Tag-arkiv: liberalisme

Den idealistiske kapitalist

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. maj 2006. 2 svar

Vores med-Punditokrat Foss havde forleden en for givetvis 99,9 pct. af læserne kryptisk reference til "The Kochtopus".  Dette begreb, som i sin tid blev lanceret af økonomen Murray Rothbard, er da også for længst faldet ud af daglig brug i de dele af det amerikanske højrefløjsmiljø, hvor det ellers var meget brugt i 1980erne–som en reference til det netværk af liberalistiske organisationer, der var sat i værk og delvist finansieret af de to idealistiske og velbelæste multi-milliardærer, Charles G. Koch og David H. Koch fra Koch Industries.  Blandt disse er først og fremmest f.eks. Cato Institute, Mercatus Center, og Institute for Humane Studies, samt i sin tid Libertarian Party (som i 1980 opstillede David Koch som vicepræsidentkandidat).

Egentlig havde jeg gladeligt ladet Foss' reference passere, men da Wall Street Journal forleden havde en portræt artikel om netop Charles Koch (skrevet af Stephen Moore, der selv tidligere har været ansat hos Cato Institute og har ledet Club for Growth), var der måske en lejlighed til at præsentere en type virksomhedsejere, som der ikke findes mange af i Danmark.

På venstrefløjen og Rådhuspladsen tror man ganske vist, at dansk erhvervsliv er mere end villigt til at finansiere pro-kapitalistiske ideologiske projekter med store checks, men de af os, der har været tættere eller lettere involveret i projekter som f.eks. CEPOS, ved, at det forholder sig ganske anderledes–at det faktisk er ekstremt svært at få penge fra den kreds af mennesker, der ellers burde synes som den gruppe med den mest åbenlyse forståelse for nødvendigheden af at sprede ideer og indsigter om privat ejendomsret, fri markedsøkonomi, retssikkerhed, o.s.v.  Mens venstrefløjen–udover million-store tilskud på fast basis til f.eks. AER–fra tid til anden fra fagbevægelsen har kunnet få f.eks. 180 mio. kr. til at vælte en borgerlig regering med, er det mildt sagt svært at få penge ud af det private erhvervsliv.

En del af årsagen er givetvis berøringsangst og frygt for politiske repressalier–det er ihvertfald et argument, der undertiden høres.  En anden årsag er sikkert, at den første årsag spiller en særligt tungtvejende rolle i et land, der er så lille og intellektuelt underudviklet som Danmark, og hvor Janteloven omvendt stortrives: Her er kapitalister nød til at gå stille med dørene og evt. lide af en god gang selvbebrejdelse.  En tredje væsentlig årsag er givetvis, at mange af de "managers", der er hyret til at lede erhvervsvirksomheder slet ikke er det mindste borgerlige.  (Jeg er f.eks. konstant forbløffet over, at det igen og igen lykkes medierne af præsentere SF'eren Lars Goldschmidt som en typisk repræsentant for det borgerlige erhvervsliv, når han hverken er det ene eller det andet af disse.)

Som vi tidligere har refereret til, er det selv i USA overraskende svært at rejse penge fra erhvervslivet til pro-frimarkedsøkonomiske projekter, om end det kan lade sig gøre.  Blandt dem, som har været villige til at gå længst med at kaste egne penge efter politiske projekter (andet end lobbyisme) er altså netop Koch-brødrene.  Og de har penge: De arvede en del, men har ovenpå formået at opbygge en virksomhed, som er USA's 5. største virksomhed, og som er landets største rent privatejede virksomhed (d.v.s. ikke er børsnoteret).  Her er uddrag af WSJ's portræt af Charles Koch:

"Meet Charles Koch. Philosopher, engineer, self-trained economist, libertarian activist, philanthropist — and the CEO of Koch Industries, a $60 billion, 80,000-employee empire, which just recently became the largest and most profitable privately held company in America.

But you've probably never heard of it.

Neither Charles Koch nor his firm are household names. Mr. Koch (pronounced "coke") has managed to live in relative obscurity despite being one of the richest men on the planet, with a net worth estimated at $14 billion. He is a man of modesty who craves none of the fame or public adulation that seems to preoccupy other members of the billionaires' club. …

Back in 1967, when Mr. Koch was in his early 30s, he became the reluctant president of the family business, then a $177 million, medium-sized oil firm. He recalls: "My father threatened that he was going to sell the company if I wouldn't come back home to Kansas from the East Coast and run it."

Nearly four decades later, that family company is a global conglomerate with net annual sales that exceed the GDP of many small nations, and it includes a diverse range of businesses supplying everything from jet fuel to plastic, asphalt to beef, toilet paper to lumber. It owns many familiar brand names such as Dixie cups, Stainmaster carpet and Brawny paper towels. The firm's financial performance numbers have been positively gaudy, with a rate of return on investment that has outpaced the Standard & Poor's 500 at least tenfold under Mr. Koch's stewardship. …

[Charles Koch] is immersed in the ideas of liberty and free markets. Whereas the bookshelves of most of America's leading CEOs are stocked with pop corporate management and "how to succeed" books, Mr. Koch's office is a wall-to-wall shrine to writings in classical economics, or, as he calls it, "the science of liberty." The authors who have had the most profound influence on his own political philosophy include F.A. Hayek, Ludwig von Mises, Joseph Schumpeter, Julian Simon, Paul Johnson and Charles Murray. Mr. Koch says that he experienced an intellectual epiphany in the early 1960s, when he attended a conference on free-market capitalism hosted by the late, great Leonard Reed.

Mr. Koch is by training a scientist, with master's degrees from MIT in nuclear and chemical engineering. Despite his business success, he has no MBA or formal management training. Mr. Koch sees that as an advantage. "Being an engineer, I realized there's an objective reality that helps one understand the rules and conditions that improve the human condition," he says. "Laws and principles that facilitate the advancement of peace, prosperity and social progress are as immutable as the laws that work in science. … Politicians often come up with misguided policy solutions," he continues, "because they suffer from Hayek's 'fatal conceit' and believe they can violate basic laws of economics. They are just as misguided as the man who jumps out the 14th floor of a building convinced that he can repeal the law of gravity."

As we continue, Mr. Koch becomes increasingly animated. He discusses another seminal work in his collection, F.A. Harper's 1957 "Why Wages Rise." The book demonstrates "that wages rise not because of unions or government action, but because of marginal productivity gains — people get more money when they produce more value for other people." Then he confides, "I was so thrilled by this revelation that I had what Maslow called a 'peak experience.'" …

"Long-term success entails con
stantly discovering new wa
ys to create value for customers and building new capabilities to capture new opportunities," he instructs. "In this sense, maintaining a business is, in reality, liquidating a business." Mr. Koch likens the cycle to Schumpeter's "creative destruction" — where the old and inefficient are ruthlessly swept away by the new.

What we have here are the theories of supply-side economics operating on the micro-level of the firm. Incentives matter; competition fosters innovation; property rights must be firmly established. Koch Industries gives big financial bonuses for entrepreneurial behavior by employees, whether it's a project head or a janitor. The idea is to reward all activities that add to the bottom-line profitability of the firm. "We want our employees to act like owners," Mr. Koch explains. Similarly, employees earn "decision rights" for past successes. "Just as central planning is a failure in running government, so it is at the level of the firm," he says, repeating one of his favorite operating tenets. …

Charles Koch — no surprise — disdains government and the political class. He has invested tens of millions of dollars into free-market think-tanks and political activist groups (including several founded by this author). He's disgusted with the runaway federal budget under the Republicans, and he proposes that "every new law should be subject to the question: Will it strengthen the culture of prosperity?" Won't about 90% of the laws fail that test? "Yes, that's exactly what I mean," he replies. "But the problem isn't the people in government, it's the system — the incentives are perverse."

Mr. Koch's latest crusade to spread the ideas of liberty has been his sponsorship of a twice-yearly conference that gathers together many of the most successful American entrepreneurs, from T. Boone Pickens to former Circuit City CEO Rick Sharp. The objective is to encourage these captains of industry to help fund free-market groups devoted to protecting the fragile infrastructure of liberty. That task seems especially critical given that so many of the global superrich, like George Soros and Warren Buffett, finance institutions that undermine the very system of capitalism that made their success possible. Isn't this just the usual rich liberal guilt, I ask. "No," he says, "I think they simply haven't been sufficiently exposed to the ideas of liberty."

Sounds as though Messrs. Soros and Buffett would benefit more from sitting down with Charles Koch than I would. For my part, after listening to this natural-born teacher exalt the superiority of free markets and the boundless wealth that they can create, I feel as though I'm about to experience one of Maslow's "peak experiences" myself. But our time is up, and if Mr. Koch has learned nothing else from his spiritual mentors, it's the concept of opportunity cost. Time is money, and it's time to get back to his greatest passion of all: building the profitability of his world-class company."

Kunne vi ikke godt bruge bare tre eller ti af den type i Danmark?  Problemet er såmænd blot, at dét nok netop er årsagen til, at vi næppe får dem.

Masser af Machiavelli

Af Redaktionen, den 3. maj 2006. Skriv et svar

Her til morgen folder hele to Punditokrater sig ud i dagens Berlingske Tidende med indlæg om gode gamle Niccoló M.  Først er det vores egen Jørgen Møller, der her på stedet tidligere har berørt manden og emnet, og som har forfattet dagens kronik.  I sidstnævnte hedder det bl.a.:

“‘Machiavellisme’ kom … til at stå som noget af det værste, en politiker kunne tilbyde sine medmennesker. Men eftertiden, og i særdeleshed 1800-tallets englændere, misforstod Machiavelli. Hans ærinde var ikke at bistå tyrannerne med at træde individets rettigheder under fode, så tværtimod.

Den florentinske statsmand var af natur liberal. Han ønskede gennem sit politiske virke og sit forfatterskab at sikre individet imod vilkårlige overgreb.

Men han afviste enhver form for abstrakte rettigheder, for han var nu engang realist. Og han blotlagde med et hidtil uset klarsyn to praktiske sammenhænge, der endnu i dag burde være børnelærdom for enhver med et liberalt sind: At frihedsrettigheder kun kan sikres ved at skabe en gunstig styreform, og at en sådan styreform kun kan indføres under bestemte omstændigheder.”

To sider længere inde er det vores egen Mikael Jalving, som i Groft Sagt siger bl.a.:

“Den gamle mester … foretrak [offentlig] sparsommelighed frem for gavmildhed. Sidstnævnte vil nemlig enten ruinere fyrsten eller ruinere folket med risiko for opstand. Fyrsten skal derfor ikke bekymre sig synderligt om at blive kaldt nærig, for efterhånden vil han blive anset for at være stadig mere gavmild, når folket ser, at fyrsten gennemfører sin politik uden at bebyrde folket. »I vor tid har vi kun set udført store ting af dem, som er blevet anset for at være nærige; de andre er blevet ødelagt,« konkluderer Machiavelli.

Man må håbe, han også får ret med hensyn til vor tids gavmilde politikere, og at de vil vide at forstå, at mens nærighed er en privat last, er den en politisk dyd. Ved at være sparsommelige er politikerne i realiteten gavmilde overfor alle dem, som de ikke tager noget fra, hvorfor den politiske nærighed er et gode for almenheden, mens gavmildhed på andres regning forbliver et onde.”

PS. Hvis ingen skulle have bemærket det, hvad har disse to skribenter så til fælles andet end at være mænd med interesse for liberale ideer og Punditokrater?  Svar: Et ph.d. forløb ved et af Europas absolut bedste universiteter (ihvertfald indenfor statskundskab) og bestemt et af de mest behageligt placerede sådanne.

Organizationsandmarkets.com

Af Nicolai Foss, den 2. maj 2006. 4 svar

En ny blog har netop føjet sig til den efterhånden ret omfangsrige mængde af blogs med austro-libertariansk orientering.  Det drejer sig om organizationsandmarkets.com, som blev lanceret i går, d. 1 maj.  Den havde på lanceringsdagen 650 unikke besøg. Ikke dårligt

Undertegnede er sammen med Peter G. Klein, University of Missouri, blogførerne. Vi har defineret bloggen som primært rettet mod vores fælles faglige interesser:

Organizations and Markets is written by Nicolai J. Foss and Peter G. Klein, professors with research interests spanning organizational economics, strategic management, entrepreneurship, innovation, the economics of institutions, and the history, philosophy, and sociology of science. Foss teaches management at the Copenhagen Business School and Klein teaches economics at the University of Missouri, giving the blog an international and interdisciplinary orientation. The authors are influenced by mainstream approaches in economics and management, by the emerging disciplines of transaction cost economics and capabilities theory, and by the alternative traditions of Austrian and evolutionary economics.

Men der vil også blive serveret et stykke med klassisk-liberalisme, pomo-bashing, og lignende fra tid til anden:

While Organizations and Markets focuses on academic research in economics and management, the authors also comment occasionally on other shared interests, such as classical liberalism and cultural conservatism.

Ugens citat: O'Rourke om kollektivisme

Af Redaktionen, den 26. april 2006. 1 svar

Journalisten, forfatteren og spasmageren P.J. O’Rourke er en af de meget få skribenter, som man i 9 ud af 10 tilfælde ikke kan genlæse for meget.  Så når man mangler en eller anden at citere, kan man jo altid gribe ned i stablen af citatbare O’Rourke-klassikere.  Her er lidt fra essayet “How to Explain Conservatism to Your Squishy Liberal Friends: Individualism ‘R’ Us“:*

“Why can’t life be more fair? Why can’t Americans take better care of each other? Why can’t we share the tremendous wealth of our nation? Surely if enough safeguards of liberty are written into law and we elect vigorous, committed leaders …

Have another hit on the bong.

Collectivism doesn’t work because it’s based on a faulty economic premise. There is no such thing as a person’s “fair share” of wealth. The gross national product is not a pizza that must be carefully divided because if I get too many slices, you have to eat the box. The economy is expandable and, in any practical sense, limitless.

Under collectivism, powers of determination rest with the entire citizenry instead of with the specific citizens. Individual decision-making is replaced by the political process. Suddenly, the system that elected the prom queen at your high school is in charge of your whole life. Besides, individuals are smarter than groups, as anybody who is a member of a committee or of a large Irish family after six in the evening can tell you. The difference between individual intelligence and group intelligence is the difference between Harvard University and the Harvard University football team.

Think of all the considerations that go into each decision you make: Is it ethical? Is it good in the long run? Who benefits? Who is harmed? What will it cost? Does it go with the couch? Now imagine a large group-imagine a very large group, say, 250 million people-trying to agree on every decision made by every person in the country. The result would be stupid, silly and hugely wasteful-in short, the result would be government.

Individuals are not only smarter than groups, they are also-and this is one of the best things about them-weaker than groups. To return to Harvard for a moment, it’s the difference between picking a fight with the football team and picking a fight with Michael Kinsley.

Collectivism makes for a very large and, hence, very powerful group. This power is centralized in the government. Any power is open to abuse.

Government power is not necessarily abused more often than personal power, but when the abuse does come, it’s a lulu. At work, power over the whole supply cabinet is concentrated in the person of the office manager. In government, power over the entire military is concentrated in the person of the commander-in-chief. You steal felt tip pens. Hitler invades Poland.

Most government abuse of power is practiced openly, and much of it is heartily approved by The Washington Post editorial board and other such proponents of the good and the fair. But any time the government treats one person differently than another because of the group to which that person belongs-whether it’s a group of rich, special-interest tax dodgers or a group of impoverished, minority job-seekers-individual equality is lessened and freedom is diminished. Any time the government gives away goods and services-even if it gives them away to all people equally-individual dependence is increased and freedom is diminished. Any time the government makes rules about people’s behavior when that behavior does not occasion real and provable harm to others-telling you to buckle your seat belt or forbidding you to publish pornography on the Internet-respect for the individual is reduced and freedom is diminished.”

* Det burde være unødvendigt, men for en ordens skyld: P.J. anvender her “conservative” og “liberal” i begrebernes amerikanske betydning.

Foghs testamente

Af Dr.Mephisto, den 23. april 2006. 3 svar

"Foghs testamente". Det er betegnelsen, som JP hæfter på et nyt udkast til Venstres princcipprogram. Artiklen den 23. april rummer blandt andet følgende citater:

Om alt går efter planen, springer Venstre til efteråret ud som fuldtonede forsvarere af velfærdsstaten. Statsminister Anders Fogh Rasmussen kan dermed aflevere et parti, der i lighed med ham selv har sagt endegyldigt farvel til minimalstaten. Det moderne midtsøgende Venstre bekender sig til det, der med næstformand Lars Løkke Rasmussens ord, kaldes »velfærdsliberalisme.«

Udkastet til et nyt principprogram, som medlemmerne diskuterer frem til sommerferien, er så godt som renset for gammelliberal tænkning om en smal offentlig sektor og et velfærdsnet, der kun skal spændes ud under de allersvageste.

»Det er en fuldhjertet tilslutning til velfærdsliberalismen. Til et velfærdssamfund, der går hånd i hånd med liberale værdier, hvor det enkelte menneske får størst mulighed handlefrihed,« siger næstformand Lars Løkke Rasmussen, der har været koordinator og pennefører på udkastet, der skal behandles på Venstres landsmøde i november.

Lars Løkke Rasmussen ved vel bedst selv, hvad han mener. Så hvis hans ideologi er "velfærdsliberalisme", må man da tro ham. Men prøv så lige engang at læse det nye udkast til Venstres principprogram. Det rummer ikke én eneste omtale af begrebet "velfærdsliberalisme", ejheller noget signal om, at partiet har skiftet principperne ud siden 1995, da det nuværende program blev vedtaget.

I det nye udkast – som først skal vedtages i efteråret – er alle centrale passager præcis de samme som i det nuværende principprogram. Det gælder blandt andet afsnittene om det liberale menneskesyn, om frihed og fællesskab, om frisind, om retten til at leve sit eget liv, om privat ejendomsret.

I det nye udkast har man oven i købet skærpet retorikken ved at slå fast, at "markedsøkonomi er et ubetinget gode" og at "det altid skal kunne betale sig at arbejde". Man har også slettet det afsnit, der handler om, at skattebyrden skal omfordeles fra arbejde til forbrug (nu skal skatten bare ned). Endelig har man slettet afsnittet om, at fællesskabet i det danske samfund bygger på det kristne livssyn.

Det eneste egentlig negative, jeg kan få øje på, består i, at man har slettet sætningen om, at en gradvis sækning af skattetrykket "skal ske ved lavere offentlige udgifter og øget vækst i den private sektor". Nu er det kun den private sektor, der skal trække læsset – og man udelukker dermed, at effektiviseringer i den offentlige sektor kan bruges til skattelettelser.

Man kan ikke bruge Venstres nye principprogram til at påstå, at partiets kurs er ændret. Det nye principprogram er et ekko af det gamle. Det understreger måske blot, at principprogrammer ikke bliver taget særlig tungt når det kommer til stykket. Venstre har jo faktisk ændret politisk kurs i de forgangne ti år – uanset hvad der stod (og fremover kommer til at stå) i principprogrammet.

Ikke desto mindre vil debatten om et nyt principprogram kunne blive generende for Andres Fogh Rasmussens testamente. Prøv lige at forestille jer, at der kommer et ændringsforslag om, at ingen bør betale mere end 50 pct. i skat af sidst tjente krone. Eller at der kommer et ændringsforslag om, at også effektiviseringer af den offentlige sektor kan bidrage til skattelettelser. Hvor vil det være pinligt, hvis Anders Fogh skal sidde på podiet foran flere tusinde delegerede – og stemme nej.

En italiensk historie

Af Jørgen Møller, den 16. april 2006. 5 svar

Silvio Berlusconi har rigtig været i vælten i de seneste dage. Hans forsøg på at undslippe vælgernes dom tjener ham ikke til ære. Og det gør hans forsøg på at fremstille sig selv som et barn af den klassiske liberalisme heller ikke. Det sidste kræver en kommentar med på vejen, for der er tale om en misforståelse, der alt for ofte bliver købt af medierne, specielt her i Italien.

Den gode Silvio har under den netop overståede valgkamp fremmanet billedet af et letforståelig politisk valg – et valg mellem frihed og formynderi. Det sidste er der ikke noget nyt i. Berlusconi er tilsyneladende besat af ordet ‘frihed’. Hans store centrum-højre koalition, et sammenrend af fire partier, hedder La Casa delle Libertá – ‘Frihedernes Hus’. For et par år siden indførte han en årlig ‘frihedens dag’ til minde om Berlin-murens fald. Når han afholder pressemøder, er han ofte omgivet af libertá-bannere. Og hans taler er formeligt spækkede med henvisninger til frihed. Får han sig først talt varm, så er han altid parat til at forsvare den enkeltes evne til at vælge sin egen vej, til at erklære kamp imod øvrighedsmagtens formynderi, og til at hylde Thatchers og Reagans bestræbelser på at rulle staten tilbage.

Hvordan passer disse udmeldinger med den italienske virkelighed? Kontrasten kunne dårligt være større, vil jeg sige. Italien er et af de mindst liberale samfund i Europa, økonomisk, juridisk og socialt. World Economist Forum placerer landet på en global 47. plads, når det kommer til konkurrenceevne. Støvlelandet er dermed euro-områdets nummer sjok, og det er næppe den helt store trøst, at de azurblå slår Botswana med et mulehår. Ifølge OECD er den italienske økonomi tynget af den mest omfattende regulering af arbejdsmarkedet i hele Europa. Korruption martrer samtidig forretningslivet. Den uafhængige organisation Transparency International giver Italien et dårligere skudsmål en noget andet vesteuropæisk land på det område.

Sådan kunne vi blive ved. Hele samfundet er ret beset bygget op om værdier, der er uliberale. Mest væsentlig er nok familiens store betydning. De italienske familier holder sammen. Det er der intet forgjort ved, men det levner ikke meget plads til den enkelte. Af alle italienere i den arbejdsduelige alder (15 til 64 år) er det blot 57 procent, der rent faktisk er i beskæftigelse. Det tal er det laveste i Vesteuropa, og det skyldes frem for alt, at kvinderne kun i beskedent omfang er kommet ud på arbejdsmarkedet. Velfærdsystemet spejler sig i dette mønster – retten til sociale ydelser følger familiens forsørger, ikke borgeren. Det er heller ikke noget tilfælde, at 40 procent af de 30 til 34-årige stadig bor hjemme hos forældrene. De italienske husholdninger er kollektive på en helt anden måde, end vi kender det i Danmark.

Den slags påkalder sig opmærksomhed nu om dage. Det engelske – og erklæret liberale – tidsskrift The Economist i de seneste år har gjort det til lidt af en sport at lange ud efter den ‘italienske model’. I maj 2005 sendte bladet et nummer med overskriften “Europas syge mand” på gaden. Den tilhørende illustration bestod af et billede af Italien på krykker. I slutningen af november samme år fulgte The Economist så op med et længere emnetillæg om landet. Overskriften lød “Addio, Dolce Vita” (frit oversat ‘farvel til det søde liv’). Tillægget lægger ikke fingrende imellem. Støvlelandets økonomiske problemer skyldes, får vi at vide, at det

“[…] fortsat er så fjendtlig indstillet over for liberaliseringer. Det er protektionistisk, socialt konservativt, går ikke ind for meritokrati, er plaget af kammerateri, tolerant over for korruption, et let bytte for organiseret kriminalitet og tynget af uformelle, usynlige karteller”.

Ved første øjekast fremstår Silvio Berlusconi altså som lidt af en undtagelse tid og sted taget i betragtning. Men er han virkelig en liberal himmelstormer? Er han manden, der vil kurere den italienske patient med en god gang angelsaksisk medicin? Eller er der andre ting på spil?

På den italienske venstrefløj er det populært at male det ‘neo-liberale’ spøgelse på væggen, når snakken falder på Berlusconi – og det gør den tit. I sin populære lille biografi om Silvio Berlusconi fra 2004 gør Paul Ginsborg (en engelsk historiker bosat i Firenze) en dyd ud af at fremstille hovedpersonens projekt som et forsøg på at nå frem til den ‘negative friheds’ forjættede land; at realisere den klassiske liberalismes bestræbelser på at give den enkelte borger så frie tøjler som muligt. Men er det en korrekt udlægning af sagen? Lad os tage Berlusconis ‘liberalisme’ i øjesyn, denne gang løsrevet fra libertá-fraseologien.

Ginsborg følger sin udmelding om negativ frihed om med en anden betragtning, som han tilsyneladende mener, peger i samme retning. Berlusconi har, fortæller han, intet til over for konstitutionel magtdeling, ja selve tanken om det juridiske systems uafhængighed giver ham røde knopper. Det har Ginsborg ret i. Silvio Berlusconi er en af de meget få europæiske regeringsledere, der uden at skamme sig gennemfører love, der skal skærme den private side af hans Janushoved fra lovens lange arm. Han er berømt og berygtet for at rase mod ‘røde’ undersøgelsesdommere og juridiske sammensværgelser. Og han skiller sig ligeledes ud fra mængden ved at insistere på, at den folkevalgte står over loven.

Men, og det er væsentligt, en sådan politisk dagsorden er ren gift for den klassiske liberalismes forestillinger om ‘negativ frihed’. Ginsborg, og Berlusconis venstreorienterede kritikere i øvrigt, har tydeligvis ikke gjort sig den umage at tage det liberale tankegods under lup. Det er et problem. Vil man – som Ginsborg – bruge ordet ‘klassisk’, må have et referencepunkt i fortiden. Ellers bliver hele øvelsen til en tom ordleg. Så lad os tage en lille afstikker til længst forgangne tider.

Den klassiske liberalismes nybrud bestod i, at den gjorde statsmagten til selve forudsætningen for den negative eller personlige frihed, men samtidig lagde bånd på statens magt. Datidens liberale var kort fortalt enige med de konservative i, at mennesket, fordi det alt for ofte havner i følelsernes vold, har brugt for at blive regeret. Men i modsætning til de konservative drog de den logiske konsekvens af denne opfattelse. De vidste meget vel, at staten oftest har udgjort en pisk, som tyranner har brugt til at underkue befolkningen med. De påpegede derfor, at magthaverne, der jo var mennesker som alle andre, også skulle holdes i ørerne. Den liberale løsning på regenternes unoder hed konstitutionalisme, og i særdeleshed konstitutionel magtdeling.

Eller for at sige det på en anden måde: effektive juridiske skranker imod øvrighedsmagtens vilkårlighed er den personlige friheds første og væsentligste forudsætning. Frihed og lovhåndhævelse er siamesiske tvillinger, i hvert fald fra et liberalt synspunkt. Berlusconis program går unægtelig i en anden retning, og at udnævne ham som den negative friheds forkæmper er at vende op og ned på dette tankegods – og på selve betydningen af begrebet ‘negativ frihed’.

Hvor skal vi da søge ‘projektet Berlusconis’ rødder? Op til valget i marts 2001, som La Casa delle Libertá vandt sikkert, husstandsomdelte den gode Silvio en 127-sider lang selvbiografi med den frejdige titel Una storia italiana – ‘en italiensk historie’. Bogen nåede femten millioner italienske hjem, den fremstillede Berlusconis liv og politiske dagsorden som en uselvisk kamp for det gode, og den gjorde uden tvivl sit til at styrke hans kampagne.

Tit
len er velvalg, for histor
ien om Silvio Berlusconi er frem for alt en historie om Italien. Den storsmilende premierminister er en virtuos, når det gælder den italienske models strengeleg. Han er forretningsmanden, der erobrede det italienske tv-marked ved hjælp af sine underholdningsprogrammer, satire-programmer, sports-transmissioner og letpåklædte piger. Han er vennernes ven, manden der i starten af 1980erne fik landets daværende premierminister, socialisten Bettino Craxi, til at stå gudfar for sin datter Barbara – og fik ham til at holde hånden over sit spirende medieimperium. Han er fodboldtilhængeren, der i midten af 1980erne købte AC Milan, og gjorde den til Europas bedste hold, i hvert fald i en årrække. Han er politikeren, der uden tøven gik i ringen, da hans kontakter på højeste sted i de tidlige 1990ere krakelerede som en følge af ‘operation rene hænder’ – og som døbte sit parti Forza Italia efter fodboldlandsholdet slagord. Hverken han eller Italien er liberale af hjerte og sjæl. Men begge parter er charmerende, opfindsomme og geschæftige. Og både landet og manden skal nok klare sig, også efter valgmiseren her i april.

Den franske syge — Mark II

Af Nicolai Foss, den 11. april 2006. 17 svar

Her på Punditokraterne gjorde jeg mig for nogle måneder siden lystig over alt det pomo-vrøvl (Deleuze, Foucault et al.) som det franske akademiske liv har været storleverandør af de seneste årtier.  Det afstedkom til min store tilfredshed en del fornærmede reaktioner (fx denne her (kig helt nede i bunden af bloggen)).

Jeg havde for nylig lejlighed til at besøge Frankrig, idet jeg gav seminarer på de to business schools, INSEAD i Fontainebleau og Haute Etudes Commerciale (HEC) i Paris Jeg blev da klar over at der er andre manifestationer af fransk akademisk liv, som med lige så stor ret kan kaldes "Den franske Syge." En af dem skal beskrives her.

Mine franske kolleger fortalte mig, at en del af deres studerende ikke var glade for at studere fx det såkaldte "CEMS-program," fordi dette kræver at de studerende tilbringer et semester på et udenlandsk universitet eller business school.  (Bemærk: Der er her tale om management-studerende som typisk er blandt de mere extroverte i studenterpopulationen!). De fortalte mig også at en nylig meningsmåling havde afdækket, at det ord flertallet af franske unge øjeblikkelig associerer med "globalisering " er "frygt."  Og de informerede mig om at ifølge en anden meningsmåling er det primære job-ønske blandt franske unge et job i staten.  Det skal sammenholdes med en nylig meningsmåling, der viste at Frankrig som det eneste land i EU har en majoritet, der er direkte fjendtlig over for "markedet."

Klassisk liberale er som bekendt karakteriseret ved en tyrkertro på at "ideas matter."  Nogle klassisk liberale har således advokeret for at økonomiundervisning bør indføres endog meget tidligt i skolen.  Ikke sandt, poderne kan da kun have godt af at lære lidt om offeromkostninger (når nu venstreorienterede politikere notorisk ikke forstår noget af dette både elementære og fundamentale princip).  Det skader heller ikke at kende lidt til statsbudgettet så man bedre kan afkode, hvordan politikerne sløser med borgernes midler.

Det et synspunkt jeg selv har været meget charmeret af.  Men der er grund til lige at huske på, hvem der bestemmer pensum og hvem der formidler dette.  "Økonomi" er mange ting, herunder socialistisk økonomi.  Og her er vi tilbage i Frankrig og den franske syge, Mark II. For ifølge en artikel i International Herald Tribune fra i søndags, "Economics, French-style," står det helt galt til dernede. Her er nogle udpluk:

"Danielle Scache tries to avoid using the term "capitalism" in her economics class because it has negative connotations in France.

Instead, she teaches her high school students about the market economy, a slightly less controversial term she started using last year after a two-month internship at the dairy giant Danone. That was an experience that did away with more than one of her own prejudices, she said.

"I was surprised to see that people actually enjoyed working in a company," said Scache, who is 59. "Some of them were more enthusiastic than many teachers I know."

"You know," she confided with a laugh, "in France we often think of companies, especially multinationals, as a place of constant conflict between employees and management."

This view of bosses and workers as engaged in an endless, antagonistic tug-of-war goes some way toward explaining the two-month rebellion against a new labor law."

"As Finance Minister Thierry Breton put it last week: "There is a significant lack of economic culture in our country."

"The question of how economics is taught in France, both at the bottom and at the top of the educational pyramid, is at the heart of the current crisis," said Jean-Pierre Boisivon, director of the Enterprise Institute, a company-financed institute that sponsors the internship program for economics teachers that Scache took part in.

"In France we are still stuck in 1970s Keynesian-style economics – we live in the world of 30 years ago," he said. "In our schools we fabricate a vision of society that is very different from the one that exists in other countries."

"And then there are the textbooks. One, published by Nathan and widely used by final-year students, has this to say on p. 137: "One must analyze the salary as purchasing power that you could not cut without sparking a deflationary spiral and thus higher unemployment." Another popular textbook, published by La Découverte, asks on p. 164: "Are there still enough jobs for everyone?" It then suggests that the state subsidize jobs in the public sector: "We can seriously envisage this because our economy allows us already to support a large number of unemployed people."

These arguments were frequently used on the streets in recent weeks, where many protesters said raising salaries and subsidizing work was a better way to cut joblessness than flexibility."

Det kunne måske give anledning til at nogen underkastede det lærebogsmateriale der anvendes i gymnasiet i DK til undervisning i økonomi i samfundsfag et eftersyn.  En opgave for CEPOS?

Ugens citat: Fund om paniske højrefløjspolitikere

Af Redaktionen, den 10. april 2006. 1 svar

Wall Street Journals meget indsigtsfulde (og generelt klassisk-liberalt lænende) politiske redaktør John Fund har mandag en syrlig kommentar til, hvorledes Republikanerne klarer sig p.t., og som vel bedst kan sammenfattes med det farverige og rammende udtryk, af man er ved at “snatch defeat out of the jaws of victory”.  Her er et uddrag af Funds klumme:

“It is becoming increasingly clear that the GOP majority is losing its team spirit, and many in Congress are going their own way as they eye a tough re-election climate. Back in 1994, that kind of behavior over a crime bill that failed to garner enough Democratic votes to pass on the floor was an early indicator that Democrats were in serious political trouble. They wound up losing control of both houses of Congress that year.

No one quite expects a tsunami of those proportions this year. Incumbent-protection devices and gerrymandered districts are likely to minimize GOP losses. But Republican strategists are now openly talking about the parallels between 1994 and 2006. …

Panicked politicians are not a pretty sight,” says GOP pollster Whit Ayres. “They usually run in the wrong direction”.

So far that’s exactly the direction that Republican have chosen to run in the last year as their national numbers and President Bush’s approval ratings have softened. From their scramble to ram through a national legislative solution to Terri Schiavo’s plight, to their overreaction to Hurricane Katrina, to their failure to recognize the public’s disgust with pork-barrel projects, to the Dubai Ports deal, Republicans have appeared to the world to be as unprincipled and rudderless as the politicians they campaigned against back in 1994. Unless they change course dramatically in the seven months between now and Election Day, they may well find themselves facing the same fate as the Democratic political dinosaurs of that year that they replaced.”

O bella libertà

Af Redaktionen, den 7. april 2006. Skriv et svar

Denne blogs udsendte korrespondent i en af de mest interessante byer i et af verdens dejligste (men ikke helt problemfrie) lande, vores med-punditokrat Jørgen Møller, har dd. en artikel i Weekendavisen’s “Ideer”,  O bella libertà. Her kan man blive klogere på historiske perspektiver vedrørende, hvad der er og ikke er liberalisme på italiensk.

Bal i den borgerlige

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. marts 2006. 17 svar

Nærværende punditokrat havde forrige weekend fornøjelsen af at være en tur forbi Konservativ Ungdoms 2006-landsråd, som fandt sted på Frederiksberg.

Det var nu ikke, fordi jeg pludselig er blevet kontingentbetaler i den konservative bevægelse–den tanke har såmænd ligget mig noget fjernt siden den periode, hvor partiets leder udtalte, at “ideologi er noget bras”, at partikronprinsen sagde, at det offentlige havde den størrelse, det offentlige skulle have, og at Connie Hedegaard offentliggjorde, at hun–når alt kommer til alt–foretrækker socialisme fremfor liberalisme, fordi førstnævnte trods alt har nogle sympatiske værdier.

Altså 2. halvdel af 1980erne, hvis der var nogle, der skulle tro, jeg mente i forgårs.

Næh, jeg var såmænd blot inviteret som festtaler, og det var dog en ære, jeg ikke sådan kunne sige nej til.

Når KU har været værst, har man været en ligegyldig, logrende hundehale af wannabe-karrierepolitikere; men når KU har været bedst og mest succesrig, har det altid været, når man var dejligt fandenivoldsk og turde sige et par borgerlige ord til både moderpartiet og venstrefløjen og gøre det på en festlig og farverig måde og samtidigt gør det med seriøst politisk “bid”.  Og det var så dét, min festtale handlede om.

Men udover æren var det sådan set også en fornøjelse, for det virkede som om, at der for første gang i nogle år er lidt “gang i den” i KU.  Og så nærmer vi os dét, som denne post egentlig skulle handle om, for det kan næppe være forbigået manges opmærksomhed, at der p.t. er lidt gnidninger mellem de forskellige typer af borgerlige (også her på bloggen).  Liberalister synes ikke, at Venstre er så liberalt, at det gør noget; Dansk Folkeparti synes ikke, at Det Konservative Folkeparti er så konservativt, at det gør noget; og en hel del borgerlige synes ikke, at Dansk Folkeparti er så borgerligt, at det gør noget, men måske nok så … ganske mange ting … at det gør noget.  Og netop til selvsamme festmiddag, hvori jeg deltog, markerede KU’erne, at de tør være farverige, festlige og fandenivoldske på en borgerlig måde.  Specifikt optrådte to prominente KU’ere med en rap, skrevet til Østkysthustlers gamle 90-hit, “Han Får For Lidt”.  I KUernes udgave omhandler den tre personer: en unavngiven person, en vis Anders, og en vis Pia.  Her er–for dokumentarismens skyld og lettere censureret–et par uddrag.

Først lidt om den unavngivne:

Flad skat, du sir godnat, men det fordi du ikke tør/Tag og hør dog her på KU, for du både skal og bør/Det er de unge der vil frem, det er de unge der kan/Tag og glem de pensionister, for at styre dette land …

Ha’ visioner ta’ og prøv og fortæl hvor du vil hen/Eller pak dine gamle klude og se at komme hjem/Til Fyn hvor du kommer fra og skriv en rapport/Om en cykel uden lys, og en mand der handled’ sort

Og så lidt om en vis Anders:

Minimalstat, fred og frihed, det var det, som han ku’ li’/For når Anders kom til magten blev Danmark skattefri/I gamle dage, ku behage og blive skatteboss/Men der var noget galt med regnskabet, og Anders fik et los

Klog af dage, han var tilbage, nu var det Anders, der var chef/Han havde en lille arrig dame med på eftersløb/Han havde solgt sin sjæl til fanden, og det var ikke rart/Han lignede mest af alt en socialdemokrat

Og så var det ellers af med fløjlshandskerne:

Hun kører fra Gentofte til tinget og fra tinget retur/Hun er i tv så præcist, at man kan stille sit ur/Når hun møder en muslim, så er man helt sikker på,/at hun kommer med nogle meninger, som pøblen kan forstå

Hun taler til det laveste i lave menneskers sjæl/Hun kan godt nok være grov, hun kan godt nok være fæl/Populisme, småfascisme, der er had i det hun siger/Men bumserne forstår det, de skal stemme på Pia

Hun lover efterløn og bistandshjælp, og børnepenge, boligcheck/Hvordan kan hun dog tro, at det ikke gir’ skattesmæk/At styre dette land, hvordan kan nogen mennesker tro/Det kræver jo en mand og ik’ en hjemmehjælper-ko

Hun vil så gerne frem og blive stueren med os/I regering vil hun  gerne, hun vil gerne være boss/Men hun skal holde sig til Ragnvald, hyggekaffe og medister/For det bliver over vores lig før, at Pia bliver minister

Næppe stor lyrik, men passende respektløst og med et vist politisk bid–og ihvertfald illustrativt for, hvorledes stemningen altså er p.t. i en ikke helt ligegyldig del af det borgerlige Danmark, som netop nu er lidt i splid med sig selv.  Og hele den nuværende interne debat på den ikke-socialistiske fløj af dansk politik rejser jo passende en ældgammelt tema, som Punditokrat passende kan diskutere:

Når man i det store billede er “i samme båd”, er det så bedst at fremhæve forskellene og uenighederne mellem sig?  Eller er det bedst at finde den mindste fællesnævner, uanset hvor lav og lille denne er?

God weekend.

Borgerlig kulturkamp

Af Dr.Mephisto, den 27. marts 2006. 3 svar

I gamle dage var DR's P1 kanalen, hvor man kunne høre tre socialister snakke om socialismen. Senere blev det kanalen, hvor man kunne høre tre socialister snakke om liberalismen.

Nu er P1 begyndt på noget nyt. Den forgangne weekend bragte P1 et indslag om den borgerlige kulturkamp. Medvirkende i studiet var Henrik Gade Jensen (CEPOS), Christopher Arzrouni (CEPOS) og Niels Lillelund (JP). Dér sad de så stille og fredeligt og diskuterede kulturkamp – kun afbrudt af Peter Kurrild-Klitgaard (CEPOS).

Altså borgerligt-liberale, der diskuterede borgerlighed og frihed. En absolut nyhed på P1.

Hør selv med – selvom indslaget (ud over sin form) ikke bragte de store nyheder på banen:

http://www.dr.dk/P1/Agenda/Udsendelser/2006/0327121509.htm

 

Something completely different

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 16. marts 2006. 3 svar

Advarsel: Denne post har intet med Muhammed-tegningerne, ytringsfrihed e.l. at gøre …  Læs kun videre på eget ansvar!

Den har derimod en del at gøre med det evigtaktuelle Punditokrat-tema: Selvpromovering.  For netop i denne uge er min antologi “The Dynamics of Intervention: Regulation and Redistribution in the Mixed Economy” udkommet.  (Det er bind 8 af Advances in Austrian Economics.  Udgivelsesdatoen i bogen siger 2005, men min kalender siger altså noget andet …)  Bogen har været længe undervejs, og den er–som alle antologier er i varierende grad–en blandet landhandel kvalitets- og fokusmæssigt.  Men den er ihvertfald et forsøg på at fokusere på en generelt negligeret, men yderst interessant, del af den østrigske økonomiske skoles studier af staten, og at bringe disse teoretiske indsigter i clinch med både den empiriske virkelighed og public choice teori.

Konservatisme vs. Liberalisme

Af Jacob Mchangama, den 15. marts 2006. 5 svar

Efter at have opnået tilladdelse fra redaktionen, vil jeg fortsætte den ublu promovering for Djævelens Advokat.

 

 

Vores anden udsendelse er i luften fra i dag af. Og det er et program som jeg tror vil interessere Punditokraternes læsere. Det handler nemlig om Konservatisme vs. Liberalisme, og debattanterne er ingen andre end Kasper Støvring og Christopher Arzrouni (udsendelsen blev meget passende optaget hos 1 års fødselaren CEPOS). Debatten kommer ind på emner såsom, velfærdsstaten, religion, kultur og naturligvis statens rolle. Lidt citater fra udsendelsen:

Christopher Arzrouni: "Lad mig sige det på denne måde: Jeg har ikke noget udestående med konservatismen, fordi konservatismen findes ikke!"

"Jo, mere staten blander sig, jo mere polariseret bliver samfundet, jo flere modsætninger bliver der."

Kasper Støvring: "Liberalismen opererer med et begreb om det menneskelige selv, som jeg synes er en abstraktion. Det er for naivt!"

"Det er ikke et argument for, at staten ikke skal gå ind og støtte nogle kulturelle værdier, nej, det er et argument for at man som liberal, konservativ, borgerlig må gå ind og præge staten."

Christopher Arzrouni: "Hvis jeg læser Brian Mikkelsens kulturkanon, så kan jeg se, at Solvognens julemandsaktion engang i 70'erne, hvor de gik ind i Magasin og begyndte at dele ud af varerne -det er en umistelig del af dansk kulturarv, jamen altså velbekomme! – Hvis man ser på hvad konservatisme i praksis er, så er det ikke noget."

Kasper Støvring: "Konservatismen prøver at pege på nogle af de områder, der ret ofte bliver ladt ude af en liberalistisk optik."

Christopher Arzrouni: "Jeg er netop som liberal ikke totalitær, og derfor går jeg ikke ind for at mine præferencer med hensyn til hvilken religion jeg dyrker, hvilken familieform jeg har, eller hvilke lokalfællesskaber eller venskaber jeg dyrker, også skal gælde for andre."

Kasper Støvring: "Hvis man skal lave om på velfærdssystemet så skal man netop gøre det forsigtigt, langsomt, man skal forberede udviklingen, som statsministeren med en meget god konservativ formulering har udtrykt det. Hvis man ikke gør det, så risikerer vi, at der er mange ting, der går tabt."

Christopher Arzrouni: "Her tømmer du yderligere konservatismen for indhold, for du gør alene konservatismen til et spørgsmål om tålmodighed, fredsommelighed […] Jeg kan da også være tålmodig, langmodig endda. Gør det mig så til konservativ? Ja, det gør det måske i din definition. Men jeg er bestemt liberal!"

Kasper Støvring: "Liberalister har en meget uproblematisk, naiv tilgang til fællesskabet!".

 

Et pust fra fortiden – og ikke et af de forfriskende

Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2006. 22 svar

Jeg tror, alle der interesserer sig for politik og samfundsforhold, kender fornemmelsen af at opleve et pust fra fortiden – at se dinosaurer i levende live. Vi har alle jævnligt den tvivlsomme fornøjelse at se og høre folk fra de politiske yderfløje ytre sig, så man skulle tro at vi befandt os i 1930'erne. Pastor Langballes særlige nationalistisk-autoritære forslag er som oftest inderligt forældede, og Enhedslistens totale verdenssyn har et særligt religiøst-fundamentalistisk tilsnit, som burde kunne affærdiges med et skuldertræk. Om de så mener at have specielle 'moralske' argumenter eller blot har vist musikalsk talent før de døde, må man spørge sig selv hvor de har været de sidste 70 år?

 

Men i går bragte Politikens kronik anderledes mærkelige vinde fra en fjern fortid. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen og LO-formand Hans Jensen demonstrerede deres blinde tiltro til politikeres ubegrænsede godhed og indsigt ved at argumentere for behovet for det, der i sidste ende kun kan beskrives som vulgær-Keynesiansk økonomisk politik á la 1950. Deres ærinde er i og for sig fint: De begræder Europas sløje økonomiske tilstand og den høje arbejdsløshed i store dele af kernelandene. Men midlerne til at bekæmpe problemerne er – mildt sagt – ikke helt tidssvarende.

 

Nyrup og Jensen skriver for eksempel i starten af kronikken, at det er "på høje tid at give EU magt til at straffe de lande, som ikke fører en aktiv finanspolitik med investering i flere nye job". Her er afsløring nummer et: Kronikørerne tror fuldt og fast på, at staten kan skabe arbejdspladser gennem en 'aktiv finanspolitik', altså ved at bruge flere penge. Man vil endda straffe lande, der ikke går med på illusionen om de paradisiske tilstande, der følger af en stor offentlig sektor! Væk er Friedmans, Lucas og mange andres indsigter fra de sidste 40 år, der alle peger på de voldsomme problemer ved offentlig indblanding. Væk er de empiriske erfaringer der siger, at staten ikke kan skabe arbejdspladser, men kun stjæle dem fra mere produktive private erhverv. Og væk er Buchanans, Tullocks, og hele Public Choice skolens lære om, at politikere som oftest er uinformerede, selviske og stærkt påvirkede af særinteresser, og derfor laver markant større fejl end det marked, som Nyrup og Jensen har mistillid til.

 

Hvis det så bare blev ved det, men nej. Man efterlyser ikke blot en fornuftig politik, men en "optimistisk politik, der skaber den vækst og beskæftigelse og sociale samhørighed, der kan bringe Europa i top igen." Nyrup og Jensen vil ikke blot skabe vækst og beskæftigelse (som jo følger af væksten), men også samhørighed – altså den socialdemokratiske kongstanke om solidaritet, her løftet op på et fælleseuropæisk plan. Tænk hvis der fandtes en type offentlig politik, der kunne nå alle tre mål! Afsløring nummer to: Kronikørerne tror på, at politikere kan opnå alt det på samme tid.

 

Og så er der til sidst spørgsmålet om, hvordan den politik skal se ud. Kronikørerne skriver, at der nu er behov for "at få politikken ført væk fra blot at være krav om nye åbninger for konkurrence på nye områder. For alt for ofte sker det på bekostning af trygheden – velfærdsgoder og den sikring af lønmodtagere, vi har kæmpet for i så mange år." Sørme jo, EU har ikke brug for mere konkurrence, og det der er galt i Tyskland og Frankrig, er ikke at lønmodtagere og arbejdspladser er overbeskyttede – det er det modsatte! Her er afsløring nummer tre: Nyrup og Jensen viser helt basal mangel på forståelse for Europas nuværende strukturproblemer, specielt på det arbejdsmarked de begge er så interesserede i.

 

Endnu værre er det, at de udnævner en skurk i spillet: "Den Europæiske Centralbank (ECB) er en stor stopklods på vejen mod flere og bedre job i Europa." Løsningen er her: " Desuden burde banken være underlagt en form for demokratisk kontrol – for eksempel ved at udvalgte finansministre kom med i ledelsen." For de økonomisk informerede læsere her på bloggen, må jeg sige: Ja, du læste rigtigt! Man ønsker større politisk kontrol med centralbanken. Her er den sidste ting, som Nyrup og Jensen har overset: Kydland og Prescotts Nobelpris-vindende arbejde om centralbankuafhængighed. Siden 1977 har fagøkonomer gang på gang demonstreret, at det på stort set alle fronter er bedst at isolere centralbanker fra politisk indflydelse. Ellers bliver pengepolitikken underlagt en række kortsigtede politiske hensyn, der kun giver ustabilitet, inflation og – i sidste ende – arbejdsløshed.

 

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg ikke er en stor fan af John Maynard Keynes, hvor stor en indflydelse han så havde i sit liv og efter det. Men jeg havde da håbet på, at hans ideer var ved at have udspillet deres rolle i praktisk politik. Desværre beviste Nyrup og Jensen i går det modsatte. For at forsvare at man fører kortsigtpolitik, udtalte Keynes de berømte ord, at 'i det lange løb er vi alle døde'. Manden var ikke dum – han vidste nemlig godt, at hans politiske forslag på længere sigt havde negative virkninger. Det er bare ikke kortsigtspolitik, en tidligere statsminister og en nuværende LO-formand efterlyser i Politik, men derimod langsigtsløsninger på Europas stagnation. Og deres forslag til det, er rendyrkede Keynesianske kortsigtsløsninger, som fagøkonomer har brugt de sidste mange år på at afvise. I det lange løb er vi alle døde, men vores idiotiske ideer overlever åbenbart mange generationer.

Et forkølet angreb

Af Jacob Mchangama, den 13. marts 2006. 10 svar

I to kronikker har Jyllands-Posten lagt spalteplads til en række angreb på liberalismen fra Steen Pipers hånd. Som så ofte før bar angrebene præg af en fundamental mangel på forståelse af hvad den klassiske liberalisme egentlig er for en størrelse og kronikkernes hovedtese om, at liberalismen er blevet autoritær, derfor svær at tage alvorlig. Alligevel må man konstatere, at Steen Pipers tanker har en vis udbredelse hos den almindelige dansker, hvorfor det er vigtigt, at få udstillet sådan kritik, som det nonsens det alt for ofte er udtryk for.

Det var derfor med glæde, at jeg læste dagens JP med en kronik af Christopher Arzrouni, som uden at svinge sig helt op i det røde felt hvor Steen Piper tydeligvis befinder sig, stille og roligt lukkede luften ud af Pipers kritik. Lidt citater fra kronikken der dog skal læses i sin helhed og i sammenhæng med Pipers kronikker:

…Alligevel har Hovedlands stifter, forlægger Steen Piper, over to kronikker i Jyllands-Posten udbredt sit had til den liberale samfundsorden. For Piper er problemet, »at der ikke længere synes at være et alternativ til den liberale verdensorden«.
Øh… Hvilket problem?
Skal der for enhver pris være et alternativ, bare for alternativets skyld? Var situationen virkelig bedre, dengang den liberale verdensorden havde et alternativ i form af kommunismen? Det skulle man tro ifølge Piper. For han ser blot kommunismen – og nazismen for den sags skyld – som et "redskab". Noget man kan til- og fravælge. »Ligesom kommunismen i Sovjetunionen og nazismen i Tyskland ikke startede som problemer, men var tænkt som redskaber til at løse problemerne«. Ja, det skriver han vitterlig, og overser fuldstændig, at såvel kommunismen som nazismen var født totalitære.
[…]Jeg har svært ved at se den store ondskab heri. Alligevel påstår Steen Piper, at liberalismen har »gennemført tvangen mellem individerne«.

Han nævner som eksempel, at det ikke længere er legitimt at være en fru Mortensen, fordi man absolut skal have en karriere. Mystisk argument! Jeg kan kun undre mig. Liberalismen handler om at gøre, hvad man vil, så længe man ikke skader andre. Og jeg har svært ved at få øje på nogen liberal, der vil kræve, at fru Mortensen ikke må være fru Mortensen og passe sine børn. Tværtimod!
Piper kan da have ret i, at det moderne samfund i høj grad er ét, hvor kvinderne er draget ud på arbejdsmarkedet for at tjene penge – og dermed gøre noget for deres børn. Og det er da rigtigt, at familierne ikke er lige så stabile som tidligere. Men hvad foreslå Piper egentlig? Skal det være sværere at blive skilt? (Så vil mange nok vente endnu længere tid med at blive gift) Eller skal det være forbudt for begge forældre at arbejde? (Så kunne det være, at økonomien strammede lidt mere i en del familier). Pipers kritik synes først og fremmest at være udtryk for en ærgrelse over, at Morten Korch-samfundet ikke findes mere, hvis det da nogensinde har eksisteret.

[…]Såvel Pipers faktuelle viden som hans logik halter voldsomt. Alligevel kaster han sig ud i en økonomisk analyse af international handel. Og lattermusklerne bliver ikke skuffede. Piper påstår i ramme alvor, at frihandel ikke giver mening, når kapital kan bevæge sig frit over grænserne. Det forholder sig lige omvendt. Mulighederne for at drage gavn af frihandel er jo netop blevet større i kraft af frie kapitabevægelser.

Nu kan man for alvor drage gavn af frihandel ved at investere sin kapital i produktion i de lande, hvor de komparative fordele er størst. Tekstiler i Bangladesh, biler i Ungarn, høreapparater i Danmark. Eller måske endda mere overraskende for nogle: Biler i de fleste af verdens lande, høreapparater i de fleste af verdens lande og så videre. Hvert land og hver virksomhed med sit eget lille bidrag. Er det ikke fantastisk? I dag samarbejder vi på verdensmarkedet uden at behøve anerkende hinandens religion eller fikse politiske ideer. Dér hvor stater og nationer har skabt modsætninger, er frivilligt samarbejde på markedet i færd med at afmontere dem.

Kunne kritikere af liberalismen dog ikke svinge sig op til bedre, og mere velgennemtænkte modargumenter og spørgsmål, som i højere grad tvang de af os der bekender os til liberalismen til selvrefleksion og måske endda tvivlen?

Her er lidt inspiration til næste gang typer som Piper skal forsøge sig. En klassisk liberal passus, som vel nærmest er standard i enhver liberalists præsentation/forsvar for liberalismen (og som også indgår i Arzrounis kronik) lyder, at liberalismen stiller enhver person fri til at handle og agere som han vil, så længe det ikke skader andre. Men hvordan definerer man i virkelighedens verden lige, hvad der skader andre og hvornår man skader andre? Er den nævnte passus i virkeligheden ikke en tom floskel, som kan bruges efter forgodtbefindende? Er det ikke blot liberalismens svar på kollektivismens trylleformular: sammenhængskraft.

Vil fremtidige kritikere af liberalismen gå i rette med denne ideologis naturretlige ophav, kan disse låne inspiration hos Alf Ross, som i Ret og Retfærdighed skrev:

Som en skøge er naturretten til rådighed for enhver. Der er ikke den ideologi der ikke kan forsvares under påberåbelse af naturens lov. Og hvor kan det være anderledes, når det sidste grundlag for enhver naturret ligger i en privat (intrasubjektiv), umiddelbar indsigt, en evident skuen, en intution, kan ikke min intuition være lige så god som din? Evidensen som sandhedskriterium forklarer de metafysiske påstandes fuldkommen vilkårlige karakter. Den hæver dem op over enhver form for intersubjektiv kontrol og slår døren op for ubunden digt og dogmatik.

Der er givetvis mange andre flanker angrebet kan sættes ind på, vi glæder os til kampen.

Forfatningstraktaten med amerikanske øjne

Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2006. 12 svar

Vores venner på the Copenhagen Institute bragte i fredags en kommentar til EU's omstridte forfatningstraktat. Forfatteren, Marian Tupy der er Assistant Director ved the Cato Institute, kalder meget præcist traktaten for "the last gasp of European socialism". Tupy's kommentar, der bestemt kan anbefales, peger på forskellene i lande og politikeres reaktion på øget konkurrence: Enten strammer man ballerne sammen og bliver mere produktiv – og dermed mere konkurrencedygtig – ellers også danner man et kartel for at forsøge at forhindre konkurrence. Det er ret præcist det sidste, EU har valgt at gøre. Forfatningstraktaten er intet andet end et forsøg på at kodificere Europas såkaldte "social market economy", som bl.a. franske politikere (og Poul Nyrup) besynger så højt mens deres samfund stagnerer og forfalder omkring dem. For lad os kalde en spade for en spade. Traktaten opererer endda med begreber som 'disloyalty' og 'competitive distortion', som i Tupy's optik blot er negativt ladede eufemismer for udfald af sund konkurrence (når ineffektive firmaer dør og giver plads til de effektive). Man kan med rette undre sig over, hvordan man forestiller sig at den type traktat kan hjælpe med til at gøre EU verdens mest konkurrencedygtige og innovative område. For min egen regning vil jeg også gerne undre mig over, hvorfor EU i første omgang satte en tidligere præsident for Europas mest markedsfjendske samfund i spidsen for arbejdet med at formulere forfatningstraktaten. Og med 260 sider og 70.000 ord – mere end 15 (femten) gange så langt som den amerikanske forfatning eller den danske grundlov – er traktaten vel ikke engang en traktat, men blot endnu en samling inderligt overflødige og uliberale reguleringer? Den er blot opskriften på, hvordan man sikrer økonomisk og social stagnation. Lad os da komme af med den i stedet for at diskutere, hvad vi skal gøre nu!

Globalisering – ser Danmark virkelig så godt ud?

Af Christian Bjørnskov, den 24. februar 2006. 5 svar

Globalisering er et komplekst fænomen. Det dækker både det økonomiske – det har vi godt styr på – men også blødere ting. Man kan tale om social globalisering, som f.eks. dækker turisme, oversættelse af bøger og internetadgang, og politisk globalisering, som når Danmark deltager i FN-aktioner og er medlem af WTO.

Mens økonomer ret let kan måle den økonomiske globalisering – det er blot international handel og investeringer – er de andre områder noget sværere at få fat på. Det har (desværre) gjort det let for diverse sociologer og andet godtfolk, heriblandt en af mine yndlingsaversioner, polakken Zygmunt Bauman, at hævde at globaliseringen har helt dæmoniske konsekvenser. Hvis blot man kunne måle de ting, ville den empiriske forskning kunne tage sig af en del af spørgsmålene, der blæser i vinden når Frank Aaen ikke lige svarer på dem.

I de sidste par år har en af mine tyske kolleger (og venner) gjort en indsats på netop dette område, som jeg synes fortjener bred opmærksomhed. Axel Dreher, der pt. er ansat på ETH i Zürich, har nemlig udviklet fire globaliseringsindex: Et overall index, samt tre underindex, der netop dækker økonomisk, social og politisk globalisering. Jeg synes ikke at der kan reklameres nok for Dreher-indexene, der er eminent brugbare.

For at give et par eksempler på dem, er top- og bundplaceringerne i det senest inkluderede år (2003) som følger: Luxemborg er det økonomisk mest globaliserede land med en score på 8.44 ud af de 10 mulige, mens bundplaceringen er Bahamas (1.36). USA topper den sociale og politiske globalisering (6.25 og 5.48), mens billedet internt i EU er noget mudret. Sverige er topscoreren når det gælder social globalisering (5.03) og Storbritannien når det gælder den politiske (5.42), mens bundskraberne er de nye lande Litauen (2.3 på den sociale) og Malta (2.88 på den politiske). Sjovt nok er det mindst økonomisk globaliserede EU-land Italien (3.64) – en placering der også afspejles i deres politik. Man behøver blot huske baggrunden for, at deres nationalbankdirektør blev presset bort fra posten forleden for at få et eksempel.

De sørgelige nyheder er vores eget lands placering. På de bløde områder – socialt og politisk – er vi med scorer på 3.61 og 3.87 nummer 15 i verden, men vi halter bagefter på den økonomiske globalisering. Med 4.42 ud af 10 mulige er vi kun nummer 30 i verden, efter lande som  Canada og (gudhjælpemig) Oman og Frankrig. Når man tænker på, at små lande typisk handler noget mere end store, er det virkeligt et wake-up call til de danske politikere og virksomheder: Der er en verden derude med muligheder, som vi ikke tager.

Når alt kommer til alt, mener jeg at Dreher-indexene fortjener solid opmærksomhed. De er for det første en rigtig god datakilde for samfundsforskere overalt i verden (og de er gratis!). Men for det andet giver de også et hurtigt og let indblik i, hvor vores eget land er placeret og hvordan. Enhver der kan forstå en skala fra 0 til 10 kan se forskellene og evaluere vores egen position. Og det indblik er ikke særligt flatterende.

Pluralisme og ytringsfrihed

Af Jørgen Møller, den 22. februar 2006. 8 svar

Georg Sørensen, professor ved Institut for Statskundskab i Århus, havde i søndags en ganske pudsig kronik i Berlingske. Jeg har desværre først fået den læst nu, men emnet er væsentligt, og det fortjener at få en kommentar med på vejen.

Sørensens ærinde er enkelt. Overskriften – “Ytringsfrihed og pluralisme i konflikt” – siger det hele. Eller for at klippe og klistre lidt i teksten: “man må vide, at hvis ytringsfrihed bruges til aktivt at forhåne andre, så kan det skade en anden grundværdi: pluralismen […] (forstået som vidtgående respekt for mennesker med en anden tro)”.

For at understøtte sin pointe henter Sørensen den liberale tænker Isaiah Berlins indsigt om, at værdier ofte er i modstrid med hinanden frem fra gemmerne. Det er der ingen skam i. Berlins forfatterskab står den dag i dag som et formidabelt forsvar for menneskelivets mangfoldighed – hans pen er rettet imod alle de selvudnævnte hyrder, der vil lede mennesket frem til det forjættende land ved at tvinge det til at leve efter én, universel gyldig formular.

Men det forekommer mig, at Sørensen begiver sig ud på meget dybt vand, når han bruger Berlins tankegods til at opstille en modsætning mellem pluralisme og ytringsfrihed. Kravet må være, at ytringsfrihed, i hvert fald i visse situationer, står i et negativt forhold til pluralisme. Men den modsætning har jeg mere end svært ved at få øje på.

Det er værd at erindre, at Berlins egen kontrast hedder pluralisme og monisme. Monisme er, som ordet siger, forestillingen om, at der findes ét svar på, hvordan det gode samfund skal indrettes. Hvor pluralismes konnotationer er mangfoldighed, der er monismens ensretning.

Det er for det første klart, at ytringsfrihed ikke befinder sig på samme abstraktionsniveau som disse to grundlæggende værdier. For der er tale om en juridisk bestemmelse, en ramme for hvad man kan tillade sig at ytre i tale og på skrift. Den gængse modsætning til ytringsfrihed er en anden juridisk bestemmelse, nemlig censur.

Det problem kan vi selvfølgelig løse ved at bevæge os ned på et lavere abstraktionsniveau. Men aben følger med, for kravet er i denne situation, at ytringsfrihed – i hvert fald i visse konkrete tilfælde – er at betragte som en juridisk tjener for monismen. Igen: det har jeg meget svært ved at se kan være tilfældet.

Hvad siger Sørensen selv. Jo, hans pointe er, at visse ytringer underminerer respekten for andres holdninger og tro – hans definition af pluralisme. Jeg vil starte med at sige, at jeg læser Berlin på en anden måde. Han siger i mine øjne ikke, at man skal have respekt (forstået som agtelse) for andres holdninger. Men man skal ikke undertrykke dem med vold og magt. Man skal kort sagt give plads til andre holdninger og ikke udelukke, at de kan have noget for sig, hvor absurde de end måtte forekomme.

Berlin yndede at bruge Schumpeters berømte passus: “At erkende den relative gyldighed af sine egne overbevisninger, men alligevel uforfærdet stå inde for dem, er det, der adskiller en civiliseret mand fra en barbar”. Og det er netop sagens kerne. Man skal ikke tro på absolutte fordringer, i hvert fald ikke hvad angår menneskelivet. For så har man ret beset givet sig den totalitære tanke i hu.

Men den meget sunde leveregel overtræder man altså ikke ved at ytre sig om noget, andre opfatter som et tabu. Man overtræder først pluralismens tærskel, når man udråber én bestemt social formel, det være sig det klasseløse samfund, profetens uskyldsrene tidsalder, det ny Jerusalem eller et kommende liberalt tusindårsrige, som en absolut sand måde at indrette tilværelsen på, gyldig på tværs af tid og sted (eller gyldig på een bestemt tid og eet bestemt sted for den sags skyld).

Selv hvis vi henholder os til Sørensens noget anderledes – eller i hvert fald meget mere konkrete – definition af pluralisme, kan jeg ikke se, hvad problemet er. Hvis man afbilleder Muhammed, betyder det jo ikke, at man ikke respekterer muslimernes ret til at have deres holdninger og tro. Det betyder bare, at man er uenig i, at det skal være ulovligt af afbillede Profeten. Eller for at bruge den schumpeterske formel: det betyder, at man uforfærdet står inde for sin ytring, men i øvrigt ikke mener at have patent på den – i dette tilfælde – religiøse sandhed (og analogt til dette må straffen for at overtræde billedforbudet i øvrigt udmåles i det hinsidige, ikke i det dennesidige).

Der er i mine øjne meget langt til den, ganske rigtigt afskyelige, holdning om, at man har ret til “at håne, undertrykke og torturere andre på vegne af, at [man] har fundet den eneste rigtige opskrift på sandheden om, hvad frihed er”. Det var det, Lenin, Stalin, Hitler, Mao og Pol Pot gjorde. Man kan argumentere for, at det er det, det iranske præstestyre gør, når de henretter unge for homoseksualitet. Men det er altså ikke det, der er sket i lille Dannevang i denne sag, hvad man så end synes om den. Og bemærk, at alle de anførte regimer samtidig har gjort brug af censur som en juridisk foranstaltning – ikke af ytringsfrihed. Det er ikke noget tilfælde. For hvor censur kommer ridende på frakkeskøderne af monismen, der er ytringsfriheden pluralismens tro væbner. Lyder i hvert fald mit bud på den sag!

De liberale slår til igen …

Af Redaktionen, den 8. februar 2006. 16 svar

Punditokraterne vil fra og med denne post indlede en on/off tilbagevendende serie af dokumentatiske indslag med den sigende titel “De Liberale Slår Til Igen …”.

Formålet er–“for the record”–at notere offentligt alle de eksempler, der måtte forekomme, hvor selverklærede liberale gør det stik modsatte af, hvad man skulle forvente, at et hensyn til personlig og økonomisk frihed, retssamfund og markedsøkonomi, o.s.v., skulle diktere–alle de eksempler på stillingtagen, der forsøger at fjerne ansvar fra individuelle borgere, markedsinstitutioner og civilsamfundets organisationer.  Vi håber, at serien bliver kort, men vi må nok erkende, at der er empirisk belæg for at forvente, at den bliver uendelig.

Vi lægger hårdt ud med dagens fine lille historie om, Venstres sundhedsordfører Jørgen Winther, som sammen med partiets ideologiske fanebærer, næstformand og indenrigs-og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, har konkluderet, at den rette liberale politik er at forbyde rygning i alle offentlige rum:

“Venstres folketingsgruppe vil forbyde rygning på restauranter, caféer, butikscentre, banegårde og i lufthavne og idrætshaller. Samtidig vil partiet indrette hermetisk aflukkede rygerum, hvor der ikke må serveres mad eller fødevarer. … – Nu er der solid dokumentation for, at passiv rygning virkelig er farligt for helbredet. Nu er Venstre ved at være klar til at indføre dette, siger Jørgen Winther.”

Et totalforbud er det måske ikke helt.  Endnu.  Men næsten.  Og det er dog en begyndelse.  Og med en ekstra indsats skal det nok lykkes.  Punditokraterne ønsker Jørgen Winther og Lars Løkke Rasmussen held og lykke med det videre arbejde–der er jo endnu nok at tage fat på, hvis danskerne skal forhindres i at gøre noget som helst, der kan skade dem selv.

Frihed og så … de dersens tegninger, I ved … III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. februar 2006. 4 svar

Jeg kom lige i tanke om denne, nu sørgeligt aktuelle, klumme, som jeg havde i Berlingske Tidende for kun lidt mere end et år siden.

Ja!

Berlingske Tidende 4.  december  2004, 2 sektion, magasin, side 19

Bør ytringsfriheden være absolut og ukrænkelig? Svaret er kort, enkelt og principielt.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, kommentator, ph.d.

Imam Abu Laban spurgte for to uger siden retorisk sin menighed og journalisterne i moskeen, om det virkeligt kan være sådan i Danmark, at man har ret til at fornærme mennesker ved at tale grimt om ting, de tror på?

Ja. Så enkelt, og netop i Grundtvigs fædreland kan det i disse dage – i mere end én forstand – være værd at holde sig for øje, at frihed er en ret for såvel Loke som Tor. Altså både for de »pæne« og for de »grimme«.

Men, siger nogen, vi har jo allerede begrænsninger af ytringsfriheden: Der er forbud mod blasfemi, racisme, bagvaskelse, injurier o.l. Det er sandt, men at der allerede eksisterer begrænsninger af ytringsfriheden, er jo ikke et argument for yderligere begrænsninger. At mange lande forbyder narkotika betyder jo heller ikke, at alt, som mennesker kan skade sig selv med, skal forbydes. Om noget burde inkonsekvens komme friheden til gunst.

Men hvad så nu, når f.eks. troende muslimer pointerer, at de føler sig stødt? Det er bare ikke nok, for alt kan være stødende og sårende. Jeg bliver i dårligt humør, når jeg udsættes for en Rainer Werner Fassbinder-film. Jeg mener, at Klaus Rifbjerg og Carsten Jensen ofte er urimeligt grove i deres verbale behandling af folk, der tør mene noget andet. Jeg får det næsten fysisk dårligt af tolvtonemusik. Jeg mener, at astrologi, numerologi og de fleste TV2-programmer er en fornærmelse mod folks intelligens.

Men hvilket samfund ville vi have, hvis man skulle forbyde alle ytringer, der ville kunne fornærme, støde eller på anden vis genere mennesker? Så skal man have lov til at sige selv ting, der kan gøre andre mennesker gale, kede af det, sårede osv.? Ja. Det er en af de grundpiller, som den vestlige, liberal-demokratiske tradition hviler på.

Skal en ikke-muslim have ret til at citere Koranen og fortælle vitser om profeten? Ja. Har vi andre ret til at sige, at vi synes, at han skal lade være, hvis formålet er at genere troende? Ja.

Skal Andres Serrano have ret til at nedsænke et krucifiks i urin og blod, kalde det kunst, betegne det »Piss Christ« og udstille det på et museum? Ja. Har vi andre ret til at udtrykke vores forargelse og lade være med at gå ind på dét museum igen? Ja.

Men hvad med respekten for autoriteterne? Imam Laban spurgte, om det f.eks. er i orden at gøre grin med dronningen. Ja. Ikke fordi det er anstændigt at håne mennesker, der ikke kan tillade sig at svare igen, men fordi retten til at kritisere autoriteter uden at skulle bede om lov er noget, millioner er døde for.

Skal kiosker have lov til at sælge porno? Og skal feministerne, der småsurt harcelerer for »pornofrit miljø«, have samme ytringsfrihed som de kioskejere, som de vil forbyde at sælge blade? Ja. Ingen har tvungent feministerne til at handle i kiosken, men skal de også have ret til at lade være med at gøre det og opfordre andre til at gøre det samme? Ja.

Skal virksomheder have lov til at anvende nøgne kvinde- eller mandekroppe og alt muligt andet som reklameblikfang, bare for at sælge et produkt? Ja. Kan forbrugerombudsmanden og alle andre så se den anden vej og lade være med at købe varen? Ja.

Ytringsfrihed er ikke, at alle altid og hvor som helst og når som helst kan sige alt, uden konsekvenser. Ingen mennesker har et krav på, at andre mennesker skal lytte til dem eller skal tage sig tid til dem eller skal sørge for, at de kan ytre sig på enhver måde. Har jeg til et middagsselskab fortalt værten, at han er en idiot, må han så godt smide mig ud af sit hjem? Ja. Har debatredaktøren på Berlingske (eller ethvert andet medie) ret til at nægte at videreformidle hver eneste tanke, der måtte falde mig ind? Ja.

Men alle mennesker har et fundamentalt krav på ikke at blive censureret, fængslet, eller skudt, få halsen skåret over og en kniv plantet i brystet, blot fordi nogen ikke kan lide, hvad de siger. Som et britisk børnerim siger: »Stokke og sten kan brække mine ben, men ord kan aldrig skade mig«.

Nogle spørgsmål er komplicerede, men har enkle svar. Ytringsfrihed er et af dem.