Der er ikke belæg for at flere skematimer øger det faglige niveau i folkeskolen

Af Niels Westy, den 28. juli 2013. 9 svar

Under overskriften “Længere skoledag til børnene” slår Brian Mikkelsen til lyd for, at børn i fremtiden skal gå endnu længere tid i skole end der lægges op til i den seneste reform, som de konservative, med Mikkelsens ord, “bakker op om 95 procent”.

Argumentationen bygger på en forestilling om en snæver sammenhæng mellem antallet af undervisningstimer og elevernes faglige niveau. Det er der bare ikke empirisk belæg for, tværtimod.

Sammenholder man antallet af skematimer, som det fremgår af OECDs seneste udgave af “Education at a glance 2013” med den seneste PISA-undersøgelse, er den umiddelbare konklusion faktisk tværtimod, som det fremgår af figuren nedenunder.

pisa-oecd

Jeg skal understrege at ovenstående IKKE skal tolkes som “jo færre timer, jo bedre fagligt niveau”. Men det indikerer klart, at man ikke kan slutte, at flere timer giver bedre fagligt niveau.

Et godt gæt er formentlig, at det betyder mere, hvad der faktisk foregår i de timer børnene bruger i skolen.

Better Place, politikere og “andre folks penge”

Af Niels Westy, den 27. juli 2013. 2 svar

Efter Better Place tidligere på året opgav ævret og gik konkurs, beklager Venstre og Dansk Folkeparti nu, at man oprindeligt gik ind for projektet tilbage i 2008. (endnu) Et projekt, som har kostet skatteyderne millioner af kroner.

Og hvilke undskyldninger. Det bliver næppe mere ynkeligt. Således udtaler Claus Hjort Frederiksen, at

Der var et meget stort samfundspres fra mange interessenter for at fritage elbiler for afgifter i 2008, og vi må indrømme, at vi bøjede os for det massive pres. Set i bakspejlet skulle vi ikke have gjort det,

Morten Messerschmidt, der var energiordfører for Dansk Folkeparti i 2008, udtaler, at

Vi må bare indrømme, at satsningen på elbiler nok i høj grad skyldes en lobbyisme fra stærke organisationer, der har gjort sin indflydelse gældende hos danske politikere. Derudover var der en helt ekstremt hype om elbiler for fire-fem år siden, at ingen slog koldt vand i blodet og afventede, hvad andre lande ville gøre.

Og efter at skose det konkursramte Better Place og tidligere DONG-direktør Anders Eldrup for at påstå, at der ville køre 400.000 elbiler i Danmark i 2020, slutter han af med at sige, at

Det var at tage røven på os politikere, at man dengang fremturede med den slags målsætninger, der ingen hold i virkeligheden havde.

Vi fornemmer at vi nærmest skal have medlidenhed med de to herrer og det daværende VKO flertal, som blev “snøret” af Better Place og Anders Eldrup.

Undskyld udtrykket, men det er jo det rene bullshit.

De som var begejstrerede for ideen om støtte til det vanvittige projekt, havde jo alle enten en politisk eller økonomisk interesse i det – og det gælder også VKO og de to herrer.

X antal spildte millioner senere bør man måske hellere stille sig selv følgende spørgsmål. Ville de to herrer og resten af det flertal i folketinget, som vedtog at kaste skatteydernes penge efter Better Place, have taget samme beslutning, hvis det havde været deres egne penge? Næppe.

Det var formentlig en beslutning der først og fremmest var drevet af kortsigtet gustne politiske overvejelser, baseret på Foghs fejlagtige overbevisning om at klimadagsorden var væsentlig for befolkningen. At projektet vedtages året før klimakonferencen i Danmark er næppe heller uvæsentligt.

Med andre ord kan man vælge mellem at VKO var (og er) befolket af folkevalgte, hvis naivitet og godtroenhed grænser til det enfoldige, eller af folkevalgte, for hvem skatteydernes penge blot er et middel til fremme af egne interesser.

Og lur mig om ikke de herrer Hjort og Messerschmidt havde sagt præcist det samme som socialdemokratiets trafikordfører, Rasmus Prehn (S), nemlig at elbiler på trods af »startvanskeligheder« er fremtiden, hvis de fortsat havde været ved magten.

Det er også værd at huske på, at både Venstre og Dansk Folkeparti har bakket op om, og fortsat bakker op om en national energipolitik som ikke lader Better Place noget tilbage, når det kommer til at være “penge ud af vinduet”. Men hvad søren, det er jo hvad man har skatteydere til, eller hvad?

Better Place er i hvert fald et eksemplarisk eksempel på alternativ 4 i Milton Friedmans “4 ways to spend money”.

[sz-youtube url=”http://www.youtube.com/watch?v=5RDMdc5r5z8″ /]

 

 

 

PKK om De Ti Teser

Af Christian Bjørnskov, den 25. juli 2013. Skriv et svar

Medierne har på det sidste skrevet en del om De Ti Teser, som Søren Pind og co. lancerede i 2003. Mange journalister har tolket det, som om de – på trods af Fogh og Hjorts raseri dengang – er blevet ‘mainstream’ i dansk politik. Den Gamle Redacteur, Peter Kurrild-Klitgaard leverer i dag et af sine sædvanlige, skarpe, velinformerede og gennemargumenterede indlæg på Berlingske.

PKK skriver blandt andet at ”reelt skal man nok have taget et ordentligt sug på vandpiben for at nå til den konklusion, at “de ti teser” nu skulle være blevet “politisk mainstream”.  Om noget er der god grund til at tro–og videnskabeligt belæg for–at VKO-årene flyttede danskerne endnu længere væk fra et liberalt menneske- og samfundssyn, end de var i begyndelsen af forrige årti.”

Hele indlægget kan læses her – og er stærkt anbefalelsesværdigt til dem, der mener at Danmark er blevet mere borgerligt.

Punditokraternes sommerlæsning: Ulighed og sundhed

Af Christian Bjørnskov, den 22. juli 2013. Skriv et svar

I serien om sommerlæsning er vi kommet til lidt mere faglig litteratur. Forleden dukkede Wilkinson og Picketts rædselsfulde The Spirit Level igen op i Børsens debatsider. En af hovedpåstandene i den polemisk manipulerende bog er, at større indkomstforskelle gør folk syge.

Heldigvis er der hæderlige forskere, der har set på emnet. I den fine, lille Blir vi sjuka av inkomstskillnader – En introduktion till sambanden mellan inkomst, ojämlikhet och hälsa, som kan fås gennem Studentlitteratur i Lund, viser Andreas Bergh, Therese Nilsson og Daniel Waldenström – alle tilknyttet IFN i Stockholm – at en stor del af påstandene enten er stærkt overdrevne eller direkte forkerte.

Bogen giver et fremragende overblik over det metodiske minefelt, man skal navigere igennem for at ens forskning giver mening. Men den gør det på en imponerende pædagogisk og letlæst måde, og overblikket over den nye litteratur er både omfattende og klart fremlagt. Så er man interesserede i denne del af ulighedsdebatten – og dermed i en stor del af baggrunden for sundhedsministerens politik – er her en stærkt anbefalelsesværdig introduktion.

For dem, der forstår mere svensk end jeg gør, er her en video med Therese Nilsson, der fortæller om emnet. IFN har også udgivet et kort overblik her.

Ny punditokrat: Casper Hunnerup Dahl

Af Christian Bjørnskov, den 20. juli 2013. 1 svar

Vi kan i dag byder en ny punditokrat velkommen: Casper Hunnerup Dahl. Casper blogger i forvejen for Berlingske, og er næppe helt ukendt for mange af vores læsere. Han stod bl.a. bag det meget omtalte Cepos-studie af sammenhængen mellem velfærdsstaters omfang og deres arbejdsnormer (omtalt her). Jeg har også haft den fornøjelse at være til flere Public Choice-konferencer med Casper og set ham ”in action”.

Casper forsvarede i januar sidste år sin PhD-afhandling med titlen “The Uncertain Effects of Constitutions: Investigating Cross-National Patterns in Rent Seeking and Government Spending” på Københavns Universitet. Afhandlingen, der er skrevet under vejledning af ingen mindre end den Gamle Redacteur, Peter Kurrild-Klitgaard, omhandler et tilbagevendende emne her på bloggen: Forfatningsøkonomi. Resumeet til forsvaret – og dermed et indtryk af Caspers hovedområde – er her:

Hvad er de politisk-økonomiske konsekvenser af demokratiske forfatningsinstitutioner? Er lande med proportionelle valgsystemer fx præget af større omfordeling end lande med andre typer af valgsystemer? Og er der en større interessegruppeaktivitet i lande med parlamentarisme end i lande med en folkevalgt præsident? Afhandlingen undersøger i hvilket omfang politiske forfatningsinstitutioner kan forklare variationen i politisk gevinstsøgning og offentlig udgiftspolitik på tværs af demokratier, idet en række hypoteser fra den teoretiske litteratur i konstitutionel politisk økonomi testes empirisk. Analyserne bidrager til forskningen ved at pege på nye, mulige sammenhænge mellem forfatningsinstitutioner og politisk økonomi; samtidig understøttes nogle tidligere empiriske resultater, mens andre drages i tvivl. Samlet set bidrager afhandlingen til en debat om, hvorvidt forskellige forfatningsinstitutioner har universelle konsekvenser for politisk-økonomisk adfærd på tværs af demokratier.

Punditokraternes sommer læsning 2: Til alle der taler for aktivistisk udenrigspolitik.

Af Niels Westy, den 14. juli 2013. Skriv et svar

Nu hvor de danske styrker trækkes ud af Afghanistan mener et flertal i folketinget vist ,at vi skal se os efter nye steder, hvor danske Jens’er kan slå deres folder og et slag for frihed og demokrati. se bl.a. denne artikel i Berlingske.

Jeg skal ærligt erkende, at jeg er mere end almindelig skeptisk overfor den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik. Jeg må også indrømme, at dette ikke altid har været min position. Således var jeg oprindelig tilhænger af invasionen af Irak i 2003. Ak og ve, hvis jeg blot havde læst Niall Fergusons Collossus inden i stedet for efter invasionen. Så havde min opfattelse nok været en ganske anden.

Det man forsøger i Afghanistan og forsøgte i Irak har USA prøvet mange gange før. Både i Mexico og Haiti. Begge steder uden større held.

Men i virkeligheden er det vel blot at se på 2. verdenskrig. På trods af at der var tale om en forsvarskrig, samt at man tillod sig selv og accepterede handlinger, som vi i dag på intet tidspunkt ville acceptere (Bombningen af de tyske byer f.eks.), er der ingen tvivl om at den store sejrherre i 1945 var Josef Stalin og Sovjet.

Er man ikke overbevist, vil jeg anbefale at man læser Antony Beevor’s “Anden verdenskrig“. Det er ganske enkelt endnu en fremragende bog af Beevor. Det er derfor min anbefaling på hvad man bør læse denne sommer, hvis man da ikke allerede har læst den.

Den skal også fremhæves for sin skarpe og præcise fremstilling af nogle af nøglepersonerne på allieret side – især de engelske og amerikanske. Hvis bogen skal kritiseres for noget er det måske at det ikke har været muligt Beevor at gøre det samme med en række hovedpersoner blandt andre af de krigsførene nationer.

Og når man har læst afsnittet om Teheran konferencen må man forøvrigt konkludere, at især Roosevelt grundlæggende var et fjols, der vist primært interesserede sig for sin egen politiske karriere..

Som Beevor skriver om Teherankonferencen i 1943, hvor Polens skæbne reelt forsegles:

Han [Stalin] var også velorienteret om briternes og amerikanernes tankegange og reaktioner. Før
mødet havde Stalin indkaldt Berijas søn, Sergo, og betroet ham »en mission, som er følsom og moralsk forkastelig«. Han ville vide alt om, hvad amerikanerne og briterne havde sagt privat. Hvert ord skulle optages af skjulte mikrofoner på deres værelser, og hver morgen skulle Sergo Berija rapportere til Stalin om alle deres samtaler. Den sovjetiske leder var forbløffet over de allieredes naivitet, siden de talte så åbent, når de da måtte vide, at de blev aflyttet. Han ville både vide, hvilket tonefald der blev brugt, og indholdet af samtalerne.
Talte de med overbevisning eller uden entusiasme, og hvordan reagerede Roosevelt? Det glædede Stalin, da Sergo Berija rapporterede om den ægte beundring, Roosevelt følte for ham, og hans afvisning af at lytte til admiral Leahys råd om at indtage en mere fast linje. Men hver gang Churchill smigrede Stalin under konferencen, mindede den sovjetiske leder ham skarpt om nogle af de fjendtlige bemærkninger, han var kommet med før i tiden.
De hemmelige optagelser hjalp ham også til at udnytte forskellene mellem Churchill og Roosevelt. Da Churchill privat over for Roosevelt protesterede over, at han hjalp Stalin med at indsætte en kommunistisk regering i Polen, havde Roosevelt svaret, at Churchill støttede en antikommunistisk regering, så hvad var forskellen?
Polen var virkelig et stort spørgsmål for både Churchill og Stalin, mens Roosevelt kun virkede optaget af at sikre sig de amerikanske polakkers stemmer til præsidentvalget det følgende år. Det indebar at skulle spille barsk over for Stalin, indtil resultatet af afstemningen var fastslået. I betragtning af at Roosevelt tidligere havde forkastet enhver idé om at ændre Polens grænser på basis af Atlanterhavserklæringen, følte han og Churchill sig nu tvunget til at overveje Stalins krav på den østlige del af landet, som han havde indlemmet i 1939 som »vestlige Hviderusland« og »vestlige Ukraine«. Den Røde Hær ville meget snart okkupere regionen, så det ville blive et fait accompli. Ifølge Stalins plan ville Polen blive kompenseret med tysk territorium frem til Oderfloden. Præsidenten og premierministeren vidste, at de aldrig ville være i stand til at tvinge sovjetterne til at give sådan en gevinst fra sig, men måden, Roosevelt gik ind på hans krav på, opmuntrede Stalin til at tro, at han ikke ville få noget problem med at påtvinge polakkerne en kommunistisk regering.

Kan forøvrigt fås som e-bog til den ganske fornuftige pris af små 165 kroner her.

Punditokraternes sommerlæsning 1: The Invisible Hook

Af Christian Bjørnskov, den 14. juli 2013. Skriv et svar

Den mest almindelige ide om pirater er, at de var blodtørstige og vilde mænd uden kontrol eller rimelighed. Sådan var deres ry i 1500- til 1800-tallet, og sådan bliver de som oftest afbildet i film og bøger. Punditokraternes første bud på sommerlæsning bruger en omhyggelig læsning af historiske kilder og økonomisk teori til at stille spørgsmål ved billedet af historiske pirater.

Peter Leesons The Invisible Hook fra 2009 er en af de bøger, der vitterligt får en til at se på en bid historie med andre øjne. Hvorfor havde piraterne så blodigt et ry? Leeson, der er professor i nationaløkonomi på George Mason University i Virginia, peger på, at det var i deres egeninteresse at opretholde ryet. Med det rette ry overgav skibe sig uden kamp – et blodigt ry var således en måde at holde omkostningerne ved pirateri nede. På samme måde viser Leeson, at de fleste piratskibe havde en udbredt grad af demokrati og en slags effektive forfatninger, som piraterne tog ganske alvorligt.

Vil man udfordres til at se på forhold med nye øjne, og endda i en velskrevet og gammeldags spændende form, er Leesons bog om den usynlige klo fremragende sommerlæsning.

Offentlighed i den hemmelige forvaltning

Af Nikolaj Stenberg, den 12. juli 2013. Skriv et svar

På det røgfyldte Punditokratkontor var der ingen, som fik cognacen galt i halsen, da omfanget af det amerikanske efterretningsvæsens dataovervågning kom for en dag. Forfatningsstridigt eller ej, så var det vel forventningen, at sådan noget fandt sted. Det er jo heller ikke fordi, Danmark har ret til, at oprøre sig som en helgen i dét spørgsmål.

Vores efterretningstjenester hører til blandt de mest lukkede i den vestlige verden og – som påpeget adskillige gange af punditokrator emeritus Jacob Mchangama – giver lovgivningen forsvarsministeren (læs: FE) ret til uden retskendelse, at ”træffe foranstaltninger som omhandlet i grundlovens § 72 over for telefonsamtaler, postforsendelser og anden kommunikation”, når blot ”ekstraordinære forhold” gør sig gældende. Hvad der nærmere skal forstås ved ”ekstraordinære forhold” er uklart og centraladministrationen udfylder derfor selv bestemmelse indhold inden for forarbejdernes på dette punkt sparsomt definerede ramme. Det er – for at sige det på jysk – træls, da det skaber retsusikkerhed; træls, også fordi forsvarsministeren, under samme betingelse, kan foretage konfiskation af privat ejendom.

I USA går debatten for tiden meget på FISA-domstolen og The Economist opsummerer retsstatsargumentet:

A court that is supreme, in the sense of having the final say, but where arguments are only ever submitted on behalf of the government, and whose judges are not subject to the approval of a democratic body, sounds a lot like the sort of thing authoritarian governments set up when they make a half-hearted attempt to create the appearance of the rule of law.

Denne punditokrat så gerne, at det danske efterretningsvæsen og den hemmelige proces i visse kriminalsager blev gennemgået med en retssikkerhedens tættekam og håber, slet skjult, at Jacob Mchangamas ny tænketank vil kaste sig over udfordringen med stor iver og ihærdighed.

Det arabiske forår handlede om kapitalisme. Ikke demokrati.

Af Nikolaj Stenberg, den 12. juli 2013. Skriv et svar
Udklip fra en infografik fra ILD

Udklip fra en infografik fra ILD

Den gængse fortælling om Det arabiske Forår handler om unge mennesker, der gennem folkelig protest krævede demokrati. Men er det nu også sandt?

Man glemmer let, at det hele startede med en ung mand – Mohammed Bouazizi – som i december 2010 satte ild på sig selv i protest, ikke over manglende politiske rettigheder eller den autokratiske styreform; nej, han gjorde det i protest mod myndighederne, som havde begrænset hans næringsfrihed.

Selvom det vel nærmest er en slags kætteri at sige det i Hal Koch, Alf Ross’ og den skandinaviske demokratismes hjemland, så handlede det arabiske forår om frihed – ikke nødvendigvis demokrati.

Hernando de Soto har med folk fra sin tænketank ILD rejst rundt i de arabiske lande for at undersøge, hvilke motiver de, der deltog i protesterne, havde for at protestere. Holdet konstaterede et gennemgående ønske om mere frihed til at kunne handle og skabe lykken for sig selv og sine. Med andre ord, frihed til at opføre sig kapitalistisk.

I The Spectator skriver de Soto selv mere om resultaterne. Det er god læsning her i sommervarmen.

Indvandring 3: Er muslimer anderledes?

Af Christian Bjørnskov, den 8. juli 2013. 19 svar

En af de centrale ideer blandt folk, der er skeptiske overfor indvandring i Danmark, er at religion er vigtig. De fleste argumenterer, at muslimsk indvandring er skadelig, mens indvandring fra kristne lande er uproblematisk. Hvis argumentet er korrekt, må man kunne observere, at muslimske lande på centrale områder opfører sig anderledes end andre (kristne) lande.

Er de muslimske lande og befolkninger så anderledes på vigtige punkter? Det er et spørgsmål, som mange forskere har set på. Vi har f.eks. flere gange skitseret studier af Punditokraternes ven Niklas Potrafke (CESIfo, München). Niklas har været med til at dokumentere, at lande med store muslimske befolkninger har dårligere chancer for at demokratisere (læs her). I nyt arbejde finder Niklas også, at muslimske lande er mindre tilbøjelige til at imødegå menneskehandel, men med den vigtige forskel, at de demokratiske af dem ikke ser anderledes ud end andre lande (læs her).

Netop det ser ud til at være en vigtig pointe i en række af de nyeste studier: Når muslimske befolkninger rent faktisk får demokratisk indflydelse, tager de ikke andre valg end kristne, buddhistiske eller irreligiøse befolkninger. Et andet spørgsmål, som Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og jeg ser på i en række papirer. Helt særligt ser vi på, om det er typen af religion – hvad folk tror på – eller graden af religiøsitet – hvor stærkt folk tror – der gør udfaldet. Og her er problemet for indvandringsskeptiske, at de to artikler, Niclas og jeg foreløbig har publiceret, viser at muslimske lande ikke er anderledes pga. deres bestemte religion.

I ”Does religiosity promote property rights and the rule of law?” (publiceret sidste år i Journal of Institutional Economics) viser Niclas og jeg, at lande med mere religiøse befolkninger typisk har svagere retsvæsener. Det ’typiske’ er dog kvalificeret ved, at sammenhængen kun gælder relativt demokratiske lande. Vi tolker det som evidens for, at religiøsitet ændrer på vælgernes adfærd. I “Is the Importance of Religion in Daily Life Related to Social Trust?” (publiceret 2011 i Journal of Economic Behavior & Organization) finder vi, at mere religiøse lande udviser lavere tillidsniveauer. Det samme mønster kan genfindes på tværs af de amerikanske stater.

Det særlige er, at Niclas og jeg i begge tilfælde kan afvise, at der er forskelle på religionerne. Med andre ord er protestantisme ikke anderledes end Islam, katolicisme eller hinduisme. Det vigtige er, hvor stærkt befolkninger tror, helt uanset hvad de tror på. Stærkt kristne befolkninger i de amerikanske sydstater opfører sig således helt parallelt til stærkt muslimske befolkninger i Mellemøsten eller stærkt hinduistiske i Indien.

En af mine anker mod den danske indvandringsdebat er således, at politikere på begge sider af skellet taler om Islam, men ikke om religiøsitet. Og hvis man ser på den mere konkrete forskning, lugter det efterhånden stærkt af, at det er religion som sådan, og ikke nogen specifik religion, der er problemet. Var et anderledes for 100 eller 70 år siden? Næppe, men med den forskel at vi selv var lidt mere religiøse end vi er i dag, og derfor selv skabte problemer.

Indvandring 2: Er indvandring farligere nu end før?

Af Christian Bjørnskov, den 30. juni 2013. 3 svar

Visse læsere er blevet meget fortørnede over, at jeg har kritiseret en ofte borgerlig diskurs imod indvandring. En del af kritikken handler om, at jeg overhovedet ikke taler om noget relevant – at standardmålene for diversitet ikke fanger de ’rigtige’ aspekter – og at jeg ikke forstår diskursen. Centralt i denne nationalkonservative (om man vil) diskurs synes at være en ide om, at den nuværende indvandring er kvalitativt anderledes end tidligere tiders indvandring, og dermed farligere.

Til en hvis grad har kritikerne nogle pointer. Der er for eksempel flere indvandrere nu end i 1950 – den sidste gang Danmarks Statistik angav fødested for udlændinge. Sammenholder man 1950-statistikken med DSTs ”Indvandrere i Danmark 2012”, var der i 1950 knap 77.000 indvandrere i Danmark, mens der i dag er 314.000. For 63 år siden var 38 % af vores udlændinge i 1950 fra andre nordiske lande. I dag er tallet 9 %. Andelen af indvandrere fra Tyskland, Storbritannien, andre vesteuropæiske lande samt USA, Canada og Australien var dengang 53 %, mens den i dag er 25 %. Indvandringen fra Østeuropa er også steget som andel af den samlede indvandring: I 1950 var 4 % af udlændingene fra Sovjetunionen, Polen, eller randstaterne, som de baltiske lande kaldtes dengang. I dag er tallet 12 %.

Forskellen, som mange hæfter sig ved, er derfor at en langt større andel af vores indvandrere – cirka halvdelen – er af ikke-europæisk oprindelse. Cirka 75.000 mennesker bosiddende i Danmark i dag er af forskellig asiatisk oprindelse, 13.000 er oprindeligt fra Afrika, mens 79.000 er af anden ikke-europæisk afstamning. De ligner rent fysisk derfor ikke ’almindelige’ danskere.

Der er en række andre forskelle i indvandringen. Så vidt man kan bedømme med den tids information, kom indvandrere i 1950 fra lande med cirka 2/3 af Danmarks levestandard; i dag er de typisk fra lande med halvdelen af den danske levestandard. Antager man, at indvandrerne er tilnærmelsesvist repræsentative for deres hjemlande, er de fire gange så tilbøjelige til at mene, at religion er vigtig i deres dagligdag, og kun 40 % så tilbøjelige til at erklære, at man kan stole på andre mennesker. Så vidt man kan komme med et kvalificeret gæt, var indvandrerne i 1950 lidt mere tillidsfulde, men sandsynligvis også mere religiøse.

Det er dog ikke et særtræk ved indvandrerne. De er på de punkter faktisk helt gennemsnitlige i verden, med et religiøsitetsniveau på 68 % og et tillidsniveau på 26 %. Begge tal er næsten præcist det globale gennemsnit og reflekterer blot, at Danmark i global sammenhæng er et meget underligt land! Vi er de mest tilllidsfulde, de mindst religiøse (sammen med svenskerne og esterne), og stadig blandt de 20 rigeste lande. Indvandrerne kommer dog alligevel i gennemsnit fra lande, der er rigere end det globale gennemsnit. Det betyder dermed også, at de alt andet lige vil have langt stærkere arbejdsmoral end danskerne. Som Casper Dahl dokumenterede i foråret, er danskerne nemlig det folk i verden, der er mindst tilbøjeligt til at mene, at hårdt arbejde er så vigtig en værdi, at den er værd at lære ens børn.

Så er de ’nye’ danske indvandrere farligere end de gamle? Det er et svært spørgsmål at svare på, for det går ikke at se på de 1950-indvandrerne med 2013-briller. I 1950 var der 25.000 tyskere i landet. Med 2013-briller på, er de næsten ligesom danskere og ganske flinke og arbejdssomme. Men i 1950 kom de fra et land, der blot fem år tidligere havde forsøgt at erobre Europa og udrydde en hel religion! Hvem var de farligst for dansk kultur og egenart i 1950 – en tysker eller en thai? Nazister eller muslimer? Og hvem har vist sig lettest at integrere: Grækere eller litauere? Vietnamesere eller spaniere? Historisk indvandring bør altid ses i en historisk kontekst. Gør man det, er det måske værd at overveje, hvor stor truslen er i dag, og hvor lille den viste sig at være fra en ganske farlig indvandring mange år siden.

Dronekrig og krigshjemmel

Af Nikolaj Stenberg, den 27. juni 2013. 1 svar

De, der ligesom jeg selv, interesserer sig for ”lawfare” bør rette blikket mod seneste nummer af Juristen (3/2013), hvor lektor Anders Henriksen fra Københavns Universitet skriver om ”bevæbnede droner og folkerettens regler om interstatslig magtanvendelse;” et område der aktualiserer nogle problematikker, som jeg tidligere har været inde på, ikke mindst hjemmelsspørgsmålet, her på bloggen og i Berlingske. Henriksens artikel er velorienteret, fyldig og ikke mindst spækket med kilder. Og så er den skrevet på dansk til et dansk publikum. Artiklen skal på det varmeste anbefales. Jeg poster et link, når den er online.

Indvandring 1: Hvor homogent var det gode gamle Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 26. juni 2013. 24 svar

Nationalkonservative kommentatorer deler en kombination af ideer om diversitet og de gamle dage. De fleste tror på, at etnisk diversitet underminerer danske kulturtræk og vores langsigtede udvikling. Den ide kombinerer de med en tro på, at Danmark før i tiden var et meget mere homogent land end nu. Ingen af delene holder til et nærmere eftersyn.

Jeg har ved flere lejligheder hidset nationalkonservative op ved at dokumentere, at etnisk diversitet er stort set ukorreleret med social tillid (i modsætning til Putnams famøse påstand). På tværs af 126 lande er korrelationen -0,33, men tager man blot de nordiske lande væk, falder den til -0,22 og ethvert forsøg på at korrigere for andre kendte forhold reducerer den til 0.

Den anden ide har været sværere at imødegå, men jeg faldt forleden over konkret evidens. I Statistisk Årbog fra 1922 opregnes den danske 1921-befolknings fødesteder. Det tillader, at man beregner et diversitetsindeks for 1921 på helt samme måde, som man gør i moderne kilder. Og det viser et Danmark, der var lige så heterogent som i dag.

Herfindahl-Hirschman-indekset for det moderne Danmark, fra Alesina et al. (2003), er 0,082 (perfekt homogenitet er 0, total diversitet 1). Beregner man den etniske diversitet for 1921 er tallet 0,075. Forskellen er helt marginal, når man f.eks. bemærker at den etniske diversitet i Italien er 0,115. Beregner man i stedet den religiøse diversitet, er det moderne indeks 0,023 mens 1921-tallet er 0,027.

Dagens pointe er således, at Danmark i de gode gamle dage slet ikke var tydeligt mere homogent end i dag. Det er bare en anden homogenitet, vi ser i dag, og vi taler langt mere om den. Men er den ’farligere’ end den gamle? Det bedste bud på et svar er, at de begge nok er ligegyldige.

Hvor længe er diktatorer ved magten?

Af Christian Bjørnskov, den 20. juni 2013. 4 svar

I de senere år har Daron Acemoglu og hans team haft væsentlig indflydelse på den måde, vi tænker institutionel udvikling og langsigtet vækst på i politisk økonomi. Acemoglus tese er, at i lande hvor europæiske kolonisatorer kun bosatte sig sparsomt eller levede korte liv – pga. sygdomsgeografien – udviklede man udemokratiske, ekstraktive institutioner. Basis for tesen er, at udemokratiske politiske eliter ikke indfører bedre økonomisk-juridiske institutioner fordi det ville true deres politiske overlevelse.

Den ide tester Randall Holcombe og Christopher Boudreaux direkte i et nyt papir med titlen ”Institutional Quality and the Tenure of Autocrats.” Vi har kort omtalt papiret, da det blev præsenteret på SEA-konferencen sidste år. Nu er det så accepteret og online hos Public Choice (gated her). Og det interessante er, at Holcombe og Boudreaux finder evidens for det modsatte af Acemoglu-tesen. I et datasæt, der omfatter 99 diktatorer siden begyndelsen af 1970erne, viser de at diktatorer, der har forbedret landets institutioner – målt gennem Fraser Instituttets Economic Freedom of the World index – har haft væsentligt bedre chancer for at overleve politisk.

Estimater viser, at en diktator, der over et årti hæver sit lands EFW index med et halvt point (på en ti-punkts skala) øger sin forventede politiske overlevelse med 17 år. Så hvorfor fastholder så mange lande uproduktive institutioner? Holcombe og Boudreaux tager diskussion til sidst i papiret. Man kunne stille samme spørgsmål i det demokratiske Danmark.

Beyond Basic Questions 2013

Af Christian Bjørnskov, den 16. juni 2013. 2 svar

Jeg er pt. på vej hjem fra den sjette årlige Beyond Basic Questions workshop, der denne gang afholdtes i Engelberg i Schweiz. Igen i år havde arrangørerne, Simon Lüchinger og Christoph Schaltegger, stykket et spændende program sammen. Årets keynote speech blev givet af Jan-Egbert Sturm fra ETH Zürich, og havde titlen ”It’s Politics, Stupid! Political Constraints Help Explain Government Reactions to the Great Recession.” Sturm argumenterede, at graden af landes fiskale reaktion på 2008-krisen i høj grad var bestemt af hvor politisk begrænset, landets regering var.

Hele programmet var godt ud, så her er blot et pluk af titler, som vi måske skriver mere om senere:

Surrender your market! Do the G5 countries use World Bank trade conditionality to promote trade? (Maya Schmaljohann, Uni Heidelberg)

The determinants of the complexity and progressivity of personal income tax systems: A cross-country empirical analysis. (Doina Radulescu, ETH Zürich)

How (not) to manipulate a shared risk of war: The case of Greco-Turkish fighter-jet diplomacy. (Martin Gassebner, ETH Zürich)

Og helt ubeskedent, Do social rights affect social outcomes? (Christian Bjørnskov, Aarhus og Jacob Mchangama, Cepos)

Og for at understrege, at workshops ikke kun er støvede, ældre mennesker, der snakker sort med hinanden, er her et stemningsbillede fra lørdagens middag. Fra venstre mod højre er det Pierre-Guillaume Méon (ULB, Bruxelles), Maya Schmaljohann og Alexandra Rudolph (Uni Heidelberg).

IMAG0161

Hvorfor er nogle forfatninger længere end andre?

Af Christian Bjørnskov, den 11. juni 2013. 4 svar

Der er en næsten uendelig mængde af sjove og spændende spørgsmål i samfundsvidenskaberne, som vi ikke rigtigt har fyldestgørende svar på. Et af dem er, hvorfor nogle lande har valgt at skrive meget lange og detaljerede forfatninger, mens andre forfatninger er meget korte. Enkelte, deriblandt New Zealand og Storbritannien, har ikke egentlige forfatninger. Dét er spørgsmålet i et nyt papir, som Stefan Voigt (Uni Hamburg) og jeg har arbejdet på i længere tid. Vi er nået til en – mener vi – relativt præsentabel version, som ligger online hos SSRN (se her).

I ”Constitutional Garrulity and Social Trust” fremfører vi hypotesen, at forfatningens længde og detaljering afspejler landets tillidskultur. Hovedideen stammer fra tidligere forskning, der har argumenteret for at lande med højere grad af social tillid (dvs. tillid til fremmede) typisk har kortere kommercielle kontrakter. Idet man har større tillid til andre mennesker, behøver ens kontrakter ikke at omfatte alle mulige meget usandsynlige situationer. Man har tillid til at hvis man når dertil, er ens modpart rimelig og ærlig nok til at man ”nok kan finde ud af noget”, som det hedder på jysk.

Vi argumenterer for, at den samme slags overvejelser bør gøre sig gældende, når man skriver en social kontrakt, som en forfatning netop er. Jo mere man stoler på, at fremmede – og det omfatter per definition fremtidens politikere, jurister og embedsmænd – er ærlige og troværdige, jo mindre behøver man at skrive detaljerede konstitutionelle regler for at holde dem i kort snor.

Og argumentet holder til at blive testet! På tværs af 110 lande, hvor vi har mål for forfatningslængde og –detaljering – teknisk kaldet garrulitet – finder vi en tydelig sammenhæng mellem graden af social tillid og garrulitet. Så vidt vi overhovedet kan teste det, ser sammenhængen ud til at være kausal, ikke mindst givet den stærke, historiske stabilitet i tillid. Figuren nedenfor (Figur 2 fra papiret) illustrerer sammenhængen. Spørgsmålet er nu, om tilliden er et grundvilkår der udstikker rammer for hvad lande kan tage for fundamentale valg. Vores fornemmelse er, at det bestemt ser sådan ud.

Velfærdsstatens svage arbejdsetik

Af Christian Bjørnskov, den 9. juni 2013. 11 svar

Berlingske omtaler i dag Casper Dahls glimrende, nye analyse for Cepos. Casper bruger World Values Survey data om, hvad folk ønsker at lære deres børn, hvor ”hårdt arbejde” er en af mulighederne. Udgangspunktet er Lindbeck-hypotesen, der siger at velfærdsstaten over generationer underminerer folks arbejdsetik og –normer, og derfor bærer kimen til sin egen ødelæggelse.

En tidligere version af analysen har været præsenteret på den danske public choice workshop i januar. Den endelige version er, med Nina Smiths ord, ”solid og interessant” og burde ringe advarselsklokker hos alle danske politikere. Vi kan kun opfordre interesserede læsere til at kigge på den. Før det, er her nedenfor det simple plot med sammenhængen mellem graden af omfordeling og antallet af respondenterne, der mener at det er vigtigt at lære børn hårdt arbejde. Dét tal i Danmark er 4½ %.

 

Hvor meget Putnam tog fejl

Af Christian Bjørnskov, den 6. juni 2013. 5 svar

Robert Putnam, et af politologiens koryfæer, har næsten lige været i Danmark i forbindelse med Aarhus Universitets Matchpoint-konferencer. Flere var skuffede over Putnams forelæsning, men mange bruger ham stadig i adskillige politiske argumenter. Det gælder ikke mindst, når kommentatorer argumenterer for nationalkonservative mærkesager. Problemet er blot, at forskningen de senere år har dokumenteret, hvor bemærkelsesværdigt, Putnam tager fejl i sine kerneanalyser.

Putnams hovedargument siden hans bestseller Making Democracy Work har været, at forskellige i social kapital er centrale for at forstå, hvorfor nogle lande og regioner fungerer bedre end andre. Social kapital er et paraplykoncept, der dækker styrken af sociale normer, omfanget af frivillige netværk, og tillid til andre mennesker. Kernen i Putnams koncept er, at de tre elementer påvirker og forstærker hinanden: Sociale normer dannes og styrkes når folk møder hinanden i netværk og frivillige organisationer (f.eks. Putnams berømte kor), og når de lærer hinanden at kende, danner de tillid til hinanden og lærer dermed at stole på andre mennesker mere generelt. Eller det påstår Putnam da…

Men Putnams sag er smuldret de senere år. Eric Uslaner viste allerede i sin 2002-bog om The Moral Foundations of Trust, at frivillige netværk ikke skaber generel tillid. De skaber kun partikulær tillid, dvs. tillid til de mennesker man lærer at kende i netværket, men den udstrækkes ikke til andre. Kim Sønderskov (AU, Statskundskab) og jeg besluttede at se nærmere på Putnams social kapital-koncept. Artiklen, der snart publiceres i Social Indicators Research, konkluderer, at konceptet fra alle vinkler er dårlig samfundsvidenskab.

Helt grundlæggende er argumentet, at hvis konceptet har betydning, må det række ud over de tre elementer i det – normer, netværk og tillid. Med andre ord må de være forbundet så det ene påvirker det andet for at det giver mening. Det er også fuldstændigt nødvendigt for Putnams politiske anbefalinger, der hviler på at man kan påvirke samfundets normer og tillid.

Men Kim og jeg finder, at de tre elementer er statistisk ortogonale – med andre ord at de intet har med hinanden at gøre. I detaljerede amerikanske data finder vi endda, at netværksaktivitet må skilles i to typer som ikke har meget med hinanden at gøre. Der er således ingen empirisk støtte til Putnams koncept eller hans anbefalinger. Ligeledes må man stille spørgsmålstegn ved alle hans analyser, som hviler på indeks, der blander de tre elementer.

Når en af vores læsere for eksempel skrev forleden om, hvordan Putnam viste at indvandring og større etnisk diversitet underminerer den sociale kapital, har det faktisk ingen dårlige konsekvenser for landets udvikling. De gavnlige virkninger, som social kapital har på økonomisk og institutionel udvikling, er alle drevet af social tillid – dvs. tillid til andre mennesker man ikke kender – mens etnisk diversitet primært er korreleret med netværksaktivitet, men kun på det allermest lokale plan med tillid. Putnam skal naturligvis krediteres for at have sat en hel forskningslitteratur i gang, men han tog dramatisk fejl. Og skuffelsen over hans besøg burde primært være fordi han stadig nægter det.

Er der en optimal offentlig størrelse?

Af Christian Bjørnskov, den 3. juni 2013. 1 svar

Det er spørgsmålet i en ny artikel, der publiceres i European Journal of Political Economy (gated her). De to forfattere, François Facchini og Mickaël Melki, skriver sig ind i den boomende litteratur om historisk politisk økonomi ved at bruge data fra Frankrig fra mellem 1896 og 2008.

Hovedargumentet er et gammelt dilemma: Det offentlige leverer sikkerhed i form af forsvar og et retsvæsen, og typisk også nogle centrale goder som basal uddannelse og infrastruktur, men også meget mere end det. Fra nul vil en forøgelse typisk betyde gavnlige offentlige goder, men udover et vist punkt er der ingen vækst-fremmende aktiviteter og det offentliges størrelse begynder at skubbe privat aktivitet ud (crowding out), skabe rent-seeking og underminere produktive incitamenter. Hvor er punktet, hvor det begynder at gå ned ad bakke?

Facchini og Melki finder at før anden verdenskrig var relationen simpel: 1 % ekstra skatter betød 0,25 % mindre vækst. Efter anden verdenskrig får man en sammenhæng, der ligner et omvendt U. Men mens man i amerikanske data typisk finder et optimum omkring 20 %, er det franske optimum ifølge de to forfattere cirka 30 %. På trods af det højere optimum, har størrelsen af den offentlige sektor i Frankrig alligevel været konsistent større siden 1950erne, og den er for tiden næsten 50 %.

Hvorfor vælger politikere helt konsistent en for stor offentlig sektor? Svaret er indlysende for enhver der kender lidt til public choice, men ny empiri peger nu mere klart på de negative konsekvenser. For de interesserede er abstractet her:

The benefits and costs of government suggest an efficient government size. We investigate efficient government size by analyzing the relation between public spending and real GDP for France in the period 1896–2008. The results show a co-integration nonlinear relationship. Our time-series data on France represents one of the longest periods studied in literature. Our empirical findings suggest that efficient government size measured by public spending was reached when public spending was around 30% of GDP. Conclusions point to particularities of countries that suggest efficient government size is specific to different countries.

Manden, der oursourcede (hele!) kommunen

Af Nikolaj Stenberg, den 1. juni 2013. 1 svar

Oliver PorterKan man forestille sig et en kommune, hvor næsten enhver offentlig service leveres af private på OPP-kontrakt? Sagtens. Man kan bare kigge på Sandy Springs i USA-staten Georgia. Dér har Oliver Porter, der er ingeniør, som konsulent etableret det, han selv kalder Sandy Springs-modellen:

The Sandy Springs model is a public-private partnership (PPP) in which the city contracts with private industry for all of its basic services other than public safety—that is, police, fire, and courts. The model has been an outstanding success, both financially and in response to citizens’ service needs, over the seven years since the city’s incorporation. Financially: The city has not increased tax rates at all; has paid for a major capital improvement program from savings in the operating budget; has built a $35 million reserve fund despite a recession; and has no long-term liabilities—that is, no loans, no bonds, and of most importance, no unfunded liabilities for pensions and other benefits.

The Freeman har talt med Porter og interviewet kan læses her.

Husker man på, at de danske brandværn mange steder er enten frivillige eller privat drevne, at politiet (på visse punkter desværre) er en statsligt og domstolene ligeledes nationale, så er der i Sandy Springs-modellen nogle oplagte muligheder; forudsat at Folketinget sikrede kommunerne en behørig frihed til at indrette sig selv. Hvem ville ikke gerne have, at de danske kommuneskatter var lavere – og forblev lave; at kommunerne i realiteten var gældsfri og at servicen var, som den skulle være.

Porter blev interviewet af Reason TV for et par år siden. Her er videoen:

[sz-youtube url=”http://www.youtube.com/watch?v=f8qFvo2qJOU” /]