Hvem er uansvarlige i USA?

Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2013. Skriv et svar

Læser man de almindelige, danske medier, virker svaret på dagens spørgsmål helt oplagt: Det er republikanerne, der har tvunget den amerikanske administration i stå. Giver de sig ikke snart og holder de ikke snart op med at obstruere præsident Obama, risikerer man ifølge medierne en økonomisk nedsmeltning i USA, når de om få dage ikke overholder deres gældsforpligtelser. Men som så ofte før er sandheden mere broget, og man må undre sig over det journalistiske arbejde i de danske medier, når det gælder amerikansk politik. I princippet er begge partier uansvarlige, blot på to forskellige måder.

Man kan med rette påstå, at republikanerne opfører sig uansvarligt, når de risikerer en nedlukning af den amerikanske offentlige sektor. Flere 100.000 offentligt ansatte er sendt hjem uden løn, og kun mere centrale opgaver bliver varetaget. Når man ikke en aftale i løbet af en uges tid – og i skrivende stund har partiet rakt en hånd ud mod præsidenten – risikerer man også, at USA ikke overholder sine internationale forpligtelser. Det er indlysende nok en strategi, der skaber markant politisk usikkerhed i det amerikanske samfund, og som kan skabe en kortsigtskrise.

Men man kan lige så vel pege på, at Obama er uansvarlig og spiller højt spil med USA’s økonomi. Disse problemer overser danske medier desværre, med få undtagelser. Sundhedsreformen (Obamacare) som mange danske journalister har hyldet, er en bastard af et lovkompleks, som først nu er begyndt at blive implementeret. Det er også et lovkompleks, som er alt for dyrt og som USA – på trods af landets størrelse – sandsynligvis aldrig kommer til at have råd til! Ved nærmere gennemgang har det for eksempel vist sig, at indtægter er talt dobbelt i lovkomplekset, og at den officielle vurdering har indeholdt en lang række helt usandsynlige antagelser om, f.eks., Kongressens evne til at stoppe stigninger i medicinpriser osv. Et godt bud er, at den amerikanske gennemsnitsskat – dvs. skatten på alle amerikanere, inklusive middelklassen – skulle stige 5-7 procentpoint for at man kunne finansiere Obamacare. En så stor skattestigning vil være kvælende for den økonomiske udvikling.

Så spørgsmålet bliver, hvem der er mest uansvarlig: Republikanerne, der af gode og dårlige grunde har interesse i at rulle Obamacare tilbage og skære i det offentlige udgifter, eller Demokraterne, der i form af Obamacare og andre programmer smider benzin på et allerede voldsomt økonomisk bål? Uanset min almindelige afsky for det republikanske parti, er min egen holdning, at præsidenten er den mest uansvarlige. Præsidenter bliver bedømt af historien, og Obama har sat kurs mod at blive en af USA’s værste af slagsen. Lige nu ser han kun relativt godt ud, fordi den republikanske opposition er så indlysende ueffen.

Tiltrædelsesforelæsning om “Informal Institutions in Political Economy”

Af Niels Westy, den 6. oktober 2013. 2 svar

I anledning af, at Punditokraternes redaktør, Christian Bjørnskov, er blevet udnævnt til professor, afholder han som traditionen tilsiger en tiltrædelsesforelæsning. Den finder sted på fredag den 11. oktober kl. 14.30, på Aarhus Universitets campus på Fuglesangs Alle (den gamle handelshøjskole) i Auditorium 2624(E)-2.

Overskriften er “Informal Institutions in Political Economy”. Christian tager udgangspunkt i Public choice forklaring af hvordan regeringsfejl ofte kan være større end de markedsfejl, som regeringen mener at løse. Han vil i sin forelæsning inddrage den nyeste forskning, både egen og andres, som peger på, at en kombination af standard public choice fænomener og uformelle institutioner ofte giver bedre forklaringer end de to isoleret gør. 

Alle er velkomne til at overvære forelæsningen.

Samtidig vil jeg benytte lejligheden til på vegne af alle nuværende og tidligere punditokrater, at ønske Christian tillykke med titlen af professor. Den er fuldt fortjent. Christian har i efterhånden en del år været en af Danmarks internationalt mest velestimerede forskere og økonomer.

Nobelprisen i økonomi 2013 – nogle gæt

Af Christian Bjørnskov, den 3. oktober 2013. 4 svar

Nobelpriserne nærmer sig, og annonceringen af dette års Nobelpris i økonomi er den 14. oktober. Som altid i ugerne op til annonceringen er der masser af diskussion af, hvem der får prisen og hvem der måske burde have den.

Vi har aldrig gættet rigtigt, men prøver ufortrødent igen i år. Thompson-Reuters har tre topbud på, hvem der står til at få Nobelprisen i år:

Joshua D. Angrist (MIT), David E. Card (UC Berkeley) og Alan B. Krueger (Princeton) for deres arbejde i mikroøkonometri. En hel del af mine kolleger, der beskæftiger sig med arbejdsmarkedsøkonomi, ville nok være glade for de tre som vindere.

David F. Hendry (Oxford), Hashem Pesaran (Cambridge) og Peter C.B. Phillips (Yale) for deres bidrag til tidsserieøkonometri og forecasting. Som det andet tremandshold er der en stor gruppe af mine kolleger – dem der beskæftiger sig med tidsserier – der ville være glade for dette Nobelvalg.

Sam Peltzman (Chicago, Booth) og Richard A. Posner (Chicago, Law og US 7th Circuit Court of Appeals) for deres udvidelse af økonomisk teori omkring regulering.

I kommentarerne hos Marginal Revolution nævner Barkley Rosser også det ene af mine personlige håb: Gordon Tullock (George Mason) og Anne Krueger (Johns Hopkins) for deres beskrivelse af rent-seeking. Den moderne forskning i korruption, lobbyisme og anden lignende adfærd er grundlagt af dem. Begge er gamle og Tullocks helbred er særligt svagt, så hvis de skal have prisen, er det nok nu.

Det andet af mine håb, Paul Romer (NYU) og Robert Barro (Harvard) for deres pionerindsats i vækstforskning, er nok næppe comme il faut i år – og det på trods af at Huffington Post allerede for to år siden havde dem som favoritter. Af samme grund ville det være overraskende, hvis Eugene Fama (Chicago) og Kenneth French (Dartmouth) fik den.

Problemet er dog nok, at det går ligesom de foregående år: Nobelkomiteen finder et helt andet par, som man mener, er værdige til prisen.

70 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 30. september 2013. 1 svar

I går, for 70 år siden, satte den tyske besættelsesmagt en aktion i gang, der havde til hensigt at anholde alle jøder i Danmark, sende dem i lejre og i sidste ende, slå dem ihjel. Den nazistiske Endlösung var for længst sat i gang i andre dele af Europa, og nu var turen kommet til de danske jøder. De tyske styrker havde mord i hjertet, men det skulle gå meget anderledes i Danmark.

Beslutningen om aktionen blev lækket til danske myndigheder og derfra til det jødiske samfund. Da den tyske aktion gik i gang, trådte det civile Danmark derfor til. Naboer hjalp, flere sygehuse i København blev nærmest fordelingscentraler, og sjællandske fiskere begyndte at fragte jøder over Øresund til et Sverige, der tog mod dem med åbne arme. Ikke alle danskere havde modet til at hjælpe, og de fleste fiskere tog sig betalt for at risikere deres og deres familiers liv, men mange tog også mindre bemidlede jøder med gratis. Vigtigst af alt var det, at selvom man ikke hjalp, holdt man mund – antallet af stikkere var forsvindende.

Ingen andre lande i Europa end Danmark og Bulgarien behandlede den jødiske befolkning på denne måde. Af cirka 7500 jøder i Danmark, hvoraf 1500 var statsløse, gik kun 68 til grunde i eller på vej til dødslejrene. Enkelte andre tog deres eget liv eller druknede på vej til Sverige. For resten var hjælpen nær, hos naboer, læger eller fremmede. Nogle husede flygtningene, nogle organiserede flugten, mens andre fik nøglerne til jødiske familiers lejlighed. Der var indbrud i nogle af dem i løbet af krigen, men også rørende historier om andre, hvor indbyggerne kom tilbage fra Sverige i maj 1945 og opdagede, at blomsterne var blevet vandet siden oktober 1943.

I det psykologen Emily Werner har kaldt en ”anstændighedens sammensværgelse” deltog folk fra alle lag af samfundet. Elizabeth Kieler og hendes bror brugte den første weekend af redningen på at cykle rundt på Nordsjælland til familiens venner, bekendte og forretningsforbindelser for at indsamle penge til aktionen. Søndag aften, da de talte op, havde folk givet de to gymnasieelever en million kroner. Nogle havde givet nogle få kroner, andre flere tusinde.

I min familie deltog man også. Min morfar – Gunnar Ebberup – der var tjener på danserestauranten Palæ i Haderslev og oplevede ofte, hvordan tyske officerer med stor ståhej besøgte stedet. En aften, da officererne ’indtog’ stedet, opdagede han en ung pige ved et af hans borde, der begyndte at græde. Da han spurgte, hvad der var galt, løftede hun hovedet, så på ham og sagde stille: ”Vi er jøder.” Min morfar fik en kort, lavmælt snak med overtjeneren, og kort efter var en halvmilitaristisk inspektion af tjenernes udstyr i gang. I den anden ende af restauranten blev den unge pige og hendes kæreste fulgt ned i køkkenet i kælderen. De fik noget at spise og ventede indtil midnat, hvor en bil hentede dem og kørte dem til Kolding. Her satte andre dem på toget til København. Min morfar fik aldrig at vide, hvad de hed, hvor de kom fra, eller om de kom sikkert til Sverige.

Anonymitet var den bedste beskyttelse for alle, men den betød også, at de personlige historier ofte manglede – hvem skulle man fortælle om, når man ikke kendte sine redningsmænd og –kvinder, eller ikke vidste hvem man havde hjulpet? Det var ikke fremsynede politikere, demokrati eller flinke nazister der reddede de danske jøder. Fremmede hjalp fremmede i Danmark og samarbejdede på tværs af alle skel. Hvis man ikke må føle et lille stik af stolthed i hjertet over det, er samfundet blevet meget fattigere.

At lære fra hinanden – nyt fra Fraser Instituttet

Af Christian Bjørnskov, den 25. september 2013. 1 svar

Det nye fra Fraser Instituttet er at dette års Economic Freedom of the World-rapport udkom i sidste uge – i øvrigt uden at et eneste dansk medie tog fat i den. Generelt ligger vores lande ganske godt, når det gælder overordnet økonomisk frihed: Danmark er nummer 14, Finland nummer 7, Norge nummer 31 og Sverige nummer 29. Problemet er dog stadig, at vi er skizofrene økonomier. Norden har nogle af verdens mest effektive og fair retsvæsener, og nogle af de absolut tungeste offentlige sektorer.

Som Henrik Christoffersen og jeg gjorde sidste år, har vi igen i år beregnet, hvordan de nordiske lande ville se ud, hvis vi kombinerede den frieste praksis på alle områder fra alle fire lande. På opfordring fra Andreas Bergh har vi også beregnet, hvor et fiktivt land, der kombinerede de dårligste praksisser, ville ligge. De fire landes faktiske status er illustreret i figuren nedenfor, sammen med det økonomiske frihedsindeks for de værste og bedste praksisser.

Kombinationen af best practice ratings giver et økonomisk frihedsindeks på 8,49 – identisk med New Zealands faktiske 2011-rating, der placerer landet som nummer 3 i verden. Kombinationen af de mindst frie praksisser giver i stedet et indeks på 6,96, hvilket ville placere landet sammen med Papua-Ny Guinea, Trinidad og Tobago, og Indonesien. Bundlinjen er igen, at de nordiske lande er en sær blanding af meget frie institutioner og voldsomt ufrie politikker. Ved blot at lære af hinanden – og ikke andre lande man kan påstå vi ikke kan sammenligne os med – er der store forbedringer at finde.

Hvorfor ikke lade være? Det ledige standpunkt i dansk politik

Af Christian Bjørnskov, den 22. september 2013. Skriv et svar

Søndagsspørgsmålet i dag er ret simpelt, men bliver stort set aldrig stillet. Politikere signalerer tit til vælgerne, at de er ”parate til at gøre mere, hvis der er behov for det.” De taler også ofte om, at de er blevet enige om en ”god løsning” eller lignende, når de har besluttet sig for at regulere eller subsidiere et område.

Den næsten eneste udmelding, man aldrig hører i dansk politik er ”Vi er parate til ikke at gøre noget, hvis der er behov for det.” Standardforklaringen fra public choice er, at politikere er nødt til at signalere såkaldt handlekraft, positionere sig, og holde sig i mediernes søgelys. Men i et land som Danmark, hvor der så åbenlyst bliver taget alt for mange politiske beslutninger med dårlige konsekvenser – se blot Produktivitetskommissionens første rapport – måtte man næsten synes, at der var et marked for politikere, der ville det modsatte. Så kære læseren, hvorfor er der ingen politikere – ikke engang i LA – der tager det ledige standpunkt at der skal gøres mindre?

Korruption i 1800-tallets Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 17. september 2013. Skriv et svar

Siden sidst i 90erne er korruption blevet et større forskningsområde, efter en lang periode, hvor det ganske enkelt ikke var et problem, man nævnte i det ’gode’ selskab. Vi ved nu langt mere om, hvorfor nogle lande har større bestikkelsesproblemer end andre – og også hvorfor enkelte lande som Danmark slet ingen har. Det historiske overblik har dog manglet, ikke mindst fordi det er svært og voldsomt arbejdskrævende at grave information op.

Det rådede Mette Frisk Jensen bod på i sin PhD-afhandling, der tidligere i år udkom i bogform. Med titlen Korruption og Embedsetik kortlægger hun en række sager om korruption i det danske embedsværk i årene 1800-1866. Jensens korruptionsbegreb er defineret ret bredt, hvilket tillader hende at se på flere sager om embedsmisbrug end de bestikkelsesproblemer, økonomer typisk fokuserer på.

Det forbløffende for de fleste vil nok være, at langt de fleste sager handler om underslæb – i dagens tale ’kassemangel’: Embedsmænd man opdagede havde taget af kassen. Der er også enkelte bedragerisager (falsk), hvorimod Jensen kun har fundet meget få egentlige bestikkelsessager. Bestikkelse var blevet tydeligt forbudt allerede i oktober 1700 – til sammenligning indførte Sverige først klar lovgivning i 1868 – og det var et problem, der blev taget meget alvorligt i befolkningen og hos embedstoppen.

Mette Frisk Jensens bog er omhyggeligt dokumenteret, velskrevet og spændende. Ikke mindst er det ret forbløffende at se dokumenteret, hvor ukorrupt og hæderlig, den danske embedsstand var allerede i 1800-tallet. Sammenligner man dens adfærd – og befolkningens og kongens holdning til korruption – med Sydeuropa i dag, er det svært ikke at konkludere at korruptionsproblemer i høj grad må være kulturelt betingede. At Jensen i stedet ender med – helt unødvendigt – at hægte sig på Bo Rothsteins tvivlsomme Big Bang-teori om begavede politikere, der indfører fine reformer, er blot en mindre plet på en fremragende og anbefalelsesværdig bog om det mærkeligt anderledes land, vi lever i.

Sociale rettigheder og sociale resultater

Af Christian Bjørnskov, den 11. september 2013. 3 svar

Jacob Mchangama og jeg har siden sidste år arbejdet på et papir om, hvorvidt de såkaldte socio-økonomiske menneskerettigheder faktisk gør, hvad de påstås at gøre. Med andre ord, når man indfører en social rettighed i forfatningen, som FN presser lande til at gøre, ser man så en forbedring efterfølgende? Vi har set på retten til uddannelse, sundhed og social sikkerhed og som Jacob tweetede igår – det kort svar er nej. Efter vi har præsenteret det på flere konferencer og fået input og forslag fra kolleger og venner har vi nu sendt det ud som working paper. Papiret kan hentes her eller her. Abstractet lyder:

While the United Nations and NGOs are pushing for global judicialization of economic, social and cultural rights (ESCRs), little is known of their consequences. We provide evidence of the effects of introducing three types of ESCRs into the constitution: the rights to education, health and social security. Employing a large panel covering annual data from 160 countries in the period 1960-2010, we find no robust evidence of positive effects of ESCRs. We do, however, document adverse medium-term effects on education and inflation.

Andreas Bergh springer ud som klummeskribent

Af Christian Bjørnskov, den 9. september 2013. Skriv et svar

Den fremragende Andreas Bergh fra Lunds Universitet (og en af mine skattede medforfattere) er begyndt at skrive klummer/ledere for Svenska Dagbladet. Hans første handler om tillid og kan læse her. Dagens avis bringer også et interview med ham. Et kort pluk fra den anbefalelsesværdige klumme:

Detta enkla mått på tillit är en av samhällsvetenskapens mest intressanta variabler. Länder med hög tillit har bättre fungerande ekonomier och kan lättare bygga upp sociala skyddsnät. Det tycks dessutom vara ett orsakssamband som i grunden är lätt att förstå: När människor är ärliga och litar på varandra kan det mesta lösas smidigare. Mindre energi läggs på bråk och tvister.

Når altruisme bliver skadelig

Af Casper Hunnerup Dahl, den 5. september 2013. 4 svar

Er altruisme — eller selvopofrende adfærd — altid godt, eller kan det også være skidt? Lektor i ingeniørvidenskab ved Oakland University, Barbara Oakley, mener, at der er behov for mere systematisk og ikke mindst fordomsfri forskning i det fænomen, hun kalder “patologisk altruisme”, som hun beskriver og undersøger i en nylig artikel i PNAS. Hermed henviser hun til adfærd, som af den altruistiske aktør selv vurderes (subjektivt) som positiv, men som af en ekstern observatør må vurderes (objektivt) negativ for den person eller gruppe, adfærden angiveligt skulle være til gavn for. Eller mere præcist, med Oakleys egne ord:

“Pathological altruism can be conceived as behavior in which attempts to promote the welfare of another, or others, results instead in harm that an external observer would conclude was reasonably foreseeable.”

Som eksempel på patologisk altruisme nævner Oakley en person, hvis bror er blevet afhængig af smertestillende medicin, og som i stedet for at hjælpe broren med at trappe ud af medicinen “hjælper” ham til at kunne opretholde sit forbrug ud af et ønske om at lindre hans smerte på kort sigt, selvom det burde være indlysende, at resultatet heraf er skadeligt for ham på længere sigt. Hvad der derimod ikke falder ind under patologisk altruisme er for eksempel, ifølge Oakley, hvis man hjælper en ven med at flytte og uforsætligt kommer til at tabe vennens værdifulde vase på jorden. Vel var der en risiko for, at man ville tabe vasen, men ikke i en grad, hvor man kunne have forudset udfaldet og handlet på en helt anden måde. Hvis præmissen er flytning, skal en eller anden jo flytte vasen…

En journalist på Wall Street Journal kalder Oakleys patologisk altruisme-begreb for

“…a simple yet versatile idea that could revolutionize scientific and social thought.”

Andre er ikke helt så begejstrede, endsige overbeviste. For eksempel evolutionspsykolog Robert Kurzban, der her indvender, at begrebet “patologisk altruisme” slet ikke er så nyt og banebrydende igen, fordi vi allerede har eksisterende begreber til at beskrive fænomenet. Der er nemlig, slet og ret, tale om et misforhold mellem gode intentioner i øjeblikket og utilsigtede, negative konsekvenser (på kort eller lang sigt).

Som sådan er der da heller ikke meget nyt i det fænomen, at man som menneske kan have altruistiske intentioner med en kortsigtet handling, der efterfølgende viser sig at få utilsigtede konsekvenser på kort eller lang sigt. Endvidere er spørgsmålet, om ikke altruisme først kan siges at blive “patologisk” i det øjeblik, man gentager den samme altruistiske handling, der tidligere har vist sig at lede til utilsigtede, negative konsekvenser, og alligevel forventer et positivt resultat? (a la den husholdningsdefinition på sindssyge, der ofte bliver tilskrevet Einstein — eller var det Franklin, eller måske Mark Twain…?)

Altruisme, der i første omgang ikke virker efter hensigten, er måske blot fejlslagen og ikke ligefrem “patologisk”. Ikke desto mindre peger Oakley på noget relevant: At hylde altruistisk adfærd for dens gode intentioner på trods af forventelige negative konsekvenser, der senere rent faktisk materialiserer sig, er i bedste fald naivt og — hvis det sker efter de negative konsekvenser er blevet tydelige — udtryk for politisk korrekthed, når den er værst.

Artiklen rejser imidlertid også (om end indirekte) et mere fundamentalt spørgsmål: Hvordan kan man egentlig definere altruisme, og hvilken forskel gør det for begrebet? Umiddelbart synes der at være to tilgange til en definition af altruisme, nemlig at hænge begrebet op på enten konsekvenser eller intentioner. Man kan således definere altruisme som et rent positivt (dvs. ikke-normativt) begreb til at beskrive en bestemt type adfærd ud fra dennes faktiske konsekvenser, men kan også definere altruisme som et normativt eller moralsk begreb med henvisning til intentionerne bag en given adfærd, eller adfærdens intenderede konsekvenser. Den første type definition kan ses anvendt indenfor evolutionsbiologi og -psykologi, mens den anden nok vil være de fleste læsere af denne blog mere bekendt som den, man typisk møder indenfor samfundsvidenskaberne og den offentlige debat om politik og samfundsforhold.

Man kan naturligvis fylde begrebet med forskellige grader af begge betydninger på en gang, men i så fald er det ikke svært at se, hvordan det let kan skabe forvirring og føre til debatter, hvor deltagerne taler forbi hinanden. Som socialt fænomen blandt mennesker, i modsætning til som evolutionsbiologisk fænomen i dyreriget, er der næppe megen tvivl om, at der i den grad er brug for at arbejde mere med et normativt eller moralsk altruismebegreb, som bl.a. Oakley gør, og forholde sig kritisk og undersøgende hertil, da altruistisk adfærd ofte — og især på venstrefløjen — bliver ophøjet til den mest agtværdige form for moralsk handlen. I det perspektiv er Oakleys artikel et glimrende bidrag, der forhåbentlig kan være en tiltrængt øjenåbner for mange.

Dynamisk konkurrence

Af Nikolaj Stenberg, den 4. september 2013. Skriv et svar

Det kommer vel ikke som den største overraskelse, at borgerligt-liberale mennesker ser forskelligt på gavnligheden af lovgivning. Nogen af os er rimelig fortrøstningsfulde, mens andre har en noget mere anarkistisk indstilling. Sådan må det nu og engang være.

Konkurrenceretten er et af de område, hvor liberale internt kan komme til, at debattere langt og længe, om såvel nuancer som helt grundlæggende antagelser. Nogen mener således, at der slet ikke bør være regler om misbrug af monopolmagt, fordi ingen monopolist kan være monopolist for evigt. Andre ville heroverfor, mere pragmatisk, hævde, at visse regler om monopolmisbrug kan modvirke nogle uønskede handlinger her og nu.

Der kunne skrives lange indlæg om hvorvidt i de gældende konkurrencereglers udtalte formål, og forestillingen om, at man ad reguleringens vej kan opnå “effektiv konkurrence”, er hensigtsmæssige. Men hér på bloggen vil jeg nøjes med blot, at henvise til nobelprisøkonomen Gary Becker’s afsluttende ord i et nyt indlæg om netop konkurrenceregulering, som jeg mener rammer plet og – hvis dette havde været Twitter – fortjener hashtagget #FoodForThought:

Anti trust policy should recognize that dynamic competition is often a powerful force when static competition is weak. The big policy question then is whether it is worthwhile to bring expensive and time consuming anti trust cases against still innovating firms that have considerable profits and monopoly power, given the significant probability that new competitors will before long greatly erode this power through different products? I believe the answer to that is no, and that policy should often rely on dynamic competition, even when that allows dominant firms only temporarily to enjoy economic power.

Ronald Coase, 1910-2013

Af Christian Bjørnskov, den 4. september 2013. Skriv et svar

De amerikanske medier bragte i går den triste besked, at Ronald Coase er død. Coase var Nobelpristager og en af de mest indflydelsesrige økonomer i det 20. århundrede og nærmest på niveau med James Buchanan, som vi mistede i januar. Coase etablerede sin status i 1937 ”The Nature of the Firm” – fem år før f.eks. Martin Paldam blev født – hvor han gav en egentlig, logisk økonomisk forklaring på, hvorfor folk danner firmaer. Han udgav sin sidste bog i 2012. Han havde været en stor økonom hvis han ’blot’ havde revolutioneret måden vi tænker virksomheder på. Min yndlingsartikel af Coase kom dig i 1960, året efter at han havde luftet tanken første gang.

I ”The Problem of Social Cost” gik han direkte i kødet på måden, man tænkte forurening og andre eksternaliteter på. Coase viste, hvordan man ikke blot bør tænke på at forurenende virksomheder påtvinger andre omkostninger gennem forurening. Hvis andre tvinger virksomheder til at holde op med at forurene, påtvinger de virksomheden omkostninger. Under bestemte betingelser er lovgivning omkring forurening og mange andre lignende problemer udelukkende et spørgsmål om hvem der betaler omkostningen, og ikke om hvor stor den er. Det er med andre ord et spørgsmål om at tildele ejendomsret til forureningen. Coase-teoremet siger dermed, at tydelig tildeling (og håndhævelse) af ejendomsret kan løse eksternaliteter.

Ronald Coase var en af de få økonomer, der ikke blot én, men flere gange, ændrede måden vi tænker økonomiske og politiske problemstillinger. Han var også en af de få, der forblev produktiv og kreativ langt op i alderen – forureningsindsigten fik han sidst i 40erne. Genier som ham ser man utroligt sjældent, og han er det andet vi har mistet i år.

Absurditeter fra skatteministeren

Af Christian Bjørnskov, den 30. august 2013. 3 svar

Skandalerne vælter for tiden ud af skabene hos Skat. Adskillige skatteministre, ikke mindst Kristian Jensen, er ansvarlige for at have siddet advarsler overhørige i forbindelse med den seneste skandale om ejendomsvurderinger. Men uanset hvad der ellers sker, er det den nuværende skatteminister, SF’s tidligere leder Holger K. Nielsen, der sidder med ansvaret for at redde trådene ud. I stedet slipper han af sted med aldeles absurde udtalelser og synspunkter. Her er to eksempler.

På dagen, da det kom frem at Skats ejendomsvurderinger, som man baserer ejendomsskatter på, var både voldsomt upræcise og systematisk for høje, afslog ministeren sagens alvor med følgende argument. 1) At det ikke var muligt at ramme vurderingerne mere præcist, for ejendomsmæglere i et show på DR kan ikke ramme rigtigt. 2) At der derfor ikke var noget egentligt problem, fordi selvom nogen betalte for meget, var der jo andre, der betalte for lidt i skat.

Argumentet er for det første rendyrket nonsens, ikke mindst fordi Skat faktisk skal ramme en vurdering i underkanten af markedets vurdering. Så i forhold til markedets vurdering skal borgerne faktisk betale mindre, mens 41 % faktisk har betalt for meget i skat. For det andet handler hele sagen om, at Skat helt har ignoreret borgernes krav på retssikkerhed. I den kontekst er det helt ligegyldigt, om nogle borgere ender med at betale mindre skat, end markedsvurderingen ville tilsige. Det eneste vigtige retssikkerhedsmæssige aspekt er, at staten ikke må snyde borgerne. Og når 41 % tydeligvis betaler for meget – uden at problemet bliver løst – er der et stort problem. Det kan helt absurde Holger K’s gennemsnitsargument ikke skjule.

Den anden absurditet kom forleden aften, da ministeren overfor TV2 News fastholdt, at det nu gjaldt om at genoprette borgernes tillid til Skat. Øjensynligt mener ministeren, at det primært er borgerne, det er galt med, og hvis de igen lader sig lulle ind i en tornerosesøvn af naiv tillid til landets mest magtfulde myndighed, er alt godt. Det er det også for en minister, hvis eneste mål synes at være at indkræve så store midler fra borgerne som muligt.

Men ret beset er det den omvendte verden at mene, at borgerne bare skal sørge for at stole på Skat efter den strøm af skandaler, der har omgivet myndigheden det sidste år. At kræve, at borgerne skal ’genoprette’ deres tillid til Skat, efter det er kommet frem at skatteministeriet og Skat København åbenbart har samarbejdet om at holde centrale forhold hemmelige for ombudsmanden, er ikke mindre end absurd. I enhver rimelig verden – og enhver rimelig politisk optik – gælder det nu for Skat og ministeriet om at stramme praksis og overholdelsen af basal forvaltningsskik så meget op, at de gør sig fortjent til borgernes delvise tillid igen. I Holger K’s planøkonomiske Omvendtslev er det dog altid borgerne, der tager fejl og skal rette ind, og aldrig staten eller politikerne.

Hvem er du tættest på – nerd edition

Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2013. Skriv et svar

For de økonominørdede af vores læsere er her en test af, hvilken topøkonom i the IGM Economic Experts Panel, som ens meninger er tættest på. Testen er her; panelet kan findes her.

Jeg tog testen i går, og endte tættest på Robert Hall. I løbet af testen varierede det lidt, og jeg var ofte også tæt på Luigi Zingales og Pete Klenow. Hattip: Eric Crampton.

Pragmatisme, ikke idealisme, driver reformering af narkotikapolitikken

Af Niels Westy, den 18. august 2013. 2 svar

The Economist har de seneste to uger haft et par artikler, som på glimrende vis illustrerer, at pragmatisme og ikke libertarianske frihedsidealer eller (venstreorienterede) menneskrettighedsorganisationer, som f.eks. George Soros “Open Society”, er den primære faktor bag ændringer i den førte narkotikapolitik.

Således kunne man i sidste uge læse, at New Zealands borgerlige regering undersøger mulighederne for at legalisere syntetiske rusmidler. New Zeeland er et af de lande i verden med det højeste forbrug af netop denne form for rusmidler, mens bl.a. kokain og heroin, stort set ikke kan opdrives. Ikke af ideologiske årsager, men fordi forbud er dyrt og virkningsløst.

20130817_USC211Dette følges I denne uges Economist op af en artikel om reformer i USA, hvis formål er at reducere antallet af indsatte i landets fængsler. USA er det land i verden, hvor den største andel af befolkningen sidder i fængsel.

Op mod halvdelen af de indsatte er dømt for narkotikarelaterede forbrydelser. Hvor stor en andel af disse som er resultatet af “plea bargains”, er ukendt. Men givet at strafferammen er ganske betydelig for selv relativt begrænset besiddelse af en række rusmidler, er der utvivlsomt en del, der aldrig var kommet i nærheden af en fængselsdom i andre lande, herunder Danmark.

Igen er den væsentligste motivationsfaktor penge. Her omkostningerne ved fængselssystemet og overvejelser om marginalnytten i form af lavere kriminalitet ved at putte flere i fængsel.

Inspirationen til reformer kommer i høj grad for en for mange uventet kant, nemlig Texas.

Jeg havde for to år siden fornøjelsen af at møde Jerry Madden, der som tidligere formand for Senatet i Texas “Corrections Committee”, ikke lægger skjul på at omkostningerne ved en fortsat øgning af antallet af indsatte har været helt afgørende, se også interview med det australske ABC her.

Der er med andre ord tale om en pragmatisk tilgang i begge tilfælde, hvor den grundlæggende drivkraft er en erkendelse af at man er gået for langt/at det ikke virker.

Samme tilgang var forøvrigt afgørende i forbindelse med Portugals vidtgående reformer og dekriminalisering ved årtusindeskiftet, ligesom det er afgørende for den udvikling der er under vejs i en række latinamerikanske lande. Symboliseret ved bl.a. tidligere og nuværende præsidenters anerkendelse af, at “The war on drugs” er tabt. Et synspunkt, som i følge “Rasmussen Reports” deles af 82 procent af den amerikanske befolkning.

En erkendelse der dog ikke ikke indebærer at man er tilhænger af legalisering. Det er kun en meget lille andel af befolkningen (gælder også herhjemme).

Men måske vil de erfaringer man får i New Zealand, hvis man legaliserer sammenholdt med erfaringerne i lande som Portugal, hvor forbruget ikke er steget som resultat af afkriminaliseringen, på sigt gøre det “stuerent”, at gå ind for en egentlig legalisering – også selv om libertarianske friheds idealer eller menneskerettigheds kvababbelse ikke står på menuen hos de fleste borgere.

Sundhed i 100 år målt på højde

Af Christian Bjørnskov, den 12. august 2013. 12 svar

Det er almindeligt kendt blandt både læger og udviklingsøkonomer, at under- og fejlernærede mennesker som oftest ikke når deres fulde, genetiske højde. Fænomenet, der kaldes ’stunting’ i sin værste udgave, kommer fra det faktum at børn, der er fejl- eller underernærede de første fem år af deres liv, simpelthen ikke bliver ret høje. Egentlig fattigdom kan derfor ofte måles bedre via stunting og andre ulykkelige fænomener som børnedødelighed end gennem indtægtsundersøgelser. Og der er problemer, der generelt forsvinder med økonomisk udvikling.

Mange påstår, at økonomer dog overser et problem: Fordelingen af indkomster. Ideen bag blandt andet Wilkinson og Picketts meget solgte og læste – men aldeles elendige – The Spirit Level, er at befolkningens gennemsnitlige, basale sundhedstilstand er værre i lande med større økonomisk ulighed. Denne påstand benyttes herefter som et forsvar for den skandinaviske type velfærdsstat, som menes at omfordele så meget, at man i det store og hele undgår problemerne. Dette element har for eksempel været tydeligt i den svenske og britiske debat.

Som omtalt her på stedet, har mine venner Andreas Bergh og Therese Nilsson ved Lunds Universitet stort set bortvist de fleste af denne type påstande. Men nogle gange taler et billede tydeligere end 1000 ord. Og heldigvis kan man tegne et klart billede. Fra Danmarks Statistisk er der nemlig adgang til unge mænds gennemsnitshøjde de sidste 100 år ved session. Vi ved med andre ord, hvor høje fuldt udvoksede danske mænd i gennemsnit har været siden 1911. Hvis uligheds- og velfærdshistorien er så vigtig, burde man kunne se at danskerne blev højere da velfærdsstaten begyndte at omfordele til de fattigste, som derfor blev sundere.

Men det er ikke just hvad figuren viser. Gennemsnitshøjden i 1911 var 168,9 cm. I det sidste årti af 1800-tallet var den 168,2 cm, og i perioden 1848-1856 var den cirka 166 cm. En sjov detalje er, at jeg med mine i dag stort set gennemsnitlige 182 cm (2 cm højere end gennemsnittet) ville være blandt de tre procent højeste i 1911, og folk i nærheden af to meter var deciderede freaks. Gennem det 20. århundrede voksede danskerne med godt 2 millimeter per årti, men siden slutningen af 1970erne er vi ikke blevet højere.

Med andre ord er danskernes helt basale sundhedstilstand ikke blevet nævneværdigt bedre siden sidst i 1950erne, da sessionsdeltagerne fra 1975-1980 blev født. Det væsentlige knæk i kurven ser derimod ud til at ske en gang i 1930erne, og dermed langt før moderne omfordeling begyndte. Det passer slet ikke med dansk velfærds- eller omfordelingsudvikling, men fint med basal økonomisk udvikling.

Man skal naturligvis ikke tage figuren for mere end den er. Der er mange andre faktorer, der kan influere på dansk sundhedstilstand og odds er, at dansker har nået deres genetisk bestemte, maksimale gennemsnitshøjde. En sigende detalje om andre faktorer er måske, at skeletundersøgelser af danskere fra vikingetiden faktisk peger på en gennemsnitshøjde blandt mænd på cirka 173 cm. Men så simpel en historie, som velfærdstilhængere ofte fremstiller som argument for at omfordeling fører til markant bedre sundhed, er svær at se.

Virker rygepolitikken overhovedet?

Af Christian Bjørnskov, den 7. august 2013. 16 svar

For en lille uge siden havde jeg en kommentar i Børsen med titlen ”Virker Sundhedspolitikken?” Flere har efterlyst at vi omtalte den her på stedet, hvilket hermed er gjort. Pointen er, at når man undersøger den højt profilerede antirygepolitik, som sundhedsminister Astrid Krag er åbenlyst stolt af, er der ingen videnskabeligt baseret grund til at tro, at den har nogen som helst gavnlig virkning. Her er et pluk fra kommentaren:

I et nyt europæisk studie fra det tyske IZA-institut viser Alois Stutzer og Reto Odermatt ved Universität Basel meget sammenlignelige resultater. Ved at sammenholde ændringer i afgifter, priser og forbud finder de således heller ikke, at afgifter har haft nogen effekt på om folk ryger eller ej. Modsat det amerikanske studie, finder de heller ikke at europæeres tobaksforbrug er følsomt overfor prisen. Det betyder dog ikke, at afgifter er uden konsekvenser. Når højere priser ikke ændrer på forbruget af tobak, må den mindre købekraft jo forsvinde et andet sted fra. Rygere reducerer ganske enkelt andre indkøb.

De schweiziske økonomer kan dog gå et skridt videre end amerikanerne. For det første viser de også, at forbud mod rygning på offentlige steder heller ingen virkning har på forbruget. Muligvis ryges der mindre på cafeer eller offentlige arbejdspladser, men folk vælger blot at ryge et andet sted. For det andet kan de ved at bruge EU’s halvårlige spørgeskemaundersøgelse påvise, at væsentligt højere afgifter sænker rygernes tilfredshed med livet, mens de intet gør for ikke-rygernes tilfredshed.

Eneste virkning er, at staten skraber flere penge ind i afgifter – men måske var det den egentlige hensigt? Det schweiziske studie kan findes her; et tilsvarende amerikansk er her (gated).

Why Drones Work/Fail

Af Nikolaj Stenberg, den 6. august 2013. Skriv et svar

Når det kommer til bekæmpelse af fjenden i en væbnet konflikt, får denne punditokrat ikke moralske kvababbelser over en forsvarspolitik baseret på “targeted killings” og brugen af droner, skarpskytter o. lign., i udøvelsen af dén politik; en politik, der altså er baseret på, at minimere antallet af civile drab. Som et eksempel på en succesfuld politik kan henvises til i hvert fald den israelske (mere her) og nok også den amerikanske. Men angående sidstnævnte, så døm selv; for eksempel på baggrund af disse glimrende artikler: Why Drones Work og Why Drones Fail.

 

 

Punditokraternes sommerlæsning: Measure for Measure

Af Christian Bjørnskov, den 31. juli 2013. Skriv et svar

På trods af at han har været død i snart 400 år, er der intet gammelt og støvet over William Shakespeares berømte skuespil. Med den rigtige skuespiller som Henry V, for eksempel, er man klar til at følge kongen i krig når han omfavner publikum med ordene ”we band of brothers.” Den samme fascination gælder stadig for Romeo og Julie, Othello, Helligtrekongersaften, you name it… Men der er også perler at finde blandt de mindre kendte stykker, som jeg fik demonstreret fredag aften.

Jeg var til Stratford Festival for at se Measure for Measure – et af de såkaldte problemstykker. Measure er Shakespeares udlægning af Lord Actons diktum om, at magt korrumperer og absolut magt korrumperer absolut. Wiens hersker forlader byen for en stund (tror man) og overlader magten til sin næstkommanderende, Angelo. Og Angelo mener, at alle love skal overholdes med ethvert middel, man har til rådighed! Men som det bliver sagt i stykket: ”it is excellent, to have a giant’s strength, but it is tyrannous to use it like a giant.”

Eller, for at opsummere hvad der faktisk ender med at ske. ”Some rise by sin, and some by virtue fall.” Når magten først er der, hvad forhindrer så magthaverne i at bruge den til deres egne, mere personlige formål? 409 år efter Measures premiere er det lige så sandt som da stykket var spritnyt. Brug endelig en eftermiddag i Shakespeares selskab og med hans tanker om hvad der sker, når statens muskler bliver for udviklede!

Der er ikke belæg for at flere skematimer øger det faglige niveau i folkeskolen

Af Niels Westy, den 28. juli 2013. 9 svar

Under overskriften “Længere skoledag til børnene” slår Brian Mikkelsen til lyd for, at børn i fremtiden skal gå endnu længere tid i skole end der lægges op til i den seneste reform, som de konservative, med Mikkelsens ord, “bakker op om 95 procent”.

Argumentationen bygger på en forestilling om en snæver sammenhæng mellem antallet af undervisningstimer og elevernes faglige niveau. Det er der bare ikke empirisk belæg for, tværtimod.

Sammenholder man antallet af skematimer, som det fremgår af OECDs seneste udgave af “Education at a glance 2013” med den seneste PISA-undersøgelse, er den umiddelbare konklusion faktisk tværtimod, som det fremgår af figuren nedenunder.

pisa-oecd

Jeg skal understrege at ovenstående IKKE skal tolkes som “jo færre timer, jo bedre fagligt niveau”. Men det indikerer klart, at man ikke kan slutte, at flere timer giver bedre fagligt niveau.

Et godt gæt er formentlig, at det betyder mere, hvad der faktisk foregår i de timer børnene bruger i skolen.