Hvorfor er nogle forfatninger længere end andre?

Af Christian Bjørnskov, den 11. juni 2013. 4 svar

Der er en næsten uendelig mængde af sjove og spændende spørgsmål i samfundsvidenskaberne, som vi ikke rigtigt har fyldestgørende svar på. Et af dem er, hvorfor nogle lande har valgt at skrive meget lange og detaljerede forfatninger, mens andre forfatninger er meget korte. Enkelte, deriblandt New Zealand og Storbritannien, har ikke egentlige forfatninger. Dét er spørgsmålet i et nyt papir, som Stefan Voigt (Uni Hamburg) og jeg har arbejdet på i længere tid. Vi er nået til en – mener vi – relativt præsentabel version, som ligger online hos SSRN (se her).

I ”Constitutional Garrulity and Social Trust” fremfører vi hypotesen, at forfatningens længde og detaljering afspejler landets tillidskultur. Hovedideen stammer fra tidligere forskning, der har argumenteret for at lande med højere grad af social tillid (dvs. tillid til fremmede) typisk har kortere kommercielle kontrakter. Idet man har større tillid til andre mennesker, behøver ens kontrakter ikke at omfatte alle mulige meget usandsynlige situationer. Man har tillid til at hvis man når dertil, er ens modpart rimelig og ærlig nok til at man ”nok kan finde ud af noget”, som det hedder på jysk.

Vi argumenterer for, at den samme slags overvejelser bør gøre sig gældende, når man skriver en social kontrakt, som en forfatning netop er. Jo mere man stoler på, at fremmede – og det omfatter per definition fremtidens politikere, jurister og embedsmænd – er ærlige og troværdige, jo mindre behøver man at skrive detaljerede konstitutionelle regler for at holde dem i kort snor.

Og argumentet holder til at blive testet! På tværs af 110 lande, hvor vi har mål for forfatningslængde og –detaljering – teknisk kaldet garrulitet – finder vi en tydelig sammenhæng mellem graden af social tillid og garrulitet. Så vidt vi overhovedet kan teste det, ser sammenhængen ud til at være kausal, ikke mindst givet den stærke, historiske stabilitet i tillid. Figuren nedenfor (Figur 2 fra papiret) illustrerer sammenhængen. Spørgsmålet er nu, om tilliden er et grundvilkår der udstikker rammer for hvad lande kan tage for fundamentale valg. Vores fornemmelse er, at det bestemt ser sådan ud.

Velfærdsstatens svage arbejdsetik

Af Christian Bjørnskov, den 9. juni 2013. 11 svar

Berlingske omtaler i dag Casper Dahls glimrende, nye analyse for Cepos. Casper bruger World Values Survey data om, hvad folk ønsker at lære deres børn, hvor ”hårdt arbejde” er en af mulighederne. Udgangspunktet er Lindbeck-hypotesen, der siger at velfærdsstaten over generationer underminerer folks arbejdsetik og –normer, og derfor bærer kimen til sin egen ødelæggelse.

En tidligere version af analysen har været præsenteret på den danske public choice workshop i januar. Den endelige version er, med Nina Smiths ord, ”solid og interessant” og burde ringe advarselsklokker hos alle danske politikere. Vi kan kun opfordre interesserede læsere til at kigge på den. Før det, er her nedenfor det simple plot med sammenhængen mellem graden af omfordeling og antallet af respondenterne, der mener at det er vigtigt at lære børn hårdt arbejde. Dét tal i Danmark er 4½ %.

 

Hvor meget Putnam tog fejl

Af Christian Bjørnskov, den 6. juni 2013. 5 svar

Robert Putnam, et af politologiens koryfæer, har næsten lige været i Danmark i forbindelse med Aarhus Universitets Matchpoint-konferencer. Flere var skuffede over Putnams forelæsning, men mange bruger ham stadig i adskillige politiske argumenter. Det gælder ikke mindst, når kommentatorer argumenterer for nationalkonservative mærkesager. Problemet er blot, at forskningen de senere år har dokumenteret, hvor bemærkelsesværdigt, Putnam tager fejl i sine kerneanalyser.

Putnams hovedargument siden hans bestseller Making Democracy Work har været, at forskellige i social kapital er centrale for at forstå, hvorfor nogle lande og regioner fungerer bedre end andre. Social kapital er et paraplykoncept, der dækker styrken af sociale normer, omfanget af frivillige netværk, og tillid til andre mennesker. Kernen i Putnams koncept er, at de tre elementer påvirker og forstærker hinanden: Sociale normer dannes og styrkes når folk møder hinanden i netværk og frivillige organisationer (f.eks. Putnams berømte kor), og når de lærer hinanden at kende, danner de tillid til hinanden og lærer dermed at stole på andre mennesker mere generelt. Eller det påstår Putnam da…

Men Putnams sag er smuldret de senere år. Eric Uslaner viste allerede i sin 2002-bog om The Moral Foundations of Trust, at frivillige netværk ikke skaber generel tillid. De skaber kun partikulær tillid, dvs. tillid til de mennesker man lærer at kende i netværket, men den udstrækkes ikke til andre. Kim Sønderskov (AU, Statskundskab) og jeg besluttede at se nærmere på Putnams social kapital-koncept. Artiklen, der snart publiceres i Social Indicators Research, konkluderer, at konceptet fra alle vinkler er dårlig samfundsvidenskab.

Helt grundlæggende er argumentet, at hvis konceptet har betydning, må det række ud over de tre elementer i det – normer, netværk og tillid. Med andre ord må de være forbundet så det ene påvirker det andet for at det giver mening. Det er også fuldstændigt nødvendigt for Putnams politiske anbefalinger, der hviler på at man kan påvirke samfundets normer og tillid.

Men Kim og jeg finder, at de tre elementer er statistisk ortogonale – med andre ord at de intet har med hinanden at gøre. I detaljerede amerikanske data finder vi endda, at netværksaktivitet må skilles i to typer som ikke har meget med hinanden at gøre. Der er således ingen empirisk støtte til Putnams koncept eller hans anbefalinger. Ligeledes må man stille spørgsmålstegn ved alle hans analyser, som hviler på indeks, der blander de tre elementer.

Når en af vores læsere for eksempel skrev forleden om, hvordan Putnam viste at indvandring og større etnisk diversitet underminerer den sociale kapital, har det faktisk ingen dårlige konsekvenser for landets udvikling. De gavnlige virkninger, som social kapital har på økonomisk og institutionel udvikling, er alle drevet af social tillid – dvs. tillid til andre mennesker man ikke kender – mens etnisk diversitet primært er korreleret med netværksaktivitet, men kun på det allermest lokale plan med tillid. Putnam skal naturligvis krediteres for at have sat en hel forskningslitteratur i gang, men han tog dramatisk fejl. Og skuffelsen over hans besøg burde primært være fordi han stadig nægter det.

Er der en optimal offentlig størrelse?

Af Christian Bjørnskov, den 3. juni 2013. 1 svar

Det er spørgsmålet i en ny artikel, der publiceres i European Journal of Political Economy (gated her). De to forfattere, François Facchini og Mickaël Melki, skriver sig ind i den boomende litteratur om historisk politisk økonomi ved at bruge data fra Frankrig fra mellem 1896 og 2008.

Hovedargumentet er et gammelt dilemma: Det offentlige leverer sikkerhed i form af forsvar og et retsvæsen, og typisk også nogle centrale goder som basal uddannelse og infrastruktur, men også meget mere end det. Fra nul vil en forøgelse typisk betyde gavnlige offentlige goder, men udover et vist punkt er der ingen vækst-fremmende aktiviteter og det offentliges størrelse begynder at skubbe privat aktivitet ud (crowding out), skabe rent-seeking og underminere produktive incitamenter. Hvor er punktet, hvor det begynder at gå ned ad bakke?

Facchini og Melki finder at før anden verdenskrig var relationen simpel: 1 % ekstra skatter betød 0,25 % mindre vækst. Efter anden verdenskrig får man en sammenhæng, der ligner et omvendt U. Men mens man i amerikanske data typisk finder et optimum omkring 20 %, er det franske optimum ifølge de to forfattere cirka 30 %. På trods af det højere optimum, har størrelsen af den offentlige sektor i Frankrig alligevel været konsistent større siden 1950erne, og den er for tiden næsten 50 %.

Hvorfor vælger politikere helt konsistent en for stor offentlig sektor? Svaret er indlysende for enhver der kender lidt til public choice, men ny empiri peger nu mere klart på de negative konsekvenser. For de interesserede er abstractet her:

The benefits and costs of government suggest an efficient government size. We investigate efficient government size by analyzing the relation between public spending and real GDP for France in the period 1896–2008. The results show a co-integration nonlinear relationship. Our time-series data on France represents one of the longest periods studied in literature. Our empirical findings suggest that efficient government size measured by public spending was reached when public spending was around 30% of GDP. Conclusions point to particularities of countries that suggest efficient government size is specific to different countries.

Manden, der oursourcede (hele!) kommunen

Af Nikolaj Stenberg, den 1. juni 2013. 1 svar

Oliver PorterKan man forestille sig et en kommune, hvor næsten enhver offentlig service leveres af private på OPP-kontrakt? Sagtens. Man kan bare kigge på Sandy Springs i USA-staten Georgia. Dér har Oliver Porter, der er ingeniør, som konsulent etableret det, han selv kalder Sandy Springs-modellen:

The Sandy Springs model is a public-private partnership (PPP) in which the city contracts with private industry for all of its basic services other than public safety—that is, police, fire, and courts. The model has been an outstanding success, both financially and in response to citizens’ service needs, over the seven years since the city’s incorporation. Financially: The city has not increased tax rates at all; has paid for a major capital improvement program from savings in the operating budget; has built a $35 million reserve fund despite a recession; and has no long-term liabilities—that is, no loans, no bonds, and of most importance, no unfunded liabilities for pensions and other benefits.

The Freeman har talt med Porter og interviewet kan læses her.

Husker man på, at de danske brandværn mange steder er enten frivillige eller privat drevne, at politiet (på visse punkter desværre) er en statsligt og domstolene ligeledes nationale, så er der i Sandy Springs-modellen nogle oplagte muligheder; forudsat at Folketinget sikrede kommunerne en behørig frihed til at indrette sig selv. Hvem ville ikke gerne have, at de danske kommuneskatter var lavere – og forblev lave; at kommunerne i realiteten var gældsfri og at servicen var, som den skulle være.

Porter blev interviewet af Reason TV for et par år siden. Her er videoen:

[sz-youtube url=”http://www.youtube.com/watch?v=f8qFvo2qJOU” /]

Straf til politikere

Af Christian Bjørnskov, den 31. maj 2013. Skriv et svar

Hvorfor bliver politikere siddende i Folketinget i årevis, på trods af at de har været med til at lave en masse ulykker? Glenn Harlan Reynolds, der er juraprofessor på University of Tennessee, diskuterer dette spørgsmål i USA Today (hattip: Cafe Hayek). Reynolds under sig over, hvorfor vi som vælgere ikke straffer dem, og hvorfor vi ikke har institutionelle mekanismer, der gør det. Han foreslår således (relativt provokerende, måske) at stoppe enhver form for lønudbetaling til politikere, der ikke kan enes om et budget til tiden – lidt ligesom dagpengene til sidst stopper hvis man ikke vil have et job.

Sidst i kronikken opsummerer Reynolds hele problemstillingen ganske elegant. Det er mindst lige så relevant i Danmark som i en amerikansk kontekst.

“But the real lesson is this: We entrust an inordinate amount of power to people who don’t feel any pain when we fall down. The best solution of all is to take a lot of that power back. When the power is in your hands, it’s in the hands of someone who feels it when you fall down. When it’s in their hands, it’s your pain, their gain. That’s no way to run a country.”

Om markedet

Af Nikolaj Stenberg, den 24. maj 2013. Skriv et svar

Hvad mener de liberale egentlig, når de taler om markedet? Det er der givet vis en del, der tænker, hvis de får forvildet sig ud i en samtale med en liberalist – eller er journalister. Svaret er på sin vis både enkelt om komplekst; men det kan og bør besvares.

Der er ingen grund til, at der florerer forståelser af centrale termer, som for det første ikke er korrekte, for det andet yder mere skade end gavn. Derfor vil jeg henlede opmærksomheden på den korte video nedenfor og det lidt længere citat neden under denne.

Videoen er fra Libertarianism.org og citatet er fra Ludwig von Mises’ Human Action. Begge forklarer kort, hvad markedet er og ikke er.

Del det gerne – især med personer, som er i tvivl.

[sz-youtube url=”http://www.youtube.com/watch?v=QCe47daU7SE” responsive=”Y” /]

Beskrivelse fra Human Action:

The market is not a place, a thing, or a collective entity. The market is a process, actuated by the interplay of the actions of the various individuals cooperating under the division of labor. The forces determining the—continually changing—state of the market are the value judgments of these individuals and their actions as directed by these value judgments. The state of the market at any instant is the price structure, i.e., the totality of the exchange ratios as established by the interaction of those eager to buy and those eager to sell. There is nothing inhuman or mystical with regard to the market. The market process is entirely a resultant of human actions. Every market phenomenon can be traced back to definite choices of the members of the market society.

The market process is the adjustment of the individual actions of the various members of the market society to the requirements of mutual cooperation. The market prices tell the producers what to produce, how to produce, and in what quantity. The market is the focal point to which the activities of the individuals converge. It is the center from which the activities of the individuals radiate.

Ejendomsretten – som en beskyttet menneskeret

Af Nikolaj Stenberg, den 23. maj 2013. Skriv et svar

Ex-punditokrat Mchangama har begået et godt essay (oprindeligt udgivet i Cato Policy Review) om den private ejendomsrets ringe beskyttelse i folkerettens positive retskilder, så som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den ikke-bindende Verdenserklæring. Cato Institute-initiativet Libertarianism.org har nu offentliggjort det på sin blog.

Læs essayet i sin helhed; her er et lille udklip, der rimelig fint illustrerer problemstillingen på området:

Despite the end of the Cold War and the collapse of socialism, much of mainstream human rights thinking is still skeptical of — if not outright hostile to — the notion of private property as a human right in its classical sense of protecting against expropriation and intrusive regulation. In fact, leading human rights scholars have reinterpreted the right to property to encompass an entitlement to be provided property by government through redistribution

Kronik: Ingen straf for at overtræde en ånd

Af Nikolaj Stenberg, den 23. maj 2013. 1 svar

Apropos Christian Bjørnskovs aldeles rimelige tak til skattelyene er her min kronik om omtrent samme emne, fra Børsen i sidste måned:

Vores politikere i Danmark og EU taler meget om de skattekroner, de mener, staten går glip af dagligt. Det skyldes eksistensen af det, de kalder “skattely”.

Man ser det for sig: Utallige uberørte milliarder, der ligger fortøjret i caribisk havn, fjernt fra myndighedernes favntag. Penge, som ifølge politikerne kunne forvaltes mere effektivt af det plan-politiske system, end det privat-kapitalistiske.

EU-Kommissionen er helt i font. Bare i sidste måned barslede den med et tiltag, der positivt skal definere skattemyndighedernes rettigheder over for skatteyderne, ligesom den arbejder på at give samtlige skattesubjekter i EU en slags CPR-nummer. Så bliver forvaltningens registersøgning uden dommerkendelse på tværs af landegrænserne nemlig meget nemmere.

Skatteminister Holger K Nielsen (SF) følger med og har simpelthen “erklæret krig” mod skattely og lovet, at Danmark nok skal indføre verdens skrappeste skattekontrolregler.

Og på Aarhus Universitet sidder skatteretsprofessor Jan Pedersen og giver interview, hvor han kalder stater med lavere skatteprocenter end de danske for “parasitter”.

Som skatteyder bliver man let kynisk, når man hører, hvor langt systemet er villigt til at gå. Men den politiske reaktion er naturlig: Politikere, embedsmænd og skatteretsprofessorerne har skabt det skattesystem, vi har, og dét system er kilden til deres forbrug.

Når det kommer til stykket, hvem er så parasitten?

Hvis de vil minimere skattetænkningen, bør de angribe skattesystemet, ikke skatteyderne. For systemet er forældet, baseret på en 1900-talstankegang og en idé om, at gevinster og besparelser kun opnås gennem svig, udnyttelse og udbytning. Det er komplekst og uelegant.

Planlægning er ikke snyd

En advokat eller revisor skal ikke bruge mange sekunder for at indse, at der er gode penge at tjene på skatterådgivning. For skatteplanlægning er ikke ulovlig. Parasit-retorikken til trods.

Skatteunddragelse er derimod ulovlig. Men for at skatteunddrage skal man handle i strid med lovens ord.

Virksomhedsejeren, der får en revisor til at skatteplanlægge, er ikke en unddrager. Han opfører sig rationelt og tilrettelægger sine skatter, som den driftsudgift de nu og engang er.

På samme må er der intet odiøst i, at alle vi andre planlægger vores pensioner, så vi får mest tilbage, når den falder til udbetaling.

Alligevel turnerer EU-Kommissionen, visse aviser og politikere fra højre og venstre rundt med noget, der pænt sagt er en usandhed. Skatteplanlægning er ulovligt, siger de, for det strider mod lovens ånd.

Sikke en absurditet. I et retssamfund kan noget først blive ulovligt, når der er regler, der siger, at det er ulovligt. Før det øjeblik indtræffer, er handlingen eller undladelsen allerhøjst umoralsk.

Man skal aldrig glemme, at det der er umoralsk er ikke pr. definition er ulovligt, ligesom det der er lovligt ikke pr. definition er moralsk. Skatteplanlægning er ikke svig, udnyttelse eller udbytning. Det er avanceret vidensarbejde, hvor det skattesystem politikerne har skabt analyseres og reglerne anvendes, så skattebyrden kan minimeres; inden for lovens ramme.

Misbrug af lovens ånd

Siden vi afskaffede enevælden, har politikere ikke kunne udskrive skatter uden ved lov.

Derfor må man også ryste på hovedet af politikere, embedsmænd og professorer og påpege, at de ikke bare kan sige: “Hov! Det du gjorde strider mod lovens ånd, nu skal du straffes.”

Og hvad er egentlig “lovens ånd”? Er det andet og mere, end bare at slå i bordet? Nej, det er den ikke. Lovens ånd er en norm, som enhver politiker efter eget forgodtbefindende kan definere.

Forvaltningen i et retssamfund følger positive retskilder og ikke arbitrære politiske postulater, som var det i Zimbabwe eller Rusland.

Er lovgivningen ikke er god nok, ændrer man den. Sådan har det været siden 1849.

Ved at påstå, at “lovens ånd” er at ligestille med lov – at det ikke bare er moral – accepterer man på ny en retsopfattelse, der burde være uddød og som ikke er forenelig med vores retssamfund.

Hvis man vil straffe skatteydere for ikke-ulovlige handlinger, fordi de har forbrudt sig mod “lovens ånd”, så svarer det til, at man havde vedtaget skatte- og strafregler med tilbagevirkende kraft. Det er en farlig tanke, vores politikere flirter med.

Det er på tide at kigge indad. Vi ved, at staten ville få et højere provenu – og skatteyderne mere til sig selv – hvis skattesystemet blev indrettet mere elegant: Uden progression, med en bred skattebase, få fradrag og lavere satser.

Dét scenarie burde være langt mere attraktivt end det bestående – og de farlige tanker, det afføder.

Tak til skattelyene

Af Christian Bjørnskov, den 23. maj 2013. 2 svar

EU og de europæiske medier fører for tiden kamp mod skattely – lande hvor det i princippet kan lade sig gøre at ’gemme’ penge. Timingen er ikke tilfældig: En række regeringer fattes penge og håber på at kunne skrabe ekstra indtægter ind ved at forhindre folk i at rykke indtægter ud til lande, hvor de ikke kan beskattes. På sin vis er det naturligvis fint, at man hindrer folk i ulovligt at skjule indtægter, som er skattepligtige i f.eks. Danmark. Som en rigtig Rasmus Modsat vil jeg dog risikere et moraliserende ramaskrig ved at pege på, at skattely kan spille en vigtig, positiv rolle i moderne samfund.

En del af den ideologisk-moralske fortælling i medierne er, at ingen bør kunne undslippe at ’bidrage til fællesskabet’, eller hvordan man nu formulerer det. Kun få synes dog at spørge, om der bør være grænser for, hvor meget man kan beskatte folk. Grænsen blev nået i Frankrig forleden, ikke fordi politikere, medier eller befolkning satte grænser, men fordi en domstol kendte en 75 % skat på specielt store indtægter forfatningsstridig. I USA har man jævnligt diskussionen – se f.eks. Rand Paul harcelere over Apple-sagen her – mens den er stort set fraværende i Danmark.

Her er det at eksistensen af skattely, ligesom sort arbejde, fungerer som en grænse og en disciplinerende instans overfor politikerne. At skattely bliver opfattet som et reelt problem, hvis f.eks. relativt store summer flytter i ly for myndighederne, kan ses som et signal om, at en grænse er nået. Det er nemlig ikke, som politikere ofte synes at tro, helt omkostningsfrit at rykke ens midler i skattely. Der vil altid være et tab af kontrol, pengene kan ikke længere investeres lige så frit i Liechtenstein eller Cayman Islands som de kunne i Danmark, og generelt må man regne med, at det forventede afkast er mindre til en mindre styrbar risiko.

At en person eller virksomhed derfor alligevel vælger at skjule midler for skattemyndighederne er udtryk for, at skatten er blevet så dyr, at de andre omkostninger, sammenholdt med moralske omkostninger og risici ved at gøre noget mere eller mindre ulovligt, totalt er mindre end omkostningerne ved at betale hvad en klasse grådige politikere vil have. Naturligvis kan den type skatteunddragelse ikke stå alene som signal, men med de senere ugers afsløringer af, hvordan Skat opererer, virker diskussion pludselig noget anderledes og mere speget end som så.

Spørgsmålet der skal stilles, er således hvor grænsen ligger mellem rimelig skatteindkrævning, der finansierer aktiviteter der er til gavn for borgerne på det lange sigt, og politisk grådighed der mere tager form af tyveri til at betale for populistiske formål, der skal sikre politikerne genvalg. Når skattely stiger så højt op på den politiske agenda, er det således et signal om, at vi måske er tæt på grænsen for, hvornår yderligere skattetryk bliver decideret umoralsk.

Cepos Frihedspris – Ali Abdulemam

Af Christian Bjørnskov, den 21. maj 2013. Skriv et svar

Cepos årlige Frihedspris uddeles i dag til Ali Abdulemam fra Bahrain. Arrangementet er klokken 17.30 hos Cepos, Landgreven 3, 3. sal i København, og altså i dag, tirsdag d. 21. maj. Alle punditokraternes læsere opfordres hermed til at møde op og hylde den bahrainske blogger, der har måttet blive smuglet ud af sit land.

Redaktionen

Heldig er den, som “er slave” i Bangladesh beklædningsindustri

Af Niels Westy, den 20. maj 2013. 1 svar

20130504_ASP007_0Med jævne mellemrum fyldes vestlige og ikke mindst danske medier med forargelse over arbejdsforhold og lønninger i den 3. verden. Den underliggende anklage er hver gang, at vestlige firmaer har et ansvar for de ringe arbejdsforhold, og derfor er ansvarlige for at de forandres. Det har vi senest set i forbindelse med den forfærdelige ulykke i Bangladesh, hvor mere end 1000 mennesker mistede livet, da en 8 etagers bygning, som indeholdt et indkøbscenter og en række systuer, kollapsede for et par uger siden.

Det er desværre ikke en usædvanlig hændelse, omend antallet af omkomne denne gang var langt højere end man har set tidligere. Det er bestemt heller ikke et problem, som er begrænset til Bangladesh. Problemet findes i mange fattige lande.

Som sådan har ulykken intet specifikt med tøjindustrien at gøre, men er en konsekvens af et mere generelt problem i landet. Men det faktum at der i den pågældende bygning blev syet tøj, der skulle eksporteres til Vesten er hurtigt blevet centrum for debatten herhjemme, mens paven i Rom – deraf overskriften – “fordømte” hvad han kaldte de “slavelignende” arbejdsforhold indenfor Bangladesh beklædningsindustri,

Levevilkår i Bangladesh

Efter nutidige danske og vestlige standarder er arbejds- og lønvilkår i Bangladesh beklædningsindustri selvfølgelig ganske forfærdelige. Lønningerne er meget lave, arbejdstiden lang og de fysiske rammer uden tvivl af meget lav standard.

Men man kan i denne forbindelse stille sig selv to spørgsmål:

1. Hvordan var vilkårene i Danmark, da vi var på samme niveau?

2. Hvordan er arbejdsvilkårene i forhold til det øvrige arbejdsmarked?

Tager vi udgangspunkt i BNP per indbygger, befinder Bangladesh sig på ca. samme niveau som Danmark i 1840erne!! Der er næppe grund til at antage at vilkårene for arbejdere i beklædningsindustrien (i det omfang en sådan eksisterede på daværende tidspunkt) var bedre i Danmark på daværende tidspunkt, tværtimod. Også i forhold til Cambodia, som jeg skrev om i efteråret, er Bangladesh et fattigere land. Cambodias købekraftskorrigerede BNP per indbygger er næsten 20 procent højere end Bangladesh.

Ifølge Verdensbanken levede ca. 43 procent af befolkningen i absolut fattigdom (mindre end 1,25 PPP USD.per dag) i 2010, mens andelen af befolkningen, som havde mindre end 2 USD. til rådighed per dag udgjorde 76,5 procent af befolkningen.

Set i forhold til dette, er forholdene i beklædningsindustrien relativt gode.

Jeg skal beklage, at det empiriske grundlag for en række angivelser ikke er af den kvalitet man ellers godt kunne tænke sig. Det har ikke været mulig for mig at finde en solid officiel statistik for en række tal.

Omend der er tale om en grov metode, er det næppe helt forkert at gange den lokale løn i løbende dollars med 2,5 for at komme frem til købekraftskorrigede USD (baseret på IMFs tal for nominel og PPP korrigereret BNP per indbygger). Herefter svarer minimumslønnen i Beklædningsindustrien på 38 *USD. til 95 PPP USD. om mdr. og den gennemsnitlige løn, som ifølge denne artkel på BBC’s hjemmeside er 70-100 USD, svarer til ca. 175-250 PPP USD. per mdr. Andre angiver dog den gennemsnitlige løn til at være nærmere 45 USD., svarende til ca. 113 PPP USD

I pressen omtales primært mindstelønnen på 38 USD. per mdr. Derimod omtales sjældent, at selve minimumlønsystemet består af flere trin, alt efter stilling, anciennitet osv., De ca. 38 USD. (3000 taka) er laveste trin. Højeste trin er på ca. 115 USD. (9.000 taka), se også “The Garment Industry in Bangladesh“.

En rapport udarbejdet af Bangladesh Statistiske kontor i 2011 omhandlende lønninger i 2009-2010 tyder også på at lønningerne ligger en del højere end minimumslønnen.

Beklædningsindustriens betydning for Bangladesh

_67230702_garment_workers624

Som det fremgår af ovenstående graf er antallet af ansatte steget eksplosivt. Fra 2 mio. i 2005 til 4 mio. i 2012. Branchen står desuden for omkring 90 procent af Bangladesh samlede eksport.

460x garment export

Den væsentligste faktor bag denne udvikling har været de lave lønninger.

wage_comparison-jpg

Med den nylige ulykke in mente, er det nærliggende at kræve bedre sikkerhed, ligesom det ikke er en overraskelse at man gerne fremhæver Bangladesh, når der argumenteres for højere minimumslønninger. Problemet er blot, om det reelt er til gavn for de fattige, som man angiver som baggrund for sine krav.

I en artikel i Forbes for nylig, bemærker den amerikanske økonom Benjamin Powell, at:

As an economic matter, employers are largely indifferent as to how their labor costs are balanced – that is, whether the compensation consists of wages, the administration of safety standards, health care benefits, or vacation time.  A cost is a cost. Workers, on the other hand, do care about the mix of compensation.  When workers are poor, they want most of their compensation paid in wages, because they are trying to feed, clothe, and shelter themselves and their families.

I artiklen Sweatshops and Third World Living Standards: Are the Jobs Worth the Sweat? kommer Benjamin Powell og David B. Skarbek frem til, at det at være ansat i en sweatshop ikke er det ringeste alternativ for fattige mennesker i de pågældende lande (ellers gjorde de det nok heller ikke).

I “The case for Sweatshops” peger David R. Henderson på, at

Many workers in third-world sweatshops have left even harder, lower-paying jobs in agriculture to move to garment factories. Moreover, sweatshops are a normal step in economic development. Singapore, Malaysia, South Korea, and Hong Kong all had sweatshop jobs thirty years ago. They don’t now because workers in those countries have acquired skills and employers have accumulated capital.

Og man kunne tilføje at Europa og USA var gennem samme udvikling endnu tidligere. Forholdene var bestemt ikke bedre end det man ser i dag i bl.a. Bangladesh.

Image-1-pg21-web

Konsekvenserne af internationale krav til arbejdsmiljø og lønninger.

Jeg skal medgive, at det kan være vanskeligt at skrive det næste, der vil i hverfald være en del, som vil mene, at der sådan må det bare ikke være. Problemet er blot at sådan er det.

Som det har fremgået af dette indlæg er lønomkostningerne i Bangladesh blandt verdens laveste. Og det er netop grunden til at man kan deltage i den internationale konkurrence. Øger man omkostningerne (det være sig lønninger eller andre omkostninger), vil det alt andet lige medføre højere forbrugerpriser og lavere beskæftigelse.

Denne sammenhæng kan synes banal, men desværre synes mange at have svært ved at erkende den. Ja, det er jo hele argumentet bag fairtrade konceptet og bevægelsen for “living wages”, Danwatch osv. at vi bare skal “betale en lille smule mere”, at det ikke forholder sig således, at vi køber mindre, hvis vi skal betale mere. Den lader vi lige stå.

Et andet argument der ofte fremføres er faren for et “race to the bottom”. I virkeligheden forholder det sig omvendt.

Kina er i dag fortsat verdens største producent og eksportør af beklædningsgenstande, men det er på lånt tid. Ikke primært fordi andre underbyder dem, men fordi lønninger og omkostninger stiger hastigt i Kina, således at andre lande bliver mere konkurrencedygtige. De lønninger vi i dag oplever i Bangladesh, var normen i Kina for blot 23 år siden i Kina, I dag er man på niveau med Peru (og er mere end 5 gange så velstående som Bangladesh).

Når beklædningsindustrien forlader Kina til fordel for bl.a. Bangladesh er det ikke udtryk for et “race to the bottom”, men tværtimod udtryk for Kinas “race to the top” (omend det kræver en række reformer, hvis vækstraterne skal opretholdes på et fornuftigt niveau de kommende år, det vender jeg tilbage til i et indlæg på et senere tidspunkt).

Man er vel imperialist.

Både herhjemme og i andre vestlige lande synes reaktionen på ulykken i sidste måned at være baseret på en forestilling om, hvad Tim Worstall har betegnet som, at:

Poor brown people just aren’t good enough at this governance stuff so we enlightened ones will have to do it for them.rsti

Herhjemme indgik tøjindustrien og regeringen for få dage siden en partnerskabsaftale, der ifølge Chrstian Friis Bach skal

blive til gavn for især de kvinder, som hver dag sidder og syr vores tøj, men som ikke skal gøre det med livet som indsats.

og tilføjer, at

Vi kan ikke løse det alene fra Danmark. Det her kræver, at regeringen i Bangladesh styrker indsatsen betragteligt, og vi lægger pres på, for at det sker.

På sin facebookprofil kommenterer han aftalen med, at

I dag indgår vi en partnerskabsaftale med tekstil- og tøjfirmaerne – bedre arbejdsforhold, højere løn, renere produktion og øget åbenhed. Det vil gøre en forskel for de (især) kvinder, der syr vores tøj i Bangladesh!

Enhedslisten har kritiseret aftalen for ikke at være bindene, og mener at så snart pressen holder op med at skrive om det, er virksomhederne flintrende ligeglade.

Jeg håber at de får ret.

Danske økonomer – gør korrektioner en forskel?

Af Christian Bjørnskov, den 16. maj 2013. 8 svar

Flere, ikke mindst Den Gamle Redacteur, har påpeget at man måske burde tage flere hensyn når man beregner en form for forskningsscore, som vi gjorde forleden dag. Særligt foreslog han, at man foretog en medforfatterkorrektion, sådan at citationer til artikler talte mindre, jo flere medforfattere man har. Standarden, som han foreslog, er at lade en artikel med en medforfatter tælle halvt, og en med tre eller flere medforfattere tælle en tredjedel. En anden korrektion, der er foreslået, er at tage et hensyn til, at det er meget forskelligt, hvor lang tid folk har haft til at forske i. Vi gør det på den simple måde, at vi dividerer antal citationer og H-score med det antal år, der er gået siden forskeren har fået sin PhD-grad.

Tabellen nedenfor viser hvordan Top-25 af ranglisten ser ud, hvis man enten beregner indeks baseret på de sidste ti års forskning (søjle 1), foretager en medforfatterkorrektion i citationstallene (søjle 2) eller alderskorrigerer (søjle 3). Nogle få ting synes værd at bemærke. For det første er der blandt de 25*3 pladser i de tre søjler kun 31 navne, hvoraf 21 er med på alle tre lister. Toppen er den samme uanset hvordan man måler og toppes altid af Nicolai Foss og Keld Laursen (CBS). For det andet får alderskorrektionen nogle navne til at springe op ad listen. Det gælder særligt for Peter Sandholdt Jensen (SDU) og Carl-Johan Dalgaard (KU), der er bemærkelsesværdigt profilerede når deres akademiske alder tages i betragtning. For det tredje er Martin Paldam (AU) nummer ti på alle tre lister – og vel at mærke baseret udelukkende på forskning som han har publiceret de ti år siden han fyldte 60 år! Sidst, men ikke mindst, er det ligegyldigt hvordan vi sætter listen sammen: Danmarks bedste kvindelige økonom er altid Helena Skyt Nielsen (AU).

  Uden korrektion, 10 år Medforfatterkorrektion Alderskorrektion
1 N Foss (CBS, 100) N Foss (CBS, 100) N Foss (CBS, 91.1)
2 K Laursen (CBS, 65.8) K Laursen (CBS, 61.08) K Laursen (CBS, 65.8)
3 DD Lassen (KU, 51.2) C Bjørnskov (AU, 52.7) C Bjørnskov (AU, 61.9)
4 C Bjørnskov (AU, 46.1) DD Lassen (KU, 51.8) DD Lassen (KU, 51.8)
5 M Bennedsen (CBS, 39.3) M Bennedsen (CBS, 37.3) PS Jensen (SDU, 42.9)
6 S Andersen (CBS, 36.3) PN Sørensen (KU, 36.0) M Bennedsen (CBS, 42.3)
7 PN Sørensen (KU, 26.2) S Andersen (CBS, 33.6) D Lando (CBS, 40.4)
8 P Bogetoft (CBS, 34.5) P Bogetoft (CBS, 32.8) PN Sørensen (KU, 36.4)
9 JR Munch (KU, 32.7) JR Munch (KU, 32.0) HS Nielsen (AU, 35.4)
10 M Paldam (AU, 31.8) M Paldam (AU, 31.1) M Paldam (AU, 33.7)
11 F Tarp (KU, 30.4) H Jensen (KU, 28.3) JR Munch (KU, 33.4)
12 M Rosholm (AU, 28.8) M Svarer (AU, 28.2) F Tarp (KU, 33.4)
13 M Svarer (AU, 28.8) F Tarp (KU, 27.3) C-J Dalgaard (KU, 33.1)
14 H Jensen (KU, 28.5) M Rosholm (AU, 27.2) H Jensen (KU, 32.3)
15 D Lando (CBS, 28.1) D Lando (CBS, 26.9) H Hansen (KU, 31.5)
16 H Hansen (KU, 27.9) SB Nielsen (CBS, 26.8) P Bogetoft (CBS, 31.4)
17 SB Nielsen (CBS, 27.6) C Munk (CBS, 26.3) M Rosholm (AU, 29.4)
18 CT Kreiner (KU, 27.6) CT Kreiner (KU, 26.1) M Svarer (AU, 28.6)
19 C Munk (CBS, 26.5) PB Sørensen (KU, 25.9) J Rangvid (CBS, 27.7)
20 HS Nielsen (AU, 26.5) HS Nielsen (AU, 25.7) S Leth-Petersen (KU, 27.1)
21 C-J Dalgaard (KU, 26.2) H Hansen (KU, 25.3) CT Kreiner (KU, 26.4)
22 BJ Christensen (AU, 25.9) TM Andersen (AU, 24.9) C Munk (CBS, 25.4)
23 N Smith (AU, 25.8) J Rangvid (CBS, 24.5) JL Hougaard (KU, 23.6)
24 J Rangvid (CBS, 24.9) C-J Dalgaard (KU, 24.5) N Westergaard-Nielsen (AU, 23.4)
25 PS Jensen (SDU, 24.4) PS Jensen (SDU, 24.1) L Skipper (KORA, 23.1)

Danske økonomer 2013 – en rangliste

Af Christian Bjørnskov, den 11. maj 2013. 23 svar

De senere år har vi hvert år her på bloggen postet et indlæg om, hvem der er de bedste danske økonomer. Indlægget har hvert år været baseret på en form for rangering, lavet forskelligt fra år til år. Inspirationen har været den tyske Handelsblatt-rangliste, men med en form for diskussion af, hvad man burde måle, og dermed også en diskussion af hvor svært det er at lave en ansættelse, som de fleste er enige i.

I år vover vi pelsen og laver en egentlig rangliste. Listen er baseret på forskning, der er publiceret i internationale, fagfællebedømte (peer-reviewed) tidsskrifter. Vi medtager ikke bidrag i bøger, da kvalitetskontrollen med dem er klart svagere end i tidsskrifter, og fordi man i langt højere grad er sikret udgivelse qua en invitation eller et personligt forhold til redaktøren. Med andre ord: Vi tæller kun forskning, der har været igennem en anonymiseret bedømmelsesproces!

Vi tager derimod hensyn til, at der er forskellige publikationsstrategier. Mere specifikt gælder det, at nogle økonomer sigter efter at publicere deres forskning i de absolutte toptidsskrifter, og dermed publicerer relativt mindre end de fleste. Andre anvender en strategi, hvor man ikke sigter efter den absolutte top, men laget lige under, men hvor man derimod typisk skriver lidt flere artikler. Man kan argumentere for den ene eller anden strategi – og at det allerbedste er at publicere meget de fineste steder – men strategien afhænger i det mindste delvist af ens specialisering. De absolutte toptidsskrifter – som Academy of Management Review, Quarterly Journal of Economics eller American Political Science Review – publicerer kun emner, der er af mere generel interesse. Sidder man med et mere specialiseret emneområde, kan selv væsentlig forskning ikke publiceres i toppen, og man er dermed tvunget til at bruge en anden strategi.

Vi operationaliserer vores rangliste gennem tre mål: 1) ved at tælle citationer op; 2) ved impact-scoren op på det fineste tidsskrift, en økonom har publiceret i; og 3) gennem H-scoren. Citationstallet måler, hvor mange andre økonomer (og andre samfundsforskere), der har fundet ens forskning så brugbar, at de citerer den i deres publikationer. Bedste impact-score måler helt konkret successen med den første strategi – at få sin forskning publiceret så fint som muligt. Sidst fanger H-scoren bredden af forskeres output, da den per definition er 1 hvis de udelukkende citeres for ét studie.

En økonoms indekstal på listen er det simple gennemsnit af de tre, hvor citationstal og H-score er skaleret med de højeste vi ser, og impact med områdets (økonomi eller statskundskab) højeste impact-score. Listen er nedenfor, med navn, universitet, indekstallet, placering, og et interval der viser, hvor meget placeringen flytter hvis man dobbeltvægter et af de tre elementer i indekset. Alle kan således vurdere, om enkeltøkonomer burde have været højere eller lavere placeret alt efter hvordan man vægter forskellige forhold. Vores konklusion er simpel: Tillykke, Nicolai Foss!

Navn

Sted

Indeks

Placering
Nicolai J. Foss

CBS

100.00

1 (1 – 1)
Keld Laursen

CBS

60.05

2 (2 – 2)
Martin Paldam

AU

54.60

3 (3 – 4)
David Dreyer Lassen

KU

45.94

4 (3 – 6)
David Lando

CBS

41.98

5 (4 – 9)
Morten Bennedsen

CBS

40.59

6 (5 – 10)
Peter Bogetoft

CBS

39.29

7 (4 – 9)
Finn Tarp

KU

39.04

8 (5 – 10)
Peter Norman Sørensen

KU

36.83

9 (6 – 15)
Henrik Jensen

KU

36.71

10 (8 – 11)
Christian Bjørnskov

AU

34.80

11 (7 – 15)
Niels Westergaard-Nielsen

AU

34.78

12 (8 – 13)
Helena Skyt Nielsen

AU

32.67

13 (12 – 15)
Henrik Hansen

KU

32.34

14 (9 – 19)
Søren Bo Nielsen

CBS

31.86

15 (14 – 18)
Jakob Roland Munch

KU

30.76

16 (11 – 21)
Steffen Andersen

CBS

30.72

17 (12 – 19)
Nina Smith

AU

30.65

18 (13 – 23)
Torben M. Andersen

AU

28.35

19 (20 – 21)
Michael Rosholm

AU

28.31

20 (17 – 25)
Bent Jesper Christensen

AU

27.59

21 (18 – 23)
Peter Birch Sørensen

KU

27.37

22 (19 – 29)
Jens Leth Hougaard

KU

26.56

23 (21 – 30)
Jesper Rangvid

CBS

26.35

24 (16 – 28)
Pascalis Raimondos-Møller

CBS

25.92

25 (24 – 27)
Claus Munk

CBS

25.80

26 (17 – 29)
Claus Thustrup Kreiner

KU

25.67

27 (24 – 25)
Carl-Johan Dalgaard

KU

25.53

28 (23 – 30)
Peter Sandholdt Jensen

SDU

24.06

29 (26 – 32)
Michael Svarer

AU

23.99

30 (27 – 33)
Søren Leth-Petersen

KU

23.47

31 (20 – 34)
Christian Schultz

KU

23.09

32 (31 – 32)
Nabanita Datta Gupta

AU

22.36

33 (31 – 36)
Thomas Rønde

CBS

20.87

34 (33 – 38)
Peder J. Pedersen

AU

20.15

35 (33 – 39)
Lars Skipper

KORA

20.01

36 (27 – 45)
Mette Ejrnæs

KU

20.00

37 (35 – 36)
Phillipp Schröder

AU

18.50

38 (35 – 41)
Jan Rose Skaksen

KORA

18.39

39 (37 – 42)
Torben Tranæs

Rockwool

18.37

40 (37 – 44)
Bo Sandemann Rasmussen

AU

18.28

41 (38 – 43)
Thomas Barnebeck Andersen

SDU

17.41

42 (40 – 44)
Nikolaj Malchow-Møller

SDU

17.14

43 (40 – 46)
Mette Verner

DJH

16.74

44 (39 – 47)
Jan Bentzen

AU

16.53

45 (40 – 48)
Marianne Simonsen

AU

15.95

46 (45 – 47)
Per Baltzer Overgaard

AU

13.60

47 (47 – 53)
Henning Jørgensen

AAU

13.51

48 (43 – 54)
Peter Møllgaard

CBS

13.43

49 (48 – 49)
Christian Groth

KU

13.17

50 (49 – 50)
Niels Thygesen

KU

12.93

51 (46 – 56)
Niels Nannerup

SDU

12.60

52 (50 – 53)
Birgitte Sloth

KU

12.46

53 (41 – 58)
Hans Jørgen Whitta-Jacobsen

KU

12.22

54 (51 – 52)
Henrik Lando

CBS

10.93

55 (51 – 57)
Anders Frederiksen

AU

10.37

56 (55 – 56)
Niels Kærgård

KU

9.11

57 (55 – 60)
Bent Greve

RUC

9.10

58 (53 – 60)
Henrik Christoffersen

Cepos

8.78

59 (57 – 59)
Morten Skak

SDU

8.50

60 (58 – 60)
Jesper Jespersen

RUC

1.53

61 (61 – 61)
Christen Sørensen

SDU

0.00

62 (62 – 62)
Flemming Ibsen

AAU

0.00

62 (62 – 62)
Poul Thøis Madsen

AAU

0.00

62 (62 – 62)

Ny viden om lykke og økonomi

Af Christian Bjørnskov, den 7. maj 2013. 2 svar

På trods af manges skepsis, bliver lykkeforskningen ved med at skabe nye og ofte overraskende indsigter. To nye studier er måske værd at tænke over, fordi de udfordrer populær politisk diskurs på flere områder.

For det første er Betsey Stevenson og Justin Wolfers i et nyt papir vendt tilbage til en af lykkeforskningens mest omdiskuterede påstande: At over et vist niveau betyder indkomst og objektiv velstand intet for lykken. Påstanden er af indlysende vigtighed, for hvis den er rigtig, hvad er så grunden til at søge at blive rigere, hvis vi ikke selv synes vores liv bliver bedre? Men ægteparret Stevenson og Wolfers tilbageviser overbevisende den populære påstand. I et stort og rigt datamateriale viser de, at den marginale effekt af at bliver X kroner rigere, er den samme for rige og fattige – ekstra rigdom stopper altså ikke med at gøre en forskel, hvis man er rig. På samme måde viser de, at det også gælder hele nationer. Økonomisk vækst skaber på langt sigt lykke i både rige og fattige samfund. Der er med andre ord gode grunde – også fra en lykkevinkel – at søge at skabe økonomisk vækst.

Den anden bid ny viden er på vej ud i et særnummer af Journal of Happiness Studies, og i al beskedenhed skrevet af undertegnede (se gated version her). For cirka et år siden indså nogle forskere, at vi faktisk ikke vidste ret meget konkret om, hvordan økonomiske kriser påvirker folks lykke og tilfredshed med livet. Jeg var blandt de forskere, der blev inviteret til at skrive artikler til et særnummer om kriser. Oplægget var at finde ud af, hvad der egentlig foregår og om der er noget, man kan gøre for at modvirke eventuelle tab. Resultatet af at sammenligne udviklingen i lykke på tværs af EU-landene siden 1975 viser, at de 94 episoder med recession i gennemsnit giver befolkningen et lykketab. Gennemsnittet dækker dog over, at mens lykken faldt i de 59 tilfælde, forblev den enten stationær eller steg i de resterende 35. Analyser viser hvad der skiller landene: Jo mere reguleret, økonomien er, jo større bliver lykketabet under kriser – og de mindst regulerede samfund ser sandsynligvis ingen tab.

Mens økonomer som Joseph Stiglitz  og Paul Krugman har argumenteret kraftigt for at regulere finansielle og arbejdsmarkeder mere, peger lykkeforskningen altså på, at de samme reguleringer under kriser forårsager større tab. Stiglitz har også været en af de store kritikere af at bruge BNP som velfærdsmål, men når det objektive og det subjektive er så klart forbundet, falder hans kritik noget til jorden.

Her er London…

Af Christian Bjørnskov, den 4. maj 2013. 3 svar

I aften er det 68 år siden, at danskerne fik et af deres livs mest vidunderlige budskaber. BBC’s radioservice til Danmark viderebragte en meddelelse fra feltmarskal Bernard Montgomery, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland, og Danmark havde overgivet sig til de allierede styrker. Mørklægningsgardiner blev flået ned og i en demonstration af underspillet, dansk begejstring, satte tusinder af familier levende lys i vinduerne. Hvad de ikke havde måttet gøre i fem lange år, gjorde de som det første. Folk strømmede på gaderne, og dagen efter – som det senere blev skrevet – blomstrede danske byer i rødt og hvidt.

Min familie har lys i vinduerne i aften. Det er ikke blot en rar tradition, men også en hilsen til dem, der er tilbage fra den tid. Lysene er en tak til dem, der kæmpede for det, de havde kært, og både dem der er tilbage, og til dem, der aldrig nåede at opleve befrielsen. Nogle lod livet og mange andre bar resten af deres liv på dybe, gemte sår på sjælen. Mine bedsteforældre var blandt dem – det ene par nægtede velbetalt arbejde for værnemagten og fristede en kummerlig tilværelse som småbønder i stedet, det andet satte livet på spil i modstandsbevægelsen. At min mormor overhovedet deltog og måtte tilbringe de sidste måneder af krigen under jorden, var ikke noget, hun nogensinde fortalte. Hendes venner fra krigen fortalte det, da hun ikke længere var her til at protestere.

Sådan følte en hel generation: De var ikke helte og der var ikke noget at tale om, for en dag var Danmark frit og de var stadig levende. Men der er noget at huske, og mens de sidste af dem er blandt os, noget at takke for. Der er forhold, der ikke er til diskussion, og ting der ikke gives køb på. At jeg i dag kan have venner i Belgien, England, Spanien og Tyskland, der alle deler mit livssyn og alle lever i frie samfund, lå ikke i kortene i 1940. Men millioner ville det anderledes end Nazityskland, og deriblandt tusindvis af danskere. Lyset i mit vindue i aften er en hilsen til dem alle og en tak for, at de mente at vores frihed var deres liv værd.

Thatchers resultater – kriminalitet

Af Christian Bjørnskov, den 22. april 2013. 4 svar

I vores miniserie om Margaret Thatchers resultater er vi kommet til et af de punkter, de stædigste Thatcher-hadere slår på. Peter Skov-Jakobsen, Københavns biskop, påstod for eksempel i Information forleden, ”at uligheden i hendes regeringsår forøgede kriminaliteten.” Som vi har dokumenteret tidligere, er det korrekt at uligheden steg, men er det en sandsynlig påstand, at den medførte øget kriminalitet? Svaret er et rungende nej.

Figuren nedenfor illustrerer udviklingen i to kriminalitetsindikatorer, som man kan sammenligne hen over tid: Mordraten og væbnet kriminalitet. Begge dele er udtrykt i hændelser per million mennesker, og som logaritmer (så man lettere kan se udviklingen i serien). Mordraten er den indikator, der viser mindst variation: Efter en svagt stigende tendens i 1970erne var den stort set flad i 1980erne – ved indgangen af årtiet skete der 9,7 mord per million briter, ved udgangen 9,6 mord. Steg denne del af kriminaliteten under Thatcher? Svaret er nej.

På samme måde kan man nemt se, at man ikke kan skyde skylden på hende for stigningen i den væbnede kriminalitet i 1980erne. Storbritannien blev et mere kriminelt samfund i hendes regeringsår, men drager man den relevante sammenligning mellem hendes år, og de to omkringliggende årtier, ser Thatcher-tiden pludseligt ret godt ud. Den væbnede kriminalitet eksploderede nærmest i de grå 1970ere: Raten steg med hele 177 %. Men figuren ovenfor illustrerer ret klart, hvordan kurven ’knækker’ under Thatcher. Stigningen i 1980erne var 44 %, mens den væbnede kriminalitet steg 54 % gennem 1990erne.

Kunne man have ønsket sig, at kriminalitetstendensen var helt stoppet eller endda vendt? Ja, naturligvis kan man det. Men hvis man skal ud i det tvivlsomme ærinde at skyde skylden på nogen for udviklingen, ser Margaret Thatchers regeringsperiode ud som den bedste tid i landet indtil de sidste ti år. Biskoppen burde måske holde sin mund offentligt, medmindre han er klar til at dokumentere sine injurierende påstande mod en afdød.

Mrs. Thatchers resultater – ulighed

Af Christian Bjørnskov, den 14. april 2013. 11 svar

En række medier – ikke mindst en noget ophidset Politiken – har i løbet af ugen raset og en hel del af Margaret Thatchers ’legacy’. For det første glemmer kritikerne, hvor elendig en stand britisk økonomi var i, da Thatcher overtog ledelsen i 1979. For det andet forveksler kritikerne, som mange andre, ulighed med fattigdom. Når for eksempel Politiken påstår, at Thatcher skabte fattigdom i Storbritannien, er det faktuelt forkert. Som vi demonstrerer i det følgende, skabte hendes reformer væsentligt større økonomisk ulighed, men ikke dokumentérbart større fattigdom. Tværtimod taler faktaene for, at alle socialgrupper oplevede fremgang i løbet af 1980erne.

Ved at kombinere data på købekraftskorrigeret BNP per indbygger og andelen af BNP, der er privatforbrug, med tal på hvor stor en del af den samlede indkomst blev forbrugt af dele af befolkningen, kan man skabe sig et billede af de fem overordnede socialgruppers status igennem årtiet. Figuren nedenfor illustrerer dette ved at plotte logaritmen til de fem gruppers købekraftskorrigerede privatforbrug (Y-aksen) fra 1971 til 2002.

Figuren illustrerer først, at briterne i Thatcher-perioden oplevede en markant stigning i den økonomiske ulighed. I 1978 var den britiske Gini-koefficient, målt på disponibel husholdningsindkomst, praktisk taget den samme som i Danmark. Ved udgangen af Thatchers ledelse var den steget til at være lidt mindre end i USA eller Irland. Så der er ingen tvivl om, at stigningen var reel og synlig. Men figuren viser også, at denne stigning ikke indebar at de fattige blev fattigere. For den nederste kvintil – de 20 % fattigste i et givent år – steg privatforbruget med cirka 9 % gennem årtiet. For de næste kvintiler hed stigningen henholdsvis 20 %, 27 %, 36 % og 52 %. Så ja, de rige blev rigere, men de fattigstes lod blev også bedre på trods af de markante reformer og reduktionen i overførsler.

Overser vi noget i disse tal? Svaret er et sandsynligt ja, men retningen i den ’fejl’ vi laver er ikke klar. På den ene side var uddannelse ikke længere gratis efter Thatcher, hvilket har været en større belastning for relativt fattige familier. Så måske undervurderer vi udgiftsstigningen for de fattige. På den anden side taler to andre forhold for, at vi overvurderer hvor fattige den første kvintil var. Det første er, at den sociale mobilitet efter alt at dømme steg med reformerne. Den anden er et problem, som bl.a. Robert Gordon har peget på i amerikanske data: Når man bruger samme prisindeks til at købekraftskorrigere for alle samfundsgrupper, løber man en risiko for at overvurdere inflationen for nogle af dem. Og liberaliserende reformer, som dem Thatcher indførte, har som oftest den effekt at de holder prisudviklingen tilbage for basisvarer, men ikke for luksusvarer. De grupper i samfundet, som bruger en stor andel af deres indkomst på basisvarer, får derfor en ekstra fordel, som ikke er synlig i data hvor man korrigerer med et prisindeks, der er fælles for alle grupper. Med andre ord undervurderer man reformernes effekt på de fattigstes faktiske købekraft, og dermed også deres fremgang.

En sidste observation er, at hvis reformerne virkelig havde skadet de fattigste permanent, burde man kunne se at de også efter Thatchers afgang så en langsommere udvikling i deres købekraft – man rullede nemlig ikke de fundamentale reformer tilbage i 1990erne. Men ser man på den længere udvikling, steg første og anden kvintils købekraft med 29 % gennem årtiet efter Thatcher, hvilket var lidt hurtigere end de næste to kvintiler og kun lidt langsommere end det rigeste kvintils 33 %. Ideen om, at Thatchers reformpolitik decideret skadede de fattigste briter er ganske enkelt forkert. Den giver kun mening, hvis man opfatter folks relative position som alt og deres absolutte indkomst som intet – og det er vist kun Ken Livingstone, der mener det.

Fortæl ikke Holger K. om Maryland!

Af Nikolaj Stenberg, den 12. april 2013. Skriv et svar

Hvis der er en ting, der er ligeså sikker som tyngdeloven, er det det politiske systems evne til at opfinde nye skatteobjekter. I rigtigt gamle dage beskattede man vinduer, så skorstene, størrelsen af ens hus’ facade ud mod vejen og nu har staten Maryland fundet på, at beskatte nogle borgere for det regnvand, der helt naturligt qua førstnævnte lov, falder på deres ejendom.

Skattens navn er omtrent ligeså lusket, som den danske ”forsyningssikkerhedsafgift”, der inter har med forsyningssikkerhed at gøre: the storm water management fee. Se Breitbart for mere og kryds fingre for, at Holger K. ikke læser med her på bloggen.

Dagens Sure Opstød: Jan Pedersen og parasitterne

Af Nikolaj Stenberg, den 11. april 2013. 1 svar

Prof. Jan Pedersen, der underviser jurastuderende i skatteret på Aarhus Universitet, har udtalt sig om såkaldte skattely (eller ”parasitter”, som Jan Pedersen så malerisk kalder dem) til Jyllands-Posten; men har i den anledning gjort brug af den særlige form for systemoverlevelseslogik, som præger skattedebatten. Nedenfor er et par uddrag, men læs mere her.

Skattely er af det onde. Det betyder jo, at penge, der ellers skulle beskattes i hjemlandene, hvor de er optjent, flyttes til lande, der som politik kan tilbyde skjul for de her penge.

…jeg tør ikke gisne om, hvorvidt Danmark får alle de milliarder hjem…

Overskud, der udbetales som udbytte eller på anden lovlig vis overføres fra et dansk selskab til et udenlandsk er pr. definition ikke statens ejendom. Det er noget helt andet end når Malermester Olsen opretter en bankkonto i Tyskland og så bruger løs af sine sorte penge fra denne. Det første hedder skatteplanlægning, det andet dumhed. Der er en verden til forskel. I Jan Pedersens verden vil det f.eks. være ulovligt for alle udenlandske aktionærer i danske selskaber, at modtage udbytte uden at betale skat til Danmark, til trods for, at aktionærerne slet ikke er skattepligtige i Danmark. Eller det vil være ulovligt for danske selskaber i det hele taget at udbetale denne aktionær udbytte (uden at indeholde skat). Hvis hver en krone skal beskattes hvor den er tjent, må dét nødvendigvis kræve, at alle udanlandske aktionærer – ikke blot udenlandske moderselskaber – som minimum er begrænset skattepligtige. Det kan meget nemt resultere i dobbelt beskatning, af den samme kapitalindkomst.

Man kunne for et øjeblik overveje hvor høj skatte egentlig ville havde været i Danmark, hvis det ikke havde været for skattekonkurrencen fra såvel disse ”parasitter”, som vore nabostater. Mon den aktuelle sænkning af selskabsskatten ville komme på tale? Næppe. Der er ingen grund til at tro, at et politisk set monopoliseret system for skatteregler på EU-plan ikke vil resultere i højere skatter. Og vi har ført omtalt, hvilken effekt skatter generelt har.