fastholde i en tid, hvor medierne søger at give os indtryk af, at diktatur og undertrykkelse er en naturtilstand for arabere.

I morgen skulle Bush fortælle om sin nye Nye Plan. Vi får se. Der er mange forslag i luften lige nu. Her er et link til The Times i dag, hvor Taheri lufter sine. I sidste ende afhænger det af irakerne selv. Det gør nogle til pessimister, men ikke denne punditokrat.

Sine qua non

En britisk domstol har fundet Umran Javed skyldig i racehad og opfordring til drab–specifikt for under Muhammed-krisen sidste år at have opfordret til, at muslimer bombede Danmark.  Det skete under en demonstration, hvor han var taler, og som Berlingske Tidende beskriver således:

"Dannebrog blev brændt af til taktfaste skældsord, da omkring 350 demonstranter samlede sig foran den danske ambassade i februar sidste år for at vise præcis, hvad de mente om tegningerne af profeten Muhammed, der bl.a. var blevet offentliggjort i Jyllands-Posten. Bannere, der hyldede de fire selvmordsbombere fra Londons angreb i undergrunden og lovede Europa, at mujahedin-krigerne var på vej, blev holdt i vejret, mens taktfaste råb mod Vesten, USA og især den danske regering forsøgte at finde vej op mod ambassadens lukkede vinduer. Enkelte kom udklædt som selvmordsbombere for at vise deres holdning over for Danmark."

Vi skal ikke her indlede en diskussion af, om det nu er passende, at man straffer en person for udtalelser snarere end gerninger–selvom den diskussion da iøvrigt altid er værd at tage.  Nej, snarere vil vi blot gengive den fulde transkription af, hvad manden faktisk sagde in extenso, idet den ganske godt illustrerer, hvad hele balladen handlede om: Ikke blot noget om, at nogen var "stødt" på manchetterne, eller "krænket" på deres religiøse følelser e.l., men derimod om selve grundpillerne for hvorledes et samfund skal være indrettet, og hvem der skal stå til ansvar for hvad:

"Mine kære muslimske brødre og søstre, vi må forstå, hvorfor vi er her i dag. For at erklære at vi ikke vil finde os i, hvad Danmark gjorde … Vi vil ikke finde os i, hvad Frankrig, hvad Europa, hvad alle verdens vantro og den vestlige verden står samlet om.

I har erklæret krig mod Allah og hans budbringer. I har erklæret krig mod det muslimske samfund, og det kommer I til at betale en høj pris for. Tag ved lære af Theo van Gogh. Tag ved lære af jøderne i Khaybar. Tag ved lære af hvad I kan se, for I kommer til at betale med jeres blod. Danmark, I kommer til at betale. Danmark, I kommer til at betale, I kommer til at betale. Med jeres blod, med jeres blod, med jeres blod. Bomb, Bomb Danmark. Jihad er en del af Gud.

Demokrati, hykleri. Til helvede med demokrati. Til helvede med Danmark. Til helvede med frihed. Bomb, bomb Danmark. Danmark, vær på vagt. Zarqawi kommer tilbage. Bomb, Bom USA. Bomb, bomb Danmark."

PS.  Umran skal nu angiveligt–lige inden strafudmålingen–have sagt, at han fortrød sine udtalelser.  Det bliver spændende at se, om den fortrydelse holder lige så længe som Zacharias Mousawis anger.

Something rotten: TNR om Danmark

Det ganske ofte ganske glimrende (og meget indflydelsesrige), "left liberal" amerikanske tidsskrift The New Republic har i sit seneste nummer et langt forsvar for "den danske model": Altså at høje offentlige udgifter skulle lede til høj økonomisk vækst.  Her er (med et groft brud på ophavsretten) lidt at sætte tænderne i:

Great Danes

by Jonathan Cohn

If you want a lower standard of living," conservative policy experts Grace-Marie Turner and Robert Moffit wrote in an op-ed last week, "the Europeans have the right prescription." The topic of discussion was universal health care, but it just as easily might have been government-sponsored child care or generous unemployment benefits. The failure of the European welfare state is, after all, an article of faith among conservatives, from Robert Samuelson ("Europe is history's has-been") to Jonah Goldberg ("Europe has an asthmatic economy") to David Brooks ("[T]he European model is flat-out unsustainable").

The argument generally goes like this. Nowadays, every nation faces a stark but straightforward choice: It can admit that globalization demands a fluid economy–in which people will lose jobs frequently and incomes are bound to be more volatile–and adapt by slashing taxes, government benefit programs, and trade barriers. Or it can try to hold on to old-fashioned notions of lifetime job security and guaranteed incomes by blocking out trading partners, closely regulating business activity, and maintaining a generous welfare state–a formula sure to produce sluggish growth, chronic unemployment, and crippling government debt.

Given their political agenda, it's easy to see why conservatives would be attracted to this analysis. But, even as the pundits wring their hands at Europe's economic decline, a growing number of American economists have begun looking across the pond for inspiration–to Scandinavia and, especially, to Denmark. Over the last decade, the Danes have turned the conventional wisdom on its head by boasting not only one of the world's most expansive welfare states, but also one of its most robust economies. Given the way average American workers' wages continue to stagnate even as their burden of risk–of losing a job, of losing medical insurance–continues to rise, it looks increasingly as though the conservative triumphalism has been misplaced: It may be that Europe has something to teach us after all. And Democrats, who have come back into power promising to address economic insecurity, should be sure to listen.

As in most of the developed world, Denmark's welfare state traces its origins to the Great Depression–specifically, to a dank January morning in 1933 when Prime Minister Thorvald Stauning called several of the country's political leaders to his apartment for a private session to discuss the nation's growing economic crisis. As Eric Einhorn and John Logue recount in a forthcoming essay on Danish history, nearly half the population was out of work and farm foreclosures were widespread. With communism and socialism gaining popularity among the increasingly distressed population, Stauning and his colleagues were desperate to take actions that would not only alleviate the widespread suffering but also save capitalism itself.

Stauning's apartment was on a small, quiet street named Kanslergade. And the resulting "Kanslergade compromise," as it came to be known, would give birth to the contemporary Danish welfare state. Denmark always had an egalitarian tradition, rooted partly in its strong ethnic identity. But, prior to the 1930s, fulfilling that guarantee was largely the responsibility of private associations, organized around jobs or communities. The Kanslergade compromise changed all that. Henceforth, the government would take primary responsibility for making the economy work–and making sure that it worked for everybody–by, among other things, providing a set of social insurance programs that protected against illness and unemployment.

The strategy succeeded. Denmark's political center held, Danes got back to work, and, on the eve of World War II, the economy was back on track. The country continued to thrive after the interlude of Nazi wartime occupation and, from the 1950s through the 1970s, it generally had steady, strong growth. The more the economy grew, the more money the government collected through taxes–allowing it to provide, in turn, even more generous services. By the '70s, Denmark had developed a well-earned reputation for providing what was arguably Europe's most comprehensive and lavish set of welfare benefits.

But the Danish economic model–like those across Europe and in the United States–was challenged by "stagflation" in the '70s and globalization in the 1980s. Denmark's economy, like those in most of Europe, started lagging behind that of the United States. While Americans were going back to work–and, in some celebrated cases, getting fabulously rich–millions of Europeans were joining the ranks of the chronically unemployed, living off of generous welfare payments. Meanwhile, businesses, hamstrung in some countries by rules that made it difficult to hire and fire new workers, weren't investing or creating new jobs.

But, while most of Europe continued staunchly to resist change, the Scandinavians began to embrace it–led, once again, by Denmark. In the early '80s, with unemployment in double digits and the economy slowing to a crawl, voters threw their support behind the Danish conservatives, enabling them to oust the Social Democrats who had run the country for most of the postwar period. Although the conservatives were not very far to the right by U.S. standards, they had run on a platform of rescuing the Danish economy, which they vowed to do by privatizing some government services, modestly reducing welfare benefits, and bringing down government deficits. And, for a few years, they made some headway, particularly when it came to trimming the pension system and bringing the government budgets back into balance.

By the early '90s, the economy had recovered enough–and the public's enthusiasm for the conservatives had waned enough–to swing politics back in the other direction. The Social Democrats took power once again, this time under the leadership of Poul Nyrup Rasmussen, a close ally of Denmark's organized labor movement. But, contrary to the expectations of some supporters, Rasmussen didn't abandon the conservative reforms. Instead, in a classic Nixon-to-China move, he undertook some of the very measures that the conservative coalition had proposed but could not enact on its own.

One of these was the sale of Denmark's state-owned telephone company, which, relative to the size of the country's economy, represented one of the largest efforts at privatization in Europe for the entire decade. Rasmussen also remained committed to balanced budgets, making more low-level spending cuts to keep the budget in line. But perhaps most important were the reforms Rasmussen's Social Democrats introduced to the Danish unemployment system. Previously, unemployment benefits had been not only very generous–equal, in some cases, to 90 percent of lost wages–but also essentially unlimited. Under a new scheme pushed through by the Social Democrats, the government began limiting assistance to four years–and, even then, only on the condition that beneficiaries worked or enrolled in job training.

Essentially, Rasmussen was triangulating between the two main poles of the country's political debate, in a manner much like
the one Bill Clinton was e
mploying in the United States at roughly the same time. But, because politics in Denmark were generally far to the left of the United States, the resulting compromise actually looked quite different. Relative to Clinton's welfare reform, Rasmussen's invested much more money in worker-counseling and training. The explicit goal was to recognize a social compact: Just as the unemployed were obligated to find new jobs, so the government was obligated to make sure the jobs were there (even if it meant creating them on the public payroll) and that the unemployed received proper training to succeed. Today, largely as a result of Rasmussen's reforms, Denmark spends more than 4 percent of its GDP on its labor market programs–the most of any country in the Organization for Economic Cooperation and Development (oecd) and more than 20 times what the United States spends on its worker-training programs.

In some respects, though, what was most significant about Rasmussen's agenda was what it did not include: radical changes to the welfare state. And that explains why, today, the country has programs that remain among the most generous in the developed world. There is universal health care and child care. Lengthy maternity and paternity leaves are available. And, despite the time limit, unemployment benefits are still worth up to 90 percent of lost wages. In all, Denmark spends nearly one-third of gross domestic product on government-run benefits–among the highest in the developed world and more than twice what the United States spends. Naturally, Denmark has a tax burden to match: Half of the country's annual economic output goes through government in the form of taxes–again, among the highest in the developed world and well above the U.S. rate of just under 30 percent.

If you believe the conservative rhetoric on economics, this combination of high taxes, a large public sector, and lavish welfare benefits ought to be killing the Danish economy. But it's not. In fact, Denmark's economy has thrived. And nowhere is that more apparent than in the job market. By the time Rasmussen left office in 2001, the unemployment rate had fallen from a 1994 peak of 9.6 percent to 4.3 percent; in 2002, it fell below the U.S. rate, where it has remained ever since. For the most recent quarter of 2006, Denmark's standardized unemployment rate was 3.6 percent, compared with 4.7 percent in the United States. Moreover, while Europe has a reputation for fostering cadres of idle youth (a reputation that, in countries like France, has at least some basis in reality), in Denmark, a mere 3 percent of its 15- to 19-year-olds are neither in school nor working–the second-best rate in the developed world. (Tiny Luxembourg is first.) In the United States, by comparison, the figure is about 7 percent.

Another important measure of overall economic health is GDP per capita, which in effect approximates the wealth generated per person per year. Here, the United States remains near the top of the developed world, at $39,732. Denmark, though also in the top fifth of the oecd, is at just $31,932. It's a significant difference, but one that reflects, in part, the fact that Americans simply work more hours, don't get as much vacation, and can't take such generous pregnancy or sick leaves. GDP per capita is also an average, pulled up by the extraordinary wealth of America's elite. Once you consider the distribution of income and material goods, it becomes apparent that typical citizens in Denmark are doing as well as–and quite possibly better than–their American counterparts.

Nearly 80 percent of Danish households have access to a home computer, the second-highest proportion in the world; just 62 percent of U.S. households can make the same claim. And, while the United States scores a bit higher than Denmark on the U.N. "Human Development Index," which combines financial standard of living with measures like knowledge and life expectancy, Denmark bests the United States on the "Quality of Life" index, which the Economist Intelligence Unit devised to measure a similar combination of factors. One reason Denmark scores so well is that programs like universal health care and day care mean middle-class Danes don't carry around the same sort of anxieties that their American counterparts do. The existence of such programs also helps explain the most obvious economic difference between Denmark and the United States: America's poverty rate of 17.1 percent is the second-worst in the oecd, behind only Mexico. And Denmark's? It's 4.3 percent, tied with the Czech Republic for the best on the planet.

To critics, the trouble with large welfare programs isn't so much what they do today as what they promise to do tomorrow: Since aging populations will eventually claim more in benefits than younger generations of workers are projected to generate, the programs appear unsustainable. In the general sense, this claim has some truth. The money Denmark owes its future retirees, in the form of pensions and health benefits, will indeed put a huge claim on its treasury–one it's not yet fully prepared to meet. But Denmark is in a far better position to meet those obligations than many other countries, including, yet again, the United States. As it has for several years, Denmark is presently running a small budget surplus, equal to around .65 percent of its GDP. The United States, of course, is running large deficits, in the neighborhood of 4.5 percent of GDP–which is one reason our long-term financial liabilities are more severe, too.

So what have the Danes figured out that conservative American pundits haven't? "High taxes don't hurt [by themselves]," says Harvard's Richard Freeman, a highly respected labor economist who has studied Europe extensively. "It depends on what you are getting for the money." Medical care is the most obvious example of this. Danes have lower infant-mortality rates than Americans and, statistically speaking, live just as long. You can't pin that completely on the medical system (a lot has to do with poverty, diet, and so on), but it certainly suggests Danish health care is no worse than the U.S. version. Yet we Americans pay far more for our system, because it's riddled with inefficiencies as insurance companies compete with one another to enroll healthy beneficiaries, rather than finance good care.

Another thing the government does well is spend money on projects whose benefits are too long-term, or too spread-out, to attract sufficient private investment. Worker-training is a case in point. One of the great virtues of Denmark's worker-retraining program is the way it enables even middle-aged workers to shift gears and pick up a new profession: If, for example, you're an unemployed textile worker whose best prospect for a new job in two years lies in health care, then the Danish government will pay to train you as a physician's assistant.

Just as a well-educated workforce attracts foreign investment, so does strong infrastructure–whether it's in the form of good roads or a speedy information highway. Here, too, Denmark excels. And here, too, government can take considerable credit, as the Economist Intelligence Unit noted in its glowing write-up: "High public spending also translates to an excellent infrastructure…. Denmark has emerged as a global leader in the development of information and communications technology infrastructure, and a pioneer for wireless technologies, including Bluetooth, among others."

Of course, infrastructure is only part of the story–and a modest one at that. A bigger reason, ironically enough, is the tax code. The high rates on personal income, which max out at 63 percent, mask relatively low rates on investment capital and corporate earnings. That relative balance–with investment taxed less than wages–is what many economists prefer, since, theoretically, low taxes on corporations will en

courage them to invest more, creating more jobs, and so on. The reason Danes tolerate such high income taxes, even while corporate taxes are low, is that they feel like they're getting something for the money: good public services. In effect, the generosity of the welfare state creates political room for economic policies that foster higher growth.

That's also true in the larger sense, when it comes to the rules–or lack thereof–about hiring and firing. Studies have shown that Danes change jobs more frequently than their counterparts elsewhere in Europe and that, on the whole, they have the shortest tenures. With such a volatile job market, you might expect the Danes to clamor for the same kinds of protections as, say, the French or Germans. But they haven't. The main reason, everyone seems to agree, is that the combination of welfare programs and job-training means that the newly unemployed needn't fear becoming destitute. Indeed, in some cases, losing a job is actually a way to get a step up. Polls show that, despite the high rates of job turnover, Danes are among the most optimistic about their prospects for finding work again. As Stein Kuhnle, an expert on Denmark who now teaches at the Hertie School of Governance in Berlin, explains: "One may say that the Danish system is one promoting employment security rather than job security" (my italics).

Earlier this year, an article in The Wall Street Journal on the closure of a Danish meatpacking plant illustrated how fluid labor markets and generous welfare supports produce a virtuous cycle. As soon as the factory was shuttered, the famous Danish job placement and training system went to work. Counselors met with each of the newly unemployed workers, drawing up individual plans of action for each and then monitoring the "clients" to make sure they followed through on their plans. Then, using both state money and some contributions from the old employer, they financed classes to retrain the workforce. The results were impressive: After having spent ten years slicing up pig carcasses, Suzanne Olsen now had a position as a golf landscaping apprentice. Finn Larsen was enrolled in classes to become fully trained as a math and science teacher. Indeed, of the 500 workers the company had laid off, within ten months only 60 were still collecting Denmark's generous unemployment benefits.

Talking up one region's, or one country's, economic model is a recurring phenomenon in politics–and a tricky one. At various times in the last 50 years, the opinion elite has swooned over the Anglo-American countries, the Far East, continental Europe, and even the communist bloc because their economies were in the middle of a temporary boom. But even "successful" countries often have problems that admirers either overlook or willfully ignore. And Denmark has its share of those. To take one obvious example, because the generous unemployment benefits and job-training means nobody wants to work in low-wage jobs, the country's service sector is lackluster. Positions like housekeepers and nannies tend to be filled by immigrants operating as part of an underground economy. "We have a vibrant public sector," says Christoffer Green-Pedersen, a professor of public policy at the University of Copenhagen. "But I've never seen a shoe shiner. It'd be too expensive."

A bigger issue for those who might want to import the Danish model–particularly for a country like the United States–is that Denmark is a small, ethnically homogenous country with a tradition of marked cooperation. Labor and management enjoy one of the least adversarial relationships in the developed world, enabling them to pursue mutually advantageous arrangements. Many experts think the strong sense of common enterprise among Danes improves government services by promoting a strong sense of duty among civil servants.

Still, nobody is suggesting that other countries could–or even should–import the Danish model whole. (Among other things, the strong sense of common purpose has an uglier side: relatively harsh treatment of foreigners and immigrants.) The idea, rather, is to take broad lessons from Denmark's experience. And the broadest lesson would seem to be the most obvious one: that it is entirely possible to have a large welfare state, with generous benefits, without choking the economy. Data from the rest of Scandinavia, which all use variants of the same economic model, support this argument. In a recent Scientific American column focusing on the performance of these Nordic countries, Columbia University economist and best-selling author Jeffrey Sachs blasted the right's anti-tax, antigovernment conventional wisdom, concluding that "a generous social-welfare state is not a road to serfdom but rather to high levels of satisfaction, fairness, economic equality and international competitiveness."

Nor is Sachs the only prominent economist who has taken notice of Scandinavia's success. So have Harvard's Richard Freeman and Nobel Prize-winner Joseph Stiglitz, the former chief economist for the World Bank. Even some relatively conservative economists–like the American Enterprise Institute's Kevin Hassett, who has been an adviser to John McCain–will concede that the Nordic model works, although they are dubious that the United States could copy it: "The Scandinavians," Hassett says, "show that you don't have to have a terrible economy if you have a big welfare state and high taxes."

Scandinavia's success has particular relevance today, when the Democratic Party suddenly finds itself with real political power again–and a mandate to address the rising economic insecurity that many American workers feel. The problem for the Democrats, as my colleague Jonathan Chait recently noted ("Freakoutonomics," November 6), is that the solutions they've pushed for in the last decade suddenly seem inadequate. For most of the 1990s, the Clinton administration pursued a relatively conservative set of economic policies that focused on efforts to improve overall growth, such as free trade and balanced budgets. Most economists believe Clinton's economic policies did, in fact, strengthen the economy as a whole. But it's also becoming apparent that the poor and middle class didn't benefit from the subsequent period of growth as much as the administration had hoped–and that both groups remain surprisingly vulnerable to economic dislocation today.

Of course, even back in the early '90s, not every member of the Clinton administration was so sanguine about the policies it was pursuing at the time. Among those dissenting was then-Secretary of Labor Robert Reich, who proposed that "if we blended our flexible labor markets with [Europe's] investments in human capital and put the safety net somewhere in between ours and theirs, you would have the best system in the world." Reich's argument famously lost out to those of Clinton's more conservative advisers–among them former National Economic Council Chairman Laura Tyson and former Treasury Secretary Robert Rubin.

And so it was a little ironic that, a few weeks ago, it was Tyson and Rubin, along with some other former Clinton advisers, who found themselves discussing Denmark at a panel on economic policy co-sponsored by The New Republic and the Brookings Institution. Tyson, who just completed five years as dean of the London Business School, first raised the possibility that Denmark might be a model for the United States, noting that "there is nothing in the growth rates to suggest that Denmark is paying a penalty for having a high level [of taxes and government spending]. … This is not to mention in addition the fact that health care coverage in Denmark is universal, and it is not to mention the fact that, actually, Denmark has one of the lowest poverty rates in Europe and has the lowest poverty rates for children in all of the o

ecd countries."

Upon hearing that description, Rubin quipped, "I think I would like to move to Denmark." That, surely, isn't necessary. But a fact-finding visit might be worthwhile.

Oven på to ugers ferie og fravær er min lørdag simpelthen for kort til at opremse, hvor mange fejl, misforståelser og fejlfortolkninger, der er i artiklen–men andre er velkomne.  Derimod er der (som altid) en række kritiske bemærkninger hér hos vennerne ovre på MarginalRevolution og lidt interessant fra Matt Yglesias og dennes læsere (deriblandt vores gæste-blogger Limagolf).  Her er TNR's egne læserkommentarer.

Bartlett om Gerald Ford

Den amerikanske liberalistisk-orienterede, konservative forfatter og kommentator Bruce Bartlett skrev sidste år bogen "Impostor: How George W. Bush Bankrupted America and Betrayed the Reagan Legacy".  Titlen siger vist det hele.  Det syntes de også ved den iøvrigt ellers ganske gode frimarkedsorienterede tænketank, National Center for Policy Analysis, hvor Bartlett dengang arbejdede–så han blev fyret. Nu er han så denne måneds gæsteblogger på New York Times' blog.  Det kræver abonnement at kunne læse, så her kommer med saks og klister, hvad han forleden skrev vedrørende nyafdøde, Republikanske ekspræsident Gerald Ford.  Det er pænere, end man skulle tro–og pænere end hvad Bartlett har at sige om GWB:
With the passing of Gerald Ford, we have lost more than a former president who served the nation honorably in trying times. The Republican Party has also lost its last link to a tradition it once embraced. Gone now is any trace of the solid Midwestern ethics that Ford personified – things like not spending more than you take in, being skeptical about the use of force, and not imposing one's values on others.
Gone also is any trace of the Western-style libertarianism that Barry Goldwater and Ronald Reagan exemplified. Instead, we now have a Republican Party that has imposed vast financial costs on future generations just to win a few votes today, that is hasty and imprudent in the use of force, and that takes a virtually puritanical approach to imposing on everyone the views of evangelical Christians.
Ford and Reagan were much closer to each other philosophically than either of them would be to George W. Bush. Although Reagan and Ford faced off against each other for the Republican presidential nomination in 1976, they weren't really fighting over basic principles – on those, they mostly agreed with each other. The big debate was about political strategy and tactics.

The Reagan people thought that Ford was insufficiently bold in pursuing a conservative agenda – when he declined, for example, to propose a permanent tax cut and instead, in 1975, offered only a one-shot tax rebate. The Reagan people thought that the Ford people had essentially given up hope of turning around the ship of state and that the best they could do was just keep the ship from sinking on their watch.

Indeed, there was a certain fatalism to the way Ford viewed his options. He had been elected to the House of Representatives in 1948, and during all but two of his long years of service there, the Democrats were in the majority, and Republicans could do little to pursue their agenda. Moreover, in 1974, the Democrats greatly increased their majority, putting many aggressive liberals in positions of leadership for the first time. (The chairmanship of the House Democratic Caucus, for instance, passed from the relatively conservative Olin Teague of Texas to the liberal Phil Burton of California.)

Consequently, Ford saw no chance for any legislation that might fix the problems caused by price controls on energy or skyrocketing entitlement programs. He had his hands full just beating back measures that would have increased spending and made matters worse. But at least he knew how to use his veto pen and did so on 66 occasions in a little more than two years. The fact that Ford was overridden 12 times – the second largest number of any president * – shows just how difficult his political position was.

The circumstances of the time were atrocious. The nation suffered the worst economic recession since the Great Depression** on Ford's watch, yet inflation remained unacceptably high. The Vietnam War was officially lost while Ford was president. And the Soviet Union was at the peak of its military and political power.

The point is that it was not unreasonable to think, as Ford did, that the best that could be done was just to keep things from getting worse. Some of his younger aides, such as Dick Cheney and Donald Rumsfeld, no doubt chafed at this reality. This may explain why they still exhibit a kind of bunker mentality when criticized. They remember too well the unfair criticism of Ford in 1975 and 1976, when many national problems were simply out of his control.

The more optimistic Reagan people saw the Ford approach as defeatism. In crisis there is opportunity, they thought. And as outsiders, they weren't awed by the power of the Democratic leadership, the national media or the federal bureaucracy. The Reagan people thought that strong leadership and new ideas about foreign and domestic policy could overcome these forces.

In 1976, Ford probably had the better of this argument. The country wasn't ready for Reagan that year, and Reagan himself wasn't really ready to be president either. The nation needed the experience of Jimmy Carter to make Reagan's presidency possible. The American people needed to give the conventional wisdom one last shot at fixing the country's problems before they would be open to new conservative ideas. And Reagan needed time out of office to study and think and discuss these ideas, and learn to articulate them and how to implement them.***

By contrast, the current President Bush came to office without ever having had the humbling experience of laboring for years as a minority leader in Congress or the long years of thought and study Reagan put in on the problems of public policy. From his life in the West, Bush picked up none of Goldwater's libertarianism, but instead absorbed the bravado and evangelicalism that are characteristic of many Texans.

I would be less concerned if I thought Bush was an isolated case of a president out of step with his own party, as Carter was. What bothers me is that I don't see anyone in the Republican Party today who exemplifies either Ford's philosophy or Reagan's. Yet I believe that many at the party's grass roots yearn for a leader who has Ford's humility and prudence and Reagan's optimism and love of ideas, and none of Bush's overconfidence and anti-intellectualism.

___

* Andrew Johnson was overridden the most times, with 15 overrides. Ford is tied with Harry Truman, but Truman served almost four times as long.

** It's a source of some irritation to me that politicians are always saying that the latest recession was the worst since the Great Depression. By any measure, the one Ford dealt with was the worst. Raw data can be found here.

*** To learn about the research Reagan did in the late 1970s and the evolution of his thinking, I strongly recommend reading "Reagan's Path to Victory," by Kiron Skinner, Annelise Anderson and Martin Anderson, which contains many of Reagan's own writings. Clearly, by 1980, he was much better prepared to be president than he was in 1976.       

Ex cathedra

Jeg har tit hørt fra borgerligt-liberale studerende indenfor samfundsvidenskabelige fag, at de føler sig frustrerede, når de skal vælge, hvilke valgfrie fag de vil have (når ellers den mulighed måtte byde sig).  Hvis der er gode lærere og spændende fag, kan man selvfølgelig altid vælge dem–og heldigvis kan man som f.eks. økonomi- eller jura-studerende tit tage fag indenfor statskundskab, eller omvendt, eller man kan “shoppe” på helt andre institutioner end ens egen.

Ikke desto mindre hører jeg tit fra studerende, som føler sig frustrerede over, at der på flere studier er mange fag af … skal vi sige … meget eksplicit venstreorienteret observans.  Der er postmodernisme/socialkonstruktivisme mig hér, marxisme mig dér, og mange fag, som prætenderer at være “videnskabelige” er i praksis meget ideologiske.  (“Demokrati-teori” er f.eks. som regel synonymt med den ikke just værdifrie Robert Dahl e.l.)  Til gengæld er der langt mellem fag, der f.eks. behandler borgerlige/liberale tænkere i bund–seriøst, kritisk og uddybende.  Fra tid til anden er der enkelte undervisere det ene eller det andet sted–som regel eksterne–som udbyder noget, men der er langt imellem.

Så lad mig benytte lejligheden til at fremhæve en undtagelse: Min gode (eks-)kollega og gamle kampfælle, lektor Søren Hviid Pedersen, fra Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet.  Han udbyder her i foråret et fag med titlen “Moderne politisk teori: Det frie samfunds politiske filosofi – frihed og ejendomsret”:

“Formålet med seminaret er at gøre den studerende bekendt med de grundlæggende værdier og principper der har influeret på formuleringen af vesteuropæisk politisk teori samt at fokusere på de idehistoriske traditioner der er medvirkende til at opretholde et frit og åbent samfund. Fokus vil derfor være på de liberale og konservative idetraditioner.

De vestlige værdier og samfund er under stadig pres fra religiøs fundamentalisme, (post)marxisme og en altomfattende velfærdsstat. Det kan i den forbindelse være relevant at have et kendskab til de fundamentale politiske værdier, der kendetegner den vestlige politiske idehistorie således, at den vestlige idetraditions alternativer til tidens totalitære tendenser kan reformuleres og revitaliseres.

Vi lægger ud med en læsning af Huntingtons artikel “The West Unique, Not Universal”. Herigennem får vi et overblik over hvilke værdier, der er konstitutive for den vesteuropæiske idehistoriske tradition samt frihedsbegrebets idehistoriske rødder. Herefter skal vi gennemgå Danfords bog og Berlins essay “Two Concepts of Liberty”.

Det er meningen, at frihedsbegrebet skal være det gennemgående tema i seminaret. Det er frihedsbegrebets forskellige udformninger og formuleringer, der har inspireret nogle af de væsentligste vestlige idetraditioner. Frihedsbegrebet indenfor seminarets kontekst spænder over et kontinuum, fra et absolut og negativt frihedsbegreb over til et frihedsbegreb, der er indkapslet i en vision om det gode liv eller, det man kan kalde, struktureret frihed. Fælles for disse opfattelser af frihed er deres fokus på, at det enkelte menneske har et krav på respekt samt, at der findes en sfære omkring det enkelte menneske, som er ukrænkelig. I den forstand repræsenterer henholdsvis klassisk liberalisme og konservatisme disse ovennævnte forskellige forståelser af frihed.

For at belyse de forskellige frihedsopfattelser skal vi læse udvalgte tekster, der repræsenterer henholdsvis de klassisk liberale og konservative idetraditioner. Det er traditioner der både deler visse fundamentale politiske anskuelser men samtidig også repræsenterer vidt forskellige filosofiske og teoretiske anskuelser og værdier.

Seminaret vil fokusere på moderne formuleringer af frihedsbegrebet. Repræsentanter for den klassisk liberale forståelse er valgt Nozick, Rand, Rasmussen & Den Uyl og Rothbard. Disse repræsenterer forskellige udgangspunkter og normative traditioner fælles for dem alle er dog en opslutning om det negative frihedsbegreb. Som repræsentanter for den konservative tradition er valgt Oakeshott, Hayek og Strauss. Her gælder det samme, vidt forskellige udgangspunkter, men en tilslutning til et frihedsbegreb, der betoner frihed som noget, der er struktureret eller indlejret i en kulturel kontekst.”

Så litteraturen omfatter altså nogle for læserne af denne blog velkendte navne.  Studerende fra andre fag end statskundskab og fra andre steder end SDU kan også tage faget–og det kan endda ske ved at skrive en fri opgave efter nærmere aftale med underviseren.  Så er dén reklame leveret …