Den 2. oktober 2007 kunne man i Børsen læse, at den nuværende regering har sat rekord i vedtagelse af nye love og regler. Ifølge en undersøgelse fra Dansk Erhverv, blev der i seneste folketingssamling vedtaget hele 1854 nye love og regler, svarende til fem om dagen. Rent faktisk har den nuværende regering for hvert af folketingsårene i perioden 2004-2007 udstedt flere regler end Nyrup-regeringen gjorde i 2000-2001, hvor denne regering vedtog flest nye love og udstedte flest nye regler. Der er tillige en betragtelig forskel på den nuværende regering og Schlüterregeringen, hvor sidstnævnte aldrig vedtog over 1000 nye love og regler i sin tid ved magten. Særligt bekymrende ved denne udvikling er, at langt hovedparten af de nye regler udgøres af bekendtgørelser udstedt af ministre og offentlige myndigheder.

Her er et mikroskopisk udsnit af bekendtgørelser udstedt i år:

• Bekendtgørelse om adgang for inseminører fra visse lande til at inseminere husdyr,
• Bekendtgørelse om opdræt af ræve,
• Bekendtgørelse om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service
• Bekendtgørelse om isafgift af skibe,
• Bekendtgørelse om diæter m.v. til medlemmer af menighedsråd, provstiudvalg, budgetudvalg og stiftsudvalg samt til bygningskyndige deltagere i synsforretninger over kirker og præsteboliger, og
• Bekendtgørelse om køretøjers største bredde, længde, højde, vægt og akseltryk

Det er muligt at visse af de ovennævnte titler får læseren til at trække på smilebåndet. Men de mange regler indeholder ofte vidtgående beføjelser for offentlige myndigheder overfor den almindelige borger og medfører en detailregulering af forhold, som private ofte med fordel ville kunne løse sig selv imellem i henhold til egne konkrete erfaringer og præferencer, frem for ved at efterleve regler udstukket ovenfra. Men intet område er tilsyneladende for småt eller for privat til at blive reguleret af en borgerlig-liberal regering.

Særligt miljøområdet udgør en uoverskuelig skov af love og regler, der må hensætte den almindelige borger eller virksomhed, der påvirkes heraf i en tilstand af resignerende magtesløshed og frustration. Ikke bare findes der en række miljølove, som jordforueringsloven, miljømålsloven og miljøbeskyttelsesloven, der indeholder en vid adgang for miljøministeren til uden på forhånd fastlagte kriterier at regulere forhold, som berører private borgere, erhvervsdrivende, boligejere og landmænd, uden nogen særlig folketingskontrol hermed. Miljøministeren har også en vid adgang til på miljøområdet at videredelegere sin kompetence til diverse styrelser og nævn. Denne tilstand gør, at ingen kan vide sig sikker på, at den retsstilling der gælder for f.eks. en produktionsvirksomhed i dag ikke bliver radikalt ændret som følge af en ministeriel beslutning i morgen.

De mange regler udgør i sig selv et frontalangreb på den skelnen mellem det private og det offentlige, der er altafgørende for, at mennesker kan leve deres liv på egne betingelser – så længe de ikke skader andre – hvilket er det frie samfunds kendetegn. Men den eksplosive stigning i bekendtgørelser udgør også en trussel mod den magtadskillelse mellem lovgivende og udøvende magt, der i forvejen ikke er stærkt forankret i Danmark. Spørg et almindeligt folketingsmedlem, om indholdet af størstedelen af de bekendtgørelser der er udstedt i år og det overvejende flertal vil ingen idé have om, hvorledes en minister eller offentlig myndighed har udnyttet den beføjelse til at udstede bekendtgørelser, som det pågældende folketingsmedlem udstyrede ministeren eller den offentlige myndighed med da han/hun stemte for bemyndigelsesloven. Med andre ord bliver den udøvende magt – og dermed ikke-folkevalgte og anonyme embedsmænd, som ikke deltager i den offentlige debat- i stadigt stigende omfang ansvarlig for at udfylde indholdet af de love, der ellers er Folketingets ansvarsområde. Det er en udvikling, der i dagens Danmark opfattes som en helt naturlig del af vores demokrati men som i virkeligheden er både beskæmmende og skræmmende.

I retsstaten er lovgivers fornemmeste opgave at vedtage love af general natur, der skaber grundlæggende rammer, og som dermed tillader borgerne at indgå aftaler, organisere sig, skabe sociale relationer m.v. indenfor de generelle reglers ramme, med en relativ sikker viden om, hvilke handlinger, der vil blive mødt med sanktioner fra statens side. Denne opfattelse af lovgivers rolle synes endegyldigt forladt til fordel for detailreguleringen hvormed lovgiver og den udøvende magt i en uskøn blanding forfølger specifikke og konkrete målsætninger, der på vilkårlig vis favoriserer dette eller hint hensyn, alt efter, hvad folkestemningen tilsiger. 

Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, hvor lidt fokus borgerlig-liberale debattører – særligt jurister – har på dette område. Al fokus synes at være på det høje skattetryk og de manglende (reelle) skattelettelser. Men at en borgerlig-liberal regering er danmarkshistoriens mest aktivistiske regeludsteder er ikke et mindre svigt end den manglende vilje til at gennemføre skattelettelser. Borgerlig-liberale burde i langt højere grad stille krav om, at den nuværende regering kraftigt reducer antallet af eksisterende, overflødige og formynderiske love og bekendtgørelser, samt afgiver et løfte om at neddrosle lovgivningsivereren i en eventuel ny regeringsperiode.