Tag-arkiv: frihed

May the force be with you …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. maj 2005. 2 svar

Mange er gennem tidens løb blevet klar over, at George Lucas formodentlig skjuler en frihedselskende liberal bag sin Hollywood-maske–der er ihvertfald en hel kult af folk, der har læst libertære politisk-ideologiske budskaber ind i hans film (f.eks. Samizdata.net).

Og i dagens anledning–hvis De skulle være i tvivl: den 28 år ventede premiere på Star Wars III–leverer Punditokraterne et par relevante link. Bare sådan lige for at markere, at der i hjertet på enhver mere eller mindre gråsprængt Punditokrat gemmer sig en lille dreng–f.eks. én der for ca. 28 år siden, som pre-pubertær knægt, tryglede den lokale kioskejer om den Star Wars-plakat, han havde hængede som reklame i sin lille butik på Læssøegade, og som brugte en lommelygte til at illudere det lyssværd, han kunne bekæmpe "The Evil Empire" med. (Eller var det en anden historie?)

Økonomen Mark Thornton havde i sidste uge denne artikel på Misesblog ("What is the 'Dark Side' and Why Do Some People Choose It?"), og den er en fortsættelse af et par tidligere om samme emne. Jeg skal selv se filmen på søndag–and may the force be with you too …

Forskning og fakta om fred og frihed

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 18. maj 2005. 3 svar

Den amerikanske samfundsforsker, professor R.J. Rummel har i en lang årrække forsket i sammenhængene mellem på den ene side frihed (personlig, økonomisk og politisk) og på den anden side krig, folkemord og politisk vold. Han har længe haft websitet “Power Kills”, hvor han har placeret en lang række af sine arbejder og datasamlinger, men har nu også lanceret bloggen “Freedom’s Peace”. Begge er et besøg værd, hvis man er interesseret i empirisk orienteret forskning, der overvældende bekræfter, at frihed er godt for de fleste ting i livet.

Tilbage til frihedens forfatning

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. april 2005. Skriv et svar

Denne uges New York Times' Sunday Magazine har en lang og absolut fortræffelig artikel, "The Unregulated Offensive", om den gruppe af amerikanske liberale jurister, økonomer og rettighedsteoretikere, der i de seneste år har arbejdet systematisk for at få drejet fortolkningen af USA's forfatning tilbage til, hvad den var før 1930erne. D.v.s., at forbundsstatens magt skal være konstitutionelt begrænset til de opgaver, der ifølge forfatningen er eksplicit tillagt den. I praksis vil det sige, at forbundsstaten vil være forhindret i at foretage en række reguleringer og udføre en række aktiviteter–eller ihvertfald at gøre det uden at give økonomisk kompensation til de borgere, hvis ejendomsrettigheder aktiviteterne krænker.

Artiklen (der er skrevet af jura-professoren Jeffrey Rosen–ikke en sympatisør) kommer godt rundt om prominente nulevende klassisk-liberale rettighedsfilosoffer som Richard Epstein (University of Chicago) og Randy Barnett (Boston University), men tillige om det netværk af tænketanke og borgerretsorganisationer, der de seneste 20-30 år har forsøgt at benytte retssystemet selv til at "roll back the state", bl.a. Institute for Justice. Her er en rimelig fair opsummering af Epsteins ræsonnement:

"… Epstein was promoting a legal philosophy far more radical in its implications than anything entertained by Antonin Scalia, then, as now, the court's most irascible conservative. As Epstein sees it, all individuals have certain inherent rights and liberties, including ''economic'' liberties, like the right to property and, more crucially, the right to part with it only voluntarily. These rights are violated any time an individual is deprived of his property without compensation — when it is stolen, for example, but also when it is subjected to governmental regulation that reduces its value or when a government fails to provide greater security in exchange for the property it seizes. In Epstein's view, these libertarian freedoms are not only defensible as a matter of political philosophy but are also protected by the United States Constitution. Any government that violates them is, by his lights, repressive. One such government, in Epstein's worldview, is our government. When Epstein gazes across America, he sees a nation in the chains of minimum-wage laws and zoning regulations. His theory calls for the country to be deregulated in a manner not seen since before Franklin D. Roosevelt's New Deal."

Artiklen får også meget fint vist, hvorledes det langt fra altid er tilfældet, at denne gruppes holdninger falder lige godt i erhvervsinteressers smag–eller det Republikanske Partis Washington establishment.

Meget kunne tyde på, at artiklen er ment som en advarsel–et forsøg på at motivere den amerikanske venstrefløj til at være særligt engageret i at bekæmpe Bushs mulige nomineringer. Men den er velskrevet, informativ og–for nærværende Punditokrat–opmuntrende. Artiklen er meget lang, og det kræver, at man lader sig registrere som bruger ved New York Times–men det er gratis, og det er bestemt umagen værd.

Ikke alle politikere er lige (ens)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. marts 2005. Skriv et svar

I en tid, hvor det nogle gange synes som om, at alle politikere mener, siger og gør det samme, kan det være værd at holde sig for øje, at der nogle gange vitterlig er forskelle. Nobelprisvinderen Milton Friedman, født 1912 men still-going-strong, viste i et nyligt publiceret, kortfattet læserbrev om Ronald Reagan med to simple tidsserier, at der kan være forskelle på præsidentembeder–også selv om man ikke derudfra kan udlede, hvad forskellene skyldes, eller om det er de eneste væsentlige forskelle.

Vargas Llosa om frihed & velstand

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. marts 2005. Skriv et svar

Den store, prisbelønnede peruvianske forfatter, Mario Vargas Llosa, har været på besøg hos American Enterprise Institute, hvor han modtog The Irving Kristol Award og som kvittering gav en tale for det neokonservative forum med titlen "Confessions of A Liberal".

Skulle nogle være i tvivl om, at den engang unge kommunist idag sympatiserer med ganske andre ideer og livssyn (og har interessante perspektiver at bygge dem på), kan de med fordel læse talen–også selvom hans syn på forholdet mellem idéer/kultur og økonomi kan forekomme en anelse naivt.

I talen berørte Vargas Llosa bl.a., hvordan begrebet "liberalisme" i store dele af verden er blevet korrumperet og perverteret til at betyde noget ganske andet, end det egentlig betyder, og hvorfor frihed i sidste ende er det væsentligste, når det gælder om at sikre mennneskehedens levestandard og fortsatte fremgang:

"[The] liberal I aspire to be considers freedom a core value. Thanks to this freedom, humanity has been able to journey from the primitive cave to the stars and the information revolution, to progress from forms of collectivist and despotic association to representative democracy. The foundations of liberty are private property and the rule of law; this system guarantees the fewest possible forms of injustice, produces the greatest material and cultural progress, most effectively stems violence and provides the greatest respect for human rights. …[Liberalism] is tolerance and respect for others, and especially for those who think differently from ourselves, who practice other customs and worship another god or who are non-believers. By agreeing to live with those who are different, human beings took the most extraordinary step on the road to civilization. It was an attitude or willingness that preceded democracy and made it possible, contributing more than any scientific discovery or philosophical system to counter violence and calm the instinct to control and kill in human relations. It is also what awakened that natural lack of trust in power, in all powers, which is something of a second nature to us liberals. We cannot do without power, except of course in the lovely utopias of the anarchists. But it can be held in check and counterbalanced so that it does not become excessive. It is possible to take away its unauthorized functions that quell the individual, that being who we liberals believe is the touchstone of society and whose rights we must respect and guarantee. Violating these rights inevitably unleashes a series of escalating abuses, which like concentric waves sweep away the very idea of social justice."

Tja, men den slags udtalelser skal den prisbelønnede Llosa nok ikke se frem til at få Nobelprisen i litteratur lige med det samme–for slet ikke at tale om Sonningprisen …

Hvad er punditokraterne …?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. marts 2005. 4 svar

pun·di·to·cra·cy Listen: [ p n d -t k r -s ]n. pl. pun·di·toc·ra·cies: A group of pundits who wield great political influence.

The American Heritage ® Dictionary of the English Language, Fourth Edition

OK, og hvad betyder det så? Og hvem er vi? Vi er–ihvertfald til at begynde med–Nicolai Foss, Jesper Lau Hansen (“Mr. Law”), Mikael Jalving, Mikael Bonde Nielsen, et par studerende, samt undertegnede. Måske vi bliver flere, måske færre.

Har vi så vitterligt “great political influence”? Naaahhh, ikke så meget som det kunne være sjovt at få (så man kunne blive af med den igen!). Men vi tror måske nok, at vi med kombinationen af en solid akademisk/samfundsvidenskabelig baggrund, et generelt ønske om større personlig og økonomisk frihed for menneskeheden, og en til tider politisk ukorrekt vinkling på tingene nok kan have noget at sige, som få eller ingen andre får sagt herhjemme.  Vi tror også, at vi kan give debatterne et vist internationalt “pift”.

Vi er ikke indbyrdes enige om alt: Vi har ingen fælles “-isme”, ikke noget “program”, intet “manifest”, intet parti–ikke engang nogen hatte eller sange. De enkelte punditokrater skriver, hvad de har lyst til–og læserne kan lade være med at læse, hvad de ikke har lyst til at læse.  Så alt står for de enkelte skribenters personlige regning–no more, no less.

God fornøjelse.