3 ting, der IKKE kommer til at ske i 2014

Af Casper Hunnerup Dahl, den 2. januar 2014. 1 svar

Vel inde i det nye år og med nytårshatten på vej til Vestforbrænding er det tid til at tage en anderledes tør og nøgtern hat af sandpapir på. Kommentatorer og skribenter har i løbet af de sidste par uger haft travlt med at byde på alle de ting, der kommer til at ske i løbet af 2014. På denne blog er vi ikke bange for at gå anderledes tørt til værks og i stedet spørge: Hvilke ting kommer ikke til at ske i 2014?

Denne liste er ikke lang, til gengæld er den stort set blottet for optimisme.

 

1. Intet magtskifte i Syrien

Hvor bedrøveligt det end er at konstatere, så er det ved at være et stykke tid siden, det sidst gav mening for alvor at være optimistisk med hensyn til at opnå  våbenstilstand – for slet ikke at tale om egentlig løsning – i den forfærdelige borgerkrig i Syrien, der allerede har kostet over 130.000 mennesker livet, såret endnu flere og drevet over ni millioner mennesker på flugt. Siden præsident Obama under et besøg i Jordan i marts 2013 optimistisk (eller dumsmart, for at bruge et mere royalt udtryk) erklærede, at det ikke var et spørgsmål om Assad ville blive nødt til at give slip på magten, men hvornår, er USAs egne efterretningsanalyser svinget mod det stadig mere pessimistiske. Hverken internt eller eksternt er der meget håb at spore: Assad er ikke i nærheden af have kontrol over hele Syriens territorium, men samtidig er oprørsgrupperne for splittede internt til at udgøre en stærk, samlet front. Og viljen til militær intervention hos de vestlige lande, der har kapaciteterne dertil, bliver mindre og mindre i takt med, at deres egne analyser af mulighederne for succesfuld indgriben tegner et mere og mere dystert billede.

Læg dertil et spor af skræmmende erfaringer fra Libyen, Irak og Afghanistan, og resultatet bliver status quo.

 

2. Ingen reduktion i global overvågning af borgeres private gøren og laden

Bedst som dønningerne efter tidligere NSA-analytiker Snowdens offentliggørelser af, hvor langt det nationale amerikanske sikkerhedsagentur har været villige til at gå i overvågningen af almindelige menneskers gøren og laden, er ved at stilne af, eksploderer en ubelejlig nytårssag mellem hænderne på Apple. Firmaet beskyldes for at have samarbejdet med netop NSA om ved hjælp af såkaldte “bagdørsprogrammer” at give efterretningstjenesten mulighed for at overvåge private iPhone-brugeres kommunikation og internettrafik. Apple måtte således i går på årets første dag ud og benægte, at historien havde noget på sig. Selvom udsvingene op og ned generelt kan være store i IT-branchen, må Apples start på 2014 alligevel høre til blandt de mere sløje set fra kommunikationsenhedens synspunkt.

I det store hele er der ingen tegn på, at vi får mindre overvågning af mobiltelefoni, internettrafik og vores almindelige, fysiske færden i 2014. Så længe vælgerne rundt omkring i verdens udviklede, politisk stabile demokratier ikke straffer politikere, der med henvisning til den såkaldte “krig” mod terror gennemfører det ene overgreb på den personlige frihed efter det andet, må vi også her forvente status quo – eller sågar endnu mere intensiv og/eller omfangsrig overvågning af vore private liv fra statslige aktørers side. Det manglede da bare. Så længe alle vi lovlydige borgere ikke har noget at skjule, er der jo intet problem . . . vel?

 

3. Intet folketingsvalg i Danmark

Endelig – i den noget lettere afdeling – får vi naturligvis ikke noget folketingsvalg i Danmark i 2014. Skulle man være i tvivl, er lakmustesten oplagt: Følg godt med i, hvad kommentator ved Politiken og direktør i tænketanken Kraka, Peter Mogensen, siger og skriver. En hurtigt opstillet forecastingmodel baseret på tidligere Mogensen-udtalelser på TV2 News og i diverse blogindlæg fra samme Mogensen forudsiger, at folketingsvalget først udskrives, når Mogensen har kaldt det nært forestående eller direkte opfordret statsministeren til at udskrive det en fem-otte gange. Jeg indrømmer det blankt: Jeg har forsømt at følge med i de Mogensenske fremrykninger og tilbagetrækninger igennem 2013, men i midten af november opfordrede han da i hvert fald statsministeren – i temmelig utvetydige vendinger – til at trykke på den berømte “valgknap” – De ved: den, der på nogle tastaturer deler tast med “panikknappen”, og som i andre tilfælde sidder lige ved siden af:

“Alt taler for, at det er en god idé – regeringen kan vinde.”

Hvad Mogensen mente om dén sag et par uger eller tre senere . . . ville vi nok aldrig have fået svar på, hvis ikke det var, fordi den politiske spåkunsts mester gavmildt begavede os med endnu et indlæg dateret 4. december:

“Regeringen er fortsat langtfra sikker på genvalg, og det, som ligger forude, ligner mest at alt en ’håbets strategi’, hvor et endnu ikke synligt økonomisk opsving skal klare ærterne for Thorning-Schmidt.”

Langtfra sikker? En “håbets strategi”? Jamen, I guder! Hvornår kommer valget dog så?

“Og om godt seks måneder er der et år til valget, og valgkampen er i gang.”

Slukørede må vi således konstatere, at der endnu er længe til næste valg. Her kommer imidlertid denne listes ene lyspunkt: I hele den mellemliggende periode har vi fornøjelsen af Ulven Peter (Mogensen, forstås), der kan nå at råbe: “Valget kommer!” mange gange endnu. Den analytiske værdi er som regel til at overse, men underholdningsværdien er kolossal. Vi slutter med glasset halvt fuldt. 2014 bliver næppe så skidt, at det gør noget.

Offentligt forbrug – misteltenen at tage i ed

Af Otto Brøns-Petersen, den 31. december 2013. 1 svar

Det er vanskeligt at overdrive betydningen af produktivitet. Men det kan godt lade sig gøre. Et af de problemer, som ikke lader sig løse med større produktivitet, er at finansiere et stigende offentligt forbrug. I hvert fald ikke, hvis produktivitetsvæksten kun finder sted i den private sektor. Tværtimod er der en risiko for, at højere privat produktivitet kan føre til øget offentlig finansieringsbyrde – og altså til højere skattetryk. Og højere skatter vil bremse den private produktivitet igen.

Umiddelbart kunne man måske tro, at øget privat produktivitet giver en større kage, som kan bruges til mere offentligt forbrug. Det er der da også nogen i den politiske debat, som synes at tro. Når der efterlyses ”flere penge til skoler i stedet for til fladskærme og samtalekøkkener”, er det udtryk for denne logik.

Øget privat produktivitet medfører ganske vist højere lønninger og dermed flere skatteindtægter. Men stigende lønninger i den private sektor fører til en tilsvarende stigning i lønningerne i den offentlige sektor (og i øvrigt også tilsvarende højere overførselsindkomster, der reguleres med lønningerne). De øgede lønudgifter spiser (sammen med overførslerne) de ekstra skatteindtægter. Der er ikke et stykke kage til overs til mere offentligt forbrug.

Derimod betyder højere privat produktivitet, at der kommer højere privat forbrug. Lønningerne stiger, men priserne gør ikke. I den situation er det måske ikke så mærkeligt, at nogen spørger: ”Hvis vi kan få flere fladskærme, hvorfor så ikke bedre skoler”? Og dermed kan der komme politisk pres for mere offentligt forbrug. Men uden større offentlig produktivitet kan større offentligt forbrug kun komme fra flere offentligt ansatte og færre private. Det kræver højere skatter, som i sin natur hæmmer arbejdsudbuddet og beskæftigelsen i den private sektor yderligere. Alt sammen udtynder gevinsten ved større produktivitet i den private sektor.

Det er af mange grunde ønskeligt med højere produktivitet i den private sektor. Men det løser altså ikke problemet med en stor offentlig sektor og vil yderligere skærpe problemet, hvis der kommer politisk pres for større offentligt forbrug.

Et blik på figuren kunne godt tyde på, at der har været et sådant pres i Danmark gennem de sidste tredive år.

Offentligt forbrug i forhold til privat (blå: løbende priser, orange: mængder)

Den blå kurve viser, hvor meget det offentlige forbrug fylder i forhold til det private målt i kroner og øre. Som det ses, har der – bortset fra konjunktursvingninger – været en jævnt stigende trend. Offentligt forbrug har fortrængt det private. Hvor der i 1980 blev brugt omkring 50 øre for hver krone i privat forbrug, er niveauet nu omkring 60 øre.

Men prøv at se engang på den orange kurve. Den viser, hvor meget det offentlige forbrug er vokset i forhold til det private målt i faste priser, dvs. i mængder. Der har været en del udsving siden begyndelsen af 80erne, men trenden er næsten flad. Målt i forbrugte mængder har det offentlige og det private forbrug bevæget sig nogenlunde i takt. Fortrængningen af privat forbrug i den blå kurve skyldes med andre ord, at det offentlige forbrug er blevet relativt dyrere, fordi produktiviteten ikke har fulgt med den private. Derfor har det været nødvendigt at ansætte flere og flere i den offentlige sektor.

Det hører med til historien, at Danmarks Statistik opgør det offentlige forbrug, så det forudsættes, at produktiviteten er konstant (man er dog begyndt også at udarbejde et output-baseret mål for det offentlige forbrug i de allerseneste år). Men det passer formentlig meget godt til virkeligheden.

Når Produktivitetskommissionen om kort tid kommer med sine forslag til at øge produktiviteten, er det derfor vigtigt, at der holdes et skarpt fokus på også at øge den offentlige produktivitet. Ellers er risikoen for en udtynding af den private sektors produktivitetsgevinst gennem fortrængning af privat beskæftigelse og skadevirkninger af højere skatter.

Der er grundlæggende to veje at gå for at tage hånd om problemet. Den ene er at øge den offentlige produktivitet. Det er ikke umuligt – selv om kommissionens forslag er noget uldne indtil videre. Let er det nu heller ikke. Den anden vej er at reducere omfanget af de opgaver, den offentlige sektor løser. Så kan ressourcerne koncentreres om de opgaver, der bliver tilbage. Det burde kunne lade sig gøre – i betragtning af at mere end 70 pct. af det offentlige forbrug (som Danmarks Statistik opgør det) forbruges af enkeltindivider. Der er ingen god økonomisk begrundelse for, at det offentlige leverer denne type forbrug.

Den ene vej udelukker ikke den anden. Og vigtigt: Begge dele vil kunne imødegå det politiske pres for større udgifter til offentligt forbrug. I det første tilfælde, fordi der fås mere for pengene. I det andet tilfælde, fordi der bliver frigjort ressourcer til de opgaver, som bliver tilbage, mens der kan forventes en produktivitetsgevinst ved de opgaver, som overlades til en private sektor.

Hvis det offentlige derimod fortsat skal det hele og prøver at holde udgifterne i ave med grønthøstermetoden, så kommer den politiske konkurrence før eller siden til at handle om ”mere velfærd”.

Velkommen til Otto Brøns-Petersen som skribent på Punditokraterne

Af Niels Westy, den 31. december 2013. Skriv et svar

Otto-hjemmeside2Det er med stor fornøjelse at vi byder analysechef i CEPOS, cand. polit. Otto Brøns-Petersen, velkommen som skribent på punditokraterne.

Otto er med rette kendt og anerkendt i borgerligt-liberale kredse som en af de helt centrale personer i de seneste 3 årtier.

Han var blandt andet en af hovedkræfterne bag oprettelsen af selskabet Libertas, og har gennem tiderne leveret en lang række artikler til selskabets tidsskrift.

Ligeledes har Otto leveret vægtige bidrag og været medforfatter til en lang række bøger gennem årene.

Årets Liberale Stemmer 2013 (del III): Den vigtigste dansker

Af Niels Westy, den 30. december 2013. 1 svar

Som 3. og sidste del af “Årets liberale stemmer 2013”, har jeg fået æren af at begrunde, hvorfor årets dansker i 2013 naturligvis er digteren Yahya Hassan.

9788703062402_fsMed mere end 100.000 solgte eksemplarer af hans debut digtsamling, er Yahya Hassan for længst en litterær sensation. Her på bloggen går vi højt op i, at man skal holde sig til det man har forstand på, hvorfor vi vil undlade at udtale mig om de litterære kvaliteter i digtene. Vi nøjes med at bemærke, at de i hvert fald gjorde et stort indtryk.

Vi skal heller ikke kloge os på hvor Yahya Hassans placerer sig selv på den traditionelle politiske skala – om han er “til højre” eller “til venstre” eller om han overhovedet har tænkt i de baner. Vi ved hverken på hvem eller om han overhovedet har tænkt sig at stemme. Og det er også ganske irrelevant.

Når vi udnævner ham til “den vigtigste dansker i 2013”, skyldes det hans betydning for fremme af den personlige frihed og kamp for vestlige værdier.

Om man kan lide det eller ej, er det i dag en del af dansk virkelighed, at vi har en betydelig minoritet med rødder i ikke-vestlige kultur, hvor hverken individet som en autonom størrelse eller de negative frihedsrettigheder respekteres. Og det har ganske voldsomme konsekvenser.

Med sin insisteren på individet og det personlige ansvar er Yahya Hassan indbegrebet af vestlige værdier. Som han udtaler i et interview til Politiken:

Råddenskaben er overalt i ghettoerne. Se bare på, hvordan mange i  underklassen opfatter velfærdsydelserne og staten. Samtidig med at voksne  mænd kan recitere hele Koranen, går i moske hver dag og spiller hellige, er  der ingen kvaler forbundet med at snyde og bedrage systemet – især når det  handler om at få tildelt førtidspension. Den sociale råddenskab er  gennemgribende. Prøv at se på, hvor mange unge og raske drenge i de danske  ghettoer der kan løfte 100 kg jern i strakt arm i træningscenteret og  samtidig får tildelt førtidspension, fordi de ikke er egnet til  arbejdsmarkedet. Førtidspensionen er ligefrem noget, man stræber efter og  fejrer, når man får det.

Om denne konstatering så også indebærer at Yahya Hassan tager den logiske konsekvens og som vi på punditokraterne erkender, at den danske velfærdsmodel har spillet fallit – også moralsk – vides ikke. Men der er håb forude.

Hver enkelt har retten til at være sig selv, leve som man ønsker, og må stå på mål og til ansvar for sig selv og egne gerninger samt handlinger.

Udgivelsen af digtsamlingen har som bekendt ikke været uden omkostninger, hvilket først et overfald og herefter tildelingen af livvagter bevidner. Han er ikke den første – og næppe den sidste. Her er tale om et oprør med ganske alvorlige konsekvenser – i modsætning til 1960ernes selviscenesatte revolutionsromantiske flødeskumsoprørere, som for det meste brugte tiden på at slå åbne døre ind.

I et interview i Politiken peger Flemming Rose på, at

»Der er kommet et opbrud i positionerne omkring det, man som metafor kan kalde  Politiken-segmentet, uden at jeg vil generalisere eller stereotypisere. For  deres verdensbillede bliver udfordret af det, Yahya Hassan har at sige. Det  kan man se af, hvor meget I beskæftiger jer med det«,  .

»I Danmark har vi gået i en skole de sidste 10 år og er blevet konfronteret  med den problemstilling her i forskellige sammenhænge. Så jeg vælger at  glæde mig over, at jeg ser et opbrud i Politiken-segmentet. Og altså: Hvis  det var det, der skulle til, så … fantastisk!«

Om “Politiken segmentet” så også vil erkende, at den primitive dagsorden, som hersker i store dele af disse parallel samfund og den voldsomme kriminalitet ikke skyldes det omkringliggende samfunds “stigmatisering” eller racisme, kan man nok betvivle.

En racisme som fylder gevaldigt i Politiken-segmentets hoveder, men nok en del mindre i den virkelige verden, som Henning Bech & Mehmet Ümit Necef har påvist i “Er danskerne racister – indvandrerforskningens problemer”. Her påviser de ganske tydeligt, at det bærende element i den forskning som har påstået at racisme skulle være et væsentligt problem herhjemme, først og fremmest må betegnes som videnskabelig uredelig.

At der er et før og efter Yahya Hassan i indvandrerdebatten, som i sidste ende også er en debat om grundlæggende vestlige værdier, er der næppe tvivl om.

Derfor er denne unge mand på 18 år, med en mildt sagt broget fortid og en endnu større flair for at skrive, et naturligt valg som “årets vigtigste dansker” i 2013. En kunstner i en vestlig tradition, hvor kunst ikke kun skal behage, men i lige så høj grad udfordre og tvinge os til refleksion og selvkritik.

[sz-youtube url=”http://www.youtube.com/watch?v=t_Fag5WTBHQ” /]

Årets Liberale Stemmer 2013 (del II): Udlandet

Af Christian Bjørnskov, den 29. december 2013. Skriv et svar

Traditionen tro hylder vi her på stedet sidst på december årets liberale stemmer. Som fortsættelse på Nikolajs indlæg, er her vores tre – helt subjektivt – udvalgte udenlandske stemmer i år er:

Simeon Djankov, bulgarsk finansminister indtil marts og tidligere en af Verdensbanks cheføkonomer

John Cochrane, professor i nationaløkonomi ved University of Chicagos Booth School of Business

Toomas Hendrik Ilves, Estlands præsident – og resten af hans land

Djankov var en højprofileret og meget dygtig økonom i Verdensbanken da han tog beslutningen om at tage tilbage til sit hjemland for at blive finansminister i Boyko Borisovs regering. I banken var Djankov ikke mindst involveret i Doing Business-projektet, der gjorde det tydeligt hvor mange forhindringer, mange regeringer lægger for almindelig virksomhed. Som finansminister stod han for en markant oprydning af budgettet, fik indført en lov der stærkt begrænser statens mulighed for at føre uansvarlig finanspolitik, og rettede så klart op på bulgarsk økonomi at landets kreditvurdering faktisk blev forbedret gennem krisen. Han har både været en vigtig figur i debatten og – så vidt vides – en helt ukorrupt politiker i et land med ganske voldsomme bestikkelsesproblemer.

John Cochrane har ligesom Djankov været vigtig for debatten og holdningsdannelsen i sit hjemland, USA. Han har gennem kommentarer, blogindlæg og optræden i tv vist hvor massive problemer, der f.eks. er med Obamacare. Cochrane har også ad flere omgange været i intellektuelt infight med Paul Krugman, når sidstnævnte har påstået faktuelt forkerte ting i sin NYT-klumme. Begge dele kræver mod, men Cochrane er gået til opgaverne med beundringsværdig klarhed og intellektuelt integritet, og har i alle forhold forsvaret en frihedsorienteret tilgang og afsløret, hvor planøkonomiske mange politiske argumenter i den amerikanske rent faktisk er.

Mht. den sidste: Ilves havde sidste år en meget omdiskuteret Twitter-fejde med NYTs Paul Krugman, der havde nedgjort Estland og – i mine øjne – decideret manipuleret med tallene, så det så ud som om esterne klarede det dårligt økonomisk. Krugmans anke var, at Estland havde valgt at stramme finanspolitikken op og spare på de offentlige udgifter. Uanset at Ilves nærmest er socialdemokrat, gjorde hans opgør med Krugman, at mange kommentatorer begyndte at stille større spørgsmål ved Krugmans mange påstande. Som det er ret tydeligt i figuren nedenfor, er Estlands recovery meget succesrig, sammenlignet med en række forskellige europæiske eksempler. Den stærkt liberale politik, som har været ført siden uafhængigheden, og som også var approachen til krisen, har været en enorm succes. Landet levestandard har lige passeret Portugals, er pt. på niveau med Syditalien, og er med stormskridt på vej op mod den tjekkiske og slovenske – de to østlande med højere BNP. Landet er nummer 28 på Transparency Internationals liste over mindst korrupte lande i verden (vi er nummer et), foran Portugal, Spanien og Israel. Vores udnævnelse af Ilves til en af de markante liberale stemmer er således i virkeligheden en fejring af et helt lands fastholdelse af liberale værdier, og deres bemærkelsesværdige succes.

Årets Liberale Stemmer 2013 (del I): Danskere

Af Nikolaj Stenberg, den 27. december 2013. 3 svar

2013 har været et godt år for den borgerlige debat inden såvel som uden for Danmarks grænser. Vi vil gerne hylde nogle af dem, der har gjort debatten bedre.

Ligesom sidste år har vi udvalgt de 10 personer, som vi har haft den største glæde af at læse, se på, lytte til og/eller diskutere med i året der er gået. Personer, som vi mener på fornemmeste vis repræsenterer de klassiske borgerligt-liberale værdier.

I modsætning til tidligere har vi dog valgt at splitte listen op: I dag præsenterer vi årets danske liberale stemmer, mens vi i morgen præsenterer tre udenlandske og i overmorgen hylder en person for sin bemærkelsesværdige indsats i 2013.

Årets 6 danske liberale stemmer er:

  • Lasse Birk Olesen, der med stor personlige indsats fremmer kendskabet til og tilgængeligheden af BitCoins. For selvom man indtil videre nok bør udvise en vis portion skepsis over for dette digitale aktiv, er perspektiverne i en reel statsløs valuta ganske interessante.
  • Lars Christensen, der fra sin blog skriver ofte og intensivt om en række aktuelle emner med udgangspunkt i sin ”markedsmonetaristiske” teori. Ikke-fagøkonomer vil også med interesse kunne læse en del af hans indlæg, fx om ”Internet Austrians” og mere aktuelt, hans partsindlæg i debatten om liberalistisk basis-indkomst.
  • Henriette Kinnunen, der som en af de få har holdt fanen højt for den praktiske retssikkerhed, særligt på skatteområdet. Igennem sit retspolitiske arbejde ved CEPOS har hun vist, at tænketanken også har viljen til at beskæftige sig med juridiske emner ud over de klassiske frihedsrettigheder.
  • Christopher Arzrouni, der ikke blot personligt leverer skarpe kommentarer i Børsen og andre medier, men også har formået at bringe flere dygtige analytikere og kommentatorer ind under Børsens vinger.
  • Steen Leth Jeppesen, der nu som lederskribent på Børsen konsekvent leverer nogle af rigets allerskarpeste ledere.
  • Anne Knudsen, specifikt for sin leder i Weekend-Avisen den 13. december om den danske korruptions-kultur.

Glædelig jul

Af Christian Bjørnskov, den 23. december 2013. Skriv et svar

Efter lang ventetid er vi der snart – det er ved at være jul. Året har været fornuftigt fra et blogperspektiv og godt for os på punditokraterne. Så længe der er forskning og politikere, har vi gode og dårlige ting at skrive om. Dét ser så absolut ud til at fortsætte ind i 2014, hvilket derfor også gælder for vores beskedne indsats for at undervise en lille bid af den danske befolkning i public choice.

Men de næste dage kan vi forhåbentlig tilbringe i fred for de 179 inkompetente magtmennesker på Slotsholmen. Vores ønsker går ud til alle punditokraternes læsere og deres familier om en glædelig jul og et godt nytår.

children santa claus

En julegave – af den fornuftige slags

Af Nikolaj Stenberg, den 21. december 2013. Skriv et svar

Der er næppe uenighed blandt Punditokraterne om, at Etisk Råd bør nedlægges. Indtil da er vi glade for, at Folketinget har udpeget den så fornuftige Christopher Arzrouni til nyt medlem. Vi ønsker Christopher – og rådet! – tillykke med udnævnelsen, og forventer at høre en del mere om organhandel, rygning og ikke mindst det frie valg i året der kommer.

Når myndigheder ikke får hvad de troede de havde bestilt

Af Christian Bjørnskov, den 19. december 2013. 2 svar

Tobaksforskning er politisk kontroversiel, hvad jeg selv fik syn for da jeg for et par år siden deltog i en radiodebat med den kendte (og nu uredelighedsdømte) Bente Klarlund. Men det er dog intet mod det farceagtige show, der nu kører i Sverige (hattip: Andreas Bergh).

Det svenske Folkhälsoinstitutet bestilte en redegørelse hos forskere på Karolinska Institutet om, hvad forskningen har at sige om effekten af advarselsbilleder på cigaretpakker. Forskerne havde udover den bestilte rapport også planer om at skrive en artikel om emnet. Det er almindelig praksis, da det ikke kan betale sig for forskere at bruge tid og ressourcer på noget, der ellers ingen forskningsmæssig relevans ville have.

Forskerne fandt, at advarsler ingen effekt har på tobaksforbruget. Det fik en absurd konsekvens, som Sveriges Radio skriver:

Forskare vid Karolinska Institutet fick i uppdrag av Statens Folkhälsoinstitut att undersöka om varningsbilder på cigarettpaket hade en avskräckade effekt på rökare, men när resultatet presenterades var myndigheten inte nöjd med forskarnas arbete. Statens Folkhälsoinstitut kräver nu att forskarna ska dra tillbaka artikeln som myndigheten själva beställde.

Bestilleren, Folkhälsoinstitutet, nægter nu åbenbart at betale de 400.000 kroner, som kontrakten med KI lød på. De kræver også at forskerne trækker den artikel tilbage, som de har skrevet om emnet. Bortset fra at en leder fra Folkhälsoinstitutet nægter at kommentere på indholdet, er det nærliggende at antage, at det netop er indholdet, som er politisk umuligt at acceptere. Det er stadig ikke comme il faut at tale imod den politiske konsensus at røg er ondt og ethvert politisk indgreb er godt.

Brasilien er ikke en succeshistorie

Af Christian Bjørnskov, den 11. december 2013. 3 svar

Vi har tidligere skrevet om problemet her på stedet, men lad os igen i dag understrege én ting: Brasiliens økonomi vokser ikke hurtigt. Senest har de populære påstande om Brasilien som et ‘BRIK-land’ sammen med Indien  og Kina forvirret en af mine ellers dygtig studerende. Brasiliens beskyttelse af privat ejendomsret er tvivlsom, landet er plaget af omfattende korruption og kombineret med det demokratiske Latinamerikas største offentlige sektor, har man ikke just opskriften på økonomisk fremgang. Hvor myten om den brasilianske vækst kommer fra, er et af de store, journalistiske mysterier for tiden!

Hvis enkelte af vores læsere stadig skulle være i tvivl er her det plot, jeg ville vise gymnasieelever. Det er logaritmen til gennemsnitsindkomsten, korrigeret for købekraftsparitet,  fra Penn World Tables og fremskrevet 2011-12 med vækstrater fra the CIA World Factbook. Brasilien er plottet overfor tre rigtige succeser, som medierne til gengæld ikke rigtigt skriver meget om. Alle læsere opfordres til at vise figuren til journalister, de kender.

Martin Paldam særnummer af Public Choice

Af Christian Bjørnskov, den 6. december 2013. Skriv et svar

I efteråret 2012 afholdt vi en workshop i anledning af Martin Paldams 70-års fødselsdag. En række papirer, der blev præsenteret ved workshoppen og enkelte andre fra workshoppens deltagere er nu samlet i et særnummer af Public Choice, udkom forleden dag. Særnummeret, der er volume 157 (3), er arrangeret omkring en række temaer, som Martin har arbejdet med. Vi mener bestemt, der er værd at tage et kig på. Indholdet er, bortset fra en introduktion skrevet af Toke Aidt, Peter Kurrild-Klitgaard, Gert Svendsen og mig:

The VP-function revisited: a survey of the literature on vote and popularity functions after over 40 years, Michael Lewis-Beck og Mary Stegmaier

Conditional political budget cycles: a review of recent evidence, Jakob de Haan og Jeroen Klomp

Voting functions in the EU-15, Linda Goncalves Veiga

Economic performance and turnout at national and local elections, Rodrigo Martins og Francisco José Veiga

Institutional interactions and economic growth: the joint effects of property rights, veto players and democratic capital, Mogens Kamp Justesen og Peter Kurrild-Klitgaard

Institutions and savings in developing and emerging economies, Andreas Freytag og Sebastian Voll

Democratization and the size of government: evidence from the long 19th century, Toke Aidt og Peter S. Jensen

The influence of direct democracy on the shadow economy, Désirée Teobaldelli og Friedrich Schneider

Inter-country differences in voter satisfaction with the democratic process: a study of world elections, Vani Borooah, Anastasios Katos og Eleni Katsouli

Why does bureaucratic corruption occur in the EU?, Urs Steiner Brandt og Gert Tinggaard Svendsen

Does aid improve democracy and governance? A meta-regression analysis, Zohid Askarov og Chris Doucouliagos

Trust as an alternative to risk, Eric M. Uslaner

Is trust the missing root of institutions, education, and development?, Christian Bjørnskov og Pierre-Guillaume Méon

The size of human capital externalities: cross-country evidence, Rasmus Thönnessen og Erich Gundlach

Kreditværdighed i Latinamerika

Af Christian Bjørnskov, den 4. december 2013. 3 svar

Min medblogger Niels Westy har gentagne gange understreget, hvor lidt mening det giver at tale om Latinamerika som én sammenlignelig gruppe lande. Dagens post riffer på det tema ved at give et hurtigt overblik over kreditvurderinger af en række af landene.

Man kan selvfølgelig altid beklage, at de internationale credit rating agencies ikke altid har ramt plet, men overordnet giver de et ganske pænt billede af markedets vurdering af risikoen ved at låne til forskellige lande. Figuren nedenfor illustrerer denne pointe ved at vise udviklingen fra 1990 (de fleste lande er ratet fra starten af 90erne) i seks lande: Argentina, Brasilien, Chile, Mexico, Peru og Venezuela.

Argentina er – som sædvanlig – den store outlier, hvor defaulten først i 00erne er tydelig. Ellers skiller landene, inklusive dem der ikke er vist, sig ud i cirka tre grupper. Den første er eksemplificeret af Venezuela, og indeholder i princippet også lande som Bolivia og Ecuador: Meget lidt er sket, og der er måske en lille tendens mod det værre i de senere år. Venezuela har ratingen B+, Bolivia og Ecuador er marginalt bedre ratede.

Anden gruppe er lande, hvor ratings er markant forbedret de sidste 10-12 år. Brasilien, Mexico og Peru er eksempler i figuren; Panama er et andet, lidt senere eksempel. Disse lande er blevet politisk mere stabile og har foretaget egentlige liberaliseringer – ikke mindst Peru, der er i de sorte tal med en A- rating.

Den sidste gruppe består af ét land: Chile. Landet, der på næsten alle områder er løbet fra resten af kontinentet, ser perfekt vesteuropæisk ud på dets kreditvurdering. Chile bliver ratet AA+, kun et point under Danmarks perfekte tripel-A-rating og et point over Frankrig. I den årlige korruptionsrangering (mere om den senere) ligger Chile og Frankrig også side om side, lidt over Østrig og lidt under Irland og Uruguay.

Hvorfor ser man så disse store forskelle? En del af dem er forskelle i objektive problemer, men en stor del af resten er markedets vurdering af, hvor troværdige de politiske institutioner er, og i hvor høj grad lande er villige til at tage fat hvor det gør ondt, hvis der er et problem. Det er dét, der skiller de latinamerikanske bukke fra fårene.

Rodet ingen helst vil tale om

Af Christian Bjørnskov, den 29. november 2013. Skriv et svar

Jeg er de seneste uger løbende blevet interviewet af journalister om GGGI-affæren. Som de fleste vi vide, startede det hele med at nogen opdagede, at Lars Løkke som formand for organisationen havde rod i regnskabet – igen, fristes man til at sige. Når lederen af oppositionen ikke kan finde ud af, hvem der betaler for hvad – og endda lever det luksuriøse jetsetliv for internationale penge – er der en stor historie i det. Det sjove er blot, at da journalisterne gravede videre, lå der en anden og i virkeligheden langt mere interessant historie og ventede. Dén historie handler om, at danske politikere har bevilliget foreløbig 90 millioner kroner til GGGI, men organisationen slet ikke lever op til de mest almindelige krav til ordentlighed.

Informations Troels Gadegaard Frølich og Lasse Skou Andersen er nogle af dem, der har gravet videre i sagen, og hver gang man kommer et stik dybere, synes der at ligge et nyt skelet. Ikke mindst har de to været med til at vise, hvordan også udviklingsminister Christian Friis Bach burde have vidst meget mere om organisationens voldsomme problemer – en sydkoreansk rigsrevisionsrapport fra sidste år nævnte ”substantial cash-flow problems” og væsentlige uregelmæssigheder i både regnskab, de facto udbudsprocedurer og projektoversigt.

I dag (her) dokumenterer de massiv sammenblanding af interesser, idet McKinsey og i særdeleshed bestemte medarbejdere tydeligt har haft flere hatte på. GGGIs leder af London-kontoret, der så vidt vides skal stå for organisationens forskningssøjle, har i en periode været betalt af McKinsey, men siddet med i bestyrelsesarbejde og meget andet hos GGGI, og har endda haft en officiel GGGI-mailadresse.

Et andet element er kontrakter med McKinsey, der er blevet underskrevet med tilbagevirkende kraft og projekter, som konsulentfirmaet har påbegyndt før GGGIs udbudsrunde på dem var afsluttet – alt sammen omhyggeligt dokumenteret af Ekstrabladets Per Mathiessen. De problemer, som den sydkoreanske rapport beskrev for mere end et år siden, er tydeligvis permanente.

Og hvorfor så rode rundt i det som universitetsforsker? Svaret er, at hele sagen i næsten skræmmende grad er blevet et formidabelt eksempel på et kernekoncept i public choice: Institutional Capture, som er helt parallelt med George Stigler’s Regulatory Capture. Wikipedias ganske fine artikel om emnet definerer capture som en situation der

”occurs because groups or individuals with a high-stakes interest in the outcome of policy or regulatory decisions can be expected to focus their resources and energies in attempting to gain the policy outcomes they prefer, while members of the public, each with only a tiny individual stake in the outcome, will ignore it altogether.Regulatory capture refers to the actions by interest groups when this imbalance of focused resources devoted to a particular policy outcome is successful at “capturing” influence with the staff or commission members of the regulatory agency, so that the preferred policy outcomes of the special interest groups are implemented.”

Kombinér denne situation med en politisk tilstand, hvor oppositionens leder er sovset ind i organisationens problemer, en minister har taget sit tøj og er gået, og organisationens hovedmål er et slagnummer for både regeringen og dens støttepart Enhedslisten, og man har opskriften på en public choice-farce.

Hvad alle statskundskabsstuderende burde vide

Af Christian Bjørnskov, den 25. november 2013. 12 svar

Jeg har de senere år undervist makroøkonomi på statskundskabsstudiet i Aarhus, de sidste par år sammen med Nina Smith. Det er for det meste en fornøjelse, men med kun to timer om ugen, er der hugget en hæl og klippet en tå i pensum. Nina og jeg er enige om, at vi dækker det mest nødvendige og at de studerende helst skal ende med en forståelse af, at der er mange, mange flere aspekter i faget, som de selv må søge senere.

Et af de allervigtigste, som ikke dækkes af pensum, men som jeg alligevel forsøger at bibringe hvert år, er smukt illustreret af søndagens Quotation of the Day hos Cafe Hayek. Ikke kun studerende, man også mange journalister og almindelige danskere kunne have brug for at blive mindet John Chamberlains pointe en gang imellem, når de taler om hvad de mener, politikere skal gøre:

But even though Keynes’ analyses of the failure of demand are highly suggestive, the “politics” of Keynesianism must be set down as incredibly naive.  Keynes himself tended to think of the “government” as a band of dedicated high priests of the interest rate.  The “government,” so he thought, could be counted on to turn the stream of spending on and off at will in conformance with a totally disinterested philosophy of the “common good.”  Though he wrote in a period of deflation, drawing his illustrative examples from a society in the doldrums, his political economy provided for a reversible system of countercyclical measures to be initiated with clam and magisterial disdain of pressure groups.

Australasian Public Choice 2013

Af Christian Bjørnskov, den 22. november 2013. Skriv et svar

Om halvanden uge boarder jeg et fly i Kastrup sammen med  Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og Therese Nilsson (Lunds Universitet). Destinationen er Singapore, hvor vi skal deltage i dette års Australasian Public Choice-konference, der afholdes af Singapore Management University.

Programmet, der blev offentliggjort i går, ser lovende ud og dele er sandsynligvis af interesse for punditokraternes læsere. Det kan downloades her og alle papirerne kommer til at kunne blive hentet på siden. Her er nogle eksempler på papirer, man kan se frem til.

Mehmet Ulubasoglu (Deakin University): Storms and political institutions: Islands as natural experiments. (med Prasad Bhattacharya, Muhammad Habibur Rahman og Nejat Anbarci)

Björn Kauder (Ifo, München): Outside earnings, attendance and activity: Do German MPs meet their obligations? (med Niklas Potrafke)

Dmitriy Vorobyev (Center for Economic Research and Graduate Education): Participation in fraudulent elections.

Niclas Berggren (IFN, Stockholm): Does social trust speed up economic reforms? The case of central-bank independence. (med Sven-Olov Daunfeldt og Jörgen Hellström)

Underminerer markedet prosocial adfærd? (Nej)

Af Christian Bjørnskov, den 18. november 2013. 5 svar

Siden 1700-tallet har der pågået en nogle gange ophedet diskussion i samfundsvidenskaberne om markedets sociale virkninger. Den måske mest populære teori – idet mindst i politik – er at markedet underminerer prosocial adfærd. Argumentet er, at det ikke kan betale sig at være altruistisk eller hjælpsom, og markedsgørelse derfor presser det ud. Modteorien, der ofte kaldes Douce Commerce, peger derimod på at markedet civiliserer, da det er kendetegnet ved interaktivitet. Adam Smith understregede også, at i et marked har man et omdømme at beskytte, så de mindst troværdige eller hæderlige vil miste kunder hurtigt, fordi der altid er en exit-mulighed.

Mitchell Hoffmann og John Morgan har fornylig testet de modsatrettede teorier med en serie økonomiske eksperimenter. De spiller spillene med både studerende, som det er sædvanligt, og med folk fra det private, så man kan sammenligne virkningen af erfaring eller ’skoling’ fra markedet. Innovation – og den er ret cool – er at de to forskere har fået repræsentanter fra to ’cutthroat industries’ til at spille med: Relativt uregulerede markeder med voldsom konkurrence, hvor man fra den ene teoris synspunkt måtte regne med en stærk underminering af prosocial adfærd. De to industrier er internetporno og domain trading – dvs. der hvor folk køber christianbjoernskov.com og forsøger at sælge det.

Og resultaterne støtter utvetydigt op om douce commerce! Tænker man lidt længere end vulgærmarxister er det heller ikke så overraskende. Papiret kan læses i wp-version her og abstractet er her:

We conduct a battery of social preference experiments on business people from two controversial internet industries—domain trading and adult entertainment (pornography). We then conduct the same experiments on Berkeley students. Levitt and List (2007) conjecture that selection pressures among business people would reduce or eliminate pro-social choices. We find the opposite: Internet business people were significantly more altruistic, more trusting, reciprocate more, lie less, and respond differently to shame than students. We present a model of reverse selection that rationalizes our findings.

Verdensbankens årlige “Doing Business” tilsiger at skatter og afgifter er alt for høje i Danmark.

Af Niels Westy, den 9. november 2013. Skriv et svar

For nylig udsendte Verdensbanken deres årlige “Doing Business” rapport. Heraf fremgår det, at Danmark fortsat ligger i toppen, når det kommer til at være simpelt at starte og drive virksomhed. Ifølge Verdensbanken overgås vi kun af Singapore, Hong Kong, New Zealand og USA. Dermed er vi det land i Europa, som scorer højest.

Det fik desværre danske medier og ikke mindst en række politikere på venstrefløjen til at fremstille det, som om Danmark er det land i Europa, hvor det er “bedst” at drive virksomhed. Det er desværre ikke tilfældet. For grundlæggende beskæftiger rapporten sig slet ikke med at hvorvidt man kan tjene penge på at drive virksomhed i de enkelte lande.

Det skal dog medtages, at mens Danmarks Radio og Udenrigsministeriet fejlagtigt har omtalt rapporten under overskriften “Danmark er det bedste sted i Europa at drive virksomhed”, var Berlingske Tidende tættere på sandheden, når man skrev historien under overskriften, “Danmark er Europas letteste at drive forretning i” – altså bortset lige fra det lille – om end ikke helt ubetydelige – faktum, at man har svært ved at tjene penge på det.

Når Jonas Dahl, politisk ordfører, SF, under overskriften “Danmark er ikke et lavtlønsland“, skriver i børsen, at

Danmark det land i hele Europa, der giver de bedste betingelser for at starte og drive virksomhed,

og fremhæver, at

vi er ikke bare godt med i forhold til de europæiske lande.  Vi indtager faktisk en flot femteplads på listen, ud af de 189 lande, som indgår i rapporten.

så bruger han rapporten på en måde, der ikke er indholdsmæssigt belæg for i selve rapporten.

Nej, Danmark er langt fra et land, som giver de bedste betingelser for at drive virksomhed. Det kunne være det, men det er en anden sag.

Nu vil en del måske mene, at det bare er den sædvanlige snak fra venstrefløjen. Det er det ikke. Man behøver blot at tænke tilbage til VK-dagene, hvor Christian Hjort hyldede vores høje skattetryk og statsminister Anders Fogh afviste eksistensen af dynamiske effekter, når man sænkede skatter og afgifter.

Lav skat alene gør det ikke, men det hjælper.

Med udgangspunkt i rapporten er Jonas Dahl naturligvis ikke sen til at påpege, at

virkeligheden er slet ikke så sort-hvid, som flere i blå blok gerne vil have den til at fremstå. Virksomhedernes muligheder og lyst til at blive eller opstarte i Danmark afhænger af langt mere, end blot hvor meget de skal betale i skat.

Bortset fra at der næppe er nogen i “blå blok”, der vil påstå at lav skat kan kompensere for alt, så har Jonas Dahl naturligvis ret i, at der er mere på spil end blot skatter og afgifter. Men han overser behændigt, at alt andet lige, så er lavere skatter bedre end høje skatter.

Rapporten kan højst bruges til at forklare, hvorfor det ikke står værre til i Danmark, på trods af høje skatter og afgifter.

For naturligvis har det betydning, at vilkårene for f.eks. registrering, minimumskrav til startkapital, ventetider på svar på godkendelser  osv. er bedre her i landet end i andre dele af verden. Det kan nemlig alt sammen omregnes til omkostninger i kroner og ører for den enkelte virksomhed.  Set fra virksomhedens side er det jo irrelevant hvorfra omkostningerne stammer. Et besværligt bureaukrati, indviklet lovgivning og langsommelige arbejdsgange kan jo alle omregnes til omkostninger i kroner og ører for den enkelte virksomhed.

Alt andet lige, jo lavere omkostninger man pålægger den enkelte virksomhed gennem regulering og bureaukrati mv., jo højere skat kan man tillade sig at opkræve og jo højere lønomkostninger kan virksomhederne bære.

Men det betyder naturligvis også omvendt, at lav skat og lave lønninger kan kompensere for bureaukrati, tåbelige regler og langsommelige arbejdsgange.

Danmarks fine placering understreger behovet for at skatter og afgifter sænkes. 

Som det fremgår af nedenstående graf, hentet fra DI’s rapport om tilstrømningen, eller rettere manglen på samme, af udenlandske investeringer, står det rigtigt skidt til med dansk økonomi.

investeringer danmark Det kan jo undre, når vi nu er “det bedste sted i Europa at drive forretning”, som udenrigsministeriet stolt skriver. Forklaringen er selvfølgelig, at det er for dyrt at drive virksomhed her i landet. Med andre ord – Vi er ikke konkurrencedygtige.

Og når vi nu scorer så højt på rekruttering, finansieringsmuligheder, bureaukrati osv. kan det ikke bruges til at affærdige betydningen af skatter og afgifter – Tværtimod. Hvis man har optimeret på alle andre betydende parametre – og en samlet femteplads tyder jo på det, indebærer det tværtimod, at det er helt afgørende at få sænket skatter og afgifter. Altså stort set det modsatte af, hvad venstrefløjen gerne vil bilde os ind.

Religion og udvikling

Af Christian Bjørnskov, den 8. november 2013. 28 svar

Jeg havde forleden en kronik i Jyllandsposten, der opsummerede den nye forskning omkring forholdet mellem religion og udvikling. Under overskriften ”Religion blokerer for udvikling” forsøgte jeg forsigtigt at udlægge nye samfundsvidenskabelige studier, der har set på effekten af religion på langsigtede udviklingsforhold. Den nye forskning finder helt overordnet, at stærk tro er skadelig for udvikling, uanset hvilken religion man tror på. Dette sidste forhold er faldet en række kommentatorer for brystet.

Under overskriften ”Religion bestemmer alt” forsøger den ellers glimrende Henrik Gade Jensen i JP at gå i rette med mig. Han sekunderes af Mikael Jalving, der også er blevet ganske fornærmet over, at netop hans tro er ligesom alle de andres. Henrik skriver blandt andet:

”Da Bjørnskov er økonom og ikke religionsforsker eller teolog, er det måske forståeligt nok, at alt med tro og religion sættes i samme bå, selvom man måske nok kunne forvente lidt sund fornuft, skønt Bjørnskov nu er blevet professor. Han kommer trods alt fra provinsen.”

” Fornuftsmæssigt er der intet argument mod religiøse mørkemænd, der vil stene utro kvinder, dræbe konvertitter og lade al lov og ret være guddommeligt bestemt. Der findes kun en erkendelse af, at religioner er forskellige og virker vidt forskelligt i deres samfundsmæssige, sekulære konsekvenser.”

Hans og andres argument er, at kristendommen er helt anderledes end andre religioner, og at jeg (og andre) fuldstændigt ignorerer, at der er forskelle på religioner. Kritikken er dog skudt meget langt over målet. Hvis de kritiske kommentatorer, der næsten uden undtagelse er uddannet på humaniora, ville give sig tid til at læse den bagvedliggende videnskabelige litteratur, ville de vide at deres argument er faktuelt forkert.

Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og jeg har foreløbig forfattet to studier, hvor vi omhyggeligt har håndteret virkningen af religiøsitet og af forskellige religioner. Vores hovedfund – og grunden til at vi netop ikke diskuterer de forskellige hensigter med forskellige religioner – er at vi ikke finder forskelle på deres konsekvenser. Med andre ord er de to studier anskuelighedsundervisning i et hoveddiktum i al empirisk forskning i samfundsvidenskaberne: Man kan aldrig antage, at bestemte hensigter fører til tilsvarende konsekvenser!

Der er således hverken i vores studie af tillid og religion eller i studiet af forholdet mellem regeringsførelse og religion nogen forskel i virkningen af religiøsitet i kristne, muslimske eller lande med andre dominerende religioner. Der er heller ingen forskel på protestantisme eller katolicisme. Og sidst, men ikke mindst, finder vi absolut ingen tegn på, at religiøsitet på nogen måde er anderledes i Skandinavien.

Jeg beskyldes blandt andet for at være historieløs, men må konstatere, at den ellers så vidende Henrik Gade Jensen måske ignorerer sin egen væsentlige historiske viden til fordel for sin tro. For hvordan i alverden kan man glemme de kristne fundamentalister i Indre Mission i Vestjylland, og hvordan de tegnede området? Hvordan glemmer man rædslerne i visse dele af England under Henrik den 8.s reformation? Vi har opført os meget ligesom muslimer gør i stærkt muslimske lande nu. Forskellen er, at de færreste danskere tror særligt meget længere. Fra først i 1800-tallet begyndte vi at blive mindre troende, og fra midten tog det danske samfund fart mod at blive moderne.

For de faktisk interesserede er referencerne:

Niclas Berggren og Christian Bjørnskov. 2011. Is the Importance of Religion in Daily Life Related to Social Trust? Cross-Country and Cross-State Comparisons.  (i Journal of Economic Behavior & Organization, WP-version fra 2009 her)

Niclas Berggren og Christian Bjørnskov. 2013. 11.      Does Religiosity Promote Property Rights and the Rule of Law? (i Journal of Institutional Economics, WP-version fra 2012 her)

Andrew Young og Travis Wiseman (i Journal of Institutional Economics, WP-version fra i år her)

Hvad gør love imod børnearbejde?

Af Christian Bjørnskov, den 5. november 2013. Skriv et svar

De fleste menneskers svar på dagens spørgsmål er sandsynligvis, at de da selvfølgelig bekæmper børnearbejde. Mange tror også, at love mod børnearbejde er velfærdsfremmende, dvs. at de gør livet bedre for børnene og deres familier. Økonomer har i årevis advaret mod påstandene, da man uden problemer kan vise, at spørgsmålet er teoretisk usikkert. Problemet har ligget i, at der ikke har været grundige empiriske studier af spørgsmålet – indtil nu.

Prashant Bharadway, Leah Lakdawala og Nicolas Li dokumenterer omhyggeligt effekterne af Indiens forbud mod børnearbejde fra 1986. I NBER Working Paper no. 19602 fra sidste måned finder de evidens for vores pessimistiske påstande (gated version her). Ved at sammenligne status for tusindvis af indere i 1983, 1987 og 1993 viser deres estimater, at loven imod børnearbejde ikke just virkede efter hensigten. De konkluderer:

We find that child wages decrese in response to such laws and poor families send out more children into the workforce. Due to increased employment, affected children are less likely to be in school.

De viser således også, at velfærdskonsekvenserne er negative, og mere negative for fattigere familier. Et af flagskibene i den internationale bevægelse for indførelse af flere og dybere sociale rettigheder viser sig derfor i det indiske tilfælde at have gjort det stik modsatte af hensigten.

NSAs massive datahøst

Af Nikolaj Stenberg, den 31. oktober 2013. Skriv et svar

Apropos overvågning skriver Washington Post endnu engang om et nyt hemmeligt NSA-projekt, som man vel ikke kan blive andet end lidt imponeret over snedigheden i: FISA-loven foreskriver en række procedurer, som efterretningstjenesterne skal overholde, når de indhenter blandt andet elektroniske oplysninger.

Selvom det i høj grad er statens advokater, der styrer retsudviklingen og selvom – det ved vi fra PRISM-afsløringerne – NSA er meget aktive med at indhente oplysninger via FISA-loven, så har nogen i organisationen alligevel taget sig tid til at tænke lidt over, om ikke det hele kunne gøres lidt nemmere. Lidt mere effektivt. Det kunne det selvfølgelig:

Outside U.S. territory, statutory restrictions on surveillance seldom apply and the Foreign Intelligence Surveillance Court has no jurisdiction. Senate Intelligence Committee Chairwoman Dianne Feinstein has acknowledged that Congress conducts little oversight of intelligence-gathering under the presidential authority of Executive Order 12333 , which defines the basic powers and responsibilities of the intelligence agencies…
…Intercepting communications overseas has clear advantages for the NSA, with looser restrictions and less oversight.

Tricket består i at opsnappe oplysninger, der flyder mellem det åbne internet og fx Google’s private sky:

By tapping those links, the agency has positioned itself to collect at will from among hundreds of millions of user accounts, many of them belonging to Americans. The NSA does not keep everything it collects, but it keeps a lot.
…NSA documents about the effort refer directly to “full take,” “bulk access” and “high volume” operations on Yahoo and Google networks. Such large-scale collection of Internet content would be illegal in the United States, but the operations take place overseas, where the NSA is allowed to presume that anyone using a foreign data link is a foreigner.

Så hvis man er amerikansk statsborger, bosiddende i USA, er ens oplysninger på nettet (måske, intet er jo bekræftet) prisgivet i ligeså høj grad, som vores andres. I den digitale tidsalder er mængden af collateral damage i kampen mod terror og andre forbrydelser fortsat enorm.