Klimavidenskaben viser sit sande ansigt

Vi hører hele tiden fra velmenende politikere, politiserende forskere og ukritiske medier, at videnskaben har talt, at der er fuld konsensus om menneskeskabte klimaforandringer (AGW) og at vi for at redde verden skal smide alt, hvad vi har i hænderne, og indføre drakoniske nedskæringer af CO2 udslippet.

Det er ikke og har aldrig været rigtigt, at denne komplekse problemstilling er fuldt belyst, og at der er konsensus i videnskaben om AGW. Efter at CRU’s e-mails og databaser er blevet hacket eller lækket, er det nu dokumenteret på basis af udsagn fra en række centrale klimaforskere selv, at de ikke er til at stole på. Verdenssamfundet bliver derfor nødt til at behandle denne vigtige problemstilling med meget større omhu og kritisk sans.

Vi hører ligeledes ofte om de ”2500” forskere, der står bag IPCC, hvilket skal få os til at tro, at opbakningen bag ved mainstream AGW synspunktet er overvældende.

Sandheden er imidlertid, at meget få af disse forskere i realiteten har mulighed for at vurdere, om der er en menneskeskabt opvarmning i gang. De fleste piller i nogle små detaljer, eller beskæftiger sig med at vurdere en evt. klimaændrings betydning for et regionalt/lokalt område eller en bestemt sektor i naturen og samfundet.

Jeg har selv fornøjelsen af, at kunne kalde mig en slags klimaforsker, idet jeg i 2001 var medforfatter til en artikel om algevækst og iltsvind i Danmark.

Hvad mine kolleger og jeg gjorde var blot at bruge et af IPCC modelscenarier som randværdi for at beregne vandmiljøets tilstand i Danmark i fremtiden. Dermed tog vi på ingen måde stilling til om IPCC scenarieberegningen var rigtig, og jeg ville aldrig alene på den baggrund kunne stille mig op og sige, om AGW er rigtigt eller forkert.

Som erfaren miljørådgiver med speciale i modellering af økosystemer er jeg enig i, at matematiske modeller er et godt og nødvendigt redskab til at beskrive en så kompleks problemstilling, som menneskets interaktion med det globale klima, natur og miljø.

Der er nu ca. 15 modelcentre i verden, som har adgang til de nødvendige modeller og supercomputere. Men modeller er ikke nok, der skal (gode) data til både som input til modellerne og til at validere modellerne med, og her viser det sig, at der kun er nogle få steder, hvor man opsamler og vedligeholder data for verdens temperaturer. Hermed er vi nede på, at man med hensyn til verdens klima er nødt til at stole på 20-40 personer, hvoraf en af grupperne omkring Phil Jones, leder af CRU, har vist sig at have en lurvet professional moral. Det er så tydeligt, at selv en af de mest ”alarmistiske” opinionsdannere, Georg Monbiot, nu kræver, at Phil Jones går af.

E-mailene fra gruppen kan tolkes i retning af at:

  1. Man nægter at følge den engelske lovgivning om ”Freedom of Information”, bl.a. opfordrer man til at slette efterspurgte e-mail og data, hvilket efter engelsk lov siges at være kriminelt.
  2. Man ”masserer” data for at få dem til at passe med hypotesen/modellerne
  3. Man forsøger at forhindre andre meninger i at komme til orde i peer-reviewed tidsskrifter og i IPCC
  4. Man indrømmer internt, at man ikke kan få modellerne til at passe med virkeligheden, men ”glemmer” lige at oplyse dette, og konsekvenserne af dette, for offentligheden umiddelbart og klart og tydeligt, nemlig at modellerne kan være baseret på forkerte forudsætninger om årsagssammenhængen mellem CO2 og opvarmning.

Hypotesen om AGW bliver ikke modbevist af, at et antal forskere med lurvet moral har adgang til centrale data og modeller. Der er ikke noget teoretisk i vejen med hypotesen om, at CO2 skaber opvarmning.

Men efter at mistanken om manipulation med data og modeller nu er blevet yderligere velbegrundet, er der nu opstået en situation, hvor man kan forestille sig helt nye scenarier:

  1. Det kan være, at det bliver koldere de næste 100 år
  2. Det kan være, at det er godt for jorden, hvis det bliver varmere. Det er i det mindste med sikkerhed skidt, hvis det bliver meget koldere
  3. Det er muligt, at CO2 har lille indflydelse på jordens klima.

I dette lys er det på tide, at der bliver lavet en seriøs og uafhængig analyse af sammenhængen mellem menneskelig aktivitet og jordens tilstand. Det er åbenbart, at IPCC ikke duer til dette og må betragtes som inhabil sammen med den gruppe forskere, der har virket som dørvogtere i IPCC, og kun tilladt bestemte synspunkter at komme frem. Dr. Hans Von Storch går ikke helt så vidt, men foreslår dog:

“Another conclusion could be that scientists like Mike Mann, Phil Jones and others should no longer participate in the peer-review process or in assessment activities like IPCC“.

Det er ikke nemt at finde uafhængige kræfter i denne sag, som er dybt politiseret. Det er i det mindste umuligt at stole på de globale klima- og modelcentre, som alle har fået bevilget penge af staten under forudsætning af, at AGW reelt er et problem.

Vi har brug for mindst et værdifrit modelcenter, som kun har til formål at beskrive det globale økologiske system så godt som muligt uden hensyn til om AGW er et reelt problem eller ej og uden hensyn til politiske implikationer.

Danmark vil jo så gerne være foregangsmænd for det ”grønne” og klimaet. Må jeg opfordre til at Danmark tager initiativ til en uvildig undersøgelse af, hvad der er rigtigt og forkert i denne sag, og til at få etableret et værdifrit modelcenter med en uafhængig finansiering fra både private og offentlige kilder.

Disse og andre emner vil blive diskuteret på mødet de 7/12 arrangeret af Akademiet for Fremtidsforskning og Cepos.

http://www.cepos.dk/arrangementer/singlearrangement/artikel/gaa-hjem-moede-fleksible-strategier-for-en-verden-under-stadig-forandring/

Er der fløjpolitiske “cykler” i dansk politik?

Jeg havde forleden denne klumme i Berlingske. På trods af redaktionssekretærens noget skarpe vinkling af rubrikken (der gjorde den mere personfikseret, end indholdet kan bære eller var ment som), så er indholdet nu sagligt nok (når jeg selv skal sige det): Bevæger dansk politik sig i pendul-lignende mønstre, hvor den ene fløj mere eller mindre systematisk udskiftes med den anden med jævne mellemrum? Mens jeg bestemt er af den holdning, at der findes “politiske cykler” (i.f.a. systematiske tendenser til, at f.eks. vælgerne straffer/belønner regeringer ud fra samfundsøkonomiens og/eller privatøkonomiens udvikling, og at borgerligt-liberale regeringer typisk giver højere skatter), kan jeg ikke se noget belæg for, at der er systematiske pendul-sving rent fløjpolitisk. Og hvorfor skulle der også være det?

Ups!

Jeg indrømmer det gerne: Jeg har–fagligt set–ikke en fløjtende fis forstand på klima-spørgsmålet.  Både flere af mine med-Punditokrater og nogle af vore læsere vil så let som ingenting kunne sejle mig agterud i en debat, hvis jeg bevæger mig udover nogle snusfornuftige, mere videnskabsfilosofiske betragtninger krydret med lidt public choice analyse.

Men to ting kan jeg sige med sikkerhed: 1) Jeg er ikke det mindste forbavset, hvis disse afsløringer (mere her og her) viser sig at være rigtige. 2) Holy s***!

Her er et par af mine foretrukne e-mail fra den lækkede fil:

“Well I have my own article on where the heck is global warming ? We are asking that here in Boulder where we have broken records the past two days for the coldest days on record. We had 4 inches of snow. The high the last 2 days was below 30F and the normal is 69F, and it smashed the previous records for these days by 10F. The low was about 18F and also a record low, well below the previous record low. … The fact is that we can’t account for the lack of warming at the moment and it is a travesty that we can’t. The CERES data published in the August BAMS 09 supplement on 2008 shows there should be even more warming: but the data are surely wrong. Our observing system is inadequate.“

Og:

“This was the danger of always criticising the skeptics for not publishing in the “peer-reviewed literature”. Obviously, they found a solution to that–take over a journal! So what do we do about this? I think we have to stop considering “Climate Research” as a legitimate peer-reviewed journal. Perhaps we should encourage our colleagues in the climate research community to no longer submit to, or cite papers in, this journal. We would also need to consider what we tell or request of our more reasonable colleagues who currently sit on the editorial board …”

Gary E. Johnson for president 2012 – er han Ron Pauls afløser?

Da jeg var i New Mexico for nylig holdt Gary E. Johnson (R) afslutningstalen på “International Drug Policy reform Conference”. Gary E. Johnson er tidligere guvernør i New Mexico (1995-2003), en stat der ellers er demokratisk domineret i styrkeforholdet 2:1. Johnson er libertarianer og der er gode muligheder for, at det bliver ham der skal føre den libertarianske stafet videre efter Ron Paul, der har rundet de 74 somre.

Og Johnson er ikke noget dårligt bud på en afløser, tværtimod. Han er måske ikke en stor taler på linie med Obama, men alt efter hvordan temperaturen er på amerikansk økonomi i 2012, kan det måske ligefrem være en fordel. Til gengæld har han masser af integritet  – og humor – og en umanerlig god trackrecord fra sin tid som guvernør.

Læs resten →

Hvem betaler prisen for regulering af den finansielle sektor?

Eric Falkenstein, som blandt andet har en fortid hos Moodys, hvor han lavede default modeller, har på sin glimrende blog et indlæg om, hvad den finansielle krise betyder for tænkningen i den finansielle sektor her.

Det er oplagt, at både den finansielle sektor selv og det politiske system nu vil tendere til at bureaukratisere forretningsgange og forretningsmodeller i den finansielle sektor (endnu mere). Den finansielle sektor lever nu på politikernes nåde og vil indrette sig på at “se godt ud” i deres øjne. Det betyder reelt, at man skal se godt ud i medierne. Derfor Goldman Sachs næsten pinagtige annoncering af $500 mio. til en fond for små virksomheder over de kommende år. Det er så tydeligt aflad, at det gør ondt at se på.

Læs resten →

“No fim, o pais do futuro vai ficar o pais de hoje?” – Brazil takes off

Blot en kort “reklame” for en post på americas.dk i anledning af, at The Economist i sit sidste nummer har en meget positiv specialsektion på 16 sider om Brasiliens muligheder for endelig at opfylde alle de forventninger som både landets egne borgere og udlandet har haft i årtier. – Læs videre på Americas.

4609LD1

Skaber ulandsbistand terrorisme?

En del af det ’nye’ rationale for at give lande ulandsbistand er, at bistanden angiveligt kan forhindre terrorisme. Ideen bag er, at terrorisme i høj grad skyldes fattigdom, og at ulandsbistand reducerer fattigdom. Der er derfor, på trods af det åbenlyst spinkle grundlag, optimisme i dele af det ulandspolitiske miljø. Et nyt arbejdspapir af Swati Sharma, Zach Davis, and Mike Findley fra Brigham Young University i USA (kan læses her) konkluderer, at optimismen kan ligge på et meget lille sted. Abstractet lyder:

After the attacks of 9/11, many US policymakers encouraged the use of foreign aid as an instrument to decrease terrorism. However, this argument is based on at least two assumptions that are the subject of considerable debate in the scholarly literature. The first is that terrorism is directly caused by problematic social or political conditions, such as poverty, lack of education, or oppressive governments. The second is that foreign aid is effective at alleviating any of those conditions including terrorism directly. We contend that foreign aid is unlikely to have a pacifying effect on terrorism and instead it might actually offer an incentive for the continuation or increase of terrorist activity. Because terrorist groups perceive aid as a threatening form of Western influence that can erode popular support for their activities, terrorist groups have an incentive to continue or increase their behavior in response to foreign aid flows. Seeking to both prevent future aid and maintain favorable public opinion, terrorist groups respond with sustained or increased terrorism. Preliminary results support these theoretical expectations.

Helt konkret viser de tre forskere, at en forøgelse af ulandsbistanden fra et lavt niveau (en standardafvigelse under gennemsnittet) til et højt niveau (en standardafvigelse over gennemsnittet) er forbundet med en fordobling i antallet af forventede terroraktioner fra 3.5 til 7 per år. Rationalet bag denne perverse effekt er, at fundamentalistiske grupper og andre terrororganisationer afskyr vestlig kultur og indblanding, og ser bistanden som forsøg på vestligt diktat. Så jo mere bistand, man får, jo større bliver den voldelige modstand mod det, bistanden ses at repræsentere. Måske skulle man sende papiret til Ulla Tørnæs?

I murens skygge

De seneste dage har der været masser af positiv opmærksomhed omkring murens fald. Med god grund. Først med Sovjetunionens sammenbrud blev Europa befriet fra de totalitære regimer som blev skabt af menneskefjendske ideologier efter første verdenskrig.

Der skete imidlertid noget andet interessant efter murens fald. Økonomer må leve med, at der er meget få muligheder for at lave kontrollerede eksperimenter. Men af og til giver historien os noget, der ligger tæt på. Og murens fald gjorde lige præcis det. De østeuropæiske planøkonomier startede alle fra nogenlunde det samme udgangspunkt (et ringe et). Men selv om de alle gik over til en markedsøkonomi, var det med temmeligt forskellige strategier. Her efter 20 år kan man lære meget af deres erfaringer. Lad os prøve at sammenligne tre af landene, og tillad mig at give min fortolkning af forløbet. Figurerne herunder, sammenligner BNP og arbejdsløshed i de østlige länder, Polen og Ungarn.

GDP

Læs resten →

Tobin-skatten – én gang til for Arveprins Knud

Lørdag aften var der debat på DR2 Deadline om den såkaldte Tobinskat – en global skat på valutatransaktioner. Baggrunden var, at den britiske premierminister Gordon Brown på et G20-topmøde forleden trak denne trætte krikke af stalden endnu en gang. Manden, der som bekendt er presset på alle fronter og tegner til at ende sin politiske karriere som en af efterkrigsperiodens mest ubehændige premierministre, er i det hele taget slået ind på en meget velkendt, protektionistisk-populistisk kurs. Denne kurs har også forleden taget udtryk i hans politik om ”British jobs for British workers”, der klinger ubehageligt af 30ernes slogans. Hans støtte til Tobinskatten er ikke andet end netop dét, men da debatten er startet igen, tager vi den også igen her på stedet. Læs resten →

“International Drug Policy Conference” og narkotikasituationen i Danmark

I den kommende uge afholdes der igen “International Drug Policy Reform Conference” i Albuquerque, New Mexico. Konferencen afholdes hvert andet år og har deltagere fra hele verden. I år er undertegnede inviteret til at deltage i et panel af økonomer. Under overskriften “Economic Analysis of the Global Drug Prohibition Regimes” skal vi bl.a. tale om “Why the U.S. and other countries continue to implement drug policies that do not reflect their long-term economic interests? What are the challenges of conducting economic analysis of such a politicized topic?  And what implications does the current economic crisis have for the future of global drug policy?”.

Personligt ser jeg frem til at se og høre en af de store kanoner i debatten i USA,  Jeffrey Miron fra Harvard University, der bl.a. har skrevet “The Budgetary Implications of Marijuana Prohibition“. Konferencen vil formentlig være (positivt) præget af det opbrud der har fundet sted i flere år omkring marihuana på delstatniveau. Som en sidebemærkning kan nævnes, at hvis resten af den amerikanske højesterets dommere fulgte Clarence Thomas holdning til den federale narkotikapolitik, ville den førte narkotikapolitik formentlig se meget anderledes ud i dag i USA. Clarence Thomas mener ikke, at det er i overenstemmelse med konstitutionen at man har en federal narkotikapolitik .

Jeg skal ikke skjule at det altid har undret mig,  at det har været muligt at have en federal politik på narkotikaområdet, når ophævelsen af alkoholforbuddet skete efter en ophævelse af det tillæg til konstitutionen der tillod de federale myndigheder at forbyde alkohol i hele USA, og (igen) overlod det til delstaterne. Flere af disse opretholdt i årtier efter ophævelsen af det federale alkoholforbud fortsat deres eget forbud. Måske kan en af bloggens læsere løse dette mysterium for mig?

“Forebyggelse” i 30ernes USA

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=Yg5QER6vYMY[/youtube]

Læs resten →

Cubansk sangerinde vinder Cubas første “Latin Grammy” mens regimet slår til mod unge musikere.

I torsdags vandt Omara Portuando en Grammy for hendes seneste CD “Gracias” ved dette års Latin Grammy Awards i USA. Det var første gang at en cubaner vandt denne pris. Men selv om Omara Portuando, der snart fylder 80, stadig har en utrolig stemme og den sjældne evne at formidle sine følelser til lytteren på tværs af sproglige og kulturelle barrierer, er det måske sigende, at selve pladen nok er smuk, – den er meget bossa nova og jazz inspireret – men samtidig også blottet for enhver form for nyskabelse. Fundamentet er ud over cubansk musik, først og fremmest jazz og bossa nova, som det har udfoldet sig i mere end et halvt århundrede. Og det er egentlig cubansk musiks problem i en nødeskal. Siden Castros magtovertagelse har man fuldstændig mistet den betydning man havde i 1940erne og 50erne. Manglende omgang med udenlandske musikere (især amerikanske) og et totalitært regime der ud over at forbyde saxofonen, fordi det var et “imperialistisk” instrument, i alle årene har undertrykt enhver form for nyskabende musik, har sikret at Cuba i bund og grund primært er et frilandsmuseum for musik, som det lød en gang for længe siden.

I 1960erne var det Beatles, Santana, Rollings Stones, osv. der var forbudt. (at Carlos Santana ved en film præmiere for et par år siden, så kan møde op i en Che Guevara T-shirt  viser vist først og fremmest noget om Carlos Santana). Nu om dage forfølger man punk-musikere som f.eks. Gorki Aguila, som vi tidligere har skrevet om her på bloggen, se bl.a. her. Lars Hvidberg har i dag en glimrende kronik i Berlingske Tidende om “Gorki” under titlen “Sådan tager du pis på en kommunist“. for et interview “fra Reason” med samme Gorki, se forøvrigt her.

Så mens man kan glæde sig over, at at Omara Portuando hædres med en grammy, kan man samtidig ærgre sig over, at det Cuba, der i 1940erne og 1950erne var et kunstnerisk fixpunkt, i den grad er gået bag af dansen siden revolutionen. Og som det fremgår af mit indlæg på “americas.dk”  i anledning af Omara Portuandos grammy, fortsætter undertrykkelsen af musikere og kunstnere fortsat i Cuba.

The looks of a winner – i Finland

Hvem vinder valget? Hvorfor har nogen mennesker, nogle gange på trods af deres indlysende objektive mangler, alligevel opbakning i befolkningen? Hvad kan man gøre? Disse spørgsmål er urgamle i politologi, men der kommer

Tre af mine fremragende nordiske kolleger, Niclas Berggren (også kendt som bloggeren Nonicoclolasos), Henrik Jordahl og Panu Poutvaara har lige fået en artikel om emnet optaget i den prestigiøse Journal of Public Economics. Artiklen med titlen ‘The Looks of a Winner: Beauty and Electoral Success’ undersøger, om kandidaters udseende betyder noget for deres valgresultat (ungated tidligere version her). Læs resten →

Klima for realister

Er titlen på undertegnedes forsøg på at kaste lidt fornuft ind i den lidt ensporede danske klima debat i Berlingske i dag.

Grænser for Vækst

I 1972 udkom bogen “Limits to Growth”.

Her er bogens abstrakt:

“Several computer simulations are used to predict the effects of increased supplies of energy, reduced pollution, and increased food yield and birth control on a world model simulation which predicts exponential growth will lead to collapse of the world’s system as we know it. Energy merely increases use of other resources and abundant cheap energy is no solution. The cost of pollution control increases geometically and as population grows pollution grows. Only reduced population growth holds promise to stave off world collapse. In the real world technological achievements have merely widened the gap between the rich and the poor. The Green Revolution has simply intensified concentration of land and the profits have gone to those with enough money to invest in the new technology. The basic question is, ” Is it preferable to limit our growth or is it preferable to keep on growing until some other natural limit arises in the hope that at that time some technological leap will allow growth to continue longer?” some technological leap will allow growth to continue longer?” The technologies of energy, recycling, and pollution control offer great hope for the future but only if population growth is kept in check.”

Bogen byggede på en dynamisk model, hvor eksponentiel vækst kombineret med begrænsede ressourcer betød at verdensøkonomien i løbet af det 21nde århundrede pludseligt ville løbe “tør” for brændstof (i den videste forstand) og bryde sammen. Et sandt dommedagsprofeti.

Læs resten →

Gæsteindlæg: Har du læst finansloven?

news697

Til forskel fra mange – og nok de fleste Christiansborg politikere og rapporterende journalister, har Torben Mark Pedersen, Cand polit, Ph.D. og medlem af Liberal Alliances hovedbestyrelse, læst dette års fulde finanslov. Det har ifølge Torben ikke været nogen rar oplevelse. Vi er glade for at bringe hans reaktion på læsningen som et gæsteindlæg.

Har du læst finansloven?

En gyserhistorie…

Det er lidt af en gyser, men lystlæsning er det ikke… Som at læse om folkemord. Det er for virkeligt til at være behageligt.

Det er forslag til finanslov for 2010 jeg taler om: Tre bind på i alt 2.580 sider. Alene omfanget siger noget om statens store opfindsomhed mht. at bruge dine og mine penge.

Jeg blev udfordret af Anders Samuelsen til at finde besparelser på sølle 55 mio. kr. på finansloven, så Liberal Alliance kunne komme med besparelsesforslag, der overstiger partiets udgiftskrav. Forslag som der vel at mærke skulle være en realistisk chance for kunne blive gennemført. Altså ikke noget med at foreslå kulturministeriet nedlagt eller fjerne støtten til eliteidræt. Læs resten →

Værdiintegration i EU? Se på regionalforskelle

Politikerne har mange visioner for Europa, også flere end størstedelen af de europæiske befolkninger. En af de mere omdiskuterede er at skabe en europæisk ’identitet’, med fælles værdier, normer og forestillinger om andre mennesker og samfundet. Hvis man taler med EU-tilhængere, ender diskussionen ganske ofte på netop denne idé – at vi skal have skabt en europæisk ’offentlighed’, og at EU kan gøre os mere værdi- og begrebsmæssigt ’europæiske’. Om det sker, og om det overhovedet kan ske, er usandsynligt svært at teste på traditionel vis, og svaret synes derfor at blæse i vinden. For mit vedkommende har jeg dog altid ment, at det var en noget ’hare brained’ idé. Læs resten →

Et forsøg på at demontere “The Climate Scare”

Lad mig med det samme understrege, at jeg ikke har nogen som helst forudsætninger for hverken at afvise eller konfirmere nedenstående 1½ times præsentation af Christopher Monckton, hvori han mener at påvise, at forestillingerne om menneskeskabt global opvarmning er noget sludder. Men med disse advarende ord vil jeg opfordre læserne til at afsætte tid til at se den. Nogen vil elske hans præsentationsform og “mobning” af Al Gore & Co., mens andre vil hade det.  Jeg håber først og fremmest, at der vil være en eller flere af bloggens læsere, der vil førsøge at pille Lord Moncktons argumenter fra hinanden. Jeg må erkende, – på baggrund af min manglende viden og indsigt i klimaforskning, at jeg er til fals for logiske argumenter og ikke stoler på mine evner til at gennemskue hvad der er fakta og hvad der muligvis er fup i præsentationen.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=4zOXmJ4jd-8[/youtube]

God fornøjelse, og jeg ser frem til læsernes kommentarer, ikke mindst de kritiske.

James Buchanan fylder 90

Forleden, helt præcist den 3. oktober, fyldte økonomen og Nobelpristageren James Buchanan 90. Buchanan, der har brugt sin karrieres lange efterår på George Mason University, grundlagde sammen med bl.a. Gordon Tullock den skole i nationaløkonomi, der kaldes the Virginia School of Political Economy. Hvis man lægger nogle få elementer til, er skolen endnu bedre kendt som Public Choice.

I den forbindelse afholdt GMU en fødselsdagsfest med inviterede fra hele verden. Jeg talte forleden med den fremragende økonom/filosof Geoffrey Brennan fra ANU i Canberra, der glad kunne fortælle, at han også skulle med. Efter omtalen har deltagerlisten været en perlerække af førende public choice-forskere, der alle på en eller anden måde er knyttet til Buchanan og GMU.

Til festlighederne holdt bl.a. Don Boudreaux (bl.a. kendt som blogger på Cafe Hayek) en kort tale, hvor han ud af de 64 Nobelpristagere kun kunne identificere seks (6), der fundamentalt har ændret den måde, vi tænker økonomi på. Ud af de seks så Boudreaux kun tre, der havde udvirket positive ændringer: Ronald Coase, Friedrich Hayek og James Buchanan. Boudreaux sagde blandt andet:

“The only other Nobel economist in this camp is the man whose career we celebrate today: Jim Buchanan.
Jim, of course, helped us to better understand externalities, the burden of the public debt, the logic of clubs, the importance of increasing returns, and many other specific points that we would all do well to absorb.
But Jim’s single greatest contribution is to make crystal clear the fact that political activity does not fundamentally differ from market activity.
Jim’s work warns us not to be distracted by labels and by superficial appearances. Politicians might be called “public servants” – but, being steeped in Buchananism, we understand that the root motivation of “public servants” is no different than the root motivation of corporate CEOs, lumberjacks, taxi drivers, or college professors.
A bureaucracy might be called the “consumer product safety commission,” but being steeped in Buchananism, we look not at its name but at the incentives faced by its operatives to judge how likely this agency really is to promote consumer safety as opposed to other goals.
By challenging us to understand that exchanges take place not only within conventional markets – not only when the exchanges are mediated by money – but instead are a ubiquitous and many-faced phenomenon of human action, Jim Buchanan has expanded the scope and subject matter of economics intelligently and more productively than has any other living scholar.
Happy 90th, Jim!”

Store, velfortjente ord. Nu mangler vi bare at indsigterne siver ud til almindelige danskere.

“Danske tilstande” som skrækeksempel – om bandekrig og kriminalitet

Da et Københavns mere velstående forstæder i sidste uge var rammen om endnu et opgør i den verserende bandekrig, fik det formanden for poltiforbundet, Peter Ibsen, til at kræve 2000 mand ekstra. Begrundelsen var, at

“Vi er på vej mod en amerikanisering. Det er ikke alle kriminalitetsformer, der er steget, men kriminaliteten er blevet mere rå. For år tilbage fik folk et par på hovedet, når der var slagsmål, i dag stikker de hinanden med knive eller truer med pistoler”, og fortsætter med, at “Især når det gælder bandekrigen. Her er der tale om drabsforsøg, hvor ikke engang offeret vil medvirke til opklaringen. Det er klart, at det kræver mange flere timer, at efterforske de her sager”.

Forøgelsen, der skulle ske som 200 mand ekstra om året de næste 10 år, affødte en kommentar et par dage senere fra advokat Henrik Hasseris Olesen, der plæderer for at 2000 mand over 10 år er alt for lidt. I stedet skal man 3-doble bevillingerne til politiet fra de nuværende 10 mia. kroner om året for 2010 til 30. mia kroner om året, fordi;

“Såfremt vi i fællesskab besluttede at tredoble denne bevilling, ville det indebære en merudgift pr. borger, ung som gammel, på lidt mindre end 4.000 kr. om året. Det er voldsomt, men vi har råd til det, hvis vi i fællesskab beslutter os for det. Det ville givet kræve besparelser andre steder i samfundet. For eksempel kunne store anlægsarbejder som Femernbro og Metro indstilles. Jeg er imidlertid ikke i tvivl om, at de fleste borgere gerne ofrer disse transporttilbud og andre goder, hvis gevinsten er, at vi atter kan glæde os over et trygt samfund, som hviler på de retsprincipper, som vi jo deler. En forudsætning for succes er naturligvis en politiledelse, som løfter opgaven med styrke, konsekvens og engagement.”

Dimensioner II: Alle vil gerne være midten

Og her er så, i forlængelse af denne–fra dagens Berlingske Tidende—klumme nr. 2 om dimensioner og politik.