Arthur Seldon – en af Englands mest fremtrædende (klassisk) liberale profiler – oplevede “det lange sigt” for et par dage siden. Seldon var bl.a. en af nøglefigurerne bag den indflydelsesrige tænketank Institute of Economic Affairs, som på mange måder var en inspirationskilde for Thatchers regeringer. Interesserede kan læse mere her.
Det første tegn på, at man skal “lighten up” og tænke konstruktivt og fremadrettet er, når man begynder at sidde og synes, at tingene var nu altså bedre før i tiden. Min Fru Punditokrat slår mig som regel hårdt og fortjent på overarmen, når jeg kommer for skade at sige, “Alt bli’r værre og værre!”.
Alligevel kan det nogle gange være svært ikke at blive lidt nostalgisk. Jeg får det i hvert fald uvilkårligt på den måde, når jeg læser eller hører Connie Hedegaard udbrede sig om, hvad der er “ægte konservatisme”, og hvad der omvendt er utiltalende synspunkter. Hedegaard har ved flere lejligheder erklæret, at hun foretrækker socialisme frem for liberalisme, hvilket nok er en væsentlig grund til, at hun er så populær blandt det Politikenske-Caffe Latte-Kystbanesocialistiske-Kulturradikale-Bureau-Kleptokrati–de har altid foretrukket borgerlige, der ikke er så borgerlige, at det gør noget. Og for Hedegaard er der næppe noget mere ukonservativt end at kritisere velfærdsstaten til fordel for noget som materialistisk som “markedet”, og liberale–hvem hun så end måtte tænke på–går jo (mener hun) ind for ulighed for ulighedens skyld. Hedegaard har også hævdet (i en debat med Martin Ågerup), at en liberal kun argumenterer med økonomiske argumenter, mens en konservativ fokuserer på det “etiske”. Det må jo uvilkårligt komme som et stort chok for de i Himlen forsamlede koryfæer Adam Smith, Herbert Spencer, John Stuart Mill, F.A. Hayek m.fl., der så tilsyneladende ikke er rigtige liberale, al den stund at de jo ikke kun benyttede sig at økonomiske argumenter. Og det må være et lige så stort chok for de sammesteds forsamlede konservative, der i tidens løb er kommet til at benytte sig af økonomiske argumenter … Alt i alt er er “klassisk konservatisme” ifølge Hedegaard noget helt, helt andet end “den liberalisme, som regeringen synes at hylde” (som hun skrev i Politiken i 2002).
Og så er vi ved det med nostalgi-trippet. For “klassisk konservatisme” er vist ikke rigtigt, hvad den har været. Jeg arbejder p.t. på et bidrag til en endog meget stor fransk antologi om liberal tænknings historie, og her skal jeg skrive (et af flere bidrag) om Danmark, hvilket har fået mig til at genlæse et par ting, som efterhånden har nogle år på bagen, bl.a. Det konservative Folkepartis 40-års jubilæumsskrift, Til Alle Mænds Tarv (1956), og Henning Fonsmarks aldeles uforlignelige Historien om Den Danske Utopi (1990). Læser man sådanne ting bliver man uvilkårligt mindet om, at der var en tid, hvor de Konservative (og Venstre, ikke at forglemme!) var anderledes ideologiske. I en lang periode af efterkrigsårene, frem til Hartlings ryk til venstre i 1965, og Poul Sørensen og Hans Jørgen Lembourns efterfølgende forsøg på at overhale indenom, var V og K i tale og (i vidt omfang) også i praksis helt derude på overdrevet, hvor Hedegaard ville rulle med øjnene.
Når det gælder “klassisk konservatisme” fra den periode, så er den vist noget andet, end hvad Hedegaard tænker på. Her er hvad den daværende konservative partileder, Aksel Møller, skrev i Til Alle Mænds Tarv, 1956, dengang man kaldte velfærdsstaten for “formynderstaten” og afviste den så kategorisk, at man satte lighedstegn mellem folkepension og socialisme og mente således:
“[F]ormynderstaten er trods al sin gavmildhed ikke målet for de politiske partier, som er født af kravet om frihed for person og ejendom. At skabe tryghed fra vuggen til graven og sikkerhed for, at mennesket kan transporteres igennem livet med den mindst mulige personlige risiko, kan nok forekomme mange tillokkende. Men den risiko, der er ved at leve, lader sig ikke fjerne uden at den personlige frihed begrænses. …
Lad os dog ikke overse, at menneskene har forskellige behov. Jo stærkere formynderstaten bliver, og jo mere den føler sig kaldet til at tage sig af menneskets velfærd, desto mere må mennesket aflevere af sine arbejdsresultater, og desto mindre bliver der til opfyldelsen af hans personlige ønsker til livet.”
Og:
“En for sin dyrevenlighed kendt og beundret direktør for en zoologisk have blev aldrig træt af at fremhæve, hvor meget sundere, raskere og tryggere dyrene var i hans bure, end i den verden, hvor de engang havde levet frit. Der er ikke så forfærdelig megen forskel på den tryghed, hans dyr nød, og den, der bliver os til del i den helt gennemførte socialdemokratiske velfærdsstat. Der vil heller ikke blive nogen særlig stor forskel på den pris, vi skal betale der for!”
Og Aksel Møllers broder, den senere konservative partileder, finansminister (og udenrigsminister-far) Poul Møller, skrev også i Til Alle Mænds Tarv:
“Velfærdsstaten vil … næppe byde på en så høj produktionsevne og dermed rigdom, som den privatejede bedriftsform, og derfor vil menneskene i Velfærdsstaten, når dens mål er nået, være fattigere end de behøver at være i et samfund, hvis økonomiske bærepiller er anerkendelsen af privat kapitaldannelse og privat ejendomsret. Det er således slet ikke en varig højere rigdom, Velfærdsstaten tilbyder. …
Det er derfor … utvivlsomt, at selve målet slet ikke er så attråværdig, som velfærdsprogrammets talsmænd udmaler det. Tværtimod taler alt for, at velfærdssamfundet vil være fattigere, den politiske frihed mindre, den menneskelige ansvarsfølelse vil mindskes, modstandskraften aftage og initiativet lammes. Socialismens ofte fremholdte skadelige virkninger vil gå igen, simpelthen fordi der kun er en nuance imellem den sociale Velfærdsstat og den socialistiske stat.”
Og her er (via Fonsmark, s. 196f) Poul Møllers opgør med velfærdsstaten anno 1962–som vel og mærke havde et omfang af dværgestørrelse sammenlignet med nutidens:
“Hvis man nærer den opfattelse, at næsten al dårligdom er ‘samfundets skyld’, så må dette samfund, organiseret i nutidens stærke stat, også som gode forældre tage sig kærligt af hvert eneste barn.
Det er muligt, at de pædagoger, økonomer, kriminologer og politikere, der docerer dette synspunkt, har ret. Jeg håber det ikke, for jeg tror ikke det kan forenes med drømmen om et frit samfund. Dette må vel tværtimod forudsætte, at de mennesker, man ved stemmesedlen har givet magt til at bestemme over sig selv og andre, er ansvarlige for deres gerninger, er modne nok til at kunne foretage såvel de daglige økonomiske som de politiske valg og er oplyste nok til at forstå valgets konsekvenser.
Folkestyret må og kan derfor kun baseres på tilliden til menneskets fornuft og på et ansvarsgrundlag, der klart fastslår, at det enkelte menneske mere end noget andet er ansvarligt for sin skæbne.
Der lader sig simpelthen ikke gøre at bygge et retssamfund og et demokrati på et andets ansvarsgrundlag end dette, der af mange kaldes primitivt og af andre endog reaktionært. Et hvilket som helst andet grundlag vil – om ikke formelt – så reelt føre frem til en enevælde, hvor den politiske magthavers ‘Vi alene vide, hvad der tjener folket bedst’ bliver folkestyrets svanesang.”
Ikke så meget tåget ordflom om “balance”, “sammenhængskraft”, og hvad ved jeg. Men hvad var der mon sket, hvis medlemmer af K (eller V) i dag havde ytret sådanne ting?
Eftersom kammeraterne på Information nu omsider har opdaget og eksponeret, hvad nogle af os har vidst længe (men ikke har villet blamere manden med), sker der vist ingen skade ved, at jeg citerer fra sidste uges portræt af den succesrige unge instruktør Christoffer Boe:
Den 31-årige instruktør Christoffer Boe har altid skilt sig ud fra den gemene hob
Christoffer Boe har altid skilt sig ud og haft en forkærlighed for hyldesten af eneren. På Filmskolen lagde han stort ud med en trilogi – og med sin spillefilmdebut ‘Reconstruction’ markerede han sig – som en vinder. …
Det begyndte allerede, da han var barn i Nordsjælland. Mens andre løb rundt og legede, så han film af jurist-faderens yndlingsinstruktører Howard Hawks, Orson Welles, Fritz Lang og Jean-Luc Godard. Og han var kun 12 år gammel, da han begyndte at interessere sig brændende for den omstridte tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900).
“I stedet for Michael Laudrup var jeg bare interesseret i Nietzsche. Så simpelt er det, og det udartede sig til mange ting. Frem for at tænde for tv åbnede jeg en bog. Dengang læste jeg virkelig meget og havde en målsætning for, hvor mange bøger jeg skulle læse om året,” har han udtalt til Berlingske Tidende.
19 år gammel skrev han to længere artikler i det ultra-liberalistiske tidsskrift Libertas, et blad, der trods placering på den ydre højrefløj var anarkistisk nok til at gå ind for Christianias bevarelse.
Artiklernes interesse for individualistens uindskrænkede rettigheder harmonerer godt med, at Boe – da han i 2003 skulle vælge sine yndlingsfilm til visning i Cinemateket – blandt andet slog ned på King Vidors ellers ret upåagtede Ayn Rand-filmatisering Kun den stærke er fri (1949), som han roste som “et fuldstændig kompromisløst forsvar for individualismen og retten til at være sin egen.”
Så er det på tide, at Dansk Folkeparti ruster sig til kamp med en nyt mistillidsvotum mod regeringen! En farlig ultraliberal hulemand forklædt som velfærdsstatsminister Anders Fogh Rasmussen blev tirsdag omkring frokost set på Folketingets talerstol, hvor han fremførte dette uacceptable forsvar for, at det skal være muligt for nogen at ophøre med at forblive helt lige i forhold til andre, og ovenikøbet påstod–uden dokumentation fra Socialforskningsinstituttet!–at der kunne være positive økonomiske konsekvenser heraf:
“Det skal altid kunne betale sig at arbejde og gøre en ekstra indsats. Det giver et dynamisk samfund. Det giver et velstående samfund. Og jo mere vækst og velstand vi har, desto bedre muligheder har vi for at hjælpe dem, der har brug for hjælp. Det har hele tiden været regeringens politik. Og det fortsætter med at være regeringens politik.”
Disse farlige udtalelser minder på foruroligende vis om, hvad socialministeren kom for skade kortvarigt at mene fornylig. Vi forventer, at DF omgående insisterer på, at velfærdsstatsministeren snarest muligt irettesætter sig selv.
Dagbladet Politiken har en af den slags historier, som danskerne elsker–at andre siger, at vi er rigtigt dygtige–og en af den slags, som bladets foretrukne læsere elsker endnu mere–at en stor offentlig sektor er løsningen på alt.
Specifikt har avisen en historie, der fortæller, at World Economic Forum i sin årlige opgørelse siger, at vi har en af verdens mest konkurrencedygtige økonomier. Og pudsigt nok har Politiken også fundet en økonom, der kan give en forklaring på dét, som er i bemærkelsesværdig overensstemmelse med en af avisens nylige ledere: At det er på grund af–ikke på trods af–et højt skattetryk, at vi er konkurrencedygtige. Åbenbart leder højere afgifts- og skattetryk slet ikke til højere lønudgifter, og det offentlige bruger jo generelt ressourcerne langt mere kløgtigt, end forbrugere og investorer selv ville kunne finde ud af.
Men næste gang man vil researche dette emne kunne Politikens redaktions mange akademikere evt. læse noget andet end Zizek, Negri, Naomi Klein m.fl.–f.eks. denne undersøgelse af de svenske økonomer Stefan Fölster og Magnus Henrekson (der kom i European Economic Review, 2001). De finder, at højere offentlige udgifter i velstående lande associerer med lavere økonomisk vækst. Barro (som vi nævnte i går) fandt noget lignende i sit autoritative værk på området, Determinants of Economic Growth (1997). Senest (2004) har Peter Gordon og Lanlan Wang observeret, at enhver positiv effekt af en stor ofentlig sektor synes at forsvinde, når man statistisk kontrollerer for graden af økonomisk frihed. Om ikke andet så kunne Politikens journalist måske også bemærke, at USA, Schweiz, Singapore og Australien også er på top-ti listen–hvilket vel antyder, at der “lissom” er tale om andet end et højt skattetryk som værende det vigtigste.
PS. Division of Labour-bloggens Larry White er heller ikke enig med Politiken (eller rettere: med WEF). Som han siger i en post, virker det som om, man har defineret sig til, at en stor offentlig sektor er god–og iøvrigt er det absurd at måle konkurrencedygtighed abstrakt. F.eks. er Finland ikke særligt konkurrencedygtigt m.h.t. fremstilling af vin og bananer …
De Konservative har holdt landsrådsmøde denne weekend. Der er p.t. endnu ikke meldt om afsyngning af gamle slagsange initieret af væmmelige liberalister for at kompromittere partimedlemmerne (der jo aldrig selv kunne finde på at gøre noget sådant på eget initiativ), men det kan jo sikkert nås endnu. Pia Christmas Møller, som jeg som stud.scient.pol. i 1980erne delte statistik-noter med, og som siden som partileder fik vist, hvad man kan opnå med en velgennemtænkt statskonservativ linie, er ihvertfald belært af begivenhederne fra tidligere år, og hun vil ikke lade sådanne undergravende elementer forplumre landsmødet eller partiet.
Her er, hvad hun sagde, i hvad Berlingske betegner som en “opsang” til Eva Kjer Hansen og sympatisører:
“Jeg gik rundt og troede, at alle, der ikke ligefrem bekender sig til den sekteriske skare af anarkister og superliberalister, for længst har set, at ulighed heller ikke kan være et politisk mål i sig selv,” lød hendes opsang til Eva Kjer Hansen, og de folk, der har bakket socialministerens udtalelser op.
Men er de konservative top-politikere Bendt Bendtsen og Lene Espersen mon blandt disse farlige elementer? Der kunne være ting, der tyder på det. Begge blev vist medlemmer af partiet engang i 1980erne, hvor partiprogrammet hed “En Fremtid i Frihed”og alene det er jo foruroligende nok, for den slags kan jo tiltrække alle tænkelige sekteriske superliberalister og anarkister. (Det gælder ikke Pia Christmas Møller: Hun blev tiltrukket partiet helt tilbage dengang, da partiets ideolog var Hans Jørgen Lembourn, der gjorde sig til talsmand for en korporativt styret statsmagt, SK-regering og siden blev socialdemokrat.) Men værre end det, så sagde både Bendtsen og Espersen ifølge Berlingske Tidende ting på landsmødet, der næsten minder om … Eva Kjer Hansens udtalelser.
Her er førstigende herostratisk berygtede udtalelser fra socialministeren, som alle har hørt om, men få har læst:
“Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst til gode … Vi skal ikke bruge kræfterne på bekæmpe rigdom og på at udjævne forskellen med de rigeste og de fattigste. Jeg ser ikke ulighed som noget problem i sig selv. Sagen er, at Danmark er et af de mest lige lande i verden. Det er Rwanda også, men det er vel ikke et mål i sig selv at være lige. Vi ønsker økonomisk vækst i samfundet, og hvis der er mennesker, der har ideerne, energien og initiativet til at skabe vækst og blive stenrige …, så er det alle tiders. Uligheden kan være med til at skabe dynamik i samfundet. Vi skal bare huske at behandle de dårligst stillede godt med de sociale ydelser, vi har. … [Hver] gang der er fremgang og lønstigninger for folk, det går godt, smitter det af på folk, der er på overførselsindkomster via den takstregulering af overførslerne, som vi har i Danmark. Det gør ikke noget, at de rige bliver rigere, så længe de fattige også gør det. … Vi skal stadig have lighed i den forstand, at alle skal have de samme muligheder, eksempelvis i uddannelsessystemet. Men hvis folk klarer sig forskelligt bagefter, og det betyder, at afstanden mellem de rigeste og de fattigste øges, må det være sådan. Man skal bare stadig – huske, at der skal være et ordentligt sikkerhedsnet under de svageste, og det er der.” (JP 18-09-2005)
Altså: hverken lighed eller ulighed er mål i sig selv. Formålet er derimod at indrette skatte- og socialpolitik således, at den ved at stimulere individuel aktivitet resulterer i generel velstandsskabelse.
Her er så, hvad Bendtsen ifølge Berlingske sagde på landsmødet:
“Det er ikke målet for os at søge ulighed. Det er heller ikke målet for os at søge lighed for den sags skyld. … Fremgang og velstand i samfundet får vi kun, når det enkelte menneske kan få succes og blive rigere ved egen indsats. Vi konservative er garanten for, at de flittige og stræbsomme kan høste frugterne af deres egen indsats – også til gavn for fællesskabet. Det skal kunne betale sig at arbejde. … Sociale ydelser er til for dem, der ikke kan selv. Ikke alle vi andre. Ved at give alle mennesker samme ydelse får de, der sagtens kan klare sig selv, mere end rigeligt, mens de, der reelt har behov, får en utilstrækkelig hjælp. Det er ikke konservativ politik. Det er et socialdemokratisk omfordelingscirkus.”
Og her er, hvad Espersen sagde ved samme lejlighed:
“Socialdemokraternes stræben efter lighedsmageriet viser, at de intet har lært af de socialistiske økonomiers fallit. Når man vil brandbeskatte erhvervslivet, fordi det går godt, når man vil straffe mennesker, der gerne vil spare mange penge op til alderdommen, så er det udtryk for jantelovspolitik af værste skuffe. Hvad hjælper det, at Helle Thorning-Schmidt går i dyre sko, hvis de personer, hun er chef for, går i alt for små sko?”
Kære Pia’er, i Dansk Folkeparti og hos De Konservative: I har tilsyneladende begge tillagt socialministeren holdninger, hun tydeligvis ikke har; er der fordi I ikke forstod det, eller fordi I gerne vil score billige politiske point på at fordreje en udtalelse? Og hvad er så iøvrigt forskellen på dét, Eva Kjer Hansen sagde, og dét som Bendtsen og Espersen gav udtryk for? Er Bendtsen og Espersen farlige sekteriske superliberalister og/eller anarkister? Skal vicestatsministeren og justitsministeren nu begynde at flaggelere sig selv og gå bodsgang for at undgå at miste deres poster?
Jeg tror iøvrigt, at Christmas Møller kan slå koldt vand i blodet. Mens KU’erne nok har vist, at der endnu er liv i organisationen, med både støtte til Eva Kjer Hansen og et forslag om fladskat (som desværre nok skal blive nedstemt), viste vicestatsministeren hurtigt, at han bestemt ikke er hverken anarkist eller superliberalist: Han vil såmænd have højere skatter (om han så er sekterisk må andre bedømme):
“Vi må spørge os selv, om vi fortsat skal acceptere, at nye EU-lande opererer med ingen selskabsskat eller en meget lille selskabsskat. Nej, det mener jeg ikke. Jeg har den holdning, at der må være en underliggende grænse for, hvor lav selskabsskatten må være, hvis man samtidig ønsker strukturfondsmidler fra EU.”
Her gik man og troede, at nationalstaten, konkurrence og lave skatter var konservative mærkesager. Tilsyneladende ikke. De er nu ofret til fordel overstatslig påtvungent konkurrence-bekæmpelse og højere skatterhvilket naturligvis bliver rost af SF’s Morten Homann (hvilket skulle være signal nok til De Konservative).
Det er dæleme en underlig tid, vi lever i.
I en tid, hvor det tilsyneladende ikke er comme-il-faut at mene, at konkurrence er en god ting, eller at det at klare sig bedst ikke nødvendigvis efter tur skal gå på omgang mellem alle, kan man med fordel læse vores med-punditokrat Mikael Jalving, som har en fin kronik i dagens Berlingske Tidende.
Der var engang, hvor det at være borgerlig var stort set synonymt med synspunkter som, at “pengene ligger bedst i borgernes lommer”, “frihed og ansvar hører sammen”, “det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats”, o.s.v. Nuvel, måske ikke sofistikeret eller svært forståeligt som en Habermas, en Heidegger eller en Foucault, men så meget desto mere udtryk for sund snusfornuft. Common sense.
Men, hov … Hvis det skal kunne “betale sig at gøre en ekstra indsats”, så må dette være i forhold til ikke at gøre en indsats. Med andre ord, det skal kunne betale sig, at manden, der gør en ekstra indsatser knap så meget “lige” med dem, der ikke gør en indsats, som man ellers ville være. Det må jo så uvilkårligt være i modstrid med et princip om, at “uligheden” partout ikke må øges.
Men sådan er det åbenbart ikke mere. Tag nu f.eks. “Venstre, Danmarks Liberale Parti”. Her er det tilsyneladende partiformanden–statsministeren–som fra dag til dag bestemmer, hvad partiets principielle menneskesyn er; det er (siger han på pressemøder), hvad han siger (i landsmødetaler). Det er i hvert fald tilsyneladende ikke, hvad der i partiets principprogram står anført som principper. Det er heller ikke, hvad beskæftigelsesministeren siger, beskæftigelsespolitikken er. Og det er da slet ikke, hvad erhvervslivet siger, der er fornuftigt. (Og selvom de har glemt det, så er det godt nok heller ikke, hvad der står i Dansk Folkepartis principprogram.)
De må alle straks kaldes til ordenligesom socialministeren. For, hvad var det nu lige socialminister Eva Kjer Hansen sagde forleden? Sagde hun, at fattige skulle have det dårligt? At det var et mål? Det hun sagde var:
“»Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst til gode,« siger Eva Kjer Hansen. …
»Vi skal ikke bruge kræfterne på bekæmpe rigdom og på at udjævne forskellen med de rigeste og de fattigste. Jeg ser ikke ulighed som noget problem i sig selv. Sagen er, at Danmark er et af de mest lige lande i verden. Det er Rwanda også, men det er vel ikke et mål i sig selv at være lige. Vi ønsker økonomisk vækst i samfundet, og hvis der er mennesker, der har ideerne, energien og initiativet til at skabe vækst og blive stenrige – som for eksempel den unge Janus Friis, der netop er blevet milliardær ved at sælge sit firma, Skype, så er det alle tiders. Uligheden kan være med til at skabe dynamik i samfundet. Vi skal bare huske at behandle de dårligst stillede godt med de sociale ydelser, vi har«.
Betyder det, at spændet mellem de bedst og de dårligst stillede i samfundet gerne må blive større, end det er nu?
»Ja. For hver gang der er fremgang og lønstigninger for folk, det går godt, smitter det af på folk, der er på overførselsindkomster via den takstregulering af overførslerne, som vi har i Danmark. Det gør ikke noget, at de rige bliver rigere, så længe de fattige også gør det«.
Men overførselsindkomsterne stiger ikke i samme takt som lønmodtagernes indkomster?
»Nej, men de stiger i et tempo, der sikrer, at de dårligst stillede i Danmark altid vil have et ordentligt forsørgelsesgrundlag til sig selv og deres familie. Det er det centrale. Ingen siger, at der skal være præcis den samme stigningstakt for alle grupper i samfundet. Så bliver der for lidt dynamik«.
Regeringen har inden for de seneste år gjort indkomstforholdene dårlige for de økonomisk dårligt stillede, eksempelvis ved at indføre et loft over indkomster for folk på kontanthjælp. Hvordan hænger det sammen med målsætningen om ikke at forringe de dårligst stilledes økonomiske forhold?
»Det handler om at sikre nogle fair og rimelige mekanismer ved at sætte indtægten på eksempelvis kontanthjælp i et rimeligt forhold til indtægten på mindsteløn. Der er det vigtigt, at der er en økonomisk gevinst at hente ved at gå på arbejde. Vi har lavet loftet, så det bedre kan betale sig for kontanthjælpsmodtagere at gå på arbejde«.
De fleste danskere er vokset op med grundopfattelse, at det danske samfund er bygget op omkring lighedsidealer. Gælder det stadig?
»Vi skal stadig have lighed i den forstand, at alle skal have de samme muligheder, eksempelvis i uddannelsessystemet. Men hvis folk klarer sig forskelligt bagefter, og det betyder, at afstanden mellem de rigeste og de fattigste øges, må det være sådan. Man skal bare stadig – huske, at der skal være et ordentligt sikkerhedsnet under de svageste, og det er der«. (JP 18-09-2005)
Dette lyder faktisk som lige ud af en John Rawls’ arbejder snarere end Milton Friedmans eller F.A. Hayeks. Og er det i voldsom modstrid med Venstres ganske socialliberale udgave af liberalismen? Hvad står der i Venstres principprogram? Her står bl.a.:
Hvis man skal vælge mellem de to principperat det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats, og at det skal ikke kunnehvilket et er det så lige, at Venstre og statsministeren er tilhængere af?
Vores nystilkomne Punditokrat Jacob Mchangama har onsdag kronik i Information og artikel på Ræson med samme budskab: Drop FN’s sociale og økonomiske menneskerettigheder:
“Danmark bør træde tilbage fra FNs Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle rettigheder. I stedet skal Danmark arbejde aktivt for en FN menneskerettighedspolitik, der hjælper fattige og undertrykte mennesker i stedet for despotiske stater – og som er baseret på de klassiske politiske borgerrettigheder frem for på utopiske ideologier.”
Er FN generelt til skade for menneskerettighederne? Ja, skriver advokat Jacob Mchangama i RÆSON:
“Ved flere operationer har FN-personel begået grove menneskerettighedskrænkelser, ligesom FN på det institutionelle plan i visse tilfælde tillader så udbredt en grad af hykleri og dobbeltmoral, at dets troværdighed har lidt skade. Det mest graverende problem er dog den menneskerettighedspolitik FN praktiserer. Denne politik er selvmodsigende, virkelighedsfjern og i sin yderste konsekvens: totalitær.”
De små frække fætre ovre hos Liberator dyrkede i en periode at kåre diverse journalister for deres junk-journalistik. Det var helt berettiget og meget samfundsgavnligt, men på det seneste synes det at være gået i sig selv. Måske man er segnet under mængden af junk, man i givet fald skulle forholde sig til, så lad os prøve at løfte byrden … (om end den er tung). Here we go …
Berlingske Tidendes ene USA-korrespondent, Poul Høi, som trods sin adresse i det solrige Sydcalifornien aldrig har svært ved at leve sig ind i dansk tankegang og anti-amerikanisme, havde i Berlingske Søndag en artikel, hvori det blandt andet hed, at George W. Bush …
“repræsenterer nulstats-konservatismen, der – som en af Bushs fæller udtrykker det – »vil tage forbundsregeringen [sic!] og drukne den i et badekar«.”
For det første: For lige at korrigere en fejlcitering, så var dét, som den farverige Grover Norquist fra Americans for Tax Reform sagde (og jævnligt gentager med glæde) ikke noget med forbundsregeringen med noget med forbundsstaten. OK, der skal vel være plads til, at ens sprog bliver angliceret, men så meget at man ikke kan kende forskel på government og government? For det andet, sagde Norquist ikke, at han ville drukne forbundsstaten i et badekar; han sagde, at han ønsker, at forbundsstaten skal være så lille, at man kunne drukne den i et badekar. Det første ville være en anarkistisk målsætning, og anarkist er Norquist trods alt ikke. Det andet er, til Høis oplysning, en såkaldt … me-ta-for.
Men dertil: “Nulstat”? Ah, hva’? Selv “minimalstat” eller “natvægterstat” ville vel have været nogle voldsomme tilsnigelser. Lad os tage et hurtigt fact-check, som enhver kan gøre på google.com på et par minutter:
Havde Bush være en “nulstats-konservativ” (hvordan det så end lige praktiseres), ville han have haft utallige muligheder for at anvende sin veto-rethvilket han, som den eneste præsident nogensinde, aldrig har gjort. Og selv hvis hans veto skulle blive trumfet af kvalificerede flertal i kongressen, ville han via præsidentielle “executive orders” reelt kunne stoppe implementeringen af megen lovgivninghvilket han heller ikke har benyttet sig af.
Nuvel, der kan være (halv-)gode eller (hel-)dårlige årsager til, at det er gået som det er. 11/9, Krigen mod Terror, en arrogant og ustyrlig kongres, stadigt mere effektive særinteressegrupper, o.s.v., o.s.v. , og det er meget tænkeligt, at tingene ville have været meget anderledes (men ikke nødvendigvis bedre) med f.eks. en Demokratisk kontrolleret kongres. Men det er sådan alt sammen ligegyldigt, for en ting er sikker: “nulstats-konservatisme”, det er’d ikke.
Hvorfor er det så Høiuden forklaring, uden dokumentation, og forbeholdkarikerer Bush på den måde? Lad os vende tilbage til det ved lejlighed, for man kunne sige meget andet om Poul Høi og hans journalistikog det skal vi nok gøre.
Søndag havde vores fælles Punditokrat Peter Kurrild-Klitgaard en klumme i Berlingske om den årlige Economic Freedom of the World rapport, og specielt den danske status på økonomisk frihed. Senere samme dag kunne AP så rapportere om en potentiel strid mellem Frankrig og EU. Franskmændene er igang med at introducere lovgivning, der forbyder udenlandske virksomheder i at overtage franske firmaer indenfor en række sektorer, blandt andet medicin og biokemi. Den franske premierminister Dominique de Villepin forklarede sig blandt andet med, at der var brug for ny økonomisk patriotisme’. Efterfølgende har flere EU kommisærer advaret Frankrig mod den type lovgivning, der da bestemt ikke kan harmonere med hverken ånden eller bogstavet i det indre marked og den frie bevægelighed indenfor EUs mure.
Tidligere i år fik vi et stykke blændende anskuelighedsundervisning i, hvad handelsbarrierer koster, da EU med kort varsel gav efter for syeuropæisk lobbying og indførte kvoter på import af tekstiler fra Kina. De involverede danske firmaer har nævnt tab på trecifrede millionbeløb som følge af kvoterne, der allerede er fyldt. Så hvis nogen skulle være i tvivl om, hvorvidt friheden til at handle internationalt er godt eller skidt, er her et af de bedste eksempler, specielt fordi det er så tydeligt hvem der betaler: Forbrugerne.
De to eksempler ilustrerer desuden en uheldig detalje ved EU, som politikere fra alle lande, inklusive vores egen udenrigsminister, har meget svært ved at acceptere, og slet ikke at formidle til deres vælgere: EU har ingen fælles politisk tradition, men to fuldstændigt modsatrettede politiske ideologier. Nordeuropa med Storbrittanien i spidsen repræsenterer en liberal tradition med fokus på udbredt økonomisk og politisk frihed. Her hører Danmark også til, selvom vores position er blevet noget mindre klar under Fogh-regeringerne. Frankrig er anfører for det andet hold der bekender sig til la dirigisme’ i forskellige former, altså ideen at staten skal dirigere samfundet som en gammeldags dirigent fører et symfoniorkester. Og det sidste hold vinder gang på gang! Se blot på landbrugspolitiken, som EU i stort mål overtog fra Frankrig, der gang på gang truer med at nedlægge veto hvis man ændrer noget.
Hvordan kommer man ud over det problem, der skræmmende præcist kan opsummeres som government failure på kontinentalt plan? Guderne må vide det, men det er en af de vigtigste faktorer, der begrænser vores og resten af Europas frihed. Og det blvier nok ikke de sidste eksempler på, at friheden spiller fallit i det fælles Europa.
Idag udkom den årlige udgave af Economic Freedom of the World indekset, som udgives af Economic Freedom Network, der består af mere end 60 tænketanke og institutioner verdenover. Det har de sidste to år været nærværende punditokrat, der har været den danske kontakt, og siden sidste år har CEPOS været koblet på som den danske organisation.
Jeg havde i dagens anledning lavet et lille notat, “Økonomisk frihed, vækst og velstand: Et dansk perspektiv”, som jeg præsenterede ved et frokostsymposium hos CEPOS.
Blandt de mere løsslupne strøtanker deri var, at Danmark ikke behøver at se til f.eks. Hong Kong eller USA for at blive verdens frieste økonomi: Lader man sig inspirere af Island, Finland, Irland og Schweiz, ville vi uden videre kunne konkurrere om 1. pladsen med Hong Kong. Det ville givetvis have konsekvenser for væksten og dermed for levestandarden. (Se pressemeddelelsen her.)
CEPOS har iøvrigt links til selve EFW2005-rapporten, min præsentation og andet godt her.
Update: Jeg har søndag kronik i Berlingske Tidende, hvori Ché Guevara ganske vist bliver blandet ind, men som egentlig handler om frihedsindekset …
Mens Bush-regeringen–med en vis ræson–argumenterer, at det gælder om at skabe mere frihed i verden, fordi kun mere frihed i længden vil mindske vold og terror, står det fortsat skidt til med friheden i nogle af de lande, der er … USA's allierede. Jeg tænker her ikke så meget på det danske skattetryk, men f.eks. på Pakistan, hvor lovgivningen og retssikkerheden tilsyneladende fortsat er en by i … Baluchistan.
Nicholas D. Kristof har i denne uge i New York Times to klummer (her og her) om Dr. Shazia Khalid fra Pakistan, hvor en voldtægt skønnes at finde sted hver anden time. Hun blev et offer for den særlige pakistanske "hudood"-lovgivning:
"Under Pakistan's hudood laws, a woman who reports that she has been raped is liable to be arrested for adultery or fornication – since she admits to sex outside of marriage – unless she can provide four male eyewitnesses to the rape."
Man er, med andre ord, selv skyldig i den kriminelle handling, man er blevet udsat for, indtil det er bevist, at man ikke er! Q.E.D. Den 32-årige kvindelige doktor fik sig en ordentlig tur: først af en voldtægtsmand og så af den pakistanske stat, der spærrede hende inde på sindssygehospital–hvorefter hun forsøgte selvmord. For lige at sætte trumf på fik hendes mand husarrest. Og så antydede regeringen, at hun nok var prostitueret–hvorefter svigerfamilien forberedte at begå æresdrab på Shazia. Da Musharraf-regeringen efterhånden syntes at ægteparret var ved at blive lidt irriterende, beordrede man hende ud af landet–ellers ville hun, og måske hendes familie, blive myrdet. Det er skræmmende læsning, som–i bedste fald–får det til at løbe koldt ned af ryggen på én.
Man får lyst til at betegne den slags som "middelalderligt", men det ville være særdeles unfair … overfor middelalderen.
Diverse eksperter står nærmest på skuldrene af hinanden for at kritisere dommen på 3 års fængsel til den unge mand, der sidste år kørte dødskørsel på Frederiksundsvej og nu har flere liv på samvittigheden.
F.eks. vurderer cand.mag. Kevin Mogensen fra Roskilde Universitetscenter, at dommen ikke vil få de mange unge med kubik i blodet til at kører en dyt pænere. Cand.mag.’en udtaler til Berlingske: “De kan altså slet ikke identificere sig med den, der kører galt og er skyld i ulykken”.
Til dette er et par ting eller tre at sige. Den dom, der faldt forleden, skal ikke få folk til at køre pænere. Vi befinder os ikke på det instrumentelle plan, men på det principelle. Dommen henvender sig heller ikke til alverdens fartgale, gamle som unge, kvinder som mænd, der ikke engang behøver at “identificere” sig med nogen. De kan ganske roligt være sig selv – og så tage konsekvenserne. Dommen udmåler en straf, læs igen, straf for en forseelse, som samfundet ikke bare kan lade passere. Når nogen bliver dræbt, må de levende tage affære. Straffen – eller for min skyld gerne – hævnen udgør et forsøg på at sone det skete. Uden straf, ingen soning; uden hævn, heller ingen heling. Et samfund, der alene vil helbrede, men knap nok straffe – og slet ikke vil kendes ved hævn, er ikke noget samfund.
Det er en sandkasse.
I maj 1831 satte to unge franskmænd deres fødder på amerikansk jord for første gang. De gik i land på Manhattan efter mere end en måned på Atlanterhavet, officielt udsendt af Indenrigsministeriet i Paris for at kortlægge det amerikanske fængselssystem. Fire år senere – i en alder af bare 30 år – var den ene af dem en kendt og feteret forfatter i Frankrig. Og i år – på hans 200-årsdag – er hans bog for længst en del af den amerikanske kanon og selvforståelse. Manden hedder Alexis de Tocqueville (1805-59) og bogen “Demokratiet i Amerika”.
Tocqueville var adelsmand, konservativ og klassisk indstillet, men han mødte på den anden siden af Dammen en verden, som fik det bedste op i ham. Rejsen til Amerika blev hans rejse til berømmelse. I løbet af kort tid havde han etableret sig som demokratiets første og måske stærkeste talsmand, ikke mindst fordi han skrev sine to bind om demokratiet på baggrund af empiriske observationer frem for teoretiske spekulationer. Han gjorde brug af det amerikanske laboratorium, og var på sin vis også verdens første sociolog.
Amerika – “som alle taler om, men ingen kender” – var på manges læber og omgærdet af megen mystik eller ligefrem frustration. Siden de første kolonier i 1600-tallet, krigene med indianerne og løsrivelsen fra England i 1700-tallet havde de transatlantiske bånd været stærke, men problematiske. De Forenede Stater var for europæerne lidt som en uvorn teenager; familiær, men alligevel fremmed eller ukontrollabel.
Det, der gør franskmanden interessant i dag, er, at han var den første nogensinde til at beskrive og forsvare demokratiet som en både mulig og værdig samfundsform. Som han skrev i sin notesbog på vej ned ad Missisipifloden: “Der er en ting, som Amerika beviser, men som jeg ikke før havde troet muligt: at middelklassen kan lede en stat”. Det var en ganske ny opdagelse, der skulle vise sig særdeles effektiv, og eftertiden bekræfter, at hvis vi ikke ligefrem er amerikanere af sind, så er vi i hvert fald for længst blevet tocquevilleanere.
Tocquevilles Amerika er natur, ikke historie. Det ejer ikke det gamle kontinents bevidsthed om fortid, tradition, hierarki og privilegier, det har blikket rettet mod nutiden og måske især fremtiden, fordi der ikke er nogen aristokrater til at spærre udsynet, og fordi der er masser af plads. De utilfredse kunne altid flytte vestpå. Det nye og uopdagede var en stående invitation, ikke en trussel. Amerika symboliserede en slags u-kultur, og manglen på aristokrati frigjorde landets sønner og døtre. Mens Frankrig var en stat uden samfund, var Amerika et samfund uden særlig meget stat, hvilket franskmanden fandt lovende, eftersom borgernes virketrang var bedre i stand til at skabe trivsel end regeringsmagten. Samfundet var med andre ord vigtigere og mere vitalt end staten. Amerikaneren havde vænnet sig til at tro, “at det er ham, som skaber den almindelige velstand”, og storheden lå “ikke så meget i i det, som administrationen selv gør, men i det, som bliver til uden dens hjælp”. Amerika var sådan et storladent samfund, et land med store vidder og nye muligheder, og det var symbolsk her – ikke i Frankrig – at Frihedsgudinden skulle komme til at stå – ironisk nok en gave fra Frankrig.
Vanen med at flytte, udskifte eller ødelægge og vende ting på hovedet var lige fra begyndelsen en nødvendig del af det amerikanske eksperiment, mente Tocqueville, som med egne øjne oplevede, hvordan kolonisationsgrænsen rykkede mod vest, og beundrede dem, der “tålte ødemarkens lidelser uden at beklage sig”. Amerikanerne er alle nyankomne, tilflyttere, nybyggere, og hver generation starter forfra. Det er imidlertid ikke alene vaner, kultur og geografi – eller fængsler – Tocqueville observerer på sin rejse. Sociologen var også syntesens mand. I Amerika så han mere end bare Amerika, han så demokratiet. Det er netop derfor, at bogen hedder “Demokratiet i Amerika”, det vigtige ord står først. Amerika udgjorde rammen, men det virkelige emne var demokratiet, og det blev hans livs eventyr.
Med demokrati hentydes til et styre ved folket, dvs. ikke ved konger, krigere, kardinaler eller nok så kokette gentlemen, men ledelse ved den brogede og urolige kategori flertallet. Hvor man tidligere havde begrænset antallet af beslutningstagere eller nidkært vogtet over, hvem der måtte sige hvad hvornår og hvordan, slog Tocqueville dørene på vid gab. “Borgerånden er i vore dage uløseligt forbundet med udøvelsen af politiske rettigheder”, noterede han, og til det det klassiske spørgsmål “Hvem skal styre?”, svarede han: så mange som muligt. Han tillod derfor en flerhed af partier, interesseorganisationer, pressen, foreninger eller det, vi i dag kalder for det civile samfund, fraktionernes hæsblæsende kamp, ligesom han var en svoren tilhænger af kommunalt selvstyre og decentrale organer. Mens der førhen havde været masser af politik uden demokrati, så blev Tocquevilles vision et demokrati sprængfuldt af politik, dvs. uenighed, debat og lærdom.
Dette systems første observatør havde også et skarpt blik for demokratiets indbyggede farer. Hermed er vi fremme ved den anden gode grund til, at han er interessant for os i dag. Tocquevilles profeti om demokratiets komme indeholdt en advarsel, der bestemt ikke er blevet mindre aktuel med tiden.
Advarslen ligger latent i beretningens allerførste sætning. Den lyder sådan her: “Af alt det nye, som tiltrak sig min opmærksomhed under opholdet i Amerika, var der intet, der slog mig så stærkt, som den lighed der rådede”. Det vigtige ord er naturligvis lighed, og hvor smukt dette ideal end kan være, så indeholder det også en mulig tvang og underkastelse. “Hele denne bog er skrevet under indtryk af en art religiøs gysen”, fortsatte forfatteren, og det er jo ikke helt sådan, man forventer en hyldest til demokratiet skal begynde. Men Tocqueville har som sagt blik for medaljens bagside, f.eks. når han taler om menneskets både værdifulde og fordærvelige trang til lighed:
“Der findes i menneskene en stolt og værdifuld trang til lighed, som driver os til ikke at stå tilbage for andre i styrke og hæder. Denne trang får de små i samfundet til at ville hæve sig op til de stores stade. Men der findes også i menneskehjertet en fordærvelig trang til lighed, som får de svage til at ville trække de stærke ned på deres niveau, og som endog får mennesket til at synke så dybt, at de foretrækker lighed i trældom frem for ulighed i frihed.”
Pointen er netop, at demokratiet fremmer den uheldige tendens til fordærvelig og umættelig lighed. I demokratiet er friheden ikke mål for borgernes ønsker: “Genstanden for deres evige kærlighed er ligheden. Det hænder, at de pludselig gør en indsats for at vinde frihed, men mislykkes den, resignerer de. Derimod kan de ikke finde tilfredsstillelse ved noget, hvis de ikke har lighed. De vil hellere dø end miste den”.
Demokraterne er – modsat hvad man ellers skulle tro – ikke gode til at forsvare sig mod myndighedernes eventuelle overgreb. Trangen til fordærvelig lighed udhuler friheden og forsvaret for samme, som ender med at virke bizart eller grotesk. “Hvor almen lighed råder, virker den mindste forskel chokerende”. Friheden og det individuelle særpræg kommer således nemt til at virke elitært, selv om de burde være folkekært og noget, enhver sætter højt. Men når først friheden er kritisabel i stedet for at være genstand for kærlighed, er der ikke meget godt tilbage, og demokraternes sjæl står derfor i fare for at skrumpe ind, fordi de “bruger al kraft på at gøre middelmådige ting”.
Tocqueville, der var realist, både hvad angik lighedens komme og frihedens mulige forsvinden, var en liberal aristokrat, der tilsluttede sig demokratiet med kryd
sede fingre. Bag Amerika s
å han demokratiet, og bag demokratiet så han formynderstaten. Risikoen er, at demokratiet forvandler sig til pøbel- eller lighedsvælde, der kun kan styres af en stærk formynder. Tocquevilles lysende advarsel består med andre ord i at minde alle demokrater om, at folkesuveræniteten, dvs. flertallets vilje, ikke skal have lov til at forvandle sig til sentimental masse. Massen, på fransk la foule, er en art galskab, fordi den er uden struktur og ledelse. Alligevel har massen en retning, eftersom den overalt stræber efter ejendom, også andres. Akkurat derfor er den grænseløse masse farlig og potentielt blodig.
Tocqueville beskrev demokratiets tilblivelse mellem to verdener, mellem folk og masse, frihed og lighed, Amerika og Frankrig. Han var en politisk brobygger, skønt han ikke var sikker på, at broen kunne holde. Det gjorde – og gør – den muligvis, men hans advarsel er stadig aktuel, netop fordi vi har gjort demokratiet til vores samfundsform.
Mens bomberne sprænger i Vestens gader, kan og skal vi trodsigt fejre 200-året for demokratiets første talsmand og læse ham for at huske, hvem vi er.
En længere version af denne tekst er trykt i Jyllands-Posten den 8. juli 2005. Det er Tocqueville-dag den 25. juli.
En god anekdote, jeg ofte fortæller mine statskundskabsstuderende på grunduddannelsen (og som jeg har fået fortalt fra det dengang eneste overlevende øjenvidne), involverer den eklektiske, flamboyante og lettere opportunistiske østrigske økonom Joseph Schumpeter og den kedelige, men idealistiske tyske sociolog, Max Weber, da de to mødtes for første og eneste gang. Mødet endte med, at Weber indigneret forlod den viennesiske café og råbte, at han aldrig nogensinde ønskede at tale med dén mand, Dr. Schumpeter, igen. Årsagen? Schumpeter havde rost den russiske revolution–ikke fordi han var enig med kommunisterne, ikke fordi han syntes at den havde gode konsekvenser, men fordi den var et fantastisk eksperiment. "Som havde vi et laboratorium!" "Men" skal Weber have sagt, "der dør jo millioner!". "Ja, er det ikke fantastisk!" skal Schumpeter have sagt. Eller noget i den stil.
Joseph (der som bekendt var både en stor økonom og en stor elsker, men knap så god en rytter) ville have haft stor fornøjelse af at studere, hvad der p.t. foregår i Zimbabwe. Landet, der indtil for et kvart århundrede siden var blandt de bedre fungerende og knap så dårligt økonomisk kørende i Afrika (ikke at det siger så meget), har under Robert Mugabes ledelse givet et illustrativt crash-course i, hvorledes man kan køre et land i sænk–og på en måde, hvor det virkeligt er noget, man kan tage at føle på. Man har tilsyneladende ræsonneret, at man har drevet det vidt, når får har for meget, og rigtigt mange har rigtigt, rigtigt lidt. Og det mål har man så efterstræbt ganske systematisk.
Man har hidtil–stik imod forfatning, domstole og retsorden–vilkårligt stjålet privat ejendom fra ejerne med den konsekvens, at landets økonomi er gået helt i fløjten–med deraf følgende krise, arbejdsløshed og hungersnød. Eller sagt med et spørgsmål: Hvor meget vil du betale for at købe retten til at investere i en privat virksomhed i Zimbabwe? Fraser Institute og Economic Freedom Network (hvoraf CEPOS er den danske danske deltager) ratede for 2003 Zimbabwe til 3,4 på en 1-10 punkts skala over økonomisk frihed–hvor 1 er ca. = Stalingrad og 10 er = Hayekland.
Men, som antydet, har Mugabe spurgt sig selv på ægte Nyrupsk facon: "Kan vi ikke gøre det lidt bedre?" Og svaret er ifølge en artikel i New York Times, at det kan man tilsyneladende godt:
"The government abruptly began demolishing shanties and roadside markets here three weeks ago, evicting thousands of people and bulldozing homes or burning them to the ground, in what officials call a cleanup of illegal slums and black-market vendors. Their homes destroyed in a campaign Zimbabwe's government says addresses illegal housing, residents of Mbare loaded their property Friday.
But as the campaign, directed at as many as 1.5 million members of Zimbabwe's vast underclass, spreads beyond Harare, it is quickly evolving into a sweeping recasting of society, a forced uprooting of the very poorest city dwellers, who have become President Robert G. Mugabe's most hardened opponents.By scattering them to rural areas, Mr. Mugabe, re-elected to another five-year term in 2002, seems intent on dispersing the biggest threat to his 25-year autocratic rule as poverty and unemployment approach record levels and mass hunger and the potential for unrest loom.
The United Nations estimates that the campaign, Operation Murambatsvina, using a Shona word meaning "drive out the rubbish," has so far left 200,000 people homeless and 30,000 vendors jobless."
De danske socialdemokratiske partier har forsøgt at begrænse adgangen til de danske “velfærdsydelser” via forskellige stramninger i indvandrerlovgivningen. Den strategi er selvfølgelig fuldt ud rationel, al den stund en stadig voksende andel af danske vælgere er direkte afhængig af statslige overførsler. Forskellige argumenter har været anvendt for at legitimere denne strategi. Enten har man villet beskytte det dansk arbejdsmarked (Læs: fagforeningerne og de høje danske lønninger), eller man har villet beskytte den tilsyneladende helt særlige og åbenbart voldsomt berigende danske kultur.
Netop muligheden for fredelig sameksistens mellem forskellige kulturer er omdrejningspunktet for Chandran Kukathas bog Liberal Archipelago: A Theory of Diversity and Freedom. I bogen stilles en række højaktuelle spørgsmål: Hvad er principperne for et frit samfund, hvori der findes kulturel diversitet? Hvordan kan individer med forskellig kulturel baggrund leve sammen i et frit samfund? Hovedbudskabet i bogen er, at et frit samfund kan opretholdes på trods af kulturel diversitet ? Abendland og vestligt forfald er altså aflyst og ikke forbundet til indvandring eller kulturel heterogenitet. Kukathas’ hovedargument er, at et frit samfund bygger på retten til foreningsfrihed. Det indebærer, at det enkelte individ skal have ret til at indgå i de foreninger vedkommende måtte finde berigende, interessante eller af andre årsager gerne vil være en del – så længe der er en reel mulighed for at melde sig ud.
Det stiller mindst to spørgsmål: Hvor er udmeldelsesblanketten til “velfærdsstaten” og – hvorfor er det urimeligt at muslimer eller andre vil have ret til leve efter selvpåførte regler så længe de kan afbryde deres kontrakt?
Fra sidste uges bundløse dybder i Cannes rapporterede Jyllands-Posten disse interessante filosofiske ræsonnementer:
“Grunden til, at der ikke er svar i min film, er, at det ud fra et samfundsmæssigt synspunkt gælder om at holde spørgsmålene åbne. Sådan at forstå, at et ord ikke bare hedder demokrati. For demokrati er ikke bare demokrati. Demokrati er noget, der bliver nødt til at blive diskuteret og genopfrisket hele tiden. Det samme gælder ordet frihed. Spørgsmålene skal være åbne. Ellers bliver demokrati og frihed ord, som vi alligevel ikke er enige om betydningen af.”
Så altså noget skal ikke bare være, hvad det er, men evt. også være en masse andet, inkl. ting som det ellers ikke er. Frihed og demokrati for nogle kan f.eks. godt blive opfattet som ufrihed og mangel på demokrati af andre, og fordi nogle kan opfatte ting anderledes end andre, er der ikke noget, der nødvendigvis er, hvad det er–og det bliver vi nødt til at diskutere. Men hvordan kan man diskutere sig frem til “noget”–en slags konklusion–hvis intet er rigtigere end andet. Hmmm.
Og videre:
“Jeg tror ikke på, at der ligger oliemillioner, taktiske manøvrer og andet bag [Bush]. Han kan kun gøre, hvad han gør, hvis han mener det. Alt andet er umenneskeligt. Dybest set tror han på, at det bliver en bedre verden. Det tror jeg også, at Stalin og Hitler og alle dem gjorde.”
Så altså en slags syllogisme: 1. Bush ønsker en bedre verden. 2. Stalin og Hitler ønsker en bedre verden. –> 3. Bush = Stalin og Hitler. Eller hva’?
Vi lader de smukke og indsigtsfulde levende billeder stå og flimre et øjeblik.
Ok, så fik jeg set Star Wars III: Revenge of the Sith. Og hvad synes jeg så? Var den god i sig selv? Var den en passende "afslutning" på en stor serie? Var den politisk korrekt og anti-Bush?
Ja, jeg synes, at den var god: Den var relativt underholdende, fik sat historien på plads og flettet tråde, var filmisk ekstremt flot og var passende dyster, og den var ubetinget den bedste i den nye "prequel" trilogi. Ja, jeg synes, at teknikken tog lidt overhånd, og ja, selvom historien blev knyttet sammen, er der både gabende huller og decideret fjollede uforståeligheder.
Men ja, først og sidst: jeg mener fortsat, at det er en fantastisk frihedsorienteret historie, om kampen mellem det gode og det onde, mellem frihed og tyranni.
Det kom klarest til udtryk i en af filmens mest centrale scener, hvor kansler Palpatine har afsløret sig som Darth Sidious, har indledt angrebet på Jedi-ridderne og med et forvredent ansigtsudtryk udbryder i et halvtorgastisk skrig, hvad han nu har opnået: "… unlimited power!"
Og jeg syntes godt om scenen, hvor Padmé Amidala deltager som senator, da senatet vedtager at afskaffe sig selv og overgive al magt til kansleren som kejser i det nye galaktiske imperium som skal erstatte republikken: "So this is how liberty dies? To thunderous applause." Det er desværre set for mange gange udenfor filmlærredet.
Der er også to fine scener mellem Palpatine og Anakin Skywalker, hvor førstnævnte afslører sig som en moralsk relativist og en magthungrende opportunist, og hvor der klart er en sammenhæng mellem de to aspekter. "Good is a point of view" siger Palpatine affærdigende over den unge Skywalkers endnu naive moral, og lidt senere: "If one is to understand the great mystery, one must study all its aspects, not just the dogmatic, narrow view of the Jedi." Altså, man skal ikke kun være skeptisk overfor "kraften" og bruge den fornuftigt; man skal også se potentialet i dens mørke sider.
MEN … det er klart, at der også har sneget sig lidt politisk korrekthed ind, og det er tydeligt, at der var et par indsatte "hip", der var rettet mod Bush, og som uden tvivl ville have lydt i hvert fald lidt anderledes, hvis filmen havde været lavet for 28, 18, otte eller blot fire år siden.
Heldigvis var begge dele relativt beskedne i forhold til historiens hovedtema.
Eksemplet på politisk korrekthed er den af David Gress og National Review Online omtalte indledningstekst om, at der i klone-krigene "var helte på alle sider og ondskab alle steder". Det er faktisk lidt svært at få øje på heltene på "mørkets side", hvor den mindst onde formodentlig er Anakin Skywalker/Darth Vader–og han slår i denne film små, uskyldige børn ihjel! Og at kalde klonerne for helte er jo decideret absurd (for så vidt at "heroisk" er noget, mennesker er–ikke maskiner).
Irriterende er også den post-moderne formulering fra Padmé om at "This war happened because of a failure to listen." Nej–krige begynder ikke fordi folk ikke taler nok sammen eller lytter nok: De begynder, fordi nogle synes, at det er ok at anvende vold mod andre.
Det efter min mening mest inderligt irriterende er derimod i filmens dramatiske højdepunkt: lyssværdskampen på vulkanens rand, mellem Obi-wan Kenobi og Anakin Skywalker. Skywalker hylder her imperiet som garantien for, at magten nu kan bruges til at nå gode mål med, og at den kan garantere fred og sikkerhed, og at dem, der er imod dette, er imod Anakin. Hertil svarer Obi-Wan, at kun en mørkets fyrste taler i sådanne moralske absolutheder.
Det irriterende ved dette er efter min mening ikke så meget, at dialogen tydeligvis er blevet passet til, så den kan give associationer til Bush-regeringens argumenter i krigen mod terror. (Sammenlign Anakins "If you're not with me, you're my enemy." med Bushs "Either you are with us, or you are with the terrorists.") Jeg mener sådan set, at det er sundt nok at minde amerikanerne (og alle andre) om, at dét at opgive noget af ens frihed af hensyn til ?trygheden? kan være en farlig handel?og én som man ofte kun kommer til at lave én gang.
Det afsindigt irriterende er derimod, at replikken er i direkte og skærende kontrast til det billede af Sith-fyrsten, Darth Sidious, der er blevet tegnet blot kort før: som netop moralsk relativist. Der er intet absolut over Sith-fyrsten andet end den absolutte magt–og det er tydeligvis ikke det, Kenobi refererer til.
Og i selv samme sene siger Obi-Wan: "Don't you see? Chancellor Palpatine is evil!", hvortil Anakin svarer, "From my point of view, he is good." Altså, her giver Obi-Wan netop udtryk for, at der er moralske værdier, hvorimod Anakin giver udtryk for en slags post-moderne relativisme.
Her–som i den indledende tekst om "helte på begge sider" og i Padmés ord om dialog–virker det vitterligt som om, at den gode George Lucas (som så mange amerikanere) har forvekslet det at være frisindet og tolerant med det partout at skulle være relativist. Det er manuskriptændringer, der ikke blot er overflødige men direkte i strid med resten af film-seriens ånd, og det kunne man have været foruden.
Men, men … I det store billede var dét detaljer. Og de kompenseres meget godt af "mørkets kræfter" i størstedelen af serien ganske klart er venstreorienterede: Tilhængere af en stor offentlig sektor, handelsprotektionisme og modstandere af frihed, konstitutionalisme og magtdeling. Og skal man endelig se lighedspunkter mellem kansler Palpatine/Darth Sidious/kejseren–altså en relativistisk politiker, der undergraver friheder og konstitutionalisme og tilraner sig magt–så er der langt mere klare og nære eksempler end George W. Bush, og de er stort set alle venstreorienterede i et eller andet omfang (Fidel Castro, Robert Mugabe, Hugo Chavez, Vladimir Putin, Saddam Hussein, Tony Blair). I mellemtiden har den udmærkede John Tierney (som vi tidligere har omtalt) dette noget andet (og ikke uinteressante) "take" på filmen.
PS. Hayden Christensen er en forfærdelig skuespiller! Han har to ansigtsudtryk: ét tomt og ét, hvor han ligner en ung Christopher Lambert i første halvdel af Greystoke. Christensens bedste scener var i filmens sidste ti minutter … 😉
PPS. Natalie Portmans fine skuespiltalent er her klart underudnyttet. Til gengæld har hun jo ihvertfald én anden, ganske væsentlig kvalitet, som dårlig instruktion ikke kan spolere.
Weekendavisen har i det nye og altid læseværdige tillæg Ideer et længere indlæg ved prof., dr. jur. Gorm Toftegaard Nielsen om menneskerettigheder, navnlig den europæiske konvention om samme. Hans indlæg ligger i klar forlængelse af prof., dr.jur. Mads Bryde Andersen, der i en kronik i Berlingske åbnede debatten (og i en senere kronik sammenfattede forløbet).
Debatten inkl. dette seneste indlæg har vist, at ingen af de debatterende jurister ønsker at undvære menneskerettighedsbegrebet, og at de alle anerkender, at Menneskerettighedsdomstolen (EMD) til tider vælger en dynamisk fortolkning, som inddrager forhold, der ikke oplagt hører under konventionens ordlyd og kerneområde, og som derfor reelt udgør politiske valg.
De to professorer fremhæver endvidere det yderligere problem, at den dynamiske fortolkningsstil gør det vanskeligt for nationale myndigheder at forudse, hvad der udgør indholdet af menneskerettighederne, hvilket gør det muligt for interesseorganisationer og eksperter at politisere i deres vurdering af, om et givent politiske forhold mon vil stride mod konventionen. Mangt og meget kan således tænkes at være “på kant” med menneskerettighederne i konventionen, når man aldrig kan være helt sikker på, hvad EMD egentlig har tænkt sig at sige næste gang.
Og hvad skal vi så gøre ved det? Spændingen mellem menneskerettigheder og demokrati er et af de vanskeligste problemfelter i liberalismen, for her sætter man menneskerettigheder over demokratiet. Vel at mærke de negative frihedsrettigheder, der handler om at begrænse statens magt over individet, som udmærket påpeget af Henrik Gade Jensen.
De positive menneskerettigheder, der giver individet særskilte krav over for staten og det øvrige samfund, synes fortrinsvis at have fået sin prominente plads i de internationale menneskerettighedskonventioner efter kommunisk påvirkning. I tiden omkring 2. verdenskrigs slutning troede man jo i ramme alvor, at kommunismen repræsenterede en særligt overlegen økonomisk indretning; at planøkonomi var markedsøkonomi overlegen. Kommunister forsvarede derfor systemet ved at ligestille de klassiske liberale frihedsrettigheder med de sociale rettigheder. Budskabet var: ja, kommunismen krænker frihedsrettigheder, men skaber til gengæld en bedre og mere social verdensorden, så det kan gå lige op. Det var længe et overbevisende argument, enkelte fremturer endda stadig med det. Kommunismens sammenbrud kom da også først, da det gik op for selv de mere tungnemme, at systemet heller ikke virkede økonomisk.
Men selv begrænset til de negative frihedsrettigheder består spændingen fortsat for den liberale, fordi frihedsrettighederne kommer før demokratiet, men afgørelsen af, hvilke frihedsrettigheder der bør gælde, kan ikke ske apriorisk og må derfor ske ved et demokratisk valg, hvor individerne hver for sig og sammen afgør spørgsmålet. Man kan forsøge at hindre den demokratiske proces’ indvirkning på fastlæggelsen af frihedsrettigheder ved at operere med forskellige demokratiske processer, f.eks. en lovgiver og en grundlovsgiver. Men nissen flytter med.
Når de fleste må medgive, at Menneskerettighedsdomstolen nu og da træffer afgørelser, der ikke kan tolkes som brug af konventionens menneskerettigheder, men som reelt politiske valg, dommerne savner enhver demokratisk legitimation for at træffe, hvad gør vi så?
Helt at trække os ud af Menneskerettighedskonventionen synes at være et for vidtgående træk. Konventionen er jo god nok, og Menneskerettighedsdomstolen træffer jo også fornuftige afgørelser, heldigvis de fleste. Mads Bryde Andersen har peget på, at man kan ophæve konventionens inkorporering i dansk ret for derved at signalere dels en utilfredshed med Domstolens dynamiske fortolkning, dels en større grad af handlefrihed for danske domstole.
En anden mulighed er vel at lade sig inspirere af et andet forpligtende mellemfolkeligt samvirke, EU. Det følger af EU-retten, at EU-ret har forrang frem for national ret; i modsat fald ville det forpligtende samarbejde mellem de forskellige medlemsstater ikke kunne fungere. Dette anerkendes da også af medlemsstaternes myndigheder, herunder domstolene. Men den tyske forfatningsdomstol, og vist også den danske Højesteret, har tilkendegivet, at denne respekt for EU-retten kun gælder, så længe EU-myndigheder og ditto-retsakter holder sig inden for traktaterne. Nok så vigtigt har disse høje domstole fastslået, at det er op til dem at afgøre, om dette er tilfældet.
Hermed signaleres, at hvis EU-retten skulle bevæge sig uden for de grænser, konventionerne sætter, så kan man tilsidesætte eller ignorere sådanne afgørelser og retsakter. Hverken den tyske forfatningsdomstol eller den danske Højesteret kan således forventes altid at ville acceptere enhver afgørelse fra EF-Domstolen, selvom de sikkert vil gå langt for at undgå et brud.
En tilsvarende markering ville være gavnlig i forhold til menneskerettighederne. Mon ikke den kommer, hvis en egnet sag en dag opstår? Højesterets dommere er ikke (længere?) så forsagte, som de var en gang. Antagelsen af, at dette er muligt, vil endvidere lægge en dæmper på de, heldigvis få, der søger at dominere den nationale politiske proces ved at strække EMDs dynamiske fortolkningsstil længere end rimeligt er.