Tag-arkiv: forskning

Hvad tjener professorer?

Af Christian Bjørnskov, den 11. april 2012. 13 svar

Svaret på spørgsmålet synes ret enkelt. En dansk professorlønning er i det store og hele overenskomstreguleret, så en professor aflønnes i lønramme 37 eller 38. Det betyder at i 2012 er årslønnen enten 527.889 eller 600.643 kroner. For mange danskere lyder det af mange penge, men når man påtænker, at jeg ikke kender nogen professorer på mit område, der arbejder under 60 timer om ugen, er det pludselig knap så attraktivt, men måske okay. I en international sammenligning er det dog langt fra okay, hvis man har nogen form for ambitioner med det danske universitetssystem.

Spørgsmålet bliver først rigtigt interessant, når man sammenligner med professorlønninger andre steder. Både de vise hoveder i Folketinget og landets universiteter mener, at vi skal være i den internationale top. Det betyder blandt andet at danske universiteter skal kunne tiltrække nogle af de bedste forskere. Her er lønnen en indlysende faktor, uanset hvad politikere finder på af spin. Og den danske professorløn er ikke ligefrem konkurrencedygtig, i særlig grad når man regner skatten med.

Marginal Revolution linkede forleden til en undersøgelse af, hvad den gennemsnitlige professor tjener ved en lang række amerikanske universiteter. Hvis man ser helt bort fra skatten, kan man på denne måde sammenligne direkte, hvilket lag danske universiteter ville være konkurrencedygtige i – givet den sædvanlige politiske påstand, at vi rent faktisk får noget for skattekronerne (hvilket jeg naturligvis ikke mener).

Data fra the Cronichle of Higher Education viser først og fremmest, at de universiteter, der betaler mest, også er det bedste. Toppen er Harvard, Columbia og Chicago med lønninger på mellem 198.400 og 197.800 dollars – dvs. 1,12 millioner kroner. En professorstilling et af de steder er bestemt ikke en dans på roser, men man bliver betalt for det!

Og hvad er så det leje, danske universiteter ligger i? En dansk professorløn er cirka 106.000 dollars, er niveau man ganske enkelt kan bladre sig frem til i undersøgelsen. Vi er her omkring University of Texas at Arlington, University of Michigan at Dearborn og University of Wyoming. Derudover skal man lægge, at på mange amerikanske universiteter bliver man betalt for 9-10 måneders arbejde årligt. Mange professorer tager derfor muligheden for at lave konsulentarbejde, holde foredrag eller på andre måder tjene ekstra penge.

Hvis man er single, betaler man cirka 22 % i skat til den føderale regering. I Massachusetts, for eksempel, ligger der en marginalskat på cirka 6 % oveni. Hvis man udover det regner en sundhedsforsikring ind, der koster 12 % (et temmelig højt gæt), ender man på rundt regnet på en samlet skatteprocent på 40 %. Når lønnen derefter skal bruges, er den højeste amerikanske moms omkring 8 %, og det generelle prisniveau ligger 10-15 % under det danske. Dén købekraftsforskel bør også tages med i regnestykket.

Med en løn der, endda med nogle meget venlige antagelser om det danske system, rækker til konkurrence med universiteter, der vel ligger i den amerikanske tredjedivision, bliver det svært at opfylde den politiske ambition om universitetsforskning og –uddannelse i verdensklasse. Men hvordan får man formidlet det budskab til danske politikere?

Public Choice World Congress 2012

Af Christian Bjørnskov, den 8. marts 2012. Skriv et svar

Jeg ankom til Miami, Florida, i går aftes for at deltage i dette års fælles Public Choice World Congress. Udover en meget hyggelig start på konferencen i form af morgenmad sammen med Niclas Berggren, Axel Dreher og Niklas Potrafke, lover det videnskabelige program også virkeligt godt. Her er traditionen tro et par helt idiosynkratiske pluk:

Niclas Berggren og Therese Nilsson: Does Economic Freedom Foster Tolerance? Niclas og Therese viser omhyggeligt, at i en gruppe af 65 lande er større økonomisk frihed stærkt forbundet med tolerance over homoseksualitet. Med andre ord underminerer statslig styring og intervention folks tolerance overfor anderledes livsstil. Vigtigt, ikke mindst med henblik på regeringens intention om at detailstyre vores livsstilsvalg som rygning, spisevaner, opdragelse osv.

Bonnie Wilson og Jac Heckelman: Institutions, Lobbying, and Economic Performance. Bonnie og Jac – to dygtige, amerikanske public choice-økonomer – er igang med at større project omkring lobbygrupper og særinteresser. I dette papir (som jeg diskuterer i morgen) viser de to, at effekten af økonomisk frihed er størst i lande med relativt få / svage særinteresser. Den teoretiske ide, som jeg finder fascinerende, er at stærke lobbyer kan påvirke design og implementering af politik sådan, at den i princippet samme politik får mindre effekt i praksis.

Christian Holkeboer og James Vreeland: Calling Democracies and Dictatorships: The Effect of Political Regime on International Long-Distance Rates. Holkeboer og den altid interessante Vreeland konkluderer at det alt andet lige er det væsentligt billigere at ringe til demokratier. Dermed finder de evidens for at diktaturer faktisk forsøgerat undertrykke informationsstrømme fra frie lande.

Udover det er der spændende papirer af f.eks. Niklas Potrafke og Roland Vaubel (om fritænkere i Europa mellem 1660 og 1961 flygtede som følge af politisk undertrykkelse – svaret er et rungende ja), Athanassios Pitsoulis og Thushyanthan Baskaran om forholdet mellem islamisk erobring og inflation i det byzantiske imperium, Andrew Morris og Lotta Moberg om, hvordan OECDs kampagne om ”Harmful Tax Competition” kan forstås som et kartelsamarbejde mellem politikere, og Krishna Chaitanya Vadlamannati om hvordan indiske politikere manipulerer antallet af registrerede korruptionssager op til valg, men aldrig øger den faktiske bekæmpelse. Som nævnt tidligere, er der masser af andre interessante sager som alle kan downloades fra konferences website.

Er forfatninger økonomisk vigtige?

Af Christian Bjørnskov, den 17. februar 2012. 3 svar

Spørgsmålet i dagens post er sådan set direkte selv-promoverende: Det er emnet for mit bidrag til dette års Public Choice World Congress. For anden gang holder de fire public choice-selskaber – de nordamerikanske, europæiske, japanske og australasiatiske – en fælles konference, der denne gang er i Miami, Florida. Stort set alle papirerne er allerede tilgængelige her; det kan stærkt anbefales at bladre gennem de mange forskellige emner eller blot tage et kig på deltagerlisten. Jeg glæder mig allerede til en konference med gamle koryfæer som James Buchanan, Geoffrey Brennan og Richard Wagner, og de nye topnavne Axel Dreher, Peter Leeson og James Vreeland; men mere om dem senere.

Tilbage til spørgsmålet og papiret (tilgængeligt her), der i øvrigt er en del af Ratio Instituttets projekt om ”Property rights, the conditions for enterprise and economic growth”. Ethvert forsøg på at svare har været problematisk, idet mange forfatninger er gamle og retsvæsener har det med at udvikle deres egne normer, samtidig med at de er udsat for forsøg på politisk styring. ’Tricket’, om man vil, i papiret er at fokusere på de 30 lande, der efter 1989 blev af med sovjetisk kommunisme. 28 af landene indførte helt nye forfatninger efter 1990, mens Litauen og Ungarn reformerede eksisterende forfatninger så meget, at de effektivt er nye. Vi ved også præcist, hvornår de nye forfatninger trådte i kraft og hvordan den forfatningsmæssige beskyttelse af den private ejendomsret ser ud.

Når man således analyserer vækst i enten nationalindkomst eller arbejdsproduktivitet mellem 1990 og 2009 i de 30 lande, er konklusionen noget overraskende: Der er ingen langsigtskonsekvenser af forfatningsmæssig beskyttelse af ejendomsret. Hvad der er at finde, er et dyk i den økonomiske vækst, der er større jo stærkere den formelle beskyttelse er. Med andre ord koster det på den korte bane at indføre formel beskyttelse, mens det giver et stort nul på den lange bane.

Hvis nogen skulle undre sig, kan det for eksempel understreges, at forfatningen i Tjekkiet, der er et af de mest succesrige postkommunistiske samfund, slet ikke nævner privat ejendom med et eneste ord. På den anden side har Albaniens, Moldovas og Rumæniens nye forfatninger umiddelbart stærk beskyttelse af ejendomsretten. Det, der betyder noget for samfunds økonomiske udvikling og legitimitet, er de facto beskyttelsen, ikke de jure regler som politikere og domstole alligevel jævnligt ignorerer.

It’s the Weather, Stupid!

Af Christian Bjørnskov, den 24. januar 2012. 2 svar

Den Gamle Redacteur her fra bloggen, Peter Kurrild-Klitgaard, lavede for nogen tid siden et stykke forskning med konklusioner, der nok har fået flere af hans med-politologer til at få nogen galt i halsen. Papiret er nu accepteret for publikation og trykkes på et tidspunkt i Public Choice (gated version her; gratis wp-version her). Og hvad er det så, man sådan kan tænke sig har provokoret et par politologer?

Jo, i artiklen ”It’s the Weather Stupid! Individual Participation in Collective May Day Demonstrations” undersøger PKK, hvad der får folk til at komme til den traditionelle 1. maj-demonstration i Fælledparken. Han har tal fra politiet på, hvor mange mennesker har deltaget i perioden mellem 1980 og 2011. Der er således tale om et klassisk eksempel på politisk mobilisering omkring en fælles (venstrefløjs)sag. Det er der masser af politologisk teori om – for eksempel regner de fleste med at der kommer flere når fagforeningerne eller venstrefløjen i øvrigt står stærkt, hvis der er en højreorienteret regering, hvis der er konflikt, eller hvis der ellers er uro i samfundet. Modsat megen mainstream politologi, har public choice-teori dog den indvending, at den enkelte stort set ikke betyder noget. Er man nummer 70.001 eller kommer der ’kun’ 70.000 det år hvis man bliver hjemme på sofaen gør ingen forskel for den enkelte. Denne indsigt, der kan synes indlysende, har været helt centralt for collective action theory siden Mancur Olsons 1965-opus The Logic of Collective Action.

Og grunden til at man som politolog måske kan blive noget skuffet er, at PKK viser at stort set ingen af de klassiske grunde forklarer noget som helst af variationen i deltagelse i Fælledparken over de sidste 32 år. Det, der i helt overvældende grad betyder noget, er vejret! For hver grad, 1. maj er varmere, kommer der cirka 12.000 flere deltagere, og for hver solskinstime kommer der 5000 flere. De eneste andre faktorer, der viser sig at spille en statistisk signifikant rolle, er hvor mange der kom året før (en positiv rolle), og Danmarks Statistiks indikator for forbrugertilliden (negativ).

Overordnet ser det altså ud til, at for langt de fleste potentielle deltagere i fagbevægelsens årlige fejring, er den udløsende faktor om vejret er godt eller ej. Ikke just den mest velkomne konklusion, hvis man er fagforeningsmand, men ret underholdende og intuitivt rigtig for resten af os. Eller som PKK konkluderer: ” in the absence of dramatic forces being at play the most important factors for the explanations of participation in political manifestations may very well be whether the weather is sufficiently pleasant for people to fight for what they believe is a better and more just society.”

Nobelprisen i økonomi 2011

Af Christian Bjørnskov, den 10. oktober 2011. 4 svar

For en god time siden blev Nobelprisvinderne i økonomi annonceret af Sveriges Riksbank. Som så mange gange før var vores gæt ikke rigtige. Vinderne blev Thomas Sargent (NYU) og Christopher Sims (Princeton). Den officielle begrundelse er “for their empirical research on cause and effect in the macroeconomy”. Mere specifikt:

Thomas Sargent has shown how structural macroeconometrics can be used to analyze permanent changes in economic policy. This method can be applied to study macroeconomic relationships when households and firms adjust their expectations concurrently with economic developments. Sargent has examined, for instance, the post-World War II era, when many countries initially tended to implement a high-inflation policy, but eventually introduced systematic changes in economic policy and reverted to a lower inflation rate.

Christopher Sims has developed a method based on so-called vector autoregression to analyze how the economy is affected by temporary changes in economic policy and other factors. Sims and other researchers have applied this method to examine, for instance, the effects of an increase in the interest rate set by a central bank. It usually takes one or two years for the inflation rate to decrease, whereas economic growth declines gradually already in the short run and does not revert to its normal development until after a couple of years.

Er det et godt valg? Omend det er sikkert og ukontroversielt – ingen af de to har nogen stærk ideologisk profil som f.eks. en Robert Barro – er det utvivlsomt fuldt fortjent, at Sargent og Sims deler prisen. Det er også rettidigt. Uden Sims VAR-framework ville en evaluering af effekterne af kortsigtspolitik være lige så meget gætværk som for 40 år siden. Og uden Sargents indsigter i langsigtskonsekvenser af forhold som pengepolitiske regler osv. ville vi være mere på Herrens mark når vi talte strukturpolitik. Tillykke til de to!

Nobelprisen – bud til næste mandag

Af Christian Bjørnskov, den 7. oktober 2011. 1 svar

Mandag klokken 13 annonceres det, hvem der får Nobelprisen i økonomi for 2011. Som altid er det svært at forudse, hvem der får den, men derfor også sjovere. Mange økonomer og andre er begyndt at gætte. Her er et par af de bedre gæt, inklusive vores egne ideer.

Først har Thomson-Reuters (delvis på basis af citationstal) givet følgende bud:

  • Douglas W. Diamond (Booth School, Chicago), for sin analyse af finansiel intermediation og monitorering.
    Jerry A. Hausman (MIT) og Halbert L. White, Jr. (University of California San Diego, La Jolla), for deres bidrag til økonometri, særligt Hausmans specifikationstest og White’s standardfejl (heteroskedasticitet).
  • Anne O. Krueger (Johns Hopkins) og Gordon Tullock (George Mason) for deres beskrivelse og analyse af rent-seeking.

Mostly Economics leverer en række andre bud:

  • Jagdish Bhagwati (Columbia) og Avinash Dixit (Princeton) for international handelsteori
  • Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (Stanford) for deres bidrag til vækststudier
  • Oliver Hart (Harvard) for transaktionsøkonomi
  • William Nordhaus (Yale) og Martin Weitzman (Harvard) for deres bidrag til miljøøkonomi
  • Eugene Fama (Booth School, Chicago) og Kenneth French (Dartmouth) for finansiel økonomi
  • Robert Shiller (Yale) og Richard Thaler (Booth School, Chicago) for adfærdsøkonomi

Mine personlige favoritter – ikke fordi jeg mener, at de er de mest sandsynlige, men fordi de i den grad fortjener den – er enten en pris delt mellem Krueger og Tullock eller Robert Barro. Grunden er ret simpel: De har stået for gennembrud, der betyder noget for den måde vi ser verden på. Tullock og Krueger introducerede studiet af rent-seeking og dermed en analytisk måde at forholde sig til korruption, lobbyisme og særinteressepolitik. Barro, der tidligere også har bidraget signifikant til politisk økonomi, startede hele den nye forskning i økonomiske vækstprocesser, der bl.a. har demonstreret værdien af gode institutioner og frihandel. Hvis den slags ikke er en Nobelpris værd?

Skandale i forskningsverdenen kommer til en foreløbig ende

Af Christian Bjørnskov, den 21. august 2011. 19 svar

En del af vores læsere kender sikkert allerede historien, så her er en meget kort introduktion og et par links. Kort fortalt handler det om, at en af Europas højest profilerede økonomer – Bruno Frey, der er professor ved Universitetet i Zürich – har forbrudt sig mod en af de vigtigste regler i samfundsvidenskabelig forskning: Han har publiceret samme resultater og stort set samme artikel i flere forskellige videnskabelige tidsskrifter.

Frey, der er blevet nævnt i Nobelsammenhæng for sine bidrag til at bringe lykkeforskning og nationaløkonomi sammen, har sammen med Benno Torgler fra Queensland University of technology og Torglers PhD-studerende David Savage forsket i hvem der overlevede Titanic-forliset. Vi har tidligere skrevet om det her, og artiklerne og forskningen bag blev modtaget med stor entusiasme rundt omkring i verden. Problemerne ligger i, at stort set ens artikler er publiceret i Journal of Economic Perspectives og Proceedings of the National Academy of Science (de ene par), og Journal of Economic Behavior & Organization og Rationality and Society (det andet par).

Der er således tale om såkaldt, selv-plagiat. Den officielle klage og Freys svar kan læses her. Handelsblatts Olaf Storbeck leverer nok den bedste oversigt over skandalen her, ikke mindst pointen som flere kommentatorer har understreget, at der er tidligere forskning som Frey et al. har overset. Flere omtaler findes her, her, her og her.

Affæren er svær at få hoved og hale på, men der er ingen tvivl om, at Frey og Torgler har forbrudt sig mod et af de største tabuer. Har de gjort det med vilje? Det er svært at tro om to kolleger (Savage er PhD-studerende og holdes derfor skadesfri af alle parter), som jeg har gode forhold til – jeg overnattede endda hos Benno en enkelt nat da jeg besøgte QTU i Brisbane sidste år. På den anden side er det svært at tro, at ingen af dem har vidst, at næsten enslydende artikler lå hos forskellige tidsskrifter.

Er der brug for politisk adfærdsøkonomi?

Af Christian Bjørnskov, den 30. juni 2011. 5 svar

I løbet af de sidste ti år er adfærdsøkonomi – Behavioural Economics – kommet på mode. Adfærdsøkonomi tager sit udgangspunkt i, at mennesker ikke altid handler rationelt. Vi gør altså ikke altid det, der er rigtigt for os selv: Spiser for meget, ryger for meget, investerer i de forkerte ting, og undervurderer hvor hurtigt vi vænner os til materielle forbedringer. Listen er lang over ting, vi gør forkert og burde lave om på. En af bestsellerne i den mere populære ende af nationaløkonomi er derfor Nudge, Thaler og Sunsteins bog, der udkom i 2009. Nudge er i særdeleshed blevet populær på at demonstrere, hvordan regeringen med små ’puf’ i den rigtige retning, kan ændre folks liv til det bedre. Specielt i USA er begrebet ’paternalisme’ igen kommet til at have en positiv betydning for nogle samfundsforskere og politikere.

Men ikke alle er enige, og adfærdsøkonomi udviser problemer, som man skal 40-50 år tilbage for et genfinde. Dengang gjorde folk som James Buchanan og Gordon Tullock op med den underlige situation i nationaløkonomi, hvor man antog at folk var rationelle og gjorde hvad de kunne for at forbedre deres eget liv – bortset fra når de trådte ind i politik eller det offentlige bureaukrati. I denne sfære antog man, at de gjorde deres bedste for samfundet. Buchanan, Tullock og andre pionerer grundlagde public choice-litteraturen ved at antage, at folk gør deres for at nå deres egne mål, uanset hvor de arbejder. Nu argumenterer mange for, at adfærdsøkonomi har behov for en lignende reorientering.

Hvor stort er problemet da? Antager adfærdsøkonomer virkelig, at politikere og bureaukrater ikke lider under kognitive begrænsninger og begrænset rationalitet? Det svarer Niclas Berggren på i en ny artikel, som publiceres i Review of Austrian Economics. I ”Time for Behavioral Political Ecnomy?” har Niclas undersøgt artikler, publiceret de sidste ti år i ti absolutte toptidsskrifter: American Economic Review, Journal of Finance, Quarterly Journal of Economics, Econometrica, Journal of Financial Economics, Journal of Political Economy, Review of Financial Studies, Journal of Economic Theory, Review of Economic Studies og Journal of Econometrics.

Niclas dokumenterer, at i de ti år mellem 2000 og 2009 blev der publiceret 323 adfærdsøkonomiske artikler i de to tidsskrifter (fire procent at de godt 8000 artikler). 67 af disse (21 procent) omfattede en anbefaling om, hvad man politisk bør gøre ved det identificerede adfærdsproblem. Artikler med en sådan ’policy recommendation’ er svært overrepræsenterede i Quarterly Journal of Economics og Journal of Political Economy. Artiklens hovedpointe er dog, at ud af disse 67 artikler var der kun tre, der tog muligheden alvorligt, at politikere og bureaukrater også kunne lide af adfærdsproblemer!

Er det vigtigt, eller blot en videnskabelig komplikation? Jeg er enig med Niclas i, at det er en meget vigtig pointe. Cass Sunstein har været dybt involveret i Obama-administrationens politikplanlægning, og mange andre steder i verden tager politikere adfærdsøkonomi alvorligt. Det er indlysende nok, fordi adfærdsøkonomi som den praktiseres lige nu netop i mange tilfælde giver klare anbefalinger om, at man bør regulere folks adfærd fra politisk side. Men hvis politikere og embedsværket lider af lignende mangel på rationalitet og kognitive begrænsninger (og vi opfordrer læserne til at tænke på et par af dem!), er risikoen, at det går lige så galt som da vulgær-keynesianisme fortalte dem, hvordan man ’styrer’ en økonomi.

Marlene Wind – man undrer sig

Af Christian Bjørnskov, den 14. juni 2011. 68 svar

Normalt begiver vi os ikke ud i personbetragtninger her på Punditokraterne, men ovenpå de sidste dages skænderi mellem udviklings- og integrationsminister Søren Pind og professor Marlene Wind fra Københavns Universitet er det nok på sin plads. Og det er ikke Søren Pind, vi undrer os over.

Marlene Wind har indtil fornylig væres mso-professor på Institut for Statskundskab i København, dvs. hun har haft et tidsbegrænset professorat. Hun er for et par uger siden blevet udnævnt til fuld professor. Winds specialisering er EU, og hun bruges flittigt som ekspert af både DR, TV2 og en række aviser. Det var i denne rolle, hun forleden gjorde sig klog på regeringsmedlemmers psykologi i forbindelse med sagen om øget grænseovervågning. Det gjorde Søren Pind så sur, at han på sin Facebook-profil omtalte hende som Halv-vind. Om man kan lide ham eller ej, påpeger flere kommentatorer, at: 1) En Facebook-profil er at betragte som personlig, og Pind har altså ikke udtalt sig i sin funktion af minister; og 2) Marlene Wind udtalte sig langt udenfor sin ekspertise, når hun kommenterede på regeringens mest interne overvejelser i en sag, der ikke engang er fuldt oplyst. Wind var dog tydeligt rasende, og kunne mandag aften oplyse seerne på TV2 News om sine store kvalifikationer.

Så man kan tillade sig at undre sig, og når man ser nærmere på Wind, vokser ens undren. Danske, samfundsvidenskabelige professorater gives udtrykkeligt kun til forskere, der har høj videnskabelig status. Det betyder altid at de har publiceret på deres ekspertområde i internationalt anerkendte tidsskrifter, og enten publiceret meget eller publiceret tilstrækkeligt i de allerbedste tidsskrifter. Når man ser på Marlene Winds CV, er det tydeligt at det har hun ikke! Der er én artikel i Journal of Common Market Studies, et anerkendt politologitidsskrift med en impact factor på 1,3 (nummer 23 i political science), og seks artikler i noget mindre tidsskrifter. Og det er så åbenbart det siden hun blev færdig som PhD i 1998 – de tre sidste items under punktet ”Peer reviewed articles in international journals” er et bogkapitel, et working paper fra Robert Schuman Centre for Advanced Studies, og en artikel der står som ”To be submitted to Journal of European Public Policy” – dvs. den er ikke antaget. Af disse syv er kun tre tidsskrifter tilstrækkeligt gode til, at de er dækket af enten Scopus-databasen eller Web of Science – og kun én af disse artikler er citeret én gang af en anden, end Marlene Wind. Til sammenligning har en anden ekspert, professor Michael Svarer (PhD i 2001), 23 artikler dækket af Scopus og 113 citationer på trods af hans alder.

Marlene Winds publikationsliste – og dermed det håndfaste bevis på hendes kvalifikationer – ligner noget, man ville finde i en lektoransøgning og som nok ville udløse en vurdering som ’kvalificeret’, men uden nogen entusiasme. Hun kan som sådan være et sympatisk menneske, men hvordan i al verden hun nogensinde er blevet professor, er mig en stor gåde. Kan læserne oplyse sagen, eller skal man bede Poul Pilgård Johnsen på Weekendavisen om at interessere sig for den? Der må være en historie bag.

Hvor dybe er tillidens historiske rødder?

Af Christian Bjørnskov, den 13. maj 2011. 7 svar

De senere års forskning har vist, at tillid er en vigtig ressourcer for lande – som Punditokraternes læsere utvivlsomt har bemærket. Et spørgsmål, der diskuteres heftigt er derfor, hvor stabil tilliden er på landeniveau: Er den et kulturelt karakteristikum, eller kan man fra politisk side påvirke folks syn på hinanden? Hvis det er det sidste, indebærer det at der er en mulighed for at føre smart politik med henblik på at ’investere’ i social tillid. Hvis det derimod viser sig, at verden mere ligner den første situation, må man nærmere forsøge at navigere i andre vande, hvis man tilfældigvis er del af en lavtillidskultur.

En af måderne at svare på spørgsmålet på, er at undersøge hvor stabil tillid er over tid. Problemet er blot, at vi ikke har tillidsmål for de fleste lande fra før 80erne. Man bliver derfor nødt til at finde andre måder at undersøge det på, end blot at se på stabiliteten i målet selv. Jeg har et nyt working paper ude om emnet (der kan downloades her), der giver nogle indikationer i den retning. Papiret med titlen ”Historical Correlates of Social Trust” peger ret utvetydigt på, at der er en meget stabil, central komponent af tilliden, der ikke ændrer sig over tid.

Hvordan kan man undersøge det? Lad mig give et af eksemplerne fra papiret. Hovedtanken er, at hvis tilliden er stabil, bør nuværende tillidsniveauer kunne forklare historiske forskelle i forhold, vi ville regne med var påvirkede af tilliden. Et af disse forhold er folks opførsel overfor jøder i anden verdenskrig. Jo mere tillid, folk har til hinanden selvom de ikke kender hinanden, jo flere jøder burde man regne med, folk hjalp i 40erne. Og det er præcist, hvad dataene viser! For hver ti procent mere tillid, lande har i dag, reddede de europæiske lande i gennemsnit 20 procent flere jøder. Og som læserne utvivlsomt ved, fik verdens nuværende rekordholder i social tillid – Danmark – reddet næsten alle jøder, der boede i landet under anden verdenskrig. Ud af 7800, hvoraf cirka 6000 var danske statsborgere, døde kun 60.

Kan man forklare det med andet end et stabilt kulturelt fænomen, når tillidsmål i dag kan forklare forhold, der skete næsten 70 år siden. Mit svar er næppe, men der er med sikkerhed nogle af mine kolleger ude i verden, der stadig vil være skeptiske. Jeg håber de gider bruge en smule af deres tid på at læse og tænke over de historiske eksempler i det nye papir. Og hvis man stadig skulle være skeptisk over den grundlæggende idé, at dybt historiske forhold kan have langsigtede konsekvenser, der stadig kan ses i dag, kan læserne for eksempel tage et kig på et nyt of ret pragtfuldt papir om historisk arbejdsetik i England, som bl.a. Carl-Johan Dalgaard står bag (downloades her).

Årets public choice konferencer – Rennes

Af Christian Bjørnskov, den 3. maj 2011. Skriv et svar

Torsdag til søndag i denne uge blev den europæiske public choice konference afholdt i Rennes. Konferencen, der var virkeligt velorganiseret af et fransk-italiensk team, bød på en række interessante og/eller tankevækkende præsentationer. Som traditionen byder, bringer vi her et idiosynkratisk pluk af dem. Hele programmet og stort set alle papirer kan downloades her.

Monika Turyna (Wien): Monika, der er på nippet til at forsvare sin PhD-afhandling, vandt årets Wicksell-pris (årets bedste papir af en forsker under 30) med papiret ”Campaign Finance Regulations and Policy Convergence: The Role of Interest Groups and Valence”. Papiret er afgjort værd at læse for den måde, det viser at spørgsmålet om kampagne- og partifinansiering slet ikke er så simpelt, som de fleste tror. Med input fra både nationaløkonomi og statskundskab, med en formel teoretisk model og solid empiri, og med indsigter a la ’things ain’t always what they seem to be” var den østrigsk-uddannede polak en værdig vinder.

Axel Dreher (Heidelberg) og Andreas Fuchs (Göttingen): Mine to venner har set på, hvor Kina giver ulandshjælp og hvordan de giver den i ”Rogue Aid? The Determinants of China’s Aid Allocation”. Mange mennesker og politikere synes at tro, at kineserne er ekstremt strategiske og kalkulerende i deres ulandshjælp, men de to tyskere finder, at det egentlig ikke er tilfældet i højere grad end mange almindelige, vestlige donorer.

Bernd Hayo (Marburg) og Stefan Voigt (Hamburg): Igen to gode kolleger fra Tyskland, der leverer spændende forskning. Hayo og Voigt er i gang med et højinteressant projekt omkring forfatningsændringer, og hvornår man ser dem. De viser for eksempel, at der har været cirka 250 ændringer af forfatninger siden først i 1950erne. Selvom de fleste af os tænker på forfatninger som stabile og i visse tilfælde urørlige, er det meget mere almindeligt at lave om på dem end man går og forestiller sig.

Christoph Moser og Jan-Egbert Sturm (ETH Zürich): Moser, Sturm og et helt hold omkring dem er i disse år ved at få styr på, hvordan og hvorfor centrale beslutninger tages i internationale organisationer. Punditokraternes læsere vil måske genkende andre navne som Axel Dreher, Martin Gassebner eller James Vreeland. I papiret ”Explaining IMF Lending Decisions after the Cold War” forsøger de to at få styr på, hvorfor IMF har lånt penge til og støttet nogle lande og ikke andre efter den kolde krigs ophør. Hele forskningsprogrammet er spændende.

Henrik Christoffersen og Karsten Bo Larsen (Cepos): Ingen EPCS-konference uden dansk deltagelse, og de sidste år har universiteterne ikke været alene. Der bliver lavet rigtig forskning hos tænketanken Cepos, og i papiret ”Comparison of Cost and Performance in the Private and Public Primary and Lower Secondary Schools in Denmark” viser Christoffersen og Larsen overbevisende, hvordan danske privatskoler generelt er bedre til at håndtere svage elever. Ideen er enkel – hvis en elev forsvinder fra en privatskole, forsvinder pengene også, så man må hellere gøre sit bedste for at beholde dem i god stand – men helt ortogonal til dansk politisk tænkning. Mere af det, tak!

Hvor dybe er kulturelle rødder? Evidens fra progromer

Af Christian Bjørnskov, den 20. april 2011. Skriv et svar

Der kører for tiden en nogle gange ophedet diskussion i samfundsvidenskaberne om, i hvilken grad man kan ændre folks værdier og forestillinger. Er tillid for eksempel et stabilt kulturelt fænomen, eller kan man ændre den via politik? Min holdning er, at forbløffende mange af disse forhold er kulturelt stabile, selvom nogen bestemt ikke synes om det, eller er enige (f.eks. min kollega Peter Thisted Dinesen).

Et nyt eksempel demonstrerer hvor dybe, de kulturelle rødder kan være. Nico Voigtländer og Hans-Joachim Voth viser i et fremragende papir, hvordan antisemitiske holdninger i 1300-tallet blev gentaget i 1920ernes og 30ernes Tyskland. Hele papiret er stærkt anbefalet og kan læses her; Abstractet er her:

How persistent are cultural traits? This paper uses data on anti-Semitism in Germany and finds continuity at the  local level  over more than half a millennium. When the Black Death hit Europe in 1348-50, killing between one third and one half of the population, its cause was unknown. Many contemporaries blamed the Jews. Cities all over Germany witnessed mass killings of their Jewish population. At the same time, numerous Jewish communities were spared these horrors. We use plague pogroms as an indicator for medieval anti-Semitism. Pogroms during the Black Death are a strong and robust predictor of violence against Jews in the 1920s, and of votes for the Nazi Party.  In addition, cities that saw medieval anti-Semitic violence also had higher deportation rates for Jews after 1933, were more likely to see synagogues damaged or destroyed in the Night of Broken Glass in 1938,  and their inhabitants wrote more  anti-Jewish letters to the editor of the Nazi newspaper Der Stürmer.

 

Årets Public Choice konferencer – San Antonio

Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2011. Skriv et svar

Jeg er lige kommet hjem fra San Antonio, Texas, efter en vel overstået amerikansk public choice conference. Ligesom tidligere år var der en række interessante præsentationer, og som traditionen her på stedet byder, bringer vi et udvalg af dem. Som altid er det et helt personligt, idiosynkratisk udpluk, og andre kunne måske have fokuseret på andre papirer. Anyway, highlights var:

Martin Rode, Uni Cantabria: Martin har sammen med en spansk kollega set på, om en regering ledt af et populistisk parti er ’anderledes’. Hans konkrete fund peger på, at populisme underminerer landets økonomisk frihed og dermed på længere sigt skaber store økonomiske problemer.

Andreas Bergh og Therese Nilsson, Lunds Universitet: Mine to svenske venner har i år set på sammenhængen mellem globalisering og absolut fattigdom. Grunden er, at man ofte hører fra venstrefløjen at globalisering fører til udbytning af de fattigste og uddyber deres problemer. Andreas og Therese viser i det første store studie af dette emne, at globalisering helt tydelig bidrager til mindre fattigdomsproblemer. I særlig grad tyder det på, at globalisering gør en række varer billigere for de fattigste.

Albert Solle-Olle, Elena Costas-Perez og Pilar Sorribas-Navarro, Uni Barcelona: Et vigtigt spansk problem er korruption. De tre økonomer har derfor grundigt set på, i hvilket omfang spanske vælgere straffer politikere, der er indblandet i bestikkelse. Ved at kigge på et helt specifikt område – byggetilladelser – kan de tre identificere ret præcist hvor mange stemmer, man mister. Officielt kendt indblanding ser faktisk ud til at koste et ti procent tab. Spanske vælgere er langt mere ’moralske’ end man umiddelbart skulle tro.

Simge Tarhan, Colby College: Et af de helt store samtaleemner i USA er (igen) regler for partifinansiering. Simge har taget et teoretisk skridt til at forstå hvordan den slags regler kan påvirke partierne, og ikke mindst hvor repræsentative, deres kandidater er. Selvom papiret til konference stadig var lidt ’råt’, var det ret lovende. Helt særligt gjaldt det, at den tyrkisk-fødte økonom kunne pege på, hvordan reguleringer og begrænsninger af, hvor mange penge der må være i politik, kan føre til at partiernes kandidater bliver mere ekstreme og mindre repræsentative for vælgerne.

Andre interessante bidrag kom fra en række af punditokraternes venner: Niclas Berggren, der pegede på hvor skæv, adfærdsøkonomi er indtil videre (forbrugere er kognitivt begrænsede og ikke altid rationelle, men politikere gør det rigtige i modellerne), Niklas Potrafke og Arye Hillman (et velunderbygget eksempel på hvordan diktaturer støtter åbenlyst løgnagtige resolutioner i FN), eller Duncan Denvils dokumentation af hvor progressive næsten 180 landes skattesystemer faktisk er. De fleste af konferencens papirer samt programmet kan ses her.

Er lighed godt for folk?

Af Christian Bjørnskov, den 25. februar 2011. 5 svar

Der raser for tiden en debat i mange lande, som forleden også kom til Danmark. I onsdags arrangerede den venstreorienterede tænketank Cevea således et debatmøde med titlen ’Ulighedens Topmøde’ på Vartov i København med en af baneførerne i debatten, den britiske epidemiolog Richard Wilkinson. Wilkinson skrev for et par år siden bogen ’The Spirit level’ sammen med sin kollega Kate Pickett. Bogen har været stærkt omtalt i en række lande, og er blevet solgt i stor stil som et bevis for, at ulighed ødelægger samfund.

En række aviser omtalte mødet positivt (eks. her, her og her). Det er også en vigtig debat, men en der føres på et ekstremt tyndt grundlag. Som den glimrende avis, Information er, havde den derfor dagen efter den bragte Wilkinson og Cevea-direktør Jens Jonatan Steens kronik om emnet, inviteret den anden side. Vores ven og kollega på Lunds Universitet, Andreas Bergh, tog således i går livtag med Wilkinsons myter i Information. Kronikken, som kan læses i sin helhed her, stiller meget store spørgsmål ved bogen. Her er et par pluk fra kronikken:

Kritikken af bogen retter sig især imod brugen af punktdiagrammerne. Wilkinson og Pickett bruger dem til at vise, at nordiske lande er stærkt lighedsorienterede og derfor har færre sociale dårligdomme end USA, hvor der hersker en høj grad af ulighed. Men så snart man føjer andre data til, eventuelt fra andre lande, fra et andet år eller fra helt andre kilder end dem, som Wilkinson og Pickett bruger, kan man let komme til det modsatte resultat: Pludselig har ulighed ikke det mindste at gøre med f.eks. kriminalitetsniveau eller forventet levealder.

Og

Når Wilkinson og Pickett hævder, at der findes hundredvis af forskningsartikler, som styrker deres tese, er det først og fremmest artikler af denne ældre type, som de sigter til. Resultaterne fra de få undersøgelser, som har tilstrækkeligt med detaljerede data, er betydeligt mere brogede, end det billede The Spirit Level leverer.

Jeg har også selv anmeldt bogen før for det videnskabelige tidsskrift Population and Development Review (i juni-nummeret 2010), hvor jeg måtte konkludere, at The Spirit Level er en fin debatbog, men en eklatant fiasko som videnskabeligt indlæg. Hermed en advarsel imod at tro, at den er sandhedsvidne til noget som helst.

Generel interesse: Kyklos, februarnummeret 2011

Af Christian Bjørnskov, den 20. januar 2011. 4 svar

Når nye numre af fagtidsskrifter på ens område kommer, er der som oftest ikke mere end én artikel, som ser interessant ud. Nogle gange er der ingen, men nogle gange er selvfølgelig undtagelser. Februarnummeret af Kyklos, der er tilgængeligt online nu, er netop en af dem. Ikke blot er min fælles artikel med Andreas Bergh blevet ’lead paper’, men nummeret indeholder flere ganske interessante studier. For at – forhåbentlig – stimulere vores læseres appetit, er her abstracts og nødvendige oplysninger på fire af de artikler, der publiceres i Kyklos i denne omgang. Vi håber, at læserne synes nogle af dem er lige så interessante som vi gør.

Andreas Bergh og Christian Bjørnskov, “Historical Trust Levels Predict the Current Size of the Welfare State”, Side 1-19 Læs resten →

Er stimulanspakker virkelige effektive? Ny evidens

Af Christian Bjørnskov, den 15. november 2010. 2 svar

Hvor effektiv er finanspolitik overhovedet, og crowder den privat aktivitet ud? Spørgsmålet er helt centralt disse år, ikke kun i USA, men også i Danmark hvor S-SF tydeligvis har tørre tiltro til de gode virkninger af offentlig udgiftspolitik end både den nominelle og reelle hørjrefløj. Lauren Cohen, Hoshua Coval og Christopher Malloy, alle fra Harvard Business School, har set på emnet igen. Deres identifikationsstrategi låner de fra Caroline Hoxbys arbejde om uddannelseseffekter, men det gør den ikke mindre smart. Tanken er, at i USA er udnævnelser til de magtfulde senatsudvalg stort set kun baseret på anciennitet, men når en stat får en senator i et af de vigtige udvalg, stiger de føderale overførsler til staten. Man har altså en i denne sammenhæng tilfældig begivenhed, der udløser en stigning i øremærkede overførsler på 40-50 %. Denne stigning svarer til en ekspansion af finanspolitikken, og dermed en stimulans, som man uden problemer kan måle effekterne af, da den er ’eksogent given’.

Virkningerne i det private er som Obama-fløjen frygter og vi andre har regnet med. Cohen, Coval og Malloy finder, at en event som den ovenfor får private virksomheder til at skære deres kapitalinvesteringer med cirka 15 %. De samme virksomheder reducerer også deres forsknings- og udviklingsbudget med 7-12 %, øger dividendebetalinger med cirka 13 %, og reducerer deres beskæftigelsesvækst (basalt set hvor mange mennesker de ansætter) med et sted mellem 3 og 15 %.

De tre Harvard-økonomer dokumenterer dermed, at såkaldt offentlig ’stimulans’ har bivirkninger, der bevirker at private virksomheder faktisk er negativt ramt af stimulans. Man kan selvfølgelig stille spørgsmålet, om Danmark er anderledes. Man kan også spørge, om resultaterne kun har at gøre med øremærkede udgifter eller er mere generelle. Vi besvarer ikke de spørgsmål her, men overlader det til læserne.Selve papiret kan læses her, og et interview med Joshua Coval om studiet er her.

Hvem er de ’bedste’ danske økonomer – 2010 edition

Af Christian Bjørnskov, den 11. juli 2010. 27 svar

For næsten præcist et år siden skrev jeg en post her på stedet om, hvem de bedste danske økonomer er. Posten var foranlediget af en irritation over, at medierne ofte bruger begreber som ’topøkonom’ eller ’topforsker’ på en meget lemfældig måde. Udsnittet af danske økonomer sidste år var Sten Bocian (Danske Bank), Jesper Jespersen (RUC), Peter Birch Sørensen (København, nu tidligere overvismand), Carl-Johan Dalgaard (København), David Dreyer Lassen (København), Helena Skyt Nielsen (Aarhus), Torben M. Andersen (Aarhus), Martin Paldam (Aarhus), Philipp Schröder (Aarhus) og mig selv (Aarhus). Hverken Bocian eller Jespersen havde nogen peer-reviewed publikation i perioden 2006-2008, så dem ser vi ikke på i år. Til gengæld har jeg valgt at tage tre andre danskere med, den ene en der befinder sig i gråzonen mellem nationaløkonomi og ledelse: Nicolai Foss fra CBS. De andre er min kollega og en af de tre vismænd, Michael Rosholm, og udviklingsøkonomen Finn Tarp fra KU.

Igen i år tager jeg helt uvidenskabeligt min gode ven Axel Dreher (Göttingen) som en slags internationalt referencepunkt. Læserne kunne måske klage over, at han er helt subjektivt udvalgt. Det er derfor værd at bemærke, at Axel på en statistik over de mest downloadede nationaløkonomer blandt alle med mindre end ti års anciennitet, der blev offentliggjort for mindre end en måned siden, placerede sig som nummer 11 i verden. Som en slags ’modvægt’ tager jeg i år også en anden ven med – Niclas Berggren (Ratio Instituttet, Stockholm), som ikke publicerer store mængder, men stadig er en af de mest begavede økonomer jeg kender. Læs resten →

Børn og lykke

Af Christian Bjørnskov, den 7. juli 2010. 15 svar

Når jeg er ude at holde foredrag om den moderne lykkeforskning er der to ting, jeg med sikkerhed ved skal vendes et par gange. Den første er, at min forskning ikke har noget som helst at gøre med den voksende og stærkt tendentiøse selvhjælpslitteratur, som har koblet sig på lykkeforskningens popularitet og nu handler om ’hvordan du gør dig selv lykkeligere’. Lykkeforskningen er seriøs og bruger for eksempel i stigende grad avanceret statistik.

Den anden er et af de mest almindelige fund i store studier af folks lykke: Hvis man vil være lykkelig er det, statistisk set, en dårlig idé at få børn. Særligt fra barn nummer to tynger de små vores lykke. Så dagens post handler meget kort om netop det – så har jeg nemlig et sted jeg kan referere de mange interesserede, inklusive journalist, til. Så det korte svar er, at folk før de får børn undervurderer i hvor høj grad de små poder begrænser deres personlige frihed og giver dem konstante bekymringer. Hvis man vil vide mere er her en fin, populær artikel fra New York Magazine, her er en lidt mere videnskabelig, men stadig fuldt læselig artikel fra the Psychologist, og her er en (gated, desværre) konkret videnskabelig artikel der viser det samme. God læselyst!

Ostrom, institutioner & public choice

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. maj 2010. Skriv et svar

Vi omtalte fornylig, at Nobelprisen i økonomi 2009 for første gang nogensinde gik til en kvinde og til en politolog–så en “double first” i én, nemlig Elinor Ostrom (Indiana, Bloomington), der fik den sammen med Oliver Williamson.  Til gengæld var det ikke første gang, at den gik til én, der har beskæftiget sig med “public choice” teori, enten direkte (George Stigler 1982, James Buchanan 1986, Gary Becker 1992) eller indirekte (Ronald Coase 1991, Douglass North 1993 m.fl.).  Både Elinor Ostrom og hendes mand, Vincent Ostrom, har faktisk været præsidenter for Public Choice Society, hvis møder et par punditokrater jævnligt frekventerer.

I den anledning har tidsskriftet Public Choice netop udsendt en slags festskrift til ære for Elinor Ostrom (“Special Issue: Elinor Ostrom and the Diversity of Institutions”), gæste-redigeret af den både imponerende og farverige professor Michael Munger (Duke), og med bidrag fra koryfæer udi institutionel analyse som Kenneth Shepsle (Harvard), Thráinn Eggertsson (NYU), Bruno Frey (Zürich), Robert Tollison (Clemson) og mange flere.

Denne punditokrat har selv bidraget med en slags venligsindet kritik af Ostrom, “Exit, collective action and polycentric political systems“.  Hvis man er på en KB/KU- eller Statsbibliotek-PC (e.l.) kan man få adgang til denne artikel (og hele nummeret) via de ovenstående links.  Hvis man ikke er så heldig, kan man downloade en manuskript-version af mit eget paper her, eller nøjes med dette sammendrag:

“Elinor Ostrom and the Bloomington School‘s important contributions include the development of the concept of polycentric political systems and the demonstration that solutions to common-pool resource problems may be solved voluntarily by rational individuals, even in situations that resemble Prisoners‘ Dilemmas. The program, however, pays little attention to how individuals‘ ability to exit may affect the interaction in Prisoners‘ Dilemma-like situations, for worse or better. We argue why this is a worthwhile consideration and survey results from public choice and game theory.”

Årets Public Choice konferencer 2: Izmir

Af Christian Bjørnskov, den 20. april 2010. 5 svar

Forleden dag omtalte vi årets amerikanske public choice konference i Monterey, og lovede som det er tradition, at vi også nok skulle plukke fra den europæiske ditto. Den europæiske public choice konference er noget større og med et generelt højere kvalitetsniveau – om end de bedste ti procent på begge konferencer næppe er forskellige – så det er lidt sværere at udvælge eksempler fra EPCS-konferencen. Eksemplerne fra konferencen, der dette år var lagt i Izmir, Tyrkiet, er igen udelukkende valgt ud fra min egen smag. Som med den amerikanske er programmet frit tilgængeligt her, og mange papirer er også tilgængelige på hjemmesiden. Årets udvalg er her: Læs resten →