Flere, ikke mindst Den Gamle Redacteur, har påpeget at man måske burde tage flere hensyn når man beregner en form for forskningsscore, som vi gjorde forleden dag. Særligt foreslog han, at man foretog en medforfatterkorrektion, sådan at citationer til artikler talte mindre, jo flere medforfattere man har. Standarden, som han foreslog, er at lade en artikel med en medforfatter tælle halvt, og en med tre eller flere medforfattere tælle en tredjedel. En anden korrektion, der er foreslået, er at tage et hensyn til, at det er meget forskelligt, hvor lang tid folk har haft til at forske i. Vi gør det på den simple måde, at vi dividerer antal citationer og H-score med det antal år, der er gået siden forskeren har fået sin PhD-grad.

Tabellen nedenfor viser hvordan Top-25 af ranglisten ser ud, hvis man enten beregner indeks baseret på de sidste ti års forskning (søjle 1), foretager en medforfatterkorrektion i citationstallene (søjle 2) eller alderskorrigerer (søjle 3). Nogle få ting synes værd at bemærke. For det første er der blandt de 25*3 pladser i de tre søjler kun 31 navne, hvoraf 21 er med på alle tre lister. Toppen er den samme uanset hvordan man måler og toppes altid af Nicolai Foss og Keld Laursen (CBS). For det andet får alderskorrektionen nogle navne til at springe op ad listen. Det gælder særligt for Peter Sandholdt Jensen (SDU) og Carl-Johan Dalgaard (KU), der er bemærkelsesværdigt profilerede når deres akademiske alder tages i betragtning. For det tredje er Martin Paldam (AU) nummer ti på alle tre lister – og vel at mærke baseret udelukkende på forskning som han har publiceret de ti år siden han fyldte 60 år! Sidst, men ikke mindst, er det ligegyldigt hvordan vi sætter listen sammen: Danmarks bedste kvindelige økonom er altid Helena Skyt Nielsen (AU).

Jeg sidder pt. til den sidste dag til den årlige konference, som afholdes af the Southern Economic Association. Konferencen, der i år er lagt i New Orleans, har budt på både spændende, ny forskning, og hyggelige stunder med gamle venner. Som lidt input til de grå novemberdage i Skandinavien er her et par af de bedste pluk fra programmet:

Begge plenaries om lørdagen var gode. Bruce Caldwell (Duke) holdt oplæg om værdien af kurser i økonomisk teoris historie og Tyler Cowens eklektiske syn på forklaringer på krisen (most are somehow right but not nearly as right as they think they are) var både præcist og befriende frit fra bedreviden og ideologi.

Andrew Young (West Virginia) var på min session og præsenterede et nyt papir om ulandshjælp og vækst. En af standardforklaringerne på, hvorfor ulandshjælp ikke virker, er at der er bivirkninger og en af dem er at ulandshjælpen underminerer regeringsførelsen. Andrew og Kate Sheehan viser i papiret meget præcist at det er en af de vigtige bivirkninger.

Randall Holcombe og Christopher Boudreauz (Florida State) præsenterede nyt arbejde om, hvor længe diktatorer bliver ved magten. En standardantagelse er, at de bliver ved magten ved at stramme grebet om økonomien – tungere reguleringer, protektionisme og brud på menneskerettigheder – men de to viser, at det ikke virer: Diktatorer der indfører institutionelle reformer bliver længere ved magten.

Jayme Lemke (George Mason) præsenterede de første, foreløbige indsigter fra hendes studie af indførsel af skilsmisselove i 1800-tallets USA. Projektet ser både morsomt og meget spændende ud, da man kan se sammenhænge mellem lovgivning og en række andre ændringer i samfundet.

Udover det var der fine papirer fra flere af Punditokraternes venner: Therese Nilsson (Lund, med Niclas Berggren, IFN) præsenterede sammenhængen mellem økonomisk frihed og tolerance (race, jøder og homoseksuelle) og Bonnie Wilson (Saint Louis) og Jac Heckelman (Wake Forest) havde den nye udgave af deres interessante arbejde om særinteresser, økonomisk frihed og vækst med. Udbredt økonomisk frihed påvirker tolerance positivt og er vigtigt for vækst, men kan undermineres af for mange interessegrupper.

Vi har efterhånden fået en tradition for hvert år her på stedet at diskutere, hvem der er de bedste danske økonomer. Siden den første post om det i 2009 har det hver gang givet anledning til diskussion, for hvordan opgør man det? Hvert år forsøger vi at opgøre det på en lidt anderledes måde end sidst, og i år er ikke en undtagelse. Pointen er naturligvis, at det er frygteligt svært at opgøre det, for der er hverken klare retningslinjer eller enighed om, hvordan man skal vægte forskellige elementer.

Det, vi har gjort i år, er at se på fire faktorer, der alle er begrænset til artikler publiceret de sidste ti år (2002-2012): 1) de totale antal citationer, som en forsker har fået på disse artikler; 2) antallet af citationer til de to mest citerede artikler fra de sidste ti år; 3) forskerens H-indeks; og 4) den standardiserede impact-faktor på det bedste tidsskrift, en forskere har publiceret i de sidste ti år. Resultaterne følger under folden. Læs resten →

Jeg sidder pt. på vej hjem fra Schiermonnikoog, en lille hollandsk ø, hvor årets Beyond Basic Questions-workshop lige har været afholdt. Som altid hos denne lille gruppe, med interesser i udvikling og politisk økonomi, har der været spændende og interessante præsentationer.

Gitte Grätzer og Katja Rost (Jena) præsenterede et papir om katolske ordener og klostre i 1500 år. Clue’et i papiret var, at man kan betragte den katolske kirke som en af de første virkeligt multinationale organisationer, og at man derfor bør kunne se i dens udvikling, hvad der er vigtigt på langt sigt for den slags firma. Omfanget af arbejdet har været gigantisk: Sammen med en gruppe specialestuderende, har de to tyskere kortlagt 2771 klostre i 31 lande mellem 1001 og 1500. De har kunnet følge, hvornår klostrene blev grundlagt, hvornår de forsvandt igen, og dermed også, hvilke omstændigheder, der gjorde at nogle klostre i nogle ordener havde succes og overlevede meget længere. Konkurrence, organisatorisk kompleksitet osv. kan simpelthen studeres ved at se på denne særlige historiske udvikling.

Hannes Öhler (Heidelberg) har sammen med to kolleger studeret, hvordan ulandshjælp fordeles. Deres særlige pointe er, at de ikke ser på fordelingen mellem lande, men derimod fordelingen mellem distrikter i Indien. Med andre ord ser de tre på den geografiske fordeling af ulandshjælp indenfor et lands grænser. Hannes pegede i sin præsentation (og i papiret, som jeg havde fornøjelsen af at være udpeget til at diskutere), på at der ingen evidens er for, at fattigere områder får flere eller større Verdensbankprojekter. Tværtimod ser det ud til, at de fjernere dele af Indien får mere hjælp, uanset om de er fattigere end andre områder eller ej, og at projekterne typisk bliver lagt i områder, der også får flere udenlandske, kommercielle investeringer.

Michael Dorsch (American University Paris) sluttede konferencen af med et rent teoretisk papir, der gav en forklaring på, hvorfor man kan få demokratiserende revolutioner i stabile diktaturer. Forklaringen, der står i modsætning til de senere års teoretisk forskning i fredelige, historiske demokratiseringer (f.eks. Acemoglu-teamet), peger på adgang til billig, men præcis information som diktatoren ikke kan styre. Basalt set pegede Dorsch på en meget klar teoretisk mekanisme, der forbinder sociale medier og nettet med det Arabiske Forår – og hvorfor det ikke er sket andre steder.

Sidst, men ikke mindst, var det en svært fornøjelig workshop. Hvor ofte ser man for eksempel, at der uddeles en pris for sjoveste kommentar – og der faktisk er en hel række kandidater? Prisen blev i øvrigt vundet af Heiner Mikosch (ETH Zürich) for forklaringen af, hvorfor der på hans slide om bagvedliggende teori kun stod tre prikker: ”My coauthor is currently setting up the model – and here is what the outcome will be”, hvorefter han skiftede til en ny slide med teoretiske resultater.