Tag-arkiv: journalistik

Generelle trends der ikke er generelle: Tillid til journalister

Af Christian Bjørnskov, den 3. januar 2020. Skriv et svar

Vi kender det allesammen: Oplevelsen af at politologer, sociologer, fremtidsforskere og andre med sikkerhed i stemmen forklarer, hvordan de vestlige samfund ændrer sig og hvad konsekvenserne bliver. Politiske kommentatorer og politikere tager – i det mindste offentligt – forudsigelserne alvorligt og foreslår politik, der enten akkommoderer eller modgår trenden. Vi andre sidder derimod ofte tilbage og undrer os over, om det hele overhovedet er sandt.

Groft sagt sker der med jævne mellemrum, at en fransk sociologiprofessor for eksempel udgiver en bog om samfundsmæssige trends i Frankrig, som hun oplever dem. Den franske forsker indikerer, at disse trends er generelle for Europa eller den vestlige verden, og interviewes efterfølgende i, for eksempel, Politiken eller Weekendavisen. Hermed er påstanden om en generelt udvikling introduceret i en dansk kontekst og bliver hurtigt en etableret ’sandhed’ i den politiske debat.

Vi illustrerer her en af disse trends med data fra den nye WellCome Global Monitor (WGM), som vi skrev om forleden (læs her). En af de påstande, jeg jævnligt hører, er at unge mennesker i vestlige lande i stigende grad forlader de traditionelle mainstream medier og har mistet tillid til dem. Mere generelt er påstanden således, at unge mennesker har mistet tillid til journaliststanden og derfor erstatter traditionelle medier med sociale medier. Et yderligere skridt i fortællingen er, at dette er et problem da de sociale medier i højere grad fungerer som et ekkokammer, hvor ens holdninger og værdier aldrig bliver udfordret, og fake news bare bekræftes.

Det særlige er, at man kan bruge WGM til at teste en del af basen for denne fortælling om en generel trend i de vestlige lande. Undersøgelsen spurgte i 2018 149.000 respondenter i 144 lande om bl.a. deres tillid til journalister. I det følgende stiller vi skarpt på 55 lande, der er mere eller mindre vestlige og udviklede, for ikke at blande udviklinger i udviklingslande ind i generelle betragtninger. Der viser sig først og fremmest ganske store forskelle mellem lande i, hvor stor tillid folk har til journalister. På en skala fra 0 til 3 er gennemsnittets tillid til journalister 1,6, fordelt mellem et lavpunkt på 0,7 i Grækenland og et maksimum på 2 i Finland. Figuren nedenfor illustrerer forskellene.

Ser man på den overordnede påstand, vurderer de yngre respondenter – defineret som dem der er under medianalderen på 39 – i gennemsnit journalister 4% lavere end de ældre respondenter. Der ser således ud til at være en smule kød på påstanden, om end forskellen er ganske lille. Det særlige er dog, at dette ikke er et generelt fænomen!

I 18 af de 54 cirka vestlige lande i undersøgelsen er de yngre statistisk signifikant anderledes end de ældre. Det er dog værd at notere sig, at der for det første er tre lande – Bulgarien, Tjekkiet og Slovakiet – hvor de yngre har mere tillid til journalister end de ældre, og dermed er stik mod den påståede trend. I de 15 andre, hvor yngre er mindre tillidsfulde, er forskellen i gennemsnit 9 %. Den er der således, og den er statistisk sikker, men er ikke specielt stor.

De 15 lande er: Albanien, Australien, Belgien, Cypern, Frankrig, Georgien, Israel, Japan, Litauen, Malta, Rumænien, Rusland, Slovenien Sydkorea, og Tyskland. Det er svært at se noget samlet mønster, der forbinder de 15, og den vigtigste pointe er, at det mønster, man skulle tro var helt generelt for vestlige lande, slet ikke findes for de andre 39 lande i undersøgelsen!

Man kan naturligvis altid mene, at spørgsmål som folks tillid til journalister ikke helt fanger essensen i en påstand. Vi mener dog at eksemplet som illustration fungerer ganske godt: Der kommer med mellemrum påstande om, hvordan vestlige samfund ændrer sig og hvilke problemer, det skaber. Disse påstande viser sig ganske ofte at være lande-specifikke og dermed slet ikke udtryk for noget generelt fænomen, og andre gange er påstandene ganske enkelt ikke korrekte. Det gælder for eksempel den ofte hørte bekymring om, at vi har mistet tilliden til hinanden, eller at bare folk troede på en guddom igen, ville alt være bedre. Vores eksempel i dag er ganske enkelt en illustration af, hvor ofte man kan afvise denne type påstande med simpel evidens, og hvor skeptisk enver borger bør være overfor denne slags påstand.

Hvem chikanerer russiske journalister?

Af Christian Bjørnskov, den 3. marts 2019. 1 svar

Siden slutningen af 90erne er hundrede – hvis ikke endnu flere – journalister blevet chikaneret, overfaldet og i adskillige tilfælde myrdet i Rusland. Det samme gælder flere oppositionspolitikere, når de øjensynligt var ved at blive en offentlig belastning for Putins regime. Det har dog været heftigt diskuteret, om Rusland primært er farligt for journalister pga. at organiseret kriminalitet ’forsvarer sig’ mod offentlig kritik af deres aktiviteter, eller om det mere systematisk er det politiske regime selv, der udgør faren for den fjerde statsmagt.

Spørgsmålet er med andre ord, om russiske journalister helt generelt chikaneres af forskellige interesser, eller om det er Putin-regimet, der konkret og systematisk står for chikanen. Det giver Nikita Zakharov (Universität Freiburg) et omhyggeligt svar på i ny forskning, som han præsenterede lørdag ved PEDD-konferencen i Münster.

Zakharov har samlet et stort datasæt fra the Glasnost Defense Foundation – en russisk version af Reporters Without Borders – der indsamler information om al chikane af journalister i Rusland. Fordi der er tale om en organisation, der konkret er sat i verden for at forsvare journalister og ganske offentligt gør det når journalister melder eksempler på chikane, kan man være rimeligt sikker på, at informationen er tæt på at være komplet og retvisende. Zakharov kan derfor studere risikoen for at journalister chikaneres eller overfaldes fra måned til måned på tværs af de russiske regioner og kommuner.

Studiet viser, at risikoen for at russiske journalister bliver chikaneret eller overfaldet, netop stiger markant i de to måneder op til valg til borgmester- og guvernørposter og til de regionale Dumaer. Dette mønster er meget klart, og giver perfekt mening da russisk lov ikke tillader valgkampagner før to måneder før et valg afholdes. Der er således kun et præcist vindue på to måneder, hvor journalister kan være en trussel for Putin-regimets kandidater til de forskellige valg.

Et andet sigende mønster er, at Zakharov derimod ingen evidens finder for øget chikane før byrådsvalg. Netop dét kan ses som ekstra evidens for, at det overordnede mønster ikke er en tilfældighed, da byråd i Rusland ikke har nogen egentlig indflydelse. Der er således heller ikke nogen særlig interesse fra regimets side i at kontrollere, hvem der kommer til at side i byrådene, men meget stærk interesse i at holde styr på, hvem der kommer til at sidde på politiske poster med faktisk magt.

Som Zakharovs studie viser, findes der således et helt systematisk mønster i chikanen mod journalister, som passer med at det er Putin-regimet, der er den drivende kraft i truslen mod russiske medier. Mens man naturligvis ikke kan afvise, at organiseret kriminalitet også overfalder journalister – Andreas Freytag og jeg dokumenterede netop dette forhold på tværs af lande for få år siden – er det nye studie en solid bekræftelse af, at de mange historier ikke er tilfældige. Putins diktatur er ikke anderledes end andre diktaturer, men måske blot mere kompetent i dets undertrykkelsespolitik.

Deltidshumanister

Af Christian Bjørnskov, den 29. september 2016. Skriv et svar

Den svenske journalist Kjell Albin Abrahamson døde forleden (hattip: Niclas Berggren). Jeg havde desværre ikke hørt om Abrahamson før nu, men han viser sig at have været en spændende person, der levede sit halve liv i Polen og skrev uforblommet om både den kommunistiske og postkommunistiske tid. Adam Cwejman ved Göteborgs-Posten har skrevet en pragtnekrolog om ham, som i høj grad fortjener at blive læst. Abrahamson kalder for eksempel svenskerne for ’deltidshumanister’, men store dele af beskrivelsen passer også på danske medier og danske politikeres adfærd. Hele nekrologen er stærkt anbefalet, men her er et par særlige bidder.

Om det är något budskap Abrahamson lämnar efter sig så är det detta: “Att värna om nazismens offer men inte kommunismens är ideologisk halvtidshumanism”.

Att vara medlem i Sveriges oreformerade marxist-leninistiska parti utgör ingen skymf som omöjliggör en roll i det offentliga. Att folkkära personligheter, från Sven Wollter till Pia Sundhage, tillhör ett parti som ägnar sig åt historierevisionism rörande massmord uppmärksammas aldrig i hyllningsartiklarna. Deras partipolitiska tillhörighet anses vara en kuriös detalj, inget att uppröras över.

Det är ingen som accepteras i offentligheten med brasklappen “tja, han är nazist men vilken fantastisk röst han har!”. Det finns ingen fascist, högerextremist eller nazist vars politiska gärning eller bakgrund visas förståelse, “han vill ju egentligen bara väl”.

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (3)

Af Altmann, den 14. maj 2010. 10 svar

Man kan lære meget om USA ved at læse aviser – om end måske ikke lige danske aviser. Læser man f.eks. Poul Høis artikel forleden, “Derfor er Obamas kandidat spiselig”, om Præsident Obamas nominerede kandidat til den ledige post som højesteretsdommer, så kan man læse sådanne vinklinger:

“Venstrefløjen er langt fra tilfreds med præsident Obamas valg af en højesteretskandidat.

»Kunne han ikke have fundet en sand progressiv kandidat,« spurgte f.eks. Kevin Drum, og en anden meget læst blogger, Glenn Greenwald, rasede som om, fanden selv var blevet nomineret til den højeste domstol.

Venstrefløjen er bl.a. utilfreds med, at kandidaten, Elena Kagan, i sin tid som dekan på Harvard ikke var imødekommende nok over for minoriteter, og at hun ikke i tilstrækkelig grad var imod præsident Bushs idé om et mere magtfuldt præsident embede.

Andre kommentatorer klager også over, at hun åbenbart er homoseksuel, men ikke vil være ved det, og at hun dermed »fejer de progressive værdier ind under gulvtæppet«.

Så hvad betyder venstrefløjens utilfredshed? At præsident Obama formentlig er tilfreds, for venstrefløjens kritik skulle i princippet gøre Elena Kagan mere spiselig for et bredere, tværpolitisk flertal i Senatet. Hvis venstrefløjen havde elsket Kagan, og hvis hun havde haft en perlekæde af afgørelser eller udtalelser, hvor hun placerede sig et sted mellem Ted Kennedy og Villy Søvndal, så ville Senatet formentlig gå i baglås. . . .

Har de konservative ikke noget at komme efter? Deres kritik vil formentlig fokusere på, at Kagan i sin tid som dekan forbød militæret at rekruttere på Harvard, fordi homoseksuelle ikke åbenlyst kunne gøre militærtjeneste, men omvendt har hun opbakning fra militærkredse og også fra egne studerende, som siden har fået en militær karriere. . . .

[Kritikpunkterne] er forholdsvis overkommelige i betragtning af, at det hidtil har været umuligt at fange hende i den slags afgørelser eller udtalelser, der ville gøre venstrefløjen glad.”

Altså kort sagt, så er hun vel nærmest sådan lidt i midten, ikke sandt? Måske lidt til venstre, men næppe så meget at man decideret kan kalde hende en “liberal” (i den amerikanske forstand). Men hvad nu hvis man læser f.eks. New York Times? Der kalder de hende “a creature of Manhattan’s liberal, intellectual Upper West Side”:

“[As] a young writer for The Daily Princetonian, the student newspaper at Princeton, Ms. Kagan offered clear insight into her worldview. She had spent the summer of 1980 working to elect a liberal Democrat, Liz Holtzman, to the Senate. On Election Night, she drowned her sorrow in vodka and tonic as Ronald Reagan took the White House and Ms. Holtzman lost to “an ultraconservative machine politician,” she wrote, named Alfonse D’Amato.

“Where I grew up — on Manhattan’s Upper West Side — nobody ever admitted to voting for Republicans,” Ms. Kagan wrote, in a kind of Democrat’s lament. She described the Manhattan of her childhood, where those who won office were “real Democrats — not the closet Republicans that one sees so often these days but men and women committed to liberal principles and motivated by the ideal of an affirmative and compassionate government.””

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi

Af Altmann, den 22. juli 2009. 5 svar

Flere af punditokraterne har gennem årene udstillet, hvorledes Berlingske Tidendes Cavling Pris-vindende korrespondent, Poul Høi, har et mildest talt anstrengt forhold til den journalistiske etik – eller i hvert fald til omgang med fakta. (Se fx Mr. Law, Kurrild-Klitgaard, Gress & undertegnede.)

Nu har så også ex-punditokraten Mikael Jalving sat tænderne i Høis journalistik i to klummer (her og her) hos Jyllands-Posten. Jalving dokumenterer åbenlyse tilfælde af plagiat og peger på eksempler af en journalistisk praksis, der i bedste fald er diskutabel.

Det har affødt yderligere debat på Dansk Journalistforbunds hjemmeside (her og her), hvor empatiserende journalister straks cirkler vognene om deres åndsfælle og i stedet laver motivforskning på Jalving. Alt i alt slet ikke så overraskende.

Hos Punditokraterne ved vi dog, at det længe har været velkendt langt ind i Pilestræde, hvorledes Høi har haft en noget løsagtig omgang med sin pen. Se fx bare den tale, som daværende Berlingske-kollega Olav Hergel holdt til ”ære” for Høi, da sidstnævnte fik Cavling Prisen. Man skal vist have en meget tyk pande og meget deforme ører for ikke at forstå sarkasmen, som da angiveligt også fik mange af de fremmødte til at trække kraftigt på smilebåndet:

”Så meget overkommer han, at han burde smides ud af Dansk Journalistforbund for ukollegial opførsel. Han sprøjter artikler ud af ærmet med en hast, som var han en robot ved et samlebånd, der sætter ølkapsler på flaskerne. . . . Alle journalister stjæler fra andre aviser, men få gør det så elegant som Poul Høi. Han skal nok citere retmæssigt fra New York Times, Washington Post eller Los Angeles Times, men efter fire linjers læsning kan man ikke genkende hælervarene. For så har han allerede gjort dem til sine egne.”

Ganske morsomt – og originalt.

Men nu da bolden er givet op, så lad os da slå til den. Her på stedet åbner vi gerne for at hjælpe ex-punditokraten Jalving, og så kan denne blogs læsere måske også bidrage med lidt flere eksempler på Høis kreative journalistik? Vi har plads nok og lægger gerne for. Fx som den gang, hvor Høi i kølvandet på US Supreme Courts dom i sagen Bush v. Gore” (2000), som de facto afgjorde præsidentvalget skrev følgende i Berlingske i artiklen ”Det illusionsløse valg” (14.12.2000), rubriceret som en ”Nyhedsanalyse”:

”Der var engang et valg. Det var 7. november 2000, og 100 millioner amerikanere gik i stemmeboksen for at vælge deres nye præsident. 35 dage senere var det fem konservative dommere, som valgte ham: Rehnquist, O’Connor, Scalia, Kennedy og Thomas. Der var engang et land. Det var verdens eneste supermagt, »en skinnende by på en bakke«, som en af dets tidligere præsidenter havde kaldt det, »en flamme af håb«, som en anden præsident havde sagt.

I går – klokken fire om morgenen – skinnede byen lidt svagere, og håbet flakkede for et øjeblik. For hvad var det, der var sket i det demokrati, der er ældre end de fleste europæiske demokratier, og som op gennem historien har lært os alle om den gode og den store sag? Det havde fået en ny præsident – men hvad var prisen? George W. Bush står måske nok i forgrunden af billedet som sejrherren, men bag ham ligger et sønderlemmet land, hvor vælgerne fordeler sig ligeligt til begge sider, hvor Senatet er sammensat 50-50, hvor Floridas højesteret stemte 4-3, og hvor nationens højeste ret, de mennesker der skulle samle det usamlede, i går stemte 5-4. Højesteret stemte helt efter partibogen, og de fem konservative dommere dikterede USA en beslutning, hvis logiske konsekvens inviterer til debat: I weekenden besluttede de samme dommere at stoppe fintællingen i Florida, og dermed kunne den ikke blive færdig til tiden. I går afviste de så yderligere fintællinger, fordi tidsfristen var forpasset. Som højesterets hvidhårede nestor, den 80-årige John Paul Stevens, skrev i en smertende dissens: »Tiden vil på et tidspunkt hele det sår, som dagens beslutning har påført os. Ét er imidlertid helt sikkert. Selv om vi aldrig vil finde ud af, hvem der i sandhed vandt dette valg, så er det åbenlyst, hvem taberen er – nemlig nationens tillid til dommeren som en uafhængig vogter af retsstaten.« Og dommer Stevens har muligvis ret. Kun meget få amerikanere synes, at de seneste 35 dage har været morsomme, at de har tjent nationen til ære, men de fleste har forstået princippet og været tålmodige, og da højesteret i weekenden greb ind og stoppede den fintælling, der ville have fortalt os, hvem der havde vundet Florida, læste vælgerne tydeligt skriften på væggen: 53 pct. siger i en meningsmåling, at højesterets beslutning om et stop var funderet i politik, 34 pct. siger, at det var jura. Der er ikke kommet nogen troværdige meningsmålinger efter gårsdagens historiske punch, men der er ingen grund til at tro, at tallene vil fordele sig anderledes. Amerikanerne ved, at det var politik – at de fik en ny præsident, ikke på grund af lov og ret, men på grund af illusionsløs politik. Verden ved, at den fik en ny leder, ikke på grund af folkeflertallet, men fordi der tilfældigvis en tilfældig dag i historien var fem konservative dommere og kun fire liberale i USAs højesteret.”

Lad os se bort fra de tendentiøse formuleringer – og sågar også de faktuelle fejl og forvanskninger. Fx at det kontra Høi fremgår med lysende klarhed af dommens per curiam, at det ikke var med stemmerne 5 ”konservative” mod 4 ”liberale”, at man standsede de selektive stemmeoptællinger i Florida, men derimod med 7 (Republikansk og Demokratisk udpegede) dommere for og 2 (Republikansk og Demokratisk udpegede) dommere imod. Centralt og vigtigt, men lad bare det ligge.

Lad os i stedet hæfte os ved det citat, som Høi har bygget hele sin ”nyhedsanalyse” op om – citatet af højesteretsdommer John Paul Stevens. Når man læser Høis artikel er det umuligt at få andet indtryk end, at citatet må være en post factum kommentar til flertalsafgørelsen om at standse optællingerne, og at denne så vil undergrave tilliden til retssystemet, fordi det var partipolitik, der afgjorde sagen.

Men hvor kommer citatet fra, og hvad handler det egentlig om? Det kommer korrekt nok fra Stevens’ dissens – men i modsætning til, hvad Høi fremstiller det som, handler det faktisk slet ikke om US Supreme Courts flertalsafgørelse. Tværtimod kommenterede Stevens i passagen Floridas Supreme Courts forudgående afgørelse, og hvordan en føderal omstødelse af denne, ville undergrave borgernes tillid til dommerne ved de lavere instanser og disses rolle i forbindelse med delstaternes ansvar for afviklingen af præsidentvalg. Altså noget ganske, ganske andet.  Dette vil være klart for enhver, der faktisk har læst dommen. Her kommer passagen i sin kontekst:

“What must underlie petitioners’ entire federal assault on the Florida election procedures is an unstated lack of confidence in the impartiality and capacity of the state judges who would make the critical decisions if the vote count were to proceed. Otherwise, their position is wholly without merit. The endorsement of that position by the majority of this Court can only lend credence to the most cynical appraisal of t
he work of judges througho
ut the land. It is confidence in the men and women who administer the judicial system that is the true backbone of the rule of law. Time will one day heal the wound to that confidence that will be inflicted by today’s decision. One thing, however, is certain. Although we may never know with complete certainty the identity of the winner of this year’s Presidential election, the identity of the loser is perfectly clear. It is the Nation’s confidence in the judge as an impartial guardian of the rule of law.”

Man kan så spørge sig selv, om Poul Høi aldrig læste selve Stevens’ dissens, og derfor bare skrev af fra nogle andres selektive gengivelser af passagen? Eller om han faktisk kendte konteksten og bare misbrugte denne til at bygge noget, der mere er en normativ kommentar end en nyhedsanalyse, op om?

Så er det fusk eller sjusk? Det må vore læsere bedømme. Berlingske Tidendes redaktion er efter alt at dømme næppe interesseret.

Stougaard om Palin

Af Altmann, den 10. september 2008. 45 svar

Der går ikke en dag, hvor Berlingske Tidendes Karl Erik Stougaard og Poul Høi ikke føjer nye niveauer til deres dækning af USA og amerikansk politik, vel at mærke af den lavereliggende karakter.  Her er lidt fra dagens Berlinger:

Sarah Palin skaber begejstring hos hvide kvinder og sender for første gang John McCain forbi Barack Obama i et snit af meningsmålingerne. Men McCain og Palin har fiflet med hendes CV.

Er amerikanerne så dumme, at de køber John McCains og Sarah Palins løfter om at skabe forandringer?

Spørgsmålet kommer fra den demokratiske præsidentkandidat, Barack Obama … [Obama] ønsker at henlede vælgernes opmærksomhed på, at McCain-lejren rent faktisk har et problem med at fortælle sandheden om vicepræsidentkandidat Sarah Palin.

… I TV-reklamer og valgtaler slår han hårdt på flere oplysninger om Palin, som har vist sig ikke at holde stik. McCain og Palin påstår, at hun var imod og fik stoppet byggeriet af en kontroversiel bro til en lille ø i Alaska.

Det passer ikke. Palin støttede tværtimod byggeriet, og det var den amerikanske kongres i Washington, som stoppede projektet, fastslår flere uafhængige undersøgelser [men disse omtales ikke af Stougaard, Altmann].

… Til trods for den klare dokumentation [som altså ikke er omtalt af Stougaard, Altmann] fastholder McCain-lejren, at Sarah Palin var imod og fik stoppet broen, og at hun er imod støtte fra forbundsregeringen.

»Hun fik stoppet den. Hun spillede en rolle i den beslutning,« siger McCains chefrådgiver, Mark Salter.

Men ifølge en TV-reklame fra Obama er det »løgn«, og i taler slår han fast, at Republikanerne »opdigter« et misvisende CV for Palin: »Men man kan ikke bare genopfinde sig selv. Amerikanerne er ikke dumme,« lyder det fra Obama.

– som altså får det sidste ord.  Så hvad vi har her er, at Stougaard fortæller læserne, at Palin lyver om sit CV, for det siger nogle unavngivne “uafhængige undersøgelser”.  En Republikaner citeres ganske vist for at sige, at det er ukorrekt, men det er løgn.  Sådan.
Så hvem kan man stole på, når det gælder denne sag?  Hvad med at gå til den ikke just Palin-beundrende, ikke helt konservative, men generelt ganske respekterede New York Times (der i øvrigt ellers er danske korrespondenters foretrukne kilde).  Her er, hvad avisen skrev om Palin, inden der gik valgkamp i det hele:
Gov. Sarah Palin ordered state transportation officials to abandon the ”bridge to nowhere” project that became a nationwide symbol of federal pork-barrel spending. The $398 million bridge would have connected Ketchikan, on one island in southeastern Alaska, to its airport on another nearby island. ”Ketchikan desires a better way to reach the airport,” Ms. Palin, a Republican, said in a news release, ”but the $398 million bridge is not the answer.” She directed the State Transportation Department to find the most ”fiscally responsible” alternative for access to the airport. (New York Times, 22. september 2007)
Sidst men ikke mindst er det værd at bemærke, at Stougaard lægger Republikanerne i munden, at Palin skulle have stoppet “the bridge to nowhere”.  Hvad Palin sagde er, at hun som guvernør var modstander af den (“thanks but no thanks”), og det får man fremstillet som, at hun hævder at have stoppet den.
Flot journalistik.

Årets Cavling-pris: Følelsesvrøvl?

Af Christian Bjørnskov, den 5. januar 2007. 8 svar

I dag uddeles årets Cavling-pris til årets bedste stykke journalistik. Cavling-prisen, der er uddelt årligt siden 1944 og gennem mange år har været den suverænt mest prestigiøse danske journalistpris, har en broget historie. Nogle år har vinderne været ærlige, oplysende og vigtige historier, mens de andre år har været lidt mere sensationsprægede. Otte af de ni nominerede var da også en af disse to typer journalistik, og reflekterede også i en vis grad forskellige politiske vinklinger. De rakte fra traditionelle venstreorienterede approaches som freelanceren Tom Heinemanns DR1-dokumentar "Når tilbud dræber" om danske virksomheders 'sociale ansvar' overfor produktionsforhold i ulande, til Jyllandspostens Flemming Roses forsvar for ytringsfriheden, der på mystisk vis er endt med at blive en eksklusiv højrefløjssag i Danmark.

 

 

Men vinderne blev Politiken-journalisterne Olav Hergel (tekst) og Miriam Dalsgaard (foto) for deres artikelserie om flygtninges og specielt flygtningebørns forhold på danske asylcentre. Årets angiveligt fineste stykke journalistik er altså en serie historier, der primært lader flygtningebørn fortælle om deres oplevelser som afviste danske asylansøgere, ledsaget af noget, der i mine aldeles uprofessionelle øjne mest af alt ligner standard portrætfotos. Så mens artikelserien utvivlsomt har vakt stærke følelser – specielt blandt de Politiken-læsere, der er imod regeringens indvandringspolitik (cirka de fleste?) – har den næppe bragt større indsigt eller afsløret noget af dyb samfundsmæssig vigtighed.

Det første problem med årets uddeling er derfor, at Cavling-prisen med årets valg risikerer at miste sin troværdighed, for hvordan kan en sådan historie blive valgt frem for otte andre af klart mere journalistisk-fagligt tilsnit? Nyhedsavisens redaktør Simon Andersen har på denne baggrund på avisens blog klaget over valget, som han karakteriserer som et udslag af, at kriterierne for at modtage prisen er blevet tilfældige. Han påpeger problemet i, at Hergel "efterprøver ikke, han undersøger ikke, han vurderer ikke, han researcher, tør jeg sige det?, ikke". Andersen kalder ganske enkelt Cavling-vinderen for et stykke "mikrofonholderjournalistik".

Det første problem med årets uddeling er derfor, at Cavling-prisen med årets valg risikerer at miste sin troværdighed, for hvordan kan en sådan historie blive valgt frem for otte andre af klart mere journalistisk-fagligt tilsnit? Nyhedsavisens redaktør Simon Andersen har på denne baggrund på avisens blog klaget over valget, som han karakteriserer som et udslag af, at kriterierne for at modtage prisen er blevet tilfældige. Han påpeger problemet i, at Hergel "efterprøver ikke, han undersøger ikke, han vurderer ikke, han researcher, tør jeg sige det?, ikke". Andersen kalder ganske enkelt Cavling-vinderen for et stykke "mikrofonholderjournalistik".

 

Og det er sandelig svært at tage uddelingen alvorligt, når man overvejer på de mange elementer i situationen, der ikke bliver inddraget. Sidste efterår bragte stort set alle nyhedsmedier for eksempel historien om en kvinde fra Kosovo, der skulle udsendes efter at have fået sin asylansøgning afvist gentagne gange. TV viste billederne af den grædende mor og hendes ligeledes grædende børn, som hun skulle efterlade i Danmark. Men medierne glemte at fortælle, at hun skulle til Kosovo for derfra – som reglerne er – at ansøge om en almindelig familiesammenføring og arbejdstilladelse på lige fod med alle andre. Vigtigere endda glemte man også at spørge hende om, hvorfor hun var blevet ved med at få børn i Danmark efter at have fået sin ansøgning afvist.

 

 

Pointen er, at Cavling-prisen bliver givet til to journalister, der spiller på folks følelser, men som fuldstændigt – og sandsynligvis bevist, givet hvor dygtig en journalist Olav Hergel faktisk er – overser en serie væsentlige elementer i historien. En række anekdoter peger for eksempel på, at mange asylansøgere får børn, når de er i Danmark, og ofte når de har fået deres ansøgning afvist, fordi de tror, at de øger deres chancer for alligevel at blive i landet. Den del af historien vil journalisterne bare ikke fortælle, fordi så bliver deres ofre for en ond asylpolitik i stedet til skurkene i historien. Sagen er nemlig, at en del asylansøgere ikke blot tager deres børn som gidsler i en meget offentlig kamp for at blive i et land, hvis jurister ikke har fundet, at de har tilstrækkeligt asylmotiv. Visse ansøgere vælger faktisk at få børn for at kunne bruge dem som gidsler. Jeg har svært ved at forestille mig mange mere nedværdigende roller at blive født til. Kærlighedsbørn bliver det i hvert fald ikke.

 

 

Den danske asylpolitik er utvivlsomt stram, og der er derfor al mulig grund til at drøfte den offentligt. Men årets Cavling-pris afslører desværre, at grundlaget den diskuteres på og journalisternes vinkling af asylhistorierne alt for ofte er misvisende, ensidig og – når man skal sige det ærligt – udtryk for dårlig journalistik. Man er glad for at fortælle om skyggesiderne ved den danske politik, men fortæller stort set aldrig om skyggesiderne ved asylansøgernes baggrund og opførsel (endsige om virkningen af at tillade bredere indvandring til en universel velfærdsstat a la den danske). Man skulle forvente, at en Cavling-vinder fortalte en nuanceret historie, der bragte noget nyt til debatten eller belyste den på en ny måde. Årets pris går i stedet til den historie, der mest af alt er symptomatisk for dækningen af en politik, der har mange flere nuancer end den avislæsende befolkning og deres skriversvende bryder sig om at tænke over.

Journalister og politik

Af Jens Ringsmose, den 13. december 2006. 31 svar

De fleste af os har det jo nok på fornemmelsen. At den gennemsnitlige danske journalist befinder sig et ganske pænt stykke til venstre for den politiske midte. En betydelig del af standen gør rigtignok en dyd ud af at anskue en given problemstilling fra mere end en side, men den opmærksomme og kritiske avislæser, radiolytter eller tv-seer sidder alligevel af og til tilbage med fornemmelsen af, at en given historie havde en lidt venstresnoet journalistisk vinkling betinget af formidlerens eget politiske ståsted. Den personlige stillingtagen smittede af på emnevalg og udlægning. Under alle omstændigheder er det vel kun de færreste, der tør kaste sig ud i en generel karakteristik af det danske pressekorps som gennemførte højrefløjslakajer.

Man skal imidlertid være ganske varsom med at lufte den slags fornemmelser. I reglen bliver de formastelige mødt med skarpe udfald samt erklæringer om, 1) at danske journalister hverken er mere eller mindre venstredrejede end den gennemsnitlige dansker, og 2) at danske journalister – også dem på P1 – ikke lader deres personlige holdninger påvirke deres journalistiske virke. Det, som nogle få syndere betragter som politisk farvede indlæg, er noget helt andet og meget finere: Kritisk journalistik.

Den slags argumenter har indtil dato været særdeles vanskelige at imødegå. Der er således kun blevet genereret en meget begrænset systematisk viden om, hvor journalister rent faktisk befinder sig på den politiske højre-venstre skala, og en undersøgelse, af hvorvidt politisk ståsted influerer på den journalistiske formidling, er naturligvis behæftet med store metodiske vanskeligheder.

Nu har en gruppe nordiske, samfundsvidenskabelige forskere imidlertid taget det første spadestik. I forbindelse med en større undersøgelse af hvilke personer, der bliver indskrevet på journaliststudiet i de nordiske lande, spurgte undersøgerne nemlig til, hvilket parti de studerende agtede at stemme på, “hvis der var folketingsvalg i morgen?”. Blandt de danske førsteårsstuderende (på Journalisthøjskolen i Århus, journaliststudiet på SDU i Odense og journaliststudiet på RUC) svarede kun ca. 11 procent, at de ville stemme på et af de to siddende regeringspartier eller Dansk Folkeparti (Venstre ca. 8 procent; De Konservative ca. 3 procent; Dansk Folkeparti 0 procent). Hele 34 procent svarede, at de havde til hensigt at stemme på Det Radikale Venstre, mens Enhedslisten med godt og vel 20 procent af de journaliststuderendes stemmer kom ind på en flot andenplads. Nummer tre i prøveafstemningen – med ca. 18 procent af stemmerne – blev SF, mens Socialdemokraterne måtte tage til takke med en ærefuld fjerdeplads og omtrent 14 procent af stemmerne (for statistikker og flere resultater se her).

Nu er det jo langtfra givet, at den pågældende årgang er repræsentativ for de danske journaliststuderende. Og det er da heller ikke umuligt, at de studerende i løbet af studieårene skifter partipolitisk ståsted. Men nogen decideret falsifikation af forestillingen om at danske journalisters politiske holdninger ligger til venstre for gennemsnitsdanskerens, giver undersøgelsen næppe heller anledning til.

Talmagi

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. juli 2006. 5 svar

TV2 Nyhederne–hjemme hos os kendt som "Ekstra Bladet for folk, der ikke kan læse"–har gjort det igen.  Altså sat deres vellønnede journalister, måske et par berørte politikere og evt. et par udvalgte eksperter til at fortolke udsving i en meningsmåling, hvor udsvingene hver især er mindre end den såkaldte "statistiske usikkerhed".  Det er et emne, som både denne Punditokrat (her, her og her) og enkelte fagfæller gentagne gange har gjort noget ud af, men hvor pointen tilsyneladende enten er blevet overset, ikke forstået eller simpelthen ignoreret af medierne.

Fredag aften fortalte TV2 Nyhederne således en historie, der hedder "Stor fremgang til SF og S".  Heri hed det bl.a.

"I løbet af den seneste måned er S gået 1,9 procentpoint frem til 23,7 pct., mens SF har opbakning fra 10,1 pct – en fremgang på 1,2 pctpoint. Venstre går tilbage fra 28,4 til 26, 8 pct. … SF-formand Villy Søvndal siger til NYHEDERNE, at partiets syns­punkter har givet bonus hos vælgerne."

Skal vi lige tage den en gang til: I en typisk dansk, politisk meningsmåling vil der være et antal respondenter, der gør, at når man prøver at generalisere svarene i udvalget til befolkningen som helhed, vil pct.satserne kun være gyldige indenfor en margin på plus/minus 2 pct.point–nogle gange mere, andre gange mindre.  Hvis det er tilfældet i denne måling, kan man altså blot sige, at Socialdemokraterne får et sted i nærheden af, hvad man fik sidst, og så ca. to pct. mere.  Om der er fremgang eller ej, kan man faktisk ikke sige.  For SF's vedkommende kan man sige, at partiet måske er et par pct.point frem eller måske er gået et pct. point tilbage …  Om Venstre kan man med sikkerhed sige, at partiet enten er gået et sted mellem slet ikke tilbage eller op mod fire pct. point tilbage.

Eller sagt på en anden måde: Ingen af de omtalte udsving i denne ene enkelte måling er store nok til at berettige en fortolkning.

Men det er jo ikke så spændende at fortælle, vel?

Plame: Rove går fri

Af admin, den 14. juni 2006. 1 svar

Vi har dækket den såkaldte Plame-sag ganske længe (seneste her), så I skal ikke snydes for den seneste udvikling: Karl Rove bliver ikke tiltalt for at have hindret efterforskningen.

Skuffelsen på venstrefløjen er enorm, og håbet hos NYT er, at retssagen mod Libby måske alligevel kan skade Bush-regeringen til den tid.

I de danske medier er nyheden nævnt som petitstof. Selv hos Berlingske, der ellers har brugt rigtig meget spalteplads på at gengive den venstredrejede version af sagen, synes man ikke rigtig at have mod på at vinkle denne seneste udvikling. Men det kan jo komme i morgen…?

Sagen tyder stadig mere på, at være — folkeligt udtrykt — en fis i en hornlygte. Den egentlige sag synes at angå magtkampen mellem demokrater og republikanere internt i CIA efter afslutningen på Irak-krigen, hvor det blev konstateret, at efterretningerne var fejlagtige på flere punkter, og i opløbet til præsidentvalget.

Men den historie har vi ikke fået. Vi fik derimod et bovlamt forsøg på at styrke myten om, at der blev løjet forud for krigen. Wilson var en del af dette forsøg på at sværte Bush-regeringen, og da hans anklager blev skudt ned i hhv. den amerikanske Senats-rapport og den samtidige britiske Butler-rapport, forsøgte venstrefløjen at redde historien ved at fokusere på, at nogen (formodentlig i Bush-regeringen) havde oplyst til pressen, at Wilsons kone var i CIA. Det kan man enten udlægge sådan, at man ville sværte Wilson. Eller man kan udlægge det sådan, at hans nære forbindelse til CIA understøttede formodningen om, at Wilsons uberettigede anklager var en del af denne interne magtkamp rettet mod republikanerne. MSM valgte helt overvejende den første udlægning.

Det viste sig, at konen (Valerie Plame) havde status af hemmelig agent i CIA, og at det derfor var strafbart at oplyse om hendes tilknytning til CIA. Venstrefløjen øjnede dermed en mulighed for at holde historien i live: hvis nogen i Bush-regeringen, og allerhelst Bush eller Rove, kunne knaldes for at have outed Plame, så kunne det give indtryk af, at der alligevel var noget fusk ved den regering, og det kunne i sin tur måske endda opfattes som om, at der alligevel var løjet (godt nok ikke om Iraks WMD, men om kendskabet til Plame, men who cares, hvis historien vinkles rigtigt?).

Ikke alle journalister faldt for denne vinkling. Bob Woodward gav klart udtryk for, at der ikke var fugls føde på historien. Det udløste naturligvis en massiv kritik i MSM, bl.a. i de danske journalisters blad, hvor han blev fremstillet som et faldent ikon og en has-been. Tja, det tyder nu på, at det mere er hans kritikere, der er never-been-and-never-will-bes.

Det mest interessante ved historien er således dens medievinkel. Vi havde en formodning om, at den i lighed med Rathergate-sagen ville vise, hvor dårlige journalisterne i MSM er til kildekritik, og dermed hvor lette at narre de er. Derfor fulgte vi historien, og indtil videre er vi ikke blevet skuffede.

Den eneste skuffelse har været, at også Berlingske hoppede med på vognen. Komplet med faktuelle fejl, som det kun krævede nogle få museklik via Google at undgå, eller — hvad der er alvorligere — et vist kendskab til debatten i de liberal-konservative medier. Det burde f.eks. ikke være en overraskelse, at Butler-rapporten udtrykkeligt havde støttet Bushs citat om Saddams forsøg på at købe uran i Afrika og irrelevansen af de forfalskede Niger-dokumenter for denne vurdering. På venstrefløjen har disse oplysninger i Butler-rapporten været ignoreret, men ikke uden for. Men de dækkede sagen, som fik de deres informationer alene fra DailyKos og NYT/WaPo.

Denne manglende pluralisme i dansk MSM er beklagelig. For at foregribe de forudseelige anklager i kommentarspalten ndf. om, at denne klagesang er et skjult ønske om at få ensidighed og blind partiloyalitet, skal det understreges, at kritikken kun er, at for mange af journalisterne i den borgerligt-liberale del af MSM er for dårlige til kildekritik og til selvbevidst at anlægge en uafhængig borgerlig-liberal vinkel i deres nyhedsanalyser. Det er ikke et ønske om ensidighed; det er et ønske om, at der anlægges en borgerlig-liberal vinkel på samme måde, som journalisterne på Politiken og Information finder det naturligt at anlægge en venstreorienteret vinkel på deres analyser. Ikke ensidighed, men forskellig vinkling, så vi kan få den pluralisme i medierne, vi mangler i dag.

Der bør være forskel på overskrifter, historier og den nyhedsanalyse, man får ved at abonnere på Politiken og Berlingske. Som det er nu, er det et fedt; alle journalister forfølger som lemminger den samme historie og ud fra samme vinkel. Så tror da pokker, at stadig flere vælger gratisaviserne, hvor man får samme vinkling — gratis.

Et dagfrisk eksempel på denne journalistiske konsensus er vinklingen af Bushs besøg i Bagdad i går, hvor Berlingske, JP og Politiken bruger nøjagtig samme overskrift: “Bush: Volden er umulig at standse.”

Det enfoldige i denne overskrift kommer frem, når man sammenholder det med, hvad Bush egentlig sagde:

Det vil være forkert at vurdere succes eller fiasko i Irak ud fra, om volden stopper helt. Det er en umulig standard at leve op til.

Man kan måske kaste lys over citatet og dets reelle mere udramatiske indhold ved at spørge, om Danmark overhovedet kan kaldes et velfungerende demokrati, når vi ikke siden demokratiets indførelse med grundloven af 1849 har været i stand til at forhindre vold og drab på vores egne borgere? Vi har stadig brug for politi, og lige meget hjælper det; der er stadig vold og drab.

(Hvis journalisterne i MSM virkelig er så enfoldige, som deres valg af overskrifter antyder, risikerer vi at hensætte dem i grublerier over dette spørgsmål resten af dagen, og vi haster derfor med et svar: Nej, det er naivt at tro, at man kan skabe et frit samfund uden vold og drab. Bushs pointe var, at det aldrig kan blive et succeskriterium, om Irak slipper fuldstændigt for vold og drab. Hvad vi kan arbejde for er, at terroren i Irak bliver reduceret til et acceptabelt niveau, der kan håndteres af de irakiske myndigheder selv.)

Vi savner stadig pluralisme i dansk MSM. Tænk, hvis Berlingske havde dækket Plame-sagen fra en borgerlig-liberal vinkel. Så havde man undgået at foregive forargelse over, at lovgivning om fortrolighed var blevet krænket og dermed stået principielt stærkere i sit nødvendige forsvar for ytringsfriheden i den nuværende udløber af Grevil-sagen. Man kunne have udstillet de mange faktuelle fejl, som blev lavet af de øvrige MSM, i stedet for selv at gentage dem. Og man ville endda have fået den bonus at få ret.

En spildt chance. Mon det ændrer sig fremover?

Ugens citat: Kaare R. Schou om CEPOS og det politisk "normale"

Af Redaktionen, den 29. maj 2006. 9 svar

Dette citat af TV2s politiske redaktør Kaare R. Schou fra TV2s egen hjemmeside er ganske vist næsten tre-kvart år gammelt, men ikke desto mindre bør det lige nærlæses, idet det på egen vis siger mangt og meget–om end måske ikke så meget om CEPOS:

“Jeg vil placere CEPOS uden for de politiske cirkler i det lagkagestykke, der deles af den konservative og den liberalistiske ideologi.

CEPOS går ind for at forskellene i samfundet skal øges for at skabe mere dynamik, og det er god konservativ ideologi.

Samtidig giver de tid efter anden udtryk for nogle meget liberalistiske synspunkter.

Men først og fremmest vil jeg placere dem som mere yderliggående [sic] end noget politisk parti.

CASA [d.v.s. det marxistisk-funderede Center for Alternativ Samfundsanalyse, red.] anser jeg for at ligge i det socialistiske lagkagesnit over mod liberalisterne, men klart inden for det normale politiske spektrum, og det samme gælder Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.”

Hat tip: Filtrat.dk.

Tilfældighed?

Af admin, den 20. maj 2006. 9 svar

Dagens forsidehistorie hos Berlingske er påstanden om, at nogle amerikanske tropper skulle have foranstaltet en massakre i den irakiske by Haditha efter at være blevet angrebet.

Massakren skulle være sket i november 2005, og forsidehistorien trækker hovedsageligt på demokraten John Murthas påstande.

I går blev det oplyst, at Irak formodentlig får sin første folkevalgte regering i dag lørdag.

Det er endnu et positivt skridt i en lang række, der har gjort Irak til det mest demokratiske land i Mellemøsten, på nær Israel, og vist, at demokratiet fungerer i det terrorplagede land. Det vigtigste skridt kom i slutningen af april, da shia-alliancen måtte opgive at fastholde Jaafari som statsministerkandidat og i stedet valgte al-Maliki. Det var en afgørende sejr for demokratiet, fordi det viste de to andre betydningsfulde blokke, sunni og kurdere, at shiaerne ikke kunne gennemtvinge deres holdning, men er nødt til at samarbejde.

Det interessante er, at Berlingske på netop denne dag vælger at rydde forsiden for at fortælle om en påstået massakre, der ikke har domineret andre medier i de seneste dage. En hurtig gennemgang af andre danske aviser (Politiken, Information, JP) samt de vigtigste europæiske (FAZ, Le Monde, The Times, The Guardian) og de to store amerikanske (NYT, WaPo) viser, at heller ikke de finder den historie aktuel.

Hvorfor vælger Berlingske at bringe lige den historie netop i dag, hvor den nye regering udpeges?

Pressefrihed II

Af Jacob Mchangama, den 30. april 2006. 2 svar

Som Mr. Law har behandlet i en nylig post, er to journalister (samt med lidt forsinkelse chefredaktøren) fra Berlingske blevet tiltalt for at have viderebragt fortrolige oplysninger i strid med straffelovens § 152. Journalisternes forsvar vil givetvis bygges på at det vil være i strid med ytringsfriheden at straffe journalister for at dokumentere og viderebringe informationer, der har væsentlig offentlig interesse.

I den forbindelse er Grundlovens § 77 næppe journalisterne til megen hjælp. Grundlovens § 77 sikrer først og fremmest den formelle ytringsfrihed, altså, at enhver er fri til at offentliggøre sine tanker på tryk, i skrift og tale, uden forudgående censur. Men som bekendt er sådan offentliggørelse "under ansvar for domstolene". Og da § 77 ikke angiver, hvilke hensyn, der kan medføre en indskrænkning af den materielle ytringsfrihed, altså beskyttelsen mod f.eks. efterfølgende strafferetlige eller andre disciplinære sanktioner, har der i dansk statsretslig teori været en tradition for at antage, at lovgiver var uindskrænket i sin adgang til at begrænse den materielle ytringsfrihed (det kommer næppe som en overraskelse for nogen, at også Alf Ross abonnerede på dette synspunkt).

Journalisterne bør snarere sætte deres lid til den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), som i 1992 blev inkorporeret i og dermed gjort til en del af national dansk ret. EMRK har udvidet rammerne for ytringsfriheden herhjemme (som demonstreret i Jersild-sagen) og medført, at Grundlovens § 77 nu fortolkes i lyset af EMRK artikel 10, således, at § 77 efterhånden indeholder en vis materiel beskyttelse.

EMRKs artikel 10 lyder:

1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser.

2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formelle bestemmelser, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.

Ved på udtømmende vis at opstille de hensyn, der, såfremt de er vedtaget ved lov, kan føre til en indskrænkelse af ytringsfriheden, hvis den konkrete indskrænkelse er proportional med det søgte hensyn, yder EMRK dermed en materiel beskyttelse af ytringsfriheden, der, rent juridisk set, overstiger Grundlovens ditto.

Pressens rolle som offentlighedens kritiske vagthund har været temaet for mange afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Endvidere har EMD også haft lejlighed til at tage stilling til sager, der faktuelt ligner Berlingske-sagen, og hvor det hensyn, indskrænkningen af ytringsfriheden hjemles i er "nationens sikkerhed".

I "Observer and Guardian v. UK" fik den engelske stat nedlagt et fogedforbud mod to avisers referater af en bog, "Spycatcher", skrevet af en tidligere medarbejder i den engelske efterretningstjeneste. En bog der angiveligt indeholdt fortrolige informationer. Dette fogedforbud blev opretholdt efter at andre aviser havde offentliggjort referater af bogen, ligesom, at bogen var blevet udgivet i U.S.A. EMD fastlagde i denne nogle principper, som går igen i senere domme. EMD udtalte bl.a., at:

Freedom of expression constitutes one of the essential
foundations of a democratic society[..]it is applicable not only to "information" or "ideas" that are favourably received or regarded as inoffensive or as a matter of indifference, but also to those that offend, shock or disturb.  Freedom of expression is subject to a number of exceptions which, however, must be narrowly interpreted and the necessity for any restrictions must be convincingly established.
however, must be narrowly interpreted and the necessity for any restrictions must be convincingly established.

(b)  These principles are of particular importance as far as the press is concerned.  Whilst it must not overstep the bounds set, inter alia, in the "interests of national security"[..]it is nevertheless incumbent on it to impart information and ideas on matters of public interest.  Not only does the press have the task of imparting such information and ideas: the public also has a right to receive them.  Were it otherwise, the press would be unable to play its vital role of "public watchdog".

Konkret fandt EMD, at fogedforbuddet havde været berettiget i den periode, hvor bogen ikke var udgivet, og hvor andre medier ikke havde refereret den. I perioden efter udgivelsen og den øvrige mediedækning havde fogedforbuddet været i strid med ytringsfriheden i EMRK artikel 10.

EMD lagde vægt på, at der, i forhold til aviserne, ikke længere var et tvingende hensyn til hemmeligholdelse af informationerne i bogen, da bogen nu var offentlig tilgængelig. Til regeringens anbringende om, at fogedforbuddet stadig var nødvendigt for at bevare efterretningstjenestens ry og rygte og demonstrere overfor omverdenen at man i fremtiden ville skride hårdt ind overfor offentliggørelse af fortrolig informationer skrev EMD:

The Court does not regard these objectives as sufficient to justify the continuation of the interference complained of.  It is, in the first place, open to question whether the actions against O.G. [aviserne Observer og Guardian] could have served to advance the attainment of these objectives any further than had already been achieved by the steps taken against Mr Wright [forfatteren til den omstridte bog] himself […]
Above all, continuation of the restrictions after July 1987 prevented newspapers from exercising their right and duty to purvey information, already available, on a matter of legitimate public concern.

Konkret fandt EMD, at fogedforbuddet havde været berettiget i den periode, hvor bogen ikke var udgivet, og hvor andre medier ikke havde refereret den. I perioden efter udgivelsen og den øvrige mediedækning havde fogedforbuddet været i strid med ytringsfriheden i EMRK artikel 10.

EMD lagde vægt på, at der, i forhold til aviserne, ikke længere var et tvingende hensyn til hemmeligholdelse af informationerne i bogen, da bogen nu var offentlig tilgængelig. Til regeringens anbringende om, at fogedforbuddet stadig var nødvendigt for at bevare efterretningstjenestens ry og rygte og demonstrere overfor omverdenen at man i fremtiden ville skride hårdt ind overfor offentliggørelse af fortrolig informationer skrev EMD:

The Court does not regard these objectives as sufficient to justify the continuation of the interference complained of.  It is, in the first place, open to question whether the actions against O.G. [aviserne Observer og Guardian] could have served to advance the attainment of these objectives any further than had already been achieved by the steps taken against Mr Wright [forfatteren til den omstridte
bog] himself […]
Ab
ove all, continuation of the restrictions after July 1987 prevented newspapers from exercising their right and duty to purvey information, already available, on a matter of legitimate public concern.

Konkret fandt EMD, at fogedforbuddet havde været berettiget i den periode, hvor bogen ikke var udgivet, og hvor andre medier ikke havde refereret den. I perioden efter udgivelsen og den øvrige mediedækning havde fogedforbuddet været i strid med ytringsfriheden i EMRK artikel 10.

EMD lagde vægt på, at der, i forhold til aviserne, ikke længere var et tvingende hensyn til hemmeligholdelse af informationerne i bogen, da bogen nu var offentlig tilgængelig. Til regeringens anbringende om, at fogedforbuddet stadig var nødvendigt for at bevare efterretningstjenestens ry og rygte og demonstrere overfor omverdenen at man i fremtiden ville skride hårdt ind overfor offentliggørelse af fortrolig informationer skrev EMD:

The Court does not regard these objectives as sufficient to justify the continuation of the interference complained of.  It is, in the first place, open to question whether the actions against O.G. [aviserne Observer og Guardian] could have served to advance the attainment of these objectives any further than had already been achieved by the steps taken against Mr Wright [forfatteren til den omstridte bog] himself […]

Above all, continuation of the restrictions after July 1987
prevented newspapers from exercising their right and duty to purvey information, already available, on a matter of legitimate public concern.

Den 26. april i år afsagde EMD så sin afgørelse i  Stoll vs. Switzerland. I denne sag havde en journalist offentliggjort nogle hemmeligstemplede dokumenter vedrørende den Schweiziske regerings forhandlinger med jødiske organisationer og en række banker om erstatning til Holocaust ofre. Via en uidentificeret kilde fik journalisten fat i indholdet af dokumentet, og fik derefter bragt to historier i en landsdækkende avis. Journalisten blev herefter straffet med en bøde på 500 Schweizer franc. EMD udtalte herefter (citeret fra pressemeddelelsen ikke fra selve dommen):

Furthermore, although the penalty imposed on Mr Stoll had not been very harsh, the Court reiterated that what mattered was not that he had been sentenced to a minor penalty, but that he had been convicted at all. While the penalty had not prevented the applicant from expressing himself, his conviction had nonetheless amounted to a kind of censure which would be likely to discourage him from making criticisms of that kind again in future. In the context of a political debate such a sentence would be likely to deter journalists from contributing to public discussion of issues affecting the life of the community and was thus liable to hamper the press in performing its task as purveyor of information and watchdog.

In the circumstances the Court considered that Mr Stoll's conviction had not therefore been reasonably proportionate to the pursuit of the legitimate aim in question, having regard to the interest of a democratic society in ensuring and maintaining the freedom of the press.

Skal vi anvende principperne fra Observer and Guardian og Stoll sagerne på den forestående straffesag mod journalisterne fra Berlingske Tidende, taler en række forhold for, at journalisterne frifindes.

    1. Der skal skelnes mellem den person der lækker fortrolige informationer og journalister, der, når informationerne har væsentlig offentlig interesse, viderebringer disse. I sådanne tilfælde indsnævres statens skønsmargin og bevisbyrden for, at straf var nødvendig påhviler således staten.I nærværende sag, må det i medfør af den tungtvejende interesse den danske befolkning havde i at blive gjort bekendt med FET rapportens indhold, sammenholdt med det nedenfor i punkt 2 anførte om offentliggørelsen af disse rapporter, anses for tvivlsomt om anklagemyndigheden kan løfte denne bevisbyrde. For at hensynet til national sikkerhed kan legitimere straf for journalisternes overtrædelse af fortrolighedsforpligtelser, skal dette hensyn være konkret og aktuelt begrundet. Er de fortrolige informationer allerede blevet lækket eller på anden måde offentliggjort, vejer hensynet til ytringsfriheden og kritisk journalistik, som altovervejende hovedregel højere end myndighedernes interesse i at retsforfølge journalister, der har bragt disse informationer til brug for den offentlige debat. I nærværende sag er rapporterne efterfølgende blevet offentliggjort af regeringen selv. Det er ikke identisk med den situation, hvor rapporterne allerede på tidspunktet for journalisternes offentliggørelse var tilgængelige f.eks. på Internettet, men peger stadig i retning af, hensynet til national sikkerhed ikke er tilstrækkeligt tungtvejende til at begrunde straf. Var jeg advokat for journalisterne ville jeg samle alle de rapporter, der måtte være lækket fra øvrige landes efterretningstjenester, navnlig den amerikanske og den britiske. Såfremt sådan lækket information er identisk eller meget lig den information, der er lækket fra FETs rapporter, hvilket er overvejende sandsynligt da FETs oplysninger om Irak-krigen jo bestod af hvad amerikanere og briter besluttede at dele med FET, vil journalisterne kunne demonstrere, at de informationer Grevil lækkede, allerede var offentligt tilgængelige.
    2. Selv en mild straf (såsom en symbolsk bøde) vil, jf. Stoll, potentielt indebære en krænkelse af artikel 10, hvilket understreger den vægt EMD lægger på ytringsfriheden, når det drejer sig om kritisk journalistik. Anklagemyndigheden vil således ikke kunne læne sig op ad proportionalitetsprincippet ved at påstå journalisterne idømt en mild straf (ligesom en evt. mild domsafsigelse ikke vil frikende en dansk domstol skulle sagen ende i Strasbourg). EMDs afgørelser demonstrerer, at EMRK yder et vigtigt forsvar for journalister, der sidder med fortrolig viden, der har stor offentlig interesse, hvilket utvivlsomt var tilfældet med Irak-krigen og grundlaget for Danmarks deltagelse deri. Denne beskyttelse er utvivlsomt med til at formindske mulighederne for magtmisbrug og øge mulighederne for kritik af magthavere.

Endelig viser afgørelserne, at EMRK på visse punkter udvider de frihedsrettigheder der gælder her i landet, hvorfor det er vigtigt at skelne mellem den kritik, der (ofte fra borgerligt hold) fremsættes af denne konvention. For meget af denne kritik er overfladisk og unuanceret og ignorerer de skelsættende afgørelser fra EMD, der har fasttømret klassiske borgerlige negative frihedsrettigheder. Det skal selvfølgelig ikke afholde kritikere fra at påpege når EMD er på vildspor, men ret skal være ret.

To slags journalistik

Af admin, den 29. april 2006. 4 svar

Her på bloggen vil vi helst give jer det, som I ikke får i MSM.

Et hurtigt kig på Infomedia viser, at denne vinkel på Plame-sagen ikke er blevet kørt i MSM. So here we go…

Christopher Hitchens er et eksempel på en slags journalistik, der bliver stadig mere sjælden: den selvstændigt opsøgende og kildekritiske journalistik. Han er samtidig socialist, så det har ikke nødvendigvis noget med politisk ståsted at gøre; det handler nærmere om professionalisme og integritet.

Han har undersøgt en særlig vinkel på det sagskompleks, der omtales som Plame-sagen. Vi har tidligere dækket sagen (se her og følg links tilbage), netop fordi den normalt viser MSM, når de er mest ringe. Men det er faktisk muligt at lave journalistik af en hæderlig standard.

Hitchens påviser i to artikler i Slate (her og her), at Saddams repræsentant til FN atomagentur IAEA, Wissam al-Zahawie, besøgte Niger i februar 1999. Det bekræfter mistanken om, at Saddam efter at have smidt FN-inspektørerne ud i 1998 forsøgte skaffe uran (yellow-cake) fra Niger, hvor han i sin tid havde fået det til sit atomvåbenprogram, der var blevet afsløret og afbrudt efter nederlaget i Kuwait-krigen.

Adspurgt om sit besøg i Niger svarer Zahawie, at han blot var der for at opfordre til et brud på den blokade mod rejser, som var rettet mod Irak, og lidt vel overivrig tilføjer han, at han da slet ikke vidste, at Niger solgte uran. Da Nigers hovedeksport er uran, eftersigende med geder på en fjern andenplads, og da Irak i begyndelsen af 1980erne fik sin uran fra netop fra Niger, virker det ikke helt, ahm, troværdigt, at Zahawie med sin tilknytning til atomindustrien i Irak er så uvidende.

Nu er det ikke nyt, at der er beviser for Saddams forsøg på at skaffe uran fra Afrika — måske lige for MSM, der stadig ikke synes at have læst de officielle rapporter, herunder Butler-rapporten, der fastholder påstanden som korrekt og udtrykkeligt opretholder Bush omtale heraf i sin tale til nationen fra 2002.

Det egentlige nye er Hitchens teori om, at de falske Niger-dokumenter blev fabrikeret ikke af korrupte italienere, men af Nigers ambassade i Rom for at sløre sporet efter Zahawis besøg. De falske Niger-dokumenter var jo ualmindeligt dårlige forfalskninger, bl.a. angav de oplagt forkerte personer fra Nigers regering, og — nok så interessant — angav de Zahawi, som den irakiske modpart. IAEA kunne da også hurtigt afviser dem som falsknerier. Det var denne afvisning, der gav stødet til myten om, at Saddam slet ikke havde forsøgt at skaffe uran fra Afrika, og at Bush havde løjet herom. Det var denne myte, som Joe Wilson forsøgte at puste til i det, der senere udviklede sig til Plame-sagen.

Hvis Hitchens teori er rigtig, forklarer det ikke bare, hvorfor Niger-dokumenterne var så elendige. Det forklarer også, hvorfor den britiske efterretningstjeneste fastholder, som forklaret i Butler-rapporten, at Saddam forsøgte at skaffe uran i Afrika. Deres mistanke støttes bl.a. på Zahawis besøg i 1999, og eksistensen af falske dokumenter ændrer ikke denne tolkning, fordi de ses som et forsøg på at dække sporene.

Det er en interessant vinkel, som Hitchens to artikler fra hhv. 10. og 17. april dyrker. Men se om MSM i Danmark ønsker at omtale dem. Nix. Og det selvom Berlingske i sin tid brugte rigtig meget spalteplads på at fortælle om de falske Niger-dokumenter, selvfølgelig med en del faktuelle fejl i sin iver efter Bush-bashing. Suk.

Så lad os kigge på en anden form for journalistik. Igen må Berlingske holde for. Det er yderst snæversynet at pukle på dem hele tiden, men den man elsker, tugter man. Man kan ikke forvente sig noget særligt af Information eller Politiken, men Berlingske… det burde være bedre.

I går havde journalist Karl Erik Nielsen en historie både på forsiden og stort opsat inde i avisen. Her er starten på forside-artiklen:

Hvad mange har mistænkt den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, for længe, indrømmer han nu selv på overraskende vis: USA er ved at løbe tør for ideer i Irak.

Artiklen handler om, at militærakademiet ved Fort Leavenworths sammen med militærtidsskriftet Military Review som emne for en tilbagevendende skriftlig øvelse har valgt emnet: Countering Insurgency. I Berlingskes dækning bliver det altså til, at Pentagon selv indrømmer, at man er løbet tør for ideer, og først som allersidste sætning kommer denne oplysning:

Pennen er med andre ord Pentagons nye sværd, og udover at redde fremtiden for den moderne civilisation, er essay-konkurrencen et led i søgningen efter og uddannelsen af nye officerer.

Slår man efter på artiklens link får man bl.a. denne besked. Da det er et rotting link, som fjernes 1. maj, gengives det her:

The deadline for submissions for the COIN Writing Competition closed 1 April 2006.  However, due to national and international curiosity generated by U.S. News World Report and The Daily Show with Jon Stewart, we have reposted the initial announcement which was the object of their humorous comment for interest.

Stileøvelsen er altså blevet gjort til genstand for satire, hvilket er fair nok. Den ene af disse var USNews, hvor stileøvelsen omtales som et morsomt lille indlæg blandt flere andre i spalten kaldet Washington Whispers, der handler om stort og mest småt. Her lyder historien (se linket et stykke nede) ganske kort:

Fighting Insurgents, One Essay at a Time

Psst. Wanna save the world? The latest front in the Pentagon’s struggle against terrorism is . . . a writing competition. “The Army absolutely needs to understand more about counterinsurgency,” began the published request for submissions to the “Countering Insurgency” contest. “Nothing less than the future of the civilized world might depend on it.” Col. Bill Darley, editor in chief of Military Review-which will publish the winning submissions-says that entries for the contest have been “fresh and innovative.” The first-place winner gets $1,000. Sorry, entries were due by April 1.

Det er ikke muligt at finde sekvensen fra The Late Show, men det er et satirisk program, så vinklen har formodentlig været tilsvarende sjov. [update: Doh, det var ikke the Late, men the Daily Show. Se linket i kommentarfeltet.]

Hvordan dælen kan Berlingske leve med at slå en sådan lille spøg op med forsidedækning og det hele på noget andet tidspunkt end 1. april? Det minder lidt om den gang under præsidentvalget, hvor Nielsens kollega Poul Høi med åndeløs spænding hver dag dækkede historien om bulen-på-ryggen af Bush, ofte også på forsiden.

Ønsker avisen ikke at blive taget alvorligt?

Modspil til monopolet

Af Jacob Mchangama, den 28. februar 2006. 1 svar

Det er på grund af rygende travlhed og rejseaktivitet efterhånden et stykke tid siden denne Punditokrat har bidraget til debatten her på siden. Med dette in mente er det med en flov smag i munden, at jeg benytter Punditokraterne til ublu selvpromovering, idet jeg dog tror, at emnet kan have læsernes interesse.

Lars Hvidberg og jeg har netop lanceret det første program i en række podcasts med politisk debat under navnet "Djævelens Advokat". Udsendelserne kan høres her og vores mission statement læses her.

Den første udsendelse, som er tilgængelig fra den 1. marts 2006, har Morten Kjærum som gæst til en debat om menneskerettigheder, som jeg synes er værd at lytte til hvis man er interesseret i emnet.

Endvidere vil man i den nærmeste fremtid kunne opleve Christopher Arzrouni, Kasper Støvring, Jesper Langballe og Preben Wilhjelm i "studiet", og vi er i kontakt med mange flere. 

Jeg håber, at Punditokraternes læsere vil lytte med og komme med kommentarer til både form og indhold.

 

Smagen af bøf

Af admin, den 25. januar 2006. 7 svar

Som det er blevet bemærket flere gange, er min dækning af Afghanistan og Irak her på bloggen uhyre ensidig. Det udtrykker en arbejdsdeling med MSM: de rapporterer ensidigt det negative, og jeg ensidigt det positive. Naturligvis findes der undtagelser, som det fremgår af det følgende, men det dækker vist meget godt billedet.

Dagens meningsmåling, der som alle andre meningsmålinger skal tages med en sæk salt, er fra BBC og finder, at afghanere og irakere er blandt de mest optimistiske, når det gælder deres økonomiske fremtid.

Ahm, ikke just det resultat man ville forvente fra folk, der lever i et kaotisk terrorhelvede på vej mod den totale borgerkrig, som MSM ynder at fremstille det…

A propos BBC, så er her en lille posting om journalisten Justin Webb, der kom til at ymte noget om det ukritiske ved den fremherskende USA-kritiske indstilling i BBC. Som Kenneth Plummer før ham, slap han ikke videre godt fra det (som sædvanligt: hat tip Instapundit).

Som så ofte før afsluttes denne posting med forundring over, at MSM er, som de er. Hvorfor denne konformitet i fordømmelsen af Bush, Irak, etc., der – med Berlingskes udlandsredaktør som en forsigtig undtagelse – præger dansk journalistik.

Skyldes det blot, som nævnt i postingen om Webb, at det er lettere at kritisere åbne demokratier? Altså at svaret er dovenskab.

Eller skyldes konformiteten fejhed? For det synes at ville skade ens omdømme i Dansk Journalistforbund at skrive positivt om Afghanistan og Irak, på samme måde, som det skader ens udsigter til at begå sig i Landsforeningen af Veganere, hvis man bidrog til deres foreningsavis Salatbladet med en opskrift på langtidsstegt dyrekølle.

Med risiko for nok engang at blive misforstået i kommentarspalten ndf. og få en bande militante veganere på nakken, spørger jeg uforfærdet, om der dog ikke er nogle journalister derude i MSM, som er ved at være træt af slatten salat og trænger til en god bøf?

Renault Prisen: MSM

Af admin, den 19. december 2005. 4 svar

Læsere af denne blog er nok allerede bekendt med chok-scenen i Casablanca: Den korrupte franske politichef Louis Renault (spillet overbevisende slebent og kultiveret af Claude Raines) har som et tidligt led i det stadig så kendte tysk-franske samarbejde rettet mod amerikansk aggression og indblanding fået besked af den besøgende Gestapo-chef om at lukke Rick’s Cafe. Renault gør det med de bevingede ord:

I’m shocked, shocked to find that gambling is going on here.

Hvorefter han distræt modtager sin faste del af overskuddet fra kasinoet.

Renault viser sig som bekendt senere at være en guttermand; en nødvendig påmindelse om, at franskmænd normalt er at finde på demokratiets side, når først de er færdige med at posere. Men citatet lever videre og bruges, når man foregiver overraskelse over noget, man udmærket vidste. Som når europæiske ledere lader som om, de ikke kendte til den amerikanske praksis med rendition, osv.

Året 2005 er ved at være forbi, og vores blog mangler lidt trivia, så vi kan komme ned på niveau med MSM. Og hvad er så bedre end Renault Prisen (ikke cognac, men fraværet af overraskelse)?

Mit forslag er en undersøgelse fra det seriøse amerikanske universitet UCLA, der påviser, at Mainstream Media (MSM) har slagside til venstre. Selv en bastion som Wall Street Journal er kun borgerlig på sine debatsider, hvorimod nyhedsstoffet hælder til venstre. Har man hørt magen i Danmark?

I’m shocked, shocked ….

Pilestrædes pris

Af admin, den 15. december 2005. 1 svar

Fra denne blog har der lydt mange hårde ord rettet mod den del af journalisterne på Berlingske, der nøjes med at være ukritisk konforme med det øvrige journalistiske miljø og blot bræger det samme som alle de andre i MSM.

Men ikke alle er sådan i Pilestræde. Nogle tør tage de emner op, som de fleste journalister lader ligge. Nogle er ikke bange for at vedkende sig et borgerligt-liberalt ståsted, selvom det ikke er velset i branchen. En sådan er Bent Blüdnikow.

Han har sikkert betalt prisen for sit mod, karrieremæssigt og personligt. Så det er godt, at han nu får en.

Det forlyder, at han i morgen fredag kl. 15 får Raoul Wallenberg-prisen overrakt i det Berlingske Hus.

Der skulle være fri adgang, hvis man ikke er forhindret i disse travle juletider.

Til lykke.

Politikens konkurrencedygtighed

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 29. september 2005. 2 svar

Dagbladet Politiken har en af den slags historier, som danskerne elsker–at andre siger, at vi er rigtigt dygtige–og en af den slags, som bladets foretrukne læsere elsker endnu mere–at en stor offentlig sektor er løsningen på alt.

Specifikt har avisen en historie, der fortæller, at World Economic Forum i sin årlige opgørelse siger, at vi har en af verdens mest konkurrencedygtige økonomier.  Og pudsigt nok har Politiken også fundet en økonom, der kan give en forklaring på dét, som er i bemærkelsesværdig overensstemmelse med en af avisens nylige ledere: At det er på grund af–ikke på trods af–et højt skattetryk, at vi er konkurrencedygtige.  Åbenbart leder højere afgifts- og skattetryk slet ikke til højere lønudgifter, og det offentlige bruger jo generelt ressourcerne langt mere kløgtigt, end forbrugere og investorer selv ville kunne finde ud af.

Men næste gang man vil researche dette emne kunne Politikens redaktions mange akademikere evt. læse noget andet end Zizek, Negri, Naomi Klein m.fl.–f.eks. denne undersøgelse af de svenske økonomer Stefan Fölster og Magnus Henrekson (der kom i European Economic Review, 2001).  De finder, at højere offentlige udgifter i velstående lande associerer med lavere økonomisk vækst.  Barro (som vi nævnte i går) fandt noget lignende i sit autoritative værk på området, Determinants of Economic Growth (1997).  Senest (2004) har Peter Gordon og Lanlan Wang observeret, at enhver positiv effekt af en stor ofentlig sektor synes at forsvinde, når man statistisk kontrollerer for graden af økonomisk frihed.  Om ikke andet så kunne Politikens journalist måske også bemærke, at USA, Schweiz, Singapore og Australien også er på top-ti listen–hvilket vel antyder, at der “lissom” er tale om andet end et højt skattetryk som værende det vigtigste.

PS. Division of Labour-bloggens Larry White er heller ikke enig med Politiken (eller rettere: med WEF).  Som han siger i en post, virker det som om, man har defineret sig til, at en stor offentlig sektor er god–og iøvrigt er det absurd at måle konkurrencedygtighed abstrakt.  F.eks. er Finland ikke særligt konkurrencedygtigt m.h.t. fremstilling af vin og bananer …

Junk-journalistik: Poul Høi om ”nulstats-konservatisme”

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 13. september 2005. 5 svar

De små frække fætre ovre hos Liberator dyrkede i en periode at kåre diverse journalister for deres junk-journalistik.  Det var helt berettiget og meget samfundsgavnligt, men på det seneste synes det at være gået i sig selv.  Måske man er segnet under mængden af junk, man i givet fald skulle forholde sig til, så lad os prøve at løfte byrden … (om end den er tung).  Here we go …

Berlingske Tidendes ene USA-korrespondent, Poul Høi, som trods sin adresse i det solrige Sydcalifornien aldrig har svært ved at leve sig ind i dansk tankegang og anti-amerikanisme, havde i Berlingske Søndag en artikel, hvori det blandt andet hed, at George W. Bush …

“repræsenterer nulstats-konservatismen, der – som en af Bushs fæller udtrykker det – »vil tage forbundsregeringen [sic!] og drukne den i et badekar«.”

For det første: For lige at korrigere en fejlcitering, så var dét, som den farverige Grover Norquist fra Americans for Tax Reform sagde (og jævnligt gentager med glæde) ikke noget med forbundsregeringen med noget med forbundsstaten. OK, der skal vel være plads til, at ens sprog bliver angliceret, men så meget at man ikke kan kende forskel på government og government?  For det andet, sagde Norquist ikke, at han ville drukne forbundsstaten i et badekar; han sagde, at han ønsker, at forbundsstaten skal være så lille, at man kunne drukne den i et badekar.  Det første ville være en anarkistisk målsætning, og anarkist er Norquist trods alt ikke.  Det andet er, til Høis oplysning, en såkaldt … me-ta-for.

Men dertil: “Nulstat”? Ah, hva’?  Selv “minimalstat” eller “natvægterstat” ville vel have været nogle voldsomme tilsnigelser.  Lad os tage et hurtigt fact-check, som enhver kan gøre på google.com på et par minutter:

  • Under Bush er de samlede offentlige udgifter steget hurtigere end under nogen anden præsident siden Lyndon B. Johnson for 40 år siden (d.v.s. hurtigere end under Demokraterne Carter og Clinton og under Reagans forøgelse af forsvarsudgifterne)—i alt med 33 pct. i Bushs første embedsperiode.  Forbundsstatens udgifter i.f.t. BNP er steget fra 18,5 pct. under Clinton til 20,3 pct. under Bush.
  • Under Bush har omfanget af forbundsstatslig regulering (målt som antal siders lovgivning m.v. i Federal Register) nået et all-time high; Heritage Foundation har konkluderet, at reguleringen er blevet mindre på nogle områder, men større på andre, og at den i det store hele er i bedste fald uændret.  Cato Institute anslog i 2003, at reguleringen under Bush svarede til et samfundsmæssigt velfærdstab på 860 mia. USD … om året (svarende til ca. 8 pct. af BNP).
  • Under Bush er USA faldet i Economic Freedom Networks rating af økonomisk frihed i verdens lande, Economic Freedom of the World Index: fra 8,53 i Clintons sidste år som præsident (2000) til 8,19 i 2003.

Havde Bush være en “nulstats-konservativ” (hvordan det så end lige praktiseres), ville han have haft utallige muligheder for at anvende sin veto-ret—hvilket han, som den eneste præsident nogensinde, aldrig har gjort.  Og selv hvis hans veto skulle blive trumfet af kvalificerede flertal i kongressen, ville han via præsidentielle “executive orders” reelt kunne stoppe implementeringen af megen lovgivning—hvilket han heller ikke har benyttet sig af.

Nuvel, der kan være (halv-)gode eller (hel-)dårlige årsager til, at det er gået som det er.  11/9, Krigen mod Terror, en arrogant og ustyrlig kongres, stadigt mere effektive særinteressegrupper, o.s.v., o.s.v. , og det er meget tænkeligt, at tingene ville have været meget anderledes (men ikke nødvendigvis bedre) med f.eks. en Demokratisk kontrolleret kongres.  Men det er sådan alt sammen ligegyldigt, for en ting er sikker: “nulstats-konservatisme”, det er’d ikke.

Hvorfor er det så Høi—uden forklaring, uden dokumentation, og forbehold—karikerer Bush på den måde?  Lad os vende tilbage til det ved lejlighed, for man kunne sige meget andet om Poul Høi og hans journalistik—og det skal vi nok gøre.