Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Dommere for Hayek & Rand, forener eder!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. juni 2005. 4 svar

Så skete det forleden: USA's Senat bekræftede omsider, efter flere års tovtrækkeri med pseudo-filibustere, Janice Rogers Brown (født 1949) som ny Appeals Court Judge. Det var da lidt interessant med en dommer, der på én og samme tid er 1) kvinde, 2) sort, 3) relativt ung, 4) meget ideologisk profileret, og 5) som citerer Ayn Rand, F.A. Hayek, Edmund Burke og Procul Harum … –og vel at mærke i samme åndedrag.

Det bliver spændende at se, hvad der sker senere på sommeren. Det er efterhånden kun de færreste, der tror på, at Supreme Court Chief Justice William H. Rehnquist (født 1924) holder året ud. Han har cancer i bugspytkirtlen og ventes at træde tilbage, når højesterets arbejdsår slutter i juni. Dertil kommer, at et par mere af de ialt ni højesteretsdommere er ved at nå den alder, hvor de i Danmark ville have været på efterløn i 20-30 år. Sandra Day O'Connor (født 1930) har (som den første kvindelige højesteretsdommer nogensinde) med erindringer, interviews og sving-stemmer længe positioneret sig til historiebøgerne og synes klar til pension. John Paul Stevens (født 1920) burde nok været gået på pension for længe siden i en galakse langt, langt væk, og Ruth Bader Ginsburg (født 1933) bliver hverken yngre, smukkere eller gladere. Til gengæld vil de to sidstnævnte nok gøre lige så meget for ikke at gå på pension, mens W. sidder i Det Hvide Hus, og GOP kontrollerer Senatet, som Rehnquist har gjort for ikke at trække sig, mens Demokraterne kontrollerede det ene eller begge de to samme kraftcentre.

Mit gæt?

Clarence Thomas (født 1948) op som ny højesteretspræsident i stedet for Rehnquist–den første sorte på denne post i USAs historie + den yngste af de siddende dommere. Det ville tillige for nærværende Punditokrat være det bedste valg–og sørme om han ikke også kan lide både Rand og Hayek (og Thomas Sowell). Thomas afgav i forrige uge dissens i spørgsmålet om delstaters legalisering af marijuana, hvor han kritiserede forsøg på at bruge den såkaldte Commerce Clause som begrundelse for forbundsstatens indblanding:

"If Congress can regulate this under the Commerce Clause, then it can regulate virtually anything," [including] "quilting bees, clothes drives and potluck suppers." [Thus] "the federal government is no longer one of limited and enumerated powers."

Og dermed vil der så kommer (mindst) en ny Associate Justice (menig dommer). Men hvem bliver det så? Vedkommende skal kunne tilfredsstille konservative Republikanere men ikke være så konservativ, at det skræmmer de moderate Demokrater eller Republikanere i senatet til at stemme imod. Oplagt bud: forbundsanklageren Theodore [Ted] B. Olson (hvis kone, Barbara, blev dræbt i flyet, der ramte Pentagon 11/9).

Personligt så jeg hellere f.eks.:

  • Richard A. Posner, fhv. Chief Judge, US Court of Appeals & University of Chicago Law School (som desværre nok bare er for gammel)
  • Richard A. Epstein, University of Chicago Law School (som desværre nok er for ideologisk "kontroversiel")
  • Douglas H. Ginsburg, Chief Judge, US Court of Appeals & University of Chicago Law School (som allerede Reagan foreslog til Supreme Court, men måtte trække tilbage p.g.a. 20 år gammel historie om pot-rygning)
  • Randy E. Barnett, Boston University School of Law (som Epstein x 1000)Men dem bliver det bare ikke.

Øv.

Hvad nu hvis … II: Gæsteindlæg fra David Gress

Af Redaktionen, den 13. juni 2005. 1 svar

I debatten om rettigheder/konsekvenser, som Nicolai Foss har begyndt her, har vi–som ofte før–fået en god, tænksom kommentar fra æres-punditokraten David Gress. Jeg vil her følge Mr. Laws præcedens og poste den hér, så den ikke bliver overset:

“NF stiller to spørgsmål. 1. Hvilke moralprincipper siger, at vi (når vi skal vælge en handling) kun skal forholde os til umiddelbare konsekvenser? 2. Kan det være, at visse u-liberale ting i virkelighedens verden faktisk kan have positive uforudsete konsekvenser? Det vil kræve et længere essay at svare ordentligt. Allerførst skal nogle begreber/forhåndsantagelser vel afklares. Ad 1. Hvornår vælger vi egentlig frit? Uden at inddrage Camus og eksistentialismen her mener jeg, at det er højst problematisk at antage, at man kan kalde valget af handlinger for frit sådan uden videre. Alle handlinger vil i min pragmatiske opfattelse være mere eller mindre påvirket af forhold som fx ens personlige historie, personlighed (genetisk eller opvækstmæssigt dannet/bestemt), omstændighederne, andres krav, forventninger, muligheder …
Skal jeg fx vælge bolig, vil mit valg være temmelig afgørende påvirket af, hvad jeg har råd til, hvordan markedet ser ud, hvilke alternative krav der er til mine ressourcer osv osv. Derfor ved jeg ikke, om spørgsmålet om at vurdere konsekvenser overhovedet kan lette fra startbanen, så længe de valg, hvor vi skal inddrage flere eller færre konsekvenser, er så betinget af andre forhold … Men videre. Ad 2. Her kan de eneste kriterier for svar vel være (1) historisk erfaring og (2) pragmatisk common sense. NF spørger provokerende, om det danske skatte-afgiftstryk måske i virkeligheden ikke er så skidt, fordi det overbeviser folk om liberalismens fordele. OK, lad os se os omkring. Gør det? Næ. Det har indtil videre konverteret Fogh R. og Kristian Jensen fra liberalisme til socialisme. Og jeg tør gætte på, at det store flertal af danskere egentlig nødig ser en mere rationel beskatning, fx en flat-tax, en udgiftsskat (expenditure tax) eller en skat på fast ejendom, fordi de har interesser bundet op i det nuværende perverse system. Altså: erfaring siger, at skatte-afgiftssystemet ikke fremmer liberalisme, undtagen i særtilfælde, men tværtimod fremmer medianvælgerens tilfredshed med et system, hvor det gælder om at sno sig til tilskud og bruge dem i bund, hvad enten de hedder rentefradrag for prioritetslån eller tilskud til daginstitutionspladser. Mao der er lidet, der tyder på, at den sunde fornuft tager fejl, når den ser skatte-afgiftssystemet som et passiviserende stemmekøbsredskab til befæstelse af magthavernes evige magthaveri. Filosofisk (og teologisk for den sags skyld) har jeg også svært ved at se, at individer kan forventes at tage ansvar for uforudsete konsekvenser, der pr. definition kun indtræffer senere i tid end de valg, der udløser dem. Vi har kun den sunde fornuft og erfaringen at støtte os til. Derfor er jeg nok i dagliglivet pragmatiker a la Richard Posner snarere end konsekventialist, selvom jeg med glæde læser Yeager, tak for henvisningen. Liberale politikvurderinger, og et liberalt menneskesyn i det hele taget, kan i mine øjne aldrig grundes alene på, at de “virker bedre”, men på, at de “giver et bedre billede” af virkeligheden. For at gå ad den vej er det nødvendigt at grunde liberalismen i en antropologi, altså hævde, at frihed (hvordan den end defineres) er den for mennesker bedste eller mindst forkerte tilstand. At mennesket altså retteligt er skabt frit. Denne antropologi skal forfægtes imod den overvældende historiske erfaring om, at mennesker ofte slet ikke bryder sig om at være frie, og at magthavere har så let ved at bestikke folk til at underkaste sig formynderi. Svaret (som langt klogere og mere belæste folk end jeg har forsøgt at give) bliver noget med, at mennesker overladt til sig selv har tilbøjelighed til at kaste friheden af sig, fordi den er krævende, men at de alligevel klarer sig bedst, når de er pisket til at være mere frie. Den franske makrohistoriker Jean Baechler kommer bedre omkring det her end mange. Men for mig er svaret i grunden teologisk og dermed overnaturligt. Jeg tror ikke, man kan bevise frihedens værdi på rent pragmatisk grundlag, selvom man kan komme langt, a la: frihed skaber mere velstand, folk får det bedre, lever længere osv. Men det er alt sammen ledsageomstændigheder, ikke begrundelser. Et sted har frihed også med lidenskab at gøre. Brænder man ikke for den, har den ganske enkelt ikke nogen værdi, og historien viser, at det altid kun er et mindretal, der brænder for den. A propos uforudsete konsekvenser har frihed da haft mange sådanne, ofte skadelige. For at vende tilbage til skatte-afgiftstryk, vil jeg vove at påstå, at her gælder positiv-negativ feedback. Et mere frihedsvenligt skatte-afgiftstryk giver borgerne incitament til at udnytte det for egen vinding, som man så kan håbe også bliver fælles vinding (vi må følge de nye flat-tax lande nøje her). Et tyrannisk som det danske producerer perverse følger, hvor borgernes incitamenter har det kollektive resultat, at alle får det værre, men ingen har så ondt af det, at det betyder noget. David G”

Hard Talk

Af Mikael Bonde Nielsen, den 13. juni 2005. Skriv et svar

Min med-punditokrat Nicolai Foss har udsendt en invitation til noget, der vel nærmest må betegnes som et Oxford-møde, hvor liberale rettighedsteoretikere vs. konsekvensionalister indbydes til at gøre deres bekendelser. Således opfordret, vil jeg gerne komme med nogle refleksioner. Men først en lille forbrugeroplysning.

For nogen tid siden gjorde Peter Kurrild-Klitgaard mig og flere andre opmærksom på The Moral Foundations of Modern Libertarianism, der er affattet af Randy E. Barnett. Det er en god og indsigtsfuld artikel, der anlægger den interessante synsvinkel, at liberalister ikke er tvunget foretage et egentligt valg mellem rettighedsetik og konsekventionalisme, idet liberalismen er en politisk filosofi, og ikke som sådan en moralfilosofi. Jeg skal ikke dvæle ved dette rationale. Mit budskab skal blot være, at det i en politisk kontekst er nyttigt at vide, at liberalismen kan forsvares ud fra begge argumentationsformer, og at man som liberal er godt væbnet, når begge kategorier kan bringes i spil.

Så tilbage til åbningstrækket. Nicolai foretrækker en “robust konsekventionalisme” og har tilsyneladende ikke megen “tålmodighed med rettighedsargumenter i liberalismen”. Det har jeg en vis forståelse for, idet rettighedsdiskussioner alt for ofte ender som de rene markvandringer. Diskussionerne kan dog også være ganske frugtbare. Men jeg er overrasket over, at konsekventionalismen opleves som mere tilgængelig. Jeg har undertiden haft stort besvær med at få svar på nogle helt enkle problemstillinger. Så hvad er mere naturligt, end at rejse dem her.

En stringent konsekventionalisme er alene optaget af de virkninger, som en eksekveret eller ikke-eksekveret handling har eller kan få. Vurderingen for eller imod en given handling er således en funktion af den værdi, der tillægges konsekvenserne. Nicolai er ikke blind for udfordringerne i denne position, hvilket understreges af, at han problematiserer flere forhold i relation til definitionen af konsekvenser: Fx kravet om en udtømmende behandling af alle konsekvenser en given handling kan have, tidsaspektet i relation behandlingen, karakteren af konsekvenserne (tilsigtede og utilsigtede) osv. Det fører til en overvejelse om kun at inddrage umiddelbare konsekvenser, men med den tilføjelse, at der savnes et moralsk grundlag for at begrænse sig til dette. Hertil kommer spørgsmålet om at identificere alle umiddelbare konsekvenser, hvilket alt andet lige kan være en bekostelig affære. Og hvor meget skal der investeres i det?

Opgiver man omtalte krav, er man vel i sagens natur tæt på at opgive konsekventionalismen. Men måske kan den reddes ved at præsentere nye afgrænsninger, og et bud kunne være:

1. Sammenlignelighed: Alle umiddelbare konsekvenser er sammenlignelige i den forstand, at de kan rangordnes efter deres vægt eller vigtighed.

2. Universel neutralitet: Evalueringen af mulige alternativer er universelt neutral i den forstand, at den sammenlignelige rangordning af to tilstande er den samme for alle individer.

3. Maksimering: En handling er acceptabel, hvis og kun hvis, dens eksekvering maksimerer værdien eller den forventede værdi for én eller flere agenter.Det er altid en farlig øvelse at præsentere tre kriterier, som efterfølgende kritiseres. Det giver indtryk af, at der blot er tale om en stråmand, der udelukkende er opstillet til nedskydningens formål. Lad mig derfor understrege, at kriterierne er formuleret ud fra et ønske om at yde konsekventionalismen fuld retfærdighed, og at teorien ikke nødvendigvis falder til jorden, blot fordi kriterierne nedbrydes. Der kan være alternative kriterier, som jeg ikke er opmærksom på. Men til sagen.

Kriteriet om sammenlignelighed, må vel et eller andet sted siges at være en grundsætning for konsekventionalismen og derfor ikke særlig restriktivt. Jeg forudsætter også, at konsekvenser rangordnes ordinalt (i modsætning til kardinalt). Det frigør os fra de fleste udfordringer, men de står til gengæld i kø, når vi tager fat på det næste kriterium.
Kravet om universel neutralitet kan forekomme alt for restriktiv for en hayekiansk konsekventionalist, men for en én, der baserer sin argumentation på fornuftens fundament, er kriteriet vel entydigt nødvendigt. Det er dog åbenbart, at det ikke problemfrit at antage, at alle individer ved fornuftens hjælp vil nå frem til den samme rangordning af fx prisstabilitet og beskæftigelse.

Det sidste kriterium, om maksimering, må vel regnes for afgørende i en konsekventionalistisk argumentation. Kriteriet kan skærpes ved at supplere det med et pareto-kriterium, men det vil formentlig ødelægge konsekventionalismens praktiske relevans. Det har jeg derfor bevidst undladt.

Jeg forudsætter, at ovenstående afgrænsning kan tjene som afsæt for den videre debat. Og det leder mig frem til mit foreløbige slutærinde: Hayekianske konsekventionalister har nok svært ved at finde en grimasse der kan passe i forhold til positive, utilsigtede konsekvenser initieret af ikke-liberale handlinger. Men hvordan har fornuftsbetonede, liberale konsekventionalister det med sammenlignelighed, universel neutralitet og maksimering uden pareto-restriktioner? Er disse kriterier tilstrækkeligt robuste? Kræver det mindre tålmodighed at arbejde med disse problemstillinger, end at kaste sig over rettighedsargumentationen? Og hvor meget kan der slækkes på de anførte kriterier, uden at vi som Groucho Marx ender med at sige: “Those are my principles, and if you don’t like them… well, I have others.”?

Hvad nu hvis …?

Af Nicolai Foss, den 11. juni 2005. 3 svar

Denne punditokrat bliver ofte drillet af kolleger og andre med at Punditokraterne blot er "en avanceret udgave af Groft Sagt." Nu er der jo absolut intet galt med Groft Sagt, og det er helt OK at være en "avanceret udgave" af denne. Men måske er vi nogle gange for "topical," for aktuelle, og for lidt principielle i vores emnevalg? Her er så mit bidrag til en højbrynet diskussion, der i hvert fald ikke er Groft Sagt-agtig.

Vi er mange, der ikke har særlig meget tålmodighed med rettighedsargumenter i liberalismen (Rand, Rothbard). Vi foretrækker en mere robust konsekventionalisme (se fx Leland Yeagers fremragende forsvar for konsekventionalisme i Ethics as Social Science). Men (moralsk) konsekventionalisme kan anfægtes på en ret selvfølgelig måde. Megen klassisk liberal doktrin, særligt den der flirter med klassisk konservatisme, lægger vægt på menneskers uvidenhed, mangel på evne til at forudsige præcist og så videre. Specielt Hayek har grænsende til det fanatiske dyrket dette tema.

Problemet for os konsekventionalister opstår selvfølgelig når udgangspunktet er, at handlinger skal bedømmes efter deres konsekvenser. For hvad er "konsekvenser"? Alle konsekvenser? Hvad med de uintenderede konsekvenser? Den samme klassisk-liberale tradition lægger megen vægt på sådanne. Men uintenderede konsekvenser er også ofte uforudsete konsekvenser, måske fordi de ligger langt ude i fremtiden eller fordi deres fremkost er resultatet af ekstremt komplekse interaktionsmønstre. Hvordan kan man da overhovedet inddrage samtlige konsekvenser af en given handling? Det kan man selvfølgelig heller ikke.

Givet det kunne et svar være at man kun bør inddrage umiddelbare konsekvenser, eller i hvert fald kun konsekvenser, der kan erkendes. Men hvilke (dybere) moralske principper siger, at vi kun skal inddrage de umiddelbare konsekvenser? Hvad der kan erkendes, er til dels et spørgsmål om, hvor mange ressourcer man vil investere i dette — og hvor mange ressourcer er det moralsk at investere?

Vi kan selvfølgelig forestille os en række mulige udfald af handlinger (scenarier), og vi kan da godt lege at vi kan sætte sandsynligheder på dem og veje dem sammen. Men vi kan af epistemiske årsager ikke identificere samtlige mulige konsekvenser og veje dem sammen på denne måde. Hvad nu hvis der faktisk er nogle meget positive uforudsete konsekvenser af, for eksempel, den aktuelle høje beskatning, såsom stigende bevidstgørelse (!) om liberalismens lyksaligheder? Det kan vi vel ikke bare udelukke? Hvad nu hvis man kan sige det samme om en lang række af de andre ting som klassisk-liberale ikke kan lide? Hvad sker der så med klassisk-liberale politikvurderinger?

Bolden er hermed givet op, ikke mindst til Hayekianere, for hvem problemet burde være særligt påtrængende, men også til andre. Otto? Christopher? David (B og G)?

Franske fristelser

Af Mikael Bonde Nielsen, den 11. juni 2005. 1 svar

Frankrigs nye premierminister, Dominique de Villepin, er kommet på en svær opgave. Han skal forsøge at overbevise de franske vælgere om, at der er behov for en gennemgribende reform af det stivnede franske arbejdsmarked. Men han kan ikke lade sig inspirere af USA. For alt, der bare har en antydning af angelsaksisk bouquet, er udrikkeligt i Frankrig. Og derfor har Villepin i stedet rettet blikket mod Danmark. Noget, der utvivlsomt varmer enhver dansk socialdemokrat om hjertet.

Man ser det for sig! Poul Nyrup Rasmussen, der med sin karakteristiske pasgang bevæger sig tungt over Europas bonede gulve, mens han modtager anerkendende nik fra forbipasserende ignoranter, der har opfanget historien om de franske fristelser. Lejlighedsvis stopper han måske op, slår ud med armene og bemærker: “Jeg har i al beskedenhed ladet et ord falde om de resultater, vi har opnået i Danmark. Det kan andre lære meget af”. Måske er han så uanselig, at han blot antyder denne indbildning.

Men hvad er det da, Villepin finder så fristende ved Danmark? Er det vores skattefinansierede dagpengesystem med en langstrakt ydelsesprofil? Er det vores skødesløse accept af, at hver fjerde dansker i den arbejdsdygtige alder ikke behøver bekymre sig om at tjene til brødet? Nej, for så kunne Villepin ligeså godt have ladet sig inspirere af Sverige. Når den nyudnævnte franske premierminister peger på Danmark, er det nok ene og alene fordi, vi trods et halvt århundredes socialdemokratisk hegemoni stadig har et forholdsvis liberalt arbejdsmarked, der ikke er inflammeret af kontinentale tryghedsbestemmelser. Og godt for det.

Årsagen til at smørhullet Danmark klarer sig relativt godt i internationale sammenligninger af konkurrenceevnen, er vel i hovedsagen, at vi følger den samme ansættelsesretlige praksis som USA, Storbritannien og New Zealand; altså den angelsaksiske druesaft, som franskmænd ikke kan udstå. Derfor er det ganske befordrende for Villepin, at han kan henvise til Danmark. For på dette specifikke område har vi noget, der bestemt er værd at eksportere. Gid almindelig fransk protektionisme må forhindre ham i at importere andre policy-facetter fra vores lille rige.

Economic growth 101

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. juni 2005. 2 svar

En god anekdote, jeg ofte fortæller mine statskundskabsstuderende på grunduddannelsen (og som jeg har fået fortalt fra det dengang eneste overlevende øjenvidne), involverer den eklektiske, flamboyante og lettere opportunistiske østrigske økonom Joseph Schumpeter og den kedelige, men idealistiske tyske sociolog, Max Weber, da de to mødtes for første og eneste gang. Mødet endte med, at Weber indigneret forlod den viennesiske café og råbte, at han aldrig nogensinde ønskede at tale med dén mand, Dr. Schumpeter, igen. Årsagen? Schumpeter havde rost den russiske revolution–ikke fordi han var enig med kommunisterne, ikke fordi han syntes at den havde gode konsekvenser, men fordi den var et fantastisk eksperiment. "Som havde vi et laboratorium!" "Men" skal Weber have sagt, "der dør jo millioner!". "Ja, er det ikke fantastisk!" skal Schumpeter have sagt. Eller noget i den stil.

Joseph (der som bekendt var både en stor økonom og en stor elsker, men knap så god en rytter) ville have haft stor fornøjelse af at studere, hvad der p.t. foregår i Zimbabwe. Landet, der indtil for et kvart århundrede siden var blandt de bedre fungerende og knap så dårligt økonomisk kørende i Afrika (ikke at det siger så meget), har under Robert Mugabes ledelse givet et illustrativt crash-course i, hvorledes man kan køre et land i sænk–og på en måde, hvor det virkeligt er noget, man kan tage at føle på. Man har tilsyneladende ræsonneret, at man har drevet det vidt, når får har for meget, og rigtigt mange har rigtigt, rigtigt lidt. Og det mål har man så efterstræbt ganske systematisk.

Man har hidtil–stik imod forfatning, domstole og retsorden–vilkårligt stjålet privat ejendom fra ejerne med den konsekvens, at landets økonomi er gået helt i fløjten–med deraf følgende krise, arbejdsløshed og hungersnød. Eller sagt med et spørgsmål: Hvor meget vil du betale for at købe retten til at investere i en privat virksomhed i Zimbabwe? Fraser Institute og Economic Freedom Network (hvoraf CEPOS er den danske danske deltager) ratede for 2003 Zimbabwe til 3,4 på en 1-10 punkts skala over økonomisk frihed–hvor 1 er ca. = Stalingrad og 10 er = Hayekland.

Men, som antydet, har Mugabe spurgt sig selv på ægte Nyrupsk facon: "Kan vi ikke gøre det lidt bedre?" Og svaret er ifølge en artikel i New York Times, at det kan man tilsyneladende godt:

"The government abruptly began demolishing shanties and roadside markets here three weeks ago, evicting thousands of people and bulldozing homes or burning them to the ground, in what officials call a cleanup of illegal slums and black-market vendors. Their homes destroyed in a campaign Zimbabwe's government says addresses illegal housing, residents of Mbare loaded their property Friday.

But as the campaign, directed at as many as 1.5 million members of Zimbabwe's vast underclass, spreads beyond Harare, it is quickly evolving into a sweeping recasting of society, a forced uprooting of the very poorest city dwellers, who have become President Robert G. Mugabe's most hardened opponents.By scattering them to rural areas, Mr. Mugabe, re-elected to another five-year term in 2002, seems intent on dispersing the biggest threat to his 25-year autocratic rule as poverty and unemployment approach record levels and mass hunger and the potential for unrest loom.

The United Nations estimates that the campaign, Operation Murambatsvina, using a Shona word meaning "drive out the rubbish," has so far left 200,000 people homeless and 30,000 vendors jobless."

Mere Friedman

Af Nicolai Foss, den 10. juni 2005. 1 svar

Måske er det fordi Milton nu har en for særlig fremtrædende libertarianere tænkere særdeles risikabel alder (Mises død som 93-årig; Hayek død som 92-årig), at interviews'ne med ham florerer. Her er ihvertfald endnu ét.

Det er måske læsere af denne blog bekendt, at Friedman i snart tre årtier har boet i San Francisco.

"Asked why he dwells in liberalism's den, Milton Friedman, 92, the Nobel laureate economist and father of modern conservatism, didn't skip a beat.

"Not much competition here," he quipped."

Jeg kunne også godt lide denne her:

"He calls himself an innate optimist, despite the unpopularity of many of his ideas. When he moved to San Francisco in the 1970s, the city was debating rent control, he recalled. So he wrote a letter to The Chronicle saying, "Anybody who has examined the evidence about the effects of rent control, and still votes for it, is either a knave or a fool." What happened? "They immediately passed it," he laughed."

Man kan sige meget om Rand, Mises, Hayek og Rothbard. Men humor var nok ikke deres stærke side (enhver der har set Hayek få latterkrampe af at konstatere, at han er "an old whig" vil vide hvad jeg mener). Det er godt, vi har Friedman …

Friedman og det frie valg

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. juni 2005. 3 svar

Tanken om at indføre "billet-systemer" i den offentlige sektor er i bedste fald en mangelfuld og ufuldendt løsning på den katastrofale mangel på markedsmekanismer i det politisk bestemte "marked".

Det indrømmer jeg gerne. Ligesom "flat tax", udlicitering og andre pragmatiske, realpolitiske løsninger på fundamentale problemer, er det at give borgerne mulighed for at flytte deres offentlige forbrug ikke perfekt. Men tænksomme fortalere for frie mennesker & frie markeder–og dét regner vi Punditokrater os selv for–anerkender, at sådanne kan være uenige om taktiske og realpolitiske løsninger, og at man må tage hatten af for, at der kan være alternative måder at forsøge at rykke i den rigtige retning på.

Idéen om at bruge "billetter" (vouchers) blev første gang lanceret i 1955, d.v.s. længe–25-30 år–før Haarder og andre begyndte at tale om den i det danske uddannelsessystem. Ophavsmanden var et af det 20. århundredes mest lysende profiler, Nobelprisvinderen Milton Friedman. Han spredte idéen til en række tænketanke, og i løbet af et par årtier kom den højt på den politiske dagsorden. Og "Uncle Milton" lyser, i en alder af knap 93, pænt ind i det 21. århundrede. Her er fra dagens Wall Street Journal hans forsvar for "billet-systemet" og perspektiver på, hvor vidt idéen faktisk kan tages:

"The original article was not a reaction to a perceived deficiency in schooling. The quality of schooling in the United States then was far better than it is now, and both my wife and I were satisfied with the public schools we had attended. My interest was in the philosophy of a free society. Education was the area that I happened to write on early. I then went on to consider other areas as well. The end result was "Capitalism and Freedom," published seven years later with the education article as one chapter. …

[F]inance and administration "could readily be separated. Governments could require a minimum of schooling financed by giving the parents vouchers redeemable for a given sum per child per year to be spent on purely educational services. … Denationalizing schooling," I went on, "would widen the range of choice available to parents. … If present public expenditure were made available to parents regardless of where they send their children, a wide variety of schools would spring up to meet the demand. … Here, as in other fields, competitive enterprise is likely to be far more efficient in meeting consumer demand than either nationalized enterprises or enterprises run to serve other purposes." … [We] have been repeatedly frustrated by the gulf between the clear and present need, the burning desire of parents to have more control over the schooling of their children, on the one hand, and the adamant and effective opposition of trade union leaders and educational administrators to any change that would in any way reduce their control of the educational system. …

The good news is that, despite these setbacks, public interest in and support for vouchers and tax credits continues to grow. Legislative proposals to channel government funds directly to students rather than to schools are under consideration in something like 20 states. Sooner or later there will be a breakthrough; we shall get a universal voucher plan in one or more states. When we do, a competitive private educational market serving parents who are free to choose the school they believe best for each child will demonstrate how it can revolutionize schooling."

For p….. da! Så frisk, klar og optimistisk gad jeg godt at være, når jeg er 93.

Point of no return

Af Mikael Bonde Nielsen, den 9. juni 2005. 2 svar

Johan Norberg, der har opnået verdensberømmelse for sit utrættelige og velargumenterede forsvar for global kapitalisme, leverede sidste år et tankevækkende bidrag om det europæiske projekt i forbindelse med Mont Pèlerin Society’s Regional Meeting i Hamburg. Under overskriften From an Unholy Alliance to a Concert of Powers giver han et særdeles godt overblik over nogle af de mest centrale konfliktdimensioner i europæisk politik, som i almindelighed bør interessere daglige læsere af Punditokraterne. Men i disse dage er der måske især grund til at fremhæve en enkelt passage i hans indlæg; et temmelig påfaldende citat fra EU’s nuværende formand, Jean-Claude Juncker, der i 1999 udtalte sig om EU’s forretningsgang til Der Spiegel (gengivet i The Economist 14. december 2002):

“We decide on something, leave it lying around and wait and see what happens. If no one kicks up a fuss, because most people don’t understand what has been decided, we continue step by step until there is no turning back.”

Se, det kan man da kalde en indrømmelse. Det kunne være interessant at vide, om Jean-Claude Juncker har gentaget denne særlige forretningsorden for Anders Fogh Rasmussen i forbindelse med deres netop afholdte tete-a-tete. Måske får vi svaret efter EU-topmødet den 16.-17. juni.

Er John Kerry dermed dum …?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. juni 2005. 2 svar

Stop the press! Boston Globe og Associated Press har netop (mere end et halvt år efter præsidentvalget) afsløret, at Senator John Kerry (D) og præsident George W. Bush (R) som studerende på Yale College i 1960erne faktisk fik omtrent lige gode karakterer (eller rettere: lige dårlige). Det har ganske vist været kendt længe på nettet, at de to havde klaret sig omtrent lige godt skole- og testmæssigt, og at begge faktisk har en målt IQ pænt over gennemsnittet, men pudsigt nok er det først nu, længe efter valget, at MSM opdager det. På Yale fik ingen af de to nogen A'er (=10/11/13), mens Bush fik ét D mod Kerrys hele fem D'er. (Et sikkert tegn på, at Bush iøvrigt endog fik en bedre SAT-score (Scholastic Aptitude Test), da han søgte ind på college, er, at han har offentliggjort sin–og at Kerry ikke har.)

Man må forvente, at de danske medier næste gang, at Kerry stiller op til noget valg, herefter vil fremstille ham som en lallende og svagt begavet nar, som kun er kommet til tops p.g.a. familieforbindelser og faderens millioner …

Blair-Brown Showdown udskudt?

Af Stanislaw, den 7. juni 2005. Skriv et svar

Det er en populær opfattelse, at det britiske Labour parti vandt det nys overståede valg på trods af Tony Blair snarere end på grund af ham. Det er da også muligt, at den tolkning har noget på sig. Ikke desto mindre indikerer en ny meningsmåling foretaget for The Times, at et flertal af Labours vælgere p.t. foretrækker, at Blair bliver som Prime Minister valgperioden ud, og først overdrager magten til sin efterfølger umiddelbart før næste valg. Gad vide hvad Gordon Brown mon mener om den sag? Hvis Blair vælger at blive siddende perioden ud, hvilket langt fra er utænkeligt, vil det helt sikkert vække maksimal irritation og forbitrelse hos Brown, som så formentligt også gør klogt i at begynde kigge sig over skulderen efter konkurrerende kandidater.

Fogh, tronfølgen & grundloven

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. juni 2005. 1 svar

Vi var flere, der havde forventet, at nyheden om Kronprinsparrets forestående famlieudvidelse var ensbetydende med en tilnærmelsesvis 50-50 sandsynlighed for, at politikerne ville forhaste sig med at benytte chancen til at gennemføre en grundlovsrevision. Jeg skrev selv helt tilbage i 1999 en (lidt hårdt forkortet) kronik om, hvorfor dét ikke nødvendigvis var en god ting eller en nødvendig kobling af Tronfølgelov og Grundlov. Den har man enten husket i Statsministeriet, eller også har man nået til samme konklusion af anden vej.

Jeg havde en kommentar om emnet i dagens Berlingske Tidende, og her er et uddrag (da den ikke er alment tilgængelig på nettet):

"Da statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin grundlovstale søndag foreslog, at man ændrer tronfølgeloven til fordel for den førstefødte uden hensyn til køn, men at man gør dette uden en samtidig, egentlig grundlovsrevision, var det af to årsager et strategisk mestertræk af de helt store. For det første er en revision af tronfølgeloven noget, som virker realpolitisk næsten uomgængeligt. Kommer man i en situation, hvor grundloven skal ændres af andre årsager, eller hvor kronprinsparret har fået en eller flere døtre før en søn, vil presset for at få ændret tronfølgeloven politisk set være uimodståeligt stort. Men for det andet vil en egentlig grundlovsrevision kunne åbne en Pandoras æske af mere eller mindre gennemtænkte eller meningsfulde forslag. Man behøver blot at se på forslagene fra Folketingets konkurrence om emnet for to år siden. Og fra venstrefløjens side har Aage Frandsen, Niels Helveg Petersen m.fl. længe presset på med forslag, der reelt vil ændre grundlovens ånd fundamentalt: fra at være et sæt af institutionelle spilleregler til at være en ideologisk opremsning af alt det gode, man synes, staten skal gøre. Statsministeren har givetvis ræsonneret, at en grundlovsrevision ville komme til primært at handle om tronfølgen, og at dét så ville kunne bære nok så meget skidt igennem. Det var netop dét, der skete i 1953, da man koblede tronfølgeloven med grundloven ved at lade den sidste referere til den første, og dermed fik så mange vælgere til at møde op ved folkeafstemningen, at man kunne klare det daværende krav om, at mindst 45 pct. af samtlige valgberettigede skulle stemme for en grundlovsændring. … Koblingen af temaerne var nok en effektiv måde at få folk til stemmeurnerne, men elegant var det ikke. Fremtrædende statsforfatningsretseksperter kritiserede da også, at man ikke adskilte de to emner i to separate afstemningstemaer: selve grundlovsrevisionen og den nye tronfølge, idet de to egentlig ikke har meget med hinanden at gøre, og at mange vælgere måske var tilhængere af det ene og modstandere af det andet. … Nu har statsministeren signaleret, at man i stedet kan gå en anden vej end selve grundlovsrevisionen. Man kan hurtigst muligt fremsætte et forslag om lov om ændring af tronfølgeloven af 27. marts 1953. Dette ændringsforslag behøver kun en lille ændring, hvor man sløjfer bisætningen »… søn går forud for datter, og …« (§2) og bestemmelsen »… med fortrin for broder …« (§3). Denne ændring kan man igangsætte allerede inden fødslen af kronprinsparrets barn, og dermed kommer udfaldet ikke til at være betinget af, hvad barnets køn bliver, og dermed undgår den uskik at lave lovgivning med baggrund i specifikke personer. Og så kan man efterfølgende behandle dette forslag som om, det var en grundlovsændring, det vil sige vedtage det igen efter nyvalg og endelig sende det til folkeafstemning. Og når man så engang kommer til at skulle revidere selve grundloven, bør man passende opdatere dennes §2, så den siger »… tronfølgeloven af 27. marts 1953 med senere ændringer …«. Fløjpolitisk er det en sejr, fordi venstrefløjen er sat skakmat: Man kan dårligt være modstander af denne ændring af tronfølgeloven, og man kan omvendt ikke gennemtrumfe, at hele grundloven skal ændres, hvis Venstre og De Konservative ikke er med. Men mere end dét, så vil denne opskrift give den fordel, at en eventuel dansk debat om en kommende dansk grundlovsrevision komme til at handle om substansen: Er en revision overhovedet påkrævet? Hvor skal fremtidens grænser gå mellem borgernes frihed og statsmagten? Osv. Dét kommer der givetvis en bedre debat ud af."

2008: Hillary Clinton mod George Allen II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. juni 2005. 2 svar

Nærværende Punditokrat er tilsyneladende ikke den eneste, der tror på, at Senator George Allen (R-VA) vil være et oplagt (eller ihvertfald sandsynligt) bud på den næste Republikanske præsidentkandidat. Mine forudsigelser er tilsyneladende … ahem … blevet nærstuderet af den amerikanske højrefløj–eller også har de på mystisk vis nået de samme konklusioner.

Ihvertfald nåede en af mine personlige favorit-kommentator, Robert Novak (alias "The Prince of Darkness"), til samme konklusion–bare ti dage efter min kommentar om emnet. Og Washington Times i forrige uge slog fast i en artikel, at George Allen ved at modsætte sig de moderate Republikaneres handel med Demokraterne m.h.t. brugen af filibuster-reglen og udnævnelse af nye dommere, var gået hen og blevet en stjerne på den amerikanske højrefløj. Deler en række andre mindre kandidater højrefløjens stemmer ved primærvalget i 2008, vil Allen stå særdeles godt placeret.

Udenfor den amerikanske højrefløj, f.eks. hos Washington Post, er man også begyndt at fokusere på et Allen-kandidatur.Vi får se. Men holder det stik, så husk: I læste det hér først!

PS. Allen har endnu ikke erklæret, at han er præsidentkandidat, men han er p.t. aktiv med at besøge og fund-raise i New Hampshire–som altså ikke er en nabostat til Virginia (men derimod afholder det første primærvalg i 2008) …

Apropos Grundtvig

Af Redaktionen, den 6. juni 2005. Skriv et svar

Kulturministeriet oplyser, at omkring 45.000 mennesker – hvortil formentlig også regnes børn – deltog i arrangementet “Historiens Dag” for et par søndage siden. Når man tænker på, at der ifølge ministeriet er bevilget 1,6 mio. kr. til arrangementet, som udmøntede sig i ca. 700 “historier” spredt over det ganske land, så giver det en udgift på 35,50 kr. pr. deltager eller godt 2.200 kr. pr. “historie”.

Dette ikke sagt i forargelse, eftersom det faktisk er overraskende billigt – for et offentligt finansieret kulturprojekt.

Hvad der er mere overraskende, er, at det ministerium, der traditionelt – i de glade dage under såvel radikale skønånder som socialdemokratiske teknokrater – anså det for sit ypperste privilegium at bruge penge uden at sige til hvad og hvem eller hvorfor, nu er trådt ind i det 21. århundrede, hvor offentlige myndigheder giver borgerne besked om, hvad deres gysser går til, og det helst i en vis fart, sådan at borgerne har en fair chance for eventuelt at stemme administratorerne til Bloksbjerg en skønne dag.

Det lever Kulturministeriet nu op til og er af samme grund et eksempel til efterfølgelse, selv om man kan mene, at den “skattejagt med over 700 poster”, som kulturministeren roser i en pressemeddelelse, blot er en billig stemmejagt. Stemmejagt eller ej – billig, dét er den. Apropos Grundtvig – som bliver ved med at dukke op på tidens debatsider – så har vi danske i sandhed drevet det vidt, når få ministerier bruger for meget, og færre ministerier oplyser for lidt.

Vi skåler for vore venner …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. juni 2005. Skriv et svar

Om ca. to dage runder Punditokraterne ca. 10.000 unikke besøgende–og det efter kun to måneders eksistens. Det er vi ganske godt tilfredse med.Noget af dette skyldes, at folk er begyndt at linke til os. Det er jo pænt af dem. Så her gør vi lidt gengæld:

Danskere:
Hairpin-Bend
Ernst Hansen
Mranderson/Holocaust-Info
Raapil-Unplugged
Liberator/bRog
Uriasposten
Nina Højland
Danske Forskerblogs (klastrup.dk)
Lars Hvidberg
Kasper Kyndsberg
Hilli.dk
Liberalisten (velkommen til!)
Konservativ Ungdom
FinlandForThought
Kyssehund
VU Aarhus
Inklusiv os selv:
Nicolai Foss
Peter Kurrild-Klitgaard
Jesper Lau Hansen

Udland:
Adam Smith Blog
Tom G. Palmer Blog
Cafe Hayek Blog
Jacob Christensens blog
Johan Norberg
OnFocus.com
MungowitzEnd
Og selvfølgelig, ikke at forglemme:
?????????

Update:Derivatives Math (Lars Tyge Nielsen)

Erindringens etik

Af Mikael Bonde Nielsen, den 6. juni 2005. Skriv et svar

En søndag aften i selskab med Gene Hackman er sjældent en skuffelse. Når han samtidig optræder i en film, der er er direkte vedkommende for et europæisk publikum, og på næsten anmassende facon fremkalder billeder af et sort kapitel i europæisk historie, er der ekstra grund til at læne sig tilbage og lade sig rive med. Det var det, jeg gjorde, da DR1 sendte Behind Enemy Lines.

Mens en amerikansk fighter inspicerede en demilitariseret zone, begyndte jeg umærkeligt at tænke på den sønderlemmende kritik af de efterfølgende bombninger over Serbien, som Søren Krarup i sin tid leverede i Dansen om menneskerettighederne (2000). Det var ikke en kritik, der rettede sig mod Europas repeterede passivitet i forhold til serbernes systematiske krænkelser og overgreb på menneskeligt liv. Nej, det var en kritik, der ene og alene var vendt mod NATOs (læs amerikanernes) indblanding i såkaldt indre serbiske anliggender. Krarup anfører:

“Serbien var en selvstændig stat og serberne henholdt sig til deres historiske ret til Kosovo. Også Kosovo-albanerne gjorde krav på Kosovo. Men for serberne var hele deres eksistens som folk og stat bestemt af Kosovo og det, der skete på Solsortesletten i 1389, hvor serberne blev besejret af tyrkerne eller osmannerne, hvilket igen blev symbolet for det serbiske folk på en lang og lidelsesfuld kamp for at leve og overleve”.Krarup mener med andre ord, at begivenhederne på Solsortesletten i 1389 rummer en så tilpas historisk fordring, at overgreb på civile i form af etnisk udrensning ikke bør anfægte os. Det skal vi se bort fra. Men det gjorde amerikanerne som bekendt ikke. Og til Krarups store fortrydelse:
“Virkeligheden blev gjort sort-hvid. Hvorfor? På grund af menneskerettighederne, der er ahistoriske og derfor anti-historiske.”Den seneste tids kritik af menneskerettighederne sættes naturligvis i perspektiv i forhold til sådanne udtalelser. Som liberal overvejer man lejlighedsvis at slutte sig til kritikerne, fordi selve grundtanken med menneskerettighederne undertiden er blevet udvandet med alverdens irrelevante adkomster. Men når man iagttager, hvilke synspunkter der er fremherskende i debatten, gribes man af en vis tøven.

Det problematiske ved menneskerettighederne er ikke, at de er ahistoriske. Det problematiske er heller ikke, at de gør krav på at være universelle. Det tvivlsomme ligger i, at de er de er blevet banaliseret og forfladiget af positive rettigheder, der optræder med ligeværdighed i forhold til de grundlæggende, negative frihedsrettigheder, som Krarup og andre nationalister så hårdt kritiserer. Det er på tide, at forskellen gøres klar. Og i den forbindelse gør det ikke noget, at erindringens etik bliver bragt i stilling i forhold til forvrøvlet, men skæbnesvanger folklore.

Servicemeddelelse: Hvis man vil læse Dansen om menneskerettighederne skal man en tur forbi antikvariatet eller biblioteket. Bogen er nemlig udsolgt fra forlaget.

Après Nous, le Deluge?

Af Igor, den 5. juni 2005. 2 svar

De danske socialdemokratiske partier har forsøgt at begrænse adgangen til de danske “velfærdsydelser” via forskellige stramninger i indvandrerlovgivningen. Den strategi er selvfølgelig fuldt ud rationel, al den stund en stadig voksende andel af danske vælgere er direkte afhængig af statslige overførsler. Forskellige argumenter har været anvendt for at legitimere denne strategi. Enten har man villet beskytte det dansk arbejdsmarked (Læs: fagforeningerne og de høje danske lønninger), eller man har villet beskytte den tilsyneladende helt særlige og åbenbart voldsomt berigende danske kultur.

Netop muligheden for fredelig sameksistens mellem forskellige kulturer er omdrejningspunktet for Chandran Kukathas bog Liberal Archipelago: A Theory of Diversity and Freedom. I bogen stilles en række højaktuelle spørgsmål: Hvad er principperne for et frit samfund, hvori der findes kulturel diversitet? Hvordan kan individer med forskellig kulturel baggrund leve sammen i et frit samfund? Hovedbudskabet i bogen er, at et frit samfund kan opretholdes på trods af kulturel diversitet ? Abendland og vestligt forfald er altså aflyst og ikke forbundet til indvandring eller kulturel heterogenitet. Kukathas’ hovedargument er, at et frit samfund bygger på retten til foreningsfrihed. Det indebærer, at det enkelte individ skal have ret til at indgå i de foreninger vedkommende måtte finde berigende, interessante eller af andre årsager gerne vil være en del – så længe der er en reel mulighed for at melde sig ud.

Det stiller mindst to spørgsmål: Hvor er udmeldelsesblanketten til “velfærdsstaten” og – hvorfor er det urimeligt at muslimer eller andre vil have ret til leve efter selvpåførte regler så længe de kan afbryde deres kontrakt?

Er uddannelse et væksthormon?

Af Mikael Bonde Nielsen, den 5. juni 2005. 2 svar

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har i flere omgange kritiseret Velfærdskommissionen for manglende lødighed. Det seneste udfald retter sig mod en undersøgelse fra Kommissionen, der viser, at der ikke er sket væsentlige fremskridt i danskernes uddannelsesniveau. Resultatet af denne analyse har jeg kort kommenteret i anden sammenhæng, hvor dog jeg koncentrerede mig om de manglende incitamenter til at uddanne sig; helt konkret om skattemæssige forhindringer, der ikke anfægtes af det omtalte skallesmækkeri.

AE Rådet og Velfærdskommissionen syntes dog at være ukritisk enige om én ting: Uddannelse er til alle tider en vækstkatalysator og direkte årsag til øget produktivitet. Forholder det sig overhovedet sådan? Formentlig ikke. Meget taler derimod for, at uddannelse som vækstfaktor er temmelig overvurderet og måske endda ligefrem inferiør. Men inden jeg godtgør dette, er der behov for et lille mellemspil.

Der er naturligvis en årsag til, at uddannelse eleveres til noget særligt i vækstmæssig sammenhæng. Det virker jo både intuitivt og overbevisende rigtigt, at mere lærdom øger den menneskelige produktivitet og formåen. Men forestillingen om at uddannelsespolitik kan bane vej for vækst, hviler ikke kun på instinkt og fornemmelser. Det er en tanke, der er dybt forankret i nyere vækstteori, der især blev udviklet i midtfirserne af Paul Romer og Robert Lucas, men som også trækker spor tilbage til Garry S. Becker’s Human Capital: A theoretical and empirical analysis, with special reference to Education (1964).

Det besnærende ved den nye vækstteori er, at den foregiver at kunne redegøre for hele den vækst, der kan noteres i nationalregnskaberne. Sådan har det ikke altid været. Da man i sin tid brugte de mere daterede vækstteorier, stod man altid tilbage med et håbløst residual, en overskydende vækstandel, der ikke kunne forklares, når der var taget højde for faktorinput som arbejde og kapital. I dag forklares dette residual imidlertid med fænomener som uddannelse, teknologisk innovation og nye organisationsformer. Og derfor forudsætter ganske mange samfundsforskere gavmildt, at uddannelse og vækst er betydningsbeslægtede begreber; at de så at sige er hinandens forudsætninger. Men hvor er de empiriske efterretninger?

Økonomer, der har brugt tid på at studere forholdet mellem uddannelse og vækst, har haft overordentlig svært ved at finde en afgørende sammenhæng. Lant Pritchett fra Verdensbanken forsøgte i 1996 at finde en systematisk, positiv korrelation mellem uddannelse og produktivitet. Men som det indirekte fremgår af titlen på hans analyse – Where has all the education gone? – lykkedes det ikke.

Øvelsen blev gentaget af Alison Wolf i Does Education Matter? Myths about Education and Growth (2002) og af William Easterly i The Elusive Quest for Growth (2002). Heller ikke de kunne finde belæg for en direkte korrelation mellem uddannelse og vækst. De punkterede snarere fortællingen om, at der skulle være en sådan forbindelse. Og intet syntes at have rokket ved deres analyser.

AE Rådet og Velfærdskommissionen skylder altså at vise, at uddannelse er den sikre vej til økonomisk vækst. Indtil de har gjort det, kan vi med lige så stor ret tillade os at mene, at uddannelse højst er et filter, der giver én adgang til bedre jobs på arbejdsmarkedet.

Den europæiske syge–set fra Vest

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. juni 2005. 2 svar

De franske og hollandske folkeafstemninger om EU-forfatningstraktaten har fået amerikanske kommentatorer til at se nærmere på, hvordan det egentlig går i Europa, når man sammenligner med USA. Det er et emne, vi kan lide.

Men de kan ikke lide, hvad de ser. De ser–ligesom Rumsfeld, der talte om et "Old Europe" og et "New Europe"–et kontinent, der er ramt af det samme, som man for en generation siden kaldte "den engelske syge". Stagnation, højere ledighed, kombineret med højere skatter og mere regulering.

Forskellene i udvikling mellem USA og Europa har været påfaldende i to årtier, men man behøver såmænd ikke at se længere end en lille bitte tabel fra Wall Street Journal forleden for at bemærke, at der ikke kun er tale om et fortidigt fænomen:

Two Economic Models: Rates for 2003-05 (1Q)
                    U.S.  EU    

Unemployment 5.6% 8.7%
Growth           3.7% 1.5%
Source: OECD

"Vissevasse!" kunne man sige. "Hvad er en forskel på 2 pct. mellem venner?" Et enkelt år: ikke så meget. Længere tid: ganske meget. Lad os se på to personer, A og B, der i år 0 begge har en indkomst på 200.000 kr. Men i de kommende år vokser A's indkomst med 3,7 pct. om året, mens B?s vokser med 1,5 pct. Efter ti år tjener A ca. 287.000, men B tjener synligt mindre, ca. 232.000 kr., om end dog kan følge med lidt. Efter 18 år–den tid, det tager et lille barn at blive voksen–tjener B kun 2/3 af A (ca. 261.000 kr. mod 385.000 kr.). Efter 33 år er A's indkomst det dobbelte af B's (663.000 kr. mod 327.000 kr.).

Så uanset hvad nogle siger, er det tilsyneladende størrelsen, det kommer an på! WSJ argumenterer i en leder om emnet for, at det netop er disse forskelle i vækst, der nu får europæerne til i utilfredshed at "nikse" EU-forfatningen:

"No one knows for sure to what extent economic anxiety influenced the decisive "Non!" by French and Dutch voters against the new European Union Constitution this week. But one thing is certain: The French and much of the rest of the European Union have much to be economically anxious about.

The French unemployment rate has hovered around 10% for nearly a decade, and almost half of the jobless have been out of work for at least a year. If the U.S had an unemployment rate as high as France, there would be about six million more non-working Americans–the equivalent of placing every worker in Michigan on the jobless rolls.

Our point here isn't to engage in gratuitous French-bashing. The truth is that the economic anemia afflicting France has become the standard bill of health to varying degrees in virtually all of the nations of Old Europe, particularly Germany and Italy. Once upon a time the intellectual elites in Europe and the U.S. trumpeted the economic accomplishments of European social welfare state policies. Today the conclusion is nearly inescapable that this economic model simply doesn't work to create jobs, wealth or dynamism. …

[The] U.S. has substantially outperformed Old Europe in wealth and job creation. The economic growth rate of the European Union nations since 2003 has limped along at about half that of the U.S. In the 1980s and '90s the U.S. created about 40 million new jobs; Western Europe created some 10 million, well over half of which were in the public sector. If this divergence in economic performance continues for 40 years, the American worker will be roughly twice as wealthy as his European counterpart."

WSJ argumenterer videre, at forskellene ultimativt skyldes Europas mere udprægede tendens til centralisme og styring:

"The Europeans have created a vast constellation of domestic policy interventions that are cloaked in the seductive rhetoric of compassion, fairness and cultural sophistication. These policies include highly generous welfare benefits for the unemployed; state ownership and subsidy of key industries (such as Airbus); rules that make it difficult to hire and fire workers; prohibitions against closing down plants; heavy protections of labor unions against competitive forces; mandatory worker benefit packages that include health insurance, child care allowances, paid parental leave, four to six weeks of vacation; shortened work weeks; and, alas, high taxes on business and labor to pay for these lavish benefits. In sum, European nations penalize work and subsidize non-work, and, no surprise, they have gotten a lot of the latter and far too little of the former. By contrast, the U.S. model–allegedly cruel and "laissez-faire"–has done much better both by economic growth and worker opportunity. ..

Og det handler også om EU:

"We have consistently supported European integration, especially the liberalizing and efficient force of the euro. But most of the economic maladies that face France and Germany today are incidental to whether the EU itself gains or loses power in the months and years ahead. In many ways the European Union has always been the right answer to the wrong question. The common market was originally established with economic goals in mind: to reduce trade barriers (which has been a good thing), followed years later by a single, stable currency (another good thing).

But the Brussels bureaucracy has to this day purposely ignored the Continent's central ailments: high tax rates, bloated welfare benefits and industrial policies that pick winners and losers, usually the latter. Those topics are essentially taboo in Brussels, which has pursued an economic "harmonization" strategy in part to inhibit the benign impact of tax cutting and tax competition among member countries by creating a de facto multi-state cartel. The nations that have prospered the most in recent years–Ireland in the 1990s, now the nations of Central Europe–are those that have resisted the harmonizing orders. Europe is now paying a high price for this failed experiment with welfare state socialism. Today's populist revolt against economic integration in France and Germany suggests that these nations remain mysteriously impervious to the need for change."

I New York Times (der næppe kan kaldes et loyalt redskab for Bush-administrationen eller en forlængelse af den religiøse højrefløj) har David Brooks i sin ugentlige klumme nogle beslægtede overvejelser. I en kommentar til den amerikanske venstrefløjs politiske udspil siger Brooks:

"[These] have already been enacted in Europe: generous welfare measures, ample labor protections, highly progressive tax rates, single-payer health care systems, zoning restrictions to limit big retailers, and cradle-to-grave middle-class subsidies supporting everything from child care to pension security. And yet far from thriving, continental Europe has endured a lost decade of relative decline.

Western Europeans seem to be suffering a crisis of confidence. Election results, whether in North Rhine-Westphalia or across France and the Netherlands, reveal electorates who have lost faith in their leaders, who are anxious about declining quality of life, who feel extraordinarily vulnerable to foreign competition – from the Chinese, the Americans, the Turks, even the Polish plumbers.
Anybody who has lived i
n Europe knows how delicio
us European life can be. But it is not the absolute standard of living that determines a people's morale, but the momentum. It is happier to live in a poor country that is moving forward – where expectations are high – than it is to live in an affluent country that is looking back.
Right now, Europeans seem to look to the future with more fear than hope. … The core fact is that the European model is foundering under the fact that billions of people are willing to work harder than the Europeans are. Europeans clearly love their way of life, but don't know how to sustain it. … This is the chief problem with the welfare state, which has nothing to do with the success or efficiency of any individual program. The liberal project of the postwar era has bred a stultifying conservatism, a fear of dynamic flexibility, a greater concern for guarding what exists than for creating what doesn't."

PS. Jeg har tidligere i flere avisklummer refereret til de interessante arbejder af de to svenske økonomer, Fredrik Bergström og Robert Gidehag: Bogen Sverige versus USA: En analys av tilväxtens betydelse (2004) og rapporten EU versus USA (2004). Begge kan anbefales, og det samme kan Olaf Gersemanns bog om et beslægtet emne, Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality (2004).

Sverige versus USA: En analys av tilväxtens betydelse (2004) og rapporten EU versus USA (2004). Begge kan anbefales, og det samme kan Olaf Gersemanns bog om et beslægtet emne, Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality (2004).Sverige versus USA: En analys av tilväxtens betydelse (2004) og rapporten EU versus USA (2004). Begge kan anbefales, og det samme kan Olaf Gersemanns bog om et beslægtet emne, Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality (2004).

EUs forfatning

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. juni 2005. 1 svar

Som en politolog, der selv har forsøgt sig ud i forfatningsarkitektur (omend kun på amatørplan), havde jeg i sin tid bemærket med glæde, at The Economist faktisk havde skrevet et specifikt forslag, som er ikke så meget bedre end den foreliggende (og forkastede) forfatningstraktat. Siden havde jeg glemt det, men den er værd at genopfriske og sammenligne med det foreliggende.

Hat tip til Waldorf & de små uregerlige fætre over hos www.liberator.dk!