Tag-arkiv: frihed

Magtens matematik

Af Mikael Jalving, den 21. april 2006. 1 svar

“VI lever i en tid, hvor alt er til debat, og hvor enhver sag har en sagfører”. Ordene tilhører ikke – som man måske kunne forledes til at tro – en aktuel debattør, men den hollandske jurist Hugo Grotius (1585-1645), hvis værk Mare Liberum om havenes frihed nu genudgives i 400-året for dets tilblivelse. Værket blev kort efter oversat fra latin til engelsk, og det er denne oversættelse, der nu foreligger i et lækkert bind med introduktion, bibliografi og ekstramateriale i form af en samtidig kritik fra engelske William Welwod og Grotius’ svar på samme – alt sammen for lige godt 100 kr.

Grotius, der dengang var sidst i tyverne, skulle snart opnå ry som en uomtvistelig retslærd, holdes i fangenskab på grund af sin skepsis overfor religiøse dogmer, undslippe, leve i eksil, blive svensk gesandt i Paris mm.. Og skønt hans værker i dag er så godt som ukendte i den brede offentlighed, er de stadig grundlæggende for vores (vestlige) opfattelse af, hvad frihed egentlig er for noget. Og se, dermed har ordene alligevel et og andet med i dag at gøre.

Baggrunden for Mare Liberum, hans mest berømte og lettest tilgængelige skrift, er en temmelig lokal strid, nemlig striden mellem de forenede nederlandske provinser og den spanske konge, som med nederlandenes oprør i 1581 havde mistet grebet om sin nordlige provins. Med løsrivelsen fra det spanske herredømme voksede også kravet om egen adgang til oversøisk handel og ekspansion, først og fremmest i Sydøstasien – eller “Indien”, som hele området kaldtes dengang – og da Grotius arbejdede på sit værk 1604-05 eksisterede der allerede en heftig kommerciel konkurrence mellem særligt portugiserne, spanierne, hollænderne og snart også englænderne om retten til silke, krydderier, porcelæn og andre luksusgoder til hoffet, aristokratiet og det spirende borgerskab i Europa.

Den lokale konflikt skulle vise sig at få globale konsekvenser, for såvel Vesten som Østen, for europæernes interne anliggender såvel som for forholdet til befolkningerne udenfor det driftige kontinent, ikke mindst fordi striden eksemplificerede den universelle konflikt mellem imperium og dominium, dvs. mellem magt og retmæssig besiddelse. Grotius’ måske vigtigste intention var at vise, at magt ikke var lig med ret. At magten skulle være identisk med retten, er en “absurd” antagelse i strid med naturretten, fremhæver forfatteren straks og definerer naturretten som en samling af pligter og rettigheder, fælles for alle mennesker. Magten har – ligesom friheden – sin egen matematik.

For at overbevise sine læsere henviser Grotius til et helt arsenal af filosofiske og retoriske autoriteter, med undtagelse af Biblen, hvilket han bliver kritiseret for, og værket om havenes frihed blev året efter udgivelsen i 1609 opført på pavekirkens liste over forbudte bøger. De mange henvisninger var almindelig praksis for datidens humanister med et vist snobberi for name dropping, og det kan forstyrre forståelsen i dag.

HVAD Grotius gør i Mare Liberum er alligevel ret simpelt og derfor også af stor betydning. Han rejser to basale spørgsmål: Hvad er fælles – og hvad er privat? Hensigten er at blive klogere på, hvordan vi rebelske, skønt socialt disponerede væsener skal kunne leve sammen uden krig og ødelæggelse. Grotius’ bidrag til den diskussion er at postulere, at land er privat, og at vand er fælles.

Land kan besiddes (possessio) og bruges (usus), herunder bearbejdes og kultiveres, og possessio plus usus giver dominium, dvs. retmæssigt ejerskab eller besiddelse. For at eje noget, må man ikke alene råde over det, men også anvende det. Hvad der ligger ubenyttet hen, er derfor også tilgængeligt for den første, den bedste, sålænge vedkommende ikke gør konkret skade på andre eller ikke tager andres ejendele.

Anderledes med vand eller havenes frihed. Havene er ligesom luften og ilten fælles for alle mennesker og kan derfor ikke gøres til genstand for ejendomsret. Havet er ifølge Grotius givet af Gud og “først opdaget af naturen”; det er flygtigt, uden landegrænser og rummer ubegrænsede ressourcer, herunder havets fisk. Det sidste var naturligvis vigtigt, fordi fiskeriet fik stadig større kommerciel betydning. Hvis fiskeri, som tager noget fra havet, er tilladt for alle, så må sejlads, der ikke tager noget fra havet, bestemt også være tilladt. Havet kan kort sagt aldrig besiddes (possessio) – og derfor aldrig være eller blive nogens ejendom (dominium). Det er frihedens ligning.

Igen og igen fastslår forfatteren, at sejlads og handel skal være frit tilgængelig for alle, og det medfører, at fri passage, mare liberum, afløser mare clausum, ligesom frihandel afløser merkantilisme og statsstyring. Nogle år senere accepterer Grotius dog, at et lands territorialfarvand kan besiddes og kontrolleres, som var det land, men det er i denne sammenhæng en detalje. Tilbage står, at man ifølge talsmanden for havenes frihed skal kunne komme fra allevegne til allevegne til søs og kunne handle med alle, hvilket følgelig gør monopoler, karteller og forbund illegitime. Desuden ødelægger monopoler menneskers mulighed for at møde andre mennesker, dvs. de gør verden mindre.

Det samme gælder pavekirkens indblanding. Den bør ikke vælge side, om det så er til fordel for portugiserne, spanierne eller (utænkeligt) hollænderne. Kirken bør ifølge Grotius udelukkende tale om åndelige spørgsmål, ikke om materielle. Religion er én ting, politik en anden. Når portugiserne eller spanierne – med henvisning til pavestaten eller Biblen -forsynder sig mod hollændernes ret til fri sejlads og frit fiskeri, forsynder de sig også mod naturretten, dvs. mod bestræbelsen på at parre magt med ret.

UD af mødet mellem land og vand kommer spørgsmålet om mandens eller individets ret. Her var Grotius formentlig den første til at pege på, at et individ i udgangspunktet, dvs. i naturtilstanden, er ligeså meget værd – moralsk set – som en stat. Grotius’ menneske er i virkeligheden en stat i sin egen ret, dvs. udstyret med universelle rettigheder – givet af Gud qua naturen – til at forsvare sit eget liv og sin ejendom samt tage det, der endnu ikke er taget af andre.

Mennesket har med andre ord rettigheder, som end ikke konger og prinser kan fratage det, eftersom de politiske overhoveder alene er administratorer, intet mere. Den enkelte borger er således bemyndiget til at virke indenfor fælles spilleregler, hvor friheden er det, der ikke er ufrit, og retten er det, der ikke er uretfærdigt. Mennesket opfattes dermed som lovens mindste atom eller molekyle, og den idé skulle få kolossal betydning for Vestens selvopfattelse.

Konklusionen er, at man kun kan eje noget, der er afgrænset. Ejerskab er konkret, ikke abstrakt. Friheden er ikke total eller altomfattende, men underlagt visse regler, på samme måde som handel og kapitalisme ikke blot udgør den stærkestes ret, da begge dele er underlagt en præcis grammatik.

Men hvis friheden knægtes, skal den forsvares, om nødvendigt med krig. Også her er Grotius meget klar i mælet. Der er ikke langt fra havenes ufrihed til retfærdig krig. I sidste ende indebar Mare Liberum, at private, hollandske handelskompagnier – ligesom nationer – havde ret til at føre krig mod de andre europæiske stater i Sydøstasien, sålænge kompagnierne kunne godtgøre, at de var truet på deres liv og ejendom. Det var en dristig tese dengang – som siden er blevet debatteret i folkeretten. Men hvis havenes frihed blev krænket fysisk, måtte hollænderne kæmpe for friheden med militære midler, vel at mærke ikke alene for hollændernes frihed, men for alles. For Hugo Grotius og hans efterkommere, hvortil vi må regne os selv, var friheden aldrig garanteret, men noget, man til tider må ofre sig for.

Hugo Grotius: The Free Sea or A Disputation Concerning the Right Which the Hollanders Ought to Have to the Indian Merchandise for Trading, red. af David Armitage, Liberty
Fund, 135 sider, £9.

O bella libertà

Af Redaktionen, den 7. april 2006. Skriv et svar

Denne blogs udsendte korrespondent i en af de mest interessante byer i et af verdens dejligste (men ikke helt problemfrie) lande, vores med-punditokrat Jørgen Møller, har dd. en artikel i Weekendavisen’s “Ideer”, O bella libertà. Her kan man blive klogere på historiske perspektiver vedrørende, hvad der er og ikke er liberalisme på italiensk.

Afmontér velfærdsstaten

Af Stanislaw, den 6. april 2006. 1 svar

The Business bragte for nyligt denne interessante historie om hvorledes den højt besungne skandinaviske velfærdsmodel (med Sverige som det paradigmatiske eksempel) ikke har formået af løfte indkomsterne for de fattigste grupper i samfundet i samme grad som UK og Irland. Faktisk er indkomsterne for de fattigste 10% af befolkningen i Sverige knap nok steget fra 1995-2004, mens den tilsvarende gruppe i UK og Irland har haft en indkomstfremgang på henholdsvis 59% og 79%. Her er et uddrag fra artiklen:

The incomes of the poorest 10% of Swedes have grown six times slower than the poor in the UK and eight times slower than the poor in Ireland over the past decade…In Ireland, average incomes surged by 101.3% between 1995 and 2004 and that of the poorest 10% by 78.6%…. In the UK, the average is up by 71.5% and the bottom tenth by 59.2%. In stark contrast, the poor have barely increased their incomes during the past decade in the rest of the EU and especially in Sweden, a country once famed for its “social justice”. Average incomes in the EU excluding the UK and Ireland are up 37.1% and that of the poorest tenth by 19.2%. In Sweden, the average is up 29.3% and the bottom decile by a mere 9.7%.

Derudover kan man ikke blot læse, at andelen af fattige i Sverige er steget en smule i løbet af de sidste 10 år, men også – og mere interessant – at andelen af fattige husholdninger (d.v.s. husholdninger under en eller anden fattigdomsgrænse) i dag er mindre i UK end i Sverige!

Skal vi tage disse tal for pålydende, må konklusionen være, at den socialdemokratiske velfærdsmodel udgør en hindring snarere end en mulighed for mindre bemidlede mennesker med lave indkomster og uden job. For denne gruppe er mobiliteten op ad indkomststigen lav i de socialdemokratiske velfærdsmodeller, men betydeligt større i de mere liberal-konservative – eller i hvert fald mindre socialdemokratiske – britiske og irske velfærdsmodeller.

I denne tid, hvor velfærdsreformer står højt på den politiske dagsorden, sender dette et klart signal til både reformtilhængere og ikke mindst reformmodstandere: Afmontér velfærdsstaten. Det er den bedste vej til at løfte indkomsterne for alle grupper – de fattigste inklusive – i det danske samfund.

Oplysningstid for Arla

Af Ex Column, den 29. marts 2006. 13 svar

Arla er endt i en værre redelighed. I bestræbelserne på at genvinde de tabte markedsandele i Mellemøsten har selskabet indrykket annoncer i arabiske nyhedsmedier, hvor de i mere eller mindre utilslørede vendinger gør klart, at de skam respekterer de kulturelle værdier, som disse samfund bygger på. Umiddelbart burde en sådan fremgangsmåde jo ikke give anledning til den store ståhej, for hvad er mere naturligt end at udvise respekt for de kunder, man ønsker at afsætte sine varer til. Det er såmænd en både forventelig og naturlig måde drive forretning på.

Arla har med andre ord lært, at verden i dag er så lille, at det ikke er omkostningsfrit at krænke kulturelle sæder og religiøse følelser i arabiske lande; også selv om det måtte være en dansk avis eller dansk regering, der måtte stå bag. Men Arla har overraskende nok overset, at det heller ikke er gratis at træde på de værdier, der er grundlaget for de vestligt orienterede samfund. Selskabet fik dog syn for sagen, da adskillige kvindeorganisationer meldte sig på banen og i skarpe vendinger kritiserede Arla for hylde det anakronistiske kvindesyn, der er hyppigst forekommende i de arabiske lande.

Nu har Arla så indbudt repræsentanter fra kvindeorganisationerne til dialog. Nok ikke fordi selskabet nærer særlig respekt for nogle få og principfaste kvindesagskvinder, men snarere fordi disse repræsentanter meget vel kan vise sig lige så stærke som de religiøse eksponenter, der bogstavelig talt satte fut i fejemøget i Mellemøsten. For hvad er mere skræmmende for Arla, end at rage uklar med frigjorte skandinaviske kvinder, der trods udbredt emancipation, fortsat fungerer som tilsynsførende ved de daglige indkøb i supermarkederne. Nej vel, det er næsten ikke til at bære. Derfor må der fluks arrangeres et dialogmøde.

Jeg håber inderligt, at kvindeorganisationerne vil vise, at de repræsenterer det stærke køn og fastholde kritikken af Arla. Ikke fordi jeg nærer særlig afsmag for Arlas produkter eller virksomhed, men fordi det kan illuminere den iboende konflikt i såkaldt Stakeholder Management – tidens mest klichébefængte røgtæppevås. For hvad gør en ledelse som Arlas, når den skal tilgodese adskillige modstridende interesser? Her er nogle bud:

Man holder sig fra politiske manifestationer og erkender, at man har betrådt et territorium, der ikke var bæredygtigt.
Man tilbagediskonterer værdien af afsætningen til alle typer af stakeholders, og holder med dem, der repræsenterer den største nutidsværdi.
Man arrangerer økumeniske/tværfaglige interfaces med en fælles accepteret moderator og beder til, at der kan skabes en profitmaksimerende forsoning på tværs af forskellighederne.
Man tilbyder alle stakeholdere at blive andelshavere, så alle særstandpunkter og forhandlingsomkostninger kan internaliseres i den daglige forretningsgang

Jeg vil hermed indbyde læsere af Punditokraterne til at bidrage med yderligere bud. Steen Hildebrandt, der jævnligt fylder Børsens spalter med en masse Stakeholder-lingo, skal også være velkommen til at give et bud.

Selektive frihedskæmpere III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. marts 2006. 8 svar

Apropos de seneste dages debat på bloggen (her og her) om, hvorledes en del såkaldt borgerligt-liberale i praksis er ganske selektive, når det gælder deres forsvar for friheden, så kunne det måske interessere nogle af Punditokraternes læsere at se det notat, som jeg præsenterede på CEPOS’ årsdag mandag i sidste uge. I det har jeg som en pilotundersøgelse i.f.t. et større projekt kodet knap 775 pressemeddelelser fra fem partier (Socialdemokraterne, Konservative, Dansk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten) m.h.t., hvorvidt de i deres kommentarer/udspil advokerer mere statsstyring/mindre frihed eller mindre statsstyring/mere frihed. Jeg har endvidere gjort det i to dimensioner–personlig frihed og økonomisk frihed. Der er naturligvis kun tale om tendenser i udspil, men resultaterne giver et billede af partierne, som i deres indbyrdes rangordning svarer meget godt til en commonsense opfattelse–og samtidigt ét, som er fundamentalt i strid med de billeder af sig selv, som partierne fremstiller i deres respektive partiprogrammer.

Skulle man være i tvivl om, hvorledes de borgerlige partier ofte mangler forståelse for, hvorledes markedet fungerer (og potentialet for reformer), eller egentlig vilje til at ville ændre på tingene, behøver man ikke se længere tilbage end denne uge, hvor partiernes ordførere udtalte sig om en mulig privatisering af vandværkerne–sådan som ellers intet mindre end et embedsmandsudvag havde foreslået! Her er uddrag af et Ritzau telegram (21.III) om regeringens holdning om, at “Private skal ikke score profit på drikkevandet”:

“Private selskaber kommer ikke til at tjene penge på det danske drikkevand.

Det står klart oven på de første politiske forhandlinger tirsdag om vandsektorens fremtid. En embedsmandsrapport anbefalede i efteråret at lade markedskræfterne gøre deres indtog i forsyningen med drikkevand.

Den radikale Johs. Poulsen siger efter et møde mellem partiernes miljøordførere og miljøminister Connie Hedegaard (K), at regeringen reelt har begravet tanken om at sælge de kommunale vandforsyninger til private aktieselskaber. …

– Jeg har hele tiden sagt, at når både Det Økonomiske Råd og et udvalg af embedsmænd fastslår, at der kan effektiviseres i vandsektoren for op mod en milliard kroner, ville det være dumt ikke at hente den gevinst. Jeg ønsker, at de penge skal blive i sektoren og bruges til fremadrettede investeringer som nye rør eller kloakker, siger miljøministeren.

Den model, som regeringspartierne V og K er enige om, vil fastholde hvile-i-sig-selv-princippet, men kombineret med et prisloft, sådan at det centrale vandtilsyn holder øje med, at forbrugerne ikke betaler mere for vandet end nødvendigt. De kommunale vandforsyninger skal omdannes til kommunalt ejede aktieselskaber for at få adskilt myndighedsansvaret fra driften. Og Vandtilsynet er ikke tænkt som en stor bureaukratisk kolos, forsikrer Connie Hedegaard. …

Det anslås, at der kan spares en milliard kroner årligt i den danske vandsektor gennem modernisering og effektivisering. Rapporten anbefaler at omdanne de kommunale vandforsyninger til aktieselskaber, der i modsætning til i dag skal have lov at optjene et overskud mod at betale skat af det. …

Eyvind Vesselbo (V) oplyser efter mødet, at Venstre vil arbejde videre med hvile-i-sig-selv-princippet, dog kombineret med et prisloft. Ved at gøre vandforsyningerne til aktieselskaber bliver myndighedsansvar og udførelse adskilt, fremhæver han.”

Berlingske Tidende havde (20.III.) også denne interessante afdækning:

Danmarks Liberale Parti: “Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, ønsker ikke før forhandlingerne at løfte sløret for Venstres position. Han har tidligere talt for at bevare »hvile-i-sig-selv«-princippet, samtidig med at private selskaber skal kunne drive vandværkerne. »Men vi har nu fået en lang række uddybninger af efterårets rapport, og jeg ved ikke rigtig, hvor vi ender,« siger han.”
Dansk Folkeparti: “[Partiets] Jørn Dohrmann har kategorisk advaret mod tanken om at indføre fortjeneste på vand. »Vores drikkevand er et område, som vi skal være meget påpasselige med at åbne for profit på grund af et ideologisk korstog,« understreger han.”
De Konservative: “Også den konservative Christian Wedell-Neergaard har advaret: »Vandsektoren skal hvile i sig selv, hvis ikke sektoren skal sættes under pres til skade for både vandpriser og miljø. Vi ønsker ikke en privatisering af vandsektoren, hvor forbrugerne jo ikke kan opsøge en alternativ leverandør,« udtalte han for nylig.

Det er da godt at vide, at de borgerligt-liberale står sammen!

PS. CEPOS’ årsdag fik iøvrigt en ganske god dækning. Se klip og mere her.

Selektive frihedskæmpere II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 18. marts 2006. 10 svar

Apropos min ærede med-Punditokrat Mchangamas karakteristik af Dansk Folkepartis lidt … bøjelige … syn på ytringsfriheden, så har jeg selv for nylig haft lejlighed til at skulle gennemgå dette partis forskellige udspil i pressemeddelelser (og sammenlignet dem med andre partiers).

I den forbindelse fandt jeg et andet, lille eksempel på partiets helt særlige logik og konsekvens i egne udspil. Nej, jeg tænker ikke på Peter Skaarups forslag om at forbyde fremstilling og salg af t-shirts med budskaber, han synes er “usmagelige og direkte forargelige” (22.I.2006). Jeg tænker derimod på, hvordan Dansk Folkeparti i efteråret 2005 opfordrede til, at danske forbrugere boykotter varer fra Iran, og at man endog ad politisk vej anvender handelssanktioner for at presse Iran. “Der har i tidens løb været eksempler på, at forbrugerne virkelig kan føre udenrigspolitik med tegnebogen,” sagde Søren Espersen i den forbindelse (6.XI.2005). Men få måneder senere mente man–faktisk selvsamme Søren Espersen–derimod, at det nu pludseligt er forkert, hvis man som privatperson vælger at boykotte bestemte varer eller varer fra bestemte lande, nemlig når danske virksomheder lovede arabiske virksomheder ikke at handle med Israel, og han efterlyste en politisk reaktion fra regeringen (19.II.2006).

Nuvel, på det personlige plan, er jeg i disse sager faktisk ikke helt uenig med Søren Espersen. D.v.s., jeg synes faktisk, at det er fint, hvis nogle vil lægge pres på den iranske regering, som p.t. er godt i gang med at skabe en potentielt katastrofal situation, der får Saddam Hussein til at ligne en fredsdue. Og ja, jeg bryder mig personligt ikke om, når danske virksomheder indvilger i ikke at handle med Israel for til gengæld at tilfredsstille arabiske virksomheder. Men jeg er en privatperson, ikke folketingsmedlem, og jeg vil som sådan modsætte mig politiske indgreb i begge tilfælde. I begge sager–danske forbrugere, der med deres pengepung “stemmer” mod Iran, og arabiske virksomheder, der med deres indkøb stemmer mod Israel–er der tale om, at forbrugere har retten til at udtrykke deres politiske præferencer som en del af deres markedsadfærd, og det må vi andre så bare tage ad notam.

Det virker som om, at Dansk Folkeparti derimod har et noget mere pragmatisk forhold til, hvad der er principielt godt og skidt, og som vist bestemmes mere af hvem, det involverer, end af måden det gøres på.

Selektive frihedskæmpere

Af Jacob Mchangama, den 15. marts 2006. 18 svar

Nu hvor Rigsadvokaten har sat (et i hvert fald juridisk) punktum i Muhammed-krisen, er det på tide at kigge lidt kritisk på nogle af krisens "helte", altså dem der ufortrødent har forsvaret ytringsfriheden. Det er trods alt for nemt igen og igen at udstille Politiken, Poul Nyrup, hele venstrefløjen m.v., (hvilket da også er gjort på glimrende vis af bloggosfæren).

Jeg har tidligere givet udtryk for min glæde over, at ytringsfriheden har haft stor folkelige opbakning i kølvandet på Muhammed-krisen, men stillet spørgsmålstegn ved hvor længe forsvarerne af friheden vil fastholde vigtigheden af frihedens ubetingede natur. I denne forbindelse er det interessant at se hvor dybt forsvaret for friheden egentligt stikker.

En af de der har været en markant fortaler for ytringsfriheden i Muhammed-krisen og i det hele taget når det kommer til truslen fra Islamismen, er Lars Hedegaard. I en kronik i JP skrev han bl.a. følgende:

Mens de fleste oppositionspolitikere har begravet sig i møder, som statsministeren burde have holdt, i semantiske diskussioner af enkelte ord i et dokument, i Arlas arabiske afsætning, i tolkningen af Kofi Annans egentlige hensigter osv., har befolkningen stillet sig et helt andet og mere grundlæggende spørgsmål:

Hvem står på vores side, når det gælder om at forsvare danskerne mod ufrihed og fremmedåg?

Derfor er det blevet så vigtigt at finde ud af, hvem der er bukke, og hvem der er får. For nu skiller vandene, og det ry, man har fået på sig i denne situation, vil følge én resten af livet og i historiebøgerne derefter. Det ved mange af de bedst begavede kombattanter også udmærket.
Det er derfor, striden er blevet så uforsonlig. Man er nødt til at vinde, for det er vinderen, der skriver historien. Derfor bliver Politikens artikler stadigt mere desperate, og derfor går politikerne i disse dage ud og markerer sig med så klare standpunkter, at de ikke er til at misforstå.

Historien vil ikke vise ringeste sympati for de valne, som med forbehold og men'er og uld i mund har danset rundt om den varme grød. Den vil stille samme spørgsmål til disse dages aktører, som eftertiden har stillet til det britiske politiske establishment, da det skulle forholde sig til nazismens udfordring i 1930erne: Hvem svigtede, da det gjaldt? Hvem forsvarede demokratiet og friheden, og hvem krævede appeasement, "dialog" og sød forståelse med diktatorerne.

Modige udsagn fra en mand med Hedegaards fortid. For ville historien have sympati for Lars Hedegaard, hvis den skulle skrives i 1979? Det år, kan man læse i "Bomb Hovedkvareteret", var Lars Hedegaard redaktør på en lærebog i historie kaldet "Fundamental Historie" (1979). I den kunne man bl.a. læse, følgende:

"Med få undtagelser (især DDR og Tjekkoslovakiet) er

overgangssamfundene tidligere perifere eller halvperifere områder, der

vendte det kapitalistiske verdenssamfund ryggen, fordi det ikke

levnede dem udviklingsmuligheder. Men overgangssamfundene var ikke i

stand til helt at løsrive sig, selv om de havde betydelige

befolkningstal og naturrigdomme. Tvætimod er det bedre at betragte dem

som omringede enklaver, der har måttet opbyde alle kræfter for at

holde fjendtlig kapitalistisk indtrængen stangen. Angrebene har været

af både militær, økonomisk, politisk og ideologisk art og har i

betydelig grad været bestemmende for, hvilken indre udvikling der

kunne komme på tale i disse lande."

Heldigt for Hedegaard at historiens endegyldige dom ikke faldt på daværende tidspunkt.

Men vi har naturligvis alle lov til at blive klogere og det er kun glædeligt når vi lærer af vore fejl og retter ind frem for stædigt at holde fast i ideologier, der i praksis har vist sig totalitære.

Hvordan står det så til Med Lars Hedegaards fornemmelse for frihed i dag? Det kunne man få et indblik i i august sidste år, hvor Lars Hedegaard debatterede terrorlovgivning med undertegnede i Deadline, med Lars Hedegaard i rollen, som fortaler for indskrænkninger i frihedsrettighederne, unægtelig en aparte position for en frihedens vogter.

Sandheden er at folk som Lars Hedegaard og de øvrige national-konservative har en stærk selektiv opfattelse af frihed.

For hvor har Lars Hedegaard, Helle Merete Brix, Michael Pihl m.v., været, når Dansk Folkeparti har stillet forslag om kriminalisering af afbrænding af Dannebrog? Et forslag der bygger på det samme rationale, som når muslimer kræver Muhammeds billede fredet. Hvor var forsvaret for Dagbladet Arbejderens ret til som avis at dække tåberne i Oprørs udfordring af terrorloven, uden indblanding fra politiet? Og hvis ytringsfrihed er et ufravigeligt princip, som også må gælde for de ytringer vi ikke bryder os om, eller som endog er decideret modbydelige, hvor var så forsvaret for David Irving, som måtte 3 år i fængsel, for i 1989 at have benægtet Holocaust?

Dansk Folkeparti og deres tilhængere har i Muhammed-krisen højlydt brystet sig af Danmarks frihedstradition. Men disse har med entusiasme, argumenteret for indgribende terrorlovgivning, modsat sig, at borgerne får en højere grad af ansvar for eget liv og vedtaget love der de facto blander sig i hvem lovlydige og produktive danske borgere kan gifte sig med.

Det var jo nødvendigt med stramningerne af udlændingeloven, for samfundets skyld, hører man tilhængerne deraf sige. Men samme nødvendigheds argument kan bruges til at forsvare eftergivenhed overfor de muslimske krav om censur. For almindelige danskere mistede jo arbejdspladser, Danmarks navn blev "tilsølet" internationalt, og danske liv, ejendomme og interesser blev sat på spil.

Afgørende er således alene om friheden beskyttes konsekvent og principielt, eller kun når den tillige passer ind i eget kram. Endvidere kan det tilføjes, at hvis frihed virkelig havde ligget DF og tilhængere på sinde, hvorfor så ikke lukke kasserne frem for grænserne, når man kan se, at dette er et effektivt integrationsmiddel? Derved kunne disse frihedselskere have slået to fluer med et smæk, ved samtidig at indskrænke politikernes vilkårlige skalten og valten med borgernes penge.

Muhammed-krisen har også vist, at en række personer i Danmark, som regel på venstrefløjen, har svært ved at tage ukvalificeret afstand fra vold og trusler, når de kommer fr
a den "arabiske gade&
quot;. Når folk er undertrykte og ikke-europæiske har de åbenbart ikke ansvar for eget liv og handlinger. Denne form for apologi har de national-konservative ofte været gode til at påpege. Men hvordan forholder det sig når der kommer ekstreme holdninger fra egen lejr?

Dette var reaktionerne fra Søren Krarup, Lars Hedegaard og Helle Merete Brix, der alle udtalte sig i Berlingske, ovenpå Louise Freverts berømte udfald mod muslimer. Førstnævnte kalder indholdet på Freverts hjemmeside uacceptabelt men udtaler, at:

»Men de udspringer af den desperation, som danskere føler, når videnskabsfolk fortæller dem, at de kommer i mindretal i deres eget land i løbet af dette århundrede«.

Lars Hedegaard supplerer:

»Der er en grundlæggende utilfredshed med, at man lader stå til overfor opbygningen af muslimske parallelsamfund. Der er en fortvivlelse og mismod overfor integrationspolitikken, og dét skaber baggrund for ekstreme forslag,«

Mens Helle Merete Brix slutter af med:

»Hendes sammenligning mellem muslimer og kræftceller er ubehagelig. Men når det gælder udtalelsen om voldtægt, så er der en sammenhæng mellem det kvindesyn, der prædikes i nogle moskeer, og til opfattelsen af danske kvinder. Og jeg er enig i, at der fra religiøse prædikanter og imamer foregår et erobringsforsøg, man kan kalde for en krig«.

Krarup, Hedegaard og Brix's udtalelser har en slående lighed med udtalelser om muslimsk fanatisme fra Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen, "man må jo forstå muslimernes følelse af desperation, krænkelse og ydmygelse". De førstnævntes kommentarer er således klar apologi for nogle udtalelser, som for en gang skyld rent faktisk godt kunne tåle sammenligning med retorikken i Nazi-Tyskland. Læg især mærke til brugen af ordet "men". Det ord som man, med rette, kan kritisere de der taler om, at "konteksten", "tonen" og "fremmedhadet" i Danmark, udgør baggrunden for reaktionerne blandt muslimer verden over for at bruge, fordi "men'et" relativiserer ublu krav om censur og legitimerer vold.

De national-konservative har ved at iklæde sig frihedens pletfri banner taget selve frihedsbegrebet som gidsel i deres kamp mod alt hvad der lugter af Islam og for alt hvad der er nationalt. Kun lidt polemisk kan man sammenligne det med den måde venstreorienterede har taget menneskerettighederne som gidsel i deres kamp for den globale multikulturalisme og mod den globale kapitalisme.

Det er muligt at de national-konservative er principfaste, men det princip de er tro imod er ikke frihed, og den selvretfærdige og selvgode tone de national-konservative ikke sjældent anlægger, klinger alt for ofte hult.

I den forbindelse er det mig en fornøjelse og ære, dagligt at kunne læse mine ærede med-Punditokraters poster, som i langt overvejende grad fremstår som principfaste, når det kommer til forsvaret for det liberale frihedsideal, om det så er venstreorienterede, højreorienterede eller, som ofte i disse tider, fanatiske muslimer der står for skud.

Ugens citat: Trenchard & Gordon om ytringsfrihed

Af Redaktionen, den 13. marts 2006. Skriv et svar

Til denne uges citat har vi været så heldige, at den glimrende unge Johan Espersen har gjort arbejdet for os: Han har mindet os om, hvad John Trenchard og Thomas Gordon i 1721 skrev om ytringsfrihed i det 15. Cato-brev. Det kan–det aktuelle klima taget i betragtning–bære en gentagelse:

“Without freedom of thought, there can be no such thing as wisdom; and no such thing as publick liberty, without freedom of speech: Which is the right of every man, as far as by it he does not hurt and control the right of another; and this is the only check which it ought to suffer, the only bounds which it ought to know.

This sacred privilege is so essential to free government, that the security of property; and the freedom of speech, always go together; and in those wretched countries where a man can not call his tongue his own, he can scarce call any thing else his own. Whoever would overthrow the liberty of the nation, must begin by subduing the freedom of speech; a thing terrible to publick traitors.”

Pluralisme og ytringsfrihed

Af Jørgen Møller, den 22. februar 2006. 8 svar

Georg Sørensen, professor ved Institut for Statskundskab i Århus, havde i søndags en ganske pudsig kronik i Berlingske. Jeg har desværre først fået den læst nu, men emnet er væsentligt, og det fortjener at få en kommentar med på vejen.

Sørensens ærinde er enkelt. Overskriften – “Ytringsfrihed og pluralisme i konflikt” – siger det hele. Eller for at klippe og klistre lidt i teksten: “man må vide, at hvis ytringsfrihed bruges til aktivt at forhåne andre, så kan det skade en anden grundværdi: pluralismen […] (forstået som vidtgående respekt for mennesker med en anden tro)”.

For at understøtte sin pointe henter Sørensen den liberale tænker Isaiah Berlins indsigt om, at værdier ofte er i modstrid med hinanden frem fra gemmerne. Det er der ingen skam i. Berlins forfatterskab står den dag i dag som et formidabelt forsvar for menneskelivets mangfoldighed – hans pen er rettet imod alle de selvudnævnte hyrder, der vil lede mennesket frem til det forjættende land ved at tvinge det til at leve efter én, universel gyldig formular.

Men det forekommer mig, at Sørensen begiver sig ud på meget dybt vand, når han bruger Berlins tankegods til at opstille en modsætning mellem pluralisme og ytringsfrihed. Kravet må være, at ytringsfrihed, i hvert fald i visse situationer, står i et negativt forhold til pluralisme. Men den modsætning har jeg mere end svært ved at få øje på.

Det er værd at erindre, at Berlins egen kontrast hedder pluralisme og monisme. Monisme er, som ordet siger, forestillingen om, at der findes ét svar på, hvordan det gode samfund skal indrettes. Hvor pluralismes konnotationer er mangfoldighed, der er monismens ensretning.

Det er for det første klart, at ytringsfrihed ikke befinder sig på samme abstraktionsniveau som disse to grundlæggende værdier. For der er tale om en juridisk bestemmelse, en ramme for hvad man kan tillade sig at ytre i tale og på skrift. Den gængse modsætning til ytringsfrihed er en anden juridisk bestemmelse, nemlig censur.

Det problem kan vi selvfølgelig løse ved at bevæge os ned på et lavere abstraktionsniveau. Men aben følger med, for kravet er i denne situation, at ytringsfrihed – i hvert fald i visse konkrete tilfælde – er at betragte som en juridisk tjener for monismen. Igen: det har jeg meget svært ved at se kan være tilfældet.

Hvad siger Sørensen selv. Jo, hans pointe er, at visse ytringer underminerer respekten for andres holdninger og tro – hans definition af pluralisme. Jeg vil starte med at sige, at jeg læser Berlin på en anden måde. Han siger i mine øjne ikke, at man skal have respekt (forstået som agtelse) for andres holdninger. Men man skal ikke undertrykke dem med vold og magt. Man skal kort sagt give plads til andre holdninger og ikke udelukke, at de kan have noget for sig, hvor absurde de end måtte forekomme.

Berlin yndede at bruge Schumpeters berømte passus: “At erkende den relative gyldighed af sine egne overbevisninger, men alligevel uforfærdet stå inde for dem, er det, der adskiller en civiliseret mand fra en barbar”. Og det er netop sagens kerne. Man skal ikke tro på absolutte fordringer, i hvert fald ikke hvad angår menneskelivet. For så har man ret beset givet sig den totalitære tanke i hu.

Men den meget sunde leveregel overtræder man altså ikke ved at ytre sig om noget, andre opfatter som et tabu. Man overtræder først pluralismens tærskel, når man udråber én bestemt social formel, det være sig det klasseløse samfund, profetens uskyldsrene tidsalder, det ny Jerusalem eller et kommende liberalt tusindårsrige, som en absolut sand måde at indrette tilværelsen på, gyldig på tværs af tid og sted (eller gyldig på een bestemt tid og eet bestemt sted for den sags skyld).

Selv hvis vi henholder os til Sørensens noget anderledes – eller i hvert fald meget mere konkrete – definition af pluralisme, kan jeg ikke se, hvad problemet er. Hvis man afbilleder Muhammed, betyder det jo ikke, at man ikke respekterer muslimernes ret til at have deres holdninger og tro. Det betyder bare, at man er uenig i, at det skal være ulovligt af afbillede Profeten. Eller for at bruge den schumpeterske formel: det betyder, at man uforfærdet står inde for sin ytring, men i øvrigt ikke mener at have patent på den – i dette tilfælde – religiøse sandhed (og analogt til dette må straffen for at overtræde billedforbudet i øvrigt udmåles i det hinsidige, ikke i det dennesidige).

Der er i mine øjne meget langt til den, ganske rigtigt afskyelige, holdning om, at man har ret til “at håne, undertrykke og torturere andre på vegne af, at [man] har fundet den eneste rigtige opskrift på sandheden om, hvad frihed er”. Det var det, Lenin, Stalin, Hitler, Mao og Pol Pot gjorde. Man kan argumentere for, at det er det, det iranske præstestyre gør, når de henretter unge for homoseksualitet. Men det er altså ikke det, der er sket i lille Dannevang i denne sag, hvad man så end synes om den. Og bemærk, at alle de anførte regimer samtidig har gjort brug af censur som en juridisk foranstaltning – ikke af ytringsfrihed. Det er ikke noget tilfælde. For hvor censur kommer ridende på frakkeskøderne af monismen, der er ytringsfriheden pluralismens tro væbner. Lyder i hvert fald mit bud på den sag!

Hvordan er danskerne – egentlig?

Af admin, den 20. februar 2006. 7 svar

Som nævnt før er det gode ved JP-balladen, at den viser, hvem der står hvor og for hvad.

Midt i glæden over, at langt hovedparten af danske muslimer opfører sig civiliseret og som gode danske borgere i et velfungerende demokrati, kan man beklage, at nogle danskere bruger anledningen til selvhad.

Det er der ikke noget nyt i. Under Den Kolde Krig kæmpede vi ligeledes med en dødvægt af såkaldte intellektuelle, der langt hellere ville kritisere vores egne små fejl eller tage stilling mod den totalitære trussel. Det var de færreste, som direkte støttede de fjendtlige diktaturer. Langt de fleste led bare af det selvhad, som Karl Popper så levende har beskrevet, og som fremkaldes af frygten for at leve i et åbent samfund, hvor man er tvunget til at tænke selv, og tvunget til at høre og forholde sig til meninger, man ikke bryder sig om. Uanset denne dødvægt vandt vi alligevel, og alt tyder på, at det gør det åbne samfund også i denne omgang.

Dagens kronik i Berlingeren af Hans Jørgen Nielsen indeholder et velgørende opgør med dette selvhad. Han gengiver resultaterne af de seneste undersøgelser af danskernes holdninger til fremmede, og vi har intet at skamme os over. Kun synd at Berlingeren ikke bragte kronikken i går søndag, hvor læserkredsen er større.

Danskerne er tolerante over for fremmede, og vi ønsker dem integreret i vores samfund, så de kan deltage på lige fod med os både i det civile samfund og i det politiske, med samme rettigheder og pligter. Man kan konstatere, at langt de fleste af de danske muslimer har vist sig tilliden værdig.

Kun på et punkt synes danskerne at være, som kritikerne tror: vi er ikke meget for multikulturalisme. Men det er der heller ikke mange andre europæere, der er. I betragtning af undersøgelsernes øvrige resultater, der ikke viser tegn på xenofobi, er det nærliggende, at modviljen mod multikulturalisme ikke skyldes ønsket om en ensretning, men skyldes en bestemt fortolkning af begrebet, nemlig den fortolkning, som selvhaderne har givet det: en værdirelativisme, hvor man f.eks. vægrer sig ved at konfrontere kvindeundertrykkelse og racisme, hvis overgrebene udspiller sig i andre grupper end lyserøde danskere. Med en lille omskrivning fra 1970erne: et eksotisk folk har altid ret.

Nej, det har de ikke nødvendigvis. Og at gøre opmærksom på det, er ikke racisme, men en fortsat kamp for det åbne samfund.

Der var engang fire friheder…

Af Dr.Mephisto, den 20. februar 2006. 1 svar

Der var engang et ideal om fire friheder: Fri bevægelighed for varer, kapital, serviceydelser og personer. De fire friheder var grundlaget for samarbejdet i EF/EU.

Forleden vedtog Europaparlamentet et servicedirektiv, der i princippet skulle åbne markederne for serviceydelser. Egentlig underligt at det var nødvendigt al den stund vi har været medlemmer af EF/EU siden 1972. Men langt om længe blev det til noget.

Det blev bare et meget udvandet direktiv. For eksempel er advokatydelser, audiovisuelle ydelser, private sunhedsydelser og vikarbureauer ikke omfattet.

Staterne – også den danske – har været meget skeptiske. Tænk, hvis man kunne komme til at øge konkurrencen! Selv Anders Fogh Rasmussen var været mere end loren.

I gamle dage var det tanken, at en virksomhed eller borger frit skulle kunne sælge varer og tjenesteydelser i alle EF/EU-lande, hvis de måtte derhjemme. Man kaldte det "oprindelseslandsprincippet" og det var grundlaget for det indre marked.

Men, men, men…

"Som forslaget er nu, kan en polsk udbyder af service operere på polske standarder i Danmark, og så risikerer vi, at den danske serviceudbyder bliver dårligere stillet end polakkerne", sagde Fogh til Politiken den 31. oktober 2005. Han mente, at man helt skulle droppe princippet om, at servicevirksomheder som advokater, frisører og bygningsarbejdere skal kunne operere i andre EU-lande efter deres hjemlands regler.

Storbritannien, Holland og østlandene var de eneste rigtig positive.

Det endte med, at oprindelseslandsprincippet blev fjernet fra det direktiv, som blev vedtaget af Europaparlamentet. I stedet skrev man noget om, at en national lov eller administrativ praksis hverken må være diskriminerende, unødvendig eller ikke-proportional. Det er i øvrigt op til virksomhederne og borgerne at løfte bevisbyrden, så mon ikke alle lande vil holde på, at deres nationale lovgivning er god nok?

Det er pudsigt, at Anders Fogh kan acceptere et direktiv, som i praksis vil lade EF-Domstolen tage stilling til, hvad der holder, og hvad der ikke holder. Han som ellers også har været så kritisk over for den politiserende EF-Domstol.

Retten til at håne

Af Dr.Mephisto, den 20. februar 2006. 2 svar

Amerikanske aviser har generelt været tilbageholdende med at vise Jyllands-Postens karikaturer af Muhammed.

Og blandt "cartoonists" har der været delte meninger – såvel om JP's handlinger og om de danske tegneres rettigheder. Nogle af de amerikanske cartoonists har kritiseret JP-tegnerne for alene at være lavt betalte "illustratorer" – ikke rigtige politiske tegnere!

Nu går Art Spielgelman – amerikanske tegneseriers grand old man på banen. Spiegelman er blandt andet kendt for "Maus", der skildrede holocaust. Spiegelman forsvarer de danske tegnere i et interview med The Nation.

SPIEGELMAN: There has to be a right to insult. You can't always have polite discourse. Where I've had to do my soul-searching is articulating how I feel about the anti-Semitic cartoons that keep coming out of government-supported newspapers in Syria and beyond. And, basically, I am insulted. But so what? These visual insults are the symptom of the problem rather than the cause.

In 1897 politicians in New York State tried to make it a major offense to publish unflattering caricatures of politicians. They were part of a Tweed-like machine who didn't like insulting drawings published of themselves, so they spent months trying to get a bill passed and to make it punishable by a $1,000 fine and up to a year in prison.

What happened?

SPIEGELMAN: It got killed. We have this thing called the First Amendment that was in better shape, maybe, then than now.

Set udefra

Af admin, den 10. februar 2006. 11 svar

Midt i balladen er det nyttigt at læse udenlandske medier for at få et billede af situationen set ude fra.

Her til morgen faldt jeg over dette referat fra New York Times af statsministerens seneste tale.

Mange læsere af denne blog vil sikkert være uenige, men for mig er den slags taler med til at give ekstra tålmodighed med en regering, som på andre langt mere trivielle punkter synes at savne mod og visioner.

Balladen har været nyttig. Den har vist, hvor folk står. Den har lært os nok engang, hvor forkert det er at fordømme folk under henvisning til fællesnævnere som danskere eller muslimer. Ethvert menneske er et individ og bør bedømmes for sine egne handlinger.

For mig at se har sagen fastslået, at ytringsfriheden har grænser, at disse grænser fastsættes af domstolene, at disse grænser bør være vide, og at domstolene ved fastsættelsen af disse grænser skal vise samme respekt for islam som for kristendommen, hverken mere eller mindre.

Lad os så komme videre.

Fjodor Dostojevskij og reaktionens faldgrube

Af Jørgen Møller, den 9. februar 2006. 1 svar

Fra tid til anden er det lærerigt at se verden gennem litteraturen. I dag – den 9. februar – udgør en passende anledning. På denne dato for 125 år siden afgik Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij ved døden. Han er altid et besøg værd. Men han er i særdeleshed et besøg værd for en tid, der søger at finde en sikker sejlrende gennem religiøst oprørte vande. Dostojevskij pløjede disse vande tynde sit liv og sit forfatterskab, og man bliver klogere på menneskelivet ved at tage på strejftog i hans univers. Den store forfatter fortæller, uden omsvøb, sit publikum, at mennesket er i sine lidenskabers vold – og at fornuften sjældent kan byde følelserne trods. Mennesket har brug for at være bundet, moralsk set. Kun sådan kan dets fordærvelse holdes i ave, lyder hans budskab. Det er bestemt værd at lytte til. Men lige så uovertrufne, hans kritiske tanker er, lige så hult klinger hans alternativ. Dostojevskij var – sin blændende forståelse for menneskets begrænsninger til trods – et barn af Ruslands store ‘messianske’ tradition. Han var opflasket med troen på et kommende Utopia, og den dåbsgave kastede han aldrig på flammerne.

‘Dostojevskij’. Ordet har en dyster klang. Det fremmaner et billede af noget mørkt, noget ildevarslende. Årsagen skal ikke blot findes i det fonetiske. For eftertiden står Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij som selve legemliggørelsen af den ‘byzantinske’ virkelighedsopfattelse. I Dostojevskijs univers hersker sammensværgelserne, dunkle rænkesmede lader tilværelsens fjedre snurre mellem deres fingre, og de få af sjælen og hjertet rene kan intet stille op imod overflødighedshornet af mesalliancer, menedere og maskepier.

Men Dostojevskij har også et andet ansigt. Naturen havde forlenet ham med en nærmest uhyggelig indsigt i det menneskelige sind. I sine store romaner tager han temperaturen på de indre lidenskaber – på frygt, afmagt, foragt og fortabelse – som ingen anden, før eller siden. Mennesket er af natur uforudsigeligt, irrationelt, uansvarligt og lunefuldt, fortæller han os.

Den menneskeopfattelse førte ham ad åre frem til et voldsomt angreb på de franske oplysningsfilosoffer, og deres liberale og socialistiske afkoms, fornuftsdyrkelse. I det, der givetvis er forfatterskabets mest berømte kapitler, beretningen om Den Store Inkvisitor i Brødrene Karamazov, leverer Dostojevskij et imponerende forsvar for hiin enkelte – en advarsel imod alle de selvoptagne politikere, der, ganske som Den Store Inkvisitor, bruger deres liv på at tvinge andre til at leve på en bestemt måde. I den lille historie, der bliver fortalt af Ivan Karamazov, vender Jesus for en stund tilbage til Jorden, eller nærmere bestemt til Inkvisitionens Sevilla. Ingen, heller ikke Inkvisitoren, er i tvivl om, at dette er Menneskesønnen. Men netop derfor bliver han prompte pågrebet. Inkvisitoren skoser ham for at have ledet mennesket på afveje, at have opfordret det til at leve af tro og menneskekærlighed alene. Mennesket har brug for at blive dirigeret af de vidende på alle kanter og leder, ikke selv at finde vejen frem, får Jesus læst og påskrevet.

Det er ikke tilfældigt, at Dostojevskij bruger en religiøs allegori til at illustrere sin pointe. Hans advarsel imod fornuftsdyrkelsen hænger intimt sammen med hans kristne trosbekendelse. Kun gudstroen kan løse alle de problemer, der ligger uden for fornuftens anvendelsesområde. Det er netop det, de franske oplysningsfilosoffer og deres socialistiske arvtagere aldrig forstod, forkynder Dostojevskij igen og igen, både i sine romaner og i sine journalistiske skriblerier. I Brødrene Karamazov fortæller selveste Djævlen Ivan Karmazov, hvorfor ateisten er hans naturlige allierede:

“I denne betydning er ‘alt tilladt’ for ham. Og ikke nok med det; selv om denne periode aldrig indtræder, så har det nye menneske, da Gud og udødeligheden alligevel ikke eksisterer, lov til at opkaste sig til menneskegud – om så bare den eneste i hele verden – og har da naturligvis i sin nye rang lov til med let hjerte at springe over enhver tidligere moralsk forhindring stammende fra det tidligere slavemenneske, om det skulle blive nødvendigt. For Gud eksisterer ingen lov! Hvor der kommer en Gud – der er pladsen Guds!”.

Djævlen sætter her ord på den overmenneskelære, Nietzsche næsten samtidig gjorde berømt i Vesteuropa. Gud er død, lyder budskabet, og dermed står alle hidtidige sandheder og værdier for fald. Samfundsmoralen – der udspringer af den kristne etik, slaveetikken – har ganske og aldeles mistet sin gyldighed. Intet er sand, alt er tilladt, som himmelstormeren Nietzsche formulerer det.

Nietzsche lovpriser denne udvikling, og han ønsker at se det nye ‘overmenneske’ afløse det kristne ‘slavemenneske’. Dostojevskij er helt enig i diagnosen, men han finder resultatet skræmmende ud over alle grænser. Vor russiske ven afviser ligeså de liberales tro på, at det fornuftstro menneske skulle kunne udfylde sig i Guds tomme trone. At dyrke en idé – det væres sig herremoralen eller fornuften – er for ham at tilbede djævlen.

Dostojevskijs kritik af forestillingen om, at den menneskelige fornuft kan gøre os i stand til at skabe et perfekt samfund er al ære værd. Tænk blot på den række af udskejelser, der i det 20. århundrede blev retfærdiggjort i den ‘videnskabelige socialismes’ navn – på Lenins, Stalins, Maos og Pol Pots forsøg på at skabe et nyt menneske, et homo novus. Men Dostojevskijs reaktion bragte ham langt ud på overdrevet. Efter at have forkastet sin ungdoms radikalisme – der blandt andet førte til en periode i sibirisk fangenskab og efterfølgende eksil – valgte han at omfavne en sværmerisk modpol.

Den ældre Fjodor Mikhajlovitj sprang med tiden ud som fuldblods utopiker. Den slaviske – eller ortodokse – idé var, hvad han havde at tilbyde sine tørstende disciple. Rusland skulle lære Europa næstekærlighed og derved berede vejen for et kommende kristent tusindårsrige, lyder det igen og igen i En forfatters dagbog, hans store journalistiske kommentar til egen samtid. Og Dostojevskij deltog ikke bare i dansen om Utopia, hans Utopia havde en meget følelig natside.

“Idoliseringen af krig, ævlet om et stort folks skæbne, den store territoriale appetit akkompagneret af fredselskende budskaber og frem for alt den opstemte, hysteriske og nogle gange modsætningsfyldte skrivestil – alle disse kendetegn placerer En forfatter dagbog i kategori med Hitlers Mein Kampf.”

Ordene stammer fra Ronald Hingleys Dostojevskij-biografi, og der er noget om snakken. Fjodor Mikhajlovitjs budskab om et kommende universelt broderskab ytrede sig igen og igen på en meget grim måde. Den venlige udlægning af teksten lyder, at Dostojevskij ikke så nogen modsætning mellem at ophidse til krig og forlange territoriale udvidelser på den ene side og forkynde det kristne kærlighedsbudskab og menneskelig ydmyghed på den anden side. For de kristne værdier kunne kun komme til ære og værdighed, når Rusland stod alene tilbage på valen.

Der er næppe tvivl om, at Dostojevksij så sådan på sagen. Men det gør ikke hans svadaer mindre modbydelige, og det er ikke en formildende omstændighed. Det er tværtimod et soleklart eksempel på, at en sværmen for absolutte sociale sandheder, i dette tilfælde et kristent tusindårsrige, må føre til noget meget grimt, hvor ‘næstekærlig’ hensigten end måtte være.

Dostojevskijs opfordring til krig imod tyrkerne i 1870erne er således præget af absurde løgne, fordrejninger af halve sandheder og generel galmandssnak. Rusland kan ikke længere lægge bånd på sin “Drang nach Osten” uden at forråde sig selv, lyder det igen og igen i Dagbogen. Ved en anden lejlighed er det jøderne, Dostojevskij lader sin galde gå ud over. Ruslands tre millioner jøder er nedrige blodsugere, parasitter der
lever på deres værts bek
ostning. Ved første øjekast er de fleste af dem nok fattige og isolerede. Men i virkeligheden indgår de, alle til hobe, i én og samme verdensomspændende sammensværgelse.

Dostojevskijs store alternativ til fornuftsdyrkelsen – den kristne fordring – indeholder altså en betydelig natside, når den bliver overført fra den abstrakte til den konkrete sfære. De praktiske anbefalinger har karakter af ren russisk chauvinisme og xenofobi. Dostojevskij forvandler, i en højere idés navn, det kristne næstekærligheds budskab til en opfordring til krig og ødelæggelse; han forvandler noget meget smukt til noget meget grimt. Hvor efterlader det os?

Aben er stadig hos os, vil jeg sige. For nok kan vi afvise Dostojevskijs alternativ, men det gør selvsagt ikke hans tanker om det nødvendige i den moralske binding og hans fornuftskritik mindre væsentlig. Lad os tage dem efter tur.

Hvis Gud er død, er alt så ikke tilladt? Hvad sørger for, at mennesket ikke sætter kurs imod stjernerne, når den religiøse bundethed er kastet overbord? Ved første øjekast har Dostojevskij en stærk sag. Men vor russiske ven begår sin idelige fejl. Han fører tanken til en ekstrem konklusion, som den ikke kan bære. Det er simpelthen forkert, at det eneste, der binder os, er den religiøse fordring. Vi bliver – som venner, familiemedlemmer, kolleger og landsmænd – bundet af vores egen empati. Selv hvis vi ikke føler os ansvarlige egne handlinger, så føler vi os som regel ansvarlige for vore nærmestes ve og vel. Og sådan er det, uanset om vi er ateister eller gudfrygtige.

Anderledes med fornuftsdyrkelsen. Her har Dostojevskij helt klart fat i den lange ende. Knap halvandet århundrede efter han skrev, er det svært ikke at blive slået af den forudseenhed, men hvilken han diagnosticerer ‘hyperrationalismens’ elendighed. Det kan ikke gentages for ofte: ønsket om med fornuften som vejviser at skabe et perfekt samfund er den sikre vej til trældom. Ja, vi kan – med Rusland under Lenin og Stalin som eksempel – gå et skridt videre end det. Den overdrevne fornuftsdyrkelse er en opskrift på at nedsænke mennesket til helvedes lavere cirkler.

Den store russiske forfatter lagde kort sagt pen til samtidens klareste undsigelse af de kræfter, der i 1917 skulle føre Rusland i afgrunden. Han forudså, og han advarede imod, den kommende russiske tragedie. Men – og det er det forstemmende ved beretningen – han pustede samtidig til ilden. Hans alternativ var skåret over samme ham, som det han kæmpede imod. Hans sværmeriske evangelium styrkede blot den store utopiske tanke, der samlede kræfter i Rusland i hine tider: til stor fortræd for de kommende generationer af russere.

Så selv om Dostojevskij bestemt en læsning værd, i dag såvel som i slutningen af 1800-tallet, så behøver vi ikke at købe hele pakken. Vi behøver ikke – som Dostojevskij – at vade lige lukt i reaktionens faldgrube. Eller for at sige det på en anden måde: at give plads til religion er en sund øvelse, også i et moderne samfund, men at udlede absolutte (og dermed kollektivt bindende) politiske eller sociale retningslinier fra det religiøse tankegods er noget, vi bør advare imod. Det er værd at erindre lige for tiden.

De liberale slår til igen …

Af Redaktionen, den 8. februar 2006. 16 svar

Punditokraterne vil fra og med denne post indlede en on/off tilbagevendende serie af dokumentatiske indslag med den sigende titel “De Liberale Slår Til Igen …”.

Formålet er–“for the record”–at notere offentligt alle de eksempler, der måtte forekomme, hvor selverklærede liberale gør det stik modsatte af, hvad man skulle forvente, at et hensyn til personlig og økonomisk frihed, retssamfund og markedsøkonomi, o.s.v., skulle diktere–alle de eksempler på stillingtagen, der forsøger at fjerne ansvar fra individuelle borgere, markedsinstitutioner og civilsamfundets organisationer. Vi håber, at serien bliver kort, men vi må nok erkende, at der er empirisk belæg for at forvente, at den bliver uendelig.

Vi lægger hårdt ud med dagens fine lille historie om, Venstres sundhedsordfører Jørgen Winther, som sammen med partiets ideologiske fanebærer, næstformand og indenrigs-og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, har konkluderet, at den rette liberale politik er at forbyde rygning i alle offentlige rum:

“Venstres folketingsgruppe vil forbyde rygning på restauranter, caféer, butikscentre, banegårde og i lufthavne og idrætshaller. Samtidig vil partiet indrette hermetisk aflukkede rygerum, hvor der ikke må serveres mad eller fødevarer. … – Nu er der solid dokumentation for, at passiv rygning virkelig er farligt for helbredet. Nu er Venstre ved at være klar til at indføre dette, siger Jørgen Winther.”

Et totalforbud er det måske ikke helt. Endnu. Men næsten. Og det er dog en begyndelse. Og med en ekstra indsats skal det nok lykkes. Punditokraterne ønsker Jørgen Winther og Lars Løkke Rasmussen held og lykke med det videre arbejde–der er jo endnu nok at tage fat på, hvis danskerne skal forhindres i at gøre noget som helst, der kan skade dem selv.

Frihed og så … de dersens tegninger, I ved … III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. februar 2006. 4 svar

Jeg kom lige i tanke om denne, nu sørgeligt aktuelle, klumme, som jeg havde i Berlingske Tidende for kun lidt mere end et år siden.

Ja!

Berlingske Tidende 4. december 2004, 2 sektion, magasin, side 19

Bør ytringsfriheden være absolut og ukrænkelig? Svaret er kort, enkelt og principielt.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, kommentator, ph.d.

Imam Abu Laban spurgte for to uger siden retorisk sin menighed og journalisterne i moskeen, om det virkeligt kan være sådan i Danmark, at man har ret til at fornærme mennesker ved at tale grimt om ting, de tror på?

Ja. Så enkelt, og netop i Grundtvigs fædreland kan det i disse dage – i mere end én forstand – være værd at holde sig for øje, at frihed er en ret for såvel Loke som Tor. Altså både for de »pæne« og for de »grimme«.

Men, siger nogen, vi har jo allerede begrænsninger af ytringsfriheden: Der er forbud mod blasfemi, racisme, bagvaskelse, injurier o.l. Det er sandt, men at der allerede eksisterer begrænsninger af ytringsfriheden, er jo ikke et argument for yderligere begrænsninger. At mange lande forbyder narkotika betyder jo heller ikke, at alt, som mennesker kan skade sig selv med, skal forbydes. Om noget burde inkonsekvens komme friheden til gunst.

Men hvad så nu, når f.eks. troende muslimer pointerer, at de føler sig stødt? Det er bare ikke nok, for alt kan være stødende og sårende. Jeg bliver i dårligt humør, når jeg udsættes for en Rainer Werner Fassbinder-film. Jeg mener, at Klaus Rifbjerg og Carsten Jensen ofte er urimeligt grove i deres verbale behandling af folk, der tør mene noget andet. Jeg får det næsten fysisk dårligt af tolvtonemusik. Jeg mener, at astrologi, numerologi og de fleste TV2-programmer er en fornærmelse mod folks intelligens.

Men hvilket samfund ville vi have, hvis man skulle forbyde alle ytringer, der ville kunne fornærme, støde eller på anden vis genere mennesker? Så skal man have lov til at sige selv ting, der kan gøre andre mennesker gale, kede af det, sårede osv.? Ja. Det er en af de grundpiller, som den vestlige, liberal-demokratiske tradition hviler på.

Skal en ikke-muslim have ret til at citere Koranen og fortælle vitser om profeten? Ja. Har vi andre ret til at sige, at vi synes, at han skal lade være, hvis formålet er at genere troende? Ja.

Skal Andres Serrano have ret til at nedsænke et krucifiks i urin og blod, kalde det kunst, betegne det »Piss Christ« og udstille det på et museum? Ja. Har vi andre ret til at udtrykke vores forargelse og lade være med at gå ind på dét museum igen? Ja.

Men hvad med respekten for autoriteterne? Imam Laban spurgte, om det f.eks. er i orden at gøre grin med dronningen. Ja. Ikke fordi det er anstændigt at håne mennesker, der ikke kan tillade sig at svare igen, men fordi retten til at kritisere autoriteter uden at skulle bede om lov er noget, millioner er døde for.

Skal kiosker have lov til at sælge porno? Og skal feministerne, der småsurt harcelerer for »pornofrit miljø«, have samme ytringsfrihed som de kioskejere, som de vil forbyde at sælge blade? Ja. Ingen har tvungent feministerne til at handle i kiosken, men skal de også have ret til at lade være med at gøre det og opfordre andre til at gøre det samme? Ja.

Skal virksomheder have lov til at anvende nøgne kvinde- eller mandekroppe og alt muligt andet som reklameblikfang, bare for at sælge et produkt? Ja. Kan forbrugerombudsmanden og alle andre så se den anden vej og lade være med at købe varen? Ja.

Ytringsfrihed er ikke, at alle altid og hvor som helst og når som helst kan sige alt, uden konsekvenser. Ingen mennesker har et krav på, at andre mennesker skal lytte til dem eller skal tage sig tid til dem eller skal sørge for, at de kan ytre sig på enhver måde. Har jeg til et middagsselskab fortalt værten, at han er en idiot, må han så godt smide mig ud af sit hjem? Ja. Har debatredaktøren på Berlingske (eller ethvert andet medie) ret til at nægte at videreformidle hver eneste tanke, der måtte falde mig ind? Ja.

Men alle mennesker har et fundamentalt krav på ikke at blive censureret, fængslet, eller skudt, få halsen skåret over og en kniv plantet i brystet, blot fordi nogen ikke kan lide, hvad de siger. Som et britisk børnerim siger: »Stokke og sten kan brække mine ben, men ord kan aldrig skade mig«.

Nogle spørgsmål er komplicerede, men har enkle svar. Ytringsfrihed er et af dem.

Hjemløse liberale

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. januar 2006. Skriv et svar

David Boaz, høj-aktiv Executive Vice President for tænketanken Cato Institute, havde tirsdag en kommentar i Wall Street Journal om, hvordan det p.t. er lidt som at være “hjemløs” (eller “forældreløs”, som han faktisk skrev), hvis man er klassisk liberal (libertarian) i dagens USA:

Libertarian Orphans

The Gallup Poll’s annual survey on government found that 27% of Americans are conservative; 24% are liberal, up sharply because the poll was taken after Katrina, which boosted support for the proposition that “government should do more to solve our country’s problems.” Gallup also found — this year as in others — that 20% are neither liberal nor conservative but libertarian, opposing the use of government either to “promote traditional values” or to “do too many things that should be left to individuals and businesses.” Another 20% are “populist” (supporting government action in both areas), with 10% undefined. Libertarian support, spread across demographic groups, is strongest among well-educated voters.

So where are the libertarians in politics and the media? Since the Clinton impeachment and the Florida recount, there’s been a polarization: Congressmen and TV pundits define themselves as red/blue, pro-/anti-Bush, partisan Democrat/Republican, and take rigid liberal/conservative positions on Iraq, tax cuts, Social Security reform, gay marriage, abortion. But polls tell us that Americans aren’t quite so partisan.

With big-government conservatives spending money like Imelda Marcos in a shoe store, and big-government liberals supporting the Patriot Act, even pro-government populists are represented in D.C. It’s the libertarian voters who are orphans. Democrats stand like a wall against tax cuts and Social Security privatization. Republicans want to ban abortion, gay marriage and “Happy Holidays.” It’s not just Congress — in Virginia’s recent elections, all the Democrats were tax-hikers and all the Republicans were religious rightists. What’s a libertarian to do?

The worst aspect of all this is the oracles who appear on TV. You’d think they’d be thoughtful, independent. Yet they’re as partisan as the pols. The typical cable show brings viewers two guests, a liberal and a conservative. You can count on conservative writers to defend everything President Bush does, and on liberal editors to denounce the GOP — no matter what.

Of course, it could be that most Americans are, in fact, liberals and conservatives. Maybe Gallup is wrong, every year. But the exit polls on election day 2004 offer some confirmation. According to those polls, 17 million voted for John Kerry but did not think the government should do more to solve the country’s problems. And 28 million Bush voters support either gay marriage or civil unions. That’s 45 million who don’t fit the polarized model. They seem to have broadly libertarian attitudes. In fact, it’s no secret that libertarian voters make up a chunk of America. But you’d never know it from watching TV — or listening to our elected politicians.

Y’all know the feelin’?

Frihed og så … de dersens tegninger, I ved …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. januar 2006. 11 svar

Jeg har indtil videre stort set afholdt mig fra at kommentere hele den dag for dag stadigt mere bizarre historie om Jyllands-Posten og … de dersens tegninger, I ved. Ikke fordi lysten har manglet, men nok dels fordi hvis jeg vitterligt havde skrevet, hvad jeg havde på hjerte i den sag, så ville jeg let komme til at lyde som én, jeg egentlig ikke ville lyde som … Så er jeg en forskræmt intellektuel? Måske.

Så er det godt, at der er andre, der kan og vil. Én af dem er min tidligere kollega fra Statskundskab på Aarhus Universitet, professor Mehdi Mozzafari, som er specialist i politiske forhold i Mellemøsten, et ualmindeligt sympatisk menneske og så en af den type forskere, der faktisk bruges for lidt af medierne i.f.t. vedkommendes evner. (Ingen andre nævnt eller glemt.) Mozzafari, der selv personligt har oplevet radikale islamister up-close-and-personal, havde forleden et–synes jeg–virkeligt godt læserbrev i Berlingske, og selvom jeg tvivler noget på, at han er en læser af denne blog, håber jeg, at han vil synes, at det er acceptabelt, at jeg citerer in extenso:

“De mennesker, der har skuffet mig mest i denne polemik, er hverken Islamisk Trossamfund eller den nervøse Arla- direktion. Det er de tavse danske intellektuelle. Nogle få har reageret, men med en kritik af detaljer i regeringens håndtering af sagen. Det er bare slet ikke dér, den virkelige udfordring ligger. Om statsministeren havde accepteret et møde med 11 ambassadører eller ej, det havde ikke ændret noget i forhold til sagens kerne. Vi har at gøre med organisationer, hvis mål ligger langt ud over at opnå en undskyldning. Tegningerne i Jyllands-Posten er kun en etape, et påskud blandt mange andre mulige til at teste et europæisk demokratis modstandskraft over for despoter og religiøs censur. Det eneste, vi ville få ud af at bakke ud nu, er at opmuntre nye krav fra mennesker, der ønsker at forvanske demokratiets spilleregler. Og det er ikke kun danskerne, som vil være ofre, hvis man giver efter, men også danske virksomheders kunder i den muslimske verden. Hvordan kan det være, at danske virksomheder i dag kan tilbyde saudi-araberne de bedste produkter til den bedste pris? Fordi danskerne engang gjorde op med de eksisterende autoriteter, afskaffede feudalsamfundet, stiftede andelsbevægelser og opmuntrede den frie forskning. Den slags fremskridt kan man kun gennemføre, hvis man har absolut frihed til at forholde sig kritisk, eventuelt ironisk, til de eksisterende politiske og religiøse autoriteter. Hvis saudi-araberne vil have en fremtid, når olien engang slipper op, så må de lære af den danske tradition for at sætte spørgsmålstegn ved autoriteterne. I deres blindhed anstrenger de sig i stedet for at svække det fundament, som har gjort det muligt at udvikle det frie danske samfund, og altså også udvikle produkter til glæde for den muslimske forbruger. Ytringsfriheden hører til blandt de værdier, som er usynlige, men som er forudsætningen for at kunne udvikle de synlige materielle værdier. Danskerne vil bære den første pind til deres egen økonomiske ligkiste, hvis de begynder at sælge ud af de usynlige værdier, som er med til at sikre, at de kan klare sig så flot på det internationale marked.

Jeg har selv i Iran prøvet, hvad det vil sige at leve i et samfund uden ytringsfrihed. Og jeg har fra mit tilflugtssted i Danmark observeret, hvordan præstestyret har kørt den iranske økonomi i sænk, selv om landet bugner med rigdomme. Jeg er ikke tvivl om, at sagen om Muhammed-tegningerne kun er en etape ud af mange. Derfor kan vi lige så godt reagere fremsynet med det samme og signalere klart, at man ikke gennem økonomiske sanktioner kan gennemtvinge religiøst betingede begrænsninger af ytringsfriheden. Muslimske borgere her i landet kan være med til at bløde fronterne op over for den muslimske verden og forklare, hvorfor ytringsfrihed er et vigtigt element, når man skal sikre et samfunds velstand.”

Store stygge kapitalfonde

Af Dr.Mephisto, den 23. januar 2006. 2 svar

Dagens ret er velrenommerede danske virksomheder. Den store stygge ulv er de udenlandske kapitalfonde. Den gode gamle statsvirksomhed TDC er ved at blive opslugt – og snart kommer turen til Tietgens gode gamle GN store nord og landbrugsklenodiet Danisco.

Nyrup og Bendtsen råber vagt i gevær.

Men hvorfor egentlig? Kapitalfondene gør blot, hvad enhver aktionær kan gøre: De køber aktier noteret på Københavns Fondsbørs.

Er der tale om en markedsfejl? Nej – tværtimod. En række af de udsatte virksomheder har helt bevidst fjernet de "overtagelsesværn", som de tidligere opererede med. Således fjernede TDC's generalforsamling i 2005 den begrænsning, som gjorde, at ingen andre end Ameritech – senere SBC Communications – kunne eje mere end 9,5 procent af selskabets aktier.

TDC har således gjort sin aktie mere interessant.

Andre virksomheder bevarer deres ejerlofter, stemmeretsbegrænsninger, og A/B aktier. Det er alt sammen ordninger, som har til formål at regulere ejerskabet i virksomheden. Enten med det formål at "sprede magten" som f.eks. når Jyske Bank opererer med stemmeretsbegrænsninger. Eller med det formål at samle magten hos en dominerende aktionær som f.eks. når APM eller Novo opererer med A/B-aktier, hvor A-aktierne på forhånd sidder på flertallet af stemmerne.

Nogle mener, at virksomhederne skal forbydes at operere med vedtægter, som på den måde tildeler nogle aktionærer mere eller mindre magt. Det gælder sjovt nok Nyrups partifæller i Socialdemokratiet!

Men hvorfor balnde sig i, hvordan virksomhederne og deres ejere har indrettet sig? Det er vel deres eget problem!

Nogle mener, at der er store fordele for aktionærerne ved, at alle aktier står lige, og uden videre kan opkøbes. Andre mener, at der er store fordele ved, at én enkelt dominerende aktionær (A-aktionæren) varetager det kollektive gode at holde øje med om de ansatte direktører nu også arbejder for ejerne og ikke for sig selv. Igen andre mener, at det er vigtigt, at virksomheder er svære at overtage, så de kan lægge en langsigtet strategi.

Den store fordel ved det danske marked er, at der er konkurrence mellem ejerskabsformerne. Vi kan til enhver tid vælge, om vi vil købe aktier i et "åbent" selskab som f.eks. GN store nord eller et "lukket" som Jyske Bank.

Politikerne har bare at holde sig væk. Og hvis endelig kritikerne af kapitalfondene ønsker politisk handling, kunne de jo bare ændre lovgivningen, så der var flere ejerskabsformer at vælge imellem. I dag er det f.eks. forbudt at udstede stemmeløse aktier (eneste virksomhed med den slags er erhvervsklenodiet over dem alle: APM).

Borgerlig-liberal optimisme vs. kultur-konservativ pessimisme

Af Jacob Mchangama, den 5. januar 2006. 27 svar

Mark Steyns pessimistiske artikel som den ansvarshavende Punditokrat Kurrild-Klitgaard refererede synes jeg fortjener et modspil.

I en række amerikanske konservative aviser har man på det seneste kunne læse artikler, der har et langt mere positivt og ikke mindst konstruktivt syn på kampen om muslimers sjæl, som Mark Steyn og andre kultur konservative mener er tabt på forhånd.

I tirsdags Opinion Journal havde Michael Totten en artikel, hvori han fremhæver Libanon som en oase i Mellemøsten og en rollemodel for de øvrige stater i regionen:

Lebanon, though, is an inspiration already–despite the assassinations and the car bombs that have shaken the country since February. I have an apartment in Beirut, and I recently travelled to Cairo. Arriving back here was like returning to the U.S. from Mexico. Almost everyone I met in Egypt–from taxi drivers all the way up to the elite–was profoundly envious when I said I live in Beirut. “It is a free and open city,” I told them, but they knew that already. Many Americans and Europeans still think of Beirut as a hollowed-out, mortar-shattered necropolis where visitors are well-advised to bring a flak jacket. Egyptians, though–at least the ones I talked to during my stay–know the truth.
Beirut is where the taboos in the region–against alcohol, dating, sex, scandalous clothing, homosexuality, body modification, free speech and dissident politics–break down. Its culture is liberal and tolerant, even anarchic and libertarian. The state barely exists. The city’s pleasures are physical and decadent. Beirut is where American and European tourists used to go to loosen up, gamble, drink booze and pick up women–and that was in the 1950s. Today it is where Saudis and other Gulf Arabs like to vacation because they can do, think, wear, and say whatever they want.
Last month the Economist Intelligence Unit’s Index of Political Freedom ranked Lebanon the freest Arab country, followed by Morocco. Iraq came in third. (Libya brought up the rear, below even Syria and Saudi Arabia.) Lebanon’s Cedar Revolution peacefully ousted the Syrian military, which had ruled the country as a raw imperial power since the end of the civil war in 1990. Free and orderly elections promptly followed. If Iraq becomes a success in the end, it won’t be the first Arab democracy. It will be the second.

[…]From a distance Lebanon may look like a typical Middle East country racked with the usual chaos, but it isn’t. What makes this place unique is that the Lebanese political system is nearly incapable of producing dictatorship. The three main sects in this country–Christian, Sunni, and Shiite–do not share the same political ideals and values. They do, however, share power, since every group here is a minority. By tradition, the president is always a Christian, the prime minister a Sunni, and the speaker of Parliament a Shiite. Parliament decides who fills the top three government posts, and members of Parliament are elected by the people of Lebanon. Each sect’s parliamentary bloc keeps the others in check. The result is a weak state and a de facto near-libertarianism. Syria and Iraq, which also are composed of rival ethnic-religious sects, may do well under a similar system.
Even so, Lebanon inspires Egyptians in ways that Iraq doesn’t and perhaps can’t. Iraqi freedom is being born in blood, fire and mayhem. Sometimes that’s what it takes. America’s freedom didn’t come peacefully, and neither did Western Europe’s. But because Iraqi freedom is seen as violently imposed from the outside, a huge number of Egyptians, along with plenty of other Arabs in the neighboring states in the region, dismiss it as an imperial sham.
No one thinks Lebanese freedom is a sham. This country would not be even a ramshackle sort-of democracy if the people who live here had not demanded that much for themselves. The March 14 revolt, in which almost one in three Lebanese demonstrated in Martyr’s Square for freedom and independence, reverberated powerfully throughout the Middle East. Iraq still makes most Arabs shudder. Lebanon, though, is genuinely inspiring.

[…]Oppressed Arabs need an inspiring country of their own that they can look up to. And right now, they have one. Lebanon is not just a country with an elected government. It seduces the region with its culture as well.
Beirut has more in common with raucous freewheeling precommunist Hong Kong than with drab Amman, Damascus and Cairo. The nightclubs, the shopping, the restaurants, the bookstores, the intellectual cafés–these things are all world-class in Beirut. The sight of Lebanon’s famously beautiful unveiled Arab women makes a lasting impression on men who travel here from neighboring countries.
Freedom means more than just relieving the boot from your neck. Freedom also means fun and the pursuit of happiness. That’s why so many Arabs come here on holiday, and why so many would rather live here. Never forget: demand for Levi’s and rock ‘n’ roll did as much to bring down the Soviet Union as the yearning for Western-style democracy did.
Lebanon is a special place, and the U.S. should treat it accordingly. It is already what we hope Iraq someday will be.

I sidste fredags Opinion Journal havde den tidligere indonesiske præsident Abdurrahman Wahid et indlæg, der anerkender, omfanget og alvorligheden af den internationale islamistiske terrorisme og peger på, at løsningen i høj grad ligger hos muslimer selv:

News organizations report that Osama bin Laden has obtained a religious edict from a misguided Saudi cleric, justifying the use of nuclear weapons against America and the infliction of mass casualties. It requires great emotional strength to confront the potential ramifications of this fact. Yet can anyone doubt that those who joyfully incinerate the occupants of office buildings, commuter trains, hotels and nightclubs would leap at the chance to magnify their damage a thousandfold?
Imagine the impact of a single nuclear bomb detonated in New York, London, Paris, Sydney or L.A.! What about two or three? The entire edifice of modern civilization is built on economic and technological foundations that terrorists hope to collapse with nuclear attacks like so many fishing huts in the wake of a tsunami.

[…]It is time for people of good will from every faith and nation to recognize that a terrible danger threatens humanity. We cannot afford to continue “business as usual” in the face of this existential threat. Rather, we must set aside our international and partisan bickering, and join to confront the danger that lies before us.

[..]The armed ghazis (Islamic warriors) raiding from New York to Jakarta, Istanbul, Baghdad, London and Madrid are only the tip of the iceberg, forerunners of a vast and growing population that shares their radical views and ultimate objectives.
[…]These strengths not only are assets in the struggle with religious extremism, but in their mirror form they point to the weakness at the heart of fundamentalist ideology. They are:
1) Human dignity, which demands freedom of conscience and rejects the forced imposition of religious views; 2) the ability to mobilize immense resources to bring to bear on this problem, once it is identified and a global commitment is made to solve it; 3) the ability to leverage resources by supporting individuals and organizations that truly embrace a peaceful and tolerant Islam; 4) nearly 1,400 years of Islamic traditions and spirituality, which are inimical to fundamentalist ideology; 5) appeals to local a
nd national–as well as Is
lamic–culture/traditions/pride; 6) the power of the feminine spirit, and the fact that half of humanity consists of women, who have an inherent stake in the outcome of this struggle; 7) traditional and Sufi leadership and masses, who are not yet radicalized (strong numeric advantage: 85% to 90% of the world’s 1.3 billion Muslims); 8) the ability to harness networks of Islamic schools to propagate a peaceful and tolerant Islam; 9) the natural tendency of like-minded people to work together when alerted to a common danger; 10) the ability to form a global network of like-minded individuals, organizations and opinion leaders to promote moderate and progressive ideas throughout the Muslim world; 11) the existence of a counterideology, in the form of traditional, Sufi and modern Islamic teachings, and the ability to translate such works into key languages; 12) the benefits of modernity, for all its flaws, and the widespread appeal of popular culture; 13) the ability to cross national and cultural borders in the name of religion; 14) Internet communications, to disseminate progressive views–linking and inspiring like-minded individuals and organizations throughout the world; 15) the nation-state; and 16) the universal human desire for freedom, justice and a better life for oneself and loved ones.

Indlæggene følger en række andre indlæg bragt i bl.a. National Review og Weekly Standard, der giver et noget mere perspektivrigt syn end den sort/hvide version som kultur-konservative a la Mark Steyn forfalder til. Det er endvidere kendetegnende for artiklerne, at de anser frihed som helt centralt for kampen mod fundamentalismen. Artiklerne artikulerer en tro på, at (vestlige) frihedsidealer er den fundamentalistiske islam så indlysende overlegen i både teori og praksis, at almindelige muslimer i totalitære lande vil tage disse idealer til sig, og at der derfor i det lange løb kun kan blive én vinder af denne ideologiske styrkeprøve. Den samme tro som modige og fremsynede mennesker havde på, at Japan og Tyskland kunne blive liberale demokratier på trods af disse landes blodige historie, og på at vestens frihed og markedsøkonomi ville køre kommunismens diktatur og planøkonomi i sænk.

De kultur-konservative derimod taler meget om vestlig civilization og frihed, men når de endelig besværer sig med at komme med løsningsforslag er de alle hentet i kollektivismen: repatrieringer, hermetisk lukkede grænser, overvågning, tortur. De kultur-konservative har i virkeligheden mistet troen på den frihed som de udadtil hylder og friheden kan altid ofres i nødvendighedens navn. Når de kulturkonservative er værst lyder de som den yderste venstrefløjs evindelige dommedagsprofeter, når disse i antikapitalismens navn lover klodens undergang på grund af forurening, kløften mellem udbyttede fattige og udbyttende rige, eller overbefolkning.

Truslen fra islamismen skal naturligvis tages alvorligt og hårdt skal sættes mod hårdt når påkrævet såsom f.eks. med invasionen af Afghanistan (og der skal heller ikke meget mere til før jeg ville støtte et taktisk angreb på Iran). Men den endelige sejr kan kun vindes ved at insistere på den frihed, der gør vesten unik.

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email: