Tag-arkiv: økonomi

CRA, långivning og finanskrisen

Af Nikolaj Stenberg, den 27. december 2012. Skriv et svar

“Did the Community Reinvestment Act (CRA) Lead to Risky Lending?” spøger Sumit Agarwal, Efraim Benmelech, Nittai Bergman og Amit Seru i deres NBER Working Paper (der er bag en betalingsmur), som nok er interessant for visse af vores læsere. Bemærk første sætning i deres abstract:

Yes, it did. We use exogenous variation in banks’ incentives to conform to the standards of the Community Reinvestment Act (CRA) around regulatory exam dates to trace out the effect of the CRA on lending activity. Our empirical strategy compares lending behavior of banks undergoing CRA exams within a given census tract in a given month to the behavior of banks operating in the same census tract-month that do not face these exams. We find that adherence to the act led to riskier lending by banks: in the six quarters surrounding the CRA exams lending is elevated on average by about 5 percent every quarter and loans in these quarters default by about 15 percent more often. These patterns are accentuated in CRA-eligible census tracts and are concentrated among large banks. The effects are strongest during the time period when the market for private securitization was booming.

Tyler Cowen bemærker:

Please don’t take this as support for whackier theories of the cause of the crisis, but as to whether this was an amplifying mechanism, well it seems it was.

Saxo’s uhyrlige forudsigelser for 2013

Af Nikolaj Stenberg, den 19. december 2012. Skriv et svar

Det er igen blevet den tid på året, hvor vores alles yndlingsinvesteringsbank og handelsplatform Saxo Bank sender sine uhyrlige forudsigelser om det kommende år på gaden. Fra introduktionen:

The macro economy has no ammunition left for improving sentiment. We are all reduced to praying for a better day tomorrow, as we realise that the current macro policies are like pushing on a string because there is no true price discovery in the market anymore. We have all been reduced to a bunch of central bank watchers, only ever looking for the next liquidity fix, like some kind of horde of heroin addicts. We have a proforma capitalism with de facto market totalitarianism. Can we have our free markets back please?

Læs forudsigelserne på bankens Trading Floor-blog, eller nedenfor.

Friedman-indsigter 1: Forbrugsudjævning og dens konsekvenser

Af Christian Bjørnskov, den 2. august 2012. 3 svar

Som en direkte konsekvens af Milton Friedmans 100-årsdag i går, har vi i redaktionen besluttet at bringe en kort serie om nogle af hans indsigter. Serien er hverken dækkende for hans lange videnskabelige virke, og næppe heller for de mange områder han bidrog til. Meningen er blot at oplyse en dansk offentlighed, der ved meget lidt om manden, men synes at have stærke negative følelser overfor ham, om hvad han rent faktisk lavede.

Det første indlæg i serien handler om det af Friedmans bidrag, som mine statskundskabsstuderende overraskes af hvert år, og som de uden problemer både forstår og ser konsekvenserne af: Forbrugsudjævning. Baggrunden for Friedmans teori, der populært kaldes ”The Permanent Income Hypothesis”, var Keynes’s forbrugsteori.

Keynes antog ganske enkelt, at hvor meget man forbruger i en given måned, afhænger af hvor meget man tjener i den måned. Det indebar, at i keynesiansk perspektiv antog man, at jo flere midler, der er i omløb i økonomien, jo større var efterspørgslen – jo større blev folks forbrug jo. Det er denne antagelse, der giver baggrunden for at finanspolitik skal være effektiv. Jo mere man enten giver folk i form af skattelettelser, eller jo mere der bruges og jo flere der ansættes i den offentlige sektor, jo større bliver efterspørgslen. Når disse mennesker bruger mere, skal der ansættes flere til at producere det de forbruger, og disse nyansatte får en højere løn og øger derfor deres efterspørgsel, osv. Det giver altså den famøse multiplikatoreffekt, og jo større forbrugsekspansionen er når folk får flere penge mellem hænderne, jo mere effektiv bliver finanspolitik.

Sideløbende med Franco Modigliani på Carnegie-Mellon udviklede Friedman argumentet om forbrugsudjævning. Kort fortalt gælder det, at folk har en tendens til at jævne deres efterspørgsel ud. Hvis de tjener mange penge i juni, men regner med at tjene færre i oktober og november, sparer de op sådan at de kan holde et nogenlunde jævnt forbrug henover året. Denne udjævning var netop det, Friedmans kone Rose havde observeret i amerikanske data. Hvis man derfor får en permanent større indkomst, vil man øge sit forbrug permanent, minus det ekstra man sparer op til en alderdom hvor man ikke længere arbejder. Så langt var Modigliani og Friedmans teorier ens.

Friedmans store indsigt var dog at skelne mellem permanent og midlertidig indkomst. Mens hans keynesianske modpart antog, at al indkomst var permanent, vidste Friedman fra Rose, at en stor del af folks indkomstudsving var midlertidige. Men det betød blot, at der var endnu mere grund til at udjævne, og ikke blot udjævningen i form af pension, som Modigliani så. Hvis man når man var 38 fik en væsentligt højere løn i ét år, men ikke resten af ens arbejdsliv, skulle den ekstra, men midlertidige indkomst jo også udjævnes over resten af livet.

Derfor ville den umiddelbare efterspørgsel, der skabtes af den ekstra midlertidige indkomst, være meget begrænset. Og her lå Friedmans store indsigt: Idet finanspolitiske ændringer, som f.eks. enhver form for stimulus, per definition er midlertidigt, er det ikke sandsynligt at finanspolitik er effektiv som økonomisk styringsredskab.

Hvor ineffektiv er et spørgsmål, som økonomer stadig skændes heftigt om. Men Friedman gav en klar, analytisk årsag til at være skeptisk og under hvilke omstændigheder, man kan forvente at finanspolitik måske kan virke. Så har man læst og forstået Friedmans forbrugsteori, er der intet underligt i at regeringens frigivelse af SP-pengene overhovedet ikke gav det boost, den regnede med. De penge var allerede regnet ind i udjævningen og blev derfor ikke til forbrug.

Opgiver Island kronen?

Af Christian Bjørnskov, den 4. marts 2012. Skriv et svar

The Globe and Mail, en af Canadas mest velrenommerede aviser, skrev forleden dag om en noget bemærkelsesværdig ide. Man overvejer åbenbart på Island at opgive sin egen valuta, den islandske krone, og i stedet indføre den canadiske dollar. The loonie, som den kaldes, ville muligvis kunne løse et markant problem i den islandske økonomi i forbindelse med troværdigheden af den islandske valuta og islandsk pengepolitik. Tanken er øjensynligt at gentage forsøget i flere latinamerikanske lande, hvor man havde store problemer med inflation og usikkerhed.

Usikkerhed om valutakursen og islandsk politik – som jeg oplevede ved selvsyn i august, da den nye præsident overfor EPCS konferencen gav en af de mest blatant populistiske og økonomisk ignorante taler, jeg længe har hørt – giver problemer for private virksomheder i forbindelse med enhver kontakt med udlandet. Hvis man ikke er sikker på kursen og ingen anelse har om, hvad den islandske regering kan finde på, bliver incitamentet til at have noget som helst økonomisk at gøre temmelig svagt. Uanset om Island tager denne eller lignende beslutninger, er det bemærkelsesværdige, at en række europæiske lande har kvajet sig så gevaldigt, at man skal til Latinamerika for at finde paralleller og løsninger på problemerne. Hvem havde for få år siden troet, at politikere i Europa var lige så tåbelige som derovre?

Hatttip: Marginal Revolution.

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt

Af Christian Bjørnskov, den 28. februar 2012. 1 svar

Ekonomisk Debatt, det glimrende svenske tidsskrift for økonomi og politik, er ude med et nyt nummer. Tidsskriftet redigeres i år af Niclas Berggren og Andreas Bergh, der ikke burde være ukendte for denne blogs læsere. Nummer 1, 2012, indholder bl.a. artikler om kønskvoter i svensk politi, globalisering og arbejdsmarkedsforhold og teknologisk udvikling. Hele indholdet kan hentes her; det er stærkt anbefalet for alle med interesse og rimeligt kendskab til svensk.

Danske priser – 2000-2011

Af Christian Bjørnskov, den 26. december 2011. 7 svar

Inspireret af Andreas Berghs post fra forleden om strukturen af den svenske inflation de senere år, er her det helt tilsvarende plot for Danmark. Jeg vil ikke fortolke tallene – læserne kan tage et kig og tænke selv – men kan ikke lade være med at pege på et på udviklinger. Fra januar måned 2000 til november måned 2011 steg det generelle prisniveau 28 %; en gennemsnitlig, årlig inflation på 2,3 %. Men dette gennemsnit dækker over en væsentlig heterogenitet i strukturen af priser. Prisen på kommunikation er faktisk faldet med cirka 18 %, mens boligudgifterne er steget med 40 %, fødevarer med 33 % og transport med 30 %. Og læg mærke til, at udviklingen ikke synes stoppet eller sinket af den finansielle krise eller den efterfølgende gældskrise.

Amerikansk recovery?

Af Christian Bjørnskov, den 11. juli 2011. 1 svar

Obama-administrationen kæmper i disse dage med at få hævet det amerikanske gældsloft. Problemet er ret enkelt: Man har brugt så mange penge på bailouts af banker og den gigantiske stimulanspakke, at den amerikanske stat rammer loftet for, hvor stor gælden må blive, medmindre man gennemfører nogle drakoniske nedskæringer. Så man må håbe, at stimulansen har virket. Figuren nedenfor indikerer ret klart, at det har den ikke (hattip: Greg Mankiw). Interventionerne ser umiddelbart ud til at have skabt permanente problemer. Nogle amerikanske økonomer taler for eksempel om ’policy uncertainty’ som det store problem: Stimulansen virkede ikke – den blev bare modsvaret af reduktioner i privatforbrug og investeringer – men Obamas reguleringsiver har skabt et politisk klima, hvor mange virksomheder holder igen med at ansætte, fordi uforudsete og uforudsigelige, politiske indgreb gør fremtiden for usikker. Lyder det som en rimelig grund til at frygte S-SF’s Fair Løsning eller måske en stadig mere tung, offentlig hånd i 202-Planen? Det lader vi læserne om at vurdere.

Giver store sportsbegivenheder udvikling?

Af Christian Bjørnskov, den 23. juni 2011. 7 svar

Byer og lande konkurrerer ofte som besatte om at få tildelt værtsskabet til internationale sportbegivenheder, ikke mindst OL og fodbold-VM. Der er åbenlys prestige i at være vært, men er der også kroner og ører i det? Med andre ord, giver store sportsbegivenheder også økonomisk udvikling? Det er der to nye svar på.

Andrew Rose og Mark Spiegel har kigget på spørgsmålet i juninummeret af The Economic Journal. I en artikel med titlen ”The Olympic Effect” undersøger de to forfattere fra henholdsvis Berkeley og San Francisco-Feden, om værtsskab giver en handelseffekt. De konkluderer, at lande der huser de olympiske lege typisk ser en 20 % stigning i eksporten som konsekvens af værtsskab. Rose og Spiegel finder den samme virkning af at være vært for VM.

I i en typisk intelligent modfaktuel analyse undersøger de derefter, om der er tale om en rent økonomisk effekt, eller noget andet. De sammenligner således værtslandene med de lande, der havde budt på værtsskabet af OL. Og her finder de ingen forskel! Det er således ligegyldigt om man faktisk vinder værtsskabet eller ej – eksportstigningen kommer så længe man har budt.

Rose og Spiegel konkluderer, at ”this finding implies that the Olympic Effect on trade does not stem from a change in economic fundamentals, caused by the activity or infrastructure associated with hosting the Olympics”. Virkningen kommer blot fra at vise, at man er ‘klar’ til at afholde en mega event. Der er dermed tale om et rent signal, der blot adskiller sig fra andre signaler ved at være ekstremt dyrt. Forfatterne lader spørgsmålet blæse i vinden, om udgifterne op til begivenheden begrænser landenes vækst.

Men det kan to studerende fra Aarhus Universitet svare på. I deres BA-opgave, som Meta Reimer Brødsted og Rasmus Rødby Kristiansen forsvarede i juni, undersøgte de om VM i fodbold bidrager til samfundets vækst. Fodbold-VM er særligt egnet til at svare på denne type spørgsmål, da der er klare retningslinjer for stadiumkvalitet, investeringer og andet, og fordi VM er en national begivenhed i modsætning til f.eks. OL, der afholdes af en enkelt by. Kriterierne er med andre ord så tilstrækkeligt klare, at man undgår at lave statistiske fejl ved at sammenligne æbler og bananer.

Ved at sammenholde vækst og investeringsrater – både private og offentlige – på tværs af den gruppe lande, der kunne afholde VM, sikrer de to studerende, at de ikke bare finder forskelle på lande, der er eller ikke er i stand til at afholde en sportsbegivenhed. I deres valg af empirisk strategi sikrer de ydermere, at der ikke kan være tale om andre, spuriøse forskelle på landene.

Det særlige, som de to gør meget grundigere og mere overvejet end tidligere studier, jeg har set i den publicerede litteratur indtil Rose og MMM, er at de tager perioden op til afholdelsen i betragtning, og ikke kun året hvor VM faktisk foregår, og at de således er meget grundigere i deres valg af empirisk strategi.

Det giver en væsentlig forskel mellem deres arbejde og de populære påstande om VM og OL’s fortræffeligheder, som man ofte finder i konsulentrapporter og politiske udmeldinger. Brødsted og Rødby finder ikke overraskende, at offentlige investeringer stiger i årene mellem et land får tildelt VM og det faktisk afholdes. Disse investeringer er netop, hvad man forpligter sig til, når man ansøger om at få VM. De er blot ikke gavnlige for økonomien, da de ekstra offentlige investeringer skubber mere produktive private investeringer ud. De politisk besluttede investeringer kræver arbejdskraft, ressourcer og finansiering, hvis pris derfor stiger og gør sparsom arbejdskraft og ressourcer for dyr til at niveauet for private investeringer kan opretholdes.

Der er med andre ord tale om et klassisk crowding out-problem, som totalt set fører til et væksttab, da de politisk dirigerede investeringer er mindre produktive end de private! Medmindre landet har et markant arbejdsløshedsproblem bidrager VM-investeringer heller ikke på nogen måde til at styrke beskæftigelsen. Og så er vi tilbage ved det oprindelige spørgsmål: Hvorfor i alverden vil lande så gerne afholde disse sportsbegivenheder?

Bliver SAS et rigtigt selskab nu?

Af Christian Bjørnskov, den 2. april 2011. 11 svar

Medierne rapporterede i går, at den norske stat nu er klar til at sælge sine aktier i SAS (læs her). Meddelelsen gav et pust af glæde i det lille hjem på Trøjborg, for det er på høje tide, at det skandinaviske luftfartselskab bliver udsat for rigtig konkurrence. Man kan håbe at det endelig giver incitamenter til at rydde op i en virksomhed, der i årevis er blevet trukket rundt ved næsen af fagforeninger. Resultatet har været, at regningen gang på gang er sendt videre til hovedaktionærerne – de tre skandinaviske stater – og dermed til skatteborgerne på bedste DSB-vis. Alternativet er, at SAS går fallit. Og det var måske ikke så dårligt.

SAS er nemlig et usædvanligt dårligt drevet selskab. En hurtig søgning på nettet afslører for eksempel, hvor skidt det står til med økonomien. 2010-regnskabet ventes at ende med et underskud på 2,2 milliarder svenske kroner, og det var ikke et usædvanligt år. Se selv på listen over de sidste ti års ’præstationer’.

 

2010              -2,2 milliarder SKR

2009              -3,4 milliarder SKR

2008              -395 millioner SKR

2007              1,2 milliarder SKR

2006              4,9 milliarder SKR

2005              418 millioner SKR

2004              -1,8 milliarder SKR

2003              -2,2 milliarder SKR

2002              -736 millioner SKR

2001              -1,1 milliarder SKR

 

Den anden side af sagen er, at SAS også leverer generelt ringe service. Som nogen af læserne vil vide, rejser jeg i perioder en hel del. Jeg kan derfor sammenligne servicen i en række forskellige selskaber, jeg flyver jævnligt med. Dén sammenligning falder ikke ud til SAS fordel. Servicen, uanset om man bumler af sted med et af deres urgamle MD-fly eller flyver over Atlanten i et Airbus er den samme. Det skandinaviske selskab har kort sagt service som hos discountselskaber, men priser som almindelige selskaber.

Hvorfor et selskab, der er så elendigt drevet, med så høje omkostninger og ufleksible ordninger der dikteres af de mange forskellige fagforeninger, har overlevet så længe, er udelukkende en konsekvens af politik. Mange politikere har åbenbart ment, at der er en værdi i at have et fællesnordisk selskab. Langt de fleste økonomer vil genkende den slags påstande som det, de er: Populistisk nonsens. SAS koster skatteborgerne penge hvert år, der tillader det at fortsætte på trods af at det ikke er konkurrencedygtigt. Hvad med at opfordre den danske regering til at følge trop og sælge sine aktier? Var det måske ikke på tide, at SAS får samme vilkår som alle andre og går fallit hvis de ikke kan klare dem?

Dansk velstandsudvikling – hvad vi burde tale om!

Af Christian Bjørnskov, den 30. december 2010. 2 svar

Der tales meget om den danske udvikling i velstand. Cepos og andre har gjort opmærkso m på, at Danmark stille og roligt falder i de internationale rangeringer, men danske politikere (udenfor LA) har stort set ignoreret det. Så i tråd med talemåden, at et billede taler højere end tusinde ord, er her dagens blog i figurform. Den tykke, sorte streg er Danmarks gennemsnitsindkomst (BNP per capita, købekraftsjusteret) i forhold til OECD-gennemsnittet – hvis nogen skulle være i tvivl. Figuren viser således den relative økonomiske vækst over perioden 1970 til 2009. De andre streger repræsenterer vores nærmeste naboer, som man nok burde tro vi kunne følge med. Og for dem, som er ekstra interesserede, er det ganske tydeligt, at faldet har været klart værst i Fogh-regeringernes periode (i gennemsnit 0,8 procentpoint per år).

Hvordan reducerer man bedst offentlig gæld?

Af Christian Bjørnskov, den 19. december 2010. 13 svar

Oven på finanskrisen er mange lande endt med en stor – og voksende – offentlig gæld. Flere var allerede før krisen langt fra på en bæredygtig kurs. Grækenland ville for eksempel være endt i store problemer uden krisen, der blot afslørede hvor dårligt, de græske statsfinanser havde det. Andre lande har forsøgt sig med store keynesianske finanspolitiske pakker, uden at man dog umiddelbart kan se meget effekt. I alle disse lande har regeringerne opbygget en stor gæld, der stiger i takt med at man udskyder de politisk smertefulde valg, der kan bringe økonomien på ret køl igen.

Men gælden skal ned, også i Danmark, og spørgsmålet er derfor, hvordan man bedst gør det. Skal man rette statsfinanserne op ved at hæve skatterne – og hvilke skatter – eller bør man sænke udgifterne i stedet for – og i det tilfælde, hvilke udgifter? Ny forskning fra den europæiske centralbank giver svar på, hvilke strategier der normalt bringer succes på længere sigt, når man skal have statsgælden ned.

ECB’s Christiane Nickel, Philipp Rother og Lilli Zimmerman har i papiret ”Major Public Debt Reductions: Lessons from the Past, Lessons for the Future” (ECB working paper 1241) set på gældsreduktion i perioden mellem 1985 og 2009 i Europa. Og deres erfaringer bliver ikke populære. En lang række tests viser klart, at permanente gældsreduktioner kommer fra reduktioner i offentlige udgifter, og helt særligt reduktioner i sociale udgifter og lønninger i den offentlige sektor. Hvis man er heldig eller dygtig og får højere økonomisk vækst, hjælper det indlysende nok også med at reducere gældsbyrden. Sidst, men ikke mindst, viser det sig at permanente gældsreduktioner er mere sandsynlige når lande får højere omkostninger ved at servicere deres eksisterende gæld.

Omvendt virker det ikke som om at skatteforhøjelser og mere generelt forsøg på at øge statens indtægter er en effektiv måde at reducere gældsbyrden på længere sigt. Med andre ord virker det ikke sandsynligt, at traditionelle løsninger, der søger at bevare statens størrelse, kommer til at virke. En del af problemet er, som Nickel, Rother og Zimmerman nævner, at udgiftsforhøjelser har en tendens til at føre til lavere vækst, mens massive reduktioner af europæiske landes offentlige udgifter på længere sigt er gavnlige for den langsigtede vækst, og derfor også ekstra gavnlige for en permanent gældsreduktion.

Med de nye indsigter fra ECB kan man måske se Europas og USA’s problemer i et nyt lys. Er Obama-administrationen på ret kurs, når de forsøger at hæve skatterne og blande sig i økonomien? Har man politisk vilje og ansvarlighed i Grækenland, Portugal eller Italien, når nedskæringer bliver pinligt nødvendige? Er der europæiske lande, man lige så godt kan afskrive? Det sandsynlige svar er nok nej, nej og ja. Og hvad med Danmark? Hvad er strategierne fra S-SF og regeringen, når også den danske gæld begynder at stige? Tja, det er ved at blive svært at være optimist, når man nu ved, hvad der normalt virker.

Årets Nobelpris i økonomi

Af Christian Bjørnskov, den 11. oktober 2010. Skriv et svar

Årets Nobelpris i økonomi går til Peter Diamond (MIT), Dale Mortenson (Northwestern University) og Christopher Pissarides (London School of Economics). Baggrunden gives her:

Why are so many people unemployed at the same time that there are a large number of job openings? How can economic policy affect unemployment? This year’s Laureates have developed a theory which can be used to answer these questions. This theory is also applicable to markets other than the labor market.

Årets pris gives dermed, meget apropos krisetider, til forskning i arbejdsløshed. Men hvor tidligere forskning så på arbejdsløsheden, ser Diamond, Mortenson og Pissarides på de bagvedliggende mekanikker: Hvorfor hyrer og fyrer arbejdsgivere, hvorfor taget arbejdstagere bestemte job og siger op på andre. Ved at se på hele denne dynamik får man en helt anden indsigt i jobskabelse og jobtab, to ting der hele tiden foregår. Man kan hermed også forstå, hvorfor arbejdsmarkedet aldrig clearer med det samme – der er omkostninger ved at søge. Og det gælder både for arbejdstagere, der tager tid om at finde et nyt job, der matcher deres evner og kompetencer, og arbejdsgivere, der søger efter kvalificerede medarbejdere. I hele menageriet spiller forhold som dagpengeperiode, hvor stor bistandshjælpen er osv. ind på folks incitamenter til at komme i gang med at søge.

Prisen er bestemt velfortjent, og meget aktuel. For mere information, her er Nobelpriskomiteens begrundelse, og her er Tyler Cowen om Chris Pissarides, Dale Mortensen, og Peter Diamond, og her er hans kollega Alex Tabarroks evaluering af prisen. Niclas Berggren har mere.

To uger til Nobel

Af Christian Bjørnskov, den 30. september 2010. 7 svar

Årets Nobelpris i økonomi nærmer sig hastigt. Mandag den 11. oktober vil Sveriges Riksbank annoncere, hvem der får prisen i 2010. Og i blogosfæren er diskussionerne begyndt, både de seriøse og de knap så seriøse, ligesom Harvard har sat deres Nobelpulje op igen (her). Traditionen tro er her vores bud, og et oplæg til vores læsere om at give deres bud.

Men først lidt om, hvem der er i spil. I sæsonpremieren på The Simpsons fik Jagdish Bhagwati prisen, også selvom Lisa Simpsons kandidat er Elhanan Helpman (læs her). Begge er faktisk gode bud, selvom Helpman sandsynligvis skule dele en eventuel pris med Gene Grossman. Mostly Economics nævner miljøøkonomerne William Nordhaus og Martin Weitzman som gode og politiske korrekte bud. Samme side oplister Thompson Reuters bud: Alberto Alesina (primært politisk økonomi), Nobuhiro Kiyotaki og John Moore (konjunkturteori), og Kevin Murphy (primært arbejdsmarkedsøkonomi).

Andre mulige emner, der bestemt har gjort sig fortjente til prisen, er Ernst Fehr for sit pionerarbejde med adfærdsøkonomi, Eugene Fama og Kenneth French for teorien om efficiente markeder – også selvom den del af økonomi er stærkt upopulær i politiske cirkler for tiden – og Paul Romer for endogen vækstteori. Det er nærmest umuligt at give et klart bud i dette felt, og der er altid muligheden for, at komiteen finder en eller flere kandidater udenfor de åbenlyse kandidater. Sidst er mit personlige håb: Mit hjerte banker stadig for en pris til enten William Baumol for at bringe iværksættere tilbage i økonomisk teori og flere bidrag til public choice, og selvfølgelig Robert Barro for hans pionerarbejde i økonomisk vækstteori. Hvad mener vores læsere?

Rød stues yndlingsforslag – hvad siger svenske erfaringer?

Af Christian Bjørnskov, den 3. juli 2010. 1 svar

Thorning-Søvndal-holdet er for længst begyndt at føre valgkamp, også selvom især Thorning på det sidste har fået flere ridser i lakken. Men fraset den personlige troværdighed – vil de det os godt? – er der spørgsmålet om deres evner – har de forstået problemerne? Det sidste spørgsmål kan man ofte stille til politikere, og som oftest med dybt deprimerende resultater. Man sidder ofte med det indtryk, at politikeres stærkeste incitamenter tilsiger, at de ikke skal forstå de problemstillinger, de lovgiver om. Hvis de forstod dem, kunne de ikke ærligt foreslå de lette løsninger, politik drejer sig om.

Og dermed til sagens kerne: Rød stues ide om, at hvis de kommer til magten, skal kommunerne nok få væsentligt flere penge. Hele grundlaget for ideen er, at man enten oprigtigt mener eller ønsker at bilde vælgerne ind, at de flere penge til kommunerne giver mere ’velfærd’: Man kan ansætte flere skolelærere, pædagoger, hjemmehjælpere osv. Men er det virkelig det der sker, når man giver kommunerne flere penge?

Jeg kender ikke til nogen gode, danske studier, men på den anden side af Øresund har de set grundigt på sagerne. Matz Dahlberg, Heléne Lundqvist og Eva Mörk (læs her; hattip til Niclas Berggren) har konkret set på, hvad øgede statslige overførsler til de svenske kommuner har gjort mellem 1996 og 2004. Købte man øget velfærd? Svaret er nej. Det eneste klare resultat, Dahlberg, Lundqvist og Mörk finder, er at kommunerne brugte pengene til at ansætte flere medarbejdere i administrationen! Der var ingen resultater at finde, når de så på ansættelser i vuggestuer, børnehaver, skoler eller ældrepleje. Så medmindre Sverige og svenske lokalpolitikere er meget anderledes end Danmark vil man forvente, at Thorning-Søvndal-forslaget blot øger den administrative byrde på borgerne. Men givet at de fleste af den slags folk stemmer på S-SF, er det måske en bagtanke?

Den danske komedie og den græske tragedie

Af Carsten Valgreen, den 29. april 2010. 4 svar

Er titlen på mit indlæg i Berlingske Tidende i dag. Et indlæg, hvor den ellers altid kritiske og bedrevidende økonom overvinder sig selv og skriver noget pænt om den siddende regering.

To be (Krugman) or not to be (Nobel)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. februar 2010. 21 svar

Jeg har kæmpet mig igennem det altid læseværdige The New Yorker‘s meget lange, empatiske portræt af fhv. Enron-rådgiver, nu venstreorienteret avis-skribent Paul Krugman, fra Princeton University, der forrige år modtog Nobelprisen i økonomi for nogle ikke så dårlige skriverier, der vist intet har at gøre med hans nuværende metier.  Artiklen er et ikke-uinteressant indblik i mandens selvforståelse og mentalitet, og blandt flere andre interessante passager, var der særligt én, jeg fæstede mig ved, nemlig Krugmans & Robin Wells’ (hans kone) beskrivelse af deres valgaften i 2008:

Once Obama won the primary, Krugman supported him. Obviously, any Democrat was better than John McCain.

“I was nervous until they finally called it on Election Night,” Krugman says. “We had an Election Night party at our house, thirty or forty people.”

“The econ department, the finance department, the Woodrow Wilson school,” Wells says. “They were all very nervous, so they were grateful we were having the party, because they didn’t want to be alone. We had two or three TVs set up and we had a little portable outside fire pit and we let people throw in an effigy or whatever they wanted to get rid of for the past eight years.”

“One of our Italian colleagues threw in an effigy of Berlusconi.”

“I put out some coloring paper and markers so that people could write stuff on it and throw it into the fire. People really felt like there was stuff they wanted to shed! I had little hats and party whistles.”

Bortset fra at jeg kunne have lyst til at vide, hvad Krugman-parret selv tegnede/skrev på det, de brændte af, så lad mig skynde mig at sige, at jeg formodentlig har begået min andel af barnagtige ting, også i mit voksenliv, og jeg kender bestemt til at blive bidt af begejstringen af at være blandt ligesindede (omend det så typisk snart efter giver mig en instinktiv lyst til at løbe skrigende bort).  Alligevel må jeg sige: Én af grundene (omend langt fra den vigtigste) til, at jeg har stor respekt for f.eks. Milton Friedman, F.A. Hayek, George Stigler, Ronald Coase, James Buchanan, Gary Becker, Douglass North, Robert Lucas, Elinor Ostrom m.fl. er, at jeg faktisk ikke kunne forestille mig nogen af disse, Krugmans forgængere som modtagere af Nobelprisen i økonomi, sammenkalde deres åndsfæller med henblik på at afbrænde billeder o.a. forestillende deres fælles, politiske modstandere.

Måske en mentalitetsforskel, måske en generationsforskel, måske en klasseforskel.  Ihvertfald et bevis på, at det at have en Nobel ikke er det samme som at være nobel.

PS.  Portrættet har iøvrigt denne fine lille passage, der nok antyder, at Krugman ikke er fri for selvironi og -kritik, men også viser, at man skal være forsigtig med at vurdere en (samfundsvidenskabelig) akademiker alene på mængden af “citations”

The most successful paper Krugman ever wrote was about target zones, and it was completely wrong. In the years before Europe adopted the euro, it was thought that establishing something between floating exchange rates and fixed ones—a “target zone” within which a currency would be allowed to float—might reap some of the advantages of each. He estimates that by the time the paper was officially published, in 1991, some hundred and fifty derivative papers had already appeared. “Empirically, it doesn’t work at all,” Krugman says. “People loved it as an academic thing, but it had some very strong predictions about interest rates inside target zones. Those predictions all turned out to be wrong. But nobody attacked me for that.”

Your tax dollars at work …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. januar 2010. 1 svar

Præsident Obamas “stimulus-pakke” på 800 mia. USD plus renter & det løse har, som bekendt, skullet “skabe eller redde” jobs.  Som Wall Street Journal kan fortælle dd., så er der ihvertfald en forskers job, der–pudsigt nok–er blevet reddet (eller ihvertfald finansieret) via “stimulus-pakken”.  Det drejer sig om den diskrediterede amerikanske klimaforsker Michael Mann, der har opnået ikke mindre end 2,4 mio. USD i statsstøtte til at bedrive yderligere “forskning”:

“The NSF made these awards prior to last year’s climate email scandal, but a member of its Office of Legislative and Public Affairs told us she was “unaware of any discussion regarding suspending or changing the awards made to Michael Mann.” So your tax dollars will continue to fund a climate scientist whose main contribution to the field has been to discredit climate science.”

Endnu engang kan vi trøste os med de vise ord om, at vi vist heldigvis ikke får “all the government we pay for” …