Her er en reklame fra “Republican Women for Obama”:
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=DA3ff8bjiZ8[/youtube]
Og så er der selvfølgelig dette blogindlæg fra Powerline, hvor to af de kvindelige republikanske Obama-støttere viser sig at være demokrater.
Da jeg læste professor Niels Kærgårds kronik i Børsen i sidste uge (kræver abbonement), hvor han brokkede sig over “dyrkelsen” af Milton Friedman fik jeg en følelse af déjà vu fra min tid som cand. polit. studerende. Kærgård sammenligner i sin kronik nutidens tilgang til Friedman med tilgangen til Karl Marx i 1970erne (og han burde vide det, for han var en af dem) . En grundlæggende anklage var vist især, at ikke-økonomer tillod sig at skrive om Friedman og hans betydning.
Nok indgik Friedman i undervisningen i makroøkonomi, men det var ikke just med begejstring, snarere beklagelse, at man følte sig nødsaget til at inddrage ham i undervisningen.
Friedmans store forbrydelse? At han aldrig gjorde tingene sværere end de var og ofte viste at de fleste universitetsøkonomer ikke har noget tøj på. For hvis semiplanøkonomiske tiltag samt indviklet styring og regulering ikke hjælper, så forsvinder behovet og respekten, ja selve indtægtsgrundlaget selvfølgelig for en stor del af standen.
Også indenfor økonomien hersker nemlig reglen om, at før noget er rigtig videnskab, skal det helst være uforståligt for den uindviede. Vi kender det også fra humaniora og ikke mindst filosofi, hvor de mest banale ligegyldigheder ofte afleveres i et sprog som de færreste forstår. Og forstår man ikke det man læser eller hører, så må det jo være meget vigtigt og betydningsfuldt, og afsenderen en meget klog mand eller kvinde.
Friedmans forklaring på hvorfor en klar sammenhæng mellem forbrug og betaling altid er at foretrække, er bestemt til at forstå for menigmand. Lidt tungere ligger det vist med erkendelsen hos en del økonomer og politikere. De to grupper lever naturligvis også af at den simple indsigt om sammenhængen mellem betaling og forbrug ikke er alment anerkendt 🙂
Fire måder at bruger penge
1. Du bruger dine egne penge på dig selv.
Her er man meget omhyggelig med hvad man præcist bruger pengene på, og sørger at få mest muligt for dem, (lav pris for høj kvalitet)
2. Du bruger dine egne penge på en anden.
Det handler om at bruge så få penge som muligt og kvaliteten kommer i anden række, (lav pris og “tilstrækkelig” kvalitet)
3. Du bruger en andens penge på dig selv.
Der er ingen smalle steder, og man er parat til at bruge mange penge på marginale eller ingen forbedringer. (høj pris og kvalitet)
4. Du bruger en andens penge på en anden.
Man interesserer sig reelt hverken for hvor meget tingene koster, og er heller ikke særligt bekymret over hvad modtageren egentlig får. (høj pris og lav kvalitet).
Men hvorfor ikke høre forklaringen fra mandens egen mund? Klik på videoen nedenfor.
Det er efterhånden lang tid siden, at denne blog nævnte ordene “global” og “opvarmning” lige efter hinanden i samme sætning. Og godt for det, eftersom dén (samling af) debat(ter) fyldte lige lovligt meget i tiden fra Al Gores – ahem… – noget enøjede film og medfølgende fredspris til Per Meilstrups to-ugerlange og komplet ukritiske one-man show på TV2 News* og Lars Løkke Rasmussens hammerslag i podiebordet.
Desværre vil jeg tillade mig at bryde tavsheden. Men kun med en henvisning. Den skal være til prof. Steven Horwitz’s kloge artikel i The Freeman fra februar, Global Warming Is about Social Science Too, som jeg netop har opdaget.
(HT: Don Boudreaux)
* Klima-redaktionen på TV2 News bør stadig skamme sig over så ensidigt et kommentarspor, man valgte at give dét klimatopmøde.
I vores sommerserie om de indsigter, vi skylder Milton Friedman, er vi kommet til en af dem, der har afstedkommet mest faglig diskussion. Den kendes nogle gange som ”The Friedman-Hayek Hypothesis”, da en del af argumentet allerede lå i Friedrich Hayeks berømte The Road to Serfdom fra 1944.
Friedmans spørgsmål var i bund og grund ganske simpelt, som de dybe spørgsmål tit er: Hvad er vigtigst, politisk eller økonomisk frihed? Hans argumenter hvilede i høj grad på Hayeks forudgående tænkning. Som Robert Lawson og J.R. Clark kort beskrev Hayeks beskrivelse af problemet i 2010 (i Journal of Economic Behavior and Organisation): “economic planners must have a code of values to guide them as they weigh the various production and consumption tradeoffs necessary in a scarce world. If we live in a democratic world, this requires that the voters must also support the planner’s code of values. In order to achieve this agreement between the interests of the planner and the voters, voters must be subjected to political controls and propaganda.” Hvis ikke, holder vælgertilslutningen til planerne op, og så står politikerne med et valg mellem at fortsætte planerne, men ignorere den demokratiske process, eller acceptere demokratiske valg og opgive planøkonomien. Friedmans argument i Capitalism and Freedom fra 1962 var bl.a., at en væsentlig del af det, der forhindrer overgreb som underminerer demokratiet, er en fundamental beskyttelse af den private ejendomsret.
Den letteste måde at spørge sig selv om Friedman havde ret, er at indse hvad implikationerne ville være. Det er simpelt: Man ville se en række lande, der har begge dele – et rimeligt retsvæsen og demokrati i det sydøstlige hjørne af figuren – men også lande uden nogen af delene (nordvest), og lande med et fornuftigt retsvæsen, men uden demokrati (i det sydvestlige hjørne). Den sidste kvadrant i figuren over muligheder nedenfor (nordøst) burde dog være tom: Vi burde ikke observere lande, der har demokrati, men ikke beskyttelse af privat ejendom eller et bare nogenlunde retsvæsen.
| Intet demokrati | Demokrati | |
| Ingen retssikkerhed |
Burma, Chad, Hviderusland, Zimbabwe |
??? |
| Retssikkerhed | Kuwait, Singapore | Botswana, Chile, Danmark, Frankrig, Taiwan, USA |
Det er nemt at finde eksempler på lande der enten mangler begge – i Europas baghave ligger Hviderusland for eksempel – og lande, der har begge dele. Det er også relativt let at identificere en række lande, med ganske fornuftige retsvæsener, men uden demokrati. Singapore bliver generelt vurderet som et land med et mere effektivt og politisk uafhængigt retsvæsen end dele af Sydeuropa, men demokratisk er det ikke. Hong Kong, i det mindste før det blev givet tilbage til Kina, er et andet eksempel, ligesom de mest progressive golfstater nærmer sig.
Den stærkeste indikation for at Friedman havde ret, findes i den manglende kvadrant. Med andre ord er en rimelig grad af økonomisk frihed og retssikkerhed en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for at have et stabilt demokrati. Mens man kan finde eksempler på lande, der har passet i den ’umulige’ kvadrant, findes der ingen der har kunnet blive der. Israel havde i en lang årrække en høj grad af planøkonomi, men politikerne måtte i løbet af 80erne bukke under for pres fra en demokratisk offentlighed. Siden da er økonomien liberaliseret, demokratiet fortsat og landet har i dag en langt højere levestandard. Venezuela har på den anden side indført en massiv grad af planøkonomi i Hugo Chavez forsøg på en ”socialisme for det 21. århundrede”. Men i disse år bliver det mere og mere tydeligt hvordan venezuelanernes politiske frihed forsvinder bid for bid i takt med, at Chavez-regimet fjerner kritiske medier. Stort set alle offentlige ansattes valgadfærd bliver også overvåget, og hvis man ikke stemmer på Chavez, er odds at man bliver fyret.
Friedmans arbejde, der byggede ovenpå Hayeks tyve år tidligere, bliver således ved med at være relevant. Man ser nogle gange demokratiseringer, men uden en rimelig grad af markedsøkonomi, er de ikke stabile. Ingen lande har været mere end nogle få år i en situation med politisk frihed og økonomisk ufrihed. Skal man svare på, om det arabiske forår bliver ved, skal man tilbage til Friedmans oprindelige spørgsmål: Er der et markedsøkonomisk fundament at stille demokratiet på?
Vi har efterhånden fået en tradition for hvert år her på stedet at diskutere, hvem der er de bedste danske økonomer. Siden den første post om det i 2009 har det hver gang givet anledning til diskussion, for hvordan opgør man det? Hvert år forsøger vi at opgøre det på en lidt anderledes måde end sidst, og i år er ikke en undtagelse. Pointen er naturligvis, at det er frygteligt svært at opgøre det, for der er hverken klare retningslinjer eller enighed om, hvordan man skal vægte forskellige elementer.
Det, vi har gjort i år, er at se på fire faktorer, der alle er begrænset til artikler publiceret de sidste ti år (2002-2012): 1) de totale antal citationer, som en forsker har fået på disse artikler; 2) antallet af citationer til de to mest citerede artikler fra de sidste ti år; 3) forskerens H-indeks; og 4) den standardiserede impact-faktor på det bedste tidsskrift, en forskere har publiceret i de sidste ti år. Resultaterne følger under folden. Læs resten
Det andet indlæg i vores serie om indsigter, vi skylder Milton Friedman, handler om Phillips-kurver. Phillips-kurven (i ental) var hvad der lignede en empirisk sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed, som den new zealandske økonom A.W.H. Phillips opdagede i tal for Storbritannien: Når inflationen (stigningstakten i forbrugerpriserne) var høj, var arbejdsløsheden lav, og når arbejdsløsheden var høj, var inflationen lav. Phillips og andre økonomer argumenterede derfor, at hvis man sænkede arbejdsløsheden, betalte man en ’pris’ i form af prisstigninger. Lavere arbejdsløshed betød mere konkurrence om arbejdskraften, og derfor et opadgående pres på lønningerne. Idet virksomhedernes omkostninger derfor blev højere, måtte de hæve priserne, og fordi efterspørgslen var større med flere i arbejde, gav det også et pres på priserne.
I 60erne var den klassiske politiske fortolkning af Phillips-kurven, som sammenhængen kom til at hedde, at man kunne sænke arbejdsløsheden permanent, bare man var villig til at acceptere, at priserne steg hurtigere. Flere økonomer så selvfølgelig, at højere priser betød dårligere international konkurrenceevne, men det argument bed ikke på politikere dengang.
Men som så ofte tænkte Friedman et skridt videre. Uafhængigt af, men på samme tid som, kollegaen Edmund Phelps – en senere Nobelprisvinder – beskrev Friedman hvordan forventninger spiller en rolle i løn- og prisdannelsen. I artiklen ”The Role of Monetary Policy”, der blev publiceret I American Economic Review i 1968, forklarede han den følgende mekanisme:
1) Arbejdsløsheden falder, og derfor stiger priserne som Phillips havde beskrevet;
2) Fagforeninger og lønmodtagere observerer, at inflationen er steget, og forventer derfor at inflationen nu permanent er højere – også til næste år;
3) Da de sigter efter som minimum at opretholde samme realløn, dvs. samme købekraft, stiger deres lønkrav automatisk sammen med inflationen;
4) Da lønkravene er steget til næste overenskomstforhandling, må virksomhederne bruge en kombination af prisstigninger – dvs. yderligere inflation – og fyringer til at holde bundlinjen fra at gå i negativ;
5) Arbejdsløsheden er derfor steget igen, hvilket lægger en dæmper på inflationen; men lønkravene er de samme, da man ikke har grund til at nedjustere forventningerne til næste års inflation.
Friedman og Phelps indsigt var, at man ikke permanent kan sænke arbejdsløsheden ved at føre politik, der hæver inflationen. 1968-artiklen viste således, at pengepolitikkens rolle ikke kan være forbundet med en permanent forbedring af beskæftigelsen, men kun i bedste fald en rent midlertidig. Da man nåede ind i 1970erne, oplevede verden et fænomen, der ikke kunne lade sig gøre i den ’gammeldags’ Phillips-kurve. Stagflation, som fænomenet blev kaldt, var kombinationen af økonomisk stagnation med dertil hørende høj arbejdsløshed, og samtidig høj inflation. Økonomer så dermed med egne øjne noget, som kun gav mening med Friedman-Phelps-forklaringen.
Politikerne tog som altid noget længere at opgive ’fine-tuning’ politik, som det blev kaldt. De brugte 70erne på at bekæmpe arbejdsløshed med hvad de troede, havde virket i 60erne, men som nu blot resulterede i stigende inflation og dermed faldende og i mange tilfælde negative realrenter. Fra 1980erne og frem opgav flere og flere politikere – i det mindste i vores del af Europa – at bruge keynesiansk finjusteringer, da erfaringen var blevet tydelig: Friedman og Phelps havde ret, og hverken lønmodtagere eller fagforeninger opførte sig så tåbeligt, som Phillips og andre havde regnet med. Det krævede blot en Friedman at vise det så tilpas pædagogisk, at andre også så det indlysende.
Richard Posner
Så er en af denne punditokrats ”yndlingsdommere” på banen igen: I sagen Flava Works, Inc v. Marques Rondale har Richard Posner (cv / publ.) fra 7th circuit i Chicago forfattet en dom, der sender et klart signal til føderalkongressen om, at det er på tide at opdatere ophavsretsreguleringen til internettidsalderen. Dommen kan selvfølgelig læses på rettens hjemmeside i sin fulde ordlyd, og Ars Technica har en glimrende gennemgang af sagens genstand og rettens konklusion.
Sagen handler helt kort om firmaerne Flava og myVidster. Førstnævnte producerer og distribuerer videoer med sorte mænd, som dyrker sex med hinanden. Mod betaling og accept af Flava’s forretningsbetingelser, er videoerne tilgængelige fra Flava’s hjemmeside, hvor man kan se eller downloade dem til ”personligt, ikke kommercielt brug.”
MyVidster leverer en ”social bookmarking”-tjenesteydelse, som firmaet finansierer via reklameindtægter. Via myVidsters hjemmeside, kan brugere bogmærke onlinemateriale og dele det med hinanden. Når en bruger tilføjer en video til myVidster, finder myVidster videoens kilde og embed’er den på sin hjemmeside. Videoen befinder sig således stadig på den server, hvor Flava har lagt den, også når der sker afspilning (no pun intended) via myVidster. Selvom myVidster får det til at se ud som om, at videoen kommer fra myVidster, begår virksomheden ikke på denne punkt en ophavsrettighedskrænkelse. Som retten når frem til:
As long as the [myVidster] visitor makes no copy of the copyrighted video that he is watching, he is not violating the copyright owner’s exclusive right, conferred by the Copyright Act, “to reproduce the copyrighted work in copies” and “distribute copies … of the copyrighted work to the public.” His bypassing Flava’s pay wall by viewing the uploaded copy is equivalent to stealing a copyrighted book from a bookstore and reading it. That is a bad thing to do (in either case) but it is not copyright infringement. The infringer is the customer of Flava who copied Flava’s copyrighted video by uploading it to the Internet.
Vi konstaterede tilbage i juli, at Post Danmark handler i strid med dansk postlovgivning, når virksomheden nægter at levere post til Restaurant Vejlegården. Morgenavisen Jyllands-Posten behandler i dag historien og har i den anledning bedt Claus Haagen Jensen om at konstatere det selvsamme.
Det hænger sådan sammen, at Transportministeren har udpeget Post Danmark A/S til at være ”den befordringspligtige postvirksomhed” i Danmark og dét betyder, at Post Danmark A/S har pligt til bl.a. at omdele breve seks dage om ugen – også til Restaurant Vejlegården i Vejle. Befordringspligten er klart og tydeligt beskrevet i Postlovens § 14
I Post Danmarks A/S’ egne forretningsbetingelser står det i øvrigt i pkt. 1.8:
Post Danmark er berettiget til i særlige tilfælde, hvor forhold hos modtageren besværliggør omdeling, eller hvor omdeling er forbundet med fysisk eller psykisk risiko, at undlade omdeling af breve, for eksempel på grund af løsgående bidske hunde på adressen, manglende snerydning/grusning, chikanøs eller i øvrigt krænkende/truende adfærd.
De pågældende situationer er selvsagt ikke til stede in casu. Jyllands-Posten viderebringer to forskellige begrundelser for, hvorfor det skulle være i orden, at nægte postomdeling:
Begrundelsen fra Post Danmark A/S er selvsagt noget sludder og vrøvl.
Trafikstyrelsen er måske på rette spor: Forstyrrelser i postomdelingen kan være undskyldelige under henvisning til et konkret tilfælde af force majeure; men force majeure kræver normalt, at den situation, der henvises til, er opstået uforudsigeligt og har medført, at en given handling, så længe situationen består, umuligt kan udføres. Hvis dén definition får en til at tænke på væbnet oprør, krig, terrorbombede områder, ildebrand, naturkatastrofer, blokader og statslige forbud og beslaglæggelser, har man et nogenlunde godt billede af, hvad force majeure er for en størrelse. Vejrlig er normalt ikke force majeure. Så hvad med faglige konflikter?
En strejke (eller en lockout for den sags skyld) kan efter omstændighederne få karakter af force majeure. Dertil kræves, at konflikten er omfattende, f.eks., at det er tale om en generalstrejke. Hér er der imidlertid ikke engang tale om en strejke. Der er tværtimod tale om en ”konflikt”, som medarbejdede hos Post Danmark A/S har indledt i sympati med de i øvrigt ikke-eksisterende 3F-medlemmer på Restaurant Vejlegården. Så ingen force majeure her.
Således står vi tilbage med en postvirksomhed der mener et, alt imens den kæmper for at overleve i en til stadighed mere digital verden; et statsligt tilsyn der mener noget andet (og som i øvrigt har sig lidt af et hjemmelsproblem!) og så en restauratør, der nok har bedt sine leverandører om fremover at sende faktura pr. e-mail (hvis de da ikke allerede gjorde det i forvejen).
Som en direkte konsekvens af Milton Friedmans 100-årsdag i går, har vi i redaktionen besluttet at bringe en kort serie om nogle af hans indsigter. Serien er hverken dækkende for hans lange videnskabelige virke, og næppe heller for de mange områder han bidrog til. Meningen er blot at oplyse en dansk offentlighed, der ved meget lidt om manden, men synes at have stærke negative følelser overfor ham, om hvad han rent faktisk lavede.
Det første indlæg i serien handler om det af Friedmans bidrag, som mine statskundskabsstuderende overraskes af hvert år, og som de uden problemer både forstår og ser konsekvenserne af: Forbrugsudjævning. Baggrunden for Friedmans teori, der populært kaldes ”The Permanent Income Hypothesis”, var Keynes’s forbrugsteori.
Keynes antog ganske enkelt, at hvor meget man forbruger i en given måned, afhænger af hvor meget man tjener i den måned. Det indebar, at i keynesiansk perspektiv antog man, at jo flere midler, der er i omløb i økonomien, jo større var efterspørgslen – jo større blev folks forbrug jo. Det er denne antagelse, der giver baggrunden for at finanspolitik skal være effektiv. Jo mere man enten giver folk i form af skattelettelser, eller jo mere der bruges og jo flere der ansættes i den offentlige sektor, jo større bliver efterspørgslen. Når disse mennesker bruger mere, skal der ansættes flere til at producere det de forbruger, og disse nyansatte får en højere løn og øger derfor deres efterspørgsel, osv. Det giver altså den famøse multiplikatoreffekt, og jo større forbrugsekspansionen er når folk får flere penge mellem hænderne, jo mere effektiv bliver finanspolitik.
Sideløbende med Franco Modigliani på Carnegie-Mellon udviklede Friedman argumentet om forbrugsudjævning. Kort fortalt gælder det, at folk har en tendens til at jævne deres efterspørgsel ud. Hvis de tjener mange penge i juni, men regner med at tjene færre i oktober og november, sparer de op sådan at de kan holde et nogenlunde jævnt forbrug henover året. Denne udjævning var netop det, Friedmans kone Rose havde observeret i amerikanske data. Hvis man derfor får en permanent større indkomst, vil man øge sit forbrug permanent, minus det ekstra man sparer op til en alderdom hvor man ikke længere arbejder. Så langt var Modigliani og Friedmans teorier ens.
Friedmans store indsigt var dog at skelne mellem permanent og midlertidig indkomst. Mens hans keynesianske modpart antog, at al indkomst var permanent, vidste Friedman fra Rose, at en stor del af folks indkomstudsving var midlertidige. Men det betød blot, at der var endnu mere grund til at udjævne, og ikke blot udjævningen i form af pension, som Modigliani så. Hvis man når man var 38 fik en væsentligt højere løn i ét år, men ikke resten af ens arbejdsliv, skulle den ekstra, men midlertidige indkomst jo også udjævnes over resten af livet.
Derfor ville den umiddelbare efterspørgsel, der skabtes af den ekstra midlertidige indkomst, være meget begrænset. Og her lå Friedmans store indsigt: Idet finanspolitiske ændringer, som f.eks. enhver form for stimulus, per definition er midlertidigt, er det ikke sandsynligt at finanspolitik er effektiv som økonomisk styringsredskab.
Hvor ineffektiv er et spørgsmål, som økonomer stadig skændes heftigt om. Men Friedman gav en klar, analytisk årsag til at være skeptisk og under hvilke omstændigheder, man kan forvente at finanspolitik måske kan virke. Så har man læst og forstået Friedmans forbrugsteori, er der intet underligt i at regeringens frigivelse af SP-pengene overhovedet ikke gav det boost, den regnede med. De penge var allerede regnet ind i udjævningen og blev derfor ikke til forbrug.
I dag ville økonom, nobelprismodtager og frihedskæmper Milton Friedman være fyldt 100 år. Med tanke på den indflydelse han har haft på både tidligere og nuværende punditokrater, vil vi naturligvis også give vores bidrag til fejring af manden, som Stephen Moore i dagens Wall Street Journal passende beskriver som “The man who saved capitalism“.
In the second half of the 20th century there was no more influential voice for economic freedom world-wide than Milton Friedman. Small in stature but a giant intellect, he was the economist who saved capitalism by dismembering the ideas of central planning when most of academia was mesmerized by the creed of government as savior.
Selv om Friedman var en kæmpe blandt økonomer er hans vigtigste bidrag måske i bund og grund hans opdatering og udbredelse af de centrale tanker, som Adam Smith allerede var kommet med 200 år tidligere. En pointe Friedman ville være stolt af. Han lagde aldrig skjul på Adam Smith enorme betydning for ham, og bar ofte sit Adam Smith slips med stolthed.
Men uanset om man mener at Friedman var den største økonom i det 20. århundrede eller ej, (en diskussion som hurtigt kan komme til at munde ud i pengepolitik, guldstandard osv, og komme til at ligne diskussioner om hvem der var den største klassiske komponist, største rockgruppe, største jazzmusiker, bedste fodboldspiller osv.), så er der én diciplin, som Friedman er fuldstændig suveræn indenfor med sine uforlignelige pædagogiske og kommunikative evner, og det er formidling af budskabet om frihed. Som Moore korrekt skriver:
More influential than Friedman’s scholarly writings was his singular talent for communicating the virtues of the free market to a mass audience. His two best-selling books, “Capitalism and Freedom” (1962) and “Free to Choose” (1980), are still wildly popular. His videos on YouTube on issues like the morality of capitalism are brilliant and timeless.
Det arabiske forår skabte en masse optimisme efter det virkelig så ud som, at om nogle af landene ville blive demokratiske. Mange kommentatorer synes også at regne med, at landene nu kommer i gang økonomisk. Det vil nødvendigvis indebære, at de først gennemfører vidtgående reformer, der liberaliserer deres i dag stærkt statsstyrede økonomier. Den bagvedliggende idé, som kommentatorerne synes at dele, er således at demokratisering markant øger chancerne for at sådanne reformer gennemføres.
Er den antagelse berettiget? Det svarer en artikel i det nye nummer af European Journal of Political Economy på. Martin Rode, der til december forsvarer sin PhD-afhandling om økonomisk frihed ved Universidad de Cantabria i Santander, har brugt et år af sin studietid på Florida State University. Ud af dt ophold er der kommet en fællesartikel med James Gwartney – en af hovedmændene bag Fraser Instituttes Economic Freedom of the World projekt. I artiklen ”Does Democratization Facilitate Economic Liberalization?” finder de to forskere, at i 48 transitioner til demokrati mellem 1975 og 2009 resulterede demokratisering generelt i klar økonomisk liberaliseringer i de første ti år.
Der er dog to kvalifikationer. For det første finder Rode og Gwartney, at efter den første tiårsperiode er der en tendens til, at man igen begynder at regulere mere. For det andet gælder det, at de ustabile demokratiseringer – defineret ved en demokratiseringsepisode der efterfølges af mindst ét kup indenfor de første ti år – som oftest gennemfører strammere regulering.
Med andre ord er det kun lande, hvor et nyt demokrati tydeligvis er kommet for at blive, der liberaliserer. Hvad betyder det så for de arabiske lande? En forsigtig tolkning er vel, at juryen stadig voterer på det spørgsmål. Et andet element, som Rode og Gwartney ikke ser på, er Friedman-Hayek-hypotesen, der siger at økonomisk frihed og et uafhængig retsvæsen er en forudsætning for stabilt demokrati. Der er mere at undersøge, men det tysk-amerikanske samarbejde er vel værd at læse.
Nedenstående gæsteindlæg er skrevet af Hubert John Strecker, cand. polit. og en af den slags mennesker som ikke kun “Talks The Talk” men også “Walks The Walk”. Hubert står bla. bag et legat som hvert år gives til udvalgte danske studerende på Von Mises Instituttet.
Er bankernes redning en redning?
I en fri kapitalistisk verden er penge produceret på markedet ligesom f.eks. chokolade, bh’er eller frikadeller. Penges eksistens forklares af Ludwig von Mises regressionsteorem. I den spæde civilisation bytter folk varer, men på grund af besværligheden herved så søger markedet imod et medium som alle accepterer som det gældende byttemedium. Traditionelt har det været guld eller sølv. Fri produktion af penge-guld og sølvmønter har fundet sted i f.eks. amerika i det 19. århundrede og Skotland i det syttende. Navnet dollar er et kælenavn for møntproducenten Schlick fra Joachimsthal i Bøhmen. Først hed mønterne Joachimsthaler, så thalers og til sidst dollar.
I 1913 oprettedes Federal Reserve i USA som centralbank, der herefter overtog produktionen af penge, ligesom centralbanker i europa varetager produktion af penge. Efter indførelsen af centralbankvæsenet- ses et klart mønster. En ounce guld kostede i 1913 19 dollar. I dag er prisen ca. 1600 dollar. En dollar i dag er ca. 1 procent af dens værdi i 1913. Hvad skyldes dette? Jo efter at centralbanken overtog produktionen af penge, så har to interessegrupper haft særlig glæde af at producere penge. Staten og de kommercielle banker. Staten kan øge sit budget uden at hæve skatterne ved at trykke penge, og de kommercielle banker kan øge deres balance, og hermed indtjeningen som forskellen imellem ind- og udlån via det fraktionelle reservebankvæsen. Et fraktionelt reservebankvæsen er det vi har i Danmark, og det forstås ved at banken kun har en solvens på ca. 8%. Det betyder, at når hr. Hansen sætter 1000 kr. ind i Danske Bank, så må banken geare dette indlån 12,5 gange og give hr. Jensen en kassekredit på ca. 11.000 kr. Hr. Jensen kan f.eks. vælge at købe varer af den samme Hr. Hansen og herved overføre 11.000 kr. til dennes konto. Bankens balance ser umiddelbart sund ud. Hr. Hansen har 12.000 kr. i indlån, og Hr. Jensen har 11.000 kr. i udlån. Problemet med systemet er bare, at Hr. Hansens indlån på 12.000 kr. kun findes i bankens computersystem. Pengene findes ikke fysisk. På samme måde udsteder staten obligationer som de kommercielle banker køber, og herved finansieres statens underskud uden at hæve skattesatsen.
Det er logik, at et pyramidespil som bankvæsenet og statens produktion af penge altid vil bryde sammen. Spørgsmålet er bare hvordan og hvornår. Som den seneste økonomiske udvikling har antydet, så virker det som om, at enden er ved at være nået. Både stat og banker glemte med tiden siden sidste krise, at systemet er uholdbart, og at man derfor skal gå med varsko i pengeekspansionen. Men da flertallet af dem, der oplevede krisen efter 1929 ikke er mere, så har vi i specielt i de sidste ti år set en pengemængde ekspansion, der i den vestlige verden ikke er set siden 1920’erne med vilde bankudlån til bunker af fejlinvesteringer og fantastiske statslige projekter. Hvor mange ved deres fulde fem vil låne deres sparepenge til andre uden, at der afdrages? Hvorledes kan banker låne af centralbanken til omegnen af 1 %, når normale mennesker hvis de overhovedet kan få et lån skal betale imellem seks og tyve procent. Hvordan kan banker overlade deres dårlige lån til staten, hvorefter skatteborgere skal betale regningen uden, at der stilles spørgsmål, eller at det har retlige konsekvenser? Således tages produktiv kapital og gives som en gave til bankerne, hvorefter produktive projekter ikke kan finansieres. Markedet er sat ud af spil, og det vigtigste at forstå i denne krise er, at det er ikke kapitalismens skyld. Det eksisterende monetære system har intet med kapitalisme at gøre. Det er en sær blanding af statisme og korporatisme. I en fri verden vælger mennesker guld eller sølv som penge. Det er historien et bevis for.
Der er en del snak for tiden om, at nu må man snart til at ‘finde en løsning’ på EU-plan. Baggrunden er, at flere større lande har det temmeligt skidt økonomisk. Mens det er almindeligt kendt blandt danskerne, er det mindre kendt, hvilke lande og i hvilket omfang de frie markedskræfter er ved at miste troen på.
Den tiltro kan nok bedst vises i rentespændet til de lande, der betragtes som ‘sikre’ investeringer. Pt. drejer det sig i høj grad om Tyskland (naturligvis), Danmark og Sverige. I figuren er den stiplede linje derfor gennemsnitsrenten på tiårige statsobligationer i disse tre lande, og altså sammenligningsgrundlaget.
Resten af figuren viser fire eksempler: Irland, Italien, Portugal og Spanien. Grækenland er slet ikke med, da landets renteniveau i juni lå på 27,8 % – markedets måde at sige på, at det er overvældende sandsynligt, at der kommer en ny, fuld bankerot. Men de fire lande er bemærkelsesværdige på den måde, at de bevæger sig i forskellige retninger.
Irland har haft nogle af de største problemer, men også ryddet massivt op og er begyndt at opleve vækst igen. Nogle kommentatorer som Paul Krugman på NYT har således meget svært ved at acceptere, at det går godt for Irland, fordi landet har gjort det stik modsatte af, hvad gammelkeynesiansk ‘visdom’ peger på. Portugal bevæger sig også i den rigtige retning, omend langsomt, da det efterhånden er klart at regering og opposition er klar til at gøre, hvad der kræves.
Spanien og Italien, derimod, er på vej den anden vej. Det bemærkelsesværdige er, at de for tiden bliver vurderet på lige fod med Irland, men med den helt modsatte trend! Hvis man for måneder siden mente, at det var ude med Irland – og det var der en del kommentatorer, der gjorde (og beskyldte irsk liberalisering) – må man nødvendigvis konstatere det samme mht. f.eks. Italien. det sker bare ikke, fordi den italienske økonomi er alt for stor til at den europæiske centralbank kan holde hånden under den – og måske fordi den tyske tålmodighed med sydlig slaphed og mangel på ansvar er ved at være forbi. Døm selv udviklingen.
For hvad der nok er nogle år siden nu, så jeg en dokumentar om ejendomsbyggebranchen i Rusland, hvor en stakkels husvild kvinde anklagede et af landet største bygherreselskaber for at have brændt hendes hus ned. Huset var selvfølgelig også brændt ned under mystiske omstændigheder. Ligesom det var tilfældet med de omkringliggende huse. Men der var ikke tale om ildspåsættelse, mente myndighederne. Brandene havde heller ikke under nogen omstændigheder nogen som helst relation, til det pågældende bygherreselskab og dettes offentliggjorte planer om at ejendomsudvikle netop det stykke jord, de nedbrændte huse lå på. Da ejendomsretten til jorden tilkom det russiske folk og da ejerne af de nedbrændte huske ikke længere kunne siges at bruge grundene til noget konstruktivt, kunne bygherreselskabet ude bøvl eller statslig indblanding tage jorden til sig og gøre med den, som det ville.
Jeg kom til at tænke på den historie, da jeg først hørte om om den aktuelle strid mellem ”fagforsteningen” og Restaurant Vejlegården, hvor bøllemetoderne også er bragt på banen.
Mens restaurationen i Vejle – i hvad der umiddelbart er i strid med postlovgivnignen – ikke får leveret sin post, har HK/Privat, fra sine nydelige lokaler på Park Allé i Aarhus’ centrum, annonceret et stop for visse aarhusianske restauratørers annonceringer i lokalmedier. Man har indledt en såkaldt ”sympatikonflikt.”
Dagbladet Politiken er selvsagt forarget; men mest over ”dækningen,” som det så flot hedder i lederskribent Kristian Madsens offentlige Facebook-statusopdatering:
Dækningen af sagen viser mere end noget andet, hvor lidt folk ved om den danske arbejdsmarkedsmodel, hovedaftalen og alt det der. Medarbejderne på trykkeriet vil helt forståeligt ikke arbejde for en konfliktramt virksomhed. Hvad forestiller liberal alliance sig? At man skal tvinge dem til det? Det er da en mere og mere spacy form for liberalisme de har udviklet i den kult.
Der må være sprunget en gasledning på hans kontoret! Det er åbenlyst for enhver, at restauratøren i Vejle – og nu endnu flere – chikaneres på det groveste af en samling fagforeninger, der har svært ved at retfærdiggøre egen eksistensberettigelse og endog rigtigt svært ved at håndtere den frie konkurrence på markedet for arbejdstagerservices. Som Jens Frederik Hansen også påpeger på sin blog:
Fagforeninger er selvsagt interesserede i at få virksomheder i folden med en overenskomst, men det forekommer lidt anstrengt, når man tager kampmidler i brug mod virksomheder, hvor fagforeningen ikke har nogen medlemmer. Allerede det selvhøjtidelige udtryk “kampmidler”, som man i fuldt alvor anvender indenfor arbejdsret, viser lidt om parternes indstilling.
Og problemet er jo ikke, som Madsen påstår, at folk ikke ved nok om den danske model, ”hovedaftalen og alt det der.” Tværtimod er folk som udgangspunkt både forstående og hæderlige; men når de ser noget, som ikke er hæderligt og som slet ikke giver mening, så kæfter de op. Ligesom i denne sag.
Samme Madsen skriver lidt senere, at ”Arb. Konflikter skal løses af parterne – ikke af politikere,” hvilket i sig selv udtrykker det nok største hykleri: For politikere laver trepartsforhandlinger, der skal påvirke arbejdsmarkedet; man etablerer og reviderer indkomstoverførsler; man indfører og bibeholder en indkomstskat; man laver arbejdstidsregler; man har regler om arbejdsmiljø; for pokker, der er endda et Arbejdstilsyn, som kan tilsjuske sig adgang til privat ejendom uden at indhente noget så simpelt, som en retskendelse. – Og så mener Kristian Madsen, at alt vil falde fra hinanden, hvis en politiker udtaler sig om en faglig konflikt?!?
Er De på Vejle-egnen i morgen, er der for øvrigt et middagsevent, som annonceres på Facebook, der kan have interesse.
Her på stedet er vi ikke bange for at citere Ayn Rand, som med denne passage fra Atlas Shrugged (1. del, kap. 9) taler så direkte som det kan blive, til Barack You-didn’t-build-that Obama:
“He didn’t invent iron ore and blast furnaces, did he?”
“Who?”
“Rearden. He didn’t invent smelting and chemistry and air compression. He couldn’t have invented his Metal but for thousands and thousands of other people. His Metal! Why does he think it’s his? Why does he think it’s his invention? Everybody uses the work of everybody else. Nobody ever invents anything.”
She said, puzzled, “But the iron ore and all those other things were there all the time. Why didn’t anybody else make that Metal, but Mr. Rearden did?”
HT: Lisbet Røge Jensen a.k.a. KapitaLisbet
På denne blog holder vi som bekendt meget af at videreformidle Randy E. Barnett‘s skriverier m.v. om amerikanske statsretsspørgsmål. Ligeså med Reason, som har talt med ham for kamera under overskriften: “Losing Obamacare While Preserving the Constitution“:
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=ghk7mmSR1Jo[/youtube]
For så vidt angår USA’s højesteret, har jeg været på en sviptur gennem det omfattende punditokrat-blogindlægsarkiv og dér fundet et interessant indlæg fra 2005, som spekulerer i, hvem der ville komme til at indtage retspræsidentens sæde, når Rehnquist måtte forlade det. (Bemærk i øvrigt Jacob Mchangamas kommentar og Peter Kurrild-Klitgaards svar derpå — som begge (på hver deres måde) indeholder megen sandhed)
Der er løbet meget vand under broen siden. Til trods for ikke-sejr-sejren i ACA-dommen, kan jeg ikke lade være med at tænke på hvad der mon ville være sket, hvis Clarence Thomas, som punditokraten i 2005 gættede på, var blevet retspræsident i stedet for Roberts… Særligt efter Thomas’ historisk korrekte, logisk stringente og (ikke at forglemme!) uimodsagte dissens i McDonald v. Chicago, hvori han holdt på, at 14. forfatningstillægs “Privileges or Immunities Clause” (No State shall make or enforce any law which shall abridge the privileges or immunities of citizens of the United States…) bør være en faktisk og aktiv del af forfatningen (igen):
I believe the original meaning of the Fourteenth Amendment offers a superior alternative [i forhold til retstilstanden efter Slaughter-House– og Cruikshank-dommene] and that a return to that meaning would allow this Court to enforce the rights the Fourteenth Amendment is designed to protect with greater clarity and predictability than the substantive due process framework has so far managed.
Opdateret:
For lige at fortsætte ud af min Clarence Thomas-tangent, er her en lille times samtale med selvsamme, for de (få?) interesserede:
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=x8rCRLC30dw[/youtube]
Det sker vist ikke ofte vi her på bloggen henviser til Ekstrabladet, men en gang skal jo være den første. Hele dagen i dag har der for gud ved hvilken gang kørt en historie rundt i medierne omkring politiets manglende evne til at servicere borgerne. For gud ved hvilken gang anfører politiet til sit forsvar, at man er nød til at prioritere, eller som en politimand udtaler til Ekstrabladet:
Der er tidspunkter, hvor der fra borgernes side er et klart behov for at få hjælp fra politiet, men hvor vi simpelthen ikke har mulighederne som tingene er i dag,
og henviser direkte til indsatsen mod banderne – hvis eksistens og magt som bekendt primært er baseret på deres indtægter fra salg af narkotika.
Der er naturligvis ikke noget nyt under solen. I 1990erne hvde vi præcist sammen problem og politiet gav præcist samme svar. Det er imponerende – og beskæmmende – at det åbenbart fortsat ikke er gået op for de ansvarlige politikere. Vi har aldrig haft så mange betjente, og vi har vel aldrig- hvis man ser bort fra en kort periode under anden verdenskrig – haft så ringe service.
Se http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1792844.ece
“Mexican immigration, over the border, is a good thing. It’s a good thing for the illegal immigrants. It’s a good thing for the United States. It’s a good thing for the citizens of the country. But, it’s only good so long as its illegal.” (Milton Friedman)
I en økonomi uden nem adgang til andres lommer vil et lavere uddannelsesniveau primært indebære, at lønnen tilpasser sig udbud og efterspørgsel, og uligheden stiger. Det er måske det bedste incitament for næste generation til at tage sig en uddannelse. Det er næppe uden grund, at 61 % af amerikanerne, 53 % af canadierne og 40 % af schweizerne, men kun 4 % af svenskerne og 2 % af danskerne ifølge World Value Survey prøver at lære deres børn værdien af hårdt arbejde.
Historikeren og debattøren Morten Uhrskov udsendte i slutningen af maj bogen Indvandringens pris.
Bogens hovedtese er, at ikke‑vestlig indvandring gør os alle fattigere. Som han skriver om indvandring fra ikke‑vestlige lande i kronikken En rigtig dårlig forretning (Børsen 4. juni):
Denne indvandring vil år for år gøre Danmark til et relativt fattigere land, et land med en gennemsnitligt dårligere uddannet befolkning, som er til mindre gavn for erhvervslivet.
Til at sandsynliggøre denne påstand inddrager han erfaringerne med indvandringen af Hispanics i USA, som han mener “vil tvinge supermagten USA i knæ økonomisk”.
Udviklingen skyldes ifølge Uhrskov de negative effekter af det lavere gennemsnitlige uddannelsesniveau for indvandrere fra ikke‑vestlige lande set som samlet gruppe. Efterslæbet i uddannelse mener Uhrskov åbenbart indebærer, at vi alle bliver fattigere.
Alt andet lige er det økonomisk‑fagligt noget vås, som skyldes, at Uhrskov bruger gennemsnitsbetragtninger i stedet for korrekt at anlægge en marginalbetragtning. Den tilsiger, at man skal tillade indvandring, så længe den sidst ankomne bidrager lig med eller mere, end vedkommende (og dennes familie) koster.
At vi kan konstatere, at effekten formentlig er negativ, skyldes ikke indvandreren, men indretningen af vores socialstat. Jo mere gavmild denne er, alt andet lige, jo mindre er nettogevinsten ved indvandring.
Rent økonomisk tilsiger eksistensen af visse identificerbare grupper med et gennemsnitligt lavere uddannelsesniveau end andre blot, at de skal have en gennemsnitligt lavere lønindkomst.
Det er helt korrekt, når Uhrskov påpeger, at det gennemsnitlige uddannelsesniveau blandt både indvandrere fra ikke‑vestlige lande herhjemme og deres efterkommere er ringere end den øvrige befolkning. Og han skal have tak for at påpege, at historierne om, at indvandrerpiger klarer sig godt i uddannelsessystemet, er noget sludder.
Det er til gengæld meget problematisk, når han bruger udviklingen for samlegruppen “Hispanics” i USA som reference. Bedre bliver det ikke, når han angiver, at Latinamerika ikke er en del af den vestlige verden. Det er faktuelt og historisk en vanvittig påstand uden empirisk belæg — tværtimod.
I stedet for at tale om “indvandringens pris” er det derfor mere korrekt at tale om “socialstatens fallit”.
Jeg sidder pt. på vej hjem fra Schiermonnikoog, en lille hollandsk ø, hvor årets Beyond Basic Questions-workshop lige har været afholdt. Som altid hos denne lille gruppe, med interesser i udvikling og politisk økonomi, har der været spændende og interessante præsentationer.
Gitte Grätzer og Katja Rost (Jena) præsenterede et papir om katolske ordener og klostre i 1500 år. Clue’et i papiret var, at man kan betragte den katolske kirke som en af de første virkeligt multinationale organisationer, og at man derfor bør kunne se i dens udvikling, hvad der er vigtigt på langt sigt for den slags firma. Omfanget af arbejdet har været gigantisk: Sammen med en gruppe specialestuderende, har de to tyskere kortlagt 2771 klostre i 31 lande mellem 1001 og 1500. De har kunnet følge, hvornår klostrene blev grundlagt, hvornår de forsvandt igen, og dermed også, hvilke omstændigheder, der gjorde at nogle klostre i nogle ordener havde succes og overlevede meget længere. Konkurrence, organisatorisk kompleksitet osv. kan simpelthen studeres ved at se på denne særlige historiske udvikling.
Hannes Öhler (Heidelberg) har sammen med to kolleger studeret, hvordan ulandshjælp fordeles. Deres særlige pointe er, at de ikke ser på fordelingen mellem lande, men derimod fordelingen mellem distrikter i Indien. Med andre ord ser de tre på den geografiske fordeling af ulandshjælp indenfor et lands grænser. Hannes pegede i sin præsentation (og i papiret, som jeg havde fornøjelsen af at være udpeget til at diskutere), på at der ingen evidens er for, at fattigere områder får flere eller større Verdensbankprojekter. Tværtimod ser det ud til, at de fjernere dele af Indien får mere hjælp, uanset om de er fattigere end andre områder eller ej, og at projekterne typisk bliver lagt i områder, der også får flere udenlandske, kommercielle investeringer.
Michael Dorsch (American University Paris) sluttede konferencen af med et rent teoretisk papir, der gav en forklaring på, hvorfor man kan få demokratiserende revolutioner i stabile diktaturer. Forklaringen, der står i modsætning til de senere års teoretisk forskning i fredelige, historiske demokratiseringer (f.eks. Acemoglu-teamet), peger på adgang til billig, men præcis information som diktatoren ikke kan styre. Basalt set pegede Dorsch på en meget klar teoretisk mekanisme, der forbinder sociale medier og nettet med det Arabiske Forår – og hvorfor det ikke er sket andre steder.
Sidst, men ikke mindst, var det en svært fornøjelig workshop. Hvor ofte ser man for eksempel, at der uddeles en pris for sjoveste kommentar – og der faktisk er en hel række kandidater? Prisen blev i øvrigt vundet af Heiner Mikosch (ETH Zürich) for forklaringen af, hvorfor der på hans slide om bagvedliggende teori kun stod tre prikker: ”My coauthor is currently setting up the model – and here is what the outcome will be”, hvorefter han skiftede til en ny slide med teoretiske resultater.
For en uge siden døde en ung svensker efter at have indtaget en overdosis Ecstacy (og der skal meget til). For få timer siden døde stofbrugeren Tom af miltbrand. Den pådrog han sig via inficeret heroin. Det er blot to af de mange som hvert år dør som konsekvens af den førte narkotikapolitik.
Siden en række politikere besøgte Christiania, og TV2 journalist efterfølgende fik bank, da han forsøgte at filme i pusherstreet, er der igen blevet diskuteret hash herhjemme. I sidste uge erklærede Børsen på lederplads, at legalisering bør overvejes. Som Christopher Arzrouni skrev i lederen under overskriften “Christianias selvmord”:
Ved at afkriminalisere hash ville man gøre både samfundet og Christiania en tjeneste. Politiets ressourcer kunne anvendes bedre. Og borgerne kunne holdes væk fra de kriminelle miljøer. Dertil kommer, at forskellen på almindelig tobak og hash heller ikke er overvældende. Ingen er i tvivl om, at begge dele er skadelige for helbredet. Men den fare, man udsætter sig for – med henblik på at opnå andre fordele som f.eks. nydelse – er i bund og grund en privat sag. Og såfremt man ikke kan acceptere dette principielle argument, skylder man et ordentligt bud på, hvordan man vil undgå de meget store ulemper, som kriminalisering afføder. Det er ikke kun et problem for Christiania. Her fungerer “Fristaden” desværre som et skræmmende fremtidsbillede på, hvad resten af samfundet risikerer. De er jo en del af os selv.
Hermed følger man delvist i sporene på Wall Street Journal, Finansiel Times og The Economist, som alle tre for mange år siden erklærede, at de er tilhængere af en eller anden form for legalisering, ikke kun af hash, men også af hårdere stoffer.
New York Times bragte for nylig en mindre artikel, som sætter tåbelighederne i relief. Under overskriften “Numbers Tell Of Failure i Drug War“, pointerer Eduardo Porter, at det hverken er den samlede produktion af opium og marihuana eller andelen af kokain til det amerikanske marked, som kommer via Mexico, som udstiller problemet ved den førte politik. Hvis ét tal udstiller den fortsatte forbudspolitiks fiasko, er det udviklingen i prisen på kokain gennem de seneste 30 år.
If there is one number that embodies the seemingly intractable challenge imposed by the illegal drug trade on the relationship between the United States and Mexico, it is $177.26. That is the retail price, according to Drug Enforcement Administration data, of one gram of pure cocaine from your typical local pusher. That is 74 percent cheaper than it was 30 years ago.