Det fremragende – og billige – magasin Commentary lader sin indledende artikel være gratis, en fornuftig lokkemad for potentielle abonnenter. Artiklen i juli/august er af Charles Krauthammer, der skriver om den dominans af amerikansk udenrigspolitik, som de neokonservative nyder efter, at først realisterne (hellere en pålidelig diktator end demokratisk usikkerhed) og derefter internationalisterne (hellere lade folk lide og dø i overensstemmelse med folkeretten end gå imod FN) har udspillet deres rolle i 1990erne under hhv. Bush d.æ. og Clinton.
Artiklen indeholder en del æv-bæv retorik rettet mod de neokonservatives kritikere, hvilket vel er forståeligt efter, at de neokonservative blev afskrevet som færdige sidste sommer, fordi man den gang opfattede krigen i Irak som tabt.
Dette har som bekendt ændret sig, muligvis ikke blandt danske journalister, men genvalget af Howard i Australien, Bush i USA og Blair i UK – og Fogh i Danmark, hvis vi må pippe med – har fastholdt den neokonservertive tro på, at frihedens forsvar kræver frihedens udbredelse – for at citere Bush.
Man kan tilføje, at selvom europæerne er skræmt over det neokonservative aggressive forsvar for demokratiet, så har de heller ingen fidus til populistiske politikere, der udsigtsløst ønsker at fortsætte den hidtidige “realistiske” tradition med hellere at ville handle end slås med diktaturerne, som Chiracs og Schröders sørgelige skæbner viser.
Disse genvalg i Vesten skal så sammenholdes med de to vellykkede valg i Afghanistan og Irak, der har startet den demokratiske proces i Mellemøsten, som forhåbentlig kan bryde den destruktive spiral i området.
Den seneste udvikling bekræfter Krauthammers analyse: stadig flere sunni-grupper tilslutter sig demokratiet, der allerede ved valget i januar fik opbakning fra de øvrige 4/5 af befolkningen. Og den såkaldte “modstandsbevægelse” fremstår som stadig mere desperat og isoleret.
De tidligere bathister prøver at redde sig selv, hvilket formodentlig vil lykkes for de fleste. Resten består af religiøse fanatikere, der betragter shia som vantro og kurdere som undermennesker, og som derfor prøver at dræbe dem i flæng, hvilket kun isolerer dem yderligere. Det minder om tiden efter apartheids fald i Sydafrika, hvor hvide racister drog igennem de sorte townships og myrdede på må og få for at skræmme det sorte befolkningsflertal fra at tage den magt, som demokratiet ville give dem.
Det mest interessante ved Krauthammers analyse er hans sondring mellem demokratisk globalisme (hele verden bør nyde demokratiet) og demokratisk realisme (demokratiet bør indføres i de lande, hvor der er størst mulighed for succes).
Her indtroducerer han således en sondring inden for neokonservatismen, der modsvarer sondringen mellem realisme og neokonservatisme. Det viser vel, at der ikke er den store forskel mellem de to. Man kan ikke frelse hele verden på en gang, men er nødt til at have allierede, også selvom de er dadelværdige.
Som fremhævet af Krauthammer selv, er det bedste eksempel herpå WWII. Før krigen var demokratiet truet af to reelt identiske totalitære systemer: fascismen og kommunismen. Af historiske tilfældigheder kunne demokratierne allierede sig med sidstnævnte mod førstnævnte, da først krigen var kommet. Det lykkedes dermed demokratierne at overleve og slå fascismen, hvorefter kun kampen mod kommunismen stod tilbage, som vi også vandt.
Men den slags mesalliancer har omkostninger: den dag i dag betragter mange kommunismen som en anelse bedre end nazismen og som forenlig med demokratiet. Tilsvarende har vores alliancer med diktaturer i Mellemøsten givet mange arabere det indtryk, at Vesten er ensbetydende med diktatur og undertrykkelse, eller i hvert fald en racistisk ligegyldighed over for folk med anden hudfarve og religion end deres egen. Det er på høje tid at vi viser dem, at det ikke er tilfældet – om det så må ske realistisk eller globalt.
Jeg burde egentlig promovere Christopher Arzrounis fortræffelige, nye bog,