Dagens Sure Opstød: Jan Pedersen og parasitterne

Af Nikolaj Stenberg, den 11. april 2013. 1 svar

Prof. Jan Pedersen, der underviser jurastuderende i skatteret på Aarhus Universitet, har udtalt sig om såkaldte skattely (eller ”parasitter”, som Jan Pedersen så malerisk kalder dem) til Jyllands-Posten; men har i den anledning gjort brug af den særlige form for systemoverlevelseslogik, som præger skattedebatten. Nedenfor er et par uddrag, men læs mere her.

Skattely er af det onde. Det betyder jo, at penge, der ellers skulle beskattes i hjemlandene, hvor de er optjent, flyttes til lande, der som politik kan tilbyde skjul for de her penge.

…jeg tør ikke gisne om, hvorvidt Danmark får alle de milliarder hjem…

Overskud, der udbetales som udbytte eller på anden lovlig vis overføres fra et dansk selskab til et udenlandsk er pr. definition ikke statens ejendom. Det er noget helt andet end når Malermester Olsen opretter en bankkonto i Tyskland og så bruger løs af sine sorte penge fra denne. Det første hedder skatteplanlægning, det andet dumhed. Der er en verden til forskel. I Jan Pedersens verden vil det f.eks. være ulovligt for alle udenlandske aktionærer i danske selskaber, at modtage udbytte uden at betale skat til Danmark, til trods for, at aktionærerne slet ikke er skattepligtige i Danmark. Eller det vil være ulovligt for danske selskaber i det hele taget at udbetale denne aktionær udbytte (uden at indeholde skat). Hvis hver en krone skal beskattes hvor den er tjent, må dét nødvendigvis kræve, at alle udanlandske aktionærer – ikke blot udenlandske moderselskaber – som minimum er begrænset skattepligtige. Det kan meget nemt resultere i dobbelt beskatning, af den samme kapitalindkomst.

Man kunne for et øjeblik overveje hvor høj skatte egentlig ville havde været i Danmark, hvis det ikke havde været for skattekonkurrencen fra såvel disse ”parasitter”, som vore nabostater. Mon den aktuelle sænkning af selskabsskatten ville komme på tale? Næppe. Der er ingen grund til at tro, at et politisk set monopoliseret system for skatteregler på EU-plan ikke vil resultere i højere skatter. Og vi har ført omtalt, hvilken effekt skatter generelt har.

Thank you, Mrs. Thatcher

Af Christian Bjørnskov, den 9. april 2013. 4 svar

I går morges døde Lady Margaret Thatcher, 87 år gammel. Medierne har været fulde af historien, med både beundrende og hadefulde bemærkninger. Kommentatorernes bedømmelse af en af Europas mest markante statsledere i efterkrigsperioden har dog været tynd på fakta. På bedste punditokratvis starter vi derfor med dem. Figuren nedenfor illustrerer, hvad der skete med den britiske økonomi siden 1950.

Briterne kom lige så langsomt i gang efter krigen som deres nabolande, men i 1960erne begyndte det at gå synligt galt. Den britiske bilproduktion, der havde været en af nationens stoltheder i 50erne, blev sindbilledet på problemerne: Fagforeninger, der strejkede og stillede umulige krav, nationaliseringer og monopolisering i British Leyland, og elendigt designede og producerede varer. Da 70erne indtrådte, var Storbritannien ’Europas syge mand’ og i særligt landets minedrift var kombinationen af politisk magtfulde fagforeninger og uproduktive, ressourcespisende formål en konstant kilde til social uro og hovedpiner i Westminster. Det hele reflekteres i figuren. Igennem 50erne voksede den britiske økonomi cirka ligesom nabolandene og var levestandarden lå knap 2-3% lavere, men i 60erne begyndte briterne at falde alvorligt bagud. Derouten er tydelig og per 1980 var briterne 30 % fattigere end nabolandene. 1980erne – Thatchers tid med massive reformer og modig privatisering – rehabiliterede økonomien: Gennem årtiet voksede den britiske økonomi 14 % mere end resten af Nordeuropa! Og selv efter hun trådte tilbage, har reformerne og revolutionen af britisk politik virket, så landet per 2012 praktisk taget har indhentet naboerne.

Thatcher blev premierminister i 1979 og kropsliggjorde nærmest revolutionen. Hun diagnosticerede de britiske problemer præcist og åbenhjertigt overfor vælgerne: Problemet var for meget politik og indblanding! For dén offentlige indrømmelse alene fortjener hun at blive husket. Frihed, fleksibilitet og individuelt ansvar var tilbage i europæiske diskussioner. Hun tog opgøret med uansvarlige fagforeninger og fik – efter voldsom og nogle gange voldelig modstand – lukket en række miner. Modsat en stadig populær fortælling i det nordlige England og Wales var de ikke rentable, men derimod økonomiske zombier. Det politiske mod fejlede ikke, og står som en ekstrem kontrast til snart sagt alle nutidens politikere.

Men det springende punkt, som ingen har nævnt, er hendes position som kvinde i en stadigt mandsdomineret politisk verden i 60erne og 70erne. Thatcher er ikke, men burde være et ikon for al ligestilling! Hun var Storbritanniens første kvindelige premierminister (vi har pt. vores første) og gjorde det på en særlig måde: Ved helt at ignorere kønsfordomme og –forskelle formåede Thatcher at drive det så vidt, som man overhovedet kan i politik. Hun demonstrerede, at køn og ’klassebaggrund’ – hun var datter af en købmand fra provinsen – var ligegyldig, når evnerne og viljen var der. Men på det punkt er vi ikke kommet længere siden Thatcher-revolutionen. Mindre kunne også gøre det og med al grund til for sidste gang at sige ’Thank you, Mrs. Thatcher’.

Tøbrud i klimapolitikken

Af Karl Iver Dahl-Madsen, den 2. april 2013. 8 svar

20130330_STC334_1Det må ikke være nemt at være energiminister Martin Lidegaard for tiden. Og heller ikke regeringens klimapolitiske hoforgan, Politiken med Bo Lidegaard som chefredaktør.

Ikke nok med, at de miljøøkonomiske vismænd har kritiseret dansk energi- og klimapolitik sønder sammen, inklusive ideen om, at den grønne omstilling skaber nettoarbejdspladser, men nu kommer diskussionen om klimaproblemets (manglende) betydning for alvor ud fra blogosfæren til Main Stream Media. Lars From har i Jyllandsposten med artiklen: ”Katastrofer styrer klimadebatten” givet en glimrende gennemgang af baggrunden for, at klimalarmismen nu ligger på dødslejet. Ligesom Economist i denne uges udgave med artiklen: ”A Sensitive Matter” har givet en afbalanceret – om end stadig lidt for bekymret – beskrivelse af de virkelige forhold på området.

Som det er Punditokraternes læsere bekendt, har jeg gjort mig til talsmand for, at klimaalarmismen er stærkt overdrevet og at kuren: kunstigt høje energipriser er (langt) værre end sygdommen.

Men lad mig lige ganske kort resumere, hvad problemet går ud på:

  • CO2 er en drivhusgas, og medvirker alt andet lige til, at jorden bliver varmere end den ellers ville være. Den direkte virkning af en fordobling af CO2 på jordens temperatur er beregnet til 1 grad celsius, hvilket i sig selv er trivielt, og endog gavnligt ifølge summen af den klimaøkonomiske forskning.
  • I klimamodellerne og i (dele af) klimaforskningen regnes yderligere med et positivt feedback fra vanddamp / skyer, som ifølge IPCC øger påvirkningen til et niveau fra 2-4,5 grader. Tallet i den høje ende ville muligvis kunne skabe nogen omstillingsproblemer på dele af jorden, ligesom der yderligere er/har været alarmistiske scenarier på helt op til 6-8 grader celsius.
  • Den nyeste forskning plus jordens faktiske temperaturudvikling, som er stagneret i de seneste op til 15 år, medens CO2 udledningen er steget som forventet, har vist, at IPCC’s og især klimamodellernes klimasensitivitet sandsynligvis er alt for høj. Faktisk konvergerer opfattelsen af sensitiviteten nu mod niveauet uden eller med lav feedback.

Min vurdering er, at IPCC af politiske, meget dårlige grunde (mere magt til FN, større overførsler af penge til udviklingslande) bevidst har overvurderet klimaændringerne for at skræmme folk til at føre en bestemt politik, nemlig kommando/kontrol nedskæringerne af forbruget af fossile brændstoffer. En politik, som i øvrigt har vist sig at være virkningsløs. Som Lomborg opgør det i the Sunday Times er forskellen på ingenting at gøre og det verden faktisk gjorde en halv procent! mindre CO2 udledninger.

IPCC har underspillet de naturlige årsager til klimaforandringer, og krampagtigt holdt fast i klimamodeller, hvoraf de fleste overhovedet ikke er i nærheden af at beskrive virkeligheden. Må jeg citere medlem af klimapanelet Jens Hesselbjerg fra Jyllandspostens interview. ”Der kan godt være klimaresultater, man ikke burde have set. Men ingen ønsker at være dommer, så alt kommer med”.

Eller mit eget udsagn fra min klimakronik i Ingeniøren i 2010: ”I stedet for at smide de dårlige modeller ud og arbejde videre med de bedste, laver man en middelværdi, hvilket illustrerer, at IPCC ikke er et uafhængigt organ, der kan skelne skidt fra kanel, men at alle sidder med ved bordet, og derfor ikke kan/vil kritisere hinandens arbejde for alvor”.

Selv om CO2 isoleret set varmer lidt, kan naturlige klimaændringer sagtens få jordens temperatur til at falde, og vi ved med sikkerhed, at hvis vi ingenting gør, vil vi i om nogle få år eller om 20.000 år få en ny istid med 2 km høje gletsjere ovenpå Rådhuspladsen.

Det er indlysende, at denne erkendelse om en lavere klimasensitivitet bør få globale klimapolitiske konsekvenser. Man bør gå væk fra den ”mitigation” lig med forsøg på kommandonedskæringer af forbruget af fossile brændstoffer, som har vist sig dybt skadeligt for verdensøkonomien ved at gøre energi kunstigt dyr. Ikke mindst for økonomien i Europa, som i modsætning til det meste af resten af verden er faldet pladask for de alarmistiske scenarier – der er noget ”Untergang des Abendlandes” mismod kombineret med: ”Hvis de mangler brød (energi), så giv dem dog kage (vindmøller)” i den europæiske folkesjæl.

I stedet bør man bruge ”adaptation” dvs. tilpasning lokalt og regionalt til de klimaforandringer, der naturligt eller menneskeskabt måtte komme. Det har menneskene gjort med stor succes i tusindvis af år, og det kan vi fortsat finde ud af. Ikke mindst i betragtning af, at vi nu har en enestående og stadigt voksende teknologisk knowhow skabt af, at vi ikke har ladet naturkapitalen i form af fossile ressourcer blive liggende i jorden til ingen verdens nytte.

Helt konkret bør disse erkendelser få følgende konsekvenser for den danske energi- og klimapolitik.

  • Det meningsløse mål om uafhængighed af fossile brændstoffer bør droppes med det samme. Tværtimod skal man glæde sig over, at der nu ved hjælp af ny teknologi findes rigelige og billige mængder af gas- og olie – oven i købet uden for Mellemøsten, og måske i Nordjylland – så der sandsynligvis er tilstrækkeligt til det globale forbrug de næste par hundrede år.
  • Enhver produktionsstøtte til bestemte energiformer skal øjeblikkelig afskaffes således, at det overlades til markedet at sikre udviklingen af billige og rene energiformer. Evt. eksternaliteter i form af afgifter på CO2 udledning skal løbende tilpasses ny erkendelse af (manglende) skadeniveau, og må under ingen omstændigheder være højere end i de lande, vi skal konkurrere med. Dansk økonomi er voldsomt belastet af den skæve støtte til såkaldt vedvarende energi, som destruerer mange flere arbejdspladser end den skaber.

Til de danske politikere vil jeg til slut gerne sige, at hvis I fremover vil undgå at blive snydt af forskere og embedsmænd med egeninteresser i at mislede jer, inden for tunge faglige områder som energi, klima og miljø, bør I sikre pluralismen i den faglige rådgivning af samfundet ved som minimum at nedbryde embedsstandens monopol på denne rådgivning.

Om journalistik, journalister og en endog meget bizar Deadline

Af Niels Westy, den 2. april 2013. Skriv et svar

Som det vist er faste læsere af denne blog bekendt, jubler vi ikke just over niveauet i danske mainstream medier. For eksempel startede jeg mit lille sideprojekt “americas.dk” som en reaktion på Orientering Udefra’s dækning af Latinamerika i almindelighed og måske især Niels Lindvigs “reportager” fra regionen i særdeleshed. Alle lavet over samme afhængigheds-teoretiske skabelon og uden hensyn til fakta.

I de seneste måneder er debatten om betydningen af journalisters politiske udgangspunkt blusset op igen.

I en kronik i Berlingske Tidende den 24. marts, Journalisternes røde verdensbillede, indleder Eva Agnete Selsing med at spørge:

Hvorfor skal vi altid høre om velfærdsstaten som et økonomisk mirakel, når den, helt evident, er det modsatte? Hvorfor er det altid synd for den enlige mor til fire på kontanthjælp? Hvorfor er det aldrig bare en lille smule forargeligt, at hun har sat børn i verden, hun ikke kan forsørge?

og svarer selv, at det er

Fordi 80 procent af alle journalister er røde.

Eva Selsings vægtning af journalisternes grundlæggende holdninger som betydende faktor for deres journalistiske arbejde, bliver i en kronik, Journalister er (stadig) ikke røde lejesvende, (forsøgt) imødegået af Erik Albæk & David Nicolas Hopmannm,, hhv. professor og lektor ved Center for Journalistik, SDU.

Albæk og Hopmann kommer med række valide indvendinger mod alene at lægge vægten på journalisternes politiske ståsted. Jeg tror egentlig heller ikke Eva Selsings mener at kun det politiske ståsted er bestemmende.

Albæk og Hopmann erkender at der eksisterer en række mekanismer, som skævvrider nyhedsdækningen ogiskriver, at

Selsing kan således have fat i en vigtig pointe, når hun anfører, at journalistik er tilbøjelig til at anlægge en pro-velfærdstatsvinkel

De mener ikke journalisternes egne holdninger er de væsentligste, men peger i stedet på en række andre faktorer, som skævvrider bl.a. debatten om velfærdsstaten, Ifølge Albæk og Hopmann peger meget på, at der eksisterer en strukturel asymmetri, hvorefter dem som har fordel af en udvidelse af velfærdsstaten er lette at mobilisere, mens dem det gavner, at der udvises økonomisk mådehold er svære at mobilisere. Det har implikationer for politikeres ageren (pro velfærdsstat), og indebærer ifølge Albæk og Hopmann, at der formentlig er samme asymmetri i mediernes nyhedsdækning, grundet de almindelige journalistiske nyhedskriterier.

For som de skriver:

Når det af den godt fortalte nyhedshistorie kræves, at den inde- holder konflikt,‘human interest’-identifikation og en »case«, så er det ulig lettere at skrive historien om den handicappede, som mister en ydelse, eller de børn, hvis skole lukkes. Det kan man identificere sig med. Det kan illustreres med billeder. Og det virker umiddelbart uretfærdigt for de berørte. Men historien om skatteyderen, der får flere kroner i lommen om måneden som følge af den reducerede ydelse, bliver ikke fortalt. Hvis antagelsen om en sådan asymmetri er korrekt, må vi forvente, at der er en slagside i nyhedsdækningen til fordel for de interesser, der ønsker en bevarelse eller udvidelse af eksisterende velfærdsydelser.

Med andre ord er der tale om en grundlæggende fejl, som ikke kan hæftes op på journalisternes egne holdninger. Den manglende entydige røde eller blå bias underbygger de ved bl.a. at pege på hvordan historien om betalingsringen udspillede sig. Som de skriver:

Det samme type skævvridning så vi, da den siddende regering lancerede sine planer om at indføre en betalingsring rundt om København. Nyhedsfladen var fyldt med interviews med trafikanter, for hvem en ring ville betyde væsentlig længere tid til arbejde, når de skulle benytte offentlig transport. Alternativt skulle de betale en meget høj afgift. Vores indtryk er, at der var meget få historier om folk, som ville høste fordele af ringen, eksempelvis de småbørnsforældre, hvis børn ville kunne ånde renere luft under den daglige tur i barnevognen rundt om søerne i indre København.

Og de har en pointe. Deres svar er, at man skal øge fokus på om gældene journalistiske nyhedskriterier sikrer en fair og afbalanceret dækning.

Deres forslag er at man i stedet for at illustrere politik med håndplukkede ’almindelige’ borgere som »cases«, der er ofre – måske i stedet bør fokusere mere på at fortælle den overordnede historie om hvorvidt der er fordele eller ulemper for hele samfundet.

Interessant nok er ingen af de to kronikører formentlig klar over, at deres forslag i sig selv jo er udtryk for en klar politiske vinkling (og naivitet). For hvis vinklingen skal baseres på en cost-benefit analyse, og det jo reelt det de foreslår, så kan det vel grundlæggende bedst betegnes som “radikal teknokratisk nyhedsformidling”.  

Det fremgår tydeligt af deres overordnede argument mod, at journalisters politiske grundholdninger spiller en rolle i nyhedsformidlingen:

I forskningen er der bred enighed om, at den enkelte journalists overbevisning ikke spiller nogen betydelig rolle for det samlede mediebillede, hverken til venstre eller til højre. Ligeså lidt som man kan påstå, at alle danske regeringers politik er radikal (fordi påfaldende mange embedsmænd stemmer radikalt), giver en så forsimplende påstand om den enkelte journalist mening. Embedsmændene laver det, ministrene ønsker – i et kompliceret system, hvor de skal forholde sig til interesseorganisationer, medier og mange flere aktører. På samme måde er nyhedsproduktionen en kompliceret proces, hvor mange aktører, procedurer og normer spiller en rolle, og hvor journalister arbejder i en nyhedsorganisation med ejere og (chef-)redaktører. Det er ikke de individuelle journalisters politiske holdninger, man skal fokusere på, hvis man vil forstå mediernes måde at dække politik på.

Her videregives et drømmebillede af hvordan embedsmandsstanden måske nok burde være, men bestemt ikke er, Tværtimod. Kunne det tænkes, at mange embedsmænd er radikale fordi dette politiske standpunkt stemmer bedst overens med en selvopfattelse af embedsmandens centrale rolle? Laver embedsmændene virkeligt bare det ministrene ønsker? Her synes der at være tale om en opfattelse af den politiske proces, som taget ud af TV-serien “Borgen”. I den virkelige verden er det jo ikke helt nemt altid at afgøre hvem der egentlig arbejder for hvem.

Og hvad blev der af aktørernes egeninteresser? Er det uden betydning at medierne er på støtten? Er det uden betydning at Danmarks Radio er licensfinansieret i stedet for at skulle eksistere på almindelige markedsvilkår? Man skal vist være meget naiv hvis man tror det.

Hvis der er en sammenhæng mellem om folk er ansat i den private eller offentlige sektor, om de er selvforsørgende eller på kontanthjælp, for hvor de sætter deres kryds, så gælder det nok også for journalister og embedsmænd. Det ville være mærkeligt andet.

Og det er jo næppe noget tilfælde at man altid ender med at diskutere Danmarks Radio og deres eventuelle journalistiske bias. Jovist, kan man som borgerlig være irriteret over Politiken, som socialister kan være irriterede over Børsen. Men til forskel fra Danmarks Radio kan man jo bare lade være med at abonnere på de to aviser.

Når Deadline er virkeligt bizar

Hovedmålet for debatten om journalisters eventuelle røde bias har de seneste måneder været det nye DR 2 og ikke mindst den nye Deadline.

Her er det forøvrigt interessant, at Martin Krasnik i et interview med Paul Erik Skammelsen direkte har understreget, at han i hvert fald ikke kan se bort fra sin personlige holdning.

På det punkt (og det er nok også et af de få) er Martin Krasnik og Eva Selsing enige.

I søndags var et af temaerne i Deadline den stigende tilslutning til borgerligt-liberale ideer blandt danske unge. Den måde Deadline behandlede emnet på, var ved først at interviewe en ung kvinde, som fortalte om hvorfor hun havde meldt sig ind i Liberal Alliances Ungdom. Herefter gav man ordet til to venstreorienterede debattører- Programmet kan ses her.

Ingen af de to anede meget om hvad liberalisme er. Den ene, Lars Olsen, er en kendt venstreorienteret debattør og forfatter, den anden en filosof, Anders Fogh Jensen, som ifølge udsendelsen  har forsket i bl.a. “projektsamfundet” samt “magt og organisationer” med særlig fokus på liberalisme, som det blev sagt. Det med kendskabet til liberalisme ligger det vist lidt tungt med.

Her er så mit spørgsmål: Hvorfor? hvad var formålet med udsendelsen? Blev vi klogere på hvorfor nogle unge er blevet mere liberale (hvilket kun kan glæde os her på bloggen)?

Måske er der læsere af bloggen, som har nogle bud på hvad det gik ud på.  Jeg erkender blankt, at jeg mest af alt fandt hele optrinet bizart,. for ikke at sige absurd.

Set fra Liberal Alliances Ungdom var der måske nærmest tale om et scoop. Først taler en ung køn kvinde med ben i næsen, hvorefter to venstreorienterede snakkehover som repræsenterer alt det unge liberale forkaster, bruger det meste af tiden på at forsvare velfærdsstaten. Meget bedre bliver det jo ikke for LAU.

Men det var vel ikke det, som var meningen?

 

European Public Choice Society 2013

Af Christian Bjørnskov, den 29. marts 2013. 2 svar

På onsdag starter den årlige konference i the European Public Choice Society. Dette års konference, som afholdes i Zürich, er speciel på den måde at udvælgelseskomiteen har haft næsten 600 papirer at vælge mellem til de knap 300 pladser. Bladrer man gennem programmet, er der derfor en masse at vælge mellem. Her er som sædvanlig et helt personligt udvalg:

Hans Pitlik (WIFO) og Bodo Knoll (Hohenheim): Who Benefits from Big Government? A Life Satisfaction Approach

Hans og Bodo bruger ESS-undersøgelsen til at vende tilbage til spørgsmålet om større offentlige udgifter er forbundet med større eller mindre lykke / subjektivt velbefindende. De to tager både kausalitet og potentielt heterogene effekter i betragtning og ender – heldigvis for bl.a. undertegnede – at bekræfte tidligere studier: Større offentlige udgifter, ikke mindst større sociale udgifter, forårsager lavere lykke, og særligt blandt de relativt fattigere.

 Pierre-Guillaume Méon og Khalid Sekkat (UL Bruxelles): The formal and informal institutional framework of capital accumulation

Min ven Guillaume og hans kollega har undersøgt effekten af formelle og uformelle institutioner på inflows af direkte udenlandske investeringer. Papiret, der kan ses som en del af en nye bølge mere detaljerede studier af tillid, peger på at tillid og kvaliteten af retsvæsenet er substituter – tillid er vigtigere når retsvæsenet er dårligt, og omvendt.

 Kerry Papps (Bath): The Effects of Social Security Taxes and Minimum Wages on Employment: Evidence from Turkey

En af de centrale diskussioner i nationaløkonomi i disse år er, om sociale sikkerhedsnet og mindstelønninger påvirker arbejdsløsheden, og i hvilken retning. Papps bruger detaljerede tyrkiske data til at estimere effekten af begge dele. Konklusionen er vigtig for bl.a. danske diskussioner: Effekten af det sociale sikkerhedsnet er større end mindstelønninger, men udvidelser af begge fører til større arbejdsløshed.

 George Tridimas (Ulster): Rent Extraction and Rent Seeking in Ancient Athens

Tridimas peger på en ny og kreativ approach til at undersøge, om direkte demokrati rent faktisk er til fordel for de fattigste vælgere. Ved at fokusere på mulig rent-seeking og domstolenes kontrol af det, er konklusionen at der er konsistent med fakta. Clue’et er, at alle data og eksempler er fra oldtidens Athen!

 Sarah Necker (Freiburg): The Dismal Science? Happiness of Economists

Sidst, men ikke mindst, viser Sarah at økonomer slet ikke er så sure og triste som folk tror. En undersøgelse af lykke blandt økonomer peger bl.a. at økonomer er lykkeligere med fastansættelse og i særlig grad med mere tid og frihed til forskning.

Steen Leth Jeppesen’s klarsyn i Børsen

Af Nikolaj Stenberg, den 26. marts 2013. Skriv et svar

Steen Leth Jeppesen’s dagsaktuelle leder i Børsen om de danske regel- og sektortilsyn sidder, som man siger, lige i skabet og den vidner om, at dele af den danske mediebranche har klarsyn nok til at kunne se – og efterfølgende slå ned på – de rigtige problemer. Her et par fyldige uddrag, med mine fremhævninger; jeg håber Børsens ophavsretsafdeling vil være overbærende:

Som bekendt går det dårligt for mange statskontrollerede virksomheder. F.eks. Dong, DSB, Post Danmark og SAS. Hvordan det reelt forholder sig med andre statsaktiviteter under mere eller mindre autonome ledelser fortaber sig derimod i det uvisse. Det gælder således regulerende direktorater – i medierne betegnet “vagthunde”: Forbruger- og Konkurrencestyrelsen, Finanstilsynet, Energitilsynet, Arbejdstilsynet osv. …

[Direktør for Konkurrencestyrelsen Agnete Gersing] påpeger, at råd og ankenævn er garanti for lovmedholdeligheden. Uden at tage stilling til [kritikken af Konkurrencestyrelsen] er der da grund til at tro, at Gersing administrerer lovgivningen “efter bogen”. Noget andet er så, om den indsats altid fremmer effektiv konkurrence. Det går man bare ud fra, fordi det politisk er besluttet at være tilfældet.

Konkurrencestyrelsens markedsafgrænsninger kan i den sammenhæng godt siges at være arbitrære, uanset om de er “efter bogen”. Direkte offentlig virksomhed er i øvrigt undtaget, ligesom f.eks. apoteker, Danmarks Radio, kommunal forvaltning og fagforeningsvirksomhed. Meget skyldes selve lovgivningen, men en del også den måde styrelsen fungerer på “efter bogen”…

…Finanskrisen og politikeres behov for at afstraffe banker – herhjemme såvel som i EU – giver tilsynet flere og flere opgaver og magtmidler. I første halvdel af 1990’erne var smidig tilsynsadministration hjælpsom under en dansk bankkrise. Det førte til en 5000 sider lang kritisk rapport fra en såkaldt ekspertgruppe, hvis forvaltningsretlige flueknepperier har kyst embedsværket. Et efterhånden meget magtfuldt tilsyn – der reelt selv laver regler, administrerer og pådømmer overtrædelser – har siden nidkært arbejdet “efter bogen”.

Kolossal ekspertise er åbenbart samlet i Århusgade, hvor man både har viden om lokale grund- og ejendomsværdier, forretningsmodeller og ledelseskompetencer. Senest har direktør Per Grønborg fra Danske Markets i Berlingske rejst spørgsmålet om det rimelige i særlig skrap dansk tilsynspraksis, og Nordeas topchef Christian Clausen har kritiseret tilsynets “ekstreme” nedskrivningsregler. Men kritikken afvises, tilsynet alene vide.

Der mangler helt klart en slags kritisk revision af, hvordan disse og andre “vagthunde” reelt fungerer, eller om de snarere har udviklet sig til “jagthunde”? Hvor mange ansatte har de, og hvordan agerer de sammenlignet med lignende organer i andre lande?…

Men hvis man ønsker at afskaffe unødige særbyrder på dansk erhvervsliv, er det ikke nok vedblivende blot at fodre de bureaukratiske “vagthunde” med mere eller mindre uklare lovbestemmelser og store personaleressourcer.

Professorer i krig mod krigen i Irak

Af Nikolaj Stenberg, den 25. marts 2013. 11 svar

irak-krigenDet er en udbredt misforståelse, at 2003-krigen mod Irak var ulovlig. Så udbredt faktisk, at bl.a. Jens Elo Rytter, Jens Vedsted-Hansen, Henning Koch og tidl. professor og minister Ole Espersen overfor Morgenavisen Jyllands-Posten Ritzau forleden tilkendegav, at de delte dén opfattelse. The odd man out var ifølge artiklen Ole Spiermann, som ikke ønskede at tage stilling; hvilket på Facebook fik ex-Punditokrat Jacob Mchangama til korrekt at bemærke:

Ole Spiermann er så også Danmarks suverænt bedste folkeretsjurist med en viden og produktion der overgår langt de fleste. Dermed ikke sagt at han nødvendigvis har ret, men at Spiermann er i mindretal gør ikke at man automatisk kan sige at han tager fejl.

Lige præcis. Men jeg tør nu godt være mere skråsikker. Og i øvrigt fortsætter debatten, herunder den debat, der isoleret angår spørgsmålet om konkret lovlighed indenfor det folkeretlige system. Det er for så vidt en fornuftig diskussion; men den er uden betydning for lovligheden af de danske krigshandlinger og dét er vigtigt at holde for øje, så man ikke blander tingene sammen. Når Danmark går i krig er den udbrydelige norm den, der er udtrykt i Grundlovens § 19, stk. 2:

Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges folketinget. Er folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde.

Man kan ved selvsyn konstatere, at denne bestemmelse foreskriver en procedure for forholdet mellem p.d.e.s. Folketinget og p.d.a.s. Kongen /v Regeringen, når den danske stat drager i krig. Krigshandlinger er så alvorlige, at Folketinget har krav på medbestemmelse.

Bestemmelsen modificerer hovedreglen om, at den udenrigspolitiske kompetence indenfor den danske stat tilkommer Regeringen. Ikke Folketinget.

Bestemmelsen indeholder imidlertid ikke et påbud for Regeringen eller Folketinget til at sikre, at en eventuel dansk krigsdeltagelse er konform med reglerne i FN-pagten. In casu, at der foreligger et sikkerhedsrådsmandat til krigen eller at krigen ikke er en angrebskrig. En sejlivet fejlfortolkning af bestemmelsen i § 19, stk. 2 betyder imidlertid, at dette synspunkt har fået lov til at florere i visse (retsaktivistiske) kredse og endda nåede helt i Højesteret i den såkaldte Irak-sag (U2010.1547H).

I Irak-sagen havde Grundlovskomitéen 2003 vedrørende Irak-krigen appelleret sit nederlag i Landsretten til Højesteret, i spørgsmålet om, hvorvidt staten skulle anerkende, at ”Danmarks deltagelse i det militære angreb på Irak er i strid med Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953.” Under sagen for landsretten var appellantens synspunktet uddybet af blandt andre tidl. MEP Ulla Sandbæk:

På baggrund af grundlovens forarbejder går hun ud fra, at Danmark, ikke kan gå ind i en angrebskrig på det foreliggende grundlag og uden FN-mandat. Hun mener, at det er en følge af politisk følgagtighed, når Udenrigsministeriets folkeretskontor har udtalt, at krigsdeltagelsen havde fornøden hjemmel. Indsatsen i Irak har sammen med tegningesagen bevirket, at hun ikke tør tage til Mellemøsten for at samle oplysninger til en roman, hun havde haft planer om at skrive.

Idéen om, at Grundlovens § 19, stk. 2 skulle indeholde mere end en procedureforskrift har sin rod i forarbejderne til den gældende grundlov fra 1952, bl.a. i dette uddrag, som appellanten henviste til i Irak-sagen:

Efter at Danmark gennem internationale aftaler har afstået fra krig som middel for sin udenrigspolitik, kan anvendelse af militære magtmidler mod andre stater kun forekomme som forsvar mod angreb eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt.

Umiddelbart er sagen efter at have læst tekstuddraget jo klar: Dansk krigsdeltagelse kræver FN-mandat. Men så simpelt er det ikke. For en sådan forståelse af § 19, stk. 2 ville gå midt imod grundlovens indre logik; hvilket er netop, hvad Højesteret larmende præcist pointerer:

[Der] foreligger [ikke] nogen særlig uklarhed om forståelsen af grundlovens § 19, stk. 2, i overensstemmelse med ordlyden som en procedureregel, der regulerer forholdet mellem regering og folketing. En forståelse som hævdet af appellanterne [læs: Grundlovskomitéen 2003 vedrørende Irak-krigen] ville indebære, at Danmark i 1953 skulle have overladt det til FN’s Sikkerhedsråd – med vetoret for de permanente medlemmer – at afgøre, om Danmark uden for folkeretligt anerkendte situationer ville kunne anvende militære magtmidler. En sådan forståelse ville også stride mod den grundlæggende ordning i dansk ret af forholdet mellem national ret og international ret, hvorefter folkeretten ikke har grundlovskraft.

Det mest sigende ved det hele er, at dét Højesteret siger burde være ganske ukontroversielt for enhver jurist, der kan sin statsret fra det allerførste studieår: I Danmark anerkender vi ikke det synspunkt der siger, at dansk ret og folkeretten udgør et samlet hele. Tværtimod er vi i Danmark tilhænger af princippet om, at dansk ret og folkeretten udgør to hver for sig selvstændige retssystemer. Det er dette princip retten bruger, når den stadig oftere behandler sager om mulige EMRK-krænkelser; så bruger man nemlig EMRK-reglerne og ikke de danske. Domstolene kan nemlig, må det forstås, sagtens finde ud af, at holde tingene adskilt.

Skulle vi andre så ikke også prøve på det?

Farvel til Cypern? (Forhåbentlig ja)

Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2013. 4 svar

CypernCyperns parlament spiller i disse dage højt spil med landets økonomi. Den lille østat har en svært nødlidende – og meget stor – banksektor, og har meget lidt international goodwill. Manglen på goodwill har to årsager. Først gælder det, at landet ligesom Grækenland har ført lallende uansvarlig politik og håbet på, at EU (læs: Nordeuropa) vil baile dem ud. For det andet er det almindeligt kendt, at den russiske mafia hvidvasker penge gennem de cypriotiske banker og at politikerne de facto ikke har gjort noget for at stoppe trafikken.

Og situationen spidser til. Landets banker er tvangslukkede siden lørdag og åbner tidligst tirsdag. Det noget drakoniske indgreb er sket for at forhindre det, der lignede starten på et bank run. Cypern sagde nej til EU og IMFs plan, der blev stillet som krav til at landet får næste kriselån. De har i stedet forhandlet sig til et udspil om en alternativ plan. EPN skriver for eksempel, at den plan som de cypriotiske politikere synes at være enige om, vil ”medføre nationaliseringer af statslige og private fonde og midler.”

Problemet er, at planen bygger på luftkasteller. Som den glimrende Tyler Cowen formulerer det:

It seems, by the way, that the basic Cypriot strategy is to pile together a load of illiquid and indeed even imaginary assets into a “fund,” claim they have met the target, and dare the ECB to cut them off on Monday.

Spørgsmålet, man må stille, er hvorfor ECB så tydeligt har truet med at trække stikket ud til Cyperns respirator. Svaret er, som Kevin Drum skriver: ”the nickel version is that everyone is fed up.”Landet står til at skulle stille mde en fund på noget i retning af en tredjedel af dets årlige BNP for at slippe ud af krisen. I stedet for at se fakta i øjnene, spiller politikerne ganske enkelt et game of chicken med banken. Ligesom i amerikanske film, har man stillet to biler op en kilometer fra hinanden og kører derefter for fuld fart mod hinanden. Den der drejer senest – og altså den med størst tålmodighed eller mest dødsdrift – vinder spillet.

De cypriotiske politikere har satset deres troværdighed på, at ECB ikke vil lade landet gå statsbankerot og således tvinge dem til at træde ud af eurozonen. Hvis ECB skal bibeholde sin troværdighed og således undgå, at en række andre større lande spiller samme spil, må man lade Cypern falde. At det så sandsynligvis, med den nødvendige devaluering og reintroduktion af en egen valuta, er det rigtige valg på langt sigt for Cyperns borgere, er en helt anden diskussion.

Mail fra Detektor

Af Niels Westy, den 18. marts 2013. Skriv et svar

Efter mit sidste indlæg Detektor, Deadline, Hugo og ventrefløjens mytomani, har jeg modtaget en mail fra deres redaktion. Heri gør de opmærksom på, at de naturligvis tog kontakt til både undertegnede og Pelle Dragsted.

Samtidig gør de opmærksom på, at de fravalgte et indslag om mord på fagforeningsfolk, fordi de i deres research kom frem til, at “der var megen usikkerhed og modstridende oplysninger omkring tallene”, hvilket indebærer at de vurderede, at det ikke var muligt at “formidle debattens stridspunkt på en forståelig måde”.

Det er jo ganske fair, at man ikke mener det entydigt kan afgøres, hvorvidt der bliver slået færre eller flere fagforeningsfolk ihjel i Colombia eller Venezuela.  Med tanke på hvor kraftigt påstanden om systematisk forfølgelse af fagforeningsfolk og billedet af Colombia som et udemokratisk land i årevis kritikløst er blevet formidlet, er det i sig selv et ganske betydeligt resultat.

Jeg mindes således en debat i Deadline om støtte til terrororganisationer (fighters and lovers sagen), mellem et ellers standhaftig og meget vidende nuværende medlem af folketinget og formanden for Mellemfolkelig Samvirke, Trine Pertou March. Da hun påstod at Colombia ikke var et demokrati, fik det stort set lov til at stå umodsagt. Det viser hvor succesfuldt man havde formået at markedsføre et forvrænget og forkert billede af Colombia.

At Detektor ikke mener entydigt at kunne afgøre hvorvidt Dragsted eller undertegnede har ret, er derfor i sig selv en væsentlig information. Man kan kun beklage, at Detektor ikke offentliggør de resultater man er kommet frem til i sager man vælger ikke at medtage i sine programmer.

Detektor, Deadline, Hugo og venstrefløjens mytomani

Af Niels Westy, den 16. marts 2013. 3 svar

I forbindelse med Chavez død i sidste uge deltog jeg i Deadline (onsdag den 6. marts). I min naivitet troede jeg at man ønskede min deltagelse, fordi jeg som økonom skriver om Latinamerika i Børsen og på Americas.dk. Til min store overraskelse viste det sig, at min væsentligste egenskab var mit medlemsskab af Liberal Alliance. Det kunne man have informeret mig om på forhånd.  F.eks. da Martin Krasnik ringede til mig få timer før selve udsendelsen.

Detektor og Venstrefløjens myter

Dragsted fremfører alle de sædvanlige argumenter fra venstrefløjen, som man tidligere har set dem gøre i forbindelse med forsvaret af andre venstreorienterede styrer.

Kort fortalt består Dragsteds forsvar for Venezuela i, at:

  • Man har opnået betydelig økonomisk vækst
  • Der har været betydelige sociale fremskridt

Hvorimod jeg fremfører, at :

  • Den økonomiske vækst har været relativt lav i forhold til andre lande i regionen, samtidig med at manglende investeringer mindsker det fremtidige potentiale.
  • Andre lande har oplevet samme eller større fremgang, målt på sociale fremskridt.

Vi kan naturligvis ikke begge have ret. Og det hjælper ikke Dragsted, at han henviser til en artikel i den venstreorienterede avis The Guardian. Hans brug af tal fra deres artikel er forøvrigt helt hen i skoven. Og så er der naturligvis både den manglende fornemmelse for Venezuelas velstand før Chavez, og den manglende sammenligning med andre lande i regionen.

Mens Christian Bjørnskov har modgået venstrefløjens påstande og myter med  fakta i “Chavez sociale resultater” og “Chavez økonomiske resultater“, har jeg gjort det samme i indlæggene “Kampen om Chavez eftermæle….“, “The death of a caudillo” på Americas.dk.

Konklusionen er samstemmende, at :

  • Venezuela har haft en, i forhold til resten af Latinamerika, lav økonomisk vækst de seneste 14 år.
  •  Andre lande har opnået langt større sociale fremskridt.

Detektor kommer på banen

I en ordveksling mellem Dragsted og undertegnede indrager jeg Colombia – vel vidende at Enhedslisten her klart har valgt side, vel og mærke for terrorgruppen FARC og mod den demokratisk valgte regering under ledelse af Manuel Santos. Og så får jeg nævnt, at der de senere år er blevet slået flere fagforeningsfolk ihjel i Venezuela end i Colombia.

Efterfølgende henvendte Detektor sig til mig og bad mig dokumentere denne påstand. Det var nu ikke svært, i det jeg i forbindelse med at dele af Europaparlamentet har prøvet at forhindre en frihandelsaftale med Peru og Colombia, med henvisning til bl.a. en påstået forfølgelse af fagforeningsaktive i Colombia, sidste år skrev et indlæg på Americas på baggrund af solide analyser som peger på, at der ikke kan påvises, at der foregår en systematisk forfølgelse af fagforeningaktive i Colombia. Faktisk er risikoen langt lavere for at blive myrdet som fagforeningsmedlem end for befolkningen generelt, se “Forfølgelse af fagforeninger i Colombia, fup eller fakta?” på Americas.dk

De ønskede også dokumentation for to andre udsagn, at

  • Hele regionen har oplevet et fald i uligheden og forbedrede sociale vilkår de sidste ti år. og at Peru som har en helt anden økonomisk model har oplevet lige så stort fald i uligheden i samme periode, men har haft en langt hastigere økonomisk vækst
  • Vi i Sydamerika ser alle variationer af økonomiske modeller og må konstatere at væksten efter årtusindskiftet har været højest i de mest frie økonomier

Hvortil jeg henviste til et par yderligere indlæg på Americas.dk samt en rapport fra henholdsvis CEPAL (hvis udgangspunkt var den argentinske økonom Raul Prebish og ideen om importsubstitution som vejen frem for Latinamerika), samt Verdensbanken.

De to rapporter kan hentes her:

Social Panorama 2012 (CEPAL)

Economic Mobility and The Rise of the Latin American Middle Class (Verdensbanken)

Efterfølgende har jeg modtaget en mail fra Detektor om at der ikke kommer et indslag. Det er anden gang jeg oplever dette. I november 2011 deltog jeg i en debat med bl.a. Mickey Gjerris fra etisk råd (se debatten nedenfor). Her var det mine påstande om at både vores luft og vand er mindre forurenede end for årtier siden, som man ønskede kilder til – hvilket de naturligvis fik. Heller ikke dengang kom der et indslag ud af det. Mine oplysninger var (naturligvis) faktuelt korrekte.

Det er selvfølgelig fint, hvis Detektor mener at udsagnene er tilstrækkeligt underbyggede, men det efterlader alligevel et spørgsmål, som ikke er helt uinteressant.

Hvor mange sager undersøger Detektor, hvor man kommer frem til at udsagnene er korrekte, eller i det mindste ikke kan tilbagevises?

Jeg er klar over, at konceptet primært er at vise når – typisk politikere – kommer med udsagn, som de ikke har faktuel basis for. Og jeg kan ikke udtale mig om hvorvidt man også har bedt min modpart i debatten om at fremlægge kilder til sine påstande. Men dels kan Dragsted og jeg næppe begge have ret, og dels er der grund til at tro, at når man bliver spurgt, så er det fordi man på Detektors redaktion betvivler sandheden i de pågældende udsagn.

Da Detektors egen indsats begrænser sig til at bede en selv om at levere den fornødne dokumentation, ville det næppe være et større arbejde at de lod alle de undersøgelser indgå, som aldrig ender med et indslag.

Det ville give mulighed for at andre, som betvivler de givne udsagn, kan blive klogere. Samtidig er jeg sikker på, at en del ikke mindst politikere – vil sætte pris på at andre kan vurdere omfanget af urigtige oplysninger i forhold til hvor mange gange de pågældendes oplysninger har vist sig at være helt korrekte.

Chavezs sociale resultater

Af Christian Bjørnskov, den 13. marts 2013. Skriv et svar

Da Hugo Chavez døde forleden, stod mange på venstrefløjen i kø for at rose ham og hans regime i Venezuela. Men der var også en del, der ikke er højrøde, der havde rosende ord tilovers for manden. En af standardkommentarerne var, at nok var hans økonomiske resultater frygtelige – som vi skrev om forleden – men hans sociale resultater var fine. Problemet er blot, at de mange, der kom med det argumentet, forvekslede officielle hensigter med faktiske resultater.

En første indikation er børnedødeligheden, der ofte bliver brugt som et bedre mål for dyb fattigdom og nød end de sædvanlige tal. Dødeligheden for børn under 5 er faldet fra 26,1 per 1000 i 1995 – før Chavez overtog landet – til kun 15 i 2011 (iflg. Verdensbanken). Det er en præstation, der bliver fremhævet af mange, og bestemt en indikation på, at noget godt er sket. Men hvis man ser på nabolande med markant andre politiske visioner, ser det pludselig ikke så imponerende ud. I samme periode har Peru formået at sænke sin børnedødelighed fra 54,8 per 1000 til 18. Chile, det mest liberale land i Latinamerika, havde en dødelighed på 13,6 i 1995, og har per 2011 en på 8,7 per 1000. Udviklingen går langsomt i Venezuela.

Et andet problem, der rammer de fattige meget hårdere end rige, er inflation, og helt særligt variabel inflation. Pludselige og stærke prisstigninger kan hurtigt vælte budgettet hos en fattig familie uden særlig opsparing, mens middelklassen og rigere segmenter har en opsparing eller fast ejendom, som kan fungere som buffer for uforventede stød. På det punkt har Chavez-regimets politik også været ekstremt kritisabel. Se blot figuren nedenfor (igen tal fra Verdensbanken) og sammenlign Venezuelas inflationsudvikling med Peru og Chile.

Sidst, men ikke mindst, har der været næsten utallige rapporter om, hvordan regimet i Venezuela har knægtet den frie presse og ytringsfriheden. Alle kommentatorer – måske med undtagelse af P1’s husmarxist Niels Lindvig – har bemærket dette, men uden at tage det helt alvorligt. Chavezs mediepolitik har dog ikke bare påvirket udlandet, men i særdeleshed ødelagt et ellers rimeligt velfungerende civilsamfund. Han har således været helt traditionel kommunist på linje med hvad man så i Østeuropa efter anden verdenskrig. Det bemærkelsesværdige er, at Chavez levede fint med pressen de første to år af sit regime, men slog benhårdt ned da den begyndte at kritisere det nye styre. Læg mærke til knækket opad i Freedom Houses pressefrihedsvurdering i 2000, og det markante knæk nedad mod langt mere frihed i Peru efter 1999. Jeg kan ikke se, hvordan noget demokratisk menneske kan retfærdiggøre det som ’fine sociale resultater’.

Chavezs økonomiske resultater?

Af Christian Bjørnskov, den 7. marts 2013. 6 svar

Forleden dag døde Venezuelas de facto diktator Hugo Chavez. Flere medier, inklusive DR, har været ude at hylde hans visioner og resultater i Venezuela. Der har dog ikke været meget virkelighed i meget af dækningen – påstande som markant mindre ulighed, bedre vilkår for de fattige og mere retfærdighed spiller dårligt sammen med fakta. Verdens femtestørste olieproducent har de seneste år oplevet deciderede mangeltilstande. New York Times skrev for eksempel sidste år om, hvordan der ofte mangler basisvarer som madolie, majsmel, kyllinger og toiletpapir i forretningerne. Landet, der traditionelt har haft en stor kaffeindustri, har de sidste fire år været nettoimportør af kaffe.

Så hvordan ser virkeligheden ud. Ofte devisen at et billede siger mere end 1000 ord (som vi ofte bruger i praksis her på stedet), er her udviklingen i Venezuelas overordnede levestandard, sammenlignet med to af Chavezs værste ideologiske modstandere: Chile og Peru. Chavez kom til magten i 1998, og venezuelanernes gennemsnitlige levestandard i dag er stort set den samme som dengang. Peru liberaliserede økonomien omkring 2000, og Chile som bekendt langt tidligere. Spørgsmålet er ikke bare, hvor man helst ville bo i dag, men hvor ville man helst bo om ti år?

Public Choice Society 2013

Af Christian Bjørnskov, den 5. marts 2013. 1 svar

I skrivende stund er jeg så småt på vej til New Orleans til dette års nordamerikanske konference hos the Public Choice Society. Mens hele programmet kan ses her, har jeg traditionen tro udvalgt enkelte papirer, som jeg ser frem til at se præsenteret. De følgende ser ret lovende ud:

Whitney Buser (Berry) og Joseph Connors (Duke): Cross Country Effects of Democracy on Economic Liberalization. Buser og Connors starter med at notere, at markedstransitioner tydeligt hjælper fattige lands vækst, men at der ser ud til at findes en tærskel omkring 15.000 USD, hvor landenes økonomi bremser op. De rykker således ikke hele vejen op i de rige landes klub. Ved at se nærmere på transitioner på tværs af denne tærskel argumenterer de to for, at mere demokratiske mellemindkomstlande har større sandsynlighed for at rykke forbi og ind i gruppen af i-lande.

Anna Welander, Carl Hampus Lyttkens og Therese Nilsson (Lund): Globalization and Health in Developing Countries – The Role of Economic and Political Institutions. Lunds Universitet sender I år en hel horde af folk til PCS, og heldigvis blandt dem et par venner. Dette papir, som jeg skal diskutere på lørdag, ser nærmere på relationen mellem globalisering og befolkningens helbred. Mens ny forskning peger på, at øget globalisering påvirker helbredsstatussen positivt, ser de tre svenskere nærmere på, om det gælder i alle lande. Papiret er måske stadig lidt foreløbigt, men resultaterne peger på, at globalisering er mere effektivt i lande med gode institutioner. Jeg ser frem til diskussionen om, hvorfor det er sådan.

Andreas Bergh (Lund): Are People Too Nice? On the Economic Consequences of Other-Regarding Behavior. En anden ven fra Lund der burde være kendt blandt Punditokraternes læsere, Andreas Bergh, kommer med et ret foreløbigt, men meget interessant papir. Med udgangspunkt i teori stiller Andreas det kætterske spørgsmål, om folk kan være for flinke ved hinanden. Helt specifikt er spørgsmålet, om folks glæde ved at andre kan lide dem måske under nogle omstændigheder kan føre dem til at foretrække handlinger, der ikke giver økonomisk-logisk mening. Svarene fra en større spørgeundersøgelse peger på, at folk ikke altid foretrækker det ’rigtige’, men også at uddannelse, køn, alder og ideologi spiller ind på deres præferencer. Ikke overraskende fund, men et meget skægt spørgsmål.

Andre papirer jeg ser frem til, er for eksempel Matt Dobra, der spørger om ulandsbistand til HIV-assistance presser landes egen indsats ud, Chris Doucouliagos om hvad vi kan lære om nexussen mellem ulighed, demokrati og vækst af den sydøstasiatiske historie, og en hel session fredag morgen om naturkatastrofer og regeringsfejl.

Den liberalistiske middelvej

Af Nikolaj Stenberg, den 28. februar 2013. 1 svar

Randy Barnett har lagt en 19-siders artikel på SSRN med titlen: “Afterword: The Libertarian Middle Way.”

Den megen snak om social retfærdighed leder naturligt tankerne hen på Bleeding Heart-gruppen; og lad mig i den forbindelse henvise til Matt Zwolinski’s forvirrede indlæg Liberty & Property.

Her er Barnett’s abstract, med mine fremhævninger:

Libertarianism is sometimes portrayed as radical and even extreme. In this Afterword to a symposium on “Libertarianism and the Law” in the Chapman Law Review, I explain why, though it may be radical, libertarianism is far from extreme in comparison with its principal alternatives: the social justice of the Left or legal moralism of the Right.

Social justice posits that everyone should get a certain amount of stuff; legal moralism posits that everyone should act in a certain way. But because there is no consensus about how much stuff each person should have or how exactly everyone should act, both of these comprehensive approaches are recipes for societal conflict. And the legal institutions that are necessary to implement each vision must be highly intrusive and coercive.

In contrast, libertarianism is far more modest: it stipulates only that individuals may do what they please with what is theirs, requiring a legal system merely to define the proper jurisdiction of each person over their rightfully acquired property.

I explain how the basic insight of libertarianism is rooted in the spirit of toleration that was the classical liberal solution to the socially destructive religious wars. Like Westphalian political “sovereigns” who are to leave each other in peace and not to interfere with each other’s domestic affairs, classical liberalism posited the sovereignty of individuals to pursue the good life peacefully within their own jurisdictions, free from outside interference, provided they do not infringe upon the like jurisdictions of other sovereign individuals.

I conclude by explaining how libertarianism contributes to the private law that defines the contours of these individual jurisdictions, and the public law that is supposed to confine government to its proper function of protecting the rights of persons better than they can protect themselves. Although many would prefer their own preferred visions of social justice or legal moralism (or both) to be imposed on everyone else, libertarianism represents an appealing “second best” or “middle way” alternative to having someone else’s “wrong” vision of social justice or of morality imposed upon them.

Tillid og rigdom

Af Christian Bjørnskov, den 27. februar 2013. 3 svar

Siden Steve Knack og Phil Keefers banebrydende artikel fra 1997 – Does Social Capital have an Economic Pay-Off? – har økonomer og politologer forsket intensivt i den samfundsmæssige værdi af social tillid. En række artikler peger på, at tillid påvirker økonomisk vækst, men noget færre har set på, om det så også fører til større rigdom på den meget lange bane. Problemet har bl.a. været kausalitet, dvs. om tillid påvirker rigdom eller rigdom måske påvirker tilliden.

Spørgsmålet kan angribes med mere eller mindre avancerede midler. Pierre-Guillaume Méon og jeg har en artikel på vej ud i Public Choice i det kommende særnummer i anledning af Martin Paldams 70-årsdag, hvor vi forsøger at gøre hvad man kan med instrumentelle variable. Man kan naturligvis altid kritisere IV-metoder, og vi regner da også med at høre for det, men vi mener dog at være kommet lidt videre end de fleste tidligere studier. Interesserede læsere skal være velkomne til at kigge os efter i sømmene (gated artikel her; WP-version her).

Det kan dog også gøres lettere. Hvis der er tale om omvendt kausalitet ville man regne med at der var en klar sammenhæng mellem tillid og rigdom i dag, men ikke en nær så klar sammenhæng længere tilbage i tiden – hvis altså rigdommen havde skabt tilliden. Det kan vi dog være relativt sikre på ikke er tilfældet, da studier af tredjegenerations-immigranter i USA peger på, at de generelt har samme tillidsniveau som i det land, deres bedsteforældre kom fra (typisk i 1930erne og 40erne). Dagens billede er derfor sammenhængen mellem tillidsniveauet – som vi ved ikke har ændret sig så markant i de fleste lande siden 1930erne – og velstandsniveauet i 30erne. Mens man sagtens kan finde eksempler på lande, der ligger lidt skævt for kurven, er tendensen ret klar: Højtillidslande var allerede dengang væsentligt rigere end lavtillidslande. Med andre ord kan det godt være, at alle elementer af kultur ikke er vigtige, men tilliden ser ud til at være.

Ledelse eller mangel på samme på AU

Af Christian Bjørnskov, den 24. februar 2013. 2 svar

Aarhus Universitet har eksisteret i en tilstand af administrativt kaos i længere tid. En række medarbejdere og studerende har givet udtryk for deres utilfredshed i medierne, mens universitetets ledelse på samme vis har søgt at benægte ethvert problem. Ledelsen har for eksempel hævdet, at kritikerne var isolerede jeronimusser, mens flertallet af medarbejdere var rigtigt glade for de nye strukturer og ledelsens kurs. Rektor gik så langt som til at kalde min hæderkronede kollega Martin Paldam for ’uvederhæftig’, da Martin dokumenterede hvordan udgifterne til administration var vokset eksplosivt. Alle har derfor ventet på den officielle APV – arbejdspladsvurdering – der blev gennemført i efteråret.

Nu er APV’en klar, og den fortæller en meget klar historie, der ikke ligefrem taler til rektoratets og dekanatets fordel. I undersøgelsen er der for eksempel spurgt om, ”i hvilket omfang lederne informerer, involverer, er lydhøre, kommunikerer og begrunder”. Direkte citeret fra rapporten om min del af universitetet er resultatet her:

”Nitten procent af de ansatte er enige i, at dekanatet informerer medarbejderne i god tid om beslutninger, der skal træffes. Toogfyrre procent er uenige i dette udsagn. Sytten procent oplever, at dekanatet er lydhør overfor medarbejdernes synspunkter. Tyve procent er hverken enige eller uenige i dette udsagn, mens knap halvdelen af medarbejderne er uenige i, at det er tilfældet. Det sidste spørgsmål vedrører, hvorvidt dekanatet klart kommunikerer sine begrundelser for de trufne beslutninger. Her angiver 16 procent af medarbejderne at være helt eller delvist enige i, at det er tilfældet, mens 47 procent er uenige.”

Der bliver ikke kommenteret på disse tal i rapporten. En række andre spørgsmål, der retter sig mod topledelsen, peger på lignende massiv utilfredshed på samme tid som mange ser ud til at være rimeligt tilfredse med deres umiddelbare ledelse (på center- eller institutniveau).

På de to spørgsmål ”Jeg oplever, at medarbejdernes forslag og indvendinger er blevet hørt i processen” og ”Jeg synes, at rektoratets begrundelser for at iværksætte forandringsprocesserne har været klart kommunikeret” svarer henholdsvis 8 og 11 % at de er enige. Omvendt er 66 % uenige i begge udsagn. På samme måde er medarbejderne stærkt skeptiske overfor det, der kaldes ”Den Faglige Udviklingsproces”. Adspurgt om virkningen af processen – for eksempel ”At højne undervisningens kvalitet”, ”At gennemføre banebrydende forskning” og ”At tiltrække de bedste forskertalenter” – siger henh. 8, 12 og 17 % at de er enige; henh. 34, 22 og 26 % erklærer sig direkte uenige. Lignende eller endnu værre tal ser man, når der spørges om den administrative reorganiserings påvirkning af medarbejdernes administrative støtte til forskning, undervisning, PhD-udvikling og formidling. 73 % af de adspurgte erklærer endda, at muligheden for at administrationen kan ”reagere hurtigt på brugernes behov” er klart forringet.

Juryen er derfor tilbage i retssalen, og der er fældet dom over situationen på Aarhus Universitet. Tallene taler for sig selv: Medarbejderne er i næsten uhørt omfang utilfredse og frustrerede over en topledelse, der ikke blot mangler at forklare grunden til de store ændringer, der er sket på universitetet. De mener også over en bred kam, at ændringerne har ført til forværring af helt centrale arbejdsområder og opgaver som, f.eks., at udbyde kvalitetsundervisning. Når rektor skiftes ud og der forhåbentlig bliver ryddet ud i bestyrelsen, venter der en enorm opgave. Set fra medarbejdernes side er Aarhus Universitet en forskningssupertanker med retning direkte mod klipperne.

Danmark før velfærdsstaten

Af Christian Bjørnskov, den 19. februar 2013. 13 svar

Jeg hører ofte argumentet, at velfærdsstaten har gjort Danmark rigt. Specielt hos Cevea-folkene på venstrefløjen hylder man påstande fra f.eks. Joe Stiglitz, Paul Krugman eller Wilkinson og Pickett (i den rædsomme The Spirit Level) om at større lighed og mere velfærdsstat på en eller anden måde gør folk rigere og lykkeligere. Argumentet som man præsenterer folk for, er at vi på samme tid er et af de rigeste lande, og et af dem med størst velfærdsstat og skattetryk – så må velfærdsstaten jo have skabt rigdommen. Men som enhver økonom vil vide, er korrelation ikke lig kausalvirkning. Man må se på udviklingen. Og dermed kommer vi til dagens figur: Velstandsniveau i det, der bredt set kunne defineres som den vestlige verden i midten af 1930erne, altså før velfærdsstaten (i 1995 PPP-korrigerede dollars). Med det billede præsent, hvordan kan man så påstå at velfærdsstaten og skattetrykket har gjort os rige?

Debatten om ulandsbistand – igen

Af Christian Bjørnskov, den 13. februar 2013. 7 svar

I fredags indsamlede Danmarksindsamlingen knap 76 millioner kroner til brug som udviklingsbistand. Ideen, som både showet og optakten i dagene op til showet, solgte til danskerne, var at fattige mennesker i Afrika og andre steder, ikke rigtigt har egne kompetencer, og at vores ulandsbistand er central for at løfte dem ud af dyb fattigdom og på vej til mere langsigtet udvikling. Lørdag var jeg i debat med udviklingsminister Christian Friis Bach på P4, hvor fronterne blev trukket skarpt op af en minister, der bl.a. beskyldte mig for at sidde i Aarhus og lege med matematikmodeller. Søndag bragte Ekstrabladet derefter en forsidehistorie med titlen ”Bistandsbluff”, der fortalte om hvordan Danida ikke fortæller danskerne om de mange fiaskoer, som de 16 milliarder bistandskroner finansierer.

Så i dag er lige så god en dag som andre for endnu en gang at opsummere, hvad forskningen viser om ulandsbistandens overordnede virkning. Som mine gode kolleger Chris Doucouliagos og Martin Paldam har dokumenteret i en serie metaanalyser, er den gennemsnitlige virkning af ulandsbistand på økonomisk vækst eller investeringer, et stort nul. Det gælder uanset, hvordan man løser kausalitetsproblemet, hvilken tidsperiode man ser på, og andre metodiske forskelle – billedet i figurerne ovenfor (vækstrater til venstre, investeringsrater til højre) er generelt og retvisende.

Doucouliagos har også sammen med australske kolleger forleden vist, at Steve Knacks resultat fra de sidste ti år – at ulandsbistand underminerer politikeres incitamenter og ofte forhindrer lande i at introducere reformer af retsvæsenet og basale institutioner – faktisk er helt generelt og meget robust. Andre har peget på bistandens ret stærke, negative virkning på ulandes internationale konkurrenceevne, den såkaldte ”Hollandske Syge”. Og i 2010 pegede Amanda Licht på, at udemokratiske ledere, der får mere ulandsbistand, typisk bliver siddende væsentligt længere ved magten.

Er alt da tabt for bistandssagen? Svaret er både ja og nej. Som min egen nyeste forskning viser – der til en hvis grad afhjælper problemet med upræcis måling af effekter – har hjælp til genopbygningsformål faktisk en statistisk sikker og relativt stærk effekt. Omvendt er der ingen af de andre typer bistand, vi kan identificere, der har nogen positiv indvirkning på langsigtet, økonomisk udvikling. Med andre ord er der ingen evidens for, at de 85-90 % af bistanden, der går til udviklingsformål, overhovedet har nogen positive konsekvenser på det nationale plan. Overvej dét, og tag de negative bivirkninger i betragtning, og man ender med min logiske position.

UPDATE: Nu med figurer.

Droner & Drab

Af Nikolaj Stenberg, den 11. februar 2013. 4 svar

Dagens kronik i Berlingske Tidende – Droner og drab – handler, som overskriften antyder, om USA’s dronekrigsførelse i Asien, Arabien og Afrika. Det er mig der har skrevet den – og dette indlæg hører derfor til i kategorien skamløs selvpromovering.

Mit formål har for det første været at nuancere debatten om droner i Danmark, som jeg mener, har handlet for meget om ord og for lidt om realiteter. Blandt andet ville jeg gerne pointere, at dronerne udgør en betydelig del af US Air Force – og indirekte, at de er kommet for at blive – og at den proces, hvorunder Præsident Obamas ”dødslister” bliver lavet, rent faktisk ikke er helt så lyssky, som den lyder til at være. Plausible deniability er et dødt princip. I USA dokumenterer og begrunder man sine handlinger så godt og grundigt som muligt. Desværre hemmeligholder man dem efterfølgende.

For det andet har jeg gerne villet pointere, at man som liberal og retsstats-tilhænger bør have en række forbehold overfor som minimum det grundlag, USA fører sin krig på.
Her er de første to afsnit:

USAs drone-krigsførelse, som er en del af en bredere »Krig mod terror«, har igen været vendt i danske avisspalter efter Søren Pinds udtalelse om, at USA med dronerne begår »snigmord«. Den udtalelse er blevet kritiseret og forsvaret, men for at sige det som det er, så er det en fjollet debat. Uanset om man kalder »drone strikes« for snigmord eller en nuance deraf er resultatet det samme: En person dræbes. En debat om krigsførelse skal ikke handle om ordkløveri, men handlinger og legitimitet. Den debat har kørt i adskillige år i liberalistiske kredse, og særligt i USA. Her diskuteres staternes pligter, ansvar, midler og mål i Krigen mod terror livligt – og debatten er ikke stilnet af efter at Barack Obama blev præsident. Snarere tværtimod.

At netop liberale har været i front skyldes, at de liberale ideologier udspringer af et moralsk krav om, at vi som mennesker hver især skal – ikke bør, skal – behandle andre med værdighed og aldrig udnytte dem. Det betyder, at man skal respektere sine medmenneskers liv, livsførelse og ret til at leve i frihed fra tvang. Det betyder dog ikke, at man skal være pacifist og vende den anden kind til: Når liv eller rettigheder trues eller krænkes, bør man i sagens natur handle for at forebygge, genoprette det tabte og straffe de ansvarlige. Det er det samme princip, der gælder mellem stater: Angrebskrige er forbudt. Forsvarskrige er tilladelige. Jagten på den legitime krigsårsag, casus belli, er nu om stunder en juridisk opgave af dimensioner. Den samme respekt, staterne viser hinanden, mener liberale, at staterne bør udvise over for borgerne. Derfor støtter de retsstaten: Et samfund, hvor rettigheder beskyttes de jure såvel som de facto; hvor love er offentlige; hvor myndighederne er bundet af regler og hvor arbitrær magtanvendelse er en ulovlig gerning.

Læs resten hos Berlingske Tidende.

Hvordan ser krisen ud i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 8. februar 2013. Skriv et svar

Hvis man f.eks. ser på arbejdsløshed, ser krisen ikke slem ud i Danmark. Regeringen har heller ikke ligefrem incitament til at tegne det mest dystre billede af udsigterne, og fokuserer på små ændringer i arbejdsløshed og politiske julelege med oppositionen. Et problem er dog, at den danske nationalindkomst naturligvis er specielt følsom overfor ændringer i det offentlige forbrug, da den pga. velfærdsstaten er en stor del af både indkomsten og mange menneskers privatforbrug.

Et bedre mål er derfor privatforbruget, og spørgsmålet er således, hvad der er sket med privatforbruget gennem krisen. Min gode kollega Lars Skipper viste mig nedenstående figur (på data fra Statistikbanken) i morges, der ikke ligefrem fortæller en historie, danske politikere synes om. I stedet ligner den næsten totale stagnation i det danske privatforbrug (den grå linje) den amerikanske situation, hvor markant forøget usikkerhed om politisk udvikling holder både investeringer (den blå linje) og privatforbrug tilbage. Det der beskyttes mest, er det offentlige forbrug (den røde linje). Med andre ord virker det relevant at spørge, om det der holder en recovery tilbage i Danmark, er frygten for hvad politikerne kan finde på af ulykker. For hvad skulle det ellers være?