Tag-arkiv: liberalisme

Hjemløse liberale

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. januar 2006. Skriv et svar

David Boaz, høj-aktiv Executive Vice President for tænketanken Cato Institute, havde tirsdag en kommentar i Wall Street Journal om, hvordan det p.t. er lidt som at være “hjemløs” (eller “forældreløs”, som han faktisk skrev), hvis man er klassisk liberal (libertarian) i dagens USA:

Libertarian Orphans

The Gallup Poll’s annual survey on government found that 27% of Americans are conservative; 24% are liberal, up sharply because the poll was taken after Katrina, which boosted support for the proposition that “government should do more to solve our country’s problems.” Gallup also found — this year as in others — that 20% are neither liberal nor conservative but libertarian, opposing the use of government either to “promote traditional values” or to “do too many things that should be left to individuals and businesses.” Another 20% are “populist” (supporting government action in both areas), with 10% undefined. Libertarian support, spread across demographic groups, is strongest among well-educated voters.

So where are the libertarians in politics and the media? Since the Clinton impeachment and the Florida recount, there’s been a polarization: Congressmen and TV pundits define themselves as red/blue, pro-/anti-Bush, partisan Democrat/Republican, and take rigid liberal/conservative positions on Iraq, tax cuts, Social Security reform, gay marriage, abortion. But polls tell us that Americans aren’t quite so partisan.

With big-government conservatives spending money like Imelda Marcos in a shoe store, and big-government liberals supporting the Patriot Act, even pro-government populists are represented in D.C. It’s the libertarian voters who are orphans. Democrats stand like a wall against tax cuts and Social Security privatization. Republicans want to ban abortion, gay marriage and “Happy Holidays.” It’s not just Congress — in Virginia’s recent elections, all the Democrats were tax-hikers and all the Republicans were religious rightists. What’s a libertarian to do?

The worst aspect of all this is the oracles who appear on TV. You’d think they’d be thoughtful, independent. Yet they’re as partisan as the pols. The typical cable show brings viewers two guests, a liberal and a conservative. You can count on conservative writers to defend everything President Bush does, and on liberal editors to denounce the GOP — no matter what.

Of course, it could be that most Americans are, in fact, liberals and conservatives. Maybe Gallup is wrong, every year. But the exit polls on election day 2004 offer some confirmation. According to those polls, 17 million voted for John Kerry but did not think the government should do more to solve the country’s problems. And 28 million Bush voters support either gay marriage or civil unions. That’s 45 million who don’t fit the polarized model. They seem to have broadly libertarian attitudes. In fact, it’s no secret that libertarian voters make up a chunk of America. But you’d never know it from watching TV — or listening to our elected politicians.

Y’all know the feelin’?

Borgerlige realister og venstreorienterede pomoer – men hvorfor?

Af Nicolai Foss, den 30. januar 2006. 12 svar

I en tænksom og provokerende kommentar til min post om Det Løse d. 26. januar bemærker "Nai" at realisme og borgerlig observans har det med at følges ad.  Det synes han er irriterende, bl.a. fordi den "metafysiske realisme" er ligeså problematisk som pomo.  Jeg er ret så uenig i dette sidste (selvom fagfilosoffer altid kan slå mig i hovedet med Putnams Paradox med videre).  Men kommentarer til det må afvente en senere post.

Lad mig begynde med at bemærke, at for det første er der ikke tale om "lovmæssige" sammenhænge mellem borgerlighed og realisme-bias; der er undtagelser. Fx er den fremtrædende realist-filosof, Roy Bhaskar, ræverød.  Jeg tror også at det sagtens er muligt at holde elementer af pomo-verdensbilledet og være klassisk-liberal.  Den nu afdøde "østrigske" økonom Don Lavoie var et godt eksempel på det.

Men som en grov generalisering har Nai grundlæggende ret i sin observation af at borgerlige faktisk er mere kommittede til realisme.  Hvorfor er det sådan? Og hvorfor er der omvendt et så markant venstrefløjsbias blandt pomo'erne.   Det er en kompliceret historie, så det følgende er blot nogle stikord.

Jeg tror at én brik til forståelsen af forholdet har at gøre med at mange af "borgerlig observans" jf. min tidligere post "En anden verden"  holder en grundlæggende "økonomistisk" opfattelse.  Overlappet mellem denne og traditionel klassisk liberalisme er meget stort.  Mange – blandt dem Ludwig von Mises, Milton Friedman og Leland Yeager – har været tæt på at mene at klassisk liberalisme nærmest kan reduceres til økonomisme på det positive niveau og utilitarisme på det normative niveau.

For at dette overlap skal give mening forekommer det dog, at den må funderes på en social ontologi.  Den sociale ontologi som er karakteristisk for de med en økonomistisk og klassisk-liberal indstilling, og for mange borgerlige i almindelighed er følgende: 

  • Der kan meningsfuldt tales om en "menneskelig natur" som er ret konstant over tid, ens over racer, og invariant over kulturer.  (Som kontrast tenderer pomoer mod at mene at tale om "menneskelig natur" er fascistisk og/eller forvrøvlet, "fordi" "natur" er fundamentalt "formeligt" af kontext/externe omgivelser). 
  • Der eksisterer mekanismer i den sociale verden der virker med stor regularitet.  Huslejeregulering og mindsteløn har forudsigelige (dårlige) konsekvenser – uafhængigt at tid og sted.  Det er ikke noget der kan socialt konstrueres efter behag – modsat pomoer der typisk vil fremhæve hvordan sådanne konsekvenser er resultatet af selvopfyldende profetier.

Hvis menneskelig natur er et meningsløst begreb eller er noget der fluktuerer uforudsigeligt, eller hvis der ingen sociale regulariteter er, så er det også meget vanskeligt at sige noget særligt om institutionelt design, konstitutionelt valg, etc., specielt klassisk-liberale positioner. Det er så fundamentalt tilfældigt.  Strengt kan det derfor også være et vanskeligt projekt for pomoerne at være venstreorienterede. At de så er det alligevel er måske bare en spuriøs korrelation: Altså pomoerne er grundlæggende pubertære og derfor er de samtidigt pomoer og venstreorienterede. 

Bundlinie: Modsat Nai mener jeg egentlig ikke at borgerliges realisme-bias er tilfældigt eller noget der bør kritiseres; snarere tværtimod. 

Ejendomsrettigheder er menneskerettigheder II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. januar 2006. 2 svar

Vi omtalte i sommer den infamøse amerikanske højesteretsdom Kelo v. New London, der var et særdeles trist eksempel på arbitrær politisk krænkelse af den private ejendomsret–én, som man ellers formodentlig skal helt til Danmark eller Zimbabwe for at finde…  Vi omtalte i den forbindelse også, hvorledes en gruppe frihedssindede borgere bestemte sig for at kombinere happening og hævn: Nemlig at foreslå en ekspropriation af hjemmet tilhørende højesteretsdommer Souter (som afgav den udslagsgivende stemme) med henblik på at bygge et "Hotel Lost Liberty".  Nu er der nyt i den sag (takket være Wall Street Journals Brendan Miniter på OpinionJournal.com):

Supreme Court Justice David Souter is now one step closer to losing his house. A group called the Committee for the Protection of Natural Rights, based in Mr. Souter's hometown of Weare, N.H., has gathered enough signatures (25 in a town of 8,500) to bring the seizure of the Justice's historic 200-year-old home up for a vote on March 14. Activists are out to spank Justice Souter for joining the Court's recent Kelo v. New London decision, which expanded the power of state and local governments to seize private property and replace it with commercial property that will bring in more tax revenue.

At a rally in Weare this past weekend to gin up support for creating "Hotel Lost Liberty" on the Souter site, about 25 volunteers from around the county met at the Town Hall and later passed out copies of the Kelo decision. Logan Darrow Clements, a Californian and one of the protest organizers, compared the effort to the Boston Tea Party and Weare's own Pine Tree Riot, an incident that involved town residents beating up officials appointed by King George III in 1772 after being fined for cutting down pine trees. "What we're trying to do is stop eminent domain abuse," Mr. Clements told reporters. If people like Justice Souter lost their homes to a flaky government seizure process, maybe they would "understand why it needs to end," he added.

Bedste "nye klassikere"? II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. januar 2006. 7 svar

For nylig opfordrede jeg læserne og mine med-Punditokrater til at give deres bud på, hvad der kunne være de bedste nye “klassikere” siden 1980 af bøger skrevet fra et frihedsorienteret perspektiv.  Dette set i lyset af den ret store mængde af sådanne bøger, som kom i perioden 1960-1980.

Baggrunden var fra min side en vis stigende frustration over—eller i hvert fald bekymring for—at antallet af virkeligt “store” bøger, der enten er fra liberalististisk/frimarkeds-konservativt hold eller i hvert fald er analytisk kompatibelt hermed, har været noget faldende i de senere år.

Der var ikke mange af mine med-Punditokrater, der reagerede—det var vist alene Mikael Jalving.  Omvendt var der en del af læserne, som reagerede i kommentar-sektionen.  Så her kommer dels mine kommentarer til læsernes forslag, og dels nogle af mine egne bud.  Hvis andre—læsere og Punditokrater—efterfølgende skulle have lyst til at fortsætte debatten, så er den bestemt endnu “åben”.

OK, først til de værker, som nogle syntes, jeg burde have taget med på listen over store værker fra perioden 1960-1980:

  • Johan Espersen: Henry Hazlitt: The Foundations of Morality (1964).  God bog af en god økonom.  Men har den haft stor indflydelse?
  • Peter Nedergaard: Anthony Downs: An Economic Theory of Democracy (1957).  Mega-klassiker, —men udenfor tidsafgrænsningen (1960-1980).
  • ditto: Anthony Downs: Inside Bureaucracy (1967).  Jeg har aldrig selv læst den, men min generelle forståelse fra folk, der har, er, at den er milevidt under AETOD— og i øvrigt har relativt lidt med den førstes rational choice teori at gøre (?).
  • Mr. T: Ludwig von Mises: Human Action (1963).  Klart et storværk.  Men her er der vel at mærke tale om en revideret udgave af en ældre bog (1949), som igen er en engelsksproget version af et ældre, tysk-sproget værk (Nationalökonomie), —og 1963-udgaven var efter Mises’ egen mening en af udgiveren mishandlet version.  Havde perioden været “efter 2. verdenskrig”, skulle den klart med.
  • Repsak: F.A. Hayek: The Constitution of Liberty (1960).  Tja, ja, bum, bum.  Den indeholder sande perler—, herunder et essay, der stort set alene var med til at forandre mit ideologiske verdensbillede på en vinterdag i januar 1983 (“Why I Am Not A Conservative”).  Men diskussionen af frihed/tvang er i bedste fald uklar, og i løbet af bogen kommer Hayek til at gøre sig til talsmand for stort set ethvert element i den moderne velfærdsstat.  Det kan man naturligvis synes om, men jeg foretrækker selv klart enten Hayeks tidligere arbejder eller Law, Legislation and Liberty trilogien, som er et sandt mesterværk.

Så til nogle af læsernes bud på bøger, der kunne kvalificere som “nye klassikere”:

  • Johan Espersen/Daniel Beattie: Murray Rothbard: The Ethics of Liberty (1982)—som Johan ikke kan lide, men som Daniel kan.  Tja, hvad skal jeg sige?  Som alt af Rothbard er den velskrevet, og bogen spillede en ekstrem stor rolle i dannelsen af mine egne holdninger, og den dag i dag er jeg imponeret over dens grundlæggende meget originale forsøg på at genoplive en naturrets-baseret liberalisme.  Den er generelt strengt logisk i dens ræsonnementer, og bogens appendikser indeholder gode polemikker imod alternative liberale tilgange.  Men … som tiden er gået, er jeg grundlæggende blevet mindre udelt positiv overfor den.  At mene at man udlede alle politisk relevante normative konklusioner strengt deduktivt fra to og kun to simple aksiomer, forekommer mig i dag langt mindre overbevisende end for 20 år siden.  Det kan Rothbard da heller ikke, og i praksis kommer han—–meget mod egne preskriptioner–—til at smugle adskillige side-antagelser ind undervejs.  Frasorterer man appendikserne, og anerkender man at der ret beset er en ret ringe kobling mellem det rent naturretsfilosofiske (om “natural law”) i begyndelsen og den specifikt skitserede libertære teori, bliver bogen egentlig ret tynd.  Den har haft stor indflydelse på libertarianere/liberalister i USA og Europa ved at uddybe det grundlag, som Rothbard allerede havde udviklet, men jeg tvivler på, at den (modsat f.eks. Rothbards For A New Liberty) har nået eller overbevist mange, som ikke allerede havde købt det meste af pakken.
  • Johan Espersen: Jan Narveson: The Libertarian Idea (1988).  Jeg var meget skuffet over den, da den udkom—men nok fordi jeg havde købt den p.b.a. Laissez Faire Books‘ overstrømmende “anmeldelse”.  Da jeg sidst læste i den for et år eller to år siden, virkede den meget bedre.
  • ditto: Leland B. Yeager: Ethics as Social Science: The Moral Philosophy of Social Cooperation (2001), som Johan siger, er hans personlige favorit.  En virkelig interessant bog—en af de mere interessante jeg har læst i det forgangne år, og én som jeg i dag er (relativt) mere enig i, end jeg ville have troet for 10 år siden.  Men som helhed bærer den i nogen grad præg af at være en sammenskrivning af artikler og kortere noter snarere end en helstøbt helhed.  Og en ny klassiker?  Hardly.
  • ditto: David Boaz: Libertarianism: A Primer (1997).  Velskrevet introduktion, god fremstilling—meget lidt nyt eller originalt.
  • ditto: Charles Murray: What It Means to Be A Libertarian (1997).  Original, personlig fremstilling af en dygtig forsker, men meget overfladisk og hurtigt glemt.
  • ditto: Hans Hermann Hoppe: A Theory of Socialism and Capitalism (1989).  Se nedenfor.
  • Daniel Beattie: Hans Hermann Hoppe: Democracy: The God That Failed.  Jeg har det med Hoppes arbejder, som en rabbiner sagde om Det Nye Testamente: Der er noget godt i det, og der er noget nyt i det–—problemet er, at det gode ikke er nyt, og det nye ikke er godt.  De gode dele af Hoppes forfatterskab er elaboreringer af elementer, som findes hos de franske radikale liberale fra 1700-1800 tallet, hos “østrigerne” i almindelighed og hos Rothbard i særdeleshed.  Hans mest originale bidrag–—forsøget på at begrunde Rothbards libertarianske rettighedsteori i en slags Habermas-agtig “kommunikations etik”–—er simpelthen så forvrøvlet, at man kan stable non sequitur’er ovenpå hinanden, til man når toppen af Empire State Building.  Hoppes senere forsøg på at legitimere enhver tænkelig restriktion på migration i et argument om en slags “national ejendomsret” er enten ment som en joke, eller også er det en blankocheck til at foretage enhver form for frihedskrænkelse–eller begge dele.
  • Anders K.: Hernando de Soto: The Mystery of Capital (2000).  Fremragende og betydningsfuld bog, som klart har åbnet manges øjne om et vigtigt emne.
  • Katrine: Johan Norberg: In Defence of Global Capitalism.  Smadder instruktiv og tankeprovokerende lille populær bog—men også med streg under lille og populær.  Den er god i fremstillingen, menindeholder den noget andre ikke har sagt før (eller mere uddybende)?
  • Katrine: Bjørn Lomborg: The Skeptical Environmentalist.  Fremragende værk, som givetvis har flyttet manges holdninger.  Men er den specielt frihedsorienteret?  Næppe meget mere end forfatteren selv.  En planøkonom ville med glæde kunne tage den til sig.  Jeg tror, at den vil have betydning gennem at have påvirket en del, men jeg tvivler på, at den vil blive læst af mange om f.eks. 10 år (om end givetvis mere end noget, jeg har skrevet …!).
  • Repsak: David Frum/Richard Perle: An End to Evil.  Jeg må med skam melde, at jeg ikke har læst den.
  • Repsak: Natan Sharansky: The Case for Democracy: The Power of Freedom to Overcome Tyranny and Terror.  Ditto …!

Nogle andre, der ikke er på min liste:

  • Hayeks The Fatal Conceit (1989): Booooooring! Overvurderet.  Og vistnok i øvrigt i vidt omfang slet ikke skrevet af Hayek selv.
  • Rothbards History of Economic Thought (1995ff): Den ventede jeg godt nok meget længe på …, og jeg blev altovervejende skuffet.  Den var velskrevet og mange steder fantastisk, ikke mindst i fremstillingen af de middelalderlige, skolastiske “præ”-økonomer, men kritikken af Adam Smith var helt ude af proportioner, og Pareto var reduceret til stort set alene at være set med ideologiske (libertarianske) briller snarere end som økonom.
  • Mancur Olsons Power and Prosperity (2000): Jeg havde set så meget frem til den, at jeg blev gevaldigt skuffet.  Den var fremstillingsmæssigt velskrevet, men de mere akademiske arbejder, der lå bag den, var faktisk bedre.  Og så nåede forfatteren desværre at dø inden, den var helt færdig.
  • Robert Higgs’ Crisis & Leviathan: Critical Episodes in the Growth of American Government (1989): Fænomenal, provokerende og meget velskrevet bog, som solgte godt efter udgivelsen.  Men jeg tvivler (desværre) på, at den vil blive husket af mange om blot ti år.
  • Bruce Bensons The Enterprise of Law: Justice without the State (1990): Ditto—og ditto.

Så hvad er mine egne bud?  Det er svært.  Dels fordi der er virkeligt mange gode bøger fra de sidste 25 år (herunder mange af de ovennævnte, men også mange andre).  Dels fordi der altså er få af dem, der virkeligt er originale, indflydelsesrige og har åbenlys langtidsholdbarhed.  Men her er tre bud, som nok i et vist omfang afspejler mine egne idiosynkratiske interesser og specialiseringer:

  • Mancur Olson: The Rise and Decline of Nations: Economic Growth, Stagflation and Social Rigidities (1982). Olsons “fortsættelse” af sin egen The Logic of Collective Action (1965), hvori han argumenterer, at den asymmetriske organisering af særinteresser til fordel for snævre interesser (som han viste i Logic) over tid vil have negative konsekvenser for den økonomiske vækst i et samfund.  Bottom-line: De lande, der fra tid til anden får “rykket” deres politiske systemer “op” (f.eks. taberne i 2. verdenskrig), vil efterfølgende opleve større økonomisk vækst.  Bogens empiri har siden hen vist sig at halte lidt, men den grundlæggende tese er givetvis sand, og den påvirkede gennem sin sammenknytning af god teori (public choice) og aktuelle problemer (stagnation) mange til at få øjnene op for de negative konsekvenser af særinteressegruppers adfærd.
  • William H. Riker: Liberalism Against Populism: A Confrontation Between the Theory of Democracy and the Theory of Social Choice (1982).  Den helt store tour-de-force introduktion af social choice teoris implikationer for vores opfattelse af demokratiske metoder og procedurer.  Bottom-line: Der findes (generelt) ingen “folkevilje”; det er procedurerne og manipulation snarere end præferencerne, der afgør udfaldet af demokratiske beslutninger, og det bedste man kan sige om demokratiet som metode er, at det (når det er skruet sammen som det amerikanske) muliggør, at man kan skille sig af med slynglerne og at ingen kan sidde på det hele.  Der er—bortset fra indledningen og afslutningen—meget lidt i bogen, som ikke er blevet sagt før af Riker eller andre, men her bliver det sagt (relativt) uteknisk og med stor sammenhæng og systematik.  Den er givetvis kendt af få herhjemme, men i den amerikanske akademiske verden er den en klassiker næsten på linie med f.eks. Dahls Who Governs? (og så er den væsentligt bedre!), og gennem Rikers elever (Shepsle, Weingast m.fl.) er den blevet uhyre indflydelsesrig.  For mit eget vedkommende fandt jeg i 1988 ved første øjekast bogen nærmest gabende kedsommelig, og jeg stillede den tilbage på bibliotekshylden med det samme; få år senere, i 1993, gik det op for mig, hvor dramatisk den udfordrede de fleste demokratiforestillinger, og siden hen har den spillet en stor rolle for mine egne arbejder.
  • Robert Axelrod: The Evolution of Cooperation (1985).  Det var ikke Axelrod, der opfandt spilteori, heller ikke Fangernes Dilemma, og ikke engang (helt) “Tit-for-Tat” strategien.  Men der har næppe været et andet værk, der har udbredt disse begreber til så mange ikke-fagøkonomiske akademikere (og en del ikke-akademikere).  Bottom-line: At selv under de værst tænkelige omstændigheder, kan det faktisk være rationelt for egennytte-maksimerende aktører at opføre sig på en samarbejdsvillig måde (snarere end at modarbejde hinanden).  Og så er den så beundringsværdigt kort!
  • Runner-up(s): Et eller andet af den klassisk liberale jurist og retsfilosof Richard A. Epstein.  Han fortjener det–—problemet er blot hvilken en af hans bøger.  Takings: Private Property and Eminent Domain (1984) er givetvis den mest indflydelsesrige; den har påvirket en hel generation af yngre liberale/konservative jurister i USA, og den blev endda nævnt under senatets afhøring af Clarence Thomas.  Men jeg synes selv bedre om Simple Rules for A Complex World (1995) eller Principles for A Free Society: Reconciling Individual Liberty with the Common Good (1998), som begge er mere originale i deres forsøg på at “recaste” grundlaget for en liberalisme og m.h.t. at ophæve modsætningen mellem rettighedshensyn og konsekvenshensyn.

Men … hvad er det (åbenlyst) triste ved disse?  Bortset fra Epstein, så se på udgivelsesdatoerne: Alle de tre første bøger er fra begyndelsen af 1980erne og reelt populariseringer af arbejder helt tilbage fra 1960erne og 1970erne.  Og … de er alle amerikanske.  Ikke at der er noget galt ved det, men det siger noget om tilstanden i Europa.

Rohderi III

Af Dr.Mephisto, den 22. december 2005. 3 svar

Venstre har en politisk ordfører, der betragter sig selv som de "liberales håb", eller som Politiken skrev i en hjernedød hyldest den 18. december:

"Det kan hjælpe til at holde de frustrerede i ave, at den politiske ordfører indimellem vifter højlydt med de liberale faner. Præcis som Anders Fogh Rasmussen selv gjorde, da han havde rollen. Det liberale segment nyder at høre en Jens Rohde proklamere, at socialdemokrat er det værste, man kan kalde ham."

Kilden til artiklen må være Rohde selv – heraf sammenligningen med Anders Fogh Rasmussen, som trods alt engang var liberal.

Det interessante er, at det er svært at komme i tanke om Jens Rohdes liberale principper. Modstand mod at stå opført i et register over økonomiske interesser (hvis han skulle blive minister)? Skepsis overfor overvågningskameraer i gader og stræder? Jovist, lidt har også ret.

Men Jens Rohdes mest markante budskaber har været decideret anti-liberale.

Han har profileret sig på, at efterlønnen skulle bevares. Han har profileret sig på, at Venstre i det 21. århundrede ikke er som Venstre i 80'erne. Eller som han udtalte den 26. november 2005 til Ritzau:  "Der har aldrig været så meget styr på de offentlige finanser. Vi har lavet skattestop. Det er en revolution. Var der noget af det i 80'erne og 90'erne? Nej. Vi får gennemført vor politik modsat før, hvor vi råbte og skreg om at privatisere månen og verdenshavene og alt det pjat, som aldrig bliver en realitet."

For det første husker Rohde galt. Gik Venstre ind for at privatisere månen og verdenshavene i 80'erne og 90'erne? Nej. (Men man gør det måske nu – for verdenshavenes vedkommende, idet man netop har gennemført en fiskerireform med omsættelige fiskekvoter).

For det andet kaster Rohde vrag på 80'ernes og 90'ernes liberale, som gennemførte en række reformer, som krævede langt større mod end den nuværende regering. Tænk på afskaffelsen af dyrtidsreguleringen. Tænk på fastkurspolitikken. Ja tænk endda på, hvordan man brød DR's monopol.

Jens Rohde er indbegrebet af en principløs politiker, der tror, at han er principfast, bare fordi han råber højt.

Interessant nok har Politikens journalist anet sammenhængen. For som hun skriver: "Jens Rohde evner faktisk – det meste af tiden – at gøre det på en måde, så han ikke for alvor udfordrer chefens politiske projekt. Venstres nye midtsøgende vælgere behøver jo ikke at frygte ultraliberale nedskæringer og velfærdssamfundets fremtid, fordi Jens Rohde gør oprør mod, at hans (kommende) ægtefælle skal offentliggøre sine økonomiske interesser, bare fordi han blisver minister."

Nej, lige præcis. Rohdes "liberalisme" er tom. Akkurat som da han i sin tid erklærede, at "jeg er så liberal, at jeg vil frigøre mig fra mig selv." (Berlingske 24. juni 2003) 

Rohde mente var altså så "liberal", at han ikke var bundet af principper. Latterligt.

Nu har en række tidligere politikere kritiseret Anders Fogh Rasmussen og Venstre for manglende reformvilje. Ingen af de nuværende Venstre-folk tør jo gøre det (og det er vel det ultimative tegn på, at partiet er ved at blive ødelagt).

Den 22. december udtalte Jens Rohde til Ritzau, at 

"jeg kan konstatere, at der er rigtig mange af de forhenværende, som er ude og fortælle os, hvordan vi skal strikke verden sammen. Jeg tror faktisk efterhånden kun, at vi mangler Poul og Nulle fra hullet i Kæmpeskoven, der melder sig på banen også"

Og til Schlüters opfordring om at give Fogh internt modspil svarer Rohde:

"Jeg arbejder på det projekt, som Anders har sat sig i spidsen for, fordi jeg tror på det projekt, og fordi det projekt i modsætning til så meget andet, som de borgerligt-liberale har sat sig i spidsen for, kan blive til noget."

Rohdes principper er altså mere "Fogh'isme" end det er liberalisme.

Den slags fører-principper vil føre Venstre lukt ned ad samme selvdestruktive kurs, som de konservative var ude for i 90'erne, da de koncentrerede sig mere om, hvem der skulle være deres leder end om, hvad der skulle være deres politik. Når Fogh engang er væk, vil Venstre være en tom skal, med mindre de liberale kræfter holder flammen i live.

Ugens citat: Metz om egen fatteevne

Af Redaktionen, den 22. december 2005. 7 svar

Information har dd. et  stykke–traditionen tro–nærgående, kriti
sk journalistik, denne gang et interview med organets fhv. chefredaktør, nu senior surling, Georg Metz, som fylder 60 år.  Heri hedder det selverkendende:

“Hele den liberalt individualistiske tanke, som folk som tænketanken CEPOS bevæger sig i – de kunne lige så godt tale albansk baglæns. Jeg forstår det ikke.”

Well, så fik vi da dét afklaret–hvis man skulle have været i tvivl.

Hayekianske indsigter

Af Stanislaw, den 12. december 2005. 2 svar

The Business bragte i går en gengivelse af den 14. årlige Hayek Memorial Lecture, leveret af Andrew Neil og arrangeret af IEA. Den er ganske læseværdig og fyldt med interessante indsigter vedr. EU, Kinas markedsøkonomi og de europæiske socialdemokratiske velfærdsstater. Desuden minder Neil os om Hayeks fortsatte relevans i dag. Hayek var ikke blot en kritiker af socialismen, som den kom til uddtryk i bl.a. USSR, men også en forsvarer for den fri markedsøkonomi, og som sådan en kritiker af de socialdemokratiske velfærdstater, som mange vestlige lande opbyggede i den sidste halvdel af det 20. århundrede. Neils indlæg er værd at læse i sin helhed. Her er blot nogle få uddrag:

OF all the great insights that Friedrich August von Hayek bequeathed to us in his work, one in particular shines out today. For its truth has never been more evident, its application never more universal. It is that running through the ideological and political divisions of human history are two distinct and different ways of looking at the world. Between them is a deep and irreconcilable divide. One Hayek called constructivist rationalism. The other he called evolutionary rationalism.

Hayek spent a lifetime arguing that constructivist rationalism is economically and philosophically flawed because it assumes that “all social institutions are, or ought to be, the product of deliberate design”. Hayek later famously called this the Fatal Conceit.

Those who follow this route believe they have it within their power to build, organise and mould society so that it conforms to their concept of what is just and efficient. But it leads, he argued, to economic decline, poverty, social regression and, in extremis, famine, starvation and the collapse of civilisation. Historic examples of this mindset, said Hayek, included Sparta, the French Revolution, communism in general and the Soviet Union in particular, fascism, Nazi Germany – indeed all the tyrannies that blighted the 20th century. As Hayek famously put it, it is the Road to Serfdom…

Evolutionary rationalists such as Hayek argued that the liberal market economy, for all its apparent duplication, unfairness, inequalities and instability, leads to wealthier, freer and fairer societies than all the great plans of constructivist rationalism. Indeed, he argued, it was the only way to run and sustain a successful advanced economy, a matter of some relevance, we shall see, as Europe struggles to cope with the rise of Asia…

It has become fashionable to argue that the past 20 years have seen something of a political consensus congeal around the Hayekian worldview. But Hayek would not recognise his apparent triumph. The intellectual battle between collectivist central direction and the decentralised market economy has not ended with the collapse of the Soviet Union.

Today, of course, everybody – apart from the new Marxists of the radical environmental and anti-globalisation movements – broadly accepts that societies should be largely market economies. But if Hayek were alive today, he would be deeply concerned at the way the large European economies, including Great Britain, have succumbed to the allure of constructivist rationalism, with its concomitant inexorable rise in the size and power of the state….

But he would be dismayed how Europe, over the last few decades, has turned its back on many of his principles – and paid the inevitable price in terms of lower growth, fewer jobs and less wealth creation. Hayek would consider today’s levels of European public spending, tax, red tape and state intervention to be in the red zone that is dangerous to your economic health.

Om EU og euroen:

The rise of the European Union, on which so many of us pinned our hopes for so long, was rumbled as a grandiose project by Hayek long before Euroscepticism became fashionable.

To a Hayekian, there are few starker instances of his Fatal Conceit than the EU’s hubristic launch of a single currency.

The euro’s supporters, of course, were hardcore Cartesians. They devised what they thought was a purely rational currency, abstracted from history, experience, culture or even economics.

Their aim was to get rid of the messy, seemingly irrational patchwork of different currencies across Europe, all irritatingly lacking uniformity and harmony.

To them, it was self-evident that Europe ought to be a single country; and that countries should have their own currencies. Any economic objections to the single currency, and there were many, were dismissed as irrelevant.

The argument always was that if there were enough political will and clever administrators to push it through, the project would triumph.

Today Hayek would be telling us that the Cartesian result was wholly predictable: the creation of an inappropriate, one-size-fits-all monetary policy in an area which is far removed from what economists call an optimal currency area. It is now widely accepted that the single currency has helped keep Germany and Italy in recession or near-recession while fuelling an inflationary boom at the periphery of the euro zone, in Spain and Greece. Hayek would not have been surprised: it is the stiff price you pay for abandoning evolutionary rationalism.

Cameron og konservatismen

Af Stanislaw, den 8. december 2005. Skriv et svar

De britiske konservative fik for et par dage siden ny leder. David Cameron vandt over David Davis med mere end 2/3 af de afgivne stemmer (læs mere her). Det har hele tiden været kendt, at Cameron er mere midtsøgende end hans rival David Davis. Et lille indblik i hvor midtsøgende (for nu at sige det pænt) Cameron er, kan man få ved at kaste et hurtigt blik på mandens sejrstale. I talen, hvor Cameron identificerer sig med en “compasionate conservatism”, oplister han seks “udfordringer”, som han mener det konservative parti skal tage op. Her er et par korte uddrag:

The second big challenge is to reform our public services. Today there are 68,000 people training as teachers, doctors and nurses. I want them working in public services that are well funded but over which they have the freedom to control and deliver the service the public wants. So we have to meet that challenge and end the opt out culture of helping a few more people to escape public services.

The next great challenge is the quality of life. I want my children, your children, to grow up in a country where the streets are safe, the public space isn’t filthy, where it isn’t a hassle to get around, you can own your own home and where climate change and the environment aren’t an afterthought. That means setting targets for reducing carbon but it also means taking tough decisions to make sure we meet them. I tried to make a start this morning by biking to work.

The sixth and the final challenge is at the heart of all the others, it is having social action to ensure social justice, and a stronger society.

Ud fra partistrategiske hensyn og for at øge chancerne for at vinde regeringsmagten kan det naturligvis være formålstjenligt at vælge en leder, der vil placere det konservative parti tættere på Labour end tilfældet hidtil har været. Men det har så sandelig også en pris… Den er, at Toryerne nu har fået en “compasionate conservative” som ny leder – en leder, for hvem lavere skatter, mindre offentlig sektor, frit valg og øget frihed tilsyneladende ikke er prioriteter. Og en leder, der tilmed gør en dyd ud af at cykle på arbejde for at modgå klimaforandringer, og som hylder “social retfærdighed”. Velbekomme!

Kurrilds kanon

Af Mikael Jalving, den 7. december 2005. 3 svar

“Er vi ved at blive nogle grånende gamlinge, som primært læner os op af [gamle] bøger?”, spørger Peter Kurrild i en post den 3. dec. For derpå at opstille en interessant juleleg om de tre vigtigste samfundsvidenskabelige bøger siden 1980, hvilket allerede har udløst flere kommentater og god debat. Det afslører vist, at nogle af os netop læner os op af bøger, og undertegnede melder sig gerne frivilligt blandt bogormene. Det kan godt være, at virkeligheden raser af sted – bøger eller ej – men gode bøger destillerer virkeligheden og hjælper med orienteringen – og de bedste af dem påvirker deres sam- og eftertid.

Hvis jeg skal pege på tre eksempler siden 1980, må det blive: Allan Bloom: The Closing of the American Mind (1987); Francis Fukuyama: The End of History and the Last Man (1992) og Harold Bloom: The Western Canon (1994).

Tre forskellige bøger, vistså – konservative snarere end liberalistiske i deres udsyn – men det er ikke afgørende. Det afgørende er, at der hver på deres måde, på én og samme gang, portrætterer deres tid og øver stærk indflydelse.

Den første, Allan Blooms mursten, er en slags vandring i den idépolitiske tradition i Vesten – fra Platon og frem – samt en lige højre til venstreorienteringen på de amerikanske universiteter, ligesom den udstiller hele forsøget på at give bestemte kulturer og minoriteter særrettigheder. En klart politisk ukorrekt bog, selv i dag, knap 20 år senere.

Den anden er mere poppet og tilgængelig og solgte endnu bedre; den satte en ny standard for den grundlæggende politiske diskussion på det tidspunkt – efter Murens fald – ved at argumentere for, at det liberale demokrati er det eneste legitime politiske system. Selv om Fukuyama blev udlagt som jubeloptimist, så er han nærmest tragiker, hvis man også læser slutningen om de moderne, modløse mennesker – som taget ud af Nietzsches samtidskritik.

Den sidste, Harold Blooms kanon, er godt nok litteraturhistorisk i sit sigte, men favner alligevel bredere. Ikke så meget pga. de enkelte klassikerportrætter, som pga. forfatterens insisteren på en kanon og visse vestlige dyder, der længe har været under angreb. Bloom opdeler vores historie i en teokratisk, en aristokratisk, en demokratisk og en kaotisk tidsalder, og det virker – undskyld mig – overraskende aktuelt i dag.

Hvis der var plads til flere samfundsvidenskabelige bøger på Kurrilds kanon, ville jeg medtage Ibn Warraqs religionskritik i bogen Why I am Not a Muslim fra 1995 eller Salman Rushdies roman De sataniske vers (selv om den er fiktiv), hvilket også antyder, at diskussionen anno 2005 er en anden end diskussionen efter Murens fald. At islamismen er vor tids totalitarisme, er jeg ikke et sekund i tvivl om. Her begynder en ny duel. Ikke bare på ord, men også på vilje til magt.

Fribytterne

Af Dr.Mephisto, den 6. december 2005. 3 svar

"Ultraliberalister priser grådigheden" skriver Claes Kastholm i Berlingske Tidende den 3. december. Han kalder til kamp mod de moderne "fribyttere", kapitalfondene, der "ikke har andre formål end at tjene så mange penge som muligt".

Nu har disse misdædere købt TDC, et nationalt klenodie. Og Kastholm har iklædt sig sørgeflor. "For tredive år siden havde vi tre telefonselskaber. Som koncessionerede selskaber var de led i den offentlige forvaltning, der holder landet sammen og er med til at give nationen sin identitet, sin genkendelighed, sin sjæl. I dag har vi intet."

Undskyld, at jeg protesterer. Min sjæls frelse har intet med TDC at gøre. Og jeg forstår egentlig ikke det nye i situationen. TDC har gennem snart mange år været noteret på New York Stock Exchange og de fleste ejere har været udenlandske. Hvad er så det nye i at være ejet af en kapitalfond?

Jeg er egentlig glad for, at det nu er tydeligt, at TDC ikke er en "dansk" virksomhed – men bare en virksomhed. Fordelen er nemlig, at TDC ikke kan appellere til politikerne om beskyttelse, regulering, favorable vilkår m.m. med henvisning til den særlige nationale status.

TDC har aldrig solgt mig et eneste samtaleminut af kærlighed til mig. Alligevel lægger Kastholm vægt på, at samfundets mægtige fremskridt er drevet af kærlighed. Han glemmer Adam Smiths ord, om at det ikke er slagteren, bryggerens eller bagerens gode hjerte, der sikrer os middagsmaden, men deres egeninteresse.

Bedste "nye klassikere"?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. december 2005. 19 svar

Jeg får altid et varmt, men svagt spydigt, indre smil på læben, når jeg hører den ene eller den anden af mine (typisk midaldrende) fagfæller taler om “det nye venstre”, som om det var en ung og fremadstormende retning indenfor samfundstænkningen–snarere end det, det virkelig er, nemlig et begreb, der er stort set ukendt for folk, der ikke var teenagere eller studerende i 1970erne, og et som er uden nogen form for nutidig relevans.

Men i mine lidt mere “mørke” øjeblikke kan det også godt slå mig: Hvordan står det egentlig til med “det nye højre”, som man talte så meget om i 1980erne?  Er vi også ved at blive nogle grånende gamlinge, som primært læner os op af bøger, der sidst var nytænkende for et kvart århundrede siden?  Da jeg selv begyndte at interesse mig for liberale idéer i begyndelsen af 1980erne, var det i det umiddelbare kølvand af 15-20 år med en sand strøm af ubetvivleligt virkeligt “store”, moderne klassikere indenfor liberal og konservativ tænkning: Værker, som enten var samfundsvidenskabelige og ændrede måden, man tænker om virkeligheden på, eller mere normative teorier, som grundlæggende udfordrede det moralsk-etiske grundlag for samfundstænkningen.

Hvis vi lægger snittene ved henholdsvis 1960 og 1980, så er der (i kronologisk orden) disse oplagte klassikere (omend flere måske kunne nævnes):

  • F.A. Hayek: The Constitution of Liberty (1960)
  • Milton Friedman: Capitalism and Freedom (1962)
  • James M. Buchanan & Gordon Tullock: The Calculus of Consent: The Logical Foundations of Constitutional Democracy (1962)
  • Mancur Olson: The Logic of Collective Action (1965)
  • William A. Niskanen: Bureaucracy and Representative Government (1971)
  • David Friedman: The Machinery of Freedom: A Guide to A Radical Capitalism (1973)
  • Murray N. Rothbard: For A New Liberty (1973)
  • Robert Nozick: Anarchy, State and Utopia (1974)
  • James M. Buchanan: The Limits of Liberty: Between Anarchy and Leviathan (1975)
  • F.A. Hayek: Law, Legislation and Liberty (1976-79)
  • Milton & Rose Friedman: Free to Choose (1980)

Reelt set er det nok kun tre-fire af disse, der for alvor er virkelige klassikere, men listen er dog intet mindre end en sand perlerække af værker, som hver på deres måde påvirkede titusinder af opiniondannere og i nogle tilfælde direkte eller indirekte millioner af mennesker.

Og hvad nu?  Mit eget indtryk er, at liberal tænkning–i en bred forstand, altså fra frimarkedsorienteret konservatisme til anarcho-libertarianisme, normativ filosoferen og mere positiv samfundsvidenskab, der blot trækker i den retning–har det både godt og skidt.  På den “gode” side er det et faktum, at det idag formodentlig er lettere at få udgivet værker, som udfordrer traditionel centrum-venstre ortodoksi end på noget andet tidspunkt siden 1930erne, og det er givetvis også tilfældet, at der udkommer flere og mere liberalistiske/konservative forskningsbaserede fagbøger, debatbøger, fagtidsskriftsartikler, kronikker m.v., end måske nogensinde.

På den “skidte” side må jeg sige, at jeg samtidigt synes, at det er påfaldende så langt, der p.t. er “mellem snapsene”.  Da Anarchy, State and Utopia i sin tid udkom, vidste alle i det fagfilosofiske miljø indenfor ét år, at her var der tale om intet mindre end en trend-sættende blockbuster.  Indenfor to-tre år havde adskillige tidsskrifter udsendt temanumre om bogen, og der udkom siden hen hele antologier og monografer om Nozick.

Hvor er der noget, der blot tilnærmelsesvis minder om det idag?  Efter min mening er der–desværre–ikke noget, der reelt kommer i nærheden.  Bevares, der bliver skrevet mange gode frihedsorienterede bøger om markedøkonomi, globalisering, o.s.v., men er det ikke ret beset tilfældet, at de fleste af dem er … ahem … “third hand dealers in ideas”?  De er gode i anvendelserne og fremstillingerne, men bidrager sjældent, hvis nogensinde, til videreudviklingen.  (I visse dele af den klassisk-liberale lejr virker det endog som om, at man er godt tilfredse med ikke at videreudvikle tænkningen, hvis man kan nøjes med lidt solipsistisk recitering af evangeliet.)  Er “det nye højres” tænkning blevet et i Kunhsk forstand degenerende paradigme?

Men måske jeg er for pessimistisk her?  I så fald, er der her en “konkurrence” for intellektuelle–eller ihvertfald en udfordring.  Kære med-Punditokrater og Punditokrat-læsere: Hvad er de tre vigtigste bøger–klassikere eller potentielle klassikere–skrevet siden 1980? Værker, der i bemærkelsesværdig grad har bragt eller realistisk vil kunne bringe frihedsorienteret tænkning videre frem?  Lad os få nogle bud og nogle begrundelser. (Vi har tidligere spurgt læserne om slige ting; Nicolai Foss har f.eks. igangsat debatter her om, hvad der skulle med i en samfundsvidenskabelig kanon, og hvem der burde have Nobelprisen i økonomi.)

Jeg har mine egne favoritter, men dem vil jeg gemme lidt endnu–til jeg har set, hvad der ellers kommer på bordet.

To alen af samme stykke?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. november 2005. 11 svar

Blandt Punditokraterne giver vi os ikke af med at anbefale det ene parti fremfor det andet–egentlig vil vi helst bare kritisere dem alle sammen ansvarsløst, omend da gerne konstruktivt.  Men i dagens anledning bør det første udspil fra det nydannede Partiet Liberalisterne ihvertfald gives lidt positiv stemning med på vejen, ikke mindst når det sammenlignes med tonerne fra landsmødet i Danmarks Liberale Parti.  Førstnævnte partis udspil på skatte- og velfærdsområdet er efter min mening seriøst, velovervejet og modigt, hvilket næppe kan siges i samme grad om statsministerens “syv pejlemærker”.

Der er–desværre–en verden til forskel.

Præsident Robin McRoosevelt

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. november 2005. 12 svar

Mit favoritorgan for “the vast right-wing conspiracy”, Wall Street Journal, hyrede fornylig Stephen Moore som skribent; han har tidligere været Cato Institutes direktør med ansvar for økonomiske studier, og de seneste år har han været leder af den fænomenale organisation Club for Growth, som han gjorde til en af de mest innovative og offensive policy-organisationer i USA.  (Se bl.a. deres TV-reklamer, hvoraf enkelte er hylende morsomme.) Nu er han ved WSJ, hvor han på ledersiderne skriver den ene læseværdige artikel efter den anden.

I dagens avis har Moore en interessant artikel med portræt af en af frontløberne til at blive Republikanernes præsidentkandidat i 2008, senator John McCain (R-AZ).  Artiklen kommer godt rundt i emnerne og bekræfter til fulde det billede, jeg i forvejen havde af McCain: en interessant og charmerende mand med en livshistorie, der vil kunne forvandle Hillary Clintons CV til konfetti–men også en fuldstændigt løs kanon.

“On a broader range of economic issues, though, Mr. McCain readily departs from Reaganomics. His philosophy is best described as a work in progress. …

Throughout our chat he has referred to Theodore Roosevelt in almost reverential terms and glows when I ask about him. He calls TR “my hero . . . and one of our greatest presidents,” and at one point he excitedly searches through his briefcase and pulls out a book that he is reading on the famously tumultuous election of 1912. That was when TR bolted from the Republican Party (which Mr. McCain concedes was “a mistake”) and formed the Bull Moose Party to dethrone William Taft. When I mention TR’s trust-busting (which was mostly counterproductive economically), Mr. McCain really comes to life, exultantly points his finger in the air, smiles and cries out: “He called the trusts ‘the malefactors of wealth.’ ”

And in this very moment it becomes clear to me that John McCain aspires to be a modern-day TR. The similarities are unmistakable: Both were war heroes, mavericks within their own party, reformers and defenders of the little guy.

But here in a nutshell lies the danger of the McCain view of the world. Where some see the vast virtue of entrepreneurial wealth-generators and job-producers, he too often sees “robber barons.” …

He views himself, I believe, as a kind of modern-day Robin Hood, a defender of the downtrodden and tormentor of the bullying special interests, which is endearing and unquestionably a big part of his broad political appeal, but often leads to populist and parasitic economic policy conclusions like higher taxes on the rich and attacks on “huge oil profits.” …

I come away believing that if I’m ever in a knife fight or in a foxhole, there is no one I’d rather have next to me than John McCain. Whether he’s someone who should be steering the rudders of the American economy is a different issue altogether.”

Hvem kan f.eks. både ønske mindre “big government” og så seriøst have Theodore Roosevelt som et forbillede?  Manden var–trods andre kvaliteter–intet mindre end en katastrofe, og hvis han er McCains forbillede, ville jeg være meget, meget nervøs.

Hvor bagstræberisk kan EU blive?

Af Christian Bjørnskov, den 25. november 2005. 5 svar

Der er ingen grund til at skjule, at jeg er ved at få grå hår. Nogle af dem er nok naturlige – vi bliver alle ældre – og nogle af dem er mine studerende ansvarlige for. Men jeg er også sikker på, at EU's fælles landbrugspolitik er ansvarlig for en hel del af dem. Vi lever simpelthen i et af den rige verdens mest protektionistiske systemer, og det er en gang imellem til at blive sindssyg af.

 

I går fik vi igen en demonstration af, hvor bagstræberisk EU er, da kommissionen stemte for en reform af unions sukkerordninger. Den indebærer blandt andet, at man skærer garantiprisen på sukker med 36 %. Tænk sig, nu skal vi ikke længere betale det tredobbelte af verdensmarkedsprisen for sukker, nu kan vi nøjes med cirka det dobbelte! EU's kvoter blev også udvidet med en million metriske tons, så staklerne på landet kan opveje deres pristab med indtægter fra større produktion. Samtidig fik en række sydeuropæiske lande presset igennem, at deres landmænd bliver kompenseret for deres 'tab'. I gennemsnit bliver landmændene kompenseret for 60 % af deres tab, og italienske producenter får endda mere end 100 % kompensation.

 

Det værste er, at det bestemt ikke er med kommissionens gode vilje, at reformen kommer. Den skyldes i stedet pres fra flere udenlandske fronter. Tidligere i år tabte EU nemlig endegyldigt en sag mod Brasilien, der kunne påvise, at selvom den såkaldte C-kvote i EU's byzantinske system i princippet bør sælges på markedsvilkår, var der alligevel skjulte subsidier for omkring 11 milliarder kroner om året. WTO har besluttet, at det skal stoppe indenfor "a reasonable period of time", som i dette tilfælde løber til 22. maj næste år. Derfor kom der en sukkerreform nu, for det er begyndt at haste før resten af verden får lov til at indføre gengældelsesordninger.

 

I det større billede er det endnu mere frustrerende at være frimarkedsorienteret og liberal i EU. Forhandlingerne i WTO – den såkaldte Doha-runde – er stort set stoppet, og selvom andre lande ikke er skyldfri, er den store skurk EU. Unionen fortsætter her med at gøre som om de kommer med forslag, mens en del af deres 'indrømmelser' i vidt omfang kun handler om at opfylde tidligere forpligtelser og nødvendige reformer som f.eks. sukkerpolitikken, hvor unionen allerede har lidt et sviende nederlag i WTO. Man viser også hvad man selv kalder forhandlingsvilje, mens EU's forslag ofte reelt kun er helt nødvendige på grund af, at alle andre lande er enige om, at eksportsubsidier skal forbydes. Det forbud kommer nemlig til at trække tæppet væk under en stor del af den europæiske landbrugspolitik.

 

EU's forhandler i WTO, britten Peter Mandelsson, har også fået usædvanligt meget uld i munden på de sidste. Ifølge Agence Europe udtalte han tidligere på ugen, at det ikke ville være muligt at nå til enighed om alle 'facts and figures' ved næste måneds WTO-ministermøde i Hongkong. Hans pointe var, at denne runde – der er en udviklingsrunde – skulle være "a top-up, not a substitute […] to give a human face to the negotiations". Guderne må vide, hvad det betyder.

 

Samtidigt kom der et umisforståeligt signal fra Frankrig, der om nogen har trådt med hele dets vægt på reformbremsen. Frankrigs udenrigsminister Philippe Douste-Blazy sagde mandag at "at any new EU farm offer would have to  avoid any further CAP reforms if it were to remain within the Council's  mandate". Den udmelding kan vel kun læses på en made: Frankrig går ikke med til en WTO-aftale, som indebærer at EU skal liberalisere mere end man allerede er blevet enige om for år tilbage. Med andre ord: Frankrig kræver, at EU siger nej til enhver yderligere liberalisering af landbrugsområdet! Og – pardon my French (som de siger i USA) – hvordan fanden skal man så kunne forhandle om noget som helst?

Mr. Conservative runder 80

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 15. november 2005. 2 svar

Går man tilbage til året 1955 var der stort set ingen ideologisk tænkning på den amerikanske højrefløj og endnu færre organisationer til at promovere sådanne synspunkter.  Som præsident George W. Bush for nylig satte det i relief ved en perspektivering, så var det et år, hvor det kommunistiske Sovjetunionen var en ledende kraft i verden, og hvor Ronald Reagan var Demokrat.  Det var også året, hvor tingene langsomt begyndte at vende på den amerikanske højrefløj.

For selv i ørkenen var der oaser.  På den klassisk-liberale/”libertarianske” front var der et spirende miljø, især blandt intellektuelle i New York, der samledes i visse kredse.  En af disse var romanforfatteren Ayn Rand, der qua sine meget individualistiske og frihedsorienterede romaner nåede et stort publikum.  En anden var den aldrende østrigske økonom Ludwig von Mises, der dels samlede studerende til et seminar på NYU og dels var chef-ideologen for frimarkeds-fortalerne i Foundation for Economic Education.  En tredje gruppe, med overlap til begge de førstnævnte, var en lille gruppe yngre akademikere kaldet Cercle Bastiat, som under ledelse af økonomen Murray Rothbard omfattede bl.a. historikerne Leonard Liggio, Ralph Raico og Ronald Hamowy og senere en lang række andre.  Men talmæssigt var disse få og uden politisk indflydelse.

På den mere konservative front var der faktisk endnu færre profiler.  Her var der frem for alt én mand, der gjorde en forskel: Den unge, velformulerede, stærkt anti-kommunistiske og pro-traditionalistiske William F. Buckley, Jr., som netop i 1955 grundlagde tidsskriftet National Review og blev en af USA’s mest kendte forfattere og debattører.  Buckley havde lagt hårdt ud med klassikeren God and Man at Yale (1951), som var en meget tidlig kritik af den venstreorienterede, politisk korrekte invasion af universiteterne, som dengang kun var begyndende, men som siden hen blev nok så drastisk.  Buckleys konservative traditionalisme er tydeligst illustreret med et nu klassisk citat: “The job of conservatives was to stand athwart history, yelling, stop.”

Disse to grene—den mere libertære og den mere traditionalistiske—kunne dårligt være i stue sammen, især ikke i 1960erne og 1970erne.  Undertegnede hælder i det store billede langt mere i retning af de førstnævnte end de sidstnævnte, men man kommer ikke udenom, at Buckley har været en af de mest indflydelsesrige og betydende skikkelser på den amerikanske højrefløj og vel og mærke af en dybt intellektuel karakter.  I særdeleshed har Buckley været en af dem, der har forsøgt at bilægge stridighederne mellem de to grupper.

Samtidigt er han uden sammenligning en af de mest elegante og vittige politiske skribenter i USA, og forfatter til en lang række bøger, bl.a. Happy Days Were Here Again: Reflections of A Libertarian Journalist og romaner som Getting It Right.  Da jeg selv studerede i landet, nød jeg at se ham i hans program Firing Line, som var et af de mest succesrige og langlivede (1966-99) “seriøse” programmer i amerikansk TV-historie (og som bl.a. fik besøg af F.A. Hayek og andre koryfæer, jf. billedet, med Buckley til venstre og Hayek i midten). Buckley skriver også fortsat sin faste klumme i National Review, og som stilist og kommentator er han niveauer over de fleste tågehorn til højre og til venstre i amerikanske medier.

Buckley fyldte for nylig 80 (hvilket blev fejret af George W. Bush i Det Hvide Hus) men er “still going strong”, og dagen er blevet markeret med en række artikler i aviser og tidsskrifter af venner og fjender, bl.a. af E.J. Dionne i Washington Post. Sidstnævnte (som bestemt ikke er en “fellow traveller”) skrev bl.a.:

“I will always respect this columnist, editor, novelist, lecturer and organizer because he undertook a mission and carried it out with real genius. He knew conservatism needed a serious intellectual life if conservative ideas were to be considered by those outside the right’s faithful remnant. That’s why he founded National Review magazine, which is celebrating its 50th anniversary this year. He knew cranks were bad for the movement. He knew that deep splits among conservatives — between internationalists and isolationists, libertarians and traditionalists — had to be resolved. … Buckley was determined to rid the right of the wing nuts. He was, to his everlasting credit, the scourge of an anti-Semitism that once had a hold on significant parts of the right. He also blasted the strange conspiracy theories of the John Birch Society. But most important were Buckley’s efforts during the 1950s to resolve conservatism’s contradictions. These exertions made it possible for Barry Goldwater and then Ronald Reagan to turn the remnant into a mighty political force.

Buckley dumped isolationism, not so hard since many former isolationists were happy with an aggressive American foreign policy as long as the enemy was Soviet communism. More difficult was resolving the contradiction between anti-government libertarians — their primary love was individual freedom — and the traditionalists who believed in government’s role as a promoter of virtue and community.

One of National Review’s primary tasks was dealing with this doctrinal conundrum. Frank Meyer, Buckley’s friend and magazine colleague, came up with what is known as “fusionism.” It was an attempt to fuse the two forms of conservatism into one.

Libertarians needed to learn that the freedom they revered was insecure absent the cultivation of personal virtue and a moral order hospitable to liberty. Traditionalists were not to confuse the legitimate authority of tradition with the illegitimate power of big government. The United States was fundamentally a conservative society, the theory went, so our country was a place in which liberty was conducive to a reverence for tradition.”

Wall Street Journal havde forleden en fødselsdagsportrætartikel, hvor Buckley bl.a. gav dette dagsaktuelle synspunkt:

“My view is unorthodox,” Mr. Buckley says of the violence roiling the French suburbs. “It seems to me that a very hard dose of market discipline would distract the attention of the young revolutionaries from their frolics, traditional and otherwise, and my sense is that if they had to worry about how to eat, and buy food, they would stop screwing around and face reality. If these people didn’t wake up in the morning thinking about what cars to burn–instead of work–they might not be having these problems.”

Hip hurra for Buckley far!

PS. Dem, der gerne vil med til den officielle fejring af 8
0 års fødselsdagen,
ref=”http://www.nationalreview.com/comment/invitation-eightieth.asp”>kan købe billetter for 500 USD her …

Franske tilstande II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. november 2005. 2 svar

Edith Thingstrup har lørdag et debatindlæg i Berlingske Tidende med nogle af de samme tanker, som udtrykt her forleden.  Vi kan ikke linke til eller gengive kommentaren, men her er en smagsprøve:

Den franske model er bankerot. Frankrig er et af de europæiske lande, hvor dagens ret i mange år har været »etatisme«, det vil sige statslig indblanding i alt fra sprog til økonomi. Franskmændene har lagt deres liv i statens hænder i en grad, hvor der stort set ikke findes liberale kræfter i landet. Det giver bagslag.

Nu er uroen brudt ud i lys lue i Frankrigs ghettoer. Og hvad siger socialister verden over. Stort set intet. Hvad skulle de også sige? I Frankrigs ghettoer ser vi den socialistiske utopis fallit. De har talt om frihed, lighed og broderskab. De har nægtet at forholde sig til, om der var særlige problemer i bestemte etniske grupper. De har nægtet at reformere deres arbejdsmarkeder for at gøre det lettere at skabe nye jobs. Resultatet er unge arbejdsløse i tusindtal.

Læs selv resten i dagens Berlingske.

Det (daglige) store svigt II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. november 2005. 22 svar

Meget kan ske på en uge i dansk politik.  Ugen efter at regeringsledelsens stik-i-rend-dreng Venstres politiske ordfører Jens Rohde præventivt (altså før Velfærdskommissionens udspil) aflivede enhver form for forandring af efterlønnen, følger hans chef, velfærdsstatsminister Anders Fogh Rasmussen op med i Børsen lige så præventivt at aflive enhver form for lempelse eller afskaffelse af topskatten:

»Det er fuldstændigt umuligt at få folkelig opslutning til en skattesænkningspolitik«

Her kan vi virkelig tale om “det store svigt”.  For hvor stort et nederlag er dette egentlig for statsministerens linie?  Havde det været en virksomhedsleder, der i den grad satsede på én strategi og fejlede, ville straffen formodentlig være faldet prompte.  Regeringens linie har således de sidste tre år været, 1) at man skulle påvirke borgernes holdninger–værdier–gennem “værdikamp” snarere end lægge ud med store reformer, og 2) at man kunne skulle melde ud m.h.t. fremtidige reformer efter, a) at problemerne var grundigt analyseret (f.eks. af Velfærdskommissionen) og b) var grundigt diskuteret.

Dén strategi blev af mange kritiseret for at være et taktisk usmart og visionsløst tilbagetog.  Men nu har vi altså nået en ny fase: tilbagetog fra tilbagetoget …  Nu er både reformer og værdikamp aflyst.  Vi skal ikke prøve at ændre borgernes holdninger, men blot affinde os med dem og tilpasse os til dem, og vi skal ikke afvente Velfærdskommissionens forslag, idet de jo kunne tænkes at foreslå alt muligt drastisk.

Edith Thingstrup skrev forleden i Berlingske Tidende, at Jens Rohde m.fl. havde forvandlet regeringen til Socialdemokraterne minus 5 pct.  Ovenpå de seneste udmeldinger må man sige, at det er en uretfærdig karakteristik–altså overfor Socialdemokraterne …

Det (daglige) store svigt

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. november 2005. 4 svar

Ræson har i dag en kronik af og et interview med Liberalisternes formand, Torben Mark Pedersen, om Venstres “store svigt” i forhold til liberalismen.

Kronikken kunne evt. læses af den finansminister, der mener, at det er en “vital” opgave for staten at eje 39,2 pct. af aktierne i Københavns Lufthavne, eller den politiske ordfører, der nu mener, at efterlønnen bestemt ikke skal afskaffes, fordi den jo er en slags “forsikring”, og at folk har krav på den.

Som jeg tidligere har sagt: Det er den ondelyneme en mærkelig tid, vi lever i.

Bonde om liberalisme og den slags

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. oktober 2005. Skriv et svar

Weekendavisens Arne Hardis har i den forgangne weekends udgave et fortrinligt interview med vor Punditocratus Emeritus, Mikael Bonde Nielsen.  Interviewet findes i sin fulde længde på den lukkede del af avisens sider, som kun er tilgængeligt for abonnenter, men her er et par uddrag:

PÅ bordet mellem os ligger Henning Fonsmarks Historien om den danske utopi som inspiration, for det er ikke er munter læsning for tilhængere af et liberalt samfund, der præger den bog.

Fonsmarks 15 år gamle analyse lyder, at den liberale kamp mod den socialdemokratiske velfærdsstat reelt blev tabt omkring 1960, da Venstre-lederen Erik Eriksen mislykkedes med sit ambitiøse forsøg på at samle Venstre og De Konservative om en liberal opposition til Socialdemokratiet. Siden har det bare været den rene jammer med det liberale alternativ. VKR-regeringen under Hilmar Baunsgaard gjorde ondt meget værre, mens det faktiske udkomme af Schlüters regeringstid var, at han rettede økonomien op, så den danske velfærdsmodel kunne fortsætte og ekspandere og ekspandere.

Og nu er vi så – hvis vi ser bort fra Hartlings smalle parentes – nået til fjerde forsøg i rækken: Anders Fogh Rasmussen, som har haft held til at erobre og bevare magten, men også til at udvide velfærdsordningerne, udvide den offentlige sektor og øge antallet af danskere på indkomstoverførsler ud på den pæne side af 900.000. Hvad med ham, hvordan skal han bedømmes? Socialdemokratisk kustode eller ultratålmodig liberalist?

»Det ser jo ud, som om han ikke har viljen til andet end at konsolidere den socialdemokratiske velfærdsstat,« siger Mikael Bonde Nielsen …

»Det liberale projekt har det såmænd ganske godt på det intellektuelle niveau – jeg har aldrig oplevet så mange begavede og kreative liberale sjæle som i dag. Det kan jo mærkes i den offentlige debat, hvor konservative og liberale meningsdannere er særdeles aktive, ja, nærmest dominerende. I den forstand er Danmark et land med en stærk liberal forankring. Men på det parlamentariske niveau er billedet helt anderledes. Foghs reaktion på ulighedsdiskussionen og Eva Kjer Hansen var jo påfaldende voldsom. Det var en bekendelse til ligheden i det land, der har den mest sammenpressede indkomstfordeling, man kan forestille sig. Det peger jo i retning af ren konsolidering af den socialdemokratiske velfærdsmodel. På den anden side talte Fogh i sin åbningstale også om, at det skal være muligt for folk at påvirke deres egen tilværelse – det kan rigtig mange på overførselsindkomst ikke i dag, de må enten arbejde sort eller håbe på en lottogevinst, hvis de vil have en bedre økonomi. Og i samme åbningstale understregede han, at det altid skal kunne betale sig at arbejde – det er også klassisk liberalisme,« påpeger Mikael Bonde Nielsen.

Farvel til Arthur Seldon

Af Stanislaw, den 13. oktober 2005. 1 svar

Arthur Seldon – en af Englands mest fremtrædende (klassisk) liberale profiler – oplevede “det lange sigt” for et par dage siden. Seldon var bl.a. en af nøglefigurerne bag den indflydelsesrige tænketank Institute of Economic Affairs, som på mange måder var en inspirationskilde for Thatchers regeringer. Interesserede kan læse mere her.