PKK om lighed og vrøvl

Af Christian Bjørnskov, den 17. december 2012. 1 svar

Peter Kurrild-Klitgaard, den Gamle Redacteur, har i dag en pragtfuld klumme i Berlingske. PKK kritiserer debatten, ikke mindst forsøget på konklusioner fra udviklingsministeren forleden, for at være ”forvrøvlet”. Jeg deler fuldt PKK’s syn på det, og kan kun opfordre alle Punditokraternes læsere til at se på den (her). I mellemtiden er her to pluk fra klummen:

Dette og meget andet af debatten baserer sig imidlertid på en logisk fejlslutning: at bekæmpelse af fattigdom og tilstræbelse af fordelingsmæssig lighed skulle være det samme eller blot sammenlignelige. Som at der skulle være en nødvendig sammenhæng mellem, hvor godt (eller skidt) folk har det, og hvor lige (eller ulige) de er indbyrdes.

[…]

Skal man have en ordentlig debat om fattigdom, er det på tide at smide forestillingen om en »lige« fordeling af goderne ud på den samme historiske losseplads, hvor de mere doktrinære varianter af socialismen er deponeret. Så kan man i stedet fokusere på, hvilke politikker og hvilke institutioner der er relativt bedre end andre til at fremme menneskers levestandard.

Deck the Halls with Macro Follies

Af Nikolaj Stenberg, den 15. december 2012. Skriv et svar

De er ikke helt uden (jule)humor på Econ Stories; der også stod bag Keynes vs Hayek-rap-videoerne:

[youtube Width=”100%”]http://www.youtube.com/watch?v=7uKnd6IEiO0[/youtube]

Fransk jubel: Der skal ikke spares på EU’s flyttecirkus

Af Nikolaj Stenberg, den 13. december 2012. Skriv et svar

Caerulea3_cropEU-Domstolen i Luxembourg har i dag afgjort to annullationssager, som Frankrig havde anlagt mod Europa-Parlamentet for traktatbrud. Stridens kerne: Et parlamentarisk ønske om at begrænse det berømte og bekostelige flyttecirkus mellem Strasbourg og Bryssel.

Parlamentet har hjemsted i Strasbourg og skal afholde tolv månedlige møderækker dér. Det følger af Protokol 6 til EU- og EUF-traktaterne. Yderligere møder afholder parlamentet i Bryssel, sammen med udvalgsarbejdet. (Som en krølle på det hele holder Parlamentets generalsekretariat for resten til i Luxembourg.)

August-møderækken i Strasbourg afholdes normalt i oktober, før den normale oktober-møderække. Det kunne man gøre bedre, mente Parlamentet, som så ændrede praksis ved at forkorte august-møderækken i oktober. Selvom de konkrete mødedatoer ikke er bestemt i protokollen mente Frankrig alligevel, at det hele var lidt for fikst – og Domstolen, uvillig til at være dynamisk eller i trit med såvel folkestemning som sund fornuft og økonomisk ansvarsbevidshed, var enig.

Sagaen fortsætter således i det nobelprisvindende EU. Du betaler.

Illinois’ forbud mod skjulte våben er ulovligt

Af Nikolaj Stenberg, den 12. december 2012. Skriv et svar

Efterdønningerne fra de to US-højesteretsdomme D.C. v. Heller og McDonald v. Chicago rammer delstatslovgivningen. Richard Posners ret, den føderal appeldomstol i den syvende retskreds, er f.eks. nået frem til, at Illinois’ forbud mod at have skjulte våben på sin krop udenfor hjemmet, er retsstridigt

I Heller nåede højesteret frem til, at 2. forfatningstillæg sikrer borgerne en individuel rettighed til at have våben, også selvom borgerne ikke er medlem af en lokalmilits, så længe våbnet er til selvforsvar i “hjemmet”. McDonald udvider via det 14. forfatningstillæg (se video om, hvad dette tillæg handler om) Heller til også at gælde på delstater. Hvad der præcist skulle forstås ved hjemmet var uklart og den aktuelle appeldom forsøger at afklare spørgsmålet.

Posner skriver på vegne af flertallet (bl.a.):

Twenty-first century Illinois has no hostile Indians. But a Chicagoan is a good deal more likely to be attacked on a sidewalk in a rough neighborhood than in his apartment on the 35th floor of the Park Tower. A woman who is being stalked or has obtained a protective order against a violent ex-husband is more vulnerable to being attacked while walking to or from her home than when inside. She has a stronger self-defense claim to be allowed to carry a gun in public than the resident of a fancy apartment building (complete with doorman) has a claim to sleep with a loaded gun under her mattress. But Illinois wants to deny the former claim, while compelled by McDonald to honor the latter. That creates an arbitrary difference. To confine the right to be armed to the home is to divorce the Second Amendment from the right of self-defense described in Heller and McDonald. It is not a property right—a right to kill a houseguest who in a fit of aesthetic fury tries to slash your copy of Norman Rockwell’s painting Santa with Elves. That is not self-defense, and this case like Heller and McDonald is just about self-defense.

“We are disinclined to engage in another round of historical analysis to determine whether eighteenth-century America understood the Second Amendment to include a right to bear guns outside the home… The Supreme Court has decided that the amendment confers a right to bear arms for self-defense, which is as important outside the home as inside. The theoretical and empirical evidence (which overall is inconclusive) is consistent with concluding that a right to carry firearms in public may promote self-defense.”

“Illinois had to provide us with more than merely a rational basis for believing that its uniquely sweeping ban is justified by an increase in public safety. It has failed to meet this burden.”

“The Supreme Court’s interpretation of the Second Amendment therefore compels us to reverse the decisions in the two cases before us and remand them to their respective district courts for the entry of declarations of unconstitutionality and permanent injunctions.”

Dommen, retssagen og forhistorien er nærmere beskrevet i Chicago Sun-Times.

Bliv opdateret via Facebook

Af Nikolaj Stenberg, den 10. december 2012. Skriv et svar
Punditokraterne på Facebook

Der er blevet oprettet en Punditokraterne-side på Facebook, som automatisk bliver opdateret når der udgives et nyt indlæg. Så hvis du vælger at synes om os dér, får du besked om vores nye indlæg i dit nyhedsfeed:

facebook.com/Punditokraterne

Dermed skulle det også være muligt, for de af vores læsere, der ikke bruger Google Reader eller en anden feed-læser, at blive opdateret, så snart der er nyt.

Om ulighed, velstand og en stadig mere pinlig og utroværdig udviklingsminister

Af Niels Westy, den 10. december 2012. 7 svar

No Wall Street financier has done as much damage to American social mobility as the teachers’ unions have  – The Economist leder den 13.10.2012 om årsagerne til den stigende ulighed og manglende sociale mobilitet i USA.

Update: læs også Joachm B. Olsens “Et frit marked skaber dynamik og vækst” i Berlingske

 

Torsdags den 6. december bragte Berlingske Tidende en på alle måder pinlig kronik af udviklingsminister Christian Friis Bach. Under overskriften “lighed skaber dynamik” forsøger han at overbevise læseren om at økonomisk lighed er et gode i sig selv. Det skal han naturligvis have lov til at mene, selv om der ikke eksisterer noget økonomisk-videnskabeligt grundlag for denne forestilling. Men at ministeren gør det med en argumentation baseret på manipulation og usandheder – man fristes til at sige – løgnagtigt, er til gengæld helt uacceptabelt. At han samtidig lægger vægt på at han har undervist i økonomi, føjer blot spot til skade. Det bedste man kan sige om hans nuværende job som minister er måske derfor, at sagesløse studerende hermed ikke skal udsættes for hans undervisning.

Baggrunden for ministerens kronik er et temanummer fra The Economist, som udkom i oktober måned, omhandlende uligheder i den globale økonomi. Og lad os med det samme slå fast – den globale ulighed er faldende og har været det siden slutningen af 1970erne. Verdens befolkning bliver således ikke kun mere og mere velstående, men også mere lige – hvilket naturligvis ikke bør overraske nogen.

Den øgede globale lighed dækker dog over, at uligheden i en lang række nationer er steget i samme periode. En markant undtagelse er klodens “mest ulige” kontinent Latinamerika – se også nedenstående figur.

I sin kronik påstår Christian Friis Bach (CFB), at lighed per se skaber mere dynamik og vækst . En påstand, som han modsat det indtryk han prøver at skabe hos læseren, ikke har opbakning til hos hverken The Economist eller flertallet af økonomer. Hermed står tilbage – med mindre CFB ikke kan læse engelsk – at han enten ikke har læst det pågældende temanummer eller ganske enkelt løber an på at Berlingskes læsere ikke har det.

Udviklingsministerens overordnede påstand er, at

øget lighed er godt både for dynamikken og den økonomiske vækst – formentlig også i Danmark.

Ud over at det er lodret forkert(løgn), når CFB skriver, at

Venstres socialminister Eva Kjær Hansen tog fejl, da hun i 2005 slog til lyd for, at vi havde brug for mere ulighed for at øge den økonomiske vækst i Danmark.

så er det heller ikke korrekt, når CFB tager The Economist til indtægt for sit synspunkt. Tværtimod understreger Economist i deres leder (13.10.2012) med en reference til politiske tiltag og reformer i USA og England i begyndelsen af det 20. århundrede, at:

Modern politics needs to undergo a similar reinvention—to come up with ways of mitigating inequality without hurting economic growth.

Det er meget langt fra CFBs udlægning, og postulatet om at mindre ulighed – også i Danmark – vil skabe mere dynamik og økonomisk vækst står helt for ministerens egen regning. Der er ingen videnskabeligt grundlag for udsagnet, og det er i direkte modstrid med de konklusioner The Economist drager. Læs resten →

Den devaluerede Nobelpris

Af Christian Bjørnskov, den 10. december 2012. 9 svar

I dag får EU Nobels fredspris med en hovedbegrundelse, at EU har opretholdt freden i Europa. Mange EU-tilhængere har klappet i deres hænder for denne hyldest til international integration, mens mange andre har følt at det var en latterliggørelse af ikke blot fredsprisen, men også de andre Nobelpriser. En lignende diskussion blussede op, da fredsprisen i 2009 gik til Barack Obama, der basalt set fik prisen på forventet efterbevilling.

Mens vi her på stedet ikke er bange for at have holdninger – personligt eller ideologisk begrundede – er det i denne sammenhæng en anden måde at se prisen på. Denne er spørgsmålet om, hvor empirisk eller faktuelt begrundet, prisen er. Sagt på en anden måde, hvor velbegrundet er ideen om, at EU har bidraget til at holde fred i Europa.

Et første punkt er naturligvis spørgsmålet om, hvilken fred der er holdt i Europa. Indenfor unionens mure er der ikke udbrudt krige eller sket andre deciderede fjendtlige handlinger. Man kan også argumentere for, at det formaliserede samarbejde i Bruxelles har gjort politiske diskussioner mere civilisererede – i det mindste på overfladen. Men ser man lidt længere udover van Rompuys næsetip bliver det sværere. Nogle vil nok indskyde, at de seneste års ændringer i centralbankens og kommissionens politik i betragteligt omfang formaliserer et sydeuropæisk tyveri af nordeuropæisk velstand, når man automatiserer overførsler og gældseftergivelse. Det er næppe noget, man får en Nobelpris for, eller noget der bidrager til politisk fred på den længere bane. Men det kan man selvfølgelig indtil videre afvise som et ideologisk synspunkt.

Værre er det dog, at tesen om EU-freden på to andre områder må være ganske svær at sluge for langt de fleste samfundsforskere. Et punkt nummer to er nemlig, at det man ikke kan argumentere for, at EU har holdt fred i Europa, hvis man definerer Europa bredere end blot de lande, der er formelle medlemmer af EU. Krigene i eks-Jugoslavien gjorde unionen praktisk taget intet for at afværge eller dæmpe. Det mere konkret fredsbevarende arbejde i regionen har NATO stået for, med EU som en meget utilbøjelig ’hjælp’ efter krigene var overstået. De tumultariske tilstande i Ukraine – et land der i det mindste i en geografisk forstand er europæisk – har heller ikke været noget, EU på nogen måde har kunnet afværge. Og hvis man vil brede begrebet ’fred’ mere ud, hvor godt ser det så ud, når Hviderusland stadig er et kommunistisk diktatur og Ungarn er på vej væk fra de facto demokrati?

Det værste er dog punkt nummer tre, den rent empiriske påstand. Der er ganske enkelt ingen eksempler på demokratiske lande, der er gået i krig mod hinanden. Det eneste eksempel på et demokrati, der har erklæret krig mod et andet demokrati, er Storbritannien, der pga. en international aftale var tvunget til at erklære Finland krig, da Sovjetunionen overfaldt landet i 1940. Briterne gjorde som bekendt intet, da de bestemt ikke havde tænkt sig at gå i krig mod det lille, nordiske land. Al erfaring – og lad mig gentage, al erfaring – peger på, at de europæiske lande ville have holdt fred med hinanden helt uanset om EU havde eksisteret eller ej.

Uanset hvor i verden man ellers har haft demokratier som naboer, har landene holdt fred og foået at samarbejde. At påstå at det er på grund af den politiske konstruktion EU er intet andet end latterligt. Årets Nobelpris er derfor lige så latterlig som den påstand, det ligger til grund for den.

Anti-kapitalisme = Anti-humanisme

Af Nikolaj Stenberg, den 7. december 2012. 1 svar

Anti-kapitalisme er anti-humanisme. Det var pointen i Keith Joseph‘s essay The Humanity of Capitalism (læs den i Stranded on the Middle Ground?), der blev et hit blandt borgerlige ved udgivelsen i 1976 og som i hvert fald denne punditokrat har haft stor glæde af og fortsat mener, hører til blandt de vigtigste moderne essays, i det liberal-kapitalistiske arsenal. I Berlingske Tidende har Eva Agnete Selsing skrevet en kronik over samme tema; den skal anbefales.

To udpluk:

Antikapitalisme er antihumanisme. Uden vækst og velstand degenererer de vestlige nationer. Det truer freden og fremtiden på kontinentet. I det lys er den forbenede kapitalismekritik på både højre- og venstrefløjen bemærkelsesværdig …

Old school-venstrefløjsere i fuldt Fjällräv-ornat er bange for penge, forbrug, velstand og glæde, og støtter derfor en politik, der kan gøre os alle fattigere. Ingen overraskelser dér. Men det private kan også være med. Danske Bank er bange for de venstreorienterede kunder, og producerer følgelig en reklamefilm, der omfavner den mest bedagede antikapitalisme. Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at visse nominelt borgerlige er hoppet med på den hønsestrikkede vogn. Connie Hedegaard og resten af eurokraterne er nemlig rigtig bange for befolkningerne. Derfor forsøger pampercentralen i Bruxelles nu at indoktrinere undersåtterne til at knuselske den forestående mangel på velstand, de samme pampere har ført Europa ud i. Det sker med reference til et EU-projekt kaldet ’Be­yond GDP’, altså ’Hinsides BNP’. En satsning støttet af Barroso, Sarkozy og Merkel, der skal oplyse de europæiske befolkninger om, at velfærd ikke (kun?) er økonomisk, men også må måles ’socialt’ og ’omgivelsesmæssigt.’ På dansk betyder det, at vi skal affinde os med kronisk lavvækst i eurozonen, og at vi derfor må finde glæde andetsteds end i økonomisk fremgang og sikkerhed.

 

Denne tradition, som Connie Hedegaard og ’Beyond GDP’ taler ud af, er altså, på trods af hendes partikonservative tilhørsforhold, en venstreorienteret moralistisk kritik af kapitalismen. De industrielt fremmedgjorte proletarer skal simpelthen lære at tænke mere ’autentisk’ og satse på andre værdier end de pekuniære. Etisk socialkirurgi, udøvet med stor selvtillid af eurokraterne, over de dumme, åndløst forbrugende masser. Det lyder som noget fra en dystopisk science fiction-film. Men det er bare Connie, der så gerne vil gøre godt og redde menneskeheden fra den primitive kapitalisme. Fra det profane ønske om vækst. Det er det – pengene, markedet, materialismen, forbruget – der gør os egoistiske og kolde. Til forskel fra det varme, planøkonomiske fællesskab. Hvor man samler magten på få hænder. Hvor befolkninger er noget, der skal reguleres og omformes. Hvor man ser fjendtligt på dem, der skaber værdi.

 

Fri adgang til Public Choice i December

Af Nikolaj Stenberg, den 6. december 2012. Skriv et svar

De af denne blogs læsere, der ikke holder Public Choice, har campus/IP-adgang eller er brugere på Statsbiblioteket, kan fornøje sig over, at der måneden ud er fri adgang til så vidt ses samtlige 4259 artikler i tidsskriftet. Adgang via SpringerLink.

Det samme er givet vis tilfældet for andre af Springer-udgivelser.

Hvem er vokset hurtigst?

Af Christian Bjørnskov, den 4. december 2012. 17 svar

DR kører for tiden en – i min mening ikke særligt vellykket – serie om fattigdom. Der tales meget om fattigdom, men meget lidt om det faktum, at alle lande har været fattige en gang. Måden vi er kommet ud af fattigdom på, har været at økonomiens produktive formåen er vokset. Så spørgsmålet om, hvorfor nogle lande vedblivende er fattige, er spørgsmålet om, hvorfor nogle landes økonomi vokser så langsomt, eller slet ikke. Dagens post er således lidt ekstra input ovenpå Niels’ glimrende post fra i fredags.

For at få et indtryk af, hvilke lande vi taler om, er her weekendens figur at tænke over. Jeg har taget den nyeste version af Penn World Tables (mark 7.1) og beregnet den gennemsnitlige, årlige vækstrate i købekraftskorrigeret BNP per indbygger mellem 1970 og 2010 (det seneste år, der er tal for), og gjort det samme for perioden 1990 til 2010. Figuren nedenfor skal derfor ses et input til læsernes overvejelser over, hvad der skaber langsigtet økonomisk udvikling, og på den bases at gennemsnitsvæksten i alle de 160 lande, der er dækket, var 1,7 %. Grunden til at begge perioder er med, er at den korte, senere periode fortæller os noget om, hvornår væksten primært er sket – i 1970erne og 1980erne, eller i de sidste tyve år.

Figuren viser de ti hurtigst voksende økonomier mellem 1970 (1990) og 2010, og de ti langsomst voksende i samme periode, med vækstrater i den lange periode i mørke farver, og vækstrater i den korte periode i lyse farver. Den eneste undtagelse til et mere generelt mønster er Ækvatorial Guinea, der har set en velstandseksplosion de senere år pga. massive råstoffund. Og uden at ville fortælle læserne alt for meget, er der vel en klar, bagvedliggende historie om liberaliserende reformer og beskyttelse af den private ejendomsret – eller hvad mener læserne?

Hvorfor velstand?

Af Niels Westy, den 30. november 2012. 4 svar

“Det er helt afgørende at de enorme rigdomme, som Afrika har, kommer afrikanerne til gode. Ellers får vi aldrig bugt med fattigdommen – udviklingsminister” – Christian Friis Bach (til DR 2012)

For øjeblikket viser DR en række udsendelser under den fælles overskrift “hvorfor fattigdom?” som led i en international kampagne, som løber af stablen i denne uge i over 70 lande. I den forbindelse viste DR 1 tidligere på ugen, Christoffer Guldbrandsens, “Tyveriet af Afrika”. På Dr hjemmesider kan man i den forbindelse også finde en tema-hjemmeside, rettet specifikt mod gymnasieelever, som bl.a. tager udgangspunkt i denne film. Og det er noget skidt.

Hvad er værdien af naturresourcer?

Filmen minder til forveksling om dusinvis af andre dokumentarfilm, som gennem årtier har fortalt samme historie om onde hvide mænd og multinationale selskabers udnyttelse og tyveri af Afrikas rigdom. Underforstået – den lokale befolkning er fattig, fordi vesten stjæler deres rigdomme. Men hvor meget er guld, kobber, olie osv. egentlig værd, så længe de ligger i jorden? Ingenting naturligvis.

Argument med, at den vestlige verden stjæler fattige landes rigdomme er en klassiker, som gennem årene har optrådt i mange udgaver. Ja, der behøver  ikke engang at være tale om fattige lande. Osama Bin Laden har således brugt samme argument om Saudi Arabiens olie (i sit brev “til den amerikanske befolkning” udsendt for år tilbage).

Ideen er åbenbart, at hvis bare de multinationale selskaber betalte mere i skat, så….. Argumentet kender vi også herhjemmefra – hvor det er et yndet tema for bl.a. Frank Åen og Enhedslisten. Og så sent som under CPH Dox festivalen for nylig, vistes den amerikanske dokumentarfilm,”We’re Not Broke“, baseret på, at hvis bare selskaberne betalte deres skat, så……

I forbindelse med premieren på “Tyveriet af Afrika”, er Guldbransen på DRs hjemmesider citeret for, at;

“Det overraskede mig meget, at de multinationale selskaber trækker ca. 10 gange så mange penge ud af Afrika, som kontinentet får i bistand. Det er et ret skræmmende perspektiv.”

Man kan næsten se kasserne med kontanter, som læses på fly og flyves ud af Afrika, men der er bare det problem, at der er tale om en beregnet værdi af penge som i vid udstrækning, aldrig har været i Afrika.

Det skal dog retfærdigvis siges, at Guldbrandsen andetsteds i teksten understreger at hans dokumentar primært handler om skattesnyd:

Man skal holde fast i, at de her multinationale selskaber og deres investeringer i Afrika jo skaber vækst. De skaber arbejdspladser, og de har en række positive sideeffekter. Det jeg har forholdt mig til er, når de ikke overholder spillereglerne. Det er ikke en moralsk historie, det er en faktuel historie, der forholder sig til, at de tilsyneladende har snydt i skat

Hvorvidt Glencore snyder i skat eller ej, om den Zambianske stat kunne få en større indtægt i forbindelse med udvinding og eksport af kobber, eller om der har været uregelmæssigheder i forbindelse med købet af miner i Zambia (korruption), skal jeg lade være usagt.

Problemet opstår når man sætter lighedstegn mellem mistanke om uretmæssig skatteundragelse, kapitalflugt og fattigdom, eller som vores udviklingsminister, Christian Friis Bach citeres for, at :

Det er en vigtig film på et vigtigt tidspunkt. Det er helt afgørende at de enorme rigdomme, som Afrika har, kommer afrikanerne til gode. Ellers får vi aldrig bugt med fattigdommen.

Så er er der tale om en påstand uden bund i hverken historisk erfaring, økonomisk teori eller empiri.

Blot for at demonstrere problemstillingen. Zambias BNP per indbygger er ca. på niveau med Taiwans i midten af 1950erne og Syd Korea’s i slutningen af 1960erne. Man kunne således på daværende tidspunkt have udtalt, at:

Det er helt afgørende at de enorme rigdomme, som Taiwan og Sydkorea har, kommer taiwaneserne og sydkoreanerne til gode. Ellers får vi aldrig bugt med fattigdommen.

Problemet er selvfølgelig at ingen af de to lande havde eller har enorme (natur)rigdomme, men alligevel kom man fattigdommen til livs. For Taiwans vedkommende i en sådan grad, at deres købekraftskorrigerede BNP per indbygger i dag er højere end det danske.

Vejen til velstand går gennem reformer og hårdt arbejde.

I virkeligheden er det retoriske spørgsmål “Hvorfor fattigdom?” ganske intetsigende. Det interessante spørgsmål man bør stille sig er selvfølgelig “hvorfor velstand?”

Kilde: Imagine There’s No Country: Poverty, Inequality, and Growth in the Era of Globalization af Surjit Bhalla

For 200 år siden levede over 80 procent af jordens befolkning i absolut fattigdom. I dag er det under 15 procent. For 200 år siden var børnearbejde normen, i dag er det undtagelsen. I stedet for den uendelige letkøbte vulgærmarxistiske kværnen om verdens uretfærdighed, som primært er drevet af narcissistisk mental dovenskab, var det måske mere interessant at beskæftige sig med hvorledes dette velstandsmirakel kunne ske. Deri ligger nemlig svaret på hvordan vi kommer den sidste rest af fattigdom til livs.

Udemærkede eksempler er før nævnte Taiwan og Sydkorea. Begge lande fik tidligt ulandsbistand. Men det er værd at understrege, at den høje økonomiske vækst, som sikrede deres kraftige velstandsfremgang, først kom efter gennemførelse af markedsreformer. Bistandshjælp havde kun marginal effekt.

PPP BNP per indbygger, kilde: Penn World Tables

Som det fremgår af ovenstående graf, fulgtes Zambia og Sydkorea af indtil slutningen af 1960erne. Mens Zambia derefter oplevede reel tilbagegang – BNP per indbygger er først nu på niveau med forholdene i slutningen af 1960erne, er Sydkorea som bekendt gået fra et fattigt land til at være en betydelig og avanceret økonomi. Og det skulle jo ifølge vores udviklingsminister slet ikke kunne lade sig gøre.

Spørgsmålet for Zambia er hverken hvorvidt multinationale selskaber (eller andre) snyder i skat. Spørgsmålet er hvilke interne forhold som forhindrer at de gennemløber samme udvikling som de lande, som har taget springet fra fattig til velstående nationer. Den erkendelse kommer ikke gennem at pege fingre af andre, men ved at studere de lande, som er lykkedes. Måske også snart på tide at vi erkendte det i vores del af verden.

Sidebemærkning: For de som har interesse i at vide mere om hvorfor nogle lande lykkes og andre ikke, kan jeg på det kraftigste anbefale “Why Nations Fail” af Daron Acemoglu & James Robinson. Den kan forøvrigt købes som e-bog for den sølle sum af USD. 13.99 på amazon.com.

Liberale bøger

Af Nikolaj Stenberg, den 30. november 2012. 2 svar

Libertarianism-bogen, jeg omtalte for lidt over en uge siden, har nu også været under George H. Smith’s kærlige behandling. I sin essay skriver Smith det, der er citeret nedenfor.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan denne blogs læsere har det med de tre bøger.

Among the introductions to libertarianism that have been published since the advent of the modern movement, three of the best are Libertarianism by John Hospers; For a New Liberty: The Libertarian Manifesto by Murray N. Rothbard; and Libertarianism: A Primer by David Boaz…

Although Hospers’s Libertarianism has much to recommend it, its length, slow pace, and (relatively) conservative tone render it problematic as an introduction for readers who are not already somewhat familiar with libertarianism. More fiery, more radical, and more substantive (especially in terms of its historical perspective) is Murray Rothbard’s For a New Liberty. I have often recommended this book to newbies, but I have done so selectively. Since it explicitly defends Rothbard’s version of anarchism, I have found that it appeals mainly to young persons who have already embraced some form of radical political philosophy, such as Marxism or left-anarchism. But, in my experience, it is not a book that appeals to the average Republican or Democrat.

If the libertarian porridge of Hospers is too cold for some newbies, and if that offered by Rothbard is too hot, I have found David Boaz’s Libertarianism: A Primer to be just right. It is the book that I have most often recommended when asked what someone should read for a good overview of libertarianism.

Hov, det var ikke det lovgiver mente

Af Nikolaj Stenberg, den 28. november 2012. 4 svar

“In ordinary conversation, it frequently happens that speakers assert something other than what they literally say. It makes sense, therefore, to ask whether this also happens in legislation…”

En farlig misforståelse

Klik for at forstørre

Blandt retsstatens lyksaligheder er legalitetsprincippet, som værner os mod statens arbitrære handlinger gennem et krav om, at alle myndigheders handlinger i sidste ende skal have hjemmel. Som med så mange principper, afhænger dettes praktiske indhold dog af, hvor principfaste de der er bundet selv ønsker at være, samt hvor meget andre giver dem lov til at slippe af sted med. Som landet ligger gælder hjemmelskravet i de tilfælde, hvor en myndigheds handling har direkte implikationer for mennesker eller virksomheders rettigheder eller friheder.

Denne punditokrat så gerne – på linje med bl.a. Alf Ross – at der blev strammet op, så enhver myndighedshandling forudsatte hjemmel. Det er ønsketænkning og uforligneligt med den danske totalstats-model, hvor muligheden for offentlig intervention i snart sagt ethvert privat livsforhold vægtes højt. Her må man være pragmatisk for at få enderne til at mødes og en måde at være pragmatisk på er, at lade indholdet af de vedtagne retsregler svæve i en sproglig tomhed, så myndighederne – proportionalt med graden af tomhed – overlades et stadigt friere skøn. Som Justitsministeren siger: ”Grundloven indeholder ikke grænser for, hvor detaljerede regler en lov kan indeholde, og er omvendt ikke til hinder for selv vidtgående bemyndigelser til administrationen.” I midten af området mellem den sprogligt set største præcision hhv. tomhed findes de vage og elastiske bestemmelser, som gør det nødvendigt for myndighederne at skønne, før der handles.

Kan man forestille sig at lovgiver vil beslutte A, men pga. en vag formulering, der underlægges myndighedernes bundne skøn, faktisk vedtager B? Sagtens. På trods af forarbejder, gennemsyn og kontrol i centraladministrationen, er der smuttere både i love og bekendtgørelser. – Hvad hvis smutterne ikke opdages og bliver rettet ved en ændringslov- eller -bekendtgørelse, men først kommer for en dag i forbindelse med en retssag? Hvad gælder så?

Det er hvad Hrafn Asgeirsson’s nye artikel(udkast), der kan hentes via SSRN og som der er citeret fra øverst, handler om. Den kan anbefales.

Sort arbejde – et springbræt for nystartede virksomheder(?)

Af Nikolaj Stenberg, den 25. november 2012. 1 svar

Den uformelle eller ”sorte” økonomi er slet ikke så skadelig eller for den sags skyld usolidarisk, som staten påstår; tilmed er økonomiens omfang større end antaget. Det fremgår af en rapport, der er omtalt i FastCompany; som angår forholdene i UK, skal det siges. I stedet for at behandle den uformelle økonomi som var den et problem, mener rapportens forfattere, at staten bør anerkende dens funktion, som et legitimt nederste trin på den trappe, driftige mennesker bestiger, før virksomheden besidder en kapital, der er tilpas til, at det kan betale sig at blive registreret i de offentlige skatte- og selskabsretlige systemer.

We polled 600 small business owners and asked them about their experience with and attitude toward the informal economy. What we found is that when people first launch a business, they often engage in informal work. One in five respondents had engaged in informal work at one point. One of the most popular reasons was because it gave entrepreneurs breathing space before they had the capacity to register. Only 9% said they took informal work to earn extra income. It’s not about greed–it’s a stepping stone, really, towards fully fledged entrepreneurship. The informal economy is possibly an incubation space for the growth of fuller enterprises.

Rapporten kan hentes på hjemmesiden for Royal Society for the encouragement of Arts, Manufactures and Commerce.

Southern Economic Association 2012

Af Christian Bjørnskov, den 19. november 2012. 1 svar

Jeg sidder pt. til den sidste dag til den årlige konference, som afholdes af the Southern Economic Association. Konferencen, der i år er lagt i New Orleans, har budt på både spændende, ny forskning, og hyggelige stunder med gamle venner. Som lidt input til de grå novemberdage i Skandinavien er her et par af de bedste pluk fra programmet:

Begge plenaries om lørdagen var gode. Bruce Caldwell (Duke) holdt oplæg om værdien af kurser i økonomisk teoris historie og Tyler Cowens eklektiske syn på forklaringer på krisen (most are somehow right but not nearly as right as they think they are) var både præcist og befriende frit fra bedreviden og ideologi.

Andrew Young (West Virginia) var på min session og præsenterede et nyt papir om ulandshjælp og vækst. En af standardforklaringerne på, hvorfor ulandshjælp ikke virker, er at der er bivirkninger og en af dem er at ulandshjælpen underminerer regeringsførelsen. Andrew og Kate Sheehan viser i papiret meget præcist at det er en af de vigtige bivirkninger.

Randall Holcombe og Christopher Boudreauz (Florida State) præsenterede nyt arbejde om, hvor længe diktatorer bliver ved magten. En standardantagelse er, at de bliver ved magten ved at stramme grebet om økonomien – tungere reguleringer, protektionisme og brud på menneskerettigheder – men de to viser, at det ikke virer: Diktatorer der indfører institutionelle reformer bliver længere ved magten.

Jayme Lemke (George Mason) præsenterede de første, foreløbige indsigter fra hendes studie af indførsel af skilsmisselove i 1800-tallets USA. Projektet ser både morsomt og meget spændende ud, da man kan se sammenhænge mellem lovgivning og en række andre ændringer i samfundet.

Udover det var der fine papirer fra flere af Punditokraternes venner: Therese Nilsson (Lund, med Niclas Berggren, IFN) præsenterede sammenhængen mellem økonomisk frihed og tolerance (race, jøder og homoseksuelle) og Bonnie Wilson (Saint Louis) og Jac Heckelman (Wake Forest) havde den nye udgave af deres interessante arbejde om særinteresser, økonomisk frihed og vækst med. Udbredt økonomisk frihed påvirker tolerance positivt og er vigtigt for vækst, men kan undermineres af for mange interessegrupper.

Jason Brennans bleeding heart-liberalismebog

Af Nikolaj Stenberg, den 16. november 2012. Skriv et svar

Den amerikanske universitetslektor ved Georgetown University Jason Brennan deltog for nyligt i Cato Institute’s bogforum i anledning af Libertarisnism: What everyone needs to know‘s udgivelse. Her er videooptagelsen af begivenheden:

Bogcover til Libertarianism af Jason BrennanBrennan – der tidligere har skrevet The Ethics of Voting og A Brief History of Liberty – fortæller, at bogen er skrevet på foranledning af Oxford University Press. Forlaget oplevede en forhøjet efterspørgsel efter litteratur om grundlæggende ”libertarianism” (i det følgende kaldt “liberalisme”) i en moderne sammenhæng. Forklaringsopgaven forsøges løftet via gennemgangen af de 105 hyppigste påstanden om liberalismens ideologiske indhold.

Det er selvsagt ingen leksikal gennemgang; på internettet kan man f.eks. finde sådan en her, her, her eller her.

Men Brennan skriver klart og tydeligt og jeg forestiller mig, at hans bog får relativ stor betydning fremadrettet i den pågående begrebs-debat. Brennan er nemlig ”medlem” af Bleeding Hearts Libertarian-gruppen, som udfordrer den traditionelle liberale opfattelse om, at liberalisme er moralsk rigtigt fordi ideologien, når den føres ud i livet, minimere tvang. I stedet mener gruppen, at liberalisme er moralsk rigtigt, fordi den, ført ud i livet, maksimerer den sociale retfærdighed i et samfund. Man har så at sige ladet sig inspirere af John Rawls og valgt at prioritere lighed over mulighed (veil of ignorance, osv.)

Matt Zwolinski, der er initiativtager, har præsenteret gruppen på Reason TV; i gruppe-bloggens første indlæg kan man læse følgende:

[B]oth Hayek and Nozick – like most libertarians – believe that capitalist markets do, in fact, serve the interests of the poor and downtrodden. But this fact does not seem to play an essential role in the moral justification of those markets. It is, it seems, merely a happy coincidence.

I do not wish to dismiss the Hayekian or Nozickian challenges to social or distributive justice out of hand. No doubt they contain and important insight, at least insofar as they serve to remind us of the important role that spontaneous order plays in economic and social systems. But this insight by itself is insufficient grounds for casting aside notions of social or distributive justice. Property rights, markets, and many of the resulting distributions of wealth and opportunities may have arisen spontaneously. But this does not prevent us from asking whether they are just, and whether we should or should not work to change them in some ways – even if the complexity of the market order and our bounded cognitive abilities means that our capacity for successful interventions is limited.

Brennan tog sit første indlæg på BHL-bloggen afstand fra det, som – med Brennan’s ord – de fleste associerer med liberalisme:

In academic philosophy, people tend to use the term ‘libertarian’ in a restrictive way, to refer to people who 1) hold that property rights and other rights are absolute or nearly absolute, 2) who ground their theories of rights and justice on the concept of self-ownership, 3) who reject social justice, and 4) who reject the idea that positive liberty really is liberty, and is a valuable form of liberty which society should project and promote. Libertarians hold that justice requires that we respect property rights, period, even if that means a large percentage of people will starve, lead poor and desperate lives, or have no stake in their society. If that’s libertarianism, count me out.

Hvis det skal være på den måde er jeg personligt temmelig enig med Sam Browning, fra Adam Smith Institute, der i sin første omtale af BHL-gruppen bemærkede:

Spontaneous orders like the market are more reactive to change and can process new information more quickly than are planned orders. This is what Hayek, Buchanan, Polanyi and many others all saw, and its a key reason – maybe the key reason – to prefer the market to the state.

I am probably a bleeding heart libertarian, in the sense that I’d like a system that raises the overall amount of utility in society and I don’t believe in natural rights. But that doesn’t imply any particular system in and of itself. The big question isn’t why, but how, to run society, and a convincing defence of a libertarian system should be based on outcomes rather than first principles. It’s not a good system because it’s moral, it’s moral because it’s a good system.

Jeg glæder mig til at se om Brennan’s definitioner – eller er det nærmere et skift i fokus? – kommer til at få den betydning fremover, som jeg har på fornemmelsen. Synspunktet har allerede været genstand for en del debat; f.eks. debatterede Cato Unbound fænomenet i april. Vil man gerne motivfortolke, kan man spørge, hvorfor Oxford University Press’ redaktør valgte bad en central person i debatten om hvad nutidig liberalisme er, skrive en bog, som har potentiale til at blive et moderne, autoritativt svar på netop dette spørgsmål.

Brennan er dog ærlig om eksistensen af de ideologiske uenigheder og sondrer således imellem tre former for liberalisme: Hård, klassisk og neoklassisk. På den måde får han også lige tilfredsstillet den moderne læsers umiddelbare behov for subsumption; det fysisk-mentale velvære, som klare og tydelige begreber skaber i en ikke-klar og -tydelig begrebsverden, er opretholdt. Problemet er, at det går lidt for hurtigt for sig; som også Aaron Powell fra Cato Institute bemærker i videoen. Powell har i øvrigt kommenteret bogen og foredraget på sin Facebook-side: Der er en som spørger Powell, om han vil anbefale bogen til spørgerens 17-årige søn. Powell svarer, at han vil anbefale alle de bøger, der fremgår af læse-listerne på hjemmesiden Libertarianism.org. Brennans bog er ikke på nogle af listerne.

Hos Institute of Economic Affairs i London har man i mange år sagt, at man ”udkæmper idéernes kamp.” Det er de ikke de eneste, der gør. CEPOS, Cato og alle de andre borgerligt-liberale tænketanke udkæmper først og fremmest en “kamp” for de historisk set liberale idealer; politisk som økonomisk. Men i en sådan kamp er der altid en hjemmefront: I øjeblikket er krigen dér ved at blive netbaseret og en række forskellige forsøger hver især at “indramme” liberalismen. For at nævne tre eksempler:

  1. Cato Institute forsøger gennem det nye initiativ libertarianism.org at markedsføre en klassisk (i hovedreglen naturretsbaseret) liberalisme, vha. blogindlæg, genoptryk af gamle taler, essays, videoer, podcasts og boglister. Tænketanken udgiver selvfølgelig også selv bøger; på dette punkt er David Boaz’  Libertarianism: A Primer fra 1997 et glimrende (og anbefalingsværdigt) værk.
  2. Institute for Humane Studies har lanceret LearnLiberty.org, der er en video-tung hjemmeside, som gør særligt brug af økonomiske argumenter; se f.eks. her, her, her, her og her. Unge fremadstormende ideologer kan med fordel hente inspiration dér når de opdager, at det er de færreste debatter man vinder, blot ved at henvise til den abstraktion, selvejerskabsprincipper er.
  3. Mises Institutes aktiviteter på området er episke (i ordets moderne betydning). Man udgiver bøger, artikler, har en glimrende blog, laver podcasts og sender video fra sine events og meget mere. Desuden udgiver man Libertarian Papers, som ofte rummer interessante indlæg.

Brennans bog – og endnu mere vigtigt hans og BHL-gruppens synspunkter – er en del af den kampen; spørgsmålet er bare, om det er ude eller hjemme, slaget slås. Brennan mener, at hans bog kan læses og bruges af alle; Powell siger, at bogen egner sig bedst til, at få ikke-liberale ind i det liberale telt.

Hvor syg er SAS?

Af Christian Bjørnskov, den 16. november 2012. 4 svar

På vej til USA har jeg haft rigelig tid til at tage et kig på luftfartsindustriens status. Ikke mindst bliver der ved med at rulle absurde nyheder ind om SAS, der på trods af en dyb krise, stadig har medarbejdere og fagforeninger, der vedblivende kræver høj løn. Så spørgsmålet er, hvor syg SAS egentlig er som selskab. Som vi skrev i april 2011, har SAS kun haft to år med overskud de seneste 11 år – sidste års resultat endte på -2.1 milliarder SEK. Og figuren over CASK (cost per available seat kilometer) der giver en sammenligning af forskellige europæiske selskaber, fortæller vel en god del af historien.

Dr. No’s afskedstale

Af Nikolaj Stenberg, den 15. november 2012. Skriv et svar

Kongresmedlem Ron Paul – alias Dr. No – har, efter lidt kludder i tidsplanen, holdt sin afskedstale:

[youtube Width=”100%”]http://www.youtube.com/watch?v=q03cWio-zjk[/youtube]

Crony Capitalism

Af Nikolaj Stenberg, den 13. november 2012. 1 svar

”Crony capitalism” er et af de begrebet, der mangler en dansk-oversættelse til: Det beskriver et økonomisk system, hvor udnyttelsen af politiske bekendtskaber og netværk har afgørende betydning for en virksomheds drift og profitabilitet. Randall G. Holcombe fra Mercatus Center på George Mason University har i oktober udsendt et arbejdspapir om fænomenet, og konklusionen fremgår af titlen: Crony Capitalism – By-Product of Big Government. Det kan læses her (pdf).

Bonusser – for både direktører og ministre?

Af Christian Bjørnskov, den 11. november 2012. 4 svar

Ovenpå finanskrisen og de efterfølgende bankkrak og problemer for mange andre finansielle institutioner, har politikere spillet på den offentlige stemning. Argumentet er ofte, og ikke kun fra venstrefløjen, at det er ’for galt’ at bankdirektører og andre tjener så meget og får store gyldne håndtryk, når de forlader deres stillinger. Ikke kun i Frankrig, men også Storbritannien har politikere arbejdet for at få indført EU-reguleringer på maksimumlønninger i den finansielle sektor. Hele ideen er, at de er ansvarlige for krisen og det derfor er moralsk forkert, at de tjener så meget (f.eks. her).

Men er de virkeligt ansvarlige? Hvad med en direktør, der ansættes umiddelbart før krisen og dermed ikke har været ansvarlig for bankens position når krisen rammer? Og hvad med de mange velfungerende finansielle institutioner? Skal den finansielle sektor straffes ligesom en dårlig folkeskolelærer straffer en klasse kollektivt, hvis der er enkelte elever, der ikke kan opføre sig ordentligt? Det er blot nogle af de spørgsmål, som politikerne ikke svarer på, og nok foretrækker ikke at blive stillet.

Det virkelig slemme er der dog ingen, der har stillet endnu. For bør man ikke behandle alle ens? Et centralt element i public choice-revolutionen i 1960erne var netop, at man analytisk bør gøre de samme antagelser om alle, uanset om de arbejder i den private eller offentlige sektor – om de er direktører eller ministre. Hvis man (som min ven Brian Mandau pegede på over en drink) udbreder den kerneantagelse – hvis validitet er bekræftet mange gange siden da – får man en ganske morsom implikation: Ministre, der har været ansvarlige for fejl og tab i deres resort, må nødvendigvis stilles til ansvar, og i langt højere grad end chefer for enkeltvirksomheder.

Så en symmetrisk implikation af den ’moralske’ kritik af banksektoren må være, at politikeres ministerpension bør være betinget af deres faktiske præstation i et ministerembede. Hvis en minister for eksempel har stået for gennemførslen af tåbelige reguleringer, der har ført til store tab – et eksempel kunne være afgifter, der medfører butiksdød i Sydjylland – bør hans eller hendes ministerpension reduceres eller måske helt sættes til nul.

Dagens intellektuelle øvelse er nu, hvordan det vil ændre politik, hvis ministre bliver ramt på deres egen pengepung, når de laver fejl. Findes der bedre incitamenter?