Mail fra Detektor

Af Niels Westy, den 18. marts 2013. Skriv et svar

Efter mit sidste indlæg Detektor, Deadline, Hugo og ventrefløjens mytomani, har jeg modtaget en mail fra deres redaktion. Heri gør de opmærksom på, at de naturligvis tog kontakt til både undertegnede og Pelle Dragsted.

Samtidig gør de opmærksom på, at de fravalgte et indslag om mord på fagforeningsfolk, fordi de i deres research kom frem til, at “der var megen usikkerhed og modstridende oplysninger omkring tallene”, hvilket indebærer at de vurderede, at det ikke var muligt at “formidle debattens stridspunkt på en forståelig måde”.

Det er jo ganske fair, at man ikke mener det entydigt kan afgøres, hvorvidt der bliver slået færre eller flere fagforeningsfolk ihjel i Colombia eller Venezuela.  Med tanke på hvor kraftigt påstanden om systematisk forfølgelse af fagforeningsfolk og billedet af Colombia som et udemokratisk land i årevis kritikløst er blevet formidlet, er det i sig selv et ganske betydeligt resultat.

Jeg mindes således en debat i Deadline om støtte til terrororganisationer (fighters and lovers sagen), mellem et ellers standhaftig og meget vidende nuværende medlem af folketinget og formanden for Mellemfolkelig Samvirke, Trine Pertou March. Da hun påstod at Colombia ikke var et demokrati, fik det stort set lov til at stå umodsagt. Det viser hvor succesfuldt man havde formået at markedsføre et forvrænget og forkert billede af Colombia.

At Detektor ikke mener entydigt at kunne afgøre hvorvidt Dragsted eller undertegnede har ret, er derfor i sig selv en væsentlig information. Man kan kun beklage, at Detektor ikke offentliggør de resultater man er kommet frem til i sager man vælger ikke at medtage i sine programmer.

Detektor, Deadline, Hugo og venstrefløjens mytomani

Af Niels Westy, den 16. marts 2013. 3 svar

I forbindelse med Chavez død i sidste uge deltog jeg i Deadline (onsdag den 6. marts). I min naivitet troede jeg at man ønskede min deltagelse, fordi jeg som økonom skriver om Latinamerika i Børsen og på Americas.dk. Til min store overraskelse viste det sig, at min væsentligste egenskab var mit medlemsskab af Liberal Alliance. Det kunne man have informeret mig om på forhånd.  F.eks. da Martin Krasnik ringede til mig få timer før selve udsendelsen.

Detektor og Venstrefløjens myter

Dragsted fremfører alle de sædvanlige argumenter fra venstrefløjen, som man tidligere har set dem gøre i forbindelse med forsvaret af andre venstreorienterede styrer.

Kort fortalt består Dragsteds forsvar for Venezuela i, at:

  • Man har opnået betydelig økonomisk vækst
  • Der har været betydelige sociale fremskridt

Hvorimod jeg fremfører, at :

  • Den økonomiske vækst har været relativt lav i forhold til andre lande i regionen, samtidig med at manglende investeringer mindsker det fremtidige potentiale.
  • Andre lande har oplevet samme eller større fremgang, målt på sociale fremskridt.

Vi kan naturligvis ikke begge have ret. Og det hjælper ikke Dragsted, at han henviser til en artikel i den venstreorienterede avis The Guardian. Hans brug af tal fra deres artikel er forøvrigt helt hen i skoven. Og så er der naturligvis både den manglende fornemmelse for Venezuelas velstand før Chavez, og den manglende sammenligning med andre lande i regionen.

Mens Christian Bjørnskov har modgået venstrefløjens påstande og myter med  fakta i “Chavez sociale resultater” og “Chavez økonomiske resultater“, har jeg gjort det samme i indlæggene “Kampen om Chavez eftermæle….“, “The death of a caudillo” på Americas.dk.

Konklusionen er samstemmende, at :

  • Venezuela har haft en, i forhold til resten af Latinamerika, lav økonomisk vækst de seneste 14 år.
  •  Andre lande har opnået langt større sociale fremskridt.

Detektor kommer på banen

I en ordveksling mellem Dragsted og undertegnede indrager jeg Colombia – vel vidende at Enhedslisten her klart har valgt side, vel og mærke for terrorgruppen FARC og mod den demokratisk valgte regering under ledelse af Manuel Santos. Og så får jeg nævnt, at der de senere år er blevet slået flere fagforeningsfolk ihjel i Venezuela end i Colombia.

Efterfølgende henvendte Detektor sig til mig og bad mig dokumentere denne påstand. Det var nu ikke svært, i det jeg i forbindelse med at dele af Europaparlamentet har prøvet at forhindre en frihandelsaftale med Peru og Colombia, med henvisning til bl.a. en påstået forfølgelse af fagforeningsaktive i Colombia, sidste år skrev et indlæg på Americas på baggrund af solide analyser som peger på, at der ikke kan påvises, at der foregår en systematisk forfølgelse af fagforeningaktive i Colombia. Faktisk er risikoen langt lavere for at blive myrdet som fagforeningsmedlem end for befolkningen generelt, se “Forfølgelse af fagforeninger i Colombia, fup eller fakta?” på Americas.dk

De ønskede også dokumentation for to andre udsagn, at

  • Hele regionen har oplevet et fald i uligheden og forbedrede sociale vilkår de sidste ti år. og at Peru som har en helt anden økonomisk model har oplevet lige så stort fald i uligheden i samme periode, men har haft en langt hastigere økonomisk vækst
  • Vi i Sydamerika ser alle variationer af økonomiske modeller og må konstatere at væksten efter årtusindskiftet har været højest i de mest frie økonomier

Hvortil jeg henviste til et par yderligere indlæg på Americas.dk samt en rapport fra henholdsvis CEPAL (hvis udgangspunkt var den argentinske økonom Raul Prebish og ideen om importsubstitution som vejen frem for Latinamerika), samt Verdensbanken.

De to rapporter kan hentes her:

Social Panorama 2012 (CEPAL)

Economic Mobility and The Rise of the Latin American Middle Class (Verdensbanken)

Efterfølgende har jeg modtaget en mail fra Detektor om at der ikke kommer et indslag. Det er anden gang jeg oplever dette. I november 2011 deltog jeg i en debat med bl.a. Mickey Gjerris fra etisk råd (se debatten nedenfor). Her var det mine påstande om at både vores luft og vand er mindre forurenede end for årtier siden, som man ønskede kilder til – hvilket de naturligvis fik. Heller ikke dengang kom der et indslag ud af det. Mine oplysninger var (naturligvis) faktuelt korrekte.

Det er selvfølgelig fint, hvis Detektor mener at udsagnene er tilstrækkeligt underbyggede, men det efterlader alligevel et spørgsmål, som ikke er helt uinteressant.

Hvor mange sager undersøger Detektor, hvor man kommer frem til at udsagnene er korrekte, eller i det mindste ikke kan tilbagevises?

Jeg er klar over, at konceptet primært er at vise når – typisk politikere – kommer med udsagn, som de ikke har faktuel basis for. Og jeg kan ikke udtale mig om hvorvidt man også har bedt min modpart i debatten om at fremlægge kilder til sine påstande. Men dels kan Dragsted og jeg næppe begge have ret, og dels er der grund til at tro, at når man bliver spurgt, så er det fordi man på Detektors redaktion betvivler sandheden i de pågældende udsagn.

Da Detektors egen indsats begrænser sig til at bede en selv om at levere den fornødne dokumentation, ville det næppe være et større arbejde at de lod alle de undersøgelser indgå, som aldrig ender med et indslag.

Det ville give mulighed for at andre, som betvivler de givne udsagn, kan blive klogere. Samtidig er jeg sikker på, at en del ikke mindst politikere – vil sætte pris på at andre kan vurdere omfanget af urigtige oplysninger i forhold til hvor mange gange de pågældendes oplysninger har vist sig at være helt korrekte.

Chavezs sociale resultater

Af Christian Bjørnskov, den 13. marts 2013. Skriv et svar

Da Hugo Chavez døde forleden, stod mange på venstrefløjen i kø for at rose ham og hans regime i Venezuela. Men der var også en del, der ikke er højrøde, der havde rosende ord tilovers for manden. En af standardkommentarerne var, at nok var hans økonomiske resultater frygtelige – som vi skrev om forleden – men hans sociale resultater var fine. Problemet er blot, at de mange, der kom med det argumentet, forvekslede officielle hensigter med faktiske resultater.

En første indikation er børnedødeligheden, der ofte bliver brugt som et bedre mål for dyb fattigdom og nød end de sædvanlige tal. Dødeligheden for børn under 5 er faldet fra 26,1 per 1000 i 1995 – før Chavez overtog landet – til kun 15 i 2011 (iflg. Verdensbanken). Det er en præstation, der bliver fremhævet af mange, og bestemt en indikation på, at noget godt er sket. Men hvis man ser på nabolande med markant andre politiske visioner, ser det pludselig ikke så imponerende ud. I samme periode har Peru formået at sænke sin børnedødelighed fra 54,8 per 1000 til 18. Chile, det mest liberale land i Latinamerika, havde en dødelighed på 13,6 i 1995, og har per 2011 en på 8,7 per 1000. Udviklingen går langsomt i Venezuela.

Et andet problem, der rammer de fattige meget hårdere end rige, er inflation, og helt særligt variabel inflation. Pludselige og stærke prisstigninger kan hurtigt vælte budgettet hos en fattig familie uden særlig opsparing, mens middelklassen og rigere segmenter har en opsparing eller fast ejendom, som kan fungere som buffer for uforventede stød. På det punkt har Chavez-regimets politik også været ekstremt kritisabel. Se blot figuren nedenfor (igen tal fra Verdensbanken) og sammenlign Venezuelas inflationsudvikling med Peru og Chile.

Sidst, men ikke mindst, har der været næsten utallige rapporter om, hvordan regimet i Venezuela har knægtet den frie presse og ytringsfriheden. Alle kommentatorer – måske med undtagelse af P1’s husmarxist Niels Lindvig – har bemærket dette, men uden at tage det helt alvorligt. Chavezs mediepolitik har dog ikke bare påvirket udlandet, men i særdeleshed ødelagt et ellers rimeligt velfungerende civilsamfund. Han har således været helt traditionel kommunist på linje med hvad man så i Østeuropa efter anden verdenskrig. Det bemærkelsesværdige er, at Chavez levede fint med pressen de første to år af sit regime, men slog benhårdt ned da den begyndte at kritisere det nye styre. Læg mærke til knækket opad i Freedom Houses pressefrihedsvurdering i 2000, og det markante knæk nedad mod langt mere frihed i Peru efter 1999. Jeg kan ikke se, hvordan noget demokratisk menneske kan retfærdiggøre det som ’fine sociale resultater’.

Chavezs økonomiske resultater?

Af Christian Bjørnskov, den 7. marts 2013. 6 svar

Forleden dag døde Venezuelas de facto diktator Hugo Chavez. Flere medier, inklusive DR, har været ude at hylde hans visioner og resultater i Venezuela. Der har dog ikke været meget virkelighed i meget af dækningen – påstande som markant mindre ulighed, bedre vilkår for de fattige og mere retfærdighed spiller dårligt sammen med fakta. Verdens femtestørste olieproducent har de seneste år oplevet deciderede mangeltilstande. New York Times skrev for eksempel sidste år om, hvordan der ofte mangler basisvarer som madolie, majsmel, kyllinger og toiletpapir i forretningerne. Landet, der traditionelt har haft en stor kaffeindustri, har de sidste fire år været nettoimportør af kaffe.

Så hvordan ser virkeligheden ud. Ofte devisen at et billede siger mere end 1000 ord (som vi ofte bruger i praksis her på stedet), er her udviklingen i Venezuelas overordnede levestandard, sammenlignet med to af Chavezs værste ideologiske modstandere: Chile og Peru. Chavez kom til magten i 1998, og venezuelanernes gennemsnitlige levestandard i dag er stort set den samme som dengang. Peru liberaliserede økonomien omkring 2000, og Chile som bekendt langt tidligere. Spørgsmålet er ikke bare, hvor man helst ville bo i dag, men hvor ville man helst bo om ti år?

Public Choice Society 2013

Af Christian Bjørnskov, den 5. marts 2013. 1 svar

I skrivende stund er jeg så småt på vej til New Orleans til dette års nordamerikanske konference hos the Public Choice Society. Mens hele programmet kan ses her, har jeg traditionen tro udvalgt enkelte papirer, som jeg ser frem til at se præsenteret. De følgende ser ret lovende ud:

Whitney Buser (Berry) og Joseph Connors (Duke): Cross Country Effects of Democracy on Economic Liberalization. Buser og Connors starter med at notere, at markedstransitioner tydeligt hjælper fattige lands vækst, men at der ser ud til at findes en tærskel omkring 15.000 USD, hvor landenes økonomi bremser op. De rykker således ikke hele vejen op i de rige landes klub. Ved at se nærmere på transitioner på tværs af denne tærskel argumenterer de to for, at mere demokratiske mellemindkomstlande har større sandsynlighed for at rykke forbi og ind i gruppen af i-lande.

Anna Welander, Carl Hampus Lyttkens og Therese Nilsson (Lund): Globalization and Health in Developing Countries – The Role of Economic and Political Institutions. Lunds Universitet sender I år en hel horde af folk til PCS, og heldigvis blandt dem et par venner. Dette papir, som jeg skal diskutere på lørdag, ser nærmere på relationen mellem globalisering og befolkningens helbred. Mens ny forskning peger på, at øget globalisering påvirker helbredsstatussen positivt, ser de tre svenskere nærmere på, om det gælder i alle lande. Papiret er måske stadig lidt foreløbigt, men resultaterne peger på, at globalisering er mere effektivt i lande med gode institutioner. Jeg ser frem til diskussionen om, hvorfor det er sådan.

Andreas Bergh (Lund): Are People Too Nice? On the Economic Consequences of Other-Regarding Behavior. En anden ven fra Lund der burde være kendt blandt Punditokraternes læsere, Andreas Bergh, kommer med et ret foreløbigt, men meget interessant papir. Med udgangspunkt i teori stiller Andreas det kætterske spørgsmål, om folk kan være for flinke ved hinanden. Helt specifikt er spørgsmålet, om folks glæde ved at andre kan lide dem måske under nogle omstændigheder kan føre dem til at foretrække handlinger, der ikke giver økonomisk-logisk mening. Svarene fra en større spørgeundersøgelse peger på, at folk ikke altid foretrækker det ’rigtige’, men også at uddannelse, køn, alder og ideologi spiller ind på deres præferencer. Ikke overraskende fund, men et meget skægt spørgsmål.

Andre papirer jeg ser frem til, er for eksempel Matt Dobra, der spørger om ulandsbistand til HIV-assistance presser landes egen indsats ud, Chris Doucouliagos om hvad vi kan lære om nexussen mellem ulighed, demokrati og vækst af den sydøstasiatiske historie, og en hel session fredag morgen om naturkatastrofer og regeringsfejl.

Den liberalistiske middelvej

Af Nikolaj Stenberg, den 28. februar 2013. 1 svar

Randy Barnett har lagt en 19-siders artikel på SSRN med titlen: “Afterword: The Libertarian Middle Way.”

Den megen snak om social retfærdighed leder naturligt tankerne hen på Bleeding Heart-gruppen; og lad mig i den forbindelse henvise til Matt Zwolinski’s forvirrede indlæg Liberty & Property.

Her er Barnett’s abstract, med mine fremhævninger:

Libertarianism is sometimes portrayed as radical and even extreme. In this Afterword to a symposium on “Libertarianism and the Law” in the Chapman Law Review, I explain why, though it may be radical, libertarianism is far from extreme in comparison with its principal alternatives: the social justice of the Left or legal moralism of the Right.

Social justice posits that everyone should get a certain amount of stuff; legal moralism posits that everyone should act in a certain way. But because there is no consensus about how much stuff each person should have or how exactly everyone should act, both of these comprehensive approaches are recipes for societal conflict. And the legal institutions that are necessary to implement each vision must be highly intrusive and coercive.

In contrast, libertarianism is far more modest: it stipulates only that individuals may do what they please with what is theirs, requiring a legal system merely to define the proper jurisdiction of each person over their rightfully acquired property.

I explain how the basic insight of libertarianism is rooted in the spirit of toleration that was the classical liberal solution to the socially destructive religious wars. Like Westphalian political “sovereigns” who are to leave each other in peace and not to interfere with each other’s domestic affairs, classical liberalism posited the sovereignty of individuals to pursue the good life peacefully within their own jurisdictions, free from outside interference, provided they do not infringe upon the like jurisdictions of other sovereign individuals.

I conclude by explaining how libertarianism contributes to the private law that defines the contours of these individual jurisdictions, and the public law that is supposed to confine government to its proper function of protecting the rights of persons better than they can protect themselves. Although many would prefer their own preferred visions of social justice or legal moralism (or both) to be imposed on everyone else, libertarianism represents an appealing “second best” or “middle way” alternative to having someone else’s “wrong” vision of social justice or of morality imposed upon them.

Tillid og rigdom

Af Christian Bjørnskov, den 27. februar 2013. 3 svar

Siden Steve Knack og Phil Keefers banebrydende artikel fra 1997 – Does Social Capital have an Economic Pay-Off? – har økonomer og politologer forsket intensivt i den samfundsmæssige værdi af social tillid. En række artikler peger på, at tillid påvirker økonomisk vækst, men noget færre har set på, om det så også fører til større rigdom på den meget lange bane. Problemet har bl.a. været kausalitet, dvs. om tillid påvirker rigdom eller rigdom måske påvirker tilliden.

Spørgsmålet kan angribes med mere eller mindre avancerede midler. Pierre-Guillaume Méon og jeg har en artikel på vej ud i Public Choice i det kommende særnummer i anledning af Martin Paldams 70-årsdag, hvor vi forsøger at gøre hvad man kan med instrumentelle variable. Man kan naturligvis altid kritisere IV-metoder, og vi regner da også med at høre for det, men vi mener dog at være kommet lidt videre end de fleste tidligere studier. Interesserede læsere skal være velkomne til at kigge os efter i sømmene (gated artikel her; WP-version her).

Det kan dog også gøres lettere. Hvis der er tale om omvendt kausalitet ville man regne med at der var en klar sammenhæng mellem tillid og rigdom i dag, men ikke en nær så klar sammenhæng længere tilbage i tiden – hvis altså rigdommen havde skabt tilliden. Det kan vi dog være relativt sikre på ikke er tilfældet, da studier af tredjegenerations-immigranter i USA peger på, at de generelt har samme tillidsniveau som i det land, deres bedsteforældre kom fra (typisk i 1930erne og 40erne). Dagens billede er derfor sammenhængen mellem tillidsniveauet – som vi ved ikke har ændret sig så markant i de fleste lande siden 1930erne – og velstandsniveauet i 30erne. Mens man sagtens kan finde eksempler på lande, der ligger lidt skævt for kurven, er tendensen ret klar: Højtillidslande var allerede dengang væsentligt rigere end lavtillidslande. Med andre ord kan det godt være, at alle elementer af kultur ikke er vigtige, men tilliden ser ud til at være.

Ledelse eller mangel på samme på AU

Af Christian Bjørnskov, den 24. februar 2013. 2 svar

Aarhus Universitet har eksisteret i en tilstand af administrativt kaos i længere tid. En række medarbejdere og studerende har givet udtryk for deres utilfredshed i medierne, mens universitetets ledelse på samme vis har søgt at benægte ethvert problem. Ledelsen har for eksempel hævdet, at kritikerne var isolerede jeronimusser, mens flertallet af medarbejdere var rigtigt glade for de nye strukturer og ledelsens kurs. Rektor gik så langt som til at kalde min hæderkronede kollega Martin Paldam for ’uvederhæftig’, da Martin dokumenterede hvordan udgifterne til administration var vokset eksplosivt. Alle har derfor ventet på den officielle APV – arbejdspladsvurdering – der blev gennemført i efteråret.

Nu er APV’en klar, og den fortæller en meget klar historie, der ikke ligefrem taler til rektoratets og dekanatets fordel. I undersøgelsen er der for eksempel spurgt om, ”i hvilket omfang lederne informerer, involverer, er lydhøre, kommunikerer og begrunder”. Direkte citeret fra rapporten om min del af universitetet er resultatet her:

”Nitten procent af de ansatte er enige i, at dekanatet informerer medarbejderne i god tid om beslutninger, der skal træffes. Toogfyrre procent er uenige i dette udsagn. Sytten procent oplever, at dekanatet er lydhør overfor medarbejdernes synspunkter. Tyve procent er hverken enige eller uenige i dette udsagn, mens knap halvdelen af medarbejderne er uenige i, at det er tilfældet. Det sidste spørgsmål vedrører, hvorvidt dekanatet klart kommunikerer sine begrundelser for de trufne beslutninger. Her angiver 16 procent af medarbejderne at være helt eller delvist enige i, at det er tilfældet, mens 47 procent er uenige.”

Der bliver ikke kommenteret på disse tal i rapporten. En række andre spørgsmål, der retter sig mod topledelsen, peger på lignende massiv utilfredshed på samme tid som mange ser ud til at være rimeligt tilfredse med deres umiddelbare ledelse (på center- eller institutniveau).

På de to spørgsmål ”Jeg oplever, at medarbejdernes forslag og indvendinger er blevet hørt i processen” og ”Jeg synes, at rektoratets begrundelser for at iværksætte forandringsprocesserne har været klart kommunikeret” svarer henholdsvis 8 og 11 % at de er enige. Omvendt er 66 % uenige i begge udsagn. På samme måde er medarbejderne stærkt skeptiske overfor det, der kaldes ”Den Faglige Udviklingsproces”. Adspurgt om virkningen af processen – for eksempel ”At højne undervisningens kvalitet”, ”At gennemføre banebrydende forskning” og ”At tiltrække de bedste forskertalenter” – siger henh. 8, 12 og 17 % at de er enige; henh. 34, 22 og 26 % erklærer sig direkte uenige. Lignende eller endnu værre tal ser man, når der spørges om den administrative reorganiserings påvirkning af medarbejdernes administrative støtte til forskning, undervisning, PhD-udvikling og formidling. 73 % af de adspurgte erklærer endda, at muligheden for at administrationen kan ”reagere hurtigt på brugernes behov” er klart forringet.

Juryen er derfor tilbage i retssalen, og der er fældet dom over situationen på Aarhus Universitet. Tallene taler for sig selv: Medarbejderne er i næsten uhørt omfang utilfredse og frustrerede over en topledelse, der ikke blot mangler at forklare grunden til de store ændringer, der er sket på universitetet. De mener også over en bred kam, at ændringerne har ført til forværring af helt centrale arbejdsområder og opgaver som, f.eks., at udbyde kvalitetsundervisning. Når rektor skiftes ud og der forhåbentlig bliver ryddet ud i bestyrelsen, venter der en enorm opgave. Set fra medarbejdernes side er Aarhus Universitet en forskningssupertanker med retning direkte mod klipperne.

Danmark før velfærdsstaten

Af Christian Bjørnskov, den 19. februar 2013. 13 svar

Jeg hører ofte argumentet, at velfærdsstaten har gjort Danmark rigt. Specielt hos Cevea-folkene på venstrefløjen hylder man påstande fra f.eks. Joe Stiglitz, Paul Krugman eller Wilkinson og Pickett (i den rædsomme The Spirit Level) om at større lighed og mere velfærdsstat på en eller anden måde gør folk rigere og lykkeligere. Argumentet som man præsenterer folk for, er at vi på samme tid er et af de rigeste lande, og et af dem med størst velfærdsstat og skattetryk – så må velfærdsstaten jo have skabt rigdommen. Men som enhver økonom vil vide, er korrelation ikke lig kausalvirkning. Man må se på udviklingen. Og dermed kommer vi til dagens figur: Velstandsniveau i det, der bredt set kunne defineres som den vestlige verden i midten af 1930erne, altså før velfærdsstaten (i 1995 PPP-korrigerede dollars). Med det billede præsent, hvordan kan man så påstå at velfærdsstaten og skattetrykket har gjort os rige?

Debatten om ulandsbistand – igen

Af Christian Bjørnskov, den 13. februar 2013. 7 svar

I fredags indsamlede Danmarksindsamlingen knap 76 millioner kroner til brug som udviklingsbistand. Ideen, som både showet og optakten i dagene op til showet, solgte til danskerne, var at fattige mennesker i Afrika og andre steder, ikke rigtigt har egne kompetencer, og at vores ulandsbistand er central for at løfte dem ud af dyb fattigdom og på vej til mere langsigtet udvikling. Lørdag var jeg i debat med udviklingsminister Christian Friis Bach på P4, hvor fronterne blev trukket skarpt op af en minister, der bl.a. beskyldte mig for at sidde i Aarhus og lege med matematikmodeller. Søndag bragte Ekstrabladet derefter en forsidehistorie med titlen ”Bistandsbluff”, der fortalte om hvordan Danida ikke fortæller danskerne om de mange fiaskoer, som de 16 milliarder bistandskroner finansierer.

Så i dag er lige så god en dag som andre for endnu en gang at opsummere, hvad forskningen viser om ulandsbistandens overordnede virkning. Som mine gode kolleger Chris Doucouliagos og Martin Paldam har dokumenteret i en serie metaanalyser, er den gennemsnitlige virkning af ulandsbistand på økonomisk vækst eller investeringer, et stort nul. Det gælder uanset, hvordan man løser kausalitetsproblemet, hvilken tidsperiode man ser på, og andre metodiske forskelle – billedet i figurerne ovenfor (vækstrater til venstre, investeringsrater til højre) er generelt og retvisende.

Doucouliagos har også sammen med australske kolleger forleden vist, at Steve Knacks resultat fra de sidste ti år – at ulandsbistand underminerer politikeres incitamenter og ofte forhindrer lande i at introducere reformer af retsvæsenet og basale institutioner – faktisk er helt generelt og meget robust. Andre har peget på bistandens ret stærke, negative virkning på ulandes internationale konkurrenceevne, den såkaldte ”Hollandske Syge”. Og i 2010 pegede Amanda Licht på, at udemokratiske ledere, der får mere ulandsbistand, typisk bliver siddende væsentligt længere ved magten.

Er alt da tabt for bistandssagen? Svaret er både ja og nej. Som min egen nyeste forskning viser – der til en hvis grad afhjælper problemet med upræcis måling af effekter – har hjælp til genopbygningsformål faktisk en statistisk sikker og relativt stærk effekt. Omvendt er der ingen af de andre typer bistand, vi kan identificere, der har nogen positiv indvirkning på langsigtet, økonomisk udvikling. Med andre ord er der ingen evidens for, at de 85-90 % af bistanden, der går til udviklingsformål, overhovedet har nogen positive konsekvenser på det nationale plan. Overvej dét, og tag de negative bivirkninger i betragtning, og man ender med min logiske position.

UPDATE: Nu med figurer.

Droner & Drab

Af Nikolaj Stenberg, den 11. februar 2013. 4 svar

Dagens kronik i Berlingske Tidende – Droner og drab – handler, som overskriften antyder, om USA’s dronekrigsførelse i Asien, Arabien og Afrika. Det er mig der har skrevet den – og dette indlæg hører derfor til i kategorien skamløs selvpromovering.

Mit formål har for det første været at nuancere debatten om droner i Danmark, som jeg mener, har handlet for meget om ord og for lidt om realiteter. Blandt andet ville jeg gerne pointere, at dronerne udgør en betydelig del af US Air Force – og indirekte, at de er kommet for at blive – og at den proces, hvorunder Præsident Obamas ”dødslister” bliver lavet, rent faktisk ikke er helt så lyssky, som den lyder til at være. Plausible deniability er et dødt princip. I USA dokumenterer og begrunder man sine handlinger så godt og grundigt som muligt. Desværre hemmeligholder man dem efterfølgende.

For det andet har jeg gerne villet pointere, at man som liberal og retsstats-tilhænger bør have en række forbehold overfor som minimum det grundlag, USA fører sin krig på.
Her er de første to afsnit:

USAs drone-krigsførelse, som er en del af en bredere »Krig mod terror«, har igen været vendt i danske avisspalter efter Søren Pinds udtalelse om, at USA med dronerne begår »snigmord«. Den udtalelse er blevet kritiseret og forsvaret, men for at sige det som det er, så er det en fjollet debat. Uanset om man kalder »drone strikes« for snigmord eller en nuance deraf er resultatet det samme: En person dræbes. En debat om krigsførelse skal ikke handle om ordkløveri, men handlinger og legitimitet. Den debat har kørt i adskillige år i liberalistiske kredse, og særligt i USA. Her diskuteres staternes pligter, ansvar, midler og mål i Krigen mod terror livligt – og debatten er ikke stilnet af efter at Barack Obama blev præsident. Snarere tværtimod.

At netop liberale har været i front skyldes, at de liberale ideologier udspringer af et moralsk krav om, at vi som mennesker hver især skal – ikke bør, skal – behandle andre med værdighed og aldrig udnytte dem. Det betyder, at man skal respektere sine medmenneskers liv, livsførelse og ret til at leve i frihed fra tvang. Det betyder dog ikke, at man skal være pacifist og vende den anden kind til: Når liv eller rettigheder trues eller krænkes, bør man i sagens natur handle for at forebygge, genoprette det tabte og straffe de ansvarlige. Det er det samme princip, der gælder mellem stater: Angrebskrige er forbudt. Forsvarskrige er tilladelige. Jagten på den legitime krigsårsag, casus belli, er nu om stunder en juridisk opgave af dimensioner. Den samme respekt, staterne viser hinanden, mener liberale, at staterne bør udvise over for borgerne. Derfor støtter de retsstaten: Et samfund, hvor rettigheder beskyttes de jure såvel som de facto; hvor love er offentlige; hvor myndighederne er bundet af regler og hvor arbitrær magtanvendelse er en ulovlig gerning.

Læs resten hos Berlingske Tidende.

Hvordan ser krisen ud i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 8. februar 2013. Skriv et svar

Hvis man f.eks. ser på arbejdsløshed, ser krisen ikke slem ud i Danmark. Regeringen har heller ikke ligefrem incitament til at tegne det mest dystre billede af udsigterne, og fokuserer på små ændringer i arbejdsløshed og politiske julelege med oppositionen. Et problem er dog, at den danske nationalindkomst naturligvis er specielt følsom overfor ændringer i det offentlige forbrug, da den pga. velfærdsstaten er en stor del af både indkomsten og mange menneskers privatforbrug.

Et bedre mål er derfor privatforbruget, og spørgsmålet er således, hvad der er sket med privatforbruget gennem krisen. Min gode kollega Lars Skipper viste mig nedenstående figur (på data fra Statistikbanken) i morges, der ikke ligefrem fortæller en historie, danske politikere synes om. I stedet ligner den næsten totale stagnation i det danske privatforbrug (den grå linje) den amerikanske situation, hvor markant forøget usikkerhed om politisk udvikling holder både investeringer (den blå linje) og privatforbrug tilbage. Det der beskyttes mest, er det offentlige forbrug (den røde linje). Med andre ord virker det relevant at spørge, om det der holder en recovery tilbage i Danmark, er frygten for hvad politikerne kan finde på af ulykker. For hvad skulle det ellers være?

Krigen mod terror – set fra CIA’s vindue

Af Nikolaj Stenberg, den 3. februar 2013. Skriv et svar
Watching ‘Zero Dark Thirty’ with the CIA: Separating fact from fiction

Watching ‘Zero Dark Thirty’ with the CIA: Separating fact from fiction

Hvis man hører til dem, der gerne vil lytte til førstehåndsberetninger fra helt centralt hold i USA’s ”krig mod terror” skal man ikke snyde sig selv for dette 1½-time lange event, som American Entreprise Institute afholdt forleden: ”Watching ‘Zero Dark Thirty’ with the CIA: Separating fact from fiction”. Det kan  ses på AEIs hjemmeside såvel som hos C-SPAN.

Det skal understreges, at Zero Dark Thirty-filmen alene er et springbræt for diskussionen eller foredraget; man behøver ikke have set filmen, for at følge med. Begivenheden handler 99 pct. om, hvordan CIA har arbejdet fra 2001 og frem: Arbejdsgange- og metoder, avancerede forhørsmetoder,  lidt om relationerne til Det Hvide Hus før og efter 2008 og meget der imellem.

Foredragsholderne er Michael Hayden (tidl. CIA-chef), Jose Rodriguez (tidl. chef for de hemmelige operationer) og ikke mindst John Rizzo (tidl. chefjurist i CIA med mere end 30 års erfaring fra ”miljøet”).

* * *

Her er i øvrigt traileren til Zero Dark Thirty, hvis De ikke kender til den:

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=YxC_JNz5Vbg width=100%]

Næsten komplet stilhed om Buchanans bortgang

Af Nikolaj Stenberg, den 29. januar 2013. Skriv et svar
Udklip fra nekrolog i Weekend-Avisen

Udklip fra nekrolog i Weekend-Avisen

Rédacteur en chef Bjørnskov har i dag leveret en fremragende kronik til Berlingske Tidende om James Buchanan, der selvsagt skal anbefales. Sammen med Martin Paldam har han også skrevet en nekrolog, som Weekend-Avisen bragte den 25. januar, ligesom Otto Brøns-Petersen den 17. januar fik bragt et stykke i Børsen om nobelpristageren.

Som en mediekendt ex-rédacteur af denne blog har bemærket på en anden platform, så er det besynderligt, at ikke en eneste dansk avis derudover, har bragt en egentlig nekrolog eller omtale af Buchanans død. Check Infomedia, hvis De ikke tror det.

Jeg er overbevist om, at aviserne havde været på banen med det samme – og Politiken nok med et sær-indlæg – hvis det var Paul Krugman, der var gået bort, ligesom det nok også var blevet nævnt på TV, i hver fald i Deadline. – Men nu er jeg jo nok bare fordomsfuld. Eller…?

Shareholder value vs. stakeholder value – er conscious capitalism andet end varm luft?

Af Niels Westy, den 27. januar 2013. 5 svar

Denne post er en opfølgning på Nikolaj Stenbergs tidligere indlæg i dag, social retfærdighed via kapitalisme, om John MacKey, manden bag succeen Whole  Foods Market. I modsætning til Nikolaj er jeg ikke sikker på at jeg ville handle i den pågældende kæde. At varer er økologiske er absolut ikke noget positivt salgsargument i forhold til en politisk (ukorrekt) forbruger som undertegnede.

Nikolaj fik mig dog til at hente Mackeys bog, “Conscious Capitalism”, på Amazon (som forøvrigt er et af de firmaer Mackey anser for at være ledet efter principperne bag “conscious capitalists”, andre eksempler er Google, IKEA og Starbucks).

Jeg skal med det samme understrege, at jeg ikke har læst hele bogen. Men af det jeg har læst må jeg nok erkende, at jeg måske nok stiller mig tvivlende overfor hans forsøg på at konstruere en helt særlig og unik form for kapitalisme med indbyggede gode intentioner. Muligvis er problemet at jeg ikke er “amerikansk nok” eller at han er “for amerikansk” til min smag.

Grundlæggende mener Mackey, at den Friedmanske tese om, at en virksomheds eneste sociale ansvar er at gå efter profitmaksimering, er forkert. Mackey opfatter nærmere profit som et (nødvendigt) biprodukt, men at det væsentligste er betydningen for en række stakeholders.

Min umiddelbare vurdering af denne position er, at det er nødvendigt hvis man ikke stiller sig tilfreds med konsekvenserne af ens aktiviteter, men lægger vægt på at blive berømmet for ens intentioner.

Mackey, som er erklæret libertarianer og støttede Romney ved sidste valg, offentligt har udtrykt skeptisk overfor klimadagsorden (på en Lomborgsk møde) og vist nok er budhist, har selv beskrevet grundlaget for conscious capitalism, som:

We believe that business is good because it creates value, it is ethical because it is based on voluntary exchange, it is noble because it can elevate our existence, and it is heroic because it lifts people out of poverty and creates prosperity. Free-enterprise capitalism is the most powerful system for social cooperation and human progress ever conceived. It is one of the most compelling ideas we humans have ever had. But we can aspire to something even greater. Conscious Capitalism is a way of thinking about capitalism and business that better reflects where we are in the human journey, the state of our world today, and the innate potential of business to have a positive impact on the world. Conscious businesses are galvanized by higher purposes that serve, align, and integrate the interests of all their major stakeholders. Their higher state of consciousness enables them to see the interdependencies that exist among all their stakeholders, and this, in turn, allows them to discover and harvest synergies from situations that otherwise seem burdened with trade-offs. Conscious businesses have conscious leaders who are driven by dedication to the company’s purpose, to all the people the business touches, and to the planet we all share. Conscious businesses have trusting, authentic, innovative, and caring cultures that make working within them a source of both personal growth and professional fulfillment. They endeavor to create financial, intellectual, social, cultural, emotional, spiritual, physical, and ecological wealth for all their stakeholders. Conscious businesses can help evolve our world in such a way that billions of people can flourish, leading lives infused with passion, purpose, love, and creativity— a world of freedom, harmony, prosperity, and compassion.

Som nævnt tager Mackey afstand fra Friedmans grunlæggende tese om at en virksomheds sociale ansvar består i profitmaksimering. Eller som Mackey skriver i en debat med Friedman i Reason Magazine, “Rethinking the Social Responsibility of Business“:

In 1970 Milton Friedman wrote that “there is one and only one social responsibility of business–to use its resources and engage in activities designed to increase its profits so long as it stays within the rules of the game, which is to say, engages in open and free competition without deception or fraud.” That’s the orthodox view among free market economists: that the only social responsibility a law-abiding business has is to maximize profits for the shareholders.

I strongly disagree. I’m a businessman and a free market libertarian, but I believe that the enlightened corporation should try to create value for all of its constituencies. From an investor’s perspective, the purpose of the business is to maximize profits. But that’s not the purpose for other stakeholders–for customers, employees, suppliers, and the community. Each of those groups will define the purpose of the business in terms of its own needs and desires, and each perspective is valid and legitimate.

Jeg skal medgive at jeg er ganske enig med Friedman, når han i sit indlæg peger på, at:

1) “The most successful businesses put the customer first, instead of the investors” (which clearly means that this is the way to put the investors first).

2) “There can be little doubt that a certain amount of corporate philanthropy is simply good business and works for the long-term benefit of the investors.”

Og peger på betydningen af den gældene skattelovgivning for virksomheders filantropiske tilbøjeligheder på vegne af investorerne:

I believe Mackey’s flat statement that “corporate philanthropy is a good thing” is flatly wrong. Consider the decision by the founders of Whole Foods to donate 5 percent of net profits to philanthropy. They were clearly within their rights in doing so. They were spending their own money, using 5 percent of one part of their wealth to establish, thanks to corporate tax provisions, the equivalent of a 501c(3) charitable foundation, though with no mission statement, no separate by-laws, and no provision for deciding on the beneficiaries. But what reason is there to suppose that the stream of profit distributed in this way would do more good for society than investing that stream of profit in the enterprise itself or paying it out as dividends and letting the stockholders dispose of it? The practice makes sense only because of our obscene tax laws, whereby a stockholder can make a larger gift for a given after-tax cost if the corporation makes the gift on his behalf than if he makes the gift directly. That is a good reason for eliminating the corporate tax or for eliminating the deductibility of corporate charity, but it is not a justification for corporate charity.

Whole Foods Market’s contribution to society–and as a customer I can testify that it is an important one–is to enhance the pleasure of shopping for food. Whole Foods has no special competence in deciding how charity should be distributed. Any funds devoted to the latter would surely have contributed more to society if they had been devoted to improving still further the former.

Mit personlige bud er, at Mackey’s største problem er hans behov for at blive set på som en mand drevet af gode intentioner og et stort behov for at øge sin status i andres øjne. Som en egentlig forklaringsmodel lader hans consious capitalism en del tilbage at ønske. Ligeledes hans påstand om at firmaer drevet efter consious capitalism principper – hvilket her må tages som ikke profitmaksimerende – vil udkonkurrere “gammeldags” profitmaksimerende virksomheder ikke holder vand.

Jeg vil på ingen måde sætte spørgsmålstegn ved Mackeys evner som erhvervsmand. Det ville også være tåbeligt, med tanke på hans succes med Whole Foods Marked. Jeg kender ikke butikken og selv om jeg er modstander af dyrkelsen af økologi, og finder hele konceptet mildt sagt frelst, så vil jeg absolut ikke udelukke at handle der, hvis jeg en dag kommer forbi en.

Friedman gjorde det, og så kan vi andre bestemt også 🙂 Der er jo ingen grund til at være hverken fanatisk eller religiøst forblændet, blot fordi andre er det.

Men døm selv, hele artiklen kan læses her.

 

 share og stakeholder

 

Social retfærdighed via kapitalisme

Af Nikolaj Stenberg, den 27. januar 2013. 2 svar

Hvis denne punditokrat boede i USA, ville han efter at have læst Forbes bestræbe sig på at lægge samtlige sine fødevareindkøb i en Whole Foods Market-butik. Til Forbes siger virksomhedens direktør, John Mackey, et par sandheder, som alt for sjældent høres fra virksomhedsledere på disse breddegrader, om det meget menneskelige i kapitalisme – i modsætning til ”crony capitalism”:

“Free enterprise capitalism has been the most powerful creative system of social cooperation and human progress ever conceived, but its perception and its role in society have been distorted. Operating under the conscious capitalism model will show that businesses are the true value creators that can push all of humanity upward for continuous improvement. Businesses around the globe need to steer capitalism away from today’s growing trend of cronyism, by embracing conscious capitalism.”

”I’m very encouraged by millennials and their drive to make the world a better place. Businesses can do both by practicing conscious capitalism, always being grounded in its “credo”: that business inherently good because it creates value, it is ethical because it is based on voluntary exchange, it is noble because it can elevate our existence, and it is heroic because it lifts people out of poverty and creates prosperity. … Everyone wins. Remember, business is not a zero-sum game.”

Mackey taler i anledning af sin nye bog.

Hundelortseksternaliteter

Af Nikolaj Stenberg, den 26. januar 2013. Skriv et svar

puppy-pooping-1Ilya Somin fra Volokh Conspiracy skriver om en historie fra Florida, hvor en boligforening nu kræver at ejerløs hundelort DNA-testes for at sanktionere hundens ejer. Somin siger at han håber på, at en lidt for ivrig politiker ikke hører om historien og efterfølgende vil institutionalisere store systemer, der skal forfølge samme mål: Renere gader – og flere penge i bødekassen.

Det fik på Facebook Steven Horwitz til at minde os om at:

The existence of a negative externality is not an ipso facto case for government intervention. Why?

  1. An intervention that successfully addresses the externality may be involve more costs than the costs associated with the externality.
  2. Governments are imperfect just like markets are, and more so, so governments are highly likely to not actually address the problem in question very well.
  3. If the externality is significant enough, the incentives of the market are a powerful attractor for innovative ways to internalize the cost, as this example shows.

Herfra skal blot lyde et ja og Amen til begge dele. Og et håb om, at vores danske politikere ignorer det første og bliver opmærksom på det næste. – Men før eller siden skal der jo nok kommet et forslag.

Vil Obama gøre USA mere aktivistisk i udlandet?

Af Nikolaj Stenberg, den 21. januar 2013. Skriv et svar

Barack Obamas indsættelsestale var som ventet utrolig velleveret og flere kommentatorer er selvsagt i gang med den vanlige dissektion. Jeg forsøgte at lytte godt efter, når han omtalte USA’s sikkerhedspolitik – et område, hvor præsidenten i sin første periode på visse substantielle punkter ikke adskilte sig væsentligt fra sin forgænger.

Han siger på et tidspunkt: ”This generation of Americans has been tested by crises that steeled our resolve and proved our resilience. A decade of war is now ending.” Lidt senere: ”We, the people, still believe that enduring security and lasting peace do not require perpetual war.”

Men så kommer den her: ”And we will renew those institutions that extend our capacity to manage crisis abroad.”

Hmm…

Patentet på gode intentioner

Af Christian Bjørnskov, den 16. januar 2013. 2 svar

Når venstrefløjen lancerer politiske forslag og højrefløjen ikke er enige i dem, argumenterer dens modstandere ofte, at fløjen ikke har forstået incitamenter, begrænsninger osv. Når højrefløjen lancerer politiske forslag og venstrefløjen ikke er enige i dem, er et af de klassiske argumenter derimod, at forslagets intention er ond og kun sigter mod at gøre rige rigere. Og deri ligger spørgsmålet: Hvorfor og hvordan har venstrefløjen fået patent på, at have ”gode intentioner”? For hvornår kan man sidst huske et offentligt argument mod et forslag eller en venstrefløjsposition, der gik på at intentionen var ond

Det er ellers ganske let at kritisere intentioner på venstrefløjen – faktisk lige så let som at gøre det mod højrefløjens politikere. Et eksempel er støtten til den etablerede fagbevægelse og den indædte modstand mod de uafhængige fagforeninger. Man behøver ikke tænke ret langt for at indse, at det man argumenterer for, er en lovmæssig beskyttelse af et monopol.  I dette tilfælde er det et monopol på ’salg’ af arbejdskraft, eller i det mindste på reglerne for dette salg, men det er ikke substantielt anderledes end andre monopoler. Og som næsten alle monopoler, har fagbevægelsen udviklet sig til et kompleks, der laver alt muligt andet end sin kerneopgave, mens incitamentet til at sikre medlemmernes ve og vel er til at overse.

Man kan måske med en vis ret skyde noget af skylden på medierne, for hvornår har man sidst set en journalist omtale for eksempel 3F som et ufaglært monopol? Man kan på samme måde overveje, hvorfor det er så nyt et fænomen, at medierne kritiserer fagbevægelsens massive støtte til Socialdemokraterne og hvorfor det stadig usædvanligt, hvis en journalist spørger, hvad de får for pengene. Saxo Banks støtte til Liberal Alliance har derimod udløst en strøm af anklager om, at banken blot køber politisk indflydelse, på trods af at fagforeningspengene og den socialdemokratiske indflydelse er mange gange større.

Én mulighed er at se situationen som en ubetinget succes for marxistisk teori, om end kun i en offentlig debatforståelse og journalistisk skoling. Marxisme tilsiger, at klasseforhold bestemmer magt og politiske beslutninger: Kapitalistiske interesser påvirker således politik gennem deres kumpaner på højrefløjen, mens venstrefløjen ikke lider under særinteressers påvirkning og sigter efter at gavne den almindelige ’arbejder’. I den forstand har just afdøde James Buchanan, Gordon Tullock, Mancur Olson og talrige samfundsforskere levet forgæves. De søgte alle at understrege, at alle politikere kan ligge under for særinteresser, og at alle særinteresser søger at gavne deres egen agenda, uanset hvad der måtte være bedst for samfundet. Hvis man har skepsis overfor en politiker eller et parti, må man således også have det overfor alle resten.

Men i den offentlige debat, og måske særligt i de populære mediers version af den, gælder problemerne kun til højre for midten. Det er ikke blot en sær situation, men en der spiller alt for gode kort på hænderne for de interesser, der traditionelt køber sig indflydelse gennem venstrefløjen. Giver man dem et offentligt patent på ’gode intentioner’, er der ikke mange grænser for, hvor mange kameler af dårlige intentioner der kan slippe igennem det offentlige nåleøje. Det er ikke blot et journalistisk problem, men en politisk faldgrube, der burde være svær at overse.

Lidt mere om våbenregulering

Af Nikolaj Stenberg, den 12. januar 2013. Skriv et svar

Robert A LevyApropos mit forrige indlæg om US-forfatningens 2. tillægs historie, har Washington Post bragt et interview med Robert A. Levy, der var den juridiske drivkraft bag landmark-dommen D.C. v. Heller fra 2008 og som vi også tidligere har omtalt. Temaet er ”gun rights after Newtown shooting.”

Det er fornuftig læsning, efter min mening.