Skal, skal ikke? Kritik af IMR’s parløb med Regeringen

Af Nikolaj Stenberg, den 9. november 2012. Skriv et svar

Sten Thorup Kristensen kan være meget stolt af den klare, relevante og ikke mindst aktuelle kronik i dagens Jyllands-Posten. Kronikken kritiserer, ikke uberettiget, Institut for Menneskerettigheder og dettes direktør, Jonas Christoffersen, for at være enten blind overfor eller ligeglad med menneske-/borger-/frihedsrettigheds-situationen indenfor Danmarks Riges grænser.

I udpluk, og med mine fremhævninger:

Det bedste – eller rettere, det værste – eksempel på myndighedernes usaglighed er måske den indsats mod ”social dumping”, som tidligere skatteministers Thor Mögers uanmeldte kontroller i private hjem er en del af. Juridisk set er der slet ikke er noget, der hedder social dumping: Der er fri løndannelse i Danmark … Men man ønsker altså ikke, at folk skal benytte sig af den fri løndannelse, når de køber f.eks. håndværkerydelser og kan få dem billigere hos et polsk firma. Så man iværksætter hårdhændede kontroller for at afsløre de pågældende i noget andet, der er ulovligt, f.eks. i forhold til udlændingeloven, arbejdsmiljøloven eller skattelovgivningen …

Kontrollerne mod social dumping strider således ganske åbenlyst mod de basale regler i retssamfund. Der synes desværre ikke at være nogen instans, der ser det som sin opgave at gribe ind.

Men det var netop i sådan et tilfælde, at IMR og Jonas Christoffersen skulle komme på banen. Som en evig sten i skoen på de politikere, der i egen interesse ofrer retsstaten og basale menneskerettigheder. Men Jonas Christoffersen anderswo engagiert. Han skal f.eks. være medlem af en ny mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd. Institutionen skal holde virksomhederne op på nogle OECD-retningslinjer, og det handler bl.a. om, hvorvidt virksomhederne køber autoriseret fairtrade-kaffe til deres kantiner (det eksempel er faktisk nævnt som det første i bemærkningerne til loven om instituttet).

Fænomenet – at direktøren for IMR bruger sin tid på kaffeproduktion, mens hundredvis af danskere sidder i fængsel uden dom, mens andre tusinde får deres telefoner aflyttet for, at politiet skal opklare småforseelser, og mens atter andre tusinder danskere bliver udsat for det, der mere og mere ligner vilkårlige husundersøgelser – indeholder mere end en spøjs prioritering. Det stiller også spørgsmålstegn ved, om Jonas Christoffersen overhovedet har forstået, hvad det indebærer at forsvare menneskerettigheder.

Menneskerettigheder handler om at begrænse myndighedernes magt. Direktøren for IMR skal altså holde myndighederne i ørerne. Men i stedet hjælper han dem med at udøve deres myndighed.

Jeg ser frem til Jonas Christoffernsens svar; Sten Thorup Kristensen har nemlig sat overliggeren meget højt.

Ny Mancur Olson-biografi

Af Christian Bjørnskov, den 8. november 2012. Skriv et svar

DJØFs forlag udgiver i disse år serien ”Statskundskabens Klassikere”, der redigeres af Peter Nedergaard. Serien er nu kommet til Mancur Olson, som den glimrende Gert Tinggaard Svendsen har taget sig af. Det er der kommet en fin lille bog ud af.

Gert har fordelen, at han kendte Olson personligt i sin tid i Maryland. Han har dyrket Olson siden da og undervist hundreder af statskundskabsstuderende i hans særlige indsigter. Bogen, der er letlæst og skrevet i et klart sprog, bærer tydeligt præg af denne erfaring. Den kan således læses af voksne mennesker såvel som ældre gymnasieelever – så længe de enkelte steder kan holde tungen lige i munden. Det siger ikke så lidt om både Gerts formidlingsevner som om Olsons klare tænkning og – synes vi nu – indlysende indsigter.

At vi i dag måske synes, at nogle af Olsons teorier er så indlysende, er ikke fordi de i sig selv er letbenede. Det er derimod fordi de er så tydelige, når man én gang har fået dem forklaret, at man glemmer at Olson var den første, der så dem. Det gælder for eksempel hans indsigter omkring kollektive handlingsproblemer, der er helt centrale for statskundskaben: Interessegrupper skal være så store, at de kan udøve effektiv pression, men så små, at de kan holde free-rider-problemet nede. Med andre ord får man situationer, som Olson betegnede som ”concentrated benefits, scattered costs” – der skal være få, der kan samarbejde om at få store benefits, mens omkostningerne skal spredes ud på så tilpas mange, at de ikke kan organisere modstand.

Bogen er groft sagt delt i tre dele. Den første handler om Olsons indsigter, organiseret omkring hans tre hovedværker – The Logic of Collective Action, The Rise and Decline of Nations og Power and Prosperity. Anden halvdel af bogen handler om Olsons indflydelse på hans egen og efterfølgende generationers forskning i statskundskab og politisk økonomi. Tredje del består af udvalgte, oversatte bidder af Olsons forfatterskab.

Særinteressepolitik, rent-seeking og en stor del af institutionel økonomi skylder Olson en del af de grundlæggende idéer. I Olsons (og Gerts) praktiske ånd, viser bogen også en række forslag til politiske tiltag for at løse nogle af de problemer, Olson identificerede. Det hele er skrevet i den stil, nogle af os kender fra Gert: Letlæst, klart og med stedvise afstikkere ud ad tangenter, som tænkning langs Olsons linjer skaber. Som en bog til undervisning i samfundsfag i 3.g. eller bare for almindeligt interesserede, er Olson-biografien vellykket og bestemt værd at anbefale.

Hennes & Mauritz bør hyldes for deres bidrag til kampen mod fattigdom, ikke dæmoniseres.

Af Niels Westy, den 4. november 2012. 23 svar

Så skete det igen. På baggrund af en mere end tvivlsom TV-udsendelse, denne gang fra svensk Tv4, bliver et stort og succesrigt multinationalt foretagne sat i den offentlige gabestok.

I dette tilfælde var det Hennes & Mauritz tur til at få ørerne i maskinen i form af “dokumentaren”, Drömmen om levnadslön, fra svensk TV4 (programmet kan ses gratis frem til den 28. november).

Programmet handler om forholdende for de ansatte hos underleverandører til Hennes & Mauritz i Cambodia. Og det grundlæggende postulat er at løn- og arbejdsvilkår nærmer sig “slavelignende” forhold. Bl.a. anskueliggjort via interviews med et par af de (kvindelige) ansatte, hvor de pågældende fortæller om deres lidet attråværdige liv, set med nordiske øjne. Et liv som næppe lettes af, at de tilsyneladende er enlige mødre.

Det oplyses i udsendelsen at arbejderne tjener 3 svenske kroner i timen (ca. 0,45 USD. eller 2,6 danske kroner dags dato), mens en repræsentant for Fairtrade uimodsagt oplyser, at en “living wage” (en løn man kan leve af) som minimum er 3 gange så høj, dvs. 9 svenske. kroner i timen, eller ca. 1,35 USD. Det svarer til “Asia Floor Wage” krav om en firedobling af minimumslønnen for tekstil- og beklædningsindustrien. Det ville gøre syersker til nogle af de absolut bedst lønnede i Cambodia. Se også en oversigt over lønninger i Cambodia her. Lønningerne ligger allerede væsentligt over Cambodias medianløn.

Jeg skal understrege, at oplysningerne om lønningerne i udsendelsen er indbyrdes modstridende. Et sted angiver man timelønnen til 3 svenske kroner, mens man et andet sted i udsendelsen siger, at månedslønnen svarer til 66 USD. (den lokale fattigdomgrænse er 47 USD.). Med en timeløn på 0,45 USD tjener en syerske ca. 90 USD., altså væsentlig mere end 66 USD. Syerskernes løn (med en timeløn på 0,45 USD. svarer faktisk til gennemsnitslønnen for undervisere  ( inkluderer alle typer af undervisere, fra folkeskole til universitet).

Selv med korrigering af forskellen i købekraft mellem danmark og Cambodia, som konservativt sat svarer til en faktor 4, er der naturligvis tale om et meget lavt lønniveau efter europæiske og danske forhold.

Nominelt BNP per capita er ca. 1/74 af det danske, mens købekraftkorrigeret BNP er ca. 1/18 (Penn World Tables 7.1). Der er med andre ord tale om et af verdens fattigste lande, med en levestandard på niveau med med Cameroun, Yemen og Mauretanien.

Nok er andelen af befolkningen, som lever i absolut fattigdom (under 1,25 faste USD. per dag) faldet fra ca. halvdelen i 1990erne til  i dag under 30 procent, mens levealder, børnedødelighed osv. er forbedret. Men især på landet er fattigdommen stor og lønningerne lave (langt under den løn som syersker opnår) . 57 procent af arbejdskraften er beskæftiget indenfor landbrug, som står for 30 procent af BNP.

De 15 procent som er beskæftiget i den sekundære sektor står derimod for ca. 40 procent af det samlede BNP. Her har tekstil- og beklædningsindustriens vækst siden årtusindeskiftet været af enorm betydning. Beskæftigelsen er fordoblet mens eksporten er 4-doblet. I 2011 udgjorde den ca 75 procent af Cambodias samlede eksport.

En erhvervsvenlig politik, lave skatter og en rimelig beskyttelse af udenlandske investorer har medvirket til en betydelig økonomisk vækst de seneste 10-12 år, hvilket også fremgår af nedenstående figur.

BNP per capita er mere end fordoblet siden årtusindeskiftet (ovenstående tal er fra Penn Word tables, som stopper i 2010). Økonomien voksede sidste år med ca. 6 procent.

Det seneste årtis succes havde ikke været mulig, hvis ikke selskaber som H&M, Nike med flere havde set mulighederne i at investere i Cambodia.

H&M svarer igen

Udsendelsen fra Kalla Fakta er, som det normalt ses i den slags udsendelser, alene baseret på kilder fra fagforeninger og NGO’ere, som har to ting til fælles: 1- en komplet mangel på forståelse for hvorledes man skaber varig velstand og vækst, 2 – hvilket følger af punkt 1. en grundlæggende anti-markeds tilgang.

Ganske interessant har H&M valgt at reagere på Kalla Faktas udsendelse ved at lægge et uredigeret klip ud på deres hjemmesider fra en pressekonference, som indgår centralt i udsendelsen. Når man ser den, får man et noget andet indtryk af H&M end udsendelsen efterlader.

På sin vis kan man kun beklage, at store multinationale virksomheder skal bruge tid og ressourcer på CSR og åbenbart anser det som en fornuftig strategi at arbejde for generelle lønstigninger i den 3. verden. Som økonom ved man jo, at det i sidste ende vil være et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Med andre ord vil lønninger og levestandard stige i takt med den økonomiske udvikling.

Lytter man efter hvad der siges i klippet, tyder noget heldigvis også på, at det er H&M også godt klar over det. Til gengæld er det åbenbart, at journalisten ikke fatter en disse. Det er vist (desværre) mere reglen end undtagelsen, også herhjemme, for de involverede i den type kampagnejournalistik, som Kalla fakta’s program om forholdene i Cambodia reelt kan reduceres til. Det har meget lidt med lødig dokumentarfilm at gøre.

 

 

Spredt fægtning III – Præsidentvalgkampen

Af Nikolaj Stenberg, den 4. november 2012. 16 svar

Hos Børsen skriver Casper Hunnerup Dahl glimrende om fejlslutningen om den knuste rude, i lyset af den meget positive mediedækning, USAs præsident har fået i lyset af orkanen “Sandy“. Spørgsmålet er ikke, om dækningen er fair eller ej, men om præsidents handlinger vender stemmer på valgdagen. På det punkt er vurderingen:

[d]et er med al sandsynlighed stadig den enkelte vælgers vurdering af de foregående fire års økonomiske politik og dens resultater, der vejer tungest i forhold til at træffe den endelige beslutning om, hvor krydset skal sættes

Apropos valget, så  har Jack Balkin skrevet to spekulative essays i The Atlantic om, hvordan han forestiller sig en henholdsvis første valgperiode for præsident Romney eller en anden valgperiode for præsident Obama vil tegne sig, for så vidt angår en specifik teori om “præsidentielt lederskab“.

I Liberty Unbound dissekerer Stephen Cox sprogbrugen under kandidatdebatterne. Hist og her går lidt for meget ”alt var bedre i gamle dage” i den; men alligevel er det som om, at der er noget om det. Det viste sig i hvert fald, at den siddende præsident ikke besad helt så astronomisk gode debatevner, som rygtet sagde, og dykker man ned i hvad, der er blevet sagt og skrevet ”i gamle dage” af præsidentkandidater, så er feltet (også) denne gang temmelig let. Men sådan er der jo så meget.

Compared to old-time politicians, Obama is basically nothing. He doesn’t know any more words than they did, and his grammar isn’t any better. His range of allusions is much more limited than theirs (they could quote Shakespeare and the Bible, while he appears to live in a world without any books at all); and he doesn’t know any good stories. He is as stiff as a high school principal who has attended Toastmasters on two separate and distinct Thursday evenings, and his self-importance is untiring. It doesn’t take much to overtake Obama in the oratory department…. When, in the second and third presidential debates, Obama “revived,” “woke up,” or “agreed to participate” … he did even more to show what he is: snarky, snippy, evasive, demagogic, unwarrantably superior, bored or angry with everyone except his slavish adorers.

 

Hvor globaliseret er dansk økonomi?

Af Christian Bjørnskov, den 2. november 2012. Skriv et svar

Hvordan svarer man på spørgsmålet i dagens post? Et simpelt svar kunne være ”vældigt globaliseret”, hvis man for eksempel ser på omfanget af dansk handel. De sidste, internationalt sammenlignelige tal fra Penn World Tables (fra 2010) viser, at eksport plus import var cirka 95 procent af BNP. I et internationalt perspektiv placerer det os sammen med lande som Sverige, Schweiz, Bahamas og Island, og der ingen tvivl om, at Danmark er en meget globaliseret økonomi.

Men hvordan ser det ud, når vi sammenligner den nuværende situation med vores egen historie? Det er en pointe, jeg har understreget nogle gange, år jeg har holdt foredrag for gymnasieklasser. Og historisk er sammenligningen meget sjovere. Figuren nedenfor viser handelstal siden 1875 – den røde linje er baseret på data fra Historical Financial Statistics, den grønne fra Penn World Tables, Mark 7.1, og den grønne er en indeksering af Penn så de passer med de tidligere tal. Figuren viser, at vi pt. ligger lige omkring det tidligere maksimum, som vi havde mellem 1903 og 1908. Med andre ord er vi i globaliseringssammenhæng cirka nået dertil, hvor vi var i slutningen af den første globaliseringsbølge. Og spørgsmålet er, om det med moderne teknologi er særligt imponerende?

Lafferkurven og dansk skattepolitik

Af Christian Bjørnskov, den 28. oktober 2012. 6 svar

I 1970erne formulerede Arthur Laffer det forhold, der er kommet til at bære hans navn: Laffer-kurven. Kurven, der viser forholdet mellem skatte- og afgiftstrykket og statens indtægter fra skatter og afgifter, ser ud som et omvendt U. Når skatter og afgifter er nul, er indtægterne naturligvis også nul – et forhold som alle kan se. Laffers pointe var, at når skatter og afgifter nærmer sig hundrede procent af befolkningens indtægt, nærmer statens indtægter sig også nul.

Ved at fjerne folks personlige udkomme af at arbejde og generelt gøre en indsats, fjerne man også deres incitament til det, og de holder således op med at arbejde – i det mindste officielt. Laffers indsigt var, at det skatte- og afgiftsniveau, der giver staten en maksimal indtægt, derfor må ligge et sted mellem nul og hundrede procent. Hvis man forsøger at hæve skatte- og afgiftsbyrden over dette toppunkt, ødelægger man så meget økonomisk aktivitet, at statens indtægter faktisk falder.

Og med dén indsigt kommer vi til dansk skattepolitik. Et af de store problemer for danske politikere er den totale uvilje til at skære ned på en hvilken som helst offentlig udgift. De seneste mange år er udgifterne endda steget hurtigere end nationalindkomsten, hvilket nødvendigvis betyder, at man må finde nye indtægter. Men stigninger i indkomstskatten har ikke rigtigt været en mulighed, medmindre man havde samme økonomisk-politiske overbevisning som Frank Aaen. Vismændene demonstrerede endda sidste år, at et S-SF-forslag om en millionærskat sandsynligvis ville skabe et indtægtstab for staten på cirka en halv milliard.

Hvis man kender Lafferkurven og dens logik, er det derfor ikke længere svært at forstå, hvorfor danske skattepolitiske diskussioner er blevet så specielle. Vismændenes forslag, som bl.a. handler om at skifte fra indkomstskatter til skat på bolig, er ligesom mange radikale forslag begrundet i at man ikke kan flytte boligen, og den type skatter derfor ikke påvirker folks arbejdsudbud og øvrige indsats i samme omfang som indkomstskat. På samme måde synes det ofte som om forsøget på at indføre en række andre skatter og afgifter – sukker- og fedtskat, ændringer i vandafledningsafgifter osv. – også skal skaffe indtægter på en måde, som enten ikke på samme måde direkte påvirker folks arbejdsvalg, eller bare er mindre synlige for folk.

Basalt set handler danske skattepolitik i et signifikant omfang – selvom sært nok ingen rigtigt siger det – om måder man måske kan ændre strukturen på skatte- og afgiftstrykket, så man kan flytte på Lafferkurven og altså lidt endnu undgå at prioritere. Hvis ikke, ender man med at forsøge at finansiere nye udgifter med nye og højere skatter og afgifter, som faktisk sænker statens indtægter, samtidig med at de gør danskerne fattigere. Diskussionerne er blevet så avancerede og politikken så teknisk fordi vi allerede har nået toppunktet af Lafferkurven – så meget man overhovedet kan tvinge ud af danskerne før deres reaktioner underminerer skatte- og afgiftsgrundlaget.

Jødisk overlevelse og tillid

Af Christian Bjørnskov, den 22. oktober 2012. 6 svar

Millioner af jøder, kommunister, homoseksuelle og andre ’uønskede’ blev myrdet af naziregimet under anden verdenskrig. Hitler nærede et særligt indædt had til jøderne, som blev den mest udsatte og forfulgte af alle grupper, og et udtrykkeligt mål for nazisterne var deres totale udryddelse – die Endlösung. Et af de store historiske spørgsmål har derfor været, hvorfor naziregimet havde så meget mere held med sig i nogle lande end i andre: Fra de 3-4 procent af den oprindelige, jødiske befolkning der blev reddet i Letland og Litauen til mere end 99 procent i Danmark og Bulgarien.

Jeg har, som nogle læsere vil vide, arbejdet på det spørgsmål i nogen tid, men fra en anden vinkel end det meste forskning i spørgsmålet. Vinklen er ret enkel: Udover at være et stort moralsk spørgsmål, var enhver redning på større skala et massivt kollektivt handlingsproblem. Med andre ord handlede det ikke kun om moral og mod, men også om evnen til at organisere sig. Det særlige ved redningen af jøder, er at mens formelle institutioner som retsvæsen og offentligt bureaukrati normalt hjælper med koordination og organisation, var disse institutioner stort set afmonteret under krigen, og arbejdede i visse tilfælde direkte for nazisterne.

Argumentet er derfor, at folks tillid til hinanden – særligt tillid til fremmede – er den eneste (uformelle) institution, der kan hjælpe til at løse problemet. Jo mere tillid folk havde til hinanden, jo lettere blev det at koordinere uden et formelt, personligt netværk, og jo mindre var risikoen for at blive forrådt.

Og heldigvis peger data fra de 30 besatte lande i samme retning. Så vidt det kan lade sig gøre at fange tillidsforskelle i Europa omkring 1940, kontrollere for en række andre, mulige forklaringer, og håndtere kausalitetsproblemet, slår tillidsforskellene igennem som en vigtig forklaring. Hver ti procentpoint større tillid er i gennemsnit forbundet med ti procent flere jøder reddet. Ydermere peger resultaterne på, at tilliden var relativt vigtigere i lande, som nazisterne af racemæssige grunde betragtede som laverestående.

Så hvorfor Danmark reddede alle undtagen 68 af de næsten 8000 jøder – heriblandt 1500 ikke-danskere – der boede i landet i 1940 er måske et resultat af vores ekstremt store tillid til hinanden. Om mine kolleger accepterer historien og evidensen vides ikke endnu, da første lejlighed til at præsentere papiret først er til januar. Men under alle omstændigheder ligger det nu offentligt tilgængeligt, og kan downloades her.

Johan Norberg om IMF og behovet for reformer i Europas kriseøkonomier.

Af Niels Westy, den 21. oktober 2012. Skriv et svar

Johan Norberg har et ganske interessant indlæg i Svenska Dagbladet om IMF og deres seneste udmeldinger om offentlige besparelser vs. skatteforhøjelser.

Under overskriften, Krugman ropade hej alltför tidigt, tager Norberg udgangspunkt i at Fiansiel Times journalisten, Chris Giles, har tilbagevist IMFs påstand om at offentlige sparetiltag har haft større negativ effekt på den økonomiske vækst end først antaget.

Cris Giles har påvist, at den tilsyneladende sammenhæng mellem nedskæringer og krise, som IMF mener at kunne påvise, alene er styret af data fra Grækenland og Tyskland. Fjerner man disse to lande, bryder argumentet sammen.

Eller som Norberg skriver:

När Giles tog bort extremerna Grekland och Tyskland försvann det säkerställda sambandet, liksom när han inkluderade Nya Zeeland (som exkluderats). När Giles kontrollerade för ländernas bytesbalans före krisen försvann det robusta resultatet, liksom när han tittade på 2012 års budgetar i stället för 2011 års.

Det helt specielle i Grækenlands tilfælde er ifølge Norberg, at

länder som Grekland saknar ett dynamiskt näringsliv som kan träda in när staten skär ned. Då kan åtstramningar leda till fritt fall. Där är det viktigare att genomföra strukturreformer, som att avreglera arbetsmarknaden och öka konkurrensen, samtidigt som nedskärningarna sprids ut över flera år.

 

Når det ikke går som præsten prædiker – klimadebatten og (mulig) manglende global opvarmning

Af Niels Westy, den 20. oktober 2012. Skriv et svar

Jeg er ikke klimaforsker og har ingen forudsætninger for at afgøre hvilke forhold, menneskeskabte eller ikke menneskeskabte, der er de primære “drivere” i de globale klimaforandringer.

Men – ikke mindst – som økonom erkender jeg, at jeg altid er mere end almindeligt kritisk, når hypoteser og computersimulationer fremføres som “beviser”. Mistroen bliver ikke mindre af at man tillader sig selv at overdrive og fordreje fakta i den “grønne” sags tjeneste. eksempler på sidstnævnte er bl.a. Al Gore, Connie Hedegaard og Cathrine Richardson.

I den udstrækning at de forskere som er fortalere for, at klimaforandringerne primært drives af menneskelig adfærd er klar over det, må man klantre dem for at gå ualmindeligt stille med dørene.

Det er mere end blot problematisk, når f.eks. Katrine Richardson, hvilket jeg selv har oplevet, erkender at Al Gores film om verdens klima overdriver effekterne og indeholder en del vilde påstande, men finder at det er helt i orden, fordi det sker i en “god sags tjeneste”.

Det bliver naturligvis ikke bedre, når man i et forsvar for gennemførelse af en ekstremt omkostningsfuld (og i realiteten virkningsløs) omstilling til CO2-neutral energipolitik opererer med helt absurde forudsætninger om den fremtidige udvikling i energipriserne.

Når man samtidig oplever, at seriøse videnskabsfolk, som beskæftiger siger med emnet har problemer med at skaffe penge til deres forskning og er blevet chikaneret i årevis (f.eks. Henrik Svensmark), så dæmper det ikke just mistroen til de herskende holdninger på “klimabjerget”.

Og så er der selvfølgelig hele miseren om Bjørn Lomborg. Man må til stadighed undre sig over den behandling han får. Siden “Verdens sande tilstand” har han konsekvent taget udgangspunkt i FNs klimarapporter. Hans brøde er primært at han ønsker en rationel og økonomisk fornuftig tilgang til problemet.

Det kan vi naturligvis ikke have. Dertil er der alt for store politiske (og privatøkonomiske) gevinster ved den førte energi- og klimapolitik. Se også her og her.

Desuagtet at jeg ikke postulere at have overblik over en så kompleks størrelse som det globale klima, så kan jeg dog nok finde ud af at aflæse temperaturudviklingen, som det fremgår af nedenstående graf. Målt på overfladetemperatur skal man være end almindelig begavet, hvis man kan konkludere, at der er en tendens til global opvarmning de seneste 10 til 15 år. Det betyder naturligvis ikke, at man kan udelukke hypotesen om, at klimaforandringerne primært er drevet af vores udledning af drivhusgasser, men det svækker unægtelig denne hypotese en del.

 

Man kan naturligvis med rette pege på hvor følsomme sådanne betragtninger er. Valg af start og slut dato kan være helt afgørende. og man kan anføre at perioden stadig er for kort. Problemet for de eksisterende modeller er blot, at de i lighed med opvarmningen i perioden 1910 til 1940 og den efterfølgende stagnation frem til 1970’erne, i varierende grad har problemer med at forklare den manglende opvarmning. Og jo længere tid som går uden målbare temperaturstigninger, jo svagere står hypotesen om at klimaforandringerne primært er drevet af vores udledning af drivhusgasser.

Det fik The Mail til at skrive en artikel under overskriften “Global Warming stopped 16 years ago” hvorefter The Guardian to dage senere under overskriften “Why the Mail on sunday was wrong to claim global warming has stopped” søgte at imødegå Mails måske noget bombastiske overskrift og artikel.  Lige som Phil Jones, direktør for Climatic Research Unit ved University of East Anglia, afviser Guardian Mails påstand, og siger, at 15 eller 16 år er for kort en periode, til at man kan konkludere noget.

Artiklen i Guardian går dog et skridt videre og fastholder reelt, at der har fundet en fortsat opvarmning sted. Artiklens sprogbrug er forøvrigt også et godt eksempel på tonen i klimadebatten. Hvis man ikke er enig er man enten dum, ond eller begge dele.

Alt det som vi ikke ved

Judith Curry fra Georgia Tech University, der i Mails artikel er citeret for at de computermodeller, som ligger til grund for klimaberegningerne som “deeply flawed” (En udtalelse, hun har benægtet), har lavet en listning af pro og cons i forhold til hvorvidt klimaforandringerne er menneskedrevne. Under overskriften, “Waving the Italien Flag“, hvor den grønne farve repræsenterer “bevismateriale” for menneskeskabt global opvarmning og den råde farve repræsenterer “bevismateiale” mod menneskeskabt global opvarmning. Ifølge Judith Curry er det afgørende reelt alt det vi ikke ved (den hvide del af det italienske flag).

På baggrund af eksisterende beviser kommer Curry frem til, at
The white part of the flag is frankly pretty dominant here, with the net impact of these uncertainties acting against the green evidence.
Og konkluderer videre, at
Interpretation of climate model simulations has emphasized the existence of plateaus or hiatus in the warming for time scales of up to 15-17 years; longer periods have not been previously anticipated, and the IPCC AR4 clearly expected a warming of 0.2C per decade for the early part of the 21st century.
Given that we are in the cool phase of the PDO* and a strong El Nino is unlikely for the next decade, the plateau may continue for at least another decade.  Latif has made this argument, whereas most other ‘establishment’ scientists seem either puzzled by the pause or don’t expect it to continue beyond the expected 15-17 year period.
And if the PDO and solar factors are sufficient in strength to counter the anthropogenic warming, then we need to ask the question as to how much of the warming in the 1980′s and 1990′s were ‘juiced’ by the warm PDO and transition from cool to warm AMO, plus a solar max.
With the IPCC focus on anthropogenic forcing, these other issues have received insufficient scrutiny.  The main ‘war’ with skeptics is over detection and attribution.  The skeptics have raised some valid issues (notably the PDO/AMO and solar); I hope that the ‘pause’ will stimulate some systematic reconsideration of attribution arguments.
Måske var det på tide at der blev etableret et reelt uafhængigt institut for klimastudier? Noget kunne tyde på det.
*for forklaring på PDO og AMO, se her

Nobelprisen i økonomi 2012

Af Christian Bjørnskov, den 16. oktober 2012. Skriv et svar

Som sædvanlig overraskede Nobelkomiteen i går. I stedet for Schiller eller Barro og Romer, som de fleste nok havde gættet på, gik Nobelprisen i økonomi i år til Alvin E. Roth og Lloyd S. Shapley. Jeg må indrømme, at jeg ikke ved ret meget om området, men dem der gør, er ret tilfredse med prisen.

Området, som prisen gives til, handler om matching: Hvordan matcher man f.eks. nyredonorer til nyrepatienter, eller som komiteen skriver:

This year’s Prize concerns a central economic problem: how to match different agents as well as possible. For example, students have to be matched with schools, and donors of human organs with patients in need of a transplant. How can such matching be accomplished as efficiently as possible? What methods are beneficial to what groups? The prize rewards two scholars who have answered these questions on a journey from abstract theory on stable allocations to practical design of market institutions.

Annonceringen kan ses her; Alex Tabarrok opsummerer den her; og Eric Cramptons omtalte er her. Det hele er baseret på Gale-Shapley-algoritmen, som Roth både har kritiseret og brugt praktisk.

Hvem vinder Nobelprisen i økonomi?

Af Christian Bjørnskov, den 10. oktober 2012. 5 svar

På mandag, den 15. oktober, uddeler Sveriges Riksbank den årlige nobelpris i økonomi (teknisk en pris i Alfred Nobels minde). Som traditionen byder, har vi nogle bud på, hvem der kunne gå hen at få prisen i år. Og selvom vi så vidt vides ikke har ramt rigtigt endnu, er her vores bedste bud på 2012-prisen.

Først har Thompson Reuters allerede i september peget på enten kombinationen Anthony Atkinson (økonomisk ulighed) og Angus Deaton (forbrug og well-being), eller Robert Schiller (volatilitet på finansmarkeder) som en anden mulighed. Begge valg giver mening, da de i en vis forstand er i tråd med disse års ’tidsånd’ og har været indflydelsesrige. Hvis man ser på valgene de seneste mange år, er det dog svært at se noget mønster, der peger på at nobelkomiteen har taget valg, der er populære på den måde.

Et andet bud kommer fra Huffington Post, der har spurgt en række eksperter og peger på Paul Romer og Robert Barro som favoritter. Begge har været nævnt de seneste år – Barro er en af dem, jeg gerne så modtage prisen – og deres banebrydende arbejde om vækst og innovation er der næppe mange, der vil underkende. Samtidig er de ukontroversielle på den måde, at begge har bidraget teoretisk til vores forståelse af vækstprocesser; Romer med flere berømte studier af innovation, Barro som en af pionererne i moderne vækstteori og med et vigtigt bidrag til den empiriske side.

Sidst er der flere, der igen i år nævner Anne Krueger og Gordon Tullock for deres banebrydende arbejde om rent-seeking. Jeg har stadig ikke mødt nogen, som kender noget som helst til politisk økonomi, der ikke mener at de fortjener prisen. Problemet er blot, at begge er ret gamle, og specielt Tullock er ikke længere rask. Med andre ord er spørgsmålet, om de ville være i stand til at møde op i Stockholm til december.

Andre bud, der er nævnt i blogosfæren og andre steder er f.eks. Douglas Diamond (finansiel intermediation), Jerry Hausman (specifikationstests i økonometri), William Nordhaus og Martin Weitzman (miljøøkonomi), og Eugene Fama og Kenneth French (finansiel økonomi). Traditionen tro er odds for, at det er en helt fjerde eller femte, vi ikke har nævnt, som bliver annonceret på mandag. Derfor kan man stadig bruge anledningen til at ryste posen og overveje, hvem i samfundsvidenskaberne, der fortjener den ypperste anerkendelse.

Det lange sigt i dansk politik

Af Christian Bjørnskov, den 7. oktober 2012. 1 svar

Regeringen har det ikke godt, og både SF og Socialdemokraterne bløder vælgere. Man fristes til at skrive ”som aldrig før”, men er det faktisk sandt? For at kunne svare på det, og for at kunne sætte den nuværende, politiske situation i rimeligt historisk perspektiv, bringer vi i dag et lynoverblik over udviklingen i dansk politik siden 1945.

De to grafer nedenfor viser udviklingen på to måder. Først illustrerer vi de ’regeringsbærende’ partiers andel af Folketingets mandater. I den anden graf er venstrefløjen partier fra S og mod venstre, mens højrefløjen er V og K plus de mere højreorienterede partier. Den udeladte kategori er midten – det Radikale Venstre, Centrumdemokraterne, Kristeligt Folkeparti, Dansk Folkeparti og Retsforbundet. Det sidste punkt ude til højre i begge grafer er den sidste meningsmåling fra Berlingske Barometer.

 

Først er det tydeligt at se socialdemokraternes glansperiode i 1950erne og 60erne hvor partiets selvforståelse blev rodfæstet. I denne periode holdt socialdemokraterne i gennemsnit 41 % af mandaterne i Folketinget, og af to omgange i 60erne holdt venstrefløjen halvdelen af mandaterne. Dén periode sluttede brat med jordskredsvalget, der bragte Fremskridtspartiet ind som det tredjestørste parti. Men i særlig grad viser de to grafer hvordan venstrefløjen og i helt særlig grad socialdemokraterne har tabt mandater de sidste tyve år i træk. Der er således ikke noget specielt overraskende i at partiet taber vælgere igen i denne periode. Overraskelsen er, at de ikke følger trenden fra de sidste knap to årtier, men endda klarer sig relativt dårligere.

Betyder det at vælgerne er rykket mod højre? Nominelt ser det sådan ud, men svaret er nok nej. Problemet er, at VK efter det knappe nederlag i 1998 er rykket markant mod venstre. Hvis man for eksempel følger den samme approach til at kode placeringen af politiske partier, som min ven og kollega Niklas Potrafke og jeg har fulgt, ser det ud til at Folketingen som helhed faktisk er rykket mod venstre siden midten af 1990erne fordi de borgerlige partier er det. Så måske er der ikke noget at glædes over som borgerlig?

Kvindekvoter & menneskerettigheder

Af Nikolaj Stenberg, den 3. oktober 2012. Skriv et svar

Aaron Rhodes skrev forleden en fyldig kommentar om, hvorfor Europa-Kommissionens kvindekvote-udspil er menneskerettighedsstridigt. Selvom der er et par steder, hvor jeg er uenig (særligt at kvindekvoter kommer sig af ”legal relativism”) vil jeg på det varmest anbefale kommentaren, der er såvel nuanceret som velskrevet.

HT: Freedom Rights Project

Statens alt for uambitiøse totalkontrol

Af Nikolaj Stenberg, den 2. oktober 2012. 2 svar

Rigspolitiets færdselsafdeling berettede i går – i en både stolt og nedladende tone – at ”tusinder af bilister på Sjælland [havde] fået en forsmag på den nye måde at gøre tingene på”. Den nye måde at gøre tingene på, som Politiet taler om, går under det beskrivende navn: Totalkontrol.

En totalkontrol går ud på, at Politiet standser al trafik på et stykke vej for derefter at lede alle biler ind på en plads. På pladsen bliver der foretaget en kontrol af bilerne og deres indhold, ligesom bilister og passagerer får bødeforlæg, hvis ikke sikkerhedsselen bruges. På pladsen har bilisterne også fornøjelsen af at møde en indsatsgruppe fra SKAT, der kontrollerer om bilerne nu også er korrekt indregistreret og beskattet. Der er tilmed en læge tilstede, som, om nødvendigt, kan tage blodprøver. Dette sker alt sammen uden nogen konkret mistanke om lovbrud; men med lovhjemmel.

Chefjurist Jacob Mchangama kom hurtig til pennen og påpegede (helt korrekt), at totalkontrollen som begreb, ikke er i strid med f.eks. Det Konservative Folkepartis kontrol-linje. Dette partis formand er endda citeret for at sige, at man ”styrker den generelle frihed” gennem statslig kontrolforanstaltning!

Som bekendt er frihedens pris evig agtpågivenhed. Derfor bør myndighedernes totalkontrol få alle – konservativ som ikke-konservativ – til at tænke et par tanker…

… For totalkontrollen, som jo begrænser sig til Politiet og SKATs område, er alt for uambitiøs!

Tænk bare på hvor meget mere ”generel frihed” man kunne få, hvis man ikke begrænsede sig til at kontrollere tilfældige bilister på rigets landeveje. Nej, hvis man virkelig ville sikre danskerne mere frihed, så skal man gå langt mere struktureret og detaljeret til værks: Hvorfor ikke starte med at kontrollere landsbyer; dernæst bydele for så til sidst: Hele byer! Alle veje ind og ud spærres af, mens Politiet og de øvrige embedsmænd går fra hus til hus og fra dør til dør, for at kontrollere, om der nu er nogen, som har noget at skjule. Dét er totalkontrol!

Mens Politiet går på udkig efter stoffer, tyvekoster og hælervarer, våben, ammunition og elefanthuer, kunne licensmanden tage på ”fisketur” med skattemanden i folks haver: Herfra ville han ved lidt simpel vindueskiggeri hurtigt kunne se, om der hænger et tv på væggen, står en radio i køkkenet eller ligger en iPad i sofaen, selvom beboerne ikke aktuelt har licens til medieforbrug. Imens dét sker, kontrollerer den kommunale bygningssagkyndige, om terrassen nu også overholder kravene til handicap-tilgængelighed.

Ude på villavejen sjosker der en P-vagt rundt og udskriver afgifter, mens Politiet, der har gjort byen til én stor visitationszone, foruden personkontrol undersøger de standsedes statsborgerskabs- og opholdsstatus. Inde på legepladsen kontrolleres, om legeredskaberne er sikkerhedsmæssigt forsvarlige; man kan jo komme til skade af at gynge.

I mellemtiden har SKAT-folkene kastet sig over konfirmanderne, som man beder redegøre for gave-indtægterne; særligt vil man gerne vide, hvem der har givet pengegaver og om pengegaverne er givet kontant eller pr. bankoverførsel.

Mens det sker, bliver de lidt ældre børn narko-testet. Positiv-resultater formidles af en medfølende social- og misbrugsrådgiver, der foruden moderlige formaninger og gode råd, også tager en samtale med den unges venner og ikke mindst forældre. Gymnasiet orienteres selvfølgelig også om problemet, så det fremadrettet kan holde et ekstra vågent øje.

Imens den narko-positive gymnasieelev forsøger at forklare sig ud af sine forklaringsproblemer, bliver hans værelse gennemrodet af advokater fra IP-rettighedshaverorganisationerne, der bare lige skal se, om ikke den unge er i besiddelse af rettighedskrænkende og digitalt deleligt musik, film, tv og porno. Finder de noget på arabisk, bliver dét indrapporteret til PET, som så også kan holde et vågent øje.

På det lokale posthus bliver alle forsendelser til og fra byen selvfølgelig tilbageholdt, åbnet og kontrolleret. Bare for en sikkerheds skyld.

Oppe fra luften af kontrolleres det, om landmænd i området overholder arealkrav i forbindelse med dyrehold, samt, ikke mindst, vandmiljø- og randzonereglerne! Fødevarekontrollen suser i mellemtiden rundt mellem samtlige serveringssteder og måler køleskabstemperaturer; de alarmerer selvfølgelig Politiet hver gang de opdager, at et serveringssted bryder rygelovgivningen.

Ja, mulighederne for kontrol er i sandhed mange, når bare ambitionen om større ”generel frihed” er der. Desværre.

Den største udfordring for myndighederne i dagens Danmark synes at bestå i, at finde ud af, hvad man vil kontrollere. Derimod er det ikke et problem at få tilladelse; for hvornår har Folketinget sidst sagt nej til at give fornyet eller udvidet kontrolhjemmel?

Martin Paldam – 70 år

Af Christian Bjørnskov, den 1. oktober 2012. Skriv et svar

I dag fylder professor Martin Paldam, Aarhus Universitet, 70 år. Martin skifter derfor status til professor emeritus, men fortsætter med at arbejde. Som læserne af punditokraterne vil vide, arrangerede vi en workshop i anledning af hans fødselsdag sidste uge, med deltagelse fra bl.a. USA og Australien. Workshoppen vidnede både om bredden af Martins interesser og forskning, og om omfanget af hans netværk og venskaber.

Flere aviser skrev i går eller i dag om Martin. Jyllands-Posten beskrev ”hans evne til logisk og klart at analysere sig ind til kernen i det problemkompleks, han har valgt at tage op”; Berlingske understregede det vi andre ved, nemlig at økonomi og forskning er Martins hobby lige så meget som hans arbejde; og udover humoristisk (og sandt) at konstatere, at han stort set altid ved ”hvilken lokal øl det er bedst at slukke tørsten med”, peger Kristeligt Dagblad på hans faglige integritet og ”forbløffende evne til at være foregangsmand på en række områder”.

Vi kan herfra tilføje hans faglige generøsitet og evne til at skabe god stemning omkring dybe faglige diskussioner. Man behøver ikke være enige med Martin for at have en hyggelig tid. Der er et stort tillykke fra punditokraterne på dagen.

Workshop for Martin Paldam fredag-lørdag

Af Christian Bjørnskov, den 27. september 2012. 6 svar

I anledning af at min kære kollega og tidligere vejleder, Professor Martin Paldam, fylder 70 år på mandag, holder vi workshop på Aarhus Universitet i morgen, fredag, og lørdag. Teamet omkring workshoppen – Toke Aidt, Peter Kurrild-Klitgaard, Gert Svendsen og mig – har udvalgt en række områder, som Martin har bidraget til, og inviteret forskere, der arbejder på de pågældende områder for tiden. Udvalget af præsentationer fortsætter under folden. Workshoppen kører fredag 13.10-18.30 og lørdag 9.00-13-30.

Læs resten →

Gæsteindlæg: Milton Friedman – en liberal debattør, som er værd at efterligne

Af Niels Westy, den 26. september 2012. Skriv et svar

Nedenfor bringer vi et gæsteinlæg af Ole Brinkman Pedersen, cand.mag. i historie og matematik/datalogi. Ole Brinkmann har sponseret Cepos danske genudgivelse af “Det frie valg“, i anledning af 100 året for Friedmans fødsel.

Milton Friedman – en liberal debattør, som er værd at efterligne

En opfordring til at videreføre Milton Friedmans kamp for en mindre stat og mere frihed.

Milton Friedman (1912-2006) var én af alle tiders største økonomer, både som videnskabsmand og liberal debattør. Alan Greenspan, som jo heller ikke selv er en helt ubetydelig økonom, går skridtet videre og udnævner Friedman til at være en af de få personer i historien, som har ændret civilisationens gang. Friedmans bidrag til økonomisk videnskab er umulig at fange i få ord, men Robert L. Hetzels beskrivelse er et godt bud:

Milton Friedman arbejdede ihærdigt fra begyndelsen af sin karriere med to hypoteser, som isolerede ham for de toneangivende økonomer. Hypotese nr. 1: centralbanker er ansvarlige for inflation og deflation. Hypotese nr. 2: Markedet fordeler resurser effektivt og opretholder makroøkonomisk ligevægt.  (Robert L. Hetzel: The Contributions of Milton Friedman to Economics, Economic Quarterly, 2007).

Frontalangreb på Keynes-økonomerne

Med disse to hypoteser gik Friedman til frontalangreb på de toneangivende økonomer efter anden verdenskrig, keynesianerne, som ikke mente, at markedet var selvregulerende. Efter den store depression var der bred enighed blandt økonomer om, at de store virksomheder og fagforeningerne havde sat prissystemet ud af kraft. Det nødvendiggjorde statslig regulering og stimulering af økonomien for at sikre vækst og arbejdspladser samt for at undgå recessioner og depressioner.  De fleste økonomer og politologer hyldede derfor en blandingsøkonomi med en stor og stærk stat eller endog demokratisk socialisme. Bag denne holdning lå (og ligger måske stadig?) en forfængelig skepsis over for Friedmans hypoteser, der desavouerede de intellektuelle økonomers omhyggelig planlægning og regulering, og postulerede, at markedets spontane orden skabte bedre resultater. Det var i hvert fald en forklaring, som Friedman selv antydede, og han langede af den grund ofte ud efter de intellektuelle.  ’Alle vegne anser intellektuelle det for givet, at kapitalisme med fri foretagsomhed og et frit marked er redskaber for udbytning af masserne, mens central økonomisk planlægning er fremtidens form, der vil bringe deres lande ind på vejen mod hurtig økonomisk fremgang. Kendsgerningerne selv er ganske anderledes’. (Milton og Rose Friedman: Det frie Valg, Cepos 2012, Genoptryk af Gads forlags udgave fra 1981, s. 67).

Læs resten →

Tysk kaos

Af Christian Bjørnskov, den 22. september 2012. 1 svar

Et billede på definitionen af tysk kaos (med tak til Jakob Heidbrink).  Mens jeg grinte, kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, hvordan det italienske ditto ville se ud.

 

Economic Freedom of the World 2012 – ude nu

Af Christian Bjørnskov, den 18. september 2012. 3 svar

I dag frigives dette års Economic Freedom of the World, Annual Report – årets rapport om status på økonomisk frihed i verden – fra Fraser Instituttet i Canada. Pressemeddelelsen kan læses her. Hele rapporten er frit tilgængelig her.

Rapporten placerer igen i år Singapore og Hong Kong på toppen, med Danmark på en 16. plads og USA i stadig fald til en 18. plads i år. Som altid er der et eller flere temakapitler. Disse er i år:

Alice Crisp og James Gwartney om institutioner og frihed i Latinamerika (her).

Scott Baier, Matthew Clance og Gerald Dwyer om bankkriser og økonomisk frihed (her).

Axel Dreher og Kai Gehring om ulandshjælp og økonomisk frihed (her).

Christian Bjørnskov og Nicolai Foss om frihed, iværksætteraktivitet og produktivitet (her).

For de interesserede har Nicolai og jeg en kronik i Børsen, formodentlig i morgen, om vores kapitel.

A- og B-Europa (eller B og A)

Af Christian Bjørnskov, den 15. september 2012. Skriv et svar

De internationale medier genlød forleden af fuldstændigt retfærdig harme. Bulgariens finansminister – topøkonomen Simeon Djankov, der har forladt en position som cheføkonom i Verdensbanken for at vende hjem – sagde højt hvad mange af os har tænkt: Hvorfor skal Grækenland, Italien og andre vesteuropæiske lande have masser af hjælp fra EU til at komme over gældskrisen, når de nye medlemmer i Central- og Østeuropa har måttet klare sig selv.

Spørgsmålet og selve situationen, som Djankov peger på, afslører i hvor høj grad der tænkes i et europæisk A- og B-hold. A-holdet er de gamle EU-medlemslande som deltager i eurozonen, mens B-holdet er en gruppe tidligere kommunistiske lande, som man mildt sagt ikke har den store fidus til. Og bevares, politik er ikke altid lige kønt i de nye lande, og de fleste kæmper med væsentlige korruptionsproblemer. Måske burde man ikke have nogen videre tiltro til deres politiske systemer?

Det er dog et noget andet billede man får af at sammenligne den faktiske udvikling i de to dele af Europa. En række central- og østeuropæiske lande, ikke mindst Letland og Bulgarien, fik voldsomme økonomiske problemer under krisen, ligesom det skete i Vesteuropa. I stort set alle tilfælde har de selv ryddet op i deres budgetter og rettet økonomien, om end det har været brutalt. I Letland har man således skåret næsten 20 % af det statslige budget væk. Markederne har belønnet regionen med en gennemsnitlig obligationsrente på cirka 5 % – noget under Italiens og Spaniens, og milevidt under Grækenlands cirka 25 %. Tjekkiets ligger omkring 2½ %, og således stort set på niveau med Belgien og Frankrig.

I de vesteuropæiske lande, hvor man kunne regne med hjælp fra EU, har man derimod ikke taget de store, upopulære beslutninger eller på nogen måde formået at rydde op. Grækenland gik sidste år gennem det der, på trods af betegnelsen ’haircut’, var en delvis statsbankerot, og hverken Italien, Spanien eller Frankrig med de lurende problemer har evnet at implementere reformer, som alle ved bør gennemføres. I stedet fungerer problemlandene nu som kommissionsformand Barossos undskyldning for at arbejde åbent for en føderal union. Det, som EU tydeligt betragter som et B-hold, er A-holdet i finanspolitisk sammenhæng, og de politiske A-holdsvenner er i ansvarlighed i bedste fald et B-hold.

Hvis hjælpen fra Bruxelles – betalt af Berlin – bliver automatisk, forsvinder enhver tilskyndelse til at hjælpe sig selv. Hvis der ingen kære belgisk mor er i horisonten, formår selv de nyeste demokratier at gøre det rigtige. Krisehåndtering og finanspolitisk ansvarlighed i EU handler ikke om evne, men om villighed.