I forlængelse af vores diskussion her på stedet om udviklingsøkonomi og befolkningstilvækst kan jeg ikke stå for fristelsen til at gøre reklame for Professor Hans Rosling og Gapminder.
Nogle er måske allerede bekendt med Rosling og Gapminder (og behøver ikke at læse længere). Men nogle af vores læsere er måske ikke:
Som reaktion på min forrige post om Befolkningseksplosionen, skrev “Scipio”:
“Afrika (Etiopien) har ikke et overbefolkningsproblem, de har et fattigdoms problem”.
Jeg vil endda stramme den en tand yderligere.
Befolkningseksplosioner er i sig selv et symptom på, at produktivitetsvæksten er ved at gå i gang, fordi de afspejler et skarpt fald i børnedødelighed, der igen især skyldes fremgang i sundheden (viden, pleje, ernæring osv). Denne fremgang hænger altid sammen med det, man kunne kalde “institutionelle teknologiske fremskridt” – dvs. en bedre organisering af samfundet, herunder bedre uddannelse osv. Befolkningseksplosioner er ikke årsagen til produktivitetsvæksten, men de mekanismer, der driver økonomisk udvikling er altid medvirkende årsager til en befolkningseksplosion.
Faktisk kan jeg
1) Ikke komme i tanke om et eksempel på et land, der har udviklet sig fra fattigt lav produktivt agrar samfund til rigt effektivt industrisamfund uden at have oplevet en “befolkningseksplosion”, hvor børnedødeligheden er faldet før/hurtigere end fertiliteten.
2) Ikke komme i tanke om et land, der har været igennem en befolkningseksplosion, som ikke i samme proces og efterfølgende har oplevet fremgang i levestandard, forventet levetid og generelle levevilkår (med undtagelse af perioder med krig og lande som har oplevet kommunistiske/socialistiske revolutioner og derfor er gået bort fra markedsøkonomi).
Men måske er det fordi jeg er indskrænket og forudindtaget. Så her er en udfordring til vores begavede læsere:
Jeg har dd. min faste “Perspektiv”-klumme i Berlingske, denne gang med lidt om hvorvidt “højre” og “venstre” fortsat er meningsfulde, og hvorvidt de, der ligger til “højre”, rykker så langt til “venstre”, at de overhaler nogle af dem til “venstre” …
Min post om “Befolkningseksplosionen” fra forleden fremprovokerede en herlig mængde reaktioner. En del var om beslægtede emner såsom klima og forurening. De hænger selvfølgelig sammen med overbefolkningsdiskussionen, men fortjener separate poster. Min post handlede primært om, hvorvidt verden har eller vil få et “overbefolkningsproblem” dvs. om der er mad og andre ressourcer nok, ikke om brugen af dem vil øge den globale opvarmning m.v.
Christoffer Bugge Harder greb mig i min lidt for hurtige affærdigelse af “Grænser for Vækst” fra 1972. Den bog, dens problemer og om hvorfor økonomer er større optimister end ingeniører (i alle livets forhold?) er så godt et emne, at den skal få sin egen post snart.
Men kernen i min post var spørgsmålet om overbefolkning. I den oprindelige artikel fra JP blev Etiopien brugt som eksempel, og i et af de “push backs”, der var i kommentarerne til min post skrev “Ravnerok”:
“…. Det er jo ganske naturligt for naturligvis er overbefolkning et problem, og for Etiopien er der mindre jord til hver hvis der er 150 millioner indbyggere end hvis der kun er 80 millioner, og mindre plads til dyr/skov/natur. Og uanset hvad I mener der sker om 70 år, så er det et problem for de mennesker der sulter i dag og om 17 år. Det er i øvrigt ikke blot noget JP påstår. Det påstår Eitopiens regering, det påstår FN og det påstår bønderne ude i bjergene tilsyneladende også. Har man fem geder og 8 børn er man alt andet lige dårligere stillet end hvis man kun havde 5 børn at forsørge. Og Etipion udvikler sig ikke til et servicesamfund/oplevelesøkonomi eller andre modeord indenfor de kommende årtier.”
Så jeg har besluttet at vi skal spille lidt på udebane. Hvordan går det egentlig i Etiopien? Landet er i de fleste danskeres bevidsthed (og min) forbundet med tørke/sult katastrofen i 1985, og med krigen mod Eritrea (som tidligere løsrev sig efter en længere borgerkrig). Et land som vi (og JP tydeligvis) opfatter som et klasseeksempel på overbefolkning, udpinte ressourcer osv. Kan der virkelig være plads til 150 millioner mennesker der i 2050? Læs resten
Som læserne af denne blog nok har opdaget har jeg en særlig kærlighed for Latinamerika i almindelighed og Brasilien i særdeleshed. Ofte har mine indlæg vist været båret af en irritation og frustration over hvor langt fra den virkelighed jeg kender, fremstillingen i MSM er. Det er desværre ikke kun her, at myter, usandheder og afgrundsdyb naive (venstreorienterede) forestillinger trives om den del af verden. Det gør sig i vid udstrækning også gældende i vores uddannelsessystem. Det er en frustration og irritation jeg ikke er ene om. derfor har jeg startet Americas.dk sammen med Pelle Braendgaard der, efter bl.a. at have boet i Panama i flere år, nu bor i Miami og Lau Taarnskov, Ha. Dat., softwareudvikler og iværksætter, bosiddende i Montevideo.
Formålet med Americas er primært at skrive “historier og kommentarer fra, til og om det virkelige Latinamerika”, ofte formentlig som et direkte modsvar til fremstillingen i medier, hos bistandsorganisationer og i undervisningssektoren, – ikke mindst som den præsenteres hos Venezuelas “uofficielle” talsmand i Danmark, Niels Lindvig, hvis reportager fra regionen ikke kun grænser, men ofte ér ren propaganda og historieforfalskning.
Jeg faldt lige over en et par år gammel artikel fra Washington Post, der omtaler et studie af to amerikanske politologer, som tilsyneladende har data, der viser, at dét at se Jon Stewarts The Daily Show leder til politisk kynisme og måske til mindre valgdeltagelse:
“Two political scientists found that young people who watch Stewart’s faux news program, “The Daily Show,” develop cynical views about politics and politicians that could lead them to just say no to voting.
That’s particularly dismaying news because the show is hugely popular among college students, many of whom already don’t bother to cast ballots.
Jody Baumgartner and Jonathan S. Morris of East Carolina University said previous research found that nearly half — 48 percent — of this age group watched “The Daily Show” and only 23 percent of show viewers followed “hard news” programs closely.
To test for a “Daily Effect,” Baumgartner and Morris showed video clips of coverage of the 2004 presidential candidates to one group of college students and campaign coverage from “The CBS Evening News” to another group. Then they measured the students’ attitudes toward politics, President Bush and the Democratic presidential nominee, Sen. John F. Kerry (Mass.).
The results showed that the participants rated both candidates more negatively after watching Stewart’s program. Participants also expressed less trust in the electoral system and more cynical views of the news media, according to the researchers’ article, in the latest issue of American Politics Research.
“Ultimately, negative perceptions of candidates could have participation implications by keeping more youth from the polls,” they wrote.”
Er det så godt eller skidt? Det kommer naturligvis an på målestokken. Hvis man nu mener–hvad denne forsker, debattør og Groft Sagt-skribent godt kan forfalde til–at der er god grund til at være skeptisk overfor politikerne, og at det at stemme (i fraværet på store proces-relaterede fornøjelser) nærmest er fjolleri for folk, der ikke kan forstå sandsynlighedsregning, så er kynisme i vurderingen af selvsamme vel ikke så skidt? Vel nærmest det modsatte. Blåøjet idealisme om, at politik ligner et afsnit af West Wing, hvor de gode er en gruppe hyperaktive idealister, der vil bruge statsmagten til at gøre gode ting, og at de gør det ved at være de bedste og mest smarte, er i så henseende nok mere usundt.
Men hvad nu hvis kynismen leder til ligegyldighed? Ligegyldighed overfor også de dårlige ting? Hvad hvis f.eks. slaverimodstanderne og frihandelsforkæmperne i 1800-tallet havde sagt “Det nytter sgu’ alligevel ikke noget det hele …”? Hvad hvis den politiske kynisme snarere stimulerer, “Hvad får jeg selv ud af det politiske system”-attituden?
You tell me.
I går kunne JP (Lars From) berette at befolkningseksplosionen er en endnu værre trussel mod menneskeheden end klimaet. Det skete med Worldwatch institute som kilde og med citater som:
»Men vi kan simpelthen ikke løse verdens miljø- og klimaproblemer, hvis verdens befolkning hvert år vokser med 79 millioner,« lyder det fra vicepræsident Robert Engelman fra det anerkendte amerikanske miljøinstitut Worldwatch Institute.
Er det rigtigt, at verden har et befolkningsproblem?
Denne tabel viser 20-års vækstrater i verdens befolkning 1950-2050 baseret på FN’s befolkningsprognose (middelscenariet), en prognose som også citeres i artiklen i JP.
Hvad er det mest slående ved den?
Den 7. oktober døde maleren Poul Anker Bech, 67 år gammel. Efter min ringe mening var han den bedste danske maler i de seneste årtier. Han var en af de malere, der bare blev bedre og bedre med årene. Mere sikker i sin stil, mere klar i sit udtryk. Mere sig selv.
Dette er et par af de forrygende bemærkninger han kom med i et interview sidste år i Politiken:
I sit indlæg om Michael Moores nye (dokumentar)film forleden nævnte Carsten Valgreen Oliver Stone og hans “Wall Street” , med dens nu berømte “Greed (for lack of a better word) is good” – hvor det der står i parantes desværre ofte glemmes.
Greed (for lack of a better word) is good:
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=7upG01-XWbY[/youtube]
Det fik mig til at tænke på en scene fra “Other Peoples Money” fra 1991, som en fast klummeskribent på en af de store morgenaviser (og spindoktor) gjorde mig opmærksom på sidste år. Om filmen ellers er god eller dårlig skal jeg ikke kunne sige, da jeg kun kender denne scene. Den er til gengæld noget af det bedste forsvar for det “rå” marked, som jeg har set i nogen spillefilm.
Er titlen på Michael Moores seneste værk, der havde premiere i USA 23. september. Jeg har heldigvis ikke set den endnu, men jeg frygter allerede for mine tæer. Ud over at være uenig med manden, har jeg aldrig været en stor fan af Moores stil. Alle dokumentarister manipulerer, men Moore gør det så bastant og uelegant, at det gør lidt ondt at se på. Det er Jens-Olaf Jersild på speed (eller også er det omvendt).
Men filmens premiere har været interessant for, hvad der ikke er sket: Den tegner ikke til at blive en stor succes. I premiere weekenden indspillede den $4.4mio (se her ). Det er nogenlunde på niveau med hans forrige film om sundhedssektoren ”Sicko” ($3.6mio) og væsentligt ringere end hans største succes ”Fahrenheit 9/11” ($23.3mio.). På boxofficemojo.com er brugerne heller ikke særligt venlige ved filmen. Den får en gennemsnitlig “C”-rating med et helt usædvanlig split: 40% rater den ”A” og 47% ”F”. Hans to forrige film får begge et lidt bedre ”B-” i snit.
Givet emnets potentiale er det interessant, at Michael Moore ikke gør det bedre. USA har fået økonomiske og finansielle tærsk i en grad som ikke er oplevet i en generation eller mere, og det på en måde, der gør ondt langt ind i selvforståelsen. Wall Street – som aldrig har været populær i USA – er den oplagte syndebuk. Alligevel er Moore åbenbart ikke i stand til at udnytte folkestemningen. Det kan selvfølgelig være fordi Moore har lavet en (endnu) dårligere film end han plejer. Men Moores (potentielle) halv-flop ligger i forlængelse af en anden ting, der heller ikke er sket: Der har ikke været et politisk skred til venstre. Hverken i USA eller Europa. Ja, Obama blev valgt, men Bush var så stor en belastning og McCains valg af Palin var så stort et problem, at det nok var sket under hvilke som helst økonomiske omstændigheder. Og i Europa er der nok udbredt utilfredshed med siddende regeringer, men det virker ret farveblindt og normalt. Labour taber nok i UK, franskmændene er allerede trætte af Sarkozy, tyskerne stemte Merkel (og FDP!) ind og et uinspireret SPD ud af den store alliance. Det virker ikke som om, vælgerne generelt har appetit på en mere politisk reguleret økonomi som følge af krisen.
Det er noget af det mest opmuntrende, der ikke er sket. Det her er en krise, hvor de vestlige landes politikere kunne have fundet på at ofre vores langfristede (eller endog kortsigtede) vækstpotentiale for at tilfredsstille vælgernes ønske om ”handling” og ”beskyttelse” mod markedet. Men den katastrofale interventionsdynamik fra 1930erne er ikke gået i gang (ret meget, der har været et par usmarte protektionistiske skridt). Den vestlige verdens politikere tror måske, at vælgerne vil have protektionistisk beskyttelse og en afstraffelse af den finansielle sektor (som jo aldrig skulle have lånt os alle de penge!). Og de skal nok finde på mere regulering af en af de i forvejen allerede mest regulerede private sektor i økonomien. Hvilket selvfølgelig vil gøre den sektor mere effektiv og billig for brugerne. Men vælgerne ser ud til at være klogere end som så. De gider i hvert fald ikke se Michael Moores populistiske version af den finansielle krise med Wall Street i skurkerollen.
Og nu vi er ved film om højfinansen så er Oliver Stone ved at lave en gevaldigt godt timet to’er til ”Wall Street” fra 1987 (den med Michael Douglas i rollen som Gordon Gekko) med Douglas på rollelisten igen. Gekkos tale til Teldar Papers Annual Meeting i ”Wall Street” er som bekendt en (ufrivillig) liberal klassiker . Jeg kan egentlig bedre lide Gordon Gekko end John Galt. Det kunne være interessant at høre bud på de bedste liberale film (inklusiv de ufrivilligt liberale!).
Så ser det ud til at vi har fået de fleste servere til at pege på Punditokraternes nye side. Med nyt layout og tre nye kommentatorer er vi klar til at samle tråden op, hvor vi forlod den før efterårsferien.
Selvom nogle af vores læsere måske ville foretrække det på den måde, er der stadig ingen garanti for, at vi internt på bloggen er enige om alt. Vi er hverken et politisk parti eller en ideologisk sekt a la KAP, hvor dissidenter skal bankes på plads. I stedet ser vi frem til frodige diskussioner mellem en gruppe kommentatorer, der deler et borgerligt-liberalt syn på samfundet. Derfor, som Bon Jovi sang en gang 80erne – it’s all the same / only the names have changed. Velkommen til Punditokraternes nye layout.
Punditokraterne står foran en større hovedrengøring. Vi har flere kommentatorer, som læserne nok har opdaget har forladt os. Sidst har vi lidt under, at Jacob Mchangama har fået sin egen blog hos Berlingske Tidende, som vi flere gange har refereret til. Heldigvis har flere eks-punditokrater udtrykt vilje til at gæsteblogge hos os, når tid og lejlighed skulle byde sig.
Det er lige godt en forunderlig verden vi lever i – mens BT 13.11 lagde en meget kort nyhed om at modtagerne af årets nobelpris i økonomi var offentliggjort med deres navne og “nicht weider” var wiikipedia allerede opdateret – se
http://en.wikipedia.org/wiki/Elinor_Ostrom
for at læse mere om Elinor Ostrom.
Den anden modtager, Oliver Eaton Williamson kan man læse mere om på
Politologen Elinor Ostrom og økonomen Oliver Williamson fik 2009 Nobelprisen i økonomi for deres arbejder med at forstå organisationer, herunder kollektiv handling og transaktionsomkostninger. Udover at det vist er første gang en politolog går prisen i økonomi, er jeg også en stor fan af Ostrom. Når nu Tullock alligevel aldrig får den, kunne det ikke være meget bedre.
Og så ikke et ord om fredsprisen …
Da jeg har svært ved at udtrykke min egen forundring og foragt for den norske Nobelkommite, er her Greg Mankiws måde at svare på:
First-Year Grad Student Wins Nobel Prize in Economics!
From the Associated Press (with some light editing):
Pfuffnick’s Nobel Economics Prize triumph hailed by many
LONDON The surprise choice of first-year graduate student Quintus Pfuffnick for the Nobel Prize in Economics drew praise from much of the world Friday even as many pointed out the youthful economist has not yet published anything in scholarly journals.
The new PhD candidate was hailed for his willingness to tackle difficult problems, his commitment to improving the economic system, and his goal of bringing efficiency and equality into harmony.
Professor Paul Krugman of Princeton, who won the prize in 2008, said Pfuffnick’s award shows great things are expected from him in the coming years.
“In a way, it’s an award coming near the beginning of the first year in grad school of a relatively young economist that anticipates an even greater contribution towards making our economy a better place for all,” he said. “It is an award that speaks to the promise of Mr Pfuffnick’s message of hope.”
He said the prize is a “wonderful recognition of Pfuffnick’s essay in his grad school application.”
Obama-administrationen har erklæret at den vil gå langt for at sikre internationalt samarbejde. Hvor langt viste sig forleden, som Anne Bayefsky dokumenterer i dagens Weekendavisen. USA har valgt at indtræde i FNs Menneskerettighedsråd, uanset at det er domineret af en række lande, der gang på gang udviser ophøjet foragt for de mest basale menneskerettigheder. Libyen, Kina, Cuba og Saudi-Arabien er blot nogle af eksemplerne. I toppen af rådet er der også mere end almindeligt knas. Præsidenten er belgieren Alex Van Meeuwen, men allerede vicepræsidenten er Egyptens Hisham Badr. Det er svært at forlige sig med det rimelige i, at næstkommanderende i rådet er fra et land, der i 2008 var placeret nummer 146 af 173 lande (score 50,25) på Reporters Without Borders liste over pressefrihed. Til sammenligning deler Danmark 14.pladsen med Østrig med en score på 3,5.
Der stopper samarbejdsivrigheden dog ikke. Bayefsky skriver, at USA i samarbejde med Egypten har udarbejdet en revideret resolution om ytringsfrihed (her hendes artikel fra The Weekly Standard). Resolutionen omfatter blandt andet formuleringen but expresses regret at the promotion by certain media of false images and negative stereotypes of vulnerable individuals or groups of individuals, and at the use of information and communications technologies such as the Internet for purposes contrary to respect for human rights, in particular the perpetration of violence against and exploitation and abuse of women and children, and disseminating racist and xenophobic discourse or content (min fremhævelse). Lignende passager i den amerikansk-egyptiske tekst om mediers særlige ansvar tolkes tydeligt og officielt af Organisationen af Islamiske Lande som at ytringsfriheden er underordnet alt, hvad der krænker eller skaber negative stereotype billeder ar religionerne (Bayefskys læsning).
Det er mildt sagt bekymrende læsning for tilhængere af menneskerettigheder, og i særlig grad for presse- og ytringsfriheden, at USA under Obama åbenbart går med til så tydelig en accept af indskrænkninger af religiøse og politiske grunde. Her er iøvrigt RSF-scorerne for USA’s andre partnerlande i dette arbejde i Menneskerettighedsrådet: Indonesian 27 (nr. 111), Pakistan 54,88 (nr. 152).
Ved et tilfældigt sammenfald er både dagens klumme på 180grader “Fagkundskaben har talt: Forbud mod hash gør mere skade end gavn” og dagens indlæg på liberator ” Behnke og hashmarkedet ” skrevet af undertegnede (klumme sammen med Lasse Grosbøl) og kredser med forskellige indgangsvinkler om det samme emne, nemlig modstanderne mod legalisering af hash argumenter – eller rettere mangel på samme, fordi der kun er tale om påstulater uden hverken faglig eller saglig bund.
Ja, hash er skadelig ved stort og vedvarende forbrug. På samme måde som alkohol er skadeligt ved misbrug. Derom er der ingen grund til diskussion, omend det er påfaldende at hver gang dette aspekt rejses i den offentlige debat, så gør man det isoleret og uden at inddrage vores foretrukne rusmiddel alkohol. Men ligesom med alkohol gælder det samme for hash, nemlig at det for det store flertal af brugere aldrig kommer dertil.
Så blev det afgjort, OL i 2016 finder sted i Rio de Janeiro – en af verdens smukkeste byer (primært på grund af beliggenheden). De fleste turister kender nok først og fremmest “Zona Sul” (Ipanema, Leblanc, Copacabana og Leme), mens en del muligvis også har været i den gamle bydel Santa Theresa – men også i Rios centrum er der masser af perler, og heldigvis er man i de senere år begyndt at restaurere de gamle bygninger.
Der er ingen grund til at tro, at Rio de Janeiro ikke magter at afholde en olympiade med dets forventede ekstra ca. 1 mio. turister (måske lidt optimistisk) og 14-15.000 atleter. Så set fra de besøgendes synspunkt skal det nok blive en positiv oplevelse. Der har godt nok været bekymrede stemmer fremme omkring sikkerheden, da Rio de Janero desværre er kendt for en meget høj kriminalitet. Det er der dog som turist næppe grund ti lat være specielt bekymret for, hvis man skal dømme ud fra de to årlige internationalt berømte begivenheder, der normalt forløber meget fredeligt, nemlig Rios karneval og det næsten lige så berømte nytår på Copacabana. Begge begivenheder tiltrækker hvert år 10.000vis af turister fra hele verden, og f.eks. er der hvert år ca. 2. mio. mennesker på Copacabana og Leme strandene – og det forløber normalt yderst fredeligt – langt mere fredeligt end nytårsaften normalt forløber i København.
Hemmeligheden er, at man plejer at sende 40-50.000 militærpolitifolk på gaden i de dage festlighederne står på, og mon ikke man gør det samme under olympiaden?
Der er ingen tvivl om at den glæde og stolthed som brasilianerne i almindelighed og befolkningen i Rio de Janeiro (kaldet cariocas) i særdeleshed føler i disse dage er både ægte og dybfølt. For Rio de Janeiro, der indtil midten af det 20. århundrede var Brasiliens politiske- og magtmæssige centrum (Sao Paulo overhalede i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede staten Rio de Janeiro som økonomisk centrum), ser man olympiaden som muligheden for at generobre noget af fortidens gloværdighed. Godt nok er Rio de Janeiro fortsat den mest kendte by undenfor Brasilien, og dets strande og helt unikke kombination af natur og by er fortsat Brasiliens største turistattraktion. Men bortset fra det er det gået jævnt ned af bakke (relativt i forhold til resten af landet) for byen siden man flyttede hovedstaden til det nybyggede Brasilia i 1960. Særligt hårdt blev byen ramt under 1980ernes gældskrise på grund af dens afhængighed af statsejede virksomheder, samtidig med at kriminaliteten nåede absurde højder. Der findes slumkvarterer, farvelas, hvor politiet kun bevæger sig ind med tung bevæbning, og i perioder har man endda sat militæret ind. På samme måder er der i særlige områder af byen (dog ikke der hvor turisterne for det meste er) hvor man må finde sig i at blive stoppet ved vejafsæringer og blive kropsvisiteret af svært bevæbnet militærpoliti. Film som f.eks. Cidade de Deus (“City of God”) beskriver ganske præcist forholdene og kriminaliteten. En kriminalitet der er tæt forbundet med narkotika – et problem vi jo også kender til herhjemme, omend i noget mere beskedent omfang.
(Klik her for video med “Cidade Maravilhosa ” i 1930erne) Byen i dag er på mange måder en nedslidt udgave af fortidens “Cidade Maravilhosa”, der er helt overtaget af en kaotisk biltrafik og et befolkningstal der er vokset fra omkring 1½ mio. i 1930erne til 6-7 mio. indbyggere i dag, uden at infrastrukturen er fulgt ordentlig med.
Rio de Janeiro på 2 minutter – hvordan byen ser ud i dag (optaget på en søndag)
Og mens meget er gået tabt har Rio de Janeiro også fortsat meget at byde på – Det er rent ud sagt fantastisk hvor meget musik der er i den by – og er der noget brasilianerne kan, så er det at lave en ordentlig lyd – det kunne kunne man lære en del af herhjemme.
De dyreste Olympiske lege nogensinde?
Nej, de betænkligheder man kan have ved at Rio de Janeiro afholder olympiaden i 2016 har ikke noget med selve afholdelsen af denne. Det kommer til at være helt forrygende, og Rio de Janeiro vil vise sig fra sin bedste side. det bliver formentlig et helvede for de almindelige indbyggere der skal passe deres arbejde, når al trafik tilpasses turister og udøvere i de tre uger legene varer – og bagefter skal regningen betales.
Mens alle fra hotelejere over restauratører og entreprenører til de prostituerede ser frem til at tjene gode penge, så er der sikkert også en del politikere og offentlige embedsmænd der render rundt med dollartegn i øjnene. Kan erfaringerne fra de panamerikanske lege i 2007 (og stort set alle offentlige byggerier) bruges til noget, så bliver OL afsindigt dyrt for skatteyderne. Den endelig regning for afholdelsen af de panamerikanske lege endte med at koste næste 700% mere end budgetteret – ikke mindst på grund af den udprægede korruption.
Som lederen af “Transparência Brasil”, Fabiano Angélico udtalte til “Terra Magazine” i fredags, så er man “megete bekymret for valget af Rio de Janeiro som vært for legende i 2016”, fordi “de panamerikanske lege i 2007 var en traumatisk oplevelse”. Godt nok har regering og ministre allerede været ude og love, at der vil blive tale om en gennemsigtelig proces i forbindelse med legende, men det er der næppe mange der tror på vil blive en realitet .
Afsluttende bemærkninger om præsident Lula og Villy Søvndal
Det har været en noget broget oplevelse at følge danske mediers dækning af Rio de Janeiro og Brasilien i forbindelse med IOC-mødet i København. På den ene side skal jeg bestemt ikke brokke mig over, at et land og en by der har en stor plads i mit hjerte i den grad er blevet promoveret i danske medier, på den anden side har det ikke meget med virkeligheden at gøre – men er den slags overfladiske billeder af glade emotionelle mennesker (og en menneskemængde der går amok på strandene i Rio er jo altid guf for kameraerne) -det gælder både den lige lovligt optimistiske fremstilling af Brasiliens økonomiske udvikling (det er mange år siden man har haft vækstrater der var noget at juble over) og ikke mindst fremstillingen fa præsident Lula. Der er ingen tvivl om at han er populær i Brasilien, men det er nok først og fremmest som symbol på at man selv med en fattig baggrund kan blive præsident – en symbolik der også før og i andre lande har været af betydning – f.eks. Hugo Chavez i Venezuela og Fulgencio Batista i Cuba. Samtidig har han været ualmindelig heldig. Selv om vækstraterne i Brasilien på ingen måde kan måle sig med hvad man oplevede i midten af det 20. århundrede og 20 år frem, har kombinationen af de reformer det trords alt lykkedes tidligere regeringer at gennemføre (på trods af stor modstand fra især Lulas parti Partido Trabalhador (PT)) og gunstig udvikling for eksportmulighederne sikret velstandsstigninger for store dele af befolkningen.
Når mine brasilianske venner spørger mig om hvad jeg synes om Lula, så er mit standardsvar altid, at “det bedste han har gjort er alt det han ikke har gjort”. Til gengæld har hans præsidentperiode med al tydelighed vist to ting:
1. Lula og Partido Trabalhador blev mindst lige så korrupte som alle andre, da de fik magten (ikke overraskende)- ifølge Transparency International er korruptionen faktisk steget i Lulas tid som præsident.
2. Det er Lula, og ikke partiet der er populært
Brasilien skal til næste år vælge ny præsident, og det bliver formentlig socialdemokraten Jose Serr
a, der tabte til Lula i 20
02. Ikke på grund af at Lula er upopulær (tværtimod), men netop fordi man til præsidentvalgene stemmer på personen og ikke partiet. For mens Lula har været en meget populær præsident, blev PT reelt sprængt – en risiko der også eksisterer for Villy Søvndal herhjemme, hvis det skulle lykkes for oppositionen at danne regering efter næste valg. Bevægelsen fra venstre mod midten for at opnå magten er således den samme for SF, som den har været for PT. Da Lula blev valgt i 2002, efter 3 gange at have tabt præsidentvalget på en klart socialistisk retorik, var det da også som en mere midtsøgende “Lula light”. En del vil måske mene at det er denne bevægelse mod midten, der har indebåret at han og hans parti er endt med alliere sig med notorisk korrupte politikere som Jose Sarney og Fernando Collor de Mello, og selv rode sig ud i flere korruptionsskandaler. Det er det næppe, det skyldes nok primært at sådan er brasiliansk politik, for sådan er Brasilien. En undersøgelse af Ibope, et brasiliansk analyseinstitut viste således, at vælgerne kun i begrænset omfang går op i politikernes moral og etik, når de skal sætte deres kryds, samt at 3/4 af dem angiver, at de ville gøre det samme hvis de fik chancen.
Jo, OL i Rio de Janeiro skal nok blive et brag af en fest, men det bliver tømmermændene bagefter formentlig også. Indbyggerne i Montreal brugte de efterfølgende 30 år for at betale af på gælden fra OL i 1976, det bliver næppe bedre i Rio.
Vi har tidligere skrevet lidt om emnet, men i dagens Weekendavis stiller post.doc. PhD og læge Ann Dorit Guassora nogle centrale spørgsmål. Spørgsmålene berører, i hvor høj grad læger og politikere har ret til at bestemme over folks sundhedsvalg om vi ryger, drikker, spiser for lækkert og dyrker for lidt motion, Guassora spørger:
Er der tale om en situation, hvor man varetager kroppens interesse, dér hvor den er under herredømme af en utilstrækkelig sundhedsaktør? Hvad hvis den person, hvis krop der er tale om, simpelthen ikke magter sin opgave med at varetage kroppens interesser? Er der nogle, som burde fratages myndigheden over egen krop, fordi de ikke varetager dens interesse godt nok?
Med livsstilsrådgivningen har vi har vi flyttet os fra autonomiens ideal om, at folk skal tage deres egne beslutning, i retning af et ideal om, at folk skal hjælpes til at tage den rigtige beslutning.
Man kunne vel i den anledning spekulere, om der er nogle grænser for, hvad visse politikere og læger mener man kan tillade sig. Hvor går grænsen? Reguleringer og krav til arbejdsliv udover hvad arbejdsgivere og arbejdstagere kan enes om i mindelighed? Privatsfæren, hvor vi i stigende grad bliver afkrævet offentlig adgang? Kropsfæren, hvor man kan få den stigende mistanke, at politikeres syn på sagen er, at kroppen er samfundets, ikke individets? Hvor blev individets ukrænkelighed af? Og hvis alt er statens, hvor er forskellen på fra dette syn og rendyrket fascistisk ideologi?
Socialdemokraterne og SF har forleden, i deres fælles valgudspil, relanceret ideen om en skat på formue. Fra en rent populistisk vinkel giver relanceringen god mening, hvis specielt S håber på at genvinde nogle vælgergrupper med relativt mindre analytiske evner. Overfor den type grupper spiller misundelsesvækkende udspil altid en rolle, særligt hvis man kan koble dem til såkaldt overflod, overforbrug eller bare goder, som de gerne ville have selv. Fra en samfundsøkonomisk og moralsk/filosofisk vinkel, derimod, er formueskatten en helt og aldeles absurd idé.
For de af vores læsere, der har tilstrækkelige tyskkundskaber, giver Jan Schnellenbach på den glimrende blog Wirtschaftlische Freiheit en god gennemgang af, hvor inkonsistent en ide en formueskat er. For både de tyskkyndige og resten af vores læserskare (svage tyskkundskaber er ikke en skam medmindre man er sønderjyde) er et simpelt eksempel nok til at vise, hvad formueskat er for en størrelse.
Start med at sætte eksemplet op. Vores fiktive dansker er kommet til et punkt i sit liv, hvor han har betalt sin studiegæld tilbage, og er nået til en situation hvor hans formue netto er i nul. Han har 30 år tilbage på arbejdsmarkedet, tjener 400.000 i år og kan regne med at hans årsindtægt stiger med 2 % per år (cirka sammen med udviklingen i samfundets produktivitet). Han betaler som helhed 50 % i indkomstskat hvert år, og af sine disponible indkomst (200.000 det første år) sparer han 20 % op til sin alderdom.
Uden en formueskat vil han efter 30 år have en formue på 1,24 millioner. Hvis han i stedet havde skullet betale en formueskat på blot 5 % af sin formue ved udgangen af hvert år, ville han formue efter 30 år være cirka 605.030 kroner. De 5 % om året bliver dermed, på grund af at man ikke blot betaler skat på sin opsparing hvert år, men også dens renter og renters rente, til en effektiv skat i sidste ende på 51 %. Med andre ord svarer en formueskat på 5 % til, at man betalte 51 % af en lottogevinst man vandt, umiddelbart før man gik på pension. Eller på en anden måde: Det er en 51 % skat på pensionsopsparing. Hvis formueskatten havde været på 10 %, havde den effektive skat på opsparing i stedet svaret til 72 %.
Selv nominelt og rent umiddelbart lave formueskatter er således meget tunge skatter på pension, men absurditeterne slutter ikke her. På grund af rentes-rente-effekten af formueskat betyder det også, at skatten vejer tungere, jo tidligere i livet folk får deres indkomstfremgang. Med andre ord er formueskat en ekstra tung straf på succes, der gavner samfundet i lang tid. Hvis vi et øjeblik forestiller os, at man ender med den samme livstidsindkomst, men al indkomstfremgang sker de første femten år af ens liv, og sammenligner det med en situation hvor man har samme indkomst de første femten år og derefter får fremgang de sidste femten år, er forskellen i effektiv skat på pension, at fyren i det første eksempel på trods af at de ender med samme livstidsindkomst betaler 2 % mere end i det sidste eksempel.
En formueskat fungerer altså som en skat på opsparing og derfor også på pension. Og selvom offentligheden måske kan forledes til at tro, at det da slet ikke er slemt, er selv en lille årlig formueskat det samme som en ganske stor skat på den endelige pension. Skatten har endda den særlige egenskab, at den straffer tidlig succes ekstra hårdt. Det er svært at forestille sig et tilsvarende eksempel på et tiltag, man kan sælge til offentligheden som næsten ingenting, men som i sidste ende forvrider og ødelægger incitamenter i samme omfang.
