Tag-arkiv: frihed

Terrorismens pris II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. december 2005. Skriv et svar

Hermed til læserne min lørdags-klumme fra Berlingske Tidende, som refererer til den statistiske undersøgelse af faktorer, der associeres med grænseoverskridende terrorisme, som jeg tidligere har omtalt her.

Terrorismens pris

Frihed. Det har sin pris, hvis tryghedssøgende danskere smider friheden ud med terrorpakken

Et klogt menneske skal engang have sagt, at hvis et overvældende flertal af befolkningen går ind for noget, så er der god grund til at begynde at blive nervøs og begynde at lede efter udgangen.
Helt så kynisk behøver man måske ikke at være, men der er i hvert fald et gran af sandhed i, at folkestemningen for eller imod en sag let kan svinge ganske dramatisk, og at den sjældent svinger den vej, som er god for borgernes frihed.

Dét er værd at komme i hu, når en jule-meningsmåling fra Gallup viser, at syv af ti danskere støtter selv de mest vidtgående og frihedskrænkende dele af den terrorpakke, som regeringen forbereder. Danskerne er tilsyneladende så opsatte på at sikre trygheden, at de er mere end villige til at give køb på friheden – også selvom det omfatter at blive filmet vilkårligt på offentlige steder, få e-mails og telefonsamtaler studeret af fremmede og i det hele taget blive registreret i alskens hverdagshandlinger uden forudgående dommerkendelse.

Nuvel, meget er sket de seneste år – først og fremmest terror-angrebene 11. september, i London og Madrid, samt de næsten daglige terrorhandlinger i Israel. Men inden man farer så voldsomt i flint, er der vel grund til at spørge sig selv: Er det faktisk rigtigt, at problemet er, at det er den relativt udstrakte grad af frihed i de vestlige lande, som muliggør terror-angreb? I så fald skulle man tro, at sandsynligheden for forekomsten af terrorangreb var højere i mere frie lande end i mindre frie lande.

En undersøgelse, som jeg har lavet sammen med mine kolleger Mogens Kamp Justesen og Robert Klemmensen, viser imidlertid, at der ikke er belæg for en sådan påstand – tværtimod. Vi har statistisk analyseret data for alle registrerede tilfælde af grænseoverskridende terrorisme i perioden 1996-2002, og vi har så set på, hvor meget af denne, der kunne forklares ved hjælp af omfanget af økonomisk frihed (kapitalisme), politisk frihed (demokrati) og borgerlige frihedsrettigheder i de lande, der oplever sådanne angreb, eller som producerer grænseoverskridende terrorister.

Samtidigt har vi statistisk set taget højde for en mængde andre alternative faktorer, såsom landenes levestandard, vækst, ulighed, religiøse og etniske sammensætning, osv.

Konklusionen er entydig: Der er kun to ting, som med sikkerhed betyder noget for sandsynligheden for, at et land producerer grænseoverskridende terrorister eller tiltrækker sådanne: Graden af borgerlige frihedsrettigheder og omfanget af handel med omverdenen, og begge dele har en negativ effekt. Dvs. flere frihedsrettigheder og mere handel giver mindre sandsynlighed for terror. Alle andre faktorer er enten uklare eller ubetydelige.
Det er med andre ord ikke tilfældet, at terrorisme finder sted, fordi de borgerlige frihedsrettigheder er for vidtgående. Tværtimod er der noget, der tyder på, at frihed og handel har en civiliserende effekt på mennesker. Det antyder, at den bedste medicin imod terror er at opretholde friheden i vor del af verden og at sprede dén og markedsøkonomi til resten af verden.

Vi skal passe på ikke at opgive vores frihed i forsøget på at beskytte den, men det bør ikke læses som et udtryk for en naiv holdning om, at ingen vil os det skidt. Tydeligvis er de radikale islamistiske kræfter, som de senere år har angrebet vesten, den mest frihedsfjendske politiske bevægelse, som verden har set siden Berlinmurens fald – og måske meget længere.

Problemet er blot, at stort set ethvert indgreb i borgernes frihed igennem tiderne er blevet retfærdiggjort med lige netop den type argument – men når faren så igen er drevet over, er ufriheden ofte blevet stående tilbage, og ganske ofte er indgrebene blev brugt til noget ganske andet, end de var tænkt til.

Det minimale, som politikerne bør gøre, hvis de ønsker at vedtage en terrorpakke, er konsekvent at tvivle til fordel for retssikkerheden og at gøre lovgivningen tidsbegrænset. Altså, sætte en »udløbsdato« på, efter hvilken man bliver nødt til at revurdere, hvorvidt lovgivningen har virket, og hvilke konsekvenser den i øvrigt har haft. Det har man gjort med den amerikanske terrorlovgivning, og dér har man endog i forvejen langt stærkere beskyttelse af den personlige frihed, end vi har.

Mageløse Madsens anti-manifest II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. december 2005. 2 svar

Som et follow-up på min post forleden med udvalgte citater af musikeren og maleren Johnny Madsen, så følger her et læserbrev, som manden skrev i 1993 i Ekstra Bladet, og som tydeligvis var foranlediget af (men ikke primært omhandlende) folkeafstemningen om dansk deltagelse i EU’s monetære union.  Hvad man nu end mener om dét specifikke emne, så er læserbrevet som helhed et godt eksempel på, at Madsen er en frihedselskende individualist–og en sjælden fugl i den danske kunstnerverden, hvor “frihed” alt for ofte synes at forstås alene som statsstøtte til egne projekter.

Tro dem ikke

Af Johnny Madsen

Ak, disse politikere har atter slået til. Med slagord som social dimension og harmonisering vil de ikke længere nøjes med at være amtsfilosoffer, nu vil de være verdensfilosoffer. Men – venner – tro dem ikke, skriver musikeren Johnny Madsen.

ATP, Moms, Oms, kloms, 6%-reglen, 20%- reglen, afgifter, regler, regler, regler.

Regler for bykørsel, regler for ikke-bykørsel, regler for kapitalpension, regler. Frem og tilbage. Regnskaber, revisorer, advokater, tilbage igen, fradrag, selvangivelse, love, anmærkninger, parenteser, ejendomsskat, harmonisering, den sociale dimension. Hvis de passerer start indkasserer de 200 kr., og betaler 80 i skat, eller er det 68%, tre felter tilbage, torskegilde, indflytningsafgift, udflytningsafgift, arveafgift, gift, ugiftafgifter og så videre, og så videre.

Ak disse politikere. Disse talende og tænkende øgler, hvis forudsætninger som regel er en lærereksamen med sløjd og håndgerning som speciale, har atter slået til.

Med usvigelig sans famler de rundt på middelmådighedens slagne vej, hvor de instinktivt forsøger at konstruere en virkelighed, som ikke eksisterer.

Med slagord som social dimension, harmonisering, fællesskab, union, nøjes de nu ikke længere med at være amtsfilosoffer, nej nu vil de være statsfilosoffer, verdensfilosoffer.

De vil fortælle os om den historiske nødvendighed. De vil sige ‘om ikke for andet, så for ungdommens skyld’. De vil ikke eje anstændighed og ydmyghed. Tværtom vil de ikke ryste på hænderne et sekund i iver for at gennemføre ‘den europæiske nødvendighed’.

‘Vores union er bedre end de andres union’. Vi er demokrater, vi er de sande profeter, råbes der, mens halvdelen af Europa ligger i ruiner på grund af tidligere sande profeters lære om den historiske nødvendig hed.

Venner, tro dem ikke. Politikerne har i dag simpelthen overskredet deres kompetence. De blander sig i alt. Der er ikke det emne, de ikke har en mening om. Der er ikke de ting, de ikke lovgiver om. De er ikke længere folkets repræsentanter, nej, de er deres åndelige førere. Er De i tvivl, så spørg Deres lokale politiker, han har svar på alt. Han er det sakrales tænker. Han er det profanes mester.

Dette er ikke sagt af forklogskab, men det er simpelthen en livsnødvendighed, at politikerne får en anden selvforståelse, ellers bliver det store svælg til folket for stort, hvilket var den dybere årsag til det kommunistiske sammen brud.

Mennesker er ikke en ensartet masse. Hvert menneske er unikt i vores vidunderlige forskellighed, og det er den dybere årsag til, at systemer aldrig virker. Lad os være venner, lad os handle sammen, lad os besøge hinanden, men lad være med at røre ved vores forskellige grund vilkår, det vil ende galt.

Selv akvariefisk pisser deres territorium af. Europa kan ikke samles.

Lad os gøre Kvong og Lissabon til venskabsbyer, men lad os ikke komme brasende med vores dødssyge nordiske velfærdsmodel, under påskud af en social dimension, uanset hvor velmenende det end måtte være.

Lad os feje for egen dør, der er rigeligt at gå i gang med. Lad os ikke fjerne Europas mystik, lad det usagte være usagt, lad forskelligheden være det grundlæggende for enhver samværsform.

Den danske befolkning er ikke glade for denne her union. Heller ikke ja-sigerne, hvor en af hovedsætningerne har været: ‘Jamen, vi kan da ikke stå udenfor, når de andre er inde’. Det kan vel ikke just kaldes de store visioners ædegilde. Eller: ‘Vi må sidde med ved bordet’. (Gud ved hvordan Beethovens musik ville have lydt, hvis den blev lavet ved en flertalsbeslutning).

I øvrigt fatter jeg ikke en pind af, hvad erhvervslivet vil i denne union. De vil blive belagt med vedtægter og bestemmelser, som siger spar to til dem, de har i forvejen. Jeg kan godt forstå Socialdemokratiets store engagement. De har naturligvis en drøm om at komme til at beherske Europa sammen med Labour, SPD, de franske socialister og de italienske (hvis de er ude af spjældet til den tid), for slet ikke at tale om de nordiske brødrepartier.

De vil hånd i hånd mod de uddøende fagforeninger, få ny næring til at stå i front, som de moralsk ansvarlige. Med den sociale dimension i hånden og harmoniseringen i lommen vil enhver rask dreng i Portugal og Hirtshals få spoleret muligheden for at tjene til en ny knallert. (Det vil naturligvis ophæve diskussionen om fælles type styrthjelm).

Til gengæld kan de vel se frem til 200 mm Rockwool på loftet, hvilket som bekendt heller ikke er så dårligt endda.

Men venner husk: En bureaukrat er og bliver en bureaukrat, uanset hvad systemet hedder.

Ha’ en god dag.

(fra Ekstra Bladet 17. maj 1993, 1. sektion, side 25)

Mageløse Madsens anti-manifest I

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. december 2005. 3 svar

På Libertas’ email-liste har Palle Steen Jensen reklameret for sidste søndags store interview i Berlingske Tidende med musikeren og maleren Johnny Madsen i anledning af dennes nye album, Det Gode Liv—og Palle har venligt mindet om, at det i sin tid var undertegnede, der gjorde opmærksom på, at mandens syn på samfundet ikke er, som kunstneres er flest.

Og ja, jeg har sådan set fulgt Madsen-manden i nogle år, sådan lidt skizofrent. For at sige det som det er: Det er ikke som fan eller groupie, jeg har fulgt ham, for hans musik er godt nok ikke lige min kop té. Jeg kan faktisk ikke forestille mig ret meget … Nå ja, det er ganske vist ikke ham som sådan, der er noget i vejen med; det er ganske muligt, at han for sin genre er, hvad Bach er for barokmusikken, og hvad ‘Pistols’ er for punken—jeg aner det faktisk ikke. Næ, det er genren, jeg ikke er vildt begejstret for.

Men læser man derimod teksterne og, hvad manden fra tid til anden siger, så er det klart, at han er en af de overordentligt sjældne fugle i den danske kunstnerverden. Det virker næsten som om, at det er noget andet “country” ved Madsen end blot musikken—og at der måske er kortere mellem Fanø og Arizona, end der er mellem Fanø og Esbjerg. Her er lidt uddrag (med underliniering tilføjet) fra et par interviews og artikler fra de seneste 15 år.  Det er ikke dyb filosofi det hele, men undervejs er der da moralfilosofiske ræsonnementer a la Adam Smith og et skattepolitisk forslag hentet lige ud af F.A. Hayeks The Constitution of Liberty …  Meget af det er idealistisk, men det meste er også ganske realistisk og nede på jorden.  Sjælden tale fra danske rockmusikere.

Frihed og “det gode liv”

  • “Det er sjovt, at vi netop skal til at snakke om det gode liv. Her sidder jeg i min mors totale domæne. Det her er hendes stol, som ikke engang gæster får lov at sidde i. Her kan hun sidde og se sine yndlingsudsendelser og så videre. Så vil nogen måske sige: ‘Jamen er det ikke lidt ensformigt at sidde foran fjernsynet og se diverse ting og sager?’ Nej, folk vælger helt individuelt, hvad de synes er bedst for dem her i tilværelsen. Jeg tror, det gode liv handler om selv at vælge, hvad man har lyst til, på tværs af normer og moral. Selvfølgelig skal man opføre sig anstændigt. Men netop det at der ikke er udstukket en film for dig. For livet bliver jo ikke genudsendt, i hvert fald ikke i bredformat.” (“I Madsens septiktanker”, Berlingske Tidende 18. december 2005, 2 sektion, magasin, side 6)
  • “[Jeg] får alligevel ikke lov at sove længere, når jeg er hjemme ved mine forældre… Men så vil jeg også sige, at det hører med til det gode liv også at acceptere andre folks valg, sådan i Kierkegaardsk forstand. Frihed er også at vælge sin næstes frihed.” …
    “Nu var jeg for eksempel militærnægter. Og vi troede jo dengang, at lige den måde vi selv så ud på, altså med islændersweater og langt hår, at det var det eneste rigtige. Når man i dag ser billederne fra dengang, er det slående, hvor uniformerede vi også selv var. Så en mand, der vælger at gå rundt i jakkesæt, det er hans uniform, men vi har også vores egen et eller andet sted. Så det at vælge sin næstes frihed skal defineres ud fra vores egen frihed.
    Det er også derfor jeg aldrig har været tilhænger af store sammenslutninger, store bevægelser, store politiske taler og den slags ting. Jeg har altid været mistænkelig over for folk, der gerne vil gøre noget for andre, de ikke kender. Og det er som bekendt politikeres lod. Det ligger i hele min filosofiske opfattelse, at du skal forholde dig til den næste, du møder i tilværelsen. Hvis alle folk gjorde det, så nåede vi hele vejen rundt, og der fandtes ingen krig på jorden. Et eksempel. Der dør millioner af børn af sult hvert eneste år. Det ved vi alle sammen. Men vi kan ikke rumme de lidelser, så vi har et relæ, der slår fra over for dem. Men hvis jeg tager en cykel og klipper en kat, og den ligger på vejen, og jeg kigger den ind i øjnene, så føler jeg en dyb smerte, fordi katten er blevet min næste. Men alt for tit flygter vi fra vores ansvar over for næsten. For det er nemmere at støtte pandabjørne og regnskoven end at starte med naboen, som svarer igen. Det er også altid sjovt at høre embedsmænd tale om grisevelfærd. Ha, ha. Altså at en mand, der bor i Hellerup, skulle gå ind for grisevelfærd. Rend mig i røven! Selvfølgelig gør han ikke det.” (“I Madsens septiktanker”, Berlingske Tidende 18. december 2005, 2 sektion, magasin, side 6)

Skatter

  • Er danskerne gode nok til at bruge de muligheder de har?
    “Det skal jeg ikke kunne sige. Men det er meget sjovt at høre Anders Fogh stå og sige, at nu er der blevet større frihed. Jeg mener, staten ejer jo stadig 80-90 procent af vores penge, og dermed ejer de også 80-90 procent af os. Man kan sige, at penge er ikke en grundlæggende ting for frihed, men jeg vil hellere langt selv bestemme, hvad jeg skal bruge mine penge til, end hvad staten eller amt eller kommunen synes, der er godt for mig.”
    Hvordan synes du systemet skulle være?
    “Jamen det er da at lade folk beholde 80 procent af deres egne penge og lade staten lave en velfærdsstat for de 20 procent i stedet for omvendt, for så kan jeg også lave velfærd. Nu lyder jeg måske som Glistrup i gamle dage. Men det jeg taler om, er friheden. Penge skaber en vis form for frihed, og den største svøbe ved det nuværende system, det er at folk er nødt til at arbejde gevaldig hårdt for at få tingene til at køre rundt. Dem, der har pengene, har magten. Staten har magten, når de har pengene. Så kan staten dirigere befolkningen. Så for mig er det et frihedsoprør, mere end det er et spørgsmål om at ville rage til sig. Det er det, som folk skal forstå, at staten simpelt hen har for meget magt i dag. Danmark er jo et af de mest registrerede lande i verden og et af de mest lukkede lande. Selv Albanien er mere åben i den offentlige forvaltning end vi er.”
    Ville samfundet hænge sammen, hvis vi kun betalte 20 procent i skat?
    “Selvfølgelig. Det gør det jo i resten af Europa. Og også dér er der hospitaler og alting. Men selvfølgelig, alting drejer sig om anstændighed. Selvfølgelig skal man have et system, hvor ingen sulter. Men det er heller ikke anstændigt, at en hårdt arbejdende person afleverer næsten alt, hvad han tjener, til staten. Jeg snakkede med min far om det i går, det med beskatningen af den sidst tjente krone, og hvor urimeligt det er. Det burde jo være helt omvendt. Den sidst tjente krone burde beskattes med ti procent. For de sidste penge er dem, du arbejder hårdest for, det er dér, det gør allermest ondt.” (“I Madsens septiktanker”, Berlingske Tidende 18. december 2005, 2 sektion, magasin, side 6)

Staten og tvangen

  • Da poeten og sangeren Johnny Madsen eksempelvis sidst udgav en plade, hed titelsangen “Ses vi i Slesvig”. En politisk sang, der er et frontalt opgør med systemets sorte snak og Christiansborg-tumblerens hvide støj, som set fra vestkyst-poetens ruder er ved at suge alt liv ud af landet via skatten og bureaukratiet. Ikke fordi man ikke skal hjælpe de fattige, de syge og de uheldige, ifølge Madsen, der udtrykker det sådan her:
    “Jeg brokker mig ikke over at betale skat. Men hvorfor skal det være s
    å besværligt? Der er jo
    ingen, der kan finde ud af det. Det er jo lige før, en avisdreng bliver nødt til at ha’ sig en revisor. Et eller andet sted er man sgu et jaget dyr. Sådan fornemmes det. Og “Ses vi i Slesvig” er en politisk sang om det. Staten har besat det danske folkerige, sådan ser jeg det. Vi bindes på hænder og fødder i regler“.
    Sangskriveren fra Fanø mener, at den danske stat er i færd med at frarøve det danske folk friheden.
    “Det sidste, de har indført, er et borgerkort. Sådan et elektronisk et med alle oplysninger om én selv. Jamen, jeg vil sgu da ikke løbe rundt med et borger-kort. Hva’ helvede skal jeg bruge et borgerkort til? Det behøver jeg da ikke, når jeg skal ud og fiske eller ud og opleve noget. Det er helt forrykt. Ikke engang russerne havde personnumre. De var jo ikke halvt så tjekkede, som vi er. Vi er derude, hvor man har indført den totale overvågning. Og så vil de sætte videokameraer op ved vejene for at kontrollere, om vi kører for stærkt. Det er jo blevet sådan, at et barn ka’ ikke smide en kat i en mikrobølgeovn, uden at vi dagen efter får en lov om, at alle mikrobølgeovne skal ha’ hængelås på. Vi ender i det dér totalitære styre.” (“Egoland?”, Berlingske Tidende 11. februar 1996, mag, side 1)
  • Ifølge Johnny Madsen er staten blevet det danske folks fjende nummer et – den vestjyske sangskriver kræver fred og frihed for kunstens elite. … Faktorernes orden har altid været anderledes i den poetiske verden end i den reelle. Måske er det derfor, Johnny Madsen ikke kan holde den danske stat ud længere. På mandag udkommer hans nye album “Ses vi i Slesvig”. Titelnummeret er et frontalt opgør med systemets sorte snak og medie-tumblerens hvide støj, der set fra vestkyst-poetens ruder er ved at suge alt liv ud af landet. “Jeg synes, der er behov for, at nogen tør sige, at det er gået for vidt,” siger Johnny Madsen. …
    `Ses vi i Slesvig’ – overvejer du at emigrere? “Nej, det gør jeg vel ikke. På et tidspunkt blev jeg bare træt af, at man skal bogføre sine hotdogs. Kunstnere drukner jo stort set i bilag. For nylig var der et orkester på Fanø, der skulle til at begynde at spille, og så spurgte de: `Hva’ skal vi starte med i det her rockorkester?’ Så sagde jeg: `Ja, jeg ville starte med en revisor og en advokat, så kan I senere udvide med bas og trommer’. Og det er jo ikke løgn. Jeg kender stort set ingen i den her branche, som ikke er forgældede.” …
  • “Vi ender i det dér totalitære styre. Det eneste håb er, at folk gør oprør imod det. I ethvert system er der altid en sabelsluger, én der går imod strømmen. Det ka’ være et barn, der sætter fingeren i diget, når det er ved at løbe over, eller et andet, der siger, at `ham dér har ikke noget tøj på’ og så videre. Sådan én vil jeg godt være med den sang,” siger Johnny Madsen. (“Mayday fra Madsen”, Berlingske Tidende 29. oktober 1994, 2. sektion, magasin, side 1)

Offentlig kulturstøtte

  • I starten af dette år huggede staten Madsens trommeslager. Kulturudvalget i Nordjyllands Amt havde besluttet, at det ville have sit eget rockorkester. Fire mand blev hyret til at spille 66 koncerter, indspille en plade og lave video. Ifølge formanden for udvalget for at vise, at man ikke behøver at komme fra Århus for at slå igennem i dansk rock. Trommeslageren Michael Friis fra Madsens band blev købt til kulturprojektet ligesom de andre medlemmer. Har du skrevet titelsangen omkring det tidspunkt, hvor Nordjyllands Amt kom og tog din trommeslager? “Ja, det ka’ sgu’ godt være, at det startede dér. Det er jo fuldstændig rablende. Det eneste, der sker ved sådan noget, er, at vi får en helvedes ballade med nogle amts- og stats-støttede sambaorkestre, der larmer ad helvede til, når vi andre skal sove. Det er jo fuldstændig fejlagtigt at tro, at mennesker ikke selv har en kreativitet, der gør, at de fører sig frem. Og hvis man først er inde på statsstøttede rockorkestre, så ved vi jo godt, at det næste bliver en rockskole. Du ved, sådan noget med: `Ja, i dagens første time skal vi lære om, hvordan man smider et fjernsyn ud fra 5. sal. Og i time nummer to, hvordan man løber fra en barregning og lader trommeslageren betale.’ Jeg ved sgu snart ikke, hvor det kan ende henne.” …
  • “[Næsten] al støtte går jo til bredden. Generelt ser det ud, som om man ønsker at gøre eliten til bredde og bredden til elite. Eliten må gå rundt og suge på labben og have skattegæld og trækkes rundt i manegen af pantefogederne. Og på den anden side er det jo en misforståelse, at hvis man bare støtter noget, eksempelvis som Jytte Hilden, der vil gøre alle de unge arbejdsløse til kunstnere, så får vi en masse god kunst. Så dukker der talenter op, siger de. Jamen, det gør der måske også. Men som jeg sagde, dengang Nordjyllands Amt kom med den dér forrykte idé: Hvis staten fandt ud af, at den vil gi’ støtte til folk, der ka’ gå med en snurretop på næsen, så skal der også nok dukke talenter op. Men spørgsmålet er, om det er statens opgave. Det at være kunstner er jo et frit erhverv. Folk, der vil gå rundt med en snurretop på næsen, gør det alligevel. Det altafgørende for mig er, at vi får lov at passe os selv uden at skulle bruge halvdelen af vores energi på at føre regnskab og spekulere i skatteregler, fordi de giver vores penge til, at unge på bistand kan komme til. På den måde er der jo også kun den halve energi til at skabe kunst i.” (“Mayday fra Madsen”, Berlingske Tidende 29. oktober 1994, 2. sektion, magasin, side 1)

Politikere og velfærdsstaten

  • “Ifølge Johnny Madsen er politik blot reduceret til en ideologisk Arte- ordning, der hedder Socialdemokratiet og dets velfærdssamfund, en forestilling, der kontrolleres af et syvende kontor, som ingen ved, hvor ligger. “Politikerne er ved at være den største trussel mod demokratiet med deres håndlangere. De har samlet knap 900.000 ansatte i det offentlige. Og det er klart, at så mange mennesker på samme sted automatisk vil søge at rage magt til sig. Folk de tror jo fejlagtigt, at når skatten stiger, så får vi det bedre i det her samfund. Men prøv og sænk skatten med 30 procent, og du vil få en 30 procents forøgelse i service. Man har indført funktionel socialisme på tværs af alle partier. Alle politikernes og de dér embedsmænds instrument er skatten. For hver gang skatten stiger med en procent, enten direkte eller indirekte, så kan du ansætte flere folk, og jo mere sikkert sidder de i deres magtbeføjelser. Det drejer sig om magt og ikke en skid andet. Folk kan jo godt se, at den dér solidaritetssnak er løgn. Det er hult. De vil gerne passe sig selv og sørge for deres egen familie i stedet for at være medlem af et postuleret solidarisk samfund. Vi har fået en stat i staten. Folk kan jo godt se, at den rager til sig for at sikre sine egne magtbeføjelser. Alene det faktum, at folk betaler op mod 80 procent af deres indtægter til staten, hvis du regner moms, afgifter, arbejdsmarkedsbidrag og miljøskatter med. Det er derfor, man kan spørge: Hvem beskytter den enkelte? Jamen, det er der ingen, der gør. Og derfor beskytter den enkelte sig selv. Det ender galt. Et af de farligste tegn på det er, at du har en økonomi ligesom i Polen. En undergrundsøkonomi med sorte penge. Og så har du den officielle kurs, som du veksler til. Det ender i totalt anarki,” siger Johnny Madsen. (“Egoland?”, Berlingske Tidende 11. februar 1996, mag, side 1)
  • “Lad os kaste os ud i myterne og søge længslerne i stedet for at være så helvedes optaget af Ole Stavad og hende gårdvagten fra Århus, Marianne 

    Jelved, og hele det dér syge, intellektuelle niveau, der nu er lagt over det her land. Lad os nu gøre, hvad vi har lyst til, om ikke andet så ka’ vi da gøre det i vores sange,” siger Johnny Madsen.” (“Mayday fra Madsen”, Berlingske Tidende 29. oktober 1994, 2. sektion, magasin, side 1)

Frihed og individualisme

  • Hvad er vigtigst for dig i tilværelsen?
    “Her er vi tilbage ved friheden. Det at kunne handle frit og tillade andre at gøre det samme. Der er ikke noget, jeg hader mere, end når folk vil trække mig ind i en moral. Altså hvis jeg kommer ind og skal have et par bukser, det der med at ekspedienten siger: “Jamen dem her, dem sælger vi ellers mange af.” Så løber jeg skrigende bort, for hvad rager det mig dybest set, at de sælger mange af de bukser. Jeg skal have et par bukser. Det er også derfor moden nogen gange indhenter mig. Jeg har for eksempel altid haft hul i mine bukser, for jeg går som regel i dem, indtil de ikke kan mere. Og moden går jo i ring, og nogen gange rammer den mig. Og nu er det så moderne at have hul i bukserne, og ‘nej, hvor er du moderne!’, for nu er det den store mode at have hullede bukser, og man giver rask væk 1.500 kr. for et par. Jeg har mindst 20 par af slagsen derhjemme, så måske skulle jeg åbne en hullet buksebutik.”
    “Jeg tror ikke, folk skal have så travlt med at profilere sig. Det er også det råd, jeg giver til folk i branchen, når de siger: ‘Jamen, det er meget oppe i tiden, det musik vi spiller.’ Jamen så lad være med at spille det. Så kopierer du jo bare noget, der er “oppe i tiden”. Fortæl dine egne historier. Og det kan godt være, den ikke er interessant nok, og at den ikke rækker nok, men det er den eneste indsats, du har at gøre.” …
  • “Men det skal også ses i forhold til det gode liv, det med den enkeltes ret til at bestemme over sit eget liv. Jeg vil ikke have andre til at bestemme over mit liv, jeg vil ikke være del af et større projekt, simpelt hen. Jeg vil ikke sættes ind i nogle båse og systemer. Jeg vil have lov at leve mit liv. Og guderne må vide, at for mit vedkommende er det ikke et spørgsmål om at stable op. Så snart jeg endelig har fået købt fem kasser vin et eller andet sted på tilbud, så skal de drikkes. Jeg er ikke typen, der systematisk laver en vinkælder, eller hvis jeg har tjent mine penge, så forærer jeg dem væk til folk eller til min søn eller mine venner, der mangler et eller andet.”
    Vil du betegne dig selv som et frit menneske?
    “Ja”.
    Også selvom du skal betale det meste af det, du tjener i skat?
    “Jaja, ja. Men det er hårdere. Det er vigtigt at skrive det rigtigt det her, så det ikke bliver misforstået. Jeg holder mig som regel altid væk fra store samfundsanalyser, for de har en satans tendens til at blive misforstået. Det hele er jo spændt op i et land som vores, hvor alle skal have en del af kagen. Men for mig handler det alt sammen om frihed. Frihed i musikken, frihed i kunsten. Friheden driver én rundt i manegen, giver plads til intuitionen.” (“I Madsens septiktanker”, Berlingske Tidende 18. december 2005, 2 sektion, magasin, side 6)

Moraliseren, politiseren og musik

  • “Moral? Der er da overhovedet ingen moral i mine sange. Ikke antydningen.
    Der er da ikke noget så ækelt og tåbeligt som løftede pegefingre i rockmusik. Rockmusikere, der samtidig går rundt og prøver på at være politiske filosoffer, virker fuldstændige latterlige på mig.” …
    “Nej, for lige at vende tilbage til det der med politik, så tror jeg ikke, der findes noget politisk system, der passer mennesker. Ja, systemer dur overhovedet ikke på mennesker”.
    Hvordan ved du det? Har du da nogen sinde prøvet at leve uden? “Ta’ det nu ikke så bogstaveligt. Selvfølgelig skal der være love. F.eks. om, at vi skal køre i højre side af vejen. Men sådan noget har jo ikke noget at gøre med løftede pegefingre og politiske filosoffer.”
    Du ligner jo ikke ligefrem en, der er medlem af Det Konservative Folkeparti. Har du nogen sinde fået opfordringer fra venstrefløjen om at stille op til et eller andet? “Ja, bare fordi man er lidt langhåret og ikke går i jakkesæt og slips, så tror de jo straks, man sympatiserer med dem. Jo, jeg fik en gang en opfordring til at stille op for folkebevægelsen mod EF.”
    Hvad svarede du? “Hvad tror du? Nul!” Hvad vil du stemme på til et kommende folketingsvalg? – Ikke på noget? – Har du aldrig stemt? “Det tror jeg faktisk ikke.” (“Mageløse Madsen”, Ekstra Bladet 16. oktober 1990, 1. sektion, side 22)

Posten fortsættes her.

Kløvedal Reich og ønsketænkningen

Af Jørgen Møller, den 17. december 2005. Skriv et svar

“Selv om man som læser synes, at Ebbe Reich i samtalen romantiserer sin gamle tyrkertro på massemorderen Mao, når Johs. H. Christensen pietetsfuldt går ham på klingen, så kan man ikke andet end fascineres af mandens lidenskabelige forsvar for utopiers nødvendighed i menneskets liv.

‘Utopiens mål er den fælles lykke, ikke kun den enkeltes lykke’, siger Reich i forbindelse med en analyse af det danske folkestyre p.t., der handler om, at vi i 2005 lider under alt for mange politiske lappeskræddere og for få visionære politikere. Ingen på Christiansborg kan rejse den folkelige tro på fællesskabet i en tid, hvor interessepolitikken har overtaget hele det politiske spektrum. Sådan som vi jo så til fulde ved kommunalvalget for nylig: ‘Et levende demokrati lever af, at folk deler sig efter anskuelser og ikke interesser. Utopien er det velfungerende demokratis basis’, fastslår Ebbe Reich.

Det tror man på”.

Man skal som bekendt høre meget, før ørerne falder af. Men Jens Andersens anmeldelse af Aber i træernes toppe – samtaler med Ebbe Kløvedal Reich i dagens Berlingske gør da sit for, at det skal lykkes. Utopier, politiske og sociale må man forstå Kløvedal Reich og Jens Andersen, udgør ganske enkelt demokratiets hjerteblod.

Jeg har aldrig følt mig kaldet til at læse Kløvedal Reichs omfattende forfatterskab, og jeg skal ikke kunne kloge mig på, om “det utopiske – forestillingen om en uopnåelig ideal tilstand – er den røde tråd” i hans skriblerier generelt, sådan som den åbenbart er det i “samtalebogen”. Men jeg vil godt lige spinde en kommentar over sammenhængen mellem demokrati og utopi, for den ser i mine øjne noget anderledes ud, end tilfældet er for den gode Kløvedal Reich.

For en lille måneds tid siden begik jeg her på siden en længere beretning om den russiske forfatter Leo Tolstojs hang til absolutte sandheder. Mit ærinde var det simple at fastslå, at utopierne oftest har en meget følelig skyggeside: at dyrkelsen af absolutte sociale sandheder ikke blot er blændværk, men er den bedste tilgængelige opskrift på at skabe et dennesidigt Dystopia.

Som Karl Popper har påpeget i Det åbne samfund og dets fjender, så behøver vi ikke at frygte mennesker, der vil det onde. De er i virkeligheden så få, og de er lette at gennemskue. Nej, de fleste katastrofer bliver skabt af mennesker, der vil det gode. De, der mener at kende det perfekte samfunds væsen, bliver alt for ofte drevet ud i menneskeforagt, fordi de føler sig kaldet til at omforme de virkelige mennesker i ideens navn.

Det liberale demokrati, som vi kender det her i Danmark, er af selv samme grund uforeneligt med den utopiske tanke. Eller rettere: utopier er kun forenelige med demokrati under én meget krævende antagelse. At vi med fornuften som rettesnor kan tale os frem til en fællesmenneskelig ‘sandhed’ på det sociale område – at vi kan sætte menneskelivet på formel kort sagt.

Som Popper så rigtigt betoner, så nærer utopikere sjældent et bevidst ønske om at trælbinde menneskene – tværtimod. Men den skygge, der kvæler lyset, er som bekendt selv et barn af lyset. For hvis det rent faktisk er muligt at finde frem til disse absolutte sandheder, så har det to konsekvenser. For det første er det kun de oplyste, de rationelle mennesker, der har ret til at dirigere samfundets udvikling. For det andet har disse få indviede en moralsk pligt til at tvinge de uoplyste i retning af det ‘gode’ samfund. Eller med Rousseaus ord: samfundet har ret til at tvinge borgerne til at blive frie.

Den slags bør selvsagt få alarmklokkerne til at ringe for en tidsalder, der først for nyligt har set det ‘verdensforbedrende’ projekt par excellence, kommunismen, henvejre. Det er ganske enkelt blændværk at tro, at samtale kan løse alle menneskelige uoverensstemmelser. Det er kun intellektuelle som Kløvedal Reich, der er overbeviste om, at vi kan brolægge dybe ideologiske konflikter ved at snakke os til rette. Når vi har religionsfrihed, så skyldes det netop, at vi ikke foregøgler os selv, at vi kan tale os frem til ‘den rigtige religion’. Og det er ikke kun på troens område, vi møder værdistandpunkter. En abortmodstander kan ikke blive enig med en aborttilhænger – deres overbevisninger er simpelthen uforenelige.

Det er derfor, et demokrati på den ene side har brug for flertalsafgørelser, og på den anden side for de grundlæggende frihedsrettigheders skranker imod flertallets magt. Demokratiet er en yderst jordisk størrelse og heldigvis for det. ‘Politiske lappeskræddere’ er til enhver tid at foretrække frem for ‘visionære politikere’- i hvert fald hvis der er tale om fuldblods utopikere, af den type Kløvedal Reich efterlyser.

Rohderi II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 13. december 2005. 1 svar

Det har ellers været en meget god uge for Venstres Jens Rohde.  Først brillerer den politiske ordfører med at hævde, at skatternes omfang ikke influerer folks adfærd; det fik han på hatten for både her og af Berlingske Tidendes chefredaktør.  Dernæst skriver han en e-mail til Venstres tillidsfolk, hvori han reelt opfordrer dem til at holde kæft med kritik af statsministerens læggen låg på velfærdsdebatten–og det fik han også på hatten for.

Rohdes e-mail har således affødt sure reaktioner fra baglandet og en (i hvert fald offentlig) irettesættelse fra partiets næstformand.  Så nu hævder Rohde, at e-mailen er blevet helt misforstået; han har såmænd altid ønsket en livlig debat i Venstre, og dét at sige, at Venstres bagland ikke skulle "køre de ideologiske kanoner i stilling", skulle da bestemt ikke forstås som om, at han prøvede at påvirke, hvilken retning (eller hvorvidt) de ideologiske kanoner skulle skyde … 

I øvrigt, siger Rohde, står han naturligvis så meget bag indholdet, at han ikke vil trække den tilbage.  Ja, det er klart.

Men ret beset: Hvad har Venstres tillidsfolk egentlig at være så utilfredse over?  Det er jo ikke i den forgangne uge, at partiets ledelse har forsøgt at undertrykke intern dissens—det har man da såmænd en ganske vist ny men dog længere og snart meget veletableret tradition for.  Det har faktisk været næsten dagens rutine siden 1998.

  • Da Anders Fogh Rasmussen blev partiformand i 1998 opfordrede han således i første omgang rituelt til en levende debat i partiet, især blandt de unge.  Få uger senere dannedes som direkte reaktion kaffeklubben Espresso, hvis første forslag var en skattereform—og det forslag resulterede i, at Rikke Hvilshøj blev spanket, både offentligt og i folketingsgruppen.
  • Da Søren Pind og Tesedrengene M/K for to år siden fremsatte de Ti Teser, skal statsministeren angiveligt have truet med at gå af som statsminister, hvis de ikke blev trukket som resolutionsforslag (Right …! Jeg kan kun sige, at jeg kunne godt tænke mig at spille poker med både Anders Fogh og Søren Pind.).
  • Ved samme lejlighed var Jens Rohde ude med en seriøs og velargumenteret stimulering af Venstres debat ved at karakterisere Pinds forslag om at lade overførselsindkomsterne stige med inflationen som "usympatisk".
  • Med slet skjult adresse til de mere ideologiske elementer i partiets bagland meddelte statsministeren under valgkampen in 2005, at liberalismen som ideologi var "død".  Så var det da klart.
  • Da socialminister Eva Kjer Hansen i september kom for skade i et interview at sige ting, som reelt stod i Venstres partiprogram (og for den sags skyld i alle de andre ikke-socialistiske partiers programmer), blev hun også truet med en ministeriel fyreseddel.

Skulle man være i tvivl om, hvad de langsigtede konsekvenser for debatklimaet i et parti er, når man udsættes for noget sådant, så kan man blot tænke på begrebet "battered wife syndrome", når man i dag kan læse, at 10 ud af 12 amtsformænd i Venstre—overraskende nok—er enige med deres partiformand i hans velfærdsstrategi.

Næ, som sådan Jens Rohde har da såmænd ikke gjort noget forkert.  Han har blot fortsat den linie, som han og andre de seneste år har lagt i Venstre: Hvorfor have debat, når man lige så godt kan kvæle den?  Hvor der i 1980erne og 1990erne var højt til loftet og dybde i debatten indenfor Venstre, er der nu så højt til loftet som i en Dansk Folkepartists parcelhus-krybekælder og så dybsindigt et niveau som i DR-TVs Showtime.

Hayekianske indsigter

Af Stanislaw, den 12. december 2005. 2 svar

The Business bragte i går en gengivelse af den 14. årlige Hayek Memorial Lecture, leveret af Andrew Neil og arrangeret af IEA. Den er ganske læseværdig og fyldt med interessante indsigter vedr. EU, Kinas markedsøkonomi og de europæiske socialdemokratiske velfærdsstater. Desuden minder Neil os om Hayeks fortsatte relevans i dag. Hayek var ikke blot en kritiker af socialismen, som den kom til uddtryk i bl.a. USSR, men også en forsvarer for den fri markedsøkonomi, og som sådan en kritiker af de socialdemokratiske velfærdstater, som mange vestlige lande opbyggede i den sidste halvdel af det 20. århundrede. Neils indlæg er værd at læse i sin helhed. Her er blot nogle få uddrag:

OF all the great insights that Friedrich August von Hayek bequeathed to us in his work, one in particular shines out today. For its truth has never been more evident, its application never more universal. It is that running through the ideological and political divisions of human history are two distinct and different ways of looking at the world. Between them is a deep and irreconcilable divide. One Hayek called constructivist rationalism. The other he called evolutionary rationalism.

Hayek spent a lifetime arguing that constructivist rationalism is economically and philosophically flawed because it assumes that “all social institutions are, or ought to be, the product of deliberate design”. Hayek later famously called this the Fatal Conceit.

Those who follow this route believe they have it within their power to build, organise and mould society so that it conforms to their concept of what is just and efficient. But it leads, he argued, to economic decline, poverty, social regression and, in extremis, famine, starvation and the collapse of civilisation. Historic examples of this mindset, said Hayek, included Sparta, the French Revolution, communism in general and the Soviet Union in particular, fascism, Nazi Germany – indeed all the tyrannies that blighted the 20th century. As Hayek famously put it, it is the Road to Serfdom…

Evolutionary rationalists such as Hayek argued that the liberal market economy, for all its apparent duplication, unfairness, inequalities and instability, leads to wealthier, freer and fairer societies than all the great plans of constructivist rationalism. Indeed, he argued, it was the only way to run and sustain a successful advanced economy, a matter of some relevance, we shall see, as Europe struggles to cope with the rise of Asia…

It has become fashionable to argue that the past 20 years have seen something of a political consensus congeal around the Hayekian worldview. But Hayek would not recognise his apparent triumph. The intellectual battle between collectivist central direction and the decentralised market economy has not ended with the collapse of the Soviet Union.

Today, of course, everybody – apart from the new Marxists of the radical environmental and anti-globalisation movements – broadly accepts that societies should be largely market economies. But if Hayek were alive today, he would be deeply concerned at the way the large European economies, including Great Britain, have succumbed to the allure of constructivist rationalism, with its concomitant inexorable rise in the size and power of the state….

But he would be dismayed how Europe, over the last few decades, has turned its back on many of his principles – and paid the inevitable price in terms of lower growth, fewer jobs and less wealth creation. Hayek would consider today’s levels of European public spending, tax, red tape and state intervention to be in the red zone that is dangerous to your economic health.

Om EU og euroen:

The rise of the European Union, on which so many of us pinned our hopes for so long, was rumbled as a grandiose project by Hayek long before Euroscepticism became fashionable.

To a Hayekian, there are few starker instances of his Fatal Conceit than the EU’s hubristic launch of a single currency.

The euro’s supporters, of course, were hardcore Cartesians. They devised what they thought was a purely rational currency, abstracted from history, experience, culture or even economics.

Their aim was to get rid of the messy, seemingly irrational patchwork of different currencies across Europe, all irritatingly lacking uniformity and harmony.

To them, it was self-evident that Europe ought to be a single country; and that countries should have their own currencies. Any economic objections to the single currency, and there were many, were dismissed as irrelevant.

The argument always was that if there were enough political will and clever administrators to push it through, the project would triumph.

Today Hayek would be telling us that the Cartesian result was wholly predictable: the creation of an inappropriate, one-size-fits-all monetary policy in an area which is far removed from what economists call an optimal currency area. It is now widely accepted that the single currency has helped keep Germany and Italy in recession or near-recession while fuelling an inflationary boom at the periphery of the euro zone, in Spain and Greece. Hayek would not have been surprised: it is the stiff price you pay for abandoning evolutionary rationalism.

Konkurrence og konkurrence – er det virkelig to ting?

Af Christian Bjørnskov, den 8. december 2005. 4 svar

Her på hviledagen under VM i damehåndbold kan man vel tillade sig at undre sig lidt. For mens en stor del af nationen aften efter aften sidder og hylder de yppigste præstationer i en professionel konkurrenceidræt, er begrebet ‘konkurrence’ åbenbart et fyord for mange af mine fæller udi sportsidiotien. Det har nemlig slået mig, hvordan de samme mennesker, der hylder konkurrencesporten og dens udøvere som de største helte, på samme tid kan være fundamentalt og aldeles imod konkurrence på områder som uddannelse, offentlig service, og international handel/service.

Hvordan kan folk weekend efter weekend følge deres lokale fodboldhold i benhård konkurrence i en af verdens mest gennemkommercialiserede sportsgrene, for mandag morgen at gå på arbejde og forarges over nogle håndfulde polakker eller littaurere, der kommer til Danmark for på ærlig vis at konkurrere mod dovne danske håndværkere? Hvordan kan de glad og fro tage til Tyrkiet, Thailand eller Tunesien på sommerferie, men afvise at danske virksomheder bør konkurrere med produkter fra de samme lande?

Sammenfattende undrer jeg mig over, at folk har dobbeltstandarder når det gælder konkurrence. Og det indskrænker sig ikke til det internationale. Enhver lærer med lidt erfaring, hvadenten det er fra folkeskolen, gymnasiet eller de videregående uddannelser, ved at konkurrence er den bedste motivator for eleverne. Og børn opfatter den som helt fair, så længe lærerne ikke forsøger at skjule den. Men når det kommer til konkurrence mellem skolerne, både om midler og børn, er lærerforeningen en af de mest protektionistiske fagforeninger i landet. Selvom konkurrence er et af de bedste pædagogiske redskaber, er det ikke noget lærerne skal have noget af!

Hvis man endelig skal bruge paradokset positivt, kan man måske tænke sig at bruge sportseksempler i debatterne om konkurrence, ulighed osv. Danmark har en komparativ fordel i damehåndbold, Brasilien i fodbold, og USA i basketball, men konkurrencen gør os alle bedre. Det er let at forstå for alle danskere, så hvorfor ikke forstå det udenfor sportens verden?

Rohderi

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. december 2005. 8 svar

Venstres politiske ordfører (og ansigt udadtil under de sidste tre valgnederlag) Jens Rohde har ifølge Jyllands-Posten ikke meget til overs for økonomerne i Velfærdskommissionens forslag om at lempe skatten, for A) skat har ikke noget med velfærd at gøre, og B) den slags virker alligevel slet ikke:

“Skatten er ikke en del af de her velfærdsreformer. For os er det vigtigste at øge udbuddet af arbejdskraft. Og man sidder jo ikke og kigger på sin skattebillet for at se, om det kan betale sig at arbejde lidt mere. Her bliver diskussionen lidt for akademisk, siger Jens Rohde ….”

Tag dén!, alle I ultraliberale skrivebordsøkonomer i Velfærdskommissionen (Torben M. Andersen, Nina Smith, Jørn Henrik Petersen m.fl.).  I skal sgu’ ikke komme her og påstå, at folks adfærd vil blive påvirket af, om de skal betale 0, 50 eller 100 pct. i skat.  At der skulle være en sammenhæng mellem skattetrykket og den offentlige sektors finanser er så akademisk, at det minder om dem, der vil privatisere månen …

Fribytterne

Af Dr.Mephisto, den 6. december 2005. 3 svar

"Ultraliberalister priser grådigheden" skriver Claes Kastholm i Berlingske Tidende den 3. december. Han kalder til kamp mod de moderne "fribyttere", kapitalfondene, der "ikke har andre formål end at tjene så mange penge som muligt".

Nu har disse misdædere købt TDC, et nationalt klenodie. Og Kastholm har iklædt sig sørgeflor. "For tredive år siden havde vi tre telefonselskaber. Som koncessionerede selskaber var de led i den offentlige forvaltning, der holder landet sammen og er med til at give nationen sin identitet, sin genkendelighed, sin sjæl. I dag har vi intet."

Undskyld, at jeg protesterer. Min sjæls frelse har intet med TDC at gøre. Og jeg forstår egentlig ikke det nye i situationen. TDC har gennem snart mange år været noteret på New York Stock Exchange og de fleste ejere har været udenlandske. Hvad er så det nye i at være ejet af en kapitalfond?

Jeg er egentlig glad for, at det nu er tydeligt, at TDC ikke er en "dansk" virksomhed – men bare en virksomhed. Fordelen er nemlig, at TDC ikke kan appellere til politikerne om beskyttelse, regulering, favorable vilkår m.m. med henvisning til den særlige nationale status.

TDC har aldrig solgt mig et eneste samtaleminut af kærlighed til mig. Alligevel lægger Kastholm vægt på, at samfundets mægtige fremskridt er drevet af kærlighed. Han glemmer Adam Smiths ord, om at det ikke er slagteren, bryggerens eller bagerens gode hjerte, der sikrer os middagsmaden, men deres egeninteresse.

Bedste "nye klassikere"?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. december 2005. 19 svar

Jeg får altid et varmt, men svagt spydigt, indre smil på læben, når jeg hører den ene eller den anden af mine (typisk midaldrende) fagfæller taler om “det nye venstre”, som om det var en ung og fremadstormende retning indenfor samfundstænkningen–snarere end det, det virkelig er, nemlig et begreb, der er stort set ukendt for folk, der ikke var teenagere eller studerende i 1970erne, og et som er uden nogen form for nutidig relevans.

Men i mine lidt mere “mørke” øjeblikke kan det også godt slå mig: Hvordan står det egentlig til med “det nye højre”, som man talte så meget om i 1980erne?  Er vi også ved at blive nogle grånende gamlinge, som primært læner os op af bøger, der sidst var nytænkende for et kvart århundrede siden?  Da jeg selv begyndte at interesse mig for liberale idéer i begyndelsen af 1980erne, var det i det umiddelbare kølvand af 15-20 år med en sand strøm af ubetvivleligt virkeligt “store”, moderne klassikere indenfor liberal og konservativ tænkning: Værker, som enten var samfundsvidenskabelige og ændrede måden, man tænker om virkeligheden på, eller mere normative teorier, som grundlæggende udfordrede det moralsk-etiske grundlag for samfundstænkningen.

Hvis vi lægger snittene ved henholdsvis 1960 og 1980, så er der (i kronologisk orden) disse oplagte klassikere (omend flere måske kunne nævnes):

  • F.A. Hayek: The Constitution of Liberty (1960)
  • Milton Friedman: Capitalism and Freedom (1962)
  • James M. Buchanan & Gordon Tullock: The Calculus of Consent: The Logical Foundations of Constitutional Democracy (1962)
  • Mancur Olson: The Logic of Collective Action (1965)
  • William A. Niskanen: Bureaucracy and Representative Government (1971)
  • David Friedman: The Machinery of Freedom: A Guide to A Radical Capitalism (1973)
  • Murray N. Rothbard: For A New Liberty (1973)
  • Robert Nozick: Anarchy, State and Utopia (1974)
  • James M. Buchanan: The Limits of Liberty: Between Anarchy and Leviathan (1975)
  • F.A. Hayek: Law, Legislation and Liberty (1976-79)
  • Milton & Rose Friedman: Free to Choose (1980)

Reelt set er det nok kun tre-fire af disse, der for alvor er virkelige klassikere, men listen er dog intet mindre end en sand perlerække af værker, som hver på deres måde påvirkede titusinder af opiniondannere og i nogle tilfælde direkte eller indirekte millioner af mennesker.

Og hvad nu?  Mit eget indtryk er, at liberal tænkning–i en bred forstand, altså fra frimarkedsorienteret konservatisme til anarcho-libertarianisme, normativ filosoferen og mere positiv samfundsvidenskab, der blot trækker i den retning–har det både godt og skidt.  På den “gode” side er det et faktum, at det idag formodentlig er lettere at få udgivet værker, som udfordrer traditionel centrum-venstre ortodoksi end på noget andet tidspunkt siden 1930erne, og det er givetvis også tilfældet, at der udkommer flere og mere liberalistiske/konservative forskningsbaserede fagbøger, debatbøger, fagtidsskriftsartikler, kronikker m.v., end måske nogensinde.

På den “skidte” side må jeg sige, at jeg samtidigt synes, at det er påfaldende så langt, der p.t. er “mellem snapsene”.  Da Anarchy, State and Utopia i sin tid udkom, vidste alle i det fagfilosofiske miljø indenfor ét år, at her var der tale om intet mindre end en trend-sættende blockbuster.  Indenfor to-tre år havde adskillige tidsskrifter udsendt temanumre om bogen, og der udkom siden hen hele antologier og monografer om Nozick.

Hvor er der noget, der blot tilnærmelsesvis minder om det idag?  Efter min mening er der–desværre–ikke noget, der reelt kommer i nærheden.  Bevares, der bliver skrevet mange gode frihedsorienterede bøger om markedøkonomi, globalisering, o.s.v., men er det ikke ret beset tilfældet, at de fleste af dem er … ahem … “third hand dealers in ideas”?  De er gode i anvendelserne og fremstillingerne, men bidrager sjældent, hvis nogensinde, til videreudviklingen.  (I visse dele af den klassisk-liberale lejr virker det endog som om, at man er godt tilfredse med ikke at videreudvikle tænkningen, hvis man kan nøjes med lidt solipsistisk recitering af evangeliet.)  Er “det nye højres” tænkning blevet et i Kunhsk forstand degenerende paradigme?

Men måske jeg er for pessimistisk her?  I så fald, er der her en “konkurrence” for intellektuelle–eller ihvertfald en udfordring.  Kære med-Punditokrater og Punditokrat-læsere: Hvad er de tre vigtigste bøger–klassikere eller potentielle klassikere–skrevet siden 1980? Værker, der i bemærkelsesværdig grad har bragt eller realistisk vil kunne bringe frihedsorienteret tænkning videre frem?  Lad os få nogle bud og nogle begrundelser. (Vi har tidligere spurgt læserne om slige ting; Nicolai Foss har f.eks. igangsat debatter her om, hvad der skulle med i en samfundsvidenskabelig kanon, og hvem der burde have Nobelprisen i økonomi.)

Jeg har mine egne favoritter, men dem vil jeg gemme lidt endnu–til jeg har set, hvad der ellers kommer på bordet.

Back in the USSR …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. november 2005. 2 svar

Berlingske Tidendes Jørgen Staun beretter i dagens avis, hvorledes den russiske statsduma i går ved 1. behandling vedtog et lovforslag, som i realiteten vil gøre det umuligt for internationale organisationer at have afdelinger i Rusland, som er politiske og helt eller delvist finansierede fra udlandet.  I praksis vil det bl.a. betyde, at Amnesty International og Human Rights Watch ikke længere vil kunne have afdelinger i landet.  Tilfældigt? Næppe:

“Stramningen sker for at forhindre, at udenlandske regeringer ved at støtte russiske uafhængige organisationer – såkaldte ngo’er – kan fremme en »Orange Revolution« i stil med den i Ukraine og Georgien, hvor de russisk-støttede magthavere blev væltet af folkelige demonstrationer.”

Nobelprisvinderen Milton Friedman formulerede for en del år siden den tese, de forskellige former for frihed (personlig, økonomisk, politisk) over tid vil tendere i retning af at gå hånd i hånd i et land.  I den forbindelse kan man så bemærke sig, at Rusland i 2003-tallene fra Economic Freedom of the World Index fik en score på 5,1 (af 10), svarende til en plads som nr. 117 af 127 lande.  Til sammenligning fik man i 1995 en score på 4,0 og en plads som … nr. 117 af 123 lande.  Plus ca change …

Det kunne være værre …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. november 2005. 2 svar

I forbindelse med de kommende Senatshøringer om nomineringen af Samuel Alito til nyt medlem af USAs forbundshøjesteret, har man i Ronald Reagan Biblioteket gravet en jobansøgning fra 1985 frem, hvori Alito redegør mere detaljeret for sine politisk-ideologiske overvejelser:

“I am and always have been a conservative… I believe very strongly in limited government, federalism, free enterprise, the supremacy of the elected branches of government, the need for a strong defense and effective law enforcement, and the legitimacy of a government role in protecting traditional values. In the field of law, I disagree strenuously with the usurpation by the judiciary of decision-making authority that should be exercised by the branches of government responsible to the electorate …

When I first became interested in government and politics during the 1960s, the greatest influences on my views were the writings of William F. Buckley Jr., the National Review, and Barry Goldwater’s 1964 campaign. In college, I developed a deep interest in constitutional law, motivated in large part by disagreement with Warren Court decisions, particularly in the areas of criminal procedure, the Establishment Clause, and reapportionment.”

Passagen har bragt sindende i kog på dele af den amerikanske venstrefløj.  Personligt deler jeg ikke alle synspunkter, men nu–da det desværre ikke bliver Janice Rogers Brown, Richard Epstein, Randy Barnett e.l.–kan jeg kun sige: Det kunne såmænd være meget værre …

Lev Tolstoj og de absolutte sandheders forbandelse

Af Jørgen Møller, den 20. november 2005. 4 svar

Lev Nikolayevich Tolstoj indtager en central plads i det europæiske åndsliv. Forfatteren til Krig og Fred og Anna Karenina er en af verdenslitteraturens giganter. Og Tolstoj gjorde mere end at skabe kunst. Han frembragte et politisk evangelium, den såkaldte tolstojanisme, der vandt sig tilhængere i og uden for Rusland. Det er almindeligt at sondre knivskarpt imellem kunstneren Lev Nikolayevich og profeten Lev Nikolayevich. Men de to er ret beset uadskillelige. Tilværelsens store spørgsmål drev livet igennem den navnkundige forfatter til fortvivlelsens rand. Han kastede sig ud i de abstrakte idéer malstrøm, blot for at blive revet med af strømmen og kastet imod klipperne. Tolstoj og tolstojanismen træller under det samme åg: under de absolutte sandheders forbandelse. Den historie er – ganske som den gamle mesters store romaner – værd at genfortælle her den 20. november, på årsdagen for hans død.

‘Tolstoj’. Prøv at smage på navnet. Det besidder en rå, udefinerbar kraft. Som hestehove der dundrer mod skovbunden lige inden for hørevidde. Eller en torden der kommer rullende i det fjerne. Navnet minder os om det mægtige Rusland, der i over tohundrede år har udgjort Europas spejl. I det store russiske drama møder vi – specielt i 1800-tallet – igen og igen adelsfamilien Tolstojs mandlige overhoveder, snart i rollen som helt, snart som skurk. De var noget ved musikken disse Tolstoj’er. I dag er de glemt. Alle til hobe står de i skyggen af en mindrebemidlet slægtning, der aldrig gjorde sig ved Hoffet i Skt. Petersborg. For eftertiden er der kun én Tolstoj: forfatteren Tolstoj.

Lev Nikolayevich Tolstojs litterære geni består i en næsten uhyggelig iagttagelses- og indlevelsesevne. Hans egoisme, hans trang til at dissekere sin egen tilværelse, er grænseløs – og den gennemsyrer forfatterskabet. Romanerne er Tolstojs udgave af, hvordan han gerne ville have sit eget liv til at være. Levin, hovedpersonen i Anna Karenina, gennemlever ned i mindste detalje en række oplevelser hentet direkte i forfatterens eget levnedsforløb. Det er ikke tilfældigt, at den unge Lev Nikolayevichs litterære gennembrud i 1850erne kom med semibiografierne Barndom, Opvækst og Ungdom. Midt i tyverne havde han, så at sige, udgivet sine erindringer i tre bind. Livet igennem fortsatte han med at føje kapitler til, de fleste forklædt som fiktion.

Det er almindeligt at sondre knivskarpt mellem to perioder i den store russers forfatterskab. Først kommer de udødelige mesterværker, derpå følger de sociale prædikener. Trangen til at trække en streg i sandet er forståelig, men opdelingen kan nemt komme til at fortegne forfatterskabets betydelige kontinuitet. Der var ikke tale om en pludselig personlighedsspaltning. Tolstoj blev livet igennem drevet til fortvivlelsens rand af de store eksistentielle spørgsmål, og han leder bestandigt efter svar i sine skrifter

I Krig og fred møder vi gentagne gange den mandlige hovedperson, Pierre Bezukhov, på sammenbruddets rand. Han kæmper, romanen igennem, med tilværelsens store spørgsmål: “Hvad er ondt? Hvad er godt? Hvad burde man elske og hvad hade? Hvad lever vi for? Og hvad er jeg? Hvad er livet, og hvad er døden? Hvilken magt styrer os alle?”. Og han undrer sig såre over, at andre kan varetage deres daglige gøremål – ja at de kan overhovedet kan leve – uden at kende svarene på disse spørgsmål. Levin giver udtryk for samme fortvivlelse i Anna Karenina. Han overvejer ligefrem selvmord som en vej ud af sin kvide.

Pierre og Levin gennemlever Tolstojs egen ‘sindssyge’, hans altfortærende behov for at finde svar, hvor ingen gives. Lev Nikolayevich måtte afdække livets mening for ikke at blive vanvittig. Men her stødte han ind i et nyt problem. Han troede ganske enkelt ikke på de absolutte sandheder, han fra tid til anden blev præsenteret for. Der er en sigende scene i Anna Karenina, hvor Levins bror skoser ham for manglen på overbevisninger. Selv kommunismens indbildte videnskabelighed er bedre end Levins fundamentale skepsis, lyder anklagen.

Scenen er udtryk for Tolstojs hadefulde forhold til sin egen nøgternhed. I Krig og Fred bliver Pierre en overgang medlem af en frimurerorden. Broderskabet gør ham bekendt med et sæt af doktriner, der forklarer, hvordan livet skal leves. Pierres lettelse er ubeskrivelig: “Han følte sig så glad for endelig at være befriet fra sin lovløshed og at underkaste sig de, der kendte den absolutte sandhed”. Tolstoj ønskede brændende at gøre det samme. Han eneste værn imod meningsløshedens syge – der truede med at slå hans sjæl i splinter – var de absolutte sandheders lægemiddel. Men livet igennem, selv efter at han på sine gamle dage for alvor var trådt i karakter som social profet, så han sine egne synspunkters skyggesider. Vi er nået frem til det mest fængslende træk ved Lev Nikolayevichs liv og forfatterskab: hans Janushoved.

Lad os lægge vejen omkring den russisk-britiske politiske tænker Isaiah Berlins berømte essay om Tolstoj, The Hedgehog and the Fox, skrevet i 1950erne. Hos den oldgræske digter Archilochus var Berlin faldet over et pudsigt brudstykke af en lille fortælling. “Ræven ved mange ting, men pindsvinet ved én, stor ting”, lød de dunkle ord. Den var noget, Berlin kunne bruge. I essayet om Tolstoj opdeler han de store russiske forfattere i Archilochus’ to dyreskikkelser. På den ene side pindsvinene, eller monisterne som han også kalder dem, der er overbeviste om, at der findes ét svar på, hvordan det gode samfund skal indrettes. På den anden side rævene, eller pluralisterne, der fastholder, at menneskelivet ikke kan sættes på formel.

Dostojevskij var pindsvin, Turgenev var ræv, skriver Berlin. Med Tolstoj er sagen mere kompliceret. Berlins listige påstand er, at Tolstoj af natur var ræv, men af overbevisning var pindsvin. “Tolstoj så virkeligheden i sin mangfoldighed, som en samling af adskilte enheder rundt om og ind i hvilke, han kunne se med et klarsyn, som sjældent har haft sit lige. Men han troede kun på én, stor, udelelig helhed”.

Tolstoj langer allerede i sine romaner ud efter de abstrakte idéer, hans selvportrætter bestandigt omfavner. I Krig og fred finder vi en sigende meningsudveksling mellem Pierre Bezukhov og Prins Andrei. Samtalen er sigende, fordi Pierre er den sværmeriske Tolstoj – ham der med tiden bliver til profeten Tolstoj – mens Prins Andrei er den skeptiske Tolstoj. I forening udgør de siderne på den store russers Janushoved. Pierre har fundet sandheden bag frimurerordenen vægge. Nu vil han også udfri Prins Andrei. Men tvivleren Andrei giver ham svar på tiltale:

“Du siger: slut dig til vores broderskab, og vi vil vise dig livets mål, menneskenes skæbne og lovene, der styrer verden. Men hvem er vi? Mennesker. Hvordan kan det være, at I ved alting? Hvorfor ser jeg ikke, hvad I ser? I ser et godhedens og sandhedens kongerige på jord, men jeg ser det ikke”.

Tolstoj kunne lige så lidt som Pierre bære at se tilværelsen i al sin mangfoldighed. Han ønskede sådan at have noget at klamre sig til, når livsleden blev for stærk. Den ældre Lev Nikolayevich kunne ikke modstå sin dybtfølte trang til at forkaste alt, der ikke var perfekt. I sine sociale pamfletter, skrevet omkring århundredeskiftet, kredser han bestandigt omkring det samme tema: behovet for at vaske tavlen ren, at bryde det bestående ned. “For at bygge et nyt og holdbart hus – som erstatning for et der er ved at falde i ruiner – er det nødvendigt at rive det gamle ned, væg for væg, sten for sten, og begynde forfra”, lyder det i en fortælling om revolutionens komme. Huset, som sætningerne henviser til, er det bestående samfund. Det er nihilisten Tolstoj, der taler – han blev både brugt og misbrugt.

Mod livets slutning opstod der en regulær kult omkring den russi
ske greve. Disciple kom re
jsende fra nær og fjern, og hele samfund af ‘tolstojanere’ forsøgte at efterleve hans retningslinier. Dyrkelsen aftog ikke med hans død i 1910. Fredsapostelen Mahatma Gandhi, nobelprismodtageren Romain Rolland, forfatteren Stefan Zweig, borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King – alle bekendte de sig til i hvert fald dele af tolstojanismen. Lev Nikolayevichs posthume indflydelse blev enorm.

Mest væsentlig blev hans arv i hjemlandet. Da Lenin og bolsjevikkerne i 1917 rev magtens tøjler ud af hænderne på Ruslands demokratiske partier, udlagde en stor del af den vestlige presse det som en ‘tolstojsk’ revolution. Det billede var fortegnet. Lenin var ingen tolstojaner. Bolsjevikkernes dyrkede volden som et politisk virkemiddel, og de havde kun hån til overs for Tolstojs religiøse pacifisme. Men kommunisternes førstemand så fra tidlig færd, at Tolstojs skrifter kunne være med til at bane vejen for en kommunistisk magtovertagelse. “Den russiske revolutions spejl”, kaldte Lenin den store forfatter. Han havde en pointe.

Tolstojanismen – som den store forfatters proselytter døbte mesterens evangelium – lider af én meget stor filosofisk skavank: troen på, at der er én sand måde at indrette jordelivet på, ét svar på tilværelsens store spørgsmål. Isaiah Berlin har, i det tidligere nævnte essay, meget rigtigt påpeget, at Tolstojs historieopfattelse hviler på én altomfattende forudsætning: at der findes en naturlov, der styrer menneskelivet; at idéen om den frie vilje og det frie valg derfor er blændværk. Tolstoj mente – ganske som Karl Marx – at have afdækket historiens drivkræfter. Profeten i ham var, efter et helt livs besat stræben, nået frem til den absolutte sandhed: til Bjergprædikens kristendom. Heri bestod, fortæller Berlin os, hans store brøde. For at tro på absolutte fordringer er at dyrke afguder. På det sociale område – hvad angår menneskelivet – findes der ingen lovmæssigheder. Der findes kun valg, og konflikten mellem to mål, eller værdier, er ofte uløselig.

I Krig og Fred er der en bevægende scene, der er værd at nævne i denne sammenhæng. Napoleons Grande Armée står foran Moskvas porte, og byens guvernør har ikke evakueret befolkningen. En rasende folkemængde stimler sammen foran hans residens. Guvernøren, Rostopchin hedder han, udleverer en mistænkt spion til pøbelen for at gyde olie på vandene. Den stakkels mand bliver lynchet af mængden, galden forsvinder, og Rostopchin kan komme i sikkerhed. Tolstoj begiver sig på strejftogt i guvernørens sind og skriver:

“Den tanke, der beroligede Rostopchin, var ikke ny. Siden verdens begyndelse har mennesker slået hinanden ihjel, og ingen har nogensinde begået sådan en forbrydelse imod sine medmennesker uden at søge trøst i den samme idé. Dette er idéen om le bien public, andre menneskers hypotetiske velfærd”.

Det kunne ikke være sagt bedre. Den selvretfærdige idé om at man kan vide, hvad der er godt for andre, har ført til megen fortræd gennem tiderne. Men den ældre Tolstoj slog bevidst vinduesviskeren til, han forsøgte med al magt at fortrænge sin skeptiske side. Det var profeten Tolstoj, Lenin – og alle andre totalitære politikere for den sags skyld – kunne drage nytte af.

Er den kritik nu også helt rimelig? Jeg har allerede nævnt, at Mahatma Gandhi, Romain Rolland, Stefan Zweig og Martin Luther King bekendte sig til dele af tolstojanismen. De har i hvert fald én anden ting til fælles: de var redelige mennesker, mennesker der mente det godt. Ofte kom der også gode ting ud af deres anstrengelser, tænk bare på Gandhi og Martin Luther King. Men – og det er væsentligt – det hang i høj grad samme med, at de var i stand til at veje virkeligheden op imod ideen. Det samme var Tolstoj rent faktisk. Den gamle profet var tro mod sit evangelium i skrift og i tale, men sjældent i handling. Tolstojs ædleste karaktertræk var, at han, når det kom til stykket, ikke ofrede de virkelige mennesker – og specielt ikke sine nærmeste – på de abstrakte ideers alter.

Men det understreger blot, hvor meget på vildspor han var i sin tænkning. Tolstojs store projekt var dømt til at mislykkedes, fordi det hvilede på idéen om, at der findes én rigtig måde at indrette menneskelivet på, ét harmonisk hele. Og – det må vi ikke glemme – forbandelsen hviler ikke kun over på Lev Nikolayevichs tankegods, den lå som en tung skygge over hans liv. De absolutte sandheders forbandelse red ham som en mare livet igennem. Det er den desperate søgen, og evnen til at gengive den i fiktive klæder, der gør ham til en stor forfatter, måske den største nogensinde. Men det er også kilden til hans personlige nederlag. Tilværelsens meningsløshed rev hans sjæl op indefra, og den fik ham til at forstøde både venner og familie. Han kunne – bortset fra korte perioder – ikke finde fred, han kunne ikke slå sig til tåls.

Alt ofrede Tolstoj for sandheden. Men hun var et ubarmhjertig bekendtskab. I stedet for udfrielse gav hun ham med tvivl, selvforagt og livslede. I november 1910 drev hun ham til at forlade sin fædrene gård og sin familie. Lev Nikolayevich Tolstoj døde på en jernbanestation den 20. november, i dag for 95 år siden, som en fremmed i sit eget land. I den forstand er Tolstoj et sandhedens offer – og tolstojanismens største tragedie hans egen.

Franske tilstande II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. november 2005. 2 svar

Edith Thingstrup har lørdag et debatindlæg i Berlingske Tidende med nogle af de samme tanker, som udtrykt her forleden.  Vi kan ikke linke til eller gengive kommentaren, men her er en smagsprøve:

Den franske model er bankerot. Frankrig er et af de europæiske lande, hvor dagens ret i mange år har været »etatisme«, det vil sige statslig indblanding i alt fra sprog til økonomi. Franskmændene har lagt deres liv i statens hænder i en grad, hvor der stort set ikke findes liberale kræfter i landet. Det giver bagslag.

Nu er uroen brudt ud i lys lue i Frankrigs ghettoer. Og hvad siger socialister verden over. Stort set intet. Hvad skulle de også sige? I Frankrigs ghettoer ser vi den socialistiske utopis fallit. De har talt om frihed, lighed og broderskab. De har nægtet at forholde sig til, om der var særlige problemer i bestemte etniske grupper. De har nægtet at reformere deres arbejdsmarkeder for at gøre det lettere at skabe nye jobs. Resultatet er unge arbejdsløse i tusindtal.

Læs selv resten i dagens Berlingske.

Moderne Machiavelli

Af Jørgen Møller, den 10. november 2005. 4 svar

Her midt under optøjer mod staten i Frankrig, en almindelig tro på den offentlige sektors forjættelser i Vesteuropa og en vedvarende anklage om, at de udviklede lande holder deres mindre udviklede slægtninge nede, er det på sin plads at drage på en lille strejftur i vor egen fortid. Vi skal godt 500 år tilbage for at være helt præcis. I 1469 kom en dreng til verden i Firenze, datidens europæiske kulturcentrum. Den lille purk, der blev døbt Niccoló Machiavelli, skulle komme til at sætte sig markante spor i Vesteuropas politiske tænkning. Af sind var han liberal, af natur var han nøgtern. Som noget ganske uhørt skelnede han mellem mennesket, som det burde være, og mennesket som det er. Dermed frigjorde han sig fra sin samtids intellektuelle skønmaleri. Han brugte sit klarsyn til at nedfælde en række betragtninger om samfundet, der i små femhundrede år har givet anledning til ubehag. Men som ret beset er lige så vedkommende for os, som de var for 1500-tallets europæere.

Niccoló Machiavelli var en af de meget få politiske tænkere, der slog sine folder som statsmand, inden han vendte sig mod de intellektuelle sysler. Som højtstående florentinsk embedsmand med ansvar for det, vi i dag ville kalde udenrigspolitiske anliggender, var han dybt involveret i 1500-tallets komplicerede italienske magtspil. Efter at han i 1512, ved begivenhedernes ugunst, fandt sig selv sat for indflydelse, fordrev han tiden med at omsætte sine praktiske erfaringer til politiske lærerbøger. Det kom ikke til at gå stille af.

Udgangspunktet for Machiavellis politiske tænkning var, at mennesket var ondt, og at det til alle tider havde de samme behov. Da behov ifølge Machiavelli drev handlinger, var historien bestandigt underlagt den samme logik. Det lyder unægteligt noget forstemmende, ikke mindst når man tager det sekstende århundredes virkelighed i betragtning. Sådan så Machiavelli ikke på det. Han afviste – som noget ganske uhørt – enhver form for idealistisk tankespind, det være sig af religiøs eller filosofisk karakter. Men netop derfor følte han sig i stand til at besvare det helt væsentlige spørgsmål: hvordan kan tingenes sørgelige tilstand forbedres?

For at løse denne gordiske knude måtte Machiavelli lægge vejen over et par indviklede mellemregninger. For det første tog han livtag med de omstændigheder, der gjorde, at menneskets destruktive kræfter kom til udløsning. For selv om virkeligheden ikke kunne forvandles – kun guder kunne skabe et perfekt samfund – så kunne den forandres. Menneskenaturen ændrede sig ikke. Men politiske institutioner kunne dæmpe menneskets skadelige tilbøjeligheder til gavn for almenvellet. Loven kunne gøre de onde menneskers handlinger gode.

For det andet gjorde Machiavelli op med samtidens moralforestillinger. Han skelnede benhård mellem personlig moral og offentlig moral. Hvad der var dyd for den enkelte, kunne meget let vise sig at våre dårskab for et samfund, påpegede han. Hvis regenter, monarkiske så vel som republikanske, lod sig lede af en nytestamentlig etik – behandlede andre som de selv gerne ville behandles – så kunne de let komme til at føre samfundet i uføre. Den ‘gode’ hersker måtte bære ansvarets åg, han måtte være i stand til at træde i karakter som nøgent magtmenneske.

Sondringen mellem den private og den offentlige moral faldt ikke i god jord i Machiavellis samtid. ‘Kyniker’ lød beskrivelsen fra de øvrige renæssancehumanisters side. Og Machiavellis eftermæle blev ikke blive bedre med tiden. Helt galt gik det i 17- og 1800-tallet, da oplysningsfilosofferne og victorianerne samstemmende erklærede krig mod den indsigtsfulde florentiner.

Inspireret af Voltaire skrev Frederik, preussisk tronarving, i første halvdel af 1700-tallet en ‘Anti-Machiavelli’, en afvisning af den gamle italieners advarsel mod at lade idealistiske hensyn præge politikken. At Frederiks senere karriere – han fik ikke tilnavnet Den Store for at vende den anden kind til – blot bekræftede Machiavellis beskrivelse af den kyniske regent, siger en del om lødigheden af den tidligere statsmands politiske insiderviden.

Victorianerne var ikke mere overbærende. ‘Machiavellisme’ kom i Storbritannien til at stå som noget af det værste, en politiker kunne tilbyde sine medmennesker. Men eftertiden, og i særdeleshed 1800-tallets englændere, misforstod Machiavelli. Hans ærinde var ikke at bistå tyrannerne med at træde individets rettigheder under fode, så tværtimod.

Den florentinske statsmand var af natur liberal, han ønskede gennem sit politiske virke og sit forfatterskab at sikre individet imod vilkårlige overgreb. Men han afviste enhver form for abstrakte rettigheder, for han var nu engang realist. Og han blotlagde med et hidtil uset klarsyn to praktiske sammenhænge, der endnu i dag burde være børnelærdom for enhver med et liberalt sind: at frihedsrettigheder kun kan sikres ved at skabe en gunstig styreform, og at en sådan styreform kun kan indføres under bestemte omstændigheder.

Hvad angår styreformens indretning, gjorde Machiavelli sin samtid, det vil sige de republikanske kræfter i de trængte italienske republikker, opmærksomme på det lysende eksempel på dyd, virtú, der var at finde i det gamle Roms politiske institutioner. Den romerske republik udmærkede sig ved sin effektive magtdeling. Forfatningen delte sol og vind lige mellem konsulernes monarkiske embeder, senatorernes aristokratiske embeder og tribunernes folkelige embeder. De tre led holdt hinanden i skak, og de skærmede borgerne mod magthavernes luner. Dermed foregreb Machiavelli, uden dog at skelne mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, den magtdelingslære, som Montesquieu godt to århundreder senere skulle gøre berømt.

Så langt, så godt. Desværre indfører en sådan frihedsvenlig forfatning i sagens natur ikke sig selv: en liberal styreform er historisk set undtagelsen frem for reglen, også i Europa. Årsagen er ligetil. Magthaverne har til alle tider haft en interesse i at skabe juridisk vilkårlighed for at knægte undersåtternes modstandsvilje. Men, påpegede Machiavelli, fra tid til anden kan selv en tyran blive afhængige af undersåtternes samarbejdsvilje. Regenten kan have behov for at rejse en folkehær, han kan have brug for en lind strøm af skattekroner, eller magtfulde rivaler kan true ham. Og her er det så, at han vil være parat til at indføre et juridisk system, der begrænser hans egen magt, og som sikrer borgernes rettigheder. Ikke for sine blå øjnes skyld men for at sikre sig befolkningens loyalitet. Eller med andre ord: rettigheder er ikke et filosofisk anliggende, de udgår af konkrete magtforhold.

Den forklaring lyder måske ikke særlig imponerende. Men der er ret beset få, der siden har lagt vejen omkring emnet. Det kan forekomme lettere paradoksalt, men juristerne beskæftiger sig ikke synderligt med, under hvilke omstændigheder en effektiv magtdeling kan stables på benene. Lidt groft sagt synes de ofte at antage, at lovhåndhævelsen – skrankerne imod vilkårlig magtudøvelse – dumpede ned fra himlen, ganske som Moses i hine tider hentede de 10 bud på Sinai-bjerget. Hvis vi ønsker at forlade den abstrakte rettighedstænknings højere luftlag, så kan Machiavelli hjælpe os, endnu i dag.

Det er der en grund til. Niccoló Machiavelli er en af de meget få politiske tænkere, der var i stand til række ud over sin tid. Hans kolde analyse af magtens væsen har gennem tiden fået hårene til at rejse sig på mangen en læsers arme. Når det er tilfældet, så skyldes det givetvis, at de har kunnet genkende den virkelighed, han beskriver. De har ved selvsyn måttet konstatere, at mennesket sjældent har englesind, at højere principper ikke kan sikre den enkelte mod overgreb fra andre.

Den indsigt er tung at bære. Det er fristende at lukke øjnene og lade sig forføre af idealistisk tankespind, at slå budbringeren – i dette tilfælde en allerede død florentiner – ihjel,
fordi budskabet er forstem
mende. Men det ville være en stor fejl. For derved overser man den lærde italieners helt afgørende fortjeneste. Han opgav ikke ævred, blot fordi udgangspunktet var dårligt. Han gav sig den forstemmende virkelighed i hu. Og han viste sig i stand til at forklare, hvordan menneskets uvaner kan tøjles – ikke ved at lægge magten i hænderne på filosofkonger eller salvede kejsere, men gennem magtdeling, gennem lov og ret.

Hvad kan den lille beretning om Machiavelli så at fortælle os i dag? Jo, radikale samfundskritikere (som Georg Metz, jf. franske tilstande) bør betænke, at størstedelen af menneskehedens historie har været præget af de fire apokalyptiske rytteres stormløb, af pest, krig, sult og død. Deres ideal, det være sig det klasseløse samfund, en verden fri for magtanvendelse, eller et globalt menneskeligt fællesskab, er en utopi, der aldrig nogensinde haft sin gang her på Jorden. I stedet for at væve sådanne luftkasteller burde de gøre deres for at udbrede den liberale statsform til de dele af vor verden, der stadig er fanget mellem anarkiets Skylla og tyranniets Karabis. Og derfor ville det være dem en god ting at læse Machiavelli.

Terrorismens pris

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. november 2005. 2 svar

Vores gode gæste-Punditokrat Otto Brøns-Petersen havde fornylig endnu en interessant artikel i Weekendavisens Ideer-tillæg.  Da artiklen er på den lukkede del af avisens hjemmeside kan vi kun linke til indgangen og så citere lidt af indholdet:

»DE er komplet vanvittige.« Man tager sig næsten uvilkårligt i at tænke sådan efter et blodigt terrorangreb. Men det er en forkert og nok også farlig reaktion. Den gør terroristernes adfærd uforudsigelig – og dermed også vanskelig at gardere sig imod. Samtidig er der grund til at gribe i egen barm: terrorismen virker i høj grad ved, at vi andre opfører os om ikke vanvittigt så meget uklogt.

Den økonomiske og politologiske forskning i terror viser begge dele tydeligt. Der findes en række studier af de økonomiske følgevirkninger af terrorisme. De viser gennemgående, at konsekvenserne kan være ganske mærkbare. Store nok til at sætte sig spor i nationalregnskaber og udenrigshandelsstatistikker – ikke mindst når det gælder turistsektoren. …

SELV om det kan være svært at forstå terrorgruppernes fanatisme og ligegyldighed over for civile tab, bør det ikke forveksles med ukalkuleret vanvid. Tværtimod ser de ud til at reagere på omkostninger og gevinster som de fleste andre.

På abstrakt plan er »produktionen af terrorisme« slet ikke så forskellig fra produktionen af for eksempel møbler. Møbelfabrikken skal for det første vælge, hvilke typer af møbler der skal laves.

Eller om det er bedre at gå ind i helt andre brancher. For det andet skal producenten finde den måde at producere på, som giver bedst indtjening. Stiger prisen på teaktræ, kan det bedre betale sig at bruge mindre af det og i stedet finde et alternativt materiale eller bruge lidt ekstra arbejdstid på at spare på teaken.

For terrorgruppen handler det på samme måde om at vælge mellem forskellige slags terrorhandlinger, og hvordan de udføres billigst og mest effektivt. Samtidig må terrorgrupperne overveje alternative politiske midler til terrorangreb for at opnå deres grundlæggende mål.

Statistiske analyser afslører, at omkostninger påvirker terroristernes kalkule. … Analysen af »terrorproduktions-funktionen« kan godt levere argumenter for, at borgerne bør acceptere at give statsmagten større beføjelser end ellers. Bedre muligheder for overvågning, indskrænkning af ytrings- og foreningsfriheden og tilsvarende udvanding af civile og politiske rettigheder. Det øger ganske vist risikoen for, at de mere potente midler bliver brugt mod uskyldige, men denne omkostning modsvares af behovet for mere beskyttelse mod terrortruslen.

Der er imidlertid også argumenter både fra økonomisk og politisk teori imod denne løsning. Frey er en af flere forskere, som peger på, at terrorbekæmpelse ikke alene kan ske ved at øge omkostningerne for potentielle terrorister – den kan også opnås ved at svække deres mulige gevinster.

Decentralisering i form af deling af den politiske magt og markedsøkonomi gør skadevirkningerne af terrorangreb mindre. …  Begrænsning af borgerlige, civile og økonomiske rettigheder kan desuden øge rekrutteringen af terrorister. Det er der flere statistiske analyser, der tyder på. …

Det mest effektive middel mod terror er formentlig en mere realistisk opfattelse af, hvor stor – og det vil sige: lille – risikoen er. Det ville begrænse terroraktionernes skadevirkninger markant. Og det kunne være med til at hindre modforholdsregler med små eller ligefrem perverse virkninger.

Artiklen baserer sig bl.a. på arbejder af økonomerne William Landes, Todd Sandler, Bruno Frey, Alberto Abadie m.fl.  Desværre for Otto, læserne og mig og to af mine kolleger (Mogens Justesen og Robert Klemmensen) havde jeg vist glemt at sende Otto den artikel om emnet, som vi tre sidstnævnte har skrevet, og som til januar kommer i tidsskriftet Public Choice.  (En foreløbig version af artiklen blev i sommer præsenteret i CEPOS-regi.) I artiklen når vi til stort set de samme resultater som Abadie, men på et meget bedre og mere omfattende datamateriale, og vi fokuserer både på de lande, der producerer transnational terror og dem, som rammes af sådan.  Kort kan vores konklusioner opsummeres som, at omfanget af borgerlige frihedsrettigheder og handel med omverdenen er de væsentligste faktorer til at forklare variationen i sandsynlighed for, at et land vil blive ramt af transnational terror eller selv vil producere transnationale terrorister–og i begge tilfælde er sammenhængen positiv.  Politiske rettigheder (demokrati) har også en betydning, men den er mere uklar: Når det gælder terrorist-produktion er sammenhængen positiv, men når det gælder terror-ramte lande er sammenhængen kurvelineær, således at der er mindst terror i meget lidt demokratiske og meget demokratiske lande, mens halvdemokratiske lande tiltrækker mest terror.

Mere vigtigt afkræfter vores studie en række myter: Der er ingen sammenhænge mellem sandsynligheden for transnational terror og fattigdom, ulighed, religion, vækst, o.s.v., og samfundsmæssig fraktionalisering synes i bedste fald at have en uklar effekt.

Det (daglige) store svigt

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. november 2005. 4 svar

Ræson har i dag en kronik af og et interview med Liberalisternes formand, Torben Mark Pedersen, om Venstres “store svigt” i forhold til liberalismen.

Kronikken kunne evt. læses af den finansminister, der mener, at det er en “vital” opgave for staten at eje 39,2 pct. af aktierne i Københavns Lufthavne, eller den politiske ordfører, der nu mener, at efterlønnen bestemt ikke skal afskaffes, fordi den jo er en slags “forsikring”, og at folk har krav på den.

Som jeg tidligere har sagt: Det er den ondelyneme en mærkelig tid, vi lever i.

Dansk forskningspolitik, Sovjetisk tænkning

Af Christian Bjørnskov, den 24. oktober 2005. 8 svar

Nu er efterårsferien overstået, og så kan man starte det lange, seje træk mod jul med en smule historie som baggrund for diskussioner om den danske forskningspolitik. Historien kan her, som på så mange andre områder, give stof til eftertanke. Og historien drejer sig om Gosplan.

Gosplan var navnet på det agentur, der oprindeligt koordinerede de forskellige Sovjetrepublikkers økonomiske planer. Fra 1928 blev Gosplan ansvarlig for at formulere og overvåge udførslen af de famøse femårsplaner, som lagde linierne for, hvordan Sovjetunionen skulle udvikle sig. Med andre ord var det Gosplan, der identificerede hvilke områder, landet skulle satse på, for at blive hurtigt rigt og klare sig i kampen mod de kapitalistiske vestlige samfund. Planerne var da også klare: Sovjetunionen burde satse på industri – specielt sværindustri – og massive investeringer i uddannelse og produktion. Landbruget, derimod, blev brandbeskattet og kollektiviseret, da det jo tydeligt var fortidens erhverv. Og vi ved jo alle, hvordan den sats gik! Kriterierne for succes blev hurtigt absurde.

Men for mig har Gosplan også taget en anden betydning: Det er nemlig det navn, en af mine kolleger flere gange har brugt om den danske regerings forskningspolitik. Sammenligningen er ikke uden grund, da den angiveligt borgerligt-liberale regering med Folketingets velsignelse er slået ind på en forskningspolitisk kurs, der kun kan betegnes som planøkonomisk i en grad som Lenin ville være stolt af.

Danmark skal satse på nogle få områder, blandt andet bioteknologi og nanoteknologi. Forskningsmidlerne bliver derfor allerede nu dirigeret væk fra andre områder, som politikerne ikke ønsker at satse på, og hen imod enkelte, klart definerede naturvidenskabelige områder. For at man bedst muligt kan planlægge og overvåge forskningens resultater, skal alle universiteter skrive fire-årige udviklingskontrakter med ministeriet. På basis af, hvor godt man opfylder sin kontrakt, bliver man tildelt midler. Noget lignende er igang internt på flere universitetsinstitutioner. Planen er klart at satse på fremtidens områder indenfor forskningen.

Parallellerne burde være klare: Den nuværende danske forskningspolitik ligner i ubehagelig grad den sovjetiske politik, og er derfor planøkonomi i rendyrket form. Stort set alle forsøg på at satse på at udvikle nationale kompetencer på enkeltområder er slået fejl. Man behøver blot at se på ISI-strategiernes eklatante fiaskoer i Latinamerika og Afrika for at indse, at på nationalt plan er politisk bestemt satsninger dømt til at slå fejl.

Hvad værre er, vil enhver indsigt i enten teknologisk udvikling eller videnskabshistorie tale mod at foretage den type planlagt satsning, som den danske forskningspolitik er et udtryk for. Man kan ikke planlægge videnskabelige gennembrud. Det er netop et af grundvilkårene for forskning, at man leder efter noget, man ikke engang ved er der! Idag sker de store gennembrud måske indenfor bioteknologi, i morgen hvem ved? Hvis vi skulle have satset for 40 år siden, ville planlæggere sandsynligvis have defineret fusionsenergi som et af de sikre kort at spille. Man regnede nemlig med, at videnskablige gennembrud ville sikre, at fusionsenergi var kommercielt profitabelt omkring 1975! Som vi alle vde, virker fusion stadig ikke – gennembruddet, som mange planlagde, kom ikke. Til gengæld formåede et lille firma ved navn Intel at udnytte videnskabelige indsigter i faststoffysik til at udvikle mikroprocessoren. Den ligger som bekendt til grund for al computerindustri idag, men det var på ingen måde et hot område i 50'erne, og ingen regnede med gennembrud derfra.

Man kunne blive ved med at give eksempler. Det sidste vigtige eksempel går på Sovjets store problem: Man havde glimrende fysikere, men ingen virksomhedsledere, der var uddannet til at forstå den, eller tage de muligheder, der bød sig. Den slags forskede man jo ikke i, for hvor kunne værdien være i det? Pointen er, at hvis vi tager historien – både videnskabens, teknologiens, og dens kommercielle udnyttelses – alvorligt, er der al mulig grund til at advare mod forsøg på planlægning af forskning, specielt nationale planer. Forskning er grundlæggende anarkistisk, fordi naturen afslører sine hemmeligheder i tilfældig rækkefølge. At 'satse' bredt – dvs, ikke satse – så man er klar til at rykke, når et nyt spændende område dukker op, er langt mere effektivt. Med andre ord er en liberal forskningspolitik så langt at foretrække. Men det betyder også, at politikerne blot skal donere pengene og håbe på det bedste. Og selvom det er den måde, man får mest for pengene på, er det vel i de færreste politikeres natur at slippe tøjlerne?

Tæm Leviathan

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. oktober 2005. Skriv et svar

Den amerikanske skatteaktivist Grover Norquist har som bekendt sagt, at han mener, at den offentlige sektor skal være så lille, at man kan drukne den i et badekar.  Men mindre kan vel også gøre det.  Altså: noget mindre drastisk.

I dagens Wall Street Journal har den fhv. Republikanske præsidentkandidat og guvernør i Delaware Pete Du Pont en konstruktiv kronik med den sigende titel “Don’t Spend, Amend”, som amerikanerne i disse tider kunne have brug for–og som ambitiøse danske forfatningsarkitekter som Niels Helveg Petersen og Svend Auken måske burde læse.  I kronikken slår Du Pont til lyds for at sætte forfatningsmæssige restriktioner på de offentlige udgifter:

How big, how expensive and how fiscally generous to industries and local communities should America’s national government be?

The spending policies of the current administration have made this the central domestic public policy question, for government has substantially grown under the leadership of a political party that for many decades has claimed to be the party of smaller government.

The real annual growth rate of federal government outlays is nearly at its highest modern percentage. Under President Clinton it was only 1.5%, under Ronald Reagan 2.6% and under Lyndon Johnson 5.7%. Spending has grown 5.6% a year since George W. Bush took office, and it seems likely to keep rising. Of course the war in Iraq is a part of it, but the current administration’s domestic spending increase is 7.1% a year, the highest since the 1960s. …

The president has signed on to whatever spending increases Congress has chosen to enact. He promised to veto the transportation bill if it contained more than $256 billion in spending. It contained $295 billion, and he signed it anyway. …

But the better solution to the huge increase in federal spending would be a constitutional amendment to hold the growth of federal spending to specific percentages of revenue unless there is a supermajority override by both houses of Congress. It is not a new idea–Delaware, for example, passed a constitutional amendment in 1980, when I was governor, to limit state government spending to 98% of revenue unless there is a three-fifths vote of each legislative house to spend more. The extra 2% goes into a Rainy Day Fund–the kind of fund that could be used for relief in Katrina-type national catastrophes. The amendment has produced 25 consecutive years of balanced Delaware budgets, a fiscal discipline that the federal government needs even more that state governments do.

Another approach is the Taxpayers Bill of Rights, or Tabor, which Colorado put into place via a constitutional amendment in 1992. It limits annual state government spending to inflation plus population growth, with any extra revenue going back to the taxpayers. From 1995 to 2000 Colorado ranked first in the nation in GDP growth and second in personal income growth. Its success has generated a furious effort to allow more spending that will be on the 2006 ballot.

Amending the Constitution is not easy, but is the best solution to the long term spending challenges that have faced every modern president since the Great Depression of the 1930s. And offering it up in our troubled big spending times would energize a policy debate that America needs to have.

Bonde om liberalisme og den slags

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. oktober 2005. Skriv et svar

Weekendavisens Arne Hardis har i den forgangne weekends udgave et fortrinligt interview med vor Punditocratus Emeritus, Mikael Bonde Nielsen.  Interviewet findes i sin fulde længde på den lukkede del af avisens sider, som kun er tilgængeligt for abonnenter, men her er et par uddrag:

PÅ bordet mellem os ligger Henning Fonsmarks Historien om den danske utopi som inspiration, for det er ikke er munter læsning for tilhængere af et liberalt samfund, der præger den bog.

Fonsmarks 15 år gamle analyse lyder, at den liberale kamp mod den socialdemokratiske velfærdsstat reelt blev tabt omkring 1960, da Venstre-lederen Erik Eriksen mislykkedes med sit ambitiøse forsøg på at samle Venstre og De Konservative om en liberal opposition til Socialdemokratiet. Siden har det bare været den rene jammer med det liberale alternativ. VKR-regeringen under Hilmar Baunsgaard gjorde ondt meget værre, mens det faktiske udkomme af Schlüters regeringstid var, at han rettede økonomien op, så den danske velfærdsmodel kunne fortsætte og ekspandere og ekspandere.

Og nu er vi så – hvis vi ser bort fra Hartlings smalle parentes – nået til fjerde forsøg i rækken: Anders Fogh Rasmussen, som har haft held til at erobre og bevare magten, men også til at udvide velfærdsordningerne, udvide den offentlige sektor og øge antallet af danskere på indkomstoverførsler ud på den pæne side af 900.000. Hvad med ham, hvordan skal han bedømmes? Socialdemokratisk kustode eller ultratålmodig liberalist?

»Det ser jo ud, som om han ikke har viljen til andet end at konsolidere den socialdemokratiske velfærdsstat,« siger Mikael Bonde Nielsen …

»Det liberale projekt har det såmænd ganske godt på det intellektuelle niveau – jeg har aldrig oplevet så mange begavede og kreative liberale sjæle som i dag. Det kan jo mærkes i den offentlige debat, hvor konservative og liberale meningsdannere er særdeles aktive, ja, nærmest dominerende. I den forstand er Danmark et land med en stærk liberal forankring. Men på det parlamentariske niveau er billedet helt anderledes. Foghs reaktion på ulighedsdiskussionen og Eva Kjer Hansen var jo påfaldende voldsom. Det var en bekendelse til ligheden i det land, der har den mest sammenpressede indkomstfordeling, man kan forestille sig. Det peger jo i retning af ren konsolidering af den socialdemokratiske velfærdsmodel. På den anden side talte Fogh i sin åbningstale også om, at det skal være muligt for folk at påvirke deres egen tilværelse – det kan rigtig mange på overførselsindkomst ikke i dag, de må enten arbejde sort eller håbe på en lottogevinst, hvis de vil have en bedre økonomi. Og i samme åbningstale understregede han, at det altid skal kunne betale sig at arbejde – det er også klassisk liberalisme,« påpeger Mikael Bonde Nielsen.