Tag-arkiv: liberalisme

Plus ça change …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. oktober 2005. 8 svar

Det første tegn på, at man skal “lighten up” og tænke konstruktivt og fremadrettet er, når man begynder at sidde og synes, at tingene var nu altså bedre før i tiden.  Min Fru Punditokrat slår mig som regel hårdt —og fortjent —på overarmen, når jeg kommer for skade at sige, “Alt bli’r værre og værre!”.

Alligevel kan det nogle gange være svært ikke at blive lidt nostalgisk.  Jeg får det i hvert fald uvilkårligt på den måde, når jeg læser eller hører Connie Hedegaard udbrede sig om, hvad der er “ægte konservatisme”, og hvad der omvendt er utiltalende synspunkter.  Hedegaard har ved flere lejligheder erklæret, at hun foretrækker socialisme frem for liberalisme, hvilket nok er en væsentlig grund til, at hun er så populær blandt det Politikenske-Caffe Latte-Kystbanesocialistiske-Kulturradikale-Bureau-Kleptokrati–—de har altid foretrukket borgerlige, der ikke er så borgerlige, at det gør noget.  Og for Hedegaard er der næppe noget mere ukonservativt end at kritisere velfærdsstaten til fordel for noget som materialistisk som “markedet”, og liberale–—hvem hun så end måtte tænke på—–går jo (mener hun) ind for ulighed for ulighedens skyld.  Hedegaard har også hævdet (i en debat med Martin Ågerup), at en liberal kun argumenterer med økonomiske argumenter, mens en konservativ fokuserer på det “etiske”.  Det må jo uvilkårligt komme som et stort chok for de i Himlen forsamlede koryfæer Adam Smith, Herbert Spencer, John Stuart Mill, F.A. Hayek m.fl., der så tilsyneladende ikke er rigtige liberale, al den stund at de jo ikke kun benyttede sig at økonomiske argumenter.  Og det må være et lige så stort chok for de sammesteds forsamlede konservative, der i tidens løb er kommet til at benytte sig af økonomiske argumenter …  Alt i alt er er “klassisk konservatisme” ifølge Hedegaard noget helt, helt andet end “den liberalisme, som regeringen synes at hylde” (som hun skrev i Politiken i 2002).

Og så er vi ved det med nostalgi-trippet.  For “klassisk konservatisme” er vist ikke rigtigt, hvad den har været.  Jeg arbejder p.t. på et bidrag til en endog meget stor fransk antologi om liberal tænknings historie, og her skal jeg skrive (et af flere bidrag) om Danmark, hvilket har fået mig til at genlæse et par ting, som efterhånden har nogle år på bagen, bl.a. Det konservative Folkepartis 40-års jubilæumsskrift, Til Alle Mænds Tarv (1956), og Henning Fonsmarks aldeles uforlignelige Historien om Den Danske Utopi (1990).  Læser man sådanne ting bliver man uvilkårligt mindet om, at der var en tid, hvor de Konservative (og Venstre, ikke at forglemme!) var anderledes ideologiske.  I en lang periode af efterkrigsårene, frem til Hartlings ryk til venstre i 1965, og Poul Sørensen og Hans Jørgen Lembourns efterfølgende forsøg på at overhale indenom, var V og K i tale og (i vidt omfang) også i praksis helt derude på overdrevet, hvor Hedegaard ville rulle med øjnene.
Når det gælder “klassisk konservatisme” fra den periode, så er den vist noget andet, end hvad Hedegaard tænker på.  Her er hvad den daværende konservative partileder, Aksel Møller, skrev i Til Alle Mænds Tarv, 1956, dengang man kaldte velfærdsstaten for “formynderstaten” og afviste den så kategorisk, at man satte lighedstegn mellem folkepension og socialisme og mente således:

“[F]ormynderstaten er trods al sin gav­mild­hed ikke målet for de politiske partier, som er født af kravet om frihed for person og ejendom.  At skabe tryghed fra vuggen til graven og sikkerhed for, at mennesket kan transporteres igennem livet med den mindst mulige personlige risiko, kan nok forekomme mange tillokkende.  Men den risiko, der er ved at leve, lader sig ikke fjer­ne uden at den personlige frihed be­græn­ses. …

Lad os dog ikke overse, at men­ne­skene har forskellige behov.  Jo stærkere formynderstaten bliver, og jo me­re den fø­ler sig kaldet til at tage sig af menneskets velfærd, desto me­re må men­nesket aflevere af sine ar­bejds­resultater, og desto mindre bliver der til opfyldelsen af hans personlige ønsker til livet.”

Og:

“En for sin dyrevenlighed kendt og beun­dret direktør for en zoologisk have blev aldrig træt af at fremhæve, hvor meget sundere, raskere og tryggere dyrene var i hans bure, end i den verden, hvor de engang havde levet frit.  Der er ikke så forfærdelig megen forskel på den tryghed, hans dyr nød, og den, der bliver os til del i den helt gennemførte socialdemokratiske velfærdsstat.  Der vil heller ikke blive nogen særlig stor forskel på den pris, vi skal betale der for!”

Og Aksel Møllers broder, den senere konservative partileder, finansminister (og udenrigsminister-far) Poul Møller, skrev også i Til Alle Mænds Tarv:

“Velfærdsstaten vil … næppe byde på en så høj produktionsevne og dermed rigdom, som den privatejede bedriftsform, og der­for vil menneskene i Velfærdsstaten, når dens mål er nået, være fattigere end de be­høver at være i et samfund, hvis ø­ko­no­mi­ske bæ­repiller er anerkendelsen af privat ka­pi­tal­dannelse og privat ejendomsret.  Det er så­ledes slet ikke en varig højere rig­dom, Vel­færdsstaten tilbyder.  …

Det er derfor … u­tvivlsomt, at selve målet slet ikke er så at­tråværdig, som velfærds­pro­grammets tals­mænd udmaler det.  Tvært­imod taler alt for, at vel­færds­sam­fundet vil være fattigere, den politiske frihed mindre, den men­ne­ske­lige an­svars­fø­lelse vil mindskes, mod­standskraften aftage og initiativet lammes.  Socialismens ofte fremholdte skadelige virkninger vil gå igen, simpelthen fordi der kun er en nuance imellem den sociale Velfærdsstat og den socialistiske stat.”

Og her er (via Fonsmark, s. 196f) Poul Møllers opgør med velfærdsstaten anno 1962–—som vel og mærke havde et omfang af dværgestørrelse sammenlignet med nutidens:

“Hvis man nærer den opfattelse, at næsten al dårligdom er ‘samfundets skyld’, så må dette samfund, organiseret i nutidens stærke stat, også som gode forældre tage sig kærligt af hvert eneste barn.

Det er muligt, at de pædagoger, økonomer, kriminologer og politikere, der docerer dette synspunkt, har ret.  Jeg håber det ikke, for jeg tror ikke det kan forenes med drømmen om et frit samfund.  Dette må vel tværtimod forudsætte, at de mennesker, man ved stemmesedlen har givet magt til at bestemme over sig selv og andre, er ansvarlige for deres gerninger, er modne nok til at kunne foretage såvel de daglige økonomiske som de politiske valg og er oplyste nok til at forstå valgets konsekvenser.

Folkestyret må og kan derfor kun baseres på tilliden til menneskets fornuft og på et ansvarsgrundlag, der klart fastslår, at det enkelte menneske mere end noget andet er ansvarligt for sin skæbne.

Der lader sig simpelthen ikke gøre at bygge et retssamfund og et demokrati på et andets ansvarsgrundlag end dette, der af mange kaldes primitivt og af andre endog reaktionært.  Et hvilket som helst andet grundlag vil – om ikke formelt – så reelt føre frem til en enevælde, hvor den politiske magthavers ‘Vi alene vide, hvad der tjener folket bedst’ bliver folkestyrets svanesang.”

Ikke så meget tåget ordflom om “balance”, “sammenhængskraft”, og hvad ved jeg.  Men hvad var der mon sket, hvis medlemmer af K (eller V) i dag havde ytret sådanne ting?

Om ansvar, autoritet og staten

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. oktober 2005. 2 svar

Som jeg nævnte forleden, er en af mine absolutte favorit-skribenter den amerikanske kommentator og taleskriver Peggy Noonan.  Hun er vittig, sentimental “på den fede måde” og ganske ideologisk hårdnæset.  Og alle med en interesse for amerikansk politik kan med fornøjelse læse hendes erindringer om at være taleskriver i Reagans administration, What I Saw at the Revolution: A Political Life in the Reagan Era (1990).

Vi har her på stedet tidligere kommenteret spændingerne på den amerikanske højrefløj.  I sin klumme i denne uge i Wall Street Journal er Noonans tema–—i hvert fald underliggende–—den spirende konflikt blandt amerikanske konservative.  Den amerikanske højrefløj har altid bestået af et antal ret indbyrdes forskellige fraktioner, men det er givetvis blevet endnu mere markant de seneste 30 år: moderate “Rockefeller Republikanere”, der nærmest minder om danske konservative (som George H.W. Bush); egentlige libertarianere (som det liberalistiske, Republikanske kongresmedlem Ron “Dr. No” Paul, Republican Liberty Caucus, sympatisører med Libertarian Party og klassisk-liberale udenfor partierne); kristne-religiøst “moral majority” konservative (som TV-prædikanter a la Pat Robertson); neokonservative, der er fokuserede på “national greatness”, forsvar og udenrigspolitik og godt kan lide en stor, men effektiv offentlig sektor (som f.eks. Weekly Standard og kommentatorerne William Kristol og David Brooks); paleokonservative, som taler om “states rights”, religion, yankee-nordstaternes aggression overfor Syden (og som associeres med f.eks. Chronicles Magazine), o.s.v., o.s.v.

For Noonan og nogle få andre er der særligt én konfliktlinie, der er ved at blive meget synlig.  På den ene side de amerikanske konservative, der synes, at autoritet og stærk politisk styring er et godt mål i sig selv (og især når det er de rette, der udøver den: Eller som som et kongresmedlem hånenede karrikerede det i en tale forleden: “Big government is good government if it is our government”). På den anden side de andre, der synes, at dette er selve problemet.  Man kan sige, at Noonan ser konflikten som værende specifikt mellem neokonservative a la Brooks og Kristol/”compassionate conservatives” a la Bush, og hvad man så kunne kalde Reagan/Goldwater konservative.  Her er et uddrag fra Noonans klumme, som meget godt skitserer konflikten, og som samtidigt meget velformuleret og koncist udtrykker “hendes” USA (og nærværende Punditokrats)—og er en god kritik af de politiske overfortolkninger af Katrina-katastrofen:

“David Brooks on “Meet the Press” Sunday said he thought Katrina had given rise to a greater public desire for “authority” and “order.” I found what he was saying typically thoughtful, but I differ with him. …

I don’t think Americans are or have been, by nature, lovers of authority. When we think of the old America we think of house-raisings on the prairie and teeming cities full of immigrants, but a big part of the American nature can also be found in the story of Jeremiah Johnson, the mountain man who just wanted to live off by himself, unbothered and unmolested by people and their churches and clubs and rules. He didn’t like authority. He wanted to be left alone.

We live in the age of emergency, however, and in that age we hunger for someone to take responsibility. Not authority, but a sense of “I’ll lead you out of this.” On 9/11 the firemen took responsibility: I will go into the fire. So did the mayor: This is how we’ll get through, this is how we’ll triumph.

In New Orleans, by contrast, the mayor seemed panicked, the governor seemed medicated, and the airborne wasn’t there until it was there and peace was restored. Until then no one took responsibility. There was a vacuum. But nature abhors a vacuum, so rumors and chaos came in to fill it. Which made things worse.
No one took charge. …

No one took responsibility, but there was plenty of authority. People in authority sent the lost to the Superdome and the Convention Center. People in authority blocked the bridges out of town. People in authority tried to confiscate guns after the looting was over.
And they did things like this: The day before hurricane Rita hit Texas, last Friday, I saw on TV something that disturbed me. It was not the usual scene of crashing waves and hardy reporters being blown sideways by wind gusts. It was a fat Texas guy swimming in the waves off Galveston. He’d apparently decided the high surf was a good thing to jump into, so he went for a prehurricane swim. Two cops saw him, waded into the surf and arrested him. When I saw it the guy was standing there in orange trunks being astonished as the cops put handcuffs on him and hauled him away.

I thought: Oh no, this is isn’t good. This is authority, not responsibility.

You’d have to be crazy, in my judgment, to decide you were going to go swim in the ocean as a hurricane comes. But in the America where I grew up, you were allowed to be crazy. You had the right. Sometimes you were crazy and survived whatever you did. Sometimes you didn’t, and afterwards everyone said, “He was crazy.”

Last week I quoted Gerald Ford: “The government big enough to give you everything you want is big enough to take away everything you have.” I was talking about money. But it applies also to personal freedom, to the rights of the individual, including his right to do something stupid as long as it’s legal, like swimming.

Government has real duties in disaster. Maintaining the peace is a primary one. But if we demand that our government protect us from all the weather all the time, if we demand that it protect us from rain and hail, if we make government and politicians pay a terrible price for not getting us out of every flood zone and rescuing us from every wave, we’re going to lose a lot more than we gain. If we give government all authority then we are giving them all power.

And we will not only lose the right to be crazy, we’ll lose the right to be sane. A few weeks ago when, for a few days, some level of government, it isn’t completely clear, decided no one should be allowed to live in New Orleans after the flood, law-enforcement officers went to the home of a man who had a dry
house, a month’s supp
ly of food and water, and a gun to protect himself. The police demanded that he leave. Why? He was fine. He had everything he needed. The man was enraged: It was his decision, he said, and he was staying.

It is the government’s job to warn and inform. That’s what we have the National Weather Service for. It is not government’s job to command and control and make microdecisions about the lives of people who want to do it their own way. …

Governments always start out saying they’re going to help, and always wind up pushing you around. They cannot help it. They say they want to help us live healthily and they mean it, but it ends with a guy in Queens getting arrested for trying to have a Marlboro Light with his Bud at the neighborhood bar. We’re hauling the parents of obese children into court. The government has increasing authority over our health, and these children are not healthy. Smokers, the fat, drinkers of more than two drinks per night, insane swimmers in high seas …

We are losing the balance between the rights of the individual and the needs and demands of the state. Again, this is not new. It’s a long slide that’s been going on for a long time. But Katrina and Rita seemed to make the slide deeper.

It is hard for governments to be responsible, and take responsibility. It takes real talent, and guts. But authority? That’s easier. Pass the law and get the cuffs.”

You go girl! Hvorfor har vi ikke den slags kommentatorer i Danmark?

PS. I øvrigt er førnævnte kongresmedlem Mike Pences tale, citeret ovenfor, værd at læse i sin helhed.

Our winter of discontent

Af admin, den 30. september 2005. 2 svar

Berlingskes bedste fortaler for det Gamle Europas socialdemokratisme, Ole Bang Nielsen, der samtidig er avisens mand i Bruxelles, har i dag en analyse af den seneste politiske udvikling i Europa. Hans artikler er læseværdige, da han både skriver og argumenterer bedre end Politikens ledere, og så behøver man kun købe en avis.

I analysen fokuserer han på de seneste europæiske valg: Den franske modstand mod forfatningstraktaten, der – set fra Frankrig – blev opfattet som neoliberal. Det mudrede tyske valg, der straffede Schröder for hans reformer, afviste CDUs flirt med en flad skat og gav stor opbakning til Die Linke; et parti, hvor mange medlemmer i modsætning til Jürg Haiders østrigske flok ikke er under mistanke for at ville støtte et ækelt diktatur, de har åbent gjort det. Og endelig det polske valg, hvor socialisterne nok røg ud, men hvor tilhængerne af flad skat ikke fik den største opbakning. Han kunne have nævnt Foghs udtalelser på det sidste, men er formodentlig for meget af en gentleman til at gøre det.

OBN konkluderer, ikke urimeligt, at store dele af den europæiske befolkning ikke ønsker et opgør med den store trygge velfærdsstat. Blair, der som en af de eneste nuværende statsledere har bevæget sig mod midten fra venstre, og Kommissionens liberale formand Barroso advares derfor om at holde sig i ro, og der afsluttes med udsigten til USAs snarlige undergang.

Essensen sammenfattes af et citat fra den tyske socialminister Norbert Blüm, der i modsætning til sin danske kollega formodentlig her citeres korrekt:

Det er blevet efterår. De nyliberale blade falder fra træerne.

Samme minister citeres i øvrigt for, at de brede skuldre nu en gang må bære mere end de svageste – et af de bedre argumenter for en flad skat, hvis man tænker efter – men det er vist ikke meningen. Analysen er klar: Europæerne vil have mere stat og mere forsorg.

Er det rigtigt?

Måske. Fogh synes i hvert fald at tro det. Som Scavenius før ham, har han påtaget sig at styre landet og lader bevistheden om, at det kunne gøres meget værre, overdøve frygten for, at det måske aldrig bliver anderledes.

Man kan vanskeligt bebrejde ham det, for givet er det, at mange ikke opfatter personlig frihed som livets salt, men som en bitter byrde.

Men er det rigtigt for alle?

Jeg tror det ikke, men sætter min lid til ungdommen. Jeg tror, det var Birthe Rønn Hornbech, der bemærkede, at mange lærere er gamle 68’ere, der kæmpede for at nedbryde autoriteterne, og nu er deres arbejdsdag blevet et helvede, fordi det lykkedes.

Når man betragter dagens ungdom – og nej, jeg hører selv med den bedste vilje ikke længere til dér – så er der et karaktertræk, der overskygger alle andre: deres individualisme.

Desværre er det ofte den udgave af individualismen, man får, når der savnes både opdragelse og dannelse, altså egoisme, men individualisme i en rå og upoleret form er det nu stadig.

Når det går op for dem, hvor kvælende, anmassende og enerverende indgribende velfærdsstaten er blevet, vil de, der mere end nogen tidligere generation betragter hele verden som deres legeplads, gøre modstand. Først langsomt, for de er gennem vuggestue, børnehave, folkeskole, gymnasium, universitet og de daglige public service-medier opdraget til systemtroskab, men oprøret kommer. De vil ikke i længden finde sig i et samfund, hvor Janteloven er blevet det styrende princip, og hvor ligheden søges ved at stræbe efter den laveste fællesnævner.

Spørgsmålet er bare, om de stemmer med fødderne eller på valgdagen. For de af os, der ikke er så mobile, må man håbe på det sidste.

Med risiko for at bruge et citat, der er tillagt en mindre sympatisk karakter, kan man vel sige, at “our winter of discontent” vil ikke vare ved. Selvom bladene falder af, er der nye spirer på vej.

Er Bendtsen og Espersen sekteriske superliberalistiske anarkister?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. september 2005. 22 svar

De Konservative har holdt landsrådsmøde denne weekend.  Der er p.t. endnu ikke meldt om afsyngning af gamle slagsange —initieret af væmmelige liberalister for at kompromittere partimedlemmerne (der jo aldrig selv kunne finde på at gøre noget sådant på eget initiativ), —men det kan jo sikkert nås endnu.  Pia Christmas Møller—, som jeg som stud.scient.pol. i 1980erne delte statistik-noter med, og som siden som partileder fik vist, hvad man kan opnå med en velgennemtænkt statskonservativ linie—, er ihvertfald belært af begivenhederne fra tidligere år, og hun vil ikke lade sådanne undergravende elementer forplumre landsmødet eller partiet.

Her er, hvad hun sagde, i hvad Berlingske betegner som en “opsang” til Eva Kjer Hansen og sympatisører:

“Jeg gik rundt og troede, at alle, der ikke ligefrem bekender sig til den sekteriske skare af anarkister og superliberalister, for længst har set, at ulighed heller ikke kan være et politisk mål i sig selv,” lød hendes opsang til Eva Kjer Hansen, og de folk, der har bakket socialministerens udtalelser op.

Men er de konservative top-politikere Bendt Bendtsen og Lene Espersen mon blandt disse farlige elementer?  Der kunne være ting, der tyder på det.  Begge blev vist medlemmer af partiet engang i 1980erne, hvor partiprogrammet hed “En Fremtid i Frihed”—og alene det er jo foruroligende nok, for den slags kan jo tiltrække alle tænkelige sekteriske superliberalister og anarkister.  (Det gælder ikke Pia Christmas Møller: Hun blev tiltrukket partiet helt tilbage dengang, da partiets ideolog var Hans Jørgen Lembourn, der gjorde sig til talsmand for en korporativt styret statsmagt, SK-regering og siden blev socialdemokrat.)  Men værre end det, så sagde både Bendtsen og Espersen ifølge Berlingske Tidende ting på landsmødet, der næsten minder om … Eva Kjer Hansens udtalelser.

Her er først—igen—de herostratisk berygtede udtalelser fra socialministeren, som alle har hørt om, men få har læst:

“Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst til gode …  Vi skal ikke bruge kræfterne på bekæmpe rigdom og på at udjævne forskellen med de rigeste og de fattigste. Jeg ser ikke ulighed som noget problem i sig selv. Sagen er, at Danmark er et af de mest lige lande i verden. Det er Rwanda også, men det er vel ikke et mål i sig selv at være lige. Vi ønsker økonomisk vækst i samfundet, og hvis der er mennesker, der har ideerne, energien og initiativet til at skabe vækst og blive stenrige …, så er det alle tiders. Uligheden kan være med til at skabe dynamik i samfundet. Vi skal bare huske at behandle de dårligst stillede godt med de sociale ydelser, vi har. …  [Hver] gang der er fremgang og lønstigninger for folk, det går godt, smitter det af på folk, der er på overførselsindkomster via den takstregulering af overførslerne, som vi har i Danmark. Det gør ikke noget, at de rige bliver rigere, så længe de fattige også gør det. … Vi skal stadig have lighed i den forstand, at alle skal have de samme muligheder, eksempelvis i uddannelsessystemet. Men hvis folk klarer sig forskelligt bagefter, og det betyder, at afstanden mellem de rigeste og de fattigste øges, må det være sådan. Man skal bare stadig – huske, at der skal være et ordentligt sikkerhedsnet under de svageste, og det er der.” (JP 18-09-2005)

Altså: hverken lighed eller ulighed er mål i sig selv.  Formålet er derimod at indrette skatte- og socialpolitik således, at den ved at stimulere individuel aktivitet resulterer i generel velstandsskabelse.

Her er så, hvad Bendtsen ifølge Berlingske sagde på landsmødet:

“Det er ikke målet for os at søge ulighed. Det er heller ikke målet for os at søge lighed for den sags skyld. …  Fremgang og velstand i samfundet får vi kun, når det enkelte menneske kan få succes og blive rigere ved egen indsats. Vi konservative er garanten for, at de flittige og stræbsomme kan høste frugterne af deres egen indsats – også til gavn for fællesskabet. Det skal kunne betale sig at arbejde. … Sociale ydelser er til for dem, der ikke kan selv. Ikke alle vi andre. Ved at give alle mennesker samme ydelse får de, der sagtens kan klare sig selv, mere end rigeligt, mens de, der reelt har behov, får en utilstrækkelig hjælp. Det er ikke konservativ politik. Det er et socialdemokratisk omfordelingscirkus.”

Og her er, hvad Espersen sagde ved samme lejlighed:

“Socialdemokraternes stræben efter lighedsmageriet viser, at de intet har lært af de socialistiske økonomiers fallit. Når man vil brandbeskatte erhvervslivet, fordi det går godt, når man vil straffe mennesker, der gerne vil spare mange penge op til alderdommen, så er det udtryk for jantelovspolitik af værste skuffe. Hvad hjælper det, at Helle Thorning-Schmidt går i dyre sko, hvis de personer, hun er chef for, går i alt for små sko?”

Kære Pia’er, i Dansk Folkeparti og hos De Konservative: I har tilsyneladende begge tillagt socialministeren holdninger, hun tydeligvis ikke har; er der fordi I ikke forstod det, eller fordi I gerne vil score billige politiske point på at fordreje en udtalelse?  Og hvad er så iøvrigt forskellen på dét, Eva Kjer Hansen sagde, og dét som Bendtsen og Espersen gav udtryk for?  Er Bendtsen og Espersen farlige sekteriske superliberalister og/eller anarkister?  Skal vicestatsministeren og justitsministeren nu begynde at flaggelere sig selv og gå bodsgang for at undgå at miste deres poster?

Jeg tror iøvrigt, at Christmas Møller kan slå koldt vand i blodet.  Mens KU’erne nok har vist, at der endnu er liv i organisationen, med både støtte til Eva Kjer Hansen og et forslag om fladskat (som desværre nok skal blive nedstemt), viste vicestatsministeren hurtigt, at han bestemt ikke er hverken anarkist eller superliberalist: Han vil såmænd have højere skatter (om han så er sekterisk må andre bedømme):

“Vi må spørge os selv, om vi fortsat skal acceptere, at nye EU-lande opererer med ingen selskabsskat eller en meget lille selskabsskat. Nej, det mener jeg ikke. Jeg har den holdning, at der må være en underliggende grænse for, hvor lav selskabsskatten må være, hvis man samtidig ønsker strukturfondsmidler fra EU.”

Her gik man og troede, at nationalstaten, konkurrence og lave skatter var konservative mærkesager.  Tilsyneladende ikke.  De er nu ofret til fordel overstatslig påtvungent konkurrence-bekæmpelse og højere skatter—hvilket naturligvis bliver rost af SF’s Morten Homann (hvilket skulle være signal nok til De Konservative).

Det er dæleme en underlig tid, vi lever i.

Afdelingen for Jubeloptimistisk Opportunisme

Af admin, den 23. september 2005. 9 svar

Onsdag aften ved 9-tiden blev jeg vidne til den ynkeligste forestilling i denne regerings levetid: En af regeringens ideologisk bedst begavede ministre, Claus Hjort Frederiksen, blev spurgt af en journalist fra DR (af alle steder!), om ikke det skulle kunne betale sig at arbejde, men turde ikke andet end svare uden om i sin iver efter at lægge lighedsdebatten død.

Anstændige og anfægtede borgerligt-liberale må fortvivle, men som selvudnævnt leder for punditokraternes Afdeling for Jubeloptimistisk Opportunisme (AJO), vil jeg hellere spørge, hvordan vi sikrer, at dette forbliver et nadir, hvorfra vi kan komme videre.

Vi må konstatere, at store dele af befolkningen ikke skelner mellem politisk lighed og økonomisk lighed.

Politisk lighed angår menneskets ligeværd, at alle er født lige med samme umistelige menneskeværd, skal behandles lige og havde samme chancer. Det var grundtanken i de to store liberale revolutioner: den amerikanske og den franske, og det er fortsat den altafgørende præmis for vores ideologi.

Økonomisk lighed angår noget andet, nemlig at folk skal stilles lige. Uanset hvordan de opfører sig, skal alle have det samme. Den, som gør en ekstra indsats, skal ikke have mere, end den, der la’r vær’. Det er en forestilling hentet fra det kommunistiske paradis, som angiveligt skal komme en gang: et samfund uden stat (lyder lidt ultraliberalt, ikke?), uden penge og – ellers er det jo ikke sjovt – helt uden ressourceproblemer med alt til alle. I det samfund giver økonomisk lighed mening; ingen andre steder.

Der er således en verden til forskel på de to lighedsbegreber, men som vreden over Eva Kjer Hansens udtalelser har vist, så forstår mange herhjemme det ganske simpelt ikke. De tænker kun på politisk lighed.

Er det i grunden så galt? Er det virkelig udtryk for, at socialisterne har vundet værdidebatten?

Nej, det er mere udtryk for, at de liberale grundtanker har sejret. Begrebet lighed har i den grad sat sig igennem, at det kun forstås i sin politiske form, og kun kan bruges i debatten i den form. Den almindelige dansker tror fuldt ud på den liberale antagelse om, at alle mennesker er lige. Det er en bred og dyb accept af vores principper, vi burde påskønne.

Når vi støtter demokratiet og tager afstand fra ekspertvældet og andre privilegier, skyldes det jo netop vores tro på, at alle er lige, og at ingen derfor har ret til at træffe beslutninger på andres vegne uden deres samtykke. Når vi støtter markedsøkonomien, er det ligeledes i erkendelse af, at alle mennesker kan bestemme selv og selv bedst ved, hvad der er godt for dem.

Vi bør beundre denne respekt for lighed, ikke beklage den.

Dernæst må vi tage bestik af, at vi lever i en tid med hykleri, hysteri og historieforvanskning. Vi bør angribe de, der søger at misbruge respekten for den politiske lighed til at fremme deres egne ønsker om økonomisk lighed ved at blande de to begreber sammen. Det gør vi ved at konfrontere dem med en række sandheder, som intuitivt har opbakning i befolkningen.

Det er blevet sagt før, men tåler gentagelse:

1) Økonomisk lighed er hamrende uretfærdigt, medmindre alle laver nøjagtigt det samme. Hvis man finder det rimeligt at belønne den, der gør en ekstra indsats, f.eks. at den faglærte får mere i løn end den ufaglærte som belønning for at have stået i lære, så støtter man ikke økonomisk lighed. Hvis nogle påstår, at de går ind for økonomisk lighed, så spørg dem, om de virkelig vil kræve lige løn for forskelligt arbejde? Er et lommepengesamfund, hvor alle får nøjagtigt det samme at leve for af Staten, virkelig deres mål?

2) Når nogle bliver rige, er det ikke ensbetydende med, at nogle bliver tilsvarende fattige. Tværtimod, desto rigere et samfund bliver, desto flere penge bliver der til at støtte de svageste. I modsætning til, hvad brede dele af venstrefløjen måske tror, så dyrkes pengene til overførselsindkomster ikke i de store kælderanlæg under Nationalbanken som champignon; de kommer ind ved opkrævning af skatter og afgifter fra folk, der arbejder.

3) Økonomisk ulighed er aldrig et mål i sig selv, det er et resultat, der opstår, fordi folk opfører sig forskelligt. Nogle er pengeglade og knokler som gale for at sanke grunker, andre vil måske hellere arbejde lidt mindre og bruge tiden sammen med deres børn, og så fremdeles. Vores erkendelse af, at folk er forskellige, gør os opmærksomme på, at nogle ikke kan klare sig selv og har brug for samfundets hjælp. Dem hjælper vi ikke ved at stræbe efter den laveste fællesnævner. Hvis der er noget, som har skadet vores folkeskole og forrådt de svagest stillede børn med den tungeste sociale arv, har det netop været ønsket om at stille børn lige, så det ikke alle kunne lære, skulle ingen lære.

4) Hvis man vil forhindre, at folk bliver fattige, har man en social og humanistisk indstilling. Vil man forhindre, at folk bliver rige, er man bare misundelig.

5) I betragtning af, hvor udbredt misundelse er, kan man faktisk godt argumentere for, at et samfund får færre konflikter, desto mindre afstand der er fra top til bund, også selvom bunden har det godt. Man skal blot gøre sig klart, at dette argument er beslægtet med tilsvarende betragtninger om, at man undgår konflikter ved at holde folk med anden hudfarve eller religion ude, fordi der erfaringsmæssigt er folk, som ikke kan lide den slags forskelle. Desto mere ens folk er, desto færre konflikter. Spørgsmålet er så bare, om vi skal give efter for den slags primitive følelser, eller om vi fortsat skal stræbe efter et mere liberalt samfund?

Det mener vi her på AJO, at vi skal; det kan vel næsten kun gå fremad.

Det skal (ikke) kunne betale sig at gøre en ekstra indsats

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. september 2005. 9 svar

Der var engang, hvor det at være borgerlig var stort set synonymt med synspunkter som, at “pengene ligger bedst i borgernes lommer”, “frihed og ansvar hører sammen”, “det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats”, o.s.v.  Nuvel, måske ikke sofistikeret eller svært forståeligt som en Habermas, en Heidegger eller en Foucault, men så meget desto mere udtryk for sund snusfornuft.  Common sense.

Men, hov … Hvis det skal kunne “betale sig at gøre en ekstra indsats”, så må dette være i forhold til ikke at gøre en indsats.  Med andre ord, det skal kunne betale sig, at man—den, der gør en ekstra indsats—er knap så meget “lige” med dem, der ikke gør en indsats, som man ellers ville være.  Det må jo så uvilkårligt være i modstrid med et princip om, at “uligheden” partout ikke må øges.

Men sådan er det åbenbart ikke mere.  Tag nu f.eks. “Venstre, Danmarks Liberale Parti”.  Her er det tilsyneladende partiformanden–—statsministeren–—som fra dag til dag bestemmer, hvad partiets principielle menneskesyn er; det er (siger han på pressemøder), hvad han siger (i landsmødetaler).  Det er i hvert fald tilsyneladende ikke, hvad der i partiets principprogram står anført som principper.  Det er heller ikke, hvad beskæftigelsesministeren siger, beskæftigelsespolitikken er.  Og det er da slet ikke, hvad erhvervslivet siger, der er fornuftigt.  (Og selvom de har glemt det, så er det godt nok heller ikke, hvad der står i Dansk Folkepartis principprogram.)

De må alle straks kaldes til orden—ligesom socialministeren.  For, hvad var det nu lige socialminister Eva Kjer Hansen sagde forleden?  Sagde hun, at fattige skulle have det dårligt?  At det var et mål?  Det hun sagde var:

“»Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst til gode,« siger Eva Kjer Hansen. …

»Vi skal ikke bruge kræfterne på bekæmpe rigdom og på at udjævne forskellen med de rigeste og de fattigste. Jeg ser ikke ulighed som noget problem i sig selv. Sagen er, at Danmark er et af de mest lige lande i verden. Det er Rwanda også, men det er vel ikke et mål i sig selv at være lige. Vi ønsker økonomisk vækst i samfundet, og hvis der er mennesker, der har ideerne, energien og initiativet til at skabe vækst og blive stenrige – som for eksempel den unge Janus Friis, der netop er blevet milliardær ved at sælge sit firma, Skype, så er det alle tiders. Uligheden kan være med til at skabe dynamik i samfundet. Vi skal bare huske at behandle de dårligst stillede godt med de sociale ydelser, vi har«.
Betyder det, at spændet mellem de bedst og de dårligst stillede i samfundet gerne må blive større, end det er nu?
»Ja. For hver gang der er fremgang og lønstigninger for folk, det går godt, smitter det af på folk, der er på overførselsindkomster via den takstregulering af overførslerne, som vi har i Danmark. Det gør ikke noget, at de rige bliver rigere, så længe de fattige også gør det«.
Men overførselsindkomsterne stiger ikke i samme takt som lønmodtagernes indkomster?
»Nej, men de stiger i et tempo, der sikrer, at de dårligst stillede i Danmark altid vil have et ordentligt forsørgelsesgrundlag til sig selv og deres familie. Det er det centrale. Ingen siger, at der skal være præcis den samme stigningstakt for alle grupper i samfundet. Så bliver der for lidt dynamik«.
Regeringen har inden for de seneste år gjort indkomstforholdene dårlige for de økonomisk dårligt stillede, eksempelvis ved at indføre et loft over indkomster for folk på kontanthjælp. Hvordan hænger det sammen med målsætningen om ikke at forringe de dårligst stilledes økonomiske forhold?
»Det handler om at sikre nogle fair og rimelige mekanismer ved at sætte indtægten på eksempelvis kontanthjælp i et rimeligt forhold til indtægten på mindsteløn. Der er det vigtigt, at der er en økonomisk gevinst at hente ved at gå på arbejde. Vi har lavet loftet, så det bedre kan betale sig for kontanthjælpsmodtagere at gå på arbejde«.
De fleste danskere er vokset op med grundopfattelse, at det danske samfund er bygget op omkring lighedsidealer. Gælder det stadig?
»Vi skal stadig have lighed i den forstand, at alle skal have de samme muligheder, eksempelvis i uddannelsessystemet. Men hvis folk klarer sig forskelligt bagefter, og det betyder, at afstanden mellem de rigeste og de fattigste øges, må det være sådan. Man skal bare stadig – huske, at der skal være et ordentligt sikkerhedsnet under de svageste, og det er der«. (JP 18-09-2005)

Dette lyder faktisk som lige ud af en John Rawls’ arbejder snarere end Milton Friedmans eller F.A. Hayeks.  Og er det i voldsom modstrid med Venstres ganske socialliberale udgave af liberalismen?  Hvad står der i Venstres principprogram?  Her står bl.a.:

“Fællesskabet mellem mennesker bliver stærkest, når det enkelte menneske får størst mulig frihed til at stræbe efter et godt liv. Derved skabes værdier, som kan komme fællesskabet til gode. Den, der kan klare sig selv, har en forpligtelse til at bistå den, der ikke kan – privat og gennem samfundets indsats. …

Ægte social tryghed og velstand forudsætter en stor privat produktion, som kan finansiere velfærden. …Venstre vil arbejde for en gradvis sænkning af skattetrykket. Det skal ske ved lavere offentlige udgifter og øget vækst i den private sektor. Venstre vil konsekvent bruge væksten i den private sektor til lavere skatter frem for til højere offentlige udgifter. Fremgang i et samfund forudsætter, at det kan betale sig at arbejde, at spare op, at investere og at løbe en risiko. Derfor skal samfundet være sådan indrettet, at det overalt stimulerer privat initiativ og selvstændighed.

Venstre ønsker en fri markedsøkonomi – både fordi den mest effektivt kan opfylde menneskers individuelle ønsker og behov, og fordi den enkelte har en grundlæggende ret til frit at handle og indgå aftaler med andre mennesker. Den fri markedsøkonomi sikrer den dynamik og fornyelse i samfundet, der giver vækst i såvel materielle som ikke-materielle værdier. “

Hvis man skal vælge mellem de to principper—at det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats, og at det skal ikke kunne—hvilket et er det så lige, at Venstre og statsministeren er tilhængere af?

Junk-journalistik: Poul Høi om ”nulstats-konservatisme”

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 13. september 2005. 5 svar

De små frække fætre ovre hos Liberator dyrkede i en periode at kåre diverse journalister for deres junk-journalistik.  Det var helt berettiget og meget samfundsgavnligt, men på det seneste synes det at være gået i sig selv.  Måske man er segnet under mængden af junk, man i givet fald skulle forholde sig til, så lad os prøve at løfte byrden … (om end den er tung).  Here we go …

Berlingske Tidendes ene USA-korrespondent, Poul Høi, som trods sin adresse i det solrige Sydcalifornien aldrig har svært ved at leve sig ind i dansk tankegang og anti-amerikanisme, havde i Berlingske Søndag en artikel, hvori det blandt andet hed, at George W. Bush …

“repræsenterer nulstats-konservatismen, der – som en af Bushs fæller udtrykker det – »vil tage forbundsregeringen [sic!] og drukne den i et badekar«.”

For det første: For lige at korrigere en fejlcitering, så var dét, som den farverige Grover Norquist fra Americans for Tax Reform sagde (og jævnligt gentager med glæde) ikke noget med forbundsregeringen med noget med forbundsstaten. OK, der skal vel være plads til, at ens sprog bliver angliceret, men så meget at man ikke kan kende forskel på government og government?  For det andet, sagde Norquist ikke, at han ville drukne forbundsstaten i et badekar; han sagde, at han ønsker, at forbundsstaten skal være så lille, at man kunne drukne den i et badekar.  Det første ville være en anarkistisk målsætning, og anarkist er Norquist trods alt ikke.  Det andet er, til Høis oplysning, en såkaldt … me-ta-for.

Men dertil: “Nulstat”? Ah, hva’?  Selv “minimalstat” eller “natvægterstat” ville vel have været nogle voldsomme tilsnigelser.  Lad os tage et hurtigt fact-check, som enhver kan gøre på google.com på et par minutter:

  • Under Bush er de samlede offentlige udgifter steget hurtigere end under nogen anden præsident siden Lyndon B. Johnson for 40 år siden (d.v.s. hurtigere end under Demokraterne Carter og Clinton og under Reagans forøgelse af forsvarsudgifterne)—i alt med 33 pct. i Bushs første embedsperiode.  Forbundsstatens udgifter i.f.t. BNP er steget fra 18,5 pct. under Clinton til 20,3 pct. under Bush.
  • Under Bush har omfanget af forbundsstatslig regulering (målt som antal siders lovgivning m.v. i Federal Register) nået et all-time high; Heritage Foundation har konkluderet, at reguleringen er blevet mindre på nogle områder, men større på andre, og at den i det store hele er i bedste fald uændret.  Cato Institute anslog i 2003, at reguleringen under Bush svarede til et samfundsmæssigt velfærdstab på 860 mia. USD … om året (svarende til ca. 8 pct. af BNP).
  • Under Bush er USA faldet i Economic Freedom Networks rating af økonomisk frihed i verdens lande, Economic Freedom of the World Index: fra 8,53 i Clintons sidste år som præsident (2000) til 8,19 i 2003.

Havde Bush være en “nulstats-konservativ” (hvordan det så end lige praktiseres), ville han have haft utallige muligheder for at anvende sin veto-ret—hvilket han, som den eneste præsident nogensinde, aldrig har gjort.  Og selv hvis hans veto skulle blive trumfet af kvalificerede flertal i kongressen, ville han via præsidentielle “executive orders” reelt kunne stoppe implementeringen af megen lovgivning—hvilket han heller ikke har benyttet sig af.

Nuvel, der kan være (halv-)gode eller (hel-)dårlige årsager til, at det er gået som det er.  11/9, Krigen mod Terror, en arrogant og ustyrlig kongres, stadigt mere effektive særinteressegrupper, o.s.v., o.s.v. , og det er meget tænkeligt, at tingene ville have været meget anderledes (men ikke nødvendigvis bedre) med f.eks. en Demokratisk kontrolleret kongres.  Men det er sådan alt sammen ligegyldigt, for en ting er sikker: “nulstats-konservatisme”, det er’d ikke.

Hvorfor er det så Høi—uden forklaring, uden dokumentation, og forbehold—karikerer Bush på den måde?  Lad os vende tilbage til det ved lejlighed, for man kunne sige meget andet om Poul Høi og hans journalistik—og det skal vi nok gøre.

Økonomisk frihed har trange kår i EU

Af Christian Bjørnskov, den 12. september 2005. 2 svar

Søndag havde vores fælles Punditokrat Peter Kurrild-Klitgaard en klumme i Berlingske om den årlige Economic Freedom of the World rapport, og specielt den danske status på økonomisk frihed. Senere samme dag kunne AP så rapportere om en potentiel strid mellem Frankrig og EU. Franskmændene er igang med at introducere lovgivning, der forbyder udenlandske virksomheder i at overtage franske firmaer indenfor en række sektorer, blandt andet medicin og biokemi. Den franske premierminister Dominique de Villepin forklarede sig blandt andet med, at der var brug for ny ‘økonomisk patriotisme’. Efterfølgende har flere EU kommisærer advaret Frankrig mod den type lovgivning, der da bestemt ikke kan harmonere med hverken ånden eller bogstavet i det indre marked og den frie bevægelighed indenfor EUs mure.

Tidligere i år fik vi et stykke blændende anskuelighedsundervisning i, hvad handelsbarrierer koster, da EU med kort varsel gav efter for syeuropæisk lobbying og indførte kvoter på import af tekstiler fra Kina. De involverede danske firmaer har nævnt tab på trecifrede millionbeløb som følge af kvoterne, der allerede er fyldt. Så hvis nogen skulle være i tvivl om, hvorvidt friheden til at handle internationalt er godt eller skidt, er her et af de bedste eksempler, specielt fordi det er så tydeligt hvem der betaler: Forbrugerne.

De to eksempler ilustrerer desuden en uheldig detalje ved EU, som politikere fra alle lande, inklusive vores egen udenrigsminister, har meget svært ved at acceptere, og slet ikke at formidle til deres vælgere: EU har ingen fælles politisk tradition, men to fuldstændigt modsatrettede politiske ideologier. Nordeuropa med Storbrittanien i spidsen repræsenterer en liberal tradition med fokus på udbredt økonomisk og politisk frihed. Her hører Danmark også til, selvom vores position er blevet noget mindre klar under Fogh-regeringerne. Frankrig er anfører for det andet hold der bekender sig til ‘la dirigisme’ i forskellige former, altså ideen at staten skal dirigere samfundet som en gammeldags dirigent fører et symfoniorkester. Og det sidste hold vinder gang på gang! Se blot på landbrugspolitiken, som EU i stort mål overtog fra Frankrig, der gang på gang truer med at nedlægge veto hvis man ændrer noget.

Hvordan kommer man ud over det problem, der skræmmende præcist kan opsummeres som government failure på kontinentalt plan? Guderne må vide det, men det er en af de vigtigste faktorer, der begrænser vores og resten af Europas frihed. Og det blvier nok ikke de sidste eksempler på, at friheden spiller fallit i det fælles Europa.

Økonomisk frihed: Danmark som Nordens Hong Kong?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. september 2005. 2 svar

Idag udkom den årlige udgave af Economic Freedom of the World indekset, som udgives af Economic Freedom Network, der består af mere end 60 tænketanke og institutioner verdenover.  Det har de sidste to år været nærværende punditokrat, der har været den danske kontakt, og siden sidste år har CEPOS været koblet på som den danske organisation.

Jeg havde i dagens anledning lavet et lille notat, “Økonomisk frihed, vækst og velstand: Et dansk perspektiv”, som jeg præsenterede ved et frokostsymposium hos CEPOS.

Blandt de mere løsslupne strøtanker deri var, at Danmark ikke behøver at se til f.eks. Hong Kong eller USA for at blive verdens frieste økonomi: Lader man sig inspirere af Island, Finland, Irland og Schweiz, ville vi uden videre kunne konkurrere om 1. pladsen med Hong Kong.  Det ville givetvis have konsekvenser for væksten og dermed for levestandarden.  (Se pressemeddelelsen her.)

CEPOS har iøvrigt links til selve EFW2005-rapporten, min præsentation og andet godt her.

Update: Jeg har søndag kronik i Berlingske Tidende, hvori Ché Guevara ganske vist bliver blandet ind, men som egentlig handler om frihedsindekset …

Sælg månen!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. september 2005. 5 svar

En del borgerlige—fra Jens Rohde til Brian Mikkelsen—og enkelte ikke-borgerlige (f.eks. Naser Khader) har fra tid til anden gjort lidt venligt grin med de liberale, der igennem årene har villet gå ganske langt med privatiseringer: Man har med et smil sagt, at vi jo syntes, at det var interessant at diskutere, “hvordan man kan privatisere månen eller verdenshavene eller …”  Hø, hø, hø.

Men hvad er der egentlig så sjovt ved det?

Som Niels Krause-Kjær (der selv har drillet med lignende ting) indsigtsfuldt har bemærket i et interview sidste år, så var mange af de ting, som nogle af os i 1980erne foreslog som privatiseringer dengang “ude på overdrevet” i forhold til, hvad der var mainstream, men i dag synes de ukontroversielle.  Så måske de lidt mere vidtgående forslag faktisk kan stimulere—og endog være med til at flytte—debatten?  Den moderate venstrefløjs langsigtede realpolitiske succes i en lang årrække var (er?) om noget et resultat af, at man hele tiden flyttede målene, således at højrefløjen konstant måtte halte halvhjertet efter og sige “OK hertil, men så heller ikke længere!”.

Tag nu bare den konference, jeg var til i forrige uge, hvor økonomer helt seriøst talte privatisering af hvaler.  Langt ude?  På dybt vand?  Det var det såmænd nok i 1980erne, da islandske økonomer begyndte at tale om bortauktionering af fisketilladelser og -kvoter.  Nu benytter flere og flere lande sig af den mulighed.

Alt sammen minder det mig om en fabel, som Madsen Pirie fra Adam Smith Institute i London ofte fortalte i 1980erne: Der var engang en planet, hvor staten forestod al skoproduktion—alt andet (f.eks. en markedsløsning) ville jo resultere i ulighed (at fattige måtte gå uden sko) og “market failure” (for lille eller stor produktion af højre- eller venstresko), o.s.v.  Efter nogle årtier ville ethvert forslag om at lade markedet løse den slags blive mødt med skepsis, hovedrysten og måske endog fjendtlighed.  Her er der i den grad tale om, hvad Milton Friedman har kaldt “The Tyranny of the Status Quo”.  Og netop derfor kan der være grund til at udfordre vanetænkning ved at gå et skridt længere end dét, der synes politisk opportunt.

Og hvorfor skulle man iøvrigt egentlig ikke også kunne sælge månen eller det ydre rum?  Ok, en legalistisk forhindring er, at FN for et kvart århundrede siden vedtog Sovjetunionens forslag om, at solsystemet tilhører alle kollektivt, og at alle profitter derfor skal tilfalde verdens nationer proportionalt i forhold til indbyggertal.  Men da FN jo heldigvis ikke har magt, som flertallet af lande har agt, så er det jo ikke noget, man umiddelbart behøver at bekymre sig så meget om.

De amerikanske skatteborgere burde derimod kunne bekymre sig over Bush-regeringens vilde planer om at “space out”.  Den fortræffelige John Tierney havde i august en morsom og indsigtsfuld klumme i New York Times om, hvorfor dét netop kunne være en god grund til at lade private komme til i det ydre rum.  Det har jeg selv syntes var en sjov idé, siden jeg var teenager.  Ikke så meget på grund af Star Trek, men fordi jeg i 1983 som 17-årig læste denne artikel om privatisering af månen.  Beam me up, Scotty!

Eller, med anvendelse af et andet kendt Star Trek udtryk: Det kan være, at de liberalt sindede i stedet for at spille de sikre kort altid skal huske på, “The final frontier: To boldly go, where no man has gone before”.

The mother of all battles II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. september 2005. 1 svar

Nyhedsbureauerne har her til morgen meddelt, at USA’s højesteretspræsident William Rehnquist i nat oplevede dét, som John Maynard Keynes i sin tid associerede med “the long run”–som vi nævnte som en mulighed for flere måneder siden.  R.I.P.

Nu får Bush så muligheden for at udnævne hele to højesteretsdommere på kort tid, herunder at gøre en af dem (eller en af de siddende dommere) til ny højesteretspræsident.

Hvem bliver det så?

Jeg havde i forrige uge fornøjelsen at tilbringe en hel aften med at spise middag med US Appeals Court Chief Judge Douglas Ginsburg (som Reagan i sin tid nominerede til US Supreme Court, men som måtte trække sit kandidatur efter afsløringer om ungdommelig interesse for “inhalering”), og jeg kan kun sige: Hvis jeg var præsident, ville han være det oplagte valg.  Hold da op.  Han er endnu–for den branche–relativt ung, utroligt stærk rent akademisk, har en superb karriere som professor, vicejustitsminister og nu den reelt højest rangerende amerikanske dommer udenfor US Supreme Court–og så er han, set fra min personlige synsvinkel, en appetitlig blanding af at være meget frimarkedsorienteret på økonomiske spørgsmål, en “original intent” jurist på konstitutionelle spørgsmål og ikke en del af den mere statskonservative, religiøse højrefløj.*

Så ham bliver det næppe.

Jeg har også tidligere fremhævet den ideologisk-juridiske flammekaster Janice Rogers Brown (her og her).  Det er efterhånden desværre nok lige så usandsynligt.

Mere realistiske bud er dog nok en af disse fire dommere, som Bush havde på sin liste i foråret: J. Michael Luttig; en af de to Edith’er (Edith Clement og Edith Jones), som begge blev brugt af Det Hvide Hus som røgslør for nomineringen af Roberts tidligere på sommeren; Emilio Garza.  Alle disse er konservative “original intent”-fortolkere af forfatningen (ihvertfald i et eller andet omfang), og mindst tre af dem går for at være “socialt konservative” i en eller anden grad.  De vil givetvis udløse ramaskrig og slagsmål fra den amerikanske venstrefløj, og muligvis en ny debat om brugen af den såkaldte “filibuster”-regel ved udnævnelser, der skal behandles i Senatet.  Bush vil i.f.t. sit eget bagland ikke kunne slippe afsted med at udnævne en moderat konservativ i stedet for Rehnquist, men han vil i.f.t. venstrefløjen ikke slippe let afsted med at udnævne en, der er synligt meget mere konservativ end Roberts.

Så det kan blive det “Mother of All Battles” i amerikansk politik, jeg forudså tidligere på sommeren.  Omvendt vil erstatningen af Rehnquist med en Rehnquist-agtig dommer ikke flytte balancen–og derfor bliver slagsmålet for ingenting at regne i forhold til, når en af de nuværende højesteretsdommere fra den modsatte fløj skal erstattes–det vil være dér, at balancen for alvor kan skifte, og hvor de ideologiske frontkæmpere vil drage ud med alle de ressourcer, som de har sparet op til netop det formål.

* Det hører med til historien, at Reagan så i stedet for Ginsburg nominerede Anthony Kennedy, der lidt banalt og populært omtales som en af “sving-dommerne”, som nogle gange stemmer “til højre” og andre gange “til venstre”.  Kennedy var i den kontroversielle Kelo-dom fonylig den udslagsgivende stemme.  M.a.o.: Var Ginsburg blevet udnævnt, havde man–ceteris paribus–ikke fået den mildt sagt groteske dom.

Update: Jeg har tidligere nævnt den, men det kan godt gøres igen: Der er en ny blog, SCOTUSblog, som særligt følger US Supreme Court, og den er værd at holde øje med, hvis man synes, at emnet er interessant.

Update II: Andre er åbenbart–desværre–enige med mig m.h.t. Janice Rogers Brown.  Og når de siger det på VolokhConspiracy-bloggen, så er det givetvis sandt, for de er kloge derovre …

Sejret ad Helvede til?

Af Nicolai Foss, den 27. august 2005. Skriv et svar

Her på Punditokraterne får lederne i Wall Street Journal ofte ganske megen opmærksomhed (v/ Herr Kurrild-Klitgaard,  ligesom neo-konservative synspunkter på Irak-krigen vist næppe ligger langt fra Mr. Laws.  Som et pluralistisk medie vil vi også gøre opmærksom på mere traditionelt konservative synspunkter og fora.  Det drejer sig her konkret om The American Conservative, grundlagt i i 2002 af Scott McConnell, Pat Buchanan og Taki Theodoracopulos.  Følgende udsnit af Mission Statement giver et fingerpeg om orienteringen: "So much of what passes for contemporary conservatism is wedded to a kind of radicalism—fantasies of global hegemony, the hubristic notion of America as a universal nation for all the world's peoples, a hyperglobal economy."

The American Conservative har ofte særdeles reflekterede og forfriskende provokerende essays.  Det seneste nummer har et glimrende essay af  Austin Bramwell, "Defining Conservatism Down." Et hovedsynspunkt i essayet er at "American conservatism" (hvori Bramwell også inkluderer en del klassisk-liberale og libertarianske tænkere) havde sine teoretiske heydays i 1950'erne og 1960'erne, men at bidragene siden har været færre og mindre substantielle: "In the 1950s and '60s, James Burnham, Richard Weaver, Leo Strauss, Harry Jaffa, Russell Kirk, Friedrich Hayek, and Willmoore Kendall (among others) were all at the apex of their powers. No figure of similar stature remains."

Paradoksalt nok har faldet i produktion af substantielle nye ideer været ledsaget af en stigning i den almene accept af "konservative" ideer.  I en helt Schumpetersk analyser, hævder Bramwell at fremvæksten af tænketanke, blogs, med videre vel har institutionaliseret konservatismen, men ikke har ikke fremmet nye ideer og synteser, og har skabt en ny generation af ret så konforme konservative intellektuelle: "If they go into academia or the think-tank world, they contribute to research projects long under way; if they go into journalism, they defend an established editorial line. In blogosphere parlance, they become "instapundits," not philosophers."

Situationen er sammenlignelig med den situation som amerikanske "liberals" stod i i 1960'erne: "Intellectual sclerosis … set in. Second-tier intellects such as Arthur Schlesinger and John Kenneth Galbraith … began to take liberal ideology as a given. They proposed not new ways of understanding the world but new ways of advancing liberalism. In the hour of their triumph, liberals became blind to their own ideological shortcomings, which later became all too manifest."   

Når situationen har udviklet sig lignende for højrefløjen, skyldes det en gennemgribende men fundamentalt selvmodsigende konsensus om at de ideologiske first principles reelt er fundet, selvom hver fraktion selvsagt har sine egne (og ved at de andre har det) og det måske for sammenholdets skyld er bedst ikke at være for eksplicit om karakteren af disse. ( Bramwell har i den forbindelse nogle sarkastiske – og langt hen ad vejen rigtige – bemærkninger om den problematiske status af økonomistiske og moralfilosofiske argumenter for libertarianisme, der burde kunne få ikke mindst drengene på Liberator op af stolen). 

Bramwells argument er videre det nærmest Strausske at den konservative elite for længst har indset, hvor problematiske de grundlæggende argumenter egentlig er (og han nævner ikke engang "ikke-aggressions-teoremet" ;-)), og at revitaliseringen af disse foregår i marginale, elitære fora som Critical Review, hos de tekno-skeptiske på The New Atlantis, og blandt "evolutionære konservative" som Steven Sailer.

 

 

Mont Pelerin på Island

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. august 2005. Skriv et svar

Jeg tilbragte indtil forleden otte dage på Island til flere møder og konferencer, men først og fremmest Regional Meeting i Mont Pelerin Society—det glorværdige forum, som liberale koryfæer som F.A. von Hayek, Ludwig von Mises, (Sir) Karl Popper, Wilhelm Röpke m.fl. grundlagde i 1947 med henblik på at skabe et internationalt netværk af akademikere, journalister og politikere, som ville kunne standse verden på dens vej til trældom.

Mødet var en noget større forsamling end de regionale møder normalt er—mellem 300 og 400 deltagere—og med et pakket program, der talte så prominente talere som præsident Vaclav Klaus (Tjekkiet), udenrigsminister David Oddson (Island) og fhv. premierminister Mart Laar (Estland), samt mere akademiske stjerner som f.eks. professorerne Harold Demsetz, Thrainn Eggertsson, og US Court of Appeals Chief Judge Douglas Ginsburg, og Putins chefrådgiver Andrei Illarionov. (Desværre var der i sidste øjeblik også afbud fra Richard Epstein, samt ikke mindre end to Nobelprisvindere.) Alt sammen meget professionelt organiseret af den allestedsnærværende og altfavnende islandske professor Hannes H. Gissurarsson.  Konferencens emner skulle formelt relatere sig til "Liberty & Property in the 21st Century"—hvilket jo ikke var helt snævert. (Flere andre har rapporteret fra mødet, bl.a. Sonia Arrison fra Pacific Research Institute, der skriver om konferencens teknologi- og ejendomsrets-relaterede foredrag.)

Givet hvor "pænt" MPS er, var det forfriskende med et panel med titlen "Is Government Necessary?"  Min ungdoms store idol David D. Friedman gav så coolt, veloplagt og velforberedt et foredrag, som man kun kan, når ens forældre er verdensberømte genier, man selv har en ph.d. i fysik, men er blandt de bedst sælgende og mere kendte økonomer i verden og i øvrigt har været forsker ved flere af USA's mest prestigiøse law schools—og man dertil har haft samme simple budskab i mere end 30 år: Nej (altså til panelets spørgsmål).  Min gamle ven Tom Palmer (Cato Institute) replicerede, med flere gode punkter.

Konferencens danske bidrag var fra Bent Jensen (om de intellektuelle og socialismen), David Gress (som kommentator om samme emne) og undertegnede.  Derudover sås fire-fem danskere—inklusive en enkelt kändis—i hjørnerne. Jeg vil kraftigt opfordre andre danskere til at deltage i fremtidige møder—hvis man ellers har lysten og chancen.

Frihedens forfatning?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. august 2005. 3 svar

Det er–som læserne af Punditokraterne vil vide–sjældent, at jeg er uenig med Wall Street Journals lederskribenter; de er som regel mere indsigtsfulde og mere dybsindige end noget lignende fra hjemlige kanter.

Men nogle gange bliver de bare lidt for … forudsigeligt begejstrede for ting, hvor de–når alt kommer til alt–burde vide bedre, ikke mindst når det gælder Republikanerne og Bush-regeringen.

Et aktuelt eksempel er dagens leder om udkastet til forfatning for Irak, som ventes at komme idag, og som lederen priser i høje toner.

"Iraq's first freely elected government continues to vindicate the belief that the Mideast can be transformed, starting with Saddam Hussein's former tyranny. Its draft constitution, which appears headed for parliamentary approval tonight, reflects a remarkable spirit of compromise–and even enlightenment–among the country's political, ethnic and religious factions."

Faktum er, at de udkast til forfatning, som nærværende punditokrat har set på det seneste, er noget juks.  Punktum.

Klagepunkterne er mange, og her er nogle få:

  • Islam som ikke blot officiel religion men som dét væsentligste retslige grundlag for staten.  (Hvortil WSJ svarer "But in what Western democracy are laws not generally in accord with the Judeo-Christian moral heritage?" Ja, men der er vel en vis forskel på, at noget er "i overenstemmelse med" et religiøst grundlag, og at man så ophøjer selve det religiøse til udgangspunkt for, hvad der legalt og illegalt. "In any case, interpretation of that clause will be up to elected representatives."  Og det skulle gøre os mere trygge …?)
  • Kvinders rettigheder bliver specifikt underordnet religiøse tribunaler–men til gengæld får de reserveret et antal pladser i parlamentet.  Så vi har altså undertrykkelse af kvindernes "negative" rettigheder og så samtidigt en introduktion af positive sær-rettigheder.  Det begynder godt.
  • Føderalisme–men uden en slags subsidaritetsprincip.  Hvilket plejer at betyde centralisering.
  • Indtil videre har de udkast, jeg har set, anerkendt "freedom of worship", d.v.s. retten til at dyrke andre religioner, men faktisk ikke fuld "freedom of religion".  Det sidste indebærer nemlig også retten til at konvertere–hvilket Islamister ønsker straffet med døden.

O.s.v., o.s.v.

Langt bedre end WSJ's leder er en nylig artikel på National Review Online af Williamson Evers (Hoover Institution, Stanford) og min gamle ven Tom Palmer (Cato Institute–som har sin egen personlige blog).

Jeg har faktisk selv skrevet en halv-akademisk artikel om emnet for halvandet år siden, "Blood, Baath and Beyond: The Constitutional Dilemma of Iraq" (i tidsskriftet Public Choice), hvori jeg advarede mod stort set alt det, man nu har gjort.  Men måske den ikke er blevet læst så meget i Irak.  Eller måske den er.

Terror i London III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. juli 2005. 7 svar

Den ualmindeligt tragiske begivenhed torsdag i London får–ganske forudsigeligt–alle de skjulte, opsparede frustrationer over efterdønningerne af 11/9, Afghanistan- og Irak-krigene, Kampen mod Terror m.v. til at flamme op i lys lue. Og måske særligt kraftigt hos mange frihedsorienterede, som forståeligt nok kan være frustrerede over, hvad pokker man dog skal mene–og ikke mindst: gøre–i en verden med så meget skidt.

Mine med-Punditokrater Mr. Law og Stanislaw har hver især bidraget med tænksomme perspektiver, og det samme har vor flittige gæstebogs-skribent Limagolf. Lad mig blot bidrage med ét andet perspektiv: At man–uanset hvad man iøvrigt mener om Irak, Bush, anti-terror lovgivning m.v.–som liberal lader være med at falde i samme grøft som venstrefløjen, når den taler om, hvem der bærer "skylden" for, hvad der sker af skidt. Et eksempel på, hvor meget kæden kan hoppe af, kunne man i går se på Libertas' e-mail liste, hvor en London-bosiddende skribent skrev følgende:

"Som jeg har sagt tidligere er det den vestlige indblanding i Mellemøsten, der skaber hadet, og dermed bringer os selv i fare. Det fremgår klart af ovenstående [pressemeddelelse fra Al-Qaeda], at der er en direkte sammenhæng. Ingen indblanding = ingen bomber. I stedet skal jeg nu trækkes med, at der går bomber af 3-4 kilometer fra min bolig og mit kontor. Så "tak" til Tony Blair, George Bush og AFR."

Nej–"tak" til bombemændene. Det var dem, ingen andre, der bestemte sig for at anskaffe sig sprængstoffer, tage disse ned og ud blandt aldeles uskyldige og så blæse dem og verden et stykke. Lad de af os, der opfatter os som liberale aldrig glemme, at der ikke er nogle mennesker, der kan være ansvarlige for andres gerninger (med mindre de selv frivilligt har påtaget sig det ansvar). Man kan være tilhænger eller modstander af den ene eller den anden politik, men uanset hvad Blair, Bush, Fogh Rasmussen eller noget andet menneske måtte have gjort, så er der én og kun én skyldig part bag bomberne i London: bombemændene. Punktum.

Bevæger man sig ud af den anden tangent–hvor "skylden" for nogles gerninger pålægges dem, de reagerer imod–så er det en glidebanen uden ende. Det er samfundets skyld. Det er den internationale Zionisme og jødelobby. Det er storkapitalen. Det er "strukturerne" og "diskursen".

Næ, dem, der kommer med den slags ræsonnementer, uanset om det er til "højre" eller "venstre", skulle slås (blidt) i hovedet med et eksemplar af F.A. Hayeks Constitution of Liberty, sku' de!

"A free society will not function or maintain itself unless its members regard it as right that each individual occupy the position that results from his action and accept it as due to his own action."

Er jagttiden på liberale gået ind?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. juni 2005. 4 svar

Forleden havde Berlingske Tidende en tankevækkende artikel om brugen af forstærkende adjektiver i den danske politiske debat, baseret på en optælling foretaget af Anders Kaasgaard. (Se Kim Møller/Uriasposten for en god MSM-kritisk perspektivering + data.) Det er i øvrigt et tema, som nærværende Punditokrat tidligere selv har berørt i en klumme i Politiken–et medie vi vender tilbage til nedenfor.

Det virker som om, at det ikke er helt enestående. I de seneste år er det fra tid til anden sket, at en enkelt liberalists meninger eller vedkommendes person er blevet gjort til "headline news" på en måde, der kan synes helt ude af proportioner med, hvad der er blevet sagt–og som næppe ville have været tilfældet, hvis holdningerne havde haft et andet politisk fortegn, og dermed været mere politisk korrekte:

  • En stakkels VU-piges henkastede bemærkning i et meget langt debatindlæg hos de små, uregerlige, libertære fætre på Liberator resulterede sidste år flere måneder senere i, at hun pludseligt blev hovedhistorien i flere TV-nyhedsudsendelser og måtte trække sig fra VUs forretningsudvalg.
  • En skribent samme sted, som til hver dag arbejder som specialkonsulent for en dansk politiker, kommenterede i ét indlæg, at Venstre var for "venstreorienteret" og forfægtede i et andet indlæg privat ejendomsret?for derefter at se sig selv portrætteret over et avisopslag med en fiktiv påstand om, at han skulle have sagt, at "Fattige skal sulte ihjel!". En anden avisoverskrift lød herefter, at hans hustru var "gift med en ekstremist". Han fik siden Pressenævnets udsagn for, at overskriften og det meste af artiklens karakteristik af hans holdninger var opspind.
  • En årti gammel anmeldelse af en rejsebog af én, der et halvt århundrede tidligere havde været SS-soldat, resulterede i, at en kendt liberalist, der var særlig rådgiver for en kirkeminister, måtte se sig selv portrætteret som nazi-sympatisør og endte inden dagens udgang som arbejdsløs (om end han langt, langt senere endte med en oprejsning og berigtigelse fra de to fremtrædende medier, der havde angrebet ham).
  • En journalist, der er kendt for sine liberale holdninger, blev pludseligt i sin fagforenings medlemsblad udskreget som "højre-ekstremist".

Og det er faktisk blot nogle få af en meget stor–og voksende–stak af lignende sager. Berlingskes artikel kom f.eks. kun omtrent en uge efter, at Politiken på lederplads havde langet kraftigt ud efter socialministeren for at ansætte Punditokraternes gode ven, Christopher Arzrouni, som såkaldt "særlig rådgiver". Heri hed det under den interessante, billedlige overskrift "Rådforgiftning" bl.a. så floromvundet:

"[Socialministeren har] ansat den notoriske kamikazeliberalist Christopher Arzrouni. … Han er polemisk ultraliberalist, men paradoksalt nok loyal over for Venstres midtersøgende kurs. … Siden hen er han dog trådt i karakter med ekstreme udtalelser som »Skulle man ikke overveje helt at liberalisere besiddelse af våben?« …

ARZROUNI ER naturligvis i sin gode ret til at mene, hvad han vil – ikke mindst hvis han gør det som privatperson. Men som statsansat embedsmand er han en uheldig figur, ikke mindst, fordi hans holdninger på mange strækninger strider fundamentalt mod basale principper i den danske retsstat. Problemet er dog ikke Christopher Arzrouni som person, snarere socialminister Eva Kjer Hansens mangel på dømmekraft." (fremh. tilføjet)

Mens det må stå hen i det uvisse, hvordan det lige er, at CA's synspunkter kan intet mindre end stride fundamentalt mod basale retsstatsprincipper, må man spørge: Hvor er balancen egentlig henne i Politikens dækning og stillingtagen? Går man tilnærmelsesvis lige så prominent efter at stille spørgsmål ved navngivne offentligt ansatte, når det er nogen med en observans, der er tættere på journalisternes egen? Og hvor hurtigt ville man mon ikke være ude med formuleringer om "berufsverbot" og "MacCarthyisme", hvis andre gjorde det?

Det var emner, som nærværende punditokrat af helbredshensyn (hjertetilfælde, hjerneblødning o.l.) lod ligge, men en anden havde mod og karakter nok til at sige, hvad der skulle siges. Vi har fået lov til at gengive Henrik Gade Jensens læserbrev (10.6.) fra og om Politiken, og han er en mand, der ved, hvad han taler om:

"Et barometer på tidsånden er brugen af ordet 'kontroversiel'. Medierne bruger i dag ordet på samme måde, som kirken i gamle dage lyste personer i band. Når journalisterne udtaler ordet 'kontroversiel', arbejder meningspolitiet, for nu skal en person karaktermyrdes og skubbes ud af det gode selskab.

'Minister får kontroversiel rådgiver', lød overskriften i Politiken 4.6., da Christopher Arzrouni blev udpeget som socialministerens nye særlige rådgiver. Så er ordet sagt: kontroversiel, og så er der åbenbart noget forkert og problematisk ved den person.Politikens leder følger op og kalder Arzrouni ekstrem og taler om forgiftning. »Som statsansat embedsmand er han en uheldig figur, ikke mindst fordi hans holdninger på mange strækninger strider fundamentalt mod basale principper i den danske retsstat«, skriver lederen ud i den tomme vind.Christopher Arzrouni mener, at voksne og myndige mennesker har en moralsk ret til at gøre med sig selv, hvad de vil. Det er faktisk udgangspunktet for menneskerettighederne i deres oprindelse: at menneskers frihed kun begrænses af andre menneskers samme ret.

Christopher Arzrouni har efter min mening klart, åbent og modigt formuleret dette princip og peget på dets praktiske konsekvenser. Så kan man være enig eller uenig. Det er reel debat. Det strider ikke imod retsstaten, at borgeren ejer sig selv og ikke staten, men understøtter snarere ideen herom. Tænk, hvis staten ejede vore kroppe, så vi kun får dem til låns med pligt til at behandle dem ordentligt? Er det så kontroversielt at diskutere det?

Sjovt nok mener Politikens leder få dage senere (7.6.), at 'blodpenge' ikke lyder så dumt i forhold til retsstaten. Det er åbenbart i overensstemmelse med en retsstat at betale sig fra et mord, det mest ufrivillige og ultimative overgreb på et andet menneske. Men at voksne mennesker råder over eget legeme, anser Politiken derimod for ude af trit med principperne bag retsstaten.

Når nu Christopher Arzrouni udnævnes til 'kontroversiel', kunne det være sjovt at se, hvad der ikke er kontroversielt i dagens danske tidsånd.

At Ole Sohn som DKP-formand hyldede et af de værste folkemorderregimer i verdenshistorien, gjorde ikke ham kontroversiel. Har nogen kaldt den pæne SF-mand kontroversiel? At Anne Grete Holmsgaard kunne støtte terrororganisationen PFLP har ikke gjort hende kontroversiel. Det var ikke kontroversielt, da hun blev universitetsdirektør for DPU eller MF for SF. At formanden for 450.000 danske funktionærer og tjenestemænd i FTF er gammel KAP'er, der anså Pol Pot for vejen frem, er heller ikke kontroversielt. At Frank Aaen bifaldt Sovjets indmarch i Afghanistan og bivånede og bifaldt Kabuls fængsler, der gør Guantánamo til ren idyl – det er så rart og hyggeligt og langt fra noget skingert og kontroversielt. At Pernille Rosenkrantz-Theil kunne udtrykke sympati for malerklatter på stats- og udenrigsministeren – det er også en del af dansk hygge og har næp
pe skadet pigens renomme i
medierne. Derimod er det enormt kontroversielt at mene, at noget af alt dette skulle være kontroversielt. De pæne mennesker i dag er horden af gamle venstreorienterede, der sikrer, at det aldrig vil blive kontroversielt i Danmark at ville eksperimentere med tvang og terror i utopiernes navn. Det er dem og medløberne i pressen, der definerer tidsånden og kontrollerer embedsapparatet. En artikuleret liberal mening er i dag kontroversiel. Den slags må ikke få ansættelse i den danske stat. Det skal berufsverbotes. Hvis det stod til Politiken."

Hvad nu hvis … III: Gæsteindlæg fra Otto Brøns-Petersen

Af Redaktionen, den 15. juni 2005. Skriv et svar

Vi er beærede over, at Otto Brøns-Petersen hermed tager stafetten videre som gæste-punditokrat i debatten om rettigheder/konsekvenser:

“Tak for invitation til at give mit besyv med (selv om man unægtelig kan få mistanken om, at Nicolai forsøger at lokke havkatte ind i sit hyttefad!). Og tillykke til det fulde punditokrati med en fremdeles imponerende, inspirerende og ikke mindst underholdende blog. Nicolai stiller en række spørgsmål, som har med at gøre, om mangel på viden om konsekvenserne af et givent politisk system eller af en given politik ikke udgør et grundlæggende problem for politiske filosoffer, der begrunder deres filosofi konsekventionalistisk. Det forekommer mig, at Nicolai på visse punkter er unødigt bekymret. Hvis man vælger en konsekventionalistisk tilgang, må det som udgangspunkt være fuldt legitimt at anvende de helt normale principper for rationelle valg mellem alternativer. Kort sagt: Hvis jeg skal vælge mellem to slags rugbrød efter, hvad der giver de bedste konsekvenser for mig, hvorfor må jeg så ikke på principielt helt samme måde vælge mellem to politiske systemer? Normalt vil vi ikke stille krav om, at alle tænkelige konsekvenser er kortlagt, før det er fornuftigt (og moralsk?) at vælge mellem to slags brød? Hvorfor skulle vi så stille krav om fuldt overblik, når det gælder politiske systemer? Især da vi – som korrekt påpeget af Nicolai – af epistemiske årsager simpelt hen ikke kan identificere samtlige konsekvenser. Man kan som bekendt ikke være moralsk forpligtet til noget, der ikke er muligt, så hvordan skulle man være moralsk forpligtet til at inddrage alle tænkelige (og utænkelige) konsekvenser? Derimod kan man være forpligtet til at inddrage så mange konsekvenser, man kan identificere, og som gør en reel forskel. I normale valgsituationer er kan det være nødvendigt at udelukke selv nok så betydelige konsekvenser, hvis der ikke er nok viden om dem. Antag f.eks. at jeg kun har to brød at spise og ved at det ene er giftigt, men ikke hvilket. Jeg må jo spise for at overleve. Jeg kan ikke skaffe mig holdepunkter for en hypotese om, hvilket af brødene der er giftigt. Da tilsiger teorien om rationelle valg, at jeg bør vælge det af brødene, som jeg af andre grunde foretrækker. Selv om giftproblemet er langt væsentligere for mig, bør jeg se bort fra det, hvis jeg ikke har relevant information. Surt, men sandt (når Nicolai spørger om, “vi vel ikke bare [kan] udelukke” meget positive, uforudsete konsekvenser, så er svaret, at det kan vi da være nødt til). Der kan også være situationer, hvor teorien om rationelle valg (i Neuman-Morgenstern varianten) tilsiger, at jeg bør forsøge at sætte sandsynligheder på, så godt jeg kan. Skal jeg vælge mellem to brød hos bageren, og ved jeg, at det ene koster 1 krone mere end det andet, må jeg nødvendigvis gøre mig forestillinger om sandsynligheden for, at det også er en krone eller mere mere værd for mig. Summa summarum er det som udgangspunkt vanskeligt at se, hvorfor de principper, jeg (moralsk?) bør benytte mig af for at træffe private konsekvensbaserede valg, banale som vitale, ikke også bør anvendes, når det gælder valg af politiske tiltag og regimer. Jeg iler med at advare mod den misforståelse, at de to typer af valg er ens i alle henseender. Det er de så langt fra. Vi vil som regel gerne have konsekventionalistiske argumenter til at have almen, interpersonel gyldighed. Det rejser velkendte problemer med interpersonel nyttesammenligning eller ufuldstændige preordninger. Det kan også begrænse mulighederne for at anvende probabilistiske sammenvejninger (hvis der kun er subjektive skøn at gå udfra, hvad så?). Men at specielt begrænset viden om konsekvenserne af at træffe bestemte valg principielt skulle udgøre et problem for konsekventionalismen ser jeg som sagt ikke.

Nicolai rejser så spørgsmålet, om argumentet om utilsigtede konsekvenser (hos f.eks. Hayek) ikke er problematisk for konsekventionalister. Her er jeg tilbøjelig til at være mere enig – i hvert fald når det gælder én speciel, konservativ aftapning. Generelt er det ikke noget problem at hævde, at en bestemt politik eller handling kan have utilsigtede konsekvenser, så længe de er forudsigelige. F.eks. som når Adam Smith påpeger, at egennyttig adfærd kan have gunstige konsekvenser for andre. Uforudsigelige konsekvenser kan også være et gyldigt argument, hvis der f.eks. er tale om, at én politik eller ét regime er mere robust overfor uforudsete konsekvenser end et andet. Men det forekommer mig dybt problematisk at hævde, at den eksisterende samfundsorden er bedre beskyttet mod uforudsete konsekvenser end alternative ordener ville være (“man ved, hvad man har…”). Det forudsætter i hvert fald, at man kan påvise, at den eksisterende orden er robust og stabil. Man kan ikke bare forudsætte det – og da især ikke, hvis man i øvrigt render rundt og postulerer, at alting er meget uforudsigeligt. Som David G. påpeger, kunne man skrive et essay om disse problemer. Og en bog om tilstødende problemer. Men punditokratiet skal vel være her længe endnu … Otto”

Det kan godt være, at nogle kunne finde denne slags diskussioner “studentikose”. So be it. Vi synes selv, at de kan være nok så meget mere interessante og vedkommende, end hvad Grundtvig måtte kunne fortælle folk i det 21. århundrede om … Nå, lad nu dén døde hest være i fred.

Hvad nu hvis … II: Gæsteindlæg fra David Gress

Af Redaktionen, den 13. juni 2005. 1 svar

I debatten om rettigheder/konsekvenser, som Nicolai Foss har begyndt her, har vi–som ofte før–fået en god, tænksom kommentar fra æres-punditokraten David Gress. Jeg vil her følge Mr. Laws præcedens og poste den hér, så den ikke bliver overset:

“NF stiller to spørgsmål. 1. Hvilke moralprincipper siger, at vi (når vi skal vælge en handling) kun skal forholde os til umiddelbare konsekvenser? 2. Kan det være, at visse u-liberale ting i virkelighedens verden faktisk kan have positive uforudsete konsekvenser? Det vil kræve et længere essay at svare ordentligt. Allerførst skal nogle begreber/forhåndsantagelser vel afklares. Ad 1. Hvornår vælger vi egentlig frit? Uden at inddrage Camus og eksistentialismen her mener jeg, at det er højst problematisk at antage, at man kan kalde valget af handlinger for frit sådan uden videre. Alle handlinger vil i min pragmatiske opfattelse være mere eller mindre påvirket af forhold som fx ens personlige historie, personlighed (genetisk eller opvækstmæssigt dannet/bestemt), omstændighederne, andres krav, forventninger, muligheder …
Skal jeg fx vælge bolig, vil mit valg være temmelig afgørende påvirket af, hvad jeg har råd til, hvordan markedet ser ud, hvilke alternative krav der er til mine ressourcer osv osv. Derfor ved jeg ikke, om spørgsmålet om at vurdere konsekvenser overhovedet kan lette fra startbanen, så længe de valg, hvor vi skal inddrage flere eller færre konsekvenser, er så betinget af andre forhold … Men videre. Ad 2. Her kan de eneste kriterier for svar vel være (1) historisk erfaring og (2) pragmatisk common sense. NF spørger provokerende, om det danske skatte-afgiftstryk måske i virkeligheden ikke er så skidt, fordi det overbeviser folk om liberalismens fordele. OK, lad os se os omkring. Gør det? Næ. Det har indtil videre konverteret Fogh R. og Kristian Jensen fra liberalisme til socialisme. Og jeg tør gætte på, at det store flertal af danskere egentlig nødig ser en mere rationel beskatning, fx en flat-tax, en udgiftsskat (expenditure tax) eller en skat på fast ejendom, fordi de har interesser bundet op i det nuværende perverse system. Altså: erfaring siger, at skatte-afgiftssystemet ikke fremmer liberalisme, undtagen i særtilfælde, men tværtimod fremmer medianvælgerens tilfredshed med et system, hvor det gælder om at sno sig til tilskud og bruge dem i bund, hvad enten de hedder rentefradrag for prioritetslån eller tilskud til daginstitutionspladser. Mao der er lidet, der tyder på, at den sunde fornuft tager fejl, når den ser skatte-afgiftssystemet som et passiviserende stemmekøbsredskab til befæstelse af magthavernes evige magthaveri. Filosofisk (og teologisk for den sags skyld) har jeg også svært ved at se, at individer kan forventes at tage ansvar for uforudsete konsekvenser, der pr. definition kun indtræffer senere i tid end de valg, der udløser dem. Vi har kun den sunde fornuft og erfaringen at støtte os til. Derfor er jeg nok i dagliglivet pragmatiker a la Richard Posner snarere end konsekventialist, selvom jeg med glæde læser Yeager, tak for henvisningen. Liberale politikvurderinger, og et liberalt menneskesyn i det hele taget, kan i mine øjne aldrig grundes alene på, at de “virker bedre”, men på, at de “giver et bedre billede” af virkeligheden. For at gå ad den vej er det nødvendigt at grunde liberalismen i en antropologi, altså hævde, at frihed (hvordan den end defineres) er den for mennesker bedste eller mindst forkerte tilstand. At mennesket altså retteligt er skabt frit. Denne antropologi skal forfægtes imod den overvældende historiske erfaring om, at mennesker ofte slet ikke bryder sig om at være frie, og at magthavere har så let ved at bestikke folk til at underkaste sig formynderi. Svaret (som langt klogere og mere belæste folk end jeg har forsøgt at give) bliver noget med, at mennesker overladt til sig selv har tilbøjelighed til at kaste friheden af sig, fordi den er krævende, men at de alligevel klarer sig bedst, når de er pisket til at være mere frie. Den franske makrohistoriker Jean Baechler kommer bedre omkring det her end mange. Men for mig er svaret i grunden teologisk og dermed overnaturligt. Jeg tror ikke, man kan bevise frihedens værdi på rent pragmatisk grundlag, selvom man kan komme langt, a la: frihed skaber mere velstand, folk får det bedre, lever længere osv. Men det er alt sammen ledsageomstændigheder, ikke begrundelser. Et sted har frihed også med lidenskab at gøre. Brænder man ikke for den, har den ganske enkelt ikke nogen værdi, og historien viser, at det altid kun er et mindretal, der brænder for den. A propos uforudsete konsekvenser har frihed da haft mange sådanne, ofte skadelige. For at vende tilbage til skatte-afgiftstryk, vil jeg vove at påstå, at her gælder positiv-negativ feedback. Et mere frihedsvenligt skatte-afgiftstryk giver borgerne incitament til at udnytte det for egen vinding, som man så kan håbe også bliver fælles vinding (vi må følge de nye flat-tax lande nøje her). Et tyrannisk som det danske producerer perverse følger, hvor borgernes incitamenter har det kollektive resultat, at alle får det værre, men ingen har så ondt af det, at det betyder noget. David G”

Hard Talk

Af Mikael Bonde Nielsen, den 13. juni 2005. Skriv et svar

Min med-punditokrat Nicolai Foss har udsendt en invitation til noget, der vel nærmest må betegnes som et Oxford-møde, hvor liberale rettighedsteoretikere vs. konsekvensionalister indbydes til at gøre deres bekendelser. Således opfordret, vil jeg gerne komme med nogle refleksioner. Men først en lille forbrugeroplysning.

For nogen tid siden gjorde Peter Kurrild-Klitgaard mig og flere andre opmærksom på The Moral Foundations of Modern Libertarianism, der er affattet af Randy E. Barnett. Det er en god og indsigtsfuld artikel, der anlægger den interessante synsvinkel, at liberalister ikke er tvunget foretage et egentligt valg mellem rettighedsetik og konsekventionalisme, idet liberalismen er en politisk filosofi, og ikke som sådan en moralfilosofi. Jeg skal ikke dvæle ved dette rationale. Mit budskab skal blot være, at det i en politisk kontekst er nyttigt at vide, at liberalismen kan forsvares ud fra begge argumentationsformer, og at man som liberal er godt væbnet, når begge kategorier kan bringes i spil.

Så tilbage til åbningstrækket. Nicolai foretrækker en “robust konsekventionalisme” og har tilsyneladende ikke megen “tålmodighed med rettighedsargumenter i liberalismen”. Det har jeg en vis forståelse for, idet rettighedsdiskussioner alt for ofte ender som de rene markvandringer. Diskussionerne kan dog også være ganske frugtbare. Men jeg er overrasket over, at konsekventionalismen opleves som mere tilgængelig. Jeg har undertiden haft stort besvær med at få svar på nogle helt enkle problemstillinger. Så hvad er mere naturligt, end at rejse dem her.

En stringent konsekventionalisme er alene optaget af de virkninger, som en eksekveret eller ikke-eksekveret handling har eller kan få. Vurderingen for eller imod en given handling er således en funktion af den værdi, der tillægges konsekvenserne. Nicolai er ikke blind for udfordringerne i denne position, hvilket understreges af, at han problematiserer flere forhold i relation til definitionen af konsekvenser: Fx kravet om en udtømmende behandling af alle konsekvenser en given handling kan have, tidsaspektet i relation behandlingen, karakteren af konsekvenserne (tilsigtede og utilsigtede) osv. Det fører til en overvejelse om kun at inddrage umiddelbare konsekvenser, men med den tilføjelse, at der savnes et moralsk grundlag for at begrænse sig til dette. Hertil kommer spørgsmålet om at identificere alle umiddelbare konsekvenser, hvilket alt andet lige kan være en bekostelig affære. Og hvor meget skal der investeres i det?

Opgiver man omtalte krav, er man vel i sagens natur tæt på at opgive konsekventionalismen. Men måske kan den reddes ved at præsentere nye afgrænsninger, og et bud kunne være:

1. Sammenlignelighed: Alle umiddelbare konsekvenser er sammenlignelige i den forstand, at de kan rangordnes efter deres vægt eller vigtighed.

2. Universel neutralitet: Evalueringen af mulige alternativer er universelt neutral i den forstand, at den sammenlignelige rangordning af to tilstande er den samme for alle individer.

3. Maksimering: En handling er acceptabel, hvis og kun hvis, dens eksekvering maksimerer værdien eller den forventede værdi for én eller flere agenter.Det er altid en farlig øvelse at præsentere tre kriterier, som efterfølgende kritiseres. Det giver indtryk af, at der blot er tale om en stråmand, der udelukkende er opstillet til nedskydningens formål. Lad mig derfor understrege, at kriterierne er formuleret ud fra et ønske om at yde konsekventionalismen fuld retfærdighed, og at teorien ikke nødvendigvis falder til jorden, blot fordi kriterierne nedbrydes. Der kan være alternative kriterier, som jeg ikke er opmærksom på. Men til sagen.

Kriteriet om sammenlignelighed, må vel et eller andet sted siges at være en grundsætning for konsekventionalismen og derfor ikke særlig restriktivt. Jeg forudsætter også, at konsekvenser rangordnes ordinalt (i modsætning til kardinalt). Det frigør os fra de fleste udfordringer, men de står til gengæld i kø, når vi tager fat på det næste kriterium.
Kravet om universel neutralitet kan forekomme alt for restriktiv for en hayekiansk konsekventionalist, men for en én, der baserer sin argumentation på fornuftens fundament, er kriteriet vel entydigt nødvendigt. Det er dog åbenbart, at det ikke problemfrit at antage, at alle individer ved fornuftens hjælp vil nå frem til den samme rangordning af fx prisstabilitet og beskæftigelse.

Det sidste kriterium, om maksimering, må vel regnes for afgørende i en konsekventionalistisk argumentation. Kriteriet kan skærpes ved at supplere det med et pareto-kriterium, men det vil formentlig ødelægge konsekventionalismens praktiske relevans. Det har jeg derfor bevidst undladt.

Jeg forudsætter, at ovenstående afgrænsning kan tjene som afsæt for den videre debat. Og det leder mig frem til mit foreløbige slutærinde: Hayekianske konsekventionalister har nok svært ved at finde en grimasse der kan passe i forhold til positive, utilsigtede konsekvenser initieret af ikke-liberale handlinger. Men hvordan har fornuftsbetonede, liberale konsekventionalister det med sammenlignelighed, universel neutralitet og maksimering uden pareto-restriktioner? Er disse kriterier tilstrækkeligt robuste? Kræver det mindre tålmodighed at arbejde med disse problemstillinger, end at kaste sig over rettighedsargumentationen? Og hvor meget kan der slækkes på de anførte kriterier, uden at vi som Groucho Marx ender med at sige: “Those are my principles, and if you don’t like them… well, I have others.”?

The mother of all blogs

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. juni 2005. Skriv et svar

Atlas Economic Research Foundation–der er en slags koordinator af arbejdet i liberale og konservative tænketanke verden over–har nu lanceret en "blog-hub", hvor et stort antal frihedsorienterede blogs syndikeres og linkes til. Den er et besøg værd.