Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

What are the odds …?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. juni 2005. Skriv et svar

Jeg har et par praktiske tommelfingerregler i hverdagen, når jeg ikke er helt sikker på, hvad jeg egentlig selv skal mene om noget (og det sker):

  1. Jeg læser The Economist; i de 150 år siden Herbert Spencer arbejdede der som skribent, har de sjældent taget helt fejl.
  2. Alternativt læser jeg Wall Street Journal (og det sker næsten dagligt); de tager også sjældent fejl.
  3. Hvis både The Economist og Wall Street Journal mener det samme … Så er der som regel god grund til at springe ombord på deres galej (eller være alvorligt bekymret!).

Så hvad mener mine orakler om franskmændene og EU-nej'et? Well …

TE lavede allerede for to år siden en mindeværdig forside, hvor forfatningen lå i en skraldespand og med teksten "Where to file Europe's new constitution". Denne uges historie hedder "Dead, but not yet buried". Ouch!

Og her er så WSJ's leder fra i tirsdags:

"[President] Chirac asserted that the constitution was France's only bulwark against the encroachment of Anglo-Saxon-style capitalism. Meanwhile, Mr. Chirac's main political opponent in his own ruling party, Nicolas Sarkozy, argued for the constitution on the same grounds that the no camp argued against it–that it would help France by forcing it to reform its bloated welfare state, create more jobs and increase economic growth. We think Mr. Chirac's view of the actual document is the closest to the truth–that it would have enhanced the leverage of French socialism on the Continent–which is why it's just as well that it was defeated. Probably the underlying sentiment among "no" voters was their rejection of the paternalism with which this constitution, along with so many other EU initiatives, was sold to the public. Europeans are increasingly tired of being told to take their medicine and not ask too many questions. …Once this document dies the death it deserves, the europhiles may conclude that the next time they draft a constitution they'll have to listen more closely to the people it purports to represent."

Triple-ouch!

Europa er ikke guddommelig

Af Redaktionen, den 1. juni 2005. 1 svar

Jyllands-Posten sagde det rammende i gårsdagens leder: “Jacques Chirac er i krise, og Frankrig er i krise. Det har begge været længe.” Hvorvidt vi også står med en krise i EU, kan diskuteres. Indrømmet: alle – eller næsten – alle siger det. EU i dyb krise. Billeder, close-up, karikaturtegninger, vittigheder, de bekymrede miner i Deadline, hele molevitten.

Men krise?

En sund krise, i så fald.

Europa er ikke guddommelig. Så enkelt kan man beskrive den ? i mine øjne ? vigtigste modstand mod den EU-traktat, som senere i dag risikerer at løbe ind i endnu flere problemer med afstemningen i Holland. Det er den franske filosof Jean Baudrillard, der lufter denne tankegang. I en artikel i dagbladet Liberation minder han om, at folk ikke vil frelses. Som Jyllands-Postens Anders Raahauge (http://www.jp.dk/) opsummerer Baudrillards synspunkt:

“Folk har gang i deres egne, hemmelige tilværelser med egne, skjulte fornøjelser, de ønsker ingen form for velmenende retledning eller mild opdragelse”.

Krise?

Og videre:

“Folk reagerer tillige mod det dydige forbund mellem de gode samvittigheder og deres guddommelige Europa, som prætenderer at være universelt og uimodsigeligt indlysende, siger Baudrillard. Der reageres mod sammenslutningen af alle dem, der er besjælede af universel god vilje, mens de andre sendes tilbage til Historiens skygger. De politisk korrekte kræfter ser ikke, hvor udfordrende de fører sig frem”.

Her er vi ved sagens kerne. Kravet om endnu et ja til en stadig tættere union har allieret sig med Godheden. Og ud er kommet – med filosoffens ord – en “Europa-simulation, en virtuel 3D-model”, som bliver forsøgt projiceret ud i realitetens verden.

Det går bare ikke så godt.

Dette er skrevet ud fra et liberal-borgerligt standpunkt. Jeg har stemt ja, lige siden jeg kunne, hver gang motiveret af ønsket om fred og velstand i Europa. EU har været en tordnende succes. Vesteuropa er blevet genopbygget efter to verdenskrige, Sovjetimperiet er væk (vel at mærke ikke alene EU?s fortjeneste), og der er ikke udsigt til at europæerne skulle begynde på den slags dumheder igen. Samtidig har markedsøkonomi og velstand fået en ny chance og drevet økonomierne fremad. Men i dag er det EU, som forfatningstraktaten afspejler, et svar på gårsdagens problemer.

Lad mig for nemheds skyld begrænse mig til traktatens del 1, der indledes med unionens værdier og mål. Her snakker vi ikke teknik og lovforenkling, men EU?s ideologi, hvis jeg må være så fri. For EU er ikke ren og skær jura, men bygger på værdier. Som der står i artikel I-2:

“Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem mænd og kvinder”.

Det er i sig selv temmelig mange værdier. Alligevel er der ikke ét ord om kapitalisme eller velfærd eller vækst eller marked. Til gengæld fremhæves befolkningernes velfærd (artikel I-3). Det er ikke tilfældigt. Når markedet nævnes – efter bl.a. de gratis begreber ligestilling, tolerance og solidaritet – så refereres der til “fri og lige konkurrence” og om en “afbalanceret økonomisk vækst” og en “social markedsøkonomi”. Er det liberal-borgerlige værdier? Det mener jeg ikke. Det er ord opfundet ved et skrivebord. Det er akademiske eufemismer, omskrivninger, newspeak. Dvs. ord man finder på for at lægge afstand til virkeligheden.

I virkeligheden burde liberal-borgerlige mennesker, herunder politikere, tone rent flag til fordel for konkurrence, vækst og markedsøkonomi – uden omsvøb, uden dårlig samvittighed, uden undskyldning. Kapitalismen behøver ingen svedige hænder. Hvis den er fri, er den også lige, dvs. åben for enhver, uanset stand, nationalitet, farve, observans eller religion. Økonomisk vækst behøver heller ingen fodnoter. Uden vækst, ingen velfærd, så simpelt er det faktisk. Vækst udelukker ikke omfordeling; jeg snakker ikke om skattefrihed, men om, at det, der ikke vokser, dør en skønne dag. Det kender vi fra naturen, som vi mennesker og samfund sjovt nok er en del af, og det gælder også de skandinaviske af slagsen.

Selv om Europas socialdemokrater er på nippet til at overtale det meste af kontinentet om, at Europa skal være socialdemokratisk, så behøver det ikke gå sådan. Det er ingen lovmæssighed, at Europa, der har nok af problemer i forvejen, skal nedsynkes i bløde værdier med sociale rettigheder til Gud og hvermand, herunder positiv særbehandling til kvinder (artikel II-83), børn, ældre, gravide, arbejdstagere, fagbevægelse, strejkende, forældre og forbrugere, sundhed og miljø. Europa er ikke et socialt eksperiment. Vi er ikke statister i et socialdemokratisk rollespil. EU-topien behøver ikke blive virkeliggjort. Vi – danskere, irer, tjekker, tyskere, borgerlige, kommunister, socialister mm. – kan godt være sammen uden at være ens. Vi kan godt handle med, besøge og inspireres af hinanden uden at kunne lide hinanden. Det er egentlig det, handel betyder. At omgås andre kommercielt uden påtvunget kærlighed eller fælles værdier, at imødekomme andres behov for dermed at hjælpe sig selv. Det er handlens logik, og det kunne sagtens blive Europas. Et minimalistisk EU, et teknisk lovkompleks til fremme af frihandel og fred, forskellighed og frihed.

Vi skal med andre ord væk fra Godheden, væk fra den frelsende engel ved navn Romano Prodi eller Jacques Chirac eller kandidaterne nu hedder, dem, der hjertens gerne vil være udenrigsminister for hele foretagenet.

Spørgsmålet om, hvad borgerlige bør stemme denne gang – hvis der skal stemmes – kan i grunden afgøres med et hurtigt blik på traktatens præambel, hvor det hedder, at EU “over for verden” skal “videreføre det store forehavende, der gør Europa til et privilegeret område for menneskenes forhåbninger”.

Jeg siger nej tak. Mindre kan gøre det. Meget mindre. Europa er ikke guddommelig.

The mother of all blogs

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. juni 2005. Skriv et svar

Atlas Economic Research Foundation–der er en slags koordinator af arbejdet i liberale og konservative tænketanke verden over–har nu lanceret en "blog-hub", hvor et stort antal frihedsorienterede blogs syndikeres og linkes til. Den er et besøg værd.

Europæisk retrorealisme

Af Mikael Bonde Nielsen, den 1. juni 2005. Skriv et svar

Min med-punditokrat Mikael Jalving har i et tidligere indlæg spekuleret over, hvorvidt Europa befinder sig i en krise efter det franske nej til Forfatningstraktaten, der her til aften blev fulgt op af et endnu mere rungende hollandsk nej. Jeg bemærkede i den forbindelse, at han citerede den franske postmodernist par excellence Jean Baudrillard, der vel ved tilfældets mellemkomst syntes at have udtalt sig ganske sammenhængende og klart om den europæiske situation i Liberation. Tillad mig kort at recitere de vise ord:

“Folk har gang i deres egne, hemmelige tilværelser med egne, skjulte fornøjelser, de ønsker ingen form for velmenende retledning eller mild opdragelse”

Hvad skal politikere, der hylder forfatningstraktaten og andet stjernebesat materiale, dog stille op over for et sådant stokastisk klarsyn? Nogle vil måske anbefale, at de forholder sig til afstemningerne på rigtig postmodernistisk manér og slet og ret benægter, at de overhovedet har fundet sted. I så tilfælde vil de gå forkynderen Baudrillard i bedene. I begyndelsen af 90’erne fastholdt han således hårdnakket, at Golf-krigen aldrig ville finde sted, ikke fandt sted og aldrig havde fundet sted, hvilket man kan forvisse sig om ved at konsultere Christopher Norris bog: Uncritical Theory: Postmodernism, Intellectuals and the Gulf War.

Nu er der jo ganske mange europæere, der ikke bruger bevidsthedsudvidende præparater, så den holder nok ikke. Men der er stadig nogle regeringschefer, der kan komme den postmoderne og skruptossede forklaringsmodel i forkøbet ved at aflyse de planlagte afstemninger. Måske kan det danne baggrund for en helt ny diskurs, der meget passende kunne kaldes retrorealisme.

The Hillary Meter

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. maj 2005. 2 svar

Amerikanerne elsker al slags statistik og "ratings", så her er … The Hillary Meter. Den innovative amerikanske entreprenør og nu i de seneste år også meningsmåler Scott Rasmussen har ladet sit meningsmålingsfirma, Rasmussen Reports, udarbejde et jævnligt opdateret mål for, hvor henholdsvis højre- eller venstreorienteret Hillary Clinton opfattes blandt vælgerne–samt hvor populær hun iøvrigt er. Det skulle være en god indikator for, hvor målrettet–og hvor succesrigt–hun efterstræber præsidentposten i 2008. Fru Clinton ligger p.t. fortsat godt til venstre i det politiske spektrum (som opfattet af de amerikanske vælgere). Men mon dog det fortsætter …?

Følg Rasmussen Reports. De var blandt de meningsmålere, der ved sidste præsidentvalg ramte mest præcist.

Mere og mere og mere fred

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. maj 2005. 1 svar

Julian Simon havde ret. Uanset hvor dårligt vi måtte føle, at det går (og uanset hvor meget venstrefløjens dystopister måtte ønske det), går det faktisk bedre og bedre for menneskeheden. Her er lidt interessant anekdotisk statistik fra en ny klumme af den udmærkede NYT-klummeskriver, John Tierney:

  • I en typisk menneskegrav fra stenalderen var op mod halvdelen døde af voldelige årsager.
  • En fjerdedel af jæger-samler samfundenes mænd døde i krig.
  • I det 20. århundrede var der–selv med to verdenskrige, Hitler og Stalin, Mao og Pol-Pot, Che Guevara og Robert Mugabe–mindre end 2 pct. sandsynlighed for, at et menneske ville blive et offer for krig eller massemord.
  • I dag er risikoen for at dø under sådanne omstændigheder ca. ¼ af risikoen for at dø ved et biluheld.  Og University of Marylands tilbagevendende studie om "Peace & Conflict" viser, at antallet og intensiteten af væbnede konflikter fortsætter med at falde.

Så måske de gamle Whig-historikere alligevel havde ret? Gad vide, hvornår en sådan vinklet historie bliver hovedhistorien i TV-Avisen eller TV2-Nyhederne? Don't hold your breath!

Europæisk originalitet

Af Mikael Bonde Nielsen, den 31. maj 2005. Skriv et svar

Hvordan forholder man sig konstruktivt til Europas kroniske lavvækst? Man gør det ikke ved at henvise til amerikanske økonomer, selv om flere af dem har ganske gode bud på, hvad der kan og bør gøres på vores gamle kontinent. Man gør det heller ikke ved at tale om de amerikanske erfaringer med udbudsøkonomiske reformer. Det har jeg prøvet, men erkender i dag, at jeg slet ikke havde blik for den hudløse ømfindtlighed, der aktiveres, når man henviser til amerikanske forhold. Lad mig derfor gå nye veje.

Den amerikanske økonom Arthur Laffer er slet ikke så original, selv om han har lagt navn til den herostratisk berømte kurve. Alle hans tanker er nemlig både tygget og fordøjet af Europæiske økonomer. Vi har blot glemt det!. Men for at genopfriske vores fælles hukommelse, vil jeg gerne byde ind med et citat fra selveste Lord Keynes, der bekræfter at amerikanske økonomer slet og ret er nogle gemene tyveknægte:

“Nor should the argument seem strange that taxation may be so high as to defeat its object, and that, given sufficient time to gather the fruits, a reduction of taxation will run a better chance than an increase of balancing the budget. For to take the opposite view today is to resemble a manufacturer who, running at a loss, decides to raise his price, and when his declining sales increase the loss, wrapping himself in the rectitude of plain arithmetic, decides that prudence requires him to raise the price still more-and who, when at last his account is balanced with nought on both sides, is still found righteously declaring that it would have been the act of a gambler to reduce the price when you were already making a loss.”

Selv med en halvkikset afgangsprøve fra den danske folkeskole, vil man ikke være i tvivl om, at vi her har beviset på, at amerikanske udbudsøkonomer har været under kraftig indflydelse af den britiske udbrudsøkonom, Lord Keynes. Det kedelige for Europa er, at Keynes ikke havde forstand på moderne virkemidler og derfor aldrig fik det skrevet ned på en serviet. Derfor er hans banebrydende tanker hengemt i The Collected Writings of John Maynard Keynes, der jo ikke står på enhver europæers boghylde. Og det er rigtignok en skam!

LHS

Af Redaktionen, den 30. maj 2005. 1 svar

Der må sidde nogen og fortryde udnævnelsen af Lars-Henrik Schmidt til rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet. Enten på stedet selv eller i Undervisningsministeriet eller på pædagogseminarierne, eller hvor rundkredspædagogerne nu ellers bliver udklækket.

At dømme efter mandens frisure ligner han jo en – godt nok usædvanlig velklædt – hippie, men tag ikke fejl. Lars-Henrik Schmidt spyer den ene bog ud efter den anden og giver det ene slående interview efter det andet, hvori han gør op med årtiers kælne kommuneskole, og det ligner nu mere og mere en mission, som står mål med athenernes indtagelse af Troja ved hjælp af den berømte træhest. Lars-Henrik Scmidt er en trojansk hest, indeni sidder tusinder, kampklare krigere parate til at gøre den danske folkeskole til en skole i stedet for en fritidsordning. Man kan også sige, at Lars-Henrik Schmidt er en intelligent og opdateret udgave af Lektor Blomme, og det er venligt ment. I Frankrig har de en filosof, hvem de for nemheds skyld kalder BHL, som i 70?erne tog opgøret med maoismen og ånden fra ’68. På samme måde burde vi kalde Lars-Henrik Schmidt for LHS, fordi han så dristigt og klogt udstiller den pædagogik, der gør børn til uvidende, små konger og deres forældre til elever i den barnlige klasse.

Professor Lomborg

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. maj 2005. Skriv et svar

Min gamle studenter- og adjunktkollega, Bjørn Lomborg, har nok kunnet høre kasseapparaterne ringe højt og længe, men det har hidtil haltet med den akademiske anerkendelse fra fagfæller. I Jantelovens fædreland har man haft travlt med at rynke på næsen over én, der ikke blot siger noget politisk ukorrekt, men til med gør det med høj og klar stemme og uden at sætte sit lys under en skæppe.

Men nu det ihvertfald delvist slut: Copenhagen Business School har udnævnt Lomborg til adjungeret professor, og det markeres med en tiltrædelsesforelæsning på fredag.

Tillykke med det til Bjørn og CBS.

Merci

Af admin, den 30. maj 2005. 4 svar

Så har Frankrig stemt nej til forfatningstraktaten. Et nej båret af to grupper, hvis man overhovedet kan adskille dem: nationalister (traditionelt kaldet Højre) og centralister (lidt forvirrende nu til dags kaldet Venstre).

Medierne vil sædvanligvis ignorere de første og dyrke de sidste, og hvem er de så? Det er folk, der i ramme alvor mener, at traktaten var for liberal. Jep, det mener de faktisk. Det bekræfter nok en gang, at fordi man kan læse bøger, kan man måske nok kaldes intellektuel, men ikke nødvendigvis intelligent.

Denne såkaldte venstrefløj har nok en gang sagt nej til det halve brød, fordi de vil have det hele. Sådan var den danske venstrefløj også ifølge Preben Wilhjelm, der i sin erindringsbog trist erklærer, at venstrefløjen tabte. Godt det samme. Ellers havde vi sikkert levet i et grundtvigiansk Pol Pot-samfund, hvor vi boende i små landbrugskollektiver brugte vores korte liv på at dyrke økologisk boghvede iført uldne røde huer.

Men når vi er færdige med at synge La Marseillaise og glæde os over, at franskmændene helt selv og uden hjælp fra andre har ødelagt den bedste traktat, de nogen sinde vil få tilbudt, står spørgsmålet tilbage. Hvad skal vi selv stemme?

Skal man stemme nej og vise sin utilfredshed med en traktat, der er fyldt med socialdemokratisk vraggods fra 1970erne, eller skal man stemme ja for at markere sin støtte til et samlet EU i tryg forvisning om, at den nuværende traktat er død?

Det spørgsmål må besvares i lyset af, hvad der senere kan forventes at ske. Det er ikke sandsynligt, at man vil forsøge sig med en endnu mere socialistisk traktat; det vil briterne, centraleuropæerne — og vi — ikke tillade. Formodentlig ender det med en lille mere teknisk traktat, der skal sikre samarbejdet i det nye store EU, mens de storladne ord om forfatning lægges til hvile. Hvad skal man vælge? Hmm…

Richard Florida

Af Nicolai Foss, den 29. maj 2005. Skriv et svar

Dagens Berlingske Tidende sætter i en helsides-artikel fokus på Richard Florida og hans tiljubling af, som journalisten skriver, de "legende lette og hårdtarbejdende kosmopolitter." Florida har en endowed chair i regional økonomisk udvikling på det meget ansete Carnegie-Mellon University. Han er forfatter til den umådeligt omtalte The Rise of the Creative Class, der herhjemme er blevet omtalt som "de radikales bibel" (fx Lars Quortrup i Information 12 april). Et site, der beskedent kalder sig "KreativeKlasse.dk" meddeler endda at "[d]en amerikanske professor Richard Florida's budskab om en ny kreativ klasse blev for alvor introduceret i Danmark, da han ved folketingsvalget 2005 inspirerede til det radikale venstres største valgsejr i mange år." Det er altså ikke dårligt, og unægtelig unikt i nyere dansk politisk historie.

Den bog der således afgørende har ændret dansk politik er skrevet under anvendelse af den velkendte algoritme: Anpris over urimeligt mange sider (minimum > 400) hvad Joseph Schumpeter kaldte "kreativ destruktion," ikke mindst i et opskaleret perspektiv, hvor funky sociale grupperinger tager over på bekostning af de mindre funky (særligt industriarbejdere). Bogen ligger helt i forlængelse af det seneste årtis skriverier om videnssamfund, vidensarbejder, netværk, og andre diffuse hurra-ord, men er sat ind i en økonomisk geografi-kontext. Og så er der den forskel til mange af tidens plattenslagere, at Swami Florida faktisk i hvert fald på et tidspunkt har været en relativt fremtrædende forsker, og i modsætning til fx Castells (som denne punditokrat tidligere har jamret over), faktisk kan skrive. Det hjælper også med "the gay index," de "tre T'er" (talent, teknologi, tolerance), og lignende der ellers mere ligner luftshavnskioskmanagementlitteratur, men hvoraf noget har en vis videnskabelig dækning. (Mange af Floridas ideer er i øvrigt langt tidligere blevet lancerede af den oversete Jane Jacobs).

Florida har ikke overraskende fået sine danske epigoner, og der er næppe tvivl om at hans skriverier vil få (endnu mere) impact i dansk politik, herunder ikke mindst erhvervspolitikken. Den nu nedlagte Erhvervshæmmestyrelse havde, som nogle læsere måske vil erindre, en udtalt svaghed for Michael Porters ikke helt uproblematiske The Competitive Advantage of Nations. Der skal nok sidde en og anden lidt tiloversbleven fuldmægtig eller kontorchef fra de glade dage der drømmer om revitalisere sin karriere. Der passer Floridas skriverier perfekt ind. Det gør de blandt andet fordi Florida ikke lægger skjul på, at han mener at kreativitet kan planlægges frem. Byers fremgang afhænger af kreative personer. Kreative personer er bohemer. De kan lide de funky nabolag med cafeer, listige butikker etc. etc. etc. (tag et vilkårligt nummer af de lidt mere upscale dameblade eller Berlingske-tillægget M/S for en nærmere identifikation). Og her har byplanlægning en vigtig rolle at spille.

Det er her kæden hopper af for Florida. Det antydes i øvrigt på forbilledlig vis af dagens Berlingske hvor journalisten fokuserer på en meget lidt boheme-agtigt Microsoft-manager som repræsentant for den kreative klasse. Floridas lokale apostel, min udmærkede CBS-kollega, Mark Lorenzen, forklarer da også at det er en misforståelse kun at se den kreative klasse som IT-nørder, kunstnere, designere, etc. Det er altså åbenbart også højtplacerede Microsoft-managers. Der i det konkrete tilfælde bor i Gentofte.

De fleste medlemmer af Floridas såkaldt kreative klasse ser ud til at kunne lide hvad (andre) velhavende mennesker kan lide. De vil gerne bo de samme steder. Klampenborg er da lækker — men specielt kreativt? Det begynder at se ud til, at vi i virkeligheden taler om noget ret velkendt i den nyere økonomiske vækstteori, nemlig at uddannelsesniveau slår meget kraftigt ud på national og regional vækst (og se Edward Glaesers review af The Rise of the Creative Class for dette). Men det er selvfølgelig ikke så hipt som "the bohemian index". Og man kan nok heller ikke indrullere Robert Lucas eller Robert Barro i den radikale sags tjeneste.

Skatteministerens nødvendige redskab?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. maj 2005. 3 svar

Min med-Punditokrat Mikael Jalving kommenterede i sin Groft Sagt-kommentar lørdag meget passende skatteminister Kristian Jensens ludomani-udspil:

"Skatteminister Kristian Jensen, der repræsenterer et parti, der kalder sig liberalt, og en regering, der kalder sig borgerlig, oplyser nu den spilleglade befolkning om, at dens ludomani skal kortlægges. … Kære Kristian Jensen, nu skal jeg fortælle dig, hvad det er, du har gang i: Du spiller ludo med dit erklæret liberale sindelag, og nogen, f.eks. din chef, burde slå dig hjem eller i det mindste rykke dig tilbage til start. Du er en liberal ludoman, der klatter hele dit liberale renommé væk i ét sølle træk."

Det er ikke bare godt sagt, men rammende. Men faktisk er det kun toppen af isbjerget. Kristian Jensen, der før sin ministertid markerede sig som relativt principfast liberal, synes nu på rekordtid at være gået på rygrads- og holdningsmæssig stand-by. Jeg taler her ikke om, at han ikke dagligt farer ud med brask og bram imod skattetryk, skattevæsen og -uvæsen, o.s.v. Det kan man ikke forvente af manden eller nogen anden toppolitiker; en sådan bliver nødvendigvis i et eller andet omfang nødt til at affinde sig med de herskende forholds omfang og karakter (ellers ophører han snart med at være toppolitiker).

Dét, jeg taler om, er det for denne regering (og tilsyneladende enhver anden borgerlig-liberal af slagsen) så typiske (og symptomatiske): At man simpelthen holder op med at "checke" ens rygrad af. At man uden videre gummistempler, hvad embedsmændene placerer foran én. At man partout skal sige noget for at sige noget. At man skal gøre noget for at være synlig.Men sæt dog foden ned! Hold da op med at iværksætte de uliberale initiativer, som du ikke strengt taget er tvungent til.

Hvad mener jeg konkret? Tag et kik på bare nogle to af ministerens udspil fra én og samme dag:

  • Pressemeddelelse, 28/04/2005: Nye regler om såkaldte "narkotikaprækursorer", der er–med ministeriets egne ord–"gængse kemiske varer" med "mange lovlige anvendelsesformål" som f. eks. acetone, eddikesyre eller saltsyre. Dem må man (staten) nu regulere, fordi de kan anvendes til også at lave ting med, som man (borgerne) ikke må f.eks. ulovlig fremstilling af narkotika. "Jeg er glad for, at vi nu har fået denne lovgivning på plads. Det er meget vigtigt at ToldSkat har de nødvendige redskaber til at bekæmpe en sådan ulovlig fremstilling af narkotika", siger skatteministeren. "Reglerne vil regulere handelen … Der er bl.a. regler om erhvervelse af licens, om fremlæggelse af dokumentation ved import og eksport og om indberetning til ToldSkat vedrørende usædvanlige ordrer." Men her vil jeg så foreslå et par andre mulige, alternative områder, der kan reguleres yderligere af ToldSkat: kameraer (kan bruges til at fremstille ulovlig pornografi med!), mursten og haveskuffejern (kan anvendes voldeligt!), legetøj der ligger og flyder (kan forårsage ulykker i hjemmet!), glasflasker og gummislanger (hey! hvis man er bange for, hvad der kan bruges til narko-relaterede ting, skal man bare slå vejen forbi Roskilde Festival eller et dansk gymnasium for inspiration), o.s.v., o.s.v.
  • Pressemeddelelse, 28/04/2005: "Skrappere regler mod skatte- og afgiftssnyd" omfattende bl.a., at ToldSkat får ret til at beslaglægge produkter, varer eller emballager omfattet af pantordningen eller tage produkterne mv. i forvaring. "Dette skal sikre en mere effektiv kontrol med overholdelsen af pantreglerne." (Hvad med at foreslå, at staten blandede sig uden om panten?). Det omfatter også, at ToldSkat får adgang til at foretage kontrol på f.eks. byggepladser "for ved selvsyn at konstatere, om der er overensstemmelse mellem de oplysninger, myndighederne har fået fra hovedentreprenøren om underentreprenører og ansatte, og den faktiske virkelighed ude på arbejdsstedet." (Altså en krænkelse af privat ejendom uden dommerkendelse.) Det omfatter også, at ToldSkat får mulighed for at pålægge en virksomhed at føre logbog over de ansatte i virksomheden. "Det sikrer, at der sker en registrering af de ansatte allerede fra første arbejdsdag." (Ja, væk er de tider, hvor borgerligt-liberale mente, at det ikke var statens opgave at registrere private borgere.) Og ToldSkat kan, "hvis der er rod i regnskaberne", lade en revisor udarbejde regnskabet for den erhvervsdrivende og på dennes regning. (Ja–er rod i regnskaberne noget, som hører til statsmagtens absolutte kerneopgaver at gardere samfundet imod?) "Det er uholdbart, når lovlydige virksomheder udsættes for en unfair konkurrence fra andre virksomheder, der snyder med betalingen af skatter og afgifter?, siger skatteminister Kristian Jensen. (Men hvis det er "uholdbart", er det så også uholdbart, at skatteniveauet er forskellig fra land til land, ligesom socialisterne siger? Jeg troede sådan set, at skattesnyd var udtryk for, at det var skattetrykket, som var uholdbart højt.) … "Jeg er meget tilfreds med, at ToldSkat nu har fået yderligere værktøjer til bekæmpelse af snyd med skatter og afgifter."

Skatteministeren er tilsyneladende en stor tilhænger af formuleringen "nødvendige redskaber". Vi foreslår, at han anskaffer sig et for en liberal minister anvendeligt redskab: et styk rygrad.

Kastholms flamme

Af Mikael Bonde Nielsen, den 28. maj 2005. Skriv et svar

Berlingske Tidende bringer i dag et både lidenskabeligt og tankevækkende bidrag fra Claes Kastholm; et bidrag, der vel må betegnes som en slags reaktion på borgerlige intellektuelles kritik af EU i almindelighed og forfatningstraktaten i særdeleshed. Overvejelser fra en hånd, der har sat kryds ved både ja og nej i flere omgange, læser man gerne. For her fornemmer man i det mindste omtanke i forhold til det europæiske.

Men hvor går tankerne så hen i denne omgang? Såmænd tilbage til studietiden, hvor Kastholm selvangiveligt var fortryllet af den europæiske patos, som Willy Brandt udstrålede. Og det skal han ikke lastes for. Jeg har undertiden mødt mange sympatiske og politisk indsigtsfulde mennesker, der har udtrykt samme fascination for den daværende forbundskansler og formand for SPD. En af dem driver et pittoresk værtshus i det indre København, der udskænker Von Osten i så rigelige mængder. Vedkommende kan endda fuldstændiggøre sine fortællinger om omtalte gestalt med diverse fotos, der foreviger personlige håndtryk og glade smil. Men nok om lidenskaben! Lad os springe videre til det tankevækkende; Kastholms argumentationsteknik.

Skulle jeg selv overbevise borgerlige EU-skeptikere om at de var galt afmarcheret, ville Willy Brandt bestemt ikke være den første hjælpesætning i beviset. Jeg ville snarere ? hvis emnet overhovedet skulle personliggøres – indlede en desperat jagt efter en borgerlig avantgardist eller foregangsmand, der havde noget fornuftigt at sige om og til forsvar for den europæiske idé. Men Kastholm vælger den mest besværlige rute. Udfordrende flot! Men virker det?

Borgerlige intellektuelle, der har vendt EU ryggen, nærer ikke alle afsky for det europæiske. De lider ikke alle af verdensforskrækkelse eller indeklemt angst for det globale. En ganske pæn del af dem vil blot have svar på, hvorfor 91 relativt konkrete velfærdsforanstaltninger skal indlemmes i EU’s forfatningstraktat. De lytter gerne til Kastholm, fordi de nu og da møder interessante refleksioner fra den kant. Men de gør sig ingen illusioner om, at en bedaget forbundskansler og socialist skal være den lygtemand, der giver mening med galskaben.

Filantroper, filosoffer og det frie marked II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 27. maj 2005. Skriv et svar

Vi omtalte fornylig James Pieresons artikel "Investing in Conservative Ideas" i Commentary om den langsigtede betydning det havde haft for den amerikanske idédebat, at nogle dele af amerikansk erhvervsliv tog en chance og støttede mere ideologiske projekter. Nu har manden en ny artikel, nemlig en kronik, "Investing in the Right Ideas", i Wall Street Journal, hvori han behandler samme emne.

Det kan være værd at bemærke, hvor stor betydning Piereson tillægger én eneste bog:

"The seminal influence on these funders was F.A. Hayek's "The Road to Serfdom," published in London in 1944 and in the U.S. the following year. This slender volume, an articulate call to battle against socialism, turned its author, then an obscure professor at the London School of Economics, into an enduring hero among conservatives and classical liberals on both sides of the Atlantic. No other writer at the time had made the case against collectivist ideas and policies with such audacity and clarity. For this reason alone, "The Road to Serfdom" quickly became a reference point for those with misgivings about the expanding welfare state. Named in many surveys as one of the most influential books of the 20th century, "The Road to Serfdom" caused something of a sensation when first published, provoking reviews and comment from such leading figures as John Maynard Keynes and George Orwell, and scathing rebukes and rebuttals from scores of lesser lights. A condensed version, brought out in 1945 by Reader's Digest, reached over two million of the magazine's subscribers and aroused enough interest to bring Hayek to the U.S. for a national lecture tour.

"The Road to Serfdom" advanced two broad themes, one negative and the other positive. The first was that socialism leads almost inevitably to tyranny and the loss of liberty in all of its forms. The second was that the antidote to socialism is to be found in the revival of classical liberalism as articulated by British-Enlightenment thinkers like Adam Smith, David Hume and Edmund Burke. The book was in some ways highly pessimistic, for socialism was advancing everywhere and appeared irresistible. (As if to confirm Hayek's analysis, England's 1945 parliamentary election saw the Labour Party winning on a platform that called explicitly for the nationalization of British industry, and the victorious party proceeded to make good on its promise.) At the same time, Hayek saw a way out through the revival of a tradition of thought that was in the process of being lost.

As for present-day conservatism, in Hayek's view it suffered from a fatal weakness. Because it relied on tradition rather than principle, it could slow down or resist but never fundamentally alter the direction in which events were moving."

Rationelle Voraussicht

Af Mikael Bonde Nielsen, den 25. maj 2005. 4 svar

Frankfurter Allgemeine bragte for et par dage siden en interessant analyse under overskriften: “Selbstmord aus Angst vor dem Tod“. Citatet er hentet fra Bismarck og refererer naturligvis til det paradoks, at Gerhard Schröder har valgt at udskrive valg i utide, fordi han er ræd for at lide den stille bortgang. Men hvad vil der ske i Tyskland, når CDU med Angela Merkel i spidsen forventeligt overtager regeringsansvaret? Og er det noget, man som liberal bør se frem til?

Det afhænger nok af, hvad der optager en mest. Hvis man ønsker at Tyskland skal genetablere og styrke efterkrigstidens ellers gode transatlantiske samarbejde, er der vel ret beset grund til at glæde sig over en sandsynlig kristelig valgsejr. Hvis man er dødtræt af SPD’s skingre kapitalismekritik, der bl.a. har udartet sig som uforskammede personangreb på direktører fra diverse private equity-fonde, er vel også en lettelse med et systemskifte. Men hvis man nærer håb om, at en CDU-ledet regering vil kaste sig ud i gennemgribende reformer af den tyske velfærdsstat og derigennem bane vej for et nyt Wirtschaftswunder, vil udfaldet nok ikke få den store betydning. Det er i hvert fald mit personlige indtryk.

For en hel del år siden deltog jeg i et seminar, arrangeret af Konrad Adenauer Stiftung. Efter at en systematisk gennemgang af danske arbejdsmarked, der i modsætning til det tyske er kendetegnet af relativ høj fleksibilitet og jobomsætning, blev jeg vidne til en noget overraskende meningsudveksling mellem flere af deltagerne. Trods deres stærke forankring i og omkring CDU stillede de sig uforstående over for, at man kunne have en arbejdsmarkedslovgivning, der var så liberal som den danske. De understregede med én stemme, at noget lignede aldrig ville kunne forekomme i Tyskland, hvor ansættelsestrygheden nærmest var et helligt sakramente. Det opfattede jeg i første omgang som en analytisk refleksion, men blev senere klar over, at de heller ikke fandt det efterstræbelsesværdigt at liberalisere den tyske arbejdsmarkedslovgivning efter dansk forbillede.

I dag står det lysende klart, at social- og arbejdsmarkedslovgivningen er den største hæmsko for fremdrift i tysk økonomi. Virksomheder der oplever stigende ordreindgang tør ikke at ansætte nye medarbejdere, fordi de forhindres i en dynamisk tilpasning af arbejdsstyrken ved en pludselig vending i efterspørgselen. Det er såmænd Labour Markets for Dummies, men intet tyder på, at CDU for alvor har læst skriften på væggen. Er det valgtaktisk? Måske, men der er såmænd belæg for at frygte, at der stikker noget andet og dybere under.

CDU har i efterkrigstiden spillet en dobbeltrolle i tysk politik. På den ene side har partiet fungeret som velfærdsstatens konsensussøgende indretningsarkitekt og betroede forvalter. Det er en del af arven fra Konrad Adenauer, som ukritisk blev videreført af Helmuth Kohl. På den anden side har CDU været omdrejningspunkt for en af de mest opsigtsvækkende økonomiske revolutioner, Europa nogensinde har oplevet. Det er arven fra Ludwig Erhard, der fortsat savner en moderne legatar. Intet taler for, at det skulle blive Angela Merkel. Men man kan som bekendt blive positivt overrasket.

En hemmelig historie

Af Redaktionen, den 25. maj 2005. 1 svar

“At bruge fortiden til at begrunde sin handling i nutiden er forkert”.

Så vidt dr. phil. og professor i historie ved Copenhagen Business School Ole Lange. Anledningen er et interview, hvori professoren nok engang skælder statsministeren ud for at være “ubegavet”.

I så fald er vi rigtig mange ubegavede på denne klode. Vi er rigtig mange, der bruger fortiden bare en gang imellem evt. med henblik på at blive klogere på nutiden eller gøre tingene bedre i fremtiden. Det kan være i ens privatliv, det kan være i ens arbejdsliv, det kan være som statsminister eller som socialpædagog, som dansker eller somalier.

Men ikke som historiker. Så bruger man ikke historien. Det ville være regulært misbrug. Historien er hverken for svage sjæle eller almindelige halvhjerner. Den er for historikere, der kan fortælle os andre, hvad den egentlig går ud på. I små doser, naturligvis, så vi ikke overbelastes eller fristes til at drage forhastede konklusioner. Historien er således bedst hengemt, hvis ikke ligefrem et internt anliggende eller en forretningshemmelighed. Det undrer en halvhjerne som undertegnede, hvad Ole Lange overhovedet gør i sit eget fag eller på Copenhagen Business School, som begge må formodes at være steder for anvendt videnskab.

Man skal kende sine allierede

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. maj 2005. Skriv et svar

Selv blandt Punditokrater er der næppe fuldstændigt fo'slaw m.h.t. EU i almindelighed og den nye forfatningstraktat i særdeleshed. Og så ville det jo være så dejligt, hvis der var det blandt andre. Man kan jo f.eks. se på sine fjender, deres holdninger, argumenter, o.s.v., og så tage bestik derefter. "Min credo er som tilforn: Alt hvad I er imod, er jeg for", o.s.v.

Man kunne eksempelvis notere sig, som Berlingske Tidende gør markant i dag (og her), at stadigt flere borgerligt-liberale intellektuelle og debattører er blevet EU-skeptikere, og omvendt at over 100 mio. europæiske socialister synes, at EU er blevet en fantastisk ting?og den tidl. EF-modstander-men-så-EU-kommissær Ritt Bjerregaard har jo selv sagt, at EU nu er "et socialdemokratisk projekt".

Men selv den gode Berlingske Tidende kan alligevel forplumre, hvad der så ellers kunne være så let–for på selv samme side, som man omtaler de borgerligt-liberale EU-skeptikere, har man to andre artikler, der gør det hele lidt … uklart.

I den ene siger Svend Auken:

"Jeg er enig med Jacques Delors, der siger, at det farlige ved denne her nej-protest, det er, at den svækker alt det, som dem der siger nej, i virkeligheden gerne ville styrke.* Det er det politiske Europa og det sociale Europa … hvis vi svækker det, så overlades der mere og mere til markedskræfterne, og specielt USA får en helt dominerende placering internationalt."

Nu behøver man jo ikke at tage ethvert udsagn fra Svend Auken helt bogstaveligt, men omvendt behøver man jo heller ikke at afvise et udsagn, alene fordi det kommer fra ham. Og altså: et nederlag vil være en sejr for markedstilhængere (liberalister), amerikanere (storkapitalen) og deslige.

Men, som briterne ville sige, "The plot thickens …".

I den anden ende af spektret (og på den anden halvdel af samme avisside) melder den selvbestaltede prætendent til den franske kongetrone, den såkaldte HKH Prins Henri, Greve af Paris og Hertug af Frankrig, sig på banen. Nu skal man ikke tage hans status så pokkers alvorligt–han tilhører faktisk en af Bourbon?ernes alleryngste linier, og der er alvorlige forfatnings- og successionsmæssige svagheder i hans prætentioner. Men det er, som man siger, en helt anden historie, og i betragtning af, at han dog udgiver sig for at være arving til sin forfader Charlemagnes trone, kunne det dog være interessant at få hans perspektiv med på EU:

"Jeg støtter de svageste–de, der har mindst–og stemmer nej til forfatningen. Den ultraliberale kapitals Europa bør dø den 29. maj."

Nærværende Punditokrat er forvirret. Hvis det bliver et ja, er det en sejr for liberalismen og markedskræfterne–men hvis det bliver et nej, så er det sørme også en sejr for liberalismen og markedskræfterne. Det skulle jo unægtelig fylde nogle af os med glæde og begejstring–en slags "vind/vind"-situation. Men … sådan plejer det jo ikke at hænge sammen i politik, så udover at være forvirret, kunne man måske også frygte, at det bliver en slags "tab/tab".

Damn' if you do, damn? if you don't.

* Feinschmeckere med sans for både retorik og politisk historie vil her bemærke en variant af det engang så herostratisk berømte udsagn "Dét, som Svend mener, er …", men her vel at mærke anvendt af objektet selv i en slags samstemmighed med det tidligere subjekt.

Public service

Af admin, den 25. maj 2005. Skriv et svar

Overskriften på forsiden af BT: Du bliver klog af dårligt TV.

Det er første gang, at jeg hører et godt argument for begrebet public service i de elektroniske medier — hvis det altså er rigtigt.

UPDATE (26/5): Det er ikke kun i Danmark, man lider under public service. Læs Boris Johnsons fornøjelige beretning fra vores “liberale” naboland, UK, hvor han undrer sig over det urimelige i at skulle finansiere BBC, og så endda med den mest urimelige form for skat: kop-skatten, eller licensen som den også kaldes. Her er et citat om, hvor svært det er at angribe public service, men læs selv.

The corporation is a cultural and political anachronism, locked in a pre-1997 mindset. It is also, of course, rather wonderful. The reason that it is so immensely politically powerful is that its Leftist message is subconsciously legitimated by association with things that we love and cherish and make us proud to be British … How could anyone possibly attack such a thing? BBC political bias is like the arms dump once hidden in the Parthenon. You could blow it up, but it would be an act of cultural vandalism for which future generations might not forgive you.

Ugens citater: Lars "von" Trier om frihed, Bush og verden

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. maj 2005. Skriv et svar

Fra sidste uges bundløse dybder i Cannes rapporterede Jyllands-Posten disse interessante filosofiske ræsonnementer:

“Grunden til, at der ikke er svar i min film, er, at det ud fra et samfundsmæssigt synspunkt gælder om at holde spørgsmålene åbne. Sådan at forstå, at et ord ikke bare hedder demokrati. For demokrati er ikke bare demokrati. Demokrati er noget, der bliver nødt til at blive diskuteret og genopfrisket hele tiden. Det samme gælder ordet frihed. Spørgsmålene skal være åbne. Ellers bliver demokrati og frihed ord, som vi alligevel ikke er enige om betydningen af.”

Så altså noget skal ikke bare være, hvad det er, men evt. også være en masse andet, inkl. ting som det ellers ikke er. Frihed og demokrati for nogle kan f.eks. godt blive opfattet som ufrihed og mangel på demokrati af andre, og fordi nogle kan opfatte ting anderledes end andre, er der ikke noget, der nødvendigvis er, hvad det er–og det bliver vi nødt til at diskutere. Men hvordan kan man diskutere sig frem til “noget”–en slags konklusion–hvis intet er rigtigere end andet. Hmmm.

Og videre:

“Jeg tror ikke på, at der ligger oliemillioner, taktiske manøvrer og andet bag [Bush]. Han kan kun gøre, hvad han gør, hvis han mener det. Alt andet er umenneskeligt. Dybest set tror han på, at det bliver en bedre verden. Det tror jeg også, at Stalin og Hitler og alle dem gjorde.”

Så altså en slags syllogisme: 1. Bush ønsker en bedre verden. 2. Stalin og Hitler ønsker en bedre verden. –> 3. Bush = Stalin og Hitler. Eller hva’?

Vi lader de smukke og indsigtsfulde levende billeder stå og flimre et øjeblik.

Kraften er med SWIII: ROTS

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. maj 2005. 1 svar

Ok, så fik jeg set Star Wars III: Revenge of the Sith. Og hvad synes jeg så? Var den god i sig selv? Var den en passende "afslutning" på en stor serie? Var den politisk korrekt og anti-Bush?

Ja, jeg synes, at den var god: Den var relativt underholdende, fik sat historien på plads og flettet tråde, var filmisk ekstremt flot og var passende dyster, og den var ubetinget den bedste i den nye "prequel" trilogi. Ja, jeg synes, at teknikken tog lidt overhånd, og ja, selvom historien blev knyttet sammen, er der både gabende huller og decideret fjollede uforståeligheder.

Men ja, først og sidst: jeg mener fortsat, at det er en fantastisk frihedsorienteret historie, om kampen mellem det gode og det onde, mellem frihed og tyranni.

Det kom klarest til udtryk i en af filmens mest centrale scener, hvor kansler Palpatine har afsløret sig som Darth Sidious, har indledt angrebet på Jedi-ridderne og med et forvredent ansigtsudtryk udbryder i et halvtorgastisk skrig, hvad han nu har opnået: "… unlimited power!"

Og jeg syntes godt om scenen, hvor Padmé Amidala deltager som senator, da senatet vedtager at afskaffe sig selv og overgive al magt til kansleren som kejser i det nye galaktiske imperium som skal erstatte republikken: "So this is how liberty dies? To thunderous applause." Det er desværre set for mange gange udenfor filmlærredet.

Der er også to fine scener mellem Palpatine og Anakin Skywalker, hvor førstnævnte afslører sig som en moralsk relativist og en magthungrende opportunist, og hvor der klart er en sammenhæng mellem de to aspekter. "Good is a point of view" siger Palpatine affærdigende over den unge Skywalkers endnu naive moral, og lidt senere: "If one is to understand the great mystery, one must study all its aspects, not just the dogmatic, narrow view of the Jedi." Altså, man skal ikke kun være skeptisk overfor "kraften" og bruge den fornuftigt; man skal også se potentialet i dens mørke sider.

MEN … det er klart, at der også har sneget sig lidt politisk korrekthed ind, og det er tydeligt, at der var et par indsatte "hip", der var rettet mod Bush, og som uden tvivl ville have lydt i hvert fald lidt anderledes, hvis filmen havde været lavet for 28, 18, otte eller blot fire år siden.

Heldigvis var begge dele relativt beskedne i forhold til historiens hovedtema.

Eksemplet på politisk korrekthed er den af David Gress og National Review Online omtalte indledningstekst om, at der i klone-krigene "var helte på alle sider og ondskab alle steder". Det er faktisk lidt svært at få øje på heltene på "mørkets side", hvor den mindst onde formodentlig er Anakin Skywalker/Darth Vader–og han slår i denne film små, uskyldige børn ihjel! Og at kalde klonerne for helte er jo decideret absurd (for så vidt at "heroisk" er noget, mennesker er–ikke maskiner).

Irriterende er også den post-moderne formulering fra Padmé om at "This war happened because of a failure to listen." Nej–krige begynder ikke fordi folk ikke taler nok sammen eller lytter nok: De begynder, fordi nogle synes, at det er ok at anvende vold mod andre.

Det efter min mening mest inderligt irriterende er derimod i filmens dramatiske højdepunkt: lyssværdskampen på vulkanens rand, mellem Obi-wan Kenobi og Anakin Skywalker. Skywalker hylder her imperiet som garantien for, at magten nu kan bruges til at nå gode mål med, og at den kan garantere fred og sikkerhed, og at dem, der er imod dette, er imod Anakin. Hertil svarer Obi-Wan, at kun en mørkets fyrste taler i sådanne moralske absolutheder.

Det irriterende ved dette er efter min mening ikke så meget, at dialogen tydeligvis er blevet passet til, så den kan give associationer til Bush-regeringens argumenter i krigen mod terror. (Sammenlign Anakins "If you're not with me, you're my enemy." med Bushs "Either you are with us, or you are with the terrorists.") Jeg mener sådan set, at det er sundt nok at minde amerikanerne (og alle andre) om, at dét at opgive noget af ens frihed af hensyn til ?trygheden? kan være en farlig handel?og én som man ofte kun kommer til at lave én gang.

Det afsindigt irriterende er derimod, at replikken er i direkte og skærende kontrast til det billede af Sith-fyrsten, Darth Sidious, der er blevet tegnet blot kort før: som netop moralsk relativist. Der er intet absolut over Sith-fyrsten andet end den absolutte magt–og det er tydeligvis ikke det, Kenobi refererer til.

Og i selv samme sene siger Obi-Wan: "Don't you see? Chancellor Palpatine is evil!", hvortil Anakin svarer, "From my point of view, he is good." Altså, her giver Obi-Wan netop udtryk for, at der er moralske værdier, hvorimod Anakin giver udtryk for en slags post-moderne relativisme.

Her–som i den indledende tekst om "helte på begge sider" og i Padmés ord om dialog–virker det vitterligt som om, at den gode George Lucas (som så mange amerikanere) har forvekslet det at være frisindet og tolerant med det partout at skulle være relativist. Det er manuskriptændringer, der ikke blot er overflødige men direkte i strid med resten af film-seriens ånd, og det kunne man have været foruden.

Men, men … I det store billede var dét detaljer. Og de kompenseres meget godt af "mørkets kræfter" i størstedelen af serien ganske klart er venstreorienterede: Tilhængere af en stor offentlig sektor, handelsprotektionisme og modstandere af frihed, konstitutionalisme og magtdeling. Og skal man endelig se lighedspunkter mellem kansler Palpatine/Darth Sidious/kejseren–altså en relativistisk politiker, der undergraver friheder og konstitutionalisme og tilraner sig magt–så er der langt mere klare og nære eksempler end George W. Bush, og de er stort set alle venstreorienterede i et eller andet omfang (Fidel Castro, Robert Mugabe, Hugo Chavez, Vladimir Putin, Saddam Hussein, Tony Blair). I mellemtiden har den udmærkede John Tierney (som vi tidligere har omtalt) dette noget andet (og ikke uinteressante) "take" på filmen.

PS. Hayden Christensen er en forfærdelig skuespiller! Han har to ansigtsudtryk: ét tomt og ét, hvor han ligner en ung Christopher Lambert i første halvdel af Greystoke. Christensens bedste scener var i filmens sidste ti minutter … 😉
PPS. Natalie Portmans fine skuespiltalent er her klart underudnyttet. Til gengæld har hun jo ihvertfald én anden, ganske væsentlig kvalitet, som dårlig instruktion ikke kan spolere.