Et par strøtanker om Restaurant Vejlegården

Af Nikolaj Stenberg, den 19. juli 2012. 2 svar

For hvad der nok er nogle år siden nu, så jeg en dokumentar om ejendomsbyggebranchen i Rusland, hvor en stakkels husvild kvinde anklagede et af landet største bygherreselskaber for at have brændt hendes hus ned. Huset var selvfølgelig også brændt ned under mystiske omstændigheder. Ligesom det var tilfældet med de omkringliggende huse. Men der var ikke tale om ildspåsættelse, mente myndighederne. Brandene havde heller ikke under nogen omstændigheder nogen som helst relation, til det pågældende bygherreselskab og dettes offentliggjorte planer om at ejendomsudvikle netop det stykke jord, de nedbrændte huse lå på. Da ejendomsretten til jorden tilkom det russiske folk og da ejerne af de nedbrændte huske ikke længere kunne siges at bruge grundene til noget konstruktivt, kunne bygherreselskabet ude bøvl eller statslig indblanding tage jorden til sig og gøre med den, som det ville.

Jeg kom til at tænke på den historie, da jeg først hørte om om den aktuelle strid mellem ”fagforsteningen” og Restaurant Vejlegården, hvor bøllemetoderne også er bragt på banen.

Mens restaurationen i Vejle – i hvad der umiddelbart er i strid med postlovgivnignen – ikke får leveret sin post, har HK/Privat, fra sine nydelige lokaler på Park Allé i Aarhus’ centrum, annonceret et stop for visse aarhusianske restauratørers annonceringer i lokalmedier.  Man har indledt en såkaldt ”sympatikonflikt.”

Dagbladet Politiken er selvsagt forarget; men mest over ”dækningen,” som det så flot hedder i lederskribent Kristian Madsens offentlige Facebook-statusopdatering:

Dækningen af sagen viser mere end noget andet, hvor lidt folk ved om den danske arbejdsmarkedsmodel, hovedaftalen og alt det der. Medarbejderne på trykkeriet vil helt forståeligt ikke arbejde for en konfliktramt virksomhed. Hvad forestiller liberal alliance sig? At man skal tvinge dem til det? Det er da en mere og mere spacy form for liberalisme de har udviklet i den kult.

Der må være sprunget en gasledning på hans kontoret! Det er åbenlyst for enhver, at restauratøren i Vejle – og nu endnu flere – chikaneres på det groveste af en samling fagforeninger, der har svært ved at retfærdiggøre egen eksistensberettigelse og endog rigtigt svært ved at håndtere den frie konkurrence på markedet for arbejdstagerservices. Som Jens Frederik Hansen også påpeger på sin blog:

Fagforeninger er selvsagt interesserede i at få virksomheder i folden med en overenskomst, men det forekommer lidt anstrengt, når man tager kampmidler i brug mod virksomheder, hvor fagforeningen ikke har nogen medlemmer. Allerede det selvhøjtidelige udtryk “kampmidler”, som man i fuldt alvor anvender indenfor arbejdsret, viser lidt om parternes indstilling.

Og problemet er jo ikke, som Madsen påstår, at folk ikke ved nok om den danske model, ”hovedaftalen og alt det der.” Tværtimod er folk som udgangspunkt både forstående og hæderlige; men når de ser noget, som ikke er hæderligt og som slet ikke giver mening, så kæfter de op. Ligesom i denne sag.

Samme Madsen skriver lidt senere, at ”Arb. Konflikter skal løses af parterne – ikke af politikere,”  hvilket i sig selv udtrykker det nok største hykleri: For politikere laver trepartsforhandlinger, der skal påvirke arbejdsmarkedet; man etablerer og reviderer indkomstoverførsler; man indfører og bibeholder en indkomstskat; man laver arbejdstidsregler; man har regler om arbejdsmiljø; for pokker, der er endda et Arbejdstilsyn, som kan tilsjuske sig adgang til privat ejendom uden at indhente noget så simpelt, som en retskendelse.  – Og så mener Kristian Madsen, at alt vil falde fra hinanden, hvis en politiker udtaler sig om en faglig konflikt?!?

Er De på Vejle-egnen i morgen, er der for øvrigt et middagsevent, som annonceres på Facebook, der kan have interesse.

You didn’t build that!

Af Nikolaj Stenberg, den 18. juli 2012. 32 svar

Her på stedet er vi ikke bange for at citere Ayn Rand, som med denne passage fra Atlas Shrugged (1. del, kap. 9) taler så direkte som det kan blive, til Barack You-didn’t-build-that Obama:

“He didn’t invent iron ore and blast furnaces, did he?”

“Who?”

“Rearden. He didn’t invent smelting and chemistry and air compression. He couldn’t have invented his Metal but for thousands and thousands of other people. His Metal! Why does he think it’s his? Why does he think it’s his invention? Everybody uses the work of everybody else. Nobody ever invents anything.”

She said, puzzled, “But the iron ore and all those other things were there all the time. Why didn’t anybody else make that Metal, but Mr. Rearden did?”

HT: Lisbet Røge Jensen a.k.a. KapitaLisbet

Om at tabe og vinde på samme tid – og noget helt andet

Af Nikolaj Stenberg, den 18. juli 2012. 2 svar

På denne blog holder vi som bekendt meget af at videreformidle Randy E. Barnett‘s skriverier m.v. om amerikanske statsretsspørgsmål. Ligeså med Reason, som har talt med ham for kamera under overskriften: “Losing Obamacare While Preserving the Constitution“:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=ghk7mmSR1Jo[/youtube]

For så vidt angår USA’s højesteret, har jeg været på en sviptur gennem det omfattende punditokrat-blogindlægsarkiv og dér fundet et interessant indlæg fra 2005, som spekulerer i, hvem der ville komme til at indtage retspræsidentens sæde, når Rehnquist måtte forlade det. (Bemærk i øvrigt Jacob Mchangamas kommentar og Peter Kurrild-Klitgaards svar derpå — som begge (på hver deres måde) indeholder megen sandhed)

Der er løbet meget vand under broen siden. Til trods for ikke-sejr-sejren i ACA-dommen, kan jeg ikke lade være med at tænke på hvad der mon ville være sket, hvis Clarence Thomas, som punditokraten i 2005 gættede på, var blevet retspræsident i stedet for Roberts… Særligt efter Thomas’  historisk korrekte, logisk stringente og (ikke at forglemme!) uimodsagte dissens i McDonald v. Chicago, hvori han holdt på, at 14. forfatningstillægs “Privileges or Immunities Clause” (No State shall make or enforce any law which shall abridge the privileges or immunities of citizens of the United States…) bør være en faktisk og aktiv del af forfatningen (igen):

I believe the original meaning of the Fourteenth Amendment offers a superior alternative [i forhold til retstilstanden efter Slaughter-House– og Cruikshank-dommene] and that a return to that meaning would allow this Court to enforce the rights the Fourteenth Amendment is designed to protect with greater clarity and predictability than the substantive due process framework has so far managed.

Opdateret:

For lige at fortsætte ud af min Clarence Thomas-tangent, er her en lille times samtale med selvsamme, for de (få?) interesserede:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=x8rCRLC30dw[/youtube]

Politiet kan ikke servicere borgerne – en forudsigelig konsekvens af narkotikapolitikken

Af Niels Westy, den 17. juli 2012. 2 svar

Det sker vist ikke ofte vi her på bloggen henviser til Ekstrabladet, men en gang skal jo være den første. Hele dagen i dag har der for gud ved hvilken gang kørt en historie rundt i medierne omkring politiets manglende evne til at servicere borgerne. For gud ved hvilken gang anfører politiet til sit forsvar, at man er nød til at prioritere, eller som en politimand udtaler til Ekstrabladet:

Der er tidspunkter, hvor der fra borgernes side er et klart behov for at få hjælp fra politiet, men hvor vi simpelthen ikke har mulighederne som tingene er i dag,

og henviser direkte til indsatsen mod banderne – hvis eksistens og magt som bekendt primært er baseret på deres indtægter fra salg af narkotika.

Der er naturligvis ikke noget nyt under solen. I 1990erne hvde vi præcist sammen problem og politiet gav præcist samme svar. Det er imponerende – og beskæmmende – at det åbenbart fortsat ikke er gået op for de ansvarlige politikere. Vi har aldrig haft så mange betjente, og vi har vel aldrig- hvis man ser bort fra en kort periode under anden verdenskrig – haft så ringe service.

Se http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1792844.ece

 

Indvandringens pris eller socialstatens fallit?

Af Niels Westy, den 15. juli 2012. 23 svar
(indlæg (25 s.) kan hentes som pdf her)

“Mexican immigration, over the border, is a good thing. It’s a good thing for the illegal immigrants. It’s a good thing for the United States. It’s a good thing for the citizens of the country. But, it’s only good so long as its illegal.” (Milton Friedman)

I en økonomi uden nem adgang til andres lommer vil et lavere uddannelsesniveau primært indebære, at lønnen tilpasser sig udbud og efterspørgsel, og uligheden stiger. Det er måske det bedste incitament for næste generation til at tage sig en uddannelse. Det er næppe uden grund, at 61 % af amerikanerne, 53 % af canadierne og 40 % af schweizerne, men kun 4 % af svenskerne og 2 % af danskerne ifølge World Value Survey prøver at lære deres børn værdien af hårdt arbejde.

Historikeren og debattøren Morten Uhrskov udsendte i slutningen af maj bogen Indvandringens pris.

Bogens hovedtese er, at ikke‑vestlig indvandring gør os alle fattigere. Som han skriver om indvandring fra ikke‑vestlige lande i kronikken En rigtig dårlig forretning (Børsen 4. juni):

Denne indvandring vil år for år gøre Danmark til et relativt fattigere land, et land med en gennemsnitligt dårligere uddannet befolkning, som er til mindre gavn for erhvervslivet.

Til at sandsynliggøre denne påstand inddrager han erfaringerne med indvandringen af Hispanics i USA, som han mener “vil tvinge supermagten USA i knæ økonomisk”.

Udviklingen skyldes ifølge Uhrskov de negative effekter af det lavere gennemsnitlige uddannelsesniveau for indvandrere fra ikke‑vestlige lande set som samlet gruppe. Efterslæbet i uddannelse mener Uhrskov åbenbart indebærer, at vi alle bliver fattigere.

Alt andet lige er det økonomisk‑fagligt noget vås, som skyldes, at Uhrskov bruger gennemsnitsbetragtninger i stedet for korrekt at anlægge en marginalbetragtning. Den tilsiger, at man skal tillade indvandring, så længe den sidst ankomne bidrager lig med eller mere, end vedkommende (og dennes familie) koster.

At vi kan konstatere, at effekten formentlig er negativ, skyldes ikke indvandreren, men indretningen af vores socialstat. Jo mere gavmild denne er, alt andet lige, jo mindre er nettogevinsten ved indvandring.

Rent økonomisk tilsiger eksistensen af visse identificerbare grupper med et gennemsnitligt lavere uddannelsesniveau end andre blot, at de skal have en gennemsnitligt lavere lønindkomst.

Det er helt korrekt, når Uhrskov påpeger, at det gennemsnitlige uddannelsesniveau blandt både indvandrere fra ikke‑vestlige lande herhjemme og deres efterkommere er ringere end den øvrige befolkning. Og han skal have tak for at påpege, at historierne om, at indvandrerpiger klarer sig godt i uddannelsessystemet, er noget sludder.

Det er til gengæld meget problematisk, når han bruger udviklingen for samlegruppen “Hispanics” i USA som reference. Bedre bliver det ikke, når han angiver, at Latinamerika ikke er en del af den vestlige verden. Det er faktuelt og historisk en vanvittig påstand uden empirisk belæg — tværtimod.

I stedet for at tale om “indvandringens pris” er det derfor mere korrekt at tale om “socialstatens fallit”.

Læs resten →

Beyond Basic Questions 2012

Af Christian Bjørnskov, den 15. juli 2012. Skriv et svar

Jeg sidder pt. på vej hjem fra Schiermonnikoog, en lille hollandsk ø, hvor årets Beyond Basic Questions-workshop lige har været afholdt. Som altid hos denne lille gruppe, med interesser i udvikling og politisk økonomi, har der været spændende og interessante præsentationer.

Gitte Grätzer og Katja Rost (Jena) præsenterede et papir om katolske ordener og klostre i 1500 år. Clue’et i papiret var, at man kan betragte den katolske kirke som en af de første virkeligt multinationale organisationer, og at man derfor bør kunne se i dens udvikling, hvad der er vigtigt på langt sigt for den slags firma. Omfanget af arbejdet har været gigantisk: Sammen med en gruppe specialestuderende, har de to tyskere kortlagt 2771 klostre i 31 lande mellem 1001 og 1500. De har kunnet følge, hvornår klostrene blev grundlagt, hvornår de forsvandt igen, og dermed også, hvilke omstændigheder, der gjorde at nogle klostre i nogle ordener havde succes og overlevede meget længere. Konkurrence, organisatorisk kompleksitet osv. kan simpelthen studeres ved at se på denne særlige historiske udvikling.

Hannes Öhler (Heidelberg) har sammen med to kolleger studeret, hvordan ulandshjælp fordeles. Deres særlige pointe er, at de ikke ser på fordelingen mellem lande, men derimod fordelingen mellem distrikter i Indien. Med andre ord ser de tre på den geografiske fordeling af ulandshjælp indenfor et lands grænser. Hannes pegede i sin præsentation (og i papiret, som jeg havde fornøjelsen af at være udpeget til at diskutere), på at der ingen evidens er for, at fattigere områder får flere eller større Verdensbankprojekter. Tværtimod ser det ud til, at de fjernere dele af Indien får mere hjælp, uanset om de er fattigere end andre områder eller ej, og at projekterne typisk bliver lagt i områder, der også får flere udenlandske, kommercielle investeringer.

Michael Dorsch (American University Paris) sluttede konferencen af med et rent teoretisk papir, der gav en forklaring på, hvorfor man kan få demokratiserende revolutioner i stabile diktaturer. Forklaringen, der står i modsætning til de senere års teoretisk forskning i fredelige, historiske demokratiseringer (f.eks. Acemoglu-teamet), peger på adgang til billig, men præcis information som diktatoren ikke kan styre. Basalt set pegede Dorsch på en meget klar teoretisk mekanisme, der forbinder sociale medier og nettet med det Arabiske Forår – og hvorfor det ikke er sket andre steder.

Sidst, men ikke mindst, var det en svært fornøjelig workshop. Hvor ofte ser man for eksempel, at der uddeles en pris for sjoveste kommentar – og der faktisk er en hel række kandidater? Prisen blev i øvrigt vundet af Heiner Mikosch (ETH Zürich) for forklaringen af, hvorfor der på hans slide om bagvedliggende teori kun stod tre prikker: ”My coauthor is currently setting up the model – and here is what the outcome will be”, hvorefter han skiftede til en ny slide med teoretiske resultater.

The War on Drugs, Christiania, Roskildefestival & miltbrand

Af Niels Westy, den 8. juli 2012. 8 svar

For en uge siden døde en ung svensker efter at have indtaget en overdosis Ecstacy (og der skal meget til). For få timer siden døde stofbrugeren Tom af miltbrand. Den pådrog han sig via inficeret heroin. Det er blot to af de mange som hvert år dør som konsekvens af den førte narkotikapolitik. 

Siden en række politikere besøgte Christiania, og TV2 journalist efterfølgende fik bank, da han forsøgte at filme i pusherstreet, er der igen blevet diskuteret hash herhjemme. I sidste uge erklærede Børsen på lederplads, at legalisering bør overvejes. Som Christopher Arzrouni skrev i lederen under overskriften “Christianias selvmord”:

Ved at afkriminalisere hash ville man gøre både samfundet og Christiania en tjeneste. Politiets ressourcer kunne anvendes bedre. Og borgerne kunne holdes væk fra de kriminelle miljøer. Dertil kommer, at forskellen på almindelig tobak og hash heller ikke er overvældende. Ingen er i tvivl om, at begge dele er skadelige for helbredet. Men den fare, man udsætter sig for – med henblik på at opnå andre fordele som f.eks. nydelse – er i bund og grund en privat sag. Og såfremt man ikke kan acceptere dette principielle argument, skylder man et ordentligt bud på, hvordan man vil undgå de meget store ulemper, som kriminalisering afføder. Det er ikke kun et problem for Christiania. Her fungerer “Fristaden” desværre som et skræmmende fremtidsbillede på, hvad resten af samfundet risikerer. De er jo en del af os selv.

Hermed følger man delvist i sporene på Wall Street Journal, Finansiel Times og The Economist, som alle tre for mange år siden erklærede, at de er tilhængere af en eller anden form for legalisering, ikke kun af hash, men også af hårdere stoffer.

New York Times bragte for nylig en mindre artikel, som sætter tåbelighederne i relief. Under overskriften “Numbers Tell Of Failure i Drug War“, pointerer Eduardo Porter, at det hverken er den samlede produktion af opium og marihuana eller andelen af kokain til det amerikanske marked, som kommer via Mexico, som udstiller problemet ved den førte politik. Hvis ét tal udstiller den fortsatte forbudspolitiks fiasko, er det udviklingen i prisen på kokain gennem de seneste 30 år.

If there is one number that embodies the seemingly intractable challenge imposed by the illegal drug trade on the relationship between the United States and Mexico, it is $177.26. That is the retail price, according to Drug Enforcement Administration data, of one gram of pure cocaine from your typical local pusher. That is 74 percent cheaper than it was 30 years ago.

Læs resten →

Hvad vil europæerne gøre med krisen?

Af Christian Bjørnskov, den 4. juli 2012. 6 svar

Eurobarometer, EU’s halvårlige spørgeundersøgelse, har i efteråret spurgt europæerne om den økonomiske krise. Den peger på, at europæerne generelt ikke er meget for nedskæringer, men helst vil have i både pose og sæk: Omkring halvdelen vil have nedskæringer og yderligere vækstinvesteringer på samme tid. Rapporten, der er tilgængelig her, er underlig i sig selv. Der er blevet spurgt, om ”Personally, would you say that to emerge from the crisis rapidly, EU Member States should…?” med svarkategorierne “First reduce their spending”, “First invest in measures to boost the economy”, “Both”, eller “Don’t know”. Der har derfor ingen mulighed været for at svare, for eksempel, “Intet”, eller andre handlinger.

For det andet er rapporten endnu en gang evidens for, hvor forelskede mange danskere er i staten. Kun ni procent – det suverænt laveste tal i EU – mener at man først skal skære ned. Nok er svaret helt konsistent med Paldam og Christoffersens argumenter om velfærdskoalitionen – når cirka 60 % af danskerne får deres primære indkomst fra staten er der ikke mange, der har direkte incitament til at stemme for nedskæringer af samme – men det er stadig påfaldende. Se selv figuren nedenfor, der dokumenterer forholdet mellem dem, der siger nedskæringer først overfor dem, der siger investeringer først (# for nedskæringer / # for investeringer).

“Skattereformen” II – Die dumme dänen

Af Niels Westy, den 30. juni 2012. 2 svar

Ét af finansieringselementerne i den nyligt indgåede skatteaftale er øgede chookoladeafgifter samt fremtidig indeksering af afgifterne på sukker, fedt osv. Det på trods af at et klart flertal af partierne åbenbart er imod den slags syndskatter. Alle partier, bortset fra Liberal Alliance, er på en eller anden måde er “fedtet ind” i disse afgifter.

Ifølge lørdagens aviser er, foruden Liberal Alliance, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti direkte modstandere af sukker og fedtafgifter, mens venstrefløjspartiernes ordførere udtrykker mere eller mindre skepsis.

Efterfølgende har skatteministeren udtalt, at det er regeringens ønske at adskaffe fedt og sukkerafgifterne.

For de borgerlige partier (minus LA) kan man kun endnu en gang undre sig over, hvorfor det så var så vigtigt at vedtage de pågældende afgifter i 2010. For det første vender de som alle andre forbrugsafgifter som pålignes basisvarer den tunge ende ned af, og for det andet er nettoprovenuet ved de pågældende afgifter yderst tvivlsomt, som det vil fremgå af nedenstående.

Tilbage er hensynet til vores sundhed, hvilket også har været argumentet for den nuværende regering. Med andre, at vi skal frelses fra os selv.  Hvorom alting er, har det vist sig, at afgifterne er yderst skadelige for dansk erhvervsliv. Landbrug of Fødevarer mener at afgifterne koster mindst 2.400 jobs.

Læs resten →

Skriverier om ACA-dommen (opdateret)

Af Nikolaj Stenberg, den 28. juni 2012. Skriv et svar

USA’s højesteretspræsident John Roberts fik skrevet sig selv ind i historiebøgerne i dag, da han som forfatter til flertallets afgørelse i ACA-sagen, sendte dele af amerikansk forfatningsret ind i en ny tid. Dommen, der i vanlig stil er langt mere fyldig (192 sider) end en dansk ditto ville havde været, kan selvfølgelig hentes via domstolens hjemmeside.

Dommen har allerede fået meget omtale, også i danske medier, og den vil selvsagt blive mere indgående behandlet over det næste stykke tid.Sagt lidt meget sort-hvidt, er den individuelle forsikringspligt ikke forfatningsstridig, fordi pligten slet ikke er en pligt, men en skat. Hvilket i øvrigt var dét, som advokaterne for føderalregeringen mente ikke var tilfældet!

En umiddelbart rammende beskrivelse kommer fra Erick Ericksen på Red State-bloggen:

“It seems very, very clear to me in reviewing John Roberts’ decision that he is playing a much longer game than us and can afford to with a life tenure.”

Denne opfattelse – der også er at genfinde i Ezra Kleins blogindlæg, hvor dommen bliver kaldt for en 4-1-4-afgørelse – går ud på, at Roberts lod forsikringspligten så på grund af en juridisk teknikalitet, samtidig med, at han, sammen med den ”konservative” del af retten, fik afgrænset rækkevidden af reglen om samhandelsregulering i føderalforfatningen. Det er derfor, at Barnett (se nedenfor) kan sige, at dommen er et nederlag for dem, der er imod ACA, men en sejr for dem, der kæmper for at bevare en statsmagt, begrænset af forfatningen. Dommen er – i øvrigt – en gigantisk sejr for Barnett.

Indtil en af mine medbloggere, eller jeg selv, får skrevet noget mere dybdegående om dommen, er her nogle væsentlige kommentarer (IMHO) fra den amerikansk-juridiske blogosfære (mine redigeringer):

Jonathan H. Adler:

The primary dissent is a joint dissent by all four dissenting justices. This is unusual. Their dissent rejects both the individual mandate and the Medicaid expansion. Because these two provisions are central to the act, the dissenters would invalidate the law in its entirety.

Chief Justice Roberts rejects the Commerce Clause and Necessary & Proper Clause rationales for the mandate even though doing so would not seem to be necessary for the result. If the mandate may be upheld on taxing power grounds, why reach these clauses? One possible answer is that the Chief Justice embraces a constitutional avoidance rationale for construing the mandate as a tax (similar to what he did with the Voting Rights Act in NAMUDNO). Showing the constitutional problems with the mandate is thus necessary to justify the construction the Chief offers of the Act.

This opinion reaffirms that the Chief Justice is, in many respects, a conservative minimalist. This opinion, combined with others we’ve seen this term, is revealing how the Chief Justice and Justice Alito differ. The Chief is more minimalist in his approach and more deferential to federal power (save on the First Amendment, where Justice Alito seems more deferential).

Holding the mandate exceeds the scope of the Commerce and Necessary and Proper Clauses poses no threat to any other existing federal program or law that was not already in jeopardy. That is, this holding does not narrow these powers. Rather it reaffirms their limits…

Adam Winkler konkluderer:

The Roberts Court has only just begun.

Gerard N. Magliocca mærker historiens (og den politiske proces’) vingesus:

Chief Justice Marshall famously found a way out of tough spot in 1803 by reading the Judiciary Act of 1789 in a peculiar way to deny William Marbury a remedy.  Following the law would have brought the Court into a terrible (and destructive) clash with President Jefferson. He lectured the President about not giving Marbury his commission, but did nothing to help…

Chief Justice Roberts did something similar today. Following the law and reading the Affordable Care Act in the most natural way (failing to buy health insurance leads to a penalty, not a tax) would have forced him to strike down the individual mandate.  So he didn’t do that.  Why? Because a 5-4 straight-line party decision invalidating part or all of the Act would have have brought the Court into a terrible clash with President Obama.  The Chief Justice gave a pretty speech about federalism, but ultimately he did nothing about it.  (Maybe I’m underestimating the importance of the Medicaid issue–I’m not sure.)

Orin Kerr:

The Chief Justice’s opinion finds an interesting middle ground in the battle of absolutes over the Affordable Care Act. Under the Chief Justice’s opinion, real economic mandates are beyond the power of Congress. Congress can’t force action where there was none. Congress can’t say you must act or else go to jail, for example. The individual mandate is constitutional because despite the name because it’s not really a mandate…  it’s really just a small tax. And the enforcement mechanism is pretty light. So you really don’t have to get health insurance: You just have to pay the smallish penalty if you decide you don’t want it. So Congress lacks the power to say that you go to jail if you don’t buy health insurance. But Congress does have the power to encourage you to get health insurance by imposing a tax if you don’t, as long as the tax isn’t so coercive that it’s really more than just a tax… In other words, the taxing power is a lesser form of regulation that has a lot more in the way of limits: It gives the federal government some power, but not the plenary power granted if the law falls within the Commerce Clause…

Samme forfatter bemærker andetsteds i øvrigt, at Randy Barnett’s sondring mellem aktivitet og inaktivitet indgår i Roberts argumentation, smh. med “det her er en gigantisk sejr for Barnett” i indledningen.

Og apropos Barnett:

Who would have thought that we could win while losing?…

Today, the Roberts Court reaffirmed the “first principle” announced by Chief Justice Rehnquist some 17 years ago in Lopez: the federal government is one of limited and enumerated powers. It accepted all of our arguments about why the individual insurance mandate exceeded the commerce power:  “The individual mandate cannot be upheld as an exercise of Congress’s power under the Commerce Clause,” wrote Chief Justice Roberts. “That Clause authorizes Congress to regulate interstate commerce, not to order individuals to engage in it.”  Then the Court went farther to invalidate the withholding of existing Medicaid funding as coercive, thereby finding an enforceable limit on the Spending Power…

The New Federalism was attacked precisely because it offered a different vision of the so-called “New Deal Settlement”: although the Court acquiesced to the constitutionality of New Deal-style regulations, when Congress goes beyond this already expansive reading of its powers, the Court will meet any further expansion with skepticism. It will continue to insist onsome judicially- enforceable limit on federal power.  Congress cannot be the sole judge of the scope of its own powers.  Today a majority of the Roberts Court reaffirmed this vision.

Academics are sure to react to today’s decision by declaring the New Federalism dead, but they would be wrong to do so.  The Founder’s scheme of limited and enumerated powers has survived to fight another day.

David Bernstein spekulerer:

Scalia’s dissent, at least on first quick perusal, reads like it was originally written as a majority opinion… In particular, he consistently refers to Justice Ginsburg’s opinion as “The Dissent”.

Back in May, there were rumors floating around relevant legal circles that a key vote was taking place, and that Roberts was feeling tremendous pressure from unidentified circles to vote to uphold the mandate. Did Roberts originally vote to invalidate the mandate on commerce clause grounds, and to invalidate the Medicaid expansion, and then decide later to accept the tax argument and essentially rewrite the Medicaid expansion to preserve it? If so, was he responding to the heat from President Obama and others, preemptively threatening to delegitimize the Court if it invalidated the ACA? The dissent, along with the surprising way that Roberts chose to uphold both the mandate and the Medicaid expansion, will inevitably feed the rumor mill.

I Salon kan man læse om, hvor påfaldende flertalsagtig, det konservative mindretals dissens er. Det er temmelig interessant synspunkt, især når man tænker på, at afgørelsen har været klar et stykke tid og at mindretallet har haft både tid og lejlighed til at ændre mere substantielt i dissensen end (muligvis) sket.  Hvis der er nogen sandhed over konspirationen, har mindretallet i hvert fald gemt sit budskab i teksten, så fremtiden kan se med.

Bernstein har mere her.

Brad DeLond – i samme retning:

Nine times Scalia refers to Ginsburg’s opinion on the mandate not as a concurrence–agreeing with the result, but for different reasons–but as a “dissent”. An opinion that reaches the same result but by a different road is not a dissent. And there was not “a” dissent. There were three: Thomas’s, Ginsburg’s, and Scalia’s. When there are three dissents–two other dissents–to refer to one of them as “the” dissent is, at the least sloppy.

Is this deliberate–that Scalia wants us to know that his opinion was originally written to be the opinion of the Court? Or is this simply sloppy draftsmanship–chronic laziness at revision?

And what made Roberts peel off?

Inquiring minds want to know…

 

“Skattereformen” – når frem og tilbage er næsten lige langt

Af Niels Westy, den 24. juni 2012. Skriv et svar

Det er formentlig gået de færreste forbi, at der i fredags blev indgået “en bette” skatteaftale mellem regeringen og Venstre. Rent formelt mellem regeringen, Venstre OG konservative. Sidstnævntes rolle har dog været minimal. De blev først tilkaldt fredag efter aftalen mellem regering og Venstre var klappet af.

En ekstra dimension er naturligvis, at Enhedslisten også troede at de havde en aftale, som de efterfølgende har lagt frem:

Her er (ifølge DRs hjemmesider) nogle af de mest markante forskelle mellem de to:

I udspillet: forhøjelse af topskattegrænsen med 57.900 kroner:
– Uændret i den endelige aftale.
– I aftalenotatet med Enhedslisten er topskattegrænsen kun hævet med 45.900 kr.

I udspillet: reduceret børnecheck for forsørgere med en årsindtægt på over 760.000 kr:
– Uændret i den endelige aftale.
– Taget held ud i aftalenotatet med Enhedslisten.

I udspillet: folkepensionisters grundbelæg sænkes med 13.600 kroner:
– Taget helt ud af den endelige aftale.
– Også taget helt ud i notatet til Enhedslisten

I udspillet: nedsættelse af rentefradraget for boligejere:
– Taget helt ud af den endelige aftale
– Uændret i notatet til Enhedslisten

I udspillet: overførselsindkomsterne mindrereguleres med 5,1 procent
– Uændet i den endelige aftale (dog først virkende fra 2016 i stedet for 2013)
– Taget helt ud i notatet til Enhedslisten

I udspillet: beskæftigelsesfradraget forhøjes fra 5,6 til 10,65 procent:
– Uændret i den endelige aftale
– Reduceret til en forhøjelse til 9,65 procent i notatet til Enhedslisten

I udspillet: udvidelse af chokoladeafgiften
– Uændret i den endelige aftale
– Taget helt ud i notatet til Enhedslisten. Hvis aftalen med Enhedslisten var blevet til noget, ville den meget omdiskuterede fedt- og sukkerafgift blive afskaffet.

Læs resten →

Plagiarism in the Economics Profession

Af Christian Bjørnskov, den 24. juni 2012. Skriv et svar

Dagens post er ganske enkelt en smule reklame rettet mod de af vores læsere, der bor i Aarhus-området. Gary Hoover fra University of Alabama gæster Institut for Økonomi i morgen. Seminaret, der foregår klokken 13-14 i seminarlokalet (FH105, i stueetagen) på instituttet på Hermodsvej 22 (på hjørnet af Søren Frichsvej) hedder ”Plagiarism in the Economics Profession” og tegner til at blive særdeles spændende.

Offentligt ansatte, 1970-2012

Af Christian Bjørnskov, den 22. juni 2012. 10 svar

BT bragte onsdag en historie om, at finansminister Bjarne Corydon som svar på et spørgsmål fra Ole Birk Olesen (LA), har dokumenteret den ekstreme vækst i antallet af offentligt ansatte siden 1970. Dengang var antallet 382.000, i dag er det 835.000. For at læserne kan få et indtryk af udvikling, er nedenfor et plot over antallet af ansatte i den offentlige sektor siden 1970. Figuren viser offentlig ansættelse som procent af befolkningen i den arbejdsdygtige alder. Spørgsmålet er, om de faktisk producerer 2,2 gange så meget værdi som i 1970?

Sovjetisk udvikling for de historieløse

Af Christian Bjørnskov, den 14. juni 2012. 13 svar

Jeg hører nogle gange argumentet, at kommunisme da sørme også havde sine gode sider – og hvis vi bare havde ladt det virke… Man kan næppe klandre folk, der er født så sent at de ikke kan huske, at der var noget der hed Sovjetunionen; men andre, lidt ældre danskere burde vide bedre. Så her er en visuel reminder om, hvor elendigt, kommunismen fungerede: Udviklingen i gennemsnitsindkomst mellem 1900 og 2008 (fra Madisson-datasættet). Og husk vel at mærke, at man kunne tegne lignende grafer for helbred og uddannelseskvalitet, mens dem over f.eks. miljøforbedringer, pressefrihed og tilfredshed ville se meget værre ud.

UPDATE: Nu inklusive Japan, som starter i 1900 fra cirka samme udgangspunkt som Sovjetunionen / Rusland. Et semi-feudalt samfund med nogen reform, men fuldstændigt udemokratisk og planøkonomisk indtil efter anden verdenskrig.

Elinor Ostrom er død

Af Christian Bjørnskov, den 12. juni 2012. Skriv et svar

Her til morgen døde Elinor Ostrom – en af verdens mest indflydelsesrige samfundsforskere og den første (og hidtil eneste) kvinde, der har fået Nobelprisen i økonomi. Indiana University’s meddelelse kan læses her. Hendes tidligere student, Paul Aligica, skrev i 2009 glimrende om hendes arbejde i Reason Magazine (her; hattip Cafe Hayek). Vi har her på stedet skrevet om Ostrom her; her; og her.

Ostrom har været en stor inspiration, og en af de få, der virkeligt tænkte på tværs af etablerede discipliner og integrerede indsigter fra nationaløkonomi, statskundskab og antropologi på forunderlig vis. Udover det har jeg haft det held at se hende et par gange, og mødes med hende personligt en enkelt gang. Hun kom til min session ved Public Choice konferencen i San Antonio i 2008 og demonstrerede hendes særlige kombination af et lynende skarpt intellekt og en virkeligt sød og hjælpsom personlighed. Hendes død er et enormt tab.

Det markedsliberale alternativ – Aliança do Pacífico

Af Niels Westy, den 10. juni 2012. 2 svar

I forlængelse af Christians indlæg om “Sydamerikas tigre”, Chile, Peru og Colombia, er det værd at medtaage, at de 3 lande i sidste uge indgik en økonomisk alliance (ikke ulig EUs indre marked) med Mexico, Aliança do Pacífico, som i den grad skal tages alvorlig.

Med ca. 215 mio indbyggere står Mexico, Chile, Colombia og Peru for ca. 40 procent af Latinamerikas samlede BNP, 55 procent af regionens eksport og er mål for 38 procent af alle udenlandske investeringer. Der er tale om et historisk samarbejde. I forvejen fusionerede Colombia, Chile og Peru deres børser tidligere på året, mens Colombia for nylig indgik en frihandelsaftale med USA, som forventes at øge væksten i BNP med 1 procent allerede i indeværende år og netto skabe 300.000 nye arbejdspladser.

Ikke overraskende blev aftalen fuldt op af de helt store ord. Colombia’s præsident talte om den “vigtigste integrationsproces i Latinamerika”, mens Mexicos præsident Felipe Calderón, påpegede, at de 4 lande tilsammen har den 9. største økonomi i verden og fortsatte med at understrege at de fire landes eksport er dobbelt så stor som Mercosurs.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=p0EMtWVlyvQ[/youtube]

(Telesur er en statsejet Venezuelansk TV-station)

Læs mere på Americas.

Latinamerikansk vækst

Af Christian Bjørnskov, den 10. juni 2012. Skriv et svar

Om nogle få dage – forhåbentlig – bringer Børsen en kommentar af Niels Westy og mig. Vores pointe er, at folks syn på hvad der er succeser og fiaskoer i Latinamerika er temmelig skævt. Brasilien klarer sig faktisk ikke særligt godt, mens andre oversete lande er på vej frem. Så søndagens tankevækker her på stedet er figuren nedenfor. Den viser udviklingen i købekraftskorrigeret nationalindkomst per indbygger i otte latinamerikanske lande. Bemærk at jeg ikke har taget Argentina med, da selv IMF ikke længere tror på deres officielle tal. Vi opfordrer læserne til at tage et kig på figuren og drage deres egne konklusioner.

Kriminalitet og ‘neoliberalistiske’ reformer

Af Christian Bjørnskov, den 6. juni 2012. 3 svar

For cirka halvanden år siden bragte Politiken nyheden, at forskere nu havde vist at liberaliserende reformer slog folk ihjel fordi den voldelige kriminalitet steg. Det virkede helt forkert for mig – både som liberal og som forsker – og jeg besluttede mig for at se nærmere på sagen. Papiret er nu online på SSRN og kan downloades her. Abstractet er her:

This paper investigates recent claims that ‘neoliberal’ policies and reforms are associated with higher homicide rates and other types of crime. Using a panel of the 50 US states observed between 1981 and 2005 and the Economic Freedom Index of the Fraser Institute, results show that there is no direct association between changes in economic policies as measured by this index and homicide rates. The results nevertheless show that other types of crime decrease with liberalizing spending or tax reforms. Effects of liberalizing tax reforms in particular may spill over from less violent crime to lower homicide rates.

Danmark ifht tigerøkonomierne

Af Christian Bjørnskov, den 1. juni 2012. 4 svar

Flere læsere har bedt om at få gentaget den pædagogiske øvelse forleden dag, men med lande som Sydkorea og Hong Kong. Med de nødvendige forbehold – tallene er aldrig perfekt sammenlignelige – er her billedet per 2012.Bemærk, at flere lande er væsentligt rigere end Danmark. Jeg har antaget en langsigtet vækstrate på 1½ % for at kunne vise, i hvilket år af dansk udvikling, de ligger. Helt ubeskedent: Jeg synes, at billedet fortjener at blive vist til alle danske politikere.

Hvor langt bagefter os er andre lande?

Af Christian Bjørnskov, den 29. maj 2012. 7 svar

 

Det er ofte svært at kommunikere til ikke-økonomer og studerende, hvor langt bagefter nogle ulande er. Problemet bliver, at når de ikke har en fornemmelse for afstanden, falder de for billige argumenter om, hvordan man ‘bare’ kan hjælpe ulande. Så her er en alternativ måde at gøre det på. Jeg har kombineret CIAs opdaterede BNP-mål (i købekraftsparitet, dvs. reel købekraft) med Maddisons historiske BNP-tal. Mens man skal passe meget på – BNP-tallene fanger for eksempel ikke kvalitetsforbedringer, der reflekteres i priserne! – giver figuren en vis fornemmelse, særligt hvis man har været i et eller flere af landene. Helt kort: Figuren viser, på hvilket tidspunkt i historien vi i Danmark havde samme købekraft som et givent land har i dag.

PS: Karl-Iver spørger om skalaen. Bemærk at Y-aksen er logaritmen til BNP per capita og starter ved 7.