Lafferkurven og dansk skattepolitik

Af Christian Bjørnskov, den 28. oktober 2012. 6 svar

I 1970erne formulerede Arthur Laffer det forhold, der er kommet til at bære hans navn: Laffer-kurven. Kurven, der viser forholdet mellem skatte- og afgiftstrykket og statens indtægter fra skatter og afgifter, ser ud som et omvendt U. Når skatter og afgifter er nul, er indtægterne naturligvis også nul – et forhold som alle kan se. Laffers pointe var, at når skatter og afgifter nærmer sig hundrede procent af befolkningens indtægt, nærmer statens indtægter sig også nul.

Ved at fjerne folks personlige udkomme af at arbejde og generelt gøre en indsats, fjerne man også deres incitament til det, og de holder således op med at arbejde – i det mindste officielt. Laffers indsigt var, at det skatte- og afgiftsniveau, der giver staten en maksimal indtægt, derfor må ligge et sted mellem nul og hundrede procent. Hvis man forsøger at hæve skatte- og afgiftsbyrden over dette toppunkt, ødelægger man så meget økonomisk aktivitet, at statens indtægter faktisk falder.

Og med dén indsigt kommer vi til dansk skattepolitik. Et af de store problemer for danske politikere er den totale uvilje til at skære ned på en hvilken som helst offentlig udgift. De seneste mange år er udgifterne endda steget hurtigere end nationalindkomsten, hvilket nødvendigvis betyder, at man må finde nye indtægter. Men stigninger i indkomstskatten har ikke rigtigt været en mulighed, medmindre man havde samme økonomisk-politiske overbevisning som Frank Aaen. Vismændene demonstrerede endda sidste år, at et S-SF-forslag om en millionærskat sandsynligvis ville skabe et indtægtstab for staten på cirka en halv milliard.

Hvis man kender Lafferkurven og dens logik, er det derfor ikke længere svært at forstå, hvorfor danske skattepolitiske diskussioner er blevet så specielle. Vismændenes forslag, som bl.a. handler om at skifte fra indkomstskatter til skat på bolig, er ligesom mange radikale forslag begrundet i at man ikke kan flytte boligen, og den type skatter derfor ikke påvirker folks arbejdsudbud og øvrige indsats i samme omfang som indkomstskat. På samme måde synes det ofte som om forsøget på at indføre en række andre skatter og afgifter – sukker- og fedtskat, ændringer i vandafledningsafgifter osv. – også skal skaffe indtægter på en måde, som enten ikke på samme måde direkte påvirker folks arbejdsvalg, eller bare er mindre synlige for folk.

Basalt set handler danske skattepolitik i et signifikant omfang – selvom sært nok ingen rigtigt siger det – om måder man måske kan ændre strukturen på skatte- og afgiftstrykket, så man kan flytte på Lafferkurven og altså lidt endnu undgå at prioritere. Hvis ikke, ender man med at forsøge at finansiere nye udgifter med nye og højere skatter og afgifter, som faktisk sænker statens indtægter, samtidig med at de gør danskerne fattigere. Diskussionerne er blevet så avancerede og politikken så teknisk fordi vi allerede har nået toppunktet af Lafferkurven – så meget man overhovedet kan tvinge ud af danskerne før deres reaktioner underminerer skatte- og afgiftsgrundlaget.

Jødisk overlevelse og tillid

Af Christian Bjørnskov, den 22. oktober 2012. 6 svar

Millioner af jøder, kommunister, homoseksuelle og andre ’uønskede’ blev myrdet af naziregimet under anden verdenskrig. Hitler nærede et særligt indædt had til jøderne, som blev den mest udsatte og forfulgte af alle grupper, og et udtrykkeligt mål for nazisterne var deres totale udryddelse – die Endlösung. Et af de store historiske spørgsmål har derfor været, hvorfor naziregimet havde så meget mere held med sig i nogle lande end i andre: Fra de 3-4 procent af den oprindelige, jødiske befolkning der blev reddet i Letland og Litauen til mere end 99 procent i Danmark og Bulgarien.

Jeg har, som nogle læsere vil vide, arbejdet på det spørgsmål i nogen tid, men fra en anden vinkel end det meste forskning i spørgsmålet. Vinklen er ret enkel: Udover at være et stort moralsk spørgsmål, var enhver redning på større skala et massivt kollektivt handlingsproblem. Med andre ord handlede det ikke kun om moral og mod, men også om evnen til at organisere sig. Det særlige ved redningen af jøder, er at mens formelle institutioner som retsvæsen og offentligt bureaukrati normalt hjælper med koordination og organisation, var disse institutioner stort set afmonteret under krigen, og arbejdede i visse tilfælde direkte for nazisterne.

Argumentet er derfor, at folks tillid til hinanden – særligt tillid til fremmede – er den eneste (uformelle) institution, der kan hjælpe til at løse problemet. Jo mere tillid folk havde til hinanden, jo lettere blev det at koordinere uden et formelt, personligt netværk, og jo mindre var risikoen for at blive forrådt.

Og heldigvis peger data fra de 30 besatte lande i samme retning. Så vidt det kan lade sig gøre at fange tillidsforskelle i Europa omkring 1940, kontrollere for en række andre, mulige forklaringer, og håndtere kausalitetsproblemet, slår tillidsforskellene igennem som en vigtig forklaring. Hver ti procentpoint større tillid er i gennemsnit forbundet med ti procent flere jøder reddet. Ydermere peger resultaterne på, at tilliden var relativt vigtigere i lande, som nazisterne af racemæssige grunde betragtede som laverestående.

Så hvorfor Danmark reddede alle undtagen 68 af de næsten 8000 jøder – heriblandt 1500 ikke-danskere – der boede i landet i 1940 er måske et resultat af vores ekstremt store tillid til hinanden. Om mine kolleger accepterer historien og evidensen vides ikke endnu, da første lejlighed til at præsentere papiret først er til januar. Men under alle omstændigheder ligger det nu offentligt tilgængeligt, og kan downloades her.

Johan Norberg om IMF og behovet for reformer i Europas kriseøkonomier.

Af Niels Westy, den 21. oktober 2012. Skriv et svar

Johan Norberg har et ganske interessant indlæg i Svenska Dagbladet om IMF og deres seneste udmeldinger om offentlige besparelser vs. skatteforhøjelser.

Under overskriften, Krugman ropade hej alltför tidigt, tager Norberg udgangspunkt i at Fiansiel Times journalisten, Chris Giles, har tilbagevist IMFs påstand om at offentlige sparetiltag har haft større negativ effekt på den økonomiske vækst end først antaget.

Cris Giles har påvist, at den tilsyneladende sammenhæng mellem nedskæringer og krise, som IMF mener at kunne påvise, alene er styret af data fra Grækenland og Tyskland. Fjerner man disse to lande, bryder argumentet sammen.

Eller som Norberg skriver:

När Giles tog bort extremerna Grekland och Tyskland försvann det säkerställda sambandet, liksom när han inkluderade Nya Zeeland (som exkluderats). När Giles kontrollerade för ländernas bytesbalans före krisen försvann det robusta resultatet, liksom när han tittade på 2012 års budgetar i stället för 2011 års.

Det helt specielle i Grækenlands tilfælde er ifølge Norberg, at

länder som Grekland saknar ett dynamiskt näringsliv som kan träda in när staten skär ned. Då kan åtstramningar leda till fritt fall. Där är det viktigare att genomföra strukturreformer, som att avreglera arbetsmarknaden och öka konkurrensen, samtidigt som nedskärningarna sprids ut över flera år.

 

Når det ikke går som præsten prædiker – klimadebatten og (mulig) manglende global opvarmning

Af Niels Westy, den 20. oktober 2012. Skriv et svar

Jeg er ikke klimaforsker og har ingen forudsætninger for at afgøre hvilke forhold, menneskeskabte eller ikke menneskeskabte, der er de primære “drivere” i de globale klimaforandringer.

Men – ikke mindst – som økonom erkender jeg, at jeg altid er mere end almindeligt kritisk, når hypoteser og computersimulationer fremføres som “beviser”. Mistroen bliver ikke mindre af at man tillader sig selv at overdrive og fordreje fakta i den “grønne” sags tjeneste. eksempler på sidstnævnte er bl.a. Al Gore, Connie Hedegaard og Cathrine Richardson.

I den udstrækning at de forskere som er fortalere for, at klimaforandringerne primært drives af menneskelig adfærd er klar over det, må man klantre dem for at gå ualmindeligt stille med dørene.

Det er mere end blot problematisk, når f.eks. Katrine Richardson, hvilket jeg selv har oplevet, erkender at Al Gores film om verdens klima overdriver effekterne og indeholder en del vilde påstande, men finder at det er helt i orden, fordi det sker i en “god sags tjeneste”.

Det bliver naturligvis ikke bedre, når man i et forsvar for gennemførelse af en ekstremt omkostningsfuld (og i realiteten virkningsløs) omstilling til CO2-neutral energipolitik opererer med helt absurde forudsætninger om den fremtidige udvikling i energipriserne.

Når man samtidig oplever, at seriøse videnskabsfolk, som beskæftiger siger med emnet har problemer med at skaffe penge til deres forskning og er blevet chikaneret i årevis (f.eks. Henrik Svensmark), så dæmper det ikke just mistroen til de herskende holdninger på “klimabjerget”.

Og så er der selvfølgelig hele miseren om Bjørn Lomborg. Man må til stadighed undre sig over den behandling han får. Siden “Verdens sande tilstand” har han konsekvent taget udgangspunkt i FNs klimarapporter. Hans brøde er primært at han ønsker en rationel og økonomisk fornuftig tilgang til problemet.

Det kan vi naturligvis ikke have. Dertil er der alt for store politiske (og privatøkonomiske) gevinster ved den førte energi- og klimapolitik. Se også her og her.

Desuagtet at jeg ikke postulere at have overblik over en så kompleks størrelse som det globale klima, så kan jeg dog nok finde ud af at aflæse temperaturudviklingen, som det fremgår af nedenstående graf. Målt på overfladetemperatur skal man være end almindelig begavet, hvis man kan konkludere, at der er en tendens til global opvarmning de seneste 10 til 15 år. Det betyder naturligvis ikke, at man kan udelukke hypotesen om, at klimaforandringerne primært er drevet af vores udledning af drivhusgasser, men det svækker unægtelig denne hypotese en del.

 

Man kan naturligvis med rette pege på hvor følsomme sådanne betragtninger er. Valg af start og slut dato kan være helt afgørende. og man kan anføre at perioden stadig er for kort. Problemet for de eksisterende modeller er blot, at de i lighed med opvarmningen i perioden 1910 til 1940 og den efterfølgende stagnation frem til 1970’erne, i varierende grad har problemer med at forklare den manglende opvarmning. Og jo længere tid som går uden målbare temperaturstigninger, jo svagere står hypotesen om at klimaforandringerne primært er drevet af vores udledning af drivhusgasser.

Det fik The Mail til at skrive en artikel under overskriften “Global Warming stopped 16 years ago” hvorefter The Guardian to dage senere under overskriften “Why the Mail on sunday was wrong to claim global warming has stopped” søgte at imødegå Mails måske noget bombastiske overskrift og artikel.  Lige som Phil Jones, direktør for Climatic Research Unit ved University of East Anglia, afviser Guardian Mails påstand, og siger, at 15 eller 16 år er for kort en periode, til at man kan konkludere noget.

Artiklen i Guardian går dog et skridt videre og fastholder reelt, at der har fundet en fortsat opvarmning sted. Artiklens sprogbrug er forøvrigt også et godt eksempel på tonen i klimadebatten. Hvis man ikke er enig er man enten dum, ond eller begge dele.

Alt det som vi ikke ved

Judith Curry fra Georgia Tech University, der i Mails artikel er citeret for at de computermodeller, som ligger til grund for klimaberegningerne som “deeply flawed” (En udtalelse, hun har benægtet), har lavet en listning af pro og cons i forhold til hvorvidt klimaforandringerne er menneskedrevne. Under overskriften, “Waving the Italien Flag“, hvor den grønne farve repræsenterer “bevismateriale” for menneskeskabt global opvarmning og den råde farve repræsenterer “bevismateiale” mod menneskeskabt global opvarmning. Ifølge Judith Curry er det afgørende reelt alt det vi ikke ved (den hvide del af det italienske flag).

På baggrund af eksisterende beviser kommer Curry frem til, at
The white part of the flag is frankly pretty dominant here, with the net impact of these uncertainties acting against the green evidence.
Og konkluderer videre, at
Interpretation of climate model simulations has emphasized the existence of plateaus or hiatus in the warming for time scales of up to 15-17 years; longer periods have not been previously anticipated, and the IPCC AR4 clearly expected a warming of 0.2C per decade for the early part of the 21st century.
Given that we are in the cool phase of the PDO* and a strong El Nino is unlikely for the next decade, the plateau may continue for at least another decade.  Latif has made this argument, whereas most other ‘establishment’ scientists seem either puzzled by the pause or don’t expect it to continue beyond the expected 15-17 year period.
And if the PDO and solar factors are sufficient in strength to counter the anthropogenic warming, then we need to ask the question as to how much of the warming in the 1980′s and 1990′s were ‘juiced’ by the warm PDO and transition from cool to warm AMO, plus a solar max.
With the IPCC focus on anthropogenic forcing, these other issues have received insufficient scrutiny.  The main ‘war’ with skeptics is over detection and attribution.  The skeptics have raised some valid issues (notably the PDO/AMO and solar); I hope that the ‘pause’ will stimulate some systematic reconsideration of attribution arguments.
Måske var det på tide at der blev etableret et reelt uafhængigt institut for klimastudier? Noget kunne tyde på det.
*for forklaring på PDO og AMO, se her

Nobelprisen i økonomi 2012

Af Christian Bjørnskov, den 16. oktober 2012. Skriv et svar

Som sædvanlig overraskede Nobelkomiteen i går. I stedet for Schiller eller Barro og Romer, som de fleste nok havde gættet på, gik Nobelprisen i økonomi i år til Alvin E. Roth og Lloyd S. Shapley. Jeg må indrømme, at jeg ikke ved ret meget om området, men dem der gør, er ret tilfredse med prisen.

Området, som prisen gives til, handler om matching: Hvordan matcher man f.eks. nyredonorer til nyrepatienter, eller som komiteen skriver:

This year’s Prize concerns a central economic problem: how to match different agents as well as possible. For example, students have to be matched with schools, and donors of human organs with patients in need of a transplant. How can such matching be accomplished as efficiently as possible? What methods are beneficial to what groups? The prize rewards two scholars who have answered these questions on a journey from abstract theory on stable allocations to practical design of market institutions.

Annonceringen kan ses her; Alex Tabarrok opsummerer den her; og Eric Cramptons omtalte er her. Det hele er baseret på Gale-Shapley-algoritmen, som Roth både har kritiseret og brugt praktisk.

Hvem vinder Nobelprisen i økonomi?

Af Christian Bjørnskov, den 10. oktober 2012. 5 svar

På mandag, den 15. oktober, uddeler Sveriges Riksbank den årlige nobelpris i økonomi (teknisk en pris i Alfred Nobels minde). Som traditionen byder, har vi nogle bud på, hvem der kunne gå hen at få prisen i år. Og selvom vi så vidt vides ikke har ramt rigtigt endnu, er her vores bedste bud på 2012-prisen.

Først har Thompson Reuters allerede i september peget på enten kombinationen Anthony Atkinson (økonomisk ulighed) og Angus Deaton (forbrug og well-being), eller Robert Schiller (volatilitet på finansmarkeder) som en anden mulighed. Begge valg giver mening, da de i en vis forstand er i tråd med disse års ’tidsånd’ og har været indflydelsesrige. Hvis man ser på valgene de seneste mange år, er det dog svært at se noget mønster, der peger på at nobelkomiteen har taget valg, der er populære på den måde.

Et andet bud kommer fra Huffington Post, der har spurgt en række eksperter og peger på Paul Romer og Robert Barro som favoritter. Begge har været nævnt de seneste år – Barro er en af dem, jeg gerne så modtage prisen – og deres banebrydende arbejde om vækst og innovation er der næppe mange, der vil underkende. Samtidig er de ukontroversielle på den måde, at begge har bidraget teoretisk til vores forståelse af vækstprocesser; Romer med flere berømte studier af innovation, Barro som en af pionererne i moderne vækstteori og med et vigtigt bidrag til den empiriske side.

Sidst er der flere, der igen i år nævner Anne Krueger og Gordon Tullock for deres banebrydende arbejde om rent-seeking. Jeg har stadig ikke mødt nogen, som kender noget som helst til politisk økonomi, der ikke mener at de fortjener prisen. Problemet er blot, at begge er ret gamle, og specielt Tullock er ikke længere rask. Med andre ord er spørgsmålet, om de ville være i stand til at møde op i Stockholm til december.

Andre bud, der er nævnt i blogosfæren og andre steder er f.eks. Douglas Diamond (finansiel intermediation), Jerry Hausman (specifikationstests i økonometri), William Nordhaus og Martin Weitzman (miljøøkonomi), og Eugene Fama og Kenneth French (finansiel økonomi). Traditionen tro er odds for, at det er en helt fjerde eller femte, vi ikke har nævnt, som bliver annonceret på mandag. Derfor kan man stadig bruge anledningen til at ryste posen og overveje, hvem i samfundsvidenskaberne, der fortjener den ypperste anerkendelse.

Det lange sigt i dansk politik

Af Christian Bjørnskov, den 7. oktober 2012. 1 svar

Regeringen har det ikke godt, og både SF og Socialdemokraterne bløder vælgere. Man fristes til at skrive ”som aldrig før”, men er det faktisk sandt? For at kunne svare på det, og for at kunne sætte den nuværende, politiske situation i rimeligt historisk perspektiv, bringer vi i dag et lynoverblik over udviklingen i dansk politik siden 1945.

De to grafer nedenfor viser udviklingen på to måder. Først illustrerer vi de ’regeringsbærende’ partiers andel af Folketingets mandater. I den anden graf er venstrefløjen partier fra S og mod venstre, mens højrefløjen er V og K plus de mere højreorienterede partier. Den udeladte kategori er midten – det Radikale Venstre, Centrumdemokraterne, Kristeligt Folkeparti, Dansk Folkeparti og Retsforbundet. Det sidste punkt ude til højre i begge grafer er den sidste meningsmåling fra Berlingske Barometer.

 

Først er det tydeligt at se socialdemokraternes glansperiode i 1950erne og 60erne hvor partiets selvforståelse blev rodfæstet. I denne periode holdt socialdemokraterne i gennemsnit 41 % af mandaterne i Folketinget, og af to omgange i 60erne holdt venstrefløjen halvdelen af mandaterne. Dén periode sluttede brat med jordskredsvalget, der bragte Fremskridtspartiet ind som det tredjestørste parti. Men i særlig grad viser de to grafer hvordan venstrefløjen og i helt særlig grad socialdemokraterne har tabt mandater de sidste tyve år i træk. Der er således ikke noget specielt overraskende i at partiet taber vælgere igen i denne periode. Overraskelsen er, at de ikke følger trenden fra de sidste knap to årtier, men endda klarer sig relativt dårligere.

Betyder det at vælgerne er rykket mod højre? Nominelt ser det sådan ud, men svaret er nok nej. Problemet er, at VK efter det knappe nederlag i 1998 er rykket markant mod venstre. Hvis man for eksempel følger den samme approach til at kode placeringen af politiske partier, som min ven og kollega Niklas Potrafke og jeg har fulgt, ser det ud til at Folketingen som helhed faktisk er rykket mod venstre siden midten af 1990erne fordi de borgerlige partier er det. Så måske er der ikke noget at glædes over som borgerlig?

Kvindekvoter & menneskerettigheder

Af Nikolaj Stenberg, den 3. oktober 2012. Skriv et svar

Aaron Rhodes skrev forleden en fyldig kommentar om, hvorfor Europa-Kommissionens kvindekvote-udspil er menneskerettighedsstridigt. Selvom der er et par steder, hvor jeg er uenig (særligt at kvindekvoter kommer sig af ”legal relativism”) vil jeg på det varmest anbefale kommentaren, der er såvel nuanceret som velskrevet.

HT: Freedom Rights Project

Statens alt for uambitiøse totalkontrol

Af Nikolaj Stenberg, den 2. oktober 2012. 2 svar

Rigspolitiets færdselsafdeling berettede i går – i en både stolt og nedladende tone – at ”tusinder af bilister på Sjælland [havde] fået en forsmag på den nye måde at gøre tingene på”. Den nye måde at gøre tingene på, som Politiet taler om, går under det beskrivende navn: Totalkontrol.

En totalkontrol går ud på, at Politiet standser al trafik på et stykke vej for derefter at lede alle biler ind på en plads. På pladsen bliver der foretaget en kontrol af bilerne og deres indhold, ligesom bilister og passagerer får bødeforlæg, hvis ikke sikkerhedsselen bruges. På pladsen har bilisterne også fornøjelsen af at møde en indsatsgruppe fra SKAT, der kontrollerer om bilerne nu også er korrekt indregistreret og beskattet. Der er tilmed en læge tilstede, som, om nødvendigt, kan tage blodprøver. Dette sker alt sammen uden nogen konkret mistanke om lovbrud; men med lovhjemmel.

Chefjurist Jacob Mchangama kom hurtig til pennen og påpegede (helt korrekt), at totalkontrollen som begreb, ikke er i strid med f.eks. Det Konservative Folkepartis kontrol-linje. Dette partis formand er endda citeret for at sige, at man ”styrker den generelle frihed” gennem statslig kontrolforanstaltning!

Som bekendt er frihedens pris evig agtpågivenhed. Derfor bør myndighedernes totalkontrol få alle – konservativ som ikke-konservativ – til at tænke et par tanker…

… For totalkontrollen, som jo begrænser sig til Politiet og SKATs område, er alt for uambitiøs!

Tænk bare på hvor meget mere ”generel frihed” man kunne få, hvis man ikke begrænsede sig til at kontrollere tilfældige bilister på rigets landeveje. Nej, hvis man virkelig ville sikre danskerne mere frihed, så skal man gå langt mere struktureret og detaljeret til værks: Hvorfor ikke starte med at kontrollere landsbyer; dernæst bydele for så til sidst: Hele byer! Alle veje ind og ud spærres af, mens Politiet og de øvrige embedsmænd går fra hus til hus og fra dør til dør, for at kontrollere, om der nu er nogen, som har noget at skjule. Dét er totalkontrol!

Mens Politiet går på udkig efter stoffer, tyvekoster og hælervarer, våben, ammunition og elefanthuer, kunne licensmanden tage på ”fisketur” med skattemanden i folks haver: Herfra ville han ved lidt simpel vindueskiggeri hurtigt kunne se, om der hænger et tv på væggen, står en radio i køkkenet eller ligger en iPad i sofaen, selvom beboerne ikke aktuelt har licens til medieforbrug. Imens dét sker, kontrollerer den kommunale bygningssagkyndige, om terrassen nu også overholder kravene til handicap-tilgængelighed.

Ude på villavejen sjosker der en P-vagt rundt og udskriver afgifter, mens Politiet, der har gjort byen til én stor visitationszone, foruden personkontrol undersøger de standsedes statsborgerskabs- og opholdsstatus. Inde på legepladsen kontrolleres, om legeredskaberne er sikkerhedsmæssigt forsvarlige; man kan jo komme til skade af at gynge.

I mellemtiden har SKAT-folkene kastet sig over konfirmanderne, som man beder redegøre for gave-indtægterne; særligt vil man gerne vide, hvem der har givet pengegaver og om pengegaverne er givet kontant eller pr. bankoverførsel.

Mens det sker, bliver de lidt ældre børn narko-testet. Positiv-resultater formidles af en medfølende social- og misbrugsrådgiver, der foruden moderlige formaninger og gode råd, også tager en samtale med den unges venner og ikke mindst forældre. Gymnasiet orienteres selvfølgelig også om problemet, så det fremadrettet kan holde et ekstra vågent øje.

Imens den narko-positive gymnasieelev forsøger at forklare sig ud af sine forklaringsproblemer, bliver hans værelse gennemrodet af advokater fra IP-rettighedshaverorganisationerne, der bare lige skal se, om ikke den unge er i besiddelse af rettighedskrænkende og digitalt deleligt musik, film, tv og porno. Finder de noget på arabisk, bliver dét indrapporteret til PET, som så også kan holde et vågent øje.

På det lokale posthus bliver alle forsendelser til og fra byen selvfølgelig tilbageholdt, åbnet og kontrolleret. Bare for en sikkerheds skyld.

Oppe fra luften af kontrolleres det, om landmænd i området overholder arealkrav i forbindelse med dyrehold, samt, ikke mindst, vandmiljø- og randzonereglerne! Fødevarekontrollen suser i mellemtiden rundt mellem samtlige serveringssteder og måler køleskabstemperaturer; de alarmerer selvfølgelig Politiet hver gang de opdager, at et serveringssted bryder rygelovgivningen.

Ja, mulighederne for kontrol er i sandhed mange, når bare ambitionen om større ”generel frihed” er der. Desværre.

Den største udfordring for myndighederne i dagens Danmark synes at bestå i, at finde ud af, hvad man vil kontrollere. Derimod er det ikke et problem at få tilladelse; for hvornår har Folketinget sidst sagt nej til at give fornyet eller udvidet kontrolhjemmel?

Martin Paldam – 70 år

Af Christian Bjørnskov, den 1. oktober 2012. Skriv et svar

I dag fylder professor Martin Paldam, Aarhus Universitet, 70 år. Martin skifter derfor status til professor emeritus, men fortsætter med at arbejde. Som læserne af punditokraterne vil vide, arrangerede vi en workshop i anledning af hans fødselsdag sidste uge, med deltagelse fra bl.a. USA og Australien. Workshoppen vidnede både om bredden af Martins interesser og forskning, og om omfanget af hans netværk og venskaber.

Flere aviser skrev i går eller i dag om Martin. Jyllands-Posten beskrev ”hans evne til logisk og klart at analysere sig ind til kernen i det problemkompleks, han har valgt at tage op”; Berlingske understregede det vi andre ved, nemlig at økonomi og forskning er Martins hobby lige så meget som hans arbejde; og udover humoristisk (og sandt) at konstatere, at han stort set altid ved ”hvilken lokal øl det er bedst at slukke tørsten med”, peger Kristeligt Dagblad på hans faglige integritet og ”forbløffende evne til at være foregangsmand på en række områder”.

Vi kan herfra tilføje hans faglige generøsitet og evne til at skabe god stemning omkring dybe faglige diskussioner. Man behøver ikke være enige med Martin for at have en hyggelig tid. Der er et stort tillykke fra punditokraterne på dagen.

Workshop for Martin Paldam fredag-lørdag

Af Christian Bjørnskov, den 27. september 2012. 6 svar

I anledning af at min kære kollega og tidligere vejleder, Professor Martin Paldam, fylder 70 år på mandag, holder vi workshop på Aarhus Universitet i morgen, fredag, og lørdag. Teamet omkring workshoppen – Toke Aidt, Peter Kurrild-Klitgaard, Gert Svendsen og mig – har udvalgt en række områder, som Martin har bidraget til, og inviteret forskere, der arbejder på de pågældende områder for tiden. Udvalget af præsentationer fortsætter under folden. Workshoppen kører fredag 13.10-18.30 og lørdag 9.00-13-30.

Læs resten →

Gæsteindlæg: Milton Friedman – en liberal debattør, som er værd at efterligne

Af Niels Westy, den 26. september 2012. Skriv et svar

Nedenfor bringer vi et gæsteinlæg af Ole Brinkman Pedersen, cand.mag. i historie og matematik/datalogi. Ole Brinkmann har sponseret Cepos danske genudgivelse af “Det frie valg“, i anledning af 100 året for Friedmans fødsel.

Milton Friedman – en liberal debattør, som er værd at efterligne

En opfordring til at videreføre Milton Friedmans kamp for en mindre stat og mere frihed.

Milton Friedman (1912-2006) var én af alle tiders største økonomer, både som videnskabsmand og liberal debattør. Alan Greenspan, som jo heller ikke selv er en helt ubetydelig økonom, går skridtet videre og udnævner Friedman til at være en af de få personer i historien, som har ændret civilisationens gang. Friedmans bidrag til økonomisk videnskab er umulig at fange i få ord, men Robert L. Hetzels beskrivelse er et godt bud:

Milton Friedman arbejdede ihærdigt fra begyndelsen af sin karriere med to hypoteser, som isolerede ham for de toneangivende økonomer. Hypotese nr. 1: centralbanker er ansvarlige for inflation og deflation. Hypotese nr. 2: Markedet fordeler resurser effektivt og opretholder makroøkonomisk ligevægt.  (Robert L. Hetzel: The Contributions of Milton Friedman to Economics, Economic Quarterly, 2007).

Frontalangreb på Keynes-økonomerne

Med disse to hypoteser gik Friedman til frontalangreb på de toneangivende økonomer efter anden verdenskrig, keynesianerne, som ikke mente, at markedet var selvregulerende. Efter den store depression var der bred enighed blandt økonomer om, at de store virksomheder og fagforeningerne havde sat prissystemet ud af kraft. Det nødvendiggjorde statslig regulering og stimulering af økonomien for at sikre vækst og arbejdspladser samt for at undgå recessioner og depressioner.  De fleste økonomer og politologer hyldede derfor en blandingsøkonomi med en stor og stærk stat eller endog demokratisk socialisme. Bag denne holdning lå (og ligger måske stadig?) en forfængelig skepsis over for Friedmans hypoteser, der desavouerede de intellektuelle økonomers omhyggelig planlægning og regulering, og postulerede, at markedets spontane orden skabte bedre resultater. Det var i hvert fald en forklaring, som Friedman selv antydede, og han langede af den grund ofte ud efter de intellektuelle.  ’Alle vegne anser intellektuelle det for givet, at kapitalisme med fri foretagsomhed og et frit marked er redskaber for udbytning af masserne, mens central økonomisk planlægning er fremtidens form, der vil bringe deres lande ind på vejen mod hurtig økonomisk fremgang. Kendsgerningerne selv er ganske anderledes’. (Milton og Rose Friedman: Det frie Valg, Cepos 2012, Genoptryk af Gads forlags udgave fra 1981, s. 67).

Læs resten →

Tysk kaos

Af Christian Bjørnskov, den 22. september 2012. 1 svar

Et billede på definitionen af tysk kaos (med tak til Jakob Heidbrink).  Mens jeg grinte, kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, hvordan det italienske ditto ville se ud.

 

Economic Freedom of the World 2012 – ude nu

Af Christian Bjørnskov, den 18. september 2012. 3 svar

I dag frigives dette års Economic Freedom of the World, Annual Report – årets rapport om status på økonomisk frihed i verden – fra Fraser Instituttet i Canada. Pressemeddelelsen kan læses her. Hele rapporten er frit tilgængelig her.

Rapporten placerer igen i år Singapore og Hong Kong på toppen, med Danmark på en 16. plads og USA i stadig fald til en 18. plads i år. Som altid er der et eller flere temakapitler. Disse er i år:

Alice Crisp og James Gwartney om institutioner og frihed i Latinamerika (her).

Scott Baier, Matthew Clance og Gerald Dwyer om bankkriser og økonomisk frihed (her).

Axel Dreher og Kai Gehring om ulandshjælp og økonomisk frihed (her).

Christian Bjørnskov og Nicolai Foss om frihed, iværksætteraktivitet og produktivitet (her).

For de interesserede har Nicolai og jeg en kronik i Børsen, formodentlig i morgen, om vores kapitel.

A- og B-Europa (eller B og A)

Af Christian Bjørnskov, den 15. september 2012. Skriv et svar

De internationale medier genlød forleden af fuldstændigt retfærdig harme. Bulgariens finansminister – topøkonomen Simeon Djankov, der har forladt en position som cheføkonom i Verdensbanken for at vende hjem – sagde højt hvad mange af os har tænkt: Hvorfor skal Grækenland, Italien og andre vesteuropæiske lande have masser af hjælp fra EU til at komme over gældskrisen, når de nye medlemmer i Central- og Østeuropa har måttet klare sig selv.

Spørgsmålet og selve situationen, som Djankov peger på, afslører i hvor høj grad der tænkes i et europæisk A- og B-hold. A-holdet er de gamle EU-medlemslande som deltager i eurozonen, mens B-holdet er en gruppe tidligere kommunistiske lande, som man mildt sagt ikke har den store fidus til. Og bevares, politik er ikke altid lige kønt i de nye lande, og de fleste kæmper med væsentlige korruptionsproblemer. Måske burde man ikke have nogen videre tiltro til deres politiske systemer?

Det er dog et noget andet billede man får af at sammenligne den faktiske udvikling i de to dele af Europa. En række central- og østeuropæiske lande, ikke mindst Letland og Bulgarien, fik voldsomme økonomiske problemer under krisen, ligesom det skete i Vesteuropa. I stort set alle tilfælde har de selv ryddet op i deres budgetter og rettet økonomien, om end det har været brutalt. I Letland har man således skåret næsten 20 % af det statslige budget væk. Markederne har belønnet regionen med en gennemsnitlig obligationsrente på cirka 5 % – noget under Italiens og Spaniens, og milevidt under Grækenlands cirka 25 %. Tjekkiets ligger omkring 2½ %, og således stort set på niveau med Belgien og Frankrig.

I de vesteuropæiske lande, hvor man kunne regne med hjælp fra EU, har man derimod ikke taget de store, upopulære beslutninger eller på nogen måde formået at rydde op. Grækenland gik sidste år gennem det der, på trods af betegnelsen ’haircut’, var en delvis statsbankerot, og hverken Italien, Spanien eller Frankrig med de lurende problemer har evnet at implementere reformer, som alle ved bør gennemføres. I stedet fungerer problemlandene nu som kommissionsformand Barossos undskyldning for at arbejde åbent for en føderal union. Det, som EU tydeligt betragter som et B-hold, er A-holdet i finanspolitisk sammenhæng, og de politiske A-holdsvenner er i ansvarlighed i bedste fald et B-hold.

Hvis hjælpen fra Bruxelles – betalt af Berlin – bliver automatisk, forsvinder enhver tilskyndelse til at hjælpe sig selv. Hvis der ingen kære belgisk mor er i horisonten, formår selv de nyeste demokratier at gøre det rigtige. Krisehåndtering og finanspolitisk ansvarlighed i EU handler ikke om evne, men om villighed.

Udviklingsøkonomiens superstjerne mødes

Af Christian Bjørnskov, den 11. september 2012. Skriv et svar

I anledning af at the Institute for International Economic Studies i Stockholm forleden fyldte 50 år, afholdt man en konference om udviklingsøkonomi (hattip: Marginal Revolution). Og når IIES gør noget, gør de det ordentligt! Konferencen har været guld for alle, der interesserer sig for hvad der rører sig i udviklingsøkonomi. For at tage et af mange eksempler: Daron Acemoglu præsenterede arbejde omkring institutioners indflydelse, og som for at levere den officielle kritik på Acemoglu, havde man inviteret Andrei Shleifer. I sportstermer svarer det til at invitere Andy Murray til at præsentere, hvordan man slår baghånd, og derefter får Roger Federer til at kritisere.

Bedre bliver det næppe. Og ikke blot er konferencen afholdt: Hele programmet, inklusive alle præsentationer, kan hentes her.

Den Europæiske Centralbanks umulige redningsplan

Af Niels Westy, den 9. september 2012. Skriv et svar

Christian Bjørnskov skriver i dag i Den Korte Avis om “Den Europæiske Centralbanks umulige redningsplan“. Christian påpeger at et af de helt centrale problemer er hvorvidt man nu også vil følge de regler og krav man opstiller:

Hvis lande ikke overholder deres løfter, kan ECB stoppe långivningen. Problemet er, at den beslutning altid er et politisk anliggende, og jo sværere en økonomisk situation et land er i, jo sværere bliver det politisk at nægte landet ”hjælp” i form af yderligere lån. Dynamikken er alt for velkendt:

En regering får hjælp mod at love at lave upopulære reformer, men når hjælpen når frem, er der mindre grund til at gennemføre reformerne. De manglende reformer forlænger krisen, hvilket gør at landet må bede om mere hjælp.

På trods af, at man ikke har opfyldt forpligtelserne, vejer menneskelig nød tungere end reglen om, at man ikke hjælper dem, der ikke holder deres løfter. Der er ingen grund til at tro, at de nye regler viser sig at betyde noget i realpolitik.

Der er tale om en helt central problemstilling hvor de politiske kulturforskelle mellem Nord- og Sydeuropa er af afgørende betydning (dette skrevet uden at forherlige nordeuropæisk politik), og hvor det bliver helt afgørende hvordan man agerer i de dilemmaer der vil opstå mellem menneskelige hensyn på den ene side og behovet for faste regler på den anden side. Hvad der skulle indikere, at at det går anderledes fremadrettet end indtil nu står hen i det uvisse. Læs mere her.

Lykkeforskning – en introduktion

Af Christian Bjørnskov, den 7. september 2012. Skriv et svar

En lille bid skamløs selvpromovering: DR2’s “Danskernes Akademi” handlede i tirsdags om lykke og lykkeforskning. Jeg havde fornøjelsen af at holde det første af dagens foredrag. Hvis nogle læsere skulle være interesserede i infotainment til weekenden, er hele foredraget online hos DR2 her.

debat om indvandring og socialstat

Af Niels Westy, den 2. september 2012. Skriv et svar

I forlængelse af min post om indvandring og socialstat tidligere på sommeren debatterer Morten Uhrskov og undertegnede under overskriften “Indvandringens pris eller socialstatens fallit” ved et arrangement i CEPOS lokaler, Landegreven 3.3 , på tirsdag kl. 17.00. Arrangementet afholdes i regi af Selskabet Libertas, og formålet er bl.a. at afdække de forhold som forener og adskiller en, når man har et klassisk borgerligt-liberalt udgangspunkt som undertegnede og et nationalkonservativt udgangspunkt som Morten Uhrskov.

Der er fri adgang til arrangementet.

Clint Eastwood – gal eller genial?

Af Niels Westy, den 2. september 2012. 4 svar

Omend jeg, hvis jeg var amerikaner, nok ville være republikaner, er det med en vis tøven, grundet den udvikling partiet har været inde i de sidste mange år. Til gengæld er jeg et stort fan af Clint Eastwood og den konservatisme/liberalisme han står for.

Eastwoods tale/stand up optræden på det Republikanske partikonvent i torsdags har i den grad sat sindene i kog. Stort set alle aviser (i hvert fald herhjemme) har været yderst negative, og følger dermed den linje som har været fremherskende i den demokratisk orienterede presse i USA. Og der er formentlig også en del aktive republikanere som ikke just var begejstret, omend tilhørerne på selve konventet ser ud til at nyde hvert et minut af Clintens 11 minutter lange optræden.

En politisk tale i traditionel forstand er det bestemt ikke. Jovist er der tidspunkter hvor han går i stå og andre hvor han afbryder sig selv, men der er også en del “clintske” højdepunkter og ind imellem er der en kritik – ikke kun af Obama – men af det politiske system generelt og dermed også det republikanske parti.

Og mon ikke en del vælgere – også i andre lande – som grundlæggende er helt enig med Clint Eastwood, når han mod slutningen siger, at:

I would just like to say something, ladies and gentlemen. Something that I think is very important. It is that, you, we — we own this country.

We — we own it. It is not you owning it, and not politicians owning it. Politicians are employees of ours.

And — so — they are just going to come around and beg for votes every few years. It is the same old deal. But I just think it is important that you realize , that you’re the best in the world. Whether you are a Democrat or Republican or whether you’re libertarian or whatever, you are the best. And we should not ever forget that. And when somebody does not do the job, we got to let them go.

 

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=yoqKdWY692k[/youtube]