Jyllands-Posten sagde det rammende i gårsdagens leder: “Jacques Chirac er i krise, og Frankrig er i krise. Det har begge været længe.” Hvorvidt vi også står med en krise i EU, kan diskuteres. Indrømmet: alle – eller næsten – alle siger det. EU i dyb krise. Billeder, close-up, karikaturtegninger, vittigheder, de bekymrede miner i Deadline, hele molevitten.
Men krise?
En sund krise, i så fald.
Europa er ikke guddommelig. Så enkelt kan man beskrive den ? i mine øjne ? vigtigste modstand mod den EU-traktat, som senere i dag risikerer at løbe ind i endnu flere problemer med afstemningen i Holland. Det er den franske filosof Jean Baudrillard, der lufter denne tankegang. I en artikel i dagbladet Liberation minder han om, at folk ikke vil frelses. Som Jyllands-Postens Anders Raahauge (http://www.jp.dk/) opsummerer Baudrillards synspunkt:
“Folk har gang i deres egne, hemmelige tilværelser med egne, skjulte fornøjelser, de ønsker ingen form for velmenende retledning eller mild opdragelse”.
Krise?
Og videre:
“Folk reagerer tillige mod det dydige forbund mellem de gode samvittigheder og deres guddommelige Europa, som prætenderer at være universelt og uimodsigeligt indlysende, siger Baudrillard. Der reageres mod sammenslutningen af alle dem, der er besjælede af universel god vilje, mens de andre sendes tilbage til Historiens skygger. De politisk korrekte kræfter ser ikke, hvor udfordrende de fører sig frem”.
Her er vi ved sagens kerne. Kravet om endnu et ja til en stadig tættere union har allieret sig med Godheden. Og ud er kommet – med filosoffens ord – en “Europa-simulation, en virtuel 3D-model”, som bliver forsøgt projiceret ud i realitetens verden.
Det går bare ikke så godt.
Dette er skrevet ud fra et liberal-borgerligt standpunkt. Jeg har stemt ja, lige siden jeg kunne, hver gang motiveret af ønsket om fred og velstand i Europa. EU har været en tordnende succes. Vesteuropa er blevet genopbygget efter to verdenskrige, Sovjetimperiet er væk (vel at mærke ikke alene EU?s fortjeneste), og der er ikke udsigt til at europæerne skulle begynde på den slags dumheder igen. Samtidig har markedsøkonomi og velstand fået en ny chance og drevet økonomierne fremad. Men i dag er det EU, som forfatningstraktaten afspejler, et svar på gårsdagens problemer.
Lad mig for nemheds skyld begrænse mig til traktatens del 1, der indledes med unionens værdier og mål. Her snakker vi ikke teknik og lovforenkling, men EU?s ideologi, hvis jeg må være så fri. For EU er ikke ren og skær jura, men bygger på værdier. Som der står i artikel I-2:
“Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem mænd og kvinder”.
Det er i sig selv temmelig mange værdier. Alligevel er der ikke ét ord om kapitalisme eller velfærd eller vækst eller marked. Til gengæld fremhæves befolkningernes velfærd (artikel I-3). Det er ikke tilfældigt. Når markedet nævnes – efter bl.a. de gratis begreber ligestilling, tolerance og solidaritet – så refereres der til “fri og lige konkurrence” og om en “afbalanceret økonomisk vækst” og en “social markedsøkonomi”. Er det liberal-borgerlige værdier? Det mener jeg ikke. Det er ord opfundet ved et skrivebord. Det er akademiske eufemismer, omskrivninger, newspeak. Dvs. ord man finder på for at lægge afstand til virkeligheden.
I virkeligheden burde liberal-borgerlige mennesker, herunder politikere, tone rent flag til fordel for konkurrence, vækst og markedsøkonomi – uden omsvøb, uden dårlig samvittighed, uden undskyldning. Kapitalismen behøver ingen svedige hænder. Hvis den er fri, er den også lige, dvs. åben for enhver, uanset stand, nationalitet, farve, observans eller religion. Økonomisk vækst behøver heller ingen fodnoter. Uden vækst, ingen velfærd, så simpelt er det faktisk. Vækst udelukker ikke omfordeling; jeg snakker ikke om skattefrihed, men om, at det, der ikke vokser, dør en skønne dag. Det kender vi fra naturen, som vi mennesker og samfund sjovt nok er en del af, og det gælder også de skandinaviske af slagsen.
Selv om Europas socialdemokrater er på nippet til at overtale det meste af kontinentet om, at Europa skal være socialdemokratisk, så behøver det ikke gå sådan. Det er ingen lovmæssighed, at Europa, der har nok af problemer i forvejen, skal nedsynkes i bløde værdier med sociale rettigheder til Gud og hvermand, herunder positiv særbehandling til kvinder (artikel II-83), børn, ældre, gravide, arbejdstagere, fagbevægelse, strejkende, forældre og forbrugere, sundhed og miljø. Europa er ikke et socialt eksperiment. Vi er ikke statister i et socialdemokratisk rollespil. EU-topien behøver ikke blive virkeliggjort. Vi – danskere, irer, tjekker, tyskere, borgerlige, kommunister, socialister mm. – kan godt være sammen uden at være ens. Vi kan godt handle med, besøge og inspireres af hinanden uden at kunne lide hinanden. Det er egentlig det, handel betyder. At omgås andre kommercielt uden påtvunget kærlighed eller fælles værdier, at imødekomme andres behov for dermed at hjælpe sig selv. Det er handlens logik, og det kunne sagtens blive Europas. Et minimalistisk EU, et teknisk lovkompleks til fremme af frihandel og fred, forskellighed og frihed.
Vi skal med andre ord væk fra Godheden, væk fra den frelsende engel ved navn Romano Prodi eller Jacques Chirac eller kandidaterne nu hedder, dem, der hjertens gerne vil være udenrigsminister for hele foretagenet.
Spørgsmålet om, hvad borgerlige bør stemme denne gang – hvis der skal stemmes – kan i grunden afgøres med et hurtigt blik på traktatens præambel, hvor det hedder, at EU “over for verden” skal “videreføre det store forehavende, der gør Europa til et privilegeret område for menneskenes forhåbninger”.
Jeg siger nej tak. Mindre kan gøre det. Meget mindre. Europa er ikke guddommelig.
